Demokratisk Forenings historie gennem 70 år.
Forside ] Op ]

 
Demokratisk Forenings historie gennem 70 år.

Langelands Folkeblad jubilæumsnummeret i 1955.

 

Da det langelandske demokrati rejste sig mod Højres privilegier ved starten af en forening med redaktør Axel Rosenstand som formand og bondeføreren Morten Foged fra Guldborggården i Illebølle som førstekraft.

Også Det radikale Venstres kredsorganisation for Langeland, Demokratisk Forening kan fejre et jubilæum i år, idet den blev startet i 1885, altså for 70 år siden. Foreningen er således et barn af demokratiets kamptid og den gamle forhandlingsprotokol, der er i vor besiddelse, fortæller adskilligt både fra de dage og om den senere politiske udvikling, som kan have krav på interesse også i nutiden. Demokratisk Forenings historie er for dette tidsrum det langelandske demokratis historie, det radikale Venstre historie. Selv om meget har ændret siden da - nye tider, nye tanker, nye partibetegnelser - så er dog hovedlinien i foreningens virke den samme. De langelændere, der i 80ernes bevægede kampdage valgte en Morten Foged til fører, var for deres tid, hvad Det radikale Venstre er i dag.
Adskillige af dem, der var med i arbejdet gennem de første årtier faldt senere fra. Men hovedstammen stod fast. Demokratisk Forening som sådan bevarede trods alle storme sin karakter af frisindets borg i smuk kontakt med kredsens demokratiske traditioner også fra tiden før foreningens stiftelse.
I det efterfølgende skal der gives et resume af de mest karakteristiske begivenheder i foreningens historie.

Foreningens start
I 1880 var Edvard Brandes bleven valgt til Langelandskredsens folketingsmand. Nogen politisk organisation fandtes ikke. Det var i første række Morten Foged fra Guldborggården i Illebølle, der virkede for Brandes, og ved valget fik han 1133 stemmer, medens Højres kandidat red. Wulff, København, kun fik 396. Også det følgende år blev Brandes uden vanskelighed genvalgt. Efterhånden som den politiske kamp skærpedes i midten af 80erne, forstod man dog nødvendigheden af at samle demokratiets og frisindets vælgere i faste organisationer til ledelse af det politiske oplysnings- og agitationsarbejde.
Arbejdet begyndte ude omkring i kommunerne. Hvor man kom først, har vi ikke kunnet efterspore. For Sydlangelands vedkommende var det dog vist Humble. I hvert fald fremgår det af den derværende lokalforenings forhandlingsprotokol, at man allerede den 30. maj 1885 afholdt et bestyrelsesmøde - altså må foreningen havde været stiftet før denne dag. Formanden var R.K. Pedersen, Askelsbjerg (svigerfader til bankbestyrer Laur. Nielsen), og det hedder i den første optegnelse, at man vedtog at henvende sig til indflydelsesrige mænd i de sydlige kommuner for at få dem til at danne lignende foreninger.
Også Lindelse og på Nordlangeland Snøde og Simmerbølle var blandt de allerførste. Og da der først var begyndt, kom der hurtigt gang i arbejdet. Det fremgår af, at man den 19. juni afholdt det første fællesmøde i Fredeskoven med delegerede fra samtlige sogne for at drøfte spørgsmålet om oprettelse af en kredsforening. Og senere den 25. juli fandt det egentlige stiftende møde sted.
Hertil mødte formænd og næstformænd fra samtlige sogne, undtagen Tullebølle, det eneste sted, man ikke endnu havde fået bragt valgene i orden.
Om dette møde den 25. juli 1885 siger forhandlingsprotokollen at det "betragtes som det konstituerende møde for folketingskredsens demokratiske forening". Til formand valgtes daværende redaktør af Langelands Avis Axel Rosenstand og til næstformand gårdejer Morten Foged, Illebølle.
Og så tog man fat på arbejdet. I det følgende skal vi høre lidt nærmere herom.

Bondeføreren fra Illebølle, der styrtede J.A. Hansen
I.A. Hansen.
De frisindede langelandske bønder tålte ikke svig mod den almindelige valgret.
Forinden vi går videre, vil det dog være rigtigt at præsentere den mand, der mere end nogen anden dengang gav tonen an blandt de langelandske venstrebønder. Manden var Morten Foged fra Guldborggården. Som allerede nævnt foran var han den selvskrevne førerskikkelse indenfor demokratiet her i kredsen. Morten Foged var radikal til fingerspidserne. Det fremgår både af den karakteristik, der fra forskellig side er givet af ham, og ikke mindst af, hvad der kan berettes om hans virksomhed. En så enestående autoritet besad denne mand blandt sine standsfæller her på øen, at et ord af ham, var nok, når en politisk afgørelse skulle træffes.
Det berømteste eksempel i denne henseende er J.A. Hansens fald, efter at han havde stemt for den reviderede grundlov i 1866. Skønt Hansen havde været valgt i Rudkøbing fra den grundlovgivende rigsforsamlings tid, og skønt han havde levet og arbejdet i selve byen og var kendt og beundret for sin politiske virksomhed som næppe nogen anden politiker i sin valgkreds, så kasseredes han alligevel. Og manden, der styrtede  ham, var Morten FOged. Han tilgav ikke J.A. Hansen, at denne gennem forfatningsændringen havde sveget den almindelige valgret, som jo iøvrigt indtil da havde været I.A. Hansens ledestjerne i politik. Morten Foged og med ham de frisindede langelandske bønder tålte ikke noget frafald på dette punkt.
Efter dette var Morten FOgeds indflydelse uindskrænket. I en halv snes år deltog han selv i rigsdagsarbejdet som indvalgt i landstinget. Dette passede ham dog ikke rigtigt. Edvard Brandes, der som kredsens folketingsmand i 80erne kom MOrten FOged på nært hold, har i sin tid her i bladet givet en sympatisk og interessant karakteristik af hans særprægede personlighed. Der gik jo snurrige rygter om, fortæller Brandes, at Foged heller ikke havde fundet sig godt til rette i hovedstaden. Men på Langeland var han helt sig selv, klar og veloplagt, rolig og sikker, ikke snaksom, men heller ikke mut, venlig og stilfærdig, selvfølelende og beskeden. Hans blotte tilsynekomst kunne bringe ro i en støjende forsamling, hans vid hørtes i tavshed og med dyb opmærksomhed og ingen tænkte på at gøre indvendinger eller at ville ændre det sagte. Han begrundede sin mening i ganske få og knappe sætninger, og man lystrede ham straks og med god grund."
Og videre fortæller Brandes:
"Dette man var dengang de langelandske bønder, hvem husmændene troligt fulgte. Disse havde ikke og kunne ikke dengang have nogen anden politik end gårdmændenes, når denne var rettet imod  herremændene. På Langeland blev en sådan politik særlig præget af øens jordejerforhold. Godsejeren på Tranekær besad så stor en del af øens jorder, så mange mennesker og vilkår var afhængige af hans godvilje, at modsætningsforholdene kom af sig selv. Det gjaldt her et for og imod, som naturligvis skærpedes endnu stærkere i det Estrupske tidsafsnit. Men blot dette, at I.A. Hansen havde tiltrådt forbundet mellem de store og de små bønder, gjorde hans fald på Langeland uafvendeligt. Der var intet forbund muligt mellem Morten Foged og greven på Tranekær Slot. Kun uforligelighed. Og Morten Foged følte sig og ville, at alle de andre bønder skulle føle sig så bundne ved deres anskuelse og stand til en strid om retten, således som denne kamp kunne og burde føres gennem den almindelige valgret - det eneste kampmiddel til at knække herremændenes magt.

En middag hos fru Foged på Guldborggården.
Foged var en velstående mand, fortæller Brandes videre. Han sad på en udmærket gård (vist 70 til 100 tdr. ld.), som han styrede fortræffeligt. Han var også en hjælpsom mand og en gæstfri vært, der for sine gæster satte det bedste på bordet i en yppighed, som nu næppe kendes, men som også nu ville betegne en ødselhed, som hin tids stilfærdige priser ikke kunne vække nogen bebrejdelse for. Undertegnede har engang for mange år siden spist gasnke alene en middag i Morten FOgeds muntre og hyggelige hjem, hvor der mellem suppen og pandekagerne serveredes ikke mindre end to stege foruden en ret fjerkræ og adskilligt tilbehør. For en politisk begynder var det ikke ganske let at følge med.
Men en radikal politiker fandt en ven og trofast hjælper i Morten Foged. Der var ingen moderation i hans opfattelse. Han fjernede sig sky fra den bojenske politik, og han så med megen mistro på den politiske højskolebevægelse - hvad der ikke vil sige det samme som den grundtvigske. Han var ikke selv grundtvigianer, men for ham måtte folk tænke, som de ville i religiøs og anden henseende, blot de var rettroende i politik. Hans læremester var netop selve J.A. Hansen: Demokrati mod herremands- og embedsmandsvælde, bondedom overfor de uretfærdige og magtlystne samfundsherskere. Han var en frisindet, bredsindet mand og fortjener et taknemligt eftermæle".
Så vidt Edvard Brandes, af hvis ord man vil forstå, at der både personligt og politisk har hersket det bedste forhold mellem de to mænd.
Iøvrigt kan tilføjes, at også Morten Fogeds hustru var et betydeligt menneske, mindst lige så betydelig som han selv. Efter samstemmige vidnesbyrd kunne hun askilligt mere end præstere et yppigt bord som det, der imponerede Brandes under hans besøg som ung rigsdagsmand.
Hvor megen indflydelse fru Foged har haft på sin mand og hvor stor en del af æren for hans virke udadtil, kan vi ikke efterforske. Men dog sikkert så megen, at det berettiger os til at præsentere hende sammen med ham i dette afsnit af Demokratisk Forenings tilblivelseshistorie.

Af foreningens første virksomhed.
Indsamling blandt bønderne til de lockoutede smede- og maskinarbejdere i København.
Det er betegnende for forholdene dengang i sammenligning med nu at den første formand for Demokratisk Forening var redaktøren  af Langelands Avis. Imidlertid var avisen jo dengang øens radikale blad. Axel Rosenstand var en ung mand på 30 år, men han var søn af bladets ansete grundlægger og havde for to år siden overtaget dets ledelse efter faderen. Rosenstand var tillige en velbegavet mand - at han ret hurtigt kørte træt herovre skyldes særlige forhold. Med hans politiske grundanskuelse var der intet i vejen, og samarbejdet mellem ham og Morten Foged var så vidt skønnes det bedste.
Det første bestyrelsen foretog sig, var iøvrigt at udstede advarsel til medlemmerne mod deltagelse i et højremøde. Kampen var jo dengang meget skarp. Nu var der netop til den 30. juli fem dage efter Demokratisk Forenings stiftelse, indvarslet til et højremøde i Fredeskoven, og i forhandlingsprotokollen hedder det i den anledning fra kredsbestyrelsens første møde den 28. juli bl.a.:
"Det vedtoges på det indstændigste at pålægge sognebestyrelserne at virke af yderste evne for, at enhver venstremand bliver borte fra mødet."
Samme år i september afholdtes en ekstraordinær generalforsamling i Demokratisk Forening. Protokollen oplyser, at der var mødt 80 medlemmer, og dagsordenes første punkt var "Understøttelse til de udelukkede smede- og maskinarbejdere i København". At denne arbejdssituation ikke har gjort anledning til nogen særlig hidsig debat vil følgende protokolat vidne om:
"Det vedtoges enstemmigt at give en understøttelse af 50 kr. ugentlig i 5 måneder, hvis striden varer så længe. Bidragene regnes at begynde 1. oktober, dog således, at de 100 kr., der allerede forskudsvis er indbetalt, betragtes som gældende for de to sidste uger af september måned. Hvis kassens midler imidlertid ikke skulle tillade så lang tids understøttelse, overlades det kredsbestyrelsen at foretage alt videre fornødent."

Af meddelelser givet på et kredsbestyrelsesmøde i november ses det, at der ialt er udbetalt 400 kr. til smedene til støtte under deres arbejdskamp. Lockouten hævedes, og understøttelsen kunne bortfalde.

En imponerende slagplan blev drøftet på et bestyrelsesmøde samme år. Det drejede sig om indbydelse til et politisk møde i Fredeskoven den 26. september 1885, og det besluttedes at indbyde - det er nu forhandlingsprotokollen, der taler: Dr. Edvard Brandes, grev Holstein Ledreborg, overretsprokurator C. ALberti, cand. phil. Herman Trier, Jens Busk, pastor Henning Jensen, og føjes der til - hvis muligt højskoleforstander Jens Lund.
Desværret blev mødet dog ikke til noget. Både Alberti, Herman Trier, Holstein Ledreborg og Jens Busk havde lovet sig ud til andre møder og måtte sende afbud. Man stod da med "kun" kredsens folketingsmand, dr. Brandes samt pastor Henning Jensen og højskoleforstander Jens Lund, og det syntes man var for lidt at byde på, hvorfor mødet blev opgivet.
Dog ikke helt. Dette fremgår af et brev, som kredsformanden sendte til foreningsformændene og hvori det hedder:
"Jeg håber, at de ærede sogneafdelinger vil samstemme med mig i, at mødet foreløbig bør opgives. Dr. Brandes har jeg underrettet herom. Pastor Henning Jensen, der, som han skriver, alligevel vil ankomme her til øen den 26., vil der blive  lejlighed til at høre i Kadsebølle, hvor han denne dag holder foredrag tillige med højskoleforstander Jens Lund."
Med andre ord, det store politiske møde med syv fremmede talere, hvoraf de fem var udpræget radikale mænd, endte med henvisning til et møde i Kassebølle friskole under Emanuel Pedersens ledelse. - En og anden, der endnu erindrer Emanuel Pedersens senere politiske indstilling, vil jo nok trække på smilebåndet, når de læser dette. I 80erne hørte imidlertid også han til de venstremænd, der fulgte Morten FOged, og som - ifølge Edvard Brandes s karakteristik - afskyede enhver form for moderation. Som vi senere skal høre, blev det da også ham, der samen med I.A. Hansen, Tjørnbjerggård, kom til at afløse Morten Foged og red. Rosenstand, da de i 1888 nedlagde sceptret.
Af forhandlingsprotokollen fremgår, at Demokratisk Forening i efteråret 1885 talte ca. 1200 medlemmer med et årligt kontingent på ca. 1500 kr.

Bergs fængsling.
I april 1886 var kredsbestyrelsen atter samlet. Her var Tullebølle for første gang repræsenteret (formanden var gårdejer Niels Bruun, Skebjerg, og næstformanden gårdejer Anton Christiansen, Tjørntved).
I dette møde var det Christen Bergs fængsling, der drøftedes. Berg var Venstres ledende kraft og deltog i mange møder rundt i landet. I Holstebro nægtede Berg at tale, idet byens politimester havde placeret sig på talertribunen, og et par af Bergs tilhængere begik da den letsindighed at fjerne politimesteren ved magt. Som den formentlige ophavsmand, blev Berg tiltalt og ved højesteret idømt 6 mdr.s fængsel på sædvanlig fangekost. Dommen vakte en storm af forbitrelse i demokratiet landet over. På mødet i Rudkbøing affatttedes følgende skrivelse.

Hr. folketingsmand C. Berg, København.
Kredsbestyrelsen for Demokratisk Forening for Langeland, der i dag er samlet for første gang efter Deres fængsling, tillader sig at benytte denne lejlighed til at bevidne Dem vor udelte sympati samt udtale vor anerkendelse af den indflydelse, som Deres dygtighed og utrættelige iver har forskaffet Dem i det danske frihedsparti.
I den dom, der er overgået Dem, ser vi kun vore modstanderes erkendelse af Deres politiske betydning, og det er selvfølge, at en sådan erkendelse ikke forringer tilliden mellem Dem og os.
Til denne hilsen knytter vi vort inderligste ønske om, at De må gå legemssund og viljestærk ud af disse måneder for Dem og os så tunge dage.
Vi ser med tillid til Demokratiets endelige sejr, og er denne end ikke nær forestående, vil vi vedblivende med samme frejdighed hævde vor ret."

Den hengivenhed og tillid overfor C. Berg som denne henvendelse vidner om, kom stærkt til orde fra alle kredse i landet. Berg var navnlig for landbodemokratiet samlingsmærket, den store fører, hvis slagord: gå aldrig på akkord med uretten, nåede ud til den fjerneste og fattigste vrå.

 Rosenstands processer.
De fortvivlede retsforhold her i landet i disse provisoriedage gav sig også - om end i dette små - udslag her på øen. Redaktør Rosenstand havde mange procesomkostninger, som han vanskeligt kunne kalre. Demokratisk Forening protokol har fra foråret 1886 følgende tilførsel, efter at formanden, redaktør Rosenstand havde forladt mødet:
"Generalforsamlingen bemyndiger kredsbestyrelsen til at forhandle om og mulig afgøre redaktør Rosenstands procesomkostninger og mulkter."
Det var i frisindets kampdage.

Da dyrlæge Caspersen blev landstingsmand.
Og fik sin opsigelse som godsdyrlæge i Tranekær.

Til landstingsvalget i efteråret 1886 udfoldedes store anstrengelser for at få valgt så mange valgmænd som muligt. Arbejdet herfor blev organiseret og udført efter de bedste mønstre, og resultatet var godt. I Tranekær-Tullebølle f.eks. afgaves ca. halvtredie hundrede stemmer, og når Højre her alligevel nåede at tage mandatet, skyldtes dette ifølge samtidige udsagn den omstændighed, at grevskabets godsforvalter var Højres kandidat, og han kunne jo øve ikke så lidt indflydelse på småfolk. Der var jo ikke hemmelig afstemning i de dage.
Den mand, Højre ved en fanatisk agitation og en enorm stemmedeltagelse stemte ned som valgmand, var dyrlæge Caspersen, den gang bosiddende i Tranekær som godsets dyrlæge. Hr. Capsersen og Demokratisk FOrening havde dog den tilfredsstillelse, at ved landstingsvalget i Odense den 10. september 1886 valgtes han til medlem af landstinget sammen med en anden venstremand, daværende folketingsmand Jørgen Pedersen (redaktør af Fyns Tidende).
Så megen glæde fik Højremændene i Tranekær- Tullebølle altså ikke af deres kamp mod demokratiet og dets mand, hr. Caspersen. Denne gav nu møde i grevernes ting sammen med lensgreven på Tranekær. At det for hr. Caspersen måtte få den følge, at han fik sin opsigelse som godsdyrlæge var ikke mere, end man måtte forvente. Greven på slottet kunne da ikke sidde i landstinget side om side med sin dyrlæge. Hr. Caspersen overlevede imidlertid også denne forfølgelse. Han flyttede til Snøde og fortsatte sin praksis her.

Da I.A. Hansen, Tjørnbjerggård ville erobre landboforeningen!
I april 1888 blev I.A. hansen, Tjørnbjerggård, formand for Demokratisk Forening med friskolelærer Emanuel Pedersen, Kadsebølle, som næstformand.
Noget af det første, man foretog sig, var at arrangere en fest i Fredeskoven i anledning af hundredsårsdagen for stavnsbåndets løsning og talere ved denne lejlighed var de to høruppere, folketingsmand, dr. Edvard Brandes og landstingsmand, dyrlæge Caspersen.
Den næste sag på dagsordenen under I.A. Hansens formandsskab var en organiseret kamp mod Højrebladet, der lavede smudskonkurrence mod Rosenstands avis. Der udfoldedes en stærk personlig agitation, og Demokratisk Forenings sogneforeninger fik ligefrem pålagt at udrede til abonnenter på venstrebladet - hvor dette ønskedes - forskellen mellem dettes og højrebladets pris.
Det kan endvidere nævnes, at der af Demokratisk Forenings midler blev ydet tilskud til Jens Lunds højskole i Vejstrup, den eneste her i amtet, der i provisorietiden var udelukket fra statstilskud.

Landøkonomisk forening har politisk slagside.
Sin egentlige indsats som formand ydede I.A: Hansen dog på et helt andet felt. I januar 1889 afholdtes et kredsbestyrelsesmøde, hvorfra er indført følgende i protokollen:
"Landøkonomisk Forening.
I betragtning af den ringe magt, demokratiet har i denne forening, trods det er flertal i forening, vedtoges det at virke i al stilhed for, at vi kommer til at indtage en værdigere stilling i nævnte forening.
Til nærmere at overveje denne sag nedsattes et udvalg, bestående af følgende 5 medlemmer: Amtsrådsmedlem Jens Larsen, Kragholm, gårdmand Rasmus Andersen, Tressebølle, gårdmand Joh. Madsen, Nordenbro, møller N.P. Hansen, Illebølle, og gårdmand I.A. hansen, Tjørnbjerggård".

Såvel skriften som stilen er I.A. Hansens.
Der arbejdedes så "i al stilhed". En måned senere afholdtes et nyt møde, og da var man i den "stille" agitation for en overrumpling i Landøkonomisk Forening nået så vidt, at man nu kunne gå til forbedredelse af de valg, som skulle finde sted i foreningen ved den forestående generalforsamling.
Det nedsatte udvalg var ikke i stand til at give sikker og nøjagtig besked om, hvem der ved generalforsamlingen skulle fratræde i de forskellige udvalg, men man vedtog nu på dette møde, at kredsbestyrelsesmedlemmerne privat skulle opfordre Demokratisk Forenings medlemmer til virksom deltagelse i Landøkonomisk Forenings generalforsamling og
"i al stilhed rejse ovennævnte forening fra grunden af ved først særlig at besætte pladserne i dommerudvalgene med pålidelige og dygtige venstremænd. Som vejledning udpeges mænd trindt om fra hele kredsen til medlemmer af de forskellige dommerudvalg.

Så mange var ordene. Og disse og skriften er Emanuel Pedersens, idet formanden I.A. Hansen, på det tidspunkt var forhindret i at være til stede.
Det er også indført i protokollen, hvem der var udpeget til dommerudvalgene, nemlig:
For kvæg: Jørgen Andersen, Søndenbro, Jens Jacobsen, Illebølle, N.H. Pedersen (Navne), Simmerbølle, og Jens Pedersen, Snøde.
For hopper: Ant. Hansen, Henninge.
For hingste: Peter Jørgensen, Stoense, eller Hans Nielsen, Helletofte.
Til præmiering af husmandslodder: R.H. Rasmussen, Rifbjerg.

Hvordan det så gik på generalforsamlingen i Landøkonomisk Forening, ja det giver Demokratisk Forenings protokol naturligvis ingen oplysning om.
Det eneste vi ved, er at I.A. Hansen jo med tiden selv kom til at overtage ledelsen i landboforeningen, ganske vist først 15 år senere, da han forlængst var blevet moderat. Da var der ikke meget tilbage af den fremstormende reformator fra 80erne. Da I.A. Hansen i 1905 afløste lensgreven, blev alle traditioner,  indbefattet det gamle Højres kongedyrkelse, troligt bibeholdt.
I.A. Hansen var Demokratisk Forenings formand i to år. I maj 1890 forlod både han og Emanuel Pedersen ledelsen og afløstes af gårdejer Rasmus Hansen Drost, Humble, og amtsrådsmedlem Jens Larsen, Kragholm som hendholdsvis formand og næstformand.

Foran forligsåret 1894.
Da en fløj af medlemmerne brød ud og fulgte de moderate.
I foråret 1891, altså mens Rasmus Hansen Drost var formand, førtes en længere forhandling om den forligssituation, der nu nærmede sig. Der planlagdes et større møde, hvortil man ville indbyde to moderate og to radikale talere samt en bergianer. Og de navne, der bragtes i forslag, var følgende Edvard Brandes, Hørup og J.K. Lauridsen, Frede Bojsen, Rasmus Claussen og N.J. Larsen samt Berg, Henning Jensen og Klaus Berntsen. Det vedtoges udtrykkeligt, at talerne skulle have ordet skiftevis: en radikal - en moderat og så fremdeles.
Disse års politiske forligsbestræbelser satte naturligvis også sine spor i Demokratisk Forening her på øen. Foran valget i 1892 rejstes der således strid om kandidatspørgsmålet. Der stod ved den lejlighed to modsatte lejre, en radikal, der holdt på Edvard Brandes, og en moderat, som ville have en kandidat i tilslutning til Bojsens retning. Det var umuligt at opnå enighed og som det heddet i protokollen: "Flertallet gjorde da sin ret gældende og vedtog en resolution til fordel for Edv. Brandes`kandidatur".
Men at den moderate fløj ikke var loyal og støttede foreningens kandidat ses af, at den mødte med en særlig kandidat, nemlig redaktør N.Th Petersen, Nakskov. Bl.a. skal I.A. Hansen have været virksom for den moderate kandidat. Sikkert også Emanuel Pedersen. Herom siger forhandlingsprotokollen dog intet.
Der var ingen Højremand op stillet, og N.Th. Petersen var da på en måde fælleskandidat for Moderate og Højre. Ved valget fik han 863 stemmer, mens Brandes valgtes med 1205.
Det er interessant at lægge mærke til stemmetallene i de enkelte kommuner ved dette valg forud for det storpolitiske forlig. Det faldt således.

Brandes N.Th. Petersen
Rudkøbing    104   244
Skrøbelev     48    50
Simmerbølle    33    39
Tranekær Tullebølle   73   192
Bøstrup     97    39
Snøde Stoense Hou  161    36
Longelse Fuglsbølle  122    50
Lindelse    158    26
Humble    168    95
Tryggelev Fodslette   94    29
Magleby    147    36

Kun i Rudkøbing og i Tranekær Tullebølle var der et anseligt flertal for moderationen med tilslutning fra Højre. Langeland havde påny vist sig som en overvejende radikal kreds.

Møller Hansen bliver formand og retter skarp misbilligelse mod de moderate.
Ved generalforsamlingen efter dette betydningsfulde forårsvalg  skiftede foreningen påny ledelse. Nu valgtes møller N.P. Hansen, Illebølle og proprietær M. Boesgaard, Kinderballe, til henholdsvis formand og næstformand. Efter valget har den ny formand indskrevet i protokollen følgende manifest, som fortjener at gengives.
"Derefter udspandt der sig en livlig debat om de forskellige anskuelser, som boer indenfor Demokratisk Forenings rammer, og som ved det nylig afholdte folketingsvalg havde givet sig tilkende ved at opstille hver sin kandidat.
Grunden til denne adskillelse ligger nærmest i, at den nuværende regering, ministeriet Estrup år efter år trods folketingets nægtelse bruger overordentlig mange millioner kroner til fæstningsværker omkring København og til andre provisoriske foranstaltninger.
Det er klart, at det er regeringens opgave at trætte vælgerbefolkningen for derigennem at få folkerepræsentanterne til under en eller anden form at anerkende, hvad der er taget og brugt ulovligt. Under disse abnorme tilstande har der dannet sig to partier af venstre, den ene med en kamppolitik imod Højre og hele det provisoriske regeringssystem, og det andet med at føre en mere imødekommenheds- og eftergivenhedspolitik overfor Højre og den nuværende provisoriske regering. Hvilket sidste parti af Venstre gik endda så vidt under valget såvel her i kredsen som i mange andre kredse i Danmark, at slutte overenskomst med Højre og at stemme på en fælles kandidat for at styrte det partis kandidat, som sætter det i første række at bekæmpe det provisoriske system.
Udfaldet af folketingsvalget var, at flertallet af kredsbestyrelsens kandidat, kredsens folketingsmand, dr. Brandes fik 1205 venstrestemmer, hvorimod mindretallets (de Moderates) kandidat, redaktør Petersen, Nakskov fik 863, hvoraf ca. ? var afgivet af Højre.
I flere andre valgkredse omkring i landet har derimod de Moderate og Højre ved deres alliance haft bedre held til at styrte flere af Venstres bedste mænd, og følgen af det blev den, at Højre erobrede 6 kredse fra Venstre.
    N.P. Hansen, p.t. formand

Da man bad sig fritaget for gendarmerne.
Den 1. oktober 1892 vedtoges det på et kredsbestyrelsesmøde at indgive et andragende til politimesteren, borgmester Krarup, om at blive fritaget for at have gendarmer her på øen. I andragendet, der foruden af formanden, møller N.P. Hansen var underskrevet af Jens Larsen, Kragholm, lærer Winther, Simmerbølle, og Martin Petersen, Kædeby siges bl.a.:
"Det er vor overbevisning, at en sådan gendarmeriafdeling her liden eller ingen nytte kan gøre, men at den tværtimod vil kunne vække uro og misnøje iblandt den ellers så fredelige langelandske befolkning, hvis store flertal som bekendt ikke kan sympatisere med denne institution.."
Adressen blev underskrevet af 1164 langelandske vælgere og overrakt politimesteren, der tog venligt imod deputationen. Men hvad svaret iøvrigt blev, meddeler protokollen intet om.
..................
Hen imod forliget i 1894 var der begyndt at gå moderation i Langelands Avis, idet Rosenstand nærmest støttede forligstilhængerne. Demokratisk Forening var straks på vagt. I foråret 1893 var flertallet i kredsbestyrelsen af den mening,  at der var trang for at få et radikalt venstreblad her i kredsen, og spørgsmålet blev sat på dagsordenen ved den efterfølgende generalforsamling. Efter en længere forhandling vedtoges en udtalelse om, at der var stærk trang for bedre bladforhold, og man overlod kredsbestyrelsen at træffe de nærmere dispositioner.
Senere på sommeren tilbød Rosenstand Demokratisk Forening sit blad, hvilket kredsbestyrelsen dog afslog. Den ville ikke "indlade sig på at købe Langelands Avis", står der i protokollen. Derimod vedtog man på samme møde, at der skulle agiteres for at få Fyns Venstreblad til lokalt blad. Og nogle dage senere valgte man følgende udvalg til at arbejde videre for sagen. Andes Nielsen Olsen, Hesselbjerg, R. SØrensen, Nordenbro, Nordenbro, og M. Boesgaard, Kinderballe.
I maj 1894 trådte formanden og næstformanden tilbage, og nu valgtes henholdsvis Anders Nielsen Olsen, Hesselbjerg, og købmand Jensen, Stoense.
Demokratisk Forening iværksatte en skarp kamp imod forligsmændene, og kampen rettedes direkte imod "agrarerne", hvem man tillagde en væsentlig andel i, at forliget i 1894 kom i stand. Der toges navnlig sigte på ved valgmandsvalgene at få valgt "rene venstremænd". ikke agrarer står der i protokollen, understreget og med tyk skrift.
Det bladlige våben var nu Langelands Venstreblad, en aflægger af Fyns Venstreblad, som N. Guldbrandsen var redaktør af, og som det var lykkedes at få etableret, i første omgang med Hjalmar Poulsen som lokal redaktør. Det havde dog kun ringe slagkraft, men hen på slutningen af året fik Guldbrandsen sendt redaktør Bro herover, og så kom der gang i sagerne.
I sommeren samme år trak Edvard Brandes sig tilbage som kredsens folketingsmand.....................
generalforsamlingen vedtaget med 88 st., medens 2 faldt på overretssagfører Leth og 22 stemte på lærer Rasmus Nielsen, Tryggelev (fader til afdøde amtsrådsmedlem P.V. Nielsen)
Med Guldbrandsen og Bro indtræder der et nyt afsnit i Demokratisk Forenings historie. Radikale var de begge - til at begynde med! Navnlig blev redaktør Bro hurtigt populær i befolkningen, og Rosenstand følte sig i farezonen. I efteråret 1895 solgte han Langelands Avis til Bro og tog afsked med Langeland.

Frem mod Systemskiftet.
De lokale brydninger i halvfemserne, der i 1905 førte til de moderate elementers udmeldelse.
Da den radikale redaktør Bro meddelte Demokratisk Forening, at han agtede at købe Langelands Avis, vedtog kredsbestyrelsen enstemmigt "at støtte dette blad som organ for demokratiet her på øen", og "Langelands Venstreblad" kunne dermed indstilles.
I 1895 var gårdejer Jørgen Larsen Hansen, nnebølle valgt til formand og N. Johs. Pedersen, Helsned, til næstformand. Det varede dog kun ved i et år, hvorefter N. Johs. Pedersen rykkede op på formandsposten med M. Boesgaard, Kinderballe som næstformand.
Men iøvrigt var der ikke megen politik i foreningen i disse år. En af de vigtigste begivenheder synes at have været en henvendelse til regering og rigsdag angående en - annoncesag! Borgmester Krarup i Rudkøbing havde taget nogle officielle annoncer fra Bros avis, og man vedtog i foreningen en resolution, som skulle tilstilles kredsens folketingsmand, hr.  Guldbrandsen med anmodning om "enten ved almindelig på- og omtale i rigsdagen eller ved særlig forespørgsel til justitsministeren i rigsdagen at få opklaret om den stædige og fanatiske borgmester her i byen var berettiget til ganske vilkårligt at tilbageholde officielle bekendtgørelser fra Langelands Avis.
Hvad man fik ud af den, meldes der intet om.
I 1901 fratrådte N. Johs. Pedersen, og M. Boesgaard blev nu foreningens formand, en stilling han beklædte lige indtil sprængningen. Møller N.P. Hansen, Illebølle blev næstformand. Allerede nu var der en ikke ringe misfornøjelse med Guldbrandsen. Ved en skriftlig afstemning om hans kandidatur var der 10 nejstemmer og i 19? stemte 25 nej mod 36 ja. Iøvrigt bidrog foreningen i denne .....................
Fra et bestyrelsesmøde oplyses, at foreningen omfatter ? kredse med 950 medlemmer, og at den samlede hovedbestyrelse består af

M. Boesgaard, Kinderballe
N.P. Hansen, Illebølle Mølle
N. Johs. Pedersen, Helsned
Anton Eggertsen, Nordenbro
Chr. Hansen, Sdr. Longelse
L. Hansen Skrøbelev
redaktør Bro, Rudkøbing
? Hansen, Kulepile
skrædder ? Hansen, Tullebølle
H.P. Hansen, Bøstrupgård
Anton Hansen, Lille Snøde

Sidstnævnte afløste i 1903 N.P. Hansen, Illebølle som næstformand.
Og så fulgte i hurtigt tempo begivenhederne på rigsdagen, der førte til Reformpartiets sprængning og den radikale fløjs dannelse af Folketingets Venstre, begivenheder, der natuligvis også måtte få indflydelse på forholdene indenfor Demokratisk Forening. Ved et møde i maj 1905 stillede M. Boesgaard sit mandat til rådighed, men blev genvalgt. På et repræsentantskabsmøde kort efter vedtoges med alle stemmer mod 7 og 4 blanke at anmode fhv. finansminister Hage om at komme herover for at give besked om sin stilling til den politiske situation og eventuelt stille sig her. Det var et mæglingsforslag for om muligt at holde foreningen sammen.
Christopher Hage kom også, men taktiken lykkedes ikke. Sprængningen var uundgåelig. De radikale var i flertal og ønskede rene linier. Den 29. juli afholdtes generalforsamling, hvor det meddeltes, at Anders Nielsen, landbrugsministeren, der delvis havde lovet at deltage i et møde herovre, alligevel ikke ville komme, samt at Hage, hvis han skulle opstilles, ville stå udenfor partierne, men støtte foreningen.
Og så gik man til den vigtige forhandling, hvor dyrlæge Caspersen dirigerede, Joh. Pedersen, gårdejer Mathæus, Rs.K. Petersen og købmand Knudsen, Ristinge, stillede forslag til resolution:
"Generalforsamlingen vedtager i overensstemmelse med foreningens vedtægter fremdeles at støtte Venstrereformpartiet i dets arbejde i og udenfor rigsdagen og udtaler sin fulde tillid til Ministeriet J.C. Christensen".
Denne resolution kunne selvfølgelig ikke vedtages. Red. Bro, der jo var svært i knibe, foreslog en tilføjelse: "alt under forudsætning af, at Venstres program af 1895 følges". Dette afvistes - man kunne jo heller ikke så godt i samme resolution  udtale både tillid og mistillid - og hovedforslaget blev derefter ved afstemningen forkastet med 39 stemmer mod 36.
A. Keilgaard og K. Tange (hvis navne her for første gang figurerer i forhandlingsprotokollen) stillede forslag om, at vedtægternes § 1 skulle indeholde en udtrykkelig tilkendegivelse af, at foreningen slutter sig til Det radikale Venstres program". Dette kom ikke til afstemning, idet møller N.P. Hansen, foreslog, at der blev afholdt valg i alle sogneforeningerne for at få konstateret den virkeligee stemning i kredsen.
Også dette forkastedes med 37 stemmer mod 35, og så hævedes generalforsamlingen.
Imidlertid var der i alle kredse misfornøjelse med redaktør Bro`s forsøg på at "balancere", og arbejdet på at starte et selvstændigt radikalt blad tog fart. Under den voksende uro solgte Bro avisen til Sigurd Berg og flyttede til Bogense. I december holdtes stiftende generalforsamling i det nystiftede Langelands Folkeblad.
Tre uger senere holdtes hovedbestyrelsesmøde i Demokratisk Forening, hvor man vedtog at henstille til de moderate, der havde ladet indrykke et opråb i Langelands Avis, enten vedblivende at støtte foreningen eller udmelde sig. Der forhandledes endnu engang om Hages kandidatur. Og så vedtoges det endelig at anmode Guldbrandsen om at komme herover sammen med en anden taler den 7. januar 1906 for at tale imod ...................
gaard har underskrevet i Demokratisk Forening.
Dr. Munch talte her den 6. og 7. januar, men hverken hr. Guldbrandsen eller andre talere fra Reformpartiet viste sig. Den 9. februar afholdt Demokratisk Forening nyt møde, først i bestyrelsen, der valgte sognerådsformand H.A. Andreasen, Statene, til formand og sagfører M. Gasberg til næstformand, derefter til repræsentantskabet, hvor dr. phil. P. Munch "enstemmigt og ved akklamation" kåredes til foreningens folketingskandidat.
Perioden Guldbrandsen-Bro var dermed forbi. De Moderate listede stille ud af Demokratisk Forening og dannede Reformpartiets Venstrevælgerforening.

Den nyere tid.
Demokratisk Forenings fortsættelse som Det radikale Venstres organisation

På grundlag af Demokratisk Forenings forhandlingsprotokol har vi i det foregående givet et rids af foreningens historie i de første 20 år. Det giver samtidig et tro billede af demokratiets brydningstid, da det menige ..
sig frem mod de privilegerede stænders overmagt. Ikke mindst på Langeland førtes denne kamp med djærvhed og styrke. At adskillige senere svigtede linien skal ikke her bebrejdes dem. Men det vil ses, at hovedstyrken holdt.
Med dr. Munchs kåring til kredsens folketingskandidat og valget af H.A. Andreasen Statene, som formand for Demokratisk Forening er vi inde på livet af den nyere tid - de sidste 50 år, som der er gjort udførligt rede for i omtalen andet steds, dels af Langelands Folkeblads, dels af kredsens politiske historie. For Demokratisk Forening har disse 50 år betydet en rolig og stabil periode, præget af sammenhold - både om kredsens radikale  folketingsmand og om partiets blad. Også listen over foreningens formænd i dens 70-årige beståen tyder på en voksende stabilitet.
Listen ser således ud:

1885-88:  redaktør Axel Rosenstand
1888-90:  I.A. Hansen, Tjørnebjerggård
1890-92:  Rasmus Hansen Drost, Humble
1892-94:  møller N.P. hansen, Illebølle
1894-95:  Anders Nielsen Olsen, Hesselbjerg
1895-96:  Jørgen Larsen Hansen, Ennebølle
1896-1901: N. Joh. Petersen, Helsned
1901-05:  M. Boesgaard, Kinderballe
1905-19:  H.A. Andreasen, Statene
Fra 1919: A. Keilgaard, Fodslette

Som det vil ses var der i de første ca. 20 år otte forskellige formænd, medens der i de sidste 50 kun har været to: Andreasen i 14 og Keilgaard i de resterende 36. Andreasen og Keilgaard har hver for sig været fuldgyldige udtryk for de tanker og stemninger, der råder blandt frisindets vælgere og - som det vil fremgå af den historiske udredning - stadig har været fremherskende her på øen helt fra Morten Fogeds dage.
         H.B.

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk