Landstingsmand Niels Kristian Johansen, Ollerup
Forside ] Op ]

 
Landstingsmand og højskolemand Niels Kristian Johansens erindringer.

[originalen opbevares på Egebjerg lokalhistoriske Arkiv]

  
Jeg er født 12. april 1850 i Vissenbjerg sogn af Johanne Kristensdatter gift med tømrer Johan V. Sørensen, hos disse mine forældre var jeg til huse indtil mit 14 år, med undtagelse af at jeg fik sommertjeneste fra mit 9. år. Foråret 1864 blev jeg konfirmeret og fik fra nu af fast tjenesteplads ved landbruget. Om ved 20 års alderen blev jeg antaget som avlskarl for en enke, som havde fæstegården Hestehavegården 130 tdr. land i Skydebjerg sogn. Denne stilling vakte lysten hos mig til at få ledelsen af et større jordbrug. Manglen af ordentlige skolekundskaber var en hindring for at komme frem ad den vej. Vel havde jeg hørt tale om ungdomsskoler, men i så ung alder havde det ikke været muligt at sammenspare tilstrækkelig penge til et ophold på en skole, hvor kundskabstrangen i nogen måde kunne blive tilfredsstillet. Tilfældigt kom jeg i foråret 1872 i forbindelse med et ung menneske, som havde gennemgået et kursus på en folkehøjskole. Han fortalte, hvordan uformuende unge mennesker kunne få statsunderstøttelse til at komme på en højskole. Glad over denne oplysning indsendte jeg ansøgning til Odense stiftsamt om understøttelse til ophold på en folkehøjskole. Nogen tid efter kom der meddelelse fra stiftsamtet, at der var tilstået mig en understøttelse på 120 kr til et kursus på en højskole. November 1872 tog jeg ophold på Vester Skerninge folkehøjskole og var der indtil jeg i april 1873 skulle møde i Nyborg for at aftjene min værnepligt ved 19. Bataillon. I maj måned dette år tilrådede forfatteren Anton Nielsen - som var forstander for Vester Skerninge Folkehøjskole - mig at søge understøttelse til nyt højskolekursus. Jeg fulgte dette råd og fik af Odense stiftsamts skoleråd tildelt en hjælp på 90 kroner, men da dette beløb ikke var tilstrækkelig til at dække udgifterne til et vinterkursus, tilbød Anton Nielsen, at jeg måtte komme på hans højskole for den tilståede amtsunderstøttelse. Efter endt kursus tog jeg privat undervisning, og foråret 1875 gennemgik jeg et fire måneders kursus i kemi, fysik, landmåling nivellering og jordbundslære på Lyngby Landbrugsskole, og de følgende år havde jeg staten feriekursus? i fysik, litteratur og dansk. Vinteren 1875 blev jeg antaget som medhjælper ved Vester Skerninge højskole, men vedblev fremdeles at tage privat undervisning, indtil jeg kunne overtage så mange fag på højskolen, at lønforholdene gjorde det muligt at jeg kunne stifte familie.
Efteråret 1880 ægtede jeg Mette Marie f. Pedersen, datter af smed Peder Hansen, Vester Skerninge. Vi har fire børn, hvoraf den ældste datter er gift med direktør Kristian Dons, Kiel. den næste er gift med lærer Olav Dons, Odense, den tredje en søn er gartner og opholder sig i New York, den yngste datter 15 år gl opholder sig i hjemmet.
1882 købte Anton Nielsen Himmerigsgården i Ollerup og flyttede højskolen dertil fra Vester Skerninge. Efter to års forløb trak han sig tilbage fra højskolevirksomheden og overdrog mig bondegården og højskolen, som jeg overtog uden at eje nogen kapital, men ved hjælp af gode venner og Anton Nielsen blev prioritetsforholdene ordnede så jeg kunne fortsætte højskolens virksomhed. Jeg antog straks seminarielærer Kristensen Randers som forstander, og vi arbejdede sammen til foråret 1894 til hvilken tid han fik et stykke af min jord, hvorpå han opførte den nuværende Ollerup højskoles  bygninger. Selv beholdt jeg bondegården, som endnu er i min besiddelse.
I den første del af 80erne? begyndte andelsbevægelsen at vinde indgang adskillige steder her i landet, særlig på mejerivæsenets område. Uden foranledning fra min side blev jeg draget ind i arbejdet for oprettelsen af et andelsmejeri for Ollerup, Øster Skerninge og Vester Skerninge sogne. De lave svinepriser i disse år førte til oprettelse af andelssvineslagterier i hvilken anledning der kom opfordring til mig om at være medvirkende til oprettelsen af et andelssvineslagteri i Fåborg. Efter et halvt år ihærdigt arbejde i Fåborgs nærmeste opland og helt ned til Ollerup lykkedes det at vinde så mange andelshavere, at et andelssvineslagteri kunne oprettes i Fåborg 1888. Jeg valgtes ind i bestyrelsen for slagteriet og var næstformand indtil jeg udtrådte året 1900.
De politiske forhold på Sydfyn medførte, at der i Svendborg oprettedes et moderat dagblad. Ejerne af Svendborg Avis blev ængstelige og ville sælge deres blad. En del sydfynboere, som sluttede sig til C. Bergs politik opfordrede mig til at være med til at bevare Svendborg Avis for den politik. I anledning heraf blev der indbudt til et møde i Svendborg, hvor de tilstedeværende enedes om at danne et aktieselskab, som skulle købe Svendborg Avis. Kort efter dette møde afholdtes en generalforsamling, som vedtog love for aktieselskabet og valgte en bestyrelse, der udnævnte mig til formand. Det var min hensigt, at bladet foruden det politiske stof skulle bringe oplysning om kommunale - skole -kirke og landbrugsspørgsmål. Da det imidlertid ikke var muligt på det tidspunkt at få disse spørgsmål frem i bladet i det omfang, der var mig tilfredsstillende udtrådte jeg af bestyrelsen 1893.
Trods min vægring valgtes jeg 1892 ind i Ollerup-Kirkeby sogneråd og overtog straks formandspladsen, som jeg bad mig fritaget for, da jeg i 1894 valgtes til landstingsmand for 6. landstingskreds. Sognerådet imødekom min anmodning foråret 1895, men jeg vedblev at være medlem af rådet til valgperiodens udløb 1898.
Dansk Friskoleforenings fynske afdeling valgte mig ind i sin bestyrelse 1894 og deltog i denne virksomhed indtil 1898.
Under forhandlingerne i landstinget om forslag til lov om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere kom det til at stå klart for mig, at der måtte gøres noget for at få tjenestefolkene til at spare sammen af det de fortjente, så de i økonomisk henseende kunne være vel rustede til at overtage det i lovgivningen tilbudte husmandsbrug.
Jeg begyndte en agitation ved at holde foredrag i en del sogne i Svendborg amt for at få oprettet en tyendespareforening. Det var imidlertid vanskeligt at vinde interesse for denne sag, thi skulle tanken få nogen betydning gjaldt det om at få husbonden såvel som tyendet med ind i arbejdet. Efter et års arbejde fik jeg dannet "Tyendespareforeningen for Svendborg amt", og blev dens formand. Den påfølgende lønningsdag kom en del småbeløb ind, som anbragtes i amtets banker og sparekasser, der hver for sig havde lovet at yde foreningen pengehjælp, og da der på finansloven blev bevilget 5000 kr. til fordeling mellem tyendespareforeningerne landet over var det muligt at yde den flittige sparer en præmie hver 5. år. Trods det at en del af de første sparere  har bosat sig og dertil fået deres spareskillinger udbetalte har foreningen for tiden et indskud på 100.000 kroner og reservefond på 2500 kroner indestående i banker og sparekasser.
1898 vedtog rigsdagen en lov om oprettelse af landøkonomiske forskudsforeninger. Jyderne var straks rede til oprettelse af forskudsforeninger og gjorde et vældig indhug i det beløb, der var bevilget til dette formål. For at komme med i kapløbet tog jeg fat på Sydfyn, og efter et betydeligt arbejde lykkedes det at få oprettet Sydfyns forskudsforening, hvis formand jeg har været indtil 1912, da foreningen sluttede sin virksomhed. Da Sydfyns landøkonomiske forskudsforening var en kendsgerning, kom der anmodning til mig fra forskellige egne på Fyn om at hjælpe til med oprettelsen af forskudsforeninger. Jeg fulgte opfordringerne og var med til dannelse af forskudsforeningerne i omegnen af Assens, Fåborg, Ringe g Sdr. Nærå. Desuden måtte besvares en del forespørgsler fra egne, hvor jeg ikke kunne komme til stede.
Året 1900 kom der anmodning til mig fra en del landmænd fra Fyn og Sjælland om at medvirke til oprettelsen af en andelsfoderstofforening med sæde i København, og da jeg tidligere havde ledet en forening til indkøb af foderstoffer og markfrø, ville jeg ikke undslå min medvirkning ved denne lejlighed. Jeg holdt en række foredrag på Fyn, Langeland og Sjælland, og resultatet blev startningen af Øernes andelsselskab for indkøb af foderstoffer og kunstgødning. Foreningen fik sæde i København, og jeg tiltrådte dens bestyrelse indtil 1906.
Kultusministeriet overdrog mig 1902 hvervet som statens tilsynsførende med alle de statsunderstøttede børnehjem og opdragelsesanstalter her i landet. Landstingsmand Søren Olsen var tidligere udnævnt som tilsynsførende, men han døde efter kun at have tilset tre eller fire børnehjem. Det blev pålagt mig at tilse hvert børnehjem og opdragelsesanstalt en gang hvert år, hvilket var et ret stort, men fornøjeligt arbejde, til med da det på en måde var beslægtet med mit tidligere arbejde i ungdomsskolen. Selv om den egentlige opdragergerning blev ledet forsvarligt på de allerfleste af disse hjem, var der mange ting, der burde forandres. Jeg passede altid ved mine besøg at have god tid til at tale med de ledende kvinder og mænd om hvad der burde ændres, og der mødte mig altid god forståelse, men det kunne knibe med at få manglerne afhjulpne, da de fleste af hjemmene arbejdede under meget trange kår, men der var ting som måtte gøres, blandt andet var det ret almindeligt, at to børn delte seng sammen. Dette måtte forandres selv om det var forbunden med ikke ringe bekostning. I mine årlige indberetninger til Kultusministeriet henledte jeg opmærksomheden på de mangler, der nødvendigvis måtte afhjælpes, og der blev da gjort udvej for større statstilskud til de hjem, der trængte hårdest.
Det var både fornøjeligt og lærerigt at forhandle med de for børnene så stærkt interesserede plejeforældre, der ofrede tid og kræfter på at hjælpe disse stakkels forsømte og vanrøgtede børn til at blive gode og nyttige samfundsborgere.
En meget interessant virksomhed blev jeg ført ind i da Kultusministeriet bad mig om at overtage tilsynet med Hjemmet for vanføre, hvis formål er foruden skoleundervisning at oplære de lemlæste og vanføre til et håndværk, hvorved de helt eller delvis kan erhverve deres underhold. Når disse unge mennesker  møder på hjemmet, har de som ofte kun ringe tillid til at kunne klare sig selv, men efterhånden som de overbevises om, at de kan oplæres til at udføre et arbejde, hvorved de med tiden kan skabe sig en selvstændig stilling får de lyst til at tage fat, og opnår den glæde der følger med et virksomt liv. Dette kommer især frem når man taler med dem om det arbejde de har udført og den fremtid de går i møde efter udstået læretid.
Vedtagelsen af loven om tiendens afløsning bragte et gammel stridsspørgsmål ud af verden. Da der derefter skulle tages fat på den praktiske tiendeafløsning, anmodede landbrugsministeriet mig 1903 om at overtage hvervet som tiendekommissær for Svendborg amts 7. tiendekreds. Da jeg i landstinget havde været ordfører for tiendeloven, mente jeg at være sådan inde i tiendelovens enkeltheder, at jeg turde påtage mig det praktiske tiendeafløsningsarbejde i de 14 sogne, der var underlagt den tiendekreds, jeg skulle overtage. Ved straks at tage kraftig fat på arbejdet og den velvillighed fra herredskontore og godskontore til hurtig at fremkomme med de oplysninger, der fra disse steder måtte fremskaffes til tiendens afløsning lykkedes det mig at blive forholdsvis tidlig færdig med afløsningen i min kreds.
Da loven om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge mennesker var vedtaget af rigsdagen 1905, udnævnte Kultusministeriet mig til medlem af overværgerådet. Denne lovs udførelse i livet gav et betydeligt arbejde, som dog lettedes ved den indsigtsfulde og humane måde overretsassessor Bruun og departementschef Friis førte loven ud i livet. Denne omfattende virksomhed kom fuldt ud til at svare til det, der var lovgivningens formål. Min tidligere tilsynsvirksomhed med børnehjem og opdragelsesanstalter kom mig nu tilgode, thi det var af betydning under fordelingen af værgerådsbørn, at jeg kendte alle opdragerne ved disse hjem og kunne med nogen sikkerhed slutte, hvor de forskellige værgerådsbørn efter deres karakter og udvikling heldigst burde anbringes. Vi havde ventet at der efter nogle få års forløb ville blive mindre arbejde for Overværgerådet, men sådan er det ikke gået, thi efterhånden som værgerådene landet over fik forståelse af og indsigt i børnelovens anvendelse, kom der flere og flere sager til overværgerådets afgørelse, og da det tilmed ofte var meget indviklede spørgsmål der skulle afgøres og besvares, forøgedes arbejdet stadig. Under alt dette rejstes der mod overværgerådet en uforstandig kritik, som gjorde de forældre, hvis børn var fjernede fra hjemmet, ængstelige og trods al påpasselighed fra opdragelseshjemmenes side lykkedes det ret ofte forældrene ved breve og på anden måde at komme i forbindelse med børnene og derved skabte en uro og bortløben fra de steder, hvor de var anbragte. Alt dette vanskeliggjorde opdragelsesarbejdet i ikke ringe grad, men som tiden er gået er kritikken bleven noget mere afdæmpet, og vi har da haft den glæde at mange af disse børn, der er kommen fra de elendigste hjem, har rettet sig og er bleven gode og nyttige mennesker.
I min rigsdagsvirksomhed, der spænder over 19 år er jeg kommen sammen med mange betydelige mænd, som det bestandigt vil være mig en glæde at erindre. Desuden har jeg deltaget i adskillige afgørelser af politisk betydning.
Under forligsforhandlingerne 1894 var der 14 rigsdagsmænd, som under ledelse af Sofus Høgsbro udskilte sig fra de moderate -Bojsens parti. Der var på den tid det Bergske  parti og de der sluttede sig til Hørups politik. De politiske partiforhold var omtrent så forkvaklede som vel mulig, men der var i al dette virvar en trang hos flere til at samarbejde, der begyndte med at disse grupper valgte mænd, som ved større politiske afgørelser skulle træde sammen for at forhandle om fælles optræden. Arbejdet på denne måde virkede noget tungt i begyndelsen, men efterhånden som disse grupper fik tillid til hverandre, kom der mere fasthed og sikkerhed i samarbejdet. Noget der fik betydning ved valget 1895, idet disse grupper under valgkampen ikke angreb, men hjalp hverandre, hvorved det blev muligt at tage en del kredse fra Højre og de moderate. Straks ved rigsdagens sammentræden i oktober 1895 krævede endel af de nyvalgte venstremænd, at de grupper der ved valget havde hjulpet hverandre nu skulle træde sammen og danne et stort venstreparti. Den bergske gruppe, som jeg sluttede mig til, var kun ringe stemt for sammenslutningen, men flere af de nyvalgte folketingsmænd, deriblandt Peschcke Køedt påviste med stor veltalenhed, at tusinder af venstrevælgere landet over forlangte, at venstre på rigsdagen sluttede sig sammen. Efter mange og lange forhandlinger dannedes Venstrereformpartiet. Trods nogen gnidningsmodstand i begyndelsen arbejdede dette parti godt under I.C. Christensens forstandige og dygtige ledelse. Den tid der fulgte efter var fornøjelig, thi nu blev der for alvor taget fat på rigsdagsarbejdet, og selv om der ikke straks gennemførtes store reformer, blev der privat indbragt lovforslag, som satte fart i arbejdet og derved viste ad hvilke veje de fremtidige opgaver ville kunne løses.
Systemskiftet satte yderlig gang i arbejdet, og mange betydningsfulde reformer gennemførtes, uden at det kom til store brydninger mellem Højre og Venstre; men dette tiltalte ikke alle, thi der var rigsdagsmænd, som hellere ville have kamp end et frugtbart reformarbejde. Man kunne indenfor Reformpartiet mærke en begyndende uro, der gav sig tilkende ved, at det der havde været forhandlet i et partimøde kunne læses næste dag i modstandernes blade. Sligt blev påtalt uden at det hjalp det allermindste. Uroen og misfornøjelsen samlede sig mere og mere om de militære udgifter. Krigsminister Madsen havde da krudtmagasinerne blev flyttede ud i fæstningen samtidig foretaget nogle foranstaltninger, som gav anledning til rivninger inden for Reformpartiet, men denne storm bilagte sig tid efter anden uden at efterlade varige følger. Anderledes gik det under den russiske-japanske krig. Der blev nemlig, mens en del rigsdagsmænd var på hjemrejse, udsendt indkaldelsesordre til det mandskab 1560 mand, der skulle betjene Københavns Søforsvar. Denne indkaldelse nåede ud omkring i landet før rigsdagsmændene kom hjem. Dette vakte stor misnøje hos tingsmændene, der lige kom fra rigsdagen, uden at vide noget om, at der på det tidspunkt skulle indkaldes mandskab.
Der blev snarest sammenkaldt et partimøde, hvor denne dog blev jævnet men uro og misfornøjelse var der og førte til en krise i juleferien 1904.
Krigsministeren henvendte sig til tingenes finansudvalg om en bevilling på 116.500 kroner, der skulle dække udgifterne ved indkaldelsen af mandskab og til anlæg af to skanser på Saltholm, og da der blev gjort rede for pengenes anvendelse var alt for såvidt i orden. Under udførelsen af skanseanlægene på Saltholm indså krigsministeren nødvendigheden af at skaffe lokale til mandskabet og indretning af magasinrum, og han  formente, at når han holdt sig inden for den forlangte bevilling, kunne han foretage de arbejder, han fandt nødvendige. Såsnart rigsdagen fik nys om hvad ministeren havde foretaget sig, blev Reformpartiet sammenkaldt til et partimøde, hvor det blev bebrejdet krigsministeren at han ikke var kommen til rigsdagen før han foretog forandringer i den plan, han havde forelagt finansudvalgene.
Det kom til ret skarpe forhandlinger, som ingenlunde afdæmpedes, da det viste sig at krigs- og marineminister var i høj grad uenige om, hvad der burde gøres under den daværende situation. Deuntzer tog anledning til da de to forsvarsministre ikke kunne enes at anmode krigsminister Madsen om at indsende sin afskedsbegæring, hvilket han også gjorde, men resultatet blev at hele ministeriet Deuntzer måtte trække sig tilbage.
Under de mange og lange [pinlige] partiforhandlinger kom det stærkere frem end nogensinde før, at der indenfor Reformpartiet var medlemmer, som mente, at der ydedes al for mange penge til landets forsvar, og at der årlig måtte kunne spares mange millioner kroner. Disse medlemmer skilte sig ud fra os andre, der gennem forsvarskommissionen arbejdede på at få tilvejebragt et brugbart forsvar.
En sprængning af partiet virkede uhyre pinligt, men er det overstået går arbejdet bedre, når der er fuld forståelse af de opgaver, der skal løses.
Af større kommissionsarbejder har forsvarskommissionen, revisionen af børneloven været noget af det mest interessante, jeg har haft med at gøre på rigsdagen. Derimod har resultatet af den islandske forfatningskommissions arbejde været en skuffelse, og det samme kan siges om lenskommissionens arbejde. Jeg havde nemlig håbet, at der inden for kommissionen kunne være samlet et flertal, der kunne enes om en indstilling, som kunne medvirke til, at denne store sag på sin gang gennem rigsdagen kunne finde sin løsning. Det afsluttende kommissionsarbejde giver i så henseende intet håb. Der er imidlertid fremskaffet en del oplysninger som vil være til megen nytte, når et lovforslag om len-stamhuse og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom kommer til forhandling på rigsdagen.
Når jeg ser tilbage på den tid, der er gået, kan jeg kun glæde mig over, at så mange mennesker på den venligste måde er kommen mig imøde og hjulpet mig ud over de vanskeligheder, der har mødt mig i de forskellige virksomheder, der har været mig overdragen lige fra min ungdom til denne dag.
    Ollerup april 1913 Niels Johansen
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk