Socialdemokratiets Historie (1871 - ca. 1990) Del 2
Forside ] Op ]


Socialdemokratiets historie (1871 - ca. 1990 ) Del 2
 

Danmark for folket

Reformarbejdet i landet selv fik stor betydning. Socialdemokratiet kunne ved at fastholde regeringsmagten og ved brugen af statsindgreb gennemføre mange reformer, hvis intentioner blev beskrevet i arbejdsprogrammet fra 1935 "Danmark for folket". En af de vigtigste reformer var Socialreformen fra 1933, der betød en umiddelbar forbedring for især de svagere grupper i samfundet specielt på baggrund af den økonomiske krise. Imidlertid indebar forliget, der førte frem til reformen, også en reallønsnedgang for arbejderne. Det lykkedes i denne sammenhæng at splitte de borgerlige oppositionspartier og dermed også at få reformen igennem i Landstinget.

Socialreformen fulgtes op af f.eks. ferieloven, der gav alle fuldt beskæftigede lønmodtagere 12 dages ferie pr. år, af lovene om landarbejderhuse, boligbyggeri og hjælp til børnerige familier. Dette og det fortsatte reformarbejde i kommunerne bevirkede bl.a., at den sociale krise, der opstod som en følge af den økonomiske verdenskrise, ikke førte til en fascistisk radikalisering af småbor- gerskabet, som det skete i Tyskland. Tværtimod sluttede det sig i høj grad til arbejderbevægelsen; ved valget i 1935 fik Socialdemokratiet en betydelig fremgang netop i funktionær- og mellemstandsgruppen uden dog at miste sin karakter af arbejderparti. Funktionærgruppen, der voksede betydeligt i disse år, både i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor, blev i stigende grad organiseret i fagbevægelsen.

Denne udvikling slog dog først endeligt igennem i 1970erne og 1980erne, således at funktionærforbundet HK i 1990 er Danmarks største fagforbund. I et længere perspektiv er dette en af de vigtigste indirekte følger af reformpolitikken.

På et punkt mislykkedes reformarbejdet imidlertid. Socialdemokratiet ønskede at gennemføre en forfatningsændring, således at Landstinget skulle afskaffes og valgretsalderen sænkes til 21 år. Desuden skulle der indføres mulighed for at afholde folkeafstemninger om vedtagne love. Imidlertid forkastedes denne reform ved en folkeafstemning i foråret 1939.

Kun få stemte imod, men det krævedes, at 45% af samtlige vælgere skulle stemme for denne ændring, og kun 44,46% stemte faktiskfor. Grundlovsændringen måtte vente på at blive endelig vedtaget til 1953.

I mellemkrigstiden udvikledes Socialdemokratiets politiske teori videre. Ganske vist holdt Stauning og med ham partiet fast ved den grundlæggende vurdering, at arbejderklassens enhed var afgørende for at nå socialismen. Derfor afviste partiet alle enhedsfronttilbud fra DKPs side, idet arbejderklassens enhed sås realiseret i den socialdemokratiske parti- og fagbevægelse. Denne modvilje mod DKP styrkedes senere, fordi den kommunistiske politik var et angreb på Socialdemokratiet og dets politiske taktik. Stauning afviste således f.eks. Folkefrontspolitikken i Frankrig.

I stedet for gik Stauning ind for en kompromis-politik baseret på det parlamentariske demokrati og udvidet med folkeafstemninger. Han var ganske klar over, at folkeafstemninger snarere virkede i konservativ retning, men han mente, at de var vigtige for den politiske meningsdannelse, og dette aspekt anså han for centralt.

I udviklingen af denne politik holdt han fast i marxismens centrale teser, selvom han erkendte, at arbejderklassens sammensætning havde ændret sig siden Marx' dage. I en tale ved 50-årsdagen for Marx' død i 1933 og på kongressen i Ålborg i 1935 understregede han denne holdning til den marxistiske arv. Men han så også, at industriarbejderklassen ikke voksede afgørende mere, og gik derfor ind for at også husmændene, de intellektuelle og de arbejdende mellemlag i byerne skulle vindes for socialismen; hele det arbejdende folk var nu partiets målgruppe. Det var med dette udgangspunkt, at den aktuelle politik blev lagt til rette. Socialismen blev ikke opgivet, men var ikke et umiddelbart mål i mellemkrigstiden, hvor verden omkring Danmark udviklede sig væk fra demokratiske styreformer.

Internt i partiet gennemførtes også et vældigt opbygningsarbejde. I mellemkrigstiden udviklede den socialdemokratiske bevægelse sig til en vidtfavnende massebevægelse med organisationer på mange samfundsområder. Foruden fagbevægelsen, som voksede kraftigt og kunne fastholde tilgangen af nye medlemmer, udvikledes børne-, ungdoms-, sport- og kulturorganisationer. I forbindelse med ferieloven 1938 oprettedes også en ferieorganisation, der stillede billige feriehuse til rådighed, en organisation der udbyggedes kraftigt i efterkrigstiden. Af stor betydning blev endvidere Arbejdernes Oplysnings Forbund, der oprettedes i 1924 og udviklede et bredt politisk oplysningsarbejde, der prægede en generation af arbejderaktivister. Organisationslivet dækkede næsten alle aspekter fra børneorganisation til begravelsesunderstøttelse. Ligeledes udvikledes arbejderkooperationen, herunder f.eks. partiets forlag "Fremad", der i 1950'erne var et af de førende forlag i landet. Alle disse initiativer havde til formål at udvikle et alternativ til det borgerlige samfund; det fastholdt dog også mange, som kun middelbart var interesseret i bevægelsens politik, i et socialdemokratisk miljø. Det rige organisationsliv havde også betydning i kampen mod de nazistiske grupper, fordi det gav bl.a. de mange arbejdsløse et holdepunkt, hvor de trods alt havde mulighed for at virke. De blev ikke udstødt af arbejderbevægelsens netværk.

En anden nyskabelse var den i 1929 gennemførte ordning med kvindeudvalg i tilknytning til partiforeningerne. Siden partiets kongres i 1908 var kvindeagitationen blevet forstærket i forbindelse med valgrettens indførelse også for kvinder til kommunalvalg (fra 1908) og rigsdagsvalg (fra grundlovsændringen i 1915). Imidlertid modsatte partiets flertal sig en selv- stændig kvindeorganisering. Arbejderbevægelsen skulle kun bestå af partiet, fagbevægelsen og kooperationen - dog akcepteredes en selvstændig ungdomsorganisation fra 1907. I Danmark negligeredes de særlige problemer, som arbejderkvinderne faktisk havde, der blev ikke afholdt kvindekonferencer eller oprettet et kvindetidsskrift eller -sekretariat. Trods dette var ca. 33% af partiets medlemmer kvinder.

Planen om at oprette kvindeudvalg blev fremsat af Sylvia Pio, datter af partiets stifter Louis Pio. I løbet af 1929 startedes mange kvindeudvalg og derefter blev disse anerkendt af partiets forretningsudvalg og akcepteret på partiets kongres i 1931. Det gik langsomt med at udvikle dette kvindearbejde, men efterhånden oprettedes kvindekurser, i 1943 ansattes enkvindesekretær, Nina Andersen, og i 1947 startedes tidsskriftet "Frie kvinder". Kvindeudvalgene og tidsskriftet ophørte i 1969, da man fandt frem til nye former for kvindearbejdet.

I mellemkrigstiden voksede partiets medlemstal betydeligt til 191 995 i 1935, således at omtrent 30% af partiets vælgere var organiseret i partiforeningerne. Alligevel svækkedes organisationen i forhold til de repræsentanter, der blev indvalgt i kommunalråd og Rigsdagen. Partiledelsen besluttede nemlig, at de valgte tillidsfolk i overensstemmelse med den borgerlige parlamentarismes regler udelukkende var ansvarlige overfor deres egen samvittighed. Det var medvirkende til at nedsætte den politiske aktivitet blandt partiets medlemmer, der især under den "kolde krig" i 1950'erne blev færre og mere passive.

 

 

Krig og besættelse

Krigsudbruddet i 1939 havde naturligvis direkte følger for Danmark, men i det første halve års tid blev Danmark ikke inddraget i krigen. Den 9. april 1940 blev landet imidlertid besat, uden at det dog kom til egentlige krigshandlinger.

Denne besættelse blev et enestående fænomen under 2. verdenskrig. Regeringen udvidedes med de store borgerlige oppositionspartier. Udenfor stod nogle mindre partier deriblandt det kommunistiske. De danske nazistiske partier forsøgte at få overdraget regeringsmagten, men blev i dette ikke støttet af besættelses- magten. De tyske nazister var åbenbart ikke interesseret i deres små danske aflæggere. Farligere for demokratiet var forsøg fra erhvervskredse på at få fjernet regeringen og få den erstattet med en såkaldt administrativ regering, der ville have stået svagere overfor den tysk-nazistiske besættelsesmagt. Disse anslag mod folkestyret kunne afvises, og det var derefter muligt at føre en vis selvstændig politik, der sigtede mod at skåne det danske folk så meget som muligt. Militæret og politiet fungerede fortsat, og der blev oven i købet afholdt frie valg i 1943, der gav fremgang til Socialdemokratiet. I dettevalg deltog alle danske partier, på nær DKP, som grundlovsstridigt var blevet forbudt efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941.

Denne forhandlingspolitik førtes videre indtil august 1943, hvor regeringen blev stillet overfor krav, som den ikke ville acceptere, og den valgte at træde tilbage. Et departementschef-styre fortsatte imidlertid, og politiet fungerede ligeledes videre indtil 1944. Selvfølgelig blandede besættelsesmagten sig i den danske civile forvaltning, men i sammenligning med andre lande slap Danmark meget nemt gennem krigen.

Ingen socialdemokratisk organisation blev forbudt af nazisterne, men de krævede bl.a. at partiets formand, Hans Hedtoft, skulle træde tilbage. Han fortsatte imidlertid som folketingsmedlem og bevarede sin indflydelse.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen valgte bevidst at deltage i forhandlingspolitikken. De anså det for vigtigst at få landet bragt helskindet gennem krigen; det betød også, at de offentligt modsatte sig sabotagehandlinger og anden form for virksomhed mod de nazistiske tropper. Det betød endvidere, at fagbevægelsen efter krav fra besættelsesmagten accepterede, at de valgte kommunistiske tillidsmænd i organisationerne måtte træde tilbage.

Betalingen for dette var, at organisationerne fortsat kunne virke, selvom deres virkeområde blev indskrænket betydeligt af lovgivningen. De borgerlige - specielt bønderne og deres parti - udnyttede situationen på bekostning af arbejderklassen. Bønderne kunne få solgt alt, hvad de ville sælge, mens nøden blev større og større i arbejderklassen.

Det var arbejderklassen, der måtte yde økonomiske ofre under besættelsen, medens bønderne og en del kapitalejere tjente store penge.

Derfor var det også især arbejderne, der prægede modstanden mod forhand- lingspolitikken ved at gennemføre store strejker i 1943 og 1944. På samme måde var det ofte arbejdere, der som modstandsfolk gennemførte aktive sabotage handlinger. Efter at DKP var blevet forbudt i 1941, kæmpede det under jorden. Det havde dog vanskeligheder med at slå igennem; der var ikke mange, der ligefrem var positivt indstillet overfor besættelsesmagten. Men der var kredse, der mente, at det var godt, at arbejderne blev sat på plads, at reformpolitikken i 1930'ernevar gået for vidt. Først lidt efter lidt lykkedes det for modstandsbevægelsen, herunder kommunisterne, især gennem en udbredt illegal presse at vende stemningen i befolkningen. Gennembruddet kom efter slaget ved Stalingrad i 1943, hvorefter flere fra andre politiske retninger engagerede sig i modstandsbevægelsen. Hertil hørte også socialdemokrater, der oprettede militærgrupper, udsendte illegale blade og på anden måde deltog i kampen. Også tyske socialdemokratiske og kommunistiske emigranter deltog i dette arbejde.

Den socialdemokratiske arbejderbevægelses ledelse støttede ikke denne udvikling, men fortsatte på et mere afdæmpet niveau sin forhandlingspolitik, der blandt andet muliggjorde, at de danske jøder kunne reddes i 1943.

Forhandlingspolitikken skabte efterhånden som krigens afslutning rykkede nærmere en modvilje mod partiet, mens kommunisterne fik en voksende opbakning. I forhold til tiden før krigen var de betydeligt styrket, mens Socialdemokratiet var svækket politisk, selvom organisationerne fortsat var intakte.

Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti

Da Danmark blev befriet af de engelske tropper i maj 1945, var der i arbejderklassen stor usikkerhed om, hvilken politik der skulle føres i efterkrigstiden. Det første påtrængende var, at modstandsbevægelsen og store dele af det danske folk nu ønskede et opgør med de kredse, som havde samarbej- det med nazisterne under besættelsen, politisk eller økonomisk. Det andet var, at Socialdemokratiet følte sig presset til i sommeren 1945 at deltage i en række forhandlinger med kommunisterne om en sammenslutning af de to arbejderpartier. Presset kom fra en række tillidsfolk fra de større arbejdspladser i København og de store provinsbyer. Det var ofte begrundet i en frygt for, hvordan det kommende folketingsvalg ville gå. Hvor stort ville det danske kommunistiske parti blive, og kunne man dæmme op for dets popularitet i den danske arbejderbefolkning? Forhandlingerne endte resultatløse, fordi de principielle forskellevar for store. Dertil kom, at ingen af parterne havde tillid til den anden part, og muligvis ønskede ingen af partierne i virkeligheden en sammenslutning.

Socialdemokratiet stillede som en af betingelserne for en sammenslutning, at kommunisterne skulle tage klart og utvetydigt afstand fra "proletariatets diktatur", som Komintern havde vedtaget i 1919, og uforbeholdent bekende sig til den demokratiske socialisme på vesteuropæisk parlamentarisk grundlag. Det ville kommunisterne ikke. De mente, at "proletariatets diktatur" i en dansk udgave var udtryk for det sande demokrati.

Efterkrigstidens fremtidsvisioner i arbejderklassen og arbejderbevægelsen indebar også et klart ønske om en venstredrejning i dansk politik. Det skete ud fra erkendelsen af, at det kapitalistiske økonomiske system havde spillet fallit i 1930'erne, og at en planøkonomisk model havde vist sig hensigtsmæssig i de vestlige demokratier under krigen.

På Socialdemokratiets kongres i august 1945 blev der da vedtaget et efterkrigstidsprogram, "Fremtidens Danmark", som indeholdt planer for en demokratisk socialistisk økonomi med en samfundsstyring af de vigtige økonomiske institutioner og virksomheder og forslag til en række sociale reformer.

Alligevel tabte Socialdemokratiet det første folketingsvalg efter krigen i oktober 1945. Partiet gik tilbage med 18 mandater, mens kommunisterne fik 18. De to partier havde ikke flertal sammen, og der kunne ikke dannes en socialdemokratisk regering, også fordi den gamle regeringspartner Det Radikale Venstre tog stærk afstand fra "Fremtidens Danmark". I stedet dannede det borgerlige parti Venstre regering.

I de første efterkrigsår koncentrerede Socialdemokratiet sig om tre hovedopgaver. For det første forsøgte det i et Folketing med borgerligt flertal at føre en genopbygningspolitik med et socialt sigte. For det andet stilede det efter en forfatningsreform, som skulle demokratisere det parlamentariske system yderligere med afskaffelsen af Landstinget. Og for det tredje bekæmpede partiet kommunisternes indflydelse på arbejdspladserne og i Folketinget. Den sidstnævnte bestræbelse skal ses i lyset af, at den danske fagbevægelse var og fortsatblev ved at være en enhedsbevægelse, trods splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister. For socialdemokraterne var det særdeles vigtigt at fastholde dominansen i fagbevægelsen, fra den øverste ledelse til tillidsmandsposterne på de enkelte arbejdspladser.

Ved valget i 1947 vandt Socialdemokratiet ni mandater på kommunisternes bekostning. Partiet Venstre gik frem, men kunne ikke danne regering på grund af dets ønske om en revision af den dansk-tyske grænse. Der blev da dannet en social- demokratisk mindretalsregering med Hans Hedtoft som statsminister. Den nye regering forsøgte at gennemføre dele af de økonomiske ideer og sociale reformer, som var udtrykt i "Fremtidens Danmark", men nåede ikke langt i sin regeringspe- riode 1947-50 på grund af det borgerlige flertal i Folketinget.

Danmark i det vestlige system

Regeringens største udfordring blev imidlertid på det udenrigspolitiske plan. Hvor skulle Danmark placere sig i den storpolitiske konflikt, som udviklede sig mellem Øst og Vest i de første efterkrigsår? Endnu så sent som januar 1948 kunne Hedtoft fortælle den danske befolkning, at "vi skal overhovedet ikke placere vort land i nogen blok. Vi er medlem af De forenede Nationer og skal gøre vor pligt som nordisk land". Men den hastige udvikling i "den kolde krig" i de efterfølgende uger og måneder med bl.a. den kommunistiske magtovertagelse i Prag i februar 1948 tvang regering og Folketing til at tage fornyet stilling. Fra socialdemokratisk side blev der gjort et alvorligt forsøg på at skabe et skandinavisk forsvarsforbund mellem Sverige, Norge og Danmark. Men det mislyk- kedes, fordi især Sveriges og Norges interesser var for forskellige. Derefter følte regeringen og flertallet i Folketinget sig nødsaget til at tilslutte sig NATO, som blev dannet i april 1949, da det ikke var muligt at få landets neutralitet garanteret. Kommunisterne og Det Radikale Venstre gik imod, og mange socialdemokratiske vælgere var skeptiske over for beslutningen.

Tilslutningen til NATO, modtagelsen af Marshall-hjælpen og medlemskabet af OEEC fik afgørende betydning for Socialdemokratiets forståelse af dets rolle i samfundsudviklingen. Den voksende liberalisering af Danmarks udenrigshandel og den deraf følgende integration i den vestlige økonomi medførte en gradvis opgivelse af den planøkonomiske del af "Fremtidens Danmark". Til gengæld satsede Socialdemokratiet på økonomisk vækst og sociale reformer. Tankegangen var, at når kagen blev større, ville også arbejderklassen og andre svage grupper i samfundet få sin del, hvis der samtidig kunne ske en fastholdelse af fordelingen i indkomst og formue. Produktionen skulle stige mest muligt, og staten skulle spille en afgørende rolle ved gennem sociale reformer og skattesystemet at overføre indkomster fra de bedst stillede til de dårligst stillede. Opbygningen af velfærdssamfundet blev sat i værk.

Den økonomiske væksts og de sociale reformers voksende forrang for planøkonomien var helt i overensstemmelse med Socialistisk Internationales Vesttyskland. Herfra udsendtes en erklæring om den demokratiske socialisme, hvis mål var fuld beskæftigelse, højere produktion, stigende levestandard, social tryghed og en retfærdig fordeling af indkomst og formue. Den økonomiske magt burde decentraliseres mest muligt, og "socialistisk planlægning forudsætter ikke offentlig ejendomsret til alle produktionsmidler. Den er forenelig med privat ejendomsret på vigtige områder ...".

Philips-strejken

Men både væksten og reformarbejdet gik langsomt i første del af 1950'erne, selv om arbejderne blev presset til det yderste i et forsøg på at øge produktionen mest muligt. Socialdemokratiet og den socialdemokratisk ledede fagbevægelse accepterede dette pres, som bestod i en udbredt anvendelse af tidsstudier og akkordarbejde for at rationalisere og effektivisere produktionsprocessen. Det førte ofte til konflikter på de enkelte industrivirksomheder.

Arbejdernes modstand mod det hårde arbejdspres, som generelt ikke førte til nogen særlig stor stigning i lønnen, kulminerede i midten af 1950'erne. I 1954 indledtes således en langvarig konflikt på elektronikfabrikken Philips i København. De strejkende arbejdere fik økonomisk støtte fra mere end 2000 arbejdspladser landet over, og samtidig blev der vedtaget en række resolutioner, som støttede de strejkende i deres kamp.

Konflikten på Philips afdækkede klart et af de alvorlige dilemmaer, de socialdemokratiske faglige og politiske ledere stod i. På den ene side var de interesserede i en rationalisering af arbejdsprocesserne, så produktiviteten, produktionen og eksporten kunne stige og også arbejderklassen få mulighed for bedre levevilkår. På den anden side måtte de erkende, at arbejdsgiverne kunne misbruge rationaliseringen til en urimelig udbytning af arbejdskraften, uden at der kunne gøres noget alvorligt ved det. Ganske vist var der i 1947 indgået en aftale mellem De samvirkende Fagforbund (DSF) og Dansk Arbejdsgiverforening om oprettelse af samarbejdsudvalg på alle større virksomheder, men mange steder var der ikke oprettet udvalg, eller de fungerede dårligt, som tilfældet var på Philips i 1954.

Storkonflikten i 1956

En endnu større udfordring kom Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledelse ud for i 1956, da der skulle indgås nye overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Arbejderne fik ikke deres levevilkår forbedret i disse år.

Boligmanglen var stadigvæk stor og forholdene dårlige i arbejderkvartererne i de store byer. Arbejdsløsheden var stigende, fra 8% i 1954 til 11% i 1956. Dertil kom, at den socialdemokratiske regering havde foretaget et økonomisk indgreb i 1955 for at rette betalingsbalancen op, og det medførte en halvering i stigningen i arbejdernes realløn til 1,7%, mens stigningen i produktiviteten var væsentlig højere på grund af den fortsatte rationalisering og mekanisering. Den hårde udnyttelse af arbejdskraften påmange virksomheder var fortsat en kilde til utilfredshed hos arbejderne.

Fagbevægelsen og arbejderne var derfor stærkt opsatte på, at overenskomsterne i foråret 1956 skulle give væsentlige forbedringer til arbejderklassen, både økonomisk og socialt. Men arbejdsgiverne afviste helt de stillede krav, og det kom til en omfattende konflikt, som blev særlig mærkbar, fordi den blandt andet medførte et stop for leverancer af olie og benzin. Væsentlige dele af samfundslivet, produktionen og eksporten var truet.

Den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen, som havde afløst Hans Hedtoft ved dennes pludselige død i 1955, arbejdede ihærdigt for at få opstillet et mæg- lingsforslag, og det lykkedes omsider. Men ved urafstemningen viste det sig, at arbejdsgiverne stemte for forslaget, mens arbejderne stemte imod. Dermed kom H.C. Hansen og den socialdemokratiske mindretalsregering i en meget vanskelig situation. Socialdemokratiet kunne foreslå at ophøje mæglingsforslaget til lov i Folketinget og dermed gå imod arbejdernes store flertal og fagbevægelsens lederes råd. Eller de kunne lade konflikten fortsætte og risikere at komme i mindretal i Folketinget, så regeringen måtte gå af og lade sig afløse af en borgerlig regering. De valgte det første, selv om de socialdemokratiske ledere af fagbevægelsen advarede kraftigt mod det. Det ville give kommunisterne ny vind i sejlene i deres agitation, både ved det kommende folketingsvalg og på arbejdspladserne.

Det viste sig da også, at arbejderne reagerede kraftigt på regeringens indgreb i konflikten. I København protesterede ca. 150.000 mennesker på Christiansborgs Slotsplads, og også i de større provinsbyer kom det til voldsomme arbejderprotester mod regeringen. Der blev oprettet en "Situationens Generalstab" af københavnske tillidsmænd, både socialdemokratiske og kommunistiske. De skulle forsøge at få arbejdernes krav gennemført på de enkelte virksomheder. Nogle talte for en generalstrejke, men det ville de mere besindige ikke være med til, heller ikke blandt kommunisterne. Strejkerne ebbede hurtigt ud. De borgerlige partier havde givetvis håbet på, at konflikten ville føre til en splittelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Men det skete ikke. Enheden blev bevaret. Og kommunisterne håbede på, at de ville gå stærkt frem ved det kommende folketingsvalg. Men det skete heller ikke, for inden da undertrykte sovjetiske tropper en folkelig opstand i Ungarn i efteråret 1956. Derefter var det let for Socialdemokratiet at påvise de danske kommunisters problematiske holdning til demokratiet ved deres valne stillingtagen i Ungarn-spørgsmålet. Trods den vanskelige situation i 1956 fastholdt Socialdemokratiet stillingen som det klart dominerende arbejderparti, og enheden i fagbevægelsen blev også bevaret.

Socialdemokratisk reformarbejde

Trods alt lykkedes det Socialdemokratiet at tilkæmpe sig en del forbedringer i 1950'erne, både på den faglige og den politiske front. Ved overenskomsterne i 1952 blev ferien forlænget til tre uger, og i 1958 lykkedes det fagbevægelsen at få nedsat den ugentlige arbejdstid fra 48 til 45 timer, dog ikke for land- arbejdere. I 1953 blev der endelig vedtaget en ny grundlov, som afskaffede Landstinget og indførte muligheden af en folkeafstemning om vigtige love, hvis 60 folketingsmedlemmer krævede det. En lov om folkepension til alle blev ved- taget i 1956, og i 1958 indgik Socialdemokratiet et kompromis med de borgerlige partier om en ny folkeskolelov, som indebar en demokratisering i skolens struktur og en modernisering af dens indhold.

I de kommuner, hvor Socialdemokratiet var det dominerende parti, skete der i disse og især i de følgende år under højkonjunkturen et rigt reformarbejde. På grund af det omfattende kommunale selvstyre i Danmark kunne Socialdemokratiet gennemføre en række kulturelle og sociale forbedringer i lokalsamfundet. Det gjaldt f.eks. opbygningen af enhedsskolen, udbygning af biblioteksvæsenet, opførelsen af socialt, almennyttigt boligbyggeri, fuld udnyttelse af rammerne for den sociale forsorg og opførelse og billig anvendelse af daginstitutioner.

Det førte til de bedste resultater i de kommuner, hvorSocialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kunne enes om at føre en fælles politik.

Grundlaget for velfærdssamfundet

Fra 1957/58 ændrede de økonomiske konjunkturer sig i Danmark. Landet kom ind i en stærk højkonjunktur, som varede frem til den såkaldte oliekrise i begyndelsen af 1970'erne. Fremgangen viste sig ved en stærk øget industriproduktion og -eksport og et forøget byggeri, en forbedring af valutastillingen, efterhånden fuld beskæftigelse og en stigende realløn for alle grupper i samfundet, også arbejderklassen. Ganske vist blev der i 1958 indgået en treårig overenskomst, som ikke indebar særlig store lønstigninger, men især i sommeren 1960 gennemførtes en række arbejdsnedlæggelser med heldige udfald. Derved kom også de normallønnede med i den kraftige lønglidning, som fandt sted, og som blev muliggjort af manglen på arbejdskraft.

Dette kraftige opsving i dansk økonomi fra slutningen af 1950'erne havde sin baggrund i flere forskellige forhold. Først og fremmest skyldtes det, at verdensmarkedets priser på råstoffer faldt stærkt, således at Danmarks bytteforhold til udlandet forbedredes, og at den nødvendige kvalificerede ar- bejdskraft var til rådighed. Men det spillede også en rolle, at den socialdemokratisk ledede flertalsregering, som blev dannet i 1957 mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet, kunne føre en stabil økonomisk politik og bl.a. gennemføre en række love om gode afskrivnings- og in- vesteringsmuligheder for erhvervslivet. Det underbyggede den økonomiske ak- tivitet og vækst.

Opsvinget medførte en række grundlæggende erhvervsstrukturelle og politiske ændringer i det danske samfund. Mekaniseringen i landbruget og den forstærkede industrialisering gav et yderligere skub i vandringen af arbejdskraft fra land til by og en øget urbaniseringsproces. Den store efterspørgsel på arbejdskraft førte ti tusinder af kvinder ud på arbejdsmarkedet, og der blev bygget daginstitutioner til offentlig børnepasning i stor stil. Social- og sundhedssektoren voksede kraftigt, og uddannelsessystemet blev stærkt udbygget og forbedret på alle niveauer, hvilket gav mulighed for, at også arbejderbørn kunne få en videregående uddannelse. Den offentlige sektor voksede med andre ord stærkt op gennem 1960'erne, og som en følge heraf steg skattetrykket også stærkt. Men alligevel fortsatte den disponible realløn med at stige frem til begyndelsen af 1970'erne, og både det offentlige og private forbrug kunne således sættes i vejret. Også arbejderklassen kunne få del i det voksende udbud af varige forbrugsgoder og ferierejser, og den bedst stillede del af arbejderne, de faglærte, kunne efterhånden erhverve sig en bil eller et af de mange parcelhuse, som skød op overalt i landet omkring byerne.

 

Velfærdssamfundets udbygning

Den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik i spidsen for denne udvikling og fortsatte udbygningen af velfærdssamfundet. Den økonomiske vækst og den fulde beskæftigelse gav mulighed for at gennemføre det reformarbejde, som allerede var indeholdt i "Fremtidens Danmark", men som havde haft så vanskelige vilkår frem til slutningen af 1950'erne. Tilgangen til fagforbundene voksede støt, især blandt kvindelige arbejdere, og det var forholdsvis let for fagbevægelsen at opnå gode resultater ved overenskomsterne i 1960'erne, bortset fra 1961.

Socialdemokratiet nød også godt af udviklingen i begyndelsen af perioden. Ved folketingsvalget i 1960 kunne partiet gå til valg under mottoet "gør gode tider bedre", og det gik frem med seks mandater og opnåede 42,1% af stemmerne. Fra 1960 til 1964 dannede Socialdemokratiet regering med Det Radikale Venstre, ligesom i 1930'erne. Statsminister Viggo Kampmann kunne med god grund udbryde: "Hvor er det dejligt at være socialdemokrat" i forbindelse med partiets kongres i sommeren 1961. Også hans efterfølger som partileder og statsminister, Jens Otto Krag, var fuld af begrundet optimisme. Måske var det alligevel ikke umuligt, at Socialdemokratietalene kunne opnå flertallet i Folketinget og dermed gemmenføre partiets reformer fuldt ud. Dette gjaldt også på boligområdet, hvor også de Radikale modsatte sig den socialdemokratiske reformpolitik.

Men højkonjunkturen og den politiske situation indebar også problemer for Socialdemokratiet. De forholdsvis høje lønstigninger i 1960 og 1961 medførte, at betalingsbalancen kom i fare, fordi efterspørgselen steg stærkt, også efter udenlandske varer. Og splittelsen i det danske kommunistiske parti efter Ungarn-opstanden førte til dannelsen af et nyt parti til venstre for Socialdemokratiet. Det kom til at hedde Socialistisk Folkeparti (SF), og kommunisternes tidligere leder, Aksel Larsen, blev formand. Partiet var et udtryk for "det nye venstre", og det placerede sig mellem Socialdemokratiets reformpolitik og kommunisternes Moskvatro protestpolitik. Dets udtalte mål var at tvinge den socialdemokratiske politik længere til venstre og samarbejde med Socialdemokratiet i en mere markant socialistisk reformpolitik.

Ved valget i 1960 fik SF 11 mandater i Folketinget, mens kommunisterne mistede deres sidste seks.

"Helhedsløsningen" 1963

For at fastholde den økonomiske balance i samfundet gennemførte den socialdemokratisk ledede regering i 1963 den såkaldte "helhedsløsning" ved overenskomstfornyelsen. Balancen gjaldt både det økonomiske forhold til udlandet og den indenlandske indkomstdannelse hos de forskellige grupper. Der måtte bremses op for indkomsterne, uden at de bedst stillede løb med overskuddet. Og en storkonflikt som i 1956 måtte undgås, først og fremmest af samfundsøkonomiske grunde, men også fordi den ville give SF og kommunisterne, som havde indflydelse på flere store arbejdspladser, vind i sejlene. Også den vanskelige overens- komstsituation i 1961 med omfattende strejker spillede en rolle i socialdemokraternes bevidsthed. Fagbevægelsen indså nødvendigheden af en "helhedsløsning" og accepterede dens indhold, som omfattede alle indkomster i samfundet: mindre lønstigninger på det private og offentlige arbejdsmarked, begrænsninger i udbytter, stop for priser og avancer, regulering af støtten til landbruget og indførelse af en arbejdsmarkedets tillægspension.

"Helhedsløsningen" i 1963 var det første egentlige udtryk for en indkomstpolitik i efterkrigstidens Danmark. Den var bl.a. bemærkelsesværdig derved, at den var et brud med fagbevægelsens og Socialdemokratiets princip om, at arbejdsmarkedets parter selv skal klare overenskomsterne, så vidt det er muligt. Når fagbevægelsen alligevel accepterede Folketingets indgriben, var det ud fra en realistisk vurdering af, hvad der var mulighed for at få gennemført ved frie overenskomstforhandlinger i den daværende situation. Det samme gjaldt Socialdemokratiet, for hvem desuden en statsregulering af økonomien var ønskelig. Men at indkomstpolitik i et kapitalistisk samfund kan være et tveægget sværd for arbejderbevægelsen viste sig snart. Få måneder efter "helhedsløs- ningens" gennemførelse måtte man opgive pris- og avancestoppet, som var for vanskeligt at administrere. Indkomstpolitikken over for hele befolkningen blev til en lønpolitik over for lønmodtagerne. Alligevel voksede den indkomstpolitiske tænkning sig stærkere i den socialdemokratiske bevidsthed og blev flere gange anvendt af socialdemokratisk dominerede regeringer i slutningen af 1970'erne.

Jordlovs nederlaget

"Helhedsløsningen" udløste ingen konflikter på arbejdsmarkedet, og den blev betragtet som en politisk sejr for Jens Otto Krag og regeringen. Derimod led Socialdemokratiet og regeringen i 1963 et stort nederlag på et andet område, boligpolitikken. Den socialdemokratisk - radikale regering fremsatte i Folketinget en række jordlove, som også SF støttede. De havde til formål at give det offentlige indflydelse på handel med dansk jord, dels for at hindre udenlandsk opkøb i forbindelse med en forventet snarlig dansk tilslutning til Fællesmarkedet, dels for at hindre spekulation i forbindelse med prisstigningerne på jord og fast ejendom ved den stigende efterspørgsel, der fulgte med højkonjunkturen. Lovene blev vedtaget i Folketinget med regeringens og SF's stemmer. Men den borgerlige opposition benyttede retten til ifølge grundloven af 1953 at bringe lovene til folkeafstemning.

Op til afstemningen førte de borgerlige partier og dagblade en meget hård kampagne mod lovene, som de hævdede ville fratage den lille mand hans hus, og som de fortolkede som den rene og skære socialisme. Ved afstemningen blev lovene stemt ned med stort flertal. Der kan næppe være tvivl om, at denne begivenhed gjorde et meget stærkt indtryk på Socialdemokratiet og blev bestemmende for de ledende socialdemokraters opfattelse af deres politiske muligheder i årene fremover. Først og fremmest afslørede den nogle dybtgående modsætninger, som opbygningen af velfærdssamfundet havde bidraget til at tilsløre. Dernæst viste den, at Socialdemokratiet, som ikke selv opfattede lovene som særlig socialisti- ske, omend statsregulerende, nu måtte leve med den erfaring, at det var muligt for de borgerlige partier at mobilisere en modstand mod progressive love, som et flertal i Folketinget havde vedtaget.

Grundlovens bestemmelser om folkeafstemning viste sig i denne situation at sætte visse grænser for, hvor hurtigt udviklingen kunne presses frem gennem lovgivning og statsregulering. Befolkningens flertal, ikke blot Folketingets, måtte kunne følge med. Det forklarer til dels Socialdemokratiets forsigtighed under "arbejderflertallet" i 1966-67, og det forklarer sikkert også partiets boligpolitik i årene efter folkeafstemningen.

 


 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk