A/S L. Lange & Co. Svendborg Jernstøberi 1850 - 1975


Fra jubilæumsskriftet 1850-1975 Optegnelser af Lars Lange


Så følger hermed fortsættelsen til L. Lange & Co. 1850-1950, nemlig fra jubilæumsskriftet 1850-1975. Jeg kan også, hvis du vil have det, sende det i Microsoft
Word 2000 format.

Den første del er et genoptryk af 1850-1950, som det også ligger på Jeres sider. Og så følger, direkte afskrevet, dette:

Dersom du synes dat kan have interesse, laver jeg gerne sidste kapitel 1975-86, hvor jeg selv var med i bestyrelsen, til Jer.

 


"Foranstående er uddrag af et festskrift, som blev trykt i 1950 i anledning af 100 års jubilæet. Vi skal ganske kort her give et rids af udviklingen og forløbet af de
følgende 25 år.

Fremstilling af ovne og bygningsstøbegods var fortsat efter 1950 den bærende produktion for virksomheden, og nye modeller så dagens lys. En meget populær artikel blev en termostatstyret døgnbrænder, som fik en stor udbredelse. Mod slutningen af 50'erne kom dertil, under påvirkning fra Tyskland, oliefyrede stueovne, som A/S L. Lange & Co. som det første ovnstøberi i landet tog en produktion op af. I første omgang drejede det sig om en ovn, som vi på licens fra Tysklandfremstillede delene til, men snart blev egne typer konstrueret. Målsætningen for virksomheden var stadig at gøre sig gældende inden for det traditionelle område i fremstilling af individuelle varmegivere, som efterhånden var blevet den nye betegnelse for kakkelovne. Prognoser, udarbejdet af Ovnstøberiforeningen i samarbejde med Boligministeriet, gav udryk for, at man endnu hen til 1980'erne ville have denne opvarmningsform i mere end halvdelen af den danske boligmasse.

Da kredsen af egentlige ovnstøberier, som led i aftaler inden for Ovnstøberiforeningen, stadig blev mindre, havde man, fortsat indtil i begyndelsen af 60'erne, troen på, at en rolig udvikling kunne fortsætte. Selvfølgelig skete ændringer; som ovenfor nævnt, føjedes olieovnene ind i produktionsprogrammet, der i midten af 60'erne yderlig blev udvidet med en produktion af gasfyrede stueovne.

Alligevel blev det klart, at udviklingen i landet dels teknisk dels økonomisk kom til at gå meget hurtigere end ventet. Man måtte konstatere en stadig faldende
omsætning inden for dette område. Almindeligt bygningsstøbegods blev også trængt af udviklingen - f.eks. blev staldvinduer, køkkenvaske, støbte vaskekedler og støbte komfurer ganske fortrængt af markedet.

For at udnytte produktionskapaciteten har man sideløbende taget andre produktioner som underleverandør op. Især drejer det sig om støbte emner, som på den ene eller anden måde skal viderebearbejdes bl.a. ved emaljering. Blandt disse produktioner er såkaldt kunststøbegods blevet af en ikke uvæsentlig betydning for virksomheden.

I 1968 døde Hans Lange, 75 år gammel. Han havde, kun afbrudt af uddannelsesophold i udlandet, været knyttet til virksomheden i hen ved 60 år. Han efterfulgtes af sin søn, cand. jur. Harri Walther Lange, der siden 1950 havde været ansat i virksomheden. 1968 var et vanskeligt år, man havde oplevet en markant tilbagegang i omsætningen, men en mere rationel organisation blev indpasset og visse aktiviteter, såsom afdelingen for centralvarme og forkromnings- og forniklingsafdelingen blev afviklet, således at man i højere grad kunne koncentrere sig om at gøre de væsentlige produktionsområder så rationelle som muligt.

I støberiet har man gennem de senere år bestræbt sig på at lette arbejdsgangen og rationalisere produktionsgangen ved anskaffelse af tidssvarende formeanlæg, ligesom man i forskellige afdelinger, i den udstrækning behovene krævede det, har søgt med hensigtsmæssigt maskinel og inventar at gøre vore arbejdsmæssige forhold tidssvarende under de bestående bygningsanlæg.

Nævnes må, at vi netop i den seneste tid op til 125-året har genoplevet en stærk efterspørgsel efter brændeovne, som naturligvis medfører øget beskæftigelse. Såvel kunststøbegods som brændeovne eksporteres til flere lande, f.eks. Holland, Sverige, Island og USA.

Virksomheden beskæftiger ved 125-året 106 ansatte i Svendborg og 7 ansatte ved virksomhedens afdeling i København.
Selskabets bestyrelse består i dag af direktør H. W. Lange, direktør Harry Fich og fabrikant, civilingeniør N. Chr. Kryger.

En virksomhed kan ikke i medgang og modgang bestå gennem 125 år, uden at mange trofaste medarbejdere ved samvittighedsfuldt arbejde i virksomhedens
mangeartede led medvirker og har medvirket til at fremme den gamle virksomheds trivsel. Det vil føre for vidt at fremhæve blot enkelte af disse., men der skal i dette skrift lyde en oprigtig tak til alle.

Samtidig vil vi også bringe en tak til vore mange venner og kunder, som har hjulpet til at gøre Svendborg Støbegods og firmaet A/S L. Lange & Co. kendt i vide
kredse."

Med venlig hilsen
Lars Lange
llangeco@adr.dk

 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk