Nr. Lyndelse Friskole
Forside ] Op ]

 
Nr. Lyndelse Friskole

Nr. Lyndelse friskole omkring 1873

ved Hans Larsen, Dømmestrup. Jubilæumsskrift 1976
 

Forord.

Den 17. maj 1973 kunne Nr. Lyndelse friskole fejre sit 100 års jubilæum. I den anledning havde Hans Larsen, Dømmestrup bestemt sig til at beskrive historien omkring skolens oprettelse. Igennem længere tid havde han samlet materiale og oplysninger om de mennesker, for hvem det var af største vigtighed at få deres egen skole.
Det lykkedes ikke at få beskrivelsen færdig til jubilæet, men nu foreligger den. Beskrivelsen falder i 2 afsnit. Det første hvor tilknytningen til den gudelige bevægelse, der førte til så mange friskoler ud over landet, beskrives. Andet afsnit er mere personalhistorisk. Afsnittene om Jens Hansen og Mads Hansen Kusk er skrevet af Agnete Troldvad.
Hans Larsen fortjener stor tak for sit omhyggelige og store arbejde. Det er ganske vist ikke hele friskolens historie, der hermed er skrevet; men tiden omkring skolens oprettelse. Det er en begyndelse, og det er en god begyndelse.
Nr. Lyndelse friskole, den 12. juli 1876.
Carlo Larsen.

Afsnit I. Tiden omkring 1873, personerne bag oprettelsen af Nr. Lyndelse friskole.

Når vi står ved hundredåret for Nr. Lyndelse friskoles oprettelse, er en af de første tanker, som melder sig, hvad skabte den åndelige grobund, som førte til oprettelsen.
Det  må siges, at det er meget vanskeligt at danne sig et billede af forholdene på grund af mangel på skriftlige kilder og arkivalier fra midten af det nitten århundrede. Men en del kilder, som direkte og indirekte støtter hinanden, vil jeg dog nævne.
Vi erfarer, at i tiden omkring 1830 er den gudelige vækkelse begyndt at komme til Nr. Lyndelse sogn, og vi vil se, hvordan denne bevægelse skabte betingelser for friskolens frembrud. Vækkelsens modsætningsforhold til den officielle kirke måtte føre den ind i et lignende modsætningsforhold til den officielle skole. Det var med dyb sorg og bekymring, at mange af de vakte sendte deres børn i almueskolen.

Højskoleforstander Poul Hansen, Vallekilde højskole, fortæller om sin mormor Maren Eriksdatter i sin bog:"Mine Minders bog":

"Da børnene voksede til og i løbet af trediverne kom i skole hos degnen Riber i Ringe, påkom der hende en stor sorg og sjæleangst ved at opdage, at denne i og for sig dygtige lærer var en ivrig rationalist. Maren så i dette en sjælefare for sine børn, hun følte sig så ængstet og ulykkelig, så hun næsten ikke kunne finde fred. Friskolen var jo endnu ikke dengang kommen frem; og mellem bønderne betragtedes skolegangen i de dage som en tvangssag, der ikke fandtes mulighed for at slippe uden om".

Hans Andersen, Sødinge fortæller i sin bog "Livserindringer" om sin far, der også hed Hans Andersen:
 
"Da far blev gift i slutningen af 1835, fik de deres første hjem ved Peder Larsen Skræppenborg, hvor far holdt skole for Peder Larsen Skræppenborgs søn tillige med nogle naboers børn, som også var af de hellige. Disse familier havde givet sig sammen om Hans Andersen som skolelærer, fordi de ville have deres børn undervist af en troende mand."

Hans Andersen (senior) havde efter sin tid gode skolekundskaber og var godt hjemme i sin bibel, hvorfor han af provsten blev godkendt som skolelærer. Hans Andersen kom til Dømmestrup 3 år efter:
"Da far så flyttede til Dømmestrup for at overtage oders gård, skulle han efter gammel skik give igang for at blive betragtet som et værdigt medlem af bylauget; der skulle da brygges øl, en tdr. var prisen foruden mad osv. Ved sådan en lejlighed skulle der holdes "ly", som bestod af en gammel remse om, hvorledes de havde at forholde sig som bymænd i lauget, men denne gamle remse behagede ikke fader, han skrev et nyt   "ly", det vil sige, han skrev en tale, hvori han også manede til omvendelse og tro; det bekom dem ikke alle lige godt."

Pastor Edvard Rambusch
I året 1852 kom Rambusch til Nr. Lyndelse som kapellan hos pastor H.C. Mule. Rambusch er født i 1821. Med ham indledtes en ny kurs. Han stod i nær forbindelse med Vilhelm Birkedal i Ryslinge og Kristen Kold i Dalby. Didrik Johansen skriver i Klaus Berntsens erindringer om Rambusch:

"Men det var først ved pastor Rambusch stærke vidnesbyrd hen i femtierne, at der kom røre både i unge og gamle. Jeg er fra Lyndelse og blev mægtig grebet af hans ord om synd og nåde, allerede da jeg gik til konfirmationsforberedelse og har aldrig glemt det siden. Jeg levede den vinter en underlig drømmende salighedstilstand, der fandt sit udtryk i salmen: "Alle vegne, hvor jeg vasker", den jeg da lærte at kende og stadig nynnede på."

I Vilhelm Kristensens bog "Minder" side 39 kan man læse:
"En ny grundtvigsk kapellan Rambusch under hvis påvirkning blev personlig vågen kristen."
Han hed Rasmus Kristensen og er født i Højby i 1832.

Det skyldtes også pastor Rambusch, når de fleste af de vakte i sognene blev grundtvigianere. Blandt dem havde han også sine allerbedste venner, således Hans Andersen, senior i Dømmestrup. Rambusch besøgte daglig Hans Andersen under hans sidste sygdom, og de havde meget at samtale om. Rambusch lod flere gode salmer trykke til højtiden, og senere fik han "Konventsalmebogen" indført. Under præstefruens ledelse ved klaveret indøvede han de nye melodier med sognets ungdom nede i den hyggelige kapellanbolig "Lillevang".
Rambusch var ikke bange for at sige i sine prædikener, at Nr. Lyndelse sogn var et af de ugudeligste i verden.

Højskole og friskole var endnu på den tid ukendt der på egnen, men inden Rambusch forlod sin menighed for at overtage sit nye embede i Sdr. Omme i 1858, stiftede han bekendtskab med Kristen Kold og fik en af sine konfirmander ud på hans skole. Vilhelm  Birkedal var præst i Sdr. Omme 1840-1849, da han kom til Ryslinge.
I 1856 udgav Rambusch under titlen: "Forsagelse og tro, 15 prædikener holdt i Nr. Lyndelse og Højby".
I.C. Christensen blev i Sdr. Omme konfirmeret af Rambusch og kalder ham i "Fra barndom og ungdom" "en alvorlig og samvittighedsfuld præst."

Didrik Johansen og Jørgen Pedersen

Den elev, som Rambusch fik ud på Kolds skole, var Didrik Johansen, Nr. Lyndelse, som senere blev den første friskolelærer i Højby, senere kom han til Lille Egede friskole i Boeslunde sogn på Vestsjælland. Også hans navn fortjener en plads i Nr. Lyndelse friskoles historie.
Didrik Johansen er født i Nr. Lyndelse den 18. oktober 1840. Hans forældre var indsidder Johan Kristoffer Rasmussen og Maren Hansdatter. At Didrik Johansen, selv om han var meget ung, alligevel har været med til at præge tiden i Nr. Lyndelse sidst i 1850érne og 1860érne kan der vist ikke herske tvivl. Da Nr. Lyndelse friskole holdt 25 års jubilæum 17. maj 1898, var Didrik Johansen indbudt og med til festen, hvilket kan tyde på en vis forbindelse fra gammel tid.
Didrik Johansen var en digterisk natur (digtene i Fylla). Vi kan nævne sang nr. 191 fra Friskolens Sangbog (Hans Lund og Martin Rudum)

Så trøstig og stille
jeg ganger mit fjed
som rislende kilde
ved blomstrende bred.

Thi højt over bjerge
i solstråleland,
der troner min være?
han tager mig an.

Hans hånd er den stærke,
jeg går i hans navn,
og godt kan jeg mærke,
han har mig i favn.

Lad bølger kun bruse
mod gyngende stævn,
og vindene suse,
han får mig i favn.

Også Jørgen Pedersen bør nævnes, idet han har deltaget i det begyndende grundtvigske liv i Nr. Lyndelse i 1860èrne.
Jørgen Pedersen blev født den 18. januar 1841 som søn af fæstehusmand Peder Jørgensen og hustru Kirsten Henriksdatter, husfolk i "Slaghus" på Nr. Lyndelse mark.
Han sluttede sig tidligt til Kold og Birkedal og blev viet af Birkedal.
Jørgen Pedersens sidste skoleår, hans første ungdomsår, hans ophold på Kolds højskole og derefter på Blågårds seminarium er en tydelig parallel til Didrik Johansen. De var begge ca. lige gamle, begge født i meget fattige hjem. De blev konfirmeret på  samme søndag, fik af Rambusch de samme karakterer, nemlig ug for kundskaber og mg for opførsel. Derfor tror jeg, at som Rambusch hjalp Didrik Johansen, således har han også hjulpet Jørgen Pedersen. Der er først det, at Jørgen Pedersen kommer på Kolds højskole i Dalum. At tage på højskole i 1860èrne og fra et miljø, som det han kom fra, var noget ganske særligt. Nogen må have hjulpet dem dertil, hvem andre end Rambusch.

I 1870 udgav Jørgen Pedersens "Sange for småbørn". Fra 1. januar 1873 var han redaktør af Fyns Tidende. Mange år senere mindes Jørgen Nielsen ved Nr. Lyndelse friskoles 50 års jubilæum Jørgen Pedersen, der alle dage blev den danske friskole tro, ligesom han påskønnede, at Fyns Tidende bevilgede en betydelig sum til friskolefonden.

Hans Hansen

Fra Vejstrup kom i februar 1850 en mand ved navn Hans Hansen. Han havde købt et auktionsskøde (tvangsauktion) på gården matr. nr. 12 af Nr. Lyndelse tilhørende gård- og kromand Rasmus Larsen for 4000 rigsbankdaler.
Med sig bragte Hans Hansen en rig arv af åndelige værdier fra barndomshjemmet i Vejstrup. Det viste sig fremover bl.a. ved at han 20 år senere var med til at oprette Nr. Lyndelse friskole. Hjemmet i Vejstrup (Kohavegården) hørte til de gudelig vakte.
Den ældste af børnene, Christen Hansen, blev hurtigt den førende i friskole og valgmenighed, og de andre søskende fulgte ligeledes levende med i friskolebevægelsen, der hvor de nu kom til at virke. Maren og Margrethe Hansdatter var således med ved oprettelsen af friskolerne i Ulbølle (Vester Skerninge) 1865 og Gravvænge 1868. Maren Hansdatter var moder til Peder Hansen Nygård, den senere chefredaktør af Fyns Tidende. Niels Hansen, landstingsmand var med til at oprette Vejstrup valgmenighed og Christen Hansen ved oprettelsen af Vejstrup friskole i 1856.
Hvordan og hvorledes friskolebevægelsen har formet sig i de sidste år før oprettelsen i 1873, kan der ikke siges noget bestemt om.
Tiden fra 1860-1890 er både i ydre og indre henseende den rigeste væksttid for friskolerne i Danmark. I dette tidsrum oprettedes der 170 nye friskoler spredt ud over landet, men stadig med tyngdepunktet i de egne, hvor den gudelige bevægelse havde sine spor.

Hans Andersen fortæller i sine "Livserindringer" om, hvordan han allerede som dreng stiftede bekendtskab med friskolen (ca. 1850)

"Min bror Niels var kommen til Trunderup i pleje hos stedfaders (Rasmus Hansen) forældre, Hans Jørgensen. Der var allerede friskole i Trunderup, og der kom Niels til at gå i skole i de sidste par år før sin konfirmation. Når Niels kom hjem for at besøge os, hvor kunne han så med liv og lyst fortælle om, hvordan der blev holdt skole i modsætning til, hvad han tillige med vi andre kendte fra almueskolen. Der skulle ikke remses udenad, men der blev fortalt både bibel- og fædrelandshistorie og eventyr for os, som han havde hørt i skolen, og tillige lærte han os flere sange både bibelske og andre, som vi sang med liv og lyst, når han igen var borte. Hver gang han kom  hjem, lærte vi nye sange osv. Vi fik rigtig en forståelse af hvad forskel der dengang var på almueskolen og fri-      skolen."

Der var to familier, som har været med til at oprette Nr. Lyndelse friskole. De havde sluttet sig henholdsvis Højby og Palleshave friskole, da deres børn sidst i 1860èrne nåede den undervisningspligtige alder. Det var smedemester Rasmus Rasmussen, Nr. Lyndelse. Ved Nr. Lyndelse friskoles 50 års jubilæum talte Klaus Berntsen, hvor han bl.a. sagde:
"Nr. Lyndelse startede med 9 elever,, og vel de halve tog den fra Højby friskole, så jeg måtte også bringe mit offer, men jeg var glad for, at friskolebevægelsen også kunne slå rod i denne del af pastoratet."

Den anden familie, malermester Johan Peder Olsen, Nymarkshuset i Søgårds Skov, havde børn der gik i Palleshave friskole. Vejlængden til begge disse skoler var temmelig lang, så for disse børn var der god brug for en skole noget nærmere ved.

Hos gdr. Mads Andersen i Dømmestrup blev der holdt et møde, som førte til oprettelsen af Nr. Lyndelse friskole 1873, og man fandt, at det ikke alene var godt for børnene, at man fik en friskole, men den ville også blive et sted, hvor ungdommen kunne samles, ligesom den kunne blive et åndeligt og folkeligt midtpunkt.

Nr. Lyndelse friskole begyndte så en forårsdag i 1873. Datoen kan ikke nøjagtig oplyses, men Jørgen Nielsen mener, at det har været 17. maj 1873, og hvis det passer, så har det været på en lørdag.
Ved indvielsen talte Klaus Berntsen over C.J. Brandts dejlige sang:"Kommer små med Kinder rød".
Skolen begyndte i høker Jørgen Larsens hus på Nr. Lyndelse mark.

Begyndelsen blev gjort af
gårdejer Hans Hansen, Nr. Lyndelse mark
maler Olsen, Søgård skov
smed Rasmus Rasmussen, Nr. Lyndelse
ungkarl Hans Andersen, Dømmestrup
ungkarl Anders Madsen, Dømmestrup
ungkarl Anders Knudsen, Dømmestrup
ungkarl Jens Hansen, Dømmestrup
Mads Hansen Kusk , Freltofte.

Man sagde spottende, at friskolen blev oprettet af sognets gamle ungkarle.
Med fra den første var desuden
gårdejer Mads Andersen, Dømmestrup
Hans Jørgen Hansens far, Rasmus Hansen, Dømmestrup mark
gårdejer Hans Rasmussen, Lumby (Jens P. Jensens morbror)
smed Rasmus Pedersen, Lumby.

Her som i næsten alle friskolekredse måtte man efter forholdenes natur begynde i største jævnhed. Nøjsomhed hos friskolelæreren blev dem en tvungen dyd. Om hvor nøjsomt det var i begyndelsen fortæller Hans Andersen, Sødinge, i et brev til  Jørgen Nielsen da denne har sendt ham en indbydelse til friskolens 25 års jubilæum og beder ham fortælle om skolens begyndelse:

Gode ven!
Tak for indbydelsen til eders jubilæum. Jeg håber nok vi skal møde. Dernæst beder du mig give nogle oplysninger om skolens begyndelse, da kan jeg kun fortælle lidt, kun ved jeg, at den begyndte meget småt, kun en lille kreds, et lille børnetal og en meget lille løn til læreren, men jeg kan ikke huske hverken hvor mange medlemmer eller børn eller hvor mange kroner lønnen var. Men jeg kan huske, at bevægelsen blev sat i gang mest af vi unge, vi var en lille flok, som virkede for sagen, fordi det var os en livssag, ikke alene for børneskolens skyld. Vi trængte også til at have et sted, hvor vi kunne samles. Af de væsentligste støtter var gdm. Hans Hansen, Lyndelse mark, om du kender ham (en broder Kristen Hansen, Vejstrup). Han bor nu i Ore [Oure] eller Vejstrup, men han var den virksomste mand.
Ellers hvordan det begyndte, stedet - et lille lokale, og hvordan det efterhånden fik fremad, det kan Anders Jensen bedre fortælle end mig, og derfor vil jeg ikke begynde derpå, da det kan gøres bedre af en anden.

Venlig hilsen fra os
Hans Andersen

Dette med en meget lille løn til læreren, se Hans Andersens brev ovenfor. Da Søren Mortensen fik pladsen som lærer ved den nyoprettede Nr. Lyndelse friskole, sagde Klaus Berntsen bl.a.:

"Når I blot giver ham kosten, kommer det ikke så meget an på lønnen. Det er en ting Søren Mortensen ikke behøver at se så nøje på."

Søren Mortensen boede hos Hans Hansen, Nr. Lyndelse mark og fik også kosten der.
Den ny skoles første år, forløb ikke uden vanskeligheder. Til de 9 indmeldte børn, var der som omtalt skaffet en jysk bondekarl, Søren Mortensen, som var gået til forberedelse hos Klaus Berntsen, dengang friskolelærer i Højby. I høker Jørgen Larsens hus på Lyndelse mark - storstuen lige ved siden af butikken, hvor folk kom og gik, blev der holdt skole.
Man havde først tænkt på at få Peder Pedersen fra Brangstrup som lærer, men det blev ikke til noget, og han blev kort efter antaget som lærer ved friskolen i Eskildstrup, Søllinge friskole. Søren Mortensen blev hurtig syg og døde et års tid efter.
Under sygdommen tog friskolelæreren i Fangel, Bellingebro, Rasmus Frederiksen, en gang om ugen over til Nr. Lyndelse og underviste børnene. Det vedblev han med, il man i foråret 1874 fik en ny lærer, den unge fynske Anders Jensen. Det blev ham, der kom til at sætte sit præg på skolen den første tid.
Anders Jensen er en husmandssøn fra Revninge, han havde været elev på Vejstrup højskole hos Jens Lund og uddannede sig iøvrigt samme sted yderligere i vinteren 1875-76, mens bornholmeren Hans Lund vikarierede hjemme i Lyndelse. Under Søren Mortensens sygdom havde han af og til passet skolen.

"Anders Jensen var meget venlig mand, når han ikke var plaget  af hovedpine. Både han og hans kone var med ude på legepladsen, når vi havde frikvarter og legede med os. Det fortsatte dengang Jørgen Nielsen kom til. Noget af det bedste var, når vi kunne få dem begge med ud.- Legepladsen var lige uden for døren.- lige over for skolen havde han bygget sig en slags lade, han fødte jo en gris op og havde høns og måske en ko. Han havde en plet jord lige over for skolen - der imellem de to bygninger havde vi legepladser. Der kunne vi spille bold og more os efter bedste evne, og når vi så kunne få begge lærerne, Anders Jensen og Jørgen Nielsen med ud, fik de hver et hold, så var der gang i boldspillet. Rasmus Madsen (Dømmestrup) havde en granskov nede ved grusgraven, hvor der var gange i. Det var en helt festtur den dag, når vi kom derop. Vi var deroppe en eller to gange hver sommer. Når vi skulle på udflugt, så kørte forældrene, men det var ikke så meget i begyndelsen, der blev senere fast årlig udflugt, det var noget vi så frem til med meget stor interesse. Vi tog ikke ret langt - til Kratholm - til Odense på museer eller over til Ringstedgårds skov ovre ved Årslev. på deres mark er en vældig stor kæmpehøj - og der kørte vi også til - det var sådanne ture, hvor det var nemt at komme til."

I foråret 1874 blev Anders Jensen skolens lærer. Børnetallet voksede, og da Anders Jensen fandt det uheldigt vedblivende at holde skole i høkerens storstue, byggede han ved kredsens hjælp en skole, som Hans Hansen skænkede byggegrund til. På skødet står der ellers, at Anders Jensen gav 200 kr. for byggepladsen. Jorden kom fra Hans Hansens gård, matr. nr. 12. Ved indvielsen der blev inviteret til bla.a i bladet "Fylla", talte pastor Johs. Clausen, Ryslinge, Jens Lund, Vejstrup og Morten Eskesen. Ved denne lejlighed var skolens senere lærer Jørgen Nielsen med som ungt menneske 17 3/4 år.
Morten Eskesens tale, som han kaldte :"Friheden for børnelivet og ordet fra fædrene", gengives her efter "Fylla"

Såvidt vi er af fugleart
og Hjarnes skjaldestamme,
det kendes må på bønder snart
at tændt er friheds flamme.
Igen da lytter menigmand
til kvad og kæmpeviser,
og frydes ved sit fædreland
og skjaldesangen priser.

Således synger Grundtvig i sin fuglevise, og sådan synger nu mange danske mænd og kvinder med ham. Vi synger i den samme vise om "Stenen på Vesterbro", frihedsstøtten, der står og peger på den kongelige dåd Frederik den Sjette, efter gode mænds råd, øvede i hans ungdomsdage, idet han løste os bønderbørns fædre af stavnsbåndet, og nu skal det vise sig, om vi er børn af de bønder, der kronede sangeren, som sang Frode Fredegods drape, om vi således er af fugleart, og om vi er løst af de lænker, der endda er værre end de, vore fædre bleve udløste af i Frederik den Sjettes ungdom, så frihedens hellige ild kan brænde i vore hjerter, på vore tunger og i vor dåd, og derom er det vi rejser disse friskoler, som levende mindesmærker, kun vi ikke ved dem misbruger frihedens hellige navn, hvad jeg i aftes kom til at tænke på ved at få brev fra  en friskolelærer, hvori han meldte mig, at nogle gårdmænd havde gjort det til vilkår for at sende deres børn i friskolen, at de der skulle lære en vis lærebog udenad, thi dette er langt fra vilkåret for en virkelig friskole, hvor børnelivet kan blive ammet og opelsket, så børnene kan gro op til at blive livsglade ungersvende og derefter dåddygtige mænd og kvinder og vise oldinge, som vi trænge til, hvis vort folkeliv skal frelses fra den undergang, hvormed der trues både ude og inde.
"Frihed er", skriver Grundtvig i sine oplysninger til Krønikerimene til levende skolebrug, " et ord så glat som en ål, så det nytter aldrig at tænke på eller tale om den, uden man forud ved, hvilke kræfters frihed der menes og hvortil de vil have frihed; ti det borgerlige selskab er grundet på den sandhed, at mens frihed for alle ædle og velgørende kræfter til at udvikle sig og virke uforstyrret, er menneskenaturens nødvendige krav, således er de dyriske, vilde og forstyrrende kræfters fri virksomhed, menneskenaturens pest, så kan de love, de virkelig gode som fremme og beskytte alle velgørende kræfters fri virksomhed.
Endnu taler man derfor i Elinde om "Friheden" som om det ikke var spørgsmålet, hvilke kræfter, friheden tilkommer, og hvordan den vindes og beskyttes, men hvilke enkeltmænd, de som udgør øvrigheden eller folkerådet eller mængden, der skal have lov til at gøre alt, hvad de vil, eller til at plage og skiftevis undertrykke hinanden"
Men der kan ikke hverken menneskelig eller kristelig være tale om andet end at de barnlige kræfter er ædle kræfter, som det derfor gælder om at vi freder om og under friheden; men det gør vi ikke, når vi tvinger børn til at lære noget, som ikke ligger for dem; thi derved kuer vi kun barnelivet, og det er en lykke, om vi ikke kvæle det, som er roden og grundlaget for et sundt og sandt menneskeliv.Det er i dag børnedagen i julen, en mindedag om de småbørn, Herodes lod myrde i Betlehem, der tillige advarer os imod at træde i Herodes`s spor, den Herodes som verden har kaldt den store, og som i sin tale til østerlands vismænd lod, som han ligesom dem ville tilbede Gudsbarnet, mens det var hans skjulte tanke at snigmyrde det. Dette tør vi vel ikke sige om de forældre, som vil have børnene tvungne til en urimelig og skadelig udenadslæren. De ved ikke, hvad de gør, ligesom den onde Loke, hvem vore fædre kaldte løgnens fader og de godes fjende, hviskede ham i øret udskød misteltenen i den tro, at han herved gjorde ære ad Balder, i hvem vore fædre har fremstillet for os det rene barneliv, som skyes af det urene, ligesom vi se den lille Samuel vokse op i Elis hus, urørt af det urene, som det trivedes og  taaldes.

Jeg har mindet om et godt ord, et visdomsord fra vore fædre, og fra dem kan vi tage mange gode ord i arv, når vi vil bøje vort øre til deres tale og sang og derved hædre både dem og os selv, som det sig bør, og som vi må, om vi fremdeles slægt efter slægt vil bo med deres og med Guds velsignelse i det land, Gud har givet os i arv efter dem.
Fra dem har vi ord til at leve af i hver en livets alder også i barnealderen, som hun også kunne skønne, den sønderjydske kvinde, som sang kæmpeviser for mig og jeg for hende, hvad jeg især skønnede af den mærkelige samtale jeg havde med hende efter at jeg havde sunget visen for hende om Ungen Svegder, som under sin barneleg eller ungdomsleg af sin stifmoder fik vakt  længsel efter hendes, han aldrig havde set, ligesom vore længslers mål er usynligt for os, og som det dog gælder for os at nå, om vi evig skal nå lykkens fylde. Hans virkelige moder var lagt igraven; men hende rakte han og fik af hende ordets gaver, ved hvilke han nåede målet: hesten som bar ham over land og over hav og som altid gik til den rette side, dugen med al den mad, han ønskede sig til livets næring og nødtørft; det sejrrige sværd, der lyste og spredte mørket på hans vej, og snakken, der altid havde medbør til målet, kløvede alle modvinde og borede alle fjendtlige sejlere i sænk.
Skønnede hun det ikke til fulde, så skønnede hun det dog, den gamle kvinde, at der var åndens kræfter i ordet fra fædrene til børnene, det vil sige åndens og hjertets tale;
i stangen, åndens høje ganger, der farer over land og hav, såvidt som fædrenes flag vajer; dugen med frugten, der gør fædrene unge igen i børnene, idet deres kraft lever op i dem; eventyrets, runetalens underlige snekke, der som skibladner rummer alle aser, alle ædle kræfter, i sig; og kraftordene (ordsprogene) sejrrige og tveæggede sværd, der lyser på vejen mellem bjerg og dal og over de rullende bølger. Ja, sagde den gamle sønderjydske enkekvinde, det kan jeg skønne, min lille datterdatter eller sønnedatter, som ligger der i sengen og sover, hun sagde til mig den anden dag: bedstemoder sagde hun,I kan så mange ord! Det tænkte jeg ikke på hun havde lagt mærke til; men jeg kan også mange ord, og når nogen gør mig livet surt med deres vrøvl, så har jeg gerne sådant et ord på rede hånd til at lukke gabet på dem med.

I det jeg da nu ønsker friskolen i Nørre Lyndelse al lykke og velsignelse til at blive en virkelig friskole for børnelivet i barndomshjemmet, er det da tillige mit ønske, at der herefter i Danmark i forældrenes adfærd ikke skal blive grund til enten at tænke på Herodes eller på den blider Høder eller på tyve og skælmer som har været i tugthuset og som, efter at have udstået deres straf, stjæler eller gør andre skarnstykker for igen at komme i tugthuset, hvor vi dog ikke derfor skal tro, der er bedre at være end uden for, men tænke, at sådanne arme skælmer er blevne så ødelagte, såviljeløse til det gode, at de er helt uskikkede til at leve et ædelt liv i frihed, eller at skarnsfolk er så onde imod dem, at de ikke med deres vanrygte kan bjærge sig andre steder; ti frænde er jo frænde værst. Men frem for alt er det mit ønske, at fædrenes ord mer og mer må lyse for børnene over fædrenes veje til det ædleste mål, og at det mer og mer må rulle som den strøm, der holder liv og frugtbarhed i live i vort folk. Det er mit ønske, og det er mit håb trods alle varsler af ulykkesfugle, som jeg kan også af fuldt hjerte istemme skjaldeordet: "Danmark skal stå mens bøgerne rulle!"

Anders Jensen vandt straks børn og forældre ved sin mildhed og sit lune, og han bevarede deres hengivenhed. Han plagedes ofte af stærk hovedpine, men bar smerterne hos sig selv og arbejdede trofast i skolens tjeneste, indtil helbredet mod slutningen af 1888 tvang ham til at trække sig tilbage fra skolegerningen.
De sidste år var han iøvrigt blevet hjulpet af sin hustru Rasmine Jensen, hvem en gammel elev også bevarer i venligt og taknemmeligt minde.
Med stor beklagelse så man i skolekredsen, at helbredshensyn  nødvendiggjorde Anders Jensens tilbagetræden. Hvem skulle man få der på tilfredsstillende måde kunne erstatte ham, og hvorledes skulle man få rejst en ny skolebygning, når den tid kom, da Anders Jensen, som det måtte forudses, fik brug for hele sit hus?
Humøret stod ikke højt i de dage; men vanskelighederne løstes imidlertid på den lykkeligste måde.

Afsnit II, omfattende en kort personalhistorie af personerne bag oprettelsen af Nr. Lyndelse friskole.

Hans Hansen er født den 26. januar 1823 som søn af forældrene Hans Christensen og Ane Nielsdatter, Kohavegård, Vejstrup. Der var i alt 7 søskende, og Hans Hansen var den femte i rækken. Om hjemmet i Vejstrup, hvor alle de 7 børn voksede op, er der kun godt at fortælle.
Fra Vejstrup sogns kirkebog kan ses, at Hans Hansen blev konfirmeret den 10. april 1837. Han fik karakteren: Kundskaber god og opførsel meget god.
Han blev den 9. august 1850 gift med Kirsten Jensdatter (født den 11. april 1819)
Fra Oure sogns kirkebog kan citeres:
"Selvejergårdmand af Nr. Lyndelse og ungkarl Hans Hansen 27½ år af Vejstrup sogn og pigen Kirsten Jensdatter 31 år hjemme hos boelsmand Lars Rasmussen på Oure Mark.
Hans Hansen havde som omtalt i foråret 1850 købt en gård i Nr. Lyndelse. Han var med til at oprette Nr. Lyndelse friskole i 1873, og han var dens første formand.
Deres ægteskab var barnløst.
At give en karakteristik af Hans Hansen og Kirsten Jensdatter er jo meget vanskeligt, men vi må gå ud fra , at han har gjort et stort og uegennyttigt arbejde for Nr. Lyndelse friskoles oprettelse, ligesom hans formandskab i den nyoprettede skole har været forbundet med økonomiske ofre.

At Hans Hansen i den grundtvigske kreds i Nr. Lyndelse nød en vis agtelse er der ingen tvivl om. Hjemmet i Vejstrup og broderen Christen Hansen, blev der lyttet til overalt i de grundtvigske kredse, se iøvrigt Didrik Johansens Erindringer og Hans Andersens brev til Jørgen Nielsen ved 25 års jubilæet i Nr. Lyndelse friskole.

Fra Nr. Lyndelse kirkebog kan optegnelserne om en dåb fortælle en del om, at man regnede med "Vejstrupperne":

"Rasmus Madsen er døbt den 19. marts i Nr. Lyndelse sogn, døbt i kirken den 28. marts 1852. Forældrene: Gmd. Mads Andersen og hustru Karen Hansdatter af Dømmestrup.
Fadderne: Gmd. Hans Hansen og kone , gmd. Hans Andersen og kone og gmd. Hans Larsen - alle 3 af Dømmestrup".

Hvad fortæller disse faddere ved denne barnedåb os? At de var "forbundne i Jesus Kristus". Hans Andersen hørte til de gudelig vakte, det gjorde ligeledes Hans Larsen fra Dømmestrup Kohave (Helge Hemmingsens gård). Hans Hansen og hans kone i Nr. Lyndelse hørte også med i kredsen af de gudelig vakte, alle Hans Christensens børn var jo med i de gudelige forsamlingsfolk. Selv om Hans Hansen og hans kone var ganske nye på egnen, havde  deres gode rygte blandt de gudelige og den begyndende bevægelse allerede slået igennem.

Vistnok sidst i 1860èrne flyttede Hans Hansen gården ud fra Nr. Lyndelse by og byggede den ude på marken, hvor den endnu ligger. Dens arkitektur er som Hans Christensens gård i Vejstrup, den byggede han om sidst i 1850èrne.

Hans Hansen solgte på et tidspunkt gården "Nøjsomhed" til Lars Peder Larsen og flyttede til Vejstrup, og til sidst boede de i den nedlagte friskole i Vejstrup. Hans Hansen døde den 28. august 1899 og Kirsten Jensdatter den 19. august 1903.

I Svendborg avis for den 28. og 29. august 1899 kan man læse følgende dødsstykke:

"Dags morgen hjemkaldte Herren til den evige hvile, ved en blid og rolig død, min kære mand, husmand Hans Hansen (Lyndelse), 76 år.
Vejstrup, den 28. august 1899
Kirsten Hansen
f. Jensdatter.
Begravelsen foregår fra hjemmet lørdag den 2. september kl. 10 fra Vejstrup valgmenighedskirke kl. 1".

Dansk biografisk leksikon:
Hans Christensen 1781-1868 havde sæde i Østifternes stænderforsamling 1835-40. 1848 valgtes han til den grundlovgivende rigsforsamling. I sit livs senere afsnit sluttede han sig til den grundtvigske retning og virkede iøvrigt for dens friskoler og folkehøjskoler. En af hans sønner var gårdejer og landstingsmand Christen Hansen, en anden Niels Hansen (18171906) gårdejer og sognefoged i Oure, landstingsmand 1870-78 og amtsrådsmedlem 1859-92."

Dansk biografisk leksikon:
Christen Hansen 1811-1901. Christen Hansen blev den 28. oktober 1837 i Vejstrup gift med Maren Nielsdatter.
For det kirkelige og folkelige åndsliv i Sydøstfyn fik han den største betydning, stærkt grebet af grundtvigsk åndsliv. I hans stue begyndte friskolen i Vejstrup 1856.

Hans Andersen (Sødinge) er født den 27. november 1847 som nr. 8 af en søskendeflok på elleve (af første ægteskab)
Hans far hed også Hans Andersen, og moderen hed Marie Kristiansdatter. Hun var fra en gård i Dømmestrup, som de overtog omkring 1839. Det er matr. nr. 1 af Dømmestrup by, Nr. Lyndelse sogn. I ældre tid lå den oppe i Dømmestrup by, hvor Johannes Rasmussens hus ligger i dag. Den blev flyttet ud på marken i 1861.

Hans Andersen (junior) voksede op i dette åndelig vakte hjem. I Vinteren 1868-69 kom han på Kolds højskole i Dalum, og han var med til at oprette Nr. Lyndelse friskole i 1873.

Den 25. maj 1875 blev han gift med Rasmine Hansen, Sødinge Hede, og de overtog hendes fødegård.

 Hans Andersen skriver bl.a. i forordet til sin bog:"Livserindringer":

"Ethvert menneske, der lever med i tidens strømninger, bliver et barn af sin egen tid. Dette kan forstås på forskellige måde, thi der er altid forskellige strømninger. Der er den verdslige og den åndelige strømning, den første tager vi alle del i, men det er ikke alle mennesker, der er påvirket af det åndsliv, vi kalder menighedslivet. Derfor bliver der så stor forskel på de forskelliges livsførelse."

Fru Margrethe Hansen, Sødinge, har i sin bog: Sødinge fra før til nu" givet følgende karakteristik af Hans Andersen:

"...der kunne vist være noget yderliggående i hans væsen, måske også noget selvbevidst og radikalt. En idé kunne han ikke slippe, men måtte have den gennemført både i materiel og åndelig henseende; men både han og Rasmine var i godt fællesskab med naboer og byens folk. Rasmine havde dog vist mest føling med det jævne liv og kunne nok somme tider mene, at Hans tog for voldsomt og højtflyvende på tingene og sagde ham det. I de tider var der som regel nogen bestemt, som sagde noget ved vor sammenkomst i skolen. Det var hovedsagelig Hans Andersen, Knud Hansen, maltgører Hans Jensen og Martin Rudum."

Fra Hans Andersens søn, Kristjan Andersen, Lunghøj, han var i sin tid præst i Nr. Åby-Indslev, har jeg følgende brev, hvor han fortæller om sin far:

"Om min farfar ved jeg fra hans enke fra andet ægteskab "Apelåne", som de kaldte hende. Jeg har som mindreårig flere gange været med mine forældre på besøg i det gamle hjem i Dømmestrup, mens hun levede. Hun sagde ofte til min far: "Som du da ligner din far!" Og det er mit indtryk, at denne lighed ikke blot gjaldt det ydre, men også karakter og væremåde. Jeg mener da, at jeg ud fra kendskabet til min fader kan slutte meget om, hvordan hans far var, så meget mere, som alt jeg iøvrigt har hørt om ham, stemmer hermed. Min far var bundredelig, og når det gjaldt ret eller uret, gik han aldrig på akkord, og han sagde sin mening rent ud uden persons anseelse. Derfor kom folk, der ikke kendte ham nærmere, til at mene at han var streng. Han var i virkeligheden mild og dømte mildt om mennesker og havde i det hele et lyst sind. Min far og hans søskende følte sig stærkt sammenknyttede, som børn fra gode hjem gør. De samledes jævnligt, og når det skete i mit hjem, holdt jeg fra lille af at sidde i en krog for at lytte til deres samtaler. De talte om kristelige og andre alvorlige emner; men også om alt menneskeligt. Sangglade som de var, sang de ofte sange og salmer. De havde sans for humor og kunne være meget muntre. Og efter hvad min fader har fortalt, forstår jeg, at tonen ved deres sammenkomster var tonen fra deres hjem, som de også tit talte om og fremdrog minder fra. Min farfar var ikke blot en alvorlig mand, men også en munter mand, som kunne lege og drive spøg med sine børn. Han var altså ikke en sur pietist. Hans børn mindedes ham med både kærlighed og ærbødighed. Hvor det religiøse i et hjem er krampagtigt eller fanatisk, sker det ofte, at børnene slår fra. Det skete ikke her.
 I deres ungdom blev min far og hans søskende draget ind i den grundtvigske bevægelse. Alle var de stærkt påvirket af Kold og Birkedal, men de følte det ikke som en modsætning til det, de var opdraget i. Vel fik de et friere syn på et eller andet; men de var klare at de byggede videre på den grund, der var lagt i deres hjem. Farfar og Peter Larsen Skræppenborg var nære venner, og farfar var ofte med på Jyllandsturene - ikke for at føre ordet, men for "selskabs skyld" og for at kunne lytte til P.L`s tale, som jo var en hjertelig forkyndelse af Guds kærlighed. Om P.L. da allerede var påvirket af Grundtvig ved jeg ikke; men jeg tror det.
Da min far ville på Kolds højskole var det med mange betænkeligheder, at hans forældre gav ham lov; men da de så hørte om, hvad der blev talt og sunget der, var der ikke mere i vejen. De var altså klare over, at der byggedes på samme grund.
Farfar og hans violin er et kapitel for sig, som jeg ofte tænker på. Han anså dans for synd og dermed også spil til dans; men musik i sig selv betragtede han som et stort gode. Tanken om at brænde violinen kom nok af angst for, at han skulle blive fristet til at spille til dans igen. Han brændte den ikke fordi han kom til at tænke på, at den jo også kunne bruges til andet."

Hans Andersens dødsdag er den 1. december 1928.
Han var indbudt ved friskolens 50 års jubilæum og var med han havde også i dagens anledning skrevet en sang.

Jens Hansen [af Agnete Troldvad] blev født den 3. april 1848 som nr. 4 i en børneflok på 6. Hans forældre var ikke med i den gudelige bevægelse, men havde dog sans for mere end lige dagen og vejen. Som ungkarl var faderen, Hans Kristjan Jensen, kommet til at tænke over de mange eder, som alle unge karle dengang rablede af sig, så snart de lukkede munden op. Han syntes, det lød grimt, at de sådan gik og ønskede Fanden skulle tage dem. Han syntes dog, at han måtte bande lige som de andre karle, så lavede han sin egen ed "Fanden miste mig". Det syntes han nok, han kunne ønske. Hans eftermæle lød: "Han var en god , kristen mand."

Han blev gift med Ane Madsdatter, overtog gården i Freltofte og kom i bylauget. Om vinteren mødtes de i en storstue, vel oftest oldermandens. Først gik ølkruset rundt, og efter at alle havde drukket og sagt: "Øllet er godt", tog man fat på, hvad der skulle behandles. Når det var overstået, endte det ofte med, at sagde: "Fortæl så, Hans Kristjan", og så fortalte han historier fra Ingemanns romaner, som han havde læst. Den kærlighed for læsning og historie tog Jens i arv.

I skolen var der ikke megen åndelig føde at hente. "Undervisningen" var efter den gamle opskrift med at lire en udenadlært  lektie af sig, helst så hurtigt som muligt. Læreren gik rundt med tampen i hånden, og gik det ikke villigt nok, faldt den omgående på synderens ryg. Det var en almindelig talemåde: "Han har det rigtignok godt, indtil han skal i skole." Jens måtte vist have haft let ved at lære udenad, for det skete kun engang, at læreren sagde:"Så tag den da," og så faldt tampen. Som børn grinede vi overstadigt, når han tog sig for at lire nogle remser af fra sin barndoms religionsundervisning. Vi var  overbevist om, at i Nr. Lyndelse friskole var det dog noget ganske andet.
Som 16 årig oplevede han indkvartering af soldater, der havde været med i krigen. Hans ældre broder, Mads, var soldat, men havde ikke været med ved Dybbøl, da han endnu kun var rekrut. Da Mads blev hjemsendt, kom Jens ud "at tjene for dreng" i Revninge, en god plads; men det var jo langt hjemmefra, så der var langt mellem besøgene hjemme. Han har fortalt om et forårsbesøg med nyudsprungne træer og buske i den lille skov bag gården og navnlig om engen med gule kabelajer og brogede gøgeurter i det bløde græs, måske første gang han blev sig sin sans for naturen bevidst. Siden levede han stærkt med i årets gang i naturen, navnlig elskede han foråret, kunne kalde ad børnene for at vise dem tegn på, at naturen var ved at vågne til liv, om det så kun var en tudse, der var krøbet frem af sit vinterhi.
Han var fingersnild og holdt af at arbejde i træ. Et år var han på et snedker - eller snarere billedskærerværksted i Odense. Han var al sin tid en dygtig husflidsmand. Videbegærlig som han var, tog han på Ryslinge højskole, som dengang nærmest var præget af indremissionsk kristensdomsopfattelse, og det kom også til at præge ham, men så kom han på et besøg i sin gamle plads i Revninge. Der var også en grundtvigsk friskolelærer på besøg. De skulle begge overnatte og kom til at dele seng. Men der blev nu ikke megen soven, for de lå og snakkede den hele nat. Det var det første afgørende møde med det livssyn, som han siden kom til at gå helt og fuldt ind for. Den nat var de to unge jo ikke enige, for Jens holdt endnu på sin mening fra højskolen; men samtalen sluttede med, at den unge lærer sagde:"Ja,ja, jeg mærker da, at du forstår, at mennesket ikke lever af brød alene."
Han droges mere og mere mod det grundtvigske menigheds- og folkeliv, og da han kom til Dømmestrup at tjene og siden blev forlovet med Ane, som havde været på Kolds skole, gik han helt over og var i 1873, skønt endnu ungkarl, med til at oprette Nr. Lyndelse friskole. 2 år efter blev han gift med Ane og overtog hendes fødegård i Dømmestrup.
Det blev på mange måder strenge år, der fulgte. Den frygtelige sygdom, tuberkulose, som havde hærget længe dengang, tog i løbet af en halv snes år 4 børn og hans unge kone fra ham. Tilbage var kun den ældste datter. Hun kom til at gå i friskolen hos Anders Jensen, ham mindes hun navnlig for sangen. Anders Jensen havde en god sangstemme og sang meget med børnene. Kun syntes hun, at de lidt for ofte sang:"Dengang jeg drog af sted."

1880èrne var økonomisk en streng tid for bønderne; men hverken sorgerne eller de økonomiske vanskeligheder kunne knække hans mod og livssyn. Der er ingen tvivl om, at det, der bar ham over de svære år, var hans deltagelse i det grundtvigske skole- og menighedsliv i Nr. Lyndelse friskole og Sdr. Nærå valgmenighed. Men han glemte ikke de strenge år. Politisk gik han senere ind for dem i vort land, der havde det trangt, daglejerne på landet og den fremvoksende arbejderklasse i byerne. [radikal]
"Næringssorg er en bitter sorg", sagde han, og han glædede sig meget, da udstykningen kom i gang, så daglejerne blev husmænd og kunne blive hjemme for sammen med kone og børn at passe egen bedrift.
 Ja, han var meget politisk interesseret. Ofte tog han sig nogle dage fri i oktober og rejste til København for at overvære en del af finansdebatten. Det havde han en egen evne til at komme i kontakt med mange forskellige mennesker, så han havde meget at fortælle, når han kom hjem.

Han var vel ikke bedre begavet end så mange andre; men han havde en vældig trang til at opleve og en utrolig energi, når det gjaldt om at høre, læse og skaffe sig viden.

1889 var Jørgen Nielsen kommet til Nr. Lyndelse og havde afløst Anders Jensen i friskolen. Han og Jens Hansen kunne rigtig dele interessen for læsning. Jørgen Nielsen har fortalt, at han kunne gå langt for at låne en bog. Jens har fortalt, at mens han og hans bror var unge, kom de engang til at tale om: vi kalder os kristne, så burde vi da have læst bibelen, og en vinter satte de sig til at læse den fra ende til anden, fra skabelsen over alle moselovenes paragraffer til Johannes åbenbaring. "Den var såmænd drøj", sagde han, "ja prøv bare".
Engang kom Jørgen Nielsen med Baches Nordens historie i 5 tykke tykke bind. Han havde været i Odense og set dem stå i et vindue (antikvarisk) "og så købte jeg dem, jeg har den selv, men jeg vidste, du gerne ville have den, og den kunne jo være solgt, inden du kom derud." Den kostede 10 kr. hæftet. Så kom de til Anders Jensen, som bandt den ind. Jeg har bøgerne endnu, ingen løse rygge, skønt de har været flittigt benyttet. Det var gedigent arbejde, han lavede, den gamle friskolelærer, 10 kr. for et stort historisk værk, men 10 kr. var penge dengang. Da Jørgen Nielsen kom til Nr. Lyndelse, skulle han have 450 kr i løn for et år, "men jeg fik nu lidt mere", har han fortalt siden, "for Jens Hansen syntes, det var en lille løn, så han gav mig 10 kr. ekstra."
Der var ikke mange penge mellem folk dengang; men havde folk ikke penge, gav de hvad de havde, arbejde og naturalier. Jens Hansen havde tørvemose, så han skar et par løs tørv ekstra om sommeren og kørte dem ned til friskolen, hvor de store drenge bar dem ind, mens Jørgen Nielsen takkede hjerteligt, som om det var ham personlig, der havde fået en gave. Andre med skov gav brænde osv.
1890 blev Jens Hansen gift anden gang med Dorthea Poulsen. Hun havde været hans husholderske nogle år, så de kendte hinanden til hverdags. Nu kom der lysere tider. Dels var de nu to om at klare dagen og vejen, dels var den værste landbrugskrise ovre. De mange andelsforetagender, der ofte med store ofre var startet i de trange år, var blevet en løftestang. Det fik ikke mindst betydning, at de kunne dele åndelige og folkelige interesser. Hun var en stilfærdig kvinde, men fik ikke altid lov at blive ved det derhjemme alene. Første gang hun blev kaldt, var mens hun var husholderske. Kredse var begyndt at arbejde for kvindernes rettigheder i samfundet. Der skulle samles underskrifter til en adresse til regering og rigsdag om at give bosiddende kvinder kommunal valgret. Jens Hansen fik fat i nogle lister, som Dorthea skulle gå ud med. Hun indvendte,at hun jo ikke var bosiddende, men han sagde:"Hvis du vil gå, så går jeg, og det vil du vel ikke være bekendt", så måtte hun af sted.

Nogle steder blev hun alt andet end venlig modtaget. En snes år  efter kom lovforslaget om at give kvinderne kommunal valgret. Der var mange mænd, som syntes, at det var rivegalt. En af dem sagde:"Hvad siger du, Jens, du mener da ikke, at kvinder skal have valgret?" hvortil han svarede:"Nu har jeg været gift to gange, og begge mine koner har været klogere end jeg, skulle de så ikke have valgret lige så godt som mig."
Der kom også 5 børn i andet ægteskab, og de fik lov at opleve som hans havde været fortæller, blev han det også.

Om vinteren, når han var færdig med aftenrøgten i stalden, kom han ofte ind og holdt mørkning med børnene.- Det var før det nemme og billige elektriske lys havde holdt sit indtog,- og så fortalte han historier, folkeeventyr eller egne oplevelser. Når så alle var færdige med dagens dont og havde spist grødnadveren, samledes man om det runde bord under hængelampen. Han læste højt, mens de andre sad med håndarbejde eller husflid. Folk sang mere den gang. Jens Hansen gik ofte og småsang til sit arbejde, begyndte om sommeren - han var en morgenmand - med "Om morgenen når klokken slår 5, så må man ud af køjen." Der var en sang, som han sang på alle tider af året: "Ind under jul" Var det hans livsoplevelse, at når det så allermørkest ud, lod Gud sit lys brænde frem, midt i den sværeste tid blev det jul. Ved hans død sagde pastor Lorenzen om ham: "Han så ham som yngling i livskraftens morgen." Den lykke delte han vist med mange af sit slægtled inden for de grundtvigske kredse.

Mads Hansen [af Agnete Troldvad] er født på Hestehavegård i Freltofte den 15. januar 1841 som ældste søn af Hans Kristian Jensen og Ane Madsdatter.

Mads voksede op i et vågent fynsk bondehjem. Om faderen fortælles: Når bymændene var forsamlet til stævne, og de havde fået snakket om foreliggende sager, skubbede de sig ofte sammen og sagde:"Fortæl så Hans Kristian" og så fortalte han om hvad han havde læst, f.eks. Ingemanns historiske romaner. Han var også politisk interesseret og blev meget vred, da de lavede grundloven om i 1866. Navnlig var han forbitret over den indskrænkede valgret til Landstinget. "Så kunne de lige så godt helt have taget valgretten fra os, når det skal være sådan, at et helt sogn ikke skal have  mere at sige end een herremand."

Mads arbejdede ved landbruget derhjemme på gården, men fik også lov til at spille violin.Det lærte han af Niels Maler - Carl Nielsens far. Hans far mente, at når Mads havde lært at spille, så kunne han da godt lære sine yngre søskende det, så de ikke behøvede at gå til undervisning. Han lærte da også dem og senere sine egne børn at spille de gængse dansemelodier. Det var vel også, hvad han selv havde lært.
Han var soldat i 1864, men var ikke med ved Dybbøl, da han på det tidspunkt endnu var rekrut. Han fik dog veteranmedaljen i 1914.
Som ældste søn var han bestemt til at overtage gården derhjemme og var da heller ikke meget ude at tjene. 1 år var han bestyrer på en gård i Bolmerod, hvor manden var rigsdagsmand.

Som ung derhjemme var han blevet grebet af det ny kirke- og folkeliv, som netop de år brød så stærkt frem på Midtfyn. "Han gjorde sin fod lang! og gik til Ryslinge for at høre Vilhelm  Birkedal. Da valgmenigheden i Sdr. Nærå blev oprettet løste han sognebåd dertil. I 1883 var valgmenigheden på Mors blevet omdannet til frimenighed, fordi anerkendelsen som valgmenighed var blevet taget fra dem, fordi præsten Rasmus Lund lod ukonfirmerede børn følges med deres forældre til alters. Kort tid efter indbød de repræsentanter fra alle valgmenigheder i Danmark til et stævne på Mors. For Sdr. Nærå valgmenighed rejste Mads Hansen. Med de samfærdselsmidler man dengang  havde, var det at rejse fra Fyn til Mors noget af en begivenhed. Det blev også en begivenhed for ham, såvel selve rejsen som mødet og samværet med morsingboerne og de øvrige mødedeltagere. Længe efter havde han stadig noget at fortælle om #dengang jeg var på Mors."

Mads var den ældste i børneflokken derhjemme, og han blev ved med at føle sig som den ældste over for de små.
Når hans bror Jens kom på besøg, havde han så meget at snakke om, at tiden løb. Hvis Mads syntes, det trak for længe ud, sagde han:"Jens? klokken er mange du skal hjem".
Kort efter Jens` 70 års fødselsdag besøgte han og hans kone, Dorthea, Mads, som nu boede hos sønnen i Nr. Lyndelse. Det blev lidt sent. Da sagde Dorthea: "Hvor kan det være, Mads, at du slet ikke siger til os, at vi skal hjem" hvortil Mads svarede: "Nu er Jens blevet 70, så må han vel kunne råde sig selv, ellers kommer han ikke til det."

Da Nr. Lyndelse friskole blev oprettet i 1873, sagde man spottende, at den blev oprettet af sognets gamle ungkarle. Mads Hansen var en af de ungkarle. De kunne siges, at det ikke var en sag, der vedkom ham, når han hverken havde kone eller børn; men han kunne se, at der skulle andet end børn til at begynde en skole, så han ville nok være med til at støtte de forældre, der ønskede en friskole til deres børn.
1876 blev han gift med Ane Mortensen. De fik 5 at sende i Nr. Lyndelse friskole. Han mistede meget tidligt sin kone. Den ældste datter Marie var kun 15 år. Han fæstede ingen husholderske, han og børnene hjalp hinanden med at drive gården. Da den sidste søn Kristian, blev voksen, rejste han som så mange andre dengang til Amerika.
En dag var Mads gået ud i marken.Børnene syntes, han blev længe væk og gik ud for at se efter ham. De syntes, han gik så underligt rundt derude. Det var fordi, han pludselig var blevet blind. De første år kunne han skimte lidt; men arbejdet blev det ikke til meget med, så da Marie giftede sig, overlod han gården til hende og hendes mand. Ikke så mange år efter døde datteren, og Mads flyttede til sin søn, Jørgen, der var gift og boede på en gård i Nr. Lyndelse. Der tog han tråden op efter sin far, sad og fortalte historier for børnebørnene. Han døde i en høj alder.

Anders Knudsen [af Hans Larsen] er født i Hjelmerup, Verninge sogn, den 25. oktober 1842
Derudover kender jeg ikke så meget til hans barndomstid, men først da han når op i de voksnes rækker, foreligger der noget om ham.
I det mindestykke, der stod om ham i Fyns Tidende efter hans død i 1930, har jeg taget nogle udpluk.

 "Som ung blev Anders Knudsen stærkt påvirket af det politiske, folkelige og kirkelige røre, der navnlig fra Kolds og Birkedals virksomhed bredte sig over store dele af Fyn. Han hørte med i den skare, som den gang ikke lod sig afskrække af milelange fodture for at kunne være med enten i gudstjenester eller møder, hvor han kunne få, hvad han havde brug for til sit åndelige behov.
Med hensyn til penge var han småt stillet, men han var arbejdsom, interesseret og godt begavet og rimeligvis allerede i ungdommen i besiddelse af en naturlig evne til at gøre sig gældende. Han var således godt udrustet til at tage et arbejde op, og det fik han da heller aldrig mangel på".

Anders Knudsen kommer frem i lyset 1. maj [1872?] , da han kom i plads som avlskarl hos Karen Knudsdatter på Dømmestrup mark. Hun var blevet enke sidst i august 1871, hendes mand, Jørgen Herløvsen, døde den 21. august. Ejendommen ligger ved siden af Sofiesminde.
Ivrig som han var på det grundtvigske og dermed friskolebevægelsen, var han med til at oprette Nr. Lyndelse friskole i 1873. Jeg vil tro, at han rejste fra Dømmestrup sidst i 1870èrne. Ved folketællingen den 1. februar 1880 er han rejst. Da sukkerroedyrkningen skulle tages op på Fyn, forpagtede sukkerfabrikkerne nogle gårde bl.a Dalumgård, og hertil kom Anders Knudsen som roeforvalter, og senere forpagtede han to gårde i Hjallese, Rasminegården 1879-95 og en anden gård i Hjallese 1883-93. 1887 købte han Dyrupgård.
Anders Knudsen blev gift med Johanne Poulsen den 25. juli 1883. Hun er født i Sanderum 1854 som datter af gdr. Poul Rasmussen, om hvem Kristen Kold har sagt, at det var bekendtskabet med ham, der fik ham til at begynde højskolen på Fyn.
Poul Rasmussen havde også to døtre til, Maren Lovise Poulsen gift med Anders Nielsen Andersen, Dalumgård, og Anne Kirstine Poulsen gift med Anders Madsen, forstander for Onløse højskole på Sjælland.
Poul Rasmussen har løst sognebånd til Hospitalskirken [Odense].
I ægteskabet havde Anders Knudsen 3 børn, 1 pige og 2 drenge. Pigen hed Karen Dyrup og blev gift med redaktør Martin "Århus Stiftstidende". Sønnerne var Poul Dyrup, der var journalist ved Fyns Tidende, gift med en englænder Mabel Dyrup, Sigurd Dyrup gift med direktør Junkers datter, Odens Exportslagteri, han har en malervarerfabrik i København "Dyp i Dyrup".
 

Det var en skuffelse for Anders Knudsen, at ingen af børnene ville være ved landbruget.
Omkring midten af firserne kom tanken frem om at oprette en landbrugsskole i Kolds tidligere højskole i Dalum, og Anders Knudsen fik fra første tid med den sag at gøre. I det hele taget var han en mand, som der ved mange lejligheder var brug for, og som man gerne ville have med. Det gjaldt også på områder uden for det landbrugsfaglige. På ham passede det, at hvad der i ungdommen nemmes ej i alderdommen glemmes. Han glemte ikke det, der mødte ham i de unge dage, tværtimod, også i den henseende var han overordentlig trofast. Det var ham også i højeste grad en selvfølgelig og afgjort sag, at man skal have folkefrihed og frihed i skole og kirke.
Han var i en meget lang årrække medlem af Odense valgmenigheds  menighedsråd, medlem af Fyns friskoleforening allerede før 1890, og af Fyns Tidendes bestyrelse var han medlem til sin død.

Anders Knudsen tog ikke ofte ordet ved møder. Skete det, var det kun for kort og fyndigt at sige sin mening, men han virkede ved sin personlighed, ukunstlet og tilforladelig var han i adfærd, og han var under alle forhold den samme. Han var en god mand, som har gjort sin stand ære og været en god borger i vort land. Han døde i sin villa på Hunderupvej 1930.
Han var indbudt og med til Nr.Lyndelse friskoles 50 års jubilæum.

Johan Peder Olsen, malermester, Nymarkshuset, Søbysøgård skov [af Hans Larsen og Folmer Aabjerg] er født i Horsens, hans far var billedhugger. I 1859 blev han gift med Elisabeth Hansen, der blev født 1834 i Radby. Hendes far var væver, hendes bror hed Jens Kræft Dinesen Hansen.
Elisabeth Hansen døde i 1915. De havde 6 børn, 1 søn og 5 døtre, nemlig Niels Olsen f. 1862 i Radby, indført i enten Allested eller Vejle kirkebog, ikke indført i Nr.Søby kirkebog.
Cecilie Elise Olsen, f. 16. juni 1865 i Nymarkshuset
Marie Sofie Olsen, f. 12. okt. 1867 i Nymarkshuset
Dagmar Kirstine Olsen, f. 21. sept. 1869 i Nymarkshuset
Thyra Hansine Olsen f. 4. maj 1872 i Nymarkshuset
Marie Dorthea Olsen, f. 12. april 1874 i Nymarkshuset.

Ved Marie Dorthea Olsens barnedåb i Højby stod bl.a. ungkarl Anders Knudsen af Dømmestrup mark fadder. Anders Knudsen og Peder Olsen var nok blevet kendt med hinanden ved Nr. Lyndelse friskoles start i foråret 1873. Anders Knudsen var næsten nabo til Peder Olsen, da han tjente hos Jørgen Herløvsens enke, Karen Knudsdatter på Dømmestrup mark lige ved siden af Sofiesminde.

Johan Peder Olsen hørte tidligere til                     Palleshave friskole.

Johan Peder Olsens dødsdag er 13. november 1876.

Malermester Folmer Aabjerg, Nr. Lyndelse fortæller bl.a.:
"Mor (Thyra Olsen) er født i Radby den 4. maj 1872, hvor hendes far, Peder Olsen, var malermester, men de flyttede senere til Søbysøgård skov ved Nr. Søby til et lille idyllisk beliggende hus, som hørte under herregården Søbysøgård. Mor var da ikke fyldt 2 år. Min morfar var fra Horsens, hvor hans far var billedhugger. Jeg ved ikke hans navn. Min morfar var med i krigen 1864 som korporal og var med i tilbagetoget fra Slesvig. 5. februar gik turen mod nord i mørke og på isglatte veje, og i stærk kulde trak de de tunge kanoner til skanserne ved Dybbøl. I 10 uger holdt de stillingen mod tyskernes langt bedre udrustede hær.
Morfar var med i skanse 2, hvor han blev såret af en granatsplint, som rev hans ene stortå af. Efter krigen var morfar vist aldrig rigtig rask.

Mormor og morfar var stærkt interesseret i Kolds tanker og Grundtvigs livssyn. De hørte til Sdr. Nærå valgmenighed, og min  morfar var med til at oprette Nr. Lyndelse friskole i 1873 og var i bestyrelsen for denne.
Mor kom på højskole i Ryslinge i sommeren 1890. Mor har fortalt mig, at engang hendes far arbejdede i Ryslinge, kom der bud, at han skulle til bestyrelsesmøde i friskolen, og da måtte mors 10 år ældre broder gå den lange vej fra Søbysøgård til Ryslinge med bud. Der var jo ingen jernbaneforbindelse eller cykler dengang.
Morfar blev ikke gammel, han døde, da mor var ca. 4 år gammel. Nu kom der en streng tid for min mormor. Der var en stor børneflok. Min mormor fik arbejde på Søbysøgård og fik 65 øre om dagen, og så var hun ejer af en ko, som måtte græsse i mosen mellem skovene eller på vejkanten..."
 

Rasmus Rasmussen, smedemester i Nr. Lyndelse [af Hans Larsen]  er født i Nr. Lyndelse i 1822.
Den 12. november 1859 blev han gift med Ane Mette Kirstine Rasmussen af Nr. Lyndelse mark.
I dette ægteskab var der 4 børn, 2 sønner og 2 døtre.
Den 19. august 1860 blev sønnen Rasmus Kr. Rasmussen født. Han blev smed i Nr. Lyndelse efter sin far.
Den næstældste var også en søn, Niels Jørgen Rasmussen, f. 1862.
De to døtre, Karen Marie Rasmussen og Hansine Rasmussen er født henholdsvis 1864 og 1866.
De tre ældste børn har gået i Højby friskole. Så var der Hansine "lille Sine", som boede over for friskolen, dengang jeg gik i skole. Efter hendes fødsel døde moderen Ane Mette Kirstine, og smed Rasmus Rasmussen giftede sig igen.
I andet ægteskab var der en pige, der fik navnet Ane Kirstine. Ved denne piges dåb stod Hans Hansen fadder [se tidligere kapitel om Hans Hansen].
Rasmus Rasmussen var med til at oprette Nr. Lyndelse friskole i 1873. Han døde i 1903.

Anders Madsen [af Hans Larsen] er født den 27. marts 1844 i Dømmestrup by som næstældste af en børneflok på 7. Hans forældre var Mads Andersen og Karen Hansdatter.
Han blev udskrevet af Dømmestrup skole med godt+ for kundskaber og meget godt for opførsel. 1. søndag efter påske i 1855 blev han konfirmeret i Nr. Lyndelse kirke. Han var på Ryslinge højskole i vinteren 1868-69, mens Johannes Clausen var forstander.
Men ellers hjalp han til hjemme på gården i Dømmestrup til han blev gift i 1884.
I 1873 var han med til at oprette Nr. Lyndelse friskole; og det stiftende møde skal ifølge Nedergårds Danske præste- og sognehistorie, have fundet sted i hans hjem.

Den 13. november 1884 blev han gift med Karoline Jensen.
Karoline Jensen var født på Verninge mark den 24. februar 1855. Hun har tjent hos Anders Knudsen i Hjallese fra 1. maj 1880 til 1. november 1883 som husholderske. Anders Madsen og Anders Knudsen blev jo kendt med hinanden ved friskolens start, og det er jo tænkeligt, og her er han så blevet kendt med sin tilkommende, Karoline Jensen.
Anders Madsen købte et hus med 5 tdr. land i Birkum Kohave. De  første år var han roeforvalter på Sanderumgård. Efter 1887 blev han bødker, idet han havde lært bødkerhåndværket i sine unge dage.
Anders Madsen havde meget til fælles med sin fætter, Hans Andersen, Sødinge. Reel og rigtig skulle det være.
Han var meget optaget af friskoletanken, har min kusine Anna, der er hans datter, fortalt mig.
Anders Madsen og Karoline havde 6 børn, 4 sønner og 2 døtre.
Den ældste søn Harald var kaptajn på et amerikansk skib, og de tre andre sønner var brugsuddelere.
Ved friskolens 50 års jubilæum var Anders Madsen indbudt til at være med, men han var syg. Han døde i 1925

   
   
  
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk