Det konservative Folkeparti
Forside ] Op ]

 
Hvorledes det konservative Folkeparti blev dannet.

[Asger Karstensen: Et liv i politik. Kbh. 1940]

 

Da jeg 1901 var opstillet i Ærøkredsen betegnede jeg mig som "national Fremskridtsmand". Dette var en naturlig betegnelse, fordi jeg 1898-99 havde taget initiativet til dannelsen af et nyt parti: "Det nationale Fremskridtsparti". Forhandlingerne herom spændte i hovedstaden ret vidt. De førtes mellem konferentsråd Falbe-Hansen, den senere højesteretsjustitiarius Nyholm, læge Petrus Beyer, højesteretsjustitiarius Niels Lassen, apoteker Kongsted og flere - de fleste gammelliberale eller repræsentanter for den isolerede scavenianske gruppe inden for Højre, der en tid arbejdede som en stat i staten i skarp front til det gamle (Estrupske) Højre. Gruppen blev organiseret 1896 som Højres Fremskridtsgruppe. Det var lykkedes denne gruppe at få vedtaget et nyt program - som jeg vil kalde antiestrupsk - i 1896, men dette blev som så mange tilsvarende begivenheder i de kommende år kun til slag i luften - det embedsmandsmæssige Højre brød sig pokker om slige programmer, det fremturede ad det gamle kampprovisoriums veje. Dannelsen af en moderat gruppe indenfor partiet 1905 (den såkaldte Roskilde Politik) - stærkt angrebet af det "rene" Højreblad "Vort Land", professor Matzen m.f.) fik forsåvidt samme skæbne, men den blev alligevel kimen til skabelsen af "Det konservative Folkeparti" Gruppen bestod af jævne vælgere på land og i by. Dens udgangspunkt var mine valgkampagner i 1903-04 og 05 i Roskildekredsen - deraf øgenavnet. Efterhånden fik bevægelsen et stærkt fodfæste  i københavnsk småborgerkredse.
Gennem talløse brydninger, opgør af politisk og personlig art indenfor partiet holdt retningen sig lige indtil grundlovsforliget af 1915.
På denne baggrund må man se det, der skete i årene 191516, og som førte til "Det konservative Folkepartis" dannelse efter grundlovsforliget 1915.Der stod store vælgerkredse bag mig. Men det havde næppe været nok, hvis højreledelsens totale forlis i forfatningssagen ikke var kommen mig til hjælp. Det blev ikke - tror jeg at turde sige - fra nogen side i partiet bestridt, at jeg havde fået ret i min forfatningspolitik, der i sin kærne var et brud med Højres politik i den foregående menneskealder.
Efter grundloven af 1915 var vedtaget, mente jeg, at tidspunktet for mig var inde til at gøre et definitivt skridt bort fra Højre. Briste eller bære.

Jeg skrev da et brev til partiets formand -Piper- hvis disposition jeg har, og som havde følgende indhold:
"Efter at der i dansk politik er gjort endelig op med 66forfatningen og med den provisoriepolitik, der har ødelagt sunde og sande partidannelser i folket navnlig indenfor de såkaldte borgerlige retninger, og efter at det er konstateret at tiden er løbet fra det Højre, som stadig, alle forklædninger til trods, har klæbet sig til fortiden, er tiden inde til at bryde broerne til denne fortid af. Den borgerlige politik, som nu deler forfatningsmæssige vilkår med alle andre retninger i vort folk, rykker fra sin privilegerede  drivhustilværelse ud på friland. Vilkåret er dermed givet for alle, som vil fremme politisk vækst, og ikke nøjes med en henvisnende og gold tilværelse. Der gives ingen vej tilbage. Dette gælder politiken som sådan og personerne. Højrebegrebet, som det er knyttet til fortiden, er forsvundet - det eneste, der står tilbage, er at rydde alle efterladenskaberne til side.
Dette sker ved at slette partiet som sådant og dets navn, som alene peger tilbage på en fortid, i hvilket det kun har formået at isolere sig fra folket først og fremmest fra den danske bondestand.
Dette må manifestere sig på afgørende måde: enten indmarsch i Venstre eller skabelsen af et nyt, på den alm. vlagret hvilende parti med nyt program, nyt navn og nye mænd. Jeg foreslår Dem at gå med hertil resolut og uden frygt for at slå i stykker. Dette mit forslag vil i løbet af kort tid blive sendt videre til politikere i Højre, til de Frikonservative og til en kreds indenfor de Gammel-moderate, efter at jeg har modtaget Deres svar.
Selv er mit situation givet. Sker dette ikke, træder jeg ud af partiet og handler sammen med mine politiske venner på egen hånd. Jeg har grundet formodning om, at "Nationaltidende" vil gå samme vej ud af partiet, ligesom De må regne med, at en betydende del af vor provinspresse vil følge samme kurs."

-På dette brev modtog jeg et svar, der gik ud på, at Piper fandt mit forslag vidtgående, men han ønskede dog forhandling om det.
Under disse forhandlinger, hvori deltog redaktørerne  Wiggers og Carl Carstensen, "Nationaltidende", bøjede Piper sig. Jeg erindrer tydeligt, at Carl Carstensen, der alle dage har været en elegant forhandler og polemiker, ganske satte Piper i knæ.
Også redaktør Wiggers, der ellers var mere tør og forbeholden i sin form, var meget skarp og kategorisk.
Derefter forelagde jeg mine planer for to af de betydeligste frikonservative, godsejer Rottbøll og forpagter Theilmann, Hvidkilde; de drøftede det derefter med grev Frijs, der tog køligt på det. Jeg henvendte mig endelig til en kreds af de "Gammel-Moderate": amtsrådsmedlem H.P. Nielsen, Oure (Sydfyn), redaktør Egebjerg "Folkebladet for Svendborg Amt", overretssagfører Just Lund m.fl.
Vi sammensvorne (der havde dannet en eksklusiv forening ved navn "Juniforeningen") havde i længere tid holdt møder i hjørneværelset på 1. sal i "Hotel Cosmopolite".

Det var kredsen fra "Roskilde Politikens" dage, som her samledes. Den utrættelige leder af denne organisation var overretssagfører Schoustrup, København, en mand, som afbrød en oplagt politisk karriere - sikkert valg i Randers osv. - for at følge sin overbevisning - altså en af de politikere, hvis navn bør nævnes med ære. Også den temperamentsfulde dr. phil Arnold Fraenkel (en af de mest mishandlede skikkelser indenfor det gamle Højre) indlagde sig store fortjenester, skønt han nu og da ved sin drastiske indhug særlig på Piper ("det piperske Thevand") var ved at sprænge rammerne for forhandlingerne. De, der husker ham fra hans forfriskende deltagelse i folketingets forhandlinger, kan let sætte sig ind i hans optrædeform ved sådanne lejligheder. Mærkeligt nok var Johan Knudsen og professor Birck ikke med fra begyndelsen. Det må imidlertid skyldes tilfældigheder. Senere under selve dannelsen af "Det konservative Folkeparti" var de virksomme nok.
Der var naturligvis visse chancepolitikere, som meldte sig og ville være med for at vejre og for at gå med (om det gik) eller for at gå imod (hvis forsøget bristede) eller for at intrigere (med begge muligheder for øje). - Aldeles enstemmigt afviste vi således den konservative "ungdomsfører" Aage Kiddes belejring af os for at slippe ind i kredsen sammen med hans senere så politisk berømmelige studenterforeningskammerater. Hele denne studentergruppe, der senere er kommen til at spille en rolle efter 1920, havde indenfor partiet modarbejdet den almindelige valgret under grundlovskampene, medens den udadtil kokotterede med vore standpunkter.
Efter sin død blev Aage Kidde af sine politiske efterladte kanoniseret som slags Horst Wessel - tilfældet bekræfter den danske reklamekonge Monterossis kendte motto:"Reklamens magt er underfuld-"
I sin tilblivelse var Det konservative Folkeparti bygget op på faste principper, og politisk tvetydige og andre parasitter, som vel altid er ved hånden, hvor mennesker virker, var som foran beskrevet med en skrap hånd holdt tilbage. Forsåvidt var det nye partis start og dets politiske grundvold tilsyneladende i orden.

Men ak,- hvor længe var Adam i Paradis?

Blandt de vanskeligheder, vi havde haft at kæmpe med, var der særlig to, som jeg vil fremhæve.
Fra de Frikonservative og de "Gammel-Moderates" side ønskede man at blive af med Piper og Ellinger som forgrundsfigurer i det nye parti: Skønt dette ønske særlig for den førstes vedkommende i sandhed ikke stod mig fjernt, mente jeg ikke, det var politisk muligt at realisere det. Det kom under forhandlingerne i "Holtel Cosmopolite"s hjørneværelse til ligefrem ubehagelige scener m.h.t. spørgsmålet Piper. Han var selv til stede og påhørte altså det meste. Tilsidst måtte jeg insistere på, at dette krav om hans fjernelse skulle falde. Piper var trods alt et samlingsnavn for mange moderatkonservative landboere, der i hans uforstyrrelige ro og fremtrædeform aflæste sindig overvejelse. Jeg turde ikke se bort herfra.
En anden vanskelighed var forholdet til landbrugsinteresserne, hvor de Frikonservative, de "Gammel-Moderate" og jeg krævede den yderste hensyntagen. Betegnende er det, at man altså også i fordomsfrie konservative kredse som dem, der samledes til disse møder, skulle træffe mangel på forståelse af vort lands bærende erhverv. Men således var det altså. Til sidst måtte jeg sammenkalde den københavnske gruppe af forhandlere til et særligt møde og dèr ligefrem sætte min person ind på, at landbrugsinteresserne blev et væsentligt punkt indenfor det nye partis program og i dets fremtidige arbejde.
Jeg kunne måske af disse erhvervspolitiske  vanskeligheder allerede ved starten have draget visse videregående slutninger om de vanskeligheder, som senere skulle melde sig og ødelægge arbejdet for mig og mine nærmeste.
Redaktør Koppel har engang i "Politiken", hvor han anmeldte min bog "Et Opgør", i hvilken jeg redegjorde for sprængningen af Det konservative Folkeparti 1920 skrevet, at jeg trods de politiske egenskaber, han tillagde mig, havde været "en Fantast" eller "en Naiv".
Heroverfor må jeg forsvare mig med, at jeg stod omkring af en kreds af Frikonservative, "GammelModerate" og alt, hvad der var af moderat-konservativ støbning indenfor det gamle partis landboere, når lige undtages den ganske lille L. Dinesenske klike af intriganter, der i sammenhængen ikke havde og heller ikke senere fik nogen betydning.
Gå ud fra, at alle disse faktorer ville svigte og ende i en omarmning af den industrielle fløj og blive et revir for politiserende studenterforeningspolitikere kunne jeg dog ikke. Ligeledes måtte det ligge fjernt at tænke sig, at den gammelmoderate gruppe endda efter kort tids forløb skulle melde sig som allieret med det yderliggående "Vort Land"ske hold, hvad som nævnt alligevel blev tilfældet.
Endelig kunne jeg vel heller ikke forudsætte, at godejer Rottbøll ville træde i modsætningsforhold til det nye parti 1917 ved at blive som kontrolminister i skarp front mod partiets beslutning og derved (som jeg andet sted har beskrevet) bogstavelig sprængte den landbovenlige fløjs indflydelse og position.

Men jeg erkender, at jeg, som alt senere formede sig, kunne have vist større skepsis. Begivenhedernes gang gav mig ikke ret. Men jeg mener den dag i dag, at jeg havde mine gode grunde til at handle, som jeg gjorde, og at jeg har taget alle konsekvenser af den skæbne, der blev min politiks og min persons indenfor det parti, jeg skabte, men svigtede sine ideer.
Partier har altid stået for mig som redskaber til at føre frem de krav, som man slutter sig til, og som skal formes i de vekslende tider. For så vidt gerådede jeg ikke udi nogen større forvirring, fordi vejen ved Folkepartiets transformation blev mig spærret indenfor dette parti. Der vil altid være andre partiredskaber at bruge - denne læresætning er sikkert den eneste rigtige for politikere, som har noget på hjerte, og som ikke - af forskellige grunde - forstikker sig i det politiske livs ydre former. Selv dette: ved lejlighed at komme til at stå alene bør efter min erfaring ikke afskrække.
Skønt jeg med sandhed og uden på nogen måde at ville prale kan sige, at jeg aldrig har brudt mit livs politiske grundlinie, har jeg måttet høre fra forskelligt hold adskilligt for at have "skiftet".Også sligt bør man tage med humør, bl.a. fordi der vel egentlig ikke er noget attråværdig ved at tilhøre de partipolitiske pælemuslingers kreds, der ikke ved noget bedre end at tilhøre partiet uden hensyn til, hvad samme parti i udviklingen kommer til at repræsentere.
Endelig er der vel ikke nogen åndelig eller moralsk forpligtelse til ikke at skifte mening. Snarere kan det siges, at de fleste af dem, som er bleven stående,  næppe har besiddet nogen evne til åndsudfoldelse, selv om man ikke vil gå så langt, som Valbykredsens tidligere radikale folketingsmand dr. phil. Oscar Hansen, der i en samtale med mig engang sagde:"Man må jo være idiot, om man har en eneste af de meninger tilbage, som man havde, da man var 18 år".
Og så må man trøste sig med, at det sidste ord aldrig bliver sagt i politik.

........

Bonde og borger

Til forståelse af min indsats for skabelsen af det konservative Folkeparti - og min senere overgang til Venstredemokratiet -vil jeg her fremsætte en redegørelse for den politiske tanke, der mit liv igennem har været den røde tråd i alt, hvad jeg har foretaget mig i dansk politik.
Ved min landsbyoprindelse og ifølge et politisk instinkt har det centrale i min offentlige gerning været bestræbelser for at hævde middelstandselementet i dansk folkeliv socialt, økonomisk og politisk. Jeg har i hele min politiske gerning krævet respekt for den danske bondes indsats og folkelige kultur. Jeg har alle dage vendt mig mod dem, som agtede bonden ringe. På det skarpeste har jeg, sålænge jeg tilhørte partiet, angrebet bondens fjender indenfor dansk konservatisme. Men samtidig har jeg krævet samarbejde mellem bonde og borger. Trækkende til hver sin side vil ingen af dem få indflydelse eller magt.
Jeg tilstår for mit eget vedkommende, at jeg tillige har arbejdet for forståelse videre ud mellem bonde og borger på den ene side og  håndens arbejdere på den anden - det, jeg sammenlagt vil kalde jævnfolket i Danmark.
Jeg vil lyve, hvis jeg påstod, at dette blev mig en let, endsige en succesbetonet bestræbelse! Men jeg har dog kunnet leve et liv på denne min politiske lidenskab - hvilket altid er noget.
Jeg talte ved lejlighed med professor Borck om det mærkeligt vanskelige ved at få midtsamling skabt her i landet gennem mellemlagenes selvhævdelse.
Han svarede:"Det er, fordi mellemstanden ikke kan stå på egne ben. Går en købstadsmiddelstandsmand med trækvogn, vil han hælde sig til Stauning . Har han så meget forretning, at han kender til at gå med smoking, vil han støtte sig til overklassen. Gå sammen lige ud kan de ikke! Når jeg traf middelstandens repræsentanter i krigens dage udenfor "Den overordentlige kommission" og talte med dem var vi næsten altid enige. Men kom de indenfor døren, gav de altid industrihøvdingen Alexander Foss ret og mig uret"
Videre sagde Birck:
"De skal ikke tro på det rationelle i folks afstemning. Da jeg havde en ejendom i Ryesgade (i København), tog jeg rimelig leje, og da ejendommen gav mig et pænt overskud, fritog jeg lejerne for at betale leje hver marts måned. Senere købte socialdemokraten, ingeniør Rump, ejendommen, og så fik piben unægtelig en anden lyd for lejerne. En dag, jeg kom ud og så til mine gamle lejere og hørte deres klager, spurgte jeg dem, hvilken politisk slutning de drog af denne deres ændrede sociale situation - hvor stemmer I? "På Socialdemokratiet," lød svaret.
 Således slutter vælgere ofte omvendt, og det vør en erfaren politker regne med."

Disse beske bemærkninger har et videre sigte langt ind over de personligheder, man har truffet indenfor det offentlige liv.
I den danske bondestand var der politik under dens opmarch mod magtovertagelsen ved Systemskiftet 1901. Men siden perioden 1901 til omkring 1909-10 - i hvilken der også viste sig svagheds- og splittelsestegn, gik det for bondestanden politisk nedad - bortset fra den korte opblussen omkring 1920-tallet. I det seneste decennium har heller ikke den danske bondestand vist evne til politisk sammenhold. Denne svaghed er med hård og skånselsløs hånd blevet udnyttet af magthaverne og de industrielle erhversgrupper, som gennem Socialdemokratiet og de Konservative har samlet sig på en økonomisk fællesfront.
Indenfor byernes middelstand har det aldrig været politik. Det er i så henseende for den store erhvervsgruppe gået på bedste beskub. Den har ikke alene savnet politisk sans - uden hvilken intet går i et parlamentarisk styret land - men den har på ethvert hold savnet samlende personligheder. Forsøget med Erhvervspartiet (1917-23) mislykkedes. Jeg vil her oplyse, at de væsentligste dele af Erhvervspartiets program var en afskrift af en erhvervspolitisk afhandling om middelstanden, som jeg - stærkt udnyttende dr. Arnold Fraenkels viden - udarbejdede omkring 1916-17, og som jeg bl.a. forelagde min daværende partifælle, den senere erhvervspolitiker Lauritz Jensen. Betegnende blev dette program væsentlig vendt mod  dets ophavsmand og mod den småborgerlige og landbovenlige gruppe indenfor Det konservative Folkeparti. Forsøget efter 1920 på at forene de udtrådte af Folkepartiet, Erhvervspartiets rester og Dr. Bircks Centrum bristede på grund af personernes indbyrdes rivaliseringer. Det var den rene ynk.
................

Min overgang til Venstre

Det var ud fra det politiske grundsyn, som jeg i sidste afsnit har fremstillet, jeg efter vedtagelsen af 1915forfatningen foreslog dannelsen af Det konservative Folkeparti. Jeg ønskede, at det nye parti skulle hedde Folkepartiet. Ved et kompromis fik partiet i sit navn indflettet ordet "konservativ". Der ligger ingen vægt på senere beretninger om, at der var flere eller andre fædre til navnet.
Partiets politiske program skrev jeg efter fforudgående forhandlinger med dr. Arnold Fraenkel og professor Birck. Også deri fik den stærkere retning indføjet nogle ændringer, særlig den iøvrigt retsindinge landstingsmand Godskesen ivrig i så henseende. Hovedkampen stod om det krav, vi fra vor side stillede om, at partiet meldte sig til tjeneste fuldt og helt på den almindelige valgrets grund, et krav, der sejrede.
Fra partiets oprindelse og til 1918 fulgte det denne retningslinje, stærkt hævdende middelstandsinteresserne i land- og bynæringen.
Først i 1918 satter Alexander Foss ind med sin industrikurs, som hurtigt fik tilslutning i større og større kredse af partiet. Disse kredse var for de mere  værdifuldes vedkommende Gammel-konservative, som fornam, at her sang den gamle skræp påny mod bønder, spækhøkere og andre mindre butiksfolk. Til denne retning sluttede sig så de mindre værdifulde: snobberne og de, der elsker at optræde i læ af de store.
Hvad konservative landmænd i de år måtte finde sig i af anti-agrariske udfald i partimøderne trodser enhver beskrivelse. For mig, der hævdede landbrugets interesser, var dette en ligefrem forsmædelse.
Men det gik altså for Alexander Foss, og snart var den gruppe, jeg tilhørte, reduceret til et ugleset mindretal.
Så kom begivenhederne 1920, der ganske slog benene bort under os, som stod på Folkepartiets grundprincipper. Til ubegribelighederne hørte, at de Gammel-Moderate indenfor Venstre, som havde sluttet sig til vort parti, hurtigt bevægede sig over på den yderliggående, stærkt nationalistiske fløj - Flensborgbevægelsen og alt det andet. En af disse moderate venstremænd, den ellers velmenende overretssagfører Just-Lund, blev på et af det nye partis første landrådsmøder ordfører for at bevare det yderliggående højreblad "Vort Land" indenfor partiet!
Under sådanne omstændigheder var slaget hurtigt tabt.
Efter at have modtaget mit genvalg på Lolland-Falster ved julivalget 1920 trådte jeg ud af partiet, skønt mit partis organisationer i de valgkredse, jeg repræsenterede, så godt som enstemmigt opfrodrede mig til at blive og se tiden an.

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk