Den fynske vækkelse og de første friskoler
Forside ] Op ]

 
Den fynske vækkelse og de første friskoler

Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede. Fyn, bd. III,2 , under redaktion af Anders Pontoppidan Thyssen.
Friskolesogne ifølge Hanne Engberg: Historien om Christen Kold. 28 friskoler oprettet pr. 1/1 1865 med tilknytning til Kolds Skole.
 

1. Dalby friskole. 1852.
Pontoppidan Thyssen p.227:
Bjerge Herred.I Dalby-Stubberup, det nordligste pastorat på Hindsholm, var Niels Holm, f. 1759, sognepræst fra 1789 til sin død 1838. Fra april 1833 var Peter Heinsen, f. 1802, hans "Capellan pro persona paa eget An og Tilsvar". Efter et alvorligt sammenstød med de vakte ved en gudelig forsamling søndag den 19. november 1837 i Morten Larsens gård i Bogense i Stubberup mente Heinsen ikke, han uden videre burde finde sig i de grove fornærmelser, han havde været udsat for, og besluttede sig atil at sende biskop Faber en "Indberetning om de saakaldte Opvaktes Forsamlinger og Adfærd i Dalby Pastorat" [Se LAF- bispearkivet , breve fra Bjerge herred 1838; Heinsens indber. fylder c, 7 foliosider, den er dateret 1837, 12/12, men henlagt og først indsendt 16/1 1838]
I den fortæller hanm at der 1833 kun fandtes enkelte hellige i pastoratet, og at de to mest kendte af dem siden var flyttet andetsteds hen. At der nu er blevet flere, der opvækker megen splid og uenighed, skyldes især "omflakkende opvakte Brødre", der "hemmeligen" kommer og holder forsamlinger. -Heinsen var i året 1834 med til en gudelig forsamling hos boelsmand Hans Larsen Hytteballe, Birkebjerg i Dalby sogn; dér oplæste Rasmus Nielsen Bregnør, en prædiken, efter at han først havde "yttret sig fordeelagtigt" om en prædiken, provst Bentzien havde holdt i Drigstrup kirke; der var intet mærkværdigt ved det, som blev sunget og læst, men Rasmus Nielsens forklaringer var noget dunkle. Under samtalen efter forsamlingen spurgte Rasmus Nielsen Heinsen, om han troede på en personlig djævel; da han fik et undvigende svar, blev han nok forbitret, selvom han ikke viste det, skriver Heinsen. [En Lars Hytteballe nævnes som gårdmand i Måle, Viby sogn]
Så kom magister Lindberg i efteråret 1834 til Fyn; en del af de hellige fra Dalby-Stubberup havde hørt ham prædike om dåben, "og fra den Tid af daterer sig en mere proselytisk Aand ,... der i Foraaret 1835 udbrød i lys Flamme, da den bekjendte Skolelærer Sørensen fra Holsteenborg Gods i Sjelland holdt Forsamling i Mosegaarden her i Dalby". Poul Rasmussen, søn af Mosegårdens fæster, Rasmus Povlsen, kom da til pastor Heinsen og meddelte ham, at Rasmus Sørensen ville holde forsamling, og lod ham forstå, det var præstens pligt at "bivaane" den. Det kunne nu Heinsen "umuligt", og derover blev Poul Rasmussen fornærmet og vred. Næste dag rejste Sørensen fra egnen, og da Heinsen "i mange Henseender agter Poul Rasmussen og især hans Forældre" og tillige fik at vide, at Poul Rasmussens far havde forbudt enhver sådan forsamling i fremtiden, gjorde han ikke videre ud af denne sag. [Se om Rasmus Sørensen, DBL XXIII,310]

I den følgende tid optrådte de vakte meget udæskende. Da en søn af en meget agtet og oplyst bonde i sognet var blevet "hellig" og havde "forbittret sin Moder de sidste Timer " på hendes  dødsleje, havde Heinsen i en prædiken advaret mod sværmeriet; men det blev en kirkegænger så vred over, at han ved gudstjenestens slutning højlydt udbrød: "Idag sagde Præsten ikke et sandt Ord"; dog kom vedkommende senere og bad Heinsen om forladelse.
Året 1836 forløb roligt. Ved konfirmationen 1837 havde pastor Heinsen opfordret - især de unge - til at blive på den gode vej, han havde vist dem. Siden fik han at vide, at Hans Pedersen i Hersnap efter gudstjenesten havde sagt til folk, at de da ikke følge præstens råd, da han jo selv var på vej til helvede. Og ved en forsamling i Drigstrup samme søndag eftermiddag, hvori nogle af konfirmanderne deltog, havde Rasmus Nielsen indbudt dem til "at træde over til Sekten", mens Hans Pedersen havde foreslået "at nedrive alle Kirker og forvandle dem til Vandhuse". Ja, så galt stod det til, skriver Heinsen, at flere brave bønder klagede over, at de ikke kunne få deres tjenestefolk til at gå i kirke eller til at gøre "noget Gavnligt om SØndagen", fordi de skulle til en gudelig forsamling. Heinsen havde - ofte forgæves - bedt de unge om ikke at gå med til forsamlingerne.[Hans Pedersen, Hersnap i Dalby, skrev under på adressen 1839]
Uden pastor Heinsens vidende blev der den 13. november 1837 holdt en forsamling på Mosegården med fire tilrejsende talere, nemlig Peter Larsen Skræppenborg, hans nabo i Brylle, møller Ole Larsen, seminarist Carl Møller, lærer for de opvaktes børn i Skårupøre, og Rasmus Ottesen fra Slagelseegnen. Ved den lejlighed sluttede Morten Larsen sig helt til de helliges kreds; tidligere var han "en Prydelse for Menigheden" nu tilsidesætter han "alle høiere Pligter" og er med i det proselytmageri, der ledsages af den frygteligste fordømmelsessyge; vi skal adlyde Gud mere end mennesker, siger de. Og pastor Heinsen klager over de modarbejder ham og lader hånt om de offentlige gudstjenester.

Men det var dog først begivenheden søndag den 19. november 1837, der drev Heinsen til at henvende sig til biskoppen. Baronen på Scheelenborg, Carl Juel Brockdorff, havde fået at vide, at der den nævnte søndag skulle holdes en forsamling i Morten Larsens gård, og sendte derfor hans fader, sognefoged Lars Christensen i Dalby, forordn. fra 1741 og bad ham hindre den. Formodentlig fordi det var sognefogden ubehageligt at skulle optræde som politi hos sin egen søn, bad han pastor Heinsen om at følge sig på den forretning; og Heinsen lod sig overtale til at gå med. Han fortæller:"Da vi kom til Gaarden, var der allerede tændt Lys. Ved vor Indtrædelse sang de, og Nogle af dem hilsede os med trodsig Stampen. Jeg blev staaende ganske taus ved Døren, indtil de hørte op med at synge, og Nogle af dem kom og spurgte, hvad vi vilde dér". Der var samlet 25 personer - "meest fra Drigstrup. Enkelte fra Maale, Mesinge og her fra Pastoratet". Sognefogden læste så loven op, mens Hans Pedersen søgte at overdøve læsningen ved at råbe, at Heinsen var "en falsk Lærer", og at "de som hellige alene kunde dømme Verden".- Præsten og sognefogden bød da de forsamlede at gå hver til sit; nogle råbte op om, at provst Bentzien havde tilladt dem at holde forsamlinger, mens både Hans Pedersen og Niels Røile fra Måle opførte sig som vanvittige, idet de slog i bordet for præst og sognefoged; men endelig gik folk da hver til sit - "efter at de iforveien havde kysset hinanden ... Men  hverken mine eller Faderens Bønner formaaede den hidindtil saa ædle SØn til at give os det Løvte, at han ingen Forsamlinger vilde holde."[Om baron Carl Juel Brockdorff se Danmarks adels årbog 1927, 50-51]
Heinsen slutter sin indberetning med at spørge biskoppen:"Hvad skal jeg gøre for at være baade Gud og Kongen troe?" Han ønsker ikke Morten Larsen tiltalt - "men kan jeg som beskikket Lærer lade mig udskjelde for en falsk Lærer, for Een, der ei tør lade sine Prædikener trykke, fordi de ere uchristelige", som Hans Pedersen havde gjort det?
Denne lange skrivelse er dateret 12. december 1837, men på grund af nytårstravlheden blev den liggende til 16. januar 1838. Så sendte Heinsen den til provsten og bad ham om at påtegne den og lade den gå videre til biskoppen,- "at der jo før jo heller kan anlægges Sag mod dem".
I sin påtegning af 18. januar meddeler provst Bentzien, at han i sine sogne ikke kender til sådanne "misbrug", og at hans erfaring er, at magtsprog og tvang kun ophidser gemytterne. Selv har han ikke, som folk påstod, tilladt gudelige forsamlinger, men søgt at bekæmpe dem med åndelige våben. "Den Kiærlighed, som troer Alt og haaber Alt har været min Leder og skal blive det fremdeles. Jeg ønsker Hr. Heinsen det samme Sind": Men hvis han ønsker den verdslige øvrigheds hjælp,- "da kan jo Forhør optages og mulct dicteres, men Følgerne ville ei blive ønskelige".
Biskop Faber synes ikke skriftligt at have udtalt sig om Heinsens klage. Såvidt man kan skønne, har han mundtligt bedt provsten om at ordne sagen ved en samtale med Heinsen. I hvert fald meddelte provst Bentzien, under 2. februar, at han havde indbudt Heinsen til ved lejlighed at komme til Kerteminde, for at de kunne drøfte klagen. Heinsen havde imidlertid straks svaret, at hans helbred ikke tillod ham at komme, og at han helst ville have skriftlig besked om, hvad der var foretaget i sagen -"jo før, jo heller". Provsten gentog da sin indbydelse til en samtale, og så indfandt Heinsen sig.- På provstens spørgsmål om, hvorvidt Heinsen ønskede nogen tiltalt, svarede denne benægtende; men da biskoppen overfor provsten havde udtalt, at han anså det for nødvendigt, at Heinsen "paa en Maade fik en Oprejsning", enedes de to mænd om - "at indkalde den i Klagen anførte Hans Pedersen, at det i Hr. Heinsens og Dalbye Sognefogeds Overværelse kunne betyde ham, at han havde handlet urigtigt, og at Anordningen måtte følges". Hans Pedersen blev indkaldt mandag den 29. januar, og  provsten foreholdt ham "det Usømmelige i hans Adfærd ... og sendte ham derpaa bort, efter at han havde givet os Haanden".

Til denne beretning føjer Bentzien et par bemærkninger. Først om at han, skønt han ikke har noget udestående med sine vakte, dog i anledning af Heinsens klage havde fundet det rigtigt ved kirkestævne i Drigstrup søndag den 28. januar at indprente folk, at forordningen af 1741 måtte overholdes.- Dernæst skriver han om Heinsen, at han havde gjort uret ved personlig at forbyde forsamlinger , da det jo alene tilkommer den verdslige øvrighed, ligesom han ved at disputere med folk om så vanskelige spørgsmål som - "om Arvesynden, om Djævelens Personlighed, om udøbte Børns Salighed o.s.v." - ikke havde vist "den fulde Pastoralklogskab".- Desuden vedlægger provsten en lang erklæring af 23. januar 1838 om Heinsens klage fra pastor  Rützou i Viby, som indtrængende ud fra sin erfaring advarer imod at anlægge sag mod de vakte, der efter hans skøn nu er "et agtværdigt Samfund" i menighederne.- Fra byfoged Thaulow i Kerteminde lader provsten følge en kort udtalelse af 1. februar, hvori det hedder, at der i Kerteminde og på Hindsholm "findes endeel Personer af de saakaldte Hellige", men at der i de sidste 10 år ikke har været anledning til at blande sig i deres sager, da de har vist "et i alle Henseender sædeligt og rosværdigt Forhold". I sin lange skrivelse udtaler provsten til sidst håbet om, at biskop Faber kan være tilfreds med den ordning, han nu har truffet, og at han "maatte finde det ret at sende Hr. Heinsen sin Klage tilbage" [Om byfoged i Kerteminde G.L. Thaulow se Jurister IV, 205]

I et brev til provsten af 30. januar 1838 udtrykker Heinsen sin taknemlighed over, at striden nu er bilagt; han er overbevist om, "at der ved Rettens Hjælp aldrig kan vindes Noget, hverken for Sandheden eller mig selv". - Med gamle pastor Holms død i august 1838 var P. Heinsens kapellantid i Dalby-Stubberup forbi; hans navn blev hurtigt glemt i Dalby, men den her fremdragne klage giver os et interessant bidrag til vækkelsens historie på Hindsholm.[I LAF -bispearki., breve fra Bjerge hrd. 1838 findes de omtalte skrivelser fra januar og februar 1838]

Ja, at Heinsens klage snarere havde fremmet end hæmmet vækkelsen, får man indtryk af, når man læser lærer Rasmus Sørensens beretning om en rejse til Fyn i september 1838. Rasmus Sørensen kom 12. september til Nyborg, hvor han overnattede hos købmand Hans Henrik Volf, der dagen efter kørte ham til gårdmand Hans Rasmussen i Trunderup i Kværndrup sogn. Fra Trunderup kørte Hans Rasmussen så Sørensen til Drigstrup,hvor der om aftenen blev holdt en forsamling; den følgende dag hilste de på venner i Kerteminde, hvorfra Lars og Niels Klink kørte de to mænd til Bogensø i Stubberup sogn; dér blev der så om aftenen holdt "en saare stor Forsamling... hos en ung Gaardmand, Morten Larsen, der med sit hele Huus er for ikke længe siden bleven opvakt og troede til ganske Liv og Sjæl". Skønt der ikke var indhøstet alle steder, kom dog "de Troende fra hele Hindsholm, og Rasmus Nielsen med de fleste af den opvakte troende Ungdom fra Drigstrup Sogn". Folk blev ved at strømme sammen, til klokken var over 11 om aftenen, -"og de sidste gik hjem Kl. 5 om Morgenen; thi sagde man her, til bedre Høitidsglæde kunne vi ikke anvende en Aften, eller en halv eller heel Nat". Både Rasmus Sørensen, Niels Røile og Rasmus Nielsen talte for den store forsamling; og Rasmus Sørensen fik en del at vide om den modstand de hellige havde mødt, både fra Morten Larsens far og fra kapellan Heinsens side.
I Dalby-Stubberup fik adressen fra 1834 kun 2 underskrifter; af dem var Poul Rasmussen den ene. Adressen fra 1835 nåede slet ikke til sognene. Derimod fik den fra 1839 39 underskrifter, så rigtig tilslutning fandt vækkelsen først i 1830rne.
Om Poul Rasmussen, f. 1801, fortælles der, at han allerede i 1820rne havde lært Christen Madsen og Rasmus Ottesen at kende; ved deres vidnesbyrd var han blevet vakt og gennemgik en langvarig religiøs krise fra angst til mod. Omkring 1830 stiftede han bekendtskab med Peter Larsen Skræppenborg, der blev hans nære ven. Og da magister Lindberg som nævnt 1834 holdt forsamling hos gårdmand Lars Pedersen i Drigstrup, har  Poul Rasmussen formodentlig både hørt ham og talt med ham. Da han 1837 var blevet gift med Lars Pedersens datter,Sara Maria, flyttede han til en gård i Sanderum ved Odense. Men før han flyttede fra Hindsholm, var hans navn blevet kendt viden om, fordi han ved en dåb i Mesinge kirke havde gjort indsigelse mod præsten, fordi han ikke fulgte ritualet. [Se om Poul Rasmussen Fr. Nygård i Højskolebladet 1884, 879f. Hos Lars Pedersen i Drigstrup har også Rasmus Sørensen og JOhan Nielsen holdt forsamlinger, se Rasmus Sørensen: Rejse i Jylland, 1837 og Højskolebladet 1886,886.]
Poul Mosegård , som han kaldtes, var jævnaldrende med sognefoged Lars Christensens to sønner, Christen, f. 1804, og Morten, f. 1805; disse  tre unge kendte nøje hinanden, især synes Poul og Christen Larsen at have sluttet sig nær til hinanden.De var et par lystige ungersvende, der førte an ved egnens dansegilder. Det gjorde dybt indtryk på Christen Larsen, da Poul Rasmussen efter sin omvendelse formanede ham til at blive "hellig". Christen begyndte at læse i sin fars religiøse skrifter, bl.a. i Bastholms prædikener, men han vovede sig ikke til at besøge de gudelige forsamlinger, da han vidste, det ville være hans far meget imod. - I efteråret 1832 blev han forlovet med Ane Hansdatter, datter af byens smed Hans Simonsen; i hendes hjem blev der holdt husandagter, hvor de sang Brorsons salmer og læste prædikener af den svenske præst Retzius. Men Christen Larsen brød sig ikke om at deltage i dem. [Jfr. H.J. Hansen: K.L. Kristensen, 1946, 36, hvor det om Chr. L. hedder, at han som taler kunne stige så højt, at "Jordforbindelsen totalt svigtede, og alt blev Bragesnak".]

Imidlertid samtalte han jævnligt med Poul Rasmussen om sin saligheds sag og kom tillige i forbindelse med fisker Johan Due fra Kerteminde, der sang Brorsons salmer - og især :"Op, I Christne ruster Eder" - med en sådan kraft og inderlighed, at det greb ham. Og efterhånden fødtes det ønske i ham, at han kunne blive lige så glad som de.- En tid blev han overvældet af en forfærdelig helvedangst og Gudsforladthed; forgæves søgte de to venner at trøste ham. Omsider fik hans sjæl dog fred, så han kunne tro, han var Guds kære barn.
Hans forældre blev forbitrede over, at han nu sluttede sig til de hellige; han begyndte at komme i de gudelige forsamlinger, men følte sig ikke rigtig hjemme i dem, skriver han. Således holdt den foran nævnte Anders Larsen fra Kærby i Drigstrup en forsamling med så lange bønner og taler, at det næsten var ham uudholdeligt. Men snart kom Christen Larsen med i en lille vennekreds i Stubberup sammen med broderen Morten, hans kone, hendes søster og den af Heinsen nævnte ungkarl Hans Pedersen. Rasmus NIelsen fra Bregnør var gerne deres leder, og med glæde lyttede sammen til hans ord og til hans "kraftige og hjertelige Sang".
Da Morten Larsen blev gift i sommeren 1837, er disse møder i Stubberup tidligst begyndt sidst i dette år. I de nærmeste følgende år overtog Christen Larsen sin fødegård, Flægkærgård i fæste, så vennekredsen også kunne samles hos ham. - På denne tid var det, Grundtvigs Søndagsbog kom Christen Larsen i hænde; og så optaget blev han af disse prædikener, at han måtte læse dem for sine venner, og fra nu af syntes han, Grundtvigs skrifter var de eneste, der duede. Selv tilegnede han sig snart den grundtvigske oplysning om Gudsordet og sakramenterne og var  meget ivrig for at bringe den videre til sine nærmeste venner. Det lykkedes ham, så Rasmus Nielsen snart gav sig til at læse Grundtvigs prædikener i de gudelige forsamlinger; dog klager han samtidigt over, at en del af de vakte i Drigstrup også i de følgende år var hildet i "pietisme". Det kom til ret stærke brydninger på Hindsholm, og de blev endnuu stærkere i løbet af 1840rne, da Christen Larsen blev betaget af de grundtvigske, "folkelige" tanker, der som han selv skriver "ganske henrev mig til Beundring og smeltede mig hen i Glædestaarer, saa jeg besluttede, at jeg vilde udbrede folkelig Oplysning i en saa vid Kreds som muligt, og jeg samlede da mine Venner for at føre dem ind i dette Folkelighedens skønne Tempel. [Grundtvig udgav 1827-1831:"Christelige Prædikener eller Søndagsbogen"; efter Fy. årb. 1952, 387 talte Christen Larsen ved friskolens åbningsmøder, ud fra Grundtvigs:Nordens Mythologi, 1832, med stor begejstring om nordens myter.]

Der blev dannet en Dansk Forening, og 1847 talte Christen Larsen ved en folkefest i Dalby. 1848 blev han valgt til medlem af den grundlovgivende forsamling; og mens Christen KOld, fra 1849, var i Ryslinge, kom han gennem Poul Rasmussen i Sanderum i forbindelse med den grundtvigske kreds i Dalby og tog mod en indbydelse til at oprette friskole og bondehøjskole i Dalby, hvor han så virkede fra 1852 til 1862.

Således blev hele vækkelsens skala fra Kertemindevækkelsens pietistisk-herrnhutiske tone til den grundtvigske oplysnings kirkelige og folkelige frihedssange gennemgået i Dalby sogn i løbet af 1840rne.

2. Sanderum friskole 1855

Pontoppidan Thyssen, p. 255:

Fra Dalum sogn anføres ungkarl Peder Nielsen, Hjallese, som eneste underskriver 1834, og ingen 1835 og 1839.- Til Hjallese var det Christen Kold 1862 flyttede sin bondehøjskole, men han syntes ikke at have fået forbindelse med mange af sognets beboere.-Til Sanderum flyttede, som omtalt foran, Poul Rasmussen, Mosegård, 1837 fra Hindsholm. Sammen med sin hustru underskrev han adressen 1839; desuden var ungkarl Peder Nielsen og pigen Ane Margrethe Madsdatter underskrivere. P. Rasmussen havde forbindelse med vakte venner på Hindsholm, ligesom Peter Larsen Skræppenborg og han jævnligt så hinanden; allerede 1848 lærte han Christen Kold at kende, men om en kreds af vakte i Sanderum høres ikke.

3. Ryslinge friskole 1856

Pontoppidan Thyssen. p.273f.

Fra Ryslinge var der ingen underskrivere [på adresserne 1834,35 og 39]. Her var den senere biskop i Viborg, Otto Laub, sognepræst 1834-1845. Laub var af mynstersk støbning og berører i sine breve fra disse år også emnet: de hellige og deres forsamlinger. Der var, skriver han, ingen opvakte i sognet; men ved hans avlskarls bryllup 1835 var der "en Hellig " med, og han "kom i heftig Ordstrid med nogle af de Yngre". I 1844 fik  Laub besøg af væver Rasmus Knudsen fra Vantinge, en af de vaktes ordførere, der "i usigelig Kjærlighed" lod ham forstå, at hvis han blev ved at prædike som hidtil, "omvendte jeg ingen SYnder". I Laubs øjne er forsamlingerne "hverken det Store @ Kirken, eller det Smaa @: Huset, men en tvetydig Mellemting imellem Kirke- og Husandagt". [Om Laub se F.L. Mynster: Biskop Otto Laub I, 1885, 47 og 86; se også O. Laubs udtalelse om "den rigtignok ualmindelig begavede Birkedal" i det anførte skrift I, 218 og 223.]
Fra 1849 var V. Birkedal sognepræst i Ryslinge, og med ham begyndte en ny tid for sognet. Det blev i 1850rne et valfartssted for de vakte fynboer fra alle kanter af øen. Birkedal kunne tale dem til hjerte som ingen anden. I hans prædikensamlinger:"Synd og Naade", 1848-49, og "Naadens Sorg og Sorgens Naade", 1855-1857, som i hans "Daglige Husandagt.. for troende og døbte", 1860, lød den damme "missionerende og aggressive " tone, som de kendte fra de forelæste prædikener i de gudelige forsamlinger. At også andre end de vakte kunne glæde sig over at være i kirke hos Birkedal, har biskop Stenersen Gad aflagt et mærkeligt vidnesbyrd om i sin i indledningen anførte udtalelse fra visitatsen i Ryslinge 16. juni 1850. - I Birkedals tid blev Ryslinge den grundtvigske bevægelses højborg på Fyn; her var friskolens arnested, og her førte Birkedal an i tidens heftige diskussioner om kristelige, kirkelige og nationale spørgsmål. Og her efterlod åndsstrømningernes stormflod sig tydelige spor i de organisationer og rammer, der blev stående i den efterfølgende ebbetid.

4. Stenstrup/Lunde Mølle 1856

Pontoppidan Thyssen, p. 298:

I Stenstrup-Lunde pastorat var Peder Tommerup sognepræst 18171836 med C.L. Tobiesen som personel kapellan fra 1833. - I foråret 1831 blev der i landsbyen Høje i Lunde sogn holdt en gudelig forsamling. Peter Larsen Skræppenborg talte og købmand H.C. Brandt fra Svendborg deltog i den. Få dage efter sendte Brandt Peter Larsen et brev for at udtrykke sin glæde over det sande og varme vidnesbyrd, han havde hørt i Høje, hvor der havde været samlet mange venner og en hel del fjender, så de hellige havde måttet døje end el spot.[Brandts brev af 1831, 3/5 til Peter Larsen findes i Danskeren 1890, 73f, jfr. Nyg. 387f; ]

Adresserne i 1830rne fik i Stenstrup ialt 25 underskrifter; adr. 1834 10, adr. 1835 10, og adr. 1839 21 underskrifter. Fem husfædre havde skrevet under på alle tre adresser.- Både pastor Tommerup og pastor Tobiesen udtalte sig i anledning af adr. 1835. De er begge modvillige, ja, fjendske overfor de vakte. I Stenstrup findes "omtrent 20 Familier", der slutter sig til sekten, mener Tobiesen. Adressens hovedtendens er at rykke kirkelivet 300 år tilbage og frembringe et skisma ved sognebåndets løsning, skriver Tommerup. "Omvandrende Skaraalere" har fået enfoldige sjæle, der ikke engang kan læse indenad, til at skrive under på adressen; men skal de forklare, hvad de har mod Balles lærebog, anfører de kun "noget Galimathias og vanvittigt Sludder". De praler med, at enkelte af sekten har forbindelse med Lindberg og med, "at der allerede i Fyen vist var over 2000  Rettroende foruden den store Mængde i Jylland og over heele Riget". Deres "Tyverier, Hoer og Mord" mener de at kunne skyde "ind under Jesu Værdskyld", så de dækkes af "hans Saar og Vunder". Efter 36 års embedsførelse frygter gamle Tommerup for, at dette uvæsen skal ende med en forskrækkelse, lige så rædsom som Bartholomæusnatten.[Tommerups erklæring af 6/5 og Tobiesens af 22/5 1835 findes begge i RA-DK I 3274/1835.]

Fra 1836-1889 var L.A.F. Rasmussen sognepræst i StenstrupLunde. Formodentlig har der i 1840rne været holdt gudelige forsamlinger i sognene, men præsten har intet haft med dem at gøre. Hos møller Peter Hansen i Lunde blev der 1856 oprettet en friskole, men vækkelsen synes ikke at have vundet fast fodfæste i sognene. Ifølge Carl Moe, der 1873-1877 var Rasmussens kapellan, var der intet åndeligt liv, hverken i sognene eller i præstegården.

5. Vejstrup friskole. 1856

Pontoppidan Thyssen, p. 275ff.

Til Oure-Vejstrup nåede kun adr. 1839; den fik 18 underskfrifter. -I sommeren 1835 kunne Johan Nielsen meddele Lindberg, at der nu også holdtes gudelige forsamlinger i Vejstrup. De begyndte 1. påskedag 1835 hos en syg kone, der boede i Vejstrup, nær ved grænseskellet i Skårup, og de gav anledning til, at de hellige kom i diskussion med kapellan P.J.W. Bruun, der 1833-1847 var hjælpepræst i pastoratet, først hos den gamle pastor F.B. Baggesen, og fra 1836 hos den svage pastor P.U.A. Riis.
Bruun  har selv udførlig fortalt om sit forhold til de vakte. Han var indbudt til den første forsamling, men sagde nej tak på grund af påsketravlheden. Et par dage efter påske besøgte han den familie, der havde indbudt ham. Konen havde de sidste år været syg og sengeliggende; længe havde hun ikke kunnet komme i kirke. "Nabobonden paa den anden Side Aaen, der var en Slægtning af hende, var derfor kommen for at læse for hende en Aften". Nu bad hun Bruun "som en Samvittigheds-Sag" om at komme en anden gang for at overbevise sig om, "at det ikke var noget Pjank, han kom med, men det rene Guds Ord, og at han forstod at trykke det ind i Sjælen". Hendes ord gav Bruun lyst til med det samme at aflægge besøg hos den omtalte nabo, der boede lige på den anden side åen, i Skårup sogn, for at lære ham at kende. Han traf da også gårdmand Hans Jørgen Hansen hjemme og talte med ham et par timer; og da han ville til at gå, kom JOhan Nielsen, Skårupøre, "den anden mest ansete Taler her i Egnen". Bruun kunne , skriver han godt være enig med dem i mange ting; kun når han berørte sektens "eiendommelige Forestil- linger, da brød Lidenskaben frem". Han lagde især mærke til Hans Jørgen Hansens "fjendtlige og hadefulde Stemning mod Præsterne i Almindelighed"; de indtog gerne, sagde han, en truende eller overlegen holdning overfor de vakte; de prækede "religion, men ikke Kristendom", og de lyttede efter folks snak om de gudelige forsamlinger i stedet for selv at komme og se, hvordan de gik for sig. Pastor Bruun blev indtrængende indbudt til at komme og deltage i en forsamling og slutter sin beretning om dette besøg således:!Med næsten Velvillie fulgte han mig hjemad, og da Vamdet var stemmet op i Aaen, saa jeg ikke kunne komme tør  derover, ilede han med megen Tjenstagtighed op efter et Bret, medens jeg ventede nede i Dalen. Efter hvad Hr. Hass, Cand Theologiæ, der flere Gange har præket her i Egnen efter de gammelt Troendes Smag, fortalte, hvad disse Folk været vel tilfredse med mit Forhold". [Se om kapellan Bruun i Elvius: Dnmk.s præstehistorie, 430; Bruuns erklring dat. 1835, 28/8, findes i RA- DK I 2025/1835; jfr. Bågø, 270. Bruun skriver:"Denne Mand, Hans Jørgen Hansen, har tilforn ført et vildt Levnet og været den Første til at svire og bande, fortalte han; engang var han kommen som Spotter til en gudelig Forsamling, og der følte han sig saaledes greben, at han i nogen Tid maatte ligge Syg, hvorpaa han forandrede sin foregaaende Levemaade, og nu føler Trang til at meddele Andre den Tro, som skal have virket saa gavnligt paa ham selv. Siden blev han gift med en velhavende Enke, der hørte til Sekten. Hun var af en fornemmere Familie og bekjendt for sin Godgjørenhed". Efter Skårup kbg. blev 20/12 1834 tjenestekarl Hans Jørgen Hansen, 31 år, viet til enken efter gårdmand Lars Jørgensen, Johanne Margrethe Kongstad, Åby mark, 33 år. - Om L.D. Hass, se DBL, IX, 415; han var 1832-1835 huslærer på Maegård i Skårup sogn, se NKT 1834, 606.]

Videre fortæller Bruun, at han snart efter atter modtog en indbydelse til at deltage i en forsamling på Vejstrup mark, hvor en karl lå syg. Tilskyndet af den gamle pastor Baggesen gik han da med. Først blev der sunget af Brorsons salmer. Salmesangen "fandt vi meget god og høitidelig, hvorfor Mange faae Lyst til at komme der blot for at høre den". Hans Jørgen Hansen, som de kalder deres præst, fremsagde derefter "en Linie af et Vers, hvorpaa flere Personer, der ere der som Degne og have gode Stemmer, svarte i et ofte gjentaget Chor, hvilket meget skal ligne Kristianfeldternes Skik". Derefter en bøn og læste Hans Jørgen Hansen Luthers prædiken til den søndag for at slutte med en lang bøn eller tale. I oplæsningen hakkede han en del, men det frie foredrag, der vist varede "over een Time", holdt han med en sådan iver, "at han idelig maatte tørre Svenden af Ansigtet"; gentagne gange anråbte han Helligånden om bistand, uden at den dog "hjaælp ham til at faa synderlig Mening i sin Tale". - Ikke længe efter var Bruun tilstede ved en forsamling, hvor Johan Nielsen talte; en del af de forsamlede gik bort snart efter talens begyndelse, da Johan Nielsen "syntes at kjede dem med en spidsfindig Adskillen mellem den historiske og den sande saliggjørende Tro". Bruun selv var ilde berørt af hans tale om "svinemask", og skønt flere gerne ville have talt med ham, gik han dog sin vej, straks efter at Johan Nielsen havde sluttet; han ville ikke "overskriges af disse exalterte Mskr.", skriver han.
Bruun overvejede nu, om han burde trække sig tilbage fra de hellige, eller om han burde tale ud med dem for at vejlede dem; han valgte det sidste. En dag besøgte han Hans Jørgen Hansen og lånte ham Mynsters prædikener.,"Med et betydningsfuldt Smil spurgte denne Mand mig derpaa, om jeg havde Noget at indvende imod, hvad de havde talt i Forsamlingerne", hedder det i Bruuns indberetning. Det kom til en kort, ret skarpt ordskifte mellem dem; men da Hans Jørgen Hansen havde travlt, "tilbød han skriftlig at sende sine Tanker om Troen, naar jeg vilde skrive ham til".

 Underskrevet "Venskabeligst Bruun" sendte han da et langt brev til Hans Jørgen Hansen, "Hans Medkristne" på Åby mark. Heri hedder det:"Meget i Deres Tale fandt jeg at være det Samme, som findes hos de fleste kristelige Prædikanter, .. og dette søgte De at gjøre mere indtrængende". Men en del indvendinger havde han; talen om at mennesker selv ingen flid og møje skal gøre sig overfor Gud, må gøre dem ligegyldige og sorgløse; Jesus taler da om at arbejde, mens det er dag.- Den megen tale oms vinemask, helvede og djævel giver kun folk andledning til spot.- "De ofte gjentagne Udraab: "Lille søde, allerkjereste, allersødeste Jesus" synes at være mere passende for en Elsker til sin Kjæreste end for en Kristen til sin himmelske Herre". Er det ikke formasteligt, at "Deres lille Flok" kalder de "de Hellige" og sætter sig til doms over alle andre kristne? Bibelen er vanskelig at forstå, selv Luther var overtroisk i sine forestillinger om djævelen og gik for vidt i sin skildring af arvesynden. - Og hvorfor altid se bedrøvet ud og tale i en ynkelig tone? Jesus forbød dog ikke "en maadeholden Nydelse af Livets tilladelige Glæder".
Hans Jørgen Hansens svar på Bruuns brev er dateret 9. juni 1835, stilet til "Velerverdige Hr. Pastor Bruun" og underksrevet "Venskabelig". Han undskylder, at han "ingen stærk Skriver er; ud fra Guds ord vil han fremsætte sine tanker om Bruuns brev. Jesus og apostlene brugte også ordene: svinemask, helvede og djævel. Udtrykket "Søde Jesus" findes i flere salmer, og i Højsangen taler der idelig om brudgom og brud; den naturlige kærlighed er kun en skygge af Guds kærlighed.-Forsamlingstalerne har intet fortrin for "Kirkens retskafne, omvendte og igjenfødte Præster", og de, der ejer den sande saliggørende tro, er hellige- efter Bibelens ord: I skal være hellige, ligesom Gud er hellig. De fordømmer ikke andre, men de advarer deres næste, som lever i åbenbar synd og er på den brede vej til helvede, ligesom folk advarer den, der vover sig ud på tynd is og derved kommer i are for at drukne. - Hvis Luther er overtroisk, så er da også Jesus og apostlenes ord åbenbar løgn; nej, de præster, der forkaster  Jesu og apostlenes lærdom. er "Guds Fiender og Djævelens Venner". I Davids salmer står der tydeligt nok at læse om arvesynden; alt hvad der ikke udøves i Jesu navn er "forbandet og djævelsk". Den største glæde er at glæde sig "i Gud , vor Frælser". De vil følge Paulus` formaning om "at være bedrøvede, dog altid glade". [B.til H.J.H. udat. og H.J.H. til B. 9/6 1835 i RA - DK I 2025/1835].

Denne brevveksling blev snart efter omtalt i Lindbergs Nordisk Kirke Tidende. I sin beretning om sagen skriver Bruun, at den som "Seirs-Efterretninger" var indsendt af de vakte til Lindberg, "for at de kunde blive indrykkede i Fanatismens officielle Tidende; og dette har han da også gjort i sin sædvanlige, spottende, hoverende og bagvaskende Tone og med en heel Deel Spydigheder hen i Veiret imod min Person".- Under overskriften: "Fyen-Skaarup" fortæller Lindberg, at de, "der bekymrer sig om den gamle og levende Christendom" i Skårup, på grund af præstens prædiken er blevet nødt til at søge de gudelige forsamlinger, hvor en kristelig lægmand fører ordet, hvor Brorsons salmer synges, og hvor der læses en prædiken af Luther. Fra Skårup er vækkelsen nu nået til Vejstrup, anneks til Oure; her er de kristne bønder stødt sammen med med kapellan Bruun, der ikke kunne begribe, hvorfor der samledes flere  til forsamlinger i husene end om hans forkyndelse i kirken. Nogle gange har han deltaget i de gudelige forsamlinger og "forlangt" de vaktes forklaring på,  med hvad ret de kalder sig "de hellige"; samtidig påstår han, at Luther var overtroisk, fordi han troede, at "Christus er Guds Søn og vor eneste Frelser", at djævelen er "vor Saligheds vorne Fjende", ja , som en brølende løve, og at alle mennesker er smittet af arvesynden. Videre hedder det, at bønderne havde henvist præsten til "de apostoliske skrifter, - de skulde naturligviis have viist ham til hans Daabspagt allerførst"; og Lindberg slutter med en bemærkning om, at sådan går det i de menigheder, hvortil der sendes en "clauseniansk" præst; han, der skulle være "Bøndernes Lærer", bliver dem en dobbelt byrde, idet de både må lære ham, "hvad der er Troe til Salighed" og lønne ham. [Lindbergs artikel findes i NKT 1835, nr. 28,d at. 11/7, 447f.]
Denne artikel i Nordisk Kirke-Tidende sendte Danske kancelli under 21. juli 1835 til biskop Faber og bad ham om sammen med oplysninger - især om denn omtalte brevveksling - at indsende sin betænkning om sagen. Faber henvendte sig derfor til amtsprovst Wedel i Skårup, og denne lod skrivelsen gå videre til kapellan Bruun, der under 28. august indsendte sin, 23 kvartsider lange, erklæring til provsten. Både provst og biskop føjede hertil udførlige udtalelser, hvorpå sagen blev forelagt kancelliet. [Da. Kanc. til Faber 1835, 21/7 i RA -DK I 1536/1835, og Faber til Wedel 1835, 25/7 i LAF - Skårup præstekalds korrepsondance 1810-1885. Bruuns erklæring 1835, 28/8 i RA- DK I 2025/1835.]

Pastor Bruun fortæller, som anført foran, hvordan han kom i forbindelse  med Hans Jørgen Hansen og Johan Nielsen fra Skårup sogn, og at han havde hørt dem tale ved forsamlinger, hvor en syg ønskede at være med til en andagt."Egentlig henhørende til Sekten er der vel ingen af i Vejstrup sogn" skriver Bruun, men når det rygtes, at en af "de mest ansete Talere fra andre Kanter i Fyen, f.Eks. Skræppenborg " gæster egnen, samles der en del nysgerrige. Derefter føjer Bruun nogle bemærkninger til Lindbergs omtale af brevvekslingen i Nordisk Kirke-Tidende. Nogle gange har der vel nok været færre i Vejstrup kirke end til forsamlingerne i husene, da de vakte kommer sammen fra 5-6 sogne, og da de "i Husene have Aftrædelses Værelser, et til at ryge Tobak i og et andet til at lege Kjereste i". Forsamlingstalerne ville i deres foredrag "miste det mest Pikante, naar de skulde undvære Djævel og Helvede", hedder det; at Lindberg henviser til "dåbspagten" , finder Bruun "upassende", da den dog ikke kan sættes over den hellige skrift, og til Lindbergs betegnelse af Bruun som "Clausenianer" bemærker han: "I Disput med hæftige Tilhængere af denne, er jeg nær ved at blive anset for en Lindbergianer". -Når bønderne kaldes "hartad de eneste vaagne Medlemmer i Statskirken", mens præsterne er "sovende", burde øvrigheden huske, at "de kirkelige Bevægelser staae i nær Forbindelse med de politiske", så det ikke kan være ligegyldigt, at "Præsternes gavnlige Virksomhed bliver undermineret". At anlægge sag mod Lindberg kunne ikke falde Bruun ind; tværtimod er han Lindberg taknemlig, fordi han har givet ham lejlighed til at udvikle sin overbevisning for sine foresatte.

Provst Wedels udtalelse er dateret 29. september. Først skriver  han nogle linjer om sit eget sogn; de vakte går årligt til alters i kirken, men ellers kommer de sjældent i kirken, "som derfor dog ikke staaer tom, da sjeldent ringere end 2-300 besøge den om søndagen. Man har andraget paa, at Ingen, som hørte til Secten maatte prædike i Skaarup Kirke, naar jeg vilde vente at have fuldt Huus. Endskjøndt jeg i den senere Tid har Intet gjort for at forbyde Conventiclerne af de saakaldte Opvakte, er dog deres Tal aftaget og reduceret til 4-5 Familier.- Om Bruuns erklæring udtaler provsten, at han finder den "i det hele at være saa fyldestgjørende, at dette ganske overgaar min Forventning".[Wedel til Faber 1835, 29/9 i RA - DK I 2025/1835].

En uges tid efter, den 7. oktober, kunne biskop Faber datere sin erklæring. Om den fynske vækkelse i almindelighed skriver han, at den efter velunderrettede præsters eenstemmige dom er "stærkt i Aftagende" og ville aftage endnu mere, "hvis den ikke i Magister Lindberg fandt et Støttepunkt, et Centrum hvorfra det svindende Liv stedse paa ny søges oppustet"; den glorie, hvormed sekten fremtræder i Lindbergs blad, kender stiftet ikke noget til. Kerteminde nævnes som eksempel; klagerne er forstummet, og "Den nærværende Sognepræst, den brave og flinke Bentzien, vinder ved sin gode Prædiken og sin blide, christelige Vandel den hele Menighed... Christelig Prædiken og christelig Vandel fra Præsternes Side ere upaatvivleligen de virksomste og værdigste Midler", som biskoppen derfor også ved enhver lejlighed anbefaler præsterne at bruge. Når der bydes folk "sund Føde", vil deres trang og lyst til at søge opbyggelse andetsteds aftage. Måske vil sektvæsenet ikke helt forsvinde, men "som et Moment blandt mange Andre" kan det da også "bidrage Sit til, at det religiøse Liv vækkes og vedligeholdes". Fynske præster frygter ikke mere "det sekteriske Væsen". "Hvorvidt Sekten, betragtet som et Parti, med en bestemt Hovedmand i Spidsen kunde blive politisk at frygte, overlader jeg til Højere at bedømme"; Faber mener dog, at regeringen holder et vågent øje med partiets bevægelser, så der intet er at frygte.
Lindbergs angreb på provst Wedel og pastor Bruun i Nordisk Kirke-Tidende tillægger Faber "saare liden Betydning". Wedels erklæring finder han kort og korrekt, og om Bruuns er han enig med provsten i, "at den ganske overgaar min Forventning". Bruun er nemlig ikke "begavet med en Talefærdighed, som kunde veie op imod den Evne, hvormed Sectens Formænd ofte ere begavede", og dog indeholder hans skrivelse meget, "hvorfor han fortjener Bifald og Berømmelse.. Jeg anbefaler indstændigen hans Udvikling til det høie Collegiums velvillige Opmærksomhed". Faber har i en samtale med Bruun sagt ham, at ordene om Luther burde have været udeladt, og ytringen om, at der i forsamlingerne var et værelse til "at lege Kjæreste i", var af den slags, "som er lettere sagt end beviist". Et sagsanlæg mod Lindberg vil bispen meget fraråde, da det kun vil give anledning til "vidtløftig Harangueren".

Med denne erklæring indlader da Faber hele sagen med alle dens skrivelser "for det høie Collegiums Domstol". Og på den er noteret:"Cancellie Collegium d. 7. Januar 1836. Henlægges". således blev denne sag dæmpet ned, så den ikke vakte videre opsigt, men den giver et interessant bidrag til belysning af  vækkelsen i Skårup og Vejstrup midt i 1830rne. [Faber til Da. Kanc. 1835, 7/10 i RA -DK I 1536/1835, henlagte sager.]

Som forklaring på , at præsterne i Oure-Vejstrup så godt som ingen rolle kom til at spille i vækkelsens forløb, - endnu et par bemærkninger. Både hos pastor Baggesen, der døde 1836, og hos hans efterfølger, pastor Riis, var den foran omtalte pastor Bruun kapellan "paa eget An- og Tilsvar". Pastor Riis var nervesvækket, og ved sin visitats i Oure 1838 formanede biskop Faber sognepræst og kapellan "til at omgaaes som christelige Mænd i Sagtmodighed og Sindighed". Men kun en uges tid efter lod Bruun biskoppen vide, at han, da Riis var blevet ganske urimelig, var blevet nødt til at flytte fra præstegården hen til skolelærer Biilmann. Provst Selmer mente, Riis var "paa Trinet til Daarekisten", og kort tid efter kom han da også "i Hospitalet i Odense". - Efter sin visitats i Oure 1843 skrev biskop Faber, at kapellan Bruuns foredrag havde været "særdeles daarligt".. En saadan Forkyndelse er  langt under det, som en Menighed kan fordre". - I et brev til Lindberg fra sommeren 1845 fortæller Johan Nielsen, at der i Oure-Vejstrup, hvor de har "den meget daarlige Præst, Hr. Pastor Bruun", var sket en temmelig stor vækkelse, så forsamlingerne besøges af mange. - Efter Bruun blev pastor Riis` søn, Rasmus Ludvig, kapellan i Oure 1847-185; pastor Bruun lykkedes det ikke at få noget andet præsteembede; han bosatte sig i København og døde her 1891. [Se om Fabers visitatser i Oure- Vejstrup i juli 1838 og oktober 1843 i LAF - Oure-Vejstrup embedsbog 1803-1847.- I bispearkivet, breve fra Gudme herred findes breve fra Bruun og Selmer august 1838; jfr. Selmer til Faber 1844, 7/8. I Add. 922 40 findes J.N. til Lindberg 1845, 24/8 - Om Bruuns data, se H. Friis Petersen: Studenter 1740-1828 (manuskript, 1949) I, 185.]

Sidst i 1830rne fik vækkelsen i Oure-Vejstrup også et baptistisk indslag. I sommeren 1839 modtog Hans Andersen på Vejstrp mark besøg af baptisten Købner fra Hamborg. Hans Andersen fulgte ham til gårdmand Peter Mortensen på Oure mark, en af de hellige, og ham lykkedes det Købner at vinde for baptismen. Han og hans familie blev de første baptister på Fyn. I flere år var de dog kun meget få, men 1857 var de blevet så mange, at de kunne bygge et kapel på Oure mark, hvor der endnu samles en baptistmenighed.

[Om Købners besøg se A. Nørgaard: Vejstrup valgmenighed, 1925, 56f].

I 1840rne voksede tilslutningen til de gudelige forsamlinger i Oure-Vejstrup, og de vakte fik deres egen ordfører i gårdmand Christen Hansen, Vejstrup.- Han var født 1811, som søn af gårdmand Hans Christensen, Kohavegården, Vejstrup. Faderen var en dygtig og agtet landmand, der ivrigt tog del i arbejdet for at skaffe bønderne bedre kår; 1835 var han stænderdeputeret i Roskilde og 1848 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Som "lærling" kom Christen i årene 1829-1832 gennem "Det kgl. Landhusholdningsselskab"  i tjeneste på forskellige store gårde; således var han 1830-1831 hos pastor Bone F. Rønne i Lyngby, der holdt husandagt for sine folk og formanede dem til at gå flittigt i kirke og leve et helligt liv.- Da Christen Hansen efter disse læreår vendte hjem til Vejstrup, var efter  hans eget udsagn spørgsmålet:"Kan jeg blive salig?" blevet brændende for ham. Han gik i kirke og læste i sin Bibel; han hørte en del om de hellige og deres forsamlinger, men søgte ikke forbindelse med dem, især fordi hans forældre ringeagtede dem som folk, der ikke duede. Engang var han dog sammen med nogle jævnaldrende nysgerrige kommet til en gudelig forsamling med mange talere. Hvad de sagde, forstod han ikke, men salmesangen gik ham til hjerte. Ved forsamlingens slutning kom Christen Hansen og hans kammerater i diskussion med de hellige om musik og dans; da kom Peter Larsen Skræppenborg hen til dem og fremsagde Brorsons linjer:"Hvor kunde nogen mene, som har naturlig Sands, At vi vor Gud kand tiene Med syndig Drik og Dants?" med sådan kraft og alvor, at han siden ikke kunne glemme dem; i de nærmest følgende år deltog Christen Hansen dog ikke i nogen gudelig forsamling.

I efteråret 1837 blev han gift med Maren Nielsdatter fra Rosagergård på Vejstrup mark. Snart efter overtog han svigerforældrenes gård; 1840 døde hans svigerfar, og da hans svigermor i 1842 blev syg, kom en søndag formiddag en af de hellige og besøgte hende; det var en af Christen Hansens jævnaldrende fra Vejstrup mark. Han hed Hans Andersen og havde allerede først i 1830rne sluttet sig til de hellige, efter at han var blevet vakt under en prædiken af cand theol. L.D. Hass i Skårup kirke. Christen Hansen blev meget glad for hans besøg og fulgte med ham ind til den syge. Hans Andersen spurgte hende, om hun var forligt med Vorherre, og talte med hende om, at ingen kan blive frelst ved det, de selv kan gøre, "men kun af uforskyldt Naade ved Troen paa Jesus Kristus". Ved disse ord "tændtes et Lys i mit Hjerte", skriver Christen Hansen. "Nu blev jeg glad som aldrig før". Samme dag måtte han tale med sin kone om, hvor glædeligt det var, at de kunne blive salige "af uforskyldt Naade". Senere talte han også med sin far om det, men han forstod kun, at sønnen nu ville slutte sig til de hellige, og det krænkede ham, så han en tid ikke ville komme sammen med ham. "Min Moder var min første Discipel, thi hendes Hjerte længtes ogsaa efter Fred med Gud".

I de nærmest følgende år deltog Christen Hansen i egnens gudelige forsamlinger, der i reglen blev ledet af Johan Nielsen, Skårupøre; især glædede han sig over den levende sang og samtalerne som over den indbyrdes kærlighed og fortrolighed, der rådede mellem dem. "Dette lille Vennelag hilste hinanden, når de kom og gik med Broderkys, men kun Mandfolk og Kvindfolk hver for sig". Som hellige var de "løst fra Lovens Forbandelse", men "under Lovens Lydighed". I spørgsmålet om søndagsarbejde var de meget strenge, og familiefesterne voldte Christen Hansen en del bryderi; skulle han holde dem som hidtil og indbyde bylauget til gilde med dans og kortspil, eller skulle han indbyde vennekredsen til gudelig forsamling i sit hjem? Og så børnenes skolegang? med "hjertelig Smerte" sendte han dem til Vejstrup skole med dens "døde Bogvæsen og Balles Lærebog".

I årene 1845, 1846 og 1847 blev mange unge kristeligt vakt i Oure sogn, og vækkelsen bredte sig til Gudme, Galdbjerg og Hesselager. Anders Knudsen fra Oure mark, der senere blev gårdmand ved Tommerup, var især fuld af kampmod og tog ivrigt  del i de gudelige forsamlinger; af andre vakte unge nævnes Anders Nielsen, Gudme, Peder Rasmussen fra Oure mark og Rasmus Hansen, der senere blev friskolelærer i Vejstrup. De var "strenge pietister", hedder det, og holdt så stærkt på "Sabbatshvile", at de hverken ville rede seng eller feje gulv om søndagen.

Christen Hansen blev 1848 sognefoged efter sin far, der som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling rejste til København. Han var således, skønt hellig, blevet en agtet og betroet mand i sit hjemsogn. Men samtidig syntes han, der var stilstand i hans åndelige liv. Da fortalte en ven, der var bosat på Sjælland, at der i Skørpinge sogn var opstået en strid mellem præsten F.E. Boisen og den foran nævnte forsamlingsleder Lars Pedersen Møller om, hvorvidt vi bliver Guds børn ved dåb eller ved omvendelse. Det lagde Christen Hansen mærke til og gjorde sig i den følgende tid stor umage for at få dette spørgsmål klaret.
-Sammen med nogle venner foretog han en rejse til Skørpinge; Lars Møller traf han ikke hjemme, men han hørte Boisen prædike og spurgte sig for, så godt han kunne, uden at få større klarhed i sagen.

I Vejstrup taltes der på samme tid en del om, at der på Hindsholm fandtes nogle folk, der kaldtes grundtvigianere. Christen Hansen vidste nok lidt om Grundtvig, men fandt det "gådefuldt" ved ham, at han både angreb de vantro præster og de gudelige forsamlinger og mente, de troende kunne tillade sig at danse og arbejde om søndagen. Johan Nielsen kaldte Grundtvig "en Sværmer". For at formane og retlede disse vildfarende grundtvigianere gik den foran nævnte Anders Knudsen fra Oure mark de 7 mil til Hindsholm og fortalte ved sin hjemkomst Christen Hansen, hvad det var, de stredes om. Sammen med Johan Nielsen og andre venner bestemte Christen Hansen sig nu til at tage en tur til Hindsholm for at træffe nogle grundtvigianere og få nøjere besked. På vejen derhen tog de ind til Cornelius Petersen i Davinde, som fulgte dem til en gudelig forsamling på HIndsholm en søndag eftermiddag; men det lykkedes dem ikke at træffe nogle grundtvigianere.- Spørgsmålet "hvorfra vor Børneret er os givet", levede dog stadigt hos Christen Hansen; ofte drøftede han det med sin karl, Rasmus Hansen, og efterhånden kom der som "en Morgendæmring" hos dem.

Ved et møde , hvor Johan Nielsen og en anden forsamlingsleder, maler Olsen fra Svendborgegnen, diskuterede om "Helliggørelse", klaredes det for Christen Hansen, at han "ikke længere hørte hjemme i de gudelige forsamlinger". De to talere var enige om, at vi "retfærdiggjøres af uforskyldt Naade ved Troen paa Jesus Kristus", men uenige om hvorvidt Israels sabbatslov gjaldt for de kristne, så de intet søndagsarbejde måtte gøre.Johan Nielsen mente, de kristne var bundet af det 3. bud, så de intet arbejde måtte gøre om søndagen, mens maler Olsen hævdede, at budet ikke gjaldt i sin strenghed for de kristne. Christen Hansen erklærede sig enig med maler Olsen, så det den dag kom til et brud mellem ham og Johan Nielsen, der siden 1842 havde været en af hans nærmeste venner.- På vejen hjem fra dette møde begyndte det, skriver Christen Hanse i sine erindringer, at lyse for ham "om Vorherres Munds Ord til os ved Daaben".
 [Malermester Jeppe Olsen boede i Skattergade i Svendborg. Ifølge kb. døde han 1885, 82 år gl.]

Det var i årene omkring 1850 disse brydninger mellem den gamle vækkelse og grundtvigianerne fandt sted, og fra midt i 1850rne kan der tydeligt skelnes mellem to kredse i Oure-Vejstrup. En større med Christen Hansen som fører, der mere og mere tilegnede sig de grundtvigske syner og tanker og blev toneangivende i sognene. Og en mindre, der med Johan Nielsen som leder samledes til gudelige forsamlinger hos gårdejer Jørgen Hansen i ALbjerg i Oure. De forstod ikke hverandre og kunne ikke virke sammen; efter flere års forløb skal dog de to gamle venner, Johan Nielsen og Christen Hansen, være kommet på talefod med hinanden.

Med de grundtvigske kredse i Ryslinge og på Hindsholm stod Christen Hansen i nær forbindelse ; 1856 fik han oprettet en friskole i Vejstrup med Rasmus Hansen som lærer; 1867 åbnedes der en højskole, og 1874 dannedes der en valgmenighed. Således blev det sydsøstlige hjørne af Gudme herred i disse årtier stærkt præget af den grundtvigske bevægelse. Christen Hansen huskes som den, der kunne få det, der havde grebet hans sind og hjerte , ført ud i livet; men som taler synes han ikke at have spillet nogen videre rolle.

6. Trunderup friskole. 1856. Rent faktisk begyndte Jens Jensen dog hjemmeundervisning allerede i 1850.

Pontoppidan Thyssen, p. 296:

Kværndrup er Sunds herres nordligste sogn; her var, som omtalt foran, Rasmus Lassen sognepræst til 1825. Hans søn J.A. Lassen blev derefter sognepræst 1825-1850. De tre adresser fik i Kværndrup ialt 32 underskrifter; adr. 1834 fik 11, adr. 1835 9 og adr. 1839 24 underskrifter. Alle tre adresser blev underskrevet af 4 personer, 2 gårdmænd og to husmænd. I anledning af adr. 1835 udtalte pastor J.A: Lassen om Pontoppidans forklaring, at den på enkeltheder nær "aander reen Christendom efter det lutherske Lærebegreb og er skrevet i et hjerteligt og fatteligt Sprog, som med Rette behager Almuen"; dog ønsker han den ikke genindført, da det jo ikke er bogen, men læreren det mest kommer an på.
[J.A: Lassens erkl.da t. 1835, 26/5, findes i RA - DK I 3274/1835]

Efter kancelliskrivelsen af 12. december 1835, der skærpede tilsynet med de gudelige forsamlinger, skrev Johan Nielsen sidst i februar 1836 til magister Lindberg, at pastor Lassen i Kværndrup kærligt havde foreholdt "de Christne" i sit sogn, at de i hvert fald foreløbigt burde holde op med deres forsamlinger, da det ville gøre ham ondt, om han skulle blive den første præst, der blev nødt til at anklage "sine Troes-Brødre". Lars Pedersen Møller fra Vigerslev var imidlertid fastelavnsmandag kommet til Kværndrup og havde meddelt pastor Lassen, at der ville blive holdt en forsamling hos gårdmand Hans Rasmussen i Trunderup, Kværndrup sogn. Præsten gav ikke sin tilladelse til den, men greb heller ikke ind, da der fastelavnsmandag eftermiddag samledes "en stor Mængde Christne"   i Trunderup. -Pastor Lassen var altså "forstående" overfor de vakte, men ville tillige være den lovlydige embedsmand.

Hans Rasmussen i Trunderup synes at have været lærer Rasmus Sørensens nære ven; i hvert fald modtog han ham i september 1838 i Nyborg og kørte nogle dage med ham til vakte venner på Kertemindeegnen, hvorefter de den følgende søndag tog til Trunderup, hvor der samledes "mange af de Troende fra vidtforskjellige Egne og mangfoldige Sogne" hos Hans Rasmussen og hans svigersøn, "deriblandt 32 af de opvakte og troende Langelændere". - De sang Brorsons salmer og Både Rasmus Sørensen og Rasmus Nielsen, Bregnør, talte til den store forsamling. I sin beretning bemærker Rasmus Sørensen:"Hvorledes nu saa mange Hundrede opvakte levende troende Folk, som her var tilstæde, baade kunde finde Rum i denne Bondegaards Stuer, have og Gaard med en saadan Orden, Stilhed og Opmærksomhed,... samt hvorledes disse.. kunde dér finde Sted og Leilighed til al den fælles indbyrdes Meddelelse og Belærelse, de ønskede ... er af de Ting, som Verden aldrig kan begribe eller forstaae, men som enhver levende omvendt og troende Sjæl strax forstaaer, saa saare han erfarer det". Ved 6-7 tiden tog de fleste hver til sit, men alligevel var foruden Langelænderne så mange tilbage, at Peter Larsen Skræppenborg holdt andagt og bøn med dem, før de skiltes.

[Om Rasmus Sørensens forsamling i Trunderup se Kh. S. 7 IV, 131f]

Om pastor J.A. Lassen hedder det, at han i det hele fulgte i "Faderens Spor, men var mindre umiddelbar" - At han 1846 sammen med Hans Agerbek var på et otte dages besøg hos E. Mau i Hårslet.Tingjellinge, siger os lidt om, hvor han hørte til i tidens kirkeliv.- Efter at Lassen 1850 var forflyttet til Tølløse på Sjælland, blev Ludvig Feilberg, sognepræst i Kværndrup. I hans tid hedder det om kirkelivet, at "Bølgerne gik højt, og at Centret var Ryslinge og atter Ryslinge".

[LAF. A. Kaaes saml. til sognets præstehistorie]

Den senere lærer Niels Knudsen Højgaard (1841-1925) blev konfirmeret i Kværndrup kirke 1856. I sine erindringer skriver han, at der ved en gudstjeneste, den unge kapellan H.C. Lawaetz i Egense 1863 holdt i Kværndrup kirke, mødte ham "et Aandepust fra en ukendt Verden"; et par år efter kom han i forbindelse med pastor Johannes Clausen i Ryslinge.- Først i 1850rne fik gårdmand og rigsdagsmand Jens Jensen i Trunderup forbindelse med Christen Kold, og 1856 blev der oprettet en friskole.
 

7. Båring friskole. 1857

Pontoppidan Thyssen. p. 267:
Asperup-Rorslev var det sogn i Vends herred, hvor de tre adresser fik de fleste underskrifter, nemlig 14; ingen underskrev dem alle tre, men adr. 1834 fik 3, adr. 1835 ingen, men adr. 1839 12. Her var den foran omtalte Mads Melbye sognepræst 1845-1879; som præstesøn fra Middelfart var han godt kendt med egnens kirkelige forhold. I sin fremtræden var han  jævn og bramfri; som Grundtvigs fuldtro discipel kunne han med begejstring tale om "den danske Folkeengel". - Foruden med Anders Larsen havde Melbye også en del bryderi med ejeren af Rorslev mølle, H.J. Hviid, efter at han i 1848 havde udsendt:"For Religionsfrihed. Til Lægfolks nærmere Overveielse".

[Om M. Melbye se DBL XV, 462f og EFL Suppl. II, 351; og om H.J. Hviid, bispeark. breve fra Vends hrd. 1832-1852; jfr. Dansk Kirketidende 1860, 300f. - jfr. Barfod: Minder fra gamle grundtvigske hjem IV, 1924 88: Minder fra M. Melbyes hjem]

8. Sødinge friskole. 1857

Pontoppidan Thyssen. p. 273:

Fra Ringe sogn var der 9 underskrivere, fordelt således at adr. 1834 fik 2, adr. 1835 også 2 mens adr. 1839 fik 7 underskrifter. Om een af underskriverne kunne sognepræsten i Ringe, K. Munch 1835-1857, meddele, at han besøgte "de her omkring værende Forsamlinger".

9. Sdr. Nærå/ Tarup friskole. 1858.

Pontoppidan Thyssen, p. 244ff.:

I Sdr. Nærå-Årslev blev der allerede først i 1820rne holdt gudelige forsamlinger. I begyndelsen af 1830rne kom dette pastorat i folkemunde over hele Fyn, fordi ungkarl, væver Hans Jensen, f. 1803, bosat i byen Ore, natten mellem 1. og 2. marts 1832 satte ild i sit sengehalm, så hans fødegård og et nærliggende hus nedbrændte.

De sidste 2-3 år havde Hans Jensen flittigt deltaget i egnens gudelige forsamlinger. En måneds tid før branden gik han en dag til pastor Hasselager og bad ham syne sig, idet han henviste til ordet i Lukas evangel. 5,14, hvor Jesus siger til den spedalske:" gaa hen og lad dig syne af præsten"; han følte sig uren og mente, præsten kunne hjælpe ham med at blive ren. Hasselager søgte at berolige ham og rådte ham til at søge en læge. Under sagen kom det frem, at Hans Jensen ved at læse 3. mosebogs 13. kap. 52 vers om, at den spedalskes klæder skulle opbrændes, var kommet på den tanke, at han ville blive ren, hvis han satte ild på sit tøj.- Om eftermiddagen den 2. marts kom politimester Friestedt, og efter et længere forhør på brandstedet lod han Hans Jensen indsætte i arresten i Odense. Efter mangfoldige forhør, og efter at der var indhentet talrige erklæringer fra gejstlige og verdslige myndigheder, fra præster som fra læger, blev dommen over Hans Jensen afsagt 30. maj 1832 efter Danske Lovs 1-19-7, om at "en rasende eller galind", hvis familier ikke kan tage sig af ham, bør sættes i forvaring af øvrigheden "som en for den offentlige Sikkerhed farlig Person". Hans Jensen blev så anbragt i Gråbrødre hospital i Odense, men han døde allerede 17. januar 1834; ved hans død blev der i kirkebogen skrevet:" Inddømt i Daaren efter at have i Andsforvirring og Sværmerie afbrændt sin Broders Gaard ... Havde ombragt sig selv i Vildelse og blev derfor efter Stiftets Resol. af 21. Januar begravet i Stilhed, dog med Jordpaakastelse".

Som omtalt gav denne sag anledning til, at spørgsmålet om, hvordan bibelmisbrug i de gudelige forsamlinger kunne forebygges, blev drøftet; resultatet blev en kancelliskrivelse af 31. juli 1832, hvori præsterne erindres om forordn. af 1741 og opmuntres til at holde bibellæsninger.
I anledning af branden indsendte pastor Hasselager en udførlig beretning om de gudelige forsamlinger i pastoratet. Søndag eftermiddag og undertiden lørdag aften holdes der forsamlinger "omgangsviis her og i Nabosognene", skriver han, hvor der synges, læses prækener og holdes taler. Han nævner en række bøger, "som i Almindelighed bruges".
[Bøgerne Hasselager nævner anføres her med oplysning om, hvorvidt titlerne findes i Bibliotheca Danica (BD), i Erslevs Forf. Leksikon (EFL) eller ikke er fundet (?):" Lutheri eller anden Huuspostille - Livets sande Vei, udkommen i Christiania 1830 og for største Deelen oversat af det svenske (?)- Superintendent Heinrich Müllers Evangeliske Hiertespil (BD I, 516) - Troens Rare Klenodie i aandelige Sange af Biskop Brorson Psalmebog af Kingo. Desuden forefinder Man ofte i disse, om man saa vil, Separatisters Bogsamlinger følgende Skrivter: De Bedendes aandelige Kiede, udk. Kbhvn. 1736 (BD I,310) - Troends aandelige Skatkammer af Arndt 1622 (?) - Himmel Nøgel til Guds Skatkammer, Kbhvn. 1736 (?)- Brudegave sendt fra Brudgommen Jesus af Lund, Kbhvn (BD I,353) -Luthers lille Catechismus i Sange af P.Dass, Kbhvn 1765 (BD I,346) -Dorothee Engelbretsdatters Sielens Sangoffer, Kbhvn. 1765 (BD I, 346) - Raad og Formaninger til Gudfrygtigheds Fremme af Boesen, 1825 (EFL I, 158) - For Hiertet paa Veien til Evigheden, oversat af J. Thisted (EFL II,333) - med flere meest gamle Skrivter, hvis Tendends for største Deelen synes mig at være, mere at vække dybe, smægtende Følelser end lyse Begreber og et paa Grundsætninger hvilende christeligt Sindelav".]

Til forsamlingerne kommer "flere i mine Tanker agtværdige Mænd,", men utvivlsomt også "mange Skinhellige"; undertiden er det konerne, der overtaler deres mænd til at deltage i dem. - "Her i Sønder Næraae Bye, den største i Pastoratet, vides ikkun ee Familie at være hengiven til dette, om jeg saa skal kalde det, Pietisterie, nemlig Huusmand Peder Nielsens Enke, eller maaske rettere hendes 2de Sønner. - I Pastoratets andre Byer holdes omgangsviis hellige fForsamlinger hos Væver Hans Sørensen i Tarup, Huusmand Niels Hansen, ibd., Gaardmand Hans Ladefoged i Ore Bye, Huusmændene Rasmus Hansen og Rasmus Knudsen, ibd., Gaardmændene Peder Jensen og Rasmus Jeppesen og Rasmus Suurholm i Aarslev og Huusmand Rasmus Kiil, ibd." - I sine prækener angriber Hasselager ikke "disse Conventikler", men modarbejder dem ved at tilråde folk at holde "huuslige Andagtsøvelser" i de enkelte familier; det ville dog være "hensigtsmæssigere" end at gå hjemmefra "til andre Byer, ia, selv til andre Sogne".
"Secten" har efter Hasselagers mening ikke formeret sig i de sidste år og ville formodentlig helt forsvinde, "hvis der ikke gaves visse omreisende Prædikantere, som nu og da indfinde sig i Forsamlingerne, og ved deres varme Foredrag - ieg har selv seet Sveden løbe dem som Blodsdraaber ned ad Panden - oplive Geisten hos det øvrige Broderskab. Som Saadanne har jeg hørt  nævne: Lars Pedersen, Søn af Sverbye Møller, Conrad Hansen, Skræder i Paarup, hvis Digtertalent skiønnes af hans  i Trykken udgivne Bryllupvers med mere, Huusmand Rasmus NIelsen paa Drigstrup Mark, der skal have ægtet den bekiendte Christen Madsens Enke og maaskee ogsaa aspirerer til at arve hans Bispestoel, og Niels Røile, Sidstmeldtes Følgesvend eller, om man vil, Amanuensis. Selv har jeg ikkun hørt Conrad Hansen". - Disse prædikanter er, skriver Hasselager videre "udentvivl af Naturen opvakte Hoveder"; men om de er "Agentere for et Partie , der ønskede Pietismen udbredt" eller drives af "aandelig Stolthed", - eller "om det er Broderkysset, som Talere tilsidst siges at faae af den hele Forsamling", der drager dem hid, - eller "om de drives af en virkelig hellig Aand og from Iver for deres Brødres evige Vel, dette maae ieg gandske lade henstaae uafgiort".
Endelig indrømmer Hasselager, at flere af de unge, der deltager i forsamlingerne, tidligere var letsindige og henfaldne til svir, spil og banden, men nu er blevet "ordentligere og sædeligere"; dog har deres mere stille væsen undertiden udartet "til Tungsind og unaturlig Sørgmodighed". Ved de kirkelige katekisationer kan de kendes på deres "dybere Religionskundskaber,men yttre ogsaa, ikke sielden, Tanker, Domme og Anskuelser, der ikke synes at stemme med Christendommens milde, for al Fordømmelse friere Aand".

[Hasselagers erklæring, 4 foliosider, findes i gouvernementets arkiv, indkomne sager 1832, dat. 10/4 1832.- H. skriver også, at det var ham umuligt "ofte eller ret længe at holde ud i Forsamlinger, som holdes mangen Gang i en liden Stue, hvor der findes en for andre end Bønder utaalelig Hede og Qvalme".]

I en erklæring af 19. maj 1835 skriver Hasselager, at yndlingslæren i forsamlinger er, at menneskene ved Adams fald er blevet "plat fordærvede, usle, arme og elendige Syndere, fordømt til Helvedes Ild og Pine", og at de alene kan frelses ved i troen "ligesom at indsvøbe sig i Christi Retfærdighed".
I Sdr. Nærå-Årslev fik de tre adresser ialt 46 underskrifter. Kun fire underskrev alle tre adresser; adr. 1834 fik 15, adr. 1835 fik 14, og adr. 1839 fik 35 underskrifter.- I løbet af 1840rne synes der ikke at have været alvorligere brydninger mellem de vakte; nogle af dem gik en tid til kirke hos pastor Agerbek i Espe-Vantinge og søgte senere til V. Birkedal i Ryslinge. Ved pastor Hasselagers død 1857 blev Årslev adskilt fra Sdr. Nærå og knyttet sammen med Sdr. Højrup til eet pastorat.
Fra 1857 - 1874 var H.J. H. Kofoed sognepræst i Sdr. Nærå; han var kristelig vakt under Birkedals prædikestol 1851. Sdr. Nærå fik sin friskole 1858, og der dannedes valgmenighed i sognet 1882.
 

10. Drigstrup friskole. 1858

Pontoppidan Thyssen, p. 225f.

Sognepræsten i Kerteminde Drigstrup, professor Andersen, døde i foråret 1832; mens det i 1820rne flere gange var kommet til skarpe sammenstød mellem ham og de vakte, synes han i sine  sidste år at have undgået striden. Hans efterfølger V.B. Bentzien, der fra 1836 tillige var provst, udtalte sig i maj 1835 om "Resten af de saakaldte Troende eller Hellige, hvis fanatiske Religions-Iver for endeel Aar siden gjorde et alvorligere Tilsyn med deres Forsamlinger og Proselytmagerie nødvendigt". Han skriver: "Nu ere de rolige, fredelige Christne, hvis hele Stræben kun er rettet paa at bevare den gammeldags Christendom, de alene ansee for Salighedens Vei; ingen vidtdreven Fordømmelsessyge, ingen fordærvelig Sectaand spores videre mellem dem og sandsynligviis vilde de hele forrige Liv være uddødt, dersom ikke en i eensidige Partiskrifter udtalt Stridsaand vakte en for Øieblikket opblussende Flamme eller een og anden tilfældig Omstændighed igien gav det nogen Næring". Især Lindbergs Nordisk Kirke-Tidende, "der holdes og læses hyppigt af disse Folk" vækker deres kamplyst, mener Bentzien. Al åbenbar polemik imod dem bør undgås; ved en bibelsk fremstilling af kristendommen vil "disse eller fromme Christne og gode Borgere" kunne løsnes "fra alle Vanens og Eensidighedens Baand", så sektvæsenet "omsider ganske uddøer".
[Se RA - DK I 3274/1835, B.s erklæring til kancelliet 1835, 19/5; den er også underskrevet af J.C. Bloch i Rynkeby]

Samme stilling som Bentzien synes hans efterfølger som sognepræst i Kerteminde, A. Chr. Heiberg 1840-1855 at have indtaget til de vakte på egnen; det var om ham, Christen Kold skrev, at han var en dygtig mand, der nok kunne bedømme en skole, "vel ikke ganske efter Livets Grundsætninger, dog heller ikke efter Dødens". - Efter ham kom J.V. Bloch til Kerteminde 1855-1868; og det var ham, Christen Kold 1856 anerkendte som en rigtig præst ved sammen med sine venner på Hindsholm at løse sognebånd til ham.

Fra 1. maj 1829 var ungkarl Rasmus Nielsen kommet i tjeneste hos Christen Madsens enke i Bregnør; han var født i Marslev 1802 og havde tjent en tid i Davinde, hvor han sluttede sig til de vakte. Nu blev han snart en af ordførerne i Kertemindeegnens forsamlinger. - I oktober samme år blev han gift med Christen Madsens enke; hun var da 51 og han 27. Hun døde imidlertid sommeren 1837, og i november giftede enkemanden sig med pigen Karen Rasmusdatter fra Drigstrup. De boede i Bregnør til 1853, da de flyttede til en gård i Ejby ved Odense.

I sine første år i Drigstrup fulgte Rasmus NIelsen som forsamlingsleder nøje i Christen Madsens fodspor. Men efter at han i august 1834 havde truffet magister Lindberg ved en forsamling hos gårdmand Lars Pedersen i Over Kærby i Drigstrup sogn, tilegnede han sig efterhånden den grundtvigske kristendosforståelse.- Han ændrede sin "lovprædiken", hedder det, og samledes derefter gerne med en kreds af egnens unge vakte til samtaler, hvor de drøftedes "Kirkens Gienmæle", eller hvor vigtigt det var, at kirkeritualets spørgeform ved dåben blev bevaret, da der ellers ikke ville blive oprettet nogen dåbspagt med den enkelte; blandt dem var Bibelen kun at anse for en recept, mens selve miksturen måtte hentes ved dåben og nadveren.
 
 

 [Efter Marslev kb. var R.N. født i et af Klarskov husene, som søn af Niels Jensen; 1820 tog han fra sin tjeneste i Tving i Fraugde hos Jens Munks enke til Peter Cornelius i Davinde.].

Der et tydelige vidnesbyrd om, at magister Lindberg i Kerteminde-Drigstrup havde vundet sig en del venner; på adresserne fra 1834 og 1839 var der fra Kerteminde 18 og 22 og fra Drigstrup 14 og 50 underskrivere. Blandt dem fra Kerteminde findes også Rasmus Klinks enke og to sønner; når tallet i Drigstrup 1839 nåede så højt som til 50, skyldes det formodentligt, at mange dér personligt havde set og hørt Lindberg.- Fra denne egn brevvekslede enkelte af de vakte med Lindberg i 1830rne; 1836 sendte N. Klink ham en personlig gave på 25 rdlr., og 1837 modtog han fra venner på Kertemindeegnen 100 rdlr. som hjælp til udgivelsen af bibeloversættelsen. Men ved baptismens fremkomst 1939 kom det til et skarpt ordskifte mellem Lindberg og et par af byens forsamlingsfolk, fisker Joahn Due og toldbetjent H. Thomsen, der vendte sig mod den grundtvigske tale om kirken og #det mundtlige Ord" - og om at Bibelen ikke var Guds ord.
 

11. Rudme friskole. 1858

Pontoppidan Thyssen har ingen efterretninger fra Herringe sogn.

12. Ll. Egede ved Korsør. 1859.

13. Højby friskole. 1859

Pontoppidan Thyssen, p. 248ff.:

Nr. Lyndelse -Højby var allerede i 1820rne stærkt berørt af Kertemindebevægelsen, ligesom der i pastoratet i de to følgende årtier fandtes en del, der samledes til gudelige forsamlinger. U.Chr. Mule, der var sognepræst 1832-1859 stillede sig kritisk og modvilligt overfor de vakte.

   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk