Indlæg lærere og præster eller højskole-/seminarieforstandere - af Poul K. Pedersen

Brudstykker1 - Renskrevet af Poul K. Pedersen

Brudstykker 1 Brudstykker 2 Brudstykker 3 Brudstykker 4

Indledning.
Dette er en renskrivning af en indbundet,laset bog fra ca. 1875. Bogen indeholder 160 sider med håndskrevne historier og blev fundet under oprydning af min morbrors dødsbo i Søndersø.. De første 8 blade + siderne 33-34 lå for sig, men da der ikke syntes at være yderligere materiale, blev de smidt ud. Senere under oprydningen dukkede de resterende sider (17-160) op, men da kunne vi ikke længere finde den første lille klump.
Hver bidragyder har tilsyneladende selv skrevet sit indlæg, så skriften varierer meget fra indlæg til indlæg (enkelte er endda skrevet med latinske bogstaver og af dem nogle med anvendelse af å og navneord med lille begyndelsesbogstav.

Jeg har grundet de manglende første sider ikke kunnet fastslå,
- hvad bogen hedder
- med hvilket formål bogen er udgivet (historierne synes at være af moralsk og opbyggelig karakter)
- hvem den er udgivet af

- Skulle nogen ligge inde med oplysninger herom, Er I velkomne til at kontakte mig via e-mail (se nederst på siden)
Fodnoterne om de enkelte skribenter er jo yderst summariske og på ingen måde fyldestgørende

Siderne 1 – 16 Mangler
Jeg kan konstatere, at:

  • De signerede indlæg er for en stor dels vedkommende skrevet af lærere og præster eller højskole-/seminarieforstandere
  • De få daterede indlæg (ca 10-15 stk) er skrevet i november 1875 (et enkelt dog 1. december 1875)- bidragyderne er omtalt i forbindelse med Grundvig og valgmenigheder
  • En af valgmenighedernes informationssider nævner, at der nu i over 100 år har været afholdt efterårsstævner af ca en uges varighed, og at disse stævner også blev kaldt ”gammelmandsmøderne”
  • Jeg har anvendt Statens arkivers sider om gotisk håndskrift.(1800 – skønskrift og 1800 – alm. håndskrift.)
  • Oplysninger om bidragsyderne har jeg fra - Internet, - Lademanns leksikon , - Forlagsbureauets Haandlexikon, kortfattet Conversationslexikon, udgivet af Emil Elberling og A. F. Pullich (to bind 1879 og 1880).

17 Nelliken i Urtepotten.
Jeg maa vogte mig for, at jeg ikke vander Nelliken for tit og for stærkt. Naar man haaber noget af et Barn, et Træ eller en Plante, bliver man let utaalmodig og holder bestandig paa; men mangen Gang maa man give Tid og lade Jorden blive tör. Der gives rigtig-nok ogsaa Sumpplanter, som altid behöver meget Vand,; De bliver ofte smukke men deres Liv er svagt og skröbeligt. –

Den mister ikke, som faar först.

Den Gaas, som Hovedet er af, kokker aldrig mer.

18 De to Jægere
To Jægere pralede af deres Dygtighed. Den Ene sagde: ”Jeg kan skyde et Skud Spurvehagl igjennem et Sold uden at göre Soldet Skade.”. Jeg kan gjöre det endnu bedre, sagde den Anden: ”Jeg kan med et Skud Hanehagl stoppe alle Hullerne i et Sold, saa det bliver vindtæt”. ”Ja, men saa ödelægger du jo Soldet”, sagde den Förste. ”Det er nemt gjort i stand igjen”, löd Svaret, ”thi jeg behö-ver blot at skyde efter Soldet med Kanonhagl, saa jage de Hanehaglene ud.

Man kan lyve saa længe, til man troer det selv.

Der er Forskel på Folk, sagde Manden, han kjörte om med Tudser –

Hvem der er kyllingklog, bliver sjelden hönegammel.

Fuglen kendes paa sin Hale og Manden paa sin Tale

19 Skjæmtsomme Fortællinger 1.
Harboöre-Jens havde det knapt med Brændsel. Han troede, at Kulden kom ind i Huset gjennem Vinduerne, og derfor murede han Vinduerne til. Saa var det jo mörkt derinde, men han og Konen toge sig for at bære Mörket ud i store Fiskekurve, og naar de udenfor troede at have tömt Kurvene, saa toge de dem fulde af dagslys ind. Det bleve de ved med til Aften; men de mærkede ikke, at Dagen var til Ende. Da Jens til sidst var træt, saa han sig om og undredes over, hvor mörkt det var blevet. Han sagde da: ”Nu kan jeg nok se, vi kunne gjöre det mörkt udenfor Huset, men det lader ikke til, at det derfor bliver mere lyst inde.”.

20 Sagn om Dyr. 1.
En Mand havde en Bavian og saa en Hund, der var saa bidsk, at den ikke kunne leve i Fred med nogen Skabning. Det var Bavianens störste Fornöjelse at drille Hunden ved enhver Lejlighed. Naar Hunden laa og frös i Gaarden, listede Bavianen sig gerne til og vækkede den med et dygtigt Ryk i dens Hale, hvorpaa Hunden sprang op og fo’er lös paa sin Modstander med en rasende Gjöen. Bavianen satte sig da i en udfordrende Stilling og bankede i Jorden med den ene Haand, hvorved den endnu mere drillede sin Fjende, som dog slet ikke kunde faa fat på den. Hver Gang den löb efter Bavianen, sprang denne over dens Ryg og havde strax igjen fat i dens Hale. Hunden skummede af Vrede, men naar den saa til sidst mærkede, at dens Anstrængelser vare forgjæves, luskede den sluköret bort.

21 Alvorlige Fortællinger. 1
Magister Jens Balslev, der var Præst i Tommerup i Fyen fra 1713 til 1761, var födt i Odense. I en alder af 9 Aar havde han en Vinterdag Besög af nogle andre Drenge, og de morede sig ved at skyde Isen i en Dam i hans Faders Have fra en Side til den anden. En Lægte, som han böjede sig over, gik itu, og han styrtede ned under Isen. De andre Börn löb forskrækkede bort, kun en Dreng blev tilbage, og det var en Dreng, som Andre altid gjorde Löjer med for hans Dumheds Skyld. Han klyngede sig fast til en af Pælene og ledte med sit ene Ben under Vandet, indtil Jens Balslev fik fat paa hans Fod og blev reddet. – Siden sagde han ofte til sine Börn: ”Saadanne forskudte Mennesker udvælger og bruger Herren tidt, thi hvad der er ringeagtet af Mennesker, er ofte et saare kosteligt Redskab for Gud.”.

22 Kjöbmandspriser paa Menneskelemmer
Da Hollænderne i Aaret 1781 hvervede Soldater, bekjendtgjorde de ikke alene, hvor meget de vilde give i Haandpenge, men de kundgjorde tillige en ordentlig Kjöbmandstaxt over, hvilken Godtgjörelse de vilde yde til de Soldater, der i Krigen mistede Lemmer og Förlighed. De forpligtede sig saaledes til at betale 1500 Gylden for Tabet af begge Öjnene, 350 Gylden for Tabet af et Öje, 1500 Gylden for Tabet af begge Armene, 450 for Tabet af den höjre Arm alene, men kun 300 for Tabet af den venstre. Tabet af begge Benene betaltes med 700 Gylden og af et Been med 350; for Tabet af begge Födderne udlovedes 450 Gylden, men for én Fod 200 Gylden. Mærkeligt nok, der var ingen Taxt fastsat for Tabet af Hovedet.

23 Alvorlige Fortællinger 2
.I gamle Dage var Fanö et meget fattigt Land og havde kun en Kirke, der var opfört af Jord og Drivtömmer, og var så bröstfældig, at man hver Dag frygtede for, den skulde falde ned. Desuagtet og skjönt der var Livsfare ved det, saa var Öboerne flittige Kirkegængere. Da hændte det sig en Söndag under Gudstjenesten, at der hörtes stor Larm, som forfærdede Folket i Kirken, saa de skyndte sig ud. Da saa de, at en stor Hval var kommen ind i det nærmeste Farvand, og saa var der indtraadt Lavvande, saa den ikke kunde komme bort igjen. Det var den, som foraarsagede Larmen. Men Hvalen blev dræbt og udbragt i saa mange Penge, at Öen derfor fik sig en ny Stenkirke, som blev opfört omtrent midt paa Öen, hvor den den gamle Kirkegaard nu er.

24
Hele Aaret rundt staar Solen op hver Dag, og hele Aaret rundt lyser den for os og giver os Varme, til nogle Tidersparsomt, til andre Tider rundelig, men til ingen anden Tid af Aaret ere Virkningerne af dens Lys og Varme saa i Öjnefaldende, og til ingen Tid ere vi saa glade ved Solskin som om Foraaret. Naar Solen efter om Vinteren at have staaet lavt paa Himmelen atter om Foraaret hæver sig og skinner klarere og varmere, da vækkes det slumrende Liv i sorten Muld, da kommer Gröden, da pippe Spirerne frem overalt, da bryde Buske og Træer, da kvidre Fuglene paa ny, ja, da rörer sig ligesom nye Kræfter i os selv; vi maa ud af den trange Stue, ud i den fri Natur for at höre og se alt det vaarfriske Liv, Naturen udfolder; der var Længsel i Naturen som i Mennesket efter rigtig lyst og varmt Solskin! Nu er Længselen stillet
C. M. Ipsen


25
”Og Manden troede selv og hans hele Huus!” dette Vidnesbyrd giver en kongelig Tjener, hvis syge Sön vor Herre Jesus havde helbredet. Hvor vilde jeg inderlig ønske, at dette med Sandhed kunde siges om mig og og mit Huus, ja om alle Huse i Menigheden, det var det bedste Lov(?) og den højeste Fest, der kunde ydes. Og – hvor ganske anderledes og bedre vilde det da ikke blive med os Alle; Bekymringen og Frygten vilde afløses af Glæden og ???. Kjærlighed og Fred vilde bo i vore Huse og vore Hjærter og forene os til trofast Stræben for hverandres Vel, oprigtig ??? ??? ??? Sang.
Niels o B Albrectsen

26 Flid og Ladhed.
Elsker Du Livet, saa ød ikke Tiden; thi Tiden er den Traad, hvoraf Livet er spundet. Tiden er det kostbareste af Alt, og Ødslen med Tid er den største Ødselhed. Op da og udret noget Nyttigt.
Rask til din Gjerning, saa faar du noget udrettet uden at forhaste dig. Træghed gjør Alting svært, men Flid gør Alting let. Naar du sent op, har du en kort Dag, og før du faar dit Arbejde begyndt, lakker det mod Aften. Ladhed gaar saa langsomt, at Armod snart henter den ind. Skynd paa din Forretning, at den ikke skal skynde paa dig. Er du flittig i dit Kald, vil du ikke dø af Sult, thi for den flittige Mand kan Sulten naa at kige ind ad Vinduet, men ej komme over Dørtærsklen.

27 Diogenes’s Bæger.
I Grækenland levede engang en Vismand ved Navn ´Diogenes; som havde vænnet sig til alle Slags Særheder. Da han troede, at Mennesket var desto lykkeligere, jo mindre det havde behov(?) til Livet, saa boede han heller ikke i et Hus, men i en Tønde. Han havde i sin Tønde ingen andre Kostbarheder end et Bæger af Træ hvormed han af bække og brønde øste sin Drik. Men da han en Dag saa en Hyrdedreng drikke af den hule Haand, kylede han sit Bæger bort og raabte: ”Denne Dreng gør mig til Skamme; jeg har stadig endnu unødvendige Ting for mig!” .Fra den Tid af drak han kun af Haanden.

Mangen én maa græde i Aar, fordi de lo i Fjor

Det er slemt at komme fra Dynen i Halmen.

Vel ??? er godt nok, men vel ??? er dog bedre.

28 Korset ved Skovsbo.
Ved Herregaarden Skovsbo, 1 Mil fra Kjerteminde, tæt op til en befærdet Vej, staar i et smukt, fredet Anlæg et Krucifix af Træ, hvorom Sagnet fortæller fölgende:
Paa Skovsbo levede for mange, mange Aar siden en Frue, som var i den Grad svag, at hun, naar hun gik omkring ved Gaarden, ofte maatte sætte sig ned for at samle Kræfter. Da hun saaledes engang havde sögt Hvile paa en stor, flad Sten et Bösseskud fra Gaarden og atter vilde rejse sig, mærkede hun til sin store Overraskelse og Glæde, at hun var bleven fuldkommen karsk; og for at takke Frelseren for denne vidunderlige Helbredelse, lod hun et stort Krucifix anbringe paa nævnte Sten. –
Da en af Gaardens senere Ejere vilde fjærne dette smukke og næsten i Legemsstörrelse udförte Billede for at kunne benytte Stenen, udbröd der en saadan Sygdom blandt Gaardens Folk og Kreaturer, at han i störste Hast maatte oprejse Korset paa sin gamle Plads, hvor det staar endnu som en Prydelse for Egnen. –
N. J. Hansen

29
Efterat det er fortalt, at Josef blev solgt af sine brödre og kom til Ægypten, saa staar der 2 Gange, at Herren var med ham, og derfor var der Lykke ved hans Gjerning. Den ene gang var han i Potifars hus, den anden Gang var han i Fængslet (1. Mosebog 39. Kap.).
Når du engang med eller mod din Vilje skal forlade dit Barndomshjem, tag saa dine Barndomsminder med, men tag frem for alt Vorherre med! Da vil du gaa uskadt gjennem Fristerens Hus og gjennem Livets Sorg og Trængsel, og da vil du ogsaa faa Kraft til at bære de gode og glade Dage, som maatte blive dig tilskikket.

”Voxer du fra Barnekaar, glem dog ej dit Fadervor, glem dog ej din Vugge!.”.
A.M.Christensen


30 Smaating.

  1. Gaa Din Samvittigheds Vej, hver Hindring imod
    ,hav stedse for Öje Dit Haab, det fjerneste, bedstemen
    med varlig Trin fremskride Din Fod,
    og i Din Virksomhed stræb kun efter det næste
  2. Lad Æren være Din unge Brud
    og Troskab Din Söster kjær!
    Armod, der vandrer i Kuld’ og Slud,
    som Barn paa Armen Du bære!
  3. Nyd glæden, men vær varsom i Dit Valg, ej alt er godt,
    hvad Dig som Godt afmåles,
    thi daarligt er det Kjöb og slet det Salg,
    hvor flygtig Fryd med evigt Nag betales.
  4. Når Falsk har vundet Herregunst,
    saa bör man ta’e sig vare,
    thi Ærlighed er da omsonst,
    Uskyldighed i Fare
  5. Kryb ej for de store og foragt ej de smaa,
    vær aaben, men lad ej Tungen löbe!
    Hvad ej Du ved Fortjeneste kan naa,
    Du med Dit bedre ”Jeg” skal ikke kjöbe”.

Meddelt af B. Bojesen


31
Midt i Hedeegnen, omtrent en Milsvej fra Viborg, ligger den gamle Herregaard Hald omgivet af Skov og Sö som en Oase i Örkenen. Mange ere Minderne, der knytter sig til dette Sted. Herfra drog Aage og Ebbe ud med Longobarderne, her havde Ridder Niels Bugge sin stolte Borg; Her bode den myndige katolske Biskop Friis; herfra drog Gregers Daa ud for at kjæmpe og falde ved Gadebusch; her tilbragteOve Höegh Guldberg sine sidste Dage, og nu drager Opmærksomheden atter herhen, idet her aarlig afholdes Lejrsamlinger. Smukt ligge de hvide Telte paa en bakke, der skraaner mod Söen; Liv og Lystighed er der i en saadan Lejr. Dagen gaar med Övelser i Omegnen; men om Aftenen samles Mandskabet ved de lange Borde bag Teltene. Al Træthed er glemt; Spög og Latter lyder, medens man strækker sig i Græsset; Sangen toner i den stille Aften; Retræten blæses; et Skud knalder, og saa: ”Alle Mand til Köjs!”.

Emil Sauter

32 Enkelte af Salomons Ordsprog:
Herrens Frygt er Visdoms Lære, og Ydmyghed gaar foran Ære.

Hvo som skjuler Overtrædelser, söger Uærlighed; men den, som ripper op i en Sag, sætter Splid mellem Venner. Bedre en Ret Grönsel med Kjærlighed end fed Oxe med Had.

Venlige Öjne fryde Hjertet, godt Bud styrker Benene.

Mildt Svar dæmper Hidsighed, men Haardt Ord rejser Vrede.

En aaben Stad foruden Mur er den Mand, som ikke kan tvinge sin Heftighed.

Smæk af Elskeren er vel ment, Fjendens Kys maa frabedes.

De Vise gjemme Kundskab, men Daarens Mand er nærved at briste.

Den, som elsker Lærdom, elsker Kundskab, men hvo som haver Tugt, bliver et Dyr.

Guldring i Svinetryne er den smukke, uforstandige Kvinde.

Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed frelser fra Död.

Graa Haar er en dejlig Krone, naar de findes paa Retfærds Vej.

M. Jörgensen

33-34 Er bortkommet

35
Vort Fædreland har ikke til alle Tider været saaledes opdyrket og bebygget som nu. Da de förste Folk for Aartusinder siden sönderfra indvandrede hertil, var Danmark overalt bedækket med store Skove, som gik lige ned til Kysterne. Inde i Skovene var der talrige Moser og, især i Jyllands Midte, vidtstrakte Lyngheder.

De förste Indbyggere som i den saakaldte ”Stenalders” Tid kun havde ganske simple Redskaber af Steen, Been og Træ, fordi de slet ikke kjendte Metal, bosatte sig paa Kysterne, hvor de levede af Jagt og Fiskeri. Men da de senere havde lært at danne sig bedre Redskaber, begyndte de at rydde Skovene og, efter andre Folks Eksempel, at dyrke Jorden og opdrætte Husdyr.

Ulige mere bredte Agerdyrkningen og Husdyravlen sig ud over Landet i den påfölgende ”Bronzealder”, da man havde faaet indfört de förste stöbte Metalredskaber af Bronze eller af Kobber blandet med Tin. Men störst vare dog de fremskridt, som skete, da man omsider i ”Jernalderen” fik Kundskab om at smelte og smede Jern.

Thi uden Redskaber af Jern og Staal vilde vort Agerbrug ikke være naaet til sin nuværende Höide.

J.J.A.Worsaae

36 Rim om Vejr og Vejrskifte.

  1. Morgenröd gi’er Aften blöd, Aftenr’d gi’er Morgen söd.
  2. Morgenröde lyver ikke; den vil os sikkert Ren tilskikke
  3. Naar Solen gaar ned i en Sæk, staar den op i en Bæk (Naar den daler i en mörk sky, giver det tidlig Morgenregn
  4. Det er gammel Mands Tale: Der er Regn i Runs Hale.
  5. Marts tör giver Rug som Rör.
  6. Thormaaneds Gröde kan April öde. (Hvad en mild Marts har lokket frem, kan en streng April igjen öde)
  7. Thormaaneds Væde kommer gammel mand til at græde (thi han frygter da for Uaar).
  8. Aprils Væde er Bondens Glæde.
  9. Marts tör, April vaad og Maj kold gjör Bonden bold.
  10. Naar Himlen arker (naar Skyerne strime) fra Sönder til Nör, skal Bonden tage sit korn, mens det er tör; men, naar Himlen arker fra Vester til Öster, kan han lade det staa, saalænge han lyster.
  11. Når det fryser fra Sönden, fryser Tappen i Tönden (saa bliver Frosten streng for Alvor).
  12. Naar Dagen længes, vil Vinteren strænges (den haardeste Vinter er ikke forbi, fordi vi har naaet den korteste Dag).Ballung


37 Nilens Kilder
I Marts 1861 udgik Baker med en Expedition fra Kairo for at mödes med Speke og Grant, der fra Öst vare udsendte for at finde Nilens Kilder. Speke opdagede 1962 den store Sö Victoria. Dens Aflöb mod Nord antog han for Nilen og kaldte det Victoria Nil. Dette Aflöb naaede Baker; men han böjede fra det og drog mod Vest og kom d. 16. Marts 1864 til den store Sö Albert. Det var med unævnelig Glæde, at han naaede dette Maal, idet han stod paa Bjærgene ved den östlige Side og skulde ned paa det store klare Vand, som glimrede i Morgensolens Skin omgivet i Vest af prægtige 7000 Fod höje Bjærge, og hans Blik skuede her, hvad aldrig nogen Evropæer havde set för ham. I 13 Dage foretoges en Sejletour i Kano langs den östlige Bred til Victoriaflodens Udlöb i Söen, her findes det prægtige Murchisons Vandfald med en Styrtning på 120 Fod, det er omgivet af mörke Klipper, bevoxede med Palmer og andre tropiske Væxter, saa det hele gjör et storartet Indtryk paa Beskueren, idet det snehvide Vand fremtræder skarpt af den mörke Grund. Fra Albert Söen flyder Nilen som en bred Ström mod Nord.

G. Hvejsel

38 Brudstykke af en Tale ved en Folkefest paa Bögebjerg d. 5te Juli 1873.
Det er idag en af Danmarks Hædersdage, og det er godt, at vi ikke lade saadanne Dage gaa ubemærkede hen. Mindet om dem styrker vor tro paa, at som Gud har været med os tidligere, vil han ogsaa være det endnu, det befæster vort Haab om vort Folks og vort Fædrelands Bestaaen.
Det, som gjör denne Dag til en Hædersdag for os, det er, som vi Alle vide, de Danskes Sejer over de slesvigholstenske Oprörere ved Fredericia. Det er i dag 24 Aar siden, at den tapre General Rye, idet han tilraabte sine Soldater: ”Idag maa Ingen vige”, i Spidsen for sin kjække Skare stormede frem mod Oprörernes Skandser, frem til Heltedöd, men ogsaa til Sejer. Kan vi da nogen 5te Juli samles med hverandre uden at mindes dem, der strede saa kjekt, mindes især de Tapre, der gav deres Hjerteblod for Fædrelandets Frelse; og bör det vel være anderledes! De fortjener det af os, at vi mindes dem med Hæder, og gjennem Mindet om saadanne forudgangne Helte er det, at der opfostres nye Helte, der vil kæmpe og dö for gamle Danmark.

H. H. Andersen

39
En Reform af Almueskolevæsenet forudsætter efter min Mening först og fremmest, at der hos Folket vækkes en mere levende Interesse for Börnenes Undervisning, end der endnu på mange Skoler finder Sted. Der kræves ikke alene pekuniære Ofre af dem, der uden væsentligt Savn kunne yde disse, men ogsaa Villighed hos den store Mængde, der benytter Börnene til Arbejde, til at give Skolen, hvad Skolens er. Det er ubilligt at fordre, at Barnets Undervisning skal kunne være afsluttet med det fyldte 13de Aar, og at denne saaledes hörer op i en Alder, hvor barnet först ret begynder at tilegne sig det lærte. En anden betydelig Hindring for Almueskolens Udvikling er den tidlige Konfirmation, der beröver Skolen saa mange Börn i en Alder, hvor de ikke kunne siges at være modne til at forlade det fædrene Hjem og store nok til at bære Livets ofte tunge Tilskikkelser.

D. 7 November 1875I Holbeck

40
Da Kong Akab ville kjöbe Nabots Vingård, gav denne Mand det Svar: ”Herren lade det være langt fra mig at give dig mine Fædres Arv”. For dette Svars Skyld er det værd at mindes ikke blot den Uret, Nabot led, men ham selv. For dette Svars skyld elsker jeg ham og önsker at ligne ham i Kjærlighed til Fædrene og Fædrenes Arv.
Jeg glæder mig, når jeg ser en Mand eller Kvinde blive i deres Fædregård, skjönt det var mere indbringende at söge et andet Hjem, når jeg ser et Menneske hellere nöjes med Brödet i Danmark end söge Guld i fremmed Land, når jeg ser, at nogen af Agt for Fædrenes Levevis vrager nye Moder og at man ikke vil bytte Fædrenes Sprog, Sagn og Sang bort for fremmed Oplysning og Dannelse, og da tænker jeg på Nabot.
Fremfor alt glæder jeg mig ved hvert Hjerte, der ikke vil slippe Guds Menigheds gamle fra Fædrene nedarvede Tro og Dåb for ny Visdom. Vil Fjenden friste os dertil, da lad os svare: ”Herren lade det være langt fra mig at give dig mine Fædres Arv.”

.N.A.Lund

41
Jeg kommer lige fra Island, fra Sagaens og Jöklernes stolte Ö, som hæver sig op af Atlanterhavet med sine höie af evig Sne dækkede Fjelde, med sine rivende Elvedrag, sine store ildsprudende Bjerge, hvoraf Hekla, som du jo alt kender, ingenlunde er det störste, og med sine varme forunderlige Springkilder, blandt hvilke den vrede, tordnende Geyser paa Grund af den Höide, hvori den undertiden udsender sin Vandstråle, er bleven mest bekendt. Jeg kommer lige fra at se og beundre mit Stammeland, Island, og jeg vilde derfor gerne, min kære, unge Læser, bidrage lidt til Dit Bekendtskab med Din Interesse for hint fjerne, mærkelige Land, der i Middelalderen stod paa et saa höit Kulturtrin, at det har kunnet skænke os de mange skönne Sagaer, hvoraf Du maaske alt kender nogle, men som i en senere Periode under Trykket af uheldige Forhold og især af sin store Isolation, maatte friste en tung Tilbagegang, ikke i sin Befolknings Rod og Kærne, thi den er ren ædel og kraftig fra Grunden af, men i de borgerlige og sociale Institutioner, under hvis Velsignelser baade Du og jer ere opvoxede; hint fjerne mærkelige Land, der i dette Öieblik frembyder det interresante Skuespil af vaagnende Kræfter, af ivrig Stræben efter Fremgang, i dette Öieblik tager fat paa en ny Æra, hvis Datum i Verdenshistorien vel vil skrive sig fra dets Tusindaarsfest i 1874, fra vor ædle Konges Besög og fra den rige, skönne Gave, hvormed han adlede sit Besög til en Folkefest, en Folkefest, der ikke – som de fleste andre Fester – ender med den Dag og de Timer, da den afholdes, men som har sat og fremdeles vil sætte sit Stempel paa den Fremtid, der med Guds Hjælp, atter skal hæve Island, Sagaens minderige, stolte Hjemstavn, til den Höide, hvorpaa det bör staa, og som dets Befolkning egner sig til at indtage.

Benedicte Arnesen Kall

42 Brudstykker af et Foredrag i et Lærermøde.
Spørges der om Midlerne til at hæve Almueskolen, saa den kommer til at danne et bedre grundlag for Højskolen, da véd jeg selvfølgelig ikke meget Nyt at anføre. Et Middel skal jeg dog henlede Opmærksomheden paa, hvis gode Indflydelse lang Erfaring har lært mig at vurdere højt: gode Sædvaner i Skolen og Hjemmet. Hvilken mægtig Støtte er det ikke for Skolen, naar det er en Tone og anses for god Evne, at Børnene i Hjemmet lære at læse, tælle, skrive Tal og Bogstaver, inden de sendes i Skolen, samt stadig at søge Skolen og punktlig at lære det foresette i Skoleaarene. At faa saadanne gode Sædvaner indførte, hvor de ikke findes, er rigtnok ikke let, men naar en Lærer virker længe paa et Sted, vil det ofte kunne lykkes ham. Jeg modtager nu meget sjælden Børn i min Skole, der ikke kunne læse, selv naar Forældrene ikke kunne det; jeg tror nok, der gives mange Pageskoler i mit Distrikt, skjøndt ikke en eneste, der bærer Navnet.Idestrup

i Novbr 1875.(Idestrup (tryk på første stavelse) ligger 5 km ØSØ for Nykøbing F.) H.A. Betz

43 Sagn om Dyr 3.
En Mand i Norge havde en tam Björn, der gik lös og opförte sig sædvanligt godt, men kunde dog stundum gjöre en lille Ulykke. En dag havde Manden fremmede, og de satte netop til Bords, da Björnen, som ikke var buden til Bords med, kom dumpende ind ad det aabne Vindue og landede midt paa Bordet, som den rev omkuld med Glas og Tallerkenner og det Hele. En anden Gang, da der ogsaa var Gjæster, gik disse ud at spadsere og Björnen gik med. Der var over en Sti et smalt Gangtræ, og Björnen kom bagefter. Men midt ude paa Broen kom han til at dingle og faldt i Vandet. Han kom dog op igjen, men da var han vred. I Nærheden gik der et Svin, og Björnen maa vel have sat sig i sit Hoved, at det var Skyld i hans Uheld paa en eller anden ubegribelig måde; thi han gik lige hen til Svinet og gav det et saadant Örefigen, at det faldt omkuld og aldrig rejste sig mere. – Det blev dog Björnens sidste dumme Streg; thi nu lod dens Herre den dræbe.

44 Bönnerne.

Det var saa stille paa Havet;
Söen var blank som et Spejl.
Der laa vel hundrede Skibe
derude med slappe Sejl.

Der laa vel hundrede Smakker,
som agtede sig hver sin Vej,
de ventede alle paa Medbör,
Men Vinden rörte sig ej.

Og Bönnerne steg mod Himlen
paa Engelsk, Fransk og Latin:
De hundrede Skippere bad
om Vind – men Enhver om sin.

De bad om en strygende Kuling
Ret af den lystige Slags.
Og knurrede saa paa Norserne,
som ikke sendte den straks.

De Daarer! Havde han hört dem,
som vilde i samme Stund
De hundrede Vinde nedhvirvlet
dem alle til Havsens Bund.

Erik Bögh

45

Der er et Tempel svalt og skjönt,
af høje Piller er det bygget ,
og Taget, det er tæt og grönt,
med tusind Smaragder smykket;

Dog gÿnger det for sagten Vind,
og skinner Solen klart derind,
det fryder öie, Hjerte, Sind,
thi der er lifligt udi Skoven.

Der flagre mange Fugle smaa
fra Green til Green og muntert sjunger.
Den Sommertid de prise maa
saa lÿsteligt med deres Tunger.

Naar Aftenen er lÿs og lang,
og stuen hjemme blev for trang,
vi gik at höre Fuglesang,
den löd saa lifligt udi Skoven.

H. F. Ewald

46 Prærien.
Mississippi löber igjennem en flad Slette, som er bevoxet med mandshöjt Græs, der bölger frem og tilbage, som Sæden for os og derfor kaldes Græshavet eller Prærien og Savana. Her findes Bisonoxer i tusindvis som jages af friske Jægere,saavelsom af Indianere til Hest. Det hænder undertiden, at det törre Græs kommer i Brand, da flygte Dyrene med Rædsel for det voxende Ildhav. Hjorte og Antiloper, Ulv, Pantere og Præriehunde, vilde Heste og Bisonoxer fare rasende efter i store Klynger og bröle af Raseri. Hvad der ikke kan rende med, bliver traadt sönder og sammen og opbrændt tillige med Slanger og andet Kryb, som för fik Tilhold paa Prærien. Den vilde Flugt standser först, naar Dyrene naar over paa den anden Side af en eller anden Flod

.Holst

47 Skjæmtsomme Fortællinger. 2.
Harboöre-Jens’s Husmönning var behængt med Sten, som vare bundne sammen to og to, for at Mönningen ikke skulde blæses ned. Engang havde han en Ko, der om Foraaret var mager og ikke stod godt paa sine Ben. Den græssede udenfor Huset; men da det engang var stærk Storm, blev han bange for, den skulde blive bortblæst. Han brugte da samme Raad, som der var brugt til Huset, idet han bandt Sten sammen to og to og hængte paa Dyrets Ryg, til Dyret laa paa Jorden og stönnede under Byrden. Koen blæste da ikke bort, og hvad der var endnu sikrere: Den stod aldrig paa sine Ben mere.

Meget naar den, som meget forsöger. Det er ikke godt for Padden at komme i Storkereden


48 Tonerne (Chr. Vinther)
Indslumre dybt i al Naturens Rige
Man vaagne brat, naar Mesteren har kaldt;
Af Intets Skjöd han laderdem opstige,
og deres Slægt har endnu Ingen talt;
I blid og sagte Flugt de snart hensuse,
Og snige sig, hvor Intet ellers naaer;
Men snart med Herskervælde frem de bruse,
Og deres Sejersraab til Himlen gaaer.
De tjene venligt Sorgens dybe Klage,
og dysse den saa saligt södt til Ro;
Det Hjerte som har ingen Tröst tilbage,
sin Qval endnu til Toner tör betroe;
De laane Elskov selv en Trylletunge,
der tolker ömt, hvad Ordet ej formaaer,
Og Glæden först i Hallen ret kan runge,
Naar Sangen mægtigt med sin Vinge slaaer.

H.O.Johnsen


49
En tilnærmelsesviis rigtig Forestilling om Dagenes Længde i hver af Aarets Maaneder vil et forstandigt Barn kunde skaffe sig ved at betænke:

Som den længste dag (21-22 Juni) er omtrent 17 Timer, den korteste (21-22 Decemb) kun 7. saa er Forskjellen paa disse = 10 Timer eller 600 Minutter, som falde paa 6 Maaneder a 30 Dage ): 100 Minutter paa hver Maaned, eller 31/3 Minut daglig fradrages fra den længste til den korteste Dag og ligeledes tillægges daglig fra den korteste til den længste Dag.

21de Juni kaldes Sommersolhverv, da staar Solen i Krebsens Vendecirkel, 23½ Grad Nord fra Æquator, eller Linien omkring Jorden, mellem Syd og Nord. 21de Decemb. hedder Vintersolhverv, da staar Solen i Steenbukkens Vendecirkel 23½ Grad Nord for Linien. Staar Solen lodret over Linien, hvilket sker hver 21de marts og 23de Septemb. saa har vi Jævndögn, eller Dag og Nat har lige stort Timetal i Dögnet.

Enhver Cirkel deles i 360 Grader, saaledes deles ogsaa Jorden, hvis Omkreds er 5400 Miil, fölgelig er en Grad 15 Miil; den halve Omkreds (fra Pol til Pol eller fra Æquator omkring en af Polerne til Æquator = 180 Grader eller 2700 Miil, den kvarte Omkreds er ??? = 90 grader eller 1350 Miil.

Jorden drejer sig rundt om sin Axe i 24 Timer og farer saaledes med en Hastighed af 225 Miil i Timen.

Et flinkt Tiaarsbarn vil af anförte Tal kunde udfinde, hvor langt det Land, der ligger paa den 55 nordlige Bredegrad, er fjernet fra den virkelige Sollinje d. 21de Juni, d. 23de Septemb, den 21de decb.

Det er skjönt at være sig bevidst i Tid og Rum men skjönnere at være sig bevidst begr??? for Ham, som gjorde det Alt sammen og at kunne sige med Digteren:

Hvor Gud mig förer, vil jeg gaa
Om Foden skulde brænde;
Kan jeg det forud ei forstå,
Jeg siden nok skal kjende,
At det er idel Trofasthed,
hvor han mig förer an og ned
er min Troes Anker

???Aarhus og Hammel d. 4/11 75 Ulæselig signatur

50 Efter Ferien.
En doven Skoledrengs Morgenbetragtninger.

Hör blot, hvor kjönt alle Fuglene synge!
Sidde i Træernes Toppe og gynge,
eller som Korn paa Engen sig sole,
det andet er end at sjokke i Skole!

Gaa og se til, hvad de andre bestille,
snuse og rapse og slikke og pille
og hele dagen kun drive
Det bedre er, end at læse og skrive

Voldsomt den skole dog ta’er på ens Kræfter
Der skal man sidde og strengt høre efter,
vide hvert Ord, hvorom Læreren spurgte,
ellers man faaer sine Rygstykker smurte.

Saasnart som jeg ind i Rigsdagen kommer
- gid det skete endnu denne Sommer! -
Den lov strax jeg gi’r, derpaa kan I stole,
at flux skal lukkes hver eneste Skole.
(Af ”Illustreret Børneblad”)


51 Knægten med de lange Stövler.
Öen Manö i Vesterhavet blev i Aaret 1558 haardt medtaget af Vandflod; saa der blev kun 7 fattige Familier i Live paa Öen. Denne havde i lange Tider hverken Paæst eller Kirke, og Folkene længtes saare efter höre et Guds Ord om Helligdagene. Da var der en ung Student i Ribe, som hed Svend, han ynkedes over Öboernes Trang og önskede at komme dem til Hjælp. Han var höj og stor, og da han snart lader sig gjöre et Par Stövler, der gik ham midt op paa Livet, saa vadede han hver Söndag den Milsvej igjennem Havet, som her ikke er dybt, for at prædike for Öboerne. I de fölgende Dage havde han i i Ribe den Gjerning, hvoraf han ernærede sig; men om Söndagen var han Præst for de fattige folk paa Öen. Det blev han ved med i Aaringer, indtil han omsider blev virkelig Præst derovre, hvor man endnu ved at tale om den brave Herr. Svend og hans lange Stövler

Der går flere Veje til Hjærtekamret end til Hovedporten.

52 De mærkelige Öjne.
Hvorfor seer du saa vist paa din Mellemmad? spurgte en Madmoder sin Tjenestedreng.Han svarede:Jeg kan ikke forstaa, hvad det er mine Öjne fejler! I Gaar var jeg saa grantsynet(?), at jeg kunde see Tandrup Kirke igjennem Osten paa min Mellemmad, og i Dag er mine Öjne saa daarlige til at see, at jeg ikke kan blive klog paa, om der er Smör paa Brödet eller ikke. –

Det er er ikke godt for Svin at vide, hvad Flæsk koster i Hamborg.

Spaar?? paa Bond???; Bunden sparer sig selv (rent volapyk, men jeg kan ikke tyde det bedre nu)

Den gjemmer dyr Vare, som sin Fred gjemmer.

Gaa tidlig i Seng og staa tidligt op, det gjör dig sund paa Sjæl og Krop.

53 Skjæmtsomme Fortællinger 3.
Harboöre-Jens og hans kone havde et Aar mange Kaal, men de havde kun lidt Sul, og saa rejste han til Marked for at kjöbe en Rulle Svine-Ister at gjöre Kaalen fed med. Han kom da hjem med en dygtig trind Rulle, og saa kogte Konen Kaal, og Jens böd Naboer og Venner sammen til det gode Maaltid. Konen tog Isterrullen og skar Hul paa den i alles Paasyn; men saa svandt den pludselig ind til en tynd Hinde. Det undrede man sig over; men saa sagde en Nabo: Du har ladet dig narre, Jens, og kjöbt en oppustet Svineblære i stedet for en Rulle Ister. Kan Kaalen blive fed af Svineblære?, spurgte Konen. – Naboen sagde ”Nej”: men siden blev det et Mundheld i Harboöre: ”Kaalen kan ikke blive fed af Svineblære. Naar Tosse kommer til Marked faar Kræmmeren Penge”.

54 Et Barndomsminde.
En Fader satte sig en Aften ved Bordet og eftertalte med dyb Alvor og bevægende de faa lybske Skillinger, han havde i sin Klædespengepung. Hans lille 6 Aar gamle Sön, der paa den Tid var plaget af Feberen, sad paa Moderens Skjöd og hældte sit Hoved til hendes Bryst. Da Barnet hörte, at Faderen næste Dag skulde til Kjöbstaden, bad det om at faae et Hvedebröd med hjem fra Bageren. Hertil svarede Faderen: ”Det faaer du næppe, min Sön; thi der ere ikke flere Penge, end jeg nödvendigvis skal bruge – og for at være sikker stak han endnu engang sin Haand i Pengepungen. Da han nu intet fandt, rakte han Pungen over til Barnet for at dette ogsaa kunde overbevise sig om Pungens Tomhed. Barnet puttede med kun lidet Haab sin lille Haand ned i Pungen, men efter et Öiebliks Forlöb drog det med glædesstraalende Öine Haanden op og viste Faderen, at det havde fundet en Skilling. Faderen blev heelt forbauset og sagde: ???! Den maa vor Herre have gjemt til dig, og nu skal du ogsaa faae et Hvedebröd i morgen.

J. H. Træhus

55 Sköjtelöberen!
Nogle unge Mennesker sad en Gang og talte om, hvem af dem, der var dygtigst til at löbe paa Sköjter. Den unge Hr. Lyvenborg fortalte da, at han en Gang, da hele Limfjorden var tilfrossen, havde paa én Dag löbet paa Sköjter fra Lemvig til Aalborg. De andre vilde ikke rigtig tro det; men den ældre Hr. Lyvenborg, som ogsaa var tilstede, vilde hjælpe sin Broder og sagde: ”Jo, det er fuldkommen sandt, jeg saa det selv; men det var rigtignok ogsaa en af de længste Dage i Aaret.

Naar du vil gjöres ondt, saa sög et sted, hvor Gud ej ser dig.

Ingen Sorg uden Söster.Saaret læges sjælden saa vel, at Arret ikke synes.

56
Intet er stort, som ikke er godt, og intet er sandt, som ikke bestaar.

Hold dig for god til at gjöre ondt!

Frygt ingen saa meget som dig selv.

Hjælp og giv gjerne, og tak dig derfor ikke större; har du intet, saa hav en Drik koldt Vand ved Haanden, og tak dig derfor ikke mindre.

Bid ikke i Spotternes Föde,; thi de ere de alvorligste af alle Mennesker.

Gjör, hvad der er Lön værd, men forlang ingen.

Den er ikke fri, som vil kunne gjöre, hvad han vil; men den er fri, der gerne vil, hvad han skal.

Lav saaledes, som du vil önske at have lavet, naar du engang dör!

Th Schmidt

57 Den dobbelte Prædikener
For hen ved 30 Aar siden strandede en Fiskerbaad ud for Nyminde. 6 Mand druknede og efterlode sig fattige Enker og Børn. Da Præsten om Søndagen prædikede over Ligene, græd hvert Menneske, som var i Kirken; men udenfor denne kaldte Præsten Folkene sammen. Han sagde: ”Det er en ret Gudtjeneste at besøge for Par og faderløse i deres Nød!” Saa bragte hansKarl ham en Tallerken, Præsten lagde 10 Spesier paa den og rakte den saa ud mod de Liigbærende og bad dem give efter Evne og god Villie, hvorfor han sagde, at der henlaa en Liste i Skolen, hvor de kunne tegne sig, der ikke havde Penge hos sig. Der kom en langt større Sum ind, end man skulde have ventet i det lille fattige Klitsogn, at der var et saadant Forslag i Summen, at de forulykkedes Familier ingen Nød kom til at lide. Præsten er for længe siden død, og det er snart glemt, hvor yndet han var som Prædikant; men hans korte Prædiken hiin dag udenfor Kirkedøren vil svært glemmes

Gud ælsker en glad Giver, og man bliver ikke fattig af det, man giver bort.

Hvo som forbarmer sig over den Ringe, lønner Herren, og han skal betale ham for hans Velgjerninger.

I Nød skal man kjende Venner.

58
Lyst det er at höre fuglens sange;
Fri og frejdig i den unge vår
De kan lære hjærter bange,
Hvad de små formår.

Liflig byde tonerne, som klinge
Formede med kunstens fine takt,
Når dem ånd har lånt sin vinge,
Til hvad han har sagt.

Lettest flyver dog til hjærtets kammer,
Varm som hjemmet den er kommen fra,
Tonen blöd, som kjærlig stammer
På Halleluja!

Gud ske tak for hvert et venligt möde,
der hvor åndens samfund hilser fra
Salighedens morgenrödeI
vor fælles tro!

(Skrevet med latinske bogstaver og med anvendelse af å og navneord med lille begyndelsesbogstav)
C. J. Brandt

59 Hosianna!
Egen Mel.

:/. Hosianna for Davids Sön! ./:
Hosianna! Hosianna! Hosianna for Davids Sön!
Ad Palmevejen drog Han, vor smerterige Drot,
igjennem Död og Helved op til sin Faders Slot;
som Herlighedens Herre hos Gud nu troner Han,
og Jords og Himmels Fylde er Lidelsernes Mand.
:/. Hosianna! ./.

./: Hosianna for Davids Sön :/.
Hosianna! Hosianna! Hosianna for Davids Sön!
På Syndens Vange samler den Kærlighedens Folk
blandt Dödens Dömte skærer sig sit strålerige Folk;
og over Död og Helved med Livets Kongeord
Han Davidsriget hvælver som Himmel over Jord.
:/. Hosianna! ./:

K.F.Viborg

 
 
 
Leveret af Poul K. Pedersen
E-mail til Poul K. Pedersen
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk