Den poetiske skrædder af Claus Skov
Forside ] Op ]

 
Den poetiske skrædder af Claus Skov

Den poetiske skrædder

Dansk socialpolitik blev i 1800-tallet udpræget liberalistisk.
1803-loven på området var i udgangspunktet rimeligt human, men under indtryk af økonomisk krise og en voldsom befolkningstilvækst blev tilføjelser og tolkninger snart det helt modsatte.
Ud fra hensynet til skatteyderne kom politikken først og fremmest til at handle om at holde udgifterne nede, og den almindelige samfundsudvikling blev søgt retfærdiggjort gennem politikken. I meget ringere grad blev politikkens indhold at hjælpe de mange mennesker, der af den ene eller anden grund kom i nød.

Ægteskabstilladelser
Det var et udslag af denne tankegang, når det i 1824 blev indført, at fattige, der havde modtaget og ikke tilbagebetalt hjælp fra det offentlige, ikke måtte gifte sig uden tilladelse fra de lokale myndigheder.
Da loven i 1857 blev ændret til kun at gælde mænd, var det ikke udtryk for en lempelse, men for det simple forhold, at kvinder dengang blev betragtet som økonomisk uselvstændige.
Selvom det nok mest var for at vise samfundsordningens fortræffelighed og næppe har haft den store praktiske betydning, skal det retfærdigvis nævnes, at der nu kun skulle tages hensyn til den fattighjælp, der var blevet ydet indenfor de sidste fem år.
Da en ny fattiglov blev vedtaget i 189l, skete der ingen ændring vedrørende sådanne "ægteskabstilladelser".
Først med den socialdemokratiske minister Steinckes såkaldte socialreform i 1933 blev dette ændret.

Skrædderen i Hesselbjerg
Følgende foregik i november1892.
Den tidligere fattighjælpsmodtager 41-årige Martin Petersen var stolt over, at han var blevet skrædder i sin hjemby Hesselbjerg. Nu ville han også giftes.
Som det krævedes, sendte han en ansøgning til sognerådet om at få lov til at gifte sig. Det var ikke en helt almindelig ansøgning, den var nemlig skrevet på vers. Der stod at læse: "Om Sognerådet vil være mig gunstig stemt/ Og min Understøttelse fra Sognet må være glemt", og skrædderen argumenterede: Thi når man i Huset mangler en Kvinde/ Så er der i Grunden ingen Hygge derinde". Både han og den udkårne havde børn fra tidligere forhold, hun to og han tre, de blev også nævnt: "Så vores Børneflok er hverken stor eller slem/ Tilsammen så bliver det rigtignok 5". Afslutningsvis hed det: "Da skal vi magelig os selv ernære/ Til vor egen og Humble Sogneråds Ære"

Sladderen
7.november holdt sognerådet sit månedlige ordinære møde. Skrædderens "andragende" om tilladelse til at gifte sig "nægtedes". Det er umuligt i dag, at vurdere det saglige indhold i sognerådets afvisning.
Men kritisabelt er det, at i hvert tilfælde ét af sognerådsmedlemmerne syntes, at ægteskabsansøgningen var så morsom, at han måtte fortælle om den til personer udenfor sognerådet. Ansøgningens form og indhold blev næppe gjort mindre interessant på dens vej rundt i hele sognet.
Skrædderen var skuffet over afslaget men også over, at nogen i sognerådet havde ladet munden løbe. Han gjorde sig umage, da han svarede på sladderen med et nyt digt, som han fik det trykt.


Billedtekster:

1 Skrædderens vers.
Kopi fra "Humble kommunale arkiv" på "Landsarkivet for Fyn".

Skrædderens vers.

Selvbevidste om deres sociale position - sladdervorne og magtfuldkomne? Så mange år senere kan vi naturligvis ikke sige, hvem af sognerådets ni medlemmer der lod munden løbe, og som en selvfølge forsøgte at latterliggøre den fattige skrædder. Vi ved det ikke, men vi kender kun alt for godt typen i nutidens samfundsliv.
Billedet forestiller Humble sogneråd i midten af 90-erne. En del af d´herrer var også med i 1892, bl.a. formanden proprietær I A Hansen, Tjørnebjerg i midten bagest.
Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Note: Bemærk brugen af "å" i citaterne, i datidens danske retstavning anvendte man i stedet "aa".
Sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832) argumenterede for brugen af førstnævnte, ligesom "å" siden hen blev anvendt af nogle højskolefolk.
Nu hørte Martin Petersen ikke til i denne eksklusive kreds, og en mere nærliggende forklaring kunne være, at han havde rødder i Sverige, hvor man havde en mere moderne stavemåde, og hvorfra der fra de fattigste dele kom en del "fremmede" småkårsfolk til Danmark - jvf. "Pelle Erobreren". Men skrædderen er tilsyneladende så langelandsk som nogen, idet han stammede fra Brandsby, og jeg har således ikke nogen forklaring på hans stavning.

"Øboen" 2002

Claus Schou
Lindehusvej 14, Sallinge
5750 Ringe
e-mail claus.schou@mail.tele.dk
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk