Klaus Berntsen om rigsdagsarbejdet
Forside ] Op ]

 
Nogle minder fra rigsdagsarbejdet

Af Klaus Berntsen [Nær og Fjern 1924 I]

 

Klaus Berntsen, minister, folketingsmand (født 1844), valgtes ind i FOlketinget første gang 1873 i Bogensekredsen, som han repræsenterede indtil 1884, i hvilketår han nægtede at efterkomme opfordring til at stille sig igen.
Hans udtræden af Folketinget var dog kun kort.1886 stillede han sig i Assenskredsen, som han siden har repræsenteret.1905-08 var hans indenrigsminister i ministerierne Neergaard og Holstein.1910-13 konseijlspræsident og forsvarsminister, fra 1920 medlem af ministeiet Neergaard som forsvarsminister og minister uden portefølje.
Klaus Berntsen er aldersformand i Folketinget og er den eneste af tingets nuværende medlemmer, der har deltaget i rigsdagsarbejdet på det gamle Kristiansborg. Nedenfor gengives en samtale om rigsdagslivet på det gamle slot.

Det var den 28.maj 1918, siger Klaus Berntsen, at vi indviede den nye rigsdagsbygning på Kristiansborg, lige midt i den allerværste periode af krigen netop i de dage, da tyskerne begyndte på den sidste store offensiv, som de håbede skulle bringe afslutningen på den forfærdelige krig.Midt i denne tid kunne vi samles i fred og fordragelighed for første gang under den nye grundlov, der ophævede al politisk klasseforskel.Jeg tro, at indførsel af denne frie forfatning har forskånet os for de politiske kampe og omvæltninger, som brød løs i mange lande efter, at krigen var endt. Der er også andre, som er af samme mening. Jeg blev kort efter våbenstilstanden, netop i de dage, da konger og fyrster afsattes rundt i Europa, standset på gaden i Odense af en af de rigtige gamle højremænd, - der findes endnu enkelte af dem på Fyn - en af dem der før så landets undergang, kirkens ødelæggelse og Kronens fald i vor nye grundlov. "Ja, jeg standser Dem", sagde han, "fordi jeg vil sige Dem tak for Deres arbejde for gennemførelsen af den nye grundlov; nu forstår eg først, hvad den betyder". Det var en uforbeholden anerkendelse fra en politisk modstander, som glædede mig meget.
Jeg kan godt sige, at det var en af mærkedagene i mit liv, da jeg som aldersformand åbnede Folketingets første møde på Kristiansborg, bådefordi vi første gang samledes under den nye grundlov, og fordi jeg atter stod på Kristiansborg, hvor den første del af mit politiske arbejde var faldet, og hvortil der knyttes så rige politiske minder.
Det varpå det gamle Kristiansborg, at den grundlovgivende rigsforsamling holdt sine rådslagninger og i en for landet alvorlig og farlig situation vedtog Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849; det var samme sted, at den første rigsdag, valgt efter almindelig valgret overensstemmende med den nye grundlov, holdt sit første møde den 30. januar 1850; men det var også på det gamle Kristiansborg, at de efterfølgende rigsdage i løbet af 16 år endog tre gange med korte mellemrum vedtog at ændre vor første grundlov og desværre hver gang til fordel for privilegeret valgret.
Det var derfor intet under, at der heraf oprandt store og til tider bitre stridigheder ude i folket og indenfor rigsdagen om, hvad den frie forfatning egentlig havde at betyde, om det var den almindelige eller den privilegerede valgret, der skulle danne grundlaget for den parlamentariske udvikling her i landet.
Kampen herom blev som før sagt heldigvis endt i rette tid, og den endte jo med en fuldstædnig sejr for den lige og almindelige valgret.En ny 5. juni grundlov trådte i kraft, end dag, da rigsdagen holdt sit indtog på det nye Kristiansborg, og den ahvde det til fælles med den første RIgsdag, der 1850 åbnedes på det gamle Kristiansborg, at dens medlemmer også var den lige og almindelige valgrets repræsentanter.Tillige havde forfatninskampens udfald jo medført, at vi nu i begge RIgsdagens ting har danske kvinder indenfor vore rækker. Og det var mig selvfølgelig som Folketingets ældste medlem en særlig fornøjelse at bringe de kvindelige repræsentanter et velment og hjerteligt velkommen.
Hvornår kom ministeren ind i Folketinget?
I maj måned 1873, og det kom endda mig selv meget overraskende. To dage før valget, anede jeg ikke noget om, at jeg skulle opstilles. Det var ved et møde søndag den 18. maj i Vissenbjerg kro, at det bestemtes, og den 20. maj valgtes jeg og rejste samme aften til København.
Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg kom ind i RIgsdagssalen på Kristiansborg, både det højtidelige indtryk salen gjorde på mig, jeg var jo en ganske ung mand og havde ikke set mig så overdreven meget om i verden den gang, men navnlig glemmer jeg ikke den modtagelse jeg fik, den var ikke tilsvarende højtidelig. Den fynske rigsdagsmand Anders Tange, ledsagede mig, viste mig min plads og gav mig som nybegynder forskellige råd. I salen traf vi kun et medlem, den kendte jyske bonde Søren Kjær, om hvem der fortaltes mange morsomme træk. Han hilste ikke på mig, men stod længe tavs og betragtede mig og da Tange spurgte, hvorfor han ikke kom og hilste på en ny kollega, sagde han: Nej, han er mig en stor skuffelse. Hvorfor dog det, sagde Tange.  Jo, jeg havde tænkt mig ham som en ældre mand med stort skæg og langt hår, kort sagt en ægte grundtvigiansk rumlepotte -og så er han sku en pæn ung mand. Søren Kjær var på dette tidspunkt ivrig bjørnbakker, og dette forklarer måske hans syn på grudntvigianerne.
Den samme Søren Kjær var for resten en udmærket mand, en af de få bønder, der havde arbejdet sig frem.
Han var en bondekarl, fattig af fødsel, han havde været med i krigen og deltog i slaget ved Isted. Efter krigen kom han i tjeneste hos en gårdmand, hvis datter han forelskede sig i, men han måtte ikke få hende. Særlig den unge piges moder var rasende ove at en fattig karl kunne kaste øjne på hendes datter. Hun tog engang mandens gevær, der hængte under loftet, og ville have skudt Søren Kjær; men manden kom heldigvis til og fik geværet fra hende. Så sendte de datteren til Viborgkanten til en præstefamilie, for at hun skulle glemme den gode Søren. Men hun gik altid og så bedrøvet ud, og en dag spurgte præstekone hende, om hun da var så ked af at være der. Nej, sagde hun, men jeg er så ulykkelig, jeg er forlovet med en fattig karl, men jeg må ikke få ham for min moder. Er det en ordentlig karl, spurgte præstekonen. SÅ lad mig se ham. Der blev da skikket bud til Søren Kjær, og han mødte vel pudset og stadset op, og præstekonen syntes så godt om ham , at hun fik sat igennem, at de blev gift; levede lykkeligt sammen i mange år.
Kjær var dygtig og energisk, han arbejdede sig op og fik en gård. Han stillede sig så til valg, men blev ikke valgt de første gange, men endelig blev hans rigsdagsmand, og da han kom ind i Rigsdagen var han så øvet i at tale, at han, da jeg kom ind, var en af de mest veltalende. En stor, kraftig karl var han. Jeg husker så tydeligt, når han talte. Når han rigtig ville lægge kraft i sin tale, hævede han sig helt op på tæerne, og så rungede hans stemme, så det kunne høres over det halve slot; men han kendte godt de oratoriske virkemidler, og kunne fra disse højder sænke sin stemme til det svageste pianissimo, men samtidig dukkede han sig ned og stod tilsidst i helt bøjede knæ. Han var en brav mand og af en ærlig overbevisning; men han måtte jo som alle vi andre bønder døje ondt fra de nationalliberales side. Engang blev hans frakke stjålet fra ham, det gav anledning til, at der i rigsdagsrunerne stod følgende vers om ham:

Søren Kjær,
kendt især
som hugaf i WInthers hær,
men hans frak
en gang - ak,
stjal det københavnske rak.
Ind han gav
regningskrav,
hvorved han fortjente brav."

Rigsdagsrunerne udgaves af Lucianus Kofod og indeholdt tit mange morsomme ting, om Frede Bojsen husker jeg følgende linjer:

Af Budstikke-ætten
er han et skud -
rød er han i htten,
skønt sort han ser ud."

Nå, men som sagt, jeg var ved min første indtræden i den gamle RIgsdag imponeret af den smukkede hvælvede sal, med de rummelige tilhørerpladser. Referentlogen var derimod et lille bitte lukaf højt oppe over indgangen til salen. Da jeg spurgte Tange, hvorfor der ikke var bedre plads for referenterne, fortalte han mig, at de oprindelig ahvde siddet ved et bord nede i salen. Men dag efter et møde kom to af referenterne, Topsøe og Damkier, i klammeri med folketingsmand Steenstrup fra Ærøkredsen angående et referat. Det endte endog med, at de bladmænd tildelte folketingsmanden en korporlig revselse; men dette havde til følge, at pressen forvistes fra gulvet i salen op i en højere sfære.
Selve rigsdagssalen var udmærket; der kunne høres tydeligt over hele salen, selvom alle medlemmerne, som skikken var den gang, talte fra deresp pladser, men "udenomsbekvemmelighederne" var naturligvis ikke så gode som i den nuværende RIgsdag.Venstre holdt sine partimøder i et stort værelse, der gik under navnet "Bundtmagerloftet". Ved siden af dette var der et arbejdsværelse, hvor Balthazar Christensen i sin tid mødtes med grevinde Danner for at give hende referater og holde hende à jour med den politiske situation.
Var veltalenhed større den gang end nu?
Selve taledygtigheden var ikke ringere den gang endnu, men der taltes ikke nær så meget; det var mest førerne, der talte, de "menige medlemmer" tog ikke nær så tit ordet som tilfældet er nu. Selv i udvalgene var det mest de ledende mænd, der førte an, personer som Berg, I.A. Hansen, Tauber, Th. Nielsen, Høgsbro osv. Min jomfrutale holdt jeg den 17.oktober 1873 og min første ordførertale holdt jeg en tid senere; der var om en lønbedring for jordemødrne.
Debatten kunne være lige så skarp som nu, men den var aldrig grovkornet, den blev holdt absolut inden for sømmelige former. Det var jo mest vore førere, der førte ordet, der var så få bønder, der kunne tale. Socialdemokrater var der jo ingen af den gang. Det var sjældent, at formanden måtte bruge sin klokke, men medlemmerne vidste til gengæld, at Krabbe, der var formand, da jeg kom ind i Rigsdagen, ikke tålte den mindste overskridelse af forretnigsordenen; han var en ualmindelig dygtig, påpasselig og korrekt formand; han havde en uforstyrrelig ro og en urokkelig overlegenhed, og det kunne også behøves, for til tider gik det hedt til. Krabbe var den første formand, der ryddede tilhørerpladserne i FOlketinget; de tilhørere, som kom den gang, var mest folk fra København, og deres sympatier var jo mest på Højres side, og engang, da bølgerne gik særlig højt, tiljublede de Hall så kraftigt, at Krabbe så sig foranlediget til at hæve mødet og lade tilhørerne fjerne; det skete i maj 1873 på følgende måde.
En aften lige før mødet skulle begynde, kom Tauber til I.A. Hansen og sagde, at Højre havde fået at vide, at Venstre ikke var enige om at nægte finansloven, og for at uenigheden herom kunne få ro til at uddybes, havde Højre og ministeriet besluttet, at kun krigsminister Krieger måtte tale på Højres vegne.
Da I.A. Hansen hørte det, var han straks klar over det uheldige heri og sagde, at det absolut måtte afværges, han skulle nok væremand for at tvinge konsejlspræsidenten til at tage ordet, sagde han, uagtet denne, siden han blev minister, aldrig talte, skønt han for tog del i debatten ved snart sagt alle mulige  og umulige lejligheder. Tauber smilede og lovede, at han så skulle trække kultusminister Hall, der var en af grundpillerne i ministeriet, frem til at tahe endog levende del i forhandlingerne.
De to folketingsmænd gik så ind i salen og forlangte ordet. I.A. Hansen ironiserede først over Højres tavshed; den var for ham en borgen for, at Venstres stilling her var klar og lige til. Højre var jo ministeiets venner og rykkede ellers altid i makren med deres store talenter og mange kundskaber for at tage ministeriet i forsvar, men her indså partiet altså, at der ikke kunne indvendes noget alvorligt mod de af Venstres ordfører fremførte grunde til forsvar for en nægtelse af finansloven. Kun det alene kunne være anledning til Højres påfaldende tavshed. Taleren havde derfor længtes efter at høre, hvad ministeriet selv havde at sige til sitautionen, og da han i finansministerens tale kun havde hørt et foredrag om den engelske parlamentarisme indeholdende en udvikling, som over for et historisk selskab eller en forsamling, der var kommet sammen for at belæres, ville have været højst interessant. Nu ville taleren henvende sig til ministeriets chef og bede ham uforbeholdent sige os, hvorledes ministeriets stilling var til den hele situation, hvorpå spørgsmålet om nægtelse af finansloven hvilede, og hvorfra den udgik. I.A. Hansen sluttede sin tale med at udtale håbet om, at ministeriets chef nu i den 11te eller 12te time ville åbne sin mund og fortælle tinget, hvorledes ministeriet så på den hele situation, og han ville så stærkt og bestemt, som han kunne, opfordre ham dertil.
Derefter fik Tauber ordet for at rette et voldsomt angreb først på kultusministeren og justitsminister Klein for deres stilling til forfatningssagen både før og efter krigen 1864, og derefter angreb Tauber de tidligere slesvigske embedsmænd , som efter fredsslutningen havde fået ansættelse i kongeriget og her ofte ved deres drillende optræden var en plage for befolkningen, og dette var særlig under Halls beskyttelse, at disse embedsmænd nu beklædte embeder som "byfødder og herredsfødder".
Tauber brugte så stærke udtryk, at Hall blev fnysende vred og bad om ordet, hvorefter han i heftige udtryk angreb Tauber, ja så voldsomt, at tilhørerne tiljubled ham, men da Krabbe gjorde dem opmærksom på, at tilhørerne var tingets gæster og hverken måtte tilkendegive bifald eller mishag, hyssede de og peb ad formanden. Under denne tumult rejste Krabbe sig og sagde: "Forhandlignen vil være afbrudt et kvarter.  Når forhandlingen genoptages, vil den blive fortsat uden tilhørere."
Det var som sagt første gag i vort parlamentariske liv, at Folketingets tilhørerplads blev ryddet, og det forårsagede en vældig alarm, men Krabbe forlod formandsstolen, medens bureauchefen og politiet fik tilhørerne ud og døren låset.På dette tidspunkt var klokken 12 om natten.
Før mødet genoptoges, kom Lars DInesen løbende hen til Tauber og bad ham komme ud i forhallen, hvor der var nogen, der ønskede at tale med ham, men den gamle, fynske folketingsmand Cornelius Petersen frarådede Tauber at gå ud, da det formentlig kun var en dragt prygl, der ventede ham, og han irettesatte skarpt sin politiske meningsfælle Dinesen, fordi han ville være medansvarlig for, at en kollega, selv om det var hans værste modstander, risikere at blive skamslået. Kl 12 1/4 genoptoges mødet, så vi havde også nattemøder den gang.
Konsejlspræsident Holstein, der var blevet udæsket af I.A. Hansen, tog også ordet, efter at han først havde konfereret med Hall, Klein og Krieger, men indskrænkede sig til at oplæse en ved sin korthed og indholdsløshed lige mærkelige tale.
I.A. Hansen og Tauber havde således nået dere smål, at få ministrene frem.
Men ved mødets genoptagelse havde Krabbe givet et slående bevis både på sin myndighed og korrekthed som formand. Et medlem O.A: Hansen fremsatte det spørgsmål, om der ikke gaves nogen form, under hvilken tilhørerne atter kune indlades i salen.
Krabbe svarede da: Hvis det ærede medlem vil stille forslag til ændringer i forretningsordenen i Folketinget, så må han henvende sig i bureauet. Ønsker det ærede medlem at tale personlig med mig, må han henvende sig til mig i mit værelse efter mødet.
Senere tog Rimestad ordet imod I.A. Hansen og tillagde ham udtalelser, han ikke havde brugt, da ringede Krabbe og gjorde ham opmærksom på, at ordene ikke var faldet sådan, for så ville de være blevet påtalt, og refererede derefter den rigtige ordlyd.
Men Rimestad sagde da: "Jeg har dog den mening.." Men Krabbe afbrød ham og sagde: Når de har en mening, er det en privat mening, men formandens mening er en rettesnor.
Jeg husker et andet eksempel på Krabbes åndsnærværelse og urokkelige ro. Det var i 1877, den sidste dag i marts, finansloven skulle være vedtaget inden 1. april, og der var ansat møde til kl. 10. Men da konsejlspræsidiet meddelte, at der skulle holdes statsråd denne formiddag, udsattes mødet til et senere tidspunkt, og da Krabbe åbnede mødet, meddelte han, at han fra konsejlpræsidenten havde modtaget meddelelse om, at Kongen havde stadfæstet den midlertidig finanslov for 1877-78, samt at Kongen havde givet samtykke til, "at indeværende rigsdagssamling fortsættes den 31. marts d.å."
Jeg fungerede den dag som sekretær i FOlketinget, og iagttog alt, vhad der senre foregik. Jeg hørte således, at formanden bad bureauchefen om at spørge konsejlpræsidenten, som lige var kommet fra Statsrådet, om han havde nogen meddelelse at give i Folketinget. Da bureauchefen straks udførte dette ærinde, så jeg på Estrups ansigt, hvor overrasket han blev ved dette spørgsmål; men da Dessau kom tilbage med den besked, at Estrup intet havde at meddele udover det, formanden allerede havde meddelt tinget om den midlertidige finanslov, rejste Krabbe sig og udtalte, at der var indtegnet 3 talere, men der var imidlertid forlangt afslutning af forhandlingerne. Formanden oplæste derefter navnene på de 25 folketingsmænd, der havde underskrevet denne begæring, og fortsatte: "De, der stemmer for Afslutning ....," men da han var nået så langt kom Lars Dinesen farende og sagde til Estrup: "Forlang ordet - forlang ordet!" Estrup råbte så: "Jeg ønsker ordet!" Men Krabbe fortsatte aldeles uforstyrret, roligt og værdigt, som om intet var sket, ... "ville behage at rejse sig." Ved afstemningen blev afslutning af forhandlingen vedtaget med 62 stemmer mod 20, og Rigsdagen blev hjemsendt få dage efter.
Historien om, at Estrup havde haft vigtigere ting at meddele FOlketinget, men at Krabbe brutalt havde nægtet ham ordet, blev fortalt på alle vælgermøderne, og den formindskedes sandelig ikke ved gentagelserne. Til sidst mindede den i betænkelig grad om H.C: Andersens eventyr om fjeren, der blev til de fem høns.
Venstres angreb på Højre var hårde - ja, meget hårde, men altid saglige; det var sjædlent, at der faldt personlige bemærkninger. Da vi i 1874 havde fået ministeriet Fonnesbech, der var et ret svagt ministerium, sagde Holstein-Ledreborg engang i en omtale af ministeriet, at "det var en tyndere the på de samme blade". Dette udtryk sårede i høj grad FOnnesbech; han mente heri at finde en hentydning til, at han nedstammede fra så jævn en mand som en thehandler, og han påtalte det over Holstein-Ledreborg, der ikke gjorde sagen bedre ved at sige, at det såre langt fra havde været hans mening at fremføre nogen hentydning i så henseende, og "the var jo dog en æstetisk drik".
Venstres førere var alle jo dygtige mænd, gode hoveder og gode debattører og ikke nemme at sætte til vægs. Der var en af Fonnesbechs ministre - for resten ikke en af de dygtigste - indenrigsminister TObiesen, der havde en egen måde at vise sin respekt for Venstre på. Når et af medlemmerne holdt en tale, han ikke syntes om, vente han sin stol og sad med ryggen mod taleren, mens han hvilede sine lange ben på en anden stol og viftede med et stort tærnet lommetørklæde.En sådan opførsel bidrog jo ikke til at lette FOnnesbechs ministerium arbejdet, og efter et års tid var han også så træt og ked af det hele, at jeg en dag fandt ham, rent ud sagt grædende i ministerværelset.
Og selv om det nu og da går hårdt til i vore dage, så går det vel dog ikke så vidt.
Nu er det helt underligt at tænke på de mærkelige politiske forhold. Ved valget i juni 83 fik Venstre 83 mandater, Højre kun 19, men Estrup blev siddende, som om intet var sket, uden hensyn til vælgerne.
Hvordan var interessen for rigsdagsarbejdet dengang?
Om interessen var større dengang end nu, ved jeg ikke, men medlemmerne mødte bedre, og der blev ikke talt mange overflødige ord, men hvorvidt medlemmerne gik til deres arbejde med større interesse dengang end nu, det tør jeg ikke dømme om.  Men der var dog nogle engang, der ikke var stive i at læse lovforslagene, men det er jo muligt, at somme kan mene, at derfindes enkelte endnu, der kan lide af en lignende svaghed.
Var vælgermøderne livligere i gamle dage?
Ja, det var de.Og der var dengang en mulighed for at omvende folk; der var få og små aviser, og ingen politiske organisationer, så langt den største del af vælgerne mødte i reglen til møderne for at blive oplyste. når de så hørte en redegørelse af forholdene, som de virkelig lå, var der ingen bånd eller forudfattede meninger, der hindrede dem i at stemme på den kandidat, der tiltalte dem mest. Da jeg blev valgt første gang, skete det, som før sagt, ret hovedkuls, med to dages varsel. Jeg havde så knap tid, at jeg ikke engang kunne få tid selv at rejse hjem og tage mine "kisteklæder" på til selve valgdagen, men måtte sende en mand til Højby efter dem. Jeg kendte kun en snes vælgere i kredsen og havde aldrig før været i Bogense; men jeg blev alligevel valgt med 220 stemmers flertal.
Men den politiske kultur var jo langt fra så høj som nu. Da jeg om aftenen efter valget ville spise på hotellet sammen med en ven, der kørte for mig, lod værten, en fanatisk Højremand, os vente utrolig længe på vor aftensmad. Hævn skulle der jo tages over nederlaget. Og da vi endelig havde spist, gik min ven ud for at spænde for, mens jeg gik ud i forhallen for at tage mit tøj på. Men da hørte jeg en stemme hviske: "Der er han, gå du først," og så kom der to fyre hver udrustet med en forsvarlig knortekæp. Jeg var straks klar over stillingen. Her skulle nederlaget hævnes på den mest korporlige måde. Men jeg slyngede rask min kappe om venstre arm, og trak min tollekniv frem, idet jeg gik ud fra, at blot en så drastisk foreteelse var nok til at forskrække den slags folk. Dette viste sig også at være rigtigt; de to forsvandt ud i den mørke gård, hvor vognen holdt. Da jeg kom derud og just stod og overvejede, hvorledes jeg skulle komme derfra, uden at de skulle mig en sten eller et stykke brænde i hovedet, kom byens politibetjent, som herredsfogden havde givet ordre til at ledsage mig, da han havde hørt, at der var planer om at overfalde mig.
Men den slags ting hørte jo alligevel til sjældenhederne. Den gamle valgdag var en festdag, som jeg nødig så forsvinde. Valgdagen har altid været en festdag for mig, som jeg nødig så forsvinde. Da der i 1918 sidste gang var valg i Assens - kredsen efter den gamle valglov, mødte vælgerne fra kredsen med alle de gamle faner, som jeg i min ungdom havde været med til at indvi, fra skytteforeningerne og vælgerforeningerne. Der var musikkorps, som spillede, og alle de gamle sange fra de politiske kamptider blev sunget; ja, det trak endog så længe ud, at borgmesteren kom hen til mig og spøgende spurgte, om vi ville spille og synge hele dagen. Å, jeg bliver nok valgt, sagde jeg, lad os synge de gamle sange og høre de gamle melodier, det er jo sidste gang, at hele kredsen har valg på et sted. Jo, den gamle valgdag var en festdag, og intet skulle glæde mig mere, end om noget af den gamle feststemning og gkæde igen kunne komme til at præge valgdagen.
Er nutidens angreb på RIgsdagen og parlamentarismen berettigede?
Nej, hvad skal der sættes i stedet. Vi må jo i alt fald først have en Mussolini, og han er vist vanskelig at finde her i landet.Og fandt man ham endelig, måtte den danske folkekarakter vist først skabes om, før der var nogen virkelig jordbund for et sådant eksperiment.
Nej, det er ikke den vej, vi skal gå udner vore breddegrader. Nej, vi skal vælge de mænd til Rigsdagen, som vil varetage deres pligter - og det er ansvarsfulde pligter en rigsdagsmand påtager sig - på den bedste og alvorligste måde, så kommer den dag nok igen, da alt går, som det skal, og da alle indser, at den styreform og den forfatning, vi har, giver gode betingelser for et fredeligt, virksomt og lykkeligt liv for os alle i dette land.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk