Redaktionssekretær V.Orloff
Forside ] Op ]

 
Redaktionssekretær V. Orloff

Svendborg Avis

Af redaktionssekretær. V. Orloff.
 

Avisen i købmandsgården

Livet i de gamle købmandsgårde formede sig for trekvart århundrede siden nogen anderledes end nu. Da var det ikke så meget facaden, det kom an på, som det, der lå bag ved. Først og fremmest en rummelig gårdsplads til bøndernes vogne, staldplads til hestene, pakhuse til varerne og en skænkestue, hvor bønderne kunne spise deres medbragte mad med snapsflaske, ølkrus og tobakskasse på bordet, senere kaffe til konerne, når det var fint oppe i stadsstuen hos madammen. Torve- og især markedsdage var der livligt i gårdene. Efterhånden som vognene kom ind med korn, smør, flæsk, æg osv. blev de skubbet sammen i lange rækker. Hestene kom på stald og fik deres foder, mens manden og konen, børn og måske folkene gik til bys for indkøb og andre forretninger, til de hen ad aften havde fået vognen ladet med kolonialvarer, tøj, og hvad der eller var brug for der hjemme. Brugsforeninger havde man jo ikke. Når der så var spændt for og familien kommen til vogns, stod staldkarlen med tømmen og ventede på sine drikkepenge at fatter, der i skænkestuen skulle have en sidste tår - undertiden en til over tørsten. Afholdsforeninger kendtes heller ikke den gang.
Sådan var der også i 1860èrne i Gottlieb Petersens gård i Gerritsgade 32. Men den fik sit særpræg, da Gottlieb Petersen overtog det nylig stiftede Venstreblad "Sydfyns Tidende" og flyttede trykkeri og redaktion derop.
 

Der gik politik i gården

Fru Maja Jørgensen, der er født i gården, men naturligvis ikke husker meget fra sin tidlige barndom der, mindes dog, at der blev kastet sten og grus på vinduerne, da der var besøg af den fremragende politiker I.A. Hansen. Dermed er vi inde i den politiske kamp tid, da meningerne forfægtes med mere hårdhændede midler end nu. I.A. Hansen var Svendborgkredsens repræsentant i Folketinget fra 1866-77. Fru Maja Jørgensens far, Gottlieb Petersen sad i Folketinget fra 1872-80 som repræsentant for Langelandskredsen. Der kan ikke have været så forfærdelig megen tid til at redigere avisen. Men der fordredes jo heller ikke så meget som nu. Avisen udkom hveranden dag og i redaktørens fraværelse kunne faktoren nok klippe både udland og indland ud af de københavnske aviser. Lokalt stof var ikke dagligt forekommende. Avisen var 3- efterhånden -4spaltet og trykkedes på en håndpesse. Ret mange hundrede eksemplarer kunne folkene næppe udholde at trække igennem. Man interesserede sig sikkert mest for annoncerne, og de tog heldigvis stadig til, så den stigende linie kunne holdes.
 

Trykkeriet i hestestalden

Da Gottlieb Petersen overtog trykkeriet, omdannede han resolut en del af hestestalden i baghuset til den tekniske afdeling. I hjørnet til venstre for porten ud mod Gåsestræde var sættekasser og hurtighåndpressen anbragt. Et vindue vendte  ind mod gården. - Sætteriets øvrige vinduer vente ud mod Gåsestræde, hvor Gåsebækken da flød synlig forbi. I fløjen fra hjørnet ind mod gården var der redaktionskontor, indtil en ny hurtigpresse måtte have plads der. Gottlieb Petersen lod da bygge et etage oven på til redaktionskontor. I et åbent portrum til venstre for indgangen var der skyllerum for papiret, hvor ballerne blev fugtede og bag efter pressede under et låg med en sten oven på. Til venstre for dette rum var der et lignende  rum, men lukket og låset for papirballerne, som jo efterhånden tog til i størrelse og antal. I disse spartanske omgivelser foregik avisens jævnt tiltagende vækst.
Men medens redaktøren således sørgede for det nødtørftige til gårdens indre, tænkte fruen på dens facade. Da hun vidste, at hendes mand ikke lagde synderlig vægt på den ydre pryd, benyttede hun sig af lejligheden, medens hendes herre og husbond styrede land og rige på rigsdagen til at sætte frontespice på husets facade.
Hvad lovgiveren talte med sin hustru om, da han kom hjem og få forandringen, melder historien intet om; men som man ser, pynter frontespicen gaden udmærket.
Med avisens størrelse og udbredelse voksede jo også personalet i tal. Der kom flere typografer i Hestestalden. Faktor var den dygtige fagmand P. Ditlefsen, og mange af typograferne, som kom til bladet i deres ungdoms vår, virkede ved det til deres død, som for nogle vedkommende først er indtruffet for få år siden, således I.P. JOhansen, der selv blev faktor, C. Madsen (den sorte professor), Søren Jensen og Edvard Hansen.
Efterhånden som driften voksede anskaffedes nye maskiner og arbejdet specialiseredes ud. Der blev ansat en trykker, Jørgensen, som satte bedre skik på bladets udstyr og udseende og på tryksagerne. Han havde sit mas med gasmaskinen, som undertiden strejkede. Hvis den helt nægtede at trække hurtigpressen, måtte der sættes håndtag på svinghjulet og tilkaldes nogle stærke mænd, som drejede bladene ud, og budene måtte så modtage abonnenternes misfornøjelse, når bladet kom for sent. Budene blev også ofte gamle i gårde. Tømrer Jesper Andersen gik i en hel menneskealder med bladet, assisteret af sin hustru og store børneflok, som efterhånden voksede op. Aviserne blev jo lagt i pressen med hånden. Johanne var pålæggerske i 18 år. Mange lærlinge gik i årenes løb ud fra trykkeriet, vel udlært af gamle Ditlefsen. Ved et vindue i trykkeriet havde Ditlefsen sit skrivebord, hvor han førte abonnements og akcidentsprotokollen og udbetalte lønninger om fredagen.
 

I Bondegaards tid.

I G. Petersens sidste tid havde navigationslærer Bondegaard hjulpet ved bladet, og efter redaktørens død blev Bondegaard af familien antaget som redaktør i 1882. Bladet ejedes fremdeles af familien, enkefru Petersen og de tre børn, I.N. Schmidts tidligt afdøde hustru Emilie, Ferd. Jørgensens enke fru Maja, og sønnen ingeniør Fr. Petersen, Skårup. Da bladet senere i 1890 blev aktieselskab, blev de to svigersønner revisorer og var det lige til Bondegaards fratræden i 1919.
Det blev en bevæget tid for bladet og Bondegaard de politiske kampår med 80èrnes provisorier, og Bondegaard gik i striden med liv og lyst. Hans ildhu og skarpe pen i Venstres kamp med Estrups regimente indbragte ham nogle processer og komplimenten af Hørup: den vældige besærk i Sydfyn.
Det var i den tid, man sang:

Ned med Estrup, Scavenius og Ravn,
vi vil ingen revnet grundlov ha`
i folkets København -

 varieret i respektløse vendinger .
 I Svendborg sang modstanderne.

Når Bondegaard bli`r gammel,
og lange Ewald dør, så går vi
fred i Svendborg, men heller ikke før.

Altid kampklar kastede Bondegaard sig med mund og pen i striden med størst resultat af pennen. Under enhver valgkamp blev han fyr og flamme og trådte også gerne op på talerstoeln. Taler i oratorisk henseende var han ikke, og når han blev ivrig, kunne stemmen få en pibende tone, som ikke virkede tiltalende på venner eller modstandere. Materialet havde han i orden, bl.a. en lille lommebog fuld af citater, som dog til sidst blev ham mere til besvær end til gavn. Han gik lige dristig løs på den stærkeste modstander, og han kunne ofte volde denne besvær nok. Vennerne, Niels Johansen og Andreas Rosager, var han altid parat til at stå bi, og vandtes slaget ikke altid ved mødet, fortsattes det altid med sejr i bladet. Der var ingen tvivl til stede. Uden skånsel nedsablede eller latterliggjorde han modstandernes politik og personer. Selvfølgelig serveredes der ham ikke altid artigheder til gengæld. Det tog han sig ikke nær. Det gik hurtigt op for ham, at en politisk redaktør må være hårdhudet. Derfor kan hjertelaget og de indvendige dele godt være i orden, og det var det også hos Bondegaard, hvad der tit nok gav sig udslag.

 

Kampen for bladet

var hård i de dage. Den eneste konkurrent, Svendborg AMtstidende, havde under grundlæggeren Assam og senere under Vogel-Jørgensens ledelse fordelen ved at være det indarbejdede blad og at sammenstemme med borgernes politik. Men Sydfyns Tidende passerede i disse år Amtstidende i holdertal både på landet og i byen. Autoriteterne var jo på Amtstidendes side. Borgmester Schrum forlangte, at Tidendes først eksemplar skulle forelægges ham, før der blev trykt videre. Vel, sagde Bondegaard, så må jeg bede mig for hvert nummer en personlig skriftlig attest for, at loven er sket fyldest. SÅ faldt den forhaling.
I Læseforeningen på Wandall vedtog man, at SYdfyns Tidende ikke måtte fremlægges i læsestuen der. Det glæder mig, sagde Bondegaard, det er meget bedre, at folk holder bladet hjemme, end går på læsestue til et fælles eksemplar. Sådan havde Bondegaard en egen evne til at tage sig modgangen til indtægt. Han havde også humør og sans for slagord. Han hævede , at man ikke kunne betragte noget som offentliggjort, før det havde stået i Svendborg avis, som bladet nu var kommen til at hedde - for resten efter en holmgang med Amtstidende, som havde sluppet titlen Svendborg avis, men beholdt den som undertitel, hvorpå Bondegaard var rask nok til at kalde Sydfyns Tidende for Svendborg Avis med det førstnævnte som undertitel.
Bondegaard ledede bladet meget påpasselig og økonomisk.Men når valg nærmede sig, bestilte han lukket landauer til alle vælgermøder for kandidaten og referenten, enten dette var ham selv eller en anden. Det var heller ikke morsomt at cykle eller køre i åben vogn om vinternatten ude fra et vælgermøde i de vidtstrakte valgkredse.
Annoncemængden tiltog stærkt.Købmændene vidste, gennem  hvilket blad de kunne få landboerne i tale, og der blev altid taget størst muligt hensyn til annoncørerne. Bladets voksende overskud kom særlig en byggefond til gode, så der var et godt grundlag for den ny bygning, da denne endelig kom.
 

Pen og saks.

I den gamle gård var ikke de virkemidler til tjenese som for et dagblad i vor tid. Som Gottlieb Petersen havde været ene om redaktionen, havde Bondegaard i begyndelsen heller ikke nogen medhjælp til den del af bladets fremstilling. Et nu så selvfølgelig apparat som telefonen kom omsider. Ritzaus Bureau leverede den gang som nu telegrammer i lange baner pr. tråd eller brev. Hovedparten af bladets stof blev klippet fra andre blade. Derved blev saksen en tid det noget ondskabsfuldt omtalte symbol for redaktionen. Senere kom regelmæssige hovedstadsbreve til, og endnu senere de første korrepondenter i København og i bladets læserkreds. Der var indsendte artikler, som også dengang kunne være af lødigt indhold, enkelte meddelelser om egnens begivenheder, referater af amtsråd, byråd, enkelte fester og foredrag, men bladets daglige kontakt med byens og egnens liv og færden var jo ikke på højde med nutidens.
Bondegaard var i de første aar omtrent ene om det. En af de første medarbejdere var en sagførerfuldmægtig Christensen, der senere blev blev sagfører i Fåborg. Lærer Chr. Nielsen, der senere blev redaktør i Ringkøbing og ? skrev og refererede under sit Svendborgophold til bladet. Forfatteren C. Ewald, der havde sommerophold i Lundeborg, lod af og til sin muntre ? spille i spalterne. SOm fast ansatte på kontoret virkede i nogle år en lærer Birkelund og Hans Klausen, senere redaktør i Assens. I 1892 tiltrådte undertegnede sin lange tjeneste som redaktionssekretær, og mens jeg var i trøjen, indtog Axel Breidahl denne stilling. I årene derefter var lærerinde frøken Redder, senere byrådsmedlem flittig skribent til bladet. Det var medarbejderne i den gamle gård. Redaktør Bondegaard var også bladets forretningsfører og havde til medhjælp sin hustru, der senere ansattes som bladets bogholderske.
 

De store dage

For bladet i den gamle gård var som berørt valgene, særlig folketingsvalget. I 80èrnes glade - men også alvorlige - kampdage var seminarieforstander Jeppe Tange, der i 1876 havde afløst I.A. Hansen, folketingsmand. Valget foregik på torvet, hvor der var rejst en stor lukket tribune, og her tog kandidaterne og deres stillere det sidste store opgør. Vælgerne var mødt fra den vidtstrakte valgkreds, og de af byboerne ildesete bønder dominerede den dag i byen. Da de provisoriske blå gendarmer kom, gik bølgerne ikke mindre højt. Rundt i landet stod forskellige Braavallaslag. I Svendborg var der dog kun ublodige episoder. Folketingsmanden måtte en gang af politiet føres ad omveje til højskolehjemmet og en skræder slog en paraply itu på hovedet af Bondegaard. Tang havde bl.a. modkandidater som amtmand grev Brockenhuus-Schack og baron Juel Brockdorff på Valdemar Slot, men Venstre havde et urokkeligt overtag over Højre. Undertiden afgjordes valget ved kåring på torvet, til andre tider måtte der skriftlig afstemning til. Den hemmelige afstemning kom ved systemskiftet 1901. I 1892 og 95 valgtes lærer P. Jørgensen, Maabjerg ved Holstebro.
Vælgermøderne foregik som nu ude omkring i sognene, hvor der dog den gang ikke alle steder var forsamlingshuse, og man måtte benytte en kros kørelade eller lignende forsamlingssal. Turene til øerne var ikke mindre besværlige. Jeg mindes min første fart med P. Jørgensen til Drejø. Vi tog med damperen fra Svendborg. Ved Drejø kom vi over i en sejlbåd, og postføreren Hans Mortensen sejlede os ind mod land. Da der ikke mere var dybt nok til båden, kom vi over i en fladbundet pram, som stagedes ind mod land, og da den stod på grund, bar Hans Mortensen os på sin ryg en efter en i land. PåDrejø gik trommen, og beboerne samledes ve skolen. En vognside lagt tværs over grøften tjente både til talerstol og referentbord. herfra fik vælgerne så, hvad de havde godt af. Fra 1898-1906 var Kr. Knop folketingsmand. Da tog Wenzel Neergaard endelig kredsen til Højre.
Store dage var også de almindelige vælgermøder og grundlovsdagene, da Venstre kunne mønstre forsamlinger på 5000 i Høje Bøge, når de store "Kanoner" dundrede: Berg, HolsteinLedreborg, Busk, Høgsbro, Korsgaard, Madsen-Mygdal o. fl.
På sådanne dage var der myldrende liv i den gamle gård, der var helt tilproppet med vogne, så haven på den anden side Gåsebækken måtte tages i brug med. Når købmandens røst gjaldede fra bagbutikens dør, fik den knokkelstærke Rasmus travlt med at spænde for.
 

Bladets gamle venner.

Medens Gottlieb Petersen ingen medhjælp havde til redaktionen og måske heller ikke behøvede det, voksede virksomheden i Bondegaards tid så stærkt, at den krævede fleres arbejdskraft. Bondegaard var selv på pletten hver dag og kunne også klare det hele til en tid, men efterhånden skulle der flere til og kom det også. Skønt abonnementstallet stadigt voksede i byen, så at det langt oversteg Amtstidendes og bevirkede den i byerne ret enestående stilling, at Venstrebladets udbredelse langt oversteg Højrebladets, var Venstrestemmerne i byen dog snart talte. Fremskridtsforeningen - som Venstres vælgerforening da hed - havde ikke noget stormede tilløb. Men nogle trofaste venner var der dog, og ved valgene kom der altid nogle frem, man ikke havde regnet med. En af bladets bedste støtter, både politisk, juridisk og bladlig, var overretssagfører Jens Knudsen. I mange år var han Venstres eneste repræsentant i byrådet. Bladets svigersønner, købmændene I.N. Schmidt og Ferd. Jørgensen, Bondegaards svoger, kulgrosserer Johan Rosenthal og flere ansete borgere gav da en vis partimæssig styrke. Autoriteter og embedsstand ydede gennemgående bladet al modstandskraft. De kunne den gang optræde mere samlet end nu, men egentligt snobberi fik ikke lov til at brede sig. Så skulle Bondegaard nok være der med krabsken. Den svnag han med fryd over det gamle og ikke mindst over det ny Højre, som han kaldte de gamle meningsfæller, som i 1890 oprettede Folkebladet med H.R. Egebjerg som redaktør. Bedre gik det ikke socialdemokraterne, da de efter at have været Venstre følgagtige ved valgene og grundlovsfesterne, efter Systemskiftet i 1901 begyndte for sig selv med blad og egne kandidater. Eller agrarerne og hvad andre politiske partier, der ville gøre sig gældende ved siden af Venstre. De fik alle grov konfekt.
På landet havde bladet og Bondegaard sine egentlige venner. Det viste sig også, da bladet i 1890 blev omdannet til  aktieselskab. Det gik let at få landboerne til at tegne aktier, og i tidens løb ønskede jo også alle, at de havde tegnet større beløb. Lars Juul, Egense var i mange år formand, og i bestyrelsen sad Povl Johansen, Sørup, Jens Ditlev Jensen, Ollerup, NIels Nielsen, Vejstrup, Rasmus Jensen, Oure og Rasmus Pelle, Tåsinge. Fra byen var der ORS. Knudsen. Administrationen voldte ingen knuder. Bondegaard kunne hvert år møde med et regnskab med voksende overskud, og det var ikke svært at bevilge de nødvendige anskaffelser til den jævnt voksende drift. Når udbyttet var fastsat, kunne resten gå i byggefonden.
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk