Tørv Af Karl Hansen - af Claus Skov

Tørv Af Karl Hansen


Min første erindring om tørv er, da min mor stablede dem i 1918. Jeg kan endnu se de lange rækker af tørvestakke for mig, men hvor den pågældende ”læggeplads”(1) var, husker jeg ikke.
Så husker jeg også, at mor havde købt et kvantum tørv hos Frydenborg.(2) Så en dag kom hans repræsentant og sagde: ”Jeg har en regning på tørv fra Frydenborg”. Min mor så lidt på ham, så sagde hun: ”Den har jeg da betalt”. ”Det kan jeg næppe tro, du må hellere betale nu”, sagde manden så. Resultatet blev, at min mor begyndte at græde, men hun hentede så kvitteringen. Manden kiggede flygtigt på den, lagde den så i vindueskarmen og sagde: ”Nå”, og så gik han. Jeg synes, at han var en tarvelig person, når han mente sig for stor til at give en undskyldning til en fattig kone. Jeg glemte aldrig den uretfærdighed overfor min mor.
Tredje gang jeg kom i forbindelse med tørv var sidst på året 1940. Min kone og jeg var blevet gift 17. november. Vi købte vi et parti tørv, som vi fik leveret af en entreprenør i Tryggelev i kælderen til den lejlighed, vi havde fået i Humble. Tørvene var ikke særlige villige til at brænde, og det var sådan set ikke så mærkeligt, eftersom det var våde frosne tørv hentet direkte ude fra mosen. Så der fandtes altså folk, som ikke satte ærlighed særlig højt - det var en svinestreg at levere den slags varer. Tørvene måtte vi tørre i ovnen for overhovedet at få ild i dem.

Hvor dette billede stammer fra, ved jeg ikke – formodentlig er det fra Bogø. Det viser 3 ”tørvegigge”. Så er der tre mand med grebe, antagelig dem, der er i graven. Manden med hat og hvidt skjortebryst er nok entreprenøren. Så er der to mand til ælteværket. Det kunne jo tyde på, at der i alt er 8 mand ved sådan et ælteværk. Ved det ælteværk, jeg arbejdede i 1941, var vi kun to mand i graven, men jeg mener også, det kun var et lille værk. Man kan se, at der er ført elledninger ud til værket.
Foto: Rudkøbing byhistoriske Arkiv.
Albert Jensens tørvegrav. De mange mennesker på billedet kan ikke alene forklares med toholdsskift. Mange var beskæftiget med at stable tørvene, når de skulle tørre på læggepladsen. Mange menneskene på billedet genkender jeg og kan navngive.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Humble, Lindelse og Tryggelev-Fodslette sogne.

 

Brødkusk og tørvegraver
I maj var jeg blevet brødkusk for et bageri. Kørslen var på procenter, men bagermesteren garanterede en ”mindsteugeløn”, som jeg var godt tilfreds med. Men det viste sig, at det lovede ikke havde hold i virkeligheden. Efter mange diskussioner og skænderier sagde jeg pladsen på bageriet op omkring 1. november.
Det har nok været ind i januar, at jeg havde hørt, at ”Skovfogeden”(3) skulle bruge et par mand til at grave tørv. Jeg tog ud til ham og var så heldig at blive lovet arbejde. Nogle få dage ind i april startede vi så. Jeg var ved et såkaldt ”ælteværk”. Det bestod af en stor kasse fremstillet af træ. Jeg ved ikke så bestemt, hvor lang kassen var - nok omkring 3 m. Med en motor var den bygget op på et par lang meder, så man kunne trække den langs med tørvegraven – både heste og mandskab hjalp til med flytningen. Jeg ved ikke om andre ælteværker var konstrueret på samme måde. Selvom jeg var i selve tørvegraven, kunne jeg alligevel nogenlunde se, hvordan værket fungerede. Der gik en aksel med forskellige knive og jern igennem kassen, som så blandede tørvemassen. Der blev samtidigt tilsat vand, så tørven fik en bestemt konsistens, for så igennem en tragt at blive tappet ud i nogle specielle hestetrukne vogne – tørvegigge eller –jumber kaldte vi dem. Vognene var konstrueret således, at man kunne tippe kassen og lade tørvemassen løbe ud i en form. Det pudsige ved det var, at når formen blev løftet, løb det hele sammen igen, men var det så tørret ud en tid, delte tørvene sig ud, som de skulle – man kan ikke sætte dage på tørretiden, da det afhang af vejret, men selvfølgelig tørrede de bedst i højsæsonen.

Træstammerne i mosen
Men jeg må fortælle lidt om arbejdet i tørvegraven. Vi sagde, at der var tre slags tørv: ”overtørv”, ”bladtørv” og ”levertørv”. ”Overtørven” bestod af noget let sort muld. Næste lag var en blanding af græs, blade og pinde – alt muligt presset sammen. ”Levertørv” var som lever og kunne med en skovl stikkes ud i de fineste stykker. Vi gravede på den måde, at vi satte en vis bredde af – 1½ - 2 m, det kaldte vi en ”bænk”. Vi skiftede plads, så det ikke gik mere ud over en enkelt af os. Vi læssede tørvemassen i en kort elevator, som så førte den op i ælteværket.
Når vi gravede tørv, kunne vi træffe på en del træstammer. Som regel var stammerne så bløde, at vi kunne stikke dem over med en skovl. En enkelt stamme blev dog bjærget og brugt til bl.a. møbler, men den skulle tørre langsomt igennem flere år for ikke at revne. Træet blev så efterhånden meget hårdt. Jeg mener at kunne huske, at stammerne altid lå på samme led i mosen, vest-øst eller nordvest-sydøst. Jeg var med til at grave en halv snes stykker op i løbet af de fem sæsoner, jeg gravede tørv.
Ved det første værk jeg var med, blev jeg ”pumpemand”. Når man havde gravet til bunds i graven, trak der jo vand til, og så spurgte ”Skovfogeden” om, jeg ikke kunne tænke mig jobbet med at pumpe graven tør om morgenen, ”Det skal du få en timeløn for hver dag”. Jeg kiggede lidt på pumpegrejet: det bestod af en Ford T – motor og en stor ajlepumpe. ”Kan det nu også køre?” sagde jeg temmelig skeptisk. ”Ja, det er så din hovedpine”, sagde han, men påstod, at motoren var meget driftsikker. Jeg slog til, og motoren var virkelig driftsikker. Men efterhånden, som graven blev større, kom der jo mere og mere vand, så til sidst måtte jeg bruge mere end en time. Til gengæld havde jeg så brugt mindre end halv time til at begynde med.

En halv sæson med egen tørvegrav
Vi kom godt ud af det med hinanden alle sammen. Jeg var i graven sammen med Anton Bay. Ham og jeg talte om at grave selv på ”gammeldags manér” – altså bruge håndkraft, da vi så, der var andre i nærheden, der gravede på den måde. Nu havde vi jo set, hvordan tørvemassen skulle være, og vi var ikke bange for at prøve noget nyt. Først og fremmest skulle vi have et tørvemål. Engang i løbet af den følgende vinter tog vi så ud til Ristinge og talte med en mand, der hed Drost. Vi blev ret hurtigt enige om et tørvemål, læggeplads, lån af ”tørvepram”(4) og pris. Så var det med at få anskaffet de øvrige redskaber, vi skulle bruge: grebe, skovle, spande, to trillebøre, en tørveform og en rage - det er et langt skaft med et tværbræt, som bruges til at jævne tørvemassen ud i formen. Da vi så havde fået det hele på plads, begyndte vi så i midten af marts at reparere tørveprammen og grave overjorden af, og vi kunne så starte med at grave tørv 2. april. Det gik ikke så stærkt til at begynde med, men vi fik da gravet noget tørvejord op i prammen, slået klumperne i stykker, hældt noget vand i. Så begyndte ”benarbejdet” med at gå rundt og ælte tørvejorden, til det blev det, vi kaldte ”maksel”. Vi øsede det op i en trillebør med en stor jernskuffe, trillede det hen og hældte det i formen. I løbet af en dag eller to havde vi fået godt håndelag, og det gik rigtig godt.
Vi havde nogle lange arbejdsdage - det havde vi aftalt i forvejen. Til at begynde med var det mørkt, når vi tog hjemmefra. Vi startede i mosen kl. 6 og arbejdede til kl.6 med en times hvil til middag og med korte kaffepauser for- og eftermiddag. Da vi kom lidt længere hen på sæsonen, kunne det ske, når det var rigtig varmt, at vi holdt to timers middag, men tog en ekstra time om aftenen. Det gik strygende, og Anton Bay og jeg arbejdede utrolig godt sammen, vi snakkede så at sige aldrig, når vi arbejdede, men til gengæld knevrede vi løs i pauserne. Da vi havde fået lagt 20.000 tørv ud, kom entreprenøren Karl Jensen og spurgte, om han kunne købe vores tørvemål. Det sagde vi nej til i første omgang. Da vi kom hjem om aftenen, snakkede vi med vores koner om det, og vi var ikke mere dumme, end at vi kunne se, at der ville blive ”smalhals”, inden vi fik solgt tørvene og fik pengene hjem.

Når man ser Albert Jensen skue ud over sit tørvemål, kan man se, at det var store arealer, der skulle bruges som tørre- eller ”læggeplads”, som vi kaldte det. Albert Jensen stammede fra Tryggelev. Han var født i 1904. Fra 1930 til 1940 var han brødkusk. Efter tørvegravningen beskæftigede han sig med entreprenørarbejde og havde en stor grusgrav. Han var, som jeg kendte ham, en uhyre flittig mand og en god arbejdsgiver. Han døde i en alder af kun 63 år.
Oplysningerne om Albert Jensen stammer fra hans datter Karen Nielsen.
Foto: Magleby-Bagenkop Lokalhistoriske Arkiv.
En gasgenerator er at ligne med en stor kakkelovn, hvor man fylder brænde ned oveni.
Ved start lod man en såkaldt ”blæser” suge luft ind gennem et hul nederst i kedlen. Ved så at stikke en sammenrullet avis med ild i hen til hullet, kunne man antænde brændet, når avisen blev suget ind gennem hullet. Indenfor hullet var anbragt en klap, som lukkede for tryk indefra, det kunne nemlig ske, at kedlens indhold eksploderede, men så var låget konstrueret således, at det kunne springe op.
Ved forbrændingen i kedlen blev der udviklet gas, som gennem vandudskiller og filtre blev til en ren brandbar gas – en glimrende erstatning for olien.
I to sæsoner kørte jeg rundt med et tærskeværk for en entreprenør og tærskede for bønderne, da var det traktoren med gasgenerator, der trak tærskeværk og halmpresser. Når blot anlægget holdtes rent, var der aldrig problemer.
Generatoren var for øvrigt altid monteret i en traktors venstre side af hensyn til f.eks. pløjning, hvor det altid er det højre hjul, man lader gå i plovfuren. Måske var det også af hensyn til, at mange traktorer dengang havde en remskive som kraftudtag fra gearkassen - altid på højre side.
Der blev lavet mange forskellige generatorer, den mest almindelige var nok den her viste ”Imbert”. Firmaet ”Bdr. Rønje” i Rudkøbing fremstillede også generatorer, for øvrigt den eneste firkantede generator jeg har set.
Foto fra en Fordsonbrochure.

 

Håndelagsarbejde og småtrav
Da vi så var kommet op på 26.000, kom Karl Jensen igen. Vi blev enige om at tage ud til Drost og få kontrakten lavet om. Det blev så på den betingelse, at vi skulle have arbejde ved ”tørvepressen”, og efter hvad vi sådan kunne regne ud, kunne vi tjene nogenlunde det samme som med at grave selv. En ”tørvepressse” er noget andet end et ”ælteværk”. Den opgravede tørvejord blev fra vogne læsset ned i en stor tragt ned i kniven, som æltede tørvemassen sammen uden vand. En snegl pressede så den æltede masse gennem en tud, som, jeg vil skønne, var ca. 30 cm bred. Midt i tuden var der en kniv, der delte massen i to rækker. Så var der en arm med en tværgående kniv, som skar tørvene af i en længde på 20-25 cm, hvorefter de så kørte ud på et transportbånd. Vi var så to mand, der med nogle specielle langflenede grebe tog 4 tørv af gangen og lagde dem ud på jorden. Det var altså ikke noget, vi sådan lige kunne. Jeg kan huske, at det ikke gik særligt godt de første par timer. Nogle gange løb transportøren, som var 5-6 meter, fuld, så tørvene løb ud over enden, og vi måtte stoppe pressen. Efterhånden som vi fik tag på det, gik det dog rigtigt godt. Der var også et andet problem, når vi kørte den ene vej med pressen, skulle vi have f.eks. højrehånden for, men når vi kørte den anden vej, så skulle vi have venstrehånden for – når vi startede i den ene ende af pladsen, vendte vi i den modsatte og skulle så tilbage og lagde så et nyt ”bed”(5) ud den anden vej. Det lærte vi selvfølgelig også, men det var i høj grad ”håndelagsarbejde”. Vi måtte småtrave hele tiden, ofte havde vi kun et par korte bukser og gymnastiksko på. Det kunne være ret strengt, når solen bagte rigtigt på, så selvfølgelig blev vi både svedige og beskidte - det hørte jo bare med.
Det blev en god sæson, hvor vi tjente godt. Det var strengt arbejde, men godt betalt, vi fik 1 kr. pr. 1000 udlagte tørv. Når vejret var med os, kunne vi komme op på 130-140 kr. om ugen - vi kunne ikke lægge tørv ud, hvis det var voldsomt regnvejr, da tørvene så ville flyde ud.

Tidens mekanik
I en af de tørvemoser, jeg arbejdede i, havde vi en transportør på 10 meter. Det havde både fordele og ulemper. Med sådan en lang transportør kunne vi lægge et langt smalt ”bed”, men ulempen var, at transportøren var så tung, at det kneb med at løfte den, når den skulle flyttes - til gengæld skulle vi kun flytte et lille stykke hver gang.
De andre værker, jeg havde været ved, blev drevet af stationære motorer, men hos Albert Jensen var det en ”International” traktor, der trak - han brugte udelukkende den slags traktorer.(6)
Jeg så også et andet system, hvor tørvene kom ud på nogle brædder, som så blev lagt over på en reol,(7) hvorpå de blev kørt væk, og tørvene blev tippet af på jorden. For mig at se var det et unødigt besværligt system, men da jeg ikke har prøvet det, kan jeg selvfølgelig ikke dømme, hvorvidt det ene eller andet system var bedst. En ting var vi enige om, ”Ristingetørv” var første klasses tørv.
Jeg havde en bror, der arbejdede ved en ”tørvebriketpresse”(8) på ”Jesbjerggård” på Nordlangeland, han kom en dag hjem med en sådan et par briketter i en papirspose. Han påstod selvfølgelig, at det var den mest rigtige måde at lave tørv på, fordi der ikke skulle læggeplads til, og du kunne bruge briketterne så snart, de kom ud af pressen. Det lød jo godt, men ét tilfælles havde briketter og almindelige tørv: begge dele gav en masse aske. Dengang kaldte jeg det for ”flyveaske”, fordi asken var så let og støvede ganske forfærdeligt. Betegnelsen ”flyveaske” bliver jo brugt i en helt anden betydning i dag. Jeg har ofte ærgret mig over, at jeg aldrig fik briketpressen at se, men vi kørte ikke gerne så langt på de cykler, vi havde dengang. Jeg håber bare på, at nogle af de maskiner fra dengang er blevet bevaret. Mon der ikke også skulle være gemt en enkelt gasgenerator, som dengang gjorde det utroligt godt både til industri og transport. Jeg kørte med en traktor med generator, da jeg senere arbejdede for en entreprenør - det var en glimrende trækkraft.

Man kan jo gøre sine tanker om hvilke problemer med hensyn til opvarmning, der ville have været, hvis vi ikke havde haft tørv og brunkul, for skovene ville jo umuligt have kunnet klaret det hele. Det skal man nu ikke spekulere så meget på - dette er blot et tilbageblik på dengang. Det er, som jeg erindrer det, men der kan efter så mange år være ting, jeg ikke husker helt tydeligt.

Noter:

1 Der kræves en stor plads, hvor tørvene stables for at tørre – se billedet af Albert Jensen.
2 Frydenborg var dengang nok Kædebys største virksomhed med smedje, maskin- og karetmagerværksted samt en omfattende handel med landbrugsmaskiner – og har så også haft tørvegravning i hvert fald under og i årene efter første verdenskrig - jeg har senere set, at så sent som 1923 havde Frydenborg en annonce om tørvesalg i ”Langelands Folkeblad”
3 Jeg kan ikke navngive den mand, jeg arbejdede hos i 1941 på Humble Rene, da jeg var med det første ælteværk, da jeg aldrig har hørt andet navn end ”Skovfogeden”.
Sæsonen 1942 var jeg selvstændig den halve sæson, derefter hos Karl Jensen.
Sæsonen 1943 også hos Karl Jensen, dels på Humble Rene dels i Lykkeby.
Sæsonen 1944 hos Albert Jensen på Humble Rene.
Sæsonen 1945 hos Albert Jensen på Humble Rene.
Efter tørvesæsonen kunne man altid få høstarbejde på de store gårde – jeg kom til ”Hjortholm” i tre år. I 1943 kom jeg pga. mangel på karle til at køre med hestespand no.12, hvilket passede mig glimrende, da jeg altid har været meget glad for heste. På det tidspunkt jeg kørte med heste på ”Hjortholm”, var der stadig 12 spand, men desuden var der 4 traktorer: en Deutz, en Munktell, en Stock og en Fordson. Det viser, at der stadig var mange heste, og der var rigtig mange gårde, som ikke havde traktor overhovedet. Efter sæsonerne 1944 og -45 hos Albert Jensen kom jeg til at køre med tærskeværk, hvorefter jeg kom på mekanisk værksted og blev dér, indtil jeg som 67-årig gik på pension.
4 En ”tørvepram” er en kasse på ca. 2 x 2½ m med 30 cm høje sider, som bruges til at ælte og blande tørvemassen på ”gammeldags manér” – og har altså ikke noget med en båd at gøre.
5 Et ”bed” er den bredde man sætter af til at lægge tørvene på, når de kommer ud af maskinen.
6 ”Skovfogeden” brugte en stationær 10 HK Buck, Karl Jensen en stationær 10 HK Deutz og Albert Jensen altså en ”International” traktor – som ses på billedet fra tørvegraven.
7 En reolvogn er det samme som en vogn med hylder, hylderne er skiftet ud med jernstænger, som man så skubber brædderne ind på.
8 Først graves overjorden af, så harves tørvejorden løs, den lader man så ligge og tørre, så den bliver til smuld. Så skraber man det tørre lag af og processen gentages – sådan har jeg fået det beskrevet, men jeg har aldrig selv set det.
Når jeg aldrig fik briketpressen at se, skyldes det som nævnt dårlige cykler: efterhånden som dækkene røg sig en tur, var det træ eller fast gummi, der blev sat i fælgene.

 
 
 
Claus Schou
Lindehusvej 14, Sallinge
5750 Ringe
e-mail claus.schou@mail.tele.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk