Herremandsvælde og stavnsbånd på Vestfyn
Forside ] Op ]

 
Herremandsvælde og stavnsbånd på Vestfyn

Efterladte optegnelser af lærer A. Jensen, Snave

 

Bønderne på Fyn led vistnok ikke så meget under adelsvælden som deres standsfæller på Sjælland og de omliggende øer. Træhesten, hundehullet og andet lignende kom vistnok sjældent til anvendelse på Vestfyn, i alt fald omtales de ikke af de gamle, der heller aldrig har hørt det omtalt af deres forfædre. Derimod var arbejdet på hovmarken strengt, og når enkelte bondeplagere omtales i sognene, så nævnes de dog ikke i forbindelse med at ride på træhest eller andre lignende mishandlinger, men som herrer, der undertiden i andre retninger var vilkårlige overfor bonden og fordrede meget arbejde.
Om Jørgen Brahe, Kongen på Fyn, således kaldt, fordi han ejede Braheborg og Hvedkolm og var lensmand på Hagenskov (det nuværende Frederiksgave), fortælles der, at da han lod Brahesborg opføre (1638-1657?), måtte bønderne foruden hoveriet også forrette al kørselen og det meste andet arbejde ved opførelsen, og når deres magre krikker undertiden blev siddende i mudderet uden at have kraft til at slæbe sig af det, stod herskabet oppe i vinduerne og lo ad bønderne og deres helmissers besværligheder.
Der haves ikke så få eksempler på, at en gårdmand blev ked af alle de afgifter, hoveridage o.a., der påhvilede hans gård og grund, og så sin regning ved at være husmand, da han ikke af den plet jord, han havde i fæste, forholdsvis skulle gøre så mange "ugedage" til "gården". At godsejeren derfor også måtte tvinge en husmand til at overtage en forfalden og øde gård, kendte man også her på egnen. En husmand i Dreslette blev således tvungen til at tage en gård i Sønderby i fæste.

Her på egnen var begejstringen for stavnsbåndets løsning vistnok ikke stor. Det forstås let, når man betænker, dels at bøndernes kår havde fremkaldt en sløvhedens og ligegyldighedens ånd, der bevirkede, at man ikke kunne få øjnene op for de store goder, en sådan foranstaltning medførte, dels at bøndernes stilling var bedre her end på de fleste andre egne. Her havde man ikke i den grad som på mange andre godser været underkastet vilkårlig behandling af herremanden, ja, på enkelte godser, som Frederiksgave, i flere år haft et særdeles humant herskab, der med megen omhu og iver varetog bøndernes tarv. Endelig boede man så langt fra København og var derfor ikke vidne til den jubel og begejstring over hin forordning, som ved flere lejligheder lagde sig for dagen, således ved kronprinsens indtog og ved afsløringen af Frihedsstøtten, en glæde, som vel kunne have forplantet sig til de bønder, som der var til stede.

I et brev af 6. august 1788 skriver en ung mand (A. Zelitani?), huslærer hos konferentsråd Ryberg, Frederiksgave:
"I Søndags blev Forordningen om Stavnsbaandets Ophævelse oplæst i Sønderby Kirke. Bønderne smilede især, naar der taltes om Straf paa Vand og Brød, og der, hvor det befales, at Lægdsmanden skal have Gang og Sæde over andre Bønder. For Resten har jeg ikke mærket nogen overordentlig Glæde over Forandringen. Hvor der er slette Proprietærer (Godsejere), kan den maaske gøre større Indtryk. ."

   
   
    
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk