Et arbejdsliv - Af Karl Hansen - ved Claus Schou

Et arbejdsliv - Af Karl Hansen

Indledning
Følgende artikel er skrevet på grundlag af en interviewudskrift i Langelands Museums "meddelerarkiv". Udskriften fylder 29 maskinskrevne sider. Der er således her tale om en kraftig afkortning i forhold til originalen. Ligeledes med Karls accept har jeg omformuleret noget af interviewets "talesprog" til et mere læsevenligt "skriftsprog".
Interviewet blev optaget af Karen Nielsen i 1985, hun stammer ligesom Karl fra Kædeby. Interviewet skete i forbindelse med museets indsamling af søfartserindringer, og det foregik i Karls daværende mangeårige hjem mellem Kædeby og Kædeby Haver ved afvandingskanalen fra "Vestergårds mose" til "Kølle Nor". Huset var også Karls barndomshjem fra 1918, idet hans mor, der var blevet enke samme år, da købte det.
Artiklen handler om skolegang og Karls arbejdsliv ved landbruget, som fisker, som sømand og i land igen. Den omhandler tiden til og med besættelsen. Bl.a. beskrivelsen af hans senere mangeårige virke som mekaniker har jeg udeladt. At privat- og familieliv heller ikke omtales er betinget af den oprindelige teksts indhold.
I dag bor Karl i selve Kædeby. På trods af sin høje alder - han er født 28.5.1909 - er han mere klart tænkende og husker bedre end de fleste væsentligt yngre.

Claus Schou jan.2005
Skolegang
De to første år gik jeg i forskolen i Kædeby Haver, resten af tiden gik jeg oppe i Vester Kædeby skole. Gamle lærer Jørgensen døde efter kort tid, og så kom der en vikar, Rasmussen hed han. Han var en meget dygtig lærer.
Jeg kunne ellers ikke fordrage at gå i skole. Jeg ville hellere gå ude og rode med et eller andet - helst noget mekanik. Jeg blev moppet af nogle af gårdmandsbørnene, fordi min mor var enke og malkekone. Men om det var dem, der var skyld i, at jeg ikke kunne lide at gå i skole, det ved jeg nu ikke, for dengang vi havde Rasmussen som vikar, da elskede jeg at komme i skole. Da vi så fik andre lærere - eller da vi fik lærer Klæsøe, så var det helt anderledes. Klæsøe var umulig som lærer.
Derimod sådan en som Rasmussen, han var ude at lege med os i frikvarterene, og når han så klappede i hænderne, så vidste vi, at vi igen skulle ind, og så var der stille. Så fik vi lært noget, de måneder han var der, da lærte jeg i hvert fald mere end i flere år hos Klæsøe. Ikke mange mente, at Klæsøe var en god lærer, en gårdmand i nabolaget udtalte sig på følgende drastiske måde: "Klæsøe fordummede hele sognet i den tid, han var lærer", men noget godt gjorde han i hvert fald: det stykke jord, der ligger ind til den gamle forskole, købte Klæsøe og tilskødede det til Kædebys børn - det, synes jeg, var en flot gestus.

Til eksamen, da skulle vi først og fremmest have religion, det var jo præsten, der skulle høre os. Bare vi kunne det, så var det godt. Alt det andet, det var han ligeglad med. Ellers så havde vi jo regning, skrivning, geografi og Danmarkshistorie. Rasmussen gik også meget op i, at vi skulle lære noder og synge. Han spillede på violin, og vi sang.
Han var der kun to-tre måneder en sommer. Det blev sagt, at han var hård ved flasken og sådan noget. Men det bekymrede vi børn os ikke om, og han mødte aldrig beruset op i klassen. Aldrig!
Der var ikke et øje tørt, da han rejste.
Desværre blev han dranker og blev ikke så gammel.
Vi havde tavler, og vi havde også stilebøger og regnehæfter. Jeg kan huske, at når tavlen skulle være fin, så smurte min mor den over med blæk, så den blev rigtig sort, så var den fin at skrive på.
Så gik jeg til præst hos pastor Brasen oppe i Humble. Ham brød jeg mig ikke om. Han opførte sig nærmest sådan, at vi skulle tro, han stod oppe på en piedestal.
Så fik vi en kapellan, som hed Barfod,(1) og han var alle tiders. Han kunne snakke med de unge mennesker, og han kunne få os med ud at cykle og samle os om aftenen. Vi cyklede sågalt helt hen til Tranekær og så forskellige ting. Han kunne få slæbt 20-30 unge mennesker med.
Konfirmanderne i foråret 1923, fotograferet ved Humble præstegård. Det er Karl nederst til venstre og pastor Brasen bag ham.

Ud at tjene
Da jeg så var blevet konfirmeret, ville jeg jo ud at sejle. Men det måtte jeg ikke.
Så kom jeg ned at tjene hos Rasmus Bruun i Helsned i halvandet år. Gården var på ca. 40 tdr.land. Der var 13-14 køer, fire heste, grise og en masse høns. Lønnen var på 200 kr. for et år. Det var en god løn. Så fik jeg endda 150 kroner for det sidste halve.
Mit vinterarbejde var at hugge brænde og trille roer ind til køerne. Jeg var træt af det, som alt der er til. Når vi så skulle tærske, så skulle jeg hjælpe til derovre. Tærske, det var mest, når det var regnvejr. Når vi havde arbejdet ude og var blevet gennemblødte, så skulle vi over og tærske. Det var det gængse på alle gårdene. Det var vinterarbejdet.
Kornet malede de jo selv og puttede i grisene. Men ellers så gik det jo med at hugge risbrænde hele vinteren og så stive pile og den slags, ja, styne dem som vi kalder det, hugge pilene ned og tage brændet ind. Det tykke blev savet og resten, det skulle jeg hugge.
Jeg havde ikke noget at gøre med markarbejdet om foråret. Det var sønnen, der kørte med heste. Jeg prøvede først at pløje senere. Det første halvandet år prøvede jeg slet ikke at pløje, harve og den slags.
Boligforholdene var efter den tid gode - jeg boede i et værelse i baghuset, men hvor der var trægulv og en god seng - men varme var der selvfølgelig ikke.
Vi spiste i køkkenet med hele familien. Kosten var god. Mon ikke vi har fået kaffe om morgenen. Øllebrød og stegeflæsk til frokost - i hvert fald om sommeren. Om vinteren ved jeg ikke, om vi i stedet fik det til morgen, for vi kom ikke så tidlig op. Ja, vi skulle jo op og have malket, inden mælkekusken kom. Jeg kunne godt hitte ud af det, men jeg var jo ikke så stor og havde strengt ved det, men jeg gjorde det da. Jeg har heller aldrig fået at vide, at jeg ikke malkede dem ”rene” eller sådan noget - sønnen var henne og malke dem efter sommetider for at se om, det var godt nok.
Mælkekusken måtte ikke tage mælkespandene før kl.6 om morgenen.(2) De blev kørt ud til mælkebrættet foran gården. Så skulle jeg køre spandene ind, når mælkekusken bragte dem tilbage. Så tog jeg låget af skummetmælksspanden og tippede et halvt låg skummetmælk op og drak det.(3) Så blev spandene fordelt rundt, hvor de skulle bruges. Bagefter kom de ind til pigen, og så skulle hun skure dem med en halmvisk og aske. Der gik noget vand til, og der gik også noget aske og nogle halmviske til. De blev snoet og vredet rundt, og så blev det pludselig til en halmvisk, man kunne skure med.
De var flinke at tjene hos, og sådan set var jeg godt tilfreds med forholdene - ud over det forbandede risbrænde.

Uorden og orden
Så kom jeg hen på gården hos Jens Knudsen her ved siden af. Han var dengang ungkarl, og hans forældre boede på aftægt i den ene ende af stuehuset. Så vidt jeg husker, var der 70 tdr.land til. Der kom jeg til at køre med heste, pløje og harve og alt muligt. Men der var ikke det system i det, som der havde været nede hos Rasmus Bruun. Derhenne kunne jeg komme til at lave ti forskellige ting, men der var ikke noget af det, der blev færdigt. Dernede skulle et stykke arbejde laves færdigt, og så var det i orden.
Beboelsesforholdene var gode nok. Jeg boede inde i stuehuset, for der var ikke plads ude.
Der var to karle, en husmand og to drenge.
Kosten var simpel, men vi fik det samme alle sammen. Nogen gange har vi har fået noget, som ingen af os kunne spise, hverken dem selv eller vi andre. Det var den gamle mor, der lavede mad, og hun kunne ikke smage, og hun kunne ikke lugte.
Jeg var et år derhenne.
Så kom jeg ned på "Visbjerggården" i Hennetved. Det var helt modsat. Den første dag tog sønnen mig med ind i materialerummene - det var ham, der passede gården, faderen var gammel, og sønnen var hjemme og passe det, og han sagde: "Der kan du se, der er en ting til hver plads, og en plads til hver ting - og der skal det hænge først og sidst og midt imellem, og ikke ligge andre steder. Det bliver hængt ind, når du går hjem fra marken, uanset om du bare skal hjem til frokost". Det var jo lidt skrapt lige de første dage, når jeg var vant til det andet. Jeg blev dog meget glad for det, og vi kunne gå over i brandravende mørke og tage det, vi skulle bruge, vi vidste lige bestemt, hvor det var. Der lå aldrig så meget som et roejern eller en fork og flød.

Høstbillede fra 1920. Karl mener, at det må dreje sig om en rugmark, hvor halmen skal bruges til tækning, fordi der kun er 4 neg i hver stak, almindeligvis indeholdt de 8–10 neg. Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.

Et umage par heste
Vi var tidligt oppe. Så skulle vi over i stalden og fodre hestene og gøre rent for dem. Bagefter skulle vi ind og have kaffe. Så fik vi en ordentlig stor kop kaffe med et stykke rugbrød og et stykke franskbrød til. Vi skulle tage vores staldtøj af og vaske hænder, inden vi gik ind og spise. Vi har aldrig prøvet at komme ind i vores beskidte tøj og sidde og spise. Det forlangte konen. Vi gik altid ind og klædte os om - altid - det var bare en vane. Vaske hænder og smide overtrækstøjet. Vi havde jo det her "overall" på som regel og en bluse. Det smed vi bare.
Til frokost fik vi flæsk og øllebrød. Middagsmaden var meget varieret, og aftensmaden var med en 10-12 slags pålæg, og vi smurte selv. Eftermiddagskaffen - det var kaffe med brød til eller med et stykke kringle med kanel.
Jeg var dér i et år. Det jeg var mest træt af dernede var nok mine heste, for jeg havde en "Islænder" og så en stor "Belgier", og det var jo et frygteligt spand heste. Det var til at gøre os til grin med. De blev omtalt som "Fyrtårnet" og "Bivognen".
Jeg var blevet konfirmeret i 1923 - så det har nok været i 1927.
Så kom jeg til en gård henne i Longelse. Det var et rigtigt godt arbejdssted, men ikke så godt et "madsted", som hvor jeg kom fra, men det er ligesom det ene vejer det andet op. Vi var to karle og to spand heste.
Konen var enke, og en søn var hjemme som bestyrer - der var to sønner, der skiftedes.
Særlig den ene af sønnerne var meget flink. Vi havde sukkerroer derhenne. Jeg var ene om at trække et stort stykke sukkerroer op. Jeg fik ellers 25 kr. om måneden, da jeg var der, men da jeg var færdig med sukkerroerne, så fik jeg 25 kr. ekstra.. Det regnede og regnede, og det var lerjord, så det var noget forfærdeligt svineri. Så har han vel ment, at jeg fortjente lidt ekstra.
Roerne blev pløjet op med sådan en slags plov, og så blev de toppet af, lagt i bunker, og derefter blev de kørt på stationen i Longelse, og videre med banevogn til sukkerfabrikken i Odense.
Der var jeg i halvandet år.

Sildegarn og ålevod
Jeg ville ud og sejle, men jeg kunne stadig ikke få lov. Men jeg var blevet nitten år efterhånden, og så sagde jeg til mor: "Nu kan du stille dig an, som du vil, nu stikker jeg bare af." Men jeg nøjedes da med at tage til Spodsbjerg og fiske - det var i 1929.
Så fik vi isvinter, og jeg gik hjemme et stykke tid. Så kom jeg til Spodsbjerg igen hos en anden fisker.
Ham, jeg nu kom med, fik ofte hjælp af sin kone. Hun hjalp til med at fiske med sildegarn og sådan noget. Det havde hun gjort alle dage. Hun var en dygtig og flink kone. Vi havde nogle lange arbejdsdage, men det gjorde ikke noget, det var jo noget, jeg havde lyst til.
Vi lå fast i Spodsbjerg, og jeg boede hjemme hos dem. Men når vi så var omme på denne side af Langeland, så boede jeg i båden. Den var såmen ikke så stor, 24 fod med en 6 hestes motor.
I Bæltet fiskede vi med sildegarn og med ålevod omme på denne side.(4)
Vi havde 27 lange sildegarn, kan jeg huske, som blev sat ude i Bæltet. Så drev vi med dem med strømmen, vi kunne næsten drive hele Bæltet igennem på en nat, hvis der var meget strøm. Nettet gik en 4-6 meter ned. Der var bly for neden og kork foroven. Hvis sildene gik højt oppe, satte vi kun en kort strop i nettet, og hvis de gik dybt, så satte vi en lang strop i. Vi kunne se, hvor sildene var, når vi havde fisket første gang, ud fra om de sad for neden eller de sad for oven i nettet.
Fiskeren, jeg var med, var overtroisk. Den første sild han tog ind, tog han op og bed i ryggen, så den skiltes af. "Ellers får vi ikke nogen sild," sagde han. Han spiste den ikke, nej, han bed den bare i stykker. Sildeskællene flød om munden på ham. Han begyndte ikke på noget på en mandag, og han begyndte ikke på noget på den trettende i en måned - uanset om der var aldrig så god en lejlighed. Det er meget almindeligt med fiskerne, men i det hele taget har søfolk meget med overtro.
Når der så ikke var nogen sild, så sejlede vi herom på denne side og trak med ålevod.
Det er faktisk ikke andet end stor pose, man slæber efter sig. Den bliver spilet ud med en stang, og så slæber man den hen ad bunden.
Fiskeren var en flittig mand, for samtidig med at han var drager ved "Sydfynske" om dagen - så slæbte vi ålevod om natten. Jeg ved ikke, hvornår han sov, engang imellem må han jo have sovet. Konen blev i Spodsbjerg og passede børnene.

 

Rullemops
Så kom jeg til at sejle med en kvaseskipper.(5) Vi var kun to ombord på skibet. Vi havde både motor og sejl, men ved fiskeri brugte vi mest motoren.
Så sejlede vi til Kiel, København og Rostock med sild. Når sildetiden var ovre, så brugte vi skovlvod efter fladfisk og torsk. Der var sådan to store plader - ligesom et par skovle - der spilede nettet ud. Da vi så kom til Klintholm og fiske, så blev vi sat til at sejle fisk til København for een, som havde en stor eksportforretning dernede.
Når vi sejlede til Rostock med sild, var det jo en længere rejse. Vi havde en masse fisk løst i lasten, og så havde vi en del kasser på dækket. Efter mine begreber var de ikke friske, når de kom frem, det var jo sommerdage, og de lugtede i hvert fald ikke godt. I Rostock lavede de noget, vi kaldte "rullemops" i store dåser. De var vel 20 cm brede og 10 cm høje. Så spurgte de om, vi ikke ville have nogle "rullemops" med hjem. Jeg vidste ikke rigtigt, jeg mente jo, at hvis de blev lavet af de sild, vi var kommet med, så kunne jeg ikke forestille mig, at de var gode. Men vi fik altså et par dåser med hjem, og de var virkelig gode. Så vi købte simpelthen en 5-6 dåser hver gang, vi var dernede. Det måtte vi egentlig ikke, men vi gjorde det. De skulle i land uden, der var nogen, der så det.
Galeasen ”Riborg” af Marstal. Både ”Riborg” og ”Althea” førte sejl og havde kun små hjælpemaskiner. ”Riborg” havde oprindeligt været et temmelig klumpet skib, der kun kunne laste 28 tons, men det var blevet forlænget, så det kunne 85 tons Foto: Karl Hansen.

For fulde sejl i Roskilde fjord
Efter at Karl i kortere tid havde arbejdet i en fiskesalgsforening i Vejle, dels fisket med brødrene Aksel og Hans Pryds fra Bagenkop, kom han i august 1931 med stenfiskerskibet "Fremad" af Nyborg.
Vi var to på den. Vi gravede grus ved Skjoldnæs, ved Avernak Trille og oppe ved Musholm og Romsø i Storebælt. Vi kom mange forskellige steder.
Det var gruset på revlerne, vi tog. Vi skovlede det op på en harpe, så løb det fine grus ned i nogle kasser i en stor pram, og så sejlede vi ud ombord og hældte det ned i lasten. Det blev solgt til amtet, til asfalt.
Selvom det var med håndkraft, kunne det godt gå stærkt, for der var meget grus mange steder.
Så købte stenfiskeren en større båd, hvor der var tre mand. Der var jeg med et stykke tid. Så fik jeg den lille og sejlede sammen med min bror. Den havde vi så små to år. Så opgav vi det, fordi ham der plejede at få gruset, han havde lovet os, at vi kunne få lov at levere 600 meter. Det viste sig så, at han slet ikke havde leverancen. Så kunne vi ligeså godt opgive det.
Så begyndte vi at fiske almindelige sten. Men dertil bruger man normalt dykker, men det havde vi jo ikke, vi kunne bare se ned i vandet og så fiske stenene op. Det kunne ikke gå.
Så kom jeg marts 1933 med en galease ovre fra Marstal.(6) Skibet hed "Riborg" og lastede 86 tons. Den gamle skipper hed Hansen. Vi var i alt tre mand. En knægt var kok, og så var jeg ”bedstemand”. Vi sejlede mest med cement til Lillebæltsbroen.(7)
Cementen hentede vi i Aalborg og Mariager. Og så gjorde skipper, hvad han kunne for at få last med tilbage. Det var tit, vi sejlede ned til Lübeck og fik ammoniak med til Grenå eller sådan et eller andet.(8)
Galeasen var både med sejl og motor. Vi brugte sejl ligeså meget, som vi overhovedet kunne. Jeg kan huske engang vi sejlede ind ad Roskilde fjord. Det var tidligt om foråret, og vi skulle derind med en last cement. Der er et meget snævert farvand. Så sagde skipper: "Der skal stå et sømærke dér, og der skal stå et dér", jeg kunne ingen sømærker se, dem havde isen nok taget. "Det gør ikke noget, jeg har sejlet her i 23 år, jeg ved nok, hvor de skal være." Vi sejlede ind til Roskilde med topsejl og alt, hvad der kunne hænge på den. Der var sådan et knald på, jeg tænkte på, at hvis vi løb på grund, så ville rigningen løbe ud af den. Der var et sted, der var så snævert, at vi kunne se, at vandet blev presset op til siderne, men der var ingen sømærker. Der var sort af mennesker på kajen, da vi kom ind, for de havde aldrig set nogen, der kom ind med sådan en fart. Det var sjovt.

Racercyklen
Så lå vi engang inde i København efter at have losset cement. Så kom der nogle unge mennesker og ville sælge en cykel, den skulle koste 4 kr. "Det er een, I har stjålet," sagde jeg. "Nej, det er det ikke," sagde den ene af dem, "det er hans der, men hans far har sagt til ham, at han ikke får nogen ny cykel, inden han har solgt den gamle." Da jeg ikke rigtig ville tro på ham, kunne jeg jo gå med op til faderen. "Ja, han får ikke en anden cykel, før han har solgt den gamle, så er jeg ligeglad, hvad han får for den." Så købte jeg den for 4 kr. Dækkene var gode, cyklen var god i det hele taget. Så satte jeg en ny kæde på, købte en cykelpumpe og tog den med ombord. Med cement havde vi jo aldrig fuld last, fordi det ikke fyldte så meget, så normalt kunne jeg have den nede i lasten. Så det første, jeg gjorde, var at cykle fra Aalborg til Mariager og tilbage igen en weekend. Jeg kendte nogen unge mennesker dernede, og dem ville jeg besøge. Jeg kunne bestemt ikke ligge og sidde ned de første 8 dage. Skipperen morede sig. "Det er en racer," sagde han, og jeg var jo ikke vant til at cykle, jeg var omtrent ødelagt. Næste gang cyklede jeg fra Fakse til Holtug på Stevns - der havde jeg min bedstefar, den tur gjorde jeg mange gange siden. Vi lossede meget i Fakse, så fik vi kalkmel eller kalksten med derfra til forskellige havne. Horsens, Grenå. og Vejle kan jeg huske, vi har været i. Sådan sørgede skipper for en last med tilbage, hvis det kunne lade sig gøre. Cementfarten var ikke noget, der var så forfærdelig meget ved. Men det var jo fast.
Mon ikke jeg var der 7-8 måneder, så afmønstrede jeg omkring 1.december Så skulle han hjem og lægge op for vinteren.
Karl til rors i skonnerten ”Althea” af Marstal på vej fra Finland til Danmark med en last træ sommeren 1934. Det er dæksdrengen Hans Peter (kaldet ”City”) ved hans side. Foto: Karl Hansen.

WC med underskyl
Så var Karl fra januar 1934 med skonnerten "Althea" fra Marstal, som fortrinsvis sejlede med korn.(9) ”Det gamle skib havde en 60-80 hestes Vølund, som var slidt op, men den havde nok af sejl".
Da jeg var færdig med "Althea", gik jeg hjemme et stykke tid, og kom så med en damperen "Dorthea" også fra Marstal fra foråret 1935 til foråret 1937:
Damperen sejlede på Hvidehavet om sommeren og ellers på Portugal og den vej ned. Vi sejlede med træ, kul og med jernerts. Vi havde tit kul med til Norge, og så gik vi op ved Archangelsk og lastede træ. Vi har losset i Frankrig, England, Skotland og i Belgien, vi har losset mange steder.
Rederiet hed "Hans Christensens rederi". Rederiet havde syv skibe, og denne var for øvrigt den største. Den lastede 3000 tons.
Jeg startede som letmatros, og så blev jeg matros, fordi der var een, der kom til skade. Så havde jeg sejltiden, og så mente de, at jeg skulle være matros. Jeg kan godt huske, der var ballade med forbundet over det, fordi jeg blev mønstret om, men der var bare ikke nogen, der ville med Marstalskibe.
Vi havde det ellers godt der, det havde vi bestemt. Men der var meget dårlige lugarforhold. Vi boede otte mand i sådan et lille hul henne foran. Vi var fem dæksfolk og tre fyrbødere. I det hummer, hvor vi fem boede, var der så snævert, at vi skulle trække maven ind for at komme forbi hinanden. Køjerne var sådan nogen trækasser, der var sømmet op, og så en madras i. Men det gjorde ikke så meget, vi sov såmen meget godt i dem. Madrassen og vores køjetøj skulle vi selv møde med.
Toiletforholdene var under al kritik. Der var et vaskerum med udløb til hver side, når så det var rigtig dårligt vejr, og den stak næsen nedenunder, så kom vandet jo ind i stedet for ud. Og det samme med WC´et. Der skulle være en klap nede, som faldt for, og som lukkede for slagvandet fra søen, men den var rustet fast.
Når den var lastet med træ, så havde den dækslast op til broen. Så var der lavet sådan en trappegang ned til, hvor vi boede. Når så vi stak næsen neden under, så blev sådan et hul jo fyldt med vand, og hvis så en mand lukkede døren op lige i det samme, så kom vandet jo hele vejen ned. Det er sket to gange i den tid, jeg var med. Vandet skulle vi så øse ud, der skulle stå en mand og lukke døren op, så vi kunne smide det ud. Når den stak næsen ned igen, så skulle han skynde sig at lukke døren. Vi hældte bare vandet op på dækket, så kunne det ikke løbe ned igen.
Vi kunne aldrig have ordentlig varme, når vi sejlede. Vi havde godtnok en kakkelovn, men ligeså snart det blæste lidt, så slog røgen ned. Det var nogle ventiler ned til lugaret, men dem måtte vi sætte en hætte over, ellers fik vi fyldt det også. Så blev der en meget dårlig lugt dernede. Vi kunne heller ikke tørre noget. Vores olietøj måtte vi tørre henne over noget, vi kaldte kedeltoppen, hvor der var varme.

Karl udenfor ”Rendehuset” kort før han påmønstrede ”Dorthea” af Marstal. Foto: Karl Hansen.

En god og en dårlig kok
Vi spiste i "messen" i den ene side. Det var et skævt rum med et skævt bord, vi dæksfolk kunne sidde ved det alle sammen. Fyrbøderne havde deres ovre på den anden side af gangen.
Det var en dårlig kok. Det var ikke provianten, der var noget galt med, det var kokken. Den blev fordærvet, fordi han ikke passede på. Der var godt nok intet køleskab, der var kun sådan et tremmeskab, der stod ovenpå broen. Så havde vi noget, vi kaldte en kødsæk, det var en rund træplade med kroge i og så et stykke presenning udenom, som blev snøret sammen i bunden. Når så den blev hængt op i riggen og fik noget luft, så satte der sig sådan en hård skal på kødet, så det næsten kunne holde sig uendeligt. Men kokken passede aldrig på det, så vi fik tit fordærvet mad. Samtidigt blev der kasseret meget, for han var dårlig til at bage rugbrød. Pålæg og sådan noget, det blev der også kasseret en hel del af. Da vi så fik en ny kok næste år, tænkte jeg: "Ja, havde vi ikke fået mad sidste år, så får vi det nok slet ikke nu, for han lignede en, der havde levet af væggelus." Men han lavede mad, god mad. Så sagde han: "Hvis I levner kartofler, eller I levner kød eller pålæg eller noget, så skal I ikke smide det ud, bare kom med det, så laver jeg noget til jer." Vi fik brasekartofler så at sige hver eneste aften.
Vi havde jo klaget over kosten flere gange det første år, så en dag jeg snakkede med skipperen, så sagde han: "Hvordan kan det være, I ikke klager over kosten i år?" "Ja, der må formodentlig ikke være grund til det," sagde jeg. "Jeg synes ikke, den er så god i år som sidste år," sagde han så. "Sidste år var der forskel på folk og fæ, det er der ikke i år, vi får af samme potte. Men vi er godt tilfreds." "Jamen, det er jeg da også." Men han mente, at maden var finere i fjor. "Der blev også gjort meget forskel," sagde jeg, "det gør der ikke i år." "Så er der en anden ting," sagde han, "jeg ikke kan forstå. Da I klagede sådan over kosten i fjor, brugte kokken 4.20 kr. pr. mand pr. dag, ham her, han bruger 2.80 kr. Og så mener I, I får bedre mad." "Meget bedre," sagde jeg, "sådan er det bare, når det bliver administreret rigtigt."

Et spark bagi
Det første år holdt vi jul på Øresund, og vi skulle ind til kulpladsen julemorgen. Kokken var fuld, det vi skulle have haft at drikke Juleaften, det havde han vist selv drukket - i hvert fald fik vi ikke noget. Han var hønefuld, og vi fik noget risengrød, der var så kold og så stiv, at vi kunne plante en hæl i det. Vi fik ikke andet. Så klagede vi jo til skipperen, som sagde: "Jeg skal sørge for, at Nytårsaften så skal I i hvert tilfælde få mad." Han kunne godt se, det var galt. Kokken var så fuld, at han lå og kravlede på knæene. Nytårsaften lå vi nede i "Den engelske Kanal" i et herrens vejr, og vi kunne såmen dårligt styre de tørre klemmer, vi fik den dag.
Næste år holdt vi jul ved Riga. Der fik vi gåsesteg og en stor lagkage, så stor at vi ikke kunne spise det hele. Vi fik også vores eget juletræ, og vi fik et stort fad med julegodter og alt det vin og spiritus, vi ville drikke. Det var den nye kok. Den forskel var der.
Så sad vi og blev enige om, at det var en jul, der ikke kunne blive bedre hjemme. Så siger den ene: "Vi skulle gå ind og sige kokken tak for sådan en god jul." Vi andre mente også, at det burde vi. Så skulle vi trække lod om det. Så ramte det uheldigvis mig. Så kom jeg ind og sagde: "Jeg skulle hilse fra gutterne og sige tak for den gode juleaften, den kunne vi simpelthen ikke have fået bedre i land." Han huggede mig i skulderen og drejede mig om og gav mig et spark og sagde: "Det var ikke mere end, det skulle være." Jeg fik sådan et los bagi, så havde jeg vidst det, så var jeg ikke gået derind. Han blev altså sur over, vi kom og sagde tak.
Han var en førsteklasses kok, men han havde et frygteligt helbred. Jeg gik tit vagt om natten. Engang sagde han så: "Vil du have spejlæg i nat?" "Ja, tak," det ville jeg da gerne. "Så skal du gøre noget for mig," sagde han. Det kunne jeg da godt. Han stillede et snapsglas halvt fyldt med peber på bordet og lagde en pakke cigaretter ved siden af. Så sagde han: "Nu kommer du ind og purrer mig til morgen. Så tænder du en af de der cigaretter og fylder det halve glas med brændevin. Så vækker du mig og giver du mig glasset og cigaretten - ellers så dør jeg." Det fik han, og så var han frisk. Hvis han ikke fik det, så hostede han sådan, så han var ved at dø. Han har da været ødelagt indvendigt. Men han var en flink mand.
Han havde nogle briller, der var ligeså stærke som linserne i et fyr, og han var så mager, at tøjet hang på ham. Jeg vil skyde på, han var omkring 40 år. Jeg ved slet ikke, hvad der blev af ham. Jeg har overhovedet ikke hørt eller set ham siden.

Om vinteren sejlede ”Dorthea” bl.a. jernmalm fra Vivero og Ribadeo i Nordspanien til England Om sommeren blev der bl.a. hentet træ i Archangelsk ved Hvidehavet. Foto: Karl Hansen.

En sømand går i land
Få uger efter at jeg havde afmønstret, gik skibet ned oppe ved Læsø. Besætningen kom ikke noget til, men de måtte gå i bådene, og de fik ikke nogen ejendele med sig. Det var en finne, der løb ind i siden på dem. Da jeg afmønstrede "Dorthea" i 1937, tog jeg hjem og blev arbejdsmand. Jeg meldte mig i "Dansk Arbejdsmandsforbund" for at få noget at lave, og det fik jeg også, men jeg vil lige nævne en bestemt situation. Jeg var vant til på damperen, at vi ikke behøvede at gøre opmærksom på forskellige tillæg eller overtidsbetaling. Der blev aldrig nogensinde lavet en eneste øre forkert i regnskabet. Det var 100 % reelt. Nu kom jeg så ud et sted og skulle hjælpe med at høste. Jeg kan huske, at høstlønnen var 43 kr. Så var de så flinke, at vi fik kaffe hver eftermiddag, bare kaffe med et lille stykke brød til. Så tænkte jeg, at så ville jeg da ikke forlange fuld pris, men forlangte i stedet for de overenskomstmæssige 43 kun 40 kr. Manden havde nær ødelagt mig. Jeg var fuldstændig uforstående overfor, at man ikke kunne få det, man skulle have. Ja, han havde aldrig haft sådan en blodsuger indenfor sine døre, han skulle nok ordne mig, og jeg skulle aldrig få noget at lave. Så sagde jeg, at så ville jeg ikke have nogen penge, og hvis jeg skulle have nogen nu, så var det 43, det måtte han være klar over. Jeg anede jo ikke, at der var nogle gårdmænd, der ville have folk billigere. Han skældte mig ud, men han ville ikke have fagforeningen på nakken, så han betalte de 43 kr. "så skal du ikke sætte dine ben i denne gård mere." Så var der en anden arbejdsmand, der sagde: "Der fik du dem, men du får dem ikke alle steder." "Vil det sige," sagde jeg, "at I går under prisen?" "Det gør alle,"(10) sagde han. "Det gør jeg ikke," svarede jeg, "enten jeg får noget at lave eller ej, så gør jeg det ikke." "Så får du ikke noget at bestille." Det viste sig, at jeg alligevel fik nok at lave. Jeg var rundt som daglejer på andre gårde.

 

Jernmalmen blev lastet via et transportbånd - en såkaldt ”spout”. Det var under den spanske borgerkrig, og en lods advarede kaptajnen, at han ikke skulle komme igen og snart var da også det pågældende område besat af Francos tropper. Foto: Karl Hansen.
Besætningen på ”Dorthea” holder storvask, mens der ventes på at losse træ i Plymouth. Foto: Karl Hansen.

 

Helge Klintes tærskeværk
I 1938 havde Karl købt en lastvogn, den solgte han igen i 1941 pga. krigen.
Under den tyske besættelse kørte Karl med en Fordsontraktor, som Helge Klinte havde monteret med en gasgenerator, hvor der blev fyret med brænde, og tærskede for bønderne. I stedet for dækslet på gearkassens side, var der en remskive som kunne trække det 36 tommer Munktelltærskeværk. Presseren var en 900 mm. Hillerød, som blev trukket af en rem fra tærskeværket. Avneblæseren var monteret på selve værket og blev også trukket med en rem her fra.

Så kom jeg til at køre med tærskeværk og traktor oppe hos Helge Klinte i Kædeby. Han havde to tærskeværker. Jeg kom til at køre med det ene i to år. Vi kørte rundt med traktor, værk og halmpresser og tærskede for folk. Vi tærskede lige fra Frederiksminde ude på Sønderskov, igennem Ilbølle, Vindeby, Fodslette, Tryggelev og Nordenbro, vi var næsten over hele den sydlige del af øen. Vi havde en gammel traktor på jernhjul, og vi satte træklodser imellem hjulenes kanter for ikke at ødelægge vejen. Så spændte vi den for et tærskeværk, en presser og en vogn, og så kørte vi ud til bønderne, og stillede det hele op der. Så blev traktoren stillet til at trække tærskeværket(11) Enten kørte de kornet ind fra marken, eller også havde de allerede det inde. Det første år tærskede vi ca. 980 timer og var ikke færdige før ind i januar måned. Næste år havde vi ca.1060 timer. Hør skulle helst have frostvejr, så det tærskede vi sidst.
Når så vi var færdige med alt det, så blev jeg sat til at pløje og harve med traktoren, ellers så gik vi hjemme og skilte tærskeværket af totalt, reparerede det og samlede det igen, så det var klart.
Den traktor, jeg fik, det var en 1923 model sat sammen af eneste reservedele. Helge havde selv sat den sammen, han var eminent til sådan noget. Han havde lært det selv. Elektriker Koch sagde engang: "Hvis jeg havde ødelagt lige så meget, som han har gjort for at lære, så havde jeg ikke haft nødig at stå i lære. Det er ødelæggelsen og erfaringen, der har lært ham det." Alt blev skilt af og efterset om vinteren.
Da vi tærskede et sted ude i Vindeby i 3½ dag, lagde vi 56 meter avnerør ud - og det er langt. Avnerne blev blæst væk og havnede i en stor bunke bagved gården. Mon ikke de blev brugt som strøelse? Vi havde ikke et minuts stop, udover det vi skulle have. Der var ikke noget med løse halmknipper, det kørte bare. Gårdmanden spurgte, om vi ikke kom og tærskede igen til næste år? De to år jeg kørte med værket, tror jeg ikke, at selve værket har drillet mig over en halv time, og det er ikke meget på 2000 timer.
Efter halmpresseren satte vi nogle skinner op, så halmen blev presset ind på loftet, eller hvor det nu skulle hen. Nogle tog fra og stablede knipperne.
Vi var mange, når der blev tærsket. Vi var kun to med værket, traktorpasseren og ilæggeren, resten af folkene sørgede man selv for på gårdene. Der har da i hvert tilfælde været 4 mand ved selve tærskeværket, dem, der tog imod halmknipperne, og så har der været et par stykker til at bære kornsækkene. Vi kaldte traktorpasseren for fyrbøderen. Det var jo med gas på brænde - det var under krigen. Den har aldrig drillet mig, den traktor dér. Der har kun været en eneste gang, jeg har kludret med den, ellers så kørte den bare. Den skulle bare passes og holdes ren, det havde jeg fået at vide, før vi startede med det. Jeg var selv med som ilægger de første 8 dage, da kørte Helge selv med det. Så sagde han: Nu skal du køre rundt med det. "Det tror jeg ikke, jeg kan finde ud af," sagde jeg. "Jo, nu prøver du bare, så er jeg ilægger." Så var han med den første dag, og så så jeg ham ikke mere i den forbindelse.
Fra en langelandsk tørvegrav. Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.

Under krigen var Karl også brødkusk et års tid, så gravede han tørv flere somre,(12) og en tid var han daglejer på Hjortholm i høsten. I alt var der 8 husmænd, 12 karle og ca. 50 løsarbejdere på høstarbejde på herregården.
Efter besættelsen arbejdede han som mekaniker først på Valdemar Larsens værksted i Humble i ca. 15 år - her havde der i øvrigt tidligere været cykelfabrik, derefter i nogle år med traktorer og andre landbrugsmaskiner hos Alfred Hansen i Kædeby for derefter at komme op til Olsens bilforretning og -værksted (senere Rødgaard) også i Humble. I løbet af den periode, hvor han var mekaniker, havde Karl også turist- og skolebus i nogle år. Men indtil han gik på folkepension, var Karl først og fremmest mekaniker.
I dag bruger Karl en del tid på sin have og på at dreje i træ.

Karls første af to busser var en ´34 model Chevrolet til 14 passagerer. Den blev skiftet ud med en ´46 Chevrolet til 28 passagerer. Foto: Karl Hansen.

 

Noter:
1 Niels Barfod blev senere provst på Hindsholm – og er bror til et par mere kendte Barfødder.
2 50 liters mælkejunger.
3 Producenterne fik den skummetmælk, valle og nogen gange kærnemælk, der var resultatet af smør- og osteproduktionen, tilbage fra mejeriet beregnet som dyrefoder.
4 Voddet blev slæbt over bunden for at fange ål. Drivgarn brugtes til sildefangst og havde "flydere" og "synk", så de stod ret op og ned i vandet.
5 En kvase er et fartøj med en indbygget dam til transport af levende fisk.
6 Tomastet skib, hvor stormasten står forrest.
7 Broen blev indviet i 1935.
8 Gødning i sække.
9 Formodentligt et lidt større skib end galeasen, men som også er tomastet men med stormasten bagest.
10 Som det bliver nævnt, så var det langtfra alle gårdmænd, som betalte den overenskomstmæssige løn. Eksemplet viser med al tydelighed, at det var problematisk, når historieskrivningen tidligere gav skriftlige og eksakte kilder en absolut fortrinsret frem for en mundtlig overlevering. Så slemt er det ikke længere, men en lignende kritik kunne man i dag rejse mod diverse ”arbejdsmarkedsforskere”, der også er tilbøjelige til at tage alt, hvad der foreligger af skriftlige aftaler for gode varer frem for at undersøge, hvordan virkeligheden måtte være.
11 På nogle ældre traktorer er der et kraftudtag med en glat remskive i siden.
12 Der blev kun gravet tørv i en periode om sommeren, for at de skulle have mulighed for at tørre i sol og vind

 
 
Claus Schou
Lindehusvej 14, Sallinge
5750 Ringe
e-mail claus.schou@mail.tele.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk