Friskolelærer Th. Jørgensen Nørrelund
Forside ] Op ]

 
Friskolelærer Thomas Jørgensen Nørrelund

Friskolelærer Thomas Jørgensen Nørrelunds erindringer  [uddrag] [Originalen i Biblioteket for det folkelige Arbejde, Ollerup]

 

I skolen.
Det har tit undret mig, at min far var så vidt udviklet, at han aldrig ville have os i almueskolen. Rimeligvis har han i dette som så meget andet været påvirket af Melby. Da min bror og jeg derfor skulle i skole, fik han tilligemed flere mænd nuværende gårdejer Lars Frederiksen af Ryslinge til at oprette en friskole i Båring.  Jeg var den gang syv år. Tydelig husker jeg den første dag, da jeg gik derned i følge med min bror og en anden dreng og ligesom dem bærende tavle og andre rekvisitter. Jeg troede bestemt, at alle folk måtte beundre mig. Da vi kom ind i skolen, var der endnu ingen bænke bleven lavet, men et brædt var lagt på nogle mursten langs væggen. Jeg satte mig straks ned, hvor jeg syntes den bedste plads var, men de andre drenge gjorde mig da opmærksom på, at jeg måtte flytte mig, da jeg havde sat mig øverst. Sådan rangsforskel havde jeg ikke kendt før og jeg kan godt huske, at det stødte min følelse. Senere fik vi bænke og borde og blev så sat efter alder, men da jeg var yngst, måtte jeg sidde nederst; men bænken var temmelig høj, så jeg ikke kunne nå jorden med benene, hvorfor jeg sad temmelig usikkert, og følgen var da også, at når de andre drenge puffede lidt, faldt jeg altid ned mellem tavlerne som stod nedenfor, og i det jeg faldt, sagde jeg altid turrr - hvilket naturligvis altid morede de andre drenge. Selv kunne jeg aldrig forstå, at der var noget morsomt derved. Lige over for mig på væggen hang et kort over Europa, hvorpå også et hjørne af Afrika var aftegnet. Dette navn Afrika sad jeg hver dag og læste på, men jeg var så uheldig at læse Af rika. Rika kunne jeg nok forstå, da vi have en pige hjemme, som hed Rikke, men hvad så det Af skulle betyde, kunne jeg ikke regne ud. En blækklat var tilfældigvis bleven slået lige ved navnet; den spillede også en rolle i min fantasi, men hvilken, har jeg glemt. Forøvrigt gjorde jeg senere den erfaring, at det var overordentlig heldigt at kortene således hang os for øje hver dag da landenes form og vigtige byers beliggenhed derved indprentedes i erindringen i en mærkelig grad. - Jeg anser det derfor for en stor fejl, hvad jeg har set i enkelte skoler, at rulle kortene op, hver gang børnene har læst på dem. Begyndelsesgrunden i læsning havde jeg fået hos en husmandskone, der hed Ane, og som på grund af, at hendes mand hed Lars Persen blev kaldt Ane Lars Persen. Hun tog det altsammen efter gammeldags mønster, så det var meget kedeligt. Følgen var da også, at jeg ikke kunne meget, da jeg kom i skole, og skønt jeg ikke bestemt kan huske, hvorledes Lars Frederiksen tog det, må det vist have været på en lignende måde, da det aldrig tiltalte mig, så her lærte jeg heller ikke stort i de 4 år jeg gik der.
Når hertil lægges, at jeg skrev usselt og regnede mekanisk, vil det let forstås, at jeg langt fra var noget  vidunder i færdigheder da jeg var 11 år og Lars Frederiksen rejste.
Han var vist heller ikke skabt til at være skolelærer, såvidt jeg nu kan skønne efter alle de strafferedskaber han brugte mod os. En gang havde jeg således skrevet dårligt i skrivebogen, hvorfor han gav mig en ildklemme i hånden og stillede mig hen ved vinduet, holdende ved det ene ildklemmeben med opløftet arm, medens det andet stod i vinduet. En dreng kom netop forbi og blev stående i forundring over, hvad det betød. Jeg var da fiffig nok til at lade, som jeg stod der for spøg, idet jeg gav mig til at lege med ildklemmen. Fiffet lykkedes også og drengen gik. Når vi havde eksamen kunne jeg ikke være rolig, men ville gerne sidde og nappes med min sidekammerat hvorfor en af mændene måtte sætte sig hen imellem os. Da det imidlertid ikke kunne hjælpe, idet vi så nappedes om bag mandens ryg, fik vi lov at gå ud at lege, til de andre var færdige. En gang ved en eksamen skulle jeg fortælle noget om dyrene og valgte da elefanten. Jeg vidste imidlertid ikke stort andet om den, end "at den var lige så stor som et hus." hvoraf der blev en del latter, navnlig kan jeg huske at Klavs Pedersen lo meget deraf, hvilket jeg blev stødt over.
Når vi holdt bøn om morgenen begik Lars Frederiksen også en stor fejl, idet han pålagde os som et lovbud at lukke vore hænder sammen. Skønt jeg hjemme var vant til at gøre det hver aften, når min fader bad højt med os og gjorde det da ganske frivillig og med glæde, sad jeg og tænkte i skolen: "Nej når vi skal, så vil jeg ikke," hvorfor jeg lagde en af mine hænder på hvert knæ, ligesom for bedre at holde dem fra hverandre. Det gik imidlertid ikke længe, ti snart fik vi befaling om at holde dem oven for bordet, så jeg jo lægge sammen.
Hvad jeg derimod var glad ved i skolen var fortællingen, navnlig bibelhistorien. Jeg husker godt, at jeg havde møje med at holde gråden, når han fortalte historien om Josef. Men også her tog han det gode bort, idet han så filosoferede over, hvor stort det var at have et blødt hjerte, som kunne bevæges ved noget godt. Så blev jeg stolt over, at jeg var bleven bevæget.
Trods alle mangler, tror jeg dog, at jeg havde langt bedre af denne skolegang end jeg havde havt af at komme i almueskolen. Da Lars Frederiksen rejste kom jeg i skole hos Melbyes huslærer, kandidat nu præst M. Brandt. Her fik vi det mere efter lært mønster. Vi fik anskaffet geografi, atlas, naturhistorie og Koedfods bekendte tørre verdenshistorie, hvoraf vi så fik stykker for, som vi skulle læse hjemme og så fortælle, når vi kom  i skole. Skønskrivning, regning og indenadslæsning, fik vi slet ikke. Hvad der imidlertid fik stor betydning for mig i denne skole var, at han læste højt for os af Ingemanns romaner, som jeg den tid ikke havde kendt. Hvor tiggede og bad vi ikke for at få am til at læse ud over skoletiden hver aften.
Da jeg blev 13 år, rejste også han. Så blev jeg udskreven af skolen og kom så til at gå til præsten et år istedet, hvilket jeg havde overordentlig gavn af.
 

Min folkelige bevidstheds vågen
Ved konfirmationsforberedelsen blev jeg .... bevidst, at jeg var en kristen, og omtrent samtidig fik jeg også følelser for, at jeg havde et fædreland. Som følge af at min far var  meget politisk, var interessen for offentlige anliggender temmelig tidlig begyndt at vågne. Således husker jeg, at jeg som 7-8 års dreng 1858 var med i MIddelfart ved et rigsdagsvalg på hotel "Odins" sal, hvor gårdfæster Niels Andersen fra Husby stillede sig. Ved håndsoprækningen kom jeg op på en kakkelovnsplade for også at række hånden i vejret; men blev skubbet ned af en lille skrædder som også ville se. Kort efter at min far var død (1863) skulle der netop atter være valg i Middelfart, hvor gårdejer Morten Nielsen fra Vesterdal stillede sig mod Niels Andersen. Der var jeg meget ivrig for M.N., da jeg vidste, at min far ville have stemt på ham. Men først 1864 vågnede min folkelige bevidsthed som med et slag, nemlig da "Dannevirke" rømtes ...........

Min deltagelse i det folkelige og politiske liv.

Her indskydes et stykke om mit ophold på Askov højskole.
Fra min barndom af, før jeg vidste, at der var højskoler og friskoler til, var mit mål altid at virke i det kommunale og politiske, vel nærmest på grund af, at min fader virkede i dette og han, som naturligt kunne være, var mit ideal i et og alt. Da der så kom en ny friskolelærer Ras,us Knudsen til Asperup, som jeg kom meget sammen med, kom skolegerningen til at stå i et langt smukkere lys for mig, end det hidtil havde gjort, ti på grund af, at jeg som barn havde megen læselyst, blev jeg en gang imellem spurgt, om jeg ikke havde lyst til at være skolelærer, men svarede altid, at det skulle da være det sidste, jeg ville være. Men ved at se den ny måde anvendt, så jeg, at det også kunne være fornøjeligt. Da jeg så i mit syttende år af lægen blev rådet til at opgive landvæsenet på grund af mit dårlige helbred, var jeg straks på det rene med, at jeg ville være friskolelærer. Vel havde jeg en enkelt grille om at ville være højskolelærer, men fandt snart, at jeg i alfald burde være noget ældre, før jeg gav mig til det. Begyndte jeg så som friskolelærer, og tiden skulle vise, at jeg duede til det andet, kunne jeg jo altid skifte, da de to beskæftigelser var så nær beslægtede. - SOm følge deraf gav jeg mig straks til at deltage i undervisning i friskolen, samtidig med, at jeg selv uddannede mig efter lejlighed i skrivning og regning m.m. - I den tid læste jeg aldrig politisk. Når jeg læste "Dansk Folketidende", var det kun de mindre stykker, nærmest forskellige meddelelser. De politiske stykker så så afskrækkende lange og kedelige ud, at jeg aldrig forsøgte at gå til bunds i dem. Da jeg var godt 17 år (maj 1868) kom jeg til Rødding højskole, hvor jeg skulle deltage i undervisningen i den derværende friskole, der lededes af nuværende præst og højskolelærer Appel [Cornelius Appel]. Her begyndte jeg at læse "Dansk Folketidende", og fandt da tid efter anden, som jeg kom ind i forholdene, at det var alt andet end kedeligt. - Hvad jeg indtil denne tid især havde beskæftiget mig med var friskolesagen og almueskolesagen. Den der nærmest ledede mig her og gav mig mit stempel var friskolelærer Knudsen i Asperup. Han var da begyndt at komme en del til Kold og var da fuldt enig med ham i hans syn på disse ting. Selv havde jeg en gang besøgt Kold, nemlig i foråret 1867 i forening med Askov  højskolelærere og elever, men da hørte jeg ikke meget af ham, da han på opfordring om at holde en tale, havde svaret: "Nej, tale vil jeg ikke, men jeg vil samtale med jer så længe det skal være"- Schrøder, som gerne holder sine samtaler i form af små taler, holdt også en lille tale, hvori han kaldte Kold grosseren og sig selv og de andre højskolelærere småkøbmænd, der fik deres varer fra ham. - Siden kom jeg selv meget til Kold, og blev stærkt indtaget i ham, om end ikke i den grad som Knudsen, da jeg gerne syntes han gjorde for meget ad det. Han ville også gerne have mig til at synes lige så godt om ham, som han selv gjorde, og dette, at jeg ligesom ikke kunne komme til at stå fri i sagen, gjorde, at jeg gerne over for ham (Knudsen) holdt noget igen. Hertil kom også, at jeg havde en del forkærlighed for Schrøder og sagen blev næsten stillet sådan for mig, at jeg enten måtte elske den ene og bekæmpe den anden eller omvendt.-
På grund af, at KOld altid så stærkt slog på at oplivelsen var det væsentligste i skolen, havde jeg opfattet det således, som om kundskaber og færdigheder intet regnedes. Da jeg derfor hos Appel i Rødding så til, hvor flinke børnene var til alle slags færdigheder, syntes jeg næsten de drev det for vidt. Længe stred jeg imod, når Appel talte om, hvor godt det var, at børnene lærte noget sundt og godt i skolen af den slags, samt at de vænnedes til at holde alt ordentligt og net; men tid efter anden blev jeg dog på det rene med, at det dog var det rette, når det toges, som Appel tog det. Men nu var det det værste, at jeg jo så (naturligvis i egen indbildning) måtte være uenig med Kold og dermed de fynske friskolelærere i almindelighed. Jeg kan derfor så godt forstå at en mand, som præsten Otto Møller i Gylling kan være på samme vildspor, men hvad jeg ikke kan forstå er, at han vil skrive en bog derom, før han har gjort sig den ulejlighed at rejse til Fyn og efterse de fynske friskoler, som de nu er. Han ville da komme til et andet resultat. -At der var flere, der misforstod Kold er ganske vist, men det har om ikke helt så for størstedelen rettet sig.
Samtidig med at jeg uddannede mig til friskolegerningen, stod det stadig for mig, at jeg vist blev højskolelærer en gang alligevel. Men eftersom jeg kom mere med i politikken, begyndte jeg af og til at spekulere over, om jeg ikke muligvis en gang blev rigsdagsmand; men når jeg så tænkte på, at jeg så så godt som måtte opgive at være folkeoplyser, og delukkende arbejde i politikken, opgav jeg det igen. I ungdomsårene opdagede jeg nemlig, at der var uhyre mange vanskeligheder i livet at overvinde og få klarhed i, og hvergang jeg kom godt over noget og blev glad, tænkte jeg, det må du engang se at gøre andre glade med igen. Følgen heraf var, at jeg altid fandt ud, at jeg vist ikke skulle være rigsdagsmand men folkeoplyser.
I 1873 rejste jeg til København for at få de huller i min uddannelse udfyldte, der var bleven, på grund af, at jeg selv havde måttet erhverve mine kundskaber samtidig med, at jeg holdt skole; men foruden denne hensigt med mine københavnstur, havde jeg også den at overvære de væsenligste rigsdagsforhandlinger fil ketinget og lære folk af den grundtvigske anskuelse i Kbh. og det liv, der rørte sig blandt dem, at kende.
Livet på Blågård  skal jeg ikke opholde mig meget ved. Hvis jeg ikke havde haft andet ud af mit ophold derinde, end hvad jeg fik der, ville jeg have være meget misfornøjet dermed, da det slet ikke stod i forhold til, hvad mit ophold kostede, men nu, da jeg fik så meget andet, er jeg vel tilfreds også med dette. Forstanderen Jeppe Tang hørte jeg kun en gang holde foredrag, og da lo han så uafladeligt, så jeg fandt det ligefrem uhyggelig, hvorfor jeg ikke mødte oftere i hans timer. Derimod deltog jeg stadig i matematik- og danskundervisningen og var vel tilfreds med udbyttet. -
En gang eller to om ugen besøgte jeg en eller anden af kunstsamlingerne og følte mig særlig tiltalt af malerisamlingen. Thorvaldsens værker savnede jeg formodentlig betingelser for at forstå, skønt jeg fuldt vel kunne beundre den kunst der af marmor kan skabe en sådan ynde og blødhed som er lagt for dagen i mange af værkerne. Jeg tror nok, der skal mere renhed i sindet til at se billedhuggerarbejde end maleri, når man ønsker at gå derfra med et ublandet fagert og rent indtryk, (Her må bemærkes, at jeg i malerisamlingen kun opholdt mig i den danske afdeling, ikke i den hollandske; denne var mig nemlig aldeles modbydelig).
I teater var jeg en 10-12 gange men følte mig meget skuffet. Kun var jeg fuldt med i Hostrups "Genboerne". Et lille stykke jeg så på "Folketeatret" var meget morsomt men noget stødende hist og her. "Gøngehøvdingen" var mat. Efterspillet var altid det værste, det nemlig, som man blev ført ind i, når man fra teaterets varme kom ud i friluftens kulde og slud. Det var som at få en spand vand over hovedet. Jeg tænkte da på Erik Bøgs  vise: "De skønne drømme de er fløjne." En ballet: "Mandarinens døtre", var meget morsom, men kostymen noget letfærdig og stødende. -
Tre gange om ugen hørte jeg professor R. Nielsens foredrag på universitet og skønt jeg ikke kan sige, jeg gik derfra med nogen egentlig ny oplysning, var jeg alligevel glad ved at overvære dem, da det udviklede tanken en hel del, var altså en slags gymnastik for tanken, som Schrøder betegnende kaldte det, en gang jeg talte med ham derom.

Politik.

Da min egentlige politiske opvækkelse skriver sig omtrent fra samme tid som "Det forenede Venstres" dannelse, havde jeg straks en del bryderi med at få klarhed over denne sammenslutnings berettigelse. Jeg opholdt mig dengang på Vesterdal og Morten Nielseen var temmelig snart på det rene med at ville slutte sig til. Jeg havde læst Birkedals bog: "Grundtvigianismen og det forenede Venstre og syntes i grunden også straks, at vi var for gode til at ga sammen med "Bondevennerne". Dog sluttede jeg mig til i løbet af vinteren,  i begyndelsen med tanken om, at forbindelsen kun ville vare temmelig kort, og jeg ville da heller ikke sørge derover, men senere blev jeg forvisset om, at det ville være en ulykke og et tab for vor sag, hvis det splittedes. Da jeg derfor kom til Kbh., var jeg ivrig  forenet venstremand og besøgte ofte flere rigsdagsmænd, som boede på gæstgivergården "Gardergården". Da tanken var at nægte finanslovens overgang til anden behandling (1873) og der som følge deraf ville påfølge en opløsning af tinget, havde flere medlemmer midlertidig taget bolig på hotellet. Blandt disse var: Anders Tange, Klaus Berntsen, Clausager, Hans Madsen og Søren Kjær. Navnlig morede det mig at høre og se på Søren Kjær. Det var en høj svær mand, bredskuldret, noget korpulent, bredt, rødt ansigt og han kunne i det hele godt antages for en studepranger. Han gik gerne om aftenen uden frakke. Den hindrede sagtens ellers for meget hans armbevægelser. Han havde nemlig for skik når han gik og samtalede, at slå dygtig ud med armene, derefter at hvile dem, ved at hæfte tommelfingeren i ærmehullet. Uden på skjorten, men under vesten, havde han en rødternet bomuldstrøje. Vest og benklæder var af brunt vadmel, hvori sorte streger som danne store firkanter på et par tommer bredde og længde. Sad han ved bordet, lænede han gerne begge armene derpå, medens den trekvarter lange træpibe lå ud på midten af bordet og holdtes af den ene hånd. Da han havde en oveordenlig flydende tunge og var en edel vittig, morede han sig meget af at fortælle anekdoter for de andre. I Klaus Berntsen, der da nylig var bleven valgt, fandt han en villig tilhører, der også til afveksling gav en eller anden vits til bedste. Herover steg han betydelig i Søren Kjærs agtelse så denne en dag udbrød til en af de andre: "Jeg havde "squ" troet at Klaus Berntsen var en almindelig grundtvigiansk "rumlepotte", men nu vil jeg ikke undvære ham for 20 moderate venstremænd". (Den tids mellemparti).
En aften hørte han (Kjær) at jeg ville have Tange og Berntsen med om at høre Rasmus NIelsens foredrag. Han ville da også med. Da vi gik derfra kom vi til at tale om det skammelige i, at staten holdt en professor, som Brøchner, der var fritænker, til lærer for vordende præster. "Ja", sagde da Kjær, "det er jo nødvendigt at have religionen , for at holde de menneskelige lidenskaber itømme." Det var en god trøst, jeg fik der.-
I rigsdagen mødte jeg så ofte, der var sager af vigtighed for. En af de første dage fik jeg plads ved siden af en meget fedtet og luvslidt person. Jeg troede straks, at det var en socialist, men snart opdagede jeg, at det var en venstre mand. Hans sprog lød imidlertid så fremmed og på mit spørgsmål om, hvad landsmand han var, svarede han, at han var en islænder. Jeg spurgte ham da nærmere ud og fik da at vide, at han var kommen herned for syv år siden, og nu drev en kommissionsforretning her; men snart opdagede jeg, at han også var politiker, thi han kendte hvert medlem i salen, hvilket var mig til overordentlig gavn, og vidste at påpege noget ejendommeligt ved hver, f.eks.: "I.A. Hansen han er så klog, men hans tale er tør, nej da er Bergs anderledes; der er sådan "åen" (ånd) derover." Jeg kom til at holde meget af den gamle islænder, og det gik mig derfor meget nær, da han en dag blev vist tilbage af bureauchefen [byrosjefen], da vi skulle ind, og måtte ikke få adgang mere. Årsagen dertil kunne jeg for resten nok tænke, thi dagen før, da Hall talte, havde enkelte af tilhørerne (højre) råbt bravo. Da det stred imod ordenen, og den gamle islænder var godt kendt med den, havde han givet sig til at skænde på dem og brugte derved en lille ed iblandt. Dette var naurligvis blevet meldt, men jeg syntes dog, det var for streng  en fremgangsmåde mod den gamle stakkel, som verved vist blev berøvet en af sine bedste glæder.
Det var med særdeles spænding jeg overværede finanslovens første behandling, da jeg vidste, at den skulle nægtes, hvilket jo aldrig havde været prøvet her tillands før. Jeg havde derfor også min notesbog parat for at optegne alle "nejèrne for at vide øjeblikkelig, hvormange.
Af andre forhandlinger mindes jeg særlig den om den kongelige håndskrivelse, der indlededes af Holstein Ledreborg med et så glimrende foredrag, så lunefuldt og kvikt, så jeg aldeles glemte, at jeg var i rigsdagen og troede mig hensat i en eller anden selskabskreds, hvad vist også var tilfældet med de fleste af venstres medlemmer, da de alle var på benene for at være tæt ved, da det ikke var let at høre og alle så lo de til hverandre. Jeg husker endnu tydelig I.A. Hansen. Han stod lige for os med hænderne på ryggen og lo, rømmede og "skuttede" sig (skød skuldrene op) hvilket han altid gjorde, når han enten var spændt eller morede sig.
Da finansloven   var bleven nægtet overgang til anden behandling i oktober 1873 og ny valg udskrevet til den 14. november, blev der selvfølgelig holdt en række vælgermøder rundt om i kredsene. Dels af lyst til at overvære et par af disse og dels for at se mig om, besluttede jeg mig til at tage ud til et sådant i Frederikssund, i hvilken kreds der gjordes forsøg på at fortrænge gamle Balthasar Christensen, hvad forøvrigt også lykkedes. Hos en gæstgiver (Otto i Peder Hvidtfeldsstræde 14) traf jeg en bonde fra egnen ved Frederikssund, som jeg kom til at køre med derud. Efter mødet spurgte jeg Berg, om jeg ikke måtte køre med ham til Frederiksborg. Det havde han intet mod, når gamle Balthacar, som også skulle køre med, gav lov dertil, hvad han straks gjorde. Vi kørte så fra Frederikssund om aftenen kl. 7 og såsnart vi var uden for byen, faldt Berg i søvn. Vi andre to talte da lidt om ham og  den gamle beundrede den rutine han var i besiddelse af. I Frederiksborg bestilte Berg 3 værelser. Jeg begyndte at frygte for, at jeg var kommen for fint op at age, men der var jo intet at pibe efter. Jeg fik mit værelse anvist hvori to stearinlys brændte, som jeg tog fuldt ud gavn af. Om morgenen fandt jeg dem nemlig nedbrændt i stagerne. Jeg havde selvfølgelig glemt at slukke dem om aftenen. Det eneste jeg mindededes at have tænkt på, før jeg faldt i søvn, var nemlig en umådelig stærk snorken, som Berg leverede inde fra det andet kammer. Næste morgen, rejste Balthazar til Kbh., medens Berg og jeg tog med banen til Fredensborg, hvor vi opholdt os et par timer. Her gav Berg mig en stor bunke af Frederiksborg Avis, eller hvad den hed, hvori folketingsmand Lars Larsen havde skrevet en del artikler, som Berg bad mig gennemgå og så understrege, hvad der særlig var imod venstre. På vejen fra Fredensborg til Gilleleje, hvor der skulle være møde om eftermiddagen kl. 4, efterså Berg så, hvad jeg havde understreget. Det var en dejlig tur disse 4 mil, hvoraf en del af vejen gik langs med den østre side af Esrom sø. Vejret var noget tåget, som gjorde turen endnu mere romantisk. - Mødet var begyndt, da vi kom og varede så til kl. 8. Derefter spiste vi smørrebrød og drak te i kroen og så så lidt om (i mørke) ude ved havnen. Jeg  tænkte af og til på MOrten Madsvend og syntes det var interessant at færdes i den afsidesliggende fiskerby. Da jeg gik op ad gaden mødte jeg en skolelærer +) (+ Jensen fra Grønholt, grundtvigianer af politik birkedalsk, som var rejst derop for at imødegå Berg. Han hilste på mig og vidste nok, at jeg var med Berg men gav mig dog det kompliment, at han godt kunne lide mit ansigt. Han troede naturligvis, at jeg var en politisk forhungret ulv, men som endnu ikke var aldeles fordærvet. - Kl. 10 kørte vi derfra og kom til Fredensborg igen kl. 2 om natten. Jeg må sige, at jeg var forbavset over Bergs udholdenhed. Før jeg kom ifølge med ham, havde han ikke sovet i tre nætter. Nu rejste han på en dag otte mil til vogns, holdt møde i fire timer og fik ikke andet at leve af den dag end kaffe om morgenen, bøf om middagen og te om aftenen. Fra Gilleleje sov han næsten hele vejen. Når vi så kørte på en lille sten, faldt huen af ham og han vågnede, men sov øjeblikkelig igen, når han havde fået huen på. Jeg tilbød ham så min skulder til hovedpude, så gik det bedre. Næste dag skulle han til Frederiksværk og ville have haft mig med, ligesom han ville haft mig med til Koldingkredsen til flere møder, men jeg var så træt, så jeg kanp kunne hænge sammen, og dog havde jeg kun fulgte ham 2-3 dage. Hvilke kræfter må der ikke til for at udholde et sådant levnet. Da jeg havde gjort en lille afstikker ud til Freerslev højskole samt hørt Hostrup prædike i Frederiksborg slotskirke, vente jeg tilbage til hovedstaden, vel fornøjet med, at jeg ikke skulle gøre Bergs arbejde med mine kræfter. "Det fornøjer mig," sagde Berg ved afskeden, " at De har en sådan interesse for politik." Jeg kan sige, at jeg kom til at beundre og elske Berg på denne rejse. Beundringen for dygtigheden er tilstede endnu om end troen på hans dygtighed og varmen for ham er dalet betydelig, ja på grund af de nuværende politiske stridigheder næsten er under nul grader. Tiderne skifter!
I Høgsbros hus kom jeg gerne en gang om ugen, ofte sammen med de fynske rigsdagsmænd. Således var jeg der sammen med dem, aftenen før finansloven blev nægtet. Høgsbro var da meget stille, men de andre, for det meste unge mænd, var ved frit mod og før vi skiltes sang vi: "I alle de riger og alnde" - Vi havde en følelse, som vi skulle i slag næste dag. Ligeledes var jeg ofte sammen med dem hos fru Grundtvig, hvor jeg gerne var et par aftener om ugen. Om fredagen læste vi "Kirkespejlet", hvor vi da var en halv snes tilhørere, hvoraf de fleste dog var kvinder. De aftener jeg tilbragte der, mindes jeg altid med glæde; det var mig næsten som et hjem. En aften  blev jeg spurgt, om jeg ikke havde lyst til at komme derud en aften hen i ugen, da der skulle være selskab, udelukkende af fri [fru?] Gr. politiske modstandere. Da der ville komme flere ukendte folk, som jeg ikke havde været sammen med før, gik jeg derud. Der så jeg da professor R. Nielsen, Birkedal, Brandt fra Vartov, handskemager Larsen, Karl Grove, alle med deres fruer og en bekendt frøken Neergård m. fl. Sidstnævnte var klædt i hvid kjole med en rød rose i håret og var vist meget koket. Da R. Nielsen hilste på hende og sagde, forresten meget søgt: "Nå det glæder mig, at frøkenen virkelig er tilstede her i aften," svarede hun i samme søgte "åndrige" stil: "Ja, jeg ville gerne være virkelig tilstede i aften;" og i det samme gjorde hun sig  efter min mening synlig umage for at være elskværdig. Måske tager jeg fejl af begge, men jeg tabte en del af den beundring, jeg havde næret, navnlig for R. Nielsen derved; thi jeg fik indtryk af, at han ikke vejede et ord så nøje, når det gjaldt om at sige et kompliment. Samme frøken Neergård med søster skal forresten en gang have besøgt Garibaldi på hans ø og havde da opfordret ham til at komme os til hjælp, hvis vi atter kom i krig med tyskerne, hvad nok den gamle også lovede. -
Ud på aftenen kom Birkedal og R. Nielsen til at disputere om Søren Kierkegård, hvorvidt han var en kristen. Birkedal mente nej, Rasmus Nielsen jo. Et væddemål om ti cigarer og mark blev indgået, men der var nok senere ingen af dem der ville give tabt. En udtalelse af R. Nielsen om S. Kierkegård, fandt jeg smuk. "Når man læser S. Kierkegård," sagde han, "er det som man kom ind i en umådelig stor hvælvet sal. ALt er af is, bidende kold, men overalt er den tindrende klar, som om den var besat med tusinder af stjerner."
Da Birkedal en gang i samtalens løb, begyndte at bruge vittigheder om R. N., medens denne, med fingrene på panden, var ved at udvikle noget, greb R.N. Birkedal i armen og sagde meget alvorlig: "De må virkelig ikke tvinge mig ind i polemikken."
...
En anden aften var der en del rigsdagsmænd derude; blandt andre landstingsmand N. Rasmussen, Lisbjerg Terp, der da nylig havde været Bjørnbaks stiller. Ud på aftenen kom Fillipine Larsen hen til ham og sagde: "Her er en kvinde, som gerne vil spørge dem om noget," og enkefrue Køster kom da hen til ham. I det hun, lille som hun var, tog denne store mand i begge armene, sagde hun med næsten bevæget stemme: "Hvor kunne De dog stille Bjørnbak?" "Det skal jeg sige Dem," svarede han roligt og alvorsfuldt, idet han lagde begge sine hænder på hendes skuldre, "jeg kan godt forstå, at De spørger så, thi min datter, som vel er som hende der," (her pegede han på en ung flot københavnsk dame, Marie Marstrand) " sagde også til mig: "Far, far, hvor kan du stille Bjørnbak," se så hårde kan vi mænd blive, at jeg trods det gjorde det alligevel; thi jeg så, at hvis Højre fik flertal i folketinget, blev vor frihed ødelagt, jeg selv kunne ikke blive valgt, så var der intet andet for end at stille Bjørnbak, men De kan tro, at det ikke var gjort letsindigt, nej jeg og mine venner overvejede længe, hvad vi skulle gøre, men vi kunne ikke finde udveje."-
En aften  var jeg sammen med Svend og Johan Grundtvig og deres familie samt Frederik Grundtvig. Det eneste jeg imidlertid mindes, er, at Svend var meget kåd og efter min mening noget vel drengeaftig, når der sås hen til, at han var en mand på et havlt år eller deromkring ved og så oven i købet var "professor". Da han f.eks. var oppe på et loftsværelse sammen med Frederik, morede han sig med at hælde vand ned gennem et råberør, som fandtes lige over en sofa, så denne blev temmelig våd. Til andre tider traf jeg også sammen med ham derude og fik stadig indtrykket af, at han var noget vel kåd og ungdommelig. Frederik talte jeg ofte med men vi kunne aldrig enes. Han var meget fanatisk både mod Venstre og grundtvigianerne og erklærede en gang for sin moder (fru Gr.) at han ikke ville vide af at regnes blandt grundtvigianerne, det havde han sagt  hende før. - Jeg fik stadig indtryk af, at han vist havde brændt sig på al den åndelige tale, han havde hørt i sit hjem, da det havde ligget for højt for hans alder og han som følge deraf havde fået indtryk af, at det var noget opskruet snak som vist ingen forstod, men som de blot blærede sig med.
Forresten var det meget hos ham, der tiltalte mig, navnlig hans djærve mandige udseende og den varme og begejstring, hvormed han omfattede alt, hvad han havde med at gøre. Professor Goldschmidt ytrede om ham sidste sommer ved lærermødet i Askov (1878), at det var den smukkeste mand inden for Danmarks grænser
Hvad jeg særlig beundrede hos de folk, jeg kom mest sammen med hos fru Grundtvig var den åndelige udvikling de havde og det poetiske blik, hvormed de så på alle forhold. Derimod manglede jeg meget den danske hjertelighed og naturlighed, som er så vederkvægende og som møder en så frisk og ukunstlet hos bønderne. Dette er ikke at forstå, som om de ikke var venlige imod en, tværtimod, denne side var næsten for stærkt udpræget. Når man hos bønder holder det for mest sømmeligt at dæmpe sine følelser og hellere sige for få end for mange forbindtligheder, så var det stik modsatte tilfældet med mange københavnere. Jeg var næsten i forlegenhed dermed i længden og blev meget træt deraf, thi altid skulle man vælge de stærkeste udtryk som vort sprog ejer, både når man ville udtrykke sin glæde og sin harme. Når bonden siger om noget, at det er rart, hed det. at det var mageløst, mageløst dejligt, ganske overordenligt dejligt osv. For mig, der ikke var vant til så stærke udtryk om almindelige ting, var det forfærdelig trættende, så det var mig en formelig vederkvægelse at komme ud på landet igen. For dem derimod var det en anden sag; de var nu en gang vant til, ikke at overvurdere disse udtryk.
Hele tiden mens jeg var i Kbh. boede jeg i Thorupsgade no 4 fjerde sal på Nørrebro, og havde fra vinduerne en ret smuk udsigt over søerne og byen. Hver morgen gik vi (min kammeret Karl Smidt, nu friskolelærer i Orup ved Fakse og jeg) gerne en tur om ad Dosseringen og ud ad Langelinje, hvor vi ret frydede os ved søen og alle de skibe der stadig færdedes. Det værste vi havde at gruble over, var, hvordan vore penge kunne slå til, thi vi var ikke vant til at leve i København, og forstod derfor ikke rigtig at holde til råde navnlig med småudgifterne. Der skulle altid penge til og da jeg betalte for os begge, var det intet under, at der gik mange. I de seks måneder vi var der, brugte vi 600 rd., hvoraf dog omtrent 100 gik til bøger, da jeg købte en masse af Grundtvigs ældre bøger samt mange andre forskellige, både ny og gamle.
Da jeg en aften fulgtes med Klaus Berntsen fra Høgsbros, spurgte han mig, om jeg ikke manglede en plads, hvortil jeg svarede jo. Han anbefalede mig da at tage til Håstrup og følgen af de indledede forhandlinger blev, at jeg tog herned i julen for at tale med folkene. Vi blev da enige om at jeg skulle komme og begynde til første maj, men der blev ingen betingelser stillet fra nogen af siderne hverken om løn eller andet. Da jeg imidlertid helst ville købe noget jord og mulig bygge i løbet af sommeren, tog jeg fra København den 28de februar (min 23. årsdag) og rejste lige hertil; men der blev ikke handlet den gang. Først 3-4 uger efter købte jeg min nuværende jordlod for 2000 rd. (2½ tdr. land).

 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk