[lok-foren/_borders/disc_ahdr.htm]

Re: INDUSTRI - Arbejdsgiverne

Fra:
Kategori: Arbejde
Date: 07-02-00
Time: 19:29:42
Remote Name: 195.249.77.41

Kommentarer

Dansk kulturhistorisk opslagsværk Arbejdsgiver eller driftsherre kaldes den, der mod en aftalt løn tager en anden person og dennes arbejdsevne i sin tjeneste, særlig hvor det gælder regelmæssig anvendelse af arbejderen i den økonomiske produktion. Ordet arbejdsgiver finderførst almindelig anvendelse i den sidste fjerdedel af 1800-tallet efter storindustriens gennembrud. Funktionen arbejdsgiver er dog meget ældre og findes både inden for håndværk og landbrug. Vor tids opfattelse af ordet arbejdsgiver begyndte at danne sig ved midten af 1700-tallet, hvor der, med nære forbindelser til håndværket, fandtes to produktionsprocesser, forlagsystemet og manufakturet, begge stadier i udviklingen til industri. I årene omkring 1800, og isærefter 1807, hvor handelen havde sote hindringer, søgte mange handels- ogkøbmænd at placere ledig kapital i fabriksanlæg, der ofte krævede større kapital end mange håndværksmestre rådede over. Dette skete især inden for fag hvor maskinerne havde revolutioneret varefremstillingen, hvilket medførte at mange af håndværksmestrene blev arbejdstagere. Først i 1870erne blev industriens vækst iøjnefaldende, og i det følgende tiår skete der et industrielt gennembrud for hele landet med deraf følgende stigning i antallet af arbejdsgivere. Arbejdsgivere kan groft opdeles i forskellige/grupper. Den første gruppe består af arbejdsgivere, der selv starter en virksomhed, og som bevarer visse dele af de forhold, der bestod mellem håndværksmesteren og svendene. I denne gruppe gør der ssig det forhold gældende, at arbejdsgivere kender sine arbejdere og, for større viksomheder, tager sig af deres sociale forhold f.eks i form af boliger, sygehjælpsordninger mm. Den anden gruppe arbejdsgivere forekommer, hvor virksomhederne er blevet så store, at det personlige forhold mellem arbejdsgiverne og arbejdere er forsvundet og afløst af et rent forretningsmæssigt forhold. Den tredje gruppe udgøres af arbejdsgivere, der har deres funktion som arbejdsgivere som repræsentanter for kapitalen, i denne udviklingsfase er det patriarkalske forhold helt forsvundet. Både for anden og tredje gruppe kan der findes eksempler på, at arbejdsgivere eller virksomheden tager sig af arbejdernes sociale forhold. Dette aspekt ved arbejdsgiverne er dog i dag næsten helt forsvundet. Der har gennem tiderne været anvendt forskellige betegnelser for arbejdsgivere. Fra landbrug kendes husbond, herremand; fra håndværket mester, men ved fabriksindustriens fremkomst dukkede der forskellige betegnelser frem, som ofte karakteriserede forholdet mellem arbejdsgivere og dennes virksomhed og arbejderne. I tiden før Næringsloven af 1857 var der ikke fri ret til at nedsætte sig som fabrikant, den der driver fabriksvirksomhed. Betegnelsen anvendes både før og efter Næringsloven, hertil krævedes der myndighedernes bevilling. Hvorvidt der krævedes duelighedsprøve af den, der fik bevilling til at anlægge en fabrik, afhang af dens art. På trods af manglende fagkundskab kunne en bevilling, opnås hvis vedkommende, der satte kapital i et anlæg, entreprenør, lod fabrikken bestyre af en mester eller mestersvend, hvis dens arbejdsområde faldt inden for lovbunden næring. Gründer eller foretager anvendes om stiftere eller igangsættere af aktieforetagender eller alm virksomheder. Driftsherre er betegnelsen for en person, institution, selskab eller lignende for hvis regning en virksomhed drives. Den første arbejdsgiverorganisation var Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien, som blev dannet i 1885.

Dansk kulturhistorisk opslagsværk Arbejdsgiverforeninger. I tiden indtil lavenes opløsning i 1861 blev det arbejdsmæssige forhold mellem arbejdsgivere og ansatte på enkelte områder varetaget af disse. Det gjaldt især for lærlingenes vedkommende, hvor der gennem lovgivningen var fastsat reguleringer. Mellem arbejdsgiveren og de faglærte svende og øvrige arbejdere herskede der i princippet et frit kontraktforhold, men dette begrænsedes dog inden for en række fag af mesterlavenes fastsatte lønsatser og priskuranter. Med den liberalistiske næringslovgivning fra 1850erne blev de individuelle overenskomster om ansættelses- løn og arbejdsvilkår i de følgende tiår enerådende. Først efter at arbejderne fra 1870erne var begyndt at oprette fagforeninger følte arbejdsgiverne sig efterhånden tvunget til at etablere modsvarende organisationer til varetagelse af fællesinteresser i forholdet til arbejderne. Såvel arbejdsgivernes normalt liberalistiske grundholdninger som hensynet til den indbyrdes konkurrence medvirkede dog til, at organiseringen af arbejdsgiverne kom til at strække sig over en længere årrække. De første tilløb fandt sted i 1870erne inden for københavnske håndværks- og industrifag (jernstøbere, cigarfabrikanter, bogtrykkere og bygningssnedkere) og under 1880ernes arbejdskampe dannedes 1885 Foreningen af Fabrikanter i jernindustrien i København, som den første moderne egentlige arbejdsgiverforening, og også især de københavnske bygningsfags mesterforeninger begyndte i dette årti at virke som arbejdsgiverforening (bl.a. oprettelse af voldgiftsretter). I provinsen begyndte flere af håndværksfagenes centralforeninger fra slutningen af 1880erne at optræde som arbejdsgiverforeninger (fælles optræden under strejker, opbygning af hjælpefonde), og i flere købstæder blev der i 1890erne dannet fælles arbejdsgiverforeninger, mens et tilsvarende forsøg i København 1885 igen måtte opgives 1889. Opbygningen af en fælles landsdækkende arbejdsgiverforening blev indledt 1896 med bl.a entreprenør- og byggefagenes etablering af Arbejdsgiverforeningen af 1896. Året efter fik den tilslutning fra jernindustrien og i 1899 efter forhandlinger med Fællesrepræsentationen optog den mesterorganisationer herfra og blev samtidig omdannet til Dansk Arbejdsgiver- og mesterforening (DA). Efter storkonflikten 1899, hvor arbejder- og arbejdsgiverorganisationerne gennem septemberforliget samme år (arbejdsmarkedets grundlov til 1960) anerkendte hinanden soom forhandlingspartner ved indgåelse af kollektive overenskomster, og fastsatte regler for etablering af strejker og lockouter samt aftalte at løse stridigheder ved voldgift. Das medlemstal steg fra omkring 5000 (med 58000 beskæftigede arbejdere) i 1899 til 17-18000 (med godt 150000 arbejdere) i 1920. Medlemskredsen, der dels blev optaget via branche. Eller lokalarbejdsgiverforeninger dels som enkeltvirksomheder, udvidedes samtidig til ved siden af håndværks- og industribrancher at omfatte især transport- og handelsfagene. Das ledelse (hovedbestyrelse og forretningsudvalg) valgtes af repræsentanter fra hovedgrupperne industri, håndværk og handel, der inden for foreningen sluttede sig sammen i forskellige faglige sammenslutninger (f.eks Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Jern- og Metalindustrien (1902), Industrifagene (1906), sammenslutningen af Havne- og købmandsorganisationer (1917 o.a.). Sideløbende med DAs hovedvirksomhed i forbindelse med gennemførelsen af de kollektive overenskomster opbyggede foreningen i de første årtier sin position som arbejdsmarkedsorganisation både i forhold til det politiske system og til medlemskredsen. Fra 1900 udgav foreningen uge/14 dages bladet Arbejdsgiveren. Arbejdgiverne inden for handels- og kontorfagene sammensluttedes 1919 i Dansk Principalforening, der indtil 1967 stod uden for DA, og også inden for landbrug, skovbrug og gartneri har arbejdsgiverne siden 1918 dannet arbejdsgiverforening. (fra 1948 Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere).

[lok-foren/_borders/disc_aftr.htm]

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk