[lok-foren/_borders/disc_ahdr.htm]

Landsbyliv i 1890'erne

Fra:
Kategori: Landbrug
Date: 26-02-00
Time: 13:02:40
Remote Name: 195.249.77.104

Kommentarer

http://www.vestamt.dk/natur/landsbyl.htm

Landsbyliv i 90'erne

Forord

Vestsjællands Amt udskrev i foråret 1998 en kronikkonkurrence med titlen "Landsbyliv i 90’erne". Der kom 85 bidrag til konkurrencen. Et dommerpanel udpegede 3 vinderbidrag og et af bidragene fik en "opmuntringspræmie".

De mange bidrag til konkurrencen viser, at der er en stor interesse for såvel at bo på landet som for at debattere muligheder og perspektiver ved det at bo på landet.

Flere af bidragene indeholder gode overvejelser og ideer om landsbyliv i 90’erne. Amtet har defor valgt at samle 14 af disse, sammen med de præmierede bidrag, i dette hæfte til inspiration for det videre arbejde og til interesserede læsere.

Baggrunden for konkurrencen

Amtsrådet vedtog i efteråret 1996 følgende vision for natur- miljø- og vejområdet:

I Vestsjællands Amt udvikler erhvervsliv og bosætning sig med respekt for det enkelte menneskes muligheder for at leve et aktivt socialt liv i et rent miljø og opleve en mangfoldighed i natur og landskab. Vestsjællands Amt bidrager til udviklingen gennem en åben administration, som prioriterer samarbejde med borgeren, målrettet information og borgerinddragelse i planlægningen. Desuden udvikles de traditionelle myndighedsroller, så administrationen også er aktiv rådgiver og sparringspartner.

Efterfølgende valgte amtets Udvalg for Teknik og Miljø en række områder til en særlig politisk indsats. Et af områderne var "Udvikling i landdistrikterne og på øerne". Det er med baggrund i dette indsatsområde, at Udvalget for Teknik og Miljø valgte at udskrive konkurrencen.

Kronikkonkurrencen havde til formål at sætte fokus på de kvaliteter, der er ved at bo i en landsby.

Hvad sker der fremover?

Udover at sætte fokus på kvaliteterne og mulighederne ved at bo i en landsby har konkurrencen også haft som formål at give ideer og inspiration til det videre arbejde med udvikling i landdistrikterne og på øerne. Dette mål er også opfyldt, da indlæggene har været meget forskellige og har rummet en lang række af ideer, der kan bruges i det videre arbejde.

Til oktober afholder amtet en konference om kvaliteter og fremtidsperspektiver ved at bo i en landsby, og der er mange input fra kronikkonkurrencen til programmet for konferencen.

Redigering Nogle af de udvalgte kronikker er blevet forkortet i forbindelse med udgivelsen.

Ophavsret Der må citeres fra kronikkerne med kildeangivelse og angivelse af forfatteren.

Præmierede kronikker

Det er ikke begreberne, der ændrer sig - kun ordene, af Mogens Jensen, Jyderup

Landsbyen - et nøglehul til verden, af Helene Holm og Henrik Weidling, Vetterslev

I mit eget hus på landet, af Niels Borup, Stenlille

Der er en yndig landsby, Helene M. Hansen, Holbæk

Udvalgte kronikker til offentliggørelse

Da Guldmand blev Qoq au Vin, af Erik Schrader, St. Frederikslund, Slagelse

Landsbyen - Det overskuelige fællesskab, af Ulla Berg, Bjergsted

Skolen som kulturcenter, af Dorthe Lykkegård, Ringsted

Landsbyliv - natur og ansvarlighed, af Kirsten Løgstrup, Bråby St., Haslev

Landsbylivet i Haldagermagle, af Tom Johansen, Fuglebjerg

Af en landsbyboers bekendelser, af Mikkel Grønnegaard, Ringsted

Af: En landsbyboers optegnelser, af Tommy Flugt, Tuse Næs

En udflytters bekendelser, af Leif Nyholm, Dalmose

Landsbyliv i 90’erne - nærhed og natur, af Gitte Pedersen, Ugerløse

Landsbyen - rekreation for de rige eller flugt for de fattige, af Leif Knudsen, Slagelse

Det givende landsbymiljø, af Dorthe Falck, Kyringe, Ringsted

Landsbyen før og nu, af Egon Grotum Sørensen, Fuglebjerg

Landsbyliv og kulturliv, af Anne-Birthe Køppen Andersen, Snertinge

Jeg spreder ikke, men forsøger at samle, af Jens Froholt, Haslev

Det er ikke begreberne, der ændrer sig - kun ordene

Præmieret bidrag (delt 1-præmie) af Mogens Jensen, Bjergsted Byvej 20, 4450 Jyderup

Tilbagelænet i stolen nyder jeg stilheden. Jeg har lige smidt et par stykker brænde på ovnen, der sender sin behagelige varme ud i rummet. Lervæggenes rå og nøgne ydre fortæller historier om rummets brug gennem tiden: Stald, pigekammer, bryggers og nu køkkenalrum - familiens mødested dagen igennem og specielt ved de næsten rituelle måltider. Et lille ritual er det også blevet, at jeg åbner havedøren på klem her lidt før otte hver morgen. Ellen, kvinden jeg deler hverdagen med, fører en århundred gammel tradition videre i den lokale kirke, når hun ringer solen op. Jeg nyder at tænke på, at det er sket lige så længe, der har været kirke hér på stedet og kan godt fornemme historiens vingesus når jeg en gang imellem står i tårnet sammen med hende og lader klokkens vibrationer sitre gennem min krop. Nu når lyden af klokken ind til mig. Svagt i dag fordi vinden er i øst.

Jeg rækker ud efter bistrokanden mens jeg prøver at genkalde mig Mads’ ord i døråbningen på vej til skole: Jeg synes egentlig det er blevet helt sjovt at gå i skole igen. Det er som om lærerne ikke skælder så meget ud mere, efter det gik i orden det dér med skolen. Tror du virkelig de ville lukke den? Jeg mener, hvis ikke I havde fundet ud af alt det der med det grønne? Der er også blevet meget mere stille i klassen. Du véd Jørn og Morten. De var ikke så gode til at regne og skrive før, men nu er det ligesom om de er blevet meget bedre. Det er lige før det nu er dem, der tysser på os andre, når vi har natur og teknik ude i skoven. Eller forleden, da vi var nede ved stranden og lavede matematik med stenene i sandet, da blev Ole sur på mig, bare fordi jeg havde flyttet en sten fra hans bunke over i min…Nåh, jeg løber. Husk nu vi har aftalt, at vi skal over på Kvisten i eftermiddag, hvis der ikke er nogen der arbejder derovre…

…Ups, der var kaffen nær løbet over.

"Kvisten" - egentlig en pudsig betegnelse for en arbejdsplads - men helt almindelig kan man jo heller ikke sige den er. Nærmest flere arbejdspladser - fjernarbejdshotel er der nogen der kalder det - og kraftcenter samtidig. Det var en rigtig god udvikling Lokalrådet fik sat i gang dér i ‘98; med ansættelsen af den lokale miljøvejleder. Jeg husker tydeligt den aften til fællesspisningen, hvor én af de gamle rejste sig op og snakkede om, hvor tom byen havde syntes for ikke så mange år siden. Det var før det med børnehaven, sagde han, og mente nok før vi fik lavet en børnehave i landsbyen. Men han snakkede også om, hvor trist det egentlig var, at det eneste man så til folk den gang, var baglygterne på bilen, når de om morgenen fór afsted for at aflevere børn i én retning og arbejde i en anden.

Det hjalp lidt med den lille lokale naturbørnehave, men den helt store forandring kom først, med opbygningen af kvisten - landsbyens kraftcenter.

Der var ikke mange, der rigtigt troede på ideen i starten. Jeg husker også min egen tvivl, da jeg første gang stødte på begreberne ved et møde med de andre foreninger i Lokalrådet: Fjernarbejdshotel og andelsbiler. Bare ordene så mærkelige ud på papir. Men hende, der fortalte om det, brugte dem som det naturligste i verden og havde slet ikke besvær med at sige f-j-e-r-n-a-r-b-e-j-d-s-h-o-t-e-l. Forbindelsen til min verden blev først etableret en aften nede på caféen - det var dén aften, Bjarne fortalte om masseovne - hvor jeg skulle prøve at forklare Laurits, det er min gamle nabo, hvad fjernarbejdshoteller og andelsbiler var for noget. Ikke at jeg helt forstod det selv, men jeg kan huske, jeg tænkte, at det måske hjalp, hvis jeg formulerede det for en anden. Jeg prøvede at forklare noget med folk fra forskellige arbejdspladser, der mødtes nogle gange om ugen og i stedet for at køre til København eller en anden større by langt fra landsbyen, arbejdede de med deres arbejde fra en computer, der stod sammen med andre computere og var i forbindelse med deres arbejdsplads - altså den rigtige…dér, hvor de kørte hen alle de andre dage og en andelsbil var altså en bil, som flere familier ejede i fællesskab og man så deltes om…

Det var mærkeligt nok ham, der fik mig til at forstå det, da han sagde: Det er ikke de samme ord, men førhen, når vi skulle høste - det var lige da den første selvbinder kom til egnen - mødte bønderne fra alle smågårdene op hos hinanden og gav en hånd med. Det var både fordi det var sjovere at være flere om arbejdet, men også fordi man så kunne nå at få arbejdet gjort, mens vejret var til det. Og selvbinderen havde vi jo købt i fællesskab…

Dén aften faldt brikkerne på plads for mig. Jeg forstod lige pludselig, at det ikke så meget var begreberne, der forandrede sig, kun ordene for dem.

Da vi først havde fået etableret Kvisten med fællesarbejdspladsen og dele-bil ordningen, de ord passer mere til vores temperament, gik det slag i slag. Mange familier fandt ud af, at de faktisk godt kunne undvære den ene af bilerne - nogle droppede helt bilen - og fik dermed mulighed for at gå ned i arbejdstid, fordi de ikke skulle tjene penge til bilen. Der er kommet flere personer i gadebilledet. Ja, det er egentlig sjovt som tingene påvirker hinanden. Der blev pludselig også behov for at kunne købe nogle af dagligvarerne i landsbyen igen. Nu kom folk jo ikke "til byen" hver dag, som de gjorde før, da arbejdspladsens fysiske beliggenhed var på stor afstand af hjemmet. Da miljøvejlederen i forvejen havde en idé om at lave en slags grøn café, tog vi beslutningen om at lave "Den Grønne Gren" - en lille café og en dagligvarebutik med miljøvenlige varer i ét. Nu har landsbyen igen fået det daglige mødested - førhen var det brødudsalget - og for et års tid siden, dukkede fiskebilen og grønthandleren op igen for første gang i mange år…

Kaffen er blevet kold, jeg skal ind at se, om ikke Emilie snart har tænkt sig at vågne. Hun er, ligesom sin far, et B-menneske, hvis hun kan få lov. Men vi skal i gang med morgenmaden, hvis vi skal overholde den indbyrdes aftale, at jeg tager hende med hen i børnehaven når jeg går over til Kvisten de dage, hvor jeg har valgt at arbejde hjemme i landsbyen.

Landsbyen - et nøglehul til verden

Præmieret bidrag (delt 1. præmie) af Helene Holm og Henrik Wejdling, Ømarksvej 22, Vetterslev, 4100 Ringsted

En hørgul martssol står i kaskader ind ad det åbne vindue til distancearbejderne i „Smedjen". Den blander sig med en cocktail af lærkesang og erantisduft, der kommer rullende i takt med vårbrisens sagte åndedrag.

En gruppe børn og voksne sætter florlette drager op over engen. Den eng, hvorunder det meste af landsbyens drikkevand dannes ved nedsivning, og hvorpå flere arter af gøgeurter vil drage med dybe svælg om nogle måneder.

De første gransangere har indfundet sig og sidder og "chif-chaffer" ovre i Energiskoven. Det er den lund af piletræer, der forsyner landsbyens lille kraftvarmeværk med brændsel, samtidig med at den dels renser landsbyens spildevand i det underjordiske sivedræn, dels bidrager med mineraler og næringsstoffer til markjordene via asken fra kraftvarmeværket.

Gransangerne har bragt godt nyt fra Afrikas land. Nyt, som særligt gør lykke i sudanesernes hus. Nyt, om en udvikling, der er ved at vende, om en jord, der snart atter kan dyrkes og om noget, der kunne komme til at minde om en fremtid.

Landsbyens tryghed og værdi

Sådan forestiller vi os en eftermiddag i fremtidens landsby. Den landsby, der sammen med hundreder af andre landsbyer forstår at tackle nogle af samfundslivets helt fundamentale problemer.

Med landlivet som barndommens trygge ballast og voksenlivets positive tilvalg er vi nemlig af den overbevisning, at landsbylivet med dets kvaliteter rummer en ganske særlig kraft. Overskueligheden. Nærheden til naturgrundlaget, lærkesangen, duften af muld efter regn, vibens første frejdige vårskrig, rævens parringshyl, rådyrespor i haven, efterårsstormene og de stjerneklare nætter. Det kulturelle liv. Det sociale netværk, blandingen af familier, der har boet her i generationer og tilflyttere, som finder fælles værdier og bruger hinandens erfaringer. Det fælles ansvar for hinandens ve og vel. De demokratiske processer, livet i landsbyen repræsenterer og i endnu større udstrækning måske kunne komme til at repræsentere. Alt dette rummer en kraft, der kan vende det gensidigt betingede forfald, vi ellers er vidner til:

Det globale via det lokale

Demokratiet er i forfald, det sociale er i forfald, miljøet er i forfald og kulturen er i forfald, alt imens vi i øvrigt er godt på vej ind i en globaliseringsfælde, hvor problemernes omfang i stigende grad antager globale dimensioner, hvor et valg i dag af kiwifrugt frem for æbler giver stormflod i Bangladesh om 20 år, hvor årsager og virkninger opsplittes i såvel tid som rum og derfor bliver uigennemskuelige, ligesom beslutningsprocesserne.

Problemerne hænger sammen - men det gør deres løsning også. Problemernes betingethed må simpelthen vendes, så de bliver hinandens løsning. Og det er lige præcis hvad landsbylivet kan bruges til!

Landsbyens overskuelighed kan bruges til at forstå verdens kompleksitet. Det globale kan forstås gennem det lokale, og de globale problemers løsning må og skal forankres lokalt. Vi tror simpelthen, at landsbyen kan blive det forståelsens nøglehul, hvor igennem dens beboere kan betragte den ganske verden, forstå den, og tage del i den!

Nærheden...

Vi oplever allerede i dag en egen udnyttelse af ressourcer og erfaringer i landsbyen. Har nogen brug for hjælp til at fælde et stort træ, eller er der nogen, der kan bruge vores overskydende lager af kartofler, vores psykiske overskud eller den sofa, vi står og skal smide ud. Så er der altid nogen, der kan og vil hjælpe, bruge og bruges.

...og naturen

Og det er ikke at betvivle, at den opmærksomhed, vi skænker naturen, åen, der løber under vejen ved kirken, og skoven, vi kan nå fra haven, indgiver os en ansvarsfølelse overfor også næste generation, der som minimum skal have chancen for at opleve det samme. Vi ved, hvad det betyder, at det hele er der. Og vi ved, at vi ikke ville være det foruden. - Og dette fordi vi nu bor midt i det.

Tilbage til fremtiden

Derfor vil vi fordomsfrit og upåvirket af virkelighedens snærende bånd vende tilbage til et fremtidigt landsbyliv, bygget op på de kvaliteter, vi kender i dag, men brugt i en langt højere grad og langt mere bevidst. Alt blot til behagelig inspiration for den, der forstå at øjne en fælles fremtid:

On-line med verden

Det sudanesiske hus er det ene af landsbyens to fælles huse, som stilles til rådighed for folk, der har hjælp behov. For tiden altså to sudanesiske familier, drevet fra hjem, venner og slægt af klimaforandringer og vesterlændinges fortidige synder.

Huset ligger ved siden af "Den gamle smedje", der nu er indrettet til samlingssted for landsbyens distancearbejdere. Her kan de sidde og være on-line med verden ude omkring, og samtidig holde liv i landsbyen og bruge tiden hjemme hos familien i stedet for at bruge den på transport til byen. Det har nu fungeret i 4 år, og den forsøgsordning, de fleste af landsbyens distancearbejdere havde lavet med deres arbejdspladser, er nu overgået til en permanent arbejdsform. Endda fulgt af en del flere.

Respekt for ressourcerne

Udsigten mod øst indrammes af de to store vindmøller, der står for størstedelen af landsbyens elproduktion. Overløbsstrømmen anvendes til fremstilling af brint, der bruges som drivmiddel i biler, herunder landsbyens delebiler.

Brintmotorens udstødning består af vanddamp, og kun risikoen ved oplagringen af brinten fik landsbyrådet til at tøve med indførelsen af teknikken. Efter god tid til drøftelser på skift i hjemmene og i rådet, og efter inddragelse af amtets miljø- og energikonsulenter, blev man dog enige om placering af såvel møller som brintlager.

Landsbylivet er i en rivende udvikling. Ikke mindst etablering af såkaldte storparceller i randen af den oprindelige landsby har gjort det til et populært sted at skabe en fremtid. Nærheden, lærkesangen og omsorgen for hinanden. Landsbyerne som småsamfund i symbiotisk fællesskab, hvor beboerne formår at bruge hinanden til at skabe øget frihed og øgede muligheder ved at være fælles om f.eks. børnepasning, jordbrug og energianlæg. Altsammen udgør kvaliteter, der har gjort landsbylivet stadig mere attraktivt.

Mere end stokroser

Qua fællesskabet og hønsene, der holder insekter og snyltere i skak i æblehaven, ænderne, der snupper fluer i kostalden og grisene, der tager deres tørn med markarbejdet, er så stor en produktion af kød og grønt muligt, at indtil flere personer kan leve af arbejdet med jordbruget og dermed sikre, at landsbyen er næsten selvforsynende.

Her har de to sudanesiske familier, vi har haft boende i et par år, været en stor hjælp med deres erfaringer med landbrug uden kemiske hjælpemidler. Vi har også med deres hjælp fået udviklet vores komposteringssystem og 4-års vekseldrift med helt fortrinlige resultater.

De I-landsfrivillige

Det er også sudaneserne, der med deres medrivende tale om eksotiske afgrøder har inspireret til dannelse af den væksthusgruppe, som nu er godt i vej med planer om et stort væksthus, der ud over eksotiske grøntsager og frugter også skal rumme møde- og festfaciliteter samt huse avl af tilapiafisk. Noget vi skal lære mere om af vores kommende Ilandsfrivillige fra Bali.

Landsbybørn

Også børnepasningen foregår nu i landsbyen. Et par voksne tager sig af de børn, der endnu ikke går i skole. Så kan børnene være hjemme og nyde det frie liv i landsbyen i dagligdagen, og umærkeligt få ind under huden, at kartoflerne kommer fra jorden, lærkesangen fra himlen og at det er det rene vand, der giver det hele liv. At der ikke eksisterer „affald", men kun stoffer og materialer, der bestandigt er på rejse i et stort kredsløb.

Globalt landsbysamarbejde

Det sidste nye skud på stammen er et samarbejde mellem 50 landsbysamfund, efterhånden med repræsentanter fra alle 7 verdensdele, hvor vi via internettet og udveksling af ildsjæle mellem landsbyerne i de forskellige lande deler erfaringer og problemer.

I øjeblikket er vores første udsending i Tjekkiet for at studere udnyttelse af råvarer og videregive vores erfaringer om kompostering og demokratisk arbejdsorganisering. Imens har vi en ung kvinde fra Indien, der arbejder med solovne og udnyttelse af solenergi, boende i et af fælleshusene, ligesom vi via nettets amazonindinanere har fået inspiration til den form for plukhugst, vi nu praktiserer i Kirkeskoven.

Forskelle gør stærk

I starten var det tungt, og vi troede en overgang, at kulturforskelle og forskelle i livsstil skulle kuldsejle projektet. Men så opdagede vi, at netop forskellene blev genvejene til at få defineret det, der egentlig betød noget for landsbysamfundet, nemlig omsorgen, respekten og bæredygtigheden, og at også lærken, ræven og den vortede tudse tilstås en plads i tilværelsen...

I mit eget hus på landet

Præmieret bidrag (3. præmie) af Niels Borup, Assentorpvej 83, 4295 Stenlille

er der edderkoppespind overalt,

finder nye rovmyrer hele tiden nye revner,

er der altid uopsættelige arbejdsopgaver der venter at blive løst,

er udvalget i den nærliggende landsbys butikker magert,

er togforbindelserne til København håbløse om aftenen,

er der ingen spændende teaterforestillinger eller biografer i nærheden,

stinker der af gylle visse udvalgte dage,

er naboerne ikke checkede, kendte mennesker fra ugebladene,

stjæler den irriterende ræv vores høns

og det forbandede ukrudt breder sig uhæmmet og hele tiden...

Man skulle tro jeg hadede det, og benyttede førstkommende lejlighed til at flygte. Men nej!

Måske er alt dette jo netop grunden til at jeg er flyttet herud hvor kragerne vender, og til at jeg stortrives? Hver dag bobler og bruser det i mig af lykke når jeg ser på min gård udefra, eller går en tur i haven, eller kommer ind med hold i ryggen efter at have savet brænde eller bygget hønsehus.

For hvor er jeg priviligeret. Jeg lever et liv i ægte luksus. Med plads - i fred og ro - og med frihed til at gå rundt i den gamle hullede jakke og de beskidte sokker uden at mærke naboernes misbilligende blikke i nakken. Her er friskt vand fra egen boring, egne frugter, grønsager og æg. Stegen på middagsbordet er fra den halve kalv vi handlede os til med genboen, og her er dyr og blomster året rundt. Jeg kan øve mig på min saxofon uden at have dårlig samvittighed over min støjforurenende aktivitet, og når ungerne bliver for højrøstede og larmende bliver de bare sendt udenfor. Der er nemlig trafiksikkert og frisk luft og ægte ny energi.

Mod denne rigdom, mod denne ubegribelige luksus - hvad er så almindelig, banal, materiel velstand værd? En stor, dyr bil eller en kæmpe lystyacht? Rejser til Australien, USA eller Kenya? Ægte kunst og tæpper på væggene? For ikke at tale om junken - 100 „interessante" fjernsynskanaler, årgangswhiskey, havanacigarer og petit fours?

Nej, det var den bedste beslutning i vores liv da vi sprang til, skrev under på slutsedlen - og blev rigtige landboere..

Ja, det vil sige. Rigtige landboere, altså landmænd bliver vi aldrig, selv om vi har høns og får og traktor. For sådan en slags reservekøbenhavnere skal jo ikke leve af det - det er jo bare en slags luksus som afveksling for det stillesiddende kontorarbejde. Dybest set kender vi jo ikke forskel på triticale og rug, vi bliver mundlamme når der regnes og beregnes med foderenheder og kvælstofforbrug, og vi får ondt i ryggen af at løfte en sølle 50-kg.s sæk korn op i bilen. Men til trods for vores manglende kunnen i det landbrugsfaglige, føler jeg vi bliver accepteret, og langsomt, gradvist lærer naboer, genboere og lokalsamfundets nøglepersoner at kende. Om det er helt frivilligt fra deres side ved jeg ikke rigtigt, men det er et faktum at der bliver flere og flere af os der har fået nok af storbystress, arkitekttegnede betonpladser og slumromantik, og altså flere og flere der ikke er bondefødt. Og de rigtige bønder bliver jo nødt til at snakke med nogen og udveksle lidt sladder, for herude på landet er man jo lidt nysgerrig. Tilflytteren bliver set an, og der snakkes og skules - med en sindig, underfundig skepsis overfor det nye og fremmede, men også med en dyb forankring i egnens historie og geografi. Når jeg skal være helt ærlig, er det ikke den nærhed og bondesnuhed der har hevet mig væk fra storbyen, men at lokalsamfundet kan byde på overraskende sidegevinster i form af holdbare venskaber og nye, meningsfyldte aktiviteter er et ekstra plus som jeg tror også mange andre udflyttere har oplevet.

Men hvad nu med den storby vi forlod? Kan vi nu også undvære den? Det pulserende, varierede forretningsliv og alle de fornemme kulturelle tilbud. Byen der aldrig sover - de eksklusive restauranter og de mange tilbud om hurtig og nem affodring når man ikke rigtig gider lave mad selv?

Ja, nemt! Overraskende nemt!

Og faktisk ser jeg på København og andre storbyer med helt nye, friske øjne når jeg besøger dem en sjælden gang i arbejds medfør, for at være lidt kulturel eller for at more mig. For hvor byder den indre by på mange gamle, smukke huse med barokke gesimser og små tårne, med kunstfærdigt buede vinduer og antikke portåbninger. Jeg er gået forbi dem 1000 gange før, men det er først nu som gæst fra landet jeg ser dem. Og ligeså med de unge piger med plateausåler og fnisende livsappetit. Drengene på vej til fodboldkamp og fredagsbrandert. Gademusikanterne fra Rusland og USA, grønthandlerne fra Tyrkiet, turisterne fra Japan. Det er så spændende og interessant alt sammen, at det ligefrem er en fornøjelse at komme til byen. Bare det ikke bliver for tit, for så mister den igen den magiske aura af liv og skønhed de sjældne besøg giver den.

Men det gør mit hus på landet ikke. Det er stadig lige smukt og fredfyldt hver gang jeg kommer hjem til det. En ro der kræver 5 sekunders stilhed og eftertanke før bildøren smækker - der suger blikket og tanken rundt i havens, gårdens og husets afkroge, og lægger planer og bygger nyt og reparerer. Som nyder resultatet af de afsluttede arbejdsprojekter og som omhyggeligt registrerer vejrsituationen, før jeg samler et stykke grimt slikpapir op og retter på en vakkelvorn brændestabel og går ind i huset.

Og herinde er der fjernsyn, computer, HI-FI stereo, masser af læsestof og andre tidsrøvende fristelser. Men jeg har pludselig ikke mere tid til alle de dyre, elskede, elektroniske underværker. Det faglige, arbejdet - og så alt det med økonomien, det skal selvfølgelig passes, men ellers er der en halvrusten grensaks, nogle kaglende høns, en logrende hund, 7 skrigende katte og en dør der er faldet halvt af der råber på mig - og der er meget mere glæde i samværet med dem end med tidsrøverne. De kræver kun din opmærksomhed og dit hovede, mens hele din krop skal være til stede når landlivets hverdag skal afvikles. Og hvor er det skønt at mærke at man er et helt menneske - fra beskidte fødder i de gamle træsko, en let øm ryg, over et par hænder fulde af torne fra brombærbuskene og til en næse hvorfra der løber lidt klar snot indtil to raske tag med et par ledige fingre og et båt atter skaber perfekt forbindelse til havens dufte.

Og de tanker jeg tænker mens jeg arbejder med mine hænder i min egen have, på mit eget hus, ude på landet er af en kvalitet og dybde der giver ro langt ind i min forvirrede postmoderne sjæl. Konen bliver atter skøn og tiltrækkende, og livet værd at leve.

Her vil jeg leve, her vil jeg dø.

Ja, jeg har frivilligt taget træskoene på, og jeg stiller dem ikke igen, før de bliver taget fra mig af ham deroppe som jeg jo egentlig slet ikke tror på, selv om luften, jorden, blomsterne, fuglene, træerne det hele strutter af hellig kraft

- og jeg ikke længere er helt sikker på at den ikke smitter.

Der er en yndig landsby

Præmieret bidrag (dommerpanelets opmuntring) af Helene M. Hansen, Lundestræde 55, vær. 203, 4300 Holbæk

- Ja, når man kommer udefra ser det hele jo så yndigt og nysseligt ud, men landsbylivet stikker meget dybere end det. Landsbylivet har utrolig mange sider både positive og negative, og jeg vil her fortælle om nogle af disse. Jeg er opvokset på landet i et lille lokalsamfund, men er nu flyttet til den "store" by, Holbæk.

Det kan være meget svært at være tilflytter til en lille landsby, da miljøet tit er sammenspist og yderst lokalt, men er man først accepteret er der ikke noget bedre end at kunne nyde naturen og omgivelserne hver dag. Dog kan det tage lang tid at blive accepteret, for de mennesker, der lever i de små landsbysamfund er oftest gamle bønder og deres, til tider, meget store familier. De kan bedst lide,at tingene er som de plejer at være, og forandringer fryder ikke deres øjne.

Da mine forældre flyttede til det lille landsbysamfund, Tuse Næs, for ca.20 år siden, kom de direkte fra København og havde store illusioner om at lave et landkollektiv, hvor venner og bekendte kunne tage op og slappe af fra storbyræset. De købte et husmandssted, som var i yderst dårlig stand. Meningen var, at alle deres venner skulle hjælpe med at sætte det i stand, så man ved fælles hjælp kunne få et idyllisk "feriehus" på landet.

Men, nej.......den ellers så smukke ideologi holdt ikke ret længe. De fleste af storbymenneskerne mente, at mine forældre blev kapitalister ved at købe en fast ejendom, fordi de alle tidligere havde hørt til i slumstormerkvarterer, og ikke gik ind for den private ejendomsret!

Det hele endte med, at mine forældre stod alene med en faldefærdig rønne og mig på vej. De besluttede at sætte huset i stand og blive boende.

Og så skulle man jo tro, at det var en lykkelig ende på historien, men nej! Nu kom problemerne med at falde til i landsbymiljøet. Der var ikke mere en døgnkiosk nede om hjørnet, eller naboer man lige kunne låne af, hvis man stod og manglede noget. Selvfølgelig var der naboer, men afstanden var ca. 5oo meter, og det er altså langt for et bymenneske.

Som det gode menneske min mor nu engang er ville hun selvfølgelig gerne gøre sig gode venner med de få naboer, der nu engang var. Hun gik ud i markskellet og plukkede en buket flotte vilde blomster, for derefter at give dem til naboen, der overraskende nok var landmand. Han så noget forkert ud i hovedet, da der stod en temmelig flippet ung pige med en flok vilde blomster i hånden, og min mor måtte erfare, at man ikke giver en landmand mælkebøtter og kløverblomster som gave. I hans øjne var det jo ukrudt, som man sprøjter imod.

Forholdet til naboen blev heller ikke meget bedre, da min mor anskaffede sig to vaskebjørne, hvoraf den ene uheldigvis tog en tur over i hans hestestald! Alt dette nabo- postyr udviklede sig til et par sagsanlæg, før mine forældre lærte at begå sig meget stille i det lille samfund.

Efterhånden som de lokale fik set de nye lidt an, gik det da bedre og bedre, og da jeg kom til verden var de så godt som accepteret, for nu havde de jo lavet en ny lille "Næsboer".

I dag, efter godt 20 år, er der ingen problemer, selvom de fleste stadig husker historien om københavnerne og vaskebjørnene oppe på bakken. Nu er det mig selv og mine forældre, der bander over, hvor stærk de irriterende københavnske sommerhusgæster kører, og sladrer lidt i krogene om Sofie henne på hjørnet.

Men selvom man har boet der så længe er man ikke rigtig indfødt, og bliver betegnet som tilflytter, selv jeg, der er født og opvokset på Tuse Næs. For at blive en af de indviede (dvs. rigtig indfødt),skal ens bedste og oldeforældre være født og opvokset ude på Lars Tyndskids marker og gerne med lidt halm i træskoene!

Nu lyder det måske som om, det at bo på landet kun er grusveje og grissemøj, men i virkeligheden er det næsten det bedste man kan forestille sig.

Naturen og dyrene er selvfølgelig

[lok-foren/_borders/disc_aftr.htm]

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk