Brudager Kile Friskole
Forside ] Op ]

 
Brudager Kile Friskole

Brudager Kile Friskole l860-l9l0

 

ved Jens P. Espersen. Bavnen. l9l0

Der var, da Brudager Kile friskole oprettedes kun en friskole i egnen, nemlig den i Vejstrup. Det var den bekendte, "vakte" bondemand Christen Hansen, der havde fået den i gang. Rasmus Hansen, en af Kolds elever, var dens lærer.
En dag i efteråret l859 gik ejeren af Ejbygården på Brudager Mark, Christian Møller  (NB: hans rigtige navn var Christian Hansen, født på Egebjergggård og broder til Rasmus Hansen, Egebjerggård, møller Peder Hansen, Langhøjs mølle), til Vejstrup for at tale med Rasmus Hansen og Christen Hansen om at få sine børn til at gå i skole dernede. De rådede ham imidlertid til at begynde en skole på Brudager Kile og foreslog ham at tale med Anders Nielsen, Gudme Kohave, om sagen. Han havde nemlig også talt om at få sine børn i skole i Vejstrup. Om det ønskedes, skulle Christen Hansen gerne skrive til Kold om at anvise en lærer. Christian Møller søgte nu ned til Anders Nielsen og overlagde med ham sagen nøje, og enden blev, at der skete henvendelse til Kold.
Christian Møller var barnefødt i Egebjerg, men var i sin ungdom kommen i møllerilære hos sin ældre broder Peder, som havde Klingstrup mølle i forpagtning. Her var han nu i flere år og overtog selv senere møllen i forpagtning. Det var her, han lærte den pige at kende, som senere blev hans hustru. Hun hed Dorthea Rasmusdatter og tjente som stuepige på Gamle Klingstrup, havde han også den lykke at stifte bekendtskab med adskillige dygtige, oplyste og åndeligt opvakte mænd, og omgangen med  dem blev af stor betydning for hans udvikling. Bekendtskabet blev nemlig snart til venskab.
Omtrent 30 år gammel købte han Ejbygården og holdt bryllup med Dorthea. Både en og anden af de gode Brudagermænd var overbeviste om, at han snart skulle gå bagud af dansen. Han havde nemlig efter deres mening spændt sig således for, at han ikke ville kunne holde det gående så grumme længe. Men både Christian Møller og hans hustru tog fat med en god vilje. De havde held med sig og gjorde stor fremgang. Det var, som om der hvilede en særlig velsignelse over deres virksomhed, hvad de da også fuldt og fast troede på.
Sognepræsten for Gudme og Brudager sogne var en fuldblods rationalist af den gamle skole. Han satte jævnlig en trumf på og holdt nok af i et godt lag at få sig et slag kort med tilhørende "tår"er.
Han og den gamle kammerherre på Broholm sad i nogle år i sognerådet sammen. Fra den tid fortælles følgende lille træk:
Præsten havde berettet et eller andet, som kammerherren tillod sig at tvivle om rigtigheden af.
Da udbrød præsten:
"Vil kammerherren da have, at jeg skal vande på det?"
"Nej, gu vil jeg ej, nej!" svarede kammerherren. "En præst skal i det hele taget slet ikke bande!"
Den åndsnæring, præsten gav i kirken, kunne ikke i længden tilfredsstille Christian Møller, som ved omgangen med sine venner i Vejstrup mere og mere havde fået øjnene opladt for, "hvad ædle kalder livets lyst", og fået viljen styrket til at "kæmpe med de  bedste." Efter grundig overvejelse og mange alvorlige samtaler med sin hustru om sagen besluttede han sig omsider til at gøre det vigtige skridt at løse sognebånd til pastor Brandt i Ollerup.
Den gang var det helt anderledes at løse sognebånd end nu; det ansås af de allerfleste for noget, der næsten kunne sidsestilles med landsforræderi. Og hån og spot blev i rigeligt mål dem til del, der vovede at tage skridtet. Naturligvis pådrog de sig også som oftest sognepræstens højeste unåde.
En gang, da en sognebåndsløser var ovre ihos præsten i Gudme for at meddele, at han ønskede sin søn døbt, men af en anden præst, skal pastoren have udbrudt:
"Så rejs ad Helvede til med Deres Barn!" En meget hæderlig undtagelse fra den almindelige slags præster i omegnen af Brudager dannede på den tid, pastor Baggesen i Oure. Han holdt gudelige forsamlinger når og hvor lejlighed dertil gaves.
I Oure og omegn havde en del familier, der ikke fuldt ud fandt sig tilfredsstillet ved pastor Baggesens forkyndelse, udvirket, at Brandt i Ollerup med Baggesens tilladelse holdt gudstjeneste i Oure kirke, som regel een gang månedlig.
Når Christian Møller og hans hustru kørte af gårde enten ad Oure eller Ollerup til, morede af og til naboerne sig med at lave spotterim derom, som f.eks.

"De skal hen til Brandt
at gøres galant'."

-Det var ikke med glæde, Christian Møller så tilbage på sin egen skoletid. Hvor åndløs og død havde ikke den smule lærdom været, som der var bleven givet! Og hvor  langt fra at være opdragende havde ikke i det hele taget skolen været! Læreren i Kirkeby ( Mackeprang )havde anvendt en ikke ringe del af tiden at at garve børnenes rygstykker.
Mange træk kunne Christian Møller fortælle om, hvordan det havde gået til i skolen.
Ikke sjældent morede en eller anden lille gavtyv sig med at støde knæerne op mod bordpladen.
"Hvem var det, der bankede?" spurgte så læreren. Og når ingen ville svare, blev han rasende, og tog til at bande læsterligt.
"Jeg skal. f-g-m-, nok få jer til at tale! Jeg skal slå jer alle fra den nederste til den øverste, så skindet skal revne!"
- Han var lidt tunghør, og denne svaghed benyttede børnene sig ofte af. Det kunne f.eks. hænde, at en dreng, som skulle høres på et salmevers, gav dette følgende ordlyd:
"Jeg håber, og jeg stadig tror,
der er nog'n, der har spytt' i Lavs'es lomm'!
Jeg håber ----"
osv., det samme om igen, indtil ramsningen havde varet tilstrækkelig lang tid. Så sagde læreren:"Godt - den næste!" Og nu blev måske et lignende improviseret vers afliret. Blot peberkværnene gik tilstrækkelig rask, var det godt. Bæev der så almindelig latter, hvad jo ikke altid kunne undgås, fik hele klassen fra øverst til nederst en opmuntring af tampen. Så kunne der igen tages fat på undervisningen. Også med hensyn til de praktiske færdigheder, stod det sig meget elendigt.
Og på den tid, da Christian Møllers ældste søn havde nået den den skolepligtige alder, var forholdene ikke stort  bedre i Brudager skole. Det er da let at forstå, at Christian Møller og hans hustru ikke ville havde deres undervist der.
Anders Nielsen var barnefødt i Refsvindinge ved Nyborg og flyttede med forældrene til Gudme.Som ungkarl udførte han hoveriarbejde på Broholm; han havde bjørnekræfter, og ingen holdt af at træde ham for nær; thi når han blev hidsig, var han ikke at spøge med. En tid efter faderens død overtog Anders Nielsen gården og flyttede denne ud på marken i Gudme Kohave.
For øvrigt var han en mand, der ville, hvad han ville, og som ikke, inden han tog en beslutning, ængstelig spurgte om, hvad denne eller hin ville sige dertil.
Han deltog allerede som ungkarl i de gudelige forsamlinger, som holdtes i egnen, og løste senere sognebånd til Ryslinge valgmenighed.
Det bør fortælles med det samme, at skønt pastor Kjær i Gudme naturligvis derefter ikke så på Anders Nielsen med blide øjne, lod han dog, da han lå på sit dødsleje, gå bud efter ham.
Og da Anders Nielsen kom, sagde præsten:
"Jeg kom til at længes efter at tale med en mand, der selv kan og tør danne sig en mening også med hensyn til det evige, og som tør hævde den på trods af både Per og Povl. Derfor har jeg ladet Dem hente!"
.........
Det var disse to mænd - Christian Møller og Anders Nielsen - der oprettede Brudager Kile friskole, og som i en lang årrække holdt den oppe.
Af og til senere hen på tiden kunne det hænde, at Christian Møller på grund af folks ligegyldighed og påholdenhed overfor skolen var lige ved  at tabe modet; men Anders Nielsen var da altid i stand til at opildne ham på ny.
Der var, som sagt, blevet skrevet til Kold om at anvise en lærer til den friskole, der agtedes oprettet, og i vinteren l859-60 kom den bekendte skolemand selv herhen for at tale med de to mænd om sagen. Han anbefalede en ung karl ved navn Hans Andreasen, som havde været elev på Dalby højskole, og som hin vinter midlertid virkede i en friskole, hvis lærer var på højskole for at uddanne sig videre.
......
Først i maj l860 kom så Hans Andreasen til Ejbygården. Det var meningen foreløbig at benytte gårdens gæstekammer til skolestue. Hans ANdreasen var den gang en 26-27 år gammel og så noget uanselig ud. Men ansigtet og især øjnene talte om, at han sad inde med en temmelig betydelig viljekraft. Han stammede fra en gård i nærheden af Blangstedgård ved Odense. Faderen havde været smed; men sønnen, der en ting lang havde lidt af den engelske syge, var af denne bleven medtaget således, at man fandt, han burde være skrædder. I Højby havde han en moster, hvis mand var skrædder, og der var han da kommen i lære. Det var først efter at læretiden var endt, at lysten til at være lærer var vågnet hos ham.
Forøvrigt havde han under sin sygdom i drengeårene læst en mængde bøger og var derved i flere retninger bleven mere udviklet end sine jævnaldrende.-
Skolestuen i Ejbygården var kun på to fag. Men der var plads nok.Til at begynde med var der nemlig kun tre børn at undervise:Christian Møllers sønner Hans Kristian og Peder samt Anders Nielsens  datter Maren.
Fra skolestuen førte en dør ind til storstuen. Her havde Hans Andreasen sin seng.
Lønnen var fastsat til 80 rdl. om året. Deraf skulle Christian Møller udrede den ene halvdel og Anders Nielsen den anden. Hver af dem skule ligeledes give læreren halvdelen af hans kost. Dette blev senere ordnet således, at Hans Andreasen i sommertiden hver dag gik ned til Anders Nielsen for at spise til middag og fik den øvrige føde bragt sammesteds fra. Om vinteren deltog han derimod i måltiderne sammen med hristian Møller og hans folk.
Hen på tiden kom nok et barn til at gå i skole i Ejbygården , nemlig Jens Hansens Marie, Gudme Mark. Nu var der altså fire børn at undervise. Lidt efter lidt kommer enkelte flere.
Ikke sjældent kom der seminarister fra Skårup til Ejbygården for at have løjer med den ny lærer. De kendte ikke ham uden af omtale, og han kendte ikke dem. Men de kom og spurgte , om skolelæreren var hjemme; de ville gerne tale med ham.-
Så blev de jo bedt til sæde i dagligstuen, og et af børnene sentes ind efter Hans ASndreasen. Han kom som oftest straks og talte ofte længe med de unge mænd. Men den fornøjelse at køre ham til vands fik de ikke.
Det blev stadig dem, der trak det korteste strå, og det er ingenlunde usandsynligt, at disse samtaler kan have båret frugt hos enkelte af disse pur unge, vordende lærere.
-Da skolen havde gået et års tid, blev der tale om at opføre en skolebygning. Christian Møller ville på meget billige vilkår overlade en byggegrund dertil - 1000 kvadratalen, og Hans Andreasen lånte da penge og  tog fat på at bygge.
Hen på sommeren l861 var den ny bygning færdig. Det var et lille, omtrent kvadratformet hus, afdelt i fire rum:forstue, skolestue, lærerens værelse samt et rum, der var bestemt til brændselet, og hvori der fandtes en åben skorsten, ved hvilken Hans ANdreasen kunne tilberede sin morgen- og aftensmad.
Den ny bygning blev taget i brug uden nogen festlighed. Folk gjorde i hin tider ikke slet så meget spræl som nu om stunder.-
Nogle år gik hen. Børneflokken øgedes stadig om end kun langsomt. Jørgen Duelunds børn fra Lakkendrup og Rasmus Rasmussens børn fra Gudme Mark og adskillige andre søgte nu skolen.
En broder til Christian Møller (( Hansen) døde og efterlod sig bl.a. 800 kr. til et legat til den ny friskole. (To andre skoler - Egebjerg og Lunde - betænktes med lignende summer). (ungkarl Niels Hansen , Langhøjs mølle, døde l866, ligger begravet på Kirkeby kirkegård).Disse penge gjordes frugtbringende på den måde, at der købtes aktier i Landbosparekassen for dem. Renterne hævedes af Christian Møller, og når der skulle betales skoleløn, kom de mest fattige af børnene ned til ham og fik en dalers penge eller to, som de så kunne give skolelæreren.
Imens der holdtes skole i Ejbygården, havde der ikke været holdt eksamen; men foråret efter at den ny bygning var bleven taget i brug, kom pastor Kjær en dag ind og sagde til Hans Andreasen:
"Jeg og den øvrige skolekommission kommer på tirsdag for at holde eksamen her. Sålænge det kun var Christian Møllers og Anders Nielsens børn, her  gik, kunne vi lade det gå for det, det var; men nu, da der bliver flere børn, er vi nødt til at se efter, hvordan det går til!"
Han gik, mens han sagde dette, frem og tilbage over gulvet og slog knips med fingrene.
"Som præsten ved", sagde nu Hans Andreasen, "har vi lov til at tage en anden præst til at prøve, hvorledes børnene er oplært i religionen."
Men nu bandede Kjær. "Jeg bryder mig ikke en døjt om, hvad De har lov til eller ikke. Når jeg kommer for at holde eksamen, så gør jeg, som jeg selv vil!"
"Når De vil tage det på den måde", sagde Hans Andreasen, "bliver jeg nødt til at sætte Dem stolen for døren!"
-Naturligvis blev den store dag imødeset med en del spænding, navnlig af børnene. - Endelig oprandt den da!
Christian Møller og Anders Nielsen gav naturligvis møde i skolen.
Skolekommissionens to menige medlemmer samt sognefogden, et sognerådsmedlem og - læreren i Brudager, gav ligeledes møde, disse tre sidste rimeligvis efter indbydelse af præsten, eller kan hænde sognefogden var mødt på embedsvegne, da det jo kunne tænkes, at disse sekterer kunne gøre sig udtilbens og overfalde præsten.
Pastor Kjær var den i dag i fortræffeligt lune. Han var næsten overgiven. Da han stillede sig således, lod Hans Andreasen børnene fortælle et stykke bibelhistorie , og det gik udmærket. Også med alle de øvrige fag gik det godt. Kun indtraf der et lille uheld. En dreng, som på kortet skulle pege på en russisk flod, kom for skade at begynde ved dens udløb og køre ind efter.
Da sagde Kjær:
"En gang som dreng bar jeg mig ad på samme måde, men fik straks en god lussing derfor. Siden den tid skulle jeg nok passe på!"
Det var nok for resten til denne højtidelige dag. Skolepigerne havde pyntet skolestuen med kranse og guirlander. På bordet, præsten skulle sidde ved, var der lagt en mægtig krans af Tusindfryd. Disse fangede da også Kjærs opmærksomhed, og han gav sig i snak med pigerne om dem. Sådanne Tusindfryd havde han ikke i sin have.Om de ikke en dags tid kunne komme over til ham med et par blokke deraf, som han kunne få plantet? Jo, det lovede naturligvis pigerne med glæde.
Under regningen udbrød læreren fra Brudager at den fremgangsmåde, en af drengene brugte, var forkert. Men Hans Andreasen svarede roligt og overlegent:
"Ja, men sådan bruger vi det nu her!"
Så var den ikke længere.
Efter at eksamen var til ende, bad Christian Møller alle mændene om at følge med ned i Ejbygården og få noget at spise. Men kun Anders Nielsen og præsten tog imod indbydelsen.
Under måltidet udbrød præsten:
"Jeg må sige, at hvad jeg har hørt og set i dag, langt overgår mine forventninger. Friskolen er jo langt foran de andre her på egnen."
Han vendte sig nu mod Hans Andreasen og tilføjede:
"De har en ganske særlig evne til at have med børn at gøre! Og så kommer hertil jo det, at de forældre, der sender deres børn i skole her, hjælper dem til rette i hjemmet så godt de kan. Det er der jo ikke tale om, de andre gør!"
-Således lød altså præstens  dom over skolen. Degnens stemmede ikke ganske overens dermed. Christian Møllers karl gik netop den dag og arbejdede på et hegn langs med sognevejen. Han kunne ikke ses fra denne, men nok høre, hvad der blev sagt derude.
Læreren og de andre Brudagermænd kom gående og karlen hørte degnen sige:
"Ja, kan det gå, så behøver jeg for eftertiden ikke at være i min skole een time om dagen. I kortere tid kan jeg sagtens lære ungerne så meget!"
Denne udtalelse lo naturligvis friskolens venner af. Dagen havde været en sejrens dag. Men denne kendsgerning vendte, som man kan tænke sig, ikke den almindelige stemning. Folk havde fremdeles meget ondt af skolen. På alle måder søgte man at gøre den latterlig. Og degnen førte an. Han nævnede aldrig Hans Andreasen ved navn, men omtalte ham altid som den lille oppe på det skarpe hjørne. Også skolen havde han en mængde øgenavne til, som f.eks. Kilens Universitet og lignende.
For resten blev der ude omkring sagt om skolen, at børnene ikke der lærte andet end nogle løgnehistorier. Og når de mere velvillige af egnens udenforstående traf et af skolebørnene, spurgte de undertiden:"Kan han lære jer noget , den lille oppe på hjørnet?"
-Hans Andreasen var for øvrigt ingenlunde mellem dem, der havde fået Kolds ord om, at børnene kun skulle hvad de havde lyst til, i den gale hals. Han var snarere streng. Den smule lærebog og hvad andet, han gav dem for, det skulle de få lært, ellers blev han ikke blid
I l867 giftede Hans Andreasen sig med en pige, som hed  Dorthea. Hendes moder var enke og boede i Lakkendrup. Skolens forstue blev nu ved en skillevæg delt i to rum. Det ene af disse fi senere navnet Pulterkammeret. Endvidere blev der til skolens nordgavl bygget to fag hus, så man fik et værelse til foruden et køkken , et spisekammer og et bryggers. Desuden blev der ved skolen bygget et halvtagsskur, der skulle tjene til staldrum for en ko, som Hans Andreasen nu købte sig, og som han mente at kunne skaffe føden til ved at købe vejgræs. Vinterfouragen gav Christian Møller ham og fik til gengæld gødningen.
Halvtagsskuret erstattes dog snart af et bindingsværkshus, som blev opført ved skolens modsatte hjørne, og som tillige med, at det tjente som stald, eafgav plads til brændsel o.a.m.
Efter at Hans Andreasen havde været friskolelærer i noget over 16 år, døde hans mosters mand i Højby, og mosteren tilbød da Hans Andreasen at dersom han og hans kone ville rejse derhen og passe og pleje hende til hendes død, skulle de arve huset efter hende. Til huset hørte en så stor jordlod, at der kunne holdes to køer og en hest på den. Hans ANdreasen, som ikke kunne tåle strengt arbejde, turde ikke sige nej. Han tog mod mosterens tilbud for at sikre sig og sin hustru mod nød i deres alderdom. Skolebygningen, som var hans, solgte han nu til Christian Møller og flyttede så til Højby, hvor han i mosterens hus drev en lille høkerforretning.
.....
Vinteren l875-76 opholdt Martin Dyrholm - en søn af den bekendte blinde lægprædikant og salmedigter Jens DYrholm - sig som elev  på Askov højskole og virkede sommeren derefter som hjælpelærer  i Forlev friskole. Her fik han opfordring til at komme til Brudager Kile. Han havde adskillige betænkeligheder ved at tage pladsen, da han var bange for, han ikke var den voksen. Jens Lund, på hvis højskole han også havde været, styrkede imidlertid hans mod.
"Tag kun pladsen", sagde han, "vi vokser under arbejdet".
Den 13. september l876 begyndte så Martin Dyrholm at holde skole. Da han ville arbejde i overensstemmelse med hjemmene, følte han straks savnet af en bestyrelse, som han kunne rådføre sig med. Ved første halvårsmøde bad han kredsen vælge en sådan. Anders Nielsen, Gudme, Christian Møller, Ejbygården, og Jens Larsen, Brudager, valgtes og blev ham til megen støtte.
Da Martin Dyrholmm første dag, børnene var i skole hos ham, bad dem vise ham deres bøger, kom de frem med Balslevs lærebog. Ved synet af den blev han meget forbavset, og den blev naturligvis kastet over bord straks. Senere ville han have indført en geografi og et atlas, som han forlangte lært. Et enkelt medlem af  skolekredsen sagde da, at når børnene ikke måtte købe geografi og atlas til sine børn.
Martin Dyrholm havde sat sig for, at han ville lære alle hjemmene i skolekredsen at kende, og han besøgte dem derfor alle i løbet af kort tid. Et af de hjem, som han senere ofte vendte tilbage til, var Anders Nielsens. Anders Nielsen med den gode forstand og den stærke følelse blev hans hjertensgode ven, som han ofte havde indholdsrige samtaler med. Mangen aften blev det over Midnat, inden de  skiltes.
En af de første erfaringer, Martin Dyrholm gjorde i skolekredsen, var, at der var mangel på forståelse mellem hjem og skole. Der var for lang afstand mellem disse. Men han trøstede sig med, at den, der tager barnet ved hånden, tager moderen om hjertet.
Han stiftede snart bekendtskab med kapellanen i Gudme, Jørgen Lindberg, og besøgte tit denne, der blev hans og friskolens gode ven.
Førend den første eksamen blev afholdt, gav han Martin Dyrholm det råd, at han på eksamensdagen kun skulle lade børnene vise deres praktiske færdigheder og overhøre dem i geografi. Hertil svarede Martin Dyrholm, at denne fremgangsmåde ikke tiltalte ham, da Lindberg jo var skolens gode ven. Men Lindberg sagde, at den dag kom han som statens tilsynsmand. Og rådet blev da fulgt.
På eksamensdagen mødte Lindberg og to menige skolekommissionsmedlemmer. Det første, Lindberg bad om, var papir og blæk, og da han fik det, skrev han straks, at børnene var velunderviste, og at der herskede god orden i Skolen. Senere forklarede han, at han ved at skrive erklæringen inden eksaminationen havde villet betegne, at staten egentlig slet ikke burde have tilsyn med friskolen. Dette tilsyn burde udelukkende påhvile forældrene.
Da Martin Dyrholm havde virket ved skolen en tid hændte det sig, at en baptist bad om at få et barn i skole hos ham. Et bestyrelsesmøde blev i den anledning afholdt, og man blev enig om at nægte barnets optagelse. Skole og hjem var jo her i kristelige spørgsmål i absolut  uoverensstemmelse med hinanden. Det ville være urigtigt mod barnet at føre det ind i så forskellige religiøse opfattelser. Desuden var Martin Dyrholm og bestyrelsen klar over, at når skolen og hjemmet er i modstrid med hinanden, har skolen tabt.
Det afgørende, når talen var om at optage børn i skolen, var altså, om der var nogen forståelse mellem vedkommende hjem og skolen
I foråret l877 blev provst Klein kaldet til sognepræst for Gudme og Brudager, og Martin Dyrholm og skolekredsen ventede, at forholdet til ham ville blive ganske anderledes, end det havde været til Lindberg.
I maj måned afholdt Klein første gang eksamen i skolen, og en del af skolekredsens medlemmer var mødt.
Under læsningen bad provsten, om han måtte få en forklaring af det læste
Det var historien om "Pigen der trådte på brodet", der blev læst. Martin Dyrholm begyndte da at forklare den. Men provsten afbrød ham, idet han sagde:
"Det er ikke Dem, jeg vil høre i dag. Må børnene give en forklaring?"
Hertil svare Martin Dyrholm nej.
"Ja, så må de læse videre", sagde provsten.
Da læsningen var forbi, sagde Martin Dyrholm til provsten:
"At jeg nægtede at lade børnene forklare det læste, kom af, at jeg aldrig plejer at forlange en sådan forklaring af dem, og fordi vi nødigt skal tage igen med den ene hånd, hvad vi giver med den anden."
Provsten svarede:"Når jeg forlangte forklaring, så var det for at prøve, om børnene forstår, hvad de læste."
Hertil bemærkede Martin Dyrholm:
 "Man kan altid på oplæsningen høre, om børnene forstår, hvad de læser."
"Meget sandt", sagde provsten
"Børnene læser godt."
Efter eksamen sagde Martin Dyrholm til provsten, at når han kun havde fået lov til at overvære overhøringen i de praktiske færdigheder, så havde det sin grund i, at han den dag kom som statens tilsynsmand. Ville han derimod en anden dag komme som gæst i skolen, skulle han være velkommen. Provsten takkede og kom også senere af og til ind, når hans vej faldt forbi. Han var altid meget venligog forekommende. Men han holdt eksamen oftere.
Det var Christian Møller, der ejede skolen. For at knytte forældrene nærmere til denne , begyndte Martin Dyrholm at arbejde for, at kredsen skulle købe skolen. Og det lod sig omsider gøre. Nu fik altså skolekredsen ansvaret for skolen og dens udstyrelse. Og det var jo et fremskridt.
Forøvrigt arbejdede Martin Dyrholm, så godt han kunne, på at vække de forældre , som sendte deres børn i skolen, til bevidsthed om, at det var dem, der havde - og burde have - ansvaret for, hvorledes deres børn blev underviste. Og så vist som det er, at et godt ord finder et godt sted, så sikkert er det også, at hans ord om disse ting ikke har været forgæves. Vi, der blev hans efterfølgere, må derfor være ham taknemmelige, fordi vi har haft hans arbejde at bygge videre på.
I juli l877 ægtede Martin Dyrholm pigen Mette Hansdatter. Anders Nielsen og hans hustru havde tilbudt, at gildet måtte afholdes i deres gård, og sagt,, at de ville have lov at lægge til af, hvad de havde i huset. For  denne venlighed var den unge lærer og hans brud naturligvis meget taknemmelige. Ved bordet talte valgmenig hedspræst Rasmus Pedersen, Vejstrup for brudeparret og udtalte ønsket om, at Brudager Kile måtte blive en kilde, hvoraf der udrislede liv til velsignelse for de små.
Det unge par begyndte sit samliv i tro og tillid til, at den Gud, som havde givet det en gerning at røgte, også nok ville give det daglige brød og hvad dertil hører.
Men der måtte hænges i. Martin Dyrholm havde i sin fritid noget regnskab at føre. Desuden bandt han bøger ind. Skolelønnen gik op og ned - fra 100 til 125 kr. om halvåret. Det må dog ikke glemmes, at adskillige hjem den gang desuden ydede bidrag i form af "fetalje".
Efter at have virket ved skolen et par år ansøgte Martin Dyrholm Gudme-Brudager sogneråd om et tilskud. Han udtalte i andragendet, at de forældre, hvis børn nød undervisning i friskolen, jo alligevel måtte betale til den offentlige skole, og at man, hvis alle friskolens børn søgte til kommunens skoler, ville blive nødt til at bygge til disse og ansætte andenlærere.
Sognerådet bevilgede da også 25 kr. om året. Lærer i et par år, begyndte han at holde morgenandagt i skolen. Han har selv senere udtalt, at han nærede nogen betænkelighed ved at gøre dette, da han syntes, at det var noget, som rettelig hørte hjemmene til. Pastor Pedersen havde imidlertid givet ham det råd, at hvis han og hans kone kunne gøre det uden at kræve mere af børnene, end der faldt naturligt, så behøvede han ikke at være betænkelig derved.
 Og Martin Dyrholm og hans hustru havde megen glæde af den daglige morgenandagt. Det var dem ogte under sangen, som hørte de "Sus af åndens vingeslag".
Siden er skolens arbejde hver dag bleven begyndt med bøn og sang (Også Hans Andreasen begyndte hver dag skolens gerning med morgenandagt).
I de år, Martin Dyrholm var lærer her, holdt valgmenighedspræsten pastor Pedersen nogle gange bibellæsninger i skolen, og der samledess sig da altid så mange mennekser, som skolen kunne rumme.
En af omegnens friskolelærere fik en ikke ringe betydning for Martin Dyrholms udvikling. Det var Niels Kristensen i Ellerup. De fulgtes ofte ad til kirke. Om de samtaler, de da førte, udtaler Martin Dyrholm.
"Han var lærer, og jeg hans elev. Hans ord havde klang, og hans tro var stærk - så stærk, at han turde leve på den. Niels Kristensen havde været på højskole hos Kold og talte tit om denne. En dag sagde han bl.a.:Kolds ord trillede ikke ned ad vesten. De havde den evne, at de trængte ind på tilhørerne og tiltrak eller frastødte. Ingen blev uberørte."
"En anden gang talte vi om" fortæller Martin Dyrholm videre "at en arbejder er sin løn værd, og han sagde da:"Har man først fået noget at leve for, så får man også nok noget at leve af."
Den løn Martin Dyrholm fik for sin lærergerning, holdt sig for det meste imellem 100 og 125 kr om halvåret. Men efter at han havde været i skolen i 7-8 år, gik den for et sommerhalvår ned til 91 kr. Herover blev han meget nedslået, og indtrykket blev så meget stærkere, som det fremkaldte det spørsmål hos  ham, om lønnens nedgang havde sin grund i, at man ikke var fornøjet med ham.
Han lod, da skolekredsen sammenkalde og forelagde dem sagen. Svare , han fik, var, at man ønskede at beholde ham. Og der blev da også gjort nogen anstrengelse for at få lønnen sat op.
Der gik så nogle år, og stadig måtte Martin Dyrholm hænge i med udenomsarbejde for at kunne skaffe det daglige brød til sig og sine. Men han følte godt, at det gik ud over skolen.
I l888 kom han da atter med en fordring om lønforhøjelse. Han ønskede, kredsen skulle give ham 500 kr. om året. Der blev om denne sag holdt møde gang på gang, og forældrene gjorde sig anstrengelser for at nå op til den forlangte sum. Men kredsen bestod den gang, som den gør endnu for størstedelen af småkårsfolk, og det lykkedes ikke at sikre Martin Dyrholm de 500 kr., hvorfor han til sin sorg måtte meddele, at han så sig nødt til at se sig om efter en anden virksomhed. Først i maj l889 forlod han da skolen og rejste til Kværndrup, hvor han oprettede en købmandsforretning."Da vi rejste bort", skriver Martin Dyrholm i et brev, "følte vi, at vi havde mange venner i kredsen. - Jeg havde", skriver han videre," virket med glæde i mit arbejde og tør vel også nok håbe, at dette har været til nogen velsignelse for dem, jeg arbejdede med. Jeg bevarer kredsen i kærligt minde og håber, at skolen må vedblive at være et af åndslivets arnesteder. Gud give fremdeles sin velsignelse til det arbejde, som der udføres."
Martin Dyrholm havde især sin styrke i at fortælle, og mange i kredsen mindes endnu med stor glæde de timer, i  hvilke han stillede dem til møde med historiens store skikkelser og søgte at få dem til at fæste syn på, hvad ædle kalder livets lyst."
...............
Der var ved den afholdte lærers bortrejse kun liden tro til, at skolen kunne holdes oppe, og flere familier tog straks deres børn og sendte dem i andre skoler. Skolebygningen havde allerede været averteret til salg. Men da lagde de to gamle mænd - Christian Møller og Anders Nielsen - sig atter i selen og gjorde deres bedste for at genrejse det sunkne mod. Flere møder afholdtes til drøftelse afs spørgsmålet, om man skulle lade skolen dø, og enden blev, at der i Højskolebladet indrykkedes en kundgørelse om den ledige lærerplads. Blandt de mange, som tilbød sig, var også nedskriveren af disse linjer, og han var den, der blev antagen. .                Jeg er født i en landsby i Skiveegnen, havde deltaget i 5 kursus på Salling højskole og i tidsrummet mellem to af disse kursus haft plads hos gårdejer Mikkel Skaarup i Thorsted ved Thisted, dels for at hjælpe til med alt forefaldende arbejde, dels for at give børnene i gården undervisning i "de boglige kunster." Dette ophold i et godt kristeligt hjem og deltagelsen i det rige frimenighedsliv, som udfoldede sig i egnen - Rasmus Lund fra Mors holdt gudstjeneste i Thorsted friskole hver tredie søndag - har været meget gavnligt for mig. Jeg var den gang i begyndelsen af ungdomsårene. I halvåret (l8)88-89 var jeg vinterlærer i Skovsende i S. Omme sogn. Derfra var det, jeg kom til Brudager Kile (friskolelærer Jens P. Espersen, Brudager Kile friskole).
Skolekredsen var svunden stærkt ind og bestod kun af få familier. Blandt skolens støtter må også for hint tidsrum først og fremmest Christian Møller nævnes. Han havde tilbudt, at han ville give læreren middagsmad, når skolekredsens øvrige medlemmer ville yde resten. Men tilbudet bar ikke blevet modtaget. Denne ordning ville den ene ikke gå med til, og den anden ikke heller. Så havde da tilsidst Christian Møller lovet at give læreren fuld kost mod et vederlag af 30 kr. årlig. Det må bemærkes, at ingen af Christian Møllers børnebørn endnu havde nået den skolepligtige alder, og at hans sønner hver for sig havde tegnet sig for et årligt bidrag til skolen. Af de andre, som den gang støttede skolen med penge, skønt de ikke havde skolesøgende børn kan nævnes Jens Larsen, Brudager, Lars Duelund, Lakkendrup, og hjulmand Lars Pedersen, Gudme. Niels Kr. Rosager, som alt i mange år havde støttet skolen, havde på den tid børn, som søgte skolen. Og Anders Nielsen, som efter sin første hustrus død havde giftet sig igen, havde stedbørn. Naturligvis havde skolekredsen adskilligt flere medlemmer; men det var for størstedelen af den slags, som kun støttede skolen, sålænge de havde brug for den. I det tidsrum, jeg første gang var skolens lærer, fik forøvrigt Christian Møllers sønners børn efterhånden begyndt at gå i skole, og det samme var tilfældet med Rasmus Rasmussens børn, Gudme Mark.
Der var, da jeg begyndte min lærergerning i friskolen, kun et par og tyve børn at undervise. Tallet gik straks efter yderligere ned, idet en fader tog sine børn ud af skolen og  lod dem gå til Oure, og en anden familie senere blev udelukket, fordi moderen i børnenes påhør talte ondt og nedsættende om skolen. Hen på tiden var tallet gået ned til 7. Så steg det igen til nogle og tyve. Lønnen var i begyndelsen 200 kr. om året, senere kunne der ikke skaffes så meget.
"Tarveligt var alt til visse", kan man med rette sige om skolen og forholdene den gang.
I skolestuen var der hul i gulvet, og kakkelovnen var så gammel og skrøbelig, at den truede med at ramle sammen. Da det blev vinter, viste det sig da også, at den var helt ufyldestgørende. To lange, flade borde med tilhørende løse bænke fandtes der i skolestuen, men intet bord for læreren. Af landkort var der kun to, Danmark og Europa, og de var endda meget simple. Læsebøger var det også meget småt med.
Men der var ikke tale om, at der kunne blive råd til at købe ny landkort eller andet materiel. Det kneb hårdt nok - ud over lærerens løn - at skaffe penge til de allernødvendigste reparationer på skolen.
Jeg havde stor lyst til at tegne og tog da fat på at tegne og male et stort verdenskort, som, efter at det var blevet opklæbet og forsynet med stokke, gjorde tjeneste i mange år. Ligeledes lavede jeg ved hjælp af en hektograf en del skriftlæsningshæfter, som også blev benyttet i en årrække.
I min stue fandtes ingen kakkelovn. Ville jeg sidde hjemme en vinteraften, måtte jeg altså opholde mig i skolestuen.
Første vinter, jeg virkede ved skolen, benyttede vi for resten stue som skolestue.  Børnene kunne med lethed være der, og der gik på den måde ikke så meget brændsel til.
Næste vinter købte jeg i Svendborg to brugte kakkelovne, en stor og en lille, meget billigt og fik dem stillet op, den ene i skolestuen, den anden i mit eget værelse. Bagefter sendte jeg med Børnene skrevne sedler ud til børnenes forældre. På disse sedler bad jeg dem om at give bidrag til den ny kakkelovn og fortalte, hvor umulig den gamle var bleven. Købesummen kom også godt nok ind.
Der var sommeren aldrig tale om en rigtig lysttur. Men en skøn dag i juni eller juli spadserede børnene og jeg den 3/4 mil lange vej til Oure strand, hvor vi så gik i bad. Bagefter samledes atter piger og drenge, madkurvene toges frem og tømtes, nogle sange blev sunget, og derefter legede vi lysteligt en times tid eller to. Så atter hjemad! Trætte ben gav disse strandture, men fornøjelige var de.
En høst deltog jeg i et lærerkursus på Salling højskole. Ellers gik jeg om høsten ofte og hjalp til med høstarbejdet i Ejbygården, læste en del og havde for resten travlt med bogbinderarbejde, eller med at kalke og oppudse skolen.
I de år, jeg den gang virkede ved skolen, blev der aldrig holdt eksamen. Men en gang imellem, når sognepræsten - provst Klein, Gudme - gik forbi, kom han indenfor, talte lidt med børnene, så på deres arbejder og tog så atter afsked. Han var altid velvilligheden selv og skal have udtalt sig meget anerkendende om skolen.
Om vinteren samledes en aften om ugen en lille kreds af unge i skolen for at høre gode bøger oplæst, og flere  af skolebørnene arbejdede uden for skoletiden under min vejledning ivrigt med at skære rammer ud, binde bøger ind og lignende.
Mange af børnene havde stor læselyst, hvad der glædede mig meget. Villigt lånte jeg af min egen lille bogsamling bøger ud til store og små. Men naturligvis gik det her, som det altid går i lignende tilfælde; enten blev bøgerne til sidst helt borte, eller de kom tilbage i laser og stumper. Og da lønnen var så lille, var det ikke let at få penge fra til ny bøger.
Nogen stor kristelig erfaring og udvikling kunne jeg selvfølgelig ikke sidde inde med. Jeg var i begyndelsen af tyverne.Men det tør jeg sige, at jeg stod i levende barneforhold til Gud og forstod, at om min gerning skulle være god frugt, da måtte det ske ved, at herren lagde sin velsignelse i de smuler, jeg havde at uddele.
Jeg læste meget og søgte på den måde at erhverve mig de kundskaber,, som jeg efterhånden kom til at føle, jeg manglede. Ikke så få videnskabelige bøger af alle slags satte jeg til livs. Og der kom en tid, da jeg blev kastet ud itvivlens oprørte hav, og da alt det, jeg hidtil fuldt og fast havde troet på, begyndte at vakle for mig. Til sidst følte jeg, at jeg måtte give afkald på min ansvarsfulde stilling som børnelærer, om jeg ville kaldes en ærlig mand.
Efter at jeg havde fået lov til at fratræde pladsen og havde meddelt en af mine barndoms- og ungdomsvenner - Jkob Wammen dette, skrev denne til skolens bestyrelse om, at han nok kunde ønske at blive min eftermand i embedet. Han blev antagen og begyndte efter høstferien l894 sin lærervirksomhed her  i skolen. Lærerskiftet gik for sig næsten umærkeligt.
..............
Få uger efter Jakob Wammens komme død Christian Møller, skolens bedste støtte. Martin Dyrholm alder ham i et brev til mig manden med det barnlige sind. Christian Møller var i fuldt mål børnenes ven. Om vinteren, når det var dårligt vejr, havde han gjort plads i laden, for at børnene der kunne komme til at lege. Når da undertiden en eller anden kom med en bemærkning om, at det var sært, han kunne finde sig i at høre på børnenes skrigen og skrålen, svarede han, at han kunne have lyst til at lege med - bare han havde haft tid dertil. Om efteråret havde han tit haft hele børneflokken med sig ude i haven. Det havde glædet ham at gå fra træ til træ og ryste blommer ned til sine små venner.
Christian Møller havde aldrig været af dem, der trådte frem i forreste række og bredte sig med store ord og talemåder. Men når et arbejde for en god sag skulle gøres, da var han altid i spidsen. Hans minde fortjener at holdes i ære. Uden hans store ofre ville Brudager Kile friskole for lang tid siden have ophørt at virke.
Året efter mistede skolen sin anden trofaste støtte, Anders Nielsen, manden med den store selvstændighed og den stærke vilje. Også han fortjener, at skolens venner ikke glemmer ham.
1. november 94 samledes skolekredsen i skolen for at betale den ny lærer løn for de to måneder, der var gået, siden han fik fat. Og først ved dette møde blev der truffet aftale om lønnens størrelse. Man blev enig om at sætte den til 200 kr. om året. Christian Møllers søn,  Peder, som nu bestyrede Ejbygården for sin moder, gav læreren fuld kost m.m.
Jakob Wammen har slev senere fortalt, at han syntes, det var en meget stor løn, han skulle have.. Når andre lærere sagde til ham, at det var altfor lidt, det kunne han jo ikke leve af, svarede han gerne spøgende, at han da heller ikke kunne dø deraf. - Børnetallet var den gang omkring ved 20 (i begge klasser tilsammen)
"Jeg havde" fortæller Jakob Wammen selv - "egentlig grumme lidt kendskab til friskoletanken, og da jeg selv følte dette, foretog jeg små udflugter til omegnens friskoler for at se, hvorledes man der tog fat på det. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik den tanke, men jeg er nu meget glad over, at jeg således søgte belæring. Jeg blev ved disse udture kendt med mange udmærkede friskolelærerfamilier og fik lært at kende mange undervisningsmetoder. Enhver lærer havde sit ejendommelige. Jeg kunne naturligvis ikke uden videre tage de andres metoder op; men jeg lærte dog lidt hvert sted".
Knud Larsen i Vormark var en af de lærere, som han især havde udbytte af at være sammen med. Han øvede en velsignelsesrig indflydelse på den unge lærer. I sin fritid havde Knud Larsen meget travlt med at binde bøger ind, og hans travlhed ansporede Jakob Wammen til også at anvende sin fritid til bogbinderarbejde. Dette blev ham da også siden en kilde til megen glæde. Og længe varede ddet ikke, inden han - naturligvis uden for skoletiden- begyndte at give de børn, som ønskede det, undervisning i den ædle bogbinderkunst.
Snart tog Jakob Wammen fat på  at gennemføre forskellige reformer, hvortil der nok kunne trænges.
Børnene havde hidtil ike haft skiftesko i skolen, men gik ud og ind med deres træsko eller træskostøvler. Dette var Jakob Wammen utåleligt, og han satte sig for at få dette forhold ændret. Han talte med børnene om sagen, og det lykkedes ham i løbet af ganske kort tid at få dem til at skifte fodtøj, når de gik ud og ind.
Skolegulvet var meget slidt. "Man kunne godt", fortalte Jakob Wammen senere ", ved uforsigtighed falde og brække benene over de fremstående knaster." Han begyndte da at arbejde for at få et nyt gulv lagt, og arbejdet kronedes med held.
Bagefter gav han sig til at virke for, at de to lange og flade borde skulle afløses af tomandsborde, og også dette lykkedes det for ham at få sat igennem.
Det hændte af og til, at folk blev misfornøjede med lærerne i omegnens offentlige skoler, og da kom og ville have deres børn i friskole. Bestyrelsen gav Jakob Wammen fri hænder med hensyn til, enten han ville modtage disse børn eller ikke, og han, som ikke var klar over følgerne, tog glat væk mod alle, der meldte sig. På den måde kom børneantallet op på ca. 40.
"Men her kom jeg galt af sted", fortalte han selv senre. "Den opgave, jeg havde påtaget mig, oversteg mine kræfter. Imellem alle de børn, som kom fra den offentlige skole, var der en del rigtig slemme, og de indførte snart et leben, så det var grueligt. Jeg stod egentlig magtesløs overfor det hele. Thi det eneste, der kunne have hjulpet, var prygl; men jeg var for idealistisk anlagt til, at  jeg ville uddele sådanne. I min dagbog skrev jeg, at Fenrisulven var løs i skolen, og der var noget derom."
Man må dog her ikke glemme, at Jakob Wammen er tilbøjelig til at bruge vel stærke ord.   Så mørke, som han for hin tids vedkommende gør forholdene, var de ikke, om end det må indrømmes, at de dårlige elementer, der var kommen ind i børneflokken, langt fra øvede nogen heldig indfly delse på tonen i skolen.
"Disse fortvivlede forhold" siger Jakob Wammen videre , "voldte mig megen sorg og fremkaldte i min sjæl en alvorlig tvivl om mit kald som lærer. Men Gud ske lov! - Skyerne trak dog omsider atter bbort, og jeg åndede på ny i ren og klar luft. Men børneantallet gik igen ned."
Når der skulle holdes halvårsmøder i skolen, sørgede Jakob Wammen som oftest for at få en eller anden taler til at holde foredrag. Det havde altid knebet med at få skolekredsens medlemmer til at møde; nu hjalp det. Skolestuen blev gerne stuvende fuld, og det er vel utvivlsomt, at disse foredragsmøder har været befrugtende for adskillige og øget sammenholdet i skolekredsen.
En vinter var Jakob Wammen elev på Askov højskole og havde med skolekredsens billigelse antaget en ung mand ved navn Kristen Kold Thomsen til imens at forestå ledelsen af skolen
Den 31. december l900 var der 19 familier, som støttede skolen; men kun de 15 havde skolesøgende børn. Børneantallet var da 25. Til brændsel indkom i nævnte år 47 kr. og til løn 22o kr. Som højeste bidragyder må nævnes Peder Møller, Ejbygården. Han gav nemlig - som tidligere nævnt - uden noget vederlag  læreren fuld kost. Den, som dernæst ydede det højeste bidrag, var Chr. Møllers ældste søn Hans Kr. Hansen. Det må bemærkes, at både hans og Peders børn børn for længe siden var konfirmerede. Også Christian Møllers tredje søn, Mikael, gift med Anders Nielsens datter, Maren, har været skolen en trofast støtte, og han har i en længere årrække været skolekredsens formand.
Den af de øvrige medlemmer af skolekredsen, som den gang (l900) gav det højeste årlige bidrag til skolen, var tegnet for 26 kr.
Efter at have virket som lærer ved skolen i over 7 år blev Jakob Wammen forlovet med en datter af den nu hedengangne landstingsmand Søren Olesen. Og da der ikke var synderlig udsigt til, at lønnen kunne blive så stor, at en familie kunne leve deraf, besluttede han sig til at søge ansættelse i almueskolen, og skønt han var uden eksamen lykkedes det ham at få et embede.
"Det var", sagde han selv senere "med tungt sind, jeg sagde friskolen farvel".
I den anbefaling, skolekredsen her havde givet ham, hed det bl.a., at man kun nødigt gav slip på ham, da han havde vist, han både havde vilje og evner til at udrette noget.
Og sikkert er det, at børnene var vel underviste, og at flere af dem sørgede dybt over at skulle sige den afholdte lærer farvel.
........
Først i maj l902 var det, at nedskriveren af disse linjer for anden gang blev antaget til at være skolens lærer. Jeg havde i årene siden 94 prøvet adskilligt både i den ene og den anden henseende og havde for lang tid siden atter fundet fuld tryghed og hvile i min barnetro. Jeg var bleven gift med Christian  Møllers datter Berthe og boede nu på Brudager Kile i et hus, hvortil der hørte 7 tdr. land.
Adskillige hårde sjælekampe havde- tør jeg vel nok sige - udviklet og modnet mig. Og jeg var, somsagt, kommen i havn efter at have været ude på tvivlens brusende hav. Med stille glæde turde jeg derfor sige ja, da skolekredsen opfordrede mig til for anden gang at blive lærer ved skolen.
Atter gik et lærerskifte for sig uden brud.
Lønnen, der nu kunne udredes, var 300 kr., og desuden blev der lovet mig en del af statstilskuddet. I årene fra l902-07 har lønnen været 350 kr. eller lidt derover. Selvfølgelig har min familie og jeg hverken helt eller halvt kunnet leve af denne sum, og havde der ikke været andre kilder at øse af, kunne det slet ikke have gået.
At ofre sig for en sag synes ikke at være i mode i vore dage, og der er måske friskolefolk, som vil trække lidt hånligt på skulderen, når de læser ovenstående Lad dem det! Min hustru og jeg omfatter skolen med kærlighed, og det har derfor faldet os let at ofre noget for den. Og vi kender forholdene her. Vi ved, at de fleste medlemmer af skolekredsen er småkårsfolk, der, selv om de har den bedste vilje, ikke kan yde ret meget til skolen.
Det følger af sig selv, at der, om end stedet kunne give nogen indtægt, og skønt jeg hver aften sad og arbejdede for at tjene lidt, dog ikke blev noget at rutte med.
Børneantallet i skolen siden l902 har været i stadig og jævn stigning. Den gang søgtes skolen af 26 børn , nu søges den af 56.
I en årrække modtog skolen 20 kr. i årligt tilskud af  Gudme-Brudager kommune. I de seneste år har summen været forhøjet til 30 kr., og i de to sidste år har Gudbjerg sogneråd ydet 20 kr. årligt til skolen.
Indtil 10. november l908 boede jeg og min familie fremdeles i vort eget hus, et kvarters gang fra skolen. Vel var det min gamle fader, der hovedsagelig passede bedriften; men der var jo alligevel både et og andet for mig selv at gøre, så det undertiden, især om vinteren, kunne være besværligt nok. Men flytte op til skolen kunne der dengang ikke være tale om, da lønnen var så lille. Og vor kærlighed til skolen hjalp os over de mange småbesværligheder.
Et års tid lønnede jeg en lærerinde, som kulle hjælpe mig i skolen. Men efter de erfaringer, jeg da indhøstede, foretrak jeg - såvel for skolens som for min egen skyld - at være ene om undervisningen, indtil den tid kom, da min hustru kunne hjælpe mig i skolen.
I året l907 blev lønnen forhøjet til ca. 550 kr., og endelig i november l908 sattes den op til 800 kr. Men børneantallet var da også stærkt op imod tre gange så stort som i l902
Sognepræsten, pastor Bastrup, har flere gange været i skolen (siden l902 i alm. en gang om året), dels for at overvære undervisningen, dels for at holde eksamen. Han har hele tiden stillet sig yderst velvilligt og har, så vidt jeg ved, hvert år på det bedste anbefalet skolen til den størst mulige understøttelse. Et år skrev han således bl.a.:"Hans (dvs. min) virksomhed fortjener fuldtud skolekommissionens anerkendelse". og han havde hertil knyttet en del rosende bemærkninger om min  "virksomhed med god oplæsning og anden vækkende undervisning for nabolagets voksne ungdom."
Disse  udtalelser er så meget mere at påskønne, som pastor Bastrup og mine anskuelser langtfra altid falder sammen. Om udenadslæsning har vi haft adskillige venskabelige sammenstød. Han kan godt tåle at blive modsagt. Vi ahr grund til at være ham taknemmelig for den venlighed og velvilje, han hele tiden har lagt for dagen overfor skolen.
Ligeledes har vi grund til at være taknemmelige overfor pastor L.J. Laursen, der for få måneder siden fratrådte som præst for Vejstrup Valgmenighed. Da han hørte, der skulle bygges til skolen, gav han et pengebidrag dertil. Men endnu mere har han gavnet skolen med de foredrag, han - uden vederlag - har holdt her ved halvårsmøderne.
Også vor gamle valgmenighedspræst, pastor Pedersen, har i de senere år flere gange talt her i skolen, ligeledes uden noget vederlag. En gang talte han således på min opfordring om, at eksaminationen i børneskolerne, særlig når det gælder åndsfagene, er den rene humbug, som aldeles ikke kan lægges til grund for bedømmelsen af skolerne.
Ved flere af halvårsmøderne har for øvrigt jeg efter evne søgt at påpege friskolens betydning, hvad der i en så blandet kreds som vor ikke er overflødigt. Jeg har også søgt at gøre folk begribeligt, hvilken uting ramseriet er, og at vise, at man ikke må slå sig til ro med den tanke, at gavner det ikke, kan det da heller ikke skade. For mig står det nemlig som sikkert, at de salmer og bibelstumper, børnene  tvinges til at lære på ramse, derved ødelægges for dem for stedse. Og jeg tror aldeles ikke på, at det på den måde lærte nogen sinde senere dukker op og bliver til velsignelse.
I året l906 havde skolestuen vist sig at være for lille, og i foråret l907 blev den da udvidet. Det gamle tørvehus fra Hans Andreasens tid blev brudt ned, og i stedet opførtes ud mod vejen en forstue. Den tidligere gang og det lille værelse ved siden af lagdes så ind til skolestuen.
Men allerede året efter blev der atter bygget. Jeg led i vinteren l907-08 af astma og kunne ikke længere holde det gående som hidtil. Det blev da bestemt, at der skulle bygges så meget til, at min familie og jeg kunne flytte derop, når vi fik vort eget hus solgt.Dette skete i efteråret l908. Men der var da også gravet brønd ved skolen, og huslejligheden var bleven betydelig udvidet. Af Peder Møller, Ejbygården havde skolekredsen købt omtrent  halvanden skæppe land, for at der kunne blive en legeplads til børnene og desuden en ikke altfor lille have. Jeg bor altså nu i skolen, og min hustru har siden flytningen hjulpet til med undervisningen.
Skolen er for tiden ret godt forsynet med undervisningsmaterialer; landkort, bøger m.m. En del af deraf har den i årenes løb fået af friskoleforeningen, men også meget er indkøbt af kredsen selv.
Men hvor er da pengene kommen fra til materialer, bygning, jord og større lån? Her må man huske på, at skolekredsen nu er meget større end tidligere, og at statstilskuddet er bleven forhøjet. For året l908 fik vi 570 kr. Men desuden har skolen nu ikke så  få gode støtter, mænd, hvis børn forlængst er konfirmerede, men som trofast bliver ved at agive deres årlige bidrag. Som en af disse kan nævnes Lars Duelund, Lakkendrup.
Vi har fornyligfået oprettet en læseforening for voksne. Dens bøger - allerede over halvandet hundrede bind - huses i skolen. Christian Møllers sønnesøn, ungkarl Jens Kr. Møller, har især med stor iver og kærlighed arbejdet for denne forenings vækst og trivsel, og han har indbundet en masse af bøgerne aldeles gratis.
Til sidst nogle udtalelser om skolen af et par af de unge. Ovennævnte Jens Kr. Hansen har i en vandrebog, som han af egen drift har sat igang i den ungdomskreds, der slutter sig til skolen, bl.a. skrevet følgende, som vel at mærke ikke har været beregnet på offentliggørelse:
"Lige fra første færd har det været sådan for mig, at læreren hvis jeg må sige det sådan - var min bedste skolekammerat. Sådan var det, den gang Jens P. Espersen var lærer, sådan blev det også, da Jakob Wammen kom, og senere i den korte tid, Kr. Thomsen var der.
Det er egentlig først i den sidste tid, jeg ret har begyndt at forstå, hvad det er, jeg her har haft forud for så amnge andre. Det går ofte sådan, at vi betragter det gode, vi har, som en selvfølgelig ting.
---Skolen blev for mig ligesom et stykke af mit hjem. Mellem dens fire vægge i den lille lave skolestue, har jeg tilbragt nogle af de lykkeligste og bedste dage og timer af mit liv. Og skulle den dag komme, da jeg rynker på næsen ad disse skoletimer og regner det for ringe, som her blev givet mig, da er jeg  ikke mange piber tobak værd. Men det håber jeg aldrig vil ske.
-----Og har jeg som barn haft glade timer i børneskolen, så hører de timer, jeg gennem ungdomsårene har tilbragt deromme ved aftenskole og ungdomsmøder, også til de bedste, jeg mindes.
Der har været tider for mig, da jeg ikke har vidst, hvorledes jeg skulle undvære disse møder.
Livet er ikke altid solskin, heller ikke i de unge år. Der kan være mange og lange gråvejrsstunder. Måske flere end de fleste egentlig tænker.
Men på sådanne tider, da alt syntes mig gråt i gråt, står disse møder for mig som klare solpletter. Fra dem har jeg mange gange gået hjemmed ny tanker og nyt mod på livet.
Lad så kun andre mene, at det hele deromme er lidt småt og fattigt. For mig er det rigt. Jeg har deromme fundet og fået øjnene op for så meget af, hvad der skønt og stort og godt her i verden.
Jeg føler mig i gæld til vor lille friskole - en gæld, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal betale. Fra jeg første gang satte min fod under dens tag indtil denne dag, har jeg stadig modtaget mere og mere. Og hvad jeg har givet igen, synes mig for intet at regne.
Kunne det en gang lykke smig at afbetale lidt på gælden!".........
-Jens Kristians søster, Maren Dorthea Møller skriver i samme vandrebog, som først for ganske nylig er bleven sat i gang:
...."Jeg føler , at jeg har modtaget så meget godt her i vor lille skole, at jeg nok kan være bekendt at sige en ringe tak derfor, det er da det mindste, jeg kan.----
Også i aftenskolen har jeg  haft mange glade og lykkelige  timer gennem de mange år, jeg har været med. Der er bleven oplæst mange gode bøger, og mangt et godt ord fik vi med os hjem fra disse møder. --Der har måske været tider, så vel blandt børnene som blandt de unge, da der kunne komme noget frem, som ikke var af det bedste.-
-Men sådan noget kunne alligevel ikke ret trives; det blev hurtigt slået til jorden.
Det har vel ikke altid været lyse tider for vor skole i de halvtreds år, der nu snart er gået. Den har begyndt sin gerning i det små, og den har vel hele tiden  virket under små forhold.
Men mon ikke vi, der har siddet på dens bænke, har mærket, at trods de tarvelige ydre kår, trods de lave stuer, var luften dog altid frisk og ren inden døre, også i mere end en forstand. Der var solskin derinde, livets lyse, varme solskin.
Og mon vi evner, en gang nårde ældre falder fra, at bære vor lille skole frem gennem tiden, der kommer? Mon det ikke er vor pligt, og burde vi ikke nå et stykke længere frem? Vi kommer jo dog til at arbejde videre på, hvad der allerede er bygget.
Og så til sidst en tak til dig, du kære gamle skole, min bedste tak for, hvad du har været for mig gennem tiden, der svandt! Tak for alt det gode, jeg her har modtaget, så vel i lyse som i mørke dage! Tak for hver godt og venligt ord, som her blev givet mig!
Og til lykke med dine næste halvtreds år! Gid du stedse i fremtiden må samle en frisk og glad børneflok og få lykke til at opdrage en stærk o sund ungdom - en ungdom, der har evner og vilje til at kæmpe for det bedste i livet!"
Sådanne udtalelser fra de unge er vel i stand til at gøre en lærer varm om hjertet og fylde hans sjæl med tak til Gud. Når forsagtheden undertiden vil overmande ham, så han synes, hans gerning er frugtesløs, da er de velegnede til at genrejse det sunkne mod.
Kan man med henblik på Brudager Kile friskole i de nu henrundne 50 år sige, at "tarveligt var alt til visse", bør man dog ikke tvivle om, at den har været til nogen velsignelse gennem tiderne. Gud kan jo gøre vand til vin. Og der er grund til at sige ham tak for den tid, der er gået! Han velsigne fremdeles skolen og det lille arbejde, der gøres!
 

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk