Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 2.del
Forside ] Op ]

 
Arbejdsanstaltens brand En kriminel historie fra Langeland. 2.del

Arbejdsanstaltens brand
En kriminel historie fra Langeland. 2.del - Af Claus Skov

 Ved tretiden om natten onsdag 17.april 1853 blev der banket kraftigt og vedholdende på hoveddøren i et herskabelige hus i Nørregade i Rudkøbing.
Formentlig var det den tjenestepige, der sov på det lille vinduesløse værelse under trappen til førstesalen ikke ret langt fra hoveddøren, der først blev vækket og åbnede døren for det natlige bud.
Hun fik vækket husets herre, og overfor by- og herredsfoged Hans Carl Sager kunne budet gentage, at udhuset til arbejdsanstalten i Lindelse igen var brændt.

Brandstedet

I november var både arbejdsanstaltens hovedbygning og udhuset nedbrændt ved en uopklaret måske påsat brand.
Den store grundmurede hovedbygning, hvor man havde kunnet genbruge en del af murene, var netop blevet færdig. Det mindre men dog 30 alen lange og 9 ½ alen brede udhus havde kun manglet at få udfyldt tavlene mellem bindingværket og var i øvrigt endnu ikke blevet brandforsikret - og nu var det altså igen brændt.
Sager kørte afsted mod Lindelse. Det var måneskin og koldt. Han var fremme ved brandstedet på Herslev Mark lidt nord for landsbyen kl. kvarter i fem. Her kunne han konstatere, at det pågældende hus allerede var fuldstændigt nedbrændt.
Aftenen før havde det blæst fra nordøst, og han tænkte, at hvis vinden ikke var gået over til at blæse fra øst ville luen formentlig have sprunget over i hovedbygningen, der kun lå 17½ alen syd for udhuset.
Sager foranstaltede, at det første forhør straks foregik på præstegården inde i byen. Kontorist L Hansen og ungkarl Christian Hansen optrådte ved denne særlige lejlighed som de to lovbefalede retsvidner.

En vågen husmand

Det første vidne var arbejdsanstaltens nærmeste nabo, husmand Lars Nielsen Clausen. Han var blevet vækket af sin kone ved tolv-ettiden, fordi hun havde kunnet se ilden ud gennem vinduet. Da han var kommet i tøjet og ud, var stråtaget allerede brændt. Kort efter var overtømmeret faldet.
Lars Nielsen Clausen havde sendt den ene af sine to sønner og rundt for at vække de andre naboer. Den anden søn havde han sendt afsted for at alarmere inde i Lindelse
De næste fem vidner var de naboer, der var blevet vækket af Lars Nielsen Clausens søn. Af beskæftigelse var de fire af dem husmænd, og én var skrædder. De var selvfølgelig ankommet lidt senere, men bekræftede alle Lars Nielsen Clausens forklaring. Den anden søn havde samtidigt fået vækket folk inde i byen, hvor der blev ringet med kirkeklokken.
Næste vidne var brandfogeden for Herslev branddistrikt gårdmand Jens Mogensen fra Vester Klæsøgård. Han gentog næsten ordret sin forklaring fra november: i forhold til brandstedet boede han noget afsides bag nogle bakker og var først ankommet, da huset allerede havde været helt nedbrændt. Han havde blot kunnet foranstaltede, at stedet var blevet ryddet og gløderne slukket.
Tilstede ved forhøret var også syv sogneforstandere, der alle var gårdmænd. De kunne forklare, at der dagen før på stedet var blevet afholdt auktion over nogle byggematerialer. Ifølge sogneforstanderne havde ingen af de 24 tilstedeværende røget tobak.
Efter retsmødet opsøgte og udspurgte Sager murermester Johansen, der havde stået for det aktuelle arbejde. Johansen forklarede, at ingen af de arbejdende havde røget, netop for at sikre sig mod alle eventualiteter og beskyldninger.
Johansen blev også bedt om at undersøge om, hvorvidt der havde været forsøg på at tænde ild i hovedbygningen. Det havde der ikke været.

Trine og Marie anholdt

Det var selvfølgelig mærkeligt, at husene var brændt under så mystiske omstændigheder med så kort et tidsmæssigt mellemrum.
Sager havde af flere årsager en forestilling om årsagssammenhængen. Den troede han bekræftet, da han fandt ud af, at fattiglem 63-årige Jens Thomsen var forsvundet fra sit hjem. En af Sagers mistanker i november havde nemlig været, uden at han på nogen måde havde kunnet bevise det, at Jens dengang stod bag branden.
Foruden at han lod Jens efterlyse, lod Sager Jenses kone Laurine Cathrine Hertz og svigermoder, Marie Olsdatter arrestere, fordi han mente, at de to kvinder havde temmelig stor indflydelse på Jenses gøren og laden og nok ville kunne fortælle et og andet. Det var situationen, da det andet retsmøde blev holdt på rådhuset i Rudkøbing sidst på eftermiddagen næste dag.
Jenses kone kaldet Trine var 39 år. Hun og Jens havde tidligere boet på arbejdsanstalten og skulle derhen igen, når den var færdig. Nu boede de midlertidigt ¼ mil fra brandstedet.
Hun forklarede, at Jens om mandagen havde haft til hensigt at gå til Hou, for at besøge sin søn, der var maler dér, men han var ikke kommet længere end til Rudkøbing og var kommet hjem igen. Han havde da været inde hos træskomand Peder Christensen i Herslev by - hvor han havde drukket.
Tirsdag formiddag ved 9-10 tiden var han igen draget nordpå. Jens havde sagt, at han ville gå over Fuglsbølle og overnatte hos en gårdmand i Lejbølle.

På herredskontoret

Sager vidste umærket, hvad Jens havde foretaget sig i Rudkøbing. Han var nemlig dukket op på herredskontoret i beruset tilstand og havde beklaget sig over, at han og familien skulle anbringes i arbejdshuset, når det var færdigt. Endvidere havde han beklaget sig over, at sogneforstanderskabet ville have ham indsat i tvangsarbejdsanstalten i Odense. Sager havde afvist, at diskutere med Jens, i særdeleshed ville han som dommer ikke diskutere en løbende sag med en anklaget.
Flere af de ansatte på kontoret havde hørt, at da han gik, havde Jens sagt, at "der ville ske en stor ulykke" - politibetjent Storm, der var tilstede i retten, havde også været på herredskontoret og kunne bekræfte, at Jens havde sagt noget i den retning, da han gik.
Dernæst blev Jenses svigermoder den anholdte 60-årige Marie Olsdatter afhørt. Hun boede i det såkaldte "Stielundhus" kun 100 favne fra arbejdsanstalten. Hun kunne fortælle, at hun havde haft besøg af Jens to gange sidst på eftermiddagen om mandagen. Sidste gang han var der, havde hun givet ham noget kaffe med hjem, fordi hun håbede, at denne drik ville kunne få brændevinen til at "gå hen".

Mordtrusler

Efter at Jens havde været hos Marie første gang, var han gået til Lindelse for at snakke med pastor Gede, der var formand for sogneforstanderskabet, om hvorvidt Jens ikke kunne blive fri for igen at blive anbragt på arbejdsanstalten, fordi han ikke længere kunne enes med opsynsmanden. Til en pige i præstegårdens køkken havde han sagt, "at han ikke ville bo i den arbejdsanstalt, som skulle rejses".
Murermester Johansen kunne på et senere tidspunkt fortælle, at Jens i beruset tilstand mandag eftermiddag havde været inde på byggepladsen. Først havde han set på udhuset, hvorefter han var kommet over i hovedbygningen. Da han havde hørt, hvor opsynsmanden skulle bo, var han blevet vred og havde kaldt ham en kæltring. Han havde sagt, at han ville ødelægge opsynsmanden, selv om det ville betyde, at han mistede sit hoved - altså blev henrettet. Han havde taget en kniv frem og fægtet vildt med den, idet han havde sagt, at "den ville komme til at sidde i opsynsmandens liv, når han engang traf ham på sin vej". Alt dette var også blevet overhørt af murermesterens tre lærlinge og ene håndlanger. Alt i alt måtte Sager mene, at Jenses adfærd var temmelig mistænkelig.

Jenses færden - ifølge ham selv

Kl. 11 samme aften blev Jens hensat i arresten. Det var sognefogeden i Stoense, der allerede ved middagstid havde arresteret ham og derefter havde fået ham bragt til Rudkøbing.
Næste dag fredag blev Jens fremstillet i retten. Han kunne forklare ret udførligt om sin vej nordpå. Klokken 10 mandag formiddag var han gået fra sit hjem på Herslev Mark ad den østre landevej til Fuglsdbølle og videre gennem Longelse, Lykkeby og Frellesvig. I Tranekær gæstgivergård havde han købt for to skilling skråtobak. I Lejbølle havde han fået natlogi hos en "gårdmand Jeppe".
Der var bare det problem, at mens Jens angiveligt havde været på denne færd, havde adskillige vidner set ham i og ved Lindelse.
Jens kunne heller ikke huske, at han havde været på herredskontoret, hos Gede eller hos sin svigermoder.
Sager sendte en betjent til Nordlangeland for at finde ud af Jenses færden bl.a. ved at udspørge de forskellige sognefogeder.
I retsmøderne mandag 25. og onsdag 28.april kunne dette klarlægges dels ved den pågældende betjents forklaring dels ved breve fra sognefogederne dels ved gårdmand i Lejbølle Jeppe Jacobsens forklaring dels ved Jenses egen efterhånden mere ædruelige forklaring.

Lukket inde i en lade

Vigtigst af alt var, at Jens faktisk havde overnattet i Lejbølle den skæbnesvangre nat mellem tirsdag og onsdag.
Den aldrende Jeppe Jacobsen forklarede, at Jens havde henvendt sig på gården - som dengang lå ved siden af den såkaldte "Dommergård" - så sent som klokken 8 om aftenen. Han havde fået mad og havde derefter bedt om natlogi. Gårdmanden havde egentlig ikke været indstillet på at lade Jens sove på gården, men fordi det havde været sent, havde han forbarmet sig over ham. Jeppe Jacobsen havde lukket Jens inde i en lade med foder og havde udleveret to hestedækkener, han kunne tage over sig. Da gårdmanden ved 6-7 tiden om morgenen havde åbnet døren ind til laden, lå Jens stadig og sov.
Folkene på gården havde overfor Sagers udsending erklæret, at de kunne aflægge ed på, at Jens havde været der på brandnatten. De mente ikke, at det overhovedet var sansynligt, at han den nat kunne have været borte fra stedet og gået de 3 mil til Lindelse og tilbage igen. Om morgenen havde Jens været forfrossen, da han kom ind i stuehuset for at spise.
Næste eftermiddag ved 4-5tiden var Jens kommet til sin bekendte husmand Peter Knægt lidt nord for Snøde. Han kunne heller ikke gå længere, fordi han var blevet ømfodet efter sin lange fodrejse.
Om natten havde han sovet i en seng i den samme stue, hvor manden og konen havde sovet i en anden.
Næste morgen var han draget afsted mod Hou, men inden han var nået hen til sin søn, var han altså blevet anholdt af sognefogeden i Stoense og bragt til Rudkøbing om aftenen.

Betleri

Det var tydeligt for enhver, at Jens ikke havde kunnet sætte ild i arbejdshusets nyopførte udhus. Men Sagers undersøgelse afdækkede med al tydelighed en anden ulovlighed fra Jenses side. Han havde foruden mad på sin tur også tigget om og fået penge - hvilket var klart ulovligt.
I Bøstrup præstegård havde han fået 3-4 skilling. Af pastor Wilhjelm i Snøde - som i øvrigt var formand for Snøde/Stoense sogneforstanderskab - havde han fået enten en 4 eller 8 skilling. I Snøde mølle havde møller Leth givet ham 2-4 skilling. På Nedergård havde kammerjunker Kaas stukket kokkepigen en hel mark i hånden - altså en sekstenskillingsmønt, som hun skulle give videre til Jens. Der har sikkert været andre steder, hvor Jens havde fået penge, men mange steder havde han ingenting fået, f.eks. på gårdene Tressebølle bortset fra, at han på en af gårdene havde fået lidt mad. På den måde ville gårdmændene holde tiggere væk.
Fordi Jens havde tigget penge, beholdt Sager ham i arresten til videre strafforfølgelse.

Andre mistanker

Mistanken for brandstiftelse vendte sig mod de to andre anholdte, Trine Hertz og hendes moder Marie Olsdatter.
Et ægtepar, der boede i samme hus som Trine med familie, blev afhørt.
Rokkedrejer Andreas Clemmensen havde ikke været hjemme på brandnatten, fordi han arbejdede på Biskopstorp ved Simmerbølle. Han havde godtnok hørt, at Jens og Trine var utilfredse med at skulle tilbage på arbejdsanstalten, når den var genopført, men han havde ikke hørt noget, der på nogen måde satte familien i forbindelse med branden.
Konen, Ellen Jensdatter sagde heller ikke noget, der satte Trine under mistanke. Hun fortalte, at Trine havde et barn, der fik bryst, som hun derfor næppe havde kunnet forlade for at gå en ¼ mil for at sætte ild på arbejdsanstalten. Ellen havde selv været oppe mindst 6 gange den pågældende nat, fordi hun i stuen havde en gås med gæslinger, som ofte forlod gåsen og måtte bringes tilbage - hun havde intet mistænkeligt bemærket.
Jenses og Trines 14årige datter Ane Dorthe blev også afhørt, "hun benægtede at have brugt ytringer om at arbejdsanstalten muligen kom til at brænde". Datteren fik ikke kastet yderligere mistanke på moderen - eller sig selv.
Trine forblev dog anholdt i første omgang.

Marie Olsdatter

Mistanken vendte sig herefter mod Trines mor Marie Olsdatter.
Hun boede kun ca. 100 favne fra det afbrændte hus. Hendes mand tidligere skrædder Daniel Rasmus var 90 år, blind og døv, syg og sengeliggende. Hun havde også en lille dattersøn boende.
Foruden denne familie var der i det såkaldte "Stielundhus" to andre lejemål.
Der var Karen Hansdatter på 53 år, der boede sammen med sin far Hans Jørgensen.
I en tredje lejlighed - eller rettere rum - boede Anne Jørgensdatter.
I sin første vidneforklaring hævdede Karen Hansdatter, dels at branden særdeles godt havde kunnet ses fra Maries rum, særlig hvis beboerne ikke havde værret tilsengs, dels at da "Stielundhusets" beboere efterhånden var kommet op på brandnatten, havde Marie været påklædt på et tidspunkt, da hun angiveligt endnu ikke vidste, at det brændte. Endvidere førte der fra Maries rum en baggang ud af huset, hvorfra man kunne komme ud, uden at blive bemærket af andre beboere.
Da alle beboere var kommet op kl. halv to, var Karen gået ud for at se, hvad der skete. Da hun var kommet tilbage og havde fortalt, at hovedbygningen stod, men at udhuset var nedbrændt, havde Marie angiveligt overrasket svaret: "Gør det?" og "men da".
Den 83-årige Hans Jørgensen blev også afhørt. Han hævdede også, at Marie havde været påklædt, det havde han kunnet se, da det var måneskin.
Anne Jørgensdatter fortalte, at hun godt og vel klokken tolv var blevet vækket ved, at en dreng råbte op udenfor huset. Hun var stået op og havde set, at arbejdsanstaltens udhus brændte - så var hun igen gået i seng.
Klokken knap halv to var hun atter blevet vækket, denne gang af Marie Olsdatter, der havde spurgt, hvad der dog var på færde, siden der blev ringet med kirkeklokkerne. Det var mærkeligt, for Anne Jørgensdatters vinduer havde været røde af genskæret fra flammerne, og da Marie Olsdatters vinduer vendte samme vej, så måtte hun have kunnet ligge i sengen og se det brænde.
Overfor disse udsagn hævdede Marie, at hun kun havde haft sin særk på, da hun havde talt med de andre beboere, at hun ikke havde været udenfor, og at hun ikke havde kunnet se ilden fra sit rum.

Anklagen smuldrer

Efter retsmødet tog Sager igen til Lindelse for selv at bese "Stielundhuset". Selvom man sagtens derfra kunne se arbejdsanstalten, så skønnede han, at Marie ikke havde kunnet se ilden fra sin seng, når man medtænkte vindretningen på brandnatten og det forhold, at det havde været måneskin.
Da Karen Hansdatter igen blev afhørt, var hun samtidig blevet mere usikker i forhold til, om Marie havde været fuldt påklædt.
På den anden side holdt både Trine og Marie stædigt fast ved deres tidligere udsagn.
Først blev Trine løsladt efter et retsmøde 7.maj. Tre dage senere blev Marie løsladt.
Den eneste, der forblev i arresten, var Jens. Han blev siden hen idømt tre måneder i tvangsarbejdsanstalten i Odense for sit betleri på Nordlangeland - der var tale om skærpende omstændigheder, fordi det drejede sig om gentagelsestilfælde.
Sager fandt aldrig ud af, om der havde været sat ild på arbejdsanstalten de to gange. Han har måske haft en ide om en årsagssammenhæng. Det er du kære læser selvfølgelig også velkommen til at have.
Mit formål med denne og den tidligere artikel om branden i november det foregående år har mest været, at få lejlighed til at fortælle lidt om fattigfolks liv på Langeland for 150 år siden, og om den daværende voldsomme sociale opdeling af befolkningen.

Billedtekster:

1. "Borgmestergården" i Nørregade var bolig for by- og herredsfoged Hans Carl Sager (som levede 1808 - 85).
Da en ny købstadskommunallov trådte i kraft i 1869, fik Sager også titlen "borgmester" og skulle lede det valgte "byråd".
Bindingsværksbygningen i Strandgade til højre rummede angiveligt by- og herredsfogedkontoret.
For godt en menneskealder siden var "Borgmestergården" nærmest en ruin, i dag fremstår den som usædvanligt smukt istandsat.
2. Lindelse Præstegård fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Note:

1. Hvis nogen har lyst til at læse om Jens og Trine, da de i 1843 boede i Rørsø fattighus i Illebølle udflytter, kan man se historien "Tyveri af træktøj medførte dom på et år i forbedringshuset" på nærværende internethjemmeside.
2. Der findes et billede af pastor Gede i forbindelse med artiklen "Lejermål i Lindelse" også på denne internethjemmeside.
3. Den vigtigste kilde til artiklen er "Langeland herredsfogeds arkiv. Forhørsprotokollen 1853-54 s.79-102" i det såkaldte "retsbetjentarkiv" på "Landsarkivet for Fyn".

  
 
   
Optegnelser af Claus Skov
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk