Langelands Avis Politik
Forside ] Op ]

 
Langelands Avis 100 Aar 1850 - 1950

[ i uddrag ]
Af H.A. Hansen:
 

Den 12. april 1850 udkom det første nummer af Langelands Avis. Landets ældste venstreblad.
Stifteren, bogtrykker Julius Rosenstand, var født i Horsens 1822. Efter at have lært bogtrykfaget i fødebyen arbejdede han en tid i København og blev i midten af 40èrne ansat i Morten Hempels trykkeri i Odense, hvorfra Fyns Stiftstidende udgik. Det var et udmærket arbejdssted, men den unge Rosenstand ønskede at få foden under eget bord.
I efteråret 1847 var han i audiens hos kronprins Frederik, der residerede på Slottet i Odense som guvernør over Fyns Stift.
Rosenstand søgte bevilling til oprettelse af avis og bogtrykkeri i Fredericia, og prinsen anbefalede yderst forekommende hans ansøgning til kancelliet; men i Danske Kancelli var gehejmestatsminister Stemann pressen alt andet end gunstig stemt. Under trykkefrihedsfejden havde man piftet efter den mægtige herres karet i Københavns gader.
Rosenstand fik afslag - uden nogen motivering. Året efter, da Frederik den Syvende besteg tronen, søgte han påny gennem en forbindelse kongens bistand, men enevældens gamle herrer sad stadig i kancelliet, og det blev afslag påny.
Efter dette var Rosenstand ved at tabe både modet og lysten. Og imens fik andre bevillingerne, der blev givet i øget tal efter indførelsen af folkestyret.
Et tilfælde førte Rosenstand til Langeland. Han traf en dag - i 1849 - en ældre provinsbogtrykker og bladudgiver. Samtalen faldt på bevillingerne og bladudgiveren bemærkede, at "nu véd jeg ingen andre byer, hvor et bogtrykkeri og et blad kan betale sig, medmindre det skulle være i Rudkøbing".
Den bemærkning skrev Rosenstand sig bag øret, og denne gang havde han heldet med sig. 5. oktober 1849 gav indenrigsministeriet ham den ønskede bevillling.
Ikke uden vanskeligheder lykkedes det ROsenstand at rejse den fornødne kapital, og først i marts 1850 kom han og hans hustru til Rudkøbing. Fru ROsenstand var en skipperdatter fra Svendborg. Deres bryllup havde stået i 1848.
Om den trange begyndelse i Rudkøbing fortæller ROsenstand i "Min livsgerning", det lille mindeskrift, han udsendte i 1888.
"Jeg havde lejet lejlighed i ejendommen Østergade 72 og indflyttede i denne først i marts, ventende på at modtage de i København bestilte apparater. Disse var så nøje afpassede efter mine pengemidler, som det var mig muligt, men bestod af det bedste og hensigtsmæssigste - alt af nyt - til et mindre bogtrykkeri, hvorfra et blad skulle udgå. Alle apparater skulle leveres mig medio marts, da bladet Langelands Avis skulle begynde at udgå 1. april. Der indtraf imidlertid først i marts en temmelig streng vinter med havlæg, så at mine apparater, der i rette tid var afsendt med skipper C.M. Petersen, blev indefrosne i Køge havn, hvortil skipperen på grund af vinteren måtte søge. Dette bevirkede, at skibet først indkom i Rudkøbing havn den 8. april og at jeg først den 9. om formiddagen kunne erholde varerne udleverede. En medhjælper, typograf Prøvensen fra Odense, ahvde været hos mig fra midten af marts måned. VI fik nu begge to meget travlt med typernes fordeling i sættekasser, pressens opstilling, støbning af farvevalser m.m. ALlerede den 10. april kunne vi trykke det første arbejde, nemlig en adresse til rigsdagen, som var forfattet af de to  særdeles oplyste, frihedselskende bønder, gårdmændene Niels Christoffersen i Torpe [Niels Kristoffersen ] og Niels Hansen i Lundsgårde.
Nu skulle vi til arbejdet med det første nummer af Langelands Avis, men dette var et yderst trist arbejde. De flere uger i forvejen på bladet over hele øen udsendte subskriptionsindbydelser var så sparsomt påtegnede sendt mig tilbage, at abonnementet så at sige var for intet at regne. Der var ikkun tegnet 35 eksemplarer.
Uagtet Avisen - ligesom den tids provinsblade - ikkun udgik 3 gange ugentlig i lille 2-spaltet format, var arbejdet mig dog næsten uoverkommeligt, da min medhjælper var trykker, og som sådan ikkun kunne yde mig forsvindende assistance ved sætningen, trods hans allerbedste vilje til at yde mig den størst mulige. Min i de tidligere år hos Hempel tilvante arbejdstid på 10 timer i døgnet steg nu til 18-20, ja ikke sjælden til 24, så at der ikke gaves mig den mindste hvile. Denne skrækkelige overanstrengelse påførte mig en heftig feber, der i en ikke kort tid næsten aldeles knugende mig sammen; men holde pinen ud og slide i det måtte jeg. Med min gode konstitution fortog feberen sig endelig, og jeg genvandt sanrt mine fysiske kræfter.
Med hensyn til bladet, da manglede det ikke fra flere af byens bedrestillede indvånere på - efter deres politiske standpunkt - gode og vise råd, men trods disse, var det jammerlige lille abonnement ved næste kvartals begyndelse (1. juli) formindsket i stedet for tiltaget, og jeg, der var fortvivlelse nær, spekulerede dag og nat på at løbe fra det hele.
Forholdene på landet var jeg ikkun lidet bekendt med; men det synes at stå for mig som en kendsgerning, at den store landbostand ikke ville have det mindste med bladet at gøre.
Trods dette henved 3 måneders meget nedslående resultat, og trods så at sige ingen benyttede bladet til bekendtgørelser (en mand i byen, gæstgiver A. Bang, sagde mig en dag, at han ved at avertere kalk fra sin kalkovn ikkun ville stille sig til nar for folk) - sled jeg både dag og nat, håbende på bedre tider, hvor hårdt det end nu og da var for mig at holde modet oppe.
En dag i begyndelsen af juli måned kom en ung mand, søn af en mindre landboer (senere købmand Fred. Petersen) ind til mig, og i samtalens løb giver han mig åbenhjertigt forskellige oplysninger angående den store landbostands mening om bladet, dets hidtil hafte indhold og tendens.
Egentlig blev jeg ikke forundret over den unge mands oplysninger, men de gav mig desuagtet meget at tænke på. Tanken samlede sig dog snart om det ene: "værre end det er, kan det næppe blive", og jeg fulgte den unge mands vink, der iøvrigt gik i den retning, som jeg i hjertet nærede, men va r mine selvkaldede rådgiveres anskuelse stik modsat.
Resultatet udeblev ikke: abonnementet steg så at sige fra dag til dag, og det varede forholdsvis ikke længe, inden mit ihærdige arbejde lønnedes med fordel, i stedet for som hidtil med et ikke lille tab.
Fra anden side er berettet, at ROsenstand selv gik rundt til folk for at overtale dem til at holde avisen og hver gang, han fik nej, føjede han en ny skuffelse til sine i forvejen bitre trængsler.
Efter nogle måneders forløb var situationen så alvorlig, at kreditorerne lod alt skrive. Fortvivlede breve veksledes med  faderen i Horsens, der hjalp med sine sparsomme midler og endog sendte fødevarer til den hårdt trængte familie i Rudkøbing.
Men da Rosenstand tog klart standpunkt for Bondevennerne meldte abonnenterne sig gradvis.
Takket være dette standpunkt fik Langelands Avis sit særpræg i tiden. De henved 35 blade, der oprettedes mellem de to slesvigske krige, egyndte ofte som upolitiske og sluttede sig derefter, da det politiske liv tog fart, til Nationalliberalismen og fulgte senere, ligesom de gamle Stiftstidender og den øvrige allerede bestående presse, de Nationalliberale over i Højre.
Langelands Avis, der allerede først i 50erne skilte sig ud fra flokken, er nu ved sin hundredsårsdag det ældste venstreblad i landet. Silkeborg Avis, der stiftedes i 1857, følger nærmest efter.
Starten var lykkedes, men der måtte slides i det. Om sommeren var ROsenstand oppe kl.4 morgen og om vinteren kl. 5 Dagen lang var han i virksomhed på trykkeriet og i kontoret. Fru ROsenstand hjalp til på trykkeriet i de første år, og da børnen blev store nok, gav de en hånd med. Det var en flittig familie, der virkede i det lille bladhus i den nye gade. Og som årene gik bar fliden sine frugter.
Langelands Avis udkom til at begynde med som morgenblad. Klokkeslettet for bladets færdiggørelse står trykt i teksten. Det var et lille 4-sidet blad, men som blade dengang var flest. Rosenstands Avis fik straks ry for at være velunderrettet og folk satte pris på den tydelige skrift. Abonnementsprisen var en rdl. pr. kvartal, og det vedblev den at være i mange år. Som regel var der flere familier om et abonnement. Bladet blev næsten slidt op, inden det nåede omgangen rundt!
Annonceprisen var i de første år 3 skilling pr. corpus-linie, og der tryktes ingen annonce under 8 skilling.
De inden- og udenlandske nyheder blev vel for størstedelen klippet i de københavnske blade, og denn lille lokale nyhedskilde flød kun i beskedent mål - med en nyhed eller to daglig. Rosenstand skrev kort, klart og - forsigtigt. Gammelsdags sirlighed præger hans stil. Et ellers meget livligt temperament tøjledes, når han tog pennen i hånd. Til gengæld var der krudt i ahm i trykkeriet. Med vinkelhagen i hånd var han alle dage rigtig i sit es.
Blandt de første lokalnyheder i Langelands Avis er en meddelelse om, at lensgreven har skænket Tranekær kirke ny altertavle med alterbillede af Eckersberg samt at greven fem år forinden havde ydet 200 rdl. til grundlæggelse af et sognebibliotek - på 300 bind, men i de sidste par år havde biblioteket stået så godt som ubenyttet.
22. maj skildres det borgerlige skyttelaugs 10. fugleskydning med påfølgende spisning på rådhussalen. Talrige skåler blev udbragt - også en for pressen. Formentlig det første hurra for Langelands Avis.
Hen på sommeren var det krigsbegivenhederne, der optog alles sind. 27. juli bragte avisen den første kortfattede meddelelse om sejren ved Isted; senere fulgte den lange liste over sårede og faldne fra øen.
7. marts 1851 træffer vi den første store nekrolog i bladet - over H.C. Ørsted, ledsaget af et mindedigt af H.C. Andersen.
I de samme dage vendte tropperne hjem og hyldedes med en fest og jubel uden lige. Fra Østerport til Torvet var der rejst syv  æresporte, og fra rådhustrappen udbragte borgmesteren et leve for den tapre landsoldat. Om aftenen var byen illumineret. Senere fulgte andrre fester ude på øen.
Også grundlovsdagen blev hilst med fuld honnør, med masser af flag i gaderne og fest på gæstgivergården - det senere Hotel Langeland.
I dette soldaterfesternes år flyttede Langelands Avis til Ørstedsgade - eller som det dengang hed, Nygade. Ejeren af huset i Østergade solgte ejendommen og da det var Rosenstand umuligt at opdrrive en anden passende lejlighed, måtte han trods sine økonomiske vanskeligheder bygge. Det var et 1-etages forhus, hvori der indrettedes såvel bolig som trykkerilokale. Rosenstand fortalte senere, at det ikke var ham muligt at få bjælker, der var lange nok, i Rudkøbing. Tømmeret måtte hentes fra Ærøskøbing.
Nygade var anlagt i midten af 40erne og avisen fortæller fra efteråret 1851, at "østre side af gaden vil inden længe være aldeles bebygget med nette og solide bygninger". I samme forbindelse hedder det, at i "i flere andre gader er nye bygninger opført i de gamles sted eller tidssvarende forskønnelser foretaget. - Navnlig fremhæves opførelsen af den store og smukke Strandgården i Brogade. Også rundt om på øen var der livligt byggeri. ALtsammen et udtryk for gunstige konjunkturer.
I de følgende mere stille år voksede avisen sin jævne vækst. I 1853 blev der råd til et halvtagshus i gården, og et par år efter fik fru Rosenstand vaskehus! 1858 var et særlig stolt år. En 2-etages trykkeribygning blev opført i gården med gode lokaler til trykkeri og sætteri. En gang førte ind til et lille kontor mod haven. På den anden side gangen var der havestue for familien - med dør ud til plænen med det store kirsebærtræ, der var havens pryd helt til 1940ernes isvintre tog livskraften af det.
Ved sommertid spiste familien middag i havestuen, der i det hele var et yndet opholdssted. For enden af haven lå Weidemanns Reberbane og der udenfor Byparken.
På 1. sal i Trykkeribygningen, der lå parallelt med forhuset, var der værelser for trykkeripersonalet, gæsteværelser og papirlager. I forhuset lå storstuen til gaden, hvor der nu er sætteri. Nærmest porten sad der op til århundredskiftet to butiksvinduer som minde om, at her var en boghandel blevet til. Rosenstand stod til at begynde med som indehaver med broderen S. ROsenstand som prokurist. 1868 overtog S. Rosenstand boghandelen - i de følgende år med bopæl i Østergade. 1897 afstod han boghandelen til Jenssen-Tusch.
Sideløbende med byggeriet foretog Rosenstand i disse år adskillige nyanskaffelser til trykkeriet.
1857 blev Nygade brolagt og samme år omdøbtes gaden til Ørstedsgade. Det sidste var ikke efter Rosenstands hoved. I sine erindringer gør han for en gangs skyld en hvad bemærkning, idet han skriver, at borgerrepræsentationen, hvoraf han selv var medlem, havde givet gaden navnet Nygade, men senere blev dette af "en Anders Sandøe Ørsted hyldende, jeg havde nær tilføjet reaktionær, majoritet gjort om til Ørstedsgade". Det var byskriver Rasmussen, der stillede forslaget.
Ørsted, der havde vakt vældig strid som statsminister, blev som bekendt sat under rigsretstiltale. Frifindelsesdommen, der faldt i 1856 - altså året før gadedåben i Rudkøbing, vakte en storm af harme.
 Så sent som i 1872, da sparekassen og banken slog sig ned i Ørstedsgade, noterede avisen, at den almindeligst kaldes Nyage. Også senere møder man det oprindelige navn.

I byens offentlige liv blev Rosenstand hurtigt en interesseret deltager. 1853 var han medstifter af Borgerforeningen og senere en kot tid dens formand. 1857 deltog han i stiftelsen af den første håndværker- og industriforeninge og sad i dens bestyrelse. 1857-64 var han medlem af borgerrepræsentationen. I 1862 blev der på hans inistiativ afholdt en håndværker- og industriudstilling i Rudkøbing. Samme år prøvede han -formentlig i det lille kontor mod ahven - den første petroleumslampe i byen og gav den sin bedste anbefaling!
Året efter havde der været planer om anlæg af gasværk i RUdkøbing. 200 blus var tegnet - men de fleste betænkte sig en menneskealder endnu til ind i 90erne.

I 1858 stiftede Rosenstand Ærø Avis. Bladet blev redigeret og trykt i Rudkøbing. Det gik kun et årstid, men bladet blev efter en kort pause fortsat fra Ærøskøbing. Den bladlige dobbeltdrift, som Rosenstand var inde på, var unægtelig heller ikke let at opretholde med de daværende færgeforbindelser. FÆrgefarten foregik endnu i åbne sejlbåde. Først i 1866 blev dampskibet ROlf sat ind på ruten Svendborg - Rudkøbing - Marstal. I nærliggende år fik Bgenkop og Lohals havne og Strynø bro. I Vemmenæs opførtes færgegård i "net stil".
Strofen om de blanke sunde med sejlernes tusindtal passer godt på tiden. 6. december 1861 står der i avisen, at man fra Rudkøbing kunne se 80 sejlere i farvandet nordefter - under opsejling efter vindstille. Et stolt syn fra den gamle søfartsby.

Efter fredens lyse tid drog mørke skyer påny over landet. Frederik den Syvende s død i 1863 udgik avisen med sørgerand i tre uger - til bisættelsen havde fundet sted. Bladets allerfineste typografiske udstyr var i brug - navnlig lægger man mærke til en nydelig forside med et mindedigt.
Da Rudkøbing i 1866 rejste minde for Frederik den Syvende, var Rosenstand med i komiteen. Der var tænkt på en statue i legemsstørrelse til opstilling enten på tovet eller på en toft, hvor vejene mødes for enden af Østergade. Men pengene var små. Det blev kun til en buste. Den, der nu står over rådhusdøren.

Efter kongens død fulgte krigens år. Rosenstand satte sig i spidsen for en indsamling af klæder og madvarer til soldaterne og sejlede selv til Als med gaverne.
I krigsåret fremkom rubrikken "Telegrammer til Langelands Avis". Tidligere havde man klaret sig med "Morgennyt", hentet fra posten.

Krigen efterfulgtes af politisk opggør i landet med J.A. Hansen, øens folketingsmand, som en af forgrundsfigurerne. Han var Rosenstands bedste ven, men i 1866 skiltes deres veje. I.A. Hansens "maskepi" med godsejerne for at slå de Nationalliberale ud, fant ikke fornøden forståelse blandt vælgerne. I Langelandskredsen blev pastor Bülow opstillet mod J.A. Hansen. Bülow var ked af situationen og skal have bedt Rosenstand modarbejde hans valg, men det kunne der ikke være tale om, og  I.A: Hansen faldt på et par stemmers mindretal. Et bitters nederlag for en af frihedens mest fremtrædende skikkelser.
Blader vi videre i de gamle årgange, ser vi, hvilken helt storslået begivenhed det var, at kronprins Frederik gæstede Tranekær i 1865. På vej til harejagt på Strynø passerede prinsen Rudkøbing, hilst med digte i avisen og parade på skibsbroen af brandkorps og politikorps. Endnu større var feststemningen på Strynø. Prinsen menes at være den første fyrstelige person, der havde besøgt øen. Et dampskib sejlede henimod aften jagtselskabet til Åsø, hvor der var rejst æresport med kulørte lamper, og ved udkørselen af skoven mødte der prinsen et storslået syn: Tranekær Slot i fuld illumination.
Året efter bragte avisen sit hidtil største festreferat. Lensgreveparret holdt sølvbryllup - med kanonsalut, regimentsmusik, deputationer og folketilstrømning til Tranekær fra hele øen. Fæsterne kom med faner og håndværkerne med fakler, og om aftenen lyste et storstilet fyrværkeri over festens borg.

I slutningen af 60erne holdt Rosenstand op med at gå morgentur gennem Nørregade. Bogtrykker Høegh havde slået sig ned i ejendommen på hjørnet af Nørregade og Strandgade og påbegyndt udgivelsen af Langelands Tidende. Bladet blev vist aldrig nogen farlig konkurrent for Langelands Avis, men Rosenstand var alligevel foruroliget. Som hans søn, Edv. Rosenstand, sagde mange år senere: Man kan jo gerne smile lidt af fars bekymringer. Man må blot ikke glemme, hvilken møje, han havde haft som det første dagblads pionér på Langeland. Længere hen i tiden, da avishold var blevet mere almindeligt, var det lettere at drive bogtrykkeri i Rudkøbing.
Også Tidende var venstreblad [?] og Høegh tog kun 1½ kr. kvartalet. Hans blad fik med årene en ikke ringe udbredelse hos øens jævne befolkning. Politisk var Tidende yderst stilfærdigt.

Rosenstand var en afholdt borger i RUdkøbing og en anset redaktør hos landboerne. Talrige mennesker gik gennem porten til det lille kontor mod haven. Her kom Rosenstands mange venner fra landet. Mellem landbefolkningen og den gamle redaktør bestod der et hjerteligt forhold. Endog lensgreven, der var Højre, kom nu og da og havde en samtale med redaktøren.
Tidens åndelige rørelser optog Rosenstand. Han stod på venskabelig fod med digteren Mads Hansen, der engang imellem besøgte hjemmet i Ørstedsgade.
Edv. Rosenstand, der skulle være landmand, overraskede engang digteren med at citere verset: Jeg synger bagved ploven". Da Mads Madsen kom hjem, sendte han Julius Rosenstand sit fotografi med verset om ploven og leernes klang skrevet nedenunder.
I 1870 da krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud, flammede de nationale følelser også stærkt på Langeland. EN fransk eskadre, der ankrede op i bæltet, blev hilst med jubel, hurraråbene lød fra kysten og flagene gik til tops øen over. I det følgende år var Rosenstand med i en komité, der indsamlede beklædningsgenstande til de franske fanger i Tyskland.
12. april 1875 passerede Langelands Avis sin første mærkedag: 25 års jubilæet, og Rosenstand takkede i det følgende nummer af bladet hjerteligt de mange, der gjorde dagen så glædelig og  minderig for ham.
Stiftelsesdagen var en stor dag i hans liv. Den dag kom han som regel med sin pibe i munden og inviterede hele huset til chokolade. Det blev, tilføjer Edv. Rosenstand, også for os børn en betydningsfuld mindedag.
1876 anskaffedes en stor, ny hurtigpresse og fra 1. oktober samme år udgik bladet i 4-spaltet format, ligesom i flere foregående år fem gange ugentlig.-
1878 anskaffedes yderligere en mindre hurtigpresse. Etablissementet var dermed i mønsterværdig orden.

Også i by og på land var der sket en del i disse år. Landøkonomisk Forening blev stiftet i 1855 og året efter afholdtes det første dyrskue. 1862 blev sygehuset taget i brug. I 1866 var alle hovedgader i købstaden forsynet med flisesten langs fortovene. 1870 fulgte gadelygterne efter. 1872 stiftedes Langelands Bank og ved stormflodstid samme år indviedes den nye teatersal på Skansen. 1873 fik Hou kirke. Da sagen var til behandling i folketinget, anbefalede J.A. Hansen med den for ham karakteristiske bemærkning, at "de fleste på Hou er ikke kørende, men mindre folk".
Også på andre områder kom der nyt frem i disse år. Lukkede postvogne blev sat ind, og mekaniseringen holdt sit indtog på de store gårde med de første dampanlæg. HJortholm fik vindmotor. 1875 stiftedes Sydfynske Dampskibsselskab. 1876 blev Fredeskoven indviet som lystskov for Rudkøbing.
Rosenstand havde flere gange været inde på tanken om en lystskov for byen. I 1870 gjorde han opmærksom på,a t en mark ved stranden nord for byen var til salg og ville egne sig til formålet. 1876 var han med i et udvalg, der arbejdede på oprettelse af et selskab til overtagelse af Fredeskoven, men sagen lod sig kun ordne ad privat vej.

Og så nærmer vi os afslutningen på den gamle redaktørs smukke og trofaste virke på Langeland. En ny og mere kampfyldt tid var ved at bryde frem. 1879 fik Højre skarpt polemisk mæle med Axel Damkier, der oprettede Ølandenes Dagblad. Bladet havde først til huse i Nørregade, men flyttede snart til Havnegade 4. Året efter gik den politiske kamptummel over øen ved Edvard Brandes`s valg. Rosenstand var dirigent ved et par af de store møder. I Lindeskoven fulgte 1500 mennesker slagets gang. Referatet fylder et par sider i avisen og var vist det største, bladet indtil da havde bragt.
En mundtlig overlevering vil vide, at selv om Rosenstand på mange måde satte Brandes højt, syntes han dog vistnok, at han ikke var den rette mand for en så udpræget landkreds som Langeland.
Kort efter det historiske valg trak den gamle redaktør sig tilbage og overdrog bladet i forpagtning til søn, Axel Rosenstand. Før afrejsen fra byen hædredes han med et festmåltid på Skansen.
Rosenstand og hans hustru tog ophold på Frederiksberg. Fru Rosenstand døde i 1897- Julius Rosenstand blev en meget gammel mand og kunne til langt op i den høje alder glæde sig ved et godt helbred. I den sidste svære tid var datteren Alma ham en stor støtte.
Langfredag den 5. april 1912, døde Julius Rosenstand i sit hjem på Frederiksberg 90 år gammel. Langelands Avis skrev i sin  nekrolog over bladets stifter, at han havde erhvervet sig en rodfæstet stilling i den langelandske befolkning.
Den 12. april fandt jordefærden sted på Solbjerg kirkegård og sognepræst Sofus Møller nævnede i sin tale det ejendommelige, at Rosenstands støv jordedes på den dag, han selv følte som sit livs hoveddag. Stiftelsesdagen for Langelands Avis.
For fremskridt, frihed og retfærdighed brændte hans sind. Om det havde han søgt at samle mennesker både fra by og land. I den herlige påsketid var han sovet ind i Jesu navn.
Rosenstands yndlingssalme Kærlighed fra Gud blev sunget, før hans kiste førtes til graven.
Den gamle redaktørs minde bevares elsket i slægten og æret på bladet, der stod hans hjerte nær til det sidste.

Axel Rosenstand, der den 1. februar 1882 overtog bladet efter faderen, havde lært bogtrykfaget hjemme og søgt videre uddannelse på trykkerier i Horsens og Odense. ALtså faderens løbebane om igen.
I den første halve snes år havde han bladet i forpagtning overtog det derefter for egen regning.
Axel ROsenstand var en frisk og livlig personlighed, levende interesseret i det virke, han gik ind til i en vanskelig og kampfyldt tid.
Fru ROsenstand var datter af brigkaptajn, havnefoged E. Nielsen af den kendte Rudkøbingslægt.
Bladet blev forsåvidt ført videre efter de gamle traditioner. Men uden at ROsenstand var særligt pågående blev den polemiske klang noget kraftigere. Det var provisorieid og stemnignen hvas. Allerede i 1884 kom Rosenstand i injurieproces med Damkier. Samme år oprettedes Demokratisk Arbejderforening med Rosenstand som formand, medens Arbejderforeningen startede med Damkier i spidsen, efterfulgt af Arbejder- og Håndværkerforeningen, der stiftedes på initiativ af Rosenstand. Duellen holdtes gående!
Ved byrådsvalget i 1885 udfoldedes for første gang en livfuld propaganda med voldsomme hug mellem avisen og Ølandenes Dagblad.
Året efter var der stor politisk batalje i Borgerforeningen og for at afpolitisere foreningen trådte Rosenstand ud af bestyrelsen.
Året forinden havde man set en af de hidtil største overskrifter i avisen - over lovene for Svendborg Amts RIffelforening. Overskriften var tilmed tospaltet, en sjældenhed i de tider - og længe efter.
På bladet fik Rosenstand nu og da besøg af en meget ungdommelig politiker. Den pågældende fortæller et halvt århundrede senere derom i sine erindringer:
"Først og fremmest arbejdede jeg for Axel Damkiers højreavis Ølandenes Dagblad; alligevel havde jeg også dengang nogen svaghed for det ret uafhængige venstreblad Langelands Avis. Dette blads redaktør, Axel Rosenstand, var ikke nær sås torsnudet overfor min journalistiske produktion som Axel Damkier. Rosenstand kunne underholde sig med mig i lange tider, og følgen var, at han fik nogle polemikker, som jeg skabte, og som Damkier altså ikke fik."
Den unge polemiker - i konfirmationsalderen - var præstens søn fra Tryggelev Asger Karstensen. Når Asger Karstensen bruger betegnelsen "det ret uafhængie venstreblad" har han såvidt  karakteriseret bladet godt fra Rosenstandernes tid. Det altfor partiuniformerede lå ikke for dem. Der var en vis selvstændighedens pryd over mange af de gamle blade. Personerne og traditionerne betød så meget. Man havde rod, hvor man virkede.

Det visnede i politik, men det groede på mange andre områder. Der var friske kræfter i 80erne.
Fra midten af tiåret dukkede mejeriskorstenene op. Telefonpælene viste sig i landskabet. Rudkøbing fik realskole i 1882 og samme år stiftedes Forskønnelsesselskabet. Sydfynske etablerede forbindelse over Langelandsbæltet, og jernbaneplaner satte sindene i bevægelse på land og i by.
Manden på cyklen med det store og lille hjul viste sig. Ferd. Christensen oprettede byens første cykellager i Nørregade og anlagde sågar cykelbane for hurtigløb ved Fredeskoven. Sportsinteressen var for opgående. 1890 blev der opført gymnastiksal ved skolen i Rudkøbing og byen fik sportsklub.
1892 indviedes Teknisk Skole (pris for bygning og inventar 23.000 kr.!). 1893 blev Epidemisygehuset taget i brug. 1894 fik byen gasværk og gaderne gaslygter. Samme år oprettedes der brugsforening i Tranekær. 1891 præsenteredes Edisons Fonograf i Rudkøbing og rundt om i øens skoler. Edisons levende billeder kom 10 år efter.

Ligesom faderen var Axel Rosenstand meget interesseret i de trafikale spørgsmål. 1895 fremkom ingeniør Meyer og fabrikant Knudsen med projekt om en bane fra Svendborg over Tåsinge til Vemmenæs. Herfra dæmning til Siø og hængebro over Rudkøbingløbet med videreførelse af banen fra Rudkøbing til Spodsbjerg. Den samlede pris var anslået til 1,8-2 mill. kr. Ideen til dette første broprojekt var et par år forud fremsat i Langelands Avis af redaktør Rosenstand. På samme tid blev der på initiativ af Rosenstand gjort forsøg med oprettelse af et heste- og kreaturmarked i Rudkøbing. Forsøget faldt heldigt ud, men markedet blev dog ingen succes i det lange løb.
Selv om Axel Rosenstand i modsætning til faderen ikke arbejdede med i den tekniske afdeling, var han en interesseret leder og lagde megen vægt på akcidenstrykkeriet. Under en rejse i Tyskland købte han bl.a. en digelpresse, som endnu findes på bladet.
Bogtrykkeriet betød i det hele taget meget for virksomhedens blomstring gennem mange år.
Bro virkede også ivrigt med tryksagerne, der havde en særlig afdeling med typograf H.C. Andersen, den senere redaktør af Ærø Folkeblad, som leder.
Byens trykkerier beskæftigede i 80erne 6-7 typografer og 8-9 lærlinge. Arbejdstiden var 10 timer daglig og 5 timer søndag formiddag. Lønnen for de 65 ugentlig 14 kr. eller 6-7 kr. plus kost og logi.
Imidlertid stiftedes Typografernes Fagforening først i 80erne og med årene fulgte ændringer både med hensyn til løn og arbejdstid. I begyndelsen af 90erne kom en ny helligdagslov, hvorefter det kun var tilladt at arbejde til kl. 9 søndag formiddag. 1895 afskaffedes kost- og logisystemet, en mindre nedsættelse af arbejdstiden fandt sted. Ugelønnen blev 18 kr. og der fastsattes en lærlingeskala. Typograf Jacobsen, der har givet disse oplysninger i Typograforbundets jubilæumsskrift  1946 tilføjer: Som et kuriosum kan nævnes, at to af de herværende redaktører, som i lang tid havde stået meget fjendtligt overfor hinanden, et par dage efter forsagets fremsættelse stod i ivrig samtale på torvet til stor forbavselse for borgerskabet.
1892 blev avisen større og udkom 6 gange ugentlig. Samtidig nedsattes abonnementsprisen fra 2 kr. til 1.50 kr. kvartalet. Tokronen havde ellers været fastholdt siden 1850, men ikampårene gav lensgreven tilskud til Højrebladet, så det kunne leveres for en krone. Dette tvang Rosenstand til nedsættelsen. Grevskabets annoncer blev forøvrigt også frataget avisen i kampårene. Den økonomiske krig var i fuld udfoldelse.
Værst var dog den strid, forliget vakte i Venstres lejr. Guldbrandsen, der havde efterfulgt Brandes som folketingsmand på Langeland, blev i 1892 redaktør af det nyoprettede Fyns Venstreblad. Han var en hidsig forfølger af den moderate fløj indenfor partiet og i 1894 førte han for alvor krigen over på Langeland for at afstive sin noget vaklende stilling her. Rosenstand var forligets mand. Langelands Venstreblad blev oprettet med kontor i Østergade. Af den første redaktør fik Guldbrandsen ikke megen fornøjelse, men ved juletid 1894 kom Bro til - og han kunne rage kastanjerne af ilden for Guldbrandsen så det forslog. Bro blev forbavsende hurtigt populær på øen - og det sved ligeså hurtigt til Langelands Avis, der vistnok i det hele havde haft lidt nedgang i Axel Rosenstands tid. Høeghs avis lå mere i læ.

Den nye situation fik en hastig udvikling. 5. september 1895 meddeler Langelands Avis, at redaktør Rosenstand har solgt bladet med bogtrykkeri og ejendom til redaktør Bro, Langelands Venstreblad. 29. september tog Rosenstand afsked med sine venner på Langeland - med hjertelig tak for trofast samarbejde i de forløbne 14 år.
Det menes, at Rosenstand fik 35.000 kr. for bladet. Oplaget anslås til 5-600.
ROsenstand boede en kort tid i Brogade, og rejste derefter til København, hvor han fik en direktørstilling i et firma for gasartikler og sad i gode økonomiske kår til sin død i 1906.

Med J.P.C. Bros overtagelse af Langelands Avis den 1. oktober 1895 oprandt et glansfuldt kapitel i bladets historie. Bro tog langelænderne med storm.
Han var søn af folketingsmand Chr. Christoffersen, Bro Mark, blev dansk jurist og havde ansættelse på forskellige offentlige kontorer, før han drejede om ad journalistikkens vej og fik succes med det samme.
Bro havde arvet faderens interesse for politik og havde de egenskaber, der gør populær. Det blev han til overmål på Langeland.
Samtidig med Langelands Avis købte han Langelands Venstreblad og slog de to blade sammen. Senere kom turen til Høeghs Avis. På et forbavsende kort åremål gjorde Bro avisen til det dominerende blad på øen. Ved lejlighed brugte han den vending, at abonnenterne formerede sig som Jacobs kvæg i Det gamle Testamente.
Til at begynde med havde han nogle brydninger med borgerskabet. Brydninger, han måtte igennem for at skabe respekt om avisen. Men Bro kom hurtigt på hat også med borgerskabet. Allerede i  1897 indvalgtes han i byrådet. Hvem kunne stå for denne redaktør, når han listede hen ad gaden med piben i munden og fik en lun passiar til højre og venstre.
Der var vid og bid over Bros redaktion af bladet i den første tid. Og siden red han på popularitetens bølge. Som administrator og repræsentativ personlighed lykkedes alt for ham. Bro blev redaktøren over alle redaktører på Langeland. Der blæste en kæk vind over bladet. Helt forskellige fra gamle, stilfærdige dage.
Fra 1899 udkom avisen med ny skrift og i større format. Selve Hørups Politiken roste bladets fremgang. Og Bro glemte aldrig at fremhæve komplimenterne.
Januar 1900 hilste han i en spidsartikel det nye århundrede velkommen og meddelte samtidig, at Langelands Tidende var gået ind efter at være udkommet i 32 år. Langelands Avis og Ølandenes Dagblad havde købt bladet til ophugning. Damkier havde vist ventet sig en hel del af den handel, men led skuffelse. Bro drog af med de fleste af abonnenterne og det var slet ikke så få. Damkier fik til gengæld det nedlagte blads titel Langelands Tidende, der, efter at også Ølandenes Dagblad var hensovet, i nogle år dukkede op i byen påny, men fra Svendborg av.
I 1900 fejrede Bro Avisens 50 års jubilæum med et fint festnummer, især med hyldest til bladets stifter, Julius Rosenstand. Og der blev holdt fest på avisen med Julius Rosenstand og bladets første typograf, den 84-årige Prøvensen, som hædersgæster. Faktor Rasmussen fortæller, at da Rosenstand holdt tale for fru Bro og hun kom med en bemærkning om, at "de redaktører var så fæle til at angribe hinanden", slog den gamle herre fyrigt ud med sit glas og replicerede: "Bryd Dem dog pokker om det. Der skal være liv i det".
Den bemærkning kunne Bro goutere. Han og Rosenstand forstod hinanden. Når den gamle redaktør gæstede sit elskede Langeland, hentede Bro ham i hestevogn på skibsbroen. og så blev der snakket avis. Rosenstand var ikke den mindst glade over fremgangen.

Bro var fortsat på talefod med Damkier og fra oktober 1900 forhøjede begge blade abonnementsprisen til 2kr. kvartalet. Det anføres i avisen, at mens bladet for 5 år siden havde 1 typograf og 3 drenge, var der nu 3-4 typografer og 3 drenge. Tidligere fik en typograf 6-7 kr. om ugen plus kost og logi, "nu skal en typograf omtrent have 1000 kr. om året.
Helt op i Bros dage var der mænd, der gik rundt og trak byens trykkemaskiner. Damkiers blad udkom om morgenen og avisen om aftenen. Først ved århundredskiftet afløstes håndkraften af gasmotoren.

1901 rev Bro de gamle bygninger ned og opførte den nye trykkerigård. Bladet blev til, som det er i dag [1950]. Havestuen i Rosenstands gamle trykkeribygning erstattedes af en veranda med trappe til haven og kontoret flyttedes til forhuset. Hvor Rosenstand havde hestestald har trykkerimaskinerne nu deres plads.
Da byen først fik vandværk i 1907, installerede Bro eget vandværk. En motor pumpede vandet fra gårdbrønden til en beholder på loftet, hvorfra det strømmede til køkken, badeværelse og trykkeri.
 Samme år bortforpagtede Damkier Ølandenes Dagblad. Senere traf han nye arrangementer og boede i nogle år i Købenahvn. Her døde han i 1910. På sit højdepunkt skal Ølandenes Dagblad have haft 1200 abonnenter. Da det strøg falget en snes år efter sin talentfulde stifters død, var der ikke mange tilbage.

I Bros tid kom der hjælperi i redaktion og ekspedition. Lærere fra realskolen hjalp til på redaktionen efter skoletid og ved århundredskiftet rykkede de første unge damer ind, deriblandt frk. Halvorsen, Danmarks første kvindelige journalist.
Spiren til billeder i bladets tekst skriver sig fra årene ved århundredskiftet. I maj 1896 fandt mordet på et gammelt ægtepar i Oure sted. Avisen bragte billede af de myrdede. Den første cliché i lokalstoffet har således en dyster baggrund.
I annoncerne var der clichéer lige fra bladets start. En ulveflok i 1850, da et menageri gæstede byen. Og sådan var det ofte "rejsende folk", der tog billedet i reklamens tjeneste, medens de lokale annoncører holdt sig fornemt tilbage.
Billeder i bladets tekst kom der egentlig først fra Systemskiftet i 1901. De nye venstreministre måtte man naturligvis se afbildet i avisens spalter. Der skulle noget ekstraordinært til, før gamle vaners sejge is brød op. De tospaltede overskrifter pibler så småt frem i disse år, men det tog en rum tid, før de blev daglig kost.
Jernbanesagen var brændende aktuel i de år og Bro var en forgrundsfigur i arbejdet for banens gennemførelse. I 1896 da et flertal i byrådet nægtede at udtale sig om sagen i samklang med landkommunerne, kom stemningen på kogepunktet. 28. januar kunne avisen meddele, at en snes landmænd i de omliggende sogne havde drøftet at oprette en andelsbrugsforening i Rudkøbing. Det var meningen at købe Melsons gård til hovedforretningen og etablere udsalgssteder øen over. Avisen advarede dog mod hastværksarbejde. Byen stillede sig ikke afvisende. Altså til jernbanesagen.
14 dage efter ændrede byrådet standpunkt og vedtog at sende en deputation til trafikministeren. Bro undlod ikke at hovere en smule.
En affære der optog folk en hel del, var Bros stadige skærmydsler med borgmester Krarup. 1897 indledede avisen sit referat fra byrådets første møde med ordene: "Borgmesteren fra Simmerbølle ønskede byrådets medlemmer glædeligt nytår". Borgmesteren, der hævdede ikke at kunne finde en passende bolig i Fyen, boede til leje på Strandlyst.
Hen på året udbrød der åben fejde. Borgmesten nægtede avisen de offentlige annoncer og Bro gav ild med det svære polemiske skyts. Dette pådrog ham to injuriesager, som borgmesteren vandt. Men Bro var ironiker og svær at ryste sig. 1898 fik Krarup dommerembede i Jylland. Da den nye dommer kom, blev den nuværende dommerboig indrettet.
Bro var i ånde, når det drejede sig om lokale sager. Sydfynske fejdede han også med. Den daglige nyhedstjeneste gik derimod hyppigt for lud og koldt vand. Her var ringe udvikling at spore.
Høegh forstod bedre den beskedne reportages kunst. Vi har de gamle årgange af den indkøbte Tidende stående i vort arkiv og har jævnlig brugt dem til historiske artikler. Derimod mangler vi de første 44 årgange af Langelands Avis. Da Axel Rosenstand afhændede bladet til Bro, solgte han arkivet til Greven. En  yderst beklagelig handel. Bro forsøgte et tilbagekøb, men fik afslag af greven. Grevskabet har siden overladt de gamle aviser til museet, hvor de nu sover tornerosesøvn på museumsloftet.
Et nyt stof piblede i årtierne op mod århundredskiftet frem i avisen. Det var meddelelserne om sporten. Cykleløb og kricket var mest yndede til at begynde med. 1897 blev det ganske vist meddelt, at det stod sløjt til med sporten i Rudkøbing, men tre år senere overlod byrådet sportsklubberne 2 tdr. land nord for byen, og korte meddelelser om fodboldkampe dukker snart efter op i avisen. Boldklubben blev stiftet i 1900.
De gamle havde elsket træerne og skoven, men ved århundredskiftet begyndte stranden at lokke. ALlerede i Julius ROsenstands tid havde Ferd. Christensen opført strandbadeanstalt ved Rudkøbing og i tilknytning hertil det lille lystanlæg Bellevue.
I 90erne begyndte badelivet på Hou. I et brev fra 1897 til Langelands Avis hedder det:
"Houboerne er gennem mange år blevet anset for at stå tilbage i udvikling i sammenligning med øens øvrige befolkning; men nu er de kommet med. Hou har fået egen præst og en flot gæstgivergård. Og værtens energi har fået lavet et badested med mange fremmede". Den venlige by på nordspidsen gik sin store opblomstring i møde.
I tilknytning hertil oprettedes i 1898 Lohals-Korsør -ruten. In di århundredet fik Lohals en masse tyske badegæster. Deres kejser Wilhelm havde jo forsåvidt opdaget Langeland, idet han i sommeren 1891 foretog en sejltur til Bagenkop, kikkede på øen fra møllehatten i fiskerbyen og foretog en spadseretur i omegnen. Avisen noterede det i nogle få linjer.

I 1904 var grevens biler den store sensation på øen. Stejlende heste og undrende mennesker kantede vejene, hvor de for` frem i "rasende fart. Mindst 4 mil i timen". Befolkningen var på panikkens rand. Da der i september holdtes en stor udstilling i Rudkøbing, hævdede en indsender i avisen, at landboerne med deres familie ikke turde køre til byen af frygt for bilerne. Greven måtte love at holde dem hjemme i udstillingsdagene. Så turde man vove sig ud igen.
Da den første rutebil året efter kom til øen, formede det sig nærmest som en farce.
Øens gamle storpolitiske barometer, Langelandsbæltet, viste urotegn i efteråret 1904. Den 19. oktober  passerede den russiske flåde bæltet på sin lange vej ud til kampen med japanerne. Flåden lå for anker ved Spodsbjerg om natten, og da en fisker sejlede ud med et telegram, blev der skudt på ham - dog uden at ramme.

Også på Langeland var der urotegn -"Uroen i Humble". Radikalismen var i frembrud og bredte sig hurtigt videre ud over øen, begunstiget af forskellige forhold, navnlig af lokal karakter.

Bro stod tøvende og vaklende i den affære. Han ventede måske, at han med sin store popularitet og sine evner til forlig kunne få den langelandske skude vendte i den rigtige retning, når den værste storm havde lagt sig. Men så tabte Guldbrandsen tålmodigheden og ruede med oprettelsen af et nyt blad - samtidig med at de radikale var i travl virksomhed i samme ærinde.

Bro og Guldbrandsen havde forøvrigt længe levet på spændt fod.  Nogle mener, at det var Bros lønlige håb at afløse Guldbrandsen som øens repræsentant. Det håb kunne måske være gået i opfyldelse, om Bro havde handlet med fasthed. Hans vaklende stilling gav i stedet radikalismen vind i sejlene.
Bro var måske kørt træt. Masser af mennesker søgte ham. Han var med i alt, men talte nu og da om at ombytte pennen med ploven.
Dette blev i hvert fald udgangen. I september 1905 afholdtes der et stort polisk møde i Fredeskoven, hvor Sigurd Berg, Slengerik og Rode talte. Ved den lejlighed synes terningerne at være blevet kastet. Bro solgte Langelands Avis til Sigurd Berg for 110.000 kr. Oplaget menes på det tidspunkt at have været 15-1600.
30. september tog Bro afsked med læserne og fra 1. oktober blev bladet SIgurd Bergs for en årrække.
Bro hyldedes ved et festmåltid for sit virke på Langeland, for sine herlige selskabelige evner, sit gode humør og sin store hjælpsomhed. Han var småfolks ven med råd og dåd. Et smukt karaktertræk.

Årene på Langeland stod altid senere for ham som de lykkeligste i hans liv. Han købte den store Brogård i Brenderup, ejede senere et par dejlige lyststeder, var bladejer i Bogense og på Ærø, endvidere Venstres kandidat, men uden at opnå valg til tinge, der utvivlsomt var hans højeste mål. Ved anlæget af Nordvestfynske Jernbaner var han meget virksom og udnævntes til Ridder af Dannebrog.
Bro døde den 30. maj 1931. På sin hjemegn efterlod han mindet om den brave og hjertensgode mand, hvem mange havde meget at takke for.

Bros efterfølger på Langelands Avis, hidtilværende redaktionssekretær ved Fåborg Folketidende, cand phil. Alfred Larsen var så forskelllig fra forgængeren som vel mulig. Den megen tale om den store, populære mand, der tidlig og silde havde færdedes mellem folk, skal have irriteret ham. Han så heltst, at Bro holdt sig borte fra øen, hvilket denne godmodigt indrettede sig efter. Helt blev den nye redaktør dog vist aldrig skyggen af manden med træpiben kvit.
Alfred Larsen var født 1874 i Middelfart, hvor faderen var købmand. Han blev student fra Sorø og efter i et par år at have studeret statsvidenskab gik han i 1897 ind i provinspresen.
Manglede Alfred Larsen Bros folkelige bredde, var han til gengæld en god journalist og en dygtig skribent - i særdeleshed en fin polemiker. Snerten lå godt for hans skarpe pen.
Da Langelands Folkeblad begyndte at udkomme i december 1905 med Oscar Geismar som redaktør, måtte Langelands Avis miste en del abonnenter, men ALfred Larsen ledede bladet så dygtigt, at tabet udlignedes i de følgende år.
Han var vågen og effektiv i kampen mod radikalismen. Holger Kristiansen der i 1908 afløste Geismar på Folkebladet, havde det ikke alt for lystigt. Alfred Larsen var den overlegne i debatten. Dog følte han sig næppe nogensinde selv som sejrherre. Alfred Larsen var en ensom mand.

I 1907 blev avisens sider 7 spalter brede og et par år efter gjordes spalterne længere. Billedreportagen blev regelmæssig og der kom - omend ikke hyppigt - lokale personbilleder i bladet. Det første lokale situationsbillede blev bragt i september  1911, da flyvemaskinen kom til øen med Thelen ved styrepinden. Samme år indviedes Langelandsbanen som der havde været kæmpet for helt fra Rosenstandernes dage.
15. maj 1912 så man "alle tiders største billede" i Langelands Avis, af Christian den Tiendes proklamation som konge. Billedet breder sig over alle den store forsides 7 spalter. Da Christian den Niende døde i 1906 havde man måttet klare sig med tegninger fra kongens ligfærd. Nu blev pressefotografiapparatet taget i brug.
Flyveren Birch og hustru, der i efteråret 1912 kom flyvende til Langeland, blev foreviget i en hel lille billedreportage. Den første i sin art på Langeland.
Iøvrigt dyrkedes det lokale stof ikke just i lange beskrivelser. Lokalrubrikken var kort, men velpasset som bladet i det hele i redaktør Larsens tid.
Der indførtes kronik i disse år. "Til søndagen" kom frem og man ser nu og da lokalhistoriske artikler. Valgpropagandaen fik moderne tilsnit og telegramrubrikken blev fyldigere.
På denne tid fik øen højskole, Tange startede på Kohavebakken. 1906 åbnedes Langelands Museum. Ørstedspavillonen rejste sig ved stranden og blev siden overtaget af borgerforeningen. 1910 vedtog byrådet at anlægge elværk og som vandbeholderen fra 1907 groede hine anlæg op.
Nu og da syntes langelænderne selv, det var lidt for flot. 1911 spørger man således ved synet af den nye statiosnbygning i sit stille sind: "Kunne dette ikke være gjort lidt mindre storstilet". I folketinget stejlede Lars Dinesen over Jernbaneflotheden på rosengrenen.
Det var gode tider i disse år op imod den første verdenskrig. En jævn og sikker fremgangens linje i by og på land. Også for averteringen var det opblomstringens år. I 1913 ser man den hidtil største annonce i Langelands Avis. Thor Callesen averterede på en hel side af de store syvspaltede - reklamens sværeste skyts var taget i brug og blev hyppigt anvendt.
Tranekær havde endnu sin gamle glans. Prins Christian havde ofte deltaget i jagterne derude. I 1909 gæstede kronprinsparret slottet. Ved modtagelsen i Lohals holdt der fire biler på kajen. Det var ved at blive moderne tider. 1912 gik kongeparret i land fra Dannebrog og spadserede op til slottet, men lensgreven var ikke hjemme. I 1913 gæstede kongeparret påny Tranekær, hvor kongen deltog i jagten og nedlagde 174 stk. vildt. En herlighed af vildt vrimlede bag de grevskabets hegn, som avisen ved lejlighed havde skrevet lidt spydigt om. Og så går vi ind i andre dage.
I den tidlige morgen den 27. juli 1914 hastede nogle skibe forbi hinanden i Langelandsbæltet. "Hohenzollern" med kejser Wilhelm om bord kom fra Norge, ledsaget af to krydsere. Syd fra kom - efter besøg i Rusland - Frankrigs præsident Poincaré på slagskibet La France, ledsaget af et andet slagskib og en krydser. Begge parter ilede hastigt hjem. Den store krig stod for døren.
Aldrig har der vel været et røre i Rudkøbing som da mobiliseringen kom og Sydfynskes flåde blev sendt til Langeland for at hente soldater til sikringssyrken.
Overalt i landet stod folk i disse dage i tætte stimer foran bladenes vinduer for at læse telegrammer. I Rudkøbing fik avisen udhængsskab på torvet, og også her var tilstrømningen stor. Krigsudbruddet i 1914 gjorde i det hele et voldsomt  indtryk på sindene.
Det vældige krigsstof satte i de følgende år et nyt præg på avisens spalter. De gamle forsigtige overskrifter veg for nye og mere dramatiske. DOg opretholdt man længe fællesoverskriften "Krigstelegrammer" og siden "Verdenskrigen" over to eller tre spalter.
Som løjtnant var redaktør Larsen hyppigt indkaldt til sikringsstyrken, men der var nu kommet medarbejdere i redaktionen, og bladet gik sin gode gang.
1917 blev Julius Rosenstands gamle trykkemaskine fra 1876 afløst af en mere moderne maskine.
Også dengang var der besværligheder med at fremstille avis i krigstid, men intet imod, hvad det skulle blive under Verdenskrig II.
En række langelandske skibe gik i årene 1914-18 ned, de fleste for tyske torpedoer i Nordsøen.
I 1917 fandt den sidste store grevebisættelse sted i Tranekær. Lensgreve Chr. Ahlefeldt Laurvig døde på slottet en morgen sidst i august. Ved bisættelsen den 5. september var kongen til stede. Avisen bragte ved denne lejlighed en række billeder. De første ude fra øen.
I 1918 ringede klokkerne freden ind, men en lang efterkrigstid med dramatiske begivenheder og dybe økonomiske omskiftelser fulgte og strakte sig helt op mod den nye verdenskrig. Forfærdende var den dødens høst, som den spanske syge førte over landet i 1918 og følgende år. En sorgens tid også på Langeland.
Med megen dygtighed havde redaktør Alfred Larsen varetaget sin post på Langelands Avis i de år, der på så mange områder var indledningen til en ny tid. Der stod respekt om hans arbejde og om hans noble og retlinede færd.
Men årene havde slidt på hans nerver. I vinteren 1919-20 brød han sammen og forlod øen. Pladsen stod ham længe åben, men han vendte ikke tilbage. Sygdom kastede sin tragiske skygge over resten af hans liv.
15. januar 1932 døde redaktør Alfred Larsen på Riisskov og fik sin grav på den derværende kirkegård.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk