Det forhandlende Venstre
Forside ] Op ]

 
Det forhandlende Venstre

Af Martin Pedersen

Fynboerne er moderate i deres anskuelser ... Deres lands beliggenhed mellem de to større har ligefrem geografisk henvist dem til Mellempartiet, siger Thorkild Gravlund (Dansk Folkarakter). De danner forbindelsesled mellem jydernes reformiver og sjællændernes radikalisme. Men dette fuldstændigt med deres natur. De vil hellere lempe sig frem end føre kamp og slå i bordet for modparten. De ringeagter ikke kampen, men føler sig kaldet til at udligne den i positive resultater.
Vor nyere politiske historie viser, hvilke værdifulde muligheder dette kald rummer.

Vi har haft et moderat parti, kaldet Det forhandlende Venstre, hvis kærnetropper var fynboer. Det dannedes under den oprivende provisoriekamp i forrige århundrede og hidførte ved modig handling i 1894 forliget med Højre, hvorved vort folkestyre førtes ind i sunde og naturlige baner. Så stor var denne formidlende indsats af forhandlingspartiet at dette selv mistede livet derved. Men forhandlingsprincippet sejrede og ud af de følgende års begivenheder voksede den stemning, der førte til vedtagelse af Danmarks nye grundlov 1915. Netop grundlovsfornyelsen blev forhandlingspolitikkens kronskud. Vejen var banet for forening af viljer og modsætninger, og med endnu større ret end efter 1849 kunne mand udsynge over landet, "Folk og drot og land og by forstod så dejligt hinanden".
For at forstå hvilke kræfter, der boede i den fynske moderation i disse år, må man imidlertid kende dens stærke islægt af grundtvigianismen. Fynboerne blev ingenlunde fritaget for politisk kamp, men det grundtvigske livssyn, hvormed de fyldte deres sind, kunne ikke forenes med stadig kampførelse, fordi dette livssyn også politisk taget mere tog sigte på "folkelivets sunde vækst end på gennemførelse af partiprogrammer. Det moderate sindelag dannedes og styrkedes midt under kampen.

Et meget talende vidnesbyrd herom er givet af højskoleforstander Povl Hansen, Vallekilde i "Mine minders bog". Povl Hansen fortæller, at han allerede i sin tidligste ungdom stemtes til forligsvenlighed ved at høre sine pårørende strides så voldsomt om provisorierne, at de knapt nok kunne være i stue sammen. Han holdt lige meget af begge parter og vidste, hvad der dybest set forenede dem. Derfor vidste han også, at begge parter kunne have ret. "Tidligt lærte jeg at forstå, at der også i modpartiet kan være mænd med varme hjerter og levende sandhedssøgen. Denne bevidsthed, som jeg altså har erfaret og levet mig til, har reddet mig fra ensidighed og hjulpet mig til også at kunne give en modstander hans ret."

Et af centrerne for provisoriekampen var Ryslinge-egnen, hvor præsten VIlhelm Birkedal, optrådte som uhæmmet partitager imod Det forenede Venstre. Der randt ufred heraf. De, der tog standpunkt mod Birkedal, gjorde det med så meget større fanatisme, som de havde på fornemmelsen, at endog så meget var den gyldne frihedspolitik værd, at de for dens skyld måtte bryde med deres elskede præst. Under indtrykket heraf modnedes hos den unge slægt trangen til at se stridsemnerne fra mere end en side, således som det fremgår af Povl Hansens bekendelse.

Spændingen i urocentret udløstes på ejendommelig måde. Efter Birkedals afgang som præst viste der sig at være sket en grundlagsforskydning. Valgmenigheden gled ind i mæglingsstadiet og blev forsoningspolitikkens åndelig drivkraft. Der ligger mere heri, end man har forestillet sig ved hidtidige vurderinger af den fynske moderation. Kampen havde gjort sin gerning, og stemningen for at slå bro mellem modsætninger fik nu sin stærke vækst. Birkedals afløser som valgmenighedspræst, Karl Povlsen, var som kaldet til at fremme denne vækst. Han var ikke partitager, men fandt sit politiske syn bedst i et lille vers af Kaalund:

Ensidighed gør stærkt, måske,
dog hvor jeg kan, jeg helst slår bro.
Med begge øjne vil jeg se,
så længe jeg har to.

At tale politik var ikke hans sag, hverken på prædikestolen eller andet steds, men hans forkyndelse stilede mod fred og forsoning, og det vil i det praktiske og politiske liv sige, mod indbyrdes forståelse mellem mennesker. Virkningen kendtes direkte i den store menighedskreds og indirekte gennem åndsarbejde udført af andre, som fulgte hans prædikener og sugede næring af åndslivet omkring Ryslinge. De to mænd, der betød mest for den fynske mderations partimæssige udvikling, Klaus Berntsen og Jørgen Pedersen, var begge tilknyttet valgmenigheden, og navnlig for den sidste var Karl Povlsens forkyndelse af væsentlig betydning. man sporer påvirkningen i mangfoldige af hans ledende artikler i Fyns Tidende.

At Karl Povlsen for sit vedkommende følte sig tryg ved Jørgen Pedersens politik, er der mange vidnesbyrd om. Jeg har i mit hjem hørt valgmenighedspræsten fremhæve Jørgen Pedersens rolige vurdering af politiske begivenheder som den eneste sikre rettesnor for politiske overvejelser.

Hovedmanden for forliget var grundtvigianeren Frede Bojsen. Hvorledes forligstanken opstod hos ham, og hvilke kolossale vanskeligheder han mødte i sine bestræbelser for dens gennemførelse, skal ikke omtales nærmere her.  .... Frede Bojsen ønskede at møde håndslag fra gode mænd i den anden lejr, og det var hans overbevisning, at kun derved kunne det politiske liv atter bringes på ret køl. De fynske moderate rigsdagsmænd, der sluttede sig til hans gruppe, havde samme tanke. De ville se med begge øjne, og de ville slå bro. Ved den historiske afstemning om forliget stemte 7 fynske folketingsmænd, tilhørende forhandlignsgruppen, ja. De mest kendte var Klaus Berntsen, Kr. Lohmann, Harald Holm og Niels Jensen-Toustrup. Fremdeles stemte to fynske højremænd for forliget, og kun to stemte imod. Jørgensen-Maabjerg fra Svendborg-kredsen og Kr. Rosager fra Gudmekredsen,  begge bergianere. Sofus Høgsbro, der var valgt i Højrupkredsen, sad på folketingets formandsstol og stemte ikke. han var interesseret i en kraftig forhandlignspolitik, men modstander af forligsvilkårene.

De fynske folkerepræsentanter gav forliget en særlig styrke, fordi de havde en hel landsdels faste stemning bag sig. De to nej-stemmer fra Sydfyn var undtagelsen til fremhævelse af reglen. Også i disse egne var der forligsvenlighed blandt vælgerne. I Gudmekredsen havde Kr. Rosager ved de følgende valg svært ved at klare sig mod forligsvenlige modkandidater, først Jensen-Ådal, Trunderup, senere Rasmus Pedersen, Gislev, to af Ryslingeegnens gode mænd. Også på øerne syd for Fyn var stemningen blandet, og det nej, dr. Edvard Brandes som Langelandskredsens repræsentant sagde til forliget, modsvaredes af langelænderen Rasmus Claussens kraftfulde ja fra Lolland-Falster, der var udtryk for disse øers deltagelse i forligspolitikken, - ved siden af Fyn og ved siden af Vestsjælland, hvor den fynskfødte grundtvigianer, redaktør Hans Jensen, øvede en betydelig indflydelse gennem sit blad, "Sorø Amtstidende".

Men modstanderne var mange. Jyder og sjællændere forenede sig til kamp mod forligsstifterne, og det med stigende styrke, eftersom det viste sig, at forligshandlingens øjeblikkelige virkninger ikke fuldtud svarede til forventningerne. Forrædere, blev de kaldt, overløbere. Mange andre hånsord rettedes imod dem, alt imens modstanderne lagde nye planer indenfor deres nye store parti, Venstreformpartiet, hvis formand blev J.C. Christensen. De moderate forsvarede sig med ubetinget dygtighed, navnlig Klaus Berntsen viste en glimrende evne til at holde alle angribere fra livet. Hans "lyse fynske humør slog hovedet på sømmet ved de store kampmøder," siger N. Neergaard. Og hans moderate landsmænd dannede ved deres stædighed i troen moralsk bolværk for forhandlingsprincippet. "Forhandlingens vej er altid den bedste, og den vil de andre også komme til at følge." Sådan taltes der på Fyn af overbevisningstro forhandlingsmænd.

Alligevel var det umuligt for de moderate at holde stillingen. Fra valg til valg tabte de terræn. Og ved valget 1901, kort før systemskiftet, da Frede Bojsen trak sig tilbage, havde de betydeligt mandefald på Fyn. Alvorligst var det, at Kr. Lohmann faldt i Middelfartkredsen. Han var en smuk og ejendommelig bondeskikkelse, åndsadlet ved påvirkning fra den grundtvigske bevægelse frem for de fleste blandt sine standsfæller. Mange så i ham en ligemand af N.J. Termansen, "Danmarks ædleste bonde". Hans fald gjorde et stærkt indtryk overalt på Fyn .. Men sejrherrerne jublede. Der blev i de dage sunget en vise om de moderates elendighed, digtet til en af reformpartiets sejersfester.
Bojsen er borte og Lohmann lisådanne.
Ak Kr. Jensen gik fluks den samme vej.
Selv Rasmus Pæesen har itte nær så manne
stemmer som sidst, det jeg begriver ej.
Nu ser det snavs
nok ud for Klaus
og for Harald Holm og for fler af samme slavs.

Ja, sådan sang sejrherrerne om de overvundne. Men Klaus Berntsen og hans folk lod sig derfor ikke kue. De nynnede selv med på visen, fordi de fandt den morsom. De troede lige fuldt på deres sags retfærdighed. De troede, at sagen ville sejre, selv om mændene faldt, og det var en tro, der sparede dem for mange bekymringer. Klaus Berntsen havde historiske paralleller på rede hånd, når han diskuterede med modstanderne, og de var ikke kedelige. Se til Knud den Hellige, sagde han, han indførte kirketienden i Danmark og måtte bøde med sit liv. Men kirketienden har vi endnu. Eller se til Olav den Hellige, som førte kristendommen til Norge. Selv faldt han, men kristendommen brød frem som en sejrende kraft. Således er det gået så tit i historien: Mændene faldt, men sagen, de kæmpede for, lever.

Denne præsentation af middelalderens helgenkonger foretog Klaus Berntsen adskillige gange, og den undlod aldrig at gøre sin virkning.

De moderate fynboer troede imidlertid aldrig på mændenes totale fald. Det var deres inderste overbevisning, at mændene i kraft af retfærdighedes lov ville komme til ære og værdighed igen. Man kunne høre dem synge den citerede vise med tilføjelse af bemærkninger om, at det var noget snak, hvad der stod. Klaus Berntsen og Harald Holm befandt sig aldeles ikke i nogen snavs institution. De skulle nok vide at klare sig.

Udviklingen medførte, at den gode fynske tro virkelig skete fyldest, endog forsåvidt angår begge trosemner. Først sejrede sagen. Derefter kom mændene i forgrunden. Det gik som efter en naturlov. Reformpartiet satte som nyt regeringsparti efter systemskiftet forhandlingspolitikken i højsædet, og fra Det forhandlende Venstres side kunne man nu yde dette parti saglig støtte, hvad man også gjorde uden at kræve noget for sig selv. På Fyn gjorde man en direkte indrømmelse til regeringspartiet ved at lade systemskiftets første konsejlspræsident, professor Deuntzer, blive Sofus Høgsbros afløser som folketingsmand for Højrupkredsen uden modkandidat. Derefter lod man tingene gå deres gang. Mens reformpartiet prægede lovgivningsarbejdet, vidste den forhandlende gruppe at hævde sig ved hyppige indlæg i tingets offentlige forhandlinger. Dette var Klaus Berntsens ide. Når man ikke kunne få afgørende indflydelse, skulle man i alle fald lade sin røst høre og sige sin mening på rette sted. Den selvstændige, moderate tone savnedes ikke i nogen betydende forhandling.

Efter den radikale gruppes udtrædelse af Reformpartiet skiftede billedet yderligere karakter, idet Reformpartiet nu vanskeligere kunne undvære Det forhandlende Venstres mænd i arbejdet, og lidt efter lidt forberedtes en sammenslutning af de to grupper, der i alle væsentlige spørgsmål ville det samme. 1908 optoges N. Neergaard i ministeriet, 1909 anvendtes partibetegnelsen "Forhandlende Venstre" for sidste gang ved et folketingsvalg, 1910 skete den endelige sammenslutning af grupperne, og Klaus Berntsen blev lederen af det nye ministerium. Dermed var den fynske moderation som udtryk for det samlede folkelige venstre nået frem til magtens tinde.

Sammenslutningstanken havde på Fyn sin betydeligste talsmand i redaktør P.H. Nygaard, der lettere end Jørgen Pedersen kunne gøre formelle indrømmelser til Reformpartiet. Det er hans aktivitet man sporer gennem forskellige ydre handlinger, som tjente til formålets fremme. Et af de interessanteste træk er opstillingen 1906 af Lars Kristensen, Ringe, mod Deuntzer, der efter de radikales udskillelse kaldte sig radikal løsgænger. Lars Kristensen var den gang den fynske grundtvigianismes mest centrale offentlige personlighed. Han var af natur og indstilling forhandlingsmand, men opstilledes ikke desto mindre i tilslutning til Reformpartiet, åbenbart for at virke til udligning af modsætninger. Han nåede Deuntzer nær i stemmetal, og selv om han altså ikke blev valgt, kunne man med en vis ret betragte hans indsats i valgkampagnen som grundtvigianismens anerkendelse af J.C. Christensens førerskab under de givne forhold. Utvivlsomt gjorde denne kandidatopstilling sin nytte overensstemmende med, hvad der var tilsigtet.

At J.C. Christensen alligevel aldrig rigtig blev fynboernes mand, er en anden sag. Gemytternes uoverensstemmelse hindrede ham i at komme i personlig kontakt med fynsk tankegang. Meget ejendommeligt er det, at Reformpartiets Sællandsfar, Ole Hansen, den første bonde i kongens råd, i endnu højere grad var uden forbindelse med fynboerne. Ole Hansen kom ikke til at tale ved et politisk møde på Fyn før i 1918 under fuldstændig ændrede forhold.

I bevægelserne til den ene side for forlig med højre, til den anden side for samling af de folkelige venstregrupper, er der en undtagelse, som stiller reglen for hele moderationsperiodens udvikling i interessant belysning: Jørgen Nielsen, Nr. Lyndelse, den kendte friskolelærer, hvis liv og gerning uløseligt og med ære er tilknyttet den folkelige grundtvigianisme. Jørgen Nielsen var Harald Holms våbendrager i Verningekredsen indtil forliget. Så sprang han fra og stemte på Holms modkandidat ve flere følgende valg. Først efter systemskiftet vendte han tilbage til Holm igen, fordi han, som han selv siger, "havde set, at den moderate folketingsmand var mere frisindet end J.C. Christensen og hans store parti", og da Holm kort efter døde, var han højst utilfreds med, at denne udmærkede folkelige mands afløser blev en agrarisk idnstillet reformmand ("En gammel friskolelærers erindringer"). Senere udførte han en omhyggelig levnedsskildring af Harald Holm, som den dag i dag kan læses med udbytte.

Ligesom sin store læremester Grundtvig har Jørgen Nielsen i politik ladet sig lede udelukkende af personlige tilbøjeligheder, og ingen vil nægte, at hans utrættelige stemmen personligt ved valgene har været et oplivende træk i Fyns politiske liv. Med sin udprægede historiske interesse har han tillagt hver enkelt stemmeafgivning en ganske særlig betydning, og det er næppe for meget sagt, at han hver gang har følt det, som om han afgav sin stemme for historiens domstol. Ikke ved et eneste valg har han, såvidt jeg ved, forsømt at meddele offentligheden, hvor han lagde sin stemme, og med hvilket formål han stemte, som han gjorde.

Klaus Berntsens tre regeringsår 1910-13 var lyse og fredelige. De dannede - det er let nok at se nu - afslutning på en periode i vor historie, vel en af de lykkeligste, vort folk har oplevet. Der var fasthed i de økonomiske forhold og god balance mellem danske erhvervs interesser med landbruget som bærende erhverv. Byerne havde under deres vækst endnu ikke nået en sådan størrelse, at de frembød noget egentligt trængselsproblem for lovgivnignen. Regeringen kunne samle sit arbejde om statsadministrationen og om løsningen af særlige opgaver til betryggelse af det levende liv, ordningen af landets forsvar og gennemførelse af en forfatningsændring overensstemmende med folkeflertallets længe nærede ønsker.

Den måde, hvorpå man søgte opgaverne løst, vidnede om, at man stod fast på sit idealgrundlag. man ville ved forhandling og formidling værne om vundne goder og fremme udviklingen af nye folkelige værdier.

I forbindelse med gennemførelse af den vedtagne forsvarsordning rejstes diskussion om folkeliggørelse af hæren ved at knytte hærens funktioner nærmere til folkehøjskolens, skytteforeningerne og andre frie organisationer. Klaus Berntsen (selv formand for De Danske Skytteforeningers landsorganisation) tog sig personligt af "tonen i hæren", medens Alfred Povlsen, Ryslinge arbejdede for tilvejebringelse af en praktisk ordning, hvorved hæren kunne bringes i aktiv forbindelse med den frivillige indøvelse i gymnastik og våbenbrug - fra hærens side til dels støttet af den kendte officer, oberst Liljefalk. Man ønskede, at gamle fordomme skulle brydes, og at hæren skulle indrettes efter vor folkeejendommelighed, vor særegne udvikling og opdragelse, for at kunne blive et virkeligt folkeværn. Der kom vistnok ikke så meget ud af disse bestræbelser, som man havde håbet, men de var i alle fald udtryk for en tendens, indebærende værdifulde muligheder. De viser, hvorledes man bedømte folkelivets vækst og fædrelandets værn i sammenhæng som Danmarks livssag.

Med hensyn til statens finanser gjaldt det om at få skabt balance mellem indtægter og udgifter, og her udviste N. Neergaard som finansminister al den opfindsomhed, der kunne udmærke en fremragende mand af moderat indstilling. Grundet på omfanget af de foregående års reformer var man nødt til at gå til forøgelse af skatteudskrivningen. Neergaard skaffede millionbeløb ved lempelige forhøjelser af formue- og indkomstskatten, brændevins- og ølskatten, stempel- og lotteriafgifterne, et lille tillæg til jernbanetaksterne og indførelse af skat på cigaretter og forlystelser. Skønt både forhøjelser og nybeskatninger var yderst moderate, vakte de livlig modstand. J.K. Lauridsens gamle slagord om den fattige mands snaps blev agitatorisk ført frem mod spiritusfordyrelsen, og forlystelsesskatten blev udråbt som en fjendtlighed mod kulturen. Neergaard og hans regeringsfæller tog dog dette med ophøjet ro. For dem var balancen det afgørende. De mente nok, at deres moderate beskatninger kunne stå for fremtidens dom.

Under skattediskussionen slog den voksende georgeistiske bevægelse en breche i de moderate rækker, forsåvidt som den med forstander Jakob E. Lange som veltalende ordfører fik en del højskole- og friskolefolk til at  interessere sig for kravet om en klækkeligere jordbeskatning. Men overfor den fynske, moderate bonde forblev agitationen virkningsløs. Her gik det ikke Jakob E. Lange bedre, end det var gået ham, da han i Odense havde udviklet georeismens velsignelser for Frelsens Hærs leder, general Booth, og blev afvist med ordene: "Yes, dear young man, it is all very well, but you can`t do anything without God and the Salvation Army". (Ja, kære unge mand, det er meget godt altsammen, men De kan ingen ting gøre uden Gud og Frelsens Hær). Den fynske bonde var lige så uimodtagelig for georgeistiske ideer som frelsergeneralen. Han syntes, det kunne være meget godt altsammen, men han troede mere på Grundtvig end på Henry George, også mere på Jørgen Pedersen, hvem det vistnok var en fornøjelse at påvise de georgeistiske skatteteoriers umulighed og fremhæve fordelen ved Neergaards moderate beskatningsformer.
Noget andet er, at jordbeskatnignsteorierne senere vandt større indpas i visse højskolekredse, til dels støttet af Det radikale Venstre. En trofast talsmand havde disse teorier i en mand som friskolelærer Kr. Skovrup, Ryslinge, der følte sig overbevist om, at de kunne virke til gavnlig forbedring af samfundsforholdene.

Ministeriet Berntsens største formidlende indsats blev forslaget til ændringer i Danmarks Riges grundlov, der fremsattes den 23. oktober 1912, 64 års dagen for den første grundlovgivende rigsdags sammentræden i København. Dette forslag, hvis hovedbestemmelse var lige og almindelig valgret til folketinget for både kvinder og mænd fra 25 års alderen, betragtedes som fyldestgørelse af det historiske venstres krav om en forfatninsændring i junigrundlovens ånd. "Man har spurgt os, hvad vi forstod derved?" sagde Klaus Berntsen i sin forelæggelsestale, "her er svaret i det forslag, jeg har den ære at fremsætte." Nogen let gang fik forslaget dog ikke på sin vej frem til vedtagelse. Det blev vedtaget i folketinget efter et par måneders forløb, men standset af en dagsorden i landstinget, og da man derefter udskrev ordinært folketingsvalg den 20. maj 1913 med grundlovssagen som hovedemne, blev resultatet vel en sejr for grundlovsforslaget, men et nederlag for ministeriet Berntsen, der trådte tilbage og overlod sagens videreførelse til ministeriet Zahle.

Årsagerne til ministeriet Berntsens valgnederlag var forskellige - for Fyns vedkommende må det vel nærmest søges i sindenes modtagelighed for en i grundtvigske tonarter afstemt radikal agitation, der sagde det samme på en anden måde. Man trængte til lidt afveksling. Efter dette valg var Klaus Berntsen selv den eneste tilbageblevne af forligsmændene fra 1894, alle de øvrige var nye. Af radikale var bl.a. valgt to brødre, nu afdøde landstingsmand Gunnar Fog-Petersen og nuværende stiftsprovst Johs. Fog-Petersen, Odense. Den sidste havde afløst Deuntzer i Højrupkredsen, hvor han havde sejret over den grundtvigske præst, pastor S. Th. Balslev, Søndersø, efter en valgkamp der nærmest havde haft karakter af en konkurrence om folkelig grundlovsidealisme. Jeg tror, dette var karakteristisk for valget som helhed. Konkurrencen var varm, skønt næppe noget principielt skilte partnerne, og vælgerne tog skarpt standpunkt hver for sin kandidat. Der blev fortalt, at endog Karl Povlsen, Ryslinge, undtagelsesvis demonstrerede sit standpunkt, idet han holdt sin stemmeseddel op på stemmerummets ydervæg, mens han satte kryds ved pastor Balslevs navn. Alle skulle se, hvor der efter hans mening burde stemmes.

Men selve grundlovssagen fik altså fuld tilslutning og sejrede. Efter 2 års forløb var den moden til gennemførelse under ministeriet Zahle, og nu kom de moderate fynske politikere atter i forgrunden som hovedordførere: I folketinget Klaus Berntsen, i landstinget Jørgen Pedersen. Det var store dage for disse to, da omsider den ny junigrundlov var en kendsgerning. Klaus Berntsen talte bevægede ord om den danske begejstring, hvis smukkeste ytringsform er troskab mod ærlig overbevisning. Jørgen Pedersen citerede Fr. Barfods ord om den første grundlovsfædre: "Så hjulpes de med glæde, og loven tog de ved." På grundlovsdagen den 5. juni, da den nye grundlov fik kongens underskrift, gik et kvindetog med Henny Forchhammer i spidsen til residenspalæet for at takke majestæten for folkegaven.

Grundlovsfester holdtes udover landet i et antal som aldrig nogen siden før på en grundlovsdag, og på hver festplads i by og sogn blev plantet en "kvindernes eg" til minde om dagen for kvindevalgrettens indførelse. Fællesskabsfølelsen brød frem som en varmende strøm: "Sneen smelted` i de dybe dale. Gamel vanes sejge is brød op." Fyns særlige hyldest til Klaus Berntsen udgik fra hans fødeby Eskildstrup. Her holdtes på grundlovsdagen en improviseret grundlovsfest med friskolelæreren og kommuneskolelæreren som talere - på dette sted et mere karakteristisk samlingstegn end om der havde været sørget for en taler for hvert parti - og herfra afsendtes, efter at "kvindernes eg" var plantet, et takketelegram til Bentsen, der samme dags eftermiddag havde fået overrakt en sølvpokal som gave fra ministeriet Zahle. Endivdere vedtog man på forslag af gårdejer Niels Kr. Pedersen at rejse et værdigt mindesmærke for den gamle folkepolitiker på den plads, hvor hans fødegård havde ligget.

Beslutningen om rejsning af mindesmærket blev bragt til udførelse i løbet af de følgende sommermåneder. Midlerne blev hurtigt tilvejebragt ved bidrag af sognebeboere af alle aldersklasser, og mindesmærkematerialet kom næsten af sig selv. En stor natursten egnet til kunstnerisk forarbejdning blev fundet i en grusgrav midtvejs mellem Eskildstrup og Højby - den by hvor Berntsen havde haft sin ungdomsgerning som friskolelærer - og fundamentet leveredes fra nabolaget. En gammel håndværker, Per Murer, som gennem mange år havde indsamlet ejendommelige natursten til sin have, var nylig død, og hans enke vidste ikke noget bedre end at skænke den sjældne samling til mindepladsen. Da efteråret kom, stod mindesmærket færdigt med Klaus Berntsens ansigtstræk indhugget i granit, hans livs data og bysbørnenes "Tak for målbevidst og trofast arbejde for folkets selvstyre", nedenunder.

Afsløringsdagen blev den 23. oktober 1915, 3 års dagen for forelæggelsen af grundlovsforslaget. Den fejredes ved en stor folkefest, hvorom hele landets opmærksomhed samlede sig. Hovedtalerne holdtes af konsejlspræsident Zahle og folketingsmand N. Neergaard, og sommerens samlingstoner blev her under efterårets løvfald til en fast klang af folkelig politisk viljesytring med ledende politikere i gensidig anerkendelse af hinandens indsats. Noget af det smukkeste, der blev sagt om Berntsen, var, at han ikke havde vist tegn på krænket stolthed, da grundlovssagens førelse blev taget ud af hans hænder. Klaus Berntsen var selv til stede. Han takkede dybt bevæget - takkede for alt, hvad han skyldte sit hjem og sin gamle forlængst afdøde moder, takkede for minderne fra fødebyen og først og sidst Gud den almægtige, fra hvem al kraften kommer.
Dette var afslutningen på grundlovsårets store folkefester i Danmark.

Politisk var konsejlspræsident Zahles udtalelser ved denne lejlighed af betydelig interesse. Hr. Zahle havde den foregående sommer vist nogen tilbøjelighed til at yde moderationen anerkendelse. Ved et møde på Hohøj i Jylland havde han sagt, at han, der i sin ungdom havde været ivrig modstander af forligspolitikken, efterhånden var kommet til at se med andre øjne på forligets mænd. Ved festen for Klaus Berntsen gik han et skridt videre. Her havde han for sig hele kredsen af mænd, som havde været med til at give fynsk folkeliv kraft og indhold, brødrene Povlsen, Ryslinge, alle andre fynske navne af nogen betydning, ældre og yngre politikere af begge venstreretninger. Den eneste, der manglede, var gamle Jørgen Pedersen, som principielt aldrig deltog i fester. Naturligvis var hr. Zahle påvirket af omgivelserne. Han ville ikke have været den mand, han er, om dette ikke havde været tilfældet. Da der ved middagen blev holdt en tale for ham med hentydning til, at han ikke som regeringsleder havde vist tegn til yderliggående radikalisme, svarede han spontant med en kompliment til de gamle moderate og en udtalelse om, at hans regering, skønt radikalt indstillet, førte moderat landspolitik til varetagelse af alles interesser under krigssituationen. Dette gjorde et stærkt indtryk. De gamle nikkede forstående og bekræftende. Det var netop, hvad de altid havde ment, at moderat politik er landspolitik. Derfor havde de heller aldrig villet opgive den. De yngre, og de, der måske havde slået lidt med nakken ad moderationen, nikkede med, for sådan er det jo, når landets førsteminister selv siger det.

Det er rigtigt, hvad N. Neergaard har udtalt, at Klaus Berntsen nedlagde frugterne af sit ungdomsarbejde i skolens og folkeoplysningens tjeneste i den nye grundlov. Det var ikke et partiprogram, men et folkeligt livssyn, der bevægede ham og hele hans slægtled. Med begivenhederne på afstand ser vi let sammenhængen i udviklingen. Gennem kampene skete en forberedelse, men først da der sattes ind med en mægling, hvortil fynske kræfter i særlig grad var egnet, først da begyndte resultaterne at vokse af fællesskabets grundvold som korn af mulde. Først da brød vårtiden frem med folkestyre og folkeoplysning som sideordnede danske værdier - den vårtid om hvilken man havde talt og sunget med så megen begejstring. Ja,

Og blegned vårens efterskær,
dækkedes stundom det ganske,
så freden svadt, og ord blev sværd,
dog voksed` stadig det danske

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk