[lok-foren/_borders/disc_ahdr.htm]

Lægeuddannelsen i historisk lys

Fra:
Kategori: Arbejde
Date: 10-03-00
Time: 21:41:16
Remote Name: 195.249.77.56

Kommentarer

Dansk kulturhistorisk opslagsværk Læger er personer, hvis erhverv er at forsøge at helbrede syge og skadede mennesker. Denne artikel vil kun handle om de læger, der på forskellige måder søgte at få monopol på erhvervet. De første læger omtales omkring år 1500, erhvervet var på denne tid opdelt i to professioner barberer, kirurger, der var håndværkere, og medicinere, der var universitetsuddannede. Barbererne (også kaldet bartskærere og badskærere) var den største gruppe, der var organiseret i lav. Den første lavsskrå blev godkendt 2.2. 1506, det ældst bevarede er fra 21.8. 1577. Barbererne havde eneret på at behandle sår, benbrud og forvridninger dvs kirurgiske behandlinger. De hade tre års læretid. Efter denne skulle de rejse i fire år for at uddanne sig i lægekunst. Når svenden kom tilbage kunne han få plads hos en mester eller selv købe et barberamt, hvis der var et ledigt. Indehaveren af et amt kaldtes amtsmester, amtsbarber eller amtskirurg. Lavsskråernes uddannelsesregler er gentaget i barbererlavssartiklerne fra 29.4. 1684. Her nævnes også en anden gruppe autoriserede læger, nemlig de der havde specialiseret sig i behandlingen af specielle sygdomme operatører, ockulister, broksnidere og stensnidere m.f. Disse skulle godkendes af det medicinske fakultet for at få lov at praktisere. Til barberernes pligter hørte at forsyne flåden med kirurger. Efterhånden fik også hæren brug for danske kirurger, feltskærere. I 1736 oprettedes Theatrum Anatomico Chirurgicum for at uddanne militærkirurger. Det var således militære behov der i første omgang var baggrund for interessen i kirurgernes uddannelse. Fra denne tid var alle kirurger ikke samtidig barberer. 27.10 1774 indførtes en medicinsk eksamen for regiments- og divisionskirurger som gav dem ret til medicinsk praksis også blandt civile. 22.6. 1785 indrettedes det kirurgiske akademi, en uddannelsesanstalt for kirurger helt adskilt fra universitetet. Uddannelsen foregik her på dansk og tysk. Fra da af fik kun kirurger, der var uddannet der, lov at udøve kirurgien. Et barberamt gav kun ret til at årelade, trække tænder ud og sætte klyster. Kirurger, der var uddannede på akademiet, måtte også behandle indvortes medicinske sygdomme. De læger, kirurger, der behandlede de sygdomme ved store epidemier blev kaldt pestmestre. Den anden gruppe læger var medicinerne. De blev uddannet på Københavns Universitet fra omkring 1500, deres sprog var latin. Uddannelsen var rent teoretisk, hvilket godt kunne forenes med deres undersøgelsesmetode, der bestod i en udspørgen af patienterne. Først 20.12 1619 blev det stadfæstet som deres særlige rettighed at behandle indvortes sygdomme og udskrive medicin til dem. I løbet af 1500-tallet blev de første fysici ansat. En fysicus var en mediciner, der mod en fast årlig løn skulle behandle de fattige syge i stiftet gratis. De var frem til 1700-tallet meget få, tre til seks uden for Københavvn. På trods af at de var så få, fik de i en frd fra 4.12. 1672 en kontrolfunktion over for jordemødre og apotekere og deres eneret på at behandle indvortes sygdomme samt at forskrive medicin mod disse understregedes. De måtte ikke holde apotek, enhver bliver ved sin profession. Medicinernes uddannelse ændredes i løbet af 1700-tallet så de også fik praktisk, klinisk undervisning på sygehuse, dvs undervisning med patienter (kline-seng). Først på Frederiks hospital fra 1757. I universitetets fundats 7.5. 1788 står en del om den kliniske undervisning og at medicinere også skal eksamineres på sygehuse. Samtidig bestemtes, at det ikke mere var nødvendigt at være medicinsk doktor for at få lov at praktisere, embedseksamen var nok. Arbejdet på hospitalet var bl.a medvirkende til at undersøgelsen i stadig højere grad kom til at bygge på lægens iagttagelser i stedet for på patientens . Lægen koncentrerede sig mere om de syge dele af kroppen og så mindre patienten som en helhed af krop og sjæl og del af sine omgivelser. Efterhånden begyndte man at søge efter en sygdomsårsag i stedet for en mængde sammenfaldende faktorer som livsstil, klima etc. Det medførte en øget viden om kroppens funktioner samtidig med at de ørige sammenhænge fik mindre opmærksomhed, interessen forflyttedes fra den syge til sygdommen. Denne sygdoms- og patientopfattelse blev dominerende mod slutningen af 1800-tallet. Lægernes evne til at diagnosticere forbedredes meget i løbet af 1800-tallet, men ikke deres behandling før mod slutningen af århundredet. De læger der var uddannet på det kirurgiske akademi måtte behandle alle slags sygdomme, de universitetsuddannede kun medicinske sygdomme. De fleste læger var uddannet på akademiet, nogle begge steder. Efter langvarige stridigheder blev de to uddannelser slået sammen 30.1. 1838. Hvis man derefter ville praktisere som læge skulle man have eksamen i medicin fra universitetet og kirurgi fra akademiet. Eksamen foregik nu på dansk. Den kliniske undervisning fik stor betydning i den nye lægeuddannelse (kgl resolution 3.4. 1840). Lægerne var underordnet Sundhedscollegiet, der bl.a skulle lave indstillinger til alle ledige lægeembeder. Læger var langt fra de eneste der behandlede sygdomme, selv om deres eneret flere gange blev fastslået. 4.11 1735 fastsloges både kirurgers og medicineres respektive rettigheder. Atter 5.9. 1794 i en forordning mod kvaksalveri. Kvaksalverne sagdes at udgøre en fare for almuens helbred, det var dog ikke kun almuen, der benyttede kvaksalvere. I paragraf 6 i forordningen gaves dog de, der havde vist sig kyndige i behandlingen af en bestemt sygdom, tilladelse til at udføre den efter godkendelse fra myndighederne. Dvs at forordningen godkendte visse former for kvaksalveri. 17.1. 1809 udstedtes en kancelliplakat om, at der skulle trykkes en liste over alle autoriserede læger der var de eneste, der måtte underskrive recepter. Sådanne lister blev jævnlig trykt. Forbedringerne i lægeuddannelserne kan bl.a ses på baggrund af den voksende interesse for befolkningens størrelse i løbet af 1700-tallet. Den var også baggrund for at staten ansatte distriktskirurger, der mod en fast årlig løn skulle behandle de fattige syge i distriktet gratis. 1771-1800 ansattes der 60 kirurger. Landet blev inddelt i ni fysikater hvor der blev ansat en mediciner som fysicus, disse blev i 1800-tallet også kaldet provinsialmedicus. 4.3. 1818 blev der udfærdiget instrukser for distriktskirurger og fysici, de var stort set enslydende og foreskrev, at de skulle helbrede alle syge og samtidig forebygge sygdomme ved kontrol med fødevarer, oplysning, vaccination mod kopper mv. De skulle ifgl kanc. Skriv. 20.13. 1803 have opsyn med apotekere og jordemødre, bekæmpe kvaksalvere og lave indberetninger til Sundhedskollegiet. Fysicus var den overordnede medicinalperson og kontaktled til Sundhedskollegiet. 22.10. 1877 kom der nye instrukser, hvor der blev lagt større vægt på fysicis overordnede og administrative opgaver, statistik, rapporter og kontrol med det øvrige medicinalpersonale. Distriktslægernes instruks handlede mere om praktisk lægehjælp og forebyggende opgaver. 21.4. 1914 kom der en lov der ændrede embedslægevæsenet. Fysici og distriktslæger var statsansatte, de havde ved siden af deres embede privat praksis. Omkring 1800 var der 60 distriktskirurger, 8 fysici og 55 læger der udelukkende var privatpraktiserende, af dem boede 25 uden for København. I løbet af 1800-tallet blev Danmark velforsynet med læger. Frem til 1850 steg de privatpraktiserendes antal til 255. 1880 var der 850 læger, hvoraf 520 var rent privatpraktiserende. 36% af lægerne fandtes da i København selv om hovedstaden kun rummede 12% af befolkningen. Den første lægeforening dannedes i 1772 og kaldtes Det københavnske medicinske selskab. Målet var at formidle videnskabelige erfaringer. Det var også formålet med foreningen Philatrien, der blev dannet 6.5. 1829. Den skulle også fungere som en kollegial domstol med det formål at forhøje lægers anseelse i befolkningen. I 1840erne dannedes enkelte lokale lægeforeninger og 1857 Den almindelige danske lægeforening, hvis hovedformål var at forbedre lægers arbejdsforhold. Den beskæftigede sig også med almene sundhedspolitiske emner.

[lok-foren/_borders/disc_aftr.htm]

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk