De sjællandske bondevenner
Forside ] Op ]

 
Bondevennen Jens Gregersen, Kundby (l794-l874)

SJÆLLANDSKE BØNDER. Personskildringer fra den sjællandske bondebevægelse ved Jens Peter Jensen, højskolelærer i Høng.Forelagt af H.Aschehoug & Co.MDMXIX.
 

Forord:
Da Gleerup den 11. oktober l845 talte til sjællandske bønder om det vågnende liv i bondestanden, sagde han:"Hvad der fra l788 indtil nu er gjort for bondestanden, er gjort uden medvirkning fra bøndernes side. Men den tid må ophøre. Bondestanden har nu trådt sine børnesko og er kommen til skelsår og alder; derfor må den nu sørge for sig selv".
Og Orla Lehmann føjede til nogle uger senere:"Bønderne blev i forrige århundrede pånødt større selvstændighed og frihed. Hvad de nu skulle opnå, det vil de kun erholde ved egen anstrengelse i deres ansigts sved. Jeg tror ikke, de skal sørge over denne forandring, thi er de fra umyndige børn vokset op til selvstændige mænd, da må de også føle mandens stolthed, der ved egen kraft vil bygge sin velfærds hus. Og har de mindste forstand på livet og dets gang, da ved de også, at kun hvad der surt erhverves, det skattes højt, forsvares mandhaftigst og bruges godt".
Således blev der i de dage kaldt og råbt på bonden. Langsomt var det gået hidtil. Nu rejste bønderne sig, i særdeleshed de sjællandske, og samlede sig i organisationer under førere, der ofte var hentet udenfor bondestanden og ikke altid lige heldige i deres førerstol, indtil den kom, da bønderne selv fuldt ud kunne føre an og tage styret.
Denne brydningstid i den sjællandske bondestands historie er det i høj grad interessant og lærerigt at følge, ikke mindst for dem, der vil forstå vor tids store arbejder- og husmandsbevægelser. Og efter at jeg nu i flere år har granske den sjællandske bondebevægelse og af til meddelt artikler herom i forskellige tidsskrifter vover jeg nu - efter opfordring fra flere sider og ved villig imødekommenhed fra forlaget H.Aschehoug & Co. - at samle nogle af disse afhandlinger i en bog, efter at jeg hist og her i disse afhandlinger har foretaget en del rettelser og tilføjelser.
Måtte disse skildringer være vidnesbyrd om, at den sjællandske bondebevægelse i 40'erne og 50'erne langtfra var så egoistisk og snæversynet, som det ofte er blevet sagt af folk, der stod som modstandere af denne bevægelse. Ganske vist kom der efterhånden bønder ind som ledere i Bondevennernes Selskab, om hvem det kunne siges, at de ikke var mærket af nogen høj stræben; enkelte kunne være meget materialistiske og nåede aldrig op i åndens solhøjder. Men de bedste af bøderne i den sjællandske bondebevægelse, de virkelige førere i bøndernes kreds, havde, som denne bog søger at vise, samfundsfølelse og store idealer, som de kæmpede for at nå. De havde over sig noget af det, som Bjørnson har nævnt i sit digt om den norske bonde Ole Gabriel Ueland, ham, der efter l830 blev lederen af den store norske bondebevægelse. Om ham hedder det hos Bjørnson:

Skønt bonden bag ved ploven
og sømand i sin båd,
han tænkte fint som nogen
i hele kongens råd.

Da han til tinge mødte
og rejste bondens sag,
hvert ord en stråle fødte
i folket unge dag.

 ...............
Høng den 19. juli l9l9.
  Jens Peter Jensen

1.Jens Gregersen, Kundby, (l794-l874)

Det var vistnok i 1842, at Jens Gregersen fremkom med de ord, der har gjort ham landskendt:Ja gøres der ikke noget for bondestanden, frygter jeg for, at Postelinet bliver slået i stykker. De minder noget om de stærke ord, som Randersbonden Jørgen Blach samme år lod falde i Viborg Stænderforsamling: Grevskaber, baronier og stamhuse er, efter hvad jeg kan skønne, et meget stort onde. Jeg anser disse indretninger for ørnereder Men mens Jørgen Blachs ord snart blev glemt i folkemunde, så lever Jens Gregersens ord endnu i folket, og disse hans ord kom i ikke ringe grad til at præge den stærke bonde bevægelse  i fyrrernes dage.
Kundbyerne var tidligst med i denne bevægelse. Man ser det af underskrifter på adresser og indbydelser til møder. Altid mødte de mandstærke fra Kundby sogn.Men forrest af dem alle var Jens Gregersen. Han grundlagde i Kundby den stærke politiske interesse, der holdt sig i de følgende slægtled, og som den bekendte amtmand i Holbæk, kammerherre Carl Steen Andersen Bille, en gang fandt sig beføjet til at sige om , at ligesom Kundby kirke ved sin høje beliggenhed ragede op over alt andet i omegnen, således ragede Kundbyerne selv op over den øvrige befolkning i amtet ved sin levende deltagelse og foretagsomhed i politisk henseende.
Jens Gregersen var født i Hørby på Tudse Næs ved Holbæk d. 1. april l794. Hans fader måtte som fæstebonde forrette hoveriarbejde på Hørbygård. Og da Jens Gregersen som lille dreng en dag blev ud i hovmarken med mad til sin fader, blev han vidne til, at ladefogden på en ubarmhjertig måde mishandlede faderen med prygl og slag. Det syn glemte drengen aldrig. Han sagde senere, at han aldrig mindedes at have set et menneske blive tærsket sådan igennem, som hans fader blev det den dag ude i hovmarken. Og dette skete til trods for, at pryglestraffen for hoveri bønder var ophævet ved fæsteloven af 8. juni l787. Fra denne barndomsoplevelse havde Jens Gregersens varme frihedsfølelse sit første udspring. Hele sit liv igennem var han en absolut modstander  af al undertrykkelse og herremandsvælde, og en samtale om dette kunne endog i hans allersidste år kalde livlige blink frem i hans øjne.
Den 9. december l8l7 giftede Jens Gregersen sig med den 18-årige Ane SOfie Toftegaard, der blev ham en udmærket hustru. l822 overtog det unge par en meget forfalden arvefæstegård i Kundby. Til gården hørte 45 tdr. ld. ager og 16 tdr. ld. eng. Men Jens Gregersen fik snart skik på det hele og arbejdede sig frem til at blive en meget dygtig landmand. Flere gange blev han rosende omtalt for sin driftsmåde. l835 fik han af Holbæk Amts økonomiske Selskab 8 rigsdaler i præmie, fordi han om sommeren havde staldfodret det meste af sin besætning. Og l836 fik han selskabets 2. sølvbæger. Det hedder i selskabets gamle beretninger:
Jens Gregersen har inddelt sit agerland i 9 lodder og bruger følgende driftsplan: 1. græsjord besået med havre. 2. brak, hvori dels kartofler, dels staldfodring m.m. 3, vintersæd. 4, byg. 5, ærter. 6. byg udlagt med kløver, rajgræs og timothe. 7,8 og 9, græs.
Han har ladet grave 300 alen hovedgrøfter indtil 3 alen dybe hedder det videre i selskabets årbøger. 2 tørvemoser er fyldte og forvandlede til eng. Han gøder nu i halvandet skifte om året (før kun et halvt). Besætningen er 4 heste, 4 a 5 plage, 11 køer samt tyre og ungkvæg, 10 får og 1 vædder af forædlet race. En td. land nær ved gården benyttes til staldfodring. En  førhen gold banke, på cirka 1 td. land, har han anvendt til træplantning; der er plantet ca. 500 graner, foruden ask, elm og eg. Alle træerne står i frodig vækst og lover godt udbytte. Han har anlagt en have, hvor der findes gode frugttræer, som han for største delen selv har plantet. Han har indrettet 2 kældere under jorden, den ene til haveurter, den anden til 200 td. kartofler. Han er en virksom og vindskibelig mand, hvilket fornemlig ses af hans fortrinlige gravning til vandafledning samt ved skovanlæget, som er velplejet og udført med smag.

Jens Gregersen var en lille, noget førladen mand med kloge, men bundærlige øjne, og han var i et og alt en hædersmand, langt fra en opfanatiseret bonde. Han udmærkede sig ikke ved fremtrædende talegaver, han talte kun lidt og med en svag stemme. Men hans ord blev udtalt på en så særegen måde og med sådan betoning, at enhver, der hørte ham, fornam, at der var kraft og vilje hos den mand, der udtalte dem..
Jens Gregersens gård lå midt i byen, og det var mig altid en sand fornøjelse at komme der, siger forfatteren, pastor Richard Petersen i sine erindringer. Jens Gregersens hustru var en lige så brav kone, som han var mand, og deres store børneflok var også vakker. Ikke mange, men lyse minder har jeg fra de dage, jeg i ferien tilbragte i Kundby, mens jeg var dreng. Især mindes jeg med glæde to døtre; de var halvvoksne piger og meget velvillige imod mig lille dreng, for hvem så mange ting var nye. Jeg løb med dem ved hånden på flere vandringer i marken, når de gik med mælkespanden på hovedet, og jeg husker deres smilende ansigter, når jeg fortalte dem om København. De har altid forekommet mig som typer på sjællandske bondepiger. Ak, forlængst er de med deres klare latter og deres friske, troskyldige væsen borte: de blev gifte, men døde begge i en ung alder. Siden da har bondelivet altid stået tillokkende for mig, og jeg har tit tænkt mig at bonden som oftest ikke aner, hvor det landlige i sin enkelthed står højt over købstadslivet.
Gården var gammeldags. Kom man udefra og ind i stuen, fandt man det sædvanlige rødmalede bohave, som alle bønder den gang havde, med alkovesenge langs den ene væg og tintallerkenrække på den anden. Den ældste søn lå i en slagbænk. Hvor de andre børn lå, ved jeg ikke. Men huset var morsomt i den henseende, at forskellige perioder efterhånden havde udvidet det og givet det præg. Fra den aldeles bondeagtige dagligstue trådte man ind i en anden, der bar vidne om, at det var en intelligent bonde her boede. Her var en hylde med bøger, og her var blade. I denne stue blev der sikkert holdt mange møder med gode venner af bønderne nær og fjern. Her drøftedes dagens spørgsmål. Bondens frigørelse var løsenet, men den skulle blive til på en besindig måde; alene det at høre Jens Gregersens betænksomme stemme lagde en sindig tone over det hele. Fra den omtalte dagligstue kom man op ad en trappe, og gennem en gang trådte man ind i den egentlige stadsstue med en pæn sofa og lignende stole. Denne stue blev mest benyttet om sommeren. Her hang der i mange år et kønt maleri, som forestillede Kundby kirke og Jens Gregersens mark, set fra markleddet, og malet af fru Tscherning, der var kunstnerinde.
Således boede Jens Gregersen. Hjemme som ude var han den, der ved sin person udtrykte ro og bestemthed. Men han havde svære legemskræfter, og han kunne godt til tider lange sine omgivelser en varm øretæve. Ved gilder og sammenkomster i de dage kom det ofte til at gå løs med livtag og håndgribeligheder mellem bønderne, og her var Jens Gregersen altid respekteret for sine sikre tag og store kræfter. Da de hjemvendte soldater efter Treårskrigen blev modtaget med fest og jubel i landsbyerne, beredte Kundby bønder sig også til at modtage deres soldater på bedste måde. Men i sidste øjeblik blev de uenige om arrangementet, og det trak op til uvejr mellem de ledende mænd.Da sagde Jens Gregersen en dag til sin karl i hjemmet: Gå op på loftet og mål mig bestemt 1 tønde ærter i en sæk! Karlen gjorde, som husbonden krævede det, uden at ane, hvad dette skulle betyde. Kort efter kom Jens Gregersen til stede. Han begyndte straks at løfte på sækken, og efter nogle tag og kast lå sækken oppe på hans ene skulder - til stor forundring for karlen. Ser du, sagde Jens Gregersen meget rolig, jeg er nu 56 år gl, og jeg var ikke så sikker på, at jeg havde mine gamle kræfter. Derfor prøver jeg mig frem. Men nu er jeg sikker på, at jeg nok skal klare det i aften, selv om det skulle komme til at gå lidt hårdt til.
Da Jens Gregersen en sommerdag kom ud i marken med mad til arbejdsfolkene, traf han dem, imod sædvane , liggende i dyb søvn. Jens Gregersen stod lidt og så på de sovende. Så satte han ganske rolig madkurven ved siden af dem og gik hjem, overladende det til arbejdsfolkene selv at komme sig af forskrækkelsen ved, når de vågnede, at finde madkurven.
En høstdag lå Jens Gregersen og sov middagssøvn. Da kom hans kone og kaldte på ham, idet hun sagde: Alle vore naboer er allerede i gang med at køre sæd hjem. Vi må også have begyndt!. Jens Gregersen lukkede sindigt sine øjne op og spurgte med største ro: Ta'er de noget af vor sæd? Nej, vist tager de ikke vor sæd, svarede konen. Så vendte Jens Gregersen sig om på den anden side og sov sin middagssøvn helt ud.

Som arvefæster havde Jens Gregersen det adskilligt friere i fyrrernes dage end de mange fæstegårdmænd, som Holbæk amt indtil l852 var så rig på. Omkring ved l840 var 80 pCt. af amtets gårdmænd endnu fæstere. Det vidner derfor stærkt om Jens Gregersens retsind og frisind, når det fortælles, at han, selvejerbonden, meget tidlig stillede sig på fæstehus mændenes og fæstegårdmændenes side overfor herremændene, og at han fuldtud ved alle mulige lejligheder gjorde de undertryktes sag til sin egen. Selvfølgelig var der også mange friheder og rettigheder at hige efter for selvejere og arvefæstere, og den samlede bondestands krav måtte munde ud i dette: lige ret og lige pligt med landets andre stænder! Under dette løsen var det, den bondehær fylkede sig, som Jens Gregersen i så rigt mål var med til at få på benene i fyrrernes dage. Og den hær omfattede både husmænd og gårdmænd.
En præst i Holbæk (dr. Larsen) havde nogle år i forvejen skrevet følgende om fæsteforholdene i Holbæk amt: Overser man den mængde huse med 2 a 3 td. land og det ikke ringe antal jordløse huse, og man kender deres beboeres ynkværdige tilstand, enten de så er fæstere eller lejere, kan man ikke andet end beklage dem; thi deres sørgelige stilling er for det meste indviet til armoden og det hårdeste trælleliv for disse arme mennesker, der tit med store familier ikke kan ernære sig, og af hvilke man kan udpine alt hvad forlanges, for at de, mens de leve, kunne få et usselt tag over hovedet og 4 møre og falde færdige vægge til deres daglige skjulested. - Hvad skal vi sige om det nu sig stedse mere og mere hævende princip i vort usalige fæstevæsen, at drive fæste og landgilde op til det yderste, jage børnene fra de gårde og huse, hvorpå fædrene har anvendt al deres levetids arbejde, når de ikke kunne svare de enorme byrder, der lægges på dem. Hvad vil da enden blive uden armod og nøgenhed? Mer end 40 års erfaring i disse ting tør vel tillade mig at tale dette ord til deres bedste.
Her var nok at gøre for at skaffe bedre kår. Og stænderforsamlingerne blev for de fremmeligste i bondestanden et håb, der tændtes. Jens Gregersen var aldrig medlem af stænderforsamlingen; men han fulgte dens færd med stor interesse og blev tidlig kendt med mænd som Balthasar Christensen og Drewsen. Det var i en privat samtale med Drewsen, han fremkom med den opsigtsvækkende udtalelse om postelinet. Denne ytring nævnte Drewsen i Roskilde Stænderforsamling under den store debat l844, hvor B.Christensen og Drewsen måtte løbe spidsrod mellem godsejerrækkerne. Drewsen sagde: Jeg har engang hørt nogle ytringer, som i højeste grad forbavsede mig. En tilsyneladende sindig bonde, med hvem jeg talte om landboforholdene, svarede mig nemlig, da jeg ytrede, at der nok ikke i år var stort at vente i denne henseende, med de ord: Ja, hr. kammerråd! gøres der ikke noget for bondestanden, så frygter jeg for, at postelinet vil blive slået itu.
Da Holbæk Amts Landkommunalforening begyndte sine møder l843, var Jens Gregersen selvfølgelig et af de mest betydende medlemmer. Og han havde æren for, at Kundby sogns beboere meldte sig ind i et stort antal. Det var også Jens Gregersen, der gik i spidsen for opfordringen til husmand Peder Hansen i Lundby, om at komme til Holbæk og holde møde i året l844. Henvendelsen, der var underskrevet af 13 gårdmænd i Kundby , lød således:

Velagtede fæstehusmand Peder Hansen i Lundby!
Undertegnede gårdmænd heraf byen tilfredsstille herved en længe følt trang, idet vi af ganske hjerte takke dem, ærede Peder Hansen, for den uskrømtede iver, hvormed de virker med ord og med pen for at fremme bondestandens tarv, og idet vi bevidne Dem vor høje agtelse. Som stadige læsere af Almuevennen have vi følt os særdeles tiltrukne af de af Dem i dette blad leverede artikler, thi foruden  det, at vi deri have fundet hvad der i det væsentlige  ere vore egne statsborgerlige anskuelser, på det klareste udtalt, har det været os en sand glæde at erfare, at også vor stand i Dem har tilført den liberale sag en lige så dygtig som nidkær og djærv forkæmper. At De har haft og nødvendig må have mange modstandere især blandt de rigere klasser, kunne vi let tænke os, thi sandheden er altid ilde hørt, men at De har vundet endnu flere venner, derom føle vi os overbeviste, og vi anse og forpligtede til at forsikre Dem, at dette i det mindste er tilfældet i vor egn. Hvor vi komme hen, bliver navnet Peder Hansen udtalt med påskønnelse, og ønsket om at stifte personligt bekendtskab med Dem er meget almindeligt. Iblandt dem, der længe har næret dette ønske, er også vi, og vort ønske er vokset, efter at vi er indtrådt i en landboforening, der nylig har dannet sig her i egnen, og som på nogle få undtagelser nær, består af bønder. Vi indse, hvor gavnlig medvirkningen af en mand som Dem ville være, for at bringe denne forening i det rette spor, og vi må derfor højligen beklage, at den lange afstand forbyder  at se Dem som medlem af den. Men vi havde tænkt os det muligt at formå Dem til som gæst at deltage i vor forsamling ved et møde, der vil blive afholdt i Holbæk i marts på en dag, der bestemmes af formanden, hr. kaptajn Jespersen fra Grønnebjerggården. Det er da vor bøn til Dem, at De, såfremt det er Dem muligt, vil beære såvel os selv som vor landboforening med et besøg i nævnte måned; og vi må tilføje, at vi med den største redebonhed ville godtgøre Dem de udgifter, rejsen i dette øjemed foranlediger Dem. Om hvorvidt vi tør vente at se vor bøn opfyldt, tillade vi os at udbede undertegnede Jens Gregersen snarest muligt meddelt underretning, for at vi i bekræftende fald kunne i tide tilmelde Dem mødets dato.
 Kundby pr. Holbæk, den 12. januar l844.
 Med særdeles agtelse:
Jens Frederiksen, sognefor stander, Jens Gregersen, Niels Larsen, sogneforstan der.,Niels Nielsen, Lars Olsen, Andreas Frederik, Mads Nielsen, smed i Marke, Jens Rasmussen, gmd. i Marke, Niels Knudsen, Hansen, møller i Marke, Jens Nielsen, sogneforstander, Anders Pedersen, smed, Hans Nielsen, sognefoged i Trønninge.

Peder Hansen kom også til stede ved landkommunalforeningens møde i gæstgiver Anthons sal i Holbæk d. 2. april. Og hermed var indledningen gjort til de opsigtsvækkende rejser, som Peder Hansen foretog i Holbæk amt, hvor han jævnlig boede hos Jens Gregersen og gjorde ture til Tudse Næs og Odsherred. Han  skal have haft nogen ydre lighed med den store Napoleon, hvorfor han også i spøg blev kaldt den lille Napoleon. Hans plads som ordfører var i småforsamlinger, helst foran bordenden i bondens stue. Her gjorde han sig bedst, og med en vis betagethed sad hans tilhører og lyttede til hans gnistrende ord. På den måde drev han sin agitation, snart i et sogn og snart i et andet. En gang var han til stede ved et møde i Bæks kro ved Tissø, hvor der var mødt folk helt oppe fra Holbækegnen.  Her var det, har en deltager fortalt, at man bl.a. forærede Peder Hansen en ny kasket, da den, han havde på, så noget medtaget ud. At Peder Hansen på sine vandringer i Holbæk amt kunne bruge vel stærke ord, når det gjaldt bondesagen, synes følgende historie at bevise: Ved et politiforhør d. 10. decbr. l843 oplyste Casper Sørensen af Mørke, at da han en dag havde været ude i Mørkegårds skov for at hugge tømmer til sit hus, der var nedbrændt, kom der en ukendt mand til ham og spurgte, hvad han bestilte. Jeg hugger ragter til mit hus, som er brændt, svarede Casper Sørensen. Ja, sagde den fremmede, det er kun i det små, men der kan komme den dag, da det brænder i det store.Hertil bemærkede Casper Sørensen, at det måtte man bede Gud bevare sig for. Men den fremmede sagde: Den tid kan komme, hvis der ingen forandringer sker i de forhold, som bondestanden har ansøgt om..g Casper Sørensen forstod det således, som om den fremmede mente, at herregårdene skulle brænde. Da Casper Sørensen havde sagt dette ved retten, blev han på det alvorligste af politimesteren opfordret til at sige, hvem det var, eller i det mindste, om han havde nogen formodning om, hvem den fremmede kunne være. Men Casper Sørensen forsikrede, at han hverken kendte eller havde nogen tanke om, hvem det var, han havde talt med. Selv var han en gammel mand på 73 år; han havde kun et øje at se med, og det så han endda kun mådeligt med. Men så meget kunne Casper Sørensen dog oplyse, at den fremmede person kom fra Frydendal og gik ad Bjergby til. Han var af middelhøjde og så ud til at være omtrent 40 år gl. Han var iført kort blå trøje og lange lærredsbukser. På dommerens spørgsmål, om det ikke skulle være Peder Hansen fra Lundby, svarede Casper Sørensen, at ham kendte han ikke, idet han ikke mindedes nogensinde at have set Peder Hansen.
Alt synes dog at tale for, at den fremmede har været Peder Hansen, Lundby. Mit mål er at vække folket til modstand imod aristokratiets          grundsætninger, sagde han ved flere lejligheder. Og Holbæk amtmand og politimestrene var ikke glade ved denne mands færden omkring i amtet. Peder Hansen holdt sig dog strengt på lovens grund - fraregnet disse forvorpne udtalelser. Og Orla Lehmann kunne derfor med stor styrke ironisere over den frygt, embedsmændene nærede for Peder Hansen. Orla Lehmann sagde således engang om Peder Hansens færd: Holbæk amt er et farligt sted for det danske kancelli; thi en mægtig ond ånd har lejret sig der; den findes overalt i amtet og udøver en gruelig indflydelse allevegne. Dens navn  er Peder Hansen, og han er hundrede steder på en gang. Under jorden går han fra den ene bondegård til den anden og hvisker bønderne tusinde djævle i øret.
Årene l844-45 var de store adressers tid for Holbæk amts gårdmænd og husmænd. Andragende på andragende blev underskrevet og indsendt til Roskilde stænderforsamling eller til kancelliet og kongen. Spørgsmålene gjaldt i første række retten til jorden - dette altid omstridte spørgsmål i de store sociale kamptider. Mange møder blev i den anledning holdt omkring i bøndergårdene, men ingen steder var der vel så ofte møde, som hos Jens Gregersen i Kundby. Her blev der oplæst artikler af det nye ugeblad Almuevennen, og af dagbladet Fædrelandet. Sådanne artikler som dem, der i l843-44 stod i Fædrelandet i anledning af, at Adelersborg og Tølløse var gjort til friherreskaber, blev læst og drøftet i lange tider. Grundtvigs artikel "En bonde ovenpå en herremand" stod i l844 som spidsartikel i Fædrelandet og vakte megen opmærksomhed, hvor den nåede hen i bondekredse.
Enkelte steder, særlig ved de store herregårde, var der fra gårdmænds og husmænds side små tilløb til uroligheder. Således på Aggersvold, hvorom datidens forhørsprotokoller beretter følgende:
En aften mødte husmand Ole Ottosen i Høed husmand Christian Schultz fra Hjembæk. Nå, Schultz, nu er vi husmænd, der har været ved hove i dag, bleven enige om, at vi skal samles hos Niels Hansen i Marke, thi dette er ikke til at udholde. Jeg kom hjem fra hove i aftes mellem 11 og 12, og jeg var der i morges, inden klokken var 4, og endda brugte ladefogden mund og færdig at jage mig hjem, fordi jeg kom for side.(Ole Ottosen havde omtrent 3/4 mil at gå til og fra hove morgen og aften). Vi vil også lade de andre vide, at vi vil samles, og vi har lagt over med hverandre, at hvem der ikke møder skal give 1 rigsdaler. Jeg skal nok møde eller betale 1 rd, sagde Ole Ottosen.!!!! NB :det må altså være Chr. Schultz
Det var ret,svarede Chr. Schultz (NB:må være Ole Ottosen)?Det kan jeg lide; thi dersom vi blot er enige og står på vor ret, så kan de ikke helt gøre med os, hvad de vil. Jeg har også pligtdage at gøre på Aggersvold, og der står i mit fæstebrev, at jeg skal møde kl. 4 om morgenen og vedblive arbejde til gårdens egne folk holder op,
De to husmænd blev enige om, at arbejdstiden burde være fra kl. 6 morgen til 7 aften.
Den bestemte dag mødte husmændene så hos husmand Niels Hansen i Marke for at overveje, hvorledes de skulle være sig ad i henseende til det andragende de havde indgivet til godsejeren om at blive selvejere eller arvefæstere. Da Christian Schultz kom til stede, var alle siddepladser i huset optagne. Han satte sig da på bordet og holdt omtrent følgende tale:
Det er mig usigelig kært, at vi er bleven enige om at samles. Lad os derfor samle os og overlægge gode råd og vise herremændene, at vi er kommen så vidt, at vi selv kunne udrette noget godt, og at vi ikke have nødig at stå under formynderskab
Mødet havde imidlertid ikke fået så stor tilslutning, som de mente var nødvendigt for at træffe endelig bestemmelse. Det blev derfor bestemt, at der skulle holdes et nyt møde, og Chr. Schultz tilbød da uopfordret sit hus til samlingssted. Inden man skiltes, blev der truffet den aftale, at den, der ikke mødte i fremtiden, skulle give 1 rd., der skulle anvendes til et fond, hvoraf procesomkostninger og andre sådanne udgifter i anledning af processer skulle tages; men da nogle syntes, at dette ikke kunne lade sig gøre, da de var fattige folk, blev det vedtaget, at den, der udeblev, skulle have 2 slag tamp af hver mand. (Ved de senere forhør i politiretten forsøgte forhørsdommeren bestemt at få at vide, hvem der var ophavsmanden til denne sidste bestemmelse. Chr. Schultz nægtede absolut at have været forslagsstilleren og kunne heller ikke nævne nogen anden, der først havde givet anledning til forslaget.)
Nogen tid efter samledes husmændene så hos Chr. Schultz i Hjembæk. Ved denne lejlighed oplæste Schultz af Almuevennen nogle af de taler, der var holdt ved folkefesten i Ulkestrup d. 30. juni l845, og som gik ud på, at de skulle stille ryg mod ryg, skulder mod skulder. Idet han derpå forklarede de tilstedeværende den store betydning, disse taler havde, opmuntrede han dem til at gå samlede til generalen, for at han kunne se, de var enige. Det blev derefter vedtaget, at de skulle gå op til gården Aggersvold, så snart generalen kom hjem.
Chr. Schultz blev udnævnt til at være en af ordførerne. Foruden ham valgtes der to andre. På mødedagen oppe på gården gik disse tre ind hos generalen, men kammerherre, general Rothe ville kun tale med to, hvorfor Chr. Schultz blev udvist. Da denne kom ned i gården og meddelte dette, sagde en i forsamlingen: Skal vi tåle det, at en af vore udvalgte udvises?.Hertil svarede Chr. Schultz, at det måtte de finde dem i.
Da generalen senere kom ned i gården, klagede husmændene over, at de ingen steder havde det mere tyrannisk end på Aggersvold. Men generalen gik sin vej ud af gården, medens husmændene fulgte efter ham.
I skal ikke forfølge mig!, sagde generalen.
Det gør vi heller ikke,ytrede Chr. Schultz: vi er blot nødt til at skulle samme vej som generalen, når vi vil hjem.
Disse sammenkomster og møder på herregårdene i Holbæk amt gav anledning til en mængder forhør ved politiretterne. Her blev der hele tiden sagt du til husmændene, men De til skriverdrengen. Mange interessante oplysninger angående bondebevægelsen giver disse forhør, således som de er nedskrevne i forhørsprotokollerne.
Da Chr. Schultz blev spurgt om, hvad det var for en vise, han havde sunget på Aggersvold - to gange havde forvalteren Hoffmann Bang forbudt ham at synge - nævnte han begyndelsen på sangen:

Sejr eller død,
liv eller brød,
Jesus Kristus led uskyldig
jeg vil også lide uskyldig.
 

Jens  Gregersen var i disse urolige år overordentlig virksom, hvor en hjælpende hånd tiltrængtes. Han var skolelærer Gleerups håndgangne mand i landkommunalforeningen og en trofast arbejder i de mange udvalg, som han valgtes ind i. Og som selvejer kunne han trygt byde sit hjem til, når det gjaldt møder og sammenkomster i bondesagen. Da Ulkestrupfesten skulle afholdes d. 30. juni l845, trådte Jens Gregersen til som indbyder. Ikke mindre end 15 af 41 indbydere var fra Kundby sogn, et vidnesbyrd om, at den almene sans var stærkt fremme her. D. 11. oktober samme år holdt landkommunalforeningen et meget vigtigt møde i Holbæk, hvor blandt meget andet det blev vedtaget at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge fæstevæsenet rundt om på godserne. Dette vakte stor opsigt. Ind i dette udvalg satte man Jens Gregersen, der blev en slags formand for udvalget.
Imidlertid gjorde regeringen et alvorligt forsøg på at kvæle den unge bondebevægelse. D. 8. november l845 udsendte kancelliet det berygtede cirkulære, der siden er bleven så historisk bekendt. Heri blev det forbudt den danske bondestand at holde forsamlinger uden politiets tilladelse. Og det blev ubetinget forbudt bønderne at holde møder i købstæderne eller deltage i nogen sådan forsamling udenfor det sogn, hvori enhver boede. Herredsfoged, justitsråd Lynge i Holbæk sendte desuden med bondecirkulæret følgende skrivelse til sine sognefogder.:

Foranstående cirkulære, som sognefogeden snarest muligt ville bekendtgøre ved sognestævne og på anden hensigtsmæssig måde, har sognefogeden at påse bliver overholdt på det nøjagtigste. Hvad de omhandlede forsamlinger angår, da vil enhver tilladelse, der af mig bliver given til disse, være at forevise sognefogeden, forinden den afbenyttes, og må sognefogeden derefter indfinde sig i forsamlingen og våge over, at forhandlingerne ikke angår noget ulovligt, og at ingen udenfor sognet deltager i samme, da forsamlingen eller - hvis de fremmede ej vil begive dem bort, eller hvis sognefogeden ej ved forestillinger kan forhindre, at de ulovlige forhandlinger fortsættes - må opløses af sognefogeden, hvorefter jeg må underrettes om, hvad der er passeret. Dersom nogen af de personer, der rejse omkring i landet for at ophidse bondestanden på den i cirkulæret omtalte måde, skulle ankomme til sognet og fremdeles udvise en sådan virksomhed, hvad enten det sker ved at indfinde dem i forsamlinger eller ved at rejse omkring til enkeltmand, da ville sognefogeden anholde dem og lade dem transportere til mig. Forøvrigt er det naturligvis en selvfølge, at sognefogeden, hvis der holdes forsamlinger uden min tilladelse, har at opløse dem og derefter straks underrette mig derom.
Det bemærkes, at enhver tilladelse, der af mig bliver given til forsamlinger, vil efter afbenyttelsen være at indlevere til sognefogeden, som derefter har at tilbagesende mig samme, og at forsamlinger, der holdes, uden at tilladelsen er forevist sognefogeden, må behandles, som om der aldeles ikke var meddelt tilladelse til samme.
 Meerløse og Tudse
 Herredskontor d.  20.novbr. l845.
   Lynge

Da denne politiskrivelse tilligemed cirkulæret var udsendt, blev der i store dele af Holbæk amt trange tider for samlingsfriheden. Men heldigvis varede det ikke så længe. Dertil var cirkulæret i sig selv for urimeligt. Den jyske bonde Ole Kirk traf det rette, da han efter cirkulærets udstedelse skrev: Tænker vor gode regering da allerede på at standse udviklingen, eller er den bange for at høre sandheden?
Da Jens Gregersen som formand for fæsteudvalget sidst i november samme år henvendte sig til hr. Lynge for at erholde tilladelse til at samle sit eget sogns beboere, hvem han ville forelægge 7 spørgsmål, fik han det svar af justitsråden, at en tilladelse kunne ikke gives. De 7 spørgsmål lød således:

1.Er al forhenværende fæstejord endnu bortfæstet eller er den indlagt under hovedgårde, udlejet eller bortforpagtet?
2.Hvorledes overtages fæstestederne? Må fæsterne i almindelighed selv sætte fæstestederne i stand, forinden de overleveres dem af det lovbefalede tilsyn?
3. Hvor stor har indfæstningssummen og landgildet været for en 20-30 år siden, hvor store er de nu?
4.Er der familier, som ligger hen uden at kunne få bolig og komme i næring og levevej af mangel på at kunne få jord enten i fæste eller tilkøbs, uagtet de er i besiddelse af nogenlunde midler dertil? Hvor mange familier bo sammen i en beboelseslejlighed?
5. Er fæstejord taget ind under hovedgården, uden at der derfor er sket afdrag i vedkommende fæsters hartkorn og afgifter? Svarer fæsterne afgift af den jord, der er taget fra fæstestederne, og hvorpå der er bygget huse?
6. Har man eksempler på, at fæstebondens børn er af godsejeren nægtet fæste på deres forældres steder?
7. Har man eksempler på, at fæstesteder, som enten ganske eller for en del have være hoverifri, atter er bleven hoveripligtige eller er pålagt større hoveri?
 

D. 27 november var Jens Gregersen i forhør i anledning af, at der havde været forsamling hos ham d. 16. november. Jens Gregersen indrømmede, at der havde været holdt møde hos ham, men han benægtede, at han på den tid skulle have kendt noget til cirkulæret af 8. novbr. Der havde ingen udensogns folk været til stede. Skolelærer Rasmus Sørensen, Venslev, der havde været i besøg hos ham, var afrejst samme morgen. Mødet havde kun drejet sig om brandassurancesagen. Han benægtede at have modtaget nogen betaling for beværtning , og for så vidt han havde beværtet nogen, var det sket gratis.
Da Jens Gregersen sammen med flere bønder d. 27. december var samlet hos gårdmand Christen Christensen i Svinninge for at stifte en brandassuranceforening, mødte justitsråd Lynge selv og forbød mødet. Og da nogle af de tilstedeværende bagefter lod sig beværte på stedet, og en del fortsatte mødet hos Jakob Nielsen, Såby, i Særslev, gav det anledning til en række politiforhør, hvorefter skolelærer Rasmus Sørensen idømtes en bøde på 50 rigsdaler, medens gmd. Jakob Nielsen Såby slap med 10 rd. , og 16 andre bønder idømtes hver en mindre bøde.
Politiforhør kom nu for en tid til at høre til det almindelige hos de vågne bønder. En lørdag eftermiddag i november fik gårdmand Peder Jensen, Ågerup ved Holbæk, bud om komme til Holbæk næste formiddag, da politimesteren, justitsråd Lynge, ville tale med ham. Peder Jensen rejste også derud søndag formiddag og meldte sig hos justitsråden, der straks tog ham i et privat, men skarpt forhør. Peder Jensen blev indtrængende anmodet om at fortælle, hvad der var foregået ved landkommunalforeningens møde i Holbæk d. 11. oktbr., hvem der havde været med, hvad de havde talt om, hvad de vedtog o.s.v.
D. 12. februar l846 blev ved retten i Holbæk en hel række mænd idømt bøder a 10 rd. for ved mødet at have beværtet de fremmede med mad og drikke. Blandt de dømte var sognefoged Hans Kristensen, Ondløse, hmd. Chr. Schultz, Hjembæk, smed Lars Andersen, Ondløse, gmd. P. Jeppesen, Ondløse, gmd. Jens Rasmussens enke i Høed, gmd. Peder Nielsen, Hjembæk, gmd. Jens Rasmussen, Hjembæk o. fl. Det var ikke så underligt, at folk i de dage blev tvivlrådige med hensyn til, hvad de måtte og hvad de ikke måtte foretage sig. En bonde i Holbækegnen fik det spøgefulde  indfald at forespørge  politimesteren, om det var ulovligt og stridende  mod novembercirkulæret, at der dagen i forvejen hos ham havde været en forsamling af bymænd for at syne deres byorne.
Da 23 af amtets bønder med Jens Gregersen i spidsen i foråret l846 udstedte en opfordring til hele den danske  bondestand om at samle penge ind il dækning af Fædrelandets mange bøder i anledning af artikler om bondesagen, blev der atter politiforhør.D. 1. juli gav kancelliet Holbæk amtmand en ordre, hvorefter der skulle optages politiforhør for at udfinde, hvem der fra først af havde fundet på denne indsamling. D. 1. august mødte Jens Gregersen, N.H. Nielsen, Løsserup o.fl. for politiretten i Holbæk. N.H.Nielsen forklarede, at han havde underskrevet opfordringen en dag, han var i Jens Gregersens gård, men hvilken enkeltmand, der havde forfattet opfordringen, det anede han ikke. De indstævnte bønder var enige om, at de i grunden allesammen var indbydelsens forfattere og kun havde ladet en enkeltmand afskrive den; men ham ville de ikke nævne, da de anså det for en ren tilfældighed, at det var bleven ham og ikke en anden. Dette gav atter anledning til en ny række forhør for at finde denne afskriver, og tilsidst blev det ved forhør i København oplyst, at afskriveren var Frederik Barfod.
D. 6. april l846 holdt landkommunalforeningen  møde i Holbæk, hvor henved 250 bønder var til stede. Det blev en bevæget dag, da politiet forbød mødet, og Holbæk borgervæbning rykkede frem bevæbnet med geværer. Gleerup protesterede som foreningens formand imod denne indskriden, og en klage over det passerede blev forsynet med 164 underskrifter og indsendt til kongen ved Jens Gregersen, Kundby, P. Rasmussen, Kidserup og Casper Jørgensen, Ulkestrup. Men da disse tre mænd, d. 20.april henvendte sig til kongens kabinetssekretær, kammerherre Tillisch, for at få adgang til kongen, tog kammerherren meget koldt imod dem, idet han sagde, at de gjorde bedre i at passe deres dont hjemme , pløje, så og høste, og så lade regeringens sørge for det øvrige. De havde , efter hans mening, gjort bedre i at give 4 skilling i postpenge for klagens indsendelse end at spilde deres tid med at rejse den lange vej. Han ville hverken modtage deres klage eller gøre noget for at skaffe dem audiens hos kongen. De tre bønder var alligevel ikke mere forknytte, end de mødte i audienssalen på den tid, kongen plejede at tage imod. Men det nyttede ikke; de fik ikke lov til at komme ind hos kongen.
På lignende måde gik det med et andet møde i holbæk d. 14. april. Det blev forbudt af borgmester , justitsråd Pedersen.  Også denne gang blev der ved Jens Gregersen, Gleerup og N. F. Jespersen, Grønnebjerg, indgivet klage til kongen. D. 27. maj - 15 dage efter, at bondecirkulæret  af 8. november var taget tilbage - kom kongens resolution, der lød således:
Da vi finde, at der ifølge Vort danske kancellis cirkulære  af 8. november f.å har været grund for politimesteren til at forbyde afholdelsen af indbemeldte møde af landkommunalforeningen for Holbæk amt, vil denne besværing bortfalde, og ville Vi havde vedkommende politimester indskærpet fremdeles overensstemmende med Vort allerhøjeste reskript af 12. d.m. at have særdeles opmærksomhed henvendt på bemeldte forenings virksomhed.
  Christian Rex.

Det var efter disse gentagne afslag, at Jens Gregersen sagde på sin sindige og rolige  måde: Ja, må vi ikke samles til møder i Holbæk, så kan vi samles hjemme hos mig!
 

D. 26. november l845 havde Gleerup på landkommunalforeningens vegne indsendt en betydningsfuld skrivelse til prokurator B. Christensen og kammerråd Drewsen. Den var undertegnet af Gleerup og 8 bønder, deriblandt Jens Gregersen, og lød således:
At en grundig og omfattende undersøgelse af vore landboforhold vil være en nødvendig betingelse for disse forholds heldige ordning, må være indlysende for enhver, som har sind og sans for tidens krav i denne retning. Da De, højtærede herrer! derfor til sidste Roskilde stænderforsamling indkom med forslaget om en landbokommissions nedsættelse, hvis hverv skulle være at undersøge landboforholdene, som de faktisk bestå, og derefter fremkomme med forslag til deres reorganisation, kunne det ikke andet end vække den største glæde og anerkendelse hos bondestanden, ligesom forslagets skæbne i stænderforsamlingen måtte vække alvorlig bedrøvelse og mishag. Nødvendigheden af en undersøgelse påtrænger sig imidlertid alvorligere dag for dag, men da hverken stænderne eller regeringen synes at ville tage forholdsregler i så hen seende, så indser landkommunalforeningen, at bondestanden må handle selv og selv gøre de fornødne skridt til denne for standen så vigtige sags fremme. Til dette øjemeds opnåelse kender foreningerne intet bedre og hensigtsmæssigere end det, der er fremsat i en artikel om landboforholdene i bladet Fædrelandet, nemlig: at der dannes en stor landboforening for hele landet, for at erhverve omfattende og nøjagtige oplysninger samt i de, i bemeldte artikel påpegede, som i andre didhenhørende retninger, og - vi tilføje - som forøvrigt havde at stille det som en opgave: at arbejde og virke for bondestandens emancipation og lige borgerlige ret med de andre samfundsklasser - først da vil der kunne bringes overensstemmelse, plan og kraft ind i bestræbelserne for en udvikling af bondens forhold, og først da ville disse bestræbelser kunne bringe frugt.
Men for en forening som den her antydede kan komme i stand og udvikle sig, er det nødvendigt, at mænd, der er i besiddelse af bondestandens uindskrænkede tillid, sætte sig i spidsen. Landkommunalforeningen, i hvis sidste møde d. 11 f. m. sagen kom under diskussion besluttede enstemmig at henvende sig til dem i denne henseende, da foreningen ingen kender, der i den grad som De ejer bondens tillid. Undertegnede blev det overdraget at udføre denne foreningens beslutning.
I den forudsætning , at de højtærede herrer deler de anskuelser, som her er fremsatte, betræffende nødvendigheden og vigtigheden af en sådan almindelig landboforenings oprettelse, er det derfor,, at vi på landkommunalforeningens vegne henvende os til Dem med bøn og anmodning om, at De i denne sags tjeneste, hvis trofaste forkæmpere De er, ville til den danske bondestands fremkomne plan og indbydelse i den her omhandlede henseende. Landkommunalforeningen indser fuldt vel, hvilke opofrelser af tid og kræfter den forlanger af Dem; men øjeblikkets alvor, som ikke kan være Dem ubekendt, og hvorom foreningen for sin kreds kan aflægge bestemte og sandfærdige vidnesbyrd, har været en stærk og tvingende opfordring for den til dette skridt; - og ligesom foreningen er overbevist om, at den har handlet i bondestandens interesse, således tror den også at turde formene, at den herved har talt ikke alene i sit eget, men i bondestandens navn.
Landkommunalforeningen i Holbæk amt, d. 7. november l845.
Gleerup,N.F. Jespersen, Jens Gregersen, Ole Jensen, Niels Hansen Nielsen, Jens Nielsen, Casper Jørgensen, Hans Jensen og Lars Olsen.

Allerede i december imødekom B.Christensen og Drewsen de ni mænds opfordring ved at udsende en almindelig indbydelse til at danne en forening for hele landet. Foreningen skulle kaldes for Bondevennernes Selskab. Og året efter, d. 5. maj, blev ved en sammenkomst i Holbæk foreningen stiftet. Den fik selvfølgelig straks stor tilslutning fra Holbæk amt, men sit virkefelt havde den over hele landet, og da foreningen  var størst og kraftigst, havde den l8000 medlemmer.
Der blev arbejdet i Bondevennernes Selskab. Det har man let ved at anerkende nu så mange år efter. Hele det store arbejde, der gjordes i selskabet i årene l846-50 , minder i mange måder om det målbevidste og energiske arbejde, der i vore dage er øvet i den danske vælgerforening i Sønderjylland. Blot et eksempel skal fremdrages.D 15. marts l847 udsendte bestyrelsen for Selskabet 69 spørgsmål til sine distriktsformænd, for at landboforholdene kunne blive tilstrækkelig oplyste, og for at godsejerne kunne se, at bonderøret langtfra var så ubetydeligt eller tilstrækkelig oplyst, som flere af disse godsejere i Roskilde stænderforsamling, havde påstået med den største frimodighed. 21 af disse spørgsmål gjladt fæste- og selvejendomsforholdene, 15 var om skattevæsenet, 12 om husmændenes stilling, 5 om værnepligten, og 11 tog sigte på skolespørgsmålet; de 5 første af disse lød således:

1. Hvem kalder skolelæreren i distriktets sogne?
2- Hvor mange børn findes der i distriktets skoler?
3. Er der indført nogen slags undervisning for den konfirmerede  ungdom?
4.Hvilken udsigt ville i egnen en højere bondeskole have?
5. Lader det sig gøre som foreløbig foranstaltning at tilvejebringe en forening, der understøtter begavede bondesønner, der vil være elever på Rødding højskole?

Hvilket stort arbejde har der ikke påhvilet distriktsformændene ude i sognene! Men der blev taget fat med mod og lyst, og mange oplysninger om forholdene i bondestanden blev skaffet tilveje og brugt som et ypperligt våben i kampen for stændernes ligestillelse.
 

Ved en fest i Holbæk d. 6. april l847 til ære for Balthazar Christensen overrakte Jens Gregersen ham et meget smukt sølvservice fra bønder i Holbæk og Sorø amter. Og på sin sindige måde udtalte Jens Gregersen sig i nogle hjertelige ord til hædersgæsten. Det var, sagde han, ikke nogen hædersgave, de kom med, som løn for den hårde og besværlige kamp, B.Christensen havde ført for dem; thi de vidste godt, at hans hæder derved hverken blev større eller mindre. Den overraktes ham heller ikke som nogen løn eller betaling for udført arbejde. Derimod overrakte de ham dette som et ringe bevis for venner og for fjender på, at dog en del af bondestanden påskønnede, hvor uendelig meget han havde udrettet for dem. - Det var ved den samme fest, at en husmand, Rasmus Andersen fra Syvendekøb, stod op og takkede landkommunalforeningen, fordi den havde vedtaget, at husmændene frit kunne overvære dens møder. Hidtil havde foreningen holdt sine møder hos gæstgiver Schulsted i Holbæk, men mødet d. 6. april blev det sidste, da gæstgiveren den dag generede dem, der nok ville høre talerne, men ikke spise, ved at råbe: Herud med jer, der ikke spiser! Fra den tid af holdt bønderne deres møder på Mellerupgård.
Samme år begyndte folkefesterne igen på Ulkestrup Banker, efter at de havde været forbudt i l846. D. 16. juli l847 var der samlet 6000 mennesker på festpladsen, men justitsråd Lynge havde af kancelliet fået ordre til at overvære festen. Justitsråden forholdt  sig dog stille under talerne, indtil skolelærer Rasmus Sørensen fik ordet. Da spurgte Lynge ham, om han ville tale politik. Nej, sagde Rasmus Sørensen, jeg vil tale om, hvordan et godt forhold skal være mellem forældre og børn.Ja så mente justitsråden det nok kunne gå an, han fik ordet.
Kort før denne fest fandt sted, havde Jens Gregersen i forening med to andre gårdmænd rettet en opfordring til deres standsfæller om i forening at offentliggøre, at fra d. 20. juni ville de tiltale enhver med du, han eller I, som tiltalte dem således. Jens Gregersen fandt, at bønder og husmænd mere end nok havde tålt tilsidesættelse og ringeagtelse af herremænd, købstadsfolk og embedsmænd. Bønder blev ofte, når de kom for retten, skældt ud for klods, fæ, kvæg og altid tituleret med du selv af den ringeste og yngste skriverdreng. Når godsforvalteren på sit herskabs vegne mødte i sogneforstander skabet, sagde han rask væk du til alle bønderne (Hvad siger du,Peer?).Men hverken skriverdrengen eller godsforvalteren tog imod et du igen. Da en husmand på Adelersborg i l847 sagde du til gartneren, blev husmanden ved Dragsholm birk for tilsidesættelse af den agtelse, som skyldes foresatte, dømt til at betale 2 rd. i mulkt og at udrede sagens omkostninger. Og da en anden husmand i Holbæk amt en dag kom ind på godskontoret for at betale afgifter, hændte der noget, der tydeligt viser, hvordan der kunne fares frem mod landboere så sent som i fyrrernes dage. Denne husmand stod nemlig, da han fik skattebogen udleveret, der stod 7 mark (2 kr. 33 øre) mere, end han plejede at betale. Han stod lidt og grundede over dette. Da siger godsforvalteren: De 7 mark er til brand direktionen for omtaksation af huset.Husmanden tillod sig i ærbødighed at bemærke, at branddirektionen ikke havde været hos ham for at taksere; det ville han gøre ed på. Da sprang godsforvalteren op og kaldte husmanden for en slyngel og æsel. Tror du, jeg tager mere, end jeg skal? aråbte han, og i det samme gav han husmanden en vældigt slag i ansigtet, idet han tilføjede: Vil du have en til? Til alt held var husmanden mere sindig og fornuftig end godsforvalteren. Han huskede på, at han kun var husmand, og gik derfor fra godskontoret med den lussing, han havde fået. Men han glemte aldrig denne hændelse.

Omtrent ved samme tid var det, at Jens Gregersen indledte bekendtskab med flere af de bønder rundt om i landet, der var bekendte fra deres optræden i bondesagen. I Fædrelandet og Almuevennen lagde Jens Gregersen flere gange mærke til artikler, der var undertegnet med En sogneforstander fra Ringstedegnen, og ved at forhøre sig for hos redaktionen fik han snart at vide, at vedkommende forfatter var boelsmand Lars Hækkerup fra Vetterslev. Denne skrev kvikt og rammende om flere forhold i bondestanden og udgav også senere et par selvstændige småskrifter om Danmarks politiske stilling i l848. I en af sine artikler i ALmuevennen skrev han l847: Vore folkelige institutioner er endnu i deres barndom, men barndommen må engang ophøre, den vil gå over til mandddom , og med manddommen vil komme myndighed.Og kan vi end ikke glæde os over, at denne myndighed vil indtræde i vor tid, så må vi trøste os med, at vi skal efterlade den til efterslægten, som den bedste arvedel, vi kan skænke den i den kommende tid. Derfor, kære venner ! lad os alle hver i sin kreds, hver efter sine evner, bidrage til, at de kæreste, vi har her på jorden, vore børn, uddannes til sådanne mennesker, at de i en kommende tid kunne møde på de pladser, hvortil vi andre mangle evne.
Tre andre bønder udenfor amtet, som Jens Gregersen også indledte bekendtskab med, var Mads Hansen, Rasmus Bjerg og Niels Kristoffersen, alle fra Langeland. Det var dygtige og oplyste bønder; de både skrev og talte godt for sig. Rasmus Bjerg sagde engang:" Jeg elsker min stand over alt uden dog at være blind for dens fejl; og det er min hele stræben at bidrage til dens vel, så meget som mine ringe kræfter formår det".Og han føjede til: "Borgerlig frihed kan ikke finde sted uden åndelig frihed og bør ikke erhverves ved krænkelse af noget menneskes rettigheder." -
Niels Kristoffersen var gårdmand i Torpe ved Rudkøbing. Da han l847 byggede sig en ny stuelænge, blev rejsegildet fastsat til den 20. juni (stavnsbåndsløsnings-dagen) med indbydelse til alle om at komme til en folkefest med taler og sang. Ved det store bondemøde i Ringsted d. 25 oktober l846 havde han talt kvikt og varmt. Han sagde bl.a.:"Det hænder ret ofte, når bønder vil sammen i offentlige og almene anliggender, at konerne sætter sig derimod og gør alt for at forhindre sådant, og mange mænd lader sig da, dels af frygt, dels af kærlighed, afholde fra at deltage i det, de dog selv finder godt og priseligt. Men der kan også nævnes eksempler på det modsatte. Da der på Langeland blev talt om denne Ringstedrejse, var der en dannekvinde, der sagde til sin mand:"Rejs du i Guds navn til Ringsted og gør, hvad du kan, for at vi eller dog i alt fald vore børn kan komme under friere og bedre vilkår." Niels Kristoffersen bad forsamlingen om at mindes denne dannekvinde og alle andre, der tænkte som hun.-
Men inderligst og af størst betydning for Jens Gregersen var hans venskab med Gleerup. Og Gleerup fra sin side tænkte aldrig i sine senere år på Holbæk amt, uden at han måtte mindes timerne, han havde haft sammen med sin usvigelige og trofaste ven Jens Gregersen. Det var Gleerup, der ved det store møde i Ringsted blev prist af B. Christensen som den, der havde ledet bondeoprøret således, at det ikke kom på afveje. Men da Gleerup i sin takketale bagefter omtalte de forskellige årsager til bonderøret, nævnte han også den, at en bonde for 50 år siden var bleven således mishandlet af en herremand, at bondens søn, der var til stede ved pryglescenen, havde sagt, at intet plovbæst havde nogensinde fået så mange prygl , som hans fader den gang fik. "Det har denne søn aldrig kunnet glemme", sagde Gleerup," og han har derfor søgt at vække sine standsfæller til lovlig modstand mod alt anmassende overherredømme af den ene stand over den anden,, og det var lykkedes ham, idet han nu havde mange ligesindede, der arbejdede  med ham på statsborgerlig grund."
Da Gleerup d. 6. april l847 talte i Holbæk, sagde han:"Jeg betragter dette sted, Holbæk amt, som min politiske skole; thi her har jeg fået øje og sans for offentlig liv. Forsamlingen ved - både de, der er bønder, og ikke-bønder - at de, som har taget nogen del i offentlig liv, der havde begyndt at røre sig her i amtet, har måttet døje en del. Først havde man leet ad dem, så havde man skældt dem dygtigt ud, - da det ikke ville hjælpe, havde man sat dem i et slags band, og endelig viste de os bajonetterne - rigtignok ikke så grumme mange, men dog alle dem, man havde".
"Det er et godt tegn på bondestandens sundhed, at landboforholdene føles for snævre",sagde Gleerup, "thi de nuværende landboforhold er at ligne ved en kjole, der er afpasset efter et forhutlet og nedbrudt legeme, og som derfor nu, da legemet er blevet sundt og fyldigt, alene af dets tryk måtte sprænge sømmene og tilsidst ganske sprænges. Jeg vil ikke prædike nyhedssyge, denne ubesindige higen efter og lyst til alt, kkun fordi det er nyt; jeg vil ikke opfordre til fordom mod det gamle: Hæder over det gamle! deraf udspringer det nye! men jeg vil minde om, at man må have et vågent øje og et åbent sind for, hvad godt nyt tiden bringer, for ellers løber tiden fra os, og den er svær at indhente. Det er netop i vor tid, at store og vigtige spørgsmål for bondestanden skal afgøres. Åbn derfor øjet og åbn sindet hverken for det nye eller det gamle, men for det rette og sande. Vent ikke på, at man skal påtvinge jer det gode. I må selv gribe klenodiet; husk på, at I ikke handle for Eder selv alene, men at I også afgøre Eders børns skæbne. De ville måske engang råbe ak og ve over Eder, dersom I nu lukke øje og sind for, hvad der rører sig omkring Eder. Og tro for al ting ikke, at I hædre enten jer slev eller Eders fædre vedat gå den gamle vej, når den ny og bedre vej måske ligger ved Eders side. Derfor mine venner! et åbent øje og et åbent sind for, hvad godt nyt tiden fører med sig!"
Sådanne udtalelser af Gleerup faldt i god jord hos Jens Gregersen og blev husket længe.
Da året l848 oprandt, var Bondevennernes Selskab en ret kampdygtig og betydelig hær. Det var Jens Gregersen, der tilligemed Ole Jensen, Stiftsbjergby og Lars Hækkerup, Vetterslev, i januar udstedte indbydelse til bondestanden om at samles i København til fælles optræden overfor den nye konge. Og ved bøndernes møde i København den 13. februar var Jens Gregersen med til at bifalde, at almindelig og lige valgret blev opstillet som bondestandens krav til en ny forfatning. I dette store år kom Jens Gregersen til, hjemme som ude, at vise, hvor dybt fædrelandets vel lå ham på hjerte. D. 29. marts var han med til et møde i Holbæk, hvor det blev vedtaget at yde til hæren 1 hest for hver 50 tdr. hartkorn og at indføre frie våbenøvelser hjemme i sognene.
To dage senere, d. 31. marts samledes Kundby sogns bosatte mænd i Kundby skole efter ombud af skolelærer Fog, der var Jens Gregersens meningsfælle og meget gode ven. Skolelærer Fog, gjorde forsamlingen bekendt med mødets hensigt og oplæste et smukt "Opråb til danske bønder", som han selv havde forfattet. Der blev stillet 5 heste frem, forsynet med nye dækkener o.s.v. og 3 mænd blev udvalgt til at føre hestene til København og aflevere dem i husarkasernen til krigsministeriets disposition. Der indsamledes en pengesum på 700 rigsdaler. Den glædeligste beredvillighed til at bringe ofre for fædrelandet viste sig overalt. Selv husmænd, der sad i knappe kår, tilligemed tjenestefolk og børn, bragte deres tit ikke ubetydelige skærv. 5 frivillige fra Kundby sogn meldte sig til hæren. Da alt dette var i orden, bad Gleerup, der tilfældig var kommen til stede, om ordet. Først oplæste han Bondevenneselskabets opråb af 23. marts, hvori det hedder:
Så længe fædrelandets tilværelse trues , er fædrelandets forsvar det vigtigste. Opsættelse af bondestandens særegne fordringer er nødvendig. Først når Danmarks beståen helt og udelt er sikret, først når dets grænser er betrygget, først da er den vold sat, bag hvilken der med ære kan leves i fred, det værn rejst, under hvis beskærmelse landet kan bygges ved gode love.
....I denne prøvelsens og anstrengelsens tid må bondestanden såvel ved store ofre som ved højsindet selvfornægtelse vise sig værdig til den frihed og lighed med de øvrige stænder i staten, som bestyrelsen fordrer, og som den med Guds hjælp i en ikke fjern fremtid skal vide at opnå for den.
Derefter gav Gleerup en på hans måde ypperlig fremstilling af tidens nærmeste forhold og begivenheder.
I et senere møde i Kundby, d. 9. april, blev der dannet en væbningskomite for Kundby, Gislinge, Hjembæk og Svinninge sogne, efter at skolelærer Fog havde oplæst følgende opfordring:
Bondestanden vil helst bringe sit offer for fædrelandet frivilligt, og vor frisindede regering vil også helst modtage folkets bistand som frivilligt offer.
....det anses for højst fornødent, at alt våbenført mandksab ved hjemmene indøves til landets forsvar. Landets forsvar betroes sikrest il frivillige. Derfor har krigsministeren ikke givet embedsmændene ordre til at ordne vor indøvelse, men han har henvendt sig til folket selv, for på den måde at få oprettet et frivilligt, trofast og stærkt land- og kystforsvar.
Men tiden er kostbar. Lad os derfor uden ophold lægge hånd på værket, overensstemmende med de vink, vi har modtaget gennem Bondevennernes Selskab og kaptajn Jespersen, Grønnebjerggård. I intet tilfælde er orden og enighed nødvendig som i det, der angår landets forsvar.
Kort tid efter kunne man i Kundby se frivilligt mandskab deltage i våbenøvelser. Der var en egen fællesskabs følelse oppe imellem sognets beboere i de dage, og den gav sig udtryk på  flere måder.  Også i soldaterbreve til hjemmet giver denne mægtige stemning sig til kende. I Allens breve fra danske krigsmænd l848-50 vil man finde 3 sådanne breve fra soldater, hjemmehørende i Kundby sogn. I et af disse
står der:
......Min herre, kammerjunkeren var den første, som stormede skandserne, og jeg var den første, som fulgte ham. Jeg havde lovet at følge ham, og jeg holdt mit ord, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg fulgte ham ind i skoven, en kugle ramte mit højre knæ, men ,kære moder, vær glad og lad os forenede takke Gud, jeg ingen videre skade fik. Kuglen var enten mat, eller den først var slået imod et træ og ved tilbagefaldet havde ramt mig. Skønt jeg straks efter mærkede, at min skade var ubetydelig, kunne jeg dog ikke længere følge. Aldrig, aldrig glemmer jeg denne stund. Kammerjunkeren greb min hånd, tårer perlede i hans øjne, og smertede mig langt dybere end mit ubetydelige sår.

Men i de samme aprildage var det, der blev uroligheder på nogle sjællandske herregårde, hvor omegnens beboere - efter rygter der gik - havde fået mistanke om, at hertugen af Augustenborg skulle opholde sig. I store skarer samlede folk sig og drog til en sådan herregård for at anstille jagt efter hertugen. Ham traf de aldrig, men undertiden traf de en eller anden forvalter eller ladefoged, som de havde en mindre godt øje til, og så blev der undertiden - for dog at have et resultat - talt lidt alvorligt med vedkommende. Dette satte skræk i herremænd og øvrighed, og skønt selve bevægelsen blandt bønderne havde sit udspring i den reneste fædrelandskærlighed, udstedte justitsminister Bardenfleth den 18. maj l848 et nyt bondecirkulære til forebyggelse eller tilintetgørelse af forsamlinger på landet i lovstridigt øjemed, da han frygtede for udbrud i lovløs selvtægt. Dette cirkulære blev ligesom det i l845 modtaget af bønderne med det største mishag. Ved Bondevenneselskabets generalforsamling i København d. 25. maj l848 udtalte Jens Gregersen da også sin stærke misbilligelse af det nye cirkulære, der mindede om det berygtede af 8. november l845. Dette måtte i højeste krænke bondestanden at se en sådan foranstaltning fra ministeriets side, og derfor ville han opfordre Bondevenneselskabets bestyrelse til at optræde på en bestemt og kraftig måde imod cirkulæret. Den fynske bonde, Christian Larsen, Dalby på Hindsholm , kaldte cirkulæret fro en kold trækvind fra enevældens dage, der var mod frihedens milde luftning. I hvilken fribåren bondemands bryst vækker ej dette cirkulære harme! Så dybt foragtede er vi, så lidt tror man om os, at vi regnes for rå og udannede, der som forbrydere skal stå under politiopsigt under vor fredelige dont og ved vore uskyldige sammenkomster.
Cirkulæret blev også snart taget tilbage af ministeriet. Urolighederne udeblev med undtagelse af nogle små rivninger på enkelte herregårde. Da fæsterne under Hørbygård således i l848 blev kede af at møde på hovmarken fra sol stod op til den gik ned, var der en af de unge bøndersønner, der på sin faders opfordring kørte op til ladefogdens dør kl. 7 aften og sagde, at nu kørte han hjem. Kort efter, at han var kørt, mødte en anden ung mand op med sit køretøj foran ladefogden. Hvad er meningen, sagde denne.Jeg vil ikke køre længer. Nu er klokken 7. Og der er allerede en kørt hjem. Ja, sagde ladefogden, ham regner vi ikke med.Men bonden kørte alligevel, og de andre bønder snart bagefter. Og fra den dag af var hoveriet indskrænket til 7-tiden. Før var der flere af de sidste vogne, der fik aflæsset, som ikke nåede at komme hjem før klokken l0-11 om aftenen. Da den unge bondekarl, der var kørt først, senere kom op på godskontoret for at overtage en fæstegård, sagde godsforvalteren: Nå, det er ham den allerhelvedes bondeven!
Cirkulæret af 18. maj og krigens mindre heldige gang var to mørke punkter for bønderne i l848. Men håbet om den nye dag var stadig lige grønt. En af Holbæk Amts bønder skrev d. 18. juni i Almuevennen:

Endnu kan der oprinde en dag for os alle, da solen lige så godt kan kaste sine gyldne stråler til bonden og husmanden som før til de mægtige herremænd. Så kan vi trøstig sige med alle retsindinge danske mænd:
Hil være kong Frederik, vor konge og drot,
som haver gjort os så meget godt.
Vi skal ham ej glemme, i hvor vi end gå,
og han skal lovprises af store og små.
Gud give ham lykke i krig og i fred.
at han bestandig kan blive ved
at være den armes beskytter i nød,
indtil han bortkaldes ved en sildig død.

D. 7. juli udkom valgloven til den grundlovgivende rigsdag, og hen i august måned begyndte valgforberedelserne i Holbæk amt. Jens Gregersen lod sig bevæge til at søge valg i 2. distrikt, hvor valgstedet var Tvede kro. Men imod ham stillede kammerråd Drewsen sig. Det så underligt ud, at disse to tidligere meningsfæller skulle bejle til den samme valgkreds. Men sagen var den, at Drewsen i Roskilde stænderforsamling havde stemt for kongevalgte medlemmer til grundlovsforsamlingen og derfor af Bondevenneselskabet var sat på det sorte brædt. Han måtte nu ikke vælges af bønder, såfremt der var en mere bondevenlig kandidat at finde. Det har sikkert ikke været nogen let plads for Jens Gregersen at stå overfor den 71- årige Drewsen på valgtribunen d. 5. oktober. Endnu en tredie kandidat var opstillet, nemlig gårdfæster Ole Jensen, Stiftsbjergby. Men Jens Gregersen sejrede med glans. Udfaldet af den skriftlige afstemning blev, at Jens Gregersen fik 778 stemmer og Ole Jensen 103 st., medens kammerråd Drewsen kun fik 30 st.
Sørgeligt var det at se den gamle frihedskæmpe Drewsen falde så dybt i sine bønders agtelse. Det rettede sig siden. Men foreløbig glemte Drewsen det ikke. Deltagelsen i valget havde været stor, eftersom der kun var indtegnet lo85 vælgere på valglisten. Valget forløb meget støjende. To dage senere sendte "en vælger" følgende digt til bladet Fædrelandet:

Gamle Drewsen faldt igennem! Det rygtes vidt om land:
Bondestanden har forkastet ham, som før var bondens mand.

Næppe ville bonden lytte til den gæve oldings røst.
Glemt han har, at tit den bragte ham belæring, håb og trøst,

Glemt han har, at Drewsen virked til hans tarv i svunden tid,
glemt, at netop bondestanden høsted frugt af Drewsens flid.

Frihed vil den danske bonde for sit gods, for ord og pen -
dog han giver ej sin stemme til den bedste frihedsven.

Danske bonde! skal det rygtes, at du så uskønsom var?
Ja! - men det skal ej fortælles, at man dig bedåret har.

Man har hvisket dig i øret om den gamle folkemand,
at ej mer du turde stole på hans villie, hans forstand.

Man har hvisket dig i øret, at han nu ved gravens rand
pludselig har vendt sin kappe, for at stride mod din stand.

Danske bonde! Du har bøjet altfor villigt øret hen,
derfor har du nu forkastet ham den gamle bondeven.

Ønske vil jeg dig af hjertet, at det aldrig spørges må,
at du bittert skal fortryde, at du nu har handlet så.

Håbe vil jeg dog tilvisse, at du snart erkende skal,
at den gamle end bør regnes med i dine venners tal.

Håbe, at du snart skal sande, trods bagvaskelsen igen,
at den sande folkefrihed fandt i ham sin fuldtro ven.

Drewsen fik dog snart oprejsning, idet han d. 19. oktober s.å. valgtes ved omvalg i Esrom. Og i januar l849 fik han en tillidsadresse fra 98 gårdmænd og husmænd på Tudse Næs, der havde følt sig pinligt berørt af Drewsens fald i Tvede kro. I adressen, der overraktes ham af gårdmændene P. Rasmussen, Kidserup, og Lars Andersen, Kastrup, stod der bl.a.: Det lykkedes et parti med Almuevennen i spidsen at forhindre deres valg i Tvede .... Modtag vor forsikring om, at deres hædrede navn vil nævnes af os og vore børn længe efter den dag, da vi måtte begræde tabet af dem, vor trofaste velgører!

Jens gregersen var altså valgt ind i den betydningsfulde forsamling, der skulle give landet en ny og folekelig grundlov. Han tog ikke ordet i rigsforsamlingen, men han svigtede aldrig de mange afstemninger, og han var altid her at finde på frisindets side. Han var med til de politiske sammenkomster i Tschernings hus, hvor fru Tscherning og hendes piger besørgede opvartningen, medens Tscherning sørgede for, at de politiske spørgsmål og sager blev drøftet. Ved disse sammenkomster var Jens Gregersen en kær og afholdt gæst. Især istemte Balthazar Christensen sin glæde, når han så Jens Gregersen komme.Tobakspiben var Jens Gregersen tro ledsager,siger Eleonore Tscherning i sine erindringer. Opad den lange vadmels frakkelomme stak den frem; og når Jens Gregersen var kommen til sæde i lænestolen, med spyttebakken ved siden, blev piben halet frem, og dampen sat op

Da Jens Gregersen i l849 trak sig tilbage fra rigsdags livet, blev oberst Tscherning hans efterfølger i Svinningekredsen. Og i alle de år, Tscherning repræsenterede denne kreds, var Jens Gregersen altid hans trofaste stiller ved valgene. Et inderligt venskabsbånd knyttedes der imellem de to familier. En mængde breve blev vekslet imellem dem, en brevveksling, hvori også Jens Gregersens datter  Sofie og Tschernings hustru Eleonore tog levende del. Hos Jens Gregersen havde Tscherning altid sit stadige opholdssted, når han var i Svinningekredsen, og i flere somre boede Tscherning og hans hustru i et lille hus i Kundby, nær ved Jens Gregersens gård. Når Tscherning og hans hustru på andre tider af året kom til Kundby og skulle overnatte hos Jens Gregersen, lå de altid oppe i øvelsestuen, i en bred seng, der var lige kort nok til Tscherning, så han spøgende sagde, han måtte ligge efter diagonalen.
Det var da også i Jens Gregersens gård , at komiteen for Svinningekredsen var samlet d. 12. august l849 for at drøfte valgspørgsmålet i den nye folketingskreds. Alle var straks enige om, at den bedste, man kunne henvende sig til med opfordringen, var Tscherning, men for at være sikker på, at flertallet af kredsens vælgere også havde denne mening, blev stemningen i de følgende dage undersøgt rundt om i kredsen, og d. 27. august udgik opfordringen til Tscherning om at stille sig.
Tscherning svarede straks i et brev: Med særdeles glæde har jeg modtaget denne opfordring og skal vist nok, om jeg bliver valgt, bestræbe mig for at fyldestgøre de fordringer, som valgkredsen med billighed kan stille til sin rigsdagsmand.
Og i sin første valgtale i Svinninge, d. 3. december l849, sagde Tscherning bl.a.:Bondestanden  må hæves til en oplyst og velstående middelstand; og den vil blive det, når der blot bliver givet såvel de åndelige som de materielle kræfter lejlighed til at udvikle sig i inderlig harmoni. At åbne denne lejlighed er lovgivningens sag; at benytte den må i væsentlig grad overlades til de enkelte individers og samfundslemmers egen frie stræben..
Disse ord faldt godt i tråd med det, Jens Gregersen allerede havde taget sigte på i bondebevægelsens første dage.

Ved grundlovens gennemførelse vandt Balthasar Christensen sig et smukt minde som bøndernes besindige og kloge fører. Og Jens Gregersen var flere gange gange med til at foretage pengeindsamlinger til denne hædersmand, der helt havde givet afkald på sikre pladser og embeder for udelukkende at følge sin lyst; at virke for bondestandens politiske og økonomiske frigørelse. B.Christensen , der havde mange børn, forlangte aldrig noget selv, men han var i høj grad taknemlig for de gaver, bønderne samlede ind til ham. I l850 var Jens Gregersen med til for Holbæk amts vedkommende at udsende nedenstående opråb, der viser, at det ikke var nogen ringe sum, der var tiltænkt bøndernes ven. Men desværre viste det sig her som senere: indsamlingen gik trevent og langsomt og gav ikke det resultat, som indbyderne havde tænkt sig. Men dette kunne indbyderne ikke gøre noget ved. Opråbet var affattet således:

Medborgere af bondestanden!

Om end skønt bondestanden vel endnu ikke har opnået alt, hvad den med god billighed mener at have ret til at kunne vente at fordre, og om end skønt vi endnu føle os trykkede af flere tunge byrder, såsom det fordærvelige fæsteforhold, den ubillige jagtlovgivning o.m., så må vi dog med glæde erkende, at der er gjort betydelige fremskridt i den frie og folkelige retning også med hensyn til vor stand. Selv den sidste rigsdag har bragt os store og gode frugter, hvoraf vi blot ville nævne loven om udjævningen af forskellen mellem det frie og ufrie hartkorn og begge hoverilovene.
Men de fremskridt, som hidtil ere gjorte, skyldes - ingen blandt os ville benægte det - for en stor del, ja vel formentlig mænd udenfor vor egen stand, mænd i andre livsstillinger, som hverken have sparet tid eller opofrelse eller frygtet modstand, tilsidesættelse og forhånelse for at fremme den borgerlige friheds og ligheds sag.
Og fremmest blandt disse mænd står hr. prokurator Balthasar Christensen, og fremmest bør han han vedblive at stå som fører og leder; thi han har været prøvet som  få, og han har bestået prøven. Under ham har vi hidtil været vante til at samle os, og selv overfor vore modstandere står han som vor kække og uforfærdede formand.
Både hensyn til vor egen interesse og den erkendtlighed, vi skylder denne mand for alt, hvad han har stridt og lidt for vor stand i en lang række af år, byder vi ikke nu bør lade ham falde, nu da både meget er vundet, men også meget endnu skal tilkæmpes. For vor skyld har Christensen givet afkald på indbringende stillinger og vellønnede embeder, og medens andre jurister,, som ikke stå over ham i kundskaber og dygtighed, have samlet sig rigdomme og ere skredne højt frem ad ærens trappe, er Christensen bleven en fattig mand; og han kunne ikke blive andet.
Medborgere! dette bør vi ikke se ligegyldige på. Det vør ikke kunne siges om den danske bondestand, at den har forladt sin højtfortjente fører, og ladt ham i stikken, medens den selv, og det for en såre stor del ved hans bestræbelser, skrider fremad i udvikling, Frihed og velvære!
Vel sandt! Tiderne medførte store tryk; men Christensen har også, netop for sin politiske virksomheds skyld, følt disse tryk så godt som nogen af os, og det ej blot i de sidste dage, men i en lang række af år; og han har båret dem kækt og frejdigt. Det er at befrygte, at han nu snart ikke længer vil kunne være dem, men må synke under byrden. Men dette bør ej ske!
Ledende af disse betragtninger  er det, at vi undertegnede mænd af Eders egen midte herved træde frem for Eder med en ny subskription for Hr. Christensen, hvilket vi beder Eder ret hjertelig at skænke opmærksomhed og velvillig deltagelse.
Vi foreslå at sammenskyde 20.000 rd., som en gave til hr. Christensen. For at lette indsamlingen og for så hurtigt som muligt at se sagen realiseret, finde vi det hensigtsmæssigt, om subskriptionen kunne ordnes sognevis, således at hvert sogn, eller i alt fald tvende nabosogne, tegnede sig for en vis sum, og at da en enkelt mand påtog sig at samle og indsende bidragene under eet.
20.000 rd. kan vel i en vis forstand siges at være en ret betydelig sum, men fordeles den på mange, vil hver enkelt kun behøve at bidrage forholdsvis lidt, og endnu mindre føleligt vil det blive, om deltagerne måtte foretrække at fordele den tegnede sum på flere, f.eks. 2 a 3 år. Dersom således 200 sogne ville tegne sig for hver 100 rd., eller 400 sogne ville tegne sig hver for 50, at betale i 4 eller 6 terminer, ville den nævnte sum være temmelig let at tilvejebringe; ialt 100 rd. i 6 terminer giver for hver termin 16 rd. 4 mark.
Hr. inspektør Frølund, København har lovet at ville modtage , hvad denne subskription måtte indbringe, og i sin tid at aflægge fuldstændigt regnskab derfor.
Vi anse det for særdeles ønskeligt, om det beløb, som tegnes for første termin, kunne være indsendt inden februar måneds udgang.

Sjælland, i november l850
  For Holbæk amt:
 Jens Gregersen,Kundby

Da Tscherning i l853 en kort tid trak sig tilbage i Svinningekredsen, havde der nær sket brud på det gode forhold, der ellers var imellem egnens bønder. En del af bønderne opstillede gmd. Hans Jensen i Kundby som Tschernings afløser, medens andre holdt på Jens Gregersen. I Holbæk amt Avis for 20. februar fandtes en kraftig opfordring fra flere vælgere om at stemme på Gregersen. Opfordringen lød således:

Det er noksom bekendt i valgkredsen, at vor forhenværende rigsdagsmand, gmd. Jens Gregersen i Kundby, stedse har vist sig som en mand, der på tribunen ikke har udtalt andet, end hvad han med ærligt og redeligt sind har virket for på den grundlovgivende rigsforsamling. Denne mand, som i samfulde 12 år har opofretsin tid for fædrelandets fortrykte befolkning , har vi det håb om, at han ikke vil modsætte sig regeringens anskuelser, når samme fører til fædrelandets vel, og det er derfor, kære medborgere, vor faste overbevisning, at vi, ved at vælge denne mand til rigsdagen, sende vor ivrigste forkæmper, en mand, hvis løsen er: ret imod alle og uret imod ingen!

Alligevel blev Jens Gregersen ikke valgt. Han hørte nemlig til Gleerups meningsfæller, der havde selve Bondevenne selskabets bestyrelse og J.A. Hansens Almuevennen imod sig. Og derfor valgtes Hans Jensen, dog ikke med noget stort overtal af stemmer.
Da Holbæk Amts Brandkasse, som  Jens Gregersen havde været med at oprette i l855 blev taget fra Gleerup - særlig ved J.A. Hansens tilhængeres voldsomme agitation  - skrev Jens Gregersen  i bladene et varmt indlæg for Gleerup:

......Var det ikke Gleerup, som i l844, da vi holdt vort første ladkommunalmøde i Holbæk, trådte op imod kaptajm Jespersen, da denne ville fortolke os loven således, at kongen havde hals og håndsret over os - ja, jeg tror endog, han tilføjede, at kongen uden lov og dom kunne lade os halshugge? Var det ikke Gleerup, der - da vi et par år senere holdt vort landkommunalmøde og generalforsamling i Holbæk, og justitsråd Pedersen stillede væbnet magt imod o - trådte frem og forsvarede vor sag og øjeblikkelig forfattede en klage til regeringen over justitsråd Pedersens fremfærd imod os.....
Vel indrømmer jeg, at Gleerup har fejlet, men mon hans fejl er så store, at de ikke kunne tilgives. Mon da ingen af dem, der nu løftes til skyerne, have fejlet? Hvem mon det er, der har fordrevet flere af frihedens venner fra rigsdagen? Endvidere må jeg spørge, hvem det er, der har fordrevet flere dygtige mænd fra bestyrelsen af Bondevenneselskabet? Hvad mon grunden kan være til, at ingen selvstændig frihedselskende og dygtig mand vil indtræde i bestyrelsen igen? Man bebrejder hr. Gleerup, at han i l852 sluttede sig til junisterne. Hvem mon det er, der i den senere tid har sluttet sig til junisterne. Endvidere gad jeg gerne vide, hvem det er, der i forskellige blade f. eks. Morgenposten, er optrådt på en fjendtlig måde mod hr. oberst Tscherning?..
Hvi ser du splinten , som er i din broders øje, men bjælken , som er i dit eget, den ser du ikke.
Det ser ud i denne tid, som om alle helvedes onde ånder har rejst for at udspy gift og galde imod hr. Gleerup.
Jeg for mit vedkommende har omgåedes Gleerup omtrent i 11 år og har haft meget med ham at gøre, både politisk og hvad pengesager angår, og jeg har i al den tid ikke fundet andet end ærlighed og oprigtighed hos hr. Gleerup.

Kundby d. 17. februar l855
  Jens Gregersen

Men Jens Gregersen formåede alligevel ike at gennemføre Gleerups valg. J.A. Hansen og hans folk var dem for stærke. Gleerup måtte afstå formandspladsen til J.A. Hansen, og i følgende rolige og smukke skrivelse tog han afsked med sine venner i Holbæk amt:

Det forhold, hvori jeg i henved 12 år har stået til bondestanden og navnlig til Holbæk amts bondestand, er nu snart afsluttet. Disse år har været et bevæget og vigtigt afsnit af mit liv og efterladt erindringer, som aldrig glemmes eller udslettes. Hvorledes end min skæbne bliver, og hvilke stillinger jeg end kommer tilat indtræde i, så beder jeg Dem alle være overbevist om, at min opfattelse af den sag, der bragte mig ind i det offentlige liv, er urokkelig den samme. Det er min overbevisning nu som altid, at Danmarks lykke og styrke hovedsagelig må søges i en oplyst, frigjort og med de andre stænder ligelig stillet bondestand. For dette formåls opnåelse har jeg efter min stilling og så vidt som mine evner strakte til arbejdet med redelig villie, og jeg vil indtil min sidste stund omfatte det med usvækket kærlighed og troskab.
Jeg takker Dem alle for ethvert bevis for venskab og imødekommenhed og beder Dem alle med velvillie at mindes
 deres oprigtige ven
I marts l855 Gleerup

Da der sidst i juni l865 kom brev til Jens Gregersen medd melding om, at Gleerup var død, blev der sorg i den gamle gård. Jens Gregersens datter Sofie havde natten forud drømt om et dødsfald. Hun havde i drømme set en død mand, og om morgenen, da hun stod op, var hun stærkt optaget af drømmen.
Jens Gregersen var en alvorlig mand, der gerne ville følge med i det gode livsrøre, der var oppe i tiden. I slutningen af fyrrerne åbnede han sit hus for de gudelige forsamlinger, hvor lægprædikanter som Peder Pedersen fra Nyrup og Jens Larsen fra Kirke Værløse førte ordet. Disse to udmærkede ordførere kom tit til Jens Gregersens gård. Hvor de talte, var huset gerne fyldt med tilhørere. Sognepræsten i Kundby, provst Foermann holdt ikke af forsamlingerne, hverken de politiske  eller gudelige. Han hørte til den gamle skole og havde tit en varm dyst med Jens Gregersen om disse spørgsmål. Men han respekterede Jens Gregersens faste overbevisning og ærlige optræden  og satte stor pris på den jævne bondemand. En gang, da Peder Pedersen , Nyrup, talte i Kndby skole, hvor lærer Fog virkede, gik provst Foermann derhen for, som de fleste antog, at fange Peder Pedersen. Men bagefter, da mødet var sluttet, gik han hen og takkede Peder Pedersen for, hvad denne havde sagt.
Da Søren Kierkegaard i l855 skrev sine 9 numre af "Øje blikket",læste Jens Gregersen dette blad med stor interes se. Ikke mindst var han, efter hvad der fortælles, optaget af de stærke angreb , som Søren Kierkegaard rettede mod præstestanden.
Sammen med flere andre bønder havde Jens Gregersen allerede i fyrrerne oprettet en læseforening, hvor medlemmerne gik sammen og læste Stændertidend og senere Rigsdagstidende, Almuevennen, Fædrelandet og flere skrifter.
Og senre hen blev han også optaget af højskoeltanken. Da en ung gårdmandssøn fra Kundby en gang i tredserne som elev fra Hindholm højskole var hjemme i juleferien, kom han en dag forbi byens smedie, hvor flere af gårdmændene, deriblandt Jens Gregersen, stod og pratede. Da nogle af disse ser den unge karl komme gående, fik de i sinde at drive lidt løjer med karlen og drille ham, fordi han var højskoleelev - noget på en højlærd skole som enkelte udtrykte sig. Karlen blev snart færdig med at høre på mændenes drillerier og ville til at gå videre. Men da trådte gamle Jens Gregersen frem - han havde ikke taget del i drillerierne - og sagde til den unge karl: Hør! Du har vel ikke så travlt? Tag og gå med mig hjem. Men karlen gav en undskyldning, han skulle hen at besøge nogle slægtninge. Der kan du jo gå hen en anden dag, sagde Jens Gregersen. Gå nu med mig hjem! Karlen gav da efter og fulgte med Jens Gregersen hjem. Og her blev han i flere timer. Thi Jens Gregersen var stærkt interesseret i at få at vide, hvad de unge karle lærte på højskolen, og han blev glad og optaget af det, højskoleeleven fortalte ham. Og for den unge mand var det en oprejsning - efter ydmygelsen ude ved smedien - at sidde hos en så forstående mand og god ven som Jens Gregersen. Han glemte aldrig denne oplevelse.
Dette smukke træk minder lidt om et andet, der er fortalt om en anden sjællandsk bonde, den bekendte Peder Jensen fra Estrup, der i mange måder var et sidestykke til Jens Gregersen. Da han som gammel mand hørte, at hans sønnesøn skulle på højskole, blev han glad. Og da han en tid senere traf den unge mand, sagde den gamle: Din moder har fortalt mig, at du skal på højskole. - Nej, det bliver nok ikke til noget, for far har bestemmet sig om,svarede sønnesønnen. Hvad ? har din far betænkt sig! Så skal jeg nok tale med ham. For du skal nu på højskole! sagde bedstefaderen, og han viste også, han var mand for at sætte igennem, at den unge mand kom på højskole. Og også her mindedes den unge altid denne begivenhed med taknemlighed.
I Jens Gregersens stue hang der på væggen to store portrætter  af Tscherning og J.C.Drewsen. Hvis det passer, hvad der fortælles, skal Jens Gregersen i l848 være bleven så vred på Drewsen, da denne havde stemt for kongevalgene, så han tog og vendte Drewsens billede om med benene opad. Billedet kom dog snart igen til at hænge på sin naturlige måde.
Da Jens Gregersen i juli l866 hørte, at Christian d. 9. havde nægtet at modtage Grundtvig og Tscherning, blev han meget vred. Efter den tid kunne han ikke lide kongen. En sorg var det også for ham, at Tscherning ikke længere ville være hans gamle rigsdagsmand; men han forstod så godt Tschernings stilling og vidste godt, at det ikke nyttede det allermindste at forsøge på at få Tscherning til at blive. Da Hans Jensen , Kundby, senere stillede sig til valg i kredsen, varJens Gregersen hans stiller. Endnu ved valget d. 14 november l873 var Jens Gregersen, trods sin legemlige svaghed og høje alder, meget virksom for i Kundby at virke for Hans Jensens valg.
Han blev aldrig valgt ind i amtsrådet. Dog er der alligevel en historie om ham fra et amtsrådsmøde. Da Jens Gregersen tilligemed to andre mænd fra Kundby en dag i året l852 overværede et sådant møde i Holbæk, kom Jens Gregersen, medens amtsrådet forhandlede om et fattigt barns ophold på en opdragelsesanstalt, til at hviske nogle ord til sin sidemand. Men amtmanden råbte straks meget højt: Stille! Og da Jens Gregersen svarede: Ja, hr amtmand! råbte amtmanden atter højt: Absolut stilhed!

D. 9. december l867 holdt Jens Gregersen og hans hustru deres guldbryllup i Kundby, hvor de modtog en mængde lykønskninger og gaver.
...................................................................................
Jenns Gregersens dødsdag "indtraf den 17 juli (l874), og efter eget ønske blev han begravet på det hjørne af kirkegården, der støder op til den lille skov, han selv har plantet. Hans hustru overlevede ham i 10 år og blev 84 år gl. Deres gravsteder hører endnu til de smukkeste og mest velplejede, der findes på Kundby kirkegård.

Som kilder til Jens Gregersens levnet er brugt: En stor del mundtlige og skriftlige meddelelser fra flere hjem i Kundbyegnen; efterladte breve fra Jens Gregersens gamle hjem; Mernløse og Tuse Herreders forhørsprotokoller l843-47, Holbæk Amts økonomiske Selskabs årsberetninger; Fædrelandet; Almuevennen, Holbæk Amts Avis, Morgenbladet, Richard Pedersen:MInder og flere andre skrifter og blade.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk