Svendborg, du min barndoms by 1950 - 56
Forside ] Op ]

 
Svendborg, du min barndoms by 1950 - 56.

Af Jørgen Kjærgaard Kristensen.

  
Jeg ser Bagergade, Gerritsgade og Kattesundet for mig, hvor slagteren bar en sort bowlerhat. Jeg husker Svendborg Sund og tænker på gode gamle Adam Oehlenschlager, som om sundet skrev: "Som Vand i en urne med Blomster omsat, Saa favnes af brogede Strandbredde Sundet". Stedet, hvor jeg fangede min første torsk med pilk på en mole bag skibsværftet.

Jeg ser Thurø for mig, som en lykkens hestesko ligger øen ved Skårupsund, du tulipanhovedernes og æbletræernes ø. Der boede digteren Tom Kristensen, hvem jeg læste meget, desværre nåede min far aldrig at få ham til at signere digtsamlingen "Den syngende busk", skønt han ind imellem ekspederede ham på Løve apoteket, hvor han arbejdede. Men når jeg siger navnet "Torelore" kan jeg stadig ikke holde på mundvandet, jeg mindes smagen af negerboller og salmiakstænger til 10 øre stykket. Vi cyklede i den altid solbeskinnede sommer over til Smørmosen og badede, og det endte flere gange med, at min ryg blev så forbrændt, at jeg skulle have kartoffelmel på, for at jeg overhovedet kunne sove for smerte. Øen havde også en biograf, hvor vi så årets nye Morten Korch film med Tove Maes og Poul Richardt, som min kammerats moster sagde, at hun var forelsket i. Hvordan kunne en gift kone være forelsket og så i en skuespiller? Her gik ens drømme i opfyldelse, to minutter på hesteryg uden saddel, var som et helt liv som cowboy på prærien. Ved vandet groede der gamle piletræer, som vi kravlede ned i som en anden soldat i "Fyrtøjet", eller vi beskød fra en jolle fjenden, som havde opankret deres sørøverskibe ved Kidholmen. Jeg ser Thurø bund for mig, den vinter den frøs helt til. Jeg fløj over isen på skøjter, og det blev bælgmørkt, inden vi var hjemme igen uden cykellygte, som vi af en eller anden grund altid glemte.

Jeg ser Dronningemaen for mig, hvor byens cirkus om sommeren slog teltet op., og hvor jeg blev inviteret i, hvis min farfar fra Vestjylland kom på besøg. Som landmand undrede han sig meget over, hvordan man kunne dressere hestene til at lave de flotte akrobatiske numre. Samme sted blev oversprøjtet om vinteren, hvis det frøs i en længere periode. Et væsentligt krav til skøjterne var, at de blev hulslebet hos smeden, der lå tæt ved. Kun få havde kunstskøjter, der var fastgjort til en rigtig støvle. Et år havde jeg kun gummistøvler til mine skøjter med det resultat, at de ofte røg af, så jeg faldt og slog mig på isen. På Svanedammen ved Christiansminde, så jeg en af de store drenge gå gennem isen. han baskede med armene som en knopsvane for at komme i land, det så grinagtigt ud, men jeg gyste alligevel indvendig Her stod vi også på isflager, som vi med en økse huggede ud af isen. Og på samme sted var det om sommeren en sport at snige sig ind under hegnet ved badeanstalten. Hvis vi havde råd tog jeg hovedindgangen, og nu kunne vi klæde om i en kabine og få et gummibånd med mærke om benet, som tegn på at vi havde betalt. Tæt ved var der også en minigolfbane og der kom tivoli på besøg med telte, hvor der var radiobiler, rouletter og tombolaer i bedste Las Vegas stil. Dampskibet Helge kom sejlende og lagde til ved broen, og hvis man havde mange penge eller var turist kunne man få en tur i en cris - craft, datiden speedbåd, rundt på Svendborg Sund.

På stien fra Christiansminde ind til roklubben samlede vi agern og bog, som vi solgte til Skovstyrelsen, overskuddet gik til trøfler eller slik, for 25 øre kunne jeg hos købmanden få et stort

1.
kræmmerhus med bolcher. Det var også ved roklubben, hvor der til Sct. Hans aften blev afbrændt et bål, der var placeret på en lille platform ude i vandet. Stemningen var høj, flammerne store, og der var altid en masse mennesker, og den lange sommerferie stod for døren.

Jeg ser færgen fra Svendborg til Vindeby på Tåsinge krydse sundet frem og tilbage, frem og tilbage. Det kostede 1o øre for et barn for en enkelt tur, og nogle gange gik det så hurtigt, at vi slap for at betale. Højt oppe lå Brejninge kirke og knejsede, og nedenfor i skipperbyen Troense med de smukke bindingsværkshuse var der en skov af joller og småskibe. Lidt længere væk var Valdemar slot og Landet kirke med Elvira Madigans og Sixten Sparres grav. Ambrosius egen var også et besøg værd, det så sommetider ud, som var den på gravens rand, men hvert forår sprang den atter ud. Det var også på Tåsinge, at jeg så mit livs første hval. Den strandede og blev derefter skudt. Hele klassen tog fri fra skole, og vi cyklede med vores lærer over for at se den og ikke mindst røre ved den.

Jeg ser digteren Johannes Jørgensen for mig, "Mit livs legende", komme gående. Han blev byens æresborger, da han omsider vendte hjem fra Assisi i Italien. Jeg ser min storesøster stå foran Vor Frue kirke i sin lidt for korte konfirmationskjole, hun havde ønsket, at den skulle være lige så lang som direktørens datters fra maskinfabrikken, men det var den ikke. I mit univers blev symbolisternes "Tårnet" senere til Vor Frues kirketårn, det kunne ikke være andet. Og der gik mærkelige nonner rundt i byen i sorte dragter. De havde blandt andet en børnehave, hvor min lillesøster kom til at gå, Hun var nemlig lidt vild i det, som en anden Pipi Langstrømpe, så hun måtte i den katolske børnehave, hvor søstrene altid blev kaldt ved fornavn, og hvor alt blev styret med en kærlig hånd.

Jeg ser byens torv foran mig, hvor boderne blev stillet op til torvedag, og hvor byens kanonfotograf havde sin plads foran springvandet foran Løve apoteket. Der var to biografer i byen Bi o og Kino. Fireforestillingen kostede en krone, siderækken i Bio var dog lidt billigere. "Den brudte pil", "Fangen på Zenta", "Robin Hood " og "Tarzan" rullede her over lærredet, og når vi havde set en Tarzanfilm, fik vi flere dage til at gå med at lege Tarzan, Jane, Boy og aben Zita, og der blev bygget huler i naboens æbletræer så højt oppe som muligt.

Hvis der ikke var penge til en biografbillet, kunne vi som regel om efteråret se film på biblioteket, der lå tæt ved politistationen. Jeg husker specielt en film, den handlede om en pige, der fik stjålet sin cykel, den var ligeså spændende som Victoria de Sicas "Cykeltyven", og ikke et øje var tørt bagefter. Tæt ved biblioteket lå også bakken, hvor det årlige sæbekasseløb fandt sted. Det gjaldt blot om at få fat i nogle gode hjul fra en barnevogn, samt have forbindelse til en købmand, som kunne skaffe nogle gode sæbekasser. Men jeg fik nu aldrig råd til at lave en, til gengæld har jeg stadig et ar på min ene hæl fra en sæbekassebil, som kørte ind i mig.

Jeg ser Nordre skole for mig. Vi var 32 elever i første klasse, der startede med "Ida og Erik" . Skolen lå højt over byen og skuede ud over Svendborg sund tæt ved Christiansmøllen, som blev illumineret, når der rigtig skulle være fest. Den største fest blev Svendborg bys 7oo års jubilæum i 1953, og det var i skolegården, at Peder Mostgarden øvede sig, før de sejlede Danmark rundt i anledning af jubilæet. Drømmen om at blive garder forsvandt imidlertid, da man skulle farves rødhåret. Aldrig i livet ville jeg frivilligt udsætte mig selv for det. Skolen var enorm stor.


2.
Revselsesretten var dengang ikke afskaffet, og jeg mindes stadig de kammerater, der blev tævet eller banket, i form af lussinger eller et slag bag i. Især en sløjdlærer og en gymnastiklærer var små sadister, ja selv en kvindelig lærer elskede at få pigerne til at græde. Vi kunne få en lille mælk til vores medbragte madpakke, eller vi kunne komme ned i kælderen under skolen og få varm mad i form af grød eller supper. "Glosuppen" var til at brække sig over, men den traditionelle chokoladesuppe til jul kunne lige gå an, så den nøjedes jeg med. Lykkeligvis fik jeg i 3.klasse en klasselærer, som havde været lærer i Marseille i Frankrig. Ham elskede vi, og da vi sluttede med at have ham efter 5. klasse, forærede vi ham en lighter til benzin naturligvis. Efter 5. klasse var man til optagelsesprøve til mellemskolen, hvor "fårene blev skilt fra bukkede" til stor uretfærdighed for nogle, som på denne måde fik det svært med at komme videre i uddannelsessystemet. Vi havde om sommeren små skolehaver, som lå tæt ved skolen. Her blev græskarrene enormt store, men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde havde noget med hjem fra min skolehave, måske fordi min far selv havde en kolonihave, hvor han med stor flid dyrkede en masse grøntsager, og hvor vi kunne spise os mætte i blommer, gulerødder og æbler. Det var også i denne have, at jeg lavede min første pibe af en hyldebærgren, som jeg udhulede, som bund i piben brugte jeg en marmorkugle. Så skiftedes vi til at pulse løs på piben, men fornøjelsen var ikke så stor, da vi aldrig havde det rigtigt godt bagefter. Een gang om året var vi med DSB på skoleudflugt, det kunne være til Kongebrogården ved Lillebælt eller f.eks. dyrehaven Blommenslyst. Madpakken bestod for nogle af en skotøjskasse fyldt med runtenommer, og i lommen en krone til is eller slik. Alt foregik i højt humør under skrål og sang, En kendt slagsang var "Sol er oppe, skovens toppe", og hvis man rullede togvinduet ned, kunne man få kulstøv i øjnene.

Jeg ser Borgerforeningens store sal for mig, hvor vi kom til juletræsfest, da min far havde en gammel onkel i Bagergade, som tidligere havde været karetmager. Han sørgede for billetterne, og vi fik godteposer med appelsiner og slik. Det kunne lige gå an at gå rundt om juletræet, men danse med pigerne det var for meget, thi danseskolen havde jeg sagt farvel til efter blot eet besøg. Det var ellers her, hele skolen marcherede ned og så fjernsyn for første gang. Personer, som var i et rum, kunne man se på en skærm i et andet rum, hvor forunderligt. Og det var i byens teater, at Jens Bjerre og Jørgen Bitch kom og viste naturfilm til 75 øre for en billet. Jeg husker tydeligt filmen om de sidste kannibaler på New Guinea. En anden gang optrådte professor Tribini samme sted, mens han evindeligt kværnede: "Fuld tilfredshed eller pengene er spildt.

Svendborg var en by, der var kendt for Mac - Baren tobak og cigarer, man havde en konservesfabrik og en havregrynsfabrik, der blev slagtet svin og kyllinger, og der var et stadion, der hed Høj Bøge, men der var også en masse bøgetræer, der spejlede sig i Svendborg Sund, eller de skjulte "Rottefælden", hvor sommerrevyerne fandt sted.

Jeg finder den lille bowlerhat af plastic frem , hvorpå der står "Svendborg 1253 - 1953 , sætter et nyt rødt bånd i den og hænger den op på min opslagstavle, og jeg ser Svendborg for mig, du min barndoms by, som ikke er mere.


Jørgen Kjærgaard Kristensen

    
   
    
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk