Sejrsrusen efter Treårskrigen
Forside ] Op ]

 
Sejrsrusen efter Treårskrigen

[uddrag af "Knud Rasmussen - En livsskildring fortalt af ham selv". Svendborg 1921]

 

Da Treårskrigen var sluttet, modtoges de hjemvendte soldater med stor glæde hver i sit hjem og by; men der var to soldater fra Sødinge, der blev på slagmarken, den ene var Jørgen Johansen, der savnedes efter slaget ved Slesvig påskedag den 23. april 1848. Man mente, han havde været blandt de infanterister, der måtte passere en mose, hvor mange sank ned i dyndet og enten druknede eller faldt for fjendens kugler. Den anden var mit søskendebarn, Povl Andersen, som faldt i slaget ved Isted den 25. juli 1850.
Beboerne i Sødinge gjorde gilde for hjemvendte krigskarle hos gl. Hans Hansens enke. I dette deltog 25 soldater; disse sad langs ydervæggene i stuen, og foran sad de to Dannebrogsmænd: Kristian Maare og Mads Hansen Kursmed, den sidste havde været såret. De fleste af byens folk var med til gildet, og jeg, der knapt var 14 år, var også med på min faders vegne. Han var jo krøbling og kunne ikke komme med til gilder, hvorfor jeg var begyndt at blive hans stedfortræder ved sådanne lejligheder. Prokurator Hansen holdt festtalen, der forøvrigt var meget tør, idet den nærmest bestod af en opregning af de forskellige slag, der var holdt. Derefter oplæste skafferen, Kristian Lillegård, en tale af en feltpræst, den gjorde meget indtryk, og man sang en sang, som ingen kendte, af samme præst; den blev sungen således, at skafferen fremsagde to linier, der så blev sungne. Drejer Lars Jørgen Jeppesen havde til soldaterne malet en smuk tiltale, som var omkranset, og stuen var pyntet. Om aftenen blev der danset og sunget mange krigsviser.

Den 25. juli 1851 blev der holdt en minde-folkefest ved Kellerup i Ringe sogn, hvortil deltagere fra hele Fyn var kommen. Jeg var også med der; men jeg svævede en tid lang mellem håb og frygt om, hvorvidt det kunne ske, da man sagde, at kun dem, der var konfirmerede, måtte komme med. Det viste sig imidlertid, at der var adgang for alle, der løste adgangstegn. Hvilket stort og mægtigt møde var det dog! Folk var komne dertil fra alle egne på Fyn. Festpladsen var en stor grusgrav ved Kellerup, hvor tribunen med talerstolen stod i midten. I bundfladen af graven stod bænke, og skråningerne grundt om var formede som trapper til ståpladser. På disse terrasser stod folk i mængde. I de nærliggende småskove var lavet pæne spadseregange, og oppe ved Ringe kro var rejst et telt til festmåltidet. Dette hørte og så jeg ikke noget til. Festkomiteens formand og mødets leder var lærer A. Jørgensen i Ringe, der også havde digtet en sang til lejligheden. Der var mange talere, men de, hvis ord gjorde mest indtryk på mig, var V. Birkedal og oberst Tscherning. Birkedal talte om "Jensernes" heltebedrifter, hvorledes de med "stålpen" ved Fredericia, Isted og Frederikstad skrev Danmarks sejrssaga; men hvorledes diplomaterne med "gåsepen" fraskrev fædrelandet udbyttet af de sejre, vore krigere havde vundet på slagmarkerne. Hans store veltalenhed og den kærlighedsvarme for konge, folk og fædreland, hvormed talen blev holdt, gjorde dybt indtryk på de fleste. Tscherning talte bl.a. om arbejdet på rigsdagen; hvem der ville udrette noget der, måtte slutte sig til et parti, og hvis der ikke var noget af de bestående partier, der tilfredsstillede, måtte man selv danne et nyt parti.
Af andre talere husker jeg Balthazar Christensen, I.A: Hansen, Jespersen, Peder Nielsen, præsterne Melby og Mau, samt redaktør Nis Hansen. Mage til fest har jeg siden ikke oplevet.

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk