Landsbysmeden
Forside ] Op ]

 
Slandsbysmeden

Smedene. [Landhaandværkerne før og nu. Kulturhistorisk Forsøg af Anton Nielsen. Kbh. 1889]
 

Denne håndværker har i ældre tider været anset for så uundværlig, at man næsten har gjort ham til en slags embedsmand i byen.I flere egne af Jylland finder det sted endnu. Man forstår jo, at talen er kun om grovsmede, andre smede findes ikke på landet. For den agerdyrkende bonde er det aldeles nødvendigt at have i nærheden sådan en håndværker, som kan lave og istandsætte vogne og andre fornødne redskaber og som endvidere kan holde hestene med sko.
Fra gammel tid af har smedene været berømte eller berygtede for deres klogskab ligesom skrædderne. Dog var der forskel. Mens en skrædder var en polyhistor, der vidste besked om alt muligt, især om "subtile materier", så var smeden en specialist, der blev til en stor mester fordi han ikke gik ud over sin begrænsning. Skrædderen derimod, som ville vide så meget, blev derimod i enkelte dele noget overfladisk. Vi kan især nævne to ting, det egentlige håndværk fraregnet, som smedene havde til deres fag. Det ene var en slags af de sorte kunster, og den måtte jo passe for en sort smed.
Man har således troværdige beretninger om, hvorledes smedene kunne "vise igen", og desuden mærke tyven til skræk og advarsel. Dette sidste gik således til: Smeden drev et tretommersøm ind i en stolpe i smedien, men ved hjælp af den sorte kunst blev det samtidig drevet ind i tyvens øje, hvorved han blev kendelig og desuden straffet strengt.
I folkeeventyret forekommer smedene hyppigt. De spiller en stor rolle og narrer sommetider Fanden selv.
Deres anden specialitet var at helbrede mennesker og dyr. De kunne læse over syge mennesker og skrive dem feberen fra. De har også tit givet sig af med at trække tænder ud, enten ved tænger, eller ved at tøjre den syge tand til en fast genstand og da få den syge til at slå nakken tilbage ved at jage ham en gloende sømtèn for næsen. Syge dyr forsøgte de at helbrede ved mere forståelige midler. Jeg har i min ungdom kendt smede, som blev hentet til ethvert kreatur, der var farlig syg. De smede, jeg kendte, havde kun disse midler i deres dyrlægevidenskab: at gnide det syge dyrs ben med tør rughalm og at årelade det. Næsten enhver smed var "klog på kreatur", derimod traf det sig ikke hyppig, at en smed "forstod mere end sit Fadervor".
En smed i nærheden af Trolleborg var berømt for sine høstleer, de blev forsendt over hele Fyn. Når de en gang var slebne, behøvede de aldrig at hvæsses eller stryges. Blev de sløve under arbejdet, behøvede man kun at holde dem op i luften, da skar de lige så tappert som før. Det gik naturligvis til med Fandens kunster. Dog, den mand som brugte leen, var hel ansvarsfri; det kom på smedens regning. Men skønt han tjente godt på leerne, så var han dog endnu mere begærlig og gav sig derfor til at lave falske penge. Dette erhverv har formodentlig ikke været indbefattet i kontrakten med Fanden, thi smeden blev nappet og kom i slaveriet. Dette skal være sket for et halvt hundrede år siden. Manden blev kaldt "Slibeværksmanden", fordi han boede ved et slibeværk.
[Efterskrift: ... En berigtigelse af en lokal natur er allerede indløben under trykningen af bogen. Det er nemlig blevet oplyst, at hvad der side 37 berettes om en smed ved Trolleborg, at han både lavede udmærkede høstleer og falske penge, må  henføres til to forskellige personer. Anton Nielsen].

En smed, som endnu lever her på Fyn, og som forresten også har været på kant med loven, bliver endnu i denne dag mistænkt for at udøve hemmelige kunster. Men ellers, på sådan en undtagelse nær, er smedenes gamle ry for klogskab gået tabt. Det eneste, der er tilabe, er at man venter af enhver smed, at han skal kunne årelade en hest.
I ældre tider var smedene næsten altid fordrukne. Det var nu ikke så underligt, så rigeligt som brændevinen flød i enhver smedie. Ethvert voksent mandfolk, som trådte inden for en smdjedør, måtte ufravigelig bøde en halv pægl brændevin. Det var på mange steder den reglementerede entré. Men den mand, som skulle have gjort et arbejde hos smeden, når det var af nogen betydning, måtte spendere mere brændevin. Der var sådan et drikkeri i en smedie, så at der stod i Kristian den femtes lov, at ingen kunne tiltales for skældsord og beskyldninger, der var udtalt i en smedie eller på en mølle.
Mens skrædderne gerne var snakkesalige og vigtige og væverne stille og tilbageholdne, så var smedene i almindelighed nogle gemytlige kraftkarle, der altid havde på lager en djærv, skælmsk munterhed, hvortil naturligvis brændevinen bidrog. Herved blev en smedie et slags hjemligt forlystelsessted for hver en, som havde en ledig time eller som trængte til opmuntring, og det kunne da så heller ikke kaldes ubilligt, at de måtte give 3 skilling i entré; det var prisen på en halv pægl.Det var måske også nødvendigt at sætte sådan en adgangspris for at smedien ikke skulle blive opfyldt af dagdrivere, der kunne stå i vejen.
Var der drenge eller andre mennesker, som var ubekendte med smediens mysterier, da skulle nok mester finde på at spille dem et puds, hvorved de blev til grin for de andre. Når et sådant menneske stod tæt ved ilden uden at tænke på nogen fare, da skulle smeden nok trække et stort gloende jern ud af ilden og begynde at hamre løs på det så gnisterne fløj den anden om ørerne. Og når han ikke slap ud af døren da var der jo ingen krog foran, uden at gnisterne kunne nå ham. Men de, som var husvante, gik sikkerhed omme bag ved smeden, efter det gamle ord som siger: I en smedie er der Himmerig bag ved smedens r.. En anden gang spyttede smeden en stor klat på ambolten og hamrede da det gløende jern lige oven på. Herved fremkom en vældigt knald, så ruderne klirrede, og hvem der blev bange for det, blev jo grint ud. Det var også en spøg at få folk til at brænde sig: Når en dreng stod og ventede på et træskobeslag eller en anden mindre genstand, da tog smeden det med tangen når det var færdigt, kølede det et sekund i svaletruget og rakte det rask med tangen til drengen. Denne, som ikke lagde mærke hertil, greb fast om det, men smed det straks igen på gulvet og udstødte et vræl. Det var en spas for alle andre.
Smedehåndværket er ikke propert. Smedene må stå som negre fra morgen til aften og så må de endda hver aften have det halve af kroppen i storvask for at komme til at se nogenlunde ordentlige ud. Men i almindelighed bliver deres ansigtsfarve alligevel ødelagt, da de skal stå så meget over ilden. De, som ikke daglig foretager denne grundige vaks, får snart et ansigt som en mulat.
Smedenes arbejde er til sine tider meget strengt. Dog har jeg kendt små smede, rene undermålere, som har forsikret mig, at  ved deres arbjde kom det mest an på behændighed, da det kun er en gang imellem, at de må tage hårdt; ikke uafbrudt som ved det meste bondearbejde.
De ildgnister, som flyver af det glødende jern, kaldes i smedenes muntre terminilogi: Smedelopper. De foårsager også en fornemmelse ligesom et loppestik og de er slemme ved smedenes nøgne arme; de kan fare ind i øjet, og der gøre ikke så lidt fortræd. En smed får også tit slemme brandsår; de må passe sig selv, da der ikke kan blive tid til at plastre dem.
De skel, der bankes af det hede jern, og falder fra ambolten på gulvet, kaldes hammerskæl. Men folk, som ikke er af faget, kalder dem: Smedeskæl. Disse skæl kan anvendes til adskillig huslig brug, og når nu en dreng eller en anden troskyldig person kommer til en smed og beder om lidt smedeskæl, da bliver smeden arrig og fortæller, at smedene ikke har skæl, det er kun fiskene. Der ser ud til, at dette udtryk, i det mindste forhen, har virket på smedene som en rød klud på en tyr. Andre folk udenfor faget kan ikke finde udtrykket så meget ærekrænkende, men måske det ofte har været brugt for at drille smedene, så det omsider er blevet deres ømme sted.
Når en mand bliver vred på en smed og vil skælde ham ud, da griber han alid det projektil, som ligger først for og som antages at have knusende virkning. Udtrykket er :" Din smedebælg!" Men hvorledes dette ord kan være æreskændende og oprørende er ikke let at forstå. Skælderi og drikkeri, som før var uadskillelig fra smedelivet, er dog nu næsten aldeles forsvndet, som vel er.
Det er nævnt i begyndelsen af dette stykke, at smedene var og er en slags embedsmand. Dermed hænger det således sammen, at en smed som får gårdmandens arbejde, gør en fast akkord med denne om at udføre alle reparationer imod en betaling, som er fastsat en gang for alle. Denne betaling blev i gamle dage ydet i korn, fedevarer, tørv og kørsel osv. Kul og jern må manden selv lægge til, ligesom også den fornødne hjælp når der er arbejde, som smeden ikke kan udføre alene. Der må altså en mand til at "slå op", når det er store stykker, der skal smeddes, og en til at "holde op", når hesten skal skoes. Tidligere var det altid gårdmandens bestilling at tage til smedie, nu overlader de det tit til deres karle, især når der er noget slid ved det. Den dag, smeden skal arbejde for en gårdmand, skal denne føde ham. Manden bringer da tørmad og brændevin med og om aftenen følger smeden med ham til hans hjem for at spise middagsmaden, som de ikke før har haft tid til. Når der skal forfærdiges ny sager, for eksempel vogne, harver eller plove, da får smeden betaling i penge derfor efter almindelige priser.
I ældre tider måtte smedene dele skæbne med adskillige andre håndværkere deri, at de undertiden blev mistænkt for at stjæle af gårdmændenes kul og jern.
I adskillige egne af Jylland har man bysmed. Denne er så en virkelig embedsmand. Han bliver kaldet af bymændene ved simpel stemmeflerhed og han kommer da i besiddelse af en smedie, beboelseslejlighed til en familie og en jordlod til græsning og fodring af et par køer. Han får altså både embedsbolig og embedsjord. Og for at gøre ligheden fuldstændig med andre landlige embedsmænd, får han også af hver gårdmand en lille tiende korn og nogle penge. For disse heligheder har han så de forpligtelser som et nævnt her ovenfor. Naturligvis er han antaget på opsigelse, men det hører til sjældenhederne, at  denne blev iværksat. Når bønderne har oplag af kul og gammelt jern, gemmer de det på smedens loft i kasser eller sække, hvilket jo røber stor tillid af de nøjeseende jyder. Der er naturligvis ikke tale om store beholdninger.
Hvem der nu ikke kan blive bysmed, nedsætter sig så som praktiserende. Men dersom han ikke har ualmindelig dygtighed eller også en specialitet som bysmeden mangler, da må han gerne føre en kummerlig tilværelse.
For nogle år siden var det ikke sjældent at træffe smede, der rendte omkring med en sæk på nakken og solgte "smedetøj", det vil sige: klejnsmedarbejde såsom: knive, uldsakse, hamre, knibtænger og lignende småsager, som gerne var forarbejdet plumpt og pudset dårligt. De måtte altså bære sig ad ligesom bomuldsvæverne. I de senere år har andre smede ofte givet sig til at tilvirke vogne, fine og grove, men allesammen i den uundgåelige bondesti; desuden træffer man også adskillige, som fabrikerer alle slags agerdyrkningsredskaber. De kan sommetider komme i en god næring og tjene mere end bysmedene, men de har jo ikke som disse, de så meget efterspurgte faste indtægter.
Landsbysmedene har aldrig stræbt efter fornemhed. De vil kun være jævne bønderfolk og de rager heller ikke frem over dem i oplysning, men vel nok i livlighed og djærvhed.
På store herregårde har man smede, som er i fast tjeneste, ligeledes kan træffe faste hjulmænd eller tømrere. De er tit ugifte og lever da sammen med gårdens øvrige tyende; undertiden er de dog gifte og bor da i et hus i nærheden.

Tusindkunstnere.
.................. Vi har en mand her i nærheden, som nok oprindelig har været smed, men da han er et mekanisk geni gav han sig til at være urmager og blev meget dygtig i dette fag. Han blev da kaldt Urmagersmeden. Derefter kastede han sig over billedskæring og oprettede snitteskoler. Hans arbejder i dette fag var meget nøjagtige og smagfulde, men medførte ingen forandring i hans titel. I den senere tid har han lagt sig efter at være bøssemager, og det kommer ham nu til gode, at han er lige dygtig til at arbejde i træ som i metaller. Som bøssemager er hans særdeles duelig, o der har været tale om, at han skulle have patent på en ny opfindelse ved jagtbøsser. Han har godt arbejde fra de mange omliggende herregårde, på hvilke han nu hedder bøssemageren, men hans folkelige titel for tiden er bøssemagersmeden.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk