Refs Vindinge Friskole
Forside ] Op ]

 
Refs Vindinge Friskole

Refs Vindinge Friskole



af Birte Fahnøe Lund
 

Der var engang...
 

"Der kom en Soldat marscherende henad Landevejen: Enn To, Enn To!" - sådan begynder H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet, og omtrent sådan begynder historien om Refs Vindinge Friskole.

Anders Klinkby hed soldaten. Han var med i krigen i 1864, hvor Danmark tabte en tredjedel af sit landområde, nemlig Nordslesvig (Sdr. Jylland), Sydslesvig, Holsten, og Lauenborg. Da Anders Klinkby vandrede tilbage mod Danmark, dybt påvirket af det forfærdelige nederlag for landet, fulgtes han med Jens Ludvig Bendixen,Rosildegård, Rosilde og murer Frederik Ottesen, Vindinge.
Det smertelige tab blev begyndelsen til en ny epoke i vort lands historie. Tabet medførte en hidtil ukendt handlekraft på åndelige, politiske og kulturelle områder.
De tre krigskammerater bidrog til denne udvikling, de besluttede nemlig at oprette Refs Vindinge Friskole.

Anders Klinkby var ikke som soldaten i "Fyrtøjet" optaget af at vinde det halve kongerige og prinsessen, og dermed materielle goder til sig selv. Han var optaget af en ganske anden sag, nemlig friskolesagen, en skoleform hvor forældrene selv tog ansvaret for deres børns opdragelse og undervisning.
I den daværende offentlige skole var det staten og embedsmændene, der bestemte hvad undervisningens indhold skulle være. De pædagogiske midler var udenadslære, terperi, eksamen, streng disciplin og hårde straffemetoder.

Før krigen i 1864 var Anders Klinkby friskolelærer i Dalby, og stærkt påvirket af Grundtvig og Kold. Han mente, at skolen skulle tale mere til fantasien og følelsen end til forstanden. Det skulle være lysten og ikke pligten, der var det bærende i skolearbejdet. Mundtlig fortælling var at foretrække fremfor udenadslære og lektielæsning.
Han var overbevist om, at skole og hjem var to sider  af samme sag. Et fællesanliggende. Med andre ord, forældrene skulle have indflydelse og dermed medbestemmelse i valg af lærere.

Det viste sig at være vanskeligere at oprette en friskole end de tre havde forestillet sig. Kun nogle ganske få familier på egnen syntes om ideen. Der var 3 gårdmænd, 1 tømrer, 1 snedker og 2 husmænd. Men friskolen begyndte og den første undervisning foregik i Frederik Ottesens stue. Det var i marts 1865. Der var 10 børn.

Børnetallet voksede hurtigt fra 10 til 20, og Ottesens stue blev for lille. Der blev indsamlet penge fra kredsen til en udvidelse af Ottesens hus, men da kredsen hovedsalig bestod af folk med små økonomiske midler, var det umuligt at få penge nok til den omtalte udvidelse. Men hjælpen kom. På Dalum Højskole fulgte Kold med i de små friskolers ve og vel, og var  deres eksistens truet, støttede han dem både økonomisk og moralsk, således også Vindinge Friskole, hvor Kold gav 100 Rdl. til den nye bygning. Det var ikke sidste gang Kold reddede skolens eksistens.

Anders Klinkby var lærer på Vindinge Friskole i tre år. Udover skolearbejdet deltog han, som alle friskolelærere på den tid, i egnens folkelige arbejde som medstifter af skytteforeninger, forsamlingshuse, sangforeninger etc. Hertil fik han hjælp fra de aktive friskolefolk, men også fra pastor Hans Peter Falck, der var præst i Vindinge. Falck var grundtvigianer og naturligvis en stor tilhænger af friskoleideen.

Abelone Pedersen (1877 - 1963), har i sine erindringer fra 1958, skrevet en særdeles god beskrivelse af Anders Klinkbys vilkår og pastor Falcks betydning.
"Hos Frederik Ottesen og hans prægtige kone Karen boede Klinkby. Middagsmaden skulle han have skiftevis i de omliggende gårde i Rosilde. Karen og Fr. Ottesen havde en flok børn og en søster til Karen boende hos dem. De havde det meget småt, men delte dog tit deres tarvelige måltid med friskolelæreren. Der var i de år en meget afholdt præst i Vindinge. Det var Hans Peter Falck.( Død d. 28. juli 1869). Han kom tit i den lille skole, og han sang tit for dem dernede både skyttesange og muntre viser. Moder har fortalt, at han kunne le så hjerteligt, at hans tykke mave hoppede derved. Det var i de år, der blev lavet skytteforeninger i Danmark. Således også her. Der blev samlet ind til en fane, og så en søndag samledes de unge piger i præstegården, og Falck gik med dem og fanen ud i Rosilde bys grusgrav, hvor karlene havde eksercits. Det var deres eksercerplads dengang. Her blev fanen indviet. Og så spadserede alle med fanen ud i Ærtekilde, hvor Klinkby talte"

Der blev  taget mange initiativer i disse år, hvor danskerne begyndte at tage ansvaret for deres eget liv, og ikke længere lod sig dirigere af myndigheder og rationalistiske præster, der påstod, at de havde de rigtige løsninger på alle livets spørgsmål.

Men det bestandige spøgelse i friskolernes første år var deres dårlige økonomiske vilkår. Det var utrolig svært at leve af den løn, som kredsen formåede at give. Anders Klinkby gav op efter tre år. Han havde i nogen tid også været hjælpelærer ved friskolen i Nyborg, men fik igen tilbudt stillingen i Dalby, og den tog han.
Det flg. år var Søren Eriksen lærer ved friskolen.

Derefter kom Knud Larsen, der var elev af Kold. Knud Larsen var en meget dynamisk person, en ildsjæl, der ikke skånede sig selv i sit arbejde for friskolen. Det var Kold, der fik ham til Vindinge, og det var på dette tidspunkt i 1869, at Kold igen reddede skolen fra økonomisk undergang, i det han betalte Knud Larsens kost og logi. For Kold var friskolen livsnerven i det folkelige arbejde, det betalte han gerne for. Knud Larsen blev sendt til sit skolearbejde med disse ord fra Kold:"Nu skal det vise sig, om du har Ord til din Raadighed, som kan gøre Hjerter glade."

Da Kold døde i 1870, kneb det igen med økonomien. Knud Larsen valgte i en periode at dele sit arbejde på to skoler. Han var lærer i Vindinge 4 dage om ugen, de resterende dage var han huslærer i Øksendrup.

Om Knud Larsen og friskolekredsen ved Vindinge Friskole skriver forfatteren Johanne Lange i hendes bog: "Hjemliv - minder fra min barndom 1862-1875" flg.:

"og så havde vi lært en mand at kende, som mere end nogen anden bragte far nær til friskolen. Han hed Knud Larsen og var friskolelærer i Vindinge. Flere af friskolefolkene var sognebåndsløsere til far. (Pastor M. Lange i Nyborg) Kredsen bestod i høj grad af småkårsfolk. Der var en husmand og murer, som hed Frederik Ottesen, han havde selv bygget lidt til sit hus, og der var friskolen så til huse. Så var der en tømrer, Niels Pellesen, en høj statelig mand med et mægtigt langt skæg. Han var en begavet og prægtig mand, ikke bange for at give et ord med i laget. Han havde en god og stilfærdig kone og nogle særdeles flinke børn.
Navnlig husker jeg Karoline, en nydelig pige, som gik til præst hos fader i Nyborg. Moder var så glad ved hende. Hun blev efterfulgt af broderen Karl, som var en køn dreng med lyst hår og noget lyst over hele sit præg. Niels Pellesen var en dygtig mand, men lønningerne var meget små i de dage, så de havde det meget fattigt. De havde en have, men ikke jord sådan som Frederik Ottesen. Jeg ved, at Mette Pellesen, konen, samlede aks til at bage julebrødene. Til julen kom de altid med et stort hjemmebagt brød til fader, som han skønnede meget på, da det hjemmebagte brød mindede ham om hans egen barndom.
Frederik Ottesens kone, Karen, var også et udmærket menneske med livlige spillende øjne, meget opvakt var hun. Hendes trofaste søster, Stine, boede hos dem.
Blandt friskolefolkene var også et par gamle milde folk, Erik Snedker og hans kone, der boede i Refsvindinge. Det var kun en lille kreds og bestod som sagt mest af småkårsfolk, og sådan var det næsten overalt i disse første friskoler. Det er en stor misforståelse, når det bliver sagt, at friskolefolkene var de mest velstående, og at de holdt disse skoler, fordi de var for ophøjede til at gå i almueskolen. Lige så dårligt passede det, når der blev sagt, at friskolelærerne var bønderkarle, der var for fine til at bestille noget.
Bønderkarle var de ganske vist for en stor del, men de var meget arbejdsomme og uhyre nøjsomme; den løn de fik som friskolelærere, var ikke højere end en tjenestekarls. Men det er sandt, hvad Knud Larsen sagde lige kort før sin død, at havde de gamle friskolelærere ikke kunnet nøjes med de små kår, de fik, så var der aldrig blevet en fri børneskole i Danmark. Knud Larsen var altså lærer i denne lille kreds. Han var en bred kraftig mand med et stort fuldskæg, bred pande og nogle store øjne, der let fik et livfuldt og glad udtryk."

I 1873 forlod Knud Larsen Vindinge Friskole for at blive lærer ved Nyborg Friskole. Senere blev han ansat ved Vormark Friskole, hvor han virkede i mange år. (Knud Larsen er morfar til professor Morten Lange)

Efter ham blev Peder Mortensen friskolelærer, ligeledes en af Kolds elever. Han måtte holde efter tre år, igen var det, det økonomiske spøgelse, der gjorde udslaget. Der var nu en del skiftende lærere, indtil skolen måtte lukke i januar 1879. Der kunne ikke længere skaffes løn til en lærer. Der var desuden kommet en ny lærer til almueskolen, som en del af forældrene følte sig trygge ved at sende deres børn til.

De næste seks år var den lille friskole lukket, men  en del af kredsen om den gamle friskole eksisterede fortsat, fællesskabet kunne ikke lige stryges med et pennestrøg.
I de flg. år flyttede der en del unge friskoleinteresserede til egnen. En af dem var den unge gårdejer Jens Jørgensen, Rosilde Højgård, Rosilde. Han var gift med Karoline, der gennem mange år havde tilhørt friskolekredsen i Ryslinge. De var medlemmer af Ryslinge Valgmenighed, og de kunne ikke forestille sig, at deres børn skulle sendes i den offentlige skole. Derfor var det helt naturligt for dem at være initiativtagere til genoprettelsen af den lille friskole.

I følge Abelone Pedersen, der var niece til Jens Jørgensen, foregik starten nogenlunde sådan:

"Da morbror Jens spurgte far, om han ville være med til at oprette en friskole, sagde far: "Ja, børnene har jeg, men om jeg kan skaffe penge, ved jeg ikke". "I en friskole betaler folk efter evne, og der forlanges ikke mere", svarede Jens. Efterhånden blev der snakket med flere om det. Der var kommet en maltgører til at bo i Refs-Vindinge, hans kone var datter af en friskolelærer, så de ville nok være med. Så var der Lars Eriksens, han var søn af Anne og Erik Snedker, der havde været med i den gamle skole. Der var også Rasmus Rasmussens enke, Mette Kristine, hendes yngste søn, Vilhelm gik endnu i skole. I Bønkel var kommet en gartner til at bo i Maren Bønkels hus, Kirsten og Søren Jensen havde begge tjent hos Knud Rasmussen, Birkebjerg, så de var stærkt påvirket af friskolekredsen der. Niels Pelle boede endnu i sit lille hus ved Vindinge gade, han ville også gerne hjælpe med, hvad han kunne. Efterhånden mente man at have samlet en lille kreds, der havde interesse for en friskole. Der blev søgt en lærer og Niels Madsen Vorgod blev antaget."

I foråret 1885 begyndte friskolen i Jens og Karoline Jørgensens dagligstue. Skolen kom til at hedde Rosilde Friskole. Der var kun 6 børn i skolen, hvilket betød at Niels Madsen Vorgod måtte dele sin stilling ved to skoler. De tre første dage var han i Rosilde, de øvrige dage underviste Niels Madsen Vorgod i Skellerup.

Abelone Pedersen har skrevet om sin første glade skoledag i den nye friskole. Hun og hendes større søskende havde været henvist til undervisning i almueskolen, hvor de blev undervist af jomfru Velling, hvis pædagogiske evner strakte sig til udenadslære af salmevers og katekismus.
"Så kom den dag, da vi skulle i vor egen skole første gang. Margrethe skulle med, hun var nu fem år. Jeg var 8, Jørgen 9 og Anne Marie 10 år. Vi løb hurtigt hen ad vejen den morgen. Da vi var kommet hen til leddet, sagde Anne Marie: "Far og mor står og ser efter os endnu". Og da vi kom længere hen, kiggede jeg tilbage, og de stod der endnu. Mor har senere fortalt mig, at far sagde: "Se, dog, hvor glade de løber derhen", og så sagde mor: "Hvem er mon gladest, de eller vi". Vi kom så hen til Jenses og ind i dagligstuen. Der stod Karoline og Niels Madsen Vorgod og Maren og Lars. Foreløbig var det for koldt i den store stue, så vi måtte ind i sovekammeret. Karoline sagde, at vi kunne lægge vore skolebøger i hendes seng. Det gjorde vi, og så fik vi plads ved bordet. Karoline satte sig på en stol med lille Lone på skødet. Så kom morbror Jens ind og satte sig ved en stol henne ved siden. Vi sang "Morgenstund" og bekendte troen og bad Fadervor. Derefter sang vi "I østen stiger solen op - Så rejste morbror Jens sig og gik hen og tog i døren, der standsede han lidt og så hen over os, idet han sagde: "Ja, så går jeg ud og pløjer".
Så begyndte Niels Madsen Vorgod at fortælle bibelhistorie. Da han havde fortalt lidt fik vi frikvarter. Karoline sad med Lars på skødet, mens han fortalte. Så husker jeg ikke mere fra den dag. Da det blev mildere i vejret flyttede vi ind i den store stue. Der stod en dobbeltseng henne i det ene hjørne, der sov Niels Madsen Vorgod om natten."

Kort tid efter at skolen var begyndt i Rosilde, blev det besluttet at lave en tilbygning til stuehuset. Der skulle være en skolestue og et værelse til læreren. Det var en stor dag for den lille friskolekreds, da de kunne tage de nye lokaler i brug. De var blevet bygget ved fælles hjælp af forældre og folk fra kredsen.
Abelones far, møllebygger Niels Pedersen og Niels Pelle, der var tømrer, huggede tømmeret, og der var klar til rejsning på en uge. Lærerens værelse var meget lille, der var kun plads til et halvt vindue, og der var ingen kakkelovn. Skolestuen blev indrettet med skoleborde fra den gamle skole. Sangbøgerne blev fundet frem igen, det samme gjorde et par gamle landkort.

Efter et år rejste Niels Madsen Vorgod for at blive fuldtidsansat i Skellerup. I følge Abelone Pedersen blev han opsagt fra sin stilling i Rosilde Friskole uden rigtig at være klar over årsagen til denne opsigelse.
I hans sted blev Ole Peter Jensen ansat, han havde tidligere været lærer ved Ellerup Friskole. Ole Peter Jensen var en meget dygtig og udadvendt lærer.

Ingeborg Møller, Oure, skrev i 1946 i Svendborg Avis om sine barndomsminder fra Rosilde Friskole. Ingeborg Møllers to første skoleår foregik i den "gamle" friskole på Rosilde Højgård:
"Da jeg som 8-årig kom i skole om foråret og hørte Ole Peter fortælle bibelhistorie, blev jeg som alle de andre helt betaget. Det var ved påsketid, og han fortalte altid om det, der hørte til højtiden, og vi hørte med øre og hjerte om Jesu lidelse og død, fortalt i et sprog for børn.
Dette med bibelhistorie blev ved at være hans stærke side. De almindelige fag husker jeg ikke noget om; men frikvarterene på legepladsen glemmes aldrig. Det var vel nok en legeplads, gårdens stakhave. Der stod flere halmhæs, og der var lavet en dejlig vippe til børnene. Når så om middagen Ole Peter havde spist, kom han ud og stod ved husvæggen med den lange pibe i munden og en bredskygget stråhat på hovedet, og så på os. Men det varede ikke længe før han blev omringet og slæbt med; han skulle være med at lege kaput, og med lange spring og en hjærtelig latter løb han om mellem os. Drengene gravede sig gennem halmhæssene og kom ud på den anden side. Det var løjer."
 
I løbet af kort tid fik friskolen stor tilgang af nye familier og dermed flere børn. Der var nu pladsmangel på Rosilde Friskole, og da Ole Peter Jensen samtidig tænkte på at gifte sig, lykkedes det i 1891 skolekredsen og Ole Peter Jensen at skaffe penge til at bygge en skole. Han byggede skolen for egne midler, samt et engangs beløb fra skolekredsen på 1000 kr. Han blev samtidig sikret en årlig løn på 650 kr. Skolen blev hermed flyttet fra Rosilde by til Rosilde Mark ved den nuværende hovedvej 8. I løbet af ganske kort tid steg børnetallet til 30.

I den nybyggede friskole blev der holdt aftenskole for de unge og for forældre og skolekreds. Ole Peter Jensen påbegyndte ligeledes traditionen med folkelige foredrag. Der blev indledt et samarbejde med Søllinge Friskole og Nr. Lyndelse Friskole om foredragsholdere. Kom en foredragsholder langvejs fra, var det billigere for alle parter, hvis vedkommende kunne få tre engagementer i stedet for et.

Et emne jeg endnu ikke har berørt er friskolens forhold til de forskellige præster i Vindinge, men lige netop en præst fik stor betydning  for Ole Peter Jensen. Der havde i nogle år været en præst ved navn Rambusch. Han var glad for at komme i friskolen, og han overhørte børnene ved hjælp af samtaler i fuld forståelse for friskolens undervisningsprincipper. Han anbefalede også at friskolen fik et årligt tilskud fra de kommunale myndigheder.
Rambusch´s afløser hed pastor Brorson, og han havde intet tilovers for friskolen. Han anså den for at være overflødig. Når friskolekredsen søgte om kommunalt tilskud, blev det bestemt ikke anbefalet af ham.

Maren Sofie Henningsen (1882 - 1959), søster til Abelone Pedersen, har beskrevet en eksamen, hvor pastor Brorson var i friskolen sammen med to medlemmer af skolekommissionen:
"Ole Peter spurgte om præsten ville holde "morgenandagt" - nej - nej- gør som De plejer - der var ikke noget vrøvl om noget, - der blev svaret på, hvad Ole Peter spurgte om. Vore stile og skrivebøger gik rundt - der var et par skolekommissionsmedlemmer med, han der fik bogen først kom til at dreje bogen en halv omgang, da han rakte den til nr.2. Nr. 2 så ganske alvorligt i den uden at vende den - og rakte den videre. Det kneb at holde alvoren for dem, der så det. Vi vidste at manden hverken kunne læse eller skrive. Ved hovedregningen sad præsten og regnede efter på et stykke papir, han var godt tilfreds og sagde, vi var nogle rene regnemestre.
Ved læsningen sagde han: "Lad os få nogle flere vers, de læser så smukt vers". Så blev vi senere klar over, at han havde indberettet, at skolen ikke stod på højde med almueskolen, og fået den besked, at han (Ole Peter Jensen) skulle sørge for at få forholdene bragt i orden, ellers skulle skolen nedlægges."

Det var et hårdt slag for Ole Peter Jensen. Det var vanskeligt at kæmpe mod præster og kommunale myndigheder. Der var tilsyneladende også en del uenighed om hans løn i skolekredsen. I 1895 besluttede Ole Peter Jensen at forlade Rosilde Friskole for at blive højskolelærer på Frederiksborg Højskole. Han havde dog i mange år en nær kontakt til kredsen omkring Rosilde Friskole. En del af hans gamle elever fra børneskolen blev senere elever på Frederiksborg Højskole.

Fem familier fra skolekredsen købte skolen af Ole Peter Jensen, og friskolen kunne fortsætte. I hans sted ansattes Anders Jensen Odsbjerg. Han var lærer på Rosilde Friskole i tre år.
Efter ham var der i kort tid en lærer ved navn J.P. Hansen-Kindved. Denne lærerudskiftning var dårlig for skolens omdømme. Skolekredsen henvendte sig til Ole Peter Jensen for at få et godt råd ang. ansættelse af en ny lærer. Han anbefalede dem Ejnar Pedersen. Det viste sig at være et godt valg. Ejnar Pedersen var en meget dynamisk person, der igen fik pustet liv i aftenskolearbejdet både for unge og ældre. Han arrangerede desuden offentlige møder med foredrag, samt sportsaktiviteter for egnens unge.
Han var også en dygtig underviser, en alsidig begavelse, der formåede at skabe et godt ry om skolen.
I 1903 blev skolen flyttet til Refs Vindinge. Årsagen til dette var, at der kom flere og flere børn fra Refs Vindinge og omliggende sogne. Man vurderede, at skolens chancer for at overleve var bedre der.

Skolekredsen solgte Rosilde Friskole og købte en tdr. land jord i Refs Vindinge stationsby fra gårdejer Karen Knudsen. Den nye skolebygning med lærerbolig, legeplads og en dejlig have kunne tages i brug 1903.

De følgende år voksede skolen støt. Da den næste voldsomme begivenhed indtraf, var der mellem 50 og 60 elever på skolen. En del af skolekredsen havde gennem længere tid været dybt utilfredse med Ejnar Pedersen. Det drejede sig om nogle personlige forhold, jeg ikke vil komme ind på her. Ondsindede rygter om hans person blev sat i omløb i stationsbyen. Om rygterne talte sandt eller ej, kom der aldrig nogen afklaring på, men en alvorlig og bitter strid var hermed sat i gang.
Det endte med at Ejnar Pedersens modstandere beholdt friskolen, der ved denne strid blev mere end halveret. Tilhængernes børn blev flyttet til kommuneskolen. Ejnar Pedersen rejste i marts 1918 fra egnen for at blive forstander på Egå Efterskole.

Dermed var striden ikke slut. Den bitterhed, der var skabt satte sig dybe spor mellem naboer og gamle venner. Der er ingen vindere i den slags sager.

Skoleleder på Refs Vindinge Friskole fra 1922 -1957, Johannes Garnæs Petersen, skriver i sine erindringer flg. om striden:
"Jeg kan bevidne, at alle ansvarlige blandt de tilbageblevne beklagede den onde tid og ønskede meget ugjort og usagt af det, der i stridens hede blev øvet fra begge sider. Man stod tilbage med en lille flok børn og uden nogen lærer."

Det så sort ud for friskolen i Refs Vindinge, men de tilbageblevne havde mod og kræfter til at kæmpe for friskolen. Skolekredsen fik nu en afgørende hjælp fra den hjemskole, som Jens Jørgensens søn, Lars Jørgensen, Rosilde Højgård,  havde oprettet for sine børn og andre familier i nærheden. De tilbød at sende deres børn på Refs Vindinge Friskole. Elevtallet steg med et slag fra 16 til 32. Endnu engang var skolen reddet.

 
Allerede i april 1918 blev en ny lærer ansat. Det var Margrethe Dons. En dygtig friskolelærer, der kom fra Ferritslev Friskole. Hun var meget aktiv i Friskoleforeningsarbejdet og en ivrig skribent til friskoleverdenens organer. Margrethe Dons ledede friskolen i halvandet år. Dernæst ansattes Anna og Peter Hansen, det var i 1919. Der var igen ved at falde ro over sindene, men økonomien kneb det slemt med efter skolestriden i 1917-18. For at skaffe penge til lærerløn og afdrag på bygningerne blev flg. foranstaltninger forsøgt.

Fra Johs. Garnæs Petersens erindringer:
"Man greb så til den udvej at leje loftsværelserne ud og lade denne husleje indgå som en del al lærerens løn. Den halve legeplads blev desuden taget ind til dyrkning for også derigennem at skaffe lidt merindtægt for læreren. Det havde dog nær gået galt med udlejningen, idet man let kunne få lejere, men det var vanskeligt at slippe dem igen, huslejenævnet i sognet havde svært ved at skaffe husly nok. Peter Hansen kunne fortælle om en forfærdelig lejer, der var farlig for sine omgivelser, når han fik noget i hovedet; han drev det til at ligge i vejgrøften og passe folk op bevæbnet med en kølle. Til sidst lykkedes det dog at få ham sagt op. Ellers kom skolens daglige liv nu ind i en mere rolig gænge."

Skolestriden var dårligt overstået før en ny strid opstod. Denne gang var det en åndelig strid, der drejede sig om trosspørgsmål, nemlig Ryslingestriden. De fleste skolekredsmedlemmer tilhørte Ryslinge Valgmenighed, hvor Thorkild Skat Rørdam var præst. Han satte sindene i bevægelse ved at ændre forkyndelsen. Han troede ikke på Jesu undere. Det fortælles, at han engang holdt en prædiken om bespisningen i ørkenen. Han troede nu ikke, at det var gået til, som der stod i biblen, han mente flere af dem havde haft madpakker med. Alligevel betegnede han bespisningen som et under, idet han mente, det var et under, at Vorherre kunne få folk til at dele maden. Nok blev denne udlægning diskuteret både lokalt og i landets aviser, men det endelige brud i menigheden skete, da Rørdam proklamerede, at han ikke troede på jomfrufødsel, og dermed ikke på hele trosbekendelsen, der af grundtvigianere blev anset som ord fra Guds egen mund.

Der blev nu dannet to menigheder, "Ryslinge grundtvigske Valgmenighed", hvor Thorvald Knudsen var præst, og Ryslinge Valgmenighed, hvor Rørdam var præst. Denne deling blev signalet til en strid, der varede i mange år. Der opstod mange uvenskaber, man inddelte sig socialt udfra hvilken menighed man tilhørte. I Refs Vindinge var det ikke anderledes.

Johs. Garnæs Petersen skriver:
"Det var vist temmelig umuligt at holde sig passiv i denne strid, som i alt fald satte meget ondt i gang, hvor den gik dybest i sindene. Peter Hansen tog parti imod Rørdam, og dermed var hans stilling som lærer undergravet. I slutningen af september 1922 rejste lærerparret herfra og til Rødding Friskole i Salling, hvor de fik blivende virkeplads i mange år."

Skolekredsen stod nu igen uden lærer, men man havde allerede i foråret 1922 sat en stillingsannonce i Højskolebladet, der kom 14 ansøgere til stillingen. Det blev som tidligere nævnt Johannes Garnæs Petersen, der blev Refs Vindinge Friskoles nye skoleleder. Han har i sine erindringer beskrevet forløbet omkring sin ansættelse:

"En dag kom der brev fra gårdejer Lars Jørgensen, Rosilde Højgård, i Vindinge på Fyn, at skolekredsen i Refsvindinge gerne ville stifte nærmere bekendskab med mig.
Og så sad jeg en dag i toget til Nyborg, kaldt af nogle mennesker jeg ikke kendte det mindste til. Men det var, som om mit sind faldt helt i lave, ingen frygt og ingen uro. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt vejen ud af byen og videre ud; men jeg havde i alt fald ingen besvær med at finde Rosilde Højgård, hvor skolens formand, førnævnte Lars Jørgensen boede. Jeg hører endnu klangen af hans stemme, da han rejste sig fra aftensbordet og bød: "Velkommen her", med den blanding af naturlig værdighed og jævnhed, som var så karakteristisk for ham, han ville sikkert have modtaget kongen på samme måde."

Samme aften fulgtes de to til Refs Vindinge, hvor skolekredsen var samlet  for at møde de to ansøgere, man havde udvalgt til samtale. Det var ikke kun bestyrelsen, der var medbestemmende i valg af leder, idet hele skolekredsen havde mulighed for at tale med de to ansøgere. Garnæs Petersen gik tur i haven, mens man talte med den ene ansøger. Da det blev Garnæs Petersens tur, sagde han nogenlunde sådan til mødedeltagerne:
"Min uddannelse har jeg fået, når jeg havde tid, råd, lyst og lejlighed. Vil I have mig, må I tage mig på mit glatte ansigt, for jeg har egentlig ingen anbefalinger. Hvis man vil vide, hvem jeg er, kan man henvende sig til højskolelærer Hans Lund i Askov.
Denne redegørelse lo forsamlingen meget velvilligt ad, og dermed var præsentationen forbi."

Garnæs Petersen fik stillingen på Hans Lunds anbefaling. Det var en nedslidt skole han kom til. Det kneb stadig med økonomien og stridighederne forårsagede, at elevsøgningen til skolen var meget minimal.

Skolen var i bogstavelig forstand nedslidt. Der var ikke penge til vedligeholdelse af bygningerne, hvilket ellers var meget påkrævet. Garnæs Petersen har skrevet, at nogle af gulvene var rådne, væggene havde ikke set maling i mange år, og byggeriet var i det hele taget under al kritik. Der var ikke dækket med mursten under taget over hulmuren, hvilket bevirkede at rotterne havde gode tider på loftet, og i mellem loftet og gibsdækket.

Da Garnæs Petersen i 1924 blev gift med Aasta, kom der for alvor gang i renoveringsarbejdet, ikke med nybygninger eller store ombygninger, det var der slet ikke penge til, men lederparret og skolekredsen arbejdede hårdt på at få skolen til at se præsentabel ud med de midler, der nu engang var til rådighed. Søgningen til skolen var fortsat lille. I 1923 var der kun 17 børn, derefter vendte det og tilgangen øgedes langsomt, men stabilt.

Kirkestriden eksisterede stadig. Det kom Garnæs Petersen også til at mærke. Om den strid skriver han:
"En stor besværlighed voldte det, at skolekredsen, som for få år siden havde haft den store strid om Ejnar Pedersens person, nu igen var rygende uenige. Denne gang var det Ryslingestriden, der delte forsamlingen. Uden at gøre rede for gangen i den onde strid er det nok at fortælle, at når den lille skolekreds samledes, sad "Rørdammerne" ved et bord, "Knudsenerne" ved et andet og stak hver for sig hovederne sammen. De var lige stejle begge parter."

Garnæs Petersen meldte sig ind hos Knudsen i den nuv. Ryslinge Valgmenighed. Han kendte en del til kirkestriden, idet han var på Askov Højskole i 1921, hvor man diskuterede sagen grundigt. Han var uenig i Rørdams forkyndelse af kristendommen, men han var betaget af ham som menneske.
Garnæs Petersen formåede på sin egen måde at balancere mellem de stridende parter, idet han åbnede skolen for de møder Rørdams tilhængerne ønskede at holde der. Han deltog selv i møderne og dermed signalerede han, at man sagtens kunne være uenige om en sag uden at modarbejde hinanden på alle andre områder.

Garnæs Petersen var en vigtig nøgleperson for at få tilliden blandt de stridende parter genoprettet. Han mener selv, at skolens mange gode traditioner var med til at binde skolekredsen sammen på en helt naturlig måde. Han skriver i sine erindringer flg.:
"Først må nævnes juletræet, som afholdtes 3die juledag. I forvejen samledes konerne, yngre og ældre, i skøn forening og klippede julekurve, der skulle hænges på træet fyldte med godter! Hvert barn to kurve, hver voksen en kurv. Udgifterne til festen dækkedes ved indsamling af kredsens medlemmer gennem børnene før jul, så der ingen opkrævning fandt sted selve festaftenen. Og så var juletræet for børnene, det var dem, man ville glæde først og fremmest. Derfor hørte der eventyr eller historier for barnlige sjæle til, mens lysene brændte, -og leg og dans bagefter.
Denne praktiske og gode form står stadig ved magt. Dernæst kommer "aftenskolen for de ældre". Kredsens yngre og ældre, gifte som ugifte, samledes hver mandag fra november til marts kl. 19.30 til kl. 22 til oplæsning og foredrag. Det er ikke til at måle, hvor stor betydning for sammenholdet om skolen, disse læsemøder har haft i tidens løb."

Det er først i de senere år, der er blevet afholdt forældremøder, hvor børnenes trivsel er det man samles om. Dengang samledes man om oplæsning af litteratur, samtaler om åndelige anliggender og foredrag. Forældrene viste læreren tillid ved at deltage i disse møder, den tillid fik børnene  stor gavn af. Om sit arbejde med børnene skriver Garnæs Petersen:
"Børnene mødte os med en tillid så rørende, at det måtte få indflydelse på den, der skulle have med dem at gøre. Et par eksempler på denne barnlige tillid, der gjorde det stærkeste indtryk på mig, skal nævnes. En dag, jeg stod og fortalte bibelhistorie for de yngste, kom jeg til at se, at en af de små piger havde øjnene fulde af tårer, sådan levede hun med i historien. Det blev en slags indvielse for mig. Aldrig havde jeg tænkt, at mine ord skulle have en sådan magt. Så hændte det engang senere, at en lille pige fik lungebetændelse, og var døden nær. Hun tiggede sin mor om lidt vand, for tørsten plagede hende, men netop vand måtte hun ikke få, det satte feberen op. "Bare Garnæs var her, for jeg ved da, at han ville give mig en tår vand, når jeg bad ham", siger hun til sin mor. Så nær kunne en lærer altså komme til at stå et lille barn, det har jeg heller aldrig glemt. Denne tillidsfuldhed, har vi altid kunnet glæde os ved. Derfor har morgentimerne foran de veloplagte, morgenfriske børn, der var parate med alle sanser åbne til at høre, hvad jeg fortalte, været det rustkammer, hvorfra jeg hentede mod og lyst til de øvrige gøremål."

Der er ingen tvivl om, at Garnæs Petersen var meget glad for at undervise. Han skriver ofte, at det var børnenes umiddelbarhed og glæde ved skolearbejdet, der holdt hans og Aastas mod oppe, når der opstod problemer i skolekredsen. Et af de problemer der endnu spøgte var økonomien. Dengang betalte man ikke et fast beløb i skolepenge, men hver enkelt familie gav, hvad de formåede. Ind i mellem var folk nok lidt nærige på det område. Det forventedes at friskolelæreren kunne leve på en sten. Garnæs Petersen skriver om det problem flg.:
"Nægtes kan det heller ikke, at mange solide friskolefolk mente, det var rigtigt, når skolen kostede det mindst mulige. "En friskolelærer skal helst kunne leve af en fædrelandssang og en tår af vandposten", ytrede Lars Jørgensen engang ved en generalforsamling med den for ham egne skarpe ironi, der ikke var møntet på lærerfolkene, men på visse andre."

Der blev også udført et vigtigt arbejde for  skolekredsens unge. De første par år Garnæs Petersen var på skolen, deltog mange unge i de ugentlige ungdomsmøder. Der blev sunget, læst højt, snakket og drukket kaffe. Men deltagerantallet svandt langsomt ind, en af årsagerne var, at en del unge rejste fra egnen. Garnæs Petersen opgav denne form for aftenskole, og søgte i stedet at få gang i en aftenskole for unge fra hele sognet. Det var der stor interesse for. Der blev oprettet en Landbrugsfaglig aftenskole, som alle de stedlige foreninger stod bag. Undervisningen foregik på kommuneskolen, og der blev undervist i syning, husholdning, husflid m.m. Der blev også undervist i dansk og almendannende fag. Garnæs Petersen ledede ligeledes sognets Husflidsskole for børn og voksne.

Det må have været et stort aktiv for friskolen, at friskolelæreren på denne måde udførte et udadvendt arbejde for alle sognets beboere. Disse aktiviteter foregik i tyverne. Det var et ualmindeligt krævende arbejde at være friskoleleder og aftenskoleunderviser. Det var derfor en stor lettelse for Garnæs Petersen, da han nogle år senere kunne genåbne aftenskolen på friskolen. Garnæs Petersen skriver:
"Så skete det, at nogle gamle elever, som var hjemme på egnen, bad os om at holde aftenskole igen i vor egen skole. Det er en af de største opmuntringer vi har fået. Fra det øjeblik og mange år frem i tiden, gik så aftenskolen støt med en lille flok elever (mellem 15 og 30). Vi har kun gode minder derom.
Jeg fandt efterhånden en form, en blanding af praktik i den første time og til slut lidt fortælling og oplæsning, og de unge var trofaste til at møde. De kom dels fra skolekredsen, dels fra nabosognene, aldrig ret mange, men altid interesserede unge."

Det skal også nævnes at Aasta og Garnæs Petersen gennem mange år husede 4. Hovedkreds af Svendborg Amts og Gymnastikforening til deres årlige hovedkredsfester. Omegnens unge benyttede sportspladsen til gymnastikopvisninger, og skolens lokaler til spisning og kaffedrikning. Garnæs Petersen har beskrevet disse fester i sine erindringer. Han gør samtidig opmærksom på, at han manglede respons fra skolekredsen ang. deres holdning til denne brug af skolen. Det er tydeligt, at han og Aasta i de senere år savnede ros og ris fra skolekredsen. Ligegyldighed er svært at forholde sig til.

I krigsårene fra 1940 til 1945 var der ingen ændringer i skolens daglige arbejde. Garnæs Petersen var af den mening, at børnene skulle skånes mest muligt for de grusomheder, der i disse år blev udøvet. Det var dog noget mere besværligt at få tingene til at fungere på de praktiske områder. De fyrede med tørv som alle andre, og det indebar, at man måtte bære mere brændsel ud, end der kom ind. Heldigvis var skolen blevet isoleret efter datidens muligheder, det var en stor hjælp i de kolde krigsvintre. Der var aldrig under 18 grader i skolestuerne.

Om tiden efter 1945 skriver Garnæs Petersen:
"Om årene efter krigen er der kun godt at melde. Der var et ekstra festligt præg over møder og sammenkomster i de ny, praktiske lokaler.
Når et arbejde går godt, er der som regel ikke andet at fortælle end, "det går godt". I oktober 57 skiftede skolekredsen lærerfolk. Jeg var fyldt 67 år og havde holdt skole i 35 år, så det var naturligt at sige stop og lade yngre kræfter komme til. Det var et almindeligt ønske fra skolekredsen at få et lærerpar som afløsning, for at man ikke skulle skifte lærerinde så tit. Valget faldt på Jytte og Ole Nikolajsen, begge uddannet på Den frie Lærerskole i Ollerup. De synes at have de bedste forudsætninger for at kunne føre skolen videre i den nutid, der ligger for."

   
   
  
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk