Breve fra landstingsmand Christen Hansen, Vejstrup
Forside ] Op ]

 
Breve og skriftlige arbejder fra gårdejer og landstingsmand Christen Hansen, Rosagergård, Vejstrup

[Rosagergårds arkiv, Vejstrup]

 

Kjøbenhavn d 15de December 1860

Min dyrebare og kjære Kone!
For en Time siden kom jeg fra Møde! Da jeg kom Hjem laae dit Brev til mig paa Bordet. Jeg tager nu strax fat og svarer dig. Ja, Gudskelov Althing er vel hjemme, det er saaledes ogsaa med mig. Du var ved mit Brev, du modtog i Mandags (:hvilket jeg nok havde tænkt:/ bleven noget forknyt; men Du faar det bedste Du kan giøre Dig tilfreds. Du ville gierne have nærmere Oplysning om , hvorlænge Rigsdagen bliver samlet efter Nytaar; Jeg meddeler Dig gjerne hvad jeg derom Veed. Minister Monrad har sat at, vi skulle være færdig i det seneste til midt i Januar; saa efter dette bliver den sidste Tour kun 14 Dage. Jeg har vist i forrige Brev sagt at jeg agtede at reise herfra om Søndagen før Juul, altsaa i morgen 8te dage; det er mulig jeg kommer om Løverdagen, saa vil I vel hendte mig i Nyborg; men I skal faa nærmere Underretning paa Fredag. Det er saaledes nu kun en Uge til at vi med Guds Hjælp samles. Ved denne Tanke er? jeg Glad! Vor Herre give os en glædelig og velsignet Juul. Jeg seer af dit Brev at Du har havt Følelser, om jeg kunne nøies med Et Brev om Ugen? Jo det gaar an; jeg kan nok tage det i bedste Meening; men jeg har jo rigtignok stærkt savnet det, især i enkelte Øieblikke; thi Du kan jo godt Forstaa, naar HJemvee overfalder mig og jeg saa tillige savner Brev saa føler jeg mig foralvor Ene, saa Du maa troe at Du gjør en Kjærlighedsgjerning imod mig ved at skrive mig til. Førend jeg gaar videre skal jeg gjøre opmærksom paa; Jeg har ikke erholdt Svar paa et tidligere Brev, hvori jeg for nogen Tid siden, da vi havde nogen Frost, foreslog enten at slagte Svinene eller sætte dem i den lille Stald. Jeg har nu intet hørt derom siden og Veed ikke om de ere slagtede eller Du har tænkt at opsætte det til jeg kom Hjem. Hvis dette sidste er Tilfældet, saa ønsker jeg dog, da jeg nu strax efter Nytaar skal rejse igjen, baade for min, saavel som for din Skyld at være frie derfor i Juulen; Kan I overkomme det i disse Dage før jeg kommer da er det mig kjærdt. Jeg vender tilbage til dit Brev, thi det forekommer mig, som Du ikke venter mig til Juul, dette har jeg dog ihvert Fald i det sidste Brev sagt dig, men det forekom mig ved at læse dit Brev, at Du har skrevet med Taarer i Øinene, men er dette saa, da haaber jeg dog at det er ikke Fortvivlelsens Taarer, men derimod Kjærligheds og Længselens og saadanne vil Vor Herre aftørre, og betale dermed at du faar Naade til at elske mig inderligere og hjærteligere og befordrer at Vi kan voxse nærmere og nærmere sammen med hinanden, hvilket er nødvendig for at leve et Liv i Gud. Saaledes seer jeg Sagen og saaledes anbefaler jeg dig den. Vi har dog ret Aarsag at takke Vor Herre for Ald sin Naade og Varetægt for? os og vore, og Du er jo enig med mig i den Troe, at Vor Herre ville saa have det at jeg skulle i [denne] Gjerning, og Du har jo allerede erfaret mere end nogensinde før, hvilken Gavn dit Ægteskab er. Jeg haaber at Vor Herre vil give os Naade til at voxse nærmere og nærmere sammen med hverandre, og med vore Børn i Kjærlighed, at vi faar Naade til at leve en Guldalder, at Vor Herre vil skjenke den bedste Viin tilsidst.
Jeg er nu ved Enden af Brevet; kunne Du have givet mig et  Brev saasnardt Du har Leilighed er det mig kjærdt. Venligst Hilsen til Dig og Børn. Vær? Gud befalet.
     din Christen Hansen

Kladder

Kjære Berg!
Saavidt jeg mindes er det 7 a 8 Aar siden De stod iblandt os i Oure og Vejstrup, da lærte vi Dem at kjende, som et af Helligåndens udvalgte Redskaber og Ordførere til Menneskehjertet. Alle[rede] dengang gik det og for mig! havde kristne saadanne Ordførere og samles om i Frimenigheder, saa ville det blive godt at være med, og jeg længtes da inderlig efter at den Tid maatte komme; men kunne ikke ane, at saadant ville skee imens jeg var med i denne Verden, dog Længselen derefter gav mig Anledning at sige til Dem førend de reiste: Bliv hos og dan en Frimenighed, og bliv saaledes den første Fripræst; men Berg var ikke raadvild, men sagde et bestemt Nei; som jeg vel nok havde ventet. Hvad jeg ikke kunne regne ud, det forstod Vorherre at føre igjennem paa sin egen ? Viis. Saaledes betragtede jeg ligestrax da Birkedal blev [smidt] ud af Præsteembedet; der er Manden! nu kommer Frimenigheden O Gud ske Lov; Jeg følte mig inderlig Glad ved Tanken om, at slutte mig til og tilhøre den Menighed, jeg nu var sikker paa der ville udspringe; dette skeete; og det varede ikke længe førend Vennerne fjern og nær samlede sig derom saaledes, at Birkedal ++ og Længsel efter at faa en Medhjælper til Embedsgjerningen, min Tanke faldt da strax paa Dem, og de kan vist godt mindes at jeg over i Kjøbenhavn talede med Dem om Sagen, og at De under visse Betingelser gik ind derpaa -at Forsøget ikke blev dengang gjordt var vist nærmest min Skyld; thi Birkedal ville havt Bud efter Dem Sommeren derefter, og bedet Dem ligestrax at indtage hans Plads imens han en Maanedstid gjorde en Reise til Norge, men da dette var i de hede Sommerdage saa turde jeg ikke tilraade at sende Bud efter Dem, og siden har jeg ikke talt med ham om Dem, Kjære Berg: det staar saaledes for mig, at vi endnu i vore Dage ikke har mange blandt vore Præstemænd, at der med Aandens Salvelse rigtig kan præke for Menigheden. Vi har mange der kan holde Taler kristen? Taler og Lærdomme, Men dette at prædike, dette at forkynde Evangelium og kun Evangelium, til at oplive og oplyse Menigheden det er det vi trænger for, og blandt Deres Tal har jeg Altid regnet Dem, kjære Berg.

Kjære Berg!
Da jeg ifjor Efteraar paa mine egne og Andre Venners Vegne forespurgte hos Dem, om man kunne nære Haab om, at De kunne og ville gjæste Vejstrup endnu Engang som Præst -navnlig Fripræst! gav du os et saadant Svar, at da en af mine Venner spurgte mig hvad siger Du nu: jo, nu betragter jeg dette Svar, som et Tegn paa, at Tiden endnu ikke er kommet. Vi forholdt os da ganske stille Vinteren over, ja, endog saa stille at jeg forsømte at klare for mig paa Deres Brev. Imidlertid er det ikke saa let en Sag at blive ved at forholde sig rolig ligeoverfor sin Hjertetrang. Saalænge Sønderjyden Poulsen var her som Forstander paa Højskolen holdt han kirkelige Møder om Søndagen, og det var Vennekredsen meget lykkelige aar, saalænge han var her, men han reiste i Mai iaar og den 3½ Miil lange Vej til Ryslinge holder det hort [hårdt] med at komme saa tidt man gjerne ville. - Kjære Berg, den første Halvdeel af Deres Brev  til mig var foranlediget ved en Skrivelse fra vor Ven Mouritsen, og dette tyder paa, at De blev saa stærk i Aanden ved Tanken om at arbeide, som Fripræst i Deres Livsaften herovre hos Deres Gamle Venner! Da mit Brev nogle Dage senere faldt Dem i Hænderne fik De Underretning om Stillingen, som den endnu findes hos os, og da navnlig, at der ikke er bygget Bedehuus eller Kirke, og som Følge deraf kunne De ikke tage imod indbydelsen. Det har mange Gange siden kommet mig for: Mon vor gamle Ven, dog ikke læger for stor Vægt paa det ydre (Kirkebygningen) jeg har sagt mig selv, Vorherre blev ikke døbt i Templet men i Jordans Flod. Han prækede, paa Skibene ved Strandbreden og paa Bjerget, og han laante sig et privat Huus til at holde Nadvere med sine Deciple: Jo, den første Frimenighed stiftedes uden ganske ringe udvortes Glans, og det staar for mig at Slutningen for Herrens Menighed vil i meget blive Begyndelsen Liig, og vil vist komme til at bygge Hytte lavt i det Ydre, og dog vil Herren holde Nadvere med den. Herhos os er Forholdene noget Andet end i Ryslinge eller Kerteminde, thi begge disse Steder stod Præstemanden og Spørgsmaalet var kun enten at samle sig om ham - eller lade ham fare. Her hos os skulle Præsten samle Menigheden, og jeg kan ikke tænke mig en kønnere eller mere velsignet Gjerning, end dette at samle mange kristne Mennesker, om Badet og Bordet som inderlig længes derefter om Stedet dertil indtil videre ligesom blev laant af Fremmede, ligesom ogsaa at forkynde Evangeliet i en stor hyggelig Skolesal, og en saadan Tilstand ville, saa haaber jeg kun vare ganske kort. Men bygge før Menigheden er samlet, er over Kræfterne endnu.
Disse Tanker og Betragtninger tillader jeg mig herved at komme frem til Dem med, støttet af underskrevne Venners Tilslutning. Vi haver talt om, at et par Mand reiste over og talte mundtlig med Dem om Sagen; thi Blæk og Papir er noget "Stømperværk"? imod det mundtlige Ord. Men da vi ikke er ganske sikker paa at De har lyst at forhandle Sagen med os, har vi valgt at forudskikke disse Linier, i det Haab, at De med et par Ord lader os høre Deres Mening.
 Skulle De saa see Dem istand til at imødekomme vores Ønske, og synes om en mundtlig Forhandling om Sagen, kommer paa et Vink fra Dem, et par Mand at besøge Dem, og forhandle paa Vennekredsens Vegne.

Underskrevne tiltrædes paa Egne og Families Vegne Christen Hansens Skrivelse som et fælles Ønske.
 

Et Venneraad i den lille Borgerkrig!
Iblandt alt hvad Fylla har leveret sine Læsere, er der vel neppe noget, der saaledes har vagt Læsernes Opmærksomhed som Kampen om Statskolen og Friskolen, og det glæder mig at den Sag kom frem. Jeg skal derfor først sige dem Tak der har kæmpet for Friskolen, og give dem det Vidnesbyrd, at de har udtalt hvad det danske Folkehjerte vedkjender sig, og hvad mange har glædet sig ved. Men jeg siger ogsaa  dem Tak som har forsvaret Statsskolen, thi det har jo hjulpet til at Sagen er bleven klaret. Jeg har fra jeg læste det første Støkke i Fylla for Friskolen, troet og sagt: Det er den danske Folkeaand, der nu vil have den Sag frem, og jeg mødte saa med Længsel den Kamp, jeg senere glædede mig ved. Nu er, efter mit Syn, Kampen,  kæmpet ud - idetmindste for Øieblikket, og tilraader derfor Friskolens Venner: Hold nu op! thi nu vil Aanden vist ikke give Eder Tilførsel, som hidindtil, med det bliver kun til personlige kritiske Angreb paa Modstandere og det gavner Ingen, men vækker Ondt Blod, og skader Sagen.
Det er, siger Folk, Grundtvigianerne, der Altid er paa færde, naar noget nyt kommer frem, saadan var det ogsaa dem der først gjorde Indsigelse mod Statens Skolevæsen ved at oprette Friskoler, det syntes latterligt, vel især fordig, at Friskolerne begyndte med Lærere, der efter Tidens Tankegang var "umodne" til Skolelærere, da de som oftest ikke var seminaristisk dannede, men idet mindste hvad Fyen angaar var det mest Bønderkarle, der ikke havde anden Fordannelse end en eller To Skolevintere hos Kold, og det var jo det latterlige, at saadanne kunne tage fat ved Siden af Mænd med Lærebrev, og jeg er måskee den første her i Landet, der gjorde det Vovestøkke at tage imod en saadan, idet jeg for 17-18 Aar siden lod mine Børn udskrive af Statsskolen i Vejstrup, hvor der sad en Lærer der af Alle vedkommende Myndigheder var meget berømt og lod dem undervise af min Tjenestekarl, den nu i Fylla vel bekjendte Friskolelærer Rasmus Hansen.
Det er henimod en Menneskealder siden min ældste Søn blev Skolepligtig, og da vognede den Tanke hos mig. - Det er dog et grueligt Baand, der hviler paa den danske Bondestand, at Staten gjør os umyndige over det allerhelligste Gud i Himlen betror Forældre: Vore Børns Opdragelse og Underviisning og tvinger os til at sende vore Børn i sit døde Skolevæsen, uden Hensyn til om man har Fællesskab med den Lærer der bliver sendt os, selv i det Allervigtigste for Livsudviklingen. Jeg gruede ved denne Tanke, og jeg kom da levende til Minde om min egen Barndom, hvorledes Læreren bildte mig ind, at jeg var en udmærket Skoledreng; men da jeg som Ungersvend vognede op for noget høiere end det Haandgribelige, da fornam jeg at Maskineriet var Skind og Skuffelse, at det hjalp ikke at jeg havde været udmærket ved Examiner for min Dygtighed i Ramsevæsenet, og jeg følte nu Tomheden, og nu skulle jeg sende mine Børn i den samme Anstalt, og det gruede jeg for. Jeg maatte imidlertid holde ud med Statsskolen i 10 Aar, indtil jeg, vejledet af Kold blev sat istand til at faa oprettet en Friskole.
Det har i den lille Borgerkrig været et Stridsspørgsmaal om Statsskolen har Folkehjertet med sig; Jeg skal for mit vedkommende aflægge det Vidnesbyrd. Mit Hjerte har den aldrig havt: og jeg er sikker paa, at Tusinder af danske Mænd og Kvinder vil vidne med mig, at naar de har overstaaet 7 Aars Skoletvang, har de følt sig fri som udslupne af et Fængsel. Ja, jeg siger Friskole: Det var dog egentlig kun mine egne Børn der begyndtes med, thi der var i min Kreds dengang endnu Ingen der syntes at det kunne gaa saadan med en Bondekarl at holde Skole. Men jeg var sikker paa at nu var min 10 Aars gamle Sorg slukket at nu fik jeg holdt Skole saa som mit Hjerte begjerede, ligesom jeg ogsaa var sikker paa, at Aanden ville kjende sig ved den, og velsigne Gjerningen. Jeg tilbød mine Venner,nu holder vi Skole og hvis I nu synes, saa staar den aaben for Eder, og det viste sig da, lang over min Forventning, at det var en Skole for Livet, det er saadan det danske Folkehjerte vedkjender sig; thi den Skole der begyndte med Børn voxede paa 4 Aar til omtrent 50 Børn og den Gjerning som begyndte som en enkeltmands Gjerning blev paa 4 Aar saadan en Fællessag, at man kunne samle  omtrent 4000 Rd for at faa en anstændig Leilighed og et lille Agerbrug til Læreren og det siger jeg. Det er fordi, at der havde et godt Ord funden et godt Sted.

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk