Vores Heste som jeg husker dem fra 1930 til 1955
Forside ] Op ]

 
Vores Heste som jeg husker dem fra 1930 til 1955

 

Helt fra 1930 kan jeg selvfølgelig ikke huske; men de 2 heste den gang hed Chaplin og Tulle og var belgier, rolige og stærke arbejdsheste, som jeg aldrig nåede at køre med selv. Omkring midten af tredverne fik Tulle føl, en krydsning af en lettere hest, vistnok oldenborg, en vallag som kom til at hedde Basse , da den var stor nok blev Chaplin solgt. Et årstid efter døde Tulle og far købte en rød vallag, belgier, som kun kom til at hedde den røde. Basse var en hest som ikke var helt så let at omgås og på et tidspunkt blev den solgt med omtale som ikke reel; men den var videresolgt uden omtale og for ikke at betale erstatning tog far den hjem igen, den så farlig udsultet ud og efter en tid blev den solgt til en hestehandler som solgte den videre til tysk militær, det gjorde ondt at erfare at den stakkels hest skulde ende sine dage på slagmarken i Rusland, havde far vist det ville den have blevet slagtet herhjemme. I stedet for Basse var der købt en grå hoppe - ude fra Holse jeg var med ude og se på den og det var den første -- og for den sags skyld også den sidste som jeg kom til at køre med. Der gik nogle år med den røde og den grå. Det var rolige og omgængelige dyr og selv om den grå kunne have nogle nykker, det kunne lade gøre at ride på begge heste, men den grå kunne finde på at at gå i stå eller gå baglæns så den var ikke egnet til ridehest, derimod var den rimelig god til radrensning. Den grå havde en grim uvane , den ville stikke af når den var ude for at blive vandet. Det var sådan at begge 2 heste 2 gange hver dag blev trukket ud til vandtruget på gårdspladsen for at få vand, og i perioder hvor de ikke var i arbejde blev den kåd og stejlede og stak af , far forsøgte engang at holde hårdt fast og fik sine hænder revet slemt, så måtte den vandes inde med spand en tid. Det med at stikke af oplevede jeg engang i Fjelstedmarken, det var middag og jeg spændte fra harven og af bare glæde sprang begge heste en omgang rundt og rendte hjem . det var ikke rart; men der skete ikke mere og det gentog sig aldrig mere. Alt i alt havde sådan 2 heste det rimelig godt, de skulde fodres og passes godt for at være ordentlig trækkraft, deres hove være i orden med sko og seletøj tilpasses så det ikke gnavede og de skulle daglig strigles for at være rene, det kunne dog undværes i den sommertid hvor de var på græs og der ikke var noget særligt for dem at lave inden de skulde for selvbinderen i høst, hvilket var det hårdeste arbejde for dem hele året . Et sted i Fjelsted var karlene en formiddag ude at pløje i rigtig dårlig vejr, og så sagde manden at i det vejr er det synd for hestene i eftermiddag ,de må hellere blive inde og så kan i gå ud og grave have i stedet for at pløje !! Det var dyrevelfærd når det er bedst; men ikke helt uanmindeligt , hestene havde en høj status . Det sidste årstid vi havde heste var den røde udskiftet med en meget stor belgier som vi købte ved min onkel i Trelde, en af hans karle red den de 42 km over lillebælt og hertil.Vi havde den indtil 1955 hvor den grå blev solgt til slagtning og den store til en gård i Ladegård . Vi fik traktor til høst og en hestetid var forbi, hverken far eller mig var kede af det, selv om omgangen med de store dyr havde sine oplevelser så var arbejdslettelsen med traktor så stor at hestene kunne undværes. En god ting ved heste-de kunne ikke holde til overarbejde-som blev overholdt .

Mogens Hansen
Billesbøllevej 15
5463 Harndrup
e-mail mhbille@post10.tele.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk