[lok-foren/_borders/disc_ahdr.htm]

Re: INDUSTRI -Arbejderbevægelsens historie

Fra:
Kategori: Arbejde
Date: 07-02-00
Time: 14:49:27
Remote Name: 195.249.77.10

Kommentarer

Fynske folkelige bevægelser. Folkeuniversitetets forelæsningsrække. ved adjunkt, mag. art Harry Haue og adjunkt, cand mag. Henning Nielsen 1980. Arbejderbevægelsen ved Henning Nielsen.

Baggrunden for den hurtige opkomst af arbejderbevægelsen i Danmark i den sidste trediedel af det 19. århundrede er den vældige strukturændring, der fandt sted i det danske samfund i forbindelse med industrialiseringen. Historikerne diskuterer, om det, som kaldes det industrielle gennembrud, skal sættes til 1850èrne, 1870èrne eller 1890èrne, og i dag regner man nærmest med det sidste, selv om historiebøgerne stadig siger 1870èrne. Diskussionen viser dog også, at der naturligvis er opstået industrier og dermed flytning af arbejdskraft fra land til by før 1890èrne. Ser man på landsplan, udgjorde bybefolkningen i 1860 23.4% men i 1890 33.2% I Odense var der i 1860 14.255 indbyggere, i 1890 30.268 og i 1911 ca. 42.000, men trods denne tredobling af befolkningen i perioden overhales den dog af Århus som provinsens største by. Fra 1890 til 1895 steg antallet af industriarbejdere i Danmark med 25%, fra 1895 til 1900 med 50%, og disse tal er baggrunden for, at de fleste i dag siger, at de afgørende ændringer i det industrielle miljø skete fra midten af 1890èrne. Industritællingen af 1897 viser, at den danske industri, der nu beskæftigede ca 8% af den samlede arbejdsstyrke, var dannet af relativt små enheder. Provinsbyerne var nu også kommet med og ikke mindst denne geografiske spredning af 1890èrnes industielle opsving - for gennembrud er nok et for stærkt ord - før 1950èrne - viser, at det er betinget af den omlægning af landbruget og de dermed hørende forandringer i den daglige tilværelse i landbefolkningen, som vi var inde på i forbindelse med omtalen af andelsbevægelsen. Men det er vigtigt at fastholde, at det danske samfund staidg i dette tidsrum, hvor de folkelige bevægelser er blevet til, alt overvejende er bestemt af landbrugets vilkår. Der var her en stærk mellemgruppe i samfundspyramiden, lige langt fra egentlig overklasse som fra besiddelsesløst proletariat. Store dele af bybefolkningen var indvandret fra landet og havde opvækst, uddannelse og eventuelt erhvervsarbejde i landbosamfundet som baggrund før bosættelsen i byerne. Måske er dette en del forklaringen på den reformisme, der hurtigt blev kendetegnende for den danske arbejderbevægelse. Dette er også vigtigt at fastholde i dag, hvor vi i de seneste år har oplevet en stærkt voksende interesse for arbejderbevægelsen, men måske mest for dens ideologiske side.

Den tidlige arbejderbevægelse.

Arbejderbevægelsen består af tre strenge : parti, fagbevægelse og kooperation (brugsforeninger og virksomheder f.eks). Men hertil kom senere bl.a. AOF, arbejderidrætsforeninger, DUI, arbejder-skakklubber osv. Socialdemokratiet - partiet - regner 1871 som sit stiftelsesår, det år, hvor Louis Pio stiftede foreningen Internationale og begyndte udgivelsen af ugebladet Socialisten, der senere udviklede sig til dagbladet Socialdemokraten. Samtidig dannedes de første fagforeninger, og først i 1878 skelnede man klart mellem parti og fagbevægelse - en væsentlig forudsætning for den vækst i dannelsen af partiforeninger og fagforeninger, der frra ca. 1881 tog fart og næredes ved indvalget af de første socialdemokrater i folketinget 1884. I 1870èrne var arbejderbevægelsen altså å alle måder svag, hvilket måske heller ikke er helt uden sammenhæng med, at lederne efter slaget på Fælleden 1872 fængsledes og først 1875 blev benådet. Ved folketingsvalget 1876 opnåede socialisterne kun godt 1.600 stemmer, og året efter tog Pio til USA på en enkeltbillet, betalt af politiet. Væksten i kandidat-, mandat- og stemmetal fremgår af de følgende tabeller: Valgår folketings stemmer landstings- mandater mandater 1872 0 1.500 0 1873 0 152 1876 0 1.641 1879 0 761 1881 0 1.295 1884 2 6.805 1887 1 8.408 1890 3 17.232 2 1892 2 20.094 1894 2 1895 8 24.508 1898 12 31.870 2 1901 14 ?? 1902 1 1903 16 55.593 1906 24 76.612 4 1909 24 93.079 1910 24 98.718 4 1913 32 107.365

Antal opstillede folketingskandidater 1876-1913 år Højre Venstre Socialdemokratiet 1876 69 90 7 1879 82 100 1 1881 73 102 1 1881 68 94 5 1884 68 102 3 1887 86 105 4 1890 87 114 9 1892 63 122 15 1895 63 141 25 1898 61 133 22 1901 59 128 30 1903 49 131 56 1906 69 167 62 1909 49 172 72 1910 47 148 54 1913 91 143 68

På Fyn.

På Fyn var det naturligvis Odense, der var først med arbejderorganisationer. Ifølge Fyens Stiftstidende dannedes der efter et besøg af lederen, Geleff, en lokal Internationale 24.2. 1872, der dog opløstes efter få uger, men genoprettedes 6.3. 1873. I juni 1874 stiftedes Social-Demokratisk Arbejderforening i Odense. Skomagersvende og malersvende dannede fagforeninger i 1873, skræddere og snedkere i 1874, og samme år oplevede etatsrådernes by sin første strejke, en smedestrejke på Allerups fabrikker i juli-august 1874 med negativt resultat for arbejderne, hvilket var hovedreglen for de tidligste faglige kampe. Strejker fandtes også andre end i de store byer, og netop i 1874 registreredes f.eks. en strejke på et teglværk i Årlsev. Udviklingen i fagforeningernes vækst fremgår af følgende oversigt: 1869 oprettedes 1 fagforening 1871 - 3 - 1872 - 5 - 1873 - 10 - 1874 - 7 - , med ialt 368 medlemmer 1875 - 4 - , - - 229 - 1876 - 1 - , - - 50 - 1877 - 1 - , - - 28 - 1878 - 0 - , - - 0 - 1879 stiftedes 1 fagforening med 66 medlemmer 1880 - 13 - - 1925 - 1881 - 24 - - 523 - 1882 - 3 - - 12 - 1883 - 18 - - 783 - 1884 - 24 - - 2481 - 1885 - 28 - - 964 - 1886 - 7 - - 140 - 1887 - 28 - - 733 - 1888 - 16 - - 501 - 1889 - 27 - - 990 - 1890 - 76 - - 1478 - 1891 - 53 - - 1006 -

Kilde: Henry Bruun: Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil 1900, pp. 82-84.

For Odenses vedkommende skete der et gennembrud for arbejderbevægelsen i 1885 - altså samme år som højdepunktet for den politiske kamp mellem Venstre og Højre - med dannelsen af Arbejdernes Fællesorganisation (for fagforeningerne) og af Socialdemokratisk Forbund. Den allerførste arbejderforening i Odense er måske den interessanteste i denne sammenhæng: "Den danske Arbejderforening i Odense", stiftet 10.12. 1871, hvorunder der var otte faglige afdelinger. Denne forening var de socialistiske foreninger overlegen i hvert fald til 1878, men var ikke som Højres Arbejder- og Vælgerforeninger led i Højres aktiviteter, selv om også den var dannet som modvægt mod den socialistiske agitation. Også Nyborg havde en sådan "dansk" arbejderforening. Odense-foreningen var blevet dannet, efter at Poul Geleff havde talt 16.11 1871 ved et velbesøgt møde -ifølge Stiftstidende 1.500 tilhørere -, hvor han var blevet kraftigt imødegået af Johs. Møller, præst af IM-tilsnit og skoleinspektør, og det blev derfor i denne omgang ikke en lokal afdeling af Internationale, men en dansk arbejderforening, der kom ud af Geleffs besøg. De egentlige stiftere af den danske arbejderforening var støberiarbejdere fra Allerup, to andre støberier, Byens Dampvæveri og Stiftsbogtrykkeriet . hvilket er enestående for de danske arbejderforeninger, der ellers dannedes af ikkearbejdere. Stifterne søgte dog forbindelse med J.Møller, der var en energisk formand til 1878 og bl.a støttedes kraftigt af kredsen omkring Odense friskole med Morten Eskesen og hans tidsskrift Fylla i spidsen. Formålet var at "virke for en forbedring af de livsvilkår, hvorunder arbejderen for tiden lever her i byen", men det skulle opnås i "enig samvirken med de bedrestillede klasser, navnlig med arbejdsgiverne". Foreningen udgav 1873 en pjece om arbejderforholdene på de forskellige Odense-virksomheder, men arbejdede også med andet end løn- og arbejdstidsforhold. F.eks. oprettede foreningen en brugsforening og et folkebibliotek (der havde 1.800 bind i 1872), en sygekasse - der senere opløstes - og i 1874 en begravelseskasse. Også i Højre fandtes mange arbejdere, og partiet Højre gik jo bl.a. i 1890èrnes forligspolitik af fuldt hjerte ind for den socialpolitik, der efter hjælp-til selvhjælp-princippet skulle være et værn mod socialismen. Det var samme politik, Bismarck fulgte i Tyskland. Det var altså ikke alle arbejdere, der var lige revolutionære -mange stemte i øvrigt på Højre-, hvilket vi også kan læse ud af en dagbog, som en af de mange indvandrede fra land til by, Jens Sørensen (1824-92), der bl.a. arbejdede på Ejby Teglværk - fra kl. 4 morgen til omkring 9 aften - har skrevet. Det er et af de få eksempler på arbejdererindringer, vi har fra denne periode. Jens Sørensen skriver bl.a. om sin situation: "Jeg tror nok at det er sundt at leve tarvelig, jeg var ikke altid lige vel til pas jeg havde adskillige gange nogle buldne fingre, og det har også været dog meget få gange, at jeg syntes om morgenen når jeg har stået op, at det var en umulighed at arbejde og jeg havde ikke noget at spise, som kunne kvæge mig, men så talte jeg ikke med nogen, men gik rolig til mit arbejde og så bad jeg til Gud i mine tanker, at han dog ville bevare mig fra alt ondt." Socialdemokratiets tilslutning.

Ligesom det ikke var alle arbejdere, der var socialister, var Socialdemokratiet andet end arbejdere. En stor del af partiets stemmer hentedes hos håndværkere, småmestre og detailhandlere- og efterhånden også blandt småbrugere på landet. Naturlige politiske krav hos disse grupper var ikke store teoretiske diskussioner om den rette tolkning af Marx, men tilvejebringelsen af et socialt sikkerhedsnet i tilfælde af sygdom, alderdom og død, udbygning af offentlige funktioner, der kunne virke til gavn for de ringest stillede. I disse bestræbelser for social højnelse og ligestilling med andre samfundsgrupper, f.eks. gårdejerne var det naturligt at samvirke ikke mindst med de radikale dele af Venstrepartiet og dette samvirke, der kom til magten 1913, styrkede Socialdemokratiets pragmatiske præg. At det især var de faglærte arbejdere, der prægede opbygningen af Socialdemokratiet, fremgår med stor tydelighed af fordelingen af hovedbestyrelsesmedlemmer. Det må formodes, at nogenlunde samme billede vil fremstå ved undersøgelse af lokale bestyrelser. Selvstændige erhvervsdrivende og landbrugere var ikke ukendte fænomener i arbejderbevægelsen, således at arbejderbegrebet må tolkes meget bredt. Som nævnt var det først fra 1880èrne, at væksten i Socialdemokratiet tog fart. Fra 109 foreninger i 1890 voksede man over 250 foreninger i 1898 til 302 i 1908, og fra ca. 14.000 medlemmer i 1890 til knap 50.000 medlemmer i 1913. Mange af de nytilkomne foreninger og medlemmer fandtes på landet. Vi skal sluttelig følge væksten på nedenstående oversigt og kort, herunder væksten i arbejderbevægelsen også på Fyn.

Socialdemokratiets størrelse 1888-1913 Antal foreninger og medlemmer i forbundet Foreninger Medlemstal 1890 ialt 109 ialt 14.000 1892 - 142 - 15.000 1894 - 1896 - 239 - 23.000 1898 - 250 - 30.000 1901 - 210 ca. 30.000 1903 - 1906 - 219 betydeligt over 30.000 1908 302 37.798

Kolonihavebevægelse og afholdsbevægelse

Det kan til slut være relevant i forbindelse med arbejderbevægelsen at omtale disse to bevægelser, hvoraf den sidste dog oprindelig var et landfænomen. Kolonihaver blev i starten lagt ud fra ønsket om at afbøde sociale misforhold, oftest ud fra Højres særlige socialpolitiske linie, hvori tanken om hjælp til selvhjælp var det centrale. Hurtigt gled dog dette i baggrunden til for det fritidsbetonede, således f.eks. også i Odense Havelodselskab, der var stiftet 1893. Afholdsbevægelsen indeholder elementer af de religiøse folkelige bevægelser, vi tidligere har været inde på. De første afholdsforeninger fra 1840èrne var døet hen, og den moderne afholdsbevægelse kan dateres fra 1879. De første foreninger samledes 1880 i Damarks Totalafholdsforening (Fra 1885: Danmarks Afholdsforening), men f.eks. Blå Kors med tilknytning til Indre Mission stod udenfor. Medlemstallet i afholdsforeningerne steg fa ca. 22.000 i 1885 til omrking 174.000 i 1913, hvor altså ca. 7% af befolkningen var organiserede afholdsfolk - i sandhed en folkelig bevægelse. Før århundredskiftet var målet at fjerne manden fra drikken, hvorefter det gik over til i højere grad at fjerne drikken fra amdnen. Socialdemokratiet var som parti imod afholdsbevægelsen, fordi man fandt, at den afledte medlemmernes politiske interesse og tilslørede det centrale: nøden som var årsagen til drikkeriet. Som baggrund for den store tilslutning til bevægelsen skal nævnes, at spiritusforbruget omkring 1880 var ca. 18 liter pr. individ, ca. 9 gange så meget som i dag. Regner mand efter hver mand over 20 år er tallet ca. 20 gange så stort som idag, og selv om forbruget var dalende henimod første verdenskrig, bl.a. som følge af afholdsbevægelsens arbejde, kom det afgørende fald først i 1917 med Rodes enorme afgiftsforhøjelse på brændevinen.

[lok-foren/_borders/disc_aftr.htm]

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk