Fåborgkredsen 1849-1949
Forside ] Op ]

 
Fåborgkredsen 1849-1949 [+ Ærøkredsen fra 1915]

[Odense. Fyns Tidendes Bogtrykkeri, 1948]

 
Af Edvard Andersen
 

Valgkredsen
Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling foretoges valg i distrikter. Fåborg hørte til 3. distrikt i Svendborg amt, der omfattede Svendborg og Fåborg købstæder, Sct Jørgens sogn, Egense, Øster Skerninge, Hundstrup, Vester Skerninge, Ulbølle, Vester Åby, Åstrup, Avernakø, Lyø. Der blev afgivet 1038 stemmer (1279 vælgere) eller en stemmeprocent på 81,2, hvilket viser en betydelig interesse for den frembrydende politiske selvstændighed.
Kandidaterne og deres stemmetal var følgende:
Dr. med. J.C. Colding, Svendborg, 712
Sognefoged N. Rasmussen, Ulbølle, 248
Sognepræst J.L. Rohmann, Rønninge, 78.
By- og herredsskriver, kancelliråd C.T. Horn, Svendborg, havde også anmeldt sig som kandidat, men han trak sig tilbage før valgdagen.
6. distrikt omfattede følgende sogne: Lunde, Stenstrup, Krarup, Brahetrolleborg, Svanninge, Diernæs, Horne, Håstrup, Jordløse, Vester Hæsinge, Sandholt Lyndelse, Øster Hæsinge og Herringe. Her stemte 508 af 969 vælgere eller 73 pct., og stemmerne fordeltes således:
Gårdfæster Jens Rasmussen, Svanninge, 409,
herredsfoged, kancelliråd H.S. Blom, Fåborg, 99
Efter den første valglov fik Fåborgkredsen navn af Svendborg amt 4. valgkreds, og dens område var følgende: Fåborg, Bjørnø, Diernæs, Svanninge, Horne, Avernakø, Lyø, V. Åby, Åstrup, V. Skerninge, Ulbølle, Hundstrup, Brahetrolleborg og Krarup. Denne kredsinddeling bevaredes lige til den reviderede valglov af 1918, der med sin ret indviklede ordning med enkeltmandskredse plus forholdstalsvalg i amts- eller storkredse plus tillægsmandater aldrig er blevet populær, trådte i kraft. Denne valglov medførte, at Fåborgkredsen blev kraftigt beskåret på Fyn, men samtidig blev forenet med de ærøske sogne. De fynske sogne, der forblev i kredsen var følgende: Fåborg, Horne, Svanninge, Diernæs, Lyø, Avernakø, Åstrup og V. Åby.

Da den grundlovgivende rigsforsamling efter mange forhandlinger og brydsomme arbejdstimer endelig havde vedtaget junigrundloven, havde Danmark opnået at få en af de mest frisindede forfatninger i Europa. Den var helt igennem præget af den opfattelse, at der burde være lighed mellem alle statens borgere, og at hver borger måtte nyde den størst mulige frihed.
Kong Frederik den Syvende gav åbenbart med velvilje efter for kravene om en fri forfatning, og det brede lag af befolkningen fyldtes derved af taknemmelighed mod denne konge, der som oftest blev benævnt som grundlovens giver.

Det første valg
Det første valg til Danmarks nyoprettede folketing afholdtes den 4. december 1849. Om valget i Fåborg meddeler Fyens Avis bl.a. følgende:
"Fåborg, 4. december. I dag har der været afholdt valg til folketinget. 4 kandidater stillede sig, nemlig major Andræ fra København, sogneforstander Rasmus Petersen Milling af Horne og sognefogeden i Ulbølle. Både majoren og sogneforstanderen holdt særdeles gode foredrag, hvori de udviklede deres politiske anskuelser. Majoren fik 565 stemmer og sogneforstanderen 393, og således blev Andræ valgt med betydelig pluralitet. De to andre herrer fik ingen stemmer."

Andræ
Kredsens første folketingsmand, major Andræ, er så ubestridt den mest berømte, kredsen har haft i sin 100 årige historie. Hvorledes det egentlig gik til, at en af hærens førstemænd og hovedstadens dygtigheder samt kongens nære og højtanskrevne ven blev kandidat i Fåborgkredsen, vides ikke mere. Helt tilfældigt har det dog næppe været, thi det vides, at Andræ også fik opfordringer fra andre kredse om at stille sig som kandidat, men han valgte altså Fåborgkredsen.
Hvis man skal gætte sig til, hvorfor Andræ valgte Fåborgkredsen, skal det være den omstændighed, at agent L.P. Voigt, Fåborg, der var valgt som medlem af stænderforsamlingen, har haft forbindelse med Andræ, og måske har overtalt ham til at lade sig opstille i Fåborgkredsen, når der engang blev valg efter den ny grundlov. Samme agent Voigt indlagde sig iøvrigt meget stor fortjeneste i frihedselskende kredse, da han som medlem af stænderforsamlingen havde mod til at tale myndige ord imod den anset og frygtede amtmand Stemann fra Sorø amt. Det var noget ganske utroligt den gang!
Da Andræ var blevet valgt i Fåborgkredsen, var hans dygtighed og begavelse forlængst fastslået. Han fødtes 14.oktober 1812 og var således 37 år, da han valgtes til folketingsmand. Forud havde han været medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, og allerede i begyndelsen af trediverne meldte han sig som deltager på den politiske arena. Han nærede i begyndelsen meget frisindede og demokratiske anskuelser og betragtes som hørende til de nationalliberale, men stod ikke så fjernt fra bondevennernes standpunkter.

Andræ var blandt de første elever, der udgik fra den militære højskole, og han var kammerat med de senere så kendte officerer som Flensborg, Trepka, Bülow, Læssøe og fl. Han var en stor matematisk begavelse, og det var denne videnskab,d er stod hans hjerte nærmest. Hans valg i Fåborgkredsen blev hilst med glæde af sagkundskaben indenfor den politiske verden, og man fandt det ganske naturligt at vælge ham til formand for det første folketing. Det skyldes i væsentlig grad Andræ, at forretningsgangen i tinget straks blev lagt ind i klare og lettilgængelige baner.
Det hed i en samtidig beretning om Andræ, at han mødte frem med en sagkundskab, indsigt og begavelse, der nødvendigvis måtte sikre ham en fremskudt plads. Hans tankeklarhed og skarpe logik forenedes med en ualmindelig veltalenhed, der gjorde ham til en yderst farlig modstander.
Ved det næste folketingsvalg - 4. august 1852 - ønskede Andræ ikke at blive genopstillet i Fåborgkredsen, men han opgav derfor ikke forbindelsen med det politiske liv, thi han valgtes til medlem af landstinget. 1854 blev han finansminister i Bangs ministerium, og i 1850erne ydede han en stor politisk indsats på rigsdagen Han hørte til forgrundsfigurerne, når betydningsfulde spørgsmål skulle drøftes. I 1856 blev han konsejlspræsident, men denne stilling beklædte han kun til maj næste år, hvor han trak sig tilbage. Skønt han vedblev at være rigsdagsmand lige til sin død 2. februar 1893, blev han dog ikke minister mere. Han trak sig mere og mere tilbage, og selv de stærkeste politiske dønninger formåede ikke at drage ham frem i forreste række af politikernes kreds.
"Med en filosofisk ro og åndsfornem overlegenhed har han set på tingenes skæve gang, men mere end et medynksfuldt skuldertræk har selv den mest fortvivlede situation ikke kunnet aflokke den stålsatte mand." (Wulff).
I de seneste år af sin rigsdagsgerning stod han oftest alene med sine meninger, der blev opfattet som hengemte og stærkt forældede.  Ved sin død havde han mistet troen på Danmarks fremtid, og han blev omtalt som den store  politiker uden politik og den store taler der næsten aldrig talte.
I sin tid var hans navn på alles læber, og hans taler var formfuldendte og underholdende samtidig med, at de byggede på den allerstørste viden om det foreliggende emne, men da han døde, var "alt skabende og frugtbart i sindet forlængst stivnet i et iskoldt tørt og negativt intellekt". (cand.mag. G. Hansen).
I særdeleshed vil Andræs navn blive bevaret, fordi han var stærkt aktiv i de betydningsfulde år, hvor junigrundloven blev udformet i praksis, og tillige fordi han i kraft af sin matematiske viden opfandt forholdstalsvalgmåden, der nu benyttes ved alle politiske valg.

Rasmus Petersen Milling
Valget den 4. august 1852 gav ikke på Fåborgegnen anledning til større sindsbevægelser eller ivrige politiske diskussioner. Der stillede sig nemlig kun én kandidat, nemlig gårdfæster, sogneforstander R.P. Milling, Horne, som ligeledes havde stillet sig som kandidat ved det første folketingsvalg. Milling valgtes ved kåring.

Kredsens ny folketingsmand var født den 2. september 1811 på Kokroggård i Horne sogn, og han var eneste søn af gårdfæster Peter Petersen og hustru. Han overtog fødegården i fæste 1838 og var i årene 1842-44 og 1848-53 medlem af sogneforstanderskabet og landstingsmand. Såvel i folketinget som i landstinget talte han varmt fæsternes sag, der netop i de år var meget aktuel.
I landstinget stillede Milling sig i tilslutning til venstresynspunkterne, der dengang navnlig havde grobund i bondevennernes selskab. Han gav imidlertid ved sin holdning på rigsdagen anledning til et brud med bondevennernes fører, Balthazar Christensen, og ved den efterfølgende valgkamp oplevede man nogle drabelige valgkampe og vælgermøder. Balthazar Christensen berejste også Fyn, men her mødte han uventet modstand fra de fire fynske bondefolketingsmænd: Jens Jensen, Trunderup, Højer, Kristen Larsen, Dalby og R.P. Milling, der fulgte med Balthazar Christensen fra møde til møde og tog den ene dyst efter den anden med den ansete politiker.

De fire fynske folketingsmænds indsats ved dette valg gav anledning til, at der på Skydebanen i København blev afholdt en hyldestfest til ære for de fire fynboer. Til denne fest havde bl.a. Carl Ploug forfattet en sang, hvori fynboerne på munter og hæderfuld vis blev omtalt. Festen med dertil hørende omtale vakte stor opmærksomhed, og i bondevennernes blad "Almuevennen" bragtes en "Ny vise om de fire bønder, der var til gilde på Skydebanen", og i denne vise blev der gjort grin med hele arrangementet og de fire hædersgæster.
Ved valget den 28. februar 1853 mødte kancelliråd, by- og herredsskriver C.T. Horn, Svendborg, som modkandidat til Milling. Han blev anbefalet af overauditør, byfoged Stricker, men erholdt kun 337 stemmer. Milling blev anbefalet af cand polit. Voigt og rebslager H. Kaster og nåede 865 stemmer.
Skønt Milling vistnok i begyndelsen forstod at samle både by- og landvælgernes stemmer, var hans stilling efterhånden rent politisk blevet utilfredsstillende for adskillige af hans vælger på landet, og han stillede sig ikke som kandidat ved samme års folketingsvalg i maj. I 1855 var han lige ved at blive valgt til landstinget, men først i 1859 fik han så mange stemmer, at han kunne indtræde i dette ting. Han faldt dog allerede 1866  og blev heller ikke genvalgt ved septembervalget samme år. Herover bar han meget misfornøjet og krænket og skilte sig efterhånden fra sit gamle parti, som han endog til tider optrådte stærkt imod.
Om Milling fortælles det iøvrigt, at da han var blevet valgt til folketingsmand i Fåborg, var hans politiske modstandere meget vrede, og man frygtede endda, at han ville blive overfaldet af modstanderne, når han om aftenen skulle drage hjem til Horne. Millings gode ven, købmand Lagoni, lod derfor nogle af sine gårdskarle ledsage den nyvalgte folketingsmand, og for at gøre beskyttelsen effektiv blev karlene forsynede med høtyve om forsvarsvåben.
Engang deltog Milling i en festlighed hos købmand Lagoni, og ved den lejlighed var også Kong Frederik VII og grevinde Danner deltagere. En af festdeltagerne henvendte nogle ord til tjeneren, men Kongen, der var en stærk tilhænger af disciplin, hvor han var til stede, spurgte, hvad manden ønskede. Manden tilstod, at han havde bedt tjeneren skaffe lidt vand til håndvaskning, men Kongen udtalte, at så længe han ikke havde bedt om vand, var det heller ikke nødvendigt, andre gjorde det.
Efter samme middag skulle de kongelige gæster bese Lagonis berømte fedekvæg i staldene, Nørregade 11, og grevinde Danner måtte ved den lejlighed låne et par træsko. Disse syntes hun så godt om, at hun dagen efter købte sig et par nye hos en af byens træskohandlere. Det er formentlig den eneste gang, Fåborg har leveret træsko til hoffet.
Milling, der gjaldt for at være et klart hoved og en ualmindelig veltalende mand, døde 21. september 1873. Foruden de allerede nævnte tillidshverv var han tillige medlem af repræsentantskabet i Fåborg Spare- og lånekasse.

Ivar Nielsen Meier.
Kredsens næste folketingsmand blev seminarielærer Ivar Nielsen Meier, Skårup, der ved valget i Svendborg 4.-8. 1852 og 26.-2. 1853 var blevet valgt til folketingsmand. Ved valget i 1852 havde Meier endda formået at slå en så stor og mægtig modstander som redaktør Carl Ploug, København, der kun opnåede 367 stemmer mod Meiers 451.
Meier var således ikke ukendt med politik, da han valgtes i Fåborgkredsen (27.5. 153). Han have tillige en fin faglig karriere at se tilbage på. Han var født den 2. juni 1806 i Kolstrup i Sønderjylland og dimitteret fra Skårup statsseminarium med udmærkelse 1828. Efter at have virket som huslærer i et par år blev han kaldet till tredielærer ved seminariet, og 1850 udnævntes han til andenlærer.
Meier opnåede ikke noget langvarigt forhold til Fåborgkredsen, idet han allerede nedlagde sit mandat den 27. september 1854, altså efter kun 16 måneders rigsdagsvirksomhed.

Årsagen til hans tilbagetræden har sikkert ikke været uden forbindelse med de forudgående politiske begivenheder. Ministeriet Ørsted havde nemlig givet det udseende af, at Kongen var berettiget på egen hånd at indskrænke junigrundloven til kun at gælde for kongerigets særlige anliggender, og herover var uviljen mod ministeriet steget i betydelig grad. I marts 1854 vedtog folketinget derfor en adresse til Kongen, hvori der udtaltes mistillid til ministeriet, men Ørsted greb tøjlerne med endnu stærkere hånd, ja, med næsten diktatorisk myndighed. Han afskedigede oberstløjtnant Andræ, generalauditør Hall og biskop Monrad fra deres stillinger, fordi de havde været med til at forberede og gennemføre mistillidsadressen. Landets embedsmænd blev derved grebet af frygt, og et stort tal af embedsmænd, der tillige var folketingsmænd, besluttede at nedlægge deres mandater af frygt for, at de ved deres færd på rigsdagen skulle udsætte sig for at miste deres embeder. I løbet af sommeren 1854 skal ikke færre end 21 embedsmænd have nedlagt deres rigsdagsmandater af ovennævnte grunde.

I juli 1854 udstedte regeringen en forordning om det danske monarkis fællesanliggender, hvorefter man ikke længere opfattede junigrundloven som bestående i dens fulde udstrækning. Denne krænkelse af rigsdagens myndighed bragte næsten alle partier på rigsdagen i opposition til regeringen; flertallet af bondevennerne og de nationalliberale stemte straks for at sætte regeringen under rigsretsanklage, dels for den ovennævnte forordning og dels for at have gennemført nogle militærforanstaltninger uden bevilling. Der gik rygter om, at Kongen ville abdicere, og det strømmede ind med adresser, som overfor Kongen udtrykte håbet om, at han ville bevare de borgerlige frihedsgoder. Det var at vente, at den forestående politiske kamp ville blive hård og prøvende.
Under sådanne forhold var det naturligt, om en embedsmand,d er som Meier havde sin gerning på et statsseminarium og gik med planer om at søge præstekald, nærede visse betænkeligheder ved fortsat at befatte sig aktivt med politik. I september - kort tid før rigsdagen atter skulle samles - nedlagde han sit mandat. Herom har han udtalt følgende: "Jeg blev nødsaget til at nedlægge mit mandat, da der fra regeringens side gjordes vanskeligheder m.h.t. mit embedes midlertidige bestyrelse."
Meier blev senere sognepræst i Verninge, men var bitter over ikke at blive ansat som seminarieforstander, over ikke at blive præst i fødestavnen og endelig over ikke at kunne blive forflyttet fra Verninge. Meier udgav flere bøger, der blev meget anerkendte, og han udsendte også en stærkt benyttet grammatik. Han døde 11. marts.  1899.

A.H.F. Fleischer
Så måtte Fåborgkredsen altså se at finde sig en ny folketingsmand. Og man valgte proprietær A.H.F: Fleischer, Nybogård ved Helsingør. Ved valget den 1. december 1854 var der ikke anmeldt andre kandidater, og hele valghandlingen kunne derfor foregå hurtigt og roligt. Fleischer udtalte sig bestemt imod ministeriet og blev derefter valgt ved kåring, selv om der var enkelte stemmer imod hans valg. Efter hans valg afholdtes et festmåltid på gæstgivergården, hvori ca. 60 personer deltog.
Den ny folketingsmand var en ukendt mand på egnen. Han var student fra Århus, hvor han var født 1816, og studerede derefter teologi, men opgav studiet begrundet i religiøse anfægtelser. 1843 blev han ansat som adjunkt på Herlufsholm, og efter sit ægteskab befattede han sig med landmålerarbejde. Ved en rig farbroders død fik han rådighed over en større arv, og han købte Nybogård ved Helsingør. Fleischer har næppe taget megen del i driften - dertil var hans forkundskaber for landbrug for ringe og hans interesser for forskellige. Hans folketingsvirksomhed for Fåborgkredsen blev ikke af lang varighed, thi allerede året efter - 1855 - skulle der igen være valg, men til dette ønskede han ikke at stille sig på valgtribunen på Fåborg torv.
Forklaringen må sikkert søges i, at Fleischer var blevet stærkt religiøst påvirket og tog livlig del i Nordsjællands præstekonventer. Det endte med, at Fleischer gik over til den katolsk-apostolske kirke og blev ordineret til præst 1861. Han virkede derefter som evangelist og hyrde, indtil han i 1863 udnævntes til engel og biskop.

F.E.A. Schiern
Den ny folketingsmand i Fåborgkredsen blev professor F.E.A Schiern, København, der valgtes 14. juni 1855. Han havde været medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, valgt i Nyborg og var en højt anset videnskabsmand. Han var født den 22. november 1816 i København og som 16-årig kom han på Borgerdydskolen, hvorfra han dimitteredes til universitetet. Han viste rige evner og anlæg for historiske studier og vandt bl.a. universitetets guldmedalje for en afhandling om Gallernes indvandring i Lilleasien. 1839 tog han juridisk embedseksamen, 184 blev han lektor ved universitetet og 1851 professor.
Schiern nærede en brændende interesse for nationalisterne og deres problemer og udsendte flere fortrinlige skrifter om disse spørgsmål.  På Universitetet vandt han stor berømmelse, fordi han forstod at holde interessen for verdenshistorien vedlige, og hans forelæsninger var som oftest godt besøgte, fordi hans form var levende og åndfuld og emnerne heldigt valgte. Interessen for politik havde han bevaret fra sine unge dage. Han havde i den grundlovgivende rigsforsamling stemt for junigrundloven, men udstedte herefter en erklæring om, at han misbilligede repræsentationsmåden og særlig landstingets valgbarhedscensus. Ved februarvalget 1853 var han kandidat i Ribe amts 2. valgkreds -senere Esbjergkredsen - men opnåede ikke valg. I Fåborg valgtes han første gang 1855 uden modkandidat, men ved valget 14. juni 1858 optrådte malermester Aug. Hundt, Fåborg som hans modkandidat.
På dette tidspunkt var Fåborg Avis begyndt at udkomme, og avisen meddeler bl.a. følgende om valghandlingen:
"Den store og for hele landet så vigtige dag havde her distriktet navnlig for byens vedkommende bragt megen røre blandt vælgerne, som herfra var mødt talrigt frem.
Urmager Lorentzen åbnede på valgbestyrelsens vegne valghandlingen og udbragte et leve for grundlovens giver. Malermester Hundt fik først ordet og gjorde vælgerne bekendt md sine anskuelser ang. fæsteloven, næringsloven, rentefoden et, hvorefter han udbragte et leve for grundloven. Malermester Poulsen og gårdfæster Rasmus Milling anbefalede professor Schiern, som derefter fik ordet. Ved den efterfølgende kåring kunne der ikke opnås noget bestemt resultat, hvorfor der blev foretaget skriftlig afstemning. Der blev ialt afgivet 561 stemmer, hvoraf 279 for Hundt og 282 for Schiern, der således for anden gang valgtes til kredsens folketingsmand."
Professor Schiern hørte ikke hjemme i nogen bestemt partigruppe, men var nærmest knyttet til de liberale. Hans mangel på evne til at underordne sig et partis afgørelser bevirkede at han tillige med andre rigsdagsmænd blev benævnt friskytter eller kometer.

Fåborg erobrer mandatet.
Ved næste valg blev det Fåborg by, der for første og eneste gang i kredsens 100-årige historie erobrede folketingsmandatet. Valget den 14.juni 1861 havde mod sædvane ikke samlet mange vælgere, beretter Fåborg avis, og årsagen var formentlig den, at der kun havde meldt sig én kandidat, nemlig urmager J.F Lorentzen, Fåborg. Valgbestyrelsens formand, justitsråd og byfoged Stricker, indledte valghandlingen og udbragte et leve for Kongen.
I et klart og tydeligt foredrag udviklede kandidaten derefter for vælgerne sine anskuelser og lovede at virke for kredsen i dens helhed. Ved kåringen viste der sig stor majoritet for kandidaten, som derefter erklæredes for valgt. "Det glædelige ved dette valg", skriver Fåborg avis, "er ikke alene det at se landbostanden i sand enighed slutte sig til købstaden, men vi tror at kunne lykønske kredsen til valget af en folketingsmand, der på den politiske bane vel er ny, men hvad kundskaberne i de kommunale anliggender angår allerede i flere år har vist sig at være en dygtig og indsigtsfuld mand." Efter valget afholdtes et festmåltid, hvorunder der blev udbragt flere toaster. Efter bordet enedes man om en køretur, hvortil d`herr. landmænd og flere borgere afgav befordringer, og efter en smuk og behagelig køretur gennem de nærliggende skove endte dagen med en gemytlig passiar i pavillionen i Prices Have.
Urmager Lorentzen nød megen anseelse i byen. Han var født i Ordrup 20. december 1817, og efter sin ankomst til Fåborg tog han livlig del i borgerlivet. Han blev medlem af borgerrepræsentationen og formand for denne, han var ivrig i bestræbelserne for at få anlagt et gasværk, medlem af skolekommissionen, af bestyrelsen for den Ploug-Hempelske stiftelse, for Fåborg-Svendborg private telegraphlinie, havnekommissionen, skydeforeningen og Fåborg Spare- og lånekasses repræsentantskab. Lorenzen var meget berejst og fortalte livligt og vittigt. Ved hans død 18.8. 1868 udtalte borgerrepræsentationen, at han var en retskaffen, redelig og uegennyttig mand, der ved hele sin færd i livet og ved sin virksomhed i kommunen havde erhvervet sig sine medborgeres udelte agtelse og gjort sig fortjent til deres fulde tak.
Lorentzens politiske indflydelse og indsats blev næppe synderlig stor. Det var jo i de år, kandidaterne skiftede, og for en ny og ukendt mand var der ikke store chancer for at gøre sig gældende på den politiske arena.
I henhold til novemberforfatningen 1855 blev der oprettet et rigsråd til at varetage Danmarks og hertugdømmernes fælles interesser, og dette rigsråd bestod af et folketing og et landsting. Til rigsrådet blev der holdt to folketingsvalg, nemlig 1864 og 1865. Forhandlingerne kom i det væsentlige til at dreje sig om anliggender vedrørende krigen og fredsslutningsvilkårene og lign. Efter krigen 1864 blev det ophævet.
Urmager Lorentzen stillede sig som kandidat til rigsrådets folketingsvalg og valgtes med 372 stemmer mod modstanderen, gårdfæster Michael Petersen, Svindinge, der fik 286 stemmer. Ved det næste og sidst valg til rigsrådets folketing 30. maj 1865 erobrede Michael Petersen mandatet fra Lorentzen med 424 stemmer mod 404.
Urmager Lorentzens svigtende helbred bidrog til, at han trak sig tilbage fra det politiske liv, og i en alder af 51 år døde han i Fåborg 1868.

Michael Petersen
Ved valget den 7. juni optrådte gårdfæster, amtsrådsmedlem Michael Petersen af Svindinge altså for anden gang. Siden han blev slået ved det forudgående valg til rigsrådets folketing havde han befæstet sin position i kredsen, og han var blevet stærkt opfordret til at stille sig som kandidat. Der var ikke anmeldt andre kandidater, så Michael Petersen blev valgt ved kåring. han skulle i de efterfølgende årtier komme til at spille en betydelig rolle i egnens politiske liv.
Lad os først høre, hvad hans modstandere siger om ham:
"Om Michael Petersen er der ikke meget at sige. Han har med et par års afbrydelser siddet på rigsdagen siden 1864, men han har aldrig kunnet gøre sig gældende på anden måde end som en veldisciplineret menig. Han hører til den vildeste og umedgørligste fraktion og er følgelig for tiden Bergs svorne mand. han er en kvik og livlig mand med et noget forslagent ydre, der mere minder om en sømand end om en bonde, men han er vistnok i ingen henseender over det jævne middelmål. Kun sjældent hører man ham tale, og han følger vistnok også så som så med, men det lange rigsdagsliv giver jo rutine, og han har til enhver tid stikordene og de stående venstrebetragtninger på rede hånd. Derfor kan han gerne ude på sine vælgermøder lægge drevethed og en vis indsigt for dagen. Han er forøvrigt vistnok en ret brav og veltænkende mand." (H. Wulff).
Disse betragtninger giver imidlertid næppe det helt rigtige billede af Michael Petersen. Ofte var han genstand for stærke angreb, og han havde flere gange meget stærke modstandere - ved et enkelt valg endda tre-, men hans tilhængere støttede ham stærkt, og han havde en fortrinlig evne til at bevare en trofast forbindelse med sine vælgere. hertil kom yderligere, at han altid var i kontakt med den jævne mads kår og tankegang.
Junivalget 1866, der var et opløsningsvalg i anledning af forfatningssagen, var naturligvis præget af diskussionen om den reviderede grundlov, som Michael Petersen havde stemt imod. Ved dette valg fik han kateket C. Vadum, Fåborg, sommodstander. I sin tale forud for valget udtalte Michael Petersen: Hvorfor vil folket bortkaste Kong Frederik VII.s gave? Folkets kærlighed vindes ikke ved at bortkaste den almindelige valgret. Hvorfor skal vi føje de store, de rige og de dannede? Der findes vel 13-1400 mænd, hvoriblandt nogle hæderlige personer, som har været misfornøjede med den almindelige valgret, men dem bør vi ikke føje, nej, vi bør holde på juniforfatningen, det er nu min anskuelse".
Pastor Leth,Svanninge anbefalede pastor Vadum, der var en sjælden begavelse og en sand fædrelandsven. Rasmus Milling, Horne anbefalede Michael Petersen, hvorefter der førtes et livligt ordskifte mellem kaptajn Poulsen, Milling, Vadum og Petersen. Resultatet af den skriftlige afstemning blev følgende: Antal vælgere 2571, stemmer afg. 1202, kateket Vadum 494, Michael Petersen 708.

Allerede den 12 . oktober 1866 var der folketingsvalg igen. Der var i de foregående år ført en hård og bitter strid om forfatningssagen og specielt om valgretten til landstinget. Fra venstres side blev der kæmpet tappert for at bevare den lige valgret til begge ting, men fra konservativ side blev der udfolde stor behændighed og megen politisk taktik, hvorefter en del af bondevennerne under I.A: Hansens førerskab opnåede forlig med godsejerne, hvormed den almindelige valgret til landstinget tabtes. De bestræbelser, der allerede fra reaktionens side var fremme i 1849, bar altså omsider frugt. Det blev fra 1866 hartkornet og pengemagten, der blev basis for landstingets magt. Den gang var ingen helt klar over, hvilke konsekvenser for den politiske debat og udvikling denne forringelse ville medføre. Ved grundlovsændringen mistede det store menige folk den væsentligste del af sin medbestemmelsesret ved valget af medlemmer til landstinget, og vælgerkorpset deltes i to korps, hvis repræsentation fik et ting til tumleplads hver for sig. Det var i skyggen af nederlaget fra 1864 en sådan ændring kunne foretages. Havde ikke mismodet og håbløsheden præget de politiske førere så stærkt, ville en sådan forringelse af folkets frihedsbrev næppe være blevet gennemført. I den sag stod Fåborgkredsens repræsentant fast, og han havde også sine vælgere med sig i sin fastholden af junigrundlovens frihedsidealer.

Ved oktobervalget i 1866 havde Michael Petersen fået en virkelig farlig modstander, nemlig kaptajn Edvard Nielsen, Nyborg. Kaptajnen havde i de forudgående år berejst næsten alle sogne på Fåborgegnen og foranlediget, at der blev oprettet skytte- og gymnastikforeninger. Han have formået at vække interessen for skydning og gymnastik, fremme nationalfølelsen, der efter nederlaget var langt nede, og i ikke ringe grad formåede han at opvække håbet om en tilbagerobring af Sønderjylland med blanke våben. Men mest vigtigt var det, at han evnede at drage det menige folk med ind i et folkeligt fællesskab og højne dets tilværelse ved afholdelse af skydning, gymnastik, foredrag og kammeratlige sammenkomster.
På sin fod var Edvard Nielsen gået fra sogn til sogn næsten over hele Svendborg amt, og han havde også på Fåborgegnen fundet sig mange trofaste venner og medarbejdere.
De allerfleste af Fåborgegnens forsamlingshuse blev oprette på grundlag af kaptajn Nielsens vandring og påvirkning.

Valghandlingen den 12. oktober blev ledet af kancelliråd Schumacker. Assessor Deichmann anbefalede kaptajn Nielsen, og denne holdt et foredrag, hvori han udviklede sine synspunkter. Organist Kistrup, orne, der var formand for egnens skytteforeninger, anbefalede ligeledes at stemme på Edvard Nielsen. Milling, Horne, anbefalede Michael Petersen, hvem han roste for udholdenhed i forfatningsstriden. Urmager Lorentzen, Fåborg, spurgte, om Michael Petersen ville forsøge at indføre ændringer i forfatningen, hvortil Michael Petersen svarede, at han i øjeblikket ville modsætte sig alle sådanne forsøg. Nu burde man tage forfatningen, som den var. Ved kåringen blev Edvard Nielsen erklæret for valgt, men Michael Petersen forlangte skriftlig afstemning, og den gav til resultat, at Michael Petersen valgtes med 409 stemmer mod Edvard Nielsens 401.
Af efterfølgende oversigt ses tydeligt, hvor ringe valgdeltagelsen var i disse år. Beskæringen af folkets rettigheder var sikkert medvirkende til, at mange vælgere ikke ønskede at stemme. Fra Hundstrup mødte således kun 7 af 102 valgberettigede vælgere på valgstedet i Fåborg, og fra Vester Skerninge-Ulbølle mødte kun 46 af 326.
[Antal vælgere 2540, Edvard Nielsen 401, Michael Petersen 409.]

I årene 1865-70 hvor grev Frijs var regeringschef, gennemførtes flere vigtige love, det skal således nævnes, at hærvæsenet blev udvidet betydeligt, en ny straffelov blev vedtaget og der gennemførtes vigtige reformer of land- og købstadskommunerne, lov om Esbjerg havn, lov om valgmenigheder, ophævelse af stillingsvæsenet m.m. Føreren af bondevennerne I.A. Hansen havde ventet, at godsejerne til gengæld for den store indflydelse, de havde fået i landstinget ville gå med til nogle af bondevennernes gamle krav om f.eks. tvunget salg af fæstegods og andre landboreformer, men godsejerne viste sig langtfra imødekommende, og så brast forbundet mellem de store og de små bønder. Der var samtidig opstået en stærkere og stærkere spænding mellem folketing og landsting, og da grev Frijs træt og ked af at være besværet med den fortsatte mæglerpolitik, der ikke gav de ventede resultater, endeligt med fuldt overlæg lod sig styrte i juli 1870, opstod det spændende spørgsmål: et ministerium udgået af folketinget eller landstinget.De var i disse år kampen om parlamentarismen begyndte for alvor. Den kommende fører for Venstre, C. Berg, rejste kravet om, at regeringen skulle udgå af flertallet i rigsdagens folkevalgte ting, altså folketinget. Det var samtidig i disse år, grunden endelig og afgjort skred under de nationalliberales slesvigske politik, og at de socialistiske arbejderstrømninger søgte ind i landet. Kongen valgtes imidlertid at overdrage regeringens førelse til lensgreve Holstein-Holsteinborg og dens sammensætning blev udelukkende godsejere og nationalliberale. Embedsmændene og godsejerne var begyndt at frygte bøndernes voksende magt, og på flere områder sluttede de sig sammen i fælles forsvarsfront overfor den fremvoksende bondestand. Det var en udbredt opfattelse i hovedstad og større købstæder, at bønderne var altfor uegnede og udannede til at blive ministre. Selv Fåborgkredsens gamle repræsentant, major Andræ, kunne udtale, at "de stole, hvorpå d`herr Berg og Hansen engang har siddet, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem!"

Men religiøst, folkeligt og økonomisk var tiderne bondestanden behjælpelig. Den fremvoksende grundtvigianisme, folkehøjskolerne, andelsbevægelsen og hele den erhvervsmæssige udvikling i landbruget var til nytte og fremme for hele bondestanden. Overfor højrepartiets stædige fastholden ved det vaklende system måtte de forskellige frisindede partier finde sammen og i fællesskab føre kampen mod fjenden.
1870 besluttede de daværende demokratiske partier at slutte sig sammen i det forenede venstre. Dette Partis berømte program var i mange årtier noget centralt i reformarbejdet i Danmark. De fyndige ord, hvormed programmet indlededes: "Junigrundloven i dens fulde omfang er folkets moralske ret" blev gentaget på møde efter møde og mand og mand imellem.  Det var et betydningsfuldt samlingsmærke og et bærende og lysende fremtidshåb.

Michael Petersen, der naturligvis med stor iver fulgte med i denne udvikling, var ganske vist blevet slået af kaptajn C. Th. Zeilau, Vindinge, ved valget 22. september 1869, men valgdeltagelsen var yderst ringe - kun 27,7 pct. - hvorfor man ikke regnede med, at Zeilau havde chancer for vedblivende at holde kredsen overfor Michael Petersen, når denne igen fik vælgerne samlet. Det er klart, at de store politiske begivenheder måtte skærpe vælgernes politiske interesse, og allerede ved næste valg mødte 48,3 pct af vælgerne. Det var en hård kamp for Michael Petersen. Han havde fået ikke færre end tre modkandidater, nemlig lærer og organist Kistrup, Horne, der oven i købet stillede sig på omtrent samme program som Michael Petersen, gårdbestyrer J.J. Dahlkild, Svanninge, og tobakshandler Carl Hansen, Fåborg. Hans modstandere kunne imidlertid ikke samles på én front, men splittede stemmerne, og Michael Petersen valgtes med 484 stemmer, Kistrup fik 433, Dahlkild 243 og Carl Hansen 165. De to sidstnævnte kandidater stillede sig som højremænd, men begge var dog stærkt påvirkede af demokratiske og frisindede anskuelser. Det kan måske have interesse at betragte endnu en afstemning fra gamle dage her i kredsen, og her er valgresultatet fra 20. september 1872.

[Kun sammendrag: Ialt 1325 afgivne stemmer, Dahlkild, 243, C. Hansen, 165, Kistrup 433, Michael Petersen 484]

Ved dette valg fik venstre så mange mandater, at partiet for første gang fik rent flertal i folketinget, og partiet rejste derefter kravet om folketingsparlamentarismen. Højre og landstingsflertallet henviste til grundloven og mente at kunne fastslå, at kongen havde ret til frit at vælge sine ministre. Folketing og landsting blev af højre anset for at være politisk ligestillede. 1866-grundloven viste i disse år en svaghed, idet den ikke angav noget middel til at løse en konflikt, når der udbrød strid mellem tingene, og det ene ting modsatte sig forslag fra det andet.

Straks efter valget vedtog folketinget en adresse til kongen, hvorefter man forlangte ministeriet afløst af et andet, der havde folketingets tillid. Landstinget afviste kravet om ministeriets afgang, og Kong Chr. IX var heller ikke tilhænger af folketingsparlamentarisme. Så skred folketinget i efteråret 1873 til det opsigtsvækkende skridt at nægte finanslovens overgang til anden behandling - en handling, der affødte voldsomme diskussioner på rigsdagen og blandt vælgerkorpset. Regeringen besvarede skridtet med at opløse folketinget.

Michael Petersen havde sammen med 52 andre venstremænd deltaget i forkastelsen af finansloven, og hans medvirken ved denne lejlighed havde naturligvis givet anledning til megen uro i Fåborgkredsen. På Fåborg rådhus blev der i oktober holdt et forhandlingsmøde for at drøfte situationen. Distriktslæge Salicath, der i de forudgående uger havde ført en skarp pennefejde med Michael Petersen, åbnede mødet og udbad sig klarhed over, hvorvidt kredsen kunne billige den situation, der var opstået. Sagfører Hoskiær ønskede, at by og land i enighed kunne arbejde for at få valgt en mand, der ville støtte kongen og regeringen. Mødets dirigent, redaktør Deichmann, rettede følgende forespørgsel til forsamlingen: Billiger forsamlingen, at folketingets flertal har forkastet finansloven uden at den var forhandlet? Spørgsmålet blev enstemmigt besvaret benægtende. Da de mødte repræsentanter herefter måtte betragte Michael Petersen som en utilfredsstillende kandidat, ville man have opstillet en anden. Der opnåedes enighed om opstilling af gårdforpagter J.J. Dahlkild, Svanninge, der stod venstre nær uden at være yderliggående. Dahlkild modtog opfordringen.

Der forestod en livlig valgkamp. Overalt var der stor deltagelse i møderne og vælgerne var flittige til at deltage i forhandlingen. Valget den 14. november [1873] opnåede en stemmeprocent på 54,3 og stemmerne faldt således:
[Sammendrag: Ialt afgivne stemmer 1522, Dahlkild 794, Michael Petersen 728]

Ved de efterfølgende valg formåede Michael Petersen at holde stillingen. Den politiske strid stod ikke blot om, hvem der skulle have magten på den danske rigsdag - det var en strid om, hvem der skulle have indflydelse på samfundsudviklingen, og da ministeriet Estrup i 1875 havde dannet sit kampministerium, påbegyndtes en årelang strid på rigsdagen. Denne kom til at gå hårdt ud over lovgivningsarbejdet, men til gengæld voksede det menige folk politisk og folkeligt.

25.4. 1876: De næste valg i Fåborgkredsen gav følgende stemmetal: Michael Petersen 969, gårdejer Dahlkild 595.

3.1. 1879: Michael Petersen 844, redaktør C.A. Willemoes, Odense (højre) 700.

25.5. 1881: Michael Petersen 948, red. Willemoes 649.

26.7. 1881: Michael Petersen 1050, greve C.B. Reventlow, Christianslund, 806.

25.6. 1884: Michael Petersen 1163, gdjr. L. Christiansen, Ærenlund, Ryslinge (højre) 756.

28.1. 1887: Michael Petersen 1249, gdjr. L. Christiansen 1081.

Ved valget i 1890 ønskede Michael Petersen ikke genopstilling.

Han var typen på den solide og uegennyttige folkerepræsentant. Oprindelig var han tjener og sekretær for greve Molkte på Glorup og fulgte greven på flere af hans udenlandsrejser, hvorefter han fik en gård i Svindinge i fæste.
I sit hjem samlede han ofte mennesker til drøftelse af datidens mange folkelige, politiske og kirkelige spørgsmål, og han var tillige meget godgørende overfor småfolk.
Udfra den betragtning, at de stor hytter sig nok, følte han sig kaldet til at varetage bondestandens politiske interesser. Derfor var han også meget afholdt af landbovælgerne i sin valgkreds, hvorimod han havde mange modstandere i Fåborg. Det vides, at alle læredrengene på tobaksfabrikant Hoffmanns fabrik fik fri på valgdagen på den betingelse, at de skulle møde på torvet og pibe i deres fløjter, når Michael Petersen talte, og læredrengene fik også et praj om, at det aldrig var nogen skade til, om de gav et par ekstra store pift, når landbovælgerne, eller "Michaelisterne", som de kaldtes, kørte hjem fra byen. Michael Petersen døde den 29. august 1900.

J.J. Dahlkild
Gårdforpagter J.J. Dahlkild, svanninge, der valgtes til kredsens folketingsmand ved valget 14. november 1873, var en af datidens oplyste og fremadstræbende bønder. Han var søn af gårdfæster Jens Rasmussen Dahlkild, svanninge, som var medlem af den grundlovgivende rigsdagsforsamling og en yderst afholdt og anerkendt personlighed på egnen. Sønnen, J.J. Dahlkild, var født i Svanninge 1839, og han hørte til det første hold elever på Fyns teoretiske landvæsensinstitut i Odense. Selv om han var den yngste af samtlige elever fik han ved afgangseksamen tildelt 1. karakter med udmærkelse. Egentlig var det faderens bestemmelse,at han skulle læse videre, men faderen døde ret pludselig i 1852, hvorfor sønnen måtte hjem til Svanninge og bestyre gården for moderen. Det ses tydeligt, at J.J. Dahlkild har haft stor lyst til at virke, thi i 1858, hvor han altså ikke var mere end 19 år, købte han ca 80  tdr. land fra Svanninge præstegård og lagde dette jordareal sammen med de ca 30 tdr. land overdrevsjord fra den gamle gård i Svanninge. Sammen med sin broder drev han tillige præstegårdsjorden.
Det var den slægt, der opførte Dahlkildegård, til hvilken J.J. Dahlkild gav tegninger. I Svendborg Amts Landøkonomiske Selskab var han en meget benyttet foredragsholder, som med kyndighed behandlede landøkonomi, og han blev tillige stærkt brugt som en erfaren hjemmeprokurator, idet han i salgsspørgsmål og jura indhøstede megen viden. Han var i en årrække medlem af sognerådet og var forkæmper for skyttesagen. Som nævnt i det foregående stod Dahlkild i politik venstrepartiet nær, men var dog ikke som Michael Petersen tilhænger af Berg og dennes visnepolitik. Dahlkild har sikkert hørt til den mere moderate fløj af venstrefraktionen, og han har ifølge hele sit temperament foretrukket reformer i det politiske arbejde - selv om reformerne skulle opnås i samarbejde med regeringerne.
J.J. Dahlkild døde i en ung alder, idet han i 1880 efter en køretur i regnvejr til Fåborg pådrog sig en lungebetændelse, som han ikke overlevede.

Kristen Jensen, Højby
På rigsdagen gik udviklingen imod det storpolitiske forlig i 1894. Ved valget den 21. januar 1890 valgtes den veltalende og forhandlingsvenlige gårdejer og løjtnant Kr. Jensen, Højby. Han valgtes med 1411 stemmer mod gdjr. L. Christiansens 1098.
Kr. Jensen var født i Drigstrup 1847. Medens han aftjente sin værnepligt, blev han forfremmet til sekondløjtnant, og tog derefter livlig del i skyttebevægelsen, hvorved han stiftede et varmt venskab med Klaus Berntsen. Dette bekendtskab medførte, at Kr. Jensen til tider vikarierede for Klaus Berntsen i Højby friskole, når Klaus Berntsen var ude på nogle af sine mange foredragsrejser eller optaget af rigsdagsarbejde. I Højby lærte han en gårdmandsdatter at kende, og efter sit giftermål med hende, overtog ægteparret en gård i Nr. Søby 1876. 10 år senere overtog Kr. jensen og hustru sidstnævntes fødegård i Højby. Både i Nr. Søby og i Højby blev Kr. Jensen sognerådsformand, og han var endvidere amtsrådsmedlem fra 1878 til sin død i 1915.

1892 faldt stemmerne således: Kr. Jensen 1195, proprietær, kaptajn H.G.N.Schroll, Lykkensæde, (højre) 922, lærer Mouritsen, Mørup, (venstre) 188.

9.4. 1895: Kr. Jensen 947, forpagter Kr. Petersen, Sørup, (venstre) 341. Stemmeprocenten ved dette valg var meget lav, nemlig kun 38,8 pct.

Under valgkampen til 1898-valget havde Kr. Jensen fået en ny højrekandidat, nemlig cand. jur. Fr. Scavenius, ældste søn af kultusminister Scavenius. Den ny kandidat holdt sjældent vælgermøder på over et kvarterstid, til tider kun på ca. 10 minutter! Redaktør Asger Karstensen har i nogle erindringer fortalt enkelte træk fra valgkampen 198, og oplevelserne viser, hvor langt ned og hvor længe kampen mod det forlængst nedbrudte provisorium havde slået rod.
På mødet i Vester Åby den 3. april rettede forfatteren Peder R. Møller et stærkt angreb på Scavenius, idet han bl.a. udtalte, at navnet Scavenius for lange tider var mærket i dansk politik. Møllers udtalelser gav anledning til heftige ordskifter, idet lensbaron Berner Schilden-Holsten, apoteker Gottschalck, jægermester Mackeprang og skovrider Kock protesterede mod bemærkningen.
På valgdagen rygtedes det, at Kr. Jensens valg var truet. Der blev forhandlet mellem de moderate og de radikale samt enkelte socialdemokrater om endelig at sørge for at stemmerne blev tildelt Kr. Jensen.
Asger Karstensen spurgte en af de "rene venstremænd" på egnen, dyrlæge Skov, Vester Skerninge: Hvorfor støtter De dog Kr. Jensens valg? Og svaret var: Det gør vi kun grumme nødig, men provisoristen Jacob Scavenius` søn skal ikke vælges!
Om Kr. Jensen berettes det iøvrigt, at han talte et smukt sprog og havde et klangfuldt organ. Ved enkelte lejligheder kunne hans veltalenhed udfolde sig på rent ud betagende måde, og da kunne det hænde, at hans usædvanlige historiske viden og hans slagfærdige lune gav sig ligefrem blændende udslag. han var af naturen et solskinsmenneske, lys og glad i sit hjem og i sin gerning.
Der knytter sig en lokalkoloristisk episode til den periode, hvor Kr. Jensen repræsenterede Fåborgkredsen. Det var under et af kongebesøgene. Kr. Jensen var gået ind i en butik i Vestergade for at handle, men bedst som han stod og talte med chefen - det var en cigarhandler - blev der råbt: "Der kommer kongen!" Kr. Jensen gik frem i døren og afleverede et af sine allerfineste buk, og da kongen - det må have været Chr. IX -derefter betragtende den bukkende mand udbrød han: Men det er jo jensen-Højby! Kongen og Kr.  Jensen stod derefter og talte sammen i nogle minutter, medens byens borgmester og politimester nervøse så til. Det var ganske usædvanligt, at Hans Majestæt og en folkerepræsentant ganske uformelt talte sammen på åben gade. Da kongen og Kr. Jensen var gået, afstregede tobakshandleren det sted, hvor de to prominente personer havde stået, og i lange tider derefter kunne han berette, at "her stod kongen og Kr. Jensen!"
Ved valget 3.4. 1901 faldt Kr. Jensen for fæstebonden Hans Poul Pedersen, Viby Vestergård, men han var derefter folketingsmand for Stubbekøbingkredsen 1906-09 og Bogensekredsen 1910-13.
 

Hans Poul Pedersen, Viby
H.P.Pedersen er en ny og interessant skikkelse i kredsen. Han var nok venstremand, men ikke forhandlingsmand, og sluttede sig til Reformpartiet. I årene 1895 og 1898 var han opstillet i Verningekredsen mod Harald Holm, men opnåede ikke valg, og da der kom bud efter ham fra Fåborgkredsen sagde han straks ja da han mente, udsigterne for at blive valgt i denne kreds var gode.

H.P.Pedersen var født 22. maj 1850 i Fjelleruplund, Fjeldsted sogn. Han blev elev på Kauslunde højskole, senere soldat, gårdbestyrer og gårdfæster. I sognet blev han formand for sognerådet, formand for skytteforeningen, formand for Middelfartkredsens Venstrevælgerforening. I folketinget holdt han sig stærkt tilbage og tog kun sjældent ordet, når man da undtager hans indlæg i fæstesagen, på hvilket område han altid talte fæsternes sag og øvede en betydelig indvirkning på det dengang omdiskuterede spørgsmål. Når den moderate Kr. Jensen kunne blive slået af reformmanden H.P.Pedersen skyldes det også i nogen grad det forhold, at mange menige vælgere i de første år efter forliget anså denne storpolitiske handling for at være til mere gavn for Højre end for Venstre. Det kneb i begyndelsen med at se, at forliget havde bragt ordnede tilstande tilveje i det politiske liv, der blev grundlaget for systemskiftet i 1901.
Men H.P.Pedersens valg havde ikke undgået at vække nogen bitterhed i kredsen. Der var fortsat mange moderate på egnen, og ikke alle var tilfredse med at Reformpartiet havde indgået valgalliance med det fremvældende og stærkt organiserede Socialdemokrati. H.P. Pedersen havde sejret med 979 stemmer mod Kr. jensens 622, medens højremanden, lærer Th.W. Hansen, Hårby, opnåede  651, så H.P. Pedersens majoritet var ikke overvældende. Vel hævdede han stillingen ved valget 16. juni 1903 med 1351 stemmer mod højremanden, gdjr. R. Christiansen, Brænderupgård, der fik 1045, men efterhånden som forligets fordele blev åbenbare for vælgerne og Rs. Christiansen viste sig som en farlig modstander, der formåede at samle adskillige moderate stemmer, blev H.P. Pedersens stilling mere usikker. Hertil bidrog også, at han ikke i debatten var så slagfærdig, som hans meningsfæller ønskede, og det var i de år, hvor vælgermødedebatten rigtigt begyndte at udfolde sig til en kunst.
Venstres kredsorganisation havde vedtaget at opstille en ny kandidat, men H.P. Pedersen ville ikke træde tilbage. Ved en henvendelse til formanden for Venstrereformpartiet, I.C. Christensen, resulterede striden i, at der skulle foretages en afstemning blandt venstrevælgerne om de ønskede en ny kandidat eller om de ville beholde H.P. Pedersen. Da stemmerne efter denne sjældne afstemning blev talt op, viste det sig, at der var flertal for H.P. Pedersen, nemlig 638, medens fhv. folketingsmand M.P. Tange, Gestelev, opnåede 324. Alligevel faldt H.P. Pedersen ved valget den 25. maj [1909], og det blev Rs. Christiansen,d er rykkede ind i folketinget som repræsentant for Fåborgkredsen. Stemmerne faldt således: rs. Christiansen 1087, H.P.  Pedersen 836, red. Nielsen (Socialdemokratiet) 460, og bolsmand J.P. Hansen, Mullerup (Radikal) 247.

Rasmus Christiansen
var født i Ryslinge den 3. januar 1840 og var således godt op i årene, da han blev folketingsmand for Fåborgkredsen. Imidlertid havde han befattet sig med politik omtrent fra barndommens dage, idet hans fader var den berømte kongevalgte landstingsmand Christian Rasmussen af Ryslinge. Christiansen gennemgik Fyens teoretiske landvæsensinstitut og var derefter elev på større gårde. I to år var han lærer på Ryslinge folkehøjskole. Han blev anset for at være en meget dygtig landmand, og blev forpagter af to større gårde og ejer af en tredie.
Allerede i 1873 stillede han sig som Højres kandidat i Kværndrupkredsen og i 1876 i Nyborgkredsen. Her blev han endelig i 1881 valgt til folketingsmand, men faldt igen nogle måneder senere. Valget i 1910 bragte igen flertal hos Rs. Christiansen, idet stemmerne fordeltes således: Rs. Christiansen 1088, lære R. Jensen-Knudstrup, Vestermark, (Venstre 1915, red. Nielsen, Fåborg, 762.
Rs Christiansen viste sig at være modstander af det ny grundlovsforslag, hvilket var stærkt medvirkende til hans fald i 1913. På valgdagen den 20. maj blev han anbefalet af jernstøber C.C: Jensen, sognefoged Peter Petersen, Svanninge og pastor Clausen, Korinth, men hans modstandere, der havde forenet sig i kampen imod højremanden og formået dr.phil. C.N. Starcke, Frederiksberg, til at stille sig som kandidat, var mødt frem i stort tal. Starcke blev anbefalet af proprietær Lars Pedersen, Skerninggård, mejeribestyrer Larsen, Egedal og læge R.E: Christensen, Fåborg, der udtalte, at valget ikke kunne være svært, da det gjaldt for eller imod den almindelige valgret. Resultatet blev, at Starcke valgtes med 1758 stemmer. Christiansen fik 1077. Stemmeprocenten nåede helt op på 71,6 pct.

Dr. phil. C.N. Starcke
blev genvalgt ved grundlovsvalget i 1915. Han valgtes ved kåring, således som tilfældet var med flertallet af de folketingsmænd, der støttede grundlovsforslaget.

Dr. Starcke var født 29. marts 1858 i København og var anset for at være en stor pædagog og skolemand, og tillige litterært interesseret og skabende. I politisk henseende interesserede han sig i særdeleshed for jordlovsspørgsmålet, og sluttede sig i 1905 til de radikale parti. Han var imidlertid ikke tilfreds med partiets politik, hvorfor han blev venstremand. Heller ikke der følte han sig helt hjemme, og i 1922 meldte han sig til tjeneste hos Retsforbundet. Dr. Starcke var idealistisk indstillet og i besiddelse af en nobel og retlinet karakter, der bidrog til skabelsen af mange venskabsbånd mellem ham og vælgere i kredsen i den korte årrække, han var valgt, men hans politiske svingninger forårsagede en del skuffelse blandt vælgerne.

Sporon-Fiedler
Valget den 22. april 1918 blev afholdt i anledning af den ny grundlovs ikrafttræden. Der var i Fåborgkredsen opstillet følgende kandidater: Hofjægermester F. Sporon-Fiedler, Nordskov (Konservativ) 3119 (valgt), gdjr., red.  J.P.C. Bro, Brænderup (Venstre) 2421, gdjr. P.N. Pedersen, Røjle, (radikal) 1167, og red. Nielsen, Fåborg.

Hofjægermester Sporon-Fiedler var født den 11. marts 1861 på Frederiksberg, hvor faderen var konferentsråd. Han kom i landvæsenslære, blev løjtnant, derefter landbrugskandidat og forvalter på flere store gårde og endelig i 1889 forpagter af herregården Bonderup ved Ringsted. Omkring århundredskiftet købte han af etatsrådsinde Kruses dødsbo herregården Nordskov ved Ringe. Sporon-Fiedler var godt skolet  politik. Allerede i 1906 havde han været opstillet som Højres kandidat i Kalundborgkredsen og formåede at samle mange stemmer mod Krabbe. Ved forsvarsvalget 1909 og 1910 var han opstillet i Ringstedkredsen mod radikalismens hovedmand. C. Th. Zahle, og det er ikke usandsynligt, at det var fra disse valgkampe, Sporon-Fiedlers afsky for de radikale stammede.

For ham var det aldrig personen men sagen, der var afgørende, men radikalismen kunne han ikke forlige sig med. Ved forfatningsvalget 1913 blev han opstillet i Ærøkredsen mod kredsens hidtidige repræsentant, gdjr. Jørgen Frederiksen, og sidstnævnte nåede en snes stemmer mere end Sporon-Fiedler. Da Frederiksen i 1914 nedlagde sit mandat, sikrede Sporon-Fiedler sig kredsen, og han blev genvalgt 1915 og 1918. Ved valglovsrevisionen, hvorved Ærøkredsen og Fåborgkredsen blev forenet, blev Sporon-Fiedler opstillet i begge kredse, og han valgtes som konservativ repræsentant i Svendborg amtskreds. Han blev en stærkt benyttet mand i partiet, der nu havde taget navneforandring til Det konservative Folkeparti, og han blev bl.a. medlem af finansudvalget. I amtet blev han en meget skattet taler og foredragsholder, idet han talte på en djærv og frisk måde, isprængt meget lune, og da han altid var ridderlig imod modstanderne, blev han afholdt af disse. I årenes løb blev der afgivet mange vidnesbyrd om, at han var afholdt af sine vælgere. Flere lokale spørgsmål af administrativ art blev løst på udmærket måde ved Sporon-Fiedlers medvirken.
1920 var et rigtigt valgår, idet der afholdtes ikke færre end tre folketingsvalg. Det første afholdtes 26. april for at give folket adgang til gennem valg at sikre sig, at dets repræsentation var et fuldgyldigt og pålideligt udtryk for dets vilje. I Ærø-Fåborgkredsen afgaves stemmerne således: Sporon-Fiedler 3534, husmand Karl Thaisen, Sandager (Radikal) 826, red. Nielsen, Fåborg, 110 og gdjr M.P. Tange, Ringe, 3709. Det næste valg blev afholdt den 6. juli og afholdes for at en ny rigsdag kunne vedtage forslag til bestemmelser om forandringer i grundloven i anledning af de sønderjyske landsdeles tilslutning til moderlandet. Sporon-Fiedler blev genvalg på sit amtsmandat, men da M.P. tange nu var blevet opstillet som nr. 3 på Venstres liste i amtet, opnåede han også valg med sine 3653 stemmer. Lærer Henriksen, Brangstrup (Radikal) fik 779 stemmer og red. Nielsen, Fåborg, 1063 stemmer.

Det tredie valg 21. september 1920 gav følgende tal: Sporon-Fiedler 3393 (valgt), lærer Henriksen 1064, red. Nielsen 1488, M.P. Tange 3756 (valgt), barber Jensen, Ringe (Erhvervspartiet) 204.

Mads Peter Tange, Ringe
Det var en tiltalende og rigt udrustet personlighed Venstre ved valget 6. juli 1920 fik valgt. Gdjr. Mads Peter Tange, Ringe, var født den 6. marts 1871 i Torup på vestsiden af Mors. Faderen var tømrer, men havde dog så megen jord, at han kunne føde "en halv ko" Hjemmet var fattigt på penge, men rigt i åndelig henseende og bl.a. knyttet til frimenigheden i Øster Jølby.
Da M.P. Tange blev 10 år, kom han ud at tjene, først som hyrdedreng og siden som karl. Det var i andelsmejeriernes første dage, og M.P. tange besluttede sig til at lære mejerivæsenet, og i 1889 kom han som elev til det nyoprettede Gestelev andelsmejeri på Fyn. Her blev han i en alder af kun 22 år bestyrer, og han blev en af de mest selvstændige bestyrere, mejeriet har haft, men hans faglige dygtighed var ubestridelig. 1897 opgav han mejerivirksomheden og flyttede ind i et husmandssted i Palleshave. Standsfællerne lagde mærke til den unge og dygtige, veltalende husmand, og han fik opfordring til at stille sig som folketingskandidat i Nyborgkredsen ved valget 1903.
Her havde han nogle dygtige modkandidater, nemlig forhandlingsmanden Jensen-Toustrup og socialdemokraten, journalist Hans Nielsen, Odense. Tange nåede da heller ikke det stemmetal, som de to drevne politikere erobrede, men vælgerne lagde mærke til Tange, og Venstre var klar over, at her var en mand, man kunne bruge i agitationens tjeneste. Tange blev 1906 kandidat i Sorøkredsen og opnåede 822 stemmer mod den radikale Poul Christensen, den senere landbrugsminister, der fik 1127 stemmer. Atter skiftede han kreds, og flyttede til Fredensborgkredsen, men også her faldt han - i kampen mod to godsejere, den konservative Johan Knudsen og den radikale Moesgaard Kjeldsen. Endelig erobrede Tange et folketingsmandat i Holbækkredsen, hvor han slog den radikale redaktør Ove Rode med 1879 stemmer mod 1731. Rode havde repræsenteret kredsen i en periode, og valgkampen, hvor den unge husmand fra Fyn slog en af radikalismens hovedmænd, blev vidt berømt. Det var et valg, der kunne opvise den hidtil største stemmeprocent, nemlig 87,9. Det påfølgende valg kunne Tange imidlertid ikke klare, idet han kun fik 1208 stemmer mod den radikale lærer Nøhrs 1485, men denne gang blev stemmerne også splittet i kredsen, idet der var opstillet kandidater for både Venstre, Højre, Socialdemokratiet og Radikale. Herefter sendte Venstre i Ærø-Fåborgkredsen bud efter Tange, og her valgtes han fra 1920-24. Der kunne være noget skarpt over Tanges form, og som kandidat var han bedst, når han var i opposition. Han var aldrig bange for at sige sin mening, men aldrig søgte han personlig fordel af sin politiske gerning.
Fra 1926-32 repræsenterede han Bjerre- og Fredericiakredsen, hvor han havde en af Socialdemokratiets bedste talere, den senere forsvarsminister Laurits Rasmussen, som modkandidat. Der har næppe været ret mange folketingskandidater, der har udført et så omfattende og opslidende rejse- og mødeliv som Tange, og som tillige har haft så dygtige modkandidater som han, men til trods for en ringe uddannelse mestrede han den politiske kunst som få. Han lærte af de mange møder og de dygtige modkandidater, og hans skæbne indenfor det politiske liv burde have været anderledes lykkebringende, end tilfældet blev. Skønt det nu er henved 30 år siden, han begyndte sin valgkampagne i Ærø-Fåborgkredsen, erindres han af mange vælgere, og han omtales med respekt og beundring.
Tange døde i august 1943.
Da folketinget i 1924 blev opløst dels af hensigtsmæssige hensyn og dels på grund af valutasituationen, havde Sporon-Fiedler meddelt sit parti, at han ikke ønskede genopstilling som folketingskandidat. De konservative havde så opfordret proprietær A.C.D. Petersen, Forhåbningslund, til at stille sig, og stemmerne faldt således:
A.C.D. Petersen 3430 (valgt), købmand Alfred Christensen, Bogense, senere Fåborg (Radikal) 1528, red. Nielsen, Fåborg, 1690, gdjr. M.P. Tange 3333, Rs. Trøjborg (Landmandspartiet) 143, dr. Starcke, Retsforbundet, 25, G.L. Laursen, Kommunist, 8.

A.C.D. Petersen
der den 11. april 1924 valgtes til folketingsmand i Svendborg amt er født på Forhåbningslund ved Ringe - en gammel slægtsgård. I hjemmet blev der talt meget politik. Faderen og hans slægt var højrefolk, men moderen og hendes slægt sluttede sig til den levende grundtvigske Ryslinge-kreds. A.C.D. Petersen blev elev på Ryslinge folkehøjskole og fortsatte derefter sin gerning i landbruget tjeneste. Da han overtog den store gård, formåede han at drive den frem til en virkelig mønstergård. Han gjorde et yderst sympatisk indtryk, da han mødte frem som folketingskandidat i kredsen. Han talte let og flydende og ikke uden vid. I den periode, hvor han repræsenterede sit parti, viste han, at han ikke var stokkonservativ, idet han til enhver tid fremhævede den fri personlighedsudfoldelse i åndelige og materielle forhold. Det centrale i hans tilværelse blev fædrenegården og hans politik for at værne ejendomsretten. Han betragtede gerne samfundet i belysning af en veldreven gård, hvor familien med overhovedet som ansvarlig leder og med hustruen som hjemmets administrator i fællesskab står for bedriften. På rigsdagen gjorde han sig udmærket gældende, og blev af sit parti udnævnt til statsrevisor, ligesom han blev betroet mange større ordførerskaber.
Valget i 1926: A.C.D. Petersen 3662, købmand Alfred Christensen 1490, red. Nielsen 1830, gdjr. L.A. Hansen, Bilsø, (Venstre) 3501.
24.4. 1929 (valg i anledning af finanslovforslagets forkastelse): A.C:D. Petersen 2808 (valgt), købmand Alfred Christensen 1764, red. Nielsen 2182, godsejer A.C. Duborg (kandidat for Venstre i både Højrup- og Fåborgkredsen) 3939 (valgt).

Andreas Christian Duborg
Godsejer Andreas Christian Duborg var født 20. august 1879 på Jernvedlund ved Ribe. Som tyveårig var han elev på Askov og tog derefter eksamen fra Landbohøjskolen. Som ung kandidat fik han ansættelse på Tranekær gods på Langeland og blev en meget betroet og benyttet mand på øen. I 1917 købte han Havgård, der med sine 32 tdr.  hartkorn bragte ham titlen godsejer. Han interesserede sig stærkt for landbrug, men ofrede tillige megen tid på teoretiske studier og samfundsøkonomiske spørgsmål. Han gjaldt for at være en ualmindelig begavelse og ville sikkert have været i stand til at tage en hvilken som helst eksamen i landet. Forholdsvis sent kom han med i den praktiske politik, men han mødte frem med en stor viden og erfarenhed og blev omgående godtaget som en kandidat, der forstod at samle stemmer fra små og større bønder. Som politiker indlagde han sig stor fortjeneste, først og fremmest for sin store kyndighed i landbrugsspørgsmål og økonomi, men også som en meget realpolitisk arbejder. Han var modstander af enhver form for visnepolitik. I en forholdsvis ung alder døde han 1940.
Som suppleant for Duborg skulle Venstres kandidat i Ærø-Fåborgkredsen, landsretssagfører Elmquist, Svendborg, der var blevet opstillet som kandidat i sidstnævnte kreds 1939, hvor kandidatfællesskabet med Højrupkredsen blev ophævet, indtræde i folketinget, men Elmquist, der nu var blevet landstingsmand, ønskede ikke at flytte fra landstinget, hvorfor mandatet tilfaldt Venstres kandidat i Nyborgkredsen, konsulent K. Damsgaard, Vester Skerninge.
De konservative havde til 1945-valget opstillet gdjr P. Jacobsen, Husby som kandidat, men han opnåede ikke valg. Dog havde han kort tid efter valget held til at blive medlem af folketinget, fordi han var suppleant for den konservative højesteretssagfører Henning Hasle, der udtrådte midt under samlingen, fordi der fremkom oplysninger om hans tilslutning til Scavenius` politik. Ved valget 1947 blev P. Jacobsen genvalgt på et tillægsmandat. Sidstnævnte valg bragte en stor stemmefremgang for Venstre og derved lykkedes det for partiet at få tre mand valgt i amtet.  Landstingsmand Elmquist blev valgt som nr 2. af partiets repræsentanter, men heller ikke denne gang ønskede han at flytte fra landstinget, hvorfor mandatet tilfaldt gdjr. Niels Eriksen, der var Venstres kandidat i Nyborgkredsen. I realiteten har Ærø-Fåborgkredsen således ved dette valg fået indvalgt to kandidater i folketinget.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk