Møllebygger Niels Hansens erindringer
Forside ] Op ]

 
Møllebygger Niels Hansens erindringer Side 3

Folk var nøjsomme dengang; nu knurrer man ved mindste lejlighed. Far læste sin avis og passede sin jord. Hanvar jo lige blevet gift før Treårskrigen, men jeg har aldrig hørt noget om, at han var med i vognpark eller kørte ægt; de fleste her i sognet kørte dog tur fra Nyborg til Middelfart; men han har måske været for gammel.
I fyrrerne kom der fart i landbruget: Hoveriet, der havde hvilet som en mare over bønderne, var faldet bort. De var nok fæstere, men de vidste, hvad de skulle svare. Hjulploven, man som regel brugte fire heste for, var tildels forsvunden i trediverne. Bror Anders sagde, at far var en af de første, der brugte svingplov; han var også en af de første, der brugte svenskharve; den var bygget af træ sånær som tænderne. Det var et stort fremskridt, at den blev indført; før havde man kun den almindelige Danskharve.
Mor havde mere end nok at gøre. Min gamle farmor, Mette Jørgens, blev i gården og skulle passes, og så havde de alle de håndværksfolk til at begynde med. Deres første år i hjemmet kan jeg selvfølgelig ikke huske, men jeg ved, de måtte slide hårdt. Min broder Anders har fortalt, at den 18. august 1851, da jeg kom til verden, havde de kørt rug, og da de var færdig, sagde han: "Nu skal vi råbe hurra, og mor skal råbe først, for hun har rakt rugen". Det er blevet mig fortalt, at da de kom ind, sagde hun til far, at nu kunne han hente jordemoderen, medens hun kærnede smør; og så kærnede hun en hel halvotting. Jeg har spurgt mor på hendes ældre dage om, hvor meget det havde med virkeligheden at gøre. Jo, det var rigtignok, hun havde rakt korn hele dagen. Mor kærnede, og far kørte, men så kom mormor derned, og hun sagde: "Nu skal du bestemt gå i seng, og det skal være alvor". Så noget var der om det. Mor var en meget dygtig kone.
I skulle bare vide, hvordan det var at sætte korn i sådanne store, gamle lader. Det blev sat således, at der var en gang rundt om det, så kattene kunne have deres gang der. Fader har fortalt, at de engang før den tid slog 35 stykker ukræ ihjel, da de tog en stejle op; det var også slemt med rotter i min tid; der var så meget vand til alle sider: inde mærkede vi ikke så meget til det, da stuehuset lå temmelig højt.
Nu kommer den tid, da jeg kan begynde at huske. Knud var to år yngre end jeg, og jeg kan tydeligt huske, at han var blevet borte en aften. Naboerne kom med deres lygter og hjalp til med at lede efter ham. Det må have gjort et stærkt indtryk på mig; det står for mig, som om det kun er nogle dage siden.  De fandt ham ved et vandsted i noget mudder.
Ved det lav begyndte mor at fortælles for os -eller rettere synge. Hvor har hun dog sunget meget i sine dage; hun sang dagen lang, enten hun spandt eller gik; hun sang nu så ualmindelig kønt og vænt; det gjorde nu alle de søskende. Karen Nielsdatter sang også så ualmindelig smukt. Anders tjente deroppe, mens børnene var små; han kunne aldrig glemme, hvor skønt det var, når hun sad og sang over vuggen for sine små; det talte han om på sine gamle dage som noget af det smukkeste, han havde hørt.
Hjemme var der kun mig og Knud til at høre på moder. Anders havde gået hos farmor, fra han var helt lille, men nu var han kommen op at tjene hos Peder Rasmussen og moster Karen. Der var liv, hvor der var så mange folk. Han mente, at Knud og jeg læste for lidt; vi var langt tilbage; vi havde ingen at lære noget af; men til gengæld lærte vi så ingen unoder. De enste, vi kom sammen med, var Jørgen Hansen og faster Kirstens drenge - ja og så Rasmus Hansens drenge, der senere døde i Amerika.
Mor stod gerne op ved femtiden. Så begyndte rokken at snurre, og hun sang til. Når hun havde spundet en tid, var det ved det lag, at køerne skulle have deres første foder; så satte mor rokken til side og gik ud til sine køer, og så ind at sætte davren på bordet. Der var ingen komfur til at begynde med, men en firkantet gammel kakkelovn med en galge til at dreje rundt efter ilden; den var slem til at bruge brænde. Siderne var af støbejern, og den havde en tud af kobber. Siderne var meget svære og var vistnok støbt i Norge; den var fra 1668 og har altså stået der i herredsfogdens tid. Den havde oprindelig kun været til at give varme, men var muret om og gjort bredere og med galge. Den har farmor lavet meget mad ved, og mor måtte nøjes med den i nogle år; så kom komfurerne, og den gamle fra Frederik den Femtes tid måtte vige sin plads 1858. Det var et stort fremskridt; det var dejligt altid at have varmt vand. SÅdan fik hun lidt efterhånden. Fader var ikke uvillig til at koste noget, når han havde pengene; han kunne godt lide at få noget nyt.- Der blev sagt ved faders båre, at de havde ingen penge, men at de heller ikke havde noget at bruge dem til. Der var præsten nu forkert underrettet.
Dengang laden blev flyttet op i højde med stuehuset, blev der ikke til at være for røg ved vestlige vinde. Der blev hængt en gryde i skorstenen, men det hjalp ikke. Mor kunne til tider ikke være for røg, så vi måtte tage gryden ned og bygge en "russer". Det hjalp, og siden var der god træk med alle vinde.
Hvor var det dog en lykkelig barndomstid, da moder sad der og nynnede sine sange til rokkens snurren, og vi lå i vore alkovesenge og lyttede til. Om vinteren lå fader gerne og kukkelurede, til det blev dag. Moder sagde tit om ham, at han havde et godt "sovje"; hun kunne aldrig sove længere end til kl. 5. Jeg tror, det gjorde noget, at vi havde de væmmelige lukkede alkovesenge med omhæng for; men det var skikken alle steder dengang; det gav en trykkende og usund luft. Moder lå ved væggen, det kunne jo gøre noget. Knud og jeg lå i det samme fag kun adskilt fra deres ved en bræddevæg, der gik op til loftet.
Fader tog sig en pibe tobak hver aften; han havde sin rulletobak og en blok til at skære den på; det lå samlet under en dragkiste. Der var ingen, der tog noget af det; det var  hollandsk rulletobak og tilmed fugtigt, så det skulle de nok blive fra. Han havde aldrig haft råd til en ordentlig pibe, og han røg aldrig om dagen, kun den ene pibe om aftenen. Jeg kan endnu høre den lyd, når han famlede efter sømmet, den skulle hænge på.
År efter år at have hørt moder spinde på sin rok og synge til glemmer vi børn aldrig. Når det var hård vinter, tændte hun op i kakkelovnen i sovekammeret; da blev det endnu hyggeligere.
Om sommeren sagde hun tit: "Nu synger nattergalen i Jørgen Hansens elle". Han havde et ellekrat for enden af sin eng. Ja, det var glade dage.- De havde kostet en kakkelovn i soveværelset, og hvor har vi dog glædet os over den som børn, når vi lå i vor alkove. For hukommelsens skyld kunne jeg lave det hele om igen; men ak, de kommer aldrig mere, de fagre barndomsdage. Det bliver aldrig mere så skøn en tid, som da vi lå og lyttede til moders sang; det var synd, at fader ikke kunne høre!
Da fader overtog gården i 1847, var der en stor have syd for den, men den ryddede han for at få mere agerjord; der blev kun levnet nogle blommetræer i hegnet ind til smedens og nogle krigetræer ved laden. Jeg har lagt mærke til, at kornet er bedre, hvor haven har været, end i den øvrige mark; nu har det dog været dyrket i over 80 år. Et gammelt pæretræ ca en alen i tværsnit blev dog stående; det bar "Trøvpærer" og var det bedste af den slags her i byen, hvor der var sådan et ved hver gård, i præstegården var der fire. Alder og størrelse på dem alle var ens, hvilket tyder på,a t der er kommen her til byen samtidig. For 100 år siden var det lovbefalet, at folk skulle plante frugttræer, pile og humle. Det er underligt nok, at der kom befaling om at plante humle, da de gamle var stærke i øldrikning. Alle bøder i bylavet blev givet i øl. Der groede en urt hjemme i vor eng, som kunne bruges i stedet for humle, fortalte far. Hvad de drak den gang, var godt nyt øl; det fynske "gammeltøl" er af nyere dato. Det var skik, at man efter en begravelse samledes i sørgehuset og drak gravøl; det var godt fedt øl. En gård skulle give en heltønde, en husmand en halv tønde. Når sørgeskaren var samlet, blev der taget hul på tønden og øllet skænket i krusene (stob), og skafferen holdt tale over den døde, bad for kongehuset, landefred, syge og for frugtsommelige osv., spurgte så til slut: "Er øllet godt?" - "alt er godt", svaredes der i kor, og så tømtes tønden. Nu er det ikke øl, men kaffe, der drikkes. Dengang var det dog rent "Dansk arbejde".
Det har nok været vanskeligt at få bønderne til at plante. Frederik den 3 gav ordre til plantning, der gjorde Kristian den 4. også, men det har måttet gentages. Efter udskiftningen fik enhver fæster ordre til at plante levende hegn; de fik lov at tage hessel og tjørn i skovene. De fra Lodskov egnede sig godt til udplantning. Der var fem skovmål i Lodskov, der hørte til Ferritslev, og tre til Rolfsted. I den del af "Bækskov", som hørte til Sønderskov, var der tre skovmål og tre i "TRillerne", men der var kun lidt hessel.
Der blev også givet ordre til at plante frugttræer, men det varede jo længe, før de gav udbytte. Trøvpærerne var nogle tørre fyre, men jeg har dog taget nogle kviste af det gamle træ og podet i et træ her, da alle de gamle nu er udryddet. Af æbletræer var der "de krigske", dommedagsæbler, løgæbler, de kendte sommeræbler og citronæbler. Somme steder var der også  sukkerpærer samt kræger. På Ferritslevgård var der en glimrende frugthave, ja endogså et morbærtræ.
Det har fra ældre tid været skik at tørre de forskellige frugter, gemme dem i poser og bruge dem i husholdningen; de smagte godt. Boghvede avlede vi også selv; der blev spist meget boghvedegrød. Grøi skulle være så fast "at vi kunne gå på ham". Ja, le nu ikke, fordi jeg siger han til grøi. I det fynske sprog hører den til hankønnet; det gør alt, hvad der ender på i; hvad der ender på n er hunkøn. Det tager en fynbo aldrig fejl af.
I min barndom var havedyrkning nærmest grønkål, hvidkål og nogle bede med køkkenurter. Vi havde lidt blomster som tulipaner og bonderoser; der var ikke megen tid til den slags. Blomster i vinduerne har moder aldrig haft, heller ikke gardiner; hun sagde, det tog lyset fra stuerne.
De har dog haft lidt ekstra køretøj. Oppe på loftet over foderloen i mit hjem lå et par sider af en vognfading; de havde rammer med kurvefletning imellem. De var lavet nydeligt, men var så skøre, at de faldt fra hinanden.Kurvevognene var så smalle, at der kun var plads til en på hvert sæde, der står nogle på museerne. Jeg har set andre vogne med kurvefletning. Knud Thygesens moder havde ved afståelsen til sin søn afleveret en "jernbeslagen færredsvogn", der var vurderet til 100 rigsdaler.
Faster Kirsten var som sagt gift med Knud Thygesen i præstegården, som han havde fæstet i 1813 efter sin moder, Kirsten Kristensdatter; han var da ca. 32 år. Jeg ved ikke, hvem han da blev gift med, men han havde to døtre, som jeg kendte. Den ene hed Karen og blev gift med sønnen af annexbonden i Rolfsted, som hed Niels Madsen og fik annexgården i fæste efter faderen; han og Karen var barnløse. Den anden af Knud Thygesens døtre blev gift med gårdmand Hans Jensen i Davinde. Han havde været gode venner med en ung karl fra Ferrtislev, Anders Rasmussen. Han var nok en gårdmandssøn, men var ikke velstående, og hun skulle have en, der havde noget. Hun var ude i Tvevadgården hos sin farbroder, Kristen Thygesen, som var blevet gift med enken der. En af familien derude, som Kristen Thygesens enke har fortalt det for, har sagt mig, at hun blev sendt til Davinde for at besøge sin tilkommende ægtemand, men Kristen Thygesen fulgte hende på afstand, til hun var kommen over "Uldkurven"; han var bange for, at hun skulle gå i åen og drukne sig. "Uldkurven" var navnet på et gangbræt over åen og kaldtes således, fordi der var rækværk ved begge sider. Når der kun var rækværk ved en side, hed det et "Stænge". Hun blev gift med manden i Davinde og fik en datter, der hed Karen. Da hun var 25 år, blev hun gift med sin moders gamle kæreste, Anders Rasmussen, og kom til at bo i Ferritslev i en gård på marken. Knud Thygesens kone døde, og han fik en ny fra nabogården faster Kirsten. De havde to døtre sammen, en der hed Mette Kathrine, og en der hed Maren. Mette, som var nævnt efter min farmor, blev gift med en mand fra Årslev og kom til at bo i hans fødehjem. De fik tre børn sammen; en der hed Knud og blev opfødt hos moderens halvbroder, Hans Jørgensen; han kom i smedelære i Hudevad og rejste siden til Amerika; to andre brødre rejste også til Amerika. Den anden datter blev gift med en træskomand i Ringe sogn. hun har en søn, Hans Jørgen Degnemark; han har bygget en gård på lodden, der hørte til degnekaldet i ROlfsted. Knud Thygesens far, Thyge Jørgensen kom  til Ferritslev 1768 og blev gift med Kirsten Kristensdatter, hvis fader Kristen Jørgensen, var fæster i præstegården; Thyge Jørgensen var søn af Jørgen Thygesen i Eskildstrup. Da de gjorde hoveri under Hellerup, lærte mange hinanden at kende der. Jeg ser i kirkebogen, at præstekonen Kirsten Kristensdatter over dåben, så det har jo været en fornemt barselgilde.
De esketræer, der står i den søndre side af Rolfsted kirkegård, har Jørgen Thygesen plantet 1775; de er taget på den gamle kirkegård i Ferritslev.

Knud Thygesens Fæstebrev:
Lucie Charlotte Grevinde af Scheel, Hans Excellence salig Hr. Geheimeraad Sehestedt Juels Efterladte til Hellerup, Decanesse for det Kongelige Stift Valløe, Gjør vitterligt at have stædt og Fæst, ligesom jeg herved stæder og bortfæster til Ungkarl Knud Thygesen af Ferritslev Bye, Rolfsted Sogn, under Hellerup Gods, den Gaard, som hans Fader Thyge Jørgensen haver beboet og havt i Fæste, og hans Moder formedelst Alderdoms Skrøbelighed til hannem godvillig haver afstaaet. Hvilken Gaard der ved Rolfsted Sogns Udskiftning er andsat for 7 Tønder, 4 Skæpper Ager og Engs Hartkorn, bemeldte Knud Thygesen sin Livstid at nyde, bruge og udi Fæste beholde, naar deraf aarlig og til rette Tider svares og udredes alle Kongelige Skatter og Contributioner, som enten nu ere eller herefter allernaadigst maatte vorde paabuden, samt svarer udi aarlig Afgift Landgilde Species in Natura til hvert Aars Mortensdag I til Rønninge Præst, som til Kaldet bestandig er henlagt 20 Skæpper Rug, 24 Skpr. Byg og 10 Skpr. Havre, II til Hellerup til October Kvartal, Smaae-Redselspenge 3 Mark; til Martinii en Gaas og 20 Stk. Æg; og alt i gode, forsvarlige Varer. Forretter fremdeles af Gaarden Hoverie til Hellerup Hovedgaard, alt efter Tilsigelse og Omgang med Godsets øvrige Helgaards Hovninger i Overeensstemmelse med den af Hellerup Godses øvrige Helgaards Hovninger i Overeenstemmelse med den af Hellerup Godses Hoverigørende indgaaede og af Amtets høie Øvrighed abproberede Hoveriforening af 9de October 1791, hvoraf verificeret Gjenpart Fæstebrevet vedhæftet.
Gaardens Bygninger og Inventarium holder han stedse i forsvarlig Stand vedlige og i sin Tid igjen aflevere saaledes, som samme til hannem efter vedhæftede Synsforretning af 14de Februar 1812 er overleveret, og skulle jeg blive til Sinds at lade Gaardens Bygninger forsikre udi Landets almindelige Brandforsikringsselskab, da tilpligter Fæsteren den af .. Assurance Summen Gaardens Aarlige Afgift. Gaardens Jorder haver han forsvarlig at dyrke og drive og intet deraf til andre love eller bortleje, men samme alene til Gaardens Nytte og Brug anvende.
Udi Gaardens Underliggende Skovparter ej at hugge eller hugge lade uden hvad hannem af mig eller min Fuldmægtige vorder udviist, hvorved tillige bemærkes: At naar Sønderskov i Overeensstemmelse med Forandringen af 27. September 1805 indtages til Fredning, da nyder han derfor aldeles ingen Godtgjørelse enten på den ene eller den anden Maade, da Gaardens i samme tillagte Skovmaal herved er forbeholdt i Overeensstemmelse med bemeldte Forandringer. Planter særlig det ved Lov og Anordninger befalede Antal af Frugttræer, Pile og Humle samt opføre levende Hegn og iøvrigt retter og forholder sig efter Hans Kongelige Majestæts Allernaadigste udgangne og  herefter udgaaende Anordninger og Befalinger; er mig som sit Herskab med mine Befuldmægtigede hørig og lydig i, hvad ret og billigt er, samt uden Tilsvar af mig, opfylder den mod hans Moder, Kirsten Kristensdatter, under 30. Januarii indgaaede og afskrevne Aftægts- og Forsørgelseskontrakt i alle Maader; alt under dette hans Fæstes Fortabelse og anden vilkaarlig Straf. Indfæstningen er efter Akkord til mig erlagt med Otte Hundrede Rigsdaler.
Dette til Bekræftelse under min Haand og Segl.
Hellerup den 11te Julii 1812.
H. Sehestedt Juel Scheel.
Gustav Ludvig Baden, Dr. Juris., Kongelige Majestætts Landsdommer og Herredsfoged i Vinding-Bjerge-Aasum Herreder, Berthel Voloch, Fuldmægtig, Gjøre Vitterligt, at Aar 1812, Løverdagen den 15. Februari mødte inden fornævnte Herredsret Jacob Pedersen af Rønninge og Rasmus Jørgensen af Røjerup efter Rettens forudgaaende Udmeldelse udi den Fæstegaard i Ferritslev Bye, i Rolfsted Sogn, under Hellerup Gods, som er overladt Knud Thygesen i Fæste i Følge Allernaadigste Forordning af 8 Junii at foretage en lovlig Syns- og Taxationsforretning over bemeldte Gaards Bygninger, Besætning og Inventarium, alt saaledes som forefindes og til Fæsteren overleveres. Og foretoges da først Besigtigelse over Gaardens Bygninger, der befandtes saaledes: !) Stuehuset eller Nordre Længe bestaar af 14 Fag indrettet til 3 Stuer, Forstue, Bryggerhus, 2 Skorstene, Bagerovn samt Køllen paa Loftet. Undertømmeret er af Egebindingsværk med leerklinede Vægge. Overtømmeret af Fyr og El med Straatag, god  Bygdom og desforuden. 2) Vestre Længe bestaar af 16 Fag indrettet til Tørvehus, Stald, Lo, Lade, Karlekammer og Port. Undertømmeret af Eg med lerklinede Vægge og Overtømmeret af Fyr og El med Straatag. Bygningerne ere uden Mangler. 3) Søndre Længe bestaar af 16 Fag, indrettet til Lo, Stald og Port.
Nå, Knud Thygesen døde, og faster Kirsten sad enke, og det var ikke let at klare sådan en gård alene. Det halve af jorden lå nok op til gården, men den anden halvdel lå ude i enden af Lodskovgyden og grænsede til Rolfstedgårds jorder. Hendes søster Karen var jo endnu ovre i fødegården, hvor der var stort forarbejde til hendes og Peder Hansens nye gård. Håndværkerne fik kosten og boede der. Peder Hansens broder Jørgen lærte faster Kirsten at kende og blev gift med hende; han var dygtig og blev en meget anset mand i Ferritslev.- Faster Kirsten var meget religiøst påvirket; hvornår og af hvem hun var blevet det, ved jeg ikke, der var "gudelige forsamlinger" i nogle af nabobyerne, men jeg har ikke hørt, at der var den slags i Ferritslev før den tid; der var ingen andre end Kirsten Knuds der i byen, som blev regnet til "de hellige", og Jørgen Hansen var påvirket i samme retning fra hjemmet i Trunderup. "Den gudelige bevægelse" holdt møder i fasters storstue fra 1855-65. Hun var meget godgørende, ingen bad forgæves om hjælp hos hende. Efter at de flyttede gården ud til Lodskov, har jeg været med til "forsamling" derude. Der hang nogle mærkelige religiøse billeder. Blandt de gudelige talere, som kom der, var "lille Ole" og Peder Nielsen, som var Slettebo. Peder Nielsen blev antaget som huslærer for fasters børn; der var en lille skolestue ude ved ovnen. De begyndte dagen med, at børnene lå på knæ, mens han læste en lang bøn, så lang, at det skete, enkelte faldt i søvn. Det gik nogle år, men så  kom Syrach Jørgensen til Rolfsted som lærer, og så fik børnene lov at komme i skole der.
Jørgen Hansen var anset som den skrappeste mand her ii byen og faster derimod som den bedste kone; hvor har der dog været hentet gaver i form af mælk og andet spiseligt hos hende! - Det varede ikke mange år, før Jørgen Hansen flyttede gården ud, hvor den står endnu. Vi havde et skovmål i Lodskov, hvoraf den ene tønde land agerjord, der stødte op til deres have. Det var en herlighed, når vi skulle passe køer derude; drengene hos faster var vi jo jævnaldrende med. Da skoletiden kom, fik de en husmand fra Davinde til at holde skole for deres tre børn, Hans, Knud og Kirsten, der døde som ung pige. Han var lidt af en gudelig forsamlingstaler, men dog lidt tarvelig.
Jeg havde begyndt at gå i ROlfsted skole hos lærer Mogensen, han var da en meget gammel mand. Mine forældre, som da var ca. 50 år, havde gået i skole hos ham og omtalte ham som en tyran. Jeg kan godt forstå, at faster ikke brød sig om at have sine børn til at gå hos ham.- Det var noget uhørt at vrage skolen; det var aldrig sket før der på egnen. Min broder Knud og nogle andre børn kom også til at gå der.
Et par år efter kom der en friskole i Ferritslev, men det tiltalte ikke faster, at der blev fortalt historier der, det skulle være religion. Ved den tid fik Mogensen en hjælpelærer fra Skaarup Seminarium, han havde en fin karakter og måtte jo være en god lærer. Drengene fik så valget mellem Rolfsted og friskolen, men de valgte Rolfsted for at komme til at følges med Knud og mig. De fik såmænd kærligheden at føle inden længe. Jørgensen var ingen begavet lærer til at undervise. Dengang var det at lære "lejsen", det drejede sig om. Jeg for min part har aldrig været stiv i at lære udenad; og det var Knud og Hans heller ikke. Det gik endda, for de var blandt dem, der bar vadmels eller hvergarnsbukser; værre var det for dem, der gik med lærredsbukser.
Jeg har somme tider været inde i skolestuen hos faster Kirsten at høre på Peter Nielsen; den måde, han tog det hele på, tiltalte mig ikke; jeg var vant til moders yndige stemme, så det var strengt at høre på ham; hans stemme havde hverken klang eller tone. Jeg har set og hørt ham senere ved gudelige forsamlinger, mens jeg var barn.
Når de skulle synge, havde de ikke trykte salmer nok, så læste han een eller to strofer op, og så sang han for; de andre kunne så synge med, om de var i stand til at huske.
Hvad jeg ikke holdt af var at komme derud søndag eftermiddag ved den tid, de læste Luthers prædikener; dem læste de vist en af hver søndag. Vi børn skulle blive inde i stuen og høre på med foldede hænder. Det var et roligt hus hos Jørgen Hansens; faster satte sit præg på det; jeg har aldrig hørt andet end godt om hende.
Peder Hansen lignede ikke sin broder meget. Han var en af de første,d er sluttede sig til pastor Birkedal, og han var med til at oprette friskolen. Jørgen derimod sluttede sig til Johannes Clausen (sognepræsten i Ryslinge), og efter at han kom til Lyndelse, var han stadig Jørgens præst. Da pastor Clausen døde, søgte Jørgen Hansen pastor Hansen i Herrested.
Jeg har altid haft det indtryk, at der var et godt forhold mellem far og hans søskende. Arvegods var der ikke noget at trættes om, hvad der jo ellers nok kan skabe ufred i en familie. Der var 6 sølvskeer, deraf fik hver sin. De fik  solgt til den gamle guldsmed og er forlængst lavet til pibebeslag; dengang var det mode, at hver mand eller karl skulle have en merskumspibe med sølvbeslag. Den slags beslag blev lavet af en gammel gørtler her i byen, som vi kaldte Guldsmeden. En sådan pibe kostede 10 rigsdaler. Når den var blevet tilrøget, hvilket var en stor kunst, gik man med den viklet ind i et silketørklæde. Fader var- og blev aldrig - så velhavende,a t han fik sådan en pibe; han nøjedes med en med træhoved.
Vi førte ikke megen selskabelighed; far gik ikke i byen, da han ikke hørte så godt, og mor havde travlt derhjemme. En gang om året kom familien sammen; det var ved juletid og har vist været skik i umindelige tider. Vi havde altid familien juledag; jeg ved ikke, om det var bestemte dage, vi kom hos de andre, men engang om året var vi sammen hos moster Karen, der var gift med Peder Rasmussen, og morbroder Hans Nielsen og hos morbror Salomon Nielsen; og så var der begge mine fastre; dem kom vi også til en gang om året, og den skik holdt sig.
Hvor vi holdt mest af at komme, da vi voksede lidt til, var ude hos faster Karen og Peder Hansen. De havde en datter, der hed Stine, og hun kunne historier; de andre kunne kun spille kort, og det kendte jeg ikke noget til. Fader fik et spil kort hvert år i nytårsgave hos vor købmand, men dem forærede han til morbror Hans. Fader spillede aldrig kort, og vi børn kunne tidligt nok få det lært, sagde moder.
Det var alle de fester, far og mor deltog i. De blev da opvartet med mad lidt ud over det almindelige; blandt andet fik vi hvedebrød og søsterkage med rosiner i samt kaffe
Der blev altid sunget nogle salmer og sange, når de kom sammen til julegilde; moder kunne allerede en del af Grundtvigs sange, da jeg var barn. Jeg kan ikke huske, at hun har sunget efter "Evangelisk Kristelig"; Konventssalmebogen kom ca. 1855, men moder kunne mange af Grundtvig før den tid. Hans sange sang vi altid ude hos Peder Hansens; hos faster Kirsten var det altid missionske -eller jeg ved ikke, hvad det var; der var dog noget af Brorson, og de var da bedre end de andre.
Da jeg blev større, holdt jeg mig nede på engen, når der var is på; der var hele ungdommen fra den ende af byen. I har ingen anelse om, hvordan engen var lagt til med is, før Bolbro blev sænket, men så blev det slut. Dengang kunne vi løbe på isen fra den ene ende til den anden. Nu er det "en saga blot".
Mor var ikke !af by" mere end nogle få gange, at jeg ved af. Hun var i Birkum hos sin søster Kirsten. Fader har nok ment, at hun blev for længe væk; han vankede frem og tilbage ude i gyden og ventede på hende. Hun var også i Tarup at besøge Birthe Oles Datter, begge steder var hun gående; man var ikke så fordringsfuld dengang. Jo, så var vi også kørende til Bistorup en dag, mens jeg var lille. Det var faders halvsøster, vi besøgte.
Nej, far og mor spildte ikke tiden; de blev hjemme og passede deres sager, så godt det lod sig gøre. De havde rigeligt med mae til den smule agerjord, de havde, så de havde foder nok til deres fire køer og behøvede ikke at "tage dem ved rumpi" om foråret. Kreaturerne var tit så afkræftet om foråret, at man måtte tage dem ved halen, når de skulle rejses; men vi havde en del dejligt markhø.
Jeg tænker så tit på, hvor svært det har været for far at høre så dårligt; der var kun få, han kunne føre en samtale med, og han kunne ikke følge med, når vi talte sammen. Mor havde en  klar og kraftig stemme, så der var intet i vejen for at forstå hende.Jeg tænker så tit på Anne Jens -Enken på Ferritslevgård, hvordan hun på sine gamle dage talte om Inger og Hans Andersen, der sad ovre ved ageren og spiste og drak sammen; mor gik ud i marken med mellemmaden til far, og så tog hun med til sig selv og holdt ham med selskab til hvilestunden. Det har Anne Jens næppe gjort. Den "lille Inger Ferritslevgård", der nu bor som enke i Årslev, har også fortalt, at når hun gik over Vængebroen for at bytte aviser, var hun gerne et smut henne at tale med far.
Moder sang altid til sit arbejde -lige fra morgenstunden til rokkens snurren, og til hun sang om aftenen havde syslet færdig. Jeg ved ikke, om far har haft sans for sang; men desto mere havde mor; hun kunne en melodi, såsnart hun havde hørt den en gang.
Vores Dagmar, der døde af spansk syge, havde det lige sådan, helt fra hun var lille. Somme kan synge ved siden af; de ved nok, når de skal gå op og ned, men er stadig ved siden af.
Far har aldrig kunnet glæde sig ved sang, den tid jeg husker. Men måske var det moders kønne stemme, der har bedåret ham fra først af; han sang selv så kønt. Mor har været et geni til at danse, men jeg har aldrig set far danse. De havde en dans eller to til juledag, og så havde de et par dansegilder til fastelavn -"Fastelavnsgilder"; det var det hele. De havde selv mad med til disse gilder, men "gildestuen" fik de frit. Hver gårdmand havde en storstue på fire fag, men der var ikke bræddegulv alle steder. Jeg tror nok, at både far og mor har været med i deres unge dage. Mor kunne alle dansemelodier og flere arier, hvor hun så har lært dem. Hun kunne også en del gamle folkeviser; de var ellers ved at gå af mode, da hun var ung. Der havde ellers været noget at lære; hendes farmor, der var 93, da hun døde, kunne så mange af den slags. Mor har også lært mange ordsprog af hende. De gamle var rige på ordsprog, der sagde mere af værdi, end der står i en hel avis. Når mor sagde: "Det er en fjer at låne, men en sten at bære igen", er der sagt en dyb sandhed. Mors jævnaldrende sagde, at hun var "et jærn" til at danse og synge. Om far og mor har haft nogle udflugter sammen i deres unge dage, kender jeg ikke, men de har jo haft deres stævnemøder som andre unge. Når der skulle være ungdomsgilde, måtte karlene ud og "tinge" en storstue, det måtte jo ikke koste noget, da der ikke var mange skillinger at rutte med. På Ferritslevgård var en stor dansesal, men hvor længe den har været brugt af bønderne, ved jeg ikke, men det blev det i Salomon Svendsens tid, måske også i hans svigerfader, Christian Ulrich Breums. Jeg ser i kirkebogen, at han har plejet omgang med jævne bønder. I byen var der 10-12 gårde at skifte stue med, man stillede ikke så store fordringer som nu.
Når julehelligdagene var forbi, var det tærskningen, der stod på dagsordenen igen. Far havde nok med at passe køerne og hestene. Vi havde en husmand til at tærske; men Knud og jeg måtte hjælpe ham, da vi gik i skole. Når vi engang imellem smuttede ind til mutter, kom han straks og hentede os. Kunne vi ikke andet, kunne vi da holde rotterne borte. Det var ikke så tiltalende at stå på loen som at skride på is på "pølen" eller i Græskrogen."
Når vor husmand, Peder Pedersen, var færdig for dagen, sad han ved enden af bordet inde hos mor og røg en pibe tobak.  Der var en aften, han måtte give afkald på sin pibe og sin nadver; det var, da koladen henne på Lykkesholm brændte 1858; da måtte han hjem først og så ud på marken med ordre til, at de, som boede der, skulle møde øjeblikkeligt til ildebrand. Tænk, hvor besværligt det var, Peder Pedersen var nede hos os at tærske; nu skulle de først skønne, om branden var over en mil borte, så skulle han hjem, så snart der var tudet i byhornet - det var jo det første, der skete, når der var ildebrand. Den første, der så ilden, løb straks til oldermanden og fik fat i byhornet og løb så byen igennem og tudede. Når vi havde hørt det, skulle vi op på Kirkebakken for at se, hvor det var; i min barndom var den så høj, at vi havde den bedste udsigt der. Var ilden så over en mil borte, skulle vi ikke køre.
Imidlertid var folk begyndt at løbe efter ildebrandsredskaber; det var ikke så nemt at huske, hvor det var opbevaret, det var der jo ingen, der tænkte på længere end det samme.
Det var indrettet sådan, at der var tre mand om en tønde; de to kørte med den tredie og havde een eller to husmænd med. Når de så endelig blev rustet ud, kørte de efter, hvor det brændte. Når Peder Pedersen havde været ude at give Thyge Hansen og dem, der boede i Tyvekrogen, besked, var hans mission endt. Trods den lange vej var far alligevel til ildebrand på Lykkesholm, og han sagde, da han kom hjem næste morgen, at han havde løftet i hundredvis af spande vand til at slukke med. Dengang var der ikke andre end herregårdene, der havde sprøjter; det var først i tresserne, man fik en i hvert sogn. Vi byggede sprøjtehus i Rolfsted 1865.
De første, der kom til en ildebrand, gjorde et godt arbejde - ligeså godt som nu; det brændte ikke så tit dengang.
Vi hjalp altså Peder at tærske hveranden dag, når vi ikke var i skole, men det var ikke tærksningen, som var vor lyst. Det bedste var at sidde inde ved den runde kakkelovn, når mor spandt og sang; når vi ud på aftenen kom i seng, sang mor endnu; hvor var det en herlig tid. Det første, vi hørte, når vi vågnede, var rokkens snurren og moders sang; hun spandt garn til alt tøjet, vi sled. Der blev ikke købt andet end støvler, kasket og halstørklæder; det var noget, der holdt længe. Jeg gik dog til eksamen et par gange med træsko på; men så købte far et par støvler til mig hos en marskandiser, jeg tror, de kostede 7-8 kroner. Der var ikke råd til meget i de tider, alle skulle spare.
Når der var eksamen - det var der to gange om året ligesom nu -fik vi fire skilling med til lidt hvedebrød, og så fik vi bedre klæder på. Til eksamen havde vi en præst af den gamle skole, der hed Rohmann. Han var ikke så rar mod friskolebørnene. På den tid dukkede friskolerne op, og pastor Rohmann mente, det var nogle tossede streger, folk var kommen ind på, at når en præst sagde sådan, måtte det være rigtigt. Lærerne fra Tarup friskole mødte med deres skolebørn til eksamen, og de måtte så vente udenfor til vi var færdig. Der var en husmand, som ikke havde noget at bo på; ham havde præsten hjulpet til et stykke jord ifølge en lov, der var givet under Treårskrigen. Samme husmand fik et stykke jord af Lundsbjerg, hvor der ikke var mere grus; der klinede han et hus op. Men så gjorde han det formastelige; han løste sognebånd til Ryslinge, og han sendte sine børn i friskole. Det var uhørt, at en fattig mand gjorde sådan noget. Nu er husmanden, hans kone  og alle hans børn døde af tuberkulose; huset er brændt og glemt. Han døde omkring 1865. Jeg husker så tydeligt, som var det igår, at han sagde til præsten, at han ikke ville have sine børn "proppet". Præsten sagde bagefter: "Nå, så har jeg et får mindre i min hjord".
Der var en del strid, men Thyge Hansen var en god forsvarer for friskolen. Det var en selvfølge, at almueskolebørnene holdt med deres egen præst og lærer; jeg var dog ikke altid af deres mening. Jeg havde nemlig min bedste legekammerat, Peder Hansens Stine, blandt friskolebørnene. Hos hende holdt vi meget af at komme; hun kunne så mange sange og historier, blandt andre den om Ederland Hønsepige. Vore legekammerater, Jørgen Hansens drenge, måtte også møde til eksamen. Vi var nærmeste nabo til friskolen, der havde lejet lokale hos vor nabo de første år, indtil friskolen blev bygget. Al den historie, som blev fortalt der, kunne folk i almindelighed ikke lide.
I ved måske, at Grundtvig havde en ven, der hed Gunni Busck. Han havde en søn, der var løjtnant og boede på Skovsbo, hvor han satte mange penge til ved at lave kunstig vanding. Han blev gift med en datter af pastor Rohmann; hun kom ridende hjem en dag, men da blev præsten vred og sagde, at han dog ikke troede, hans datter var en skøge. Han skulle bare se nu! Så ville han korse sig; sådan kan det gå. Gunni Busck var en god ven af Grundtvig, og pastor Rohmann en arrig modstander af alt, hvad der kom fra den kant. Jeg husker også, at ROhmann ankede over, at Hans Sørensens Kirsten ikke kunne svare på det, han spurgte om; hun havde lært for lidt, sagde han. Da gjorde Thyge Hansen ham opmærksom på, at hun lige var kommen fra almueskolen, så det kunne ikke lægges friskolen til last. Thyge havde mange skærmydsler med ham. Engang Dalsgaard, der senere var friskolelærer i Kerteminde, var med Thyge hos præsten, ville denne vide, om Dalsgaard havde eksamen; det havde han ikke. "Hvor tør De så indlade Dem på at undervise folks børn?" spurgte præsten. "Jo, det tør jeg nok, når folk betror mig børnene". Han spurgte om mange latterlige ting -om de også havde svømmedam til børnene.
Der blev senere oprettet en skole for tungnemme, der nu blev behandlet mere menneskeligt. Den degn, der kom for at hjælpe gamle Mogensen -Syrach Jørgensen -, var hård til at prygle. For et par år siden fulgtes jeg med en ældre mand, der i sin tid havde pløjet for pastor Rohmann i mange år; han vidste ikke alt det gode, han ville sige om ham.
 Det var sådan i skolen, at det gik ud over dem, der gik med lærredsbukser. Det var nu ikke meningen, at friskolen skulle være for dem, almueskolens lærere ikke syntes om. Præsten døde; vi fik en anden sognepræst, og det hele kom ind i en bedre gænge.
Moder lærte de fleste friskolelærere at kende, men hun deltog ikke i møderne i friskolen. Hun havde jo sit at passe, og fader var tunghør, så det var rigtigt, at hun blev hjemme hos ham. Hun har aldrig nægtet os at gå i friskolen; der var møde hver lørdag eller søndag for de ældre; der har jeg tilbragt mange timer: Thyge Hansen var en mester i at føre ordet, der skal ledes længe efter hans mage. Den friskole var nu noget for sig selv. Det var jo ikke så mange, der kom, men det var folk, der forstod at lytte! Nu er den tid forsvunden som så meget andet.Den burde have en mindesten; men det er hver  dag, der sættes en sten for den og den, og hvor er grænsen. Der er mange navnløse slægter, som er gået i graven uden at kendes udover deres egen tid. Til den slægt hører fader og moder; de er glemt som den sne, der faldt i fjor, og dog har de været et led i udviklingen, som ikke kan undværes og som måske har bidraget til så meget, vi ikke aner. I det hele må vi sige, at det arbejde, kvinderne udfører, er kolossalt stort og bliver ikke påskønnet, som det burde; men dem bliver der ikke rejst mindesmærker for. Når jeg tænker på alt det arbejde, moder og fader har udført i deres dage, undres jeg over, at det lod sig gøre. På deres gravsten står: "Nøjsomme og trofaste". Det kan med sandhed siges. Jeg kan få tårer i øjnene ved at tænke på den tid; jeg har ikke før skønnet nok på, hvor gode forældre jeg har haft. I den yngre alder tænker vi ikke altid på, hvor godt vi har det. Først når vi er ældre, de er gået i graven, og vi andre er ved det, kommer vi for alvor til at tænke derpå.
Moder havde gigfeber i 1865; det tog meget på hendes kræfter; hun blev aldrig så stærk siden. Hun var inde på, at det var kloge Claus i Eskildstrup, der hjalp hende med hans dråber. Det er forresten lige meget, om det var allopatisk eller homøopatisk medicin, hun fik, for hun blev hjulpet og kom sig så tåleligt. Hvad det var for en sygdom, hun havde og i længere tid lå i 1877, ved jeg ikke; da lå jeg inde ved 25.Bataillon. Jeg var ikke ret meget hjemme i de år, men jeg så nok, hun svækkedes af de sygdomme, hun havde at slås med. Hun sagde tit, at hun blot ønskede, hun måtte overleve fader; hun så, at han ellers ville være ulykkeligt stillet med sin tunghørighed, hvis han kom til at stå ene i verden; det ville også være blevet altfor strengt for ham at undvære hende. Det var syns, han ikke kunne høre, hvor smukt moder sang, når hun sad og spandt; det er et af mine kønneste minder: jeg kan høre og se det hele for mig.
Far var en tro mand i sin gerning; han forsømte aldrig en dag. Når det var såtid, skulle han nok være der tidligt om morgenen. Han såede altid selv og betroede heller ikke os andre til at pløje; ja, jeg ved ikke, om Knud fik lov til det i de sidste år; jeg har aldrig pløjet en fure. Det var hans fejl, at han ikke betroede os til det, men gjorde det hele selv. Hans plov var altid blank som sølv; den kom i tørvejr hver aften. Han havde to små heste og fire køer; det var en stor besætning efter den tids brug. Haven brød han sig ikke om, han tålte ikke, vi tog en klat gødning til den, det skulle bruges i marken. To pletter blev gødet hvert år, en til rug og en til byg. Jorden var delt i otte skifter. Om sommeren, når køerne var på græs, samlede fader gødningen op og trillede den hjem på møddingen.
Min farmoder, Mette Kirstine Jørgensdatter, havde en søster, der hed Karen og var gift med Niels Hansen i den gård, som hørte under Tøjstrup og lå der, hvor telefoncentralen nu ligger. Hun var også som ung blevet gift med en enkemand, og da han døde, og hun selv blev enke, blev hun gift med sønnen fra nabogården, Mads Andersen. Den gård var allerede købt til selveje omkring 1805 og i 1836 flyttede Mads Andersen den ud på sin jord, hvor der lå noget skov, og han kaldte den Skovgård. Thyge Hansen købte den 1846, da Mads Andersen måtte rejse fra den -af hvilken grund ved jeg ikke; nogle siger, at han ikke kunne nøjes med konen, hun var blevet for gammel, andre siger noget andet. Det er lige meget; han solgte gården til Thyge  Hansen og handlede med en holstensk kræmmer, som jeg godt husker; han hed Tielsen [Thielsen?], og han gik her en del år efter, at han havde handlet med Mads Andersen.
De var her engang på besøg, det var vist i 1856, og så har de været her engang siden, men da så jeg dem ikke. Jeg har hørt noget om, at de er blevet tyske,, jeg har villet opsøge deres boplads, men kunne ikke finde dem. Min broder Anders mente, de skulle bo i Branderup -så er det er dårligt land. Det var Mads Andersen, der lavede al den ufred, da han tog grus fra kirkegården. Til at begynde med tog folk kun lidt af det fine sand deroppe, men han tog, hvad han skulle bruge, da han byggede sin nye gård. Det var vel, fordi han var gift med fasters moster, at fader var med til at køre deres flyttegods til Assens, hvorfra det skulle sejles til Sønderjylland, hvor de havde lige så langt at køre igen. Man kaldte det dengang Dansk Holsten. Da fader kørte med flyttelæsset ned ad bakken til Assens, skred læsset ud over hestene, der blev bange og løb løbsk. Fader faldt ned mellem hestene og blev frygteligt tilredt; han lå længe og svævede mellem liv og død. En pige, som var med på vognen, slap skadesløst fra det. Hestene blev taget af Tielsen, der havde handlet.
Det er blevet sagt, at Mads Andersen opførte sig sådan dernede, at han mistede folks agtelse. Han havde et par stedsønner med, men jeg har trods flere forsøg ikke kunnet finde de mennesker.
Tielsen gik her mange år efter. Toldgrænsen gik oppe ved Kongeåen, hvor de førte smuglergods over; der kom en del af den slags kræmmere, da jeg var dreng. Nå, far kom sig langt om længe. Jeg ved ikke, hvad der blev af køretøjet, men der var en klokke med, som kunne spille; den blev spoleret. Anders har hørt den hos Mads Andersen.
Fader kunne ikke samle penge, der var ingen at få og intet at sælge, når de kun avlede fire fold. Han havde aldrig været ude at tjene, men gået hjemme og tumlet med den dårlige jord. Der var kun to gårde, hvor de avlede fem fold. På "Tidens Minde", Lollændergården, avlede de kun 2½ fold, og det er dog god jord. Manden, som boede der, var en ung mand, da han begyndte; han var den sidste, der brugte hjulplov. Min nabo, Hans Pedersen, kunne fløjte ligesom hjulploven. Han brugte den til 1863.
Det er mærkeligt at tænke på, hvor nøjsom den ældre slægt var. Blot de kunne avle, hvad de skulle bruge til brød og sædekorn, var de tilfreds.De gamle sagde, at Vorherres ansigt var tegnet i enden af hver rugkærne. Jeg ved ikke, hvem der har påvirket moder religiøst; måske er det fra begyndelsen bedsteforældrene på Ferritslevgård. Salomon Svendsen gik tit i kirke, og han var glad for at synge salmer; men noget havde hun også fra sit hjem. Nok er det, når vi drenge kom i seng om aftenen, skulle vi bede vort Fadervor, og når der var læst, spurgte moder: "Hvem har skabt dig?" Svar: "Gud Fader". "Hvem har genløst dig?" -"Guds Søn". - Og hvem har helliggjort dig?" - "Gud den Helligånd". -Jeg har altid haft indtryk af, at alle mors syv søskende var meget religiøse; det havde de vist hjemme fra.
Moder kom ikke meget ud, men hendes nærmeste nabokoner havde hun en del omgang med. Da faster Kirsten og Jørgen Hansen flyttede den gamle præstegård ud til Lodskov, byggede Kristian Væver og Maren Nielsdatter deres hus der, hvor den har ligget,  Maren Kristians er født i Peder Rasmussens gård; hun var datter af hans første kone og hendes første mand, Niels Clausen, så hun fik både stedfar og stedmor, men hun havde det godt. Hun var en sikker og en klog kone, hun skulle bare have været mere end væverkone. Hendes mand var klog nok, men han var lidt halvtosset sommetider; det var også nogle kloge børn, de havde. Da den gamle præstegård blev flyttet, blev udhusene nedbrudt, og væverens fik stuehuslængen, som de byggede lidt om på; det hus ligger der endnu. Maren var en sikker kone; jeg har været nabo til hende, fra jeg var 10 år. Mor besøgte hende ofte; de var jo genboer. Hun var en god nabokone, der nok var værd at omtale. Hun førte aldrig sladder med nogen, men passede sin nål og sin tråd, og det gjorde hun tilgavns lige op i hendes høje alderdom. Hun nåede at få huset købt, før hun døde, hvad der var hende en tilfredsstillelse. Jeg var derinde og ville se til hende, den sidste dag hun levede, men hun kendte mig vist ikke. Der var ingen i stuerne, ingen der så mig, så jeg listede lige så stille af igen. Hun var en god, klog og fredelig nabokone. Fred med hendes minde og eftermæle!
Smedekonen, Caroline Dorthea Morten Ovesens, var gift med moders moster Ingeborgs første søn af andet ægteskab. Hun var vor aller nærmeste nabo, og hun og mor var vist lidt sammen hver dag. Hun havde meget at tage vare på. Hun var temmelig ung, da hun blev gift, hendes mand var også ung; han var brystsvag og døde, vist før han blev 50 år.Hun havde lige fået sit sidste barn, Jens, og der var syv i forvejen. Hun måtte så holde en smedesvend, og der var såmænd ikke så meget at holde svend for. Hestene skulle de holde vedlige med beslag; gamle vogne skulle de lægge skinner på - dengang brugte de altid skinner med 10 søm i hver, harver og plove skulle de holde i orden - kort og godt alt, hvad der brugtes i jorden til avlingen; det skulle holdes vedlige, men bønderne skulle selv levere kul og jern. Hvad der var af nyt arbejde, skulle de have særlig betaling for - smedemændene, når folk engang om året afleverede korn for et års arbejde. Det var -såvidt jeg husker - 6 æg og 6 skæpper rug. Når bønderne kom til smedie, havde de selv mad, øl og brændevin med både til deres egen og smedenes fortæring.
Smedekonen havde 12 tønder land til avlingen, og dertil skulle hun holde en karl.- Jeg kom derind at tjene, da jeg var 16 år og var der i to år. Jeg kunne nok se, at hun ikke var så dygtig som mor; men hvad, hun var tidligt kommen ind i ægtestanden. Mor kom meget sammen med hende, men har aldrig klaget over hende som nabokone, og det var et godt tegn. De havde den skik fra gammel tid, at når de bryggede øl, bar de altid en potte med "Urt" - det første, der tappedes fra malten -ind til naboen; det bliver drukket varmt. Der var et sandt venskab mellem hjemmene.
Så var der "skafferens", som boede lige neden for banken, Egebjerg. Skafferen vidste, at hans far og mor var født i hver sin gård her i byen, men i hvilken gård, hans far var født, vidste han ikke. Det var mærkeligt nok, for han havde ellers en god hukommelse. Hans mor, der hed Ane Rasmusdatter, var født i Tvevadgården, altså en datter af Rasmus Hansen. Jeg har senere opdaget, at hans far var fra den gård, som Anders Kallehauge beboede. Den gård blev dømt til nedbrydning ved udskiftningen. Der var to Anders Nielsen`er her i byen samtidig, derfor fik den ene tilnavnet "Kallehauge", for at man kunne skelne mellem dem. Skafferens fader hed Peder Andersen; han købte "Bylods  Høi" og jorden der omkring af Mads Andersen, da han havde købt den Tøjstrupfæstegård, som han flyttede ud på marken - "Skovgård". Peder Andersen boede der nogle år, men kunne ikke klare det og måtte flytte derfra. Byen gav dem så lov til at bygge i "Egebjerg". Den store grusbanke var væk, og ingen brugte den jord. Han byggede så det, som vi gamle kender, det var den elendigste hytte i hele sognet, det vil enhver kunne sige med sandhed; den var så ringe, som den kunne være, men der var så nydeligt og rent, som nogen kan tænke sig, og måske fandtes ingen steder større tilfredshed. Peder Andersen har jeg aldrig set, han var død, før jeg kan huske, men hans kone, som boede i huset, kom meget i mit hjem, hvor hun hentede meget mad og mælk. Hun har for en stor del taget sig af min opdragelse; jeg kan huske, hun sagde: "Du er en rigtig pjosk", men i det samme udbrød hun: "han bliver den kønneste af dine drenge, Inger". Hun boede i huset, så længe hun levede, og hendes søn, skafferen, boede der efter hende; ja, en tid var der også en gift datter, vist i 1855, der senere fik et hus nede i "Lundsbjerg", den anden grusgrav -også af sognet; det brændte tildels for nogle år siden, og resten blev brugt til hønsehus. Jeg har mange gange tænkt: hvor kan folk dog hjælpe sig med lidt og endda være langt mere tilfredse end dem, der har lommerne fulde! Ja, de er nu glemte og nævnes aldrig mere, men for mig er det en oplevelse at tænke på dem. De var hæderlige folk i alle måder.- Sønnen, Rasmus Pedersen, som var skaffer, og hans kone kom til at bo hos Anne Peders, da hun blev enke. De var nogle noble folk. Vi har været nabo til dem, så længe jeg mindes, og de kom meget hos os. Han var hjemme hos sin moder, idet han var skaffer i mange år, og havde meget at bestille. Når konerne så, at han skulle til at tale ved gilderne, tog de til lommetørklæderne; han kunne holde en prædiken, der klang lige så godt som præstens, ja sommetider bedre, for han kendte jo folk bedre end præsten. De levede lykkeligt sammen; de har aldrig lidt nød, men det var en elendig rønne. Gulvet var lagt af klodser, men det var skinnende rent. Når han skulle ud i sit værksted, måtte han krybe under en løsholt. Han sleb aldrig sin le; den skulle "hares"; en slibeæg var ikke værd at bruge; og det skulle være en "A.B.", det vil sige en Antoniol Bill.
 Skafferen nød aldrig spiritus, skønt der var rig lejlighed til det, det gjorde hans broder heller ikke. Det var en oplevelse at høre ham holde en ligtale, særlig over dem han holdt af. Jeg kan huske den brudetale udenad, som han brugte, når vi var færdige med at spise:
"Ærede venner og indbudne gæster! Disse vores brudefolk, samt folkene her i gården, lader Eder ved mig takke på det kærligste for den velvilje, I har vist dem, at I haver mødt her i dag, fulgt med dem i kirke, hørt på en kristelig brudevielse og fulgt med dem hjem og nydt et måltid mad hos dem. Skulle nu noget være forsømt, enten på mad eller fad, ske eller tallerken, kniv eller gaffel, ja, endog skænk, så er det ikke deres, men min og mine medhjælperes fejl, som det skulle lave og frem skulle bære og opsigt skulle have; men så ville vi oprette det ved en lystig skænk. Nu er det deres ønske, at I forbliver en time eller to, tre eller fire, eller fem, syv, otte eller ni, ja, enhver efter eget behag og eget ønske. Når det så ikke behager Eder, mine elskelige, at være her længere, ønsker jeg, at Gudfader vil ledsage enhver af Eder uskadt tilbage -enhver i sin stilling og stande. Velbekomme Eders  måltid".
Jeg kan se ham foroverbøjet med sit hvide forklæde, piben, en lille krog, stikkende ud over suppefadet, gående hen over stenbroen. Jeg var kun kusk og havde ikke den ære at sidde inde i stuen.
 Jeg mindes, da skafferens søn kom til verden. Konen var dødsens syg, og de måtte have doktor; hun var en meget lille kvinde. De havde en doktor Gandil fra Ringe; han var imidlertid på sygebesøg i Sdr. Nærå, så den mand, som skulle hente ham, måtte gøre hele turen først til Ringe og så til Sdr. Nærå og til Ferritslev. Det var ellers skikken, at han, der kørte den første tur, blev mødt af en, der afløste ham, og en tredie kørte doktoren hjem. Den sidste tur var den letteste, for den kunne de tage med ro. Men da han skulle om ad Sdr. Nærå, måtte han gøre turen alene. Det var Ove Jørgensen, som kørte den tur, og det blev sagt, at han kørte en hest fordærvet. Når man betænker, hvordan vejene var dengang, kan man forstå, det var drøjt. Mor var henne hos den syge kone, og da det stadig trak ud, og hun ikke kom hjem, blev jeg helt underlig til mode. Jeg kunne nok høre på mor og nabokonen, at det havde været det strengeste, de havde set.
Der var ikke forskel på rig og fattig ved sådan en lejlighed; der var heller aldrig tale om nogen arbejdsydelse. Det var en selvfølge, at man gjorde sine naboer de tjenester, der var påkrævet. Det var ikke øje for øje og tand for tand.
Skønt hjemmet var lille, holdt skafferen af det, og han sagde engang: "De får mig sateme ikke her ud af, før de bærer mig ned på kirkegården". Det måtte dog ske, for han blev sengeliggende tilsidst, og vi måtte leje ham ind hos en kone, der passede ham på det sidste. Han vil længe blive husket i Ferritslev; han var en type, der aldrig kommer igen.
Disse naboer var moders nærmeste omgangskreds, og det var en selvfølge at hjælpe hinanden, når det tiltrængtes.
I min drengetid var det endnu brug, at alle gårdene vandede deres heste i gadekæret eller rettere Bækstedet, hvor bækken flød ud i gadekæret; køerne blev også tit vandet her. Bolbrobækken blev kun brugt af de to nærmeste gårde.
Det var en svir at samles ved gadekæret om morgenen og få nyhederne at vide. Dengang fik man jo ikke nyheder fra morgen til aften gennem aviser og radio; da var det altid mundtligt. Når folk mødtes ved gadekæret, spurgtes der altid nyt, men det vigtigste blev drøftet på bystævnet, og det mere almene i smedien; der kom jo alle, og enhver bragte noget med. Vi havde aldrig en avis indenfor vore dør, før jeg var otte år, da vi skulle lære at læse. Far mente så, at vi kunne have godt af at læse avisen og måske også lære noget deraf.
Dengang var det ikke almindeligt at have en klokke. Den første i byen var en, vi havde hjemme; det var lavet af en landsbyhåndværker, der hed Niels Fisker, som boede i Kerteminde. Der var også en i Fraugde, der bød Søren, og en fra Fraugde, der boede i Annexgården i Rolfsted, som lavede klokker. I Torbøllegården var der en ligesom vores. En gammel mand i Birkende fortalte mig engang, at i hans tid blev den første klokke købt derovre, og når karlene red hestene til vands om morgenen, skulle de hen og se, hvad klokken var. Nu går hver skoledreng med ur, og i hver stue hænger en klokke. De er kommen frem i de sidste 100 år; hvad vil der ikke ske i de næste 100 år? Det får vi gamle ikke at se, men vi har også set  fremskridt nok i den tid, vi har levet. De gamle klokker var lavet således, at når vi trak i en snor, repeterede han det sidste slag, den havde slået; de var lavet sådan, for at vi var fri for at tænde lys om natten i den tid, vi skulle tidligt op. De gamle kunne ellers nok se på stjernerne, hvad tid på døgnet det var; om dagen så de det på solen. Der var nogle, vi kaldte Kapselure, de kom fra London og var meget store. Jeg fik et cylinderur, da jeg var 18 år; det kostede 34 kroner. Det har mor Sara tabt nede i marken for 30 år siden. Gudrun havde smidt hendes i natpotten, og så tog hun mit.
Jeg husker, at fader af og til bar nogle kyllinger ned til godsinspektør Plesner på Hellerup. Vor gamle gård trængte til ombygning; det skulle kammerherren indse, men godsinspektøren var den, der skulle lægge et godt ord ind for os. En snes æg og nogle kyllinger var gode til at åbne hans øjne. Fader talte meget lidt med kammerherrens tjenerskab. Når bønderne skulle ned på godskontoret, var det en stående talemåde, at de skulle ned til "Plæss"- Plesner. Da jeg var 12-13 år, hvade vi en lade, der faldt; den var åsbygget, men åsen var nedfalden for flere år siden. Sulerne stod endnu; de var af meget svært egetømmer. Den var helt fra herredsfoged Jens P. Galts tid, og han døde 1694. Så måtte fader jo til Hellerup. Nu var det gammel praksis på godset, at når en fæster byggede, fik han alt undertømmer, stolper og løsholter til 8 øre alen, det var savelønnen, men alt andet tømmer måtte fæsteren selv betale. Vi fik tømmeret ude fra Bjørnemosen; jeg var med at passe heste. Vi havde nogle af byens gårdmænd til at køre; det hele skulle hjem på een dag. Moder skar en hel kurv smørrebrød, og da vognene var læsset og kørt frem, samledes alle mændene om madkurven, øldunken og brændevinsflasken. Selvfølgelig var skovrider og skovfoged med. Skovrideren var en lang rækel på tre alen; han var en stor ynder af bøndernes mad og satte særlig pris på det gode gammeltøl. Han var holstener og meget ilde set af bønderne.
Det var en herlig tid for os drenge, da vi byggede, men det gav en masse ekstra arbejde for moder.
Herremanden har aldrig været inde i vor gård, det ved jeg; om han kom på besøg hos nogle af bønderne, ved jeg ikke, men han kendte alle bøndernes dygtighed; den viden var nok andenhånds.Han kørte gerne med fire heste for vognen, og det var en begivenhed, når han lod sig se nede ved Bolbro; så skulle vi afsted og se på stadsen. Han kørte ikke med "Blinker", det skulle man være højere på rangstigen for at få lov til, sagde de andre drenge, der var klogere end jeg, men hvad trin, de skulle være på, grever eller baroner, var der ingen, der vidste. Nu er det en saga med hestene, nu er det biler.
Der står en mindesten for kammerherren i en allé i Ravnholts park; den blev afsløret i overværelse af godsets bønder, sognefoged Jens Kallehave holdt en tale, hvori han sagde, han ville håbe, at kammerherren fra sit lille himmerige kunne se, hvor meget bønderne gjorde ud af ham. Det gav anledning til, at folk morede sig over, at kammerherren havde et lille himmerige for sig selv. Vi børn havde en voldsom respekt for herskabet; alene at se en skovfogedfrakke var noget stort. Samme følelse havde jeg i førstningen, jeg var soldat, når jeg så en befalingsmand, men det forsvandt.

Da jeg var 13 år, måtte jeg ud at tjene; det var ved høst 1863, jeg tog afsked med far og mor. Jeg ville holde mig stiv; det skulle ikke mærkes, jeg hang med ørerne. Det var nogle stræbsomme folk i Rolfsted, jeg skulle være hos. Konen, Karen, var en datter af Knud Thygesen i Ferritslev, og manden, Mads Nielsen, var født der i gården, som var annexgård til Rønninge præstekald. Det var såmænd en god plads, men det var meget forskelligt fra at være hjemme, hvor vi havde ubegrænset frihed. Det er vist få, der har haft sådan et hjem, som vi; det eneste, som gnavede mig, var skolen; dens udenadslæsning stod mig ikke an. Sålænge vi havde gamle lærer Mogensen, gik det an; han havde været lærer for fader og moder, og da var han en hård hund til at prygle, men nu var han gammel og affældig.Han havde været lærer fra 1812, og nu var det 1857, og det havde hjulpet på ham; nu holdt de ham nærmest for nar. Men så fik vi en hjælpelærer, Syrach Jørgensen; han lærte os at synge; før havde vi ingen sangbog, men det fik vi, da Jørgensen kom. Han var også slem til at slå. Min fætter og nabo Hans Pedersen har sagt til mig nu på sine gamle dage, at han aldrig har været glad for at gå i skole, og når han ikke skulle være glad for det, hvem skulle så være det? Han har aldrig fået en lussing, endsige af tampen, og hvad så med dem, der fik prygl hver dag? Min broder Anders har aldrig klaget over Mogensen, men han var nu også ualmindelig godt begavet og længere fremme end de andre.
Jeg kunne nok lære udenad, selvom jeg ikke brød mig om det, men jeg havde mine tanker andre steder end ved bogen. Uha! når jeg tænker på alle de salmer, jeg har spildt tid på! Hvis en lærer ikke kan vise gnisten i en sang eller salme, og vi heller ikke finder den selv, så er det hele arbejde med at lære den udenad spildte ord på Balle Lars. Derimod lånte jeg Grundtvigs oversættelse af Saxos Danmarkshistorie, og den lærte jeg udenad; det var et sprog, der tiltalte mig. Vi fik en lille "Ledetråd i Danmarkshistorie" af Frederik Barfod; hvor har den kostet mig arbejde og anstrengelse. Jeg har ligget i den lille løkke og læst i den, når jeg passede køer, men lyttede efter guldspurvene i stedet. Jeg tænkte tit på, at den mand, der uddannede sådanne nogle lærere, måtte være et sandt uhyre; men nu hørte jeg for to år siden, at Jørgensen var det bedste menneske af verden; der var en mand, som ikke kunne blive træt af at rose ham. Han havde forresten en søn, der var underkorporal sammen med mig; han var også en flink mand; han er død oppe i Sverige. Nå, det var tonen dengang.
Friskolen var begyndt på den tid -nærmest for dem, der ikke kunne klare sig i Rolfsted, så der brød vi os ikke om at komme -heller ikke, da der kom flere børn. Mor havde ikke noget imod det; hun havde hørt Kold tale og syntes godt om ham. Nå vi fik kun Jørgensens præk. Han gjorde det såmænd så godt, han kunne og havde anlæg for, men han duede ikke til at være lærer for børn. Af de mange friskolelærere, som var i Ferritslev i de år, var der kun en, jeg regner for en virkelig dygtig lærer, og det var Anders Jørgensen; han døde, da han var 25 år.
Jeg kom altså ud at tjene, og det var et slag for min barndom. Hos Mads Nielsen talte de ikke med blide følelser om friskolen; det huede mig ikke, da nogle af mine bedste venner gik der -Peder Hansens Stine, enkens Anne fra Rolfstedgård o.fl. Jeg havde det ellers godt dernede; jeg fik en god kost, og de var gode nok, men der var jo ingen sammenligning mellem mit hjem og den tørre Mads Nielsen. Det var en sand svir at  komme hjem engang imellem. Karen Mads var en køn kone og dygtig i sin husholdning; de havde ingen børn sammen, men ahvde taget to som deres egne -en af hver sin familie, der så arvede hele herligheden efter dem. Nu er deres jord delt i fire lodder.
Deres nabo, Hans Pedersen, var gift med Ove Smeds datter, Kirsten, fra Ferritslev, så hun og Karen Mads havde været nabobørn. Når de to var sammen, kan det nok være, de brugte slibestenen, og det var næsten altid Ferritseleverne, der måtte holde for; det ærgrede mig tit, men jeg måtte jo tie stille. Det var de to rigeste koner i Rolfsted på den tid. Hans Pedersen købte straks sin gård, da bøndergodset blev udbudt til ejendom; han havde pengene. De fleste ventede, da der var udsigt til krig. Frederik den Syvende døde 15. november på Lyksborg Slot, førend krigen 1863-64 var ovre, og kun de få, der havde penge, vovede at købe.
På den tid var det skik ved bryllupper, at brudgommen med sit følge kom til bryllupsgården for "at tage bruden ud". Da Hans Pedersen og Kirsten Ovesdatter skulle giftes, kom han med sit følge op til Ove Smed, der havde lovet ham 400 rigsdaler i medgift, og han forlangte pengene med det samme. Det var slemt, for Ove Smed havde ikke pengene på rede hånd. "ja, så kan vi ikke komme i kirke", sagde Hans Pedersen; pengene skulle på bordet først. Nu traf det sig så heldigt, at den gamle møllerkone fra Rolfsted var med i brudgommens følge. Hun var rig og lovede at låne Ove Smed pengene, og så måtte de vente, mens hun kørte til Rolfsted og hentede dem; så kørte de til kirke. Der er mange veje til lykkens tempel.
Der havde i sin tid været en læseforening i sognet; den var gået ind, og resten af bøgerne stod i skolen i et skab. Jeg fik lov til at gå ind og låne de bøger, jeg ville læse, så de to vintre, jeg var i Rolfsted, læste jeg de bøger, der var tilbage. Karen Mads -vor mor - mente, det var noget pjank; det var bare løgnehistorier, folk sad og lavede for at tjene penge. Hun har vist aldrig læst en bog; det skulle da være Almanakken. Oppe på Søren Fiskers klokke, der stod for enden af karlebænken, lå mange gamle almanakker, som jeg læste. Nu må I vide, at den gang var det ikke så nemt at få noget at læse; der var såmænd ingen, der købte bøger, men de fleste købte en almanak. Der var to slags: Flinks og Wisbechs, og så var det jo et spørgsmål, hvilken der var den bedste. Fader købte altid Flinks; det første, han så efter, var vejrspådommene; fader syntes, de var bedst i den. Den syntes jeg nu også bedst om; der var historier af Anton Nielsen. Når vi allesammen havde læst dem, byttede vi med nogen, der havde Wisbechs; billederne i Flinks var bedst.
Hele vinteren stod vi på loen og tærskede med plejl; det var noget, der gav appetit; jeg var tit meget sulten, skønt det var et godt madsted; men en femtenårs gut, der tærsker, skal nok blive lige til kosten. Vi var oppe mellem 6 og 7 og skar hakkelse; jeg mugede i begge staldene, mens karlen striglede hestene; det hele skulle være i ordenn, før vi skulle ind og have davre, som bestod af øllebrød og stegt flæsk eller sommetider en ristet sild; så skulle vi på loen igen til middag. Karlen - det var plejesønnen, gik gerne ind midt på formiddagen og fik en kop kaffe.
Da vi nåede foråret, og vejret blev, så vi kunne ligge ude i vejgrøften om aftenen, lå byens karle gerne der og drøftede begivenhederne til hendad midnat; de lå og røg af  deres porcelænspiber, som var moderne dengang. Når de slog pibehovedet i stykker, skulle et nyt røges til, og det var en kunst. Jeg røg ikke, sagde ikke noget, lyttede bare til og var tilskuer. I det selskab, jeg var i, hørte jeg aldrig uhøvisk tale eller løs snak; degnens karl, Niels Hansen, min senere nabo, havde været med ved Dybbøl som forstærkningsmand; han underholdt os sommetider med sine oplevelser fra krigen. Han var med den dag, prøjserne stormede og tog skanserne på Dybbøl Bjerg; han kunne fortælle, så hårene rejste sig på vore hoveder. Han var på højre fløj ned efter sundet; de blev drevet tilbage over en mose og sprang fra tue til tue; mange sank i til halsen, og "vi, der kom efter trådte jo på dem, der sad i dyndet og ikke kunne komme op". Sådanne historier leverede han, og jeg troede på dem; men Niels -vor karl - tvivlede på deres ægthed; det gør jeg også nu. Degnens pige, Mariane Knudsdatter fra Trunderup, blev forlovet med Niels Hansen, og de byggede et hus på Ferritslev mark.
I 1864 fik vi indkvartering, og det var jo en afveksling. Vi havde en vagtmester, og han gjaldt for tre; vi havde stadig kun een mand, og Niels, sønnen på gården, var blevet indkaldt til soldat, og jeg måtte så sove i samme seng som de forskellige indkvarterede, og det var mange; en tid fik vi en ny næsten hver dag, og de havde alle både lus og fnat, så jeg fik min part; det var i juli måned, det var så tosset med at skifte.
Vi havde troet, vi slap for krigen i 1863. Der gik nogle dage, det blev søndag, og præsten kom til Rolfsted for at prædike; han vidste bedre besked, og det blev en slem skuffelse. Alle de håb, vi havde sat til Dannevirke, var bristede. Der havde om efteråret været manøvre, og Frederik den Syvende var dernede. Min broder Anders var med; han skrev hjem engang imellem, og vi fik et langt brev om tilbagetoget. Det har været grufulde nætter og dage, men de kom jo da tilbage til Dybbølstillingen. Hvormange dage, det varede, før tyskerne begyndte at skyde på dem der, kan jeg ikke huske, men jeg fulgte med hele tiden. Jeg var i Odense den 18. april, da Dybbølstillingen blev taget, og jeg husker, hvordan telegrammerne blev slået op på den plads, hvor Odense Rådhus nu ligger. Der stod en masse mennesker og læste - og ventede, og vi fik at vide, at skanserne var taget, før jeg tog fra Odense. Det hed sig, at danskerne var trængt tilbage til Brohovedet, og jeg tænkte, at der kunne de da nok holde sig en tid. Da jeg 10 år efter var i Sønderborg, var jeg klar over, at vor forsvarsstilling var intet værd. Alle vi store drenges kloge tanker om danskernes store evner som slagsbrødre over for tyskerne røg i lyset. Nu gik tiden til hen i sommeren; der blev handlet om fred. Bismarck bød en linje Flensborg-Tønder, men danskerne sagde: "Danmark til Ejderen", og krigen begyndte igen. Tyskerne gik over Alssund - og så var krigen forbi. Efter midsommer fik vi en del trainkuske med deres heste hertil, og de blev til hen i september. Vi fik hos Mads Nielsens en vagtmester og en menig, som jeg måtte dele kammer og seng med; vi fik af og til nogle nye, men de var altid fyldt med lus og fnat. Pigen, der redte sengene, opdagede det, men hun var forsigtig. Det gik med lusene; de kunne fjernes, men der skete noget meget værre. En lørdag kom det for øre, at min sovekammerat havde været til lægevisitation sammen med det øvrige indkvarterede mandskab i ROlfsted, og han skulle på sygehuset i Odense og renses for  fnat; så måtte jeg jo også have det, når jeg sov sammen med ham. At være fnattet blev af alle på landet anset for svineri, ja uhæderligt, nærmest som en slags spedalskhed, der dårligt kunne helbredes. Jeg var ikke stolt af den historie; og så fik jeg een sorg til. Dagen før havde jeg været en farlig karl med højt humør. Gårdmanden, Hans Larsen, på den ene Rolfstedgård skulle have bryllup med en gårdmandsdatter fra en gård i Sdr. Nærå, som nu er flyttet ud på marken, men som dengang lå lige overfor kirken; der var kun vejen imellem. Jeg skulle køre for Mads Nielsens og glædede mig; hele byen skulle med. Jeg var gerne hjemme hver fjortende dag - ja en gang var der tre uger imellem, men det var nu for længe. Nu gik jeg hjem den triste lørdag aften, og jeg fortalte, at jeg skulle køre til Hans Larsens bryllup næste dag. Min broder Anders, der var elleve år ældre end mig, var lige blevet permitteret; han havde gjort krigen med fra Dannevirke til Als; han havde selv haft fnat, men var blevet helbredt ved en streng kur. Han rådede mig fra at tage mit nye tøj på, da det skulle koges for at blive renset. Mine bedste klæder, der havde kostet så meget, måtte ikke ødelægges. Næste morgen erklærede jeg så, at jeg ikke kunne køre, jeg ville ikke have mit gode tøj spoleret. Men det kan nok være Karen Mads`s blev voksen! Det var ikke noget at regne med, det skulle hun nok tage på sin kappe. Enden blev, at jeg kørte. Brudgommen havde sin karl til at køre for sig, og da vi havde afleveret bryllupsgæsterne og været henne i byen med heste og vogne, fulgtes vi ad tilbage; ahn sagde til mig: "Skal jeg sige dig noget? Du er fnattet". "Hvor ved du det fra?" spurgte jeg. "Jo, for jeres trainkusk var til visitation oppe hos os igår; han var fnattet, og du sover sammen med ham, så må du også være det". Det var et frygtelig slag for mig. Nu var hele min bryllupsglæde forbi; når han vidste det, måtte jo hele Rolfsted vide det. Jeg stod sammen med nogle ældre mænd og så på skafferens opstilling af brudefølget. Der blev ikke spændt for vognene, men de blev sat til at følges to og to, mand og kvinde. Der var en række så lang, at den nåede fra gangdør ud til gadeporten. Der var ikke mænd nok, og de plejede ikke at tage husmænd med til at spadsere, men kun ungkarle. En pige, brudens søster og jeg var tilovers, så det var selvfølgelig i sin orden, at vi to skulle følges ad, men det var umuligt at få mig til at indvillige deri, så hun måtte nøjes med en husmand eller sådan noget. Jeg fik senere at vide, at det var en fin pige fra Nærågård; hun blev senere gift med Peder Larsen. Jeg havde en fornemmelse af, at alle så på mig og tænkte: "Der går en fnattet". Jeg har talt med hende flere gange siden, men aldrig nævnt det forhold; nu er hun død og borte.
Jeg gik hele tiden og passede mig selv. Hen på eftermiddagen kom en ung karl fra Rolfsted, der lige var blevet permitteret; han ville have mig med ud på gaden, der lå nogle dragoner, han kendte og ville hilse på; han havde selv været dragon. Der lå nogle tilbage i Allerup og Thorup, hvorfra de heste, de havde redet på, blev leveret tilbage til Odense af nogle få mænd, som var blevet udtaget til dette arbejde, det øvrige mandskab fik ordre til at gå til Ferritslev. De var glade som alle andre, der slipper ud af trøjen. De havde fået en del at drikke, og inden de nåede Sdr. Nærå var mange beskænket. Nu var de kommen i tanker om, at de var ryttere og da hestene var afleveret og sendt til Odense, ville de ikke gå længere. Han, som jeg fulgtes med, havde ligget ved samme  eskadron, hvor han fik under navnet Kristian Løgn. Han fik også at vide, hvad det var at sige løgn; der var en, der overfaldt ham ligestraks; de sagde, det var en væver. Kristian havde stået for et gilde, der var holdt, før de blev permitteret. Efter at han var rejst, havde de opdaget, at der var kludder i hans pengesager. Væveren lod hm høre, at den blanksværte, der var på hans støvler, havde de andre betalt; så snakkede de ikke mere med ham. Jeg gik og hørte og så på dem en tid; der smittede jeg jo ingen. Det står så tydeligt for mig, som var det igår.
De havde lagt deres sager på hækken på den højeste del af vejen, der fører fra kirken forbi præstegården til højre forbi den vej, hvor Jens Tømrer har bygget sit hus. De lå og gik, som det kunne falde sig, og forsikrede, at de var ryttere og ikke fodfolk; de skulle ride og ikke gå! De lå der til henad aften, så gik de alligevel til Ferritslev. Der blev sagt,a t de blev dømt til hver 25 slag rotting, 14 dages vand og brød og den sorte kokarde. Om straffen blev fuldbyrdet, ved jeg ikke. Der kom et par af dem til at bo i mit hjem om natten; de var kede af den historie bagefter, da de blev ædru, og min broder Anders, der lige var blevet permitteret, trøstede dem ikke for godt. Der blev sagt, at en smed fra Hundtofte skrev en sang om det passerede i arresten. Jeg gik tilbage til bryllupsgården og græmmede mig hele aftenen over min fnat. Nu er jeg vel den eneste tilbage, der oplevede det spil. Dragonerne er nok døde allesammen. En mand, der var med i den eskadron, boede i Bækstrup; han fik korset, da han var over 90 år . Jeg var derinde og ville ønske ham til lykke, men han havde glemt alt. Han kunne sige som en anden gammel husmand sagde til mig: "Det er squ for sent, når vi går på gravens rand".
Jeg kommer i tanker om en anden historie. Da oprøret brød ud i 1848, var der megen patriotisme. Alle var med i begejstringen for at slå oprørerne ned - både rig og fattig. Det gik så vidt, at herremændene sendte hver en skytte, så der blev et frivilligt korps af herregårdsskytter, som mødte fuldt udrustede med rifler og ammunition; de skød sikkert, og man sagde, at oprørerne var bange for dem; de var vist ikke med i krigen mere end et år. Fra Ravnholt skulle også en mand med, det var en, der hed Peder; jeg kendte ham senere som skovfoged. De havde en skovrider, der hed Wagner, en holstener, rigtig en tysksindet rad. Han skulle hjælpe Peder med at støbe kugler til hans riffel. Peder drillede ham og sagde: "ja, her er en kugle til din tyske bror, - og her er en til din far". Så blev Wagner gla og tog på vej. Det spurgtes snart ud på godset, også til Ferritslev. Byhornet gik, og bymændene samledes på bystævnet; der blev holdt rådslagning; de ville ikke have sådan en gal tysker på godset, men de var jo næsten alle fæstere under Ravnholt, og kammerherren var en almægtig mand, der havde anseelse ved hove; det var jo før, vi fik den fri forfatning. Der var ingen, der var glade for at gå til herremanden; han kunne måske finde på at hævne det. Man var enige om at sende et par mænd derover, og den ene skulle være Thyge Hansen, han var selvejer og risikerede ikke noget; det var værre for fæsterne. Der var nok et par ejendomsmænd til, men de trykkede sig svært ved det. Så var der en ung fæstebonde, som var kommen fra Fraugde-Kærby for få år siden, Peder Rasmussen hed han; han var ellers noget fåmælt, men han stod frem og sagde: "Så må jeg hellere gå med ". Så gik Peder og Thyge; men da de nåede  Havndrup Smedie, stod der nogle mænd i døren, som råbte til dem: "Hvor skal I hen?" Ja, de skulle da til Ravnholt og have Wagner jaget væk; han var jo en tysker. "Det behøver I ikke; han er allerede rejst; de Herrested mænd har været der, og det hele er i orden"! sagde mændene. SÅ gik de hjem igen.
Den første, min broder Anders mødte, da han kom hjem fra krigen, var skovrider Vagner. Jeg kendte ham nok, han var et hoved højere end alt folket, og så gik han ydermere med en høj hat med en lang fjer i. Han måtte dog rejse et par år efter. Det er hans gamle bolig, der blev indrettet til valgmenighedens præstebolig i Ryslinge. Den gamle herremand, der døde først i tresserne, har slået i bordet for ham med sin hundepisk og truet ham med den, hvis han ikke var ordentlig mod sin kone. Ja, sådan kunne herremændene være dengang; hvad kan de nu? Nu har de ikke meget at skulle have sagt; de har ikke alle råd til at bo i deres slotte, ,men må låse dem af og bo mere beskedent til hverdag.
 Indkvarteringen varede ved, mens fredsforhandlingen stod på. Der boede en ung sergent Sørensen hos enken på Rolfstedgård. Vi havde en vagtmester, en gammel frivillig, men han magtede ikke at føre sit regnskab selv, så han måtte have Sørensen til at skrive for sig. Han var så gammel, at han havde været med 1814. I Treårskrigen førte han en friskare i Sønderjylland og spillede oprørerne mange puds. Nu var han noget affældig, men havde alligevel meldt sig som frivillig i 1864. Han hed Kloppenborg og var vist enkemand. Hans broder var den Kloppenborg, som boede ved grænsen og i 64 voldte tyskerne mange bryderier. Han havde selv en søn, der var med i den amerikanske krig mellem nord- og sydstaterne; han var vist en kærnekarl, ligesom den gamle. Han sagde: "Vor krig er ikke en krig som amerikanernes. Nej, gå ud og se på stjernehimlen en klar aften, så kan I danne jer et billede af en slagmark efter et slag derovre". Han yndede at fortælle fra tidligere krigsdage; han fortalte frygtelige historier om, hvordan han kunne tumle tyskerne i Treårskrigen, hvor han handlede på egen hånd i det vestlige Sønderjylland. Det var lige noget for en 16 års dreng at høre på. Han var en gammel forfængelig svend, der farvede sit skæg sort. Hans broder i Københoved lærte jeg at kende 10 år efter; han lignede ham godt nok, men var gråskægget; han havde samme kraftige skikkelse som vagtmesteren. Jeg mindes, han talte meget overlegent til Mads Nielsen. Birkedal talte inde i RIgsdagen om fredsslutningen med afståelsen af Sønderjylland, som han var imod. Mads Nielsen kom med avisen og ville vise Kloppenborg, hvad Birkedal havde sagt, men det ville han ikke se. Nej, Birkedal skulle hellere have stillet sig på Skanse nr. II; så ville han havde respekteret ham. At holde tale i Rigsdagen tillagde han ingen værdi. Kloppenborg har skrevet en bog om sin deltagelse i Treårskrigen, som jeg har læst med stor begejstring.
Da indkvarteringen var rejst, måtte vi se at komme af med lus og fnat på bedste måde; det var først i september, men det varede noget hen i måneden, fø jeg blev det kvit. Det var en klog kone Ejbykonen, som kurerede på den egn. Hendes kur bestod i at smøre med en blanding af 6 dele brændevin, brændt allun, grøn sæbe og gult svovl resten har jeg glemt; men så skulle jeg også spise en skefuld svovlblomme hver dag. Kuren varede i 6 dage. Det viste sig senere, at hele sognet var blevet smittet af trainkuskene, men man tav stille med det, til det var  overstået. Nå, dagliglivet gik igen som før; jeg var blevet andenkarl og måtte "tage min hammel". Helligaftenerne gav lidt afveksling; men da fik vi altid hvidkålssuppe - det var Mads Nielsens livret, og det syntes jeg ikke om. Kyndelmissedag var fridag fra klokken 2. Det var også en forandring. Da var der tyregilde hos oldermanden, som havde bytyren på stald. Der mødtes alle karle og konfirmerede drenge i byen. Vi fik skåret smørrebrød og øl at drikke til. Karlene parrede sig sammen til Trekort og drengene til Mis eller Fedt. Trekort var et spil om penge; det kunne gå meget hedt til. Som regel begyndte det med 3 skilling for en bet og steg så efterhånden; men det kunne også begynde med 3 mark - og stige. Når vi havde spillet, til mørket faldt på, måtte vi hjem og røgte; så mødtes vi igen og fortsatte spillet til ud på natten. Karlene til dag. På den måde har jeg deltaget i to kyndelmissegilder i Rolfsted 1864 og 1865.
Jeg var jo da blevet færdig med skolen uden at tage skade af det, men hvor var det synd, vi ikke fik mere ud af de syv år. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville give lærer Jørgensen et ordentlig lag bank, når jeg blev stor og stærk nok til det, men det blev nu aldrig til noget. Jeg blev også færdig med min tjeneste hos Mads Nielsens.
Nu skal I høre, hvordan en gård blev drevet dengang. Det første, karlene kom til efter vinterærksningen, var at ordne brænde. Havde man en skov, hvad alle gårde havde dengang, skulle man først have skovet; det var mest hesler dengang. De blev hugget så nær ved jorden som muligt og lagt i en bestemt orden, så de var nemme at læsse, og så blev de kørt ud på markerne til hegn. Dengang gærdede man både ind til naboerne og mellem gårdens marker. Elle og andre store træer som ask og pil blev kørt hjem i "vedkasten" som brænde. Når dette var gjort i arbejde og stablet, begyndte arbejdet med hegnene. Hvor der var piletræer - det var der i næsten alle hegn - blev de, der var tjenligt store, "stivet". Stavre blev "vættet" - afkvistet - og lagt til rette, og risene lagt for sig. Stavtene blev fordelt med passende mellemrum, sat i det gamle gærde og slået ned med en stavrebanker. En sådan var et kroget stykke træ ca. 8 cm. i firkant med en ring på og halvanden meter langt skaft.
Andenkarlens eller drengens arbejde var at stavre, det vil sige at slå stavrene ned i det gamle gærde så passende, at der kunne gærdes ovenpå igen. En gærde sat af pil kunne vare i to år uden at få nyt ovenpå. Sorttjørn, hvidtjørn og hessel skulle omgærdes hvert år. Pile af en bestemt størrelse var blev det bedste gærde. Risene måtte sorteres, de fine helst til bundgærde. Se, bundgærde var på godt en meters højde; på grøftevold var gærdet kun en halv meter højt. Nu gjaldt det jo om at få et fint gærde; særlig havegærderne gjorde man sig umage med, de var som kurvefletning, for dem blev der lagt mærke til.
En grøftevold måtte tid efter anden grøftes om; det gjaldt om, at den blev lige ned ad siderne, også det var en kunst.
Når det arbejde var færdigt, måtte vi i lag med at kline og kalke gården ude og inde. I min tidligste tid var så godt som alle vægge i laebygningerne  støjlevægge (grene der med eller uden fletværk sidder lodret i vægfelterne i bindingsværkshuse med klinevægge), stavre og grene imellem fodrem og løsholt af ca. 25 mm. Tykkelse med en afstand af ca.  20 cm. Der blev så flettet et gærde mellem støjlerne, og når det var i orden mellem alle stolper og dukker (dværgstolpepiller), blev væggene klinet op. Det gik til på den måde, at man gravede og æltede det ler, man skulle bruge. Var der meget, æltede man det ved hjælp af heste. Når det så var tilpas æltet, blev det trillet hen til væggen, det skulle klines på; en trillebør ved hver side. Så smøgede to mænd ærmerne op og begyndte at kline med hænderne. Leret skulle slåes på vægvængerne, og der skulle slåes til. Når en væg var klinet, blev den jævnet med en skovl og stod så en tid, til den revnede lidt; så blev den jævnet efter med en murske, stod så igen, så den blev så tør, at den ikke kunne trykkes sammen i revnerne. Så blev den "svomet". Svomning bestod af ler udrørt i vand så tilpas, at det kunne stryges på væggen med kalkkost. Når det så var tørt, var væggen i orden til at kalke -eller hvidte. Det er let at forstå, at i en bondegård var der mange dages arbejde med klining og kalkning. Gårde, der lå meget udsat for blæst og regn, kunne godt miste den ydre del ler til vægvængerne på en nat; særlig undervæggene tabte leret; overvæggene holdt sig bedre, da det gammeldags tagskæg hang så langt ud, at harver og plove tildels kunne stå i tørvejr derunder.
Når arbejdet med gården var færdigt, begyndte vi at køre gødning på brakmarken og pløje den. Selvfølgelig havde vi såningen til side, før vi begyndte at kline. Når vi var færdig med brakmarken, kom grøftegravningen mellem agrene. På lerjord var der altid en vandgrøft for hver ager, og den blev gravet hvert år, marken lå brak. Disse grøfter blev lavet efter en snor, og jorden kastede vi ud på agrene. Det var først efter 1860, vi begyndte at dræne her på egnen; det var flere år efter, at merglingen var begyndt. Fader merglede også nogle læg, men det gav ingen forandring. Det var i fyrrerne, man begyndte med det.
Der var en mand her, som havde været med til at grave 40 mergelgrave, men døde dog som en fattig mand og blev begravet for det offentliges penge. For at læsse et læs mergel fik Hans Skomager to skilling - på egen kost. Jeg ser ham endnu gå på landevejen med skovlen på nakken og lærredsbukserne flagrende om de tynde ben; det var ikke arbejderen, der løb med overskuddet.
Det var ikke så lidt, der skulle gøres ved brakmarken; den skulle gerne pløjes fire gange hver sommer;, der blev halvbrakket, skulle pløjes første gang før St. Hans.
Så kom høsten, den glade tid! Høhøsten kom jo først; de fleste avlede gerne kløverhø. Både gårdene i Ferritslev og nogle i Rolfsted havde engmål i Rolfsted Åmae. Den skulle slåes på een dag - en fredag eller lørdag efter St. Hans, og det gjaldt om at komme først; det skulle ske, mens duggen endu var på græsset; så skar leen bedst. Mellem klokken 3 og 4 om morgenen måtte vi være der; i regelen var vi fire mand. Hen på formiddagen kom storpigen med æbleskiver som dessert til mellemmaden. Hun tog så fat på at græsse ud. De første var gerne færdig ved 10-11 tiden; så gik vi hjem og fik middagsmaden og en søvn til kl. 4 Markhøet var der ikke så megen fest ved. Nej, men i rughøsten var der jubel! Rugen skulle helst falde på een dag. Der var ikke arbejdsduelige husmænd nok, der var kun syv og så nogle aflægs; men de kunne da sætte negene sammen. Men så byttede vi; det vil sige, når naboerne hjalp os i dag, hjælper vi dem i morgen med et jern og  en optager. Vi skulle helst være fem à syv jern. Dagen før blev der hugget hul.- Af og til holdt vi en lille pause i arbejdet, og så gik øldunken rundt; der blev tappet af det gamle øl sådanne dage. Dagen gik med spøg og latter, og lystigheden steg med varmen, eftersom øllejlen tømtes. Karlene var i hvide eller blå lærredsbukser og hvide skjorter. Piger, koner og optagerne havde allesammen hvide smækforklæder på, hvide høstærmer smøget på armene og flagrehat på hovedet. Forkalren og storpigen gik foran, så fulgte andenkarlen og lillepigen og så naboens folk og allerbagest husmændene med deres koner. Selvfølgelig blev vi opvartet med æbleskiver om eftermiddagen. Middagsmaden var gerne klipfisk, og am aftenen suppe og kød. Og så var det jo i sin orden, at der faldt en svingom af is torstuen. Sådan var en rughøstdag her på egnen i min barndom og ungdom.
Forårskornets høstning og opbinding var knap så højtidelig, men dog altid festlig. Husmændene mødte med mejetøjet og spiste davre sammen med os. Jeg ser dem endnu komme med mejetøjet på hærden i følge med deres koner. Det var såmænd strengt nok for et ældre husmandspar at gå fra gård til gård og høste hver dag. Mor sagde tit:"Riven sprænger ingen, men det gør leen". Da jeg var 15 år, mærkede jeg, hvor det kneb, jeg måtte jo tage min skår; vi skulle "følge hug", det vil sige følges ad i tagene med leen. Skårenes bredde bestemte vi selv. Vårkornet blev i regelen hugget ud og lå på skår nogle timer eller en dags tid, som der var optagere til; men der vankede alligevel æbleskiver, når vi høstede vårkorn, og om aftenen "øl med en pind"; det var varmt gammeltøl med sukker i; nogle steder fik de æggeøl.
Når kornet var høstet, bundet og sat sammen, begyndte vi at rive. Dengang var der ikke hesteriver. Den første, jeg så, var en, min broder lavede til Rasmus Mogensen på Bækstrupgård 1862; den kostede 6 kroner og blev trukket af en hest. Den var et helt vidunder med krumme tænder; i tresserne blev den afløst af en med jerntænder. Men vi måtte pænt bruge en almindelig rive. Når der var gået mindst otte dage, begyndte hjemkørselen. Husk nu på, de lå alle byens gårde samlet; der var langt til de yderste marker, så der skulle køres hurtigt både med læs og tom vogn. Læsset var altid forsvarligt bundet og havde læssetræ ovenpå. [læstræ] Ved alle gårdene blev der sat hæs; det var imergelperioden, og der avledes godt. Fra min barndom er det sket store fremskridt i landbruget. Det er brakning, mergling og de gode redskaber, der giver resultat.
Når vintersæden var bjærget, blev fårene sat ud på stubmarken; jeg har aldrig set nogen, der skrælpløjede dengang. Stubmarken lå, til vi var færdig med at så vinterkorn. Når vi havde indavlet og sat hæs, skulle vi have dem "stoppet"; det skulle være pænt arbejde, og det blev pænest med "Spegelsesfoer", det, der falder fra, når der gøres langhalm. Så skulle der pløjes til rug; den skulle helst såes mellem 14. og 18. oktober; den blev sået i den oppløjede jord uden forudgående harvning. Nogle holdt på, at den skulle såes sådan og så ligge en nat før nedharvningen. Så blev der pløjet en fure -agerrenen - mellem agrene, hvor der ingen grøfter var. Hver vandfure blev gået igennem af en mand med en smal skovl. Når en sådan fure var færdig - og lige, kunne enhver virkelig agerdyrker fryde sig derover. Hen ved oktober begyndte karlene at stå på loen - ja,een eller begge måtte jo hjælpe til med efterårspløjningen; hvis manden var rask og rørig, hajlp han også til; pløjningen  skulle helst være færdig først i november.
Der var også en anden afgrøde, der tog megen tid; det var hørren. Dengang dyrkede alle hør, når de da havde jord at avle den på. Det var således mange steder, at tjenestefolkene fik en fjerding eller en halv skæppe land tilsået med hør. Den blev sået sammen med vårkornet, og så blev den rusket, når folk skønnede, den var tjenlig. De, der ikke regnede med det modne hørfrø, tog den tidligere end de, der avlede frø. Når den var passende tør, blev den en solskinsdag sat op i nogle hobe; helt tør blev den bundet i knipper, kørt hjem og sat til side. Sådan kunne den holde sig i åringer, men i regelen blev den "broet" om efteråret. Der valgtes en stille, tør septemberdag til det arbejde. Først gravede vi en grav på 2-3 meters bredde -helst langs med en grøftevold, så der var læ ved den ene side og for enderne; dybden af graven var 3/4 meter. Over graven blev lagt tre eller fire rafter på langs, og på bunden blev tændt et bål. På stængerne blev hørren bredt ud i et tyndt lag og tørret ved ilden i graven. Til at passe hørren skulle der en meget dygtig og pålidelig kone; der skulle fyres passende, det måtte ikke "flunke" så højt, at det kunne antænde hørren, men det gjaldt om at få den tørret så meget som muligt. Karle, husmænd og piger stod ved hver sin "bro" parat til at modtage den tørrede hør og bryde den, medens den var tør og varm. Når hørren var "broet", blev den bundet i knipper og sat hen på et tørt sted, til den skulle "skades" -skættes ell skettes. Det arbejde blev udført af pigerne i gården og nogle husmandskoner. Der var også nogle, der rejste rundt med en firevinget skættemaskine, men der klagedes over, at den gav for mange "skadeblår". Det sidste og fineste arbejde blev lavet af hørsvingeren med hans hegle. På denne egn gik en lille mand fra Tarup, Johannes Hørsvinger; han var en meget ihærdig mand, der arbejdede til 9-10 om aftenen med sine hegler; han havde en grov og en fin. Det var en fornøjelse at se ham bruge sine hænder, når han heglede; jeg har aldrig set noget foregå så snildt. Hvor var det fikst, når han slog en slags knude på hver tot hør og pakkede det hele i bundter. Det var en anderledes hør end den, jeg ser, Sara får fra Tommerup Hørfabrik; den ligner jo "Skadeblår". Der var andre måder at behandle hør på for at få skæven til at rådne; den blev bredt i et tyndt lag i rækker på en græsmark, og der lå den så længe, til skæverne kunne brækkes fra taverne. Moder gik tit og følte på det; den måtte jo ikke ligge så længe, at taverne blev skøre.
Der var en anden måde, der var hurtigere end dugbredning; det var at sætte den i "råd". Det gik sådan til: Efter at den var revet sammen, bundtede man den i bundter på 10-15 cm tykkelse og satte den i et vandløb eller en mergelgrav i en runding, overlagt med sten, så den var helt under vand; så blev den fisket op og bredt ud på grønjorden, til den var tjenlig til at tage ind. Skulle der avles god hør, var det nødvendigt at så RIgafrø. Købmændene averterede altid med "Ægte Rigafrø".
 Når rugen var sået, jorderne pløjet og november nået, var karlene henviste til loen. I en almindelig bondegård som her på egnen på 50-70 tdr. land havde de en forkarl og en andenkarl eller en konfirmeret dreng. Mange havde også en fast husmand, der stod og "tærskede for tønden". Prisen var som regel hver 18. eller 20. tdr. rug, der skulle tages langhalm af, gav 6 à 8 øre for traven. Var det frostvejr, kunne en flittig mand tærske en tønde rug om dagen, og, hvis rugen var god, tage ca 1 trave  langhalm. Af vårkorn regnedes der med 12 skæpper byg og omkring et par tønder havre; det afhang jo noget af, hvor "givtig" kornet var. Man satte pris på at få rugen færdig til nytår og vårkornet til februar. Pundtærskeren eller tøndetærskeren mødte tidligt og havde allerede tjent davren, når vi blev kaldt ind. VI stod i loen til lidt efter, det var mørkt; så vandede vi hestene og satte os ind og hvilede os, til vi skulle spise nadver. Vi holdt dog lidt tidligere op hos Mads Nielsens, når husmanden Hans Jørgen fra Hudvad var der; han tærskede for tønden og fik 6 øre mere for traven af langhalm regnet efter kærvens størrelse 10 à 12 pund. Det var ingen stor løn, men det var prisen. Han havde en lo for sig selv og var hos os det meste af vinteren. Han var en pålidelig og klog mand, og havde han haft mere hartkorn, var han sikkert kommen i sognerådet. Han havde ført dagbog i krigsårene 1848-49-50, hvor han var med, og han kunne fortælle både fra Fredericia og Isted. Nadveren bestod af nykogt grød eller kartofler og meldyppelse.
Det "småfoder", vi fejede op efter tærskningen, blev bundet med to bånd og lagt for sig selv; det blev brugt som hakkelse til hestene, da der var enkelte kærner i, og de ville være gået til spilde, hvis køerne fik det, for I skal vide, at dengang havde vi ingen kokrybber. Enkelte havde mængebaljer; det var overskårne tønder, der blev sat foran de bedste malkekøer; deri fik de så lidt grut og masken efter brygningen. De første krybber i Annexgården i Rolfsted fik de, da jeg tjente der i 1864; de blev muret med ler af almindelige mursten; den tid kendte bønderne ikke cement; så blev der lagt et 3½" bræt ovenpå kanten, for at køerne ikke skulle ødelægge krybben. Vi mente jo, det var noget så ualmindeligt. Storpigen passede køerne, og mens hun malkede, mugede lillepigen under dem. Karlene havde aldrig noget med køerne at gøre.
Når kornet var kastet og renset, blev det målt og fyldt på hjemmelavede sække og sat på brædder for ikke at trække fugtighed fra lergulvet. Prisen blev regnet efter hollandsk vægt. Den næste dag blev det kørt til Odense. Det skete også, at det blev lagt på loftet til bedre tider, når priserne steg.
Når vi kørte til Odense, kørte vi meget tidligt om morgenen. Det er mærkeligt nu at se den købmandsgård i Odense, hvor jeg kom som dreng. I Nedergade stod de aflæssede bøndervogne, som ikke kunne få plads i købmandsgården, i en lang række langs den åbne rendesten. Nu ser vi så godt som aldrig en vogn i en købmandsgård; nu er det biler.
Det var koldt at køre med korn de to mil til Odense, der kunne jo ikke køres i trav. Det var nok landevej, men ikke som nu; dengang blev de kun gruset. Vejmændene gik stadig og skiftede blokke, så der måtte køres ud og ind for at køre gruset sammen. Ved vintertid blev vognen ordnet, dagen før vi skulle af sted; kornet blev læsset, agestolen sat på, en sæk hakkelse til hestene og en til kusken at stikke benene i, når der ingen fodpose var. Det hele var klappet og klart, så vi kunne spænde for ved lygte. Hver havde sin faste købmand. Når vi kom derud, mødte gårdskarlen frem og hjalp med at spænde fra; hestene fik vand og hakkelse, og vi kom ind og fik rejsetøjet af. Gårdmændene havde "seniljer". Så kom maden frem, og brændevinsflasken kom på bordet - med et glas ved siden af; det var gratis. Var der kvinder og børn med, blev der sat en flaske på bordet med "en sød tår", og bagefter vankede der kaffe med kandis. Gårdskarlen, der passede hestene, sørgede for, at  kornet kom på loftet; han havde gerne en eller flere hjælpere; det var et strengt arbejde at bære de mange 200 punds sække op ad trapperne. Mange af de gårdskarle var fra landet og blev efter den tids mening ved sparsommelighed velhavende og i stand til at stifte familie i bøndergårde. Enkelte kunne dog ikke stå for de gratis snapse, men blev forfaldne.
Fader handlede i mange år med en købmand i Overgade, der hed Faber, og senere med købmand Frydendahl i Nedergade. Alle købmænd, jeg mindes, var jævne og lige til. De havde også bøndernes tillid.
 Kornet blev betalt med den af handelsforeningen hver uge fastsatte pris. Der var indført en bestemt hollandsk vægt pr. tønde, hvorefter kornet blev betalt med fradrag, hvis det vejede under, og tillæg, hvis det vejede over.
Her fra sognet blev alt korn kørt til Odense, aldrig til Nyborg, skønt vejen var kortere; men den var så dårlig, at den næsten ikke var til at køre på med læs. Jeg var 16 år, før jeg var i NYborg første gang. Landevejen fra Ferritslev og dertil blev først anlagt 1872-74. Nogle år efter var der noget kornhandel med Nyborg, men så kom den tid, da man fodrede køer og svin med eget korn, og den kørsel hørte op.

I 1866 blev der oprettet en sangforening i Rolfsted, som blev ledet af lærer Syrach Jørgensen; samtidigt oprettedes der en i Davinde, som blev ledet af lærer Pedersen der. Vi sang kun tostemmigt; to gange havde vi sammenkomster med Davinde Sangforening, en i Rolfsted og en i Davinde, hvor vi sang og drak punch. Hen på sommeren var der en sangfest på Geels Kro, hvor flere foreninger sang sammen; lærer Nyholm fra Sdr. Højrup var leder. Han holdt en tale, som jeg intet mindes af, men jeg husker, han var en tynd mand i en langskødet, luvslidt klædesfrakke, som der blev peget fingre af. I skal vide, de fleste var gårdmandssønner i fint "overskåret" tøj med fin krave på. Dengang var det skik med pagehår -polkahår blev det også kaldt. Jeg ser endnu, hvordan karlene, såsnart de havde hænderne fri, satte dem om i nakken for at bøje den nederste ende af håret ind mod halsen; det skete også, at det lugtede stærkt af pomade. Det er det, Mads Hansen stikler til, når han lader bonden synge: "Pomade de går og smør' i der' hår og rager der' nakk', når vi helligdav når". Sangforeningen gik kun et par år som tostemmig, så drev vi det til trestemmig. Det gik endda så vidt, at læreren fra almueskolen gik op til friskolen i Ferritslev og holdt sangøvelse sammen med friskolelærer Anders Jørgensen.
Jeg havde det jo godt nok hos Mads Nielsens, men jeg kunne jo rigtignok godt have lært noget mere i den tid. Da jeg havde været der godt et par år, byttede jeg med min broder Knud; han kom til Rolfsted og jeg til Ferritslev, hvor jeg de tre dage om ugen skulle hjælpe fader og de andre tre  være karl hos vor nærmeste nabo, smeden; der var jeg i to år.
Smedien lå på spidsen af Egebjergbanken lige ud til stævnet, så der kunne intet ske, uden at smeden vidste det. Han fik ikke meget for sit arbejde, men sled sig bogstaveligt op for bønderne, så der blev ikke meget til smedens kat, der døde af mange tak. Man kunne jo ikke få meget færdiglavet; nu fåes næsten alt i alle dimensioner. De satte ikke priserne ned for hinanden, der var jo kun een smed i hver by; nu er der to, men de har ikke meget med smedehåndværket at gøre. Det er slemt for  smedene, der før var anset for at være de klogeste mænd i byen, at de nu er sunket ned i klasse med almindelige mennesker. Smeden går jo igen i mange ordsprog og talemåder, men det er de gamle smede, der er årsag til dem.
Der har altid været en smed i Ferritslev; sålænge der er ført kirkebog har han og hans kone været med til mange barselgilder. Dengang var han den vigtigste person i byen næst efter præsten. Engang sagde smeden til præsten: "Ja, præsten er klog på mange ting, men der er dog ting, min smedesvend er klogere på". "Det tror jeg såskam ikke", svarede præsten. "Vi kan jo prøve", sagde smeden og opfordrede præsten til at tage et stykke jern, der lå på gulvet. "Ja, med fornøjelse", sagde præsten, greb om jernet, men råbte: "Av!" Smeden råbte: "Halløj dreng, kom her ind". Drengen spyttede på jernet og sagde: "Nej, det er for varmt", og lod det ligge. "Kan I se, drengen er den klogeste", sagde smeden. Præsten sagde farvel og gik hjem så meget klogere. Derhjemme havde de lavet kål til middag og satte den frem til præsten. "Er den ikke for varm?" spurgte han. "I kan jo prøve at smage på den", sagde pigen. "Nej, jeg har lært noget nyt henne hos smeden", sagde præsten og spyttede i kålen. Pigen så forbavset på ham og sagde: "Ja, nu må I selv søbe den kål, I har spyttet I". Deraf det gamle ordsprog.
Der har boet mange familier i det gamle smedested i Ferritslev, smeden boede lige overfor præsten, da der var en sådan der i byen. Det er ikke godt at vide, hvem af de to, der var den klogeste. Den gamle smed, Morten Hansen, var gift med min mors moster Ingeborg, en datter fra Ferritslevgård. Da Morten døde, blev hun gift med Ove Jensen Smed fra Kragelund. Deres første søn hed Morten og blev oplært i smedefaget; han døde fra kone og otte børn og det var hos hans enke, der holdt en svend, at jeg nu kom til at tjene. Der var to gamle koner i smedestedet, gamle "moster Ingeborg" og konens mor; de boede i kammeret ud til brønden.
Jeg måtte hjælpe i smedien sommetider og ellers udføre alt forefaldendearbejde; der hørte 12 tdr. land til. Vi havde en daglejer af og til, men vi havde også en husmand at pløje for. Jorden som nu er taget ind under Hellerup, lå på den høje banke, hvor savværket nu ligger, og langs landevejen, som går til amtsskellet ad Herrested til. Der er en eng neden for marken, hvor der gror sådan nogle dårlige græsser; jeg kender det, for jeg har arbejdet med det i to år. På banken har jeg nemlig sået det første korn, jeg har sået; hjemme hos far fik jeg aldrig lov til at så en kærne; det betroede han os ikke til. Hvor så jeg dog  mange gange til det korn sommeren igennem!
Jeg tænker, de fik den jord tildelt ved udskiftningen; den hed Lange Toft, hvad der passer godt til dens form. De gamle navne passede til tingene. Stævnet har jeg kun kendt som den nøgne jord uden sten. Bymændene gav senere lov til, at smedjen måtte lægges på trekanten, hvor plantebed og stævnet have været.
Ove Smed og moster Ingeborg havde en datter, der hed Inger, hun var nævnt efter sin mormor Inger Hansdatter på gården. Hun havde i flere år været forlovet med en gårdmandssøn her i byen. Så blev hendes morbroder Hans Salomonsen på Ferritslevgård enkemand og ville have hende til kone. Både forældrene og hendes brødre var ivrige efter at få hende gift med den gamle i den store gård, og da hun strittede imod, var  de vist meget hårde imod hende. Brødrene lod hende vide, at hun ikke var for god at skyde, hvis hun ikke tog ham. Hun kom en aften hjem fra sit sidste stævnemøde, hun havde holdt med kæresten henne i det gamle væverhus, der lå, hvor dyrlægen nu sidst boede; hun havde taget afsked med ham og sagde til familien: "Ja, nu kan I så godt skyde mig. I kan tvinge mig til at tage ham; men I skal ikke få nogen glæde af det." Man sagde, hun slog sig på flasken. Hun fik 3 børn, sønnen, Jens Hansen, der var den sidste fæster på gården, datteren, Maren, der kom til at bo på den anden side Odense, og Ingeborg, som blev gift med Rasmus Knudsen Maegaard fra Rønninge. Han fik lov at fæste det halve af Ferritslevgårds jord og bygge en gård på den anden side Havndrupvejen; men der var den klausul på den nye gård, at den skulle brydes ned, når de flyttede derfra. Der kom Inger Ovesdatter til at bo på sine gamle dage. Ingeborg, som var en sjælden rar kone, var god imod hende og vænnede hende af med drikkeriet.
Hans Salomon kan jeg godt huske; han var det første døde menneske, jeg så; jeg var oppe på gården med foræring til begravelsen. Det første bryllup, jeg var med til, var også på Ferritslevgård, da Hans Salomonsens datter blev gift.
Jeg husker, at moder "gik for borde". Vi børn skulle altid ud at se på brudestads, som det hed, men her var jeg med. Der var lejet fire musikanter, og hver gang der viste sig et læs med bryllupsgæster, begyndte de at spille og blev ved, til der var læsset af. Det var kun stive vogne, de havde, det var ikke underløbere; enkelte var fjedervogne med høje forhjul, de var vel 4" højere end baghjulene. Når de var vel modtaget og budt til bords af skafferen, holdt musikken inde, til de næste kom. Der var 29 vogne, så det var mange gange at blæse. Kuskene kørte i orden nede i det ene hjørne i gården og kom så ind og fik mad.
Når de indbudne  var kommen og havde fået mad og snapse - der var i reglen fire skænkere, blev vognene kørt frem, og brudefølget tog plads. Så gik det i susende fart ud af gården; det var om at gøre, at man kunne slå rigtig knald med pisken; det gjaldt om at have en ny snert - helst af silke. Musikken kørte i den forreste vogn og blæste med visse mellemrum. Når et sådant brudetog for igennem byen, kan det nok være, at folk var på tæerne for at se, hvordan de forskellige tog sig ud. Når de var "læsse af" ved kirken, blev de parret sammen, og musikken gik foran følget til kirkedøren. Når præsten havde holdt vielsestalen, gik man parvis op til alteret, hvor man lagde sit offer til præst og degn; derpå satte de sig ind på deres pladser, og der blev sunget; så rejste man sig og stod i to rækker i midtergangen, mens brudefolkene, "næstmændene" og "næstkonerne" gik foran ned til døren, og efterhånden fulgte de andre parvis efter ud til vognene. Nu kørte brudefolkene forrest med musikken. Det gik i en strygende fart hjem, hvor skafferen og hans medhjælpere havde fået bordene dækket påny. Der var ikke plads til os alle inde i stuerne, men der var dækket i en lade, hvor der var draget med lagener; det var nydeligt lavet. I en lo var der dækket til kuske og andenklasses folk.
Når vi var kommen fra kirke, gik nogle hjem med hestene; de andre heste blev anbragt, hvor der var plads.
 Nu blev brudefolkene anbragt i højsædet i storstuen, og skafferen gik ind i de andre stuer og ud i gården og spurgte,  om der var nogen, der havde lyst til at hilse på brudefolkene - så værsågod, og så vandrede vi af sted i en lang række. Først gav vi brudefolkene og næstfolkene hånd og lagde så vore offerpenge i en tallerken, der var anbragt foran bruden; det tog tid. Jeg havde aldrig før set så mange sølvpenge på et sted, og jeg tænkte, at de kunne sagtens blive velstående. Dengang gav de den rene valuta; nu gives der tit noget, som man ikke bryder sig om; der blev aldrig skillinget sammen til brudegave, enhver gav kontant, hvad han evnede.
Kuskene , som ikke gav noget, gik ude i gården, mens de andre ofrede og øvede sig i at slå knald med pisken, det gjaldt jo om at gøre det rigtigt, der måtte ikke komme noget bagknald.
Når ofringen var forbi, havde skafferen "sit hyr" med at få folk anbragt, hvor de hørte hjemme. Musikken spillede op, såsnart vi begyndte at spise, først i den øverste stue, hvor brudefolkene sad, så gik de på omgang til man var færdig. Når de kom sidste gang, var skafferen der med en tallerken, som han gik rundt med og samlede spillemandspenge ind; man kunne så lægge i efter evne. Der blev opvartet hele tiden, og skænkerne var bestandig på færde; der var også adskillige, der fik, hvad de kunne hjælpe sig med. Når vi var færdig med at spise, kom skafferen frem og spurgte, om vi var forsynede. Vi sagde ja tak, og han sagde: "Skal vi så takke Vorherre for maden", og så læste han en almindelig bordbøn; når der var læst, fortsatte han med den tale, som jeg allerede har nævnt.
Selve brylluppet stod som regel om lørdagen, men der var også gilde om søndagen for så godt som de samme folk og dem, der kom med "foræringer" før brylluppet. Af den nærmeste familie blev der givet "godt fedt øl", og efter som man evnede, gav man høns, ænder, smør, ost osv. som børnene eller ungdommen blev sendt med nogle dage i forvejen. De nærmeste familiemedlemmer blev ikke godt modtaget, hvis de ikke gav godt øl. Der var en gårdkone i Rolfsted, der havde kun een datter; hun fik otte tønder øl til brylluppet, men efter at hun havde samgt på det, sagde hun, at kun den ene tønde var værd at bruge, de andre var ikke for gode at lade gå i rendestenen. Hun var nu særlig berømt for sit øl.
Om mandagen kom naboerne igen, så man fik da noget ud af sådan en begivenhed. Et bryllup stod dengang som nu i brudens hjem.
Min broder Anders var som sagt elleve år ældre end mig, og jeg var ikke ret stor, da han kom op at tjene hos Peder Rasmussen og moster Karen, så ham havde vi ikke så meget med at gøre, da vi var børn, og før han havde lært at være hjulmand; det lærte han i Rønninge. I 1861 og 62 var han soldat i Odense. Da han kom hjem fra tjenesten, hjalp han til at mure det sidste år, vi byggede om. Han fik fat i nogle murbrokker - 1 krone pr. læs - og byggede selv et værksted på 6 alen og i husets bredde 12 alen. Anders havde altid en svend; de arbejdede fra kl. 5 morgen til kl. 8 aften. Hver aften var værkstedet fuldt af unge karle, og der var altid fest. Men så måtte han jo med i krigen. Jeg husker, han skrev hjem, da Als var taget, at af 200 mand var der kun 30 af hans kompagni tilbage. Han blev permitteret i august 1864, så han kom hjem på værkstedet igen til stor glæde for byens ungdom. Han kunne synge, utrolig lærenem var han, og en god hukommelse havde han, og nu havde han fået mere at fortælle; han havde jo været med på tilbagetoget fra Dannevirke og ved belejringen ved Dybbøl og Als. Det var en mand, der hed  Mads Knudsen, som også havde været med der; de andre havde været ved 19. regiment, som blev sendt nord på; dem brød Anders sig aldrig om at tale med, de havde ikke været med i krigen; de var først i Frederits, den forlod de, da det kneb, så gik de med general Baglæns så langt nord på, de kunne komme. De er nu nok gået, hvor de blev sendt hen.
Allerede da Anders var soldat i Odense, var han blevet medlem af Fyens Stifts Læseforening, og han var det, til han var over 80 år. Han fik 6 bøger hjem ad gangen; det var en gylden tid med hensyn til læsning i de lange vinteraftener, og det var den bedste læsning, vi kunne forlange: Blicher, ANton NIelsen, Thyregod og Øehlenschlæger o.m.fl. samt en masse videnskabelige og historiske bøger.
Når vi havde spist nadver, begyndte Anders at læse, i den første tid ved tællelys og senere ved jordolielamperne; petroleumslamper, som de nu hedder, kom ca. 1863 og afløste tællelysene og tranlamperne. I værkstedet brugte de lamper med raffineret olie, der så sådan ud; det var en stor begivenhed, da jordolien fortrængte tællelysene, som vi dog beholdt til lygterne og til orientering fra stue til stue. Når Anders arbejdede i værkstedet om aftenen, var det vanskeligt at se, så vi måtte holde lyset forham. "Der skal også nogen til at holde lyset". Gl. ordsprog. Når vægen var brændt, så flammen sank, blev den trukket op med en ridsespids. Når mor vågnede ud på natten og så, der var lys, kom hun og formanede os til at gå i seng og ikke sidde og brænde lys.
Anders var hjemme flere år efter krigen; der blev dannet en skytteforening, og han blev leder af den her i sognet. Han havde en medhjælper, Mads Knudsen, som også var delingsfører; han var en god kammerat af Anders; de havde jo været sammen på Dybbøl og ALs. Allerede det første år vandt Anders en riffel i skydepræmie, og den blev brugt tidligt og sent. Han vandt senere en kuglestøber, så vi kunne støbe kugler. Hver søndag støbte vi kugler efter eftermiddagen - eller skød dem ud. Det var jo efter 1864, og vi ville vinde Sønderjylland tilbage med våbenmagt. Det var en slem skuffelse, da Frankrig blev slået så morderligt; vi havde ventet, det let kunne sejre. Det gik nu lige så godt med skytteforeningen. Anders havde en svend, men de fik for lidt for deres arbejde.
De tre dage om ugen, jeg var hos smeden, måtte far klare det derhjemme; det kunne han også nok. Det gamle var jo bygget om, så det hele var betydeligt lettere. Moder var i sine velmagtsdage og kunne udrette meget; hun havde da fem karle at lave mad til. Det var dejligt at være kommen hjem, jeg læste al den tid, jeg havde tilovers.
Da de to år var gået, skiftede jeg plads og kom til at tjene hos Jens Jørgensen, som var gift med Jørgen Rasmussens og Anne Ovesdatters Maren. Jens Jørgensen havde været dragon 1864 sammen med en væver og musiker, Kristen Andersen fra Såderup, der blev gift med Marens søster, Marie Jørgensdatter; som var den smukkeste pige i byen. Både hun og manden døde af tuberkulose. Det gjorde søsteren Maren også, og så giftede Jens Jørgensen sig med hendes søster, DOrthea Jørgensdatter; de var kun gift et halvt år, så døde også hun af tuberkulose.
Jørgen Rasmussen og Anne Ovesdatter var et par meget smukke folk; de havde otte børn. Han nåede lige at få sin gård købt og få delt mellem børnene, før han døde. Rasmus Jørgensen boede i Tarup, hvor han havde en lille gård. Ove Jørgensen, der  blev indkaldt i krigen, fortsatte derhjemme i gården. Jens Jørgensen blev gift med Maren Rasmusdatter - Rasmus Hansens datter i Kærgården, og kom til at bo på Tarup Hede. Maren og Jens Jørgensen fik den gamle gård med ahven og toften og brugsret til 14 tdr. land "Sovekrogen" kaldet, den begrænses af landevejen, Bækskoven og en side af Trillerne; den havde herremanden forebeholdt sig til skovplantning; den er da også skov nu, men de havde brugsretten i 30 år. Gården havde været drevet på gammeldags måde, men Jens tog nu fat på at udgrave bækkene, den blev nemlig gennemskåret af Bolbrobækken og Bylodsbækken, og så drænede han jorden. Jeg har gjort meget arbejde i den mark; den er over det hele oversået med gamle flintekiler og brandpletter. Senere er der i marken ved siden af fundet masser af affaldsprodukter, som de lærde siger stammer fra fremstilling af jern; det skal nok stemme. I eng og mosedragene langs bækkene lå der så meget svovljernilte, så to år efter at vi havde drænet, var ledningerne stoppet af svovl, så vi måtte lægge faskiner. Hvor langt det går tilbage med malmudvinding af moserne, ved jeg ikke. Hans Tausens fader fik skyld for at være en troldmand, fordi han kunne lave jern af mosen, som han boede i nærheden af.
Det var dog ikke længe, Jens Jørgensen beholdt jorden; omkring 1873 lod han sig akkordere ud af herremanden; det hele blev plantet til med gran, som de nu i 1929 skærer brædder af.
Maren Jørgensdatter var sådan en pæn og og god kone; hun fik en søn, Jørgen Jørgensen; han var også en god dreng. Da Maren døde, var Birkedal henne at begrave hende. De havde det småt, hvorfor Jens søgte og fik købmandsbevilling. Det var en herlig tid, jeg tilbragte hos de mennesker. Jens Jørgensen blev som enkemand gift med Dorthea, der som arvepart fik et stykke skovmark, der var ryddet en del år forud; det var tidligere frasolgt den gård, der hørte til Tøjstrup; det var på 20 tdr. land.
Der siges jo, at "når man giftes, man rakkes, når man dør, man roses", Da det i 1864 rygtedes, at Jens Jørgensen skulle giftes med Maren, hørte jeg, hvordan Karen Mads og Kirsten Hans Pedersens i ROlfsted drøftede det på en måde, jeg aldrig har hørt mage til. De havde tiltænkt hende en ældre karl på Rolfstedgård, hvis dalere kunne tælles i tusindvis, og hvad havde den pjalt fra Rosilde? Han var nok født i en gård, men han og faderen brugte deres tid til at stå ved hver sin side af kakelovnen og trættes. Jeg har ingen hørt blive sådan tilrakket som Jens. Efter at have hørt alt det af de to ældre koner var jeg virkelig ved at ønske, at den forlovelse måtte gå i stykker. Jeg kendte jo Maren og syntes, det var skammeligt, hun var kommen i med sådan en stymper. Jeg tænker, de to koner har erfaret, at det er rigtigt, hvad blicher siger, at "kærligheden kommer med tiden".
Marie Jørgensdatter blev gift med Kristen ANdersen den første april 1865. Hun var så yndig; moder sagde, at hendes kinder var som mælk og blod. Hun var hemmeligt forlovet med Kristen i flere år, deres brevveksling gik gennem skafferen. Kristen spillede så umådelig smukt og kom tit her til byen. Han var kun en husmandssøn. Der blev altid regnet med lidt ædlere blod, når man var født i en gård, selv om de var fattige som kirkerotter.
I annoncerne i Højskolebladet søges gerne en gårdmandsdatter eller -søn. Missionsfolk søger "en troende  kokkepige".
Det varede ikke længe, før Kristen døde, og kort efter deres eneste barn. Derefter opholdt Marie sig hos Rasmus Jørgensen i Tarup og hos Jens og Maren. Jens Jørgensen købte en jordlod fra en anden gård, der blev stykket ud, men 1883 solgte han det hele og rejste til Rosilde, hvor han købte sin fødegård, som var fæstegods under Holckenhavn, "Rosilde Højgård", som vor datter, der blev gift med hans søn af tredje ægteskab, nu har.
Jørgen Rasmussen var af en gammel Ferritslevfamilie, som jeg kan spore tilbage i kirkebogen til 1728. Hans far hed Rasmus Rasmussen, og hans moder Kirsten Hansdatter var født i Smedestedet. Hendes mor, den gamle smedekone, som hun altid blev kaldt, havde skyld for at kunne hekse, hvad der jo ikke var så underligt, når hendes mand var smed.
Jørgen Rasmussen og Anne Ovesdatter var meget flittige kirkegængere og meget kønne folk. Jeg glemmer aldrig den høje, slanke mand med den langflikkede frakke og det lange hvide hår; jeg ser ham endnu stå op under prædiken ved første pille under prædikestolen i den fjerde eller femte stol. Dengang havde de hver sin stol efter hartkorn eller gårdens størrelse, husmændene allernederst, og de unge karle på pulpituret, som nu er væk. Om det var for ikke at sove eller det var et høflighedshensyn, der vistes præsten, når mændene stod op under prædiken, ved jeg ikke. Pulpituret spændte i flere rækker over hele tårnet over begge stolerader og midtergangen.
Alle Jørgen Rasmussens børn var meget religiøst påvirket og sluttede sig til Birkedal, og da valgmenigheden blev stiftet i Ryslinge, løste de sognebånd - undtagen morbror Hans Nielsen, som var gift med Kirsten Jørgensdatter. I hans øjne var det en forbrydelse at gå fra den gamle kirke; det tillod han ikke. Morbror Hans var det flinkeste og mest hjælpsomme menneske, man kunne møde. Hans bror, Salomon Nielsen, som var gift med Anne Jørgensdatter, lod sine børn gå i friskolen; de var også sognebåndsløsere, skønt disse ikke var velset i mange år. Når jeg omtaler denne familie særligt rosende, er det, fordi jeg finder, de er de ædledste mennesker, jeg nogensinde har mødt.
Hvor tiderne dog skifter! For 100 år siden var det forbudt at læse "Møllers Prædikenbog", selvom den var luthersk, og for 100 år siden kunne det ikke tillades, at man sang en af Grundtvigs salmer; det var jo kun "Evangelisk Kristelig", vi måtte benytte. Da Konventsbogen kom, lærte jeg snart alle julesalmerne udenad uden påbud; det sparede mig ulejlighed, da vi fik salmer for hos pastor Hunderup. Det var jo almidneligt, at alle præster dengang, ja også senere, forlangte et vist kvantum salmevers lært udenad, hvad enten de var grundtvigianere eller ej. Vi havde et lille hæfte, der var samlet af gamle pastor Mau i Skellerup; det brugte Birkedal. Præsterne er nu inde på en gal vej med den lærenudenad, enten det er i bunden eller ubunden stil; de skal bare gøre børnene glade for at synge.
Da pastor Birkedal fik sin afsked som sognepræst i Ryslinge, blev der dannet en frimenighed med ham som præst, og pastor Johannes Clausen fik sognekaldet; ham gik jeg hen og hørte af og til. Høre Hundrup i Rolfsted gad jeg ikke. Jeg blev dog snart færdig i sognekirken og gik ud i Nazarethkirken til Birkedal; hans prædikener gjorde et vældigt indtryk på mig. Jeg følte mig også tiltalt af de folk, som kom i kirken der. Det  var nogle gode ungdomsår, jeg havde i 1868-69-70, da jeg var hos Jens Jørgensens. Tillige med min broder Anders løste jeg sognebånd til Ryslinge Valgmenighed og var i kirke mindst hveranden søndag. Mellem Ryslinge by og valgmenigheden var et mylder af mennesker lige før kirketid kl. 10. Pastor Clausen have også mange tilhørere; sognekirken var stuvende fuld hver søndag, og der var mange til at høre Birkedal. I begyndelsen så de ældre vistnok lidt skævt til hinanden, men det tabte sig lidt efter lidt. Birkedal og Clausen blev efterhånden gode venner; der var ingen grund til at se skævt til os unge. Der var hele familier, der flyttede fra pastor Clausen til valgmenigheden. Pastor Clausen flyttede imidlertid til Nørre Lyndelse, og sognekaldet blev besat af pastor Lorenzen fra Gislev. Birkedals prædikener var altid originale, og hans forskellige taler kunne jeg snart udenad. Klaus Berntsen tilegnede sig i den grad Birkedals tlaer, at jeg hørte ham gentage dem som sine egne; det havde han en mægtig evne til med de talegaver, han havde. I nabosognene havde præsterne ikke anlæg for at tiltale folk, som gik i kirke der. Det varede dog ikke mange år; den øverste ledelse af statskirken fandt snart på at kalde præster dertil, som var mere eller mindre grundtvigsk indstillet; den gamle præst i Ringe sagde, at pastor Birkedal tog mange af hans folk, men da pastor Clausen kom, tog han rent op!
Her i Ferritslev var der mange, der løste sognebånd; nogle kørte, andre gik, alle vogne var fuldt læsset, inden de nåede kirken. Det var meget almindeligt, at når vognene nåede de gående, stod nogle af de kørende af og lod de gående komme op. I kirken var der altid nogle, der skiftedes til at sidde og stå. Vi brugte Festslamebogen, og før prædiken sang vi ofte "Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt" og "Helligånden trindt på jord".
Forsangeren, friskolelærer Appel, var ingen god sanger. Han var emst optaget af skyttebevægelsen, der da stod i sit fulde flor. Skydningen foregik altid søndag eftermiddag. Appel var frivillig i 1864; han blev fanget af prøjserne, men stak af fra dem. Sine skoledrenge underviste han i hugning og riffelskydning. Som eksempel på hans ivrighed fortælles, at en morgen han kom ind i skolestuen, faldt et salonriffelskud; det kom fra en af drengene. Appel greb ham og spurgte, hvad det skulle betyde. "Jo, jeg ville ha' skudt dig", sagde drengen, "du gjorde mig uret igår ved øvelsen; du skyldte mig for, at jeg drev den af". Appel svarede: "Det er ret, min dreng, bliv sådan ved, så bliver der en karl af dig".
Han fik bygget det første øvelseshus på landet her i Danmark; det er det i Ryslinge. Det næste blev bygget ved landevejen mellem Ringe og Boltinge, men stod ikke i mange år. Nummer to var egentlig det i Ferritslev, Appel var henne hos os; ANders var jo sjælen i det. Vi var en tur i Rolfsted at tale om det, men der var for lidt tilslutning. Der var så tale om at lægge det ved Gildeshøj, der ligger omtrent midtvejs, men det var for langt fra Ferritslev. Skulle det ligge der, skulle det hedde Gildehuset, foreslog Appel. Han levede som ungkarl i sin friskole; alt i hans hus var beregnet på forsvar. I alle stuerne lå mellem hinanden fægtehandsker, kyradser, masker, bajonetgeværer og rifler i en frygtelig uorden. Min fætter, Niels Nielsen, sagde, at han brød sig ikke en smule om pigerne; jeg tror nok, det var noget af grunden til, han blev kasseret  som lærer derhenne. Jeg husker, han var her til en fest i Kallehaveskoven 1868, den tørre sommer. Han stillede i hvide sommerbenklæder med sine lange fedtlæderfeltstøvler udenpå. Folk, der var til fest, gloede på ham, han gik bare og hørte og så på os.
Birkedal var her og talte om 1814, og han fortalte om en fattig kone i Holsten, som bad til Gud om at fri dem for fjenderne. Om natten sneede hendes hus inde, så kosakkerne gik forbi. En gammel mand, gårdmand Rasmus Rasmussen ved smedjen, der havde været med i 1814, blev så bevæget ved talen, så han efter den tid så med mere velvilje på grundtvigianerne. Det var vist den første folkefest i Kallehaveskoven.
Det år var der budt en del sønderjyder her til egnen på besøg. Jeg tænker, Appel var sjælen i det mødes tilbliven. Jeg var med den 18. juni, men fader betingede sig, at jeg skulle slå en plet kløver, før vi kørte; det gjorde jeg også; de var kappet ud.
Vi havde to sønderjyder i indkvartering; de var med fader i marken at se på korn og græs. De var gårdmænd begge to, men hver af dem ville gerne bytte bolig med far, og han havde dog kun 14 tdr. land. De var fra et sogn, der hedder Agerskov; jeg har senere tjent der og forstår dem godt.
Ved det møde i Boltinggårds Skov grundlagde Povlsen, Bovlund, sit ry; ved den fest sang han for os den sønderjyske sang: "Den tid, te do drow fræ mæ.." og til samme fest havde Hostrup skrevet: "Danmark delt med Hav forinden.." Der blev talt af præsterne Hostrup og Birkedal o.fl. Den fest glemmer jeg aldrig.
Seks år efter kom jeg til at tjene hos pastor Povlsen, Bovlund, og lærte da sønderjyderne og landet at kende på nærmere hold. Når ungdomsårene får sådan nogle rammer, er det værd at leve. Alt i den alder får en glans som hverken før eller senere. Det er let at forstå, at vi kunne blive begejstret for skytteforening og hvad dermed fulgte, når vi havde overværet sådanne møder som det i Boltinggårds Skov. Det var vist kun sognebåndsløsere, der var med her fra byen. De ungdomsår svandt næsten for hurtigt.
Et halvt år var jeg ikke hos Jens Jørgensens; han ville have en ældre karl. Han ville imidlertid ikke være der; han sagde, at Jens var gnaven; det har jeg nu aldrig mærket. Jeg kom dertil igen og var der, til jeg blev udskrevet til soldat 1871.
Vinteren 71 var jeg hjemme; jeg havde fået lov tilat komme på Vallekilde Højskole, når jeg havde optærsket; det fik jeg til Jul og var så klar til at tage på skole til nytår. Jeg havde gennem en snedker, der var hjemme på juleferier, fået tilsagn om at bo derovre sammen med en gårdmandssøn fra Gislev. Snedkeren og jeg gik til Nyborg en vintermorgen og mødtes med min tilkommende sovekammerat på Nyborg Skibsbro. Hans første hilsen på kammeraterne gjorde mig straks led ved ham; hans tiltale var i mine ører sjofel. Nå, vi kom ombord på damperen; det var min første længere sejlads; vi var dækspassagerer og havde at blive på dækket: Vi kørte med tog til Slagelse, hvorfra vi kom kørende med en gårdmand fra Høveegnen, hvis søn også skulle til Vallekilde. Det gik efter min mening i en lynende fart; han kørte i trav både op og ned ad bakkerne; det var en lang køretur, omtrent syv mil, sagde de.
På Vallekilde blev jeg kendt med en fynbo, Niels Olsen;  han kom senere til at bo ikke langt fra Pederstrup og sluttede sig til Ryslinge Valgmenighed. Nogle år efter blev han med flere udvist af Birkedal af Menigheden; så rejste han til Dakota i Fristaterne, hvor han levede en del år; han døde derovre. Han var født på Lille Skræppenborg. Hans far har rejst med Peder Larsen Skræppenborg som gudelig forsamlingstaler. Han var en prægtig karl.
På skolen fik en karl kopper, og så fik vi fastelavsferie nogle dage. Niels Olsen og jeg gik med nogle kammerater til Odsherred. Jeg mindes endnu det dejlige syn af Fårevejle kirke, der spejlede sig i Lammefjorden. Vi måtte blive i Odsherred længere, end planen var. Min kammerat fra Sæddinge Strand var en ældre gut, der altid havde gået hjemme hos sin moder. Han kørte os til Overby til en anden kammerat. Der kom vi til fastelavnsgilde, hvor hele natten gik med dans og drik. Jeg fik et glas æggeøl og sad og så på dansen. Niels Olsen og jeg følte os ikke rigtig tiltalte af selskabet. Men hvad - det var nu deres måde at glæde sig på. Dengang var spiritus ikke så dyr, en pægl brændevin kostede 12 øre. Nu er et slægtled gået i graven og med dem den måde at glædes på.
Næste formiddag var vi med manden oppe på kirkegården og så Villemoes's gravsten. "Ja, den bliver snart taget væk; kirkegården er for lille, og vi skal have plads", sagde manden. Den står der dog endnu.
Der boede en fattig mand hos sin datter i et hus ved siden af min fødegård for mange år siden. De var fattige på jordisk gods, men var altid nøjsomme og tilfredse. Han hed Just og var fra Herrested. Denne Just og en, der blev sognefoged i Ellinge, stjal sammen med Villemoes en jolle i Svendborg 1808 og sejlede til København. Sognefogden og Just kom ikke på skib sammen med Villemoes; jeg ved ikke, hvor de var med i krigen. Jeg har aldrig talt med Just, men tænker tit på ham; her i byen er han næppe kendt af nogen, men måske i Herrested, hvor han tjente som ung; her fik han fattighjælp.
Jeg ser i dag i avisen et billede af tusinder, som defilerer forbi "Den ukendte soldat's grav". Just var en ukendt soldat. Han faldt jo ikke! Villemoes faldt, og Grundtvig har i sin ypperlige sang gjort ham udødelig.
Niels Olsen og jeg travede Odsherred igennem på langs og tværs og var ude på Odden. Fra Nykøbing blev vi sat over fjorden, gik til Freerslev Højskole, hvor vi blev meget indtaget forstander Povlsen-Vintrup, gik derfra ind og så Frederiksborg Slot, besøgte Hostrup og var inde på la Cours skole i Lyngby; den var nu i vore øjne for militaristisk. Derfra tog vi med toget til København, hvor vi var i Vartov kirke og hørte Grundtvig fastelavns søndag. Han var nu meget affældig, men vi kunne da sige, vi havde hørt og set Grundtvig. Vi besøgte en mand, der hed Iversen, som havde været lærer på Vallekilde; han viste os nogle museer. Den aften tog vi med toget til ROskilde. Penge havde vi ikke mange af; vi købte hver en pose fastelavnsboller og gav os på vej. Det var en drøj march. Vi havde, efter hvad man fortalte os bagefter, gået en lang omvej. Vi kom til Vallekilde om morgenen, og så måtte jeg endda gå ned til Høve og bo der en dag, da betingelsen for at komme ind på skolen var, at vi var vaccineret. Det gik så til henimod april, så måtte jeg rejse hjem, da fader skulle til at så.
I den tid, jeg var på skolen, havde vi besøg af den  kendte forsamlingstaler Peder Skræppenborg. Jeg har aldrig set ham før eller senere og har heller ikke noget særligt minde om ham fra den tid, kun at han kunne sige visse ubehageligheder til folk for at rette på det, han mente var fejl. Den da så berømte Høve smed var der også en ugestid; jeg mener, at han også havde den samme trang til at moralisere.
Da jeg rejste hjem, var jeg i følge med en ung pige fra Landsgrav - hun bor nu i Højby i Odsherred - og en norsk jente, Kari, der var forlovet med Kristoffer Brun, som frivilligt havde været med i krigen 1864; han blev højskolelærer i Norge. Vi kørte til Jyderup og gik så derfra til Ruds-Vedby, hvor en vogn hentede os. Det kneb for pigerne tilsidst, de blev trætte.
I Landsgravpigens hjem blev vi godt modtaget; jeg var der om natten og sov sammen med sønnen, Peder Stampe; han havde også været med i 1864, hvor han ramtes af en kugle, der prellede af mod en frakkeknap; han fortalte krigshistorier til langt ud på natten. Den Stampe-familie var meget kendt i grundtvigske kredse; en søn Anders Stampe, var jeg på Askov sammen med 10 år efter.
Næste morgen gik jeg til Slagelse og tog derfra til Nyborg. Nu var jeg så meget klogere - og en farlig karl! Jeg havde jo været på højskole, hvad ingen andre karle i hele sognet end Hans Thygesen havde været. Jeg var så hjemme til den 25. april, da jeg skulle melde mig i Nyborg ved 7. bataillon. Det var i mine øjne en stor ting at blive soldat, og det var med meget store tanker, jeg meldte mig i Nyborg.
Min broder Knud havde været hos Ove Jørgensens i nogle år; han kom nu hjem, da jeg blev sodlat og lå inde i 16 måneder, og så var jeg egentlig ikke hjemme mere. Fader var meget nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik mig som soldat.
Jeg mødte med stor begejstring den første dag, men den var sunket svært, da jeg lagde mig i min seng om aftenen i et kammer i gården kaldet Thyras Gård i Kongensgade. Hele kompagniskabet lå samlet i to stuer med fælles opgang.
Kammeraterne var flinke nok; jeg fandt en bekendt imellem dem, Anders Kristian Sørensen fra Allerup, som blev min sidemand hele året, da vi kom på kommandoskolen. Som rekrut lejede han kvarter. Vor underkorporal var en lærer Troensegaard; jeg ved ikke, hvor han er havnet som lærer, men jeg ved, at hvis han ikke var dygtigere som lærer for børn, end han var for rekrutter, var han ikke meget værd; vi havde ham i seks uger.
I troppen var vi tre, der havde været i skytteforening, og vi var et lille stød foran de andre, så vi kunne nok klare det, men Sørensen, som var Møller, led under ham og måtte i "Løjsertroppen" sammen med et par af de andre. Troensegaard har forsikret os mange gange, at vi nok skulle glemme. Vorherre over ham. Engang vi eksercerede lød der en fjert. Troensegaard blev gal og tog min sidekammerat frem som misæderen og skældte ham ud, han var i Løjsertroppen; pludselig trådte jeg frem og meldte mig som forbryderen. Troensegaard blev så forbavset, at han glemte at skælde ud, men sagde blot: "Træd ind i geleddet". Sørensen blev jo glad for, at det ikke blev til mere. SIdste dag, vi havde Troensegaard, holdt vi punchegilde for ham; der var enighed om at drikke ham under bordet, men det var en fejl beregning; drikke kunne han, uden at det mærkedes på ham. Jeg blev så lynende fuld, at jeg lige kunne gå ud og kaste op;  hvordan de andre klarede det, er jeg ikke klar over. Godt var det, at det skete på kamrene, så vi kunne gå lige fra bordet i seng.
Jeg kendte enkelte af underkorporalerne, der gik omkring som en slags hyrder, der skulle samle deres får den første dag. Jeg blev fanget og ført op  på den høje eksercerplads og sat ind i tredje kompagni. Foruden underofficerer og underkorporaler var vor kompagnichef mødt. Han holdt en tale til os om, hvordan vi skulle opføre os. "Det er min forbandede pligt at sige det", sagde han. Hans navn var Anesen; vi så ham kun få gange om sommeren. Vor premierløjtnant hed Macheprang og var fra Juelsbjerg, han kunne nok gøre det ud for dem begge. Han var en dygtig mand; når han sagde "Fanden brække mig ", var han ikke billig. Han var dog afholdt af afdelingen. Derimod havde vi en gammel tyk oversergent; ham var der ingen, der holdt af. Da en af mine bekendte hørte min underkorporals navn, sagde han: "Så må du hellere lade ham træde ind i din plads, og så kan du overtage hans". Han kunne nu heller ikke lave så god gymnastik, endsige geværgreb, som jeg.
Det var en sejg sommer; jeg skal love for, at glansen gik af soldatervæsenet. På "øen" den ene halve dag, i ekcerserhuset den anden. Det var kedeligt, indtil vi begyndte at gå i felttjenesten; det gav da lidt afveksling. Mange gik i byen i deres fritid, det gjorde jeg aldrig. Jeg sad i kvarteret i "Thybos gård", når jeg ikke traf bekendte. Der var dog et sted, jeg kom af og til; det var hos to korporaler, Kristen Jensen, senere løjtnant, friskolelærer og siden gårdmand, og Simon Kristensen, Dalby; de lå begge som korporaler og boede sammen. Dem var jeg taknemlig for. Ja, og så kom vi af og til hos pastor Lange, senere forstander på Husmandsskolen. Når tiden var til det, gik jeg i kirke hos ham; der var ikke mange tilhørere. Jeg mindes to befalingsmænd, som var der næsten hver søndag; den ene var kaptajn Holsø, den anden en stabssergent Trunderup. Kaptajn Holsø havde været med som løjtnant i kampen om Dybbøl og Als; han var en meget afholdt kaptajn; han døde som oberst i Fredericia. Vi var gode venner i Odense. Da jeg rejste fra Vallekilde og skulle være soldat, bad forstander Trier mig om at hilse kaptajn Holsø, hvis jeg traf ham i Nyborg; det gjorde jeg, og fra den stammede vort bekendtskab.
Vi stillede hver morgen på Nybro ude ved banen. Kaptajn Holsø stillede også med sit kompagni, og på vejen over Nybro kom han altid hen og hilste: "Godmorgen" til mig. Når han skulle have mandskab fra tredje bataillon, forlangte han mig.
Andreas Rosager var underkorporal ved Holsøes kompagni, han havde en lille bredskuldret gut i sin trop. En dag havde kaptajnen hørt, at han kaldte ham Sven Dufva; fra den dag blev han aldrig kaldet andet af Holsø.
På marchen til lejren ved Hald i 1873 havde jeg sidste sektion i tredje kompagni. Kaptajn Holsø kom bagefter med fjerde; der vankede af og til en cigar.
I 1882 var jeg på Askov; på rejsen gennem Fredericia traf jeg kaptajnen og spurgte ham da, om han ikke kunne have lyst til at besøge skolen; det kunne han nok. Jeg spurgte fru Schrøder, om han ikke kunne blive indbudt til gymnastikopvisningen. Det blev han, og han kom - til gensidig tilfredshed. Han talte på skolen om, hvordan landet skulle klare sig i en kommende krig. Fru Schrøder takkede mig, fordi jeg havde bragt det bekendtskab i stand. Den slags officerer skal man også lede  længe efter.
Stabssergent Trunderup var noget ejendommelig; han passede sig selv og havde vist ingen omgang med kollegerne. Jeg var ved hans afdeling i seks uger og underviste rekrutter; han lå altid for sig selv, når der holdtes hvil. Han havde læsning med rekrutterne, og det var bare krigshistorier af hans egne oplevelser fra Treårskrigen og 1864; han havde været med i begge krige. Det var den mest glimrende krigsfortæller, jeg har hørt. Sidst jeg hilste på ham var i Overgade i Odense; der var grundtvigsk vennemøde den dag, det var i 1874. Jeg spurgte, om han ikke ville med. "Hvordan skulle jeg komme der?" spurgte han. "Forlang orlov et par timer", sagde jeg. "Man ville nok male et sort kors på min ryg, hvis jeg forlangte orlov for den sags skyld". Han gjorde tjeneste ved 26. i Odense i 30 dage. Jeg har hørt senere, at da han meldte sig til tjeneste, spurgte hans kaptajn: "Er det sandt, der siges, at De er grundtvigianer?" - "Hvis kaptajnen kan vise mig en af den slags folk, skal jeg sige kaptajnen det". Ved 3. kompagni 19. bataillon var den kaptajn Freisleben; det var en striks herre. En dag, han holdt øvelse med sit kompagni, forsikrede han, at han skulle føre dem ind i det hede Helvede. Trunderup, der var delingsfører, sagde til soldaterne: "Det gør ikke noget, kaptajnen går foran!" "Hvad var det for en djævel, der talte"? spurgte kaptajnen. "Det var mig, hr. kaptajn, og jeg er ingen djævel". Så var Freisleven færdig.
Vi havde en oversergent Mølsted ved kompagniet; han led mig ikke rigtig godt. Han havde hørt noget om, at jeg var grundtvigianer, og det var i hans øjne noget grusomt noget. Han boede i et hus, hvor der var friskole med en lærer Olivarius; jeg haraldrig set ham, da han var rejst fra Nyborg, da jeg kom. Mølsted lå en dag sammen med mine kammerater på "Øen" og spiste mellemmad; underofficererne lå altid for sig selv; han foreslog, at det skulle forbydes soldaterne at gå ned i friskolen. Da var der en, der sagde: "Da ville jeg ønske, at hele 3. kompagni var grundtvigianere, så skulle jeg Fandengaleme få det bedste kompagni ved hele batallionen".
Der var enkelte underofficerer, der var fulgt med bataillonen, da den lå i Holsten; der var ikke så godt lidt af de andre. Der var såmænd ikke noget at lde dem høre; mange af de toårs korporaler var slemme til at gå i byen.
Hen på sommeren var højskoleforstander Trier fra Vallekilde på Fyn at holde foredrag; han havde fået at vide, at jeg lå soldat i Nyborg. På hjemrejsen opholdt han sig der nogle timer og ville opsøge mig, men jeg var ikke hjemme; jeg var ordonnans. Da jeg kom hjem, fortalte mine kammerater, hvilket herlig menneske der havde været for at hilse på mig, men han var at træffe inden kl. 2½ på Hotel "Fjorden"; der gik jeg ud og hilste på ham. Han viste mig, hvilken herlig udsigt der var, og vi talte sammen en stund; jeg skulle stille kort efter til svømning, hvor jeg skulle have opsyn, da jeg var frisvømmer. Da vi var trådt an, kom Trier og skulle med damperen; han gik hen til Mølsted og bad om lov til at hilse på en mand i kompagniet. Jo, men det måtte ikke vare for længe. Mølsted stod og brummede til de andre: "Fanden og hans oldemor, Fanden og hans oldemor". For Mølsted kunne det jo nok se underligt ud, at Trier stod og klappede mig.
Det var en kedelig sommer, men vi sled os jo igennem den. Som soldat er det en betingelse, at man kan æde godt, sove  godt, kede sig godt, drive den af og sige løgn. eller pænere sagt slå plader.
Det var godt, jeg kunne besøge de to korporaler, Kristen Jensen, Christen Jensen og Simon Kristensen, de lavede et samlingssted for os rekrutter i deres kvarter; der kom en del, der var kirkeligt interesseret. Kristen Jensen blev friskolelærer i Højby, amtsrådsmedlem og rigsdagsmand. Vi havde en korporal, Jens Madsen en lærersøn. Han var forhadt af rekrutterne, han var for tjentstivrig, men ellers flink og godmodig nok, når man kendte ham nærmere.
Hen på sommeren åbnede pastor Lange sine døre for soldaterne; det var de samme, der kom hos korporalerne. Det var et herligt hjem at komme i. Han havde to børn; sønnen er nu forstander på husmandsskolen, og hans søster Johanne, blev gift med friskolelærer Knud Larsen i Vindinge, senere Vormark. De steder var oaser. Vi havde kun orlov til pinse; ja nogle gik hjem om søndagen, når der ikke var for langt. Undertiden var vi nogle, der gik i Dyrehaveskoven om søndagen; der var så fredeligt, men de fleste gik til Kristianslund.
Det var det år, "Det forenede Venstre" blev dannet. Den sommer blev en gårdmand, Anders Tange, valgt i Nyborgkredsen; han, der blev slået, var en dygtig mand, men Tange fik flest stemmer. Jeg var dengang meget politisk interesseret, holdt Dansk FOlketidende og Fyns Tidende, der da var i sin vorden. Det er mærkeligt at se forskellen mellem dengang og nu, 60 år senere. Da var Fyns Tidende fattig og tarvelig; jeg tror, den blev trykt i Horsens. AKtierne var vist på 25 kr. Da var den talsmand for den store, jævne befolknings rettigheder, og nu er den repræsentant for den bedre stillede jorddrot og vel det rigeste blad i landet. Nu er det andre småblade, der opponerer. Mens jeg var soldat, faldt dommen over Geleff, Brix og Pio; nu er det de tanker, de begyndte at så og måtte vandre i fængsel for, der er de rådende. Vi mener jo gerne, at når blot det er nået, som vi har stridt for, er fuldkommenheden nået. Tænk på Carl Ploug! Han var frihedsmand til flere år efter, at vi havde fået grundloven, og læg mærke til, hvad han skrev senere, da Hostrup svarede ham følgende:
 

Folkesanger, vort hjerte kær,
i slægt med hedens stigende lærke,
som højt i stigende morgenskær
vort fribrev løfter på toner stærke.
Det var dit håb, der stort og klart
meldte, at afmagts tid var omme;
tykkes det nu dig bedst forvart
puttet i herremandens lomme?

Se dig om ! Kan du være glad,
skønt larmende stiger jubelens bølge,
og alt, hvad til folkeligheden har had,
du nu til sidst fik i dit følge?
Gav du vor frihed din bedste røst,
fulgte du den fra morgen røden,
klinger dog vist et suk i dit bryst,
mens man den dømmer til døden.

Det var vist i 1871, socialismen kom til Danmark; der var et farligt hurlumhej. Der blev holdt møder her og der for at  løse "arbejdsspørgsmålet". Jeg husker, vi var nogle stykker, der gik til Ryslinge Højskole, hvor det skulle drøftes. Der var pastor Clausen og flere talere [ Johannes Clausen ]. Ingen kunne hitte på at løbe tøjret tilbage, som tyren havde løbet om tøjrepælen; de brølede og hylede, og lige meget hjalp det. Rasmus Kristian Brænderup foreslog de unge karle at lave skeer; hans karl tjente en mark (33 øre) om dagen. En foreslog dem at lave tørvekurve.
 "Ja", sagde en lille husmand fra Sødinge, "jeg har ikke noget at avle vidjer på, men skal købe dem, og de koster 16 skilling pr. 100, og der skal 500 til en kurv, som vi får 5 mark for, når den er færdig. Hvor meget bliver der til mig?"
VI skulle derfra ud på natten lige så dumme,som vi var mødt. "De vil ha vos i no'en kasser", sagde den vittige sadelmager i Ryslinge en søndag, jeg fulgtes med ham til kirke. Det er mærkeligt nok, nu har der været tale om "den fjerde stand", som Birkedal kaldte dem, i så mange år, og ingen har formået at få flertallet til at forstå, hvordan det spørgsmål skal løses, men der kommer nok den tid, da tågen svinder, og da det viser sig, at det hele er at løbe tøjret op, den vej det er kommen fra.
En sådan ophidset officerstand, der var i Nyborg i den tid, har der næppe været i andre byer i Danmark. Den meget patriotiske kaptajn Nielsen, hvis billede står og stirrer på de vejfarende ved korsvejen i Kværndrup, hvis billede står og stirrer på de vejfarende ved korsvejen i Kværndrup, var også oppe at tale ved et politisk møde og spurgte i en irriteret tone: "Hvordan kan Tange som en grund grundtvigianer dog slutte sig til "Det forenede Venstre?" - Han fik et så glimrende svar af Tange, at han rendte rundt som en forstyrret hele eftermiddagen. [ Busten af skyttebevægelsens pioner Edvard Nielsen er siden flyttet til Trunderup. HN]
Vi var kommen så vidt i vor lærdom som soldater, at vi var begyndt med sikring under marchen. Vort kompagni stillede nede ved havnen en dag, vi skulle gå efter Vindinge. Jeg skulle føre forspidsen og fik min instruktion af en lille løjtnant, vi lige havde fået fra København. Instruktionens første del har jeg glemt, men den sidste lød således: "Når de så møder Anders Tange, fanger de ham og beholder ham til kl. 12". Det var sagt i arrigskab. Så skete det, at da vi kom halvvejs til Vindinge, mødte vi Tange; han kom i sit tospænderkøretøj. Jeg havde jo ordre til at tage ham, og jeg har ærgret mig mange gange over, at jeg ikke gjorde det. Jeg var jo ikke kommen til at danse på roser resten af min soldatertid, men det var blevet værre for "Skejs", som de menige kaldte løjtnanten. Det var netop valgdagen, og da vi kom tilbage, nåede jeg at komme hen på torvet og overværede valghandlingen. Det var et stort slag. En bondemand stod op og talte mod en højesteretsprokurator, klarede sig glimrende i debatten og sejrede med glans. Det var et mesterstykke! Der var en spillemand, der stemte på Anders Tange; følgen deraf blev, at han måtte gå på "Øen" og blæse hele sommeren. Der var ingen af mine kammerater, der brød sig om politik - ja jeg fik da Niels Jørgen Rasmussen fra Gislev med til et møde, Tange holdt i rådhussalen om vinteren; han kunne ikke lade være at give sine følelser luft, men råbte bravo og hurra for Tange. Jeg så nok, at officererne stod samlet; der var vist ikke andre menige end os to, så vi var jo nemme at kontrollere.
Nogle aftener efter var vi til læsning hos Mackeprang, som ikke var tilfreds med Niels Jørgens præstation. "De er en stor klodrian, Niels Jørgen. De kan ikke Deres ting, men stå og råbe hurra og bravo for Anders Tange, det kan De squ!" Niels Jørgen stod så stille som en marmorstatue; han havde ikke andet at gøre end holde kæft. Mig sagde premierløjtnanten ikke noget til; jeg havde jo heller ikke givet min mening til kende, og måske kunne jeg min lektie den dag.
En søndag bad jeg om orlov og blev spurgt: "Hvor skal De hen?" "Hjem til Ferritslev. Der kommer Anders Tange i dag". Der skulle være et politisk møde i øvelseshuset. "Vil De hilse Tange og sige, han er en flink fyr". Den udtalelse kan ikke gengives på papireret, den skal høres, så besk var den. Jeg kom ellers godt nok ud af det med løjtnant Mackeprang, jeg skød godt og kunne klare de praktiske ting.
Engang hen i foråret havde vi prøve for ham som lærere. Jeg fik den opgave at skulle lære en rekrut en riffels indretning og brugen af den. Jeg fik en mand og en riffel og begyndte undervisningen. Da jeg var færdig, sagde han blot: "De bliver squ en dreven krabat til at lære fra Dem". Var jeg kommen op i ceremonireglementet, havde jeg næppe fået det skudsmål, for det interesserede mig ikke en døjt.
Om efteråret blev der spurgt om, hvem der havde lyst til at være underkorporal. SÆrlig begrejstret var jeg ikke, men vor våbenmester sagde til mig, at jeg kunne lige så godt melde mig frivilligt, for jeg ville blive taget alligevel; det gjorde jeg så og har heller aldrig fortrudt det. Det var en streng skole, men vi kunne tåle strabadserne. Vor kompagnikaptajn blev i grunden skolechef, men vi så ham aldrig ved øvelserne. Vi var altid til øvelse eller gymnastik om formiddagen og til læsning om eftermiddagen. Vi havde jo fået snoren på ærmen, men der var nogle, der måtte af med den om foråret; det var nu uret, synes jeg; man måtte dog have kunnet se noget før, at de ikke egnede sig.
Vi havde nu langt bedre forhold, så vinteren gik hurtigt, og før vi så os til, nåede vi den 25. april. Jeg kom til 17 des 3die og skulle undervise rekrutter i 6 uger. Det kneb for mig at blive ven med kaptajn Meyer. Stabssergent Trunderup var jeg perleven med; han var en afde hæderligste befalingsmænd jeg har kendt. Da de 6 uger var gået, mødte vi med vore rekrutter til præsentation og fik vore karakterer. Den 14. juni sagde jeg 19. farvel og tog med 7. bataillon til lejren ved Hald. Vi sejlede fra Nyborg til Horsens, hvor vi lå en nat. Den næste dag gik vi til Skanderborg og hvilede der om natten; så gik turen til en by syd for Silkeborg og næste dag et par mil nord for o.s.v. Vi kom langt om længe til lejren, hvor vi var i 6 uger; det var en fornøjelig tid - den bedste i min soldatertid.
Vi lå i telte, som ikke var vandtætte, og det var en våd sommer; vi var 12 mand i et telt. Hver dag havde vi øvelse på heden, i reglen ned forbi Hald; det var jo på Blichers egn, og det passede mig; blicher var min yndlingsforfatter. En nat lå vi ude i Daugbjerg Dås.
Til middag efter øvelsen fik vi hveranden dag ærter og flæsk og hveranden dag suppe - ja, engang om ugen fik vi risengrød og klipfisk. En af korporalskabet var kok og lavede maden, mens vi var på øvelse. Ærterne var nu ikke, hvad vi kalder kogeærter; de løb rundt i munden og havde tungt ved at finde den rigtige vej; men suppen var fed. Det sløjeste var  klipfisken. Der var et grønttorv deroppe, så det hele kunne blive godt, når vi selv havde nogle skillinger at spæde til.
Vi vågnede hver morgen kl. 4 ved musik, der gik gennem gaden. Den 6. juli vågnede vi ved tonerne af "Dengang jeg drog afsted.." De 6 uger fik hurtigt ende, og vi måtte igen til fods ad Horsens til. Et sted, vi var indkvarteret, var folkene meget flinke; der var billeder på væggene af Vilhelm Beck, som da var i sin fulde glans. Om eftermiddagen var jeg inde at se til noget af mit mandskab i nabogården; de sad og spillede kort ved et bræt ude i gården. De havde begyndt inde i stuen, men konen havde grædefærdig forsikret, at der aldrig var blevet spillet kort derinde.
Hos min vært fik jeg min feltflaske fyldt med øl, men det var så surt, at jeg måtte hælde det ud. Det var nok brygget på humle, som den fynske humlehandler allerede havde brygget på en gang før. Vor oberst hed Weie; han var en rigtig type på en krigsmand; han var lige kommen fra garden. Der fortaltes om ham, at han blev fanget af prøjserne ved Sankelmark 1864; en fangede ham bag fra i hans lange fipskæg. Det var også en varm tale, han holdt om Istedslaget.
Det blev en frygtelig varm hjemtur, det varmeste jeg har oplevet. Vi kom til at ligge i kvarter hos en gårdmand, der var bjørnbakker; vi havde nu ingen grund til klage. Byen hed Adit. VI kom lykkeligt og vel til Nyborg, lå der er par nætter og blev så permitteret.
Jeg rejste nu hjem. Min broder Knud var kommen til Nyborg som rekrut, så der var nok at gøre, da høsten stod for døren. Det var slet ikke så let ligestraks, da jeg jo havde været væk fra bondearbejdet i 16 måneder. Løjtnant Mackeprang ville have haft mig til at blive i Nyborg som korporal, men det skulle jeg nok vogte mig for.
Da vi nåede november, tog jeg på skovarbejde og savede hegnspæle til statsbanerne hele vinteren 1874-75. En 14 dages tid var min fætter Rasmus Pedersen med; så rejste han hjem på besøg - han havde fået hjemve. Han havde aldrig været udenfor sin fødegård før udover enkelte dage. Han blev imidlertid hjemme med det samme. Vi havde lejet os ind hos en husmand, der  boede udenfor Hesbjergskoven; vi skulle give en krone om dagen for kost og logi. Huset hed Marrehavhus;  konen var dygtig. Vi fik øllebrød om morgenen og mellemmad i lommen og gik så tidligt, at vi var i skoven, når det blev lyst. Vi fik 4 skilling for hver pæl færdig. Det var eg, som skulle tages af klodsbunker. Først skulle de skæres i længder på 11 kvarter, så afknastes og afbarkes. Vi drev først to kløftede pæle i jorden med 7 kvarters afstand og passende højde fra jorden. Et stykke på 9" i tværmål gav 4 pæle; en på 7-8" gav tre, et på 6" gav to, og et på 5" var uden savearbejde. Det er let forståeligt, at vi skulle arbejde godt for at holde en dagløn. I løbet af 14 dage var vi færdig i Milos skov; så var det, at Rasmus fik hjemve, så han ikke kunne sige et muk: Han rejste hjem, og jeg drog til Tommerup Kohave. Jeg så ikke fætter Rasmus, før jeg kom hjem til jul. Jeg lejede mig ind hos en bolsmand for 2 mark og 8 skilling. Det var et meget ensformigt sted; folkene var flinke nok, men der var gudelig forsamling et par gange om ugen. De sang i Brorsons salmebog, men det var nogle frygtelige mislyde i mine ører; det kunne være godt ment, men for mig vaar det nu ingen opbyggelse. Det var nok de sidste dønninger fra Peder Skræppenborgs tid [lægprædikant Peter Larsen Skræppenborg  ]; han var jo født der på egnen, men var nu, kunne jeg forstå vendt om og blevet grundtvigianer; men det var der vist ingen, der bar nag til ham for. Jeg var en uge hos en gårdmand ved siden af Tommerup station; han hed Anders Knudsen og havde været gudelig forsamlingstaler, men fulgte nu den grundtvigske retning. Han kunne fortælle spøgelseshistorie, så håret rejste sig på folks hoveder; han troede fuldt og fast på spøgeri. Hans kone og datter skulle nok forsvinde ind i en anden stue med deres spinderokke, når han begyndte at fortælle. Ja, sådan var folk for 50 år siden.
Jeg savede i mange forskellige skove, også her på egnen. I april var jeg hos en gårdmand på Rynkeby Mark; der tjente jeg godt efter den tids begreber. Jeg savede 50 pæle hver dag, og det gav 4 kr. 50 øre; det var en god dagløn på egen kost. Jeg sparede så meget sammen, at jeg købte en aktie i Fyns Folkebank, der så spillede hele herligheden bort et par år eller tre efter tilligemed de skillinger, jeg havde sparet sammen af min løn. I soldatertiden levede jeg af min lønning den meste tid; smør og pålæg fik jeg hjemme fra. Da jeg blev permitteret, fik jeg mine undermunderingspenge, dem havde jeg på lommen, da jeg kom hjem. Jeg har aldrig købt en makronbolle eller kaffe udover den morgen, vi stillede. Jeg spiste til middag hver dag og har aldrig solgt et brød undtagen i påsken; mange solgte brød af og til. Nej, brødet kunne nok gå med. [må være "ned"? HN]
Da jeg var 80 år, var jeg med min søn Hans ude i Stige at se på en mølle; vi holdt lige ud for Hesseldahl. Der sad nogle gamle mænd på en bænk og slikkede solskin henne ved Kanalen; den ene kunne kende mig; vi havde været soldater ved samme kompagni. Han kunne huske, at jeg var den stærkeste mand i lejren og talte om en dag, vi havde holdt hvil ude i heden. "De kom med den ene efter den anden, men du kunne sgu ta' dem alle sammen", sagde han. Ja , det kan være godt nok sommetider at have lidt flere kræfter end de andre. Vi var et par stykker, der gik bag ved feltlejren i Hald; der var altid samlet en klynge på mange folk; de skulle have tiden til at gå og drev den sport at "ride hinanden op". Han, jeg fulgtes med, var en fra 16. bataillon, som jeg kom sammen med, når vi havde tid; han var under Vaupel, som soldaterne satte megen pris på; vi passiarede tit om ham. Vi blev stående og så på en klynge mennesker, og hvad de tog sig for. Der var en, som var en rå fyr; han kunne tage, hvem det skulle være og lod altid en bemærkning falde til den, han havde vippet, om at det var hans egen skyld; han var for svag. Så sagde jeg til Andersen, jeg fulgtes med, at den karl kunne jeg sagtens vippe. "Nu skal du se, jeg skal ta ham som ingen ting". Jeg bad om tilladelse til at prøve at ride ham op. Jo, gerne. Det var kun et øjebliks sag, så var han rejst op; vi prøvede nogle gange, men han måtte gi sig, og jeg fik naturligvis et hurra. Jeg havde den tilfredsstillelse, at jeg hørte mine folk tale sammen on natten om, at de havde den stærkeste underkorporal i lejren; det betød noget i deres øjne, det var nemlig sidste sektion i kompagniet; de var så små, de kunne være, så jeg kunne for den sag godt ha puttet dem i mit tornyster. Vi havde vort telt lige overfor oversergenten. Nu var det sådan over hele lejren, at alle gemte deres sager under gulvet; det vidste han godt, men han var vist fuld hver dag; han kom kun til det nærmeste telt, som han truede med at undersøge. Jeg sagde til de menige, hvad den  tovlige sergent havde sagt. De truede med at give ham en omgang prygl; hvad jeg dog frarådede, og efter den tid fik piben en anden lyd. Jeg havde fordel af min styrke, uden at jeg fik brug for den.
Ved den store skyttefest i Nyborg 1881 var vi derude i to dage. Der var samlet i tusindvis af folk; men der var jo pauser, og i en sådan kom en skrædder løbende og råbte, at jeg skulle komme øjeblikkelig. Jeg fulgte skrædderen over til en stor flok, hvor man prøvede kræfter, og det bestod i at "ride hinanden op" og "trækkes stok". "Den stærke skorstensfejer" kunne over dem alle; hvergang han havde vippet eller kastet en, sagde han hånligt: "Ja, det var kun en fynbo". Jeg stod lidt og så på den overlegne fyr og bad ham om, at jeg måtte prøve; det var der ikke noget i vejen for. Men om forladelse! han kunne ikke rokke mig ud af stedet. Han prøvede og prøvede, men måtte opgive. Jeg satte tæerne i enden, sagde han. "Det må du gøre på mig; lige for lige", sagde jeg. Jeg fik ham lagt ned og hev ham så langt bagover, at han nær var kommen udenfor kredsen.
"Ja, jeg er kun en fynbo", sagde jeg og løb min vej; jeg skulle skynde mig ned på pladsen og lave gymnastik sammen med de andre skytter. Jeg fik et hurra af tilskuerne, men man skal aldrig være vigtig af den smule, man kan; man kan let træffe sin overmand.
Det var en stor fest den dag i Nyborg, der var skytter fra hele landet; det var den største, der har været her i landet. Der blev skudt og lavet gymnastik hver dag fra morgen til aften. Folk var indkvarteret i Nyborg og omegn. Det var til den fest, Holger Drachmann skrev sin kendte sang: Danmarks ungdom skulderbred..
Jeg var indkvarteret hos en gammel kompagnikammerat, en hattemager Hybel i Nyborg. Han blev aldrig gift; nu er han død.
Jeg ser endnu den gamle Rønningesmed gå derude hele dagen; han havde sådan en interesse for skydning, at han ikke kunne blive hjemme. Der var rejst en vældig tribune. Der var også brydekamp, og en stor kraftkarl fra Odense gik rundt og pralede med, at han aldrig traf sin overmand, men det gjorde han nu alligevel. En lille mand, der hed Rasmus Heslund, væltede ham i første omgang. Der blev en vældig jubel, da han faldt; der var ingen sympati for ham. Kaptajnen Nielsen sagde: "Det er intelligensen, der har slået den fysiske magt".
Der var nogle, der kom og spurgte mig, hvem jeg var, men de fik ingen besked. Næste vinter, da jeg var på Askov Højskole, var der dog nogle, der kendte mig fra Nyborgfesten.
Ja, det var den gang. Nu er jeg 82, men hvor er det kun lidt, vi mennesker kan gøre, den lille tid vi er her; så bliver vi glemt og forsvinder i tågen. Det er dog rigtigt nok, som Kingo siger: "Falder dog af og i tiden forgår, hvad er mine år, som snigende går?" Kingo har truffet hovedet på sømmet, og det er rigtigt, når Grundtvig synger: Thomas Kingo er salmisten i det danske kirkekor.
Nu har jeg fortalt lidt om mine kræfter. Fader var også stærk, den stærkeste af 44 hovkarle på Hellerup. Hans far igen var også berømt for sin styrke vidt omkring, og hans farfar ligeså, han boede i Rønninge og blev kaldt "Stærke Søren Jen " (Jensen). Der kom engang en stærk mand, der ville prøve kræfter med ham; han mødte ham ude i marken, hvor Søren gik og pløjede, og spurgte om, hvor "Stærke Søren Jen" boede. "Jo, han bor der", sagde Søren og tog hele ploven i én arm og pegede på sin  gård. Da manden havde set det, ville han alligevel ikke prøve kræfter med ham, men sagde: "Der er altid høg over høg, sagde kællingen, hun piskede sin kat".
Nå, det betyder såmænd ikke så meget, om man er nogle pund tungere end andre; det har så umådeligt lidt at sige i det daglige liv. Den lille er i reglen den bedste til at bestille noget. Der er jo de ting, de store bedre kan - og omvendt. Snildhed betyder så meget.
VI fik en skydebane ude på Torsbøllemarken, hvor den er endnu; der holdt vi øvelse hver søndag eftermiddag. Det første år skød vi med nogle militære minierifler, nogle gamle franske musketter, som var riflet; men kuglerne ville ikke rigtig følge banen, når afstanden blev over 100 alen. Første år blev der købt nogle minierifler til amtsforeningen fra Syttik; men der kom kun en til Birkende, vi fik ingen til vor deling. Det var rifler, der kunne ramme, hvor vi sigtede. Delingerne fik også udleveret et parti eksercergeværer fra militæret; det var dels franske musketter og dels gamle toprifler. Vi lærte våbengreb og alt, hvad der hører til march og evolutioner. I løbet af sommeren var vi nået så vidt, at vi kunne holde en stor skyttefest ved Tommerup station. Det var en stor begivenhed. Jernbanen Nyborg-Middelfart var åbnet året før, og mange af os havde ikke set den. Vi gik til Marslev station om ad Kappendrup, vi skulle jo følges ad. Det var min første jernbanerejse. Skydebanerne var på Bågegårds marker og festpladsen på en mark nord for banen. Da skydningen var forbi, marcherede vi til festpladsen, hvor der blev holdt taler, bl.a. af en bonde, der boede ved siden af stationen; han hed Anders Knudsen og var gårdmand; han havde været gudelig forsamlingstaler og kunne tale, så det forslog, og han kunne høres! Han talte om det lille mål og om det store mål. Det lille mål var skiven, og det store var Danmarks Frelse. Det var imponerende, at en bonde talte, så han blev påhørt frem for nogen anden.
Præmierne, det lille mål, var nu egentlig det store for os den dag. Vi havde gået og set på herlighederne den hele dag ude på skydebanen, hvor de var udstillet i et telt. FØrstepræmien var et sølvbæger, de næste tre var rifler med sabelbajonet, og så var der efter dem syv rifler uden bajonet; til alle rifler var der kugleforme. Det var noget for os unge. En riffel, der kunne ramme, hvor vi sigtede, var det bedste, vi kunne få. SØlvbægeret, der nok var sine hudnrede daler værd, var intet at regne mod en riffel.
Riffel nr. 1 blev vundet af Rasmus Hansen fra Ferritslev. Han skød om med en forvalter ude fra Nordfyn.
Festen sluttede, og vi skulle med toget; men hvilket mylder, da vi skulle over banen. Vor formand, kaptajn Klüver, klyver, stod på banelinjen og formanede os til forsigtighed, da toget straks ville komme. Der havde været stort fællesmåltid med vin til.
Nå, vi kom godt og vel til Marslev. Der holdt et tospænderkøretøj fra Rønninge, som skulle hente nogle derfra; og der kom vi med. Vi var 22 på vognen, og vi kørte med til Rønninge.
Smeden i Rønninge var en af den tids ejendommeligste skikkelser; han var født på Ærø; de fleste havde stor respekt for ham. Han havde ingen forudfattede eller nedarvede meninger om tingene, men dannede dem selv. Han var ingen ven af præst og  kirke. Da pastor Hundrup kom til Rønninge, blev det fortalt ham, at smeden var fritænker, det var i folks øjne noget skrækkeligt. Præsten sendte bud til ham og bad ham komme op i præstegården. Smeden sendte bud tilbage, at han nok skulle sende bud til præsten, når han ville se ham hos sig.
Han var en dygtig smed; den eneste jeg kender, der repræsenterer smeden fra gamle dage, en mand lige så klog - om ikke klogere - som præsten. Han var den første landsbysmed, der kunne dreje jerntøj til møller, og han havde smedearbejdet til alle omegnens møller. Der kunne fortælles mange historie om ham; men at han dog kunne lade sig narre af en gammel kone, vil jeg fortælle.
Rønninge havde dengang ligesom alle andre ordentlige landsbyer en eller flere gamle koner, der gik fra dør til dør og fortalte historie; nu betaler vi for at få dem serveret i aviserne. Jeg har kendt adskillige af dem, men nu er deres tid snart ude. De havde en i Rønninge, der hed Karen. Hun kom en dag ad vejen forbi smedjen, og smeden vinkede hende hen til sig og sagde: "har du hørt, Karen, at N.H. Mathiasen er død?" "Nej, er han død? Jeg har slet ikke hørt, han var syg". "Ja død er han", sagde smeden, og så gik Karen sin runde i byen; hun løb med limstangen, men det sker jo også for aviserne. Det varede ikke længe, før det var opdaget, og Karen pønsede på hævn.
Nu var smeden en af de ivrigste jægere i vid omkreds. En dag kom Karen hæsblæsende hen til smeden. "Hør. Smed! Jeg ved, hvor der er en hare". "Hvor er den?" spurgte smeden. "Følg med, så skal jeg vise dig den". Smeden kom i tøjet og fik taske og bøsse over nakken. De gik forbi væveren, Rasmus NIelsen, og kirken til præstens port; der standsede Karen udenfor og pegede på en hare, der hang på væggen. "Der hænger den", sagde hun og gik videre; hun havde betalt. "Gid Dælen æde dig, din gamle heks!" sagde smeden og gik hjem.
Den dag i Tommerup blev der vundet to forladerifler, den ene af Rasmus Hansen og den af min broder Anders. De var begge to med inde hos smeden med deres rifler, men der var jo sabelbajonet på Rasmus Hansens. Smeden sad hele aftenen og beundrede dem. Der var ikke andre præmier vundet i vor kreds.
Nu gik det slag i slag med skyttefester år efter år. Engang årlig havde vi kapskydning med en eller anden nabokreds. Rønningekredsen, som Ferritslevkredsen egentlig var nærmest, sank temmelig hurtigt i medlemstal. Sdr. Nærå og Højbykredsene holdt bedre ved; de havde begge friskolelærerne Kirk og Klaus Berntsen med. Vi holdt de fleste fester ved Torpegård, den lå omtrent midtvejs, og så var den dejligste festplads i Torpegårdsskov. Ejeren af gården, hr. Finderup, var altid velvillig og gæstfri, og fremmede talere tog han sig altid af. I hans skov holdtes mange skyttefester og andre fester. 1879 holdtes der fest for en del sønderjyder, nærmest fra Sundeved og Broager. De var indkvarteret hos folk her på egnen. Jeg havde et farligt mas med at få folk til at tage imod dem, men det gik jo, og det viste sig, at det blev til gensidig glæde. SOm talere havde vi ingen ringere end A.D. Jørgensen og Gustav Johansen. Det skal siges til Finderups pris, at han var en ualmindelig flink mand.
Hvert efterår havde vi en stedlig præmieskydning, der kun gjaldt Ferritslev skyttekreds. Præmierne blev givet af pigerne, og efter præmieuddelingen dansede vi. For gymnastikhuset blev bygget 1872, gik festlighederne for sig i en storstue hos en  eller anden gårdmand. Dengang havde alle gårdmændene en firefags storstue, som blev brugt ved forskellige lejligheder og lånt ud til ungdommen til dans ved jul og fastelavn. Jeg husker, hvordan de unge karle var ude at "bestille stue".
Da skytteforeningerne holdt deres indtog, forsvandt den sidste del af den gamle laugsvirksomhed, og der kom en spaltning. Det var jo at bryde med det hundredårige tillærte og vante. Til 1863, da omtrent alt her i sognet var fæstegods, var boligerne og slægterne de samme, som havde været her i hundreder af år. Da jorden blev købt af godset, var der mange, der solgte noget fra eller delte gårdene. De, der ingen sammensparede penge havde, solgte noget fra, og en del fremmede kom her til sognet. De havde andre måder at tage tingene på end de gamle, og de gamle hundredårige metoder forsvandt; de gamle gildeslaug fik deres grundskud; der var kommen "nye tider".
Skytteforeningen kom hertil samtidig med, at landbruget frigjordes fra herregården. Selvfølgelig havde man gæld til gården, men det var kun som lån i en sparekasse; de tre fjerdele af købesummen måtte stå i 30 år til fire procent.
Det var dog ikke altid de gamle slægter, der var de bedste støtter for skytteforeningen; der var nogle, der aldrig ville sætte deres fod indenfor døren - forøvrigt nogle umådelig flinke folk. Det var egnetlig først, da mejeriet kom i 1888, at de kom med i laget lauget lavet; de havde ingen lejlighed til at komme af med deres smør andre steder, og det gik godt nok. Der er meget gammelt, der er godt, men der kan jo komme så meget støv på, at det trænger til en afstøvning. Nu var slægterne ved at blandes.
1867 var der en stor skyttefest i Horsens fælles for de tre nordiske lande; der vankede ingen præmier. Da fik jeg respekt for nordmændene. Jeg så en nordmand, som sagde, han skulle prøve sin riffel; han købte 10 billetter og skød plet 9 gange i træk. Det var at skyde! Den fest varede et par dage; og det var min første rejse over Lillebælt.
Sommerfesten for Odense amt holdtes i Fruens Bøge; der var jeg på nippet til at vinde den sidste præmieriffel. Ak! jeg måtte trække lod med en anden, der havde samme antal points og måtte nøjes med en samling "Nordiske Billeder", træsnit, som jeg har haft megen glæde af, og mine børn ikke mindre.
Når det i pastor Bendze`s bog hedder, at de Ferritslev mænd er større og stærkere end mændene i de øvrige byer i sognet, har det sin rigtighed; det har min broder Anders og jeg talt om for mange år siden. Det ligger vel sagtens i, at folk var så indgiftede; kirkebogen viser, de er meget nær beslægtede.
At kvinderne skulle være kønnere er vel en smagssag. Nu er der vist ingen af ren race mere; nu er de blandet, hvad der vel er godt nok.

Nå, så sker det i foråret 1874, at friskolelærer Stenbæk fra Nordenbro Vester på Langeland kom her til Ferritslev på besøg; jeg kendte ham nok; han havde været soldat i Nyborg året før jeg. Han var blevet forlovet med en pige fra Nordenbro; hendes mor var enke og manglede et par karle. Hans Thygesen og jeg lod os overtale til at rejse derover, han som bestyrer og jeg som karl. Vi rejste så til maj over til den herlige ø. Der var en meget gammeldags driftsmåde der på gården, som var fæste under Tranekær. Indtægterne fik de ved at sælge hvede og byg.  Vi havde to heste til at drive 60 tdr. land med, ja, og pløje for tre husmænd; de havde en toårs plag og et gammelt udlevet øg til hjælp. Der skulle passes på; alt kornet skulle køres tre mil til Rudkøbing. Alt var indrettet på at få noget hvede, der dengang var i en god på 28 kroner tønden; byg kostede 18 kr. Køerne gav kun til husholdningen. VI solgte fire halvotting smør om sommeren og købte fire om vinteren, så det gik lige op. Det var god jord, men lidt bakket. Vi havde fire læg langs med stranden ud til Vester; vi havde spil med stormen, der hvert år tog nogle fold af hveden. 1872 den 15. november var der et stort højvand ved Østersøens bredder; den 13. november året efter gentog det sig; det blev kaldt "det lille højvand". Det var året før, vi kom.
Vi havde en plet hvede ned til stranden, der blev ødelagt, så vi fik 25 tdr. hvede i erstatning. Det var almindeligt samtaleemne dengang, hvordan det var gået her og der. Dæmningen mellem stranden og Magleby Nor brast, og den gamle strand og en del af oplandet blev oversvømet; der druknede en fyrbøder og nogle kreaturer. Nede på Bagenkop havde se den tro, at det var jorden, der sank, og ikke vandet, der steg; der blev fortalt mange historier.
Det gik såmænd helt godt derovre; vi boede en halv mil fra Nordenbro, så der kom vi sjældent. Vi kom godt ud af det med enken og hendes børn, det hele var meget tarveligt og gammeldags; Tranekær lå fem mil derfra, så herskabet så vi ikke noget til, og vi drev gården efter behag. Langelænderne var nogle ejendommeligt barnlige folk; de havde endnu ikke fået spor af bykulturen, de var meget lige til. De var, om jeg så må sige, sønden for lov og ret. Svire gjorde de. Det er sket mange gange, at vi vågnede ud på natten ved, at et læs, der havde været på Bagenkop, standsede foran gangdøren med musik, stod af vognen og kom ind og fik en tevandsknægt. De morede sig bravt, når de først fik begyndt; undertiden endte det med en dans i storstuen, hvorefter de kørte videre. Tildsidst gik det galt; et par år efter gik seks af egnens gårdmænd i stykker.
Hans og jeg tog aldrig del i deres barnagtigheder. Vi fyldte vor plads godt nok; vi var store og stærke. Vi delte arbejdet således, at Hans gjorde alle køreturene og jeg de løbende forretninger. Jeg drog altid til smedje - dengang stod vi i smedie - og havde mad med til hele dagen; det var velkomment for smedens børn; han havde ni, og de fik, hvad vi levnede, vi havde altid rigeligt med. Smedien lå et stykke fra beboelseshuset, den var tækket med halm og udstyret med grumme lidt værktøj. Der var såmænd ikke meget at tjene ved bønderne. Vi havde tre husmænd at pløje for, som gjorde høstarbejde for pløjningen; til daglig fik de 50 øre og kosten, og så faldt der jo et og andet af i slagtetiden. Smeden har besøgt mig engang på en husmandsrejse. Det løb helt rundt for ham, og selv løb han rundt blandt de maskiner, vi havde. Han og hans ni børn er senere udvandret til AMerika.
Vi havde en nabo, vi pløjede for; han var gift anden gang. De sagde derovre, at med den første kone var der megen fattigdom, men da var han altid glad. Han fortalte mig en dag, hvor besværligt det var at få en ny kone; han fik nej den ene gang efter den anden, men så lovede smeden at skaffe ham en kone. Der tjente en pige hos Ane Nyborgs i Nyborggården; hende skulle han mødes med hos smeden en søndag eftermiddag. Mads mødte til tiden og hilste på smeden, der sad i dagligstuen.  DØren stod åben ind til sovekammeret. "Ja, der sidder hun", sagde smeden. "Hvem?" spurgte Mads. "Hun, du skal ha".
Så gik Mads ind i sovekammeret og talte med hende om, hvor mange børn og hvormange køer han havde, og så spurgte han, om hun ville have ham; hun slog øjnene ned og sagde ja. Han sagde til mig: "Alt dette går jeg nu og fortæller dig; du kan jo træffe at komme i samme forlegenhed som jeg".
Et par år efter at jeg var rejst fra øen, rejste også Mads med kone og børn til Amerika, men jeg tvivler om, at han er blevet tilfreds derovre. Han havde en datter, som blev født, mens jeg var på Kvindebjerggården"; jeg måtte hente Madammen. Jeg kørte også for dem til kirke, da de skulle have pigen døbt. Det skulle ske, efter at kirketjenesten var forbi, og folk var væk. Jeg stod selvfølgelig også fadder. Da jeg holdt udenfor Mads`s hus, kom han bærende med datteren ud til konen, der sad på vognen; han viste mig pigen - og sukkede, vel med tanke på, hvad det ville koste ham at føde hende op. Jeg har aldrig set pigen senere. Den formaning, man får som fadder om at lade barnet opdrage i den kristne lære, gælder til Wandsbek. Hvem gør det? Mads, der var 60 år, sagde, at det var nu alligevel svært at få små børn, når man var så gammel.
På Langeland havde vi kun en lille omgangskreds. VI kom undertiden til Ristinge om søndagen; der var en friskolelærer Jeppe Sandahl. Han var en begavet ungkarl, der havde meget at sige derovre. Han blev senere gift med en pige fra Ristinge, forsøgte sig som lærer et par steder, men rejste så til AMerika. Han var en friskolens pionerer.
På Rislinge var nogle familier, i hvis hjem vi har glædet os tit. Der var en enke, Anna Drost; hun var en sikker kone, jeg tror, hun døde hos en datter i Rifbjerg - vist over 90 år gammel. Engang imellem kom vi hos den kendte havemand i Rifbjerg, Peder Rasmussen. Hans søn var gift med en datter af Anna Drost. Når Trier fra Vallekilde var på Langeland, besøgte han altid Peder Rasmussen. SÅvidt jeg ved, havde denne deltaget i de gudelige forsamlinger, som blev holdt derovre i den første halvdel af forrige århundrede. Han havde en slægtning, Martha Rasmussen, som skrev sangen: Så vil vi nu sige hverandre forvel. Det var, da hun skulle rejse til AMerika.
Jeg besøgte også en soldaterkammerat, der var gårdmand i Kadsebølle Kassebølle; ham besøgte jeg også, når jeg senere kom til Langeland. Vort sidste samvær faldt nu ikke så godt ud; det var efter krigen 1914-18, i den tid Hansen Nørremølle var det sorte får i mange kredse. Mads Larsen kendte ham næppe, før han kom til at holde Flensborg Avis. Forholdene i Sønderjylland bildte jeg mig ind at kende bedre end han. Jeg har kendt H.P. Hansen og den familie på Nørremølle siden 1875, og jeg var sammen med H.P. hansen en vinter på Askov. Nej, der ville jeg ikke "stikke op". Mærkeligt, som folk var tossede dengang. Hvor kan aviserne dog gøre folk lidenskabelige, fordi de ikke vil eller kan tænke selv, Mads Jakob Larsen var en god støtte for friskolelærer Emanuel Pedersen i Kassebølle. Han rejste på højskole, da han blev permitteret, og jeg kom på kommandoskolen.
Præsterne på øen havde ikke megen indflydelse, de var ældre mænd, der var kommen fra magre til federe præstekald. Der var ingen missionsfolk og kun få grundtvigianere. Landet var intet Kanaan, men det kunne nok se ud, som dets indbyggere var kananiter.
 Skytteforeningerne kom også til Langeland; en deling blev lavet i Magleby sogn, hvor jeg fik den ære at blive delingsfører de to år, jeg var der. Vi havde skydning om sommeren og gymnastik om vinteren. Det ene år havde vi en skyttefest i Hjortholm og det andet i Lindelse sogn. Kaptajn Nielsen var ovre at agitere. Der var allerede dengang kommen politik - højre og venstre - ind i den sag. Kaptajn Edvard Nielsen glemte vist aldrig, at der blev sat en Anders Tange ind i Nyborg. Ved skyttefesten i Lindelse Skov vandt jeg et lommeur i præmie. Jeg mindes, at der var meget smukt, og at vi fik besøg af Sara og Karen Thygensen. Hans Thygesen var i Rudkøbing at hente dem. Jeg husker også, at da vi kom hjem, og jeg kom ind i mit kammer, hang der en "urpude" under mit ur.
Hans Thygesen rejste hjem og holdt bryllup sommeren 1875. Det blev holdt den 4. juni. Jeg var hjemme til bryllup; jeg blev kørt til Rudkøbing, sejlede til Svendborg og gik derfra til Ferritslev samme dag. Dagen efter brylluppet var jeg til grundlovsfest i Pederstrup. Efter et par dage hjemme gik jeg til Svendborg, sejlede til RUdkøbing og gik så derfra til Nordenbro- Vester samme aften, ialt 8 mil. De to sidste to mil ombyttede jeg støvlerne med et par nye træsko, jeg havde fået på Fyn.
Den sommer gik nu godt. Jeg gik i stranden hver dag lige til november. Mange af de unge karle derovre gik til søs, og en del rejste til Amerika; det var vanskeligt at få en boplads, da det meste var fæste; nogle rejste også til Lolland og Sjælland.
Stenbæk havde en friskole på Vesteregnen. Det var såmænd ikke fordi, der var så mange friskolefolk, men der var langt til Nordenbro skole, og Stenbæk var jo god nok. Der gik dog kun få år, så blev han fortrængt af statsskolen og måtte flytte til Fyn. SOmmeren 1874 havde vi i lang tid Diderik Johansen, friskolelærer i Lille Egede. Han havde været med i 1864 og underholdt os med historier om sine oplevelser; han havde  også været frilærer i Højby en tid, han var typen på de første friskolelærere, de regnede ikke med fortjenesten. De levede, som Mads Hanse sang: "Se over de krav, der er lige med trælles, over dit eget ud til det fælles; du skal råde de runer".
Der var et kuld af fri- og højskolelærere, der gjorde et stort uegennyttigt arbejde for folket; deres arbejde og de selv er snart glemt; de har hverken fået kors eller stjerner. Den eneste, der vandt berømmelse og ære var Klaus Berntsen.
På Langeland var der kun få, der rejste på højskole, der var vist kun to - en broder og søster - der fra sognet, der havde været på skole, det var på Vallekilde. Forstander Trier havde været der ovre at holde foredrag nogle steder.
Fra Langeland var jeg hjemme på besøg nogle gange, jeg skulle da hjem og se til far og mor. Mor mente, det var forfærdeligt at rejse så langt bort, 8 mil. Hvad ville hun have sagt nu? Det var jo ikke så let dengang, da der hverken var cykler eller bane. Når jeg rejste hjem, kom jeg altid kørende til Rudkøbing, så var det kun at gå de 5 mil fra Svendborg til Ferritslev; på tilbagevejen måtte jeg hele strækningen. Man fik så til gengæld noget at se og talte med folk. Jeg kendte alle de byer og huse, jeg kom forbi. Nu farer folk på cykel eller i bil langt hurtigere, end de i min ungdom kørte efter "Madammen", og uden at se noget. Og så havde vi jo den dejlige afveksling i sejlturen; jeg mindes endnu, som var det igår, hvor strålende turen var, engang jeg rejste hjem. Jeg gik fra  Svendborg til Ferritslev, hvor jeg var på besøg et par dage, før jeg skulle tiltræde min nye plads hos den kendte pasor Povlsen, Bovlund, Poulsen, Bovlund; han havde et bolssted, og jeg skulle passe landbruget for ham.
Jeg skulle møde i Rødekro, hvor de ville hente mig med vogn. Jeg var underlig tung i sindet, da jeg kørte med toget fra Vamdrup syd på; der blev talt tysk på alle stationerne. Jegkom til at følges med en mand, der kendte Povlsen godt, de havde gået i skole sammen; men han regnede Povlsen for lidt "tumpet". Han var endnu ikke præsteviet, men talte ved mange møder. Vi kom også til at tale om Rødding Højskole, hvor vinterskolen for karle var blevet forbudt, men sommerskolen for pigerne var tilladt; den blev dog også senere forbudt. "Æ piger er nu ellers de "aallervæ'est", sagde sønderjyden.
Det var rigtignok ikke sådanne marker, jeg var vant til at se på Langeland. Ned ad højderyggen er det tør og fra Rødekro mager jord; Bovlund regnedes for god jord i forhold til omegnen, men der kunne dog ikke avles toradet byg med fordel, kun seksradet. Der gik en engstrækning fra Kloster til Mellerup; der havde gårdene omtrent lige så stort areal med eng, som de havde med ager, og det hjalp jo på den magre jord; der var også velstand dernede.
Det var et dejligt hjem, jeg var kommen i. Povlsens kone hed Kirstine, og de havde to døtre, Margrethe og Gudrun, og en søn Martin Refslund, som lå i vuggen. Kirstines søster, som aldrig blev kaldt andet end "Moster" var der i huset; de var søstre til gårdmand Bune Refslund Mortensen; hans gård har Martin Refslund i dag, og han er en foregangsmand der på egnen. Så var der en pige, der hed Stine; jeg har aldrig set hende siden.
Den første morgen var Povlsen selv ude at vise mig, hvordan jeg skulle fodre køerne. På den tid begyndte bønderne rigtig på smørfabrikationen; det var et almindeligt samtaleemne. Vi havde 6-8 køer og solgte ca. 200 pund smør af hver ko det år, hvilket var et ualmindeligt resultat; dengang var der ingen, der spiste margarine. Vi kærnede selv hveranden eller tredje dag. Jeg husker, vi havde besøg af den da kendte forstander Svendsen fra Tune Landbrugsskole; Povlsen og Kirstine var utrættelige i at spørge. Det var nu egentlig ikke gode malkekøer, vi havde, det var nærmest fedekvæg, de opdrættede dernede; de avlede så meget hø. De var allerede klar over, at "Smørkøer" skulle de have fra Fyn.
Jeg havde ikke været der mere end et par dage, da jeg fik besøg af min højskolekammerat Nis Jensen, som da var huslærer hos Refslund i Mellerup. Ham havde jeg megen glæde af, mens jeg var der; når han kom, blev han der gerne om natten og sov hos mig.
Den første uge, jeg var der, var jeg et ærinde nede på Nymark. Den gamle Smidt havde en søn, jeg kendte fra Kolds skole, hvor han var lærer. Vi skulle straks have en kop kaffe; oven på den fik vi "en sort" og så en kop kaffe igen. Det var skikken, opdagede jeg snart. De var gammeldags jyder, men dygtige.
Jeg måtte igen til at bruge plejl; der var ingen der på egnen, som havde tærskemaskine. Nå, det kom jeg nu let fra; vi havde kun 10 tdr. land, og det var ikke langt korn, vi avlede. Da vinteren kom, blev jeg snart kendt hernede. Børnene kom ud til dans og leg, og jeg blev budt med mange steder; der var kun  danske i byen. Der havde været en tysker, Hans Hyning, men han solgte sin gård til Bune Refslund og rejste bort. Kommuneforstanderen hed Hans Peter Kallesen, han blev anset for blakket. Jeg har været der engang til ungdomsgilde.
Povlsen holdt husandagt hver helligdag om formiddagen, vi sang nogle salmer, og han holdt en prædiken; der kom nogle få familier. I forlængelse af stuehuset var bygget en forsamlingssal, hvor der blev holdt møder med talere heroppe fra kongeriget. Det blev forbudt. Ved mødet i Bovlund havde der nu aldrig været gendarmer; men da forstander Svendsen talte, var der en gendarm for første gang; det havde da været skik længe, at han kom under gudstjenesten i RØdding. Alles øjne var rettet imod ham.
Svendsen talte om de tre guldaldre, der havde været i Danmark, og Povlsen læste "æ Binstow". Det var der nu ikke noget at sige til, men Povlsen blev alligevel stævnet til Toftlund ret nogle dage senere. Han måtte gøre rede for foredraget. Det værste var, at der i en række rundt i salen var malet nogle små Dannebrogsflag, de måtte ikke være der, men skulle fjernes før næste møde kunne holdes. Vi blev så enige om, at når de var skjult, var det nok. Jeg fik det arbejde at klippe nogle stykker papir, som kunne dække flagene. Jeg syntes, det var lavet pænt.
Næste gang, der blev holdt møde, kom Kalorius igen, og Povlsen måtte atter til Toftlund; der var blevet anmeldt, at når man så op under papiret, kunne man se flagene; jeg havde kun hæftet papiret med en tegnestift foroven, nu måtte jeg også have en forneden; siden blev der ikke talt mere om de flag.
Tyskerne holde "fjerde fredag", men danskerne holdt "Store Bededag", som de var vant til; holde hviledag sammen dag som tyskerne havde de hverken tid eller lyst til, så de arbejdede, når de kunne komme af sted med det, uden gendarmerne så det, for ellers vankede der mulkt. Gendarmen var meget tjentstivrig og færdedes hele dagen. Jeg gravede have, men måtte jo kigge til begge sider af vejen, og jeg klarede det. Gendarmen var ilde lidt; han havde været dansk dragon i 1864 og været med i træfningen i Vorbasse og fået 30 rigsdaler i gratiale, efter at han var blevet gendarm.
En dag, jeg var til mølle i Branderup, kom han og lyste efter en syttenårs knægt - de unge, der var udvandret til Danmark måtte jo ikke komme hjem, - men mølleren vidste heller ikke noget om ham, og da gendarmen havde foretaget en undersøgelse uden resultat, sagde møllerkonen: "Detmå da være et strengt arbejde at være menneskejæger". "Ja, det er min geskæft, Madam".
Hver dag, når jeg gik ned på engen, kom jeg forbi nogle mergelkridtere, som kridtede mergel. Der var fire alen ned til mergelen; når dæklaget er væk, begynder kridtningen. Der er i reglen to mænd til at kridte; det består i, at de triller mergel op med hver sin trillebør. Tænk nu, der er fire alen til mergelen, fire alen tyk mergel, det bliver 8 alen, og så dertil trille det op ad dyngen, der ligger ovenfor, ja, det kan kaldes et træls arbejde. Når jeg talte med gårdmændene om at bruge heste til det, fik jeg det svar, at de ikke skulle have deres heste ødelagt. Prisen for at trille en kubikalen op var en grossen - 9 øre. Jeg kunne nok forstå, at de ikke kunne få råd til skråtobak, hvorfor de til stadighed kom og tømte vor tobaksudrydningskasse, der mest indeholdt de udbrændte gammeldags svovlstikker, tobakssovs og aske. Den blanding blev puttet i en pung og brugt som skrå. Jeg tænker da, at den måde at grave mergel på er afløst. Før de begyndte at grave, undersøgte de først jorden med en ønskekvist på samme måde, som når man viser vand; siden den tid er det hele en gåde. At vidjen var ufejlbarlig til at vise vand; siden den tid er det hele en gåde. At vidjen viser vand på Fyn, metal i Harzen og mergel i Sønderjylland er ikke til at forstå. Den ene kridter havde været med som dragon på dansk side sammen med gendarmen; han var så pæredansk, da han var dragon, at han rev sin tyske svigerfars breve itu og opfordrede kridteren til at "løbe over".
"I får aldrig mig til at tro, han er tysksindet; nej, det er hans levebrød, og han er tjenstivrig", sagde manden.
Gendarmen har jeg mødt sommetider, han har aldrig sagt noget, men bare gloet på mig. Størsteparten i sognet var dansk, men ovre i Bedsted var der mange tyskere; der kom jeg kun, når jeg var ovre med smør. Den rigeste gårdmand derovre hed Lars Arnum, han var dansk nok og kom også til de store møder, men han kunne dog ikke træde ud af folkekirken og slutte sig til Povlsen, der var blevet viet til præst af pastor Appel i RØdding. Det skete en søndag i hans dagligstue, hvor der var samlet en kreds af familier; jeg husker Bune Refslund, Bune MOrtensen, Henrik Tram, Refslund fra Mellerup og nogle fra Nymark; de var vist alle trådt ud af den prøjsiske statskirke.
Jeg husker, der var folketælling, og da tælleren kom ind til Bune Mortensen, lod denne sig skrive som "dansk-katolsk". Da tælleren kom ind til et par skikkelige folk i nabolaget, udbrød konen: "Nej, men er de også katolske? Det havde jeg dog ikke troet".
Min fætter Jørgen Pedersen, der kom til at tjene i Mellerup og var med i Bovlund til søndagsmøderne, har sagt, at siden da har han ingen steder sat så stor pris på at komme i kirke; det var også så hjemligt og ligetil det hele.
Det var interessant at være hos pastor Povlsens, der kom så mange fremmede; mange, der gjorde en tur til Sønderjylland, kom også en tur til Bovlund. Jeg kom kun hos dem, der havde tilknytning til Bovlund, så den brede befolkning lærte jeg ikke at kende, som jeg ellers gerne ville. Jeg kom til Rødekro efter foderstoffer engang imellem; vi fodrede svin med noget, der hed "Liebigs Kødfodermel", som kom fra Berlin. Det betalte sig godt, men er forlængst gået ud.
Der var et bibliotek der i huset, så bøger manglede jeg aldrig. Povlsen rejste en gang om måneden til Lundsmark og flere andre steder og holdt møder. Jeg kørte da for ham til Arild kro, hvor han blev hentet i en vogn vest fra; om vinteren var det en ussel vej at færdes på. Vor hest "Messingjens" og jeg var lige til et godt foder og et hvil, før vi vendte hjem.
I julen fik jeg besøg af min tilkommende svoger, friskolelærer Kristen Rasmussen fra Sønderup; han, Nis Jensen og jeg skulle på en tur til Sundeved. VI gik en morgen fra Bovlund over Rødekro og Åbenrå til Nørre Mølle, som vi nåede ved aftenstid. Der talte jeg første gang med H.P. Hansen. Han var da en dreng på 12-13 år. Jeg spurgte ham om, hvad han antog os for at være. "Skytte", sagde han om mig; jeg havde sådan en frakke på, som vi brugte i skytteforeningen.
"Hvad mener du så, han er?" spurgte jeg og pegede på Kristian Rasmussen, Christian Rasmussen. "Han er lærer". - "Men  så han der?" spurgte jeg og pegede på Nis Jensen. "Det er en bosse drengen. Nis var ikke særlig fint klædt; han havde en langskødet luvslidt frakke på, så han kunne se ud til lidt af hvert.
"Hvad vil du være?" spurgte jeg videre. "Jeg vil være købmand", svarede han omgående, som om der ikke kunne være tvivl om det. Han blev nu noget helt andet.
Jeg legede en tid med børnene, og så kom vi ind og blev præsenteret for familien og blev overordentlig gæstfrit modtaget. En ældre søn, Kristen Hansen, der var rejst til Danmark som syttenårig og nu var oppe på MOls, var hjemmede med sin forlovede, Dorthea Hansen, så vi var en hel flok. Vi var der en dag over, og Christen Hansen kørte for os ud omkring i omegnen. Det var første gang, jeg så Dybbølstillingen, netop 10 år efter krigen. Hele vor opmærksomhed var samlet om 1864, da jeg som femtenårig dreng tjente i Rolfsted og sammen med mine jævnaldrende sad og ventede på posten fra Odense, der skulle komme med Fyns Stifttidende Fyens Stifttidende, der bragte nyhederne fra de sidste tre dage; han kørte kun to gange om ugen.
Alle navnene på byerne kendte jeg lige til Nydam Mose, hvor Frederik den Syvende lå og gravede efter gamle sager i 1863, da han døde om efteråret. Nu er den tids historie snart skjult af andre begivenheder.
Hvor er der grædt mange tårer over den sorg, krigen 1864 skabte. Flere steder var der grave inde på markerne. Jeg husker endnu, at jeg, da vi kørte, erindrede noget af et digt, jeg nylig havde set:
Savnet, o hvor tungt et ord
uden mærketegn på graven,
uden spor i dødninghaven.
Savnet, o hvor tungt et ord.

Kristen Nørremølle, der havde stået krigen så nær og i hvis hjem og nærhed, der var sket så meget, var den rigtige mand til at vise os omkring. Hjemmet i Møllen vidnede om velstand. Jeg beundrede den opmærksomhed, der hele tiden blev vist os fattige fyre. Vi blev lidt længere væk, end aftalen var, men Nis Jensen holdt på, at det brød Povlsen sig ikke om. Det gik også godt. Det var den dejligste udflugt, jeg nogensinde har haft.
Vi kom ikke til bøffelkoppel den gang; det var først et par år efter, det blev et berømt valfartssted, da Drachmann havde skrevet sin bog"Derovre fra grænser", hvor han omtaler den halvblinde kone og datteren i sangen: "De vog dem, vi grov dem en grav i vor have..", da rejste mange derover. Povlsen fortalte, mens jeg var hos ham, at han havde været dernede at besøge Fink`s - der havde graven i haven - og var meget rørt over den omhu, hvormed de passede graven, der ligger lige ud til landevejen. Jeg har talt med Finks om de to, som ligger begravet der. Den ene var en dragon fra Østsjælland; hans enke havde været der på besøg og set graven. Den anden vidste ingen, hvem var; han havde ingen papirer på sig, så der var ingen oplysninger om ham. Fink havde undersøgt tabslisten fra 7. bataillon for den dag, og der var noteret en savnet fra Kissendrup. Jeg lovede at tale med folk der fra egnen og muligt få det oplyst, men der var ingen, der vidste noget om, at en fra Kissendrup var falden i krigen; han må så mindes som "Den  ukendte soldat". Jeg vil med det samme notere, at den gamle halvblinde kone var en sikker og klog kone, der var lidt gnaven på Drachmann, fordi han havde brugt hende i sin bog. Jeg har besøgt dem flere gange; datteren lever ugift i Nybøl.
Det første efterår, jeg var i Bovlund, havde jeg Bune Mortensens karl til at hjælpe mig at køre gulerødder - vi havde en hel td. land; han var morsingbo. "Hvad synes du om kosten?" spurgte han. Jeg havde ikke noget at klage på. "Unnen" var god nok, sagde han, som om han mente, at morgen- og aftensmaden kunne være bedre. Vi fik hver morgen friskkogt byggrød og om aftenen mælk på den grød, vi havde levnet - og så fedtebrød til. Det var måske lidt ensformigt, men jeg fandt mig godt tilpas med den kost.
Da vi nåede juni, rejste Povlsen og kone til Fyn på besøg, hvor han havde været forstander på Vejstrup Højskole; "Moster", pigen og jeg skulle så klare bedriften imens. Jeg skulle plante hvidkål og havde som medhjælper en ung karl fra Nymark, Peder Smidt. Så blev jeg syg. Bune Mortensens karl hentede læge til mig; det var en tysker. Han gav mig et pulver og en flaske medicin. "Det lange kadaver skal blot have dette her, så er han kommen sig", sagde han til kusken. Jeg spiste pulveret og drak medicinen, men var lige syg. "Det er koldfeber", sagde Bune Mortensen. "ja, så skal jeg snart komme mig", sagde jeg; "vi har en ovre på Fyn, der hedder Klavs, han kan sikkert kurere mig". Povlsen sagde: "Ja, da har vi en, der er en mester til det herovre i Rurup". Jeg fik hentet medicin fra ham, nød den, men var lige syg. Hver 40. time fik jeg feber, så tænderne klaprede i munden på mig, selvom jeg lagde mig i den varme julisol. Jeg fik mange gode råd, men de hjalp ikke. Så skrev jeg til Klaus i Eskildstrup og fik tilsendt tre flasker med dråber, og Klavs skrev, at på 13. dagen ville feberen forlade mig. Jeg tog dråberne på hvidt sukker og glædede mig til 13. dagen; men jeg var lige syg, jeg var så elendig, at jeg måtte støtte mig til en stok. Alt, hvad jeg spiste, kom igen som fåreknallinger, og jeg var fortvivlelsen nær; på ganske kort tid havde jeg tabt 28 pund. "Søg en rigtig læge", sagde Bune Mortensen til mig. Jeg fulgte hans råd, spændte Messingjens for og kørte til Kloster. Da jeg kom ind til lægen, kunne han ikke forstå et muk af, hvad jeg sagde, og jeg forstod heller ikke ham. Så fik vi fat i købmanden, hvor køretøjet stod, og så gik det godt nok med samtalen. Jeg fik en recept på Kininpulver, som skulle tages flere gange daglig. Når jeg havde taget kininen, blev feberen væk i 14 dage, så måtte jeg tage et pulver igen. Det gentog sig en tid. Jeg havde mere tro til medicinen, maven kom efterhånden i orden, men jeg var sløj til langt hen i efteråret.
Jeg skulle have 200 kr for et år. Jeg havde taget udvandringstilladelse i tre år for at være i Sønderjylland. Vi begyndte at tale om, at jeg skulle tjene hos Jørgen Fausbøl i Branderup Mølle; han havde budt mig en god løn for et år. SÅ fik jeg brev fra min broder Anders; han stod hjemme i vort fødehjem og arbejdede som hjulmand. Han havde et par år været forlovet med "Enkens" datter på ROlfstedgård. Hun var eneste datter, men havde en plejebroder, en fætter, der hed Peder Nielsen. Enken ville blive sammen med ham på den gamle gård, så skulle Anne og Anders bygge en ny gård på en part af jorden. Han bød mig en højere løn end Fausbøl, og så valgte jeg at rejse til Fyn.
 Anders holdt bryllup en måned før, jeg kom til Fyn. Min medtjener blev min fætter Jørgen Pedersen fra Ferritslev. Vort arbejde vinteren igennem var at køre kampesten fra marken op til byggepladsen. Da foråret kom, hjalp Jørgen til i marken, men jeg arbejdede på byggepladsen med at tjene murer og hjælpe stenhuggerne med at lægge grund. Jørgen hjalp også til med byggeriet engang imellem. Vi arbejdede godt sammen; han var en overordentlig flink gut; jeg kan ikke andet end mindes ham som den flinkeste karl, jeg har arbejdet sammen med. Det er et stort savn for mig, at han nu er død.
Det var et mægtigt arbejde at bygge så stor en gård på et år. Jeg var der fra november 1876 til september 1877, da jeg kom ind at gøre tjeneste ved 25. bataillon i 30 dage. Vi lå i landsbyerne omkring Nyborg; i Nyborg måtte vi slet ikke komme, da der var Tyfus. Jeg var indkvarteret i Holckgården i Vindinge. Det var den behageligste tid, jeg har levet. Vi var som regel på øvelse nogle timer om formiddagen; et kvarter over 12 blev øvelserne indstillet, og vi havde hele eftermiddagen til rådighed, og det var godt vejr hele tiden. Jeg listede mig hjem nogle gange; moder lå meget syg i den tid af hjerneblødning, men hun kom sig godt igen. Fader var død vinteren før af kræft. Han havde set dårlig ud længe, men otte dage før han døde, gik han i marken og passede sine sager. Han talte af og til om, at han vist havde en byld i halsen eller maven. Nå, Adam måtte ud af Paradiset, og vi måtte afsted; dagen efter vor hjemkomst satte regnen ind. Jeg blev i Rolfsted det meste af vinteren og spekulerede på, hvad jeg nu skulle. Endelig bestemte jeg mig til at gå i tømrerlære og tog til en tømrermester Volf i Sandholt; han havde lært sin profession i Odense, så han var klogere end de fleste af hans kolleger på landet - det mente han da. Han var også dygtig; han havde bygget Arreskov om og arbejdet på andre herregårde. Jeg har aldrig arbejdet på andre store gårde end Sandholt og Søllerød.
Der var to gifte svende foruden mig, et par flinke gamle fyre, som var meget lydige overfor Volf. Han var lidt mere brutal overfor dem, end jeg fandt nødvendigt. Mig sagde han aldrig noget til udover det, jeg skulle vide. De gamle svende ville bilde mig ind, at han var bange for mig. Der var lige stukket en svend af, da jeg kom; han ville ikke finde mig i ubehageligheder.
De gamle svende fik 1 kr. 35 øre om dagen på egen kost, 8 øre pr. alen tømmer at skære. Det var blevet mange dages arbejde, hvis de skulle tjene til en Ford?, når føde og klæder til familien blev trukket fra. Så havde vi en snedkersvend, men ham havde jeg ikke noget at gøre med udover, at vi delte kammer. Der gik kun nogle måneder, før Volf skældte ham ud en aften, vi kom fra Søllerød; han havde bestilt for lidt. Næste morgen pakkede han sit tøj og gik.
I forårsmånederne stod vi og huggede graner til bjælker og spær til en skovfogedbolig og til Lyndelse kirke, der blev repareret hen på sommeren. Skovfogedboligen blev bygget ude ved Ny Stenderup; så der var lang vej at gå morgen og aften. Det var mager jord derude og fattige folk, som boede der; jeg arbejdede sammen med tre murere derfra; om vinteren lavede de skeer. Den slags husflid blev drevet der på egnen helt ud til Håstrup og Jordløse; nu har det tabt sig en del. Der boede en fattig mand og hans kone i en ussel rønne; hvad de mennesker levede af, er mig en gåde. Manden kaldtes "skidte Kristoffer",  hverken han eller konen så ud til at være blevet vasket, siden jordemoderen gjorde det. Volf var gal over, at vore spåner forsvandt om natten.
Det var et bindingsværkshus, vi byggede; jeg og en anden svend bandt siderne af. Alle gulvene og loftet har jeg pløjet, høvlet og lagt, det var et slidsomt arbejde at høvle og pløje brædder dengang; nu går det lettere. Vi byggede også en tærskelade i Øster Hæsinge for en mand i Åbylund, der hed Søren Jørgensen, der fik vi kosten. Det var nogle flinke folk at arbejde for; de havde to døtre, der gik i skole; dem havde jeg min glæde af.
Det var i den politiske tid, hvor bølgerne gik højt. Volf var en meget radikal højremand; Søren Jørgensen var også højremand. Volf havde arbejdet for greven, og Søren var fæster, så det var ligetil, at de holdt til højre. Jeg var ivrig venstremand, så det gik lidt højt sommetider. Søren havde to brødre, der havde været forvaltere på Ravnholt og som nu boede i Jylland, de var "røde Højre". Nu kneb det for Volf; han ville gerne stå højt hos frøken Sperling på Sandholt; hun var vel nok Højre, men holdt omgang med grundtvigianerne og med missionsfolk; hvilken side hun hørte til, blev mig aldrig klart. Hun har, såvidt jeg ved, gået til præst hos pastor Agerbæk, mens han var i Øster Hæsinge. Grundtvigianerne havde skyld for at være venstre; det er de vel også endnu, men det ser ud, som det går med dem, som med Carl Ploug. Men se, Volf kunne ikke rigtig lide dem, der kaldtes grundtvigianere, og han ville gerne tækkes frøken Sperling. Jeg lagde mærke til, at hele personalet, særlig det mandlige, var ude efter at være nummer et ved hove. Frøkenen har jeg aldrig talt med om politik, men jeg har ofte talt med hende, når jeg arbejdede nede på gården; hun var meget forekommende. Jeg lånte bøger i hendes bibliotek og gik derned søndag eftermiddag for at læse Fyns Tidende. Volf holdt Stifttidende, den gad jeg ikke læse. Fyns Tidende var dengang redigeret af Jørgen Pedersen og var ved at få fremgang. Frøken Sperling holdt begge odenseaviserne, det var meget tolerant af hende.
Sandholt var dengang forpagtet til hr. Finderup, der ejede Torpegård. Han havde en husbestyrerinde dernede; hun og frøken Sperlings piger var lidt højere på strå, end de andre almindelige piger; de holdt sammen søndag eftermiddag. Der var også en mejeribødker som på de andre herregårde; når jeg havde læst aviserne, passiarede jeg med dem. En søndag eftermiddag sad bødkeren og bredte sig over en smed i Håstrup, der havde løst sognebånd til Ryslinge, så nu kunne der hverken blive ringet eller holdt ligprædiken over ham, når han døde; det var smed Vølunds fader, som jeg ikke kendte dengang. Det var det år, Holger Drachmann havde skrevet "Derovre fra grænsen", som vakte megen opsigt. Frøken Sperling var en af dem, der valfartede til Bøffelkoppel. Jeg talte med hende om turen; hun havde også været ude på Broagerland at besøge nogle danskere. Jeg kunne nok mærke på hende, at de nye realistiske digtere, der allerede havde fået indpas, huede hende ikke. Hun stod ikke højt hos præsterne, kunne jeg nok mærke; det var med urette. De forstod hende ikke, og det var det samme med VOlf. Hun var den sidste adelige dame, der boede på gården; jeg har ikke set hende, siden jeg rejste fra Volf, men jeg har fået hilsen fra hende engang, hun besøgte Nanny Helms. Frøken Sperling ejede Lyndelse kirke. I den var der en del begravelser med kister af  hendes slægtninge, som ikke måtte stå i kirken; de kister var hun oppe at undersøge og har nok ført bog over dem, der blev gravet grav til. De blev begravet en aften ved solnedgang, og hun holdt selv talen ved graven. Vi arbejdede deroppe en tid den sommer og havde stadig besøg af gamle mænd der fra byen, der fortalte gruopvækkende historier om, hvor rå håndværkerne havde været mod de dødes levninger, som lå i kisterne, forrige gang kirken var under reparation, og som så igen havde til følge, at historierne om Sandholtspøgeriet blussede op. Begravelsen lå under kirkegulvet, og derfra kom kisterne ud på kirkegården. Da jeg skulle ordne pladsen dernede, gik gulvet i stykker. Der var en begravelse til under den plads hvor vi havde taget kisterne; gulvet blev taget op, og der blev sendt bud efter frøkenen. Hun kunne nu ikke regne ud, hvem det var, som lå der; der var kun to voksne og en barnekiste. Der blev lagt nyt loft; kisterne var så skøre, at de gik i stykker, så benradene blev synlige.
Et par aftener efter, da jeg gik forbi kirketårnet, som står lige ud til vejen, blev jeg så bange, at jeg gik over i modsatte side. Skeletterne, der kom til syne, da lågene gik itu, og alle historierne, jeg daglig havde hørt af byens beboere, gjorde pludselig et stærkt indtryk på mig. Jeg har nu aldrig hørt noget om, at den reparation gav anledning til spøgeri, så jeg og de gamle stenhuggere, der brød hul på gavlen, må have gjort vore sager godt nok. Stenhuggerne var nu ellers bange; de var nemlig så uheldige, da de brød hul, at en blok sammenhængende kalk og sten faldt ned og slog den ene kiste i stykker. En historie om Sandholtspøgeriet hørte jeg så tit, at jeg aldrig glemmer den; den lyder således:
"En pige skulle ud at mødes med sin kæreste. Tæt udenfor gården løb åen til møllen, som lå lige i nærheden; da hun nu kom midt på broen, mødte hun en, som hun antog for at være kæresten, hvad det nu ikke var. Personen spurgte hende om, hvem hun troede, han var, og hun svarede: "Du er en fordømt ånd".
Det skulle hun ikke have sagt, for spøgelset fik derved en vis magt over hende; vi mennesker må ingen fordømme. Spøgelset spurgte hende så, om hun kunne sine trosartikler. "Jo,", sagde hun, "dem kan jeg læse for dig, så det skal ringe for dine ører". Hun måtte love spøgelset aldrig at omtale mødet med ham, og det sagde: "Giv mig derpå din hånd". I stedet for hånden rakte hun sit forklæde frem, og der, hvor genfærdet havde taget på forklædet, var det svedet".
Den tid, jeg var på Sandholt, gik hurtig. Volfs kone havde jeg gået i skole sammen med; hun var en skovfogeddatter fra Ferritslev og var overordentlig flink. Jeg mener nu, at Volf var mere brutal overfor hende, end han burde være. Hun var et dejligt menneske, der var flink og god, som dagen var lang. Hendes ældste dreng på en halv snes år var åndssavg. Han måtte tvangsfodres; han kunne stå i halve timer og sparke på en dør, så alle deres døre var ødelagt forneden. Han gik med faldhat på for ikke at slå sig fordærvet, når han fik krampe og faldt. Det var meget uhyggeligt at se, men jeg vænnede mig jo til det. Volfs moder tog sig godt af ham; han skulle altid være under opsigt. Det var strengt for moderen! Hvor må man være taknemlig, når børnene er sunde og raske, vi går så tit og gnaver over ingen ting og mener, vi kunne have det meget bedre, uden at gøre os klart, hvor godt vi egentlig har det.
Jeg lærte i grunden ingen af egnens folk at kende.  Dengang havde vi ikke cykler, men måtte gå altid. Når vi havde gået til og fra arbejde morgen og aften, var jeg lige til at gå i seng, når nadveren var spist. Volf kom jeg aldrig i samtale med udover, hvad der vedkom arbejdet. Den gamle kone har jeg stået højt hos, hørte jeg senere, jeg gik ikke i skoven med deres piger. Den gamle var så umådelig overtroisk - det var folk den gang, - og hun vidste, at alt det, der var foregået for 100 år siden var Sandholt Slot og Lyndelse kirke, var så sikkert og vidnefast, som noget kunne være. En aften, vi sad og talte om spøgelseshistorier, og hun hørte vore tvivl, blev hun såå rasende, at hun for op og skældte os ud og gik i seng med det samme. Næste morgen gav hun mig en undskyldning for sin opfarenhed; hun kunne ikke gøre for det.
Enkelte søndage gik jeg over til Vester Hæsinge friskole, som var hos en skomager, der boede ude på marken; der var ikke mange børn i skolen, og den er vist gået ind for længe siden. Der var en gårdmandsenke, der hed Karen Rasmus Kristensens; hende talte jeg undertiden med om søndagen; hun havde sine egne meninger om alt. EN søster til hende lærte jeg at kende senere; hendes mand hed Knud Hansen, og de boede i Øster Hæsinge. Han var venstremand, hvilket var et særsyn, da han var fæster under Arreskov. Greven tålte ingen venstremænd på sit gods. Nogle få år senere byggede greven Brobyværk om, og så holdt han auktion over udrangerede sager. Blandt det, der skulle gøres i penge, var også gårdens gamle træhest, som efter loven nu var ubrugbar. Bønderne havde nok gået og set sig harm på den ridehest, deres forfædre havde redet på; hesten blev råbt op og solgt - hvor meningsløst af godset! Jeg har arbejdet nogle måneder sammen med en ung karl hos Volf; han var med på auktionen, og han fortalte, at ligge såsnart træhesten var solgt, for folk over den som glubende dyr og rev den i "hundrede stykker". Jeg tænkte ellers nok, at alle den slags heste rundt om på herregårdene er afgået ved en blid og rolig død.
Jeg har aldrig hørt fader, der var født 1807, tale om, at han har set den, de havde på Hellerup. Han har ellers kendt en husmand i Ferritslev, der måtte ride den, vistnok fordi han havde slået en kat ihjel, da han gik hjem. Da ejeren på Hellerup så det, gav han straks ordre til at tage ham ned; men synderen sagde: "Lad mig dog sidde, jeg sidder så godt".
Jeg har hørt, at det bare var et bræt på nogle alens længde med fire ben under, og så var der lodder til at hænge ved synderens fødder, alt efter forbrydelsens karakter. Hvornår træhesten er forbudt som torturredskab, har jeg ikke hørt noget om af de gamle; men det har nok været omkring 1780, da man begyndte at lette bondens åg. Det fortaltes, at der i sin tid var meget strenge herremænd på Sandholt, så det har været slemt at være hovbønder der. Det fortaltes også, at en datter der på gården var blevet kæreste med en bondekarl eller tjener, og gutten blev dømt til at miste live han skulle henrettes i en mark i nærheden af gården, men kæresten skulle se derpå fra et vindue på slottet. Mellem retterstedet og hovedbygningen var en skov, men nu blev der hugget en vej, så jomfruen havde fri udsigt. Den vej fik navnet "Jomfruhugget".
Endnu står den firelængede høje gård med sine voldgrave; hvorlænge den skal stå, vil tiden vise. Frøken Sperling, som er den sidste af den adelige gren, er død barnløs, og gården er gået over på andre hænder.
Hvor tiderne dog forandrer sig! Nu har herremanden malket  almuen i hundreder af år, og nu ser det ud til, at det bliver en lavere klasse, der får magten. "Hver djævel har sin tid". Grev Reventlow forstod sin tid. Havde ahsn ligemænd forstået, at adel forpligter, havde det set bedre ud for herremændene i dag. Gårdmandsstanden har nu ført det store ord i mange år, men jeg frygter, deres dage er snart talte; måtte de huske Mads Hansens ord: "Se over de krav, der er lige med trælles, se over dit eget ud til det fælles".
Jeg er nu af den mening, at de gamle adelsborge skal skånes, de bør stå som et minde om fortiden. Hvad den store hovedbygning på Sandholt skal bruges til, ved jeg ikke. Frøken Sperling passede der. Hun var i mine øjne en adelsdame.
Noget andet er det med jorden; den skal samfundet leve af, og den skal bruges af folk, der får den til at give udbytte.
Jeg arbejdede hos Volf til efteråret, så rejste jeg til Ferritslev og stod hjemme den vinter og lavede kastemaskiner; de var ved at blive almindelige. Hidtil havde rensningen af kornet taget sin begyndelse, når det var tærsket fra strået. Skete det med plejl, som det gjorde her på egnen til efter 1864 - den første kom her til sognet ca. 1862 - blev en dags aftærsket korn lagt i en aflang dynge i loens bredde og ca. en meter bred. Så tager andenkarlen og begynder i den ene ende af dyngen af køre riven i en cirkel om sig selv gående baglæns, til han har nået den anden ende af dyngen. Rivetænderne må stadig følge gulvet. Når kornet på den måde er "rørt", er det tildels på grund af sin vægt sunket fra stråene, og så tager forkarlen overfejningskosten og fejer stråene af til en side, så der intet ligger over kornet. Dette gentages så tit, som man synes, det er nødvendigt for at kaste kornet senere. Når det så er besørget, bliver kornet skubbet hen i en krog - i reglen til højre for lodøren. Der lægges så ud på en frisk, og plejlene begynder at gå næste morgen. En overfejningskost er et redskab, der kun bruges til overfejning af den tærskede dynge. Den er flad og skal helst være af birkeris, men bøgeris og sejgpileris kan også bruges. Kornet hobedes op i krogen, indtil vi havde adskillige tønder; så blev det kastet, og det var mandens arbejde. Døre og vinduer til loen blev lukket, så avnerne ikke skulle blæse hen i kornet. Kasteren sad tit på en stol og kastede med en lille håndskovl. Mange stod også op og kastede med en almindelig skovl.Kornet kom ved kastningen til at ligge i en cirkel i den bageste del af loen, det bedste længst væk - krogkornet var altid regnet for det bedste; så fulgte det efter vægt op til ham, der kastede, han fik det letteste. Man så frygtelig ud efter at have stået der hele dagen. Det, der var fejet af, - strå og korn, - blev skilt fra hinanden ved hjælp af et sold. At bruge sådan et sold var en kunst, hvilket ikke alle kunne lære rigtigt. Den, som jeg har set, der var bedst til det, var min fader; han havde gået til hove i så mange år, at han var blevet en mester til det. Han lærte mig kunsten. Der skal gøres et adræt kast, så kornet løber rundt i soldet. Skælkorn og strå vil da samles i en top midt i og kan tages op med hånden. Jeg lærte det ved at lægge en hat eller kasket i soldet. Når den vil gå rundt under bevægelsen med dette, var kunsten lært. I gamle dage var der ingen vifter; enkelte havde en harpe, et sold, kornet løb ned over. Fader havde en sådan, som han var meget stolt af. I hoveritiden skulle de møde på Hellerup og "gøre kornet af". Det må have været sejgt og et  sent arbejde at stå hele dagen og køre rundt med soldet. Det har fader været med til mange gange. Da jeg var barn, var der kun en vifte her i byen, den gik forholdsvis lydløst; den blev trukket ved rem. Det var sidst i halvtredserne, men begyndte med blæserne. Da Anders begyndte med hjulmageriet hjemme, lavede han også blæseharper; det varede mange dage for ham at lave sådan et apparat; smeden lavede beslaget. Folk var ualmindelig glade for dette fremskridt.
Tærskemaskinerne holdt så deres indtog først i tresserne. Det, disse maskiner afleverede, var ved at sætte de gamle, som havde brugt den gamle renseteknik, grå hår i hovedet, hvis de da ikke havde det i forvejen - sådan noget svineri! Det hele hang sammen, korn, avner og småhalm; det kunne ikke skilles.
Så kom håndværkerne med deres kastemaskiner; de var noget ufuldkomne i begyndelsen. Skulle kornet sælges, måtte det igennem tre gange, og endda var det ikke sorteret som ved kastning. Jeg indrømmer, at selv med de nuværende gode maskiner kan der ikke leveres så vægtig sæd som ved den gammelsdags kastning. Det var et stort fremskridt med de maskiner, og der var mange, der lavede dem fra først i tresserne til hen i firserne. Jeg lavede mange i den tid.
Digteren Mads Hansen i Hundstrup var meget optaget af landbrug; han udgav flere vejledende bøger for gårdmænd og husmænd. Det havde jo været sådan, at folk kærnede deres smør selv, satte det i otting, halvotting eller fjerding, som de nu havde smør til. Når otting eller fjerding var fuld, blev den solgt til købmand eller smørhandler, der gik omkring og købte op.
I mindre landbrug varede det flere dage, før de havde fløde nok til en kærning. Smørret kom i smørtræet, når det var færdigt, og så varede det igen flere dage, før det næste kom i, så smørret blev jo lidt gammelt, før "træet" var fuldt, særlig om vinteren, når der var lidt mælk. Dengang havde man fået "forårskøer", og det kneb tit at få mælk til jul til hvedebrød og kager. Lidt skulle der jo til i julen selv i de fattigste hjem. Det var strengt at få øllebrød ned uden mælk. Var der ikke mælk til julen i den ene gård, låntes der i den anden, og de, der ingen køer havde, blev også hjulpet.
Det var kun en lille indtægt, smørret gav, det meste spiste vi; da var der jo ingen margarine. Der var altid to slags priser på smør og to benævnelser - herregårdssmør og bondesmør; det sidste gav laveste pris. Det var først i halvfjerderne, der kom fremgang i bondesmørret; flere og flere lavede bedre smør, oprettede læresteder for unge piger. Mads Hansen i Hundstrup havde et sådant lærested; der var forresten mange rundt om i landet; folk slog sig sammen. Mange gange om vinteren kunne det knibe med at få smør af fløde, der var blevet for gammel. Så troede man, der var hekseri med i spillet, og man søgte kloge mænd og koner; der var altid nogle "kloge", der var hjælpsomme. Der kom engang et godt råd: Man skulle kærne mælken! Det hjalp, og jeg fik mange kærner at lave.
I 1880 var jeg så barnlig at tro, at nu var fuldkommenheden nået på det område, så jeg indrettede mig på at lave kærner og kastemaskiner. Ak! Det gik ikke. Først i firserne var der en udstilling i Odense, hvor jeg var mødt med en kærne og en kastemaskine. Da var centrifugen allerede dukket op, og alle folk samlede sig om den; det var noget nyt.
 Der gik kun nogle få år, så var kærnefabrikationen forbi; nu står de på museerne og vidner om datidens kulturtrin. På museet i Dalum står bl.a. en kærne, jeg har lavet; den er et af mine første manddomsarbejder, og jeg kan godt være den bekendt.
Midt i firserne skød mejerierne op som paddehatte; først kom fællesmejerierne, men i løbet af få år var de næsten alle omdannet til andelsmejerier. Her på egnen var det første fællesmejeri ved Ellinge kro - ca. 1875. En mand kørte omkring med en tønde og samlede mælken; han brugte en pind til at måle med. I pinden var der skåret nogle hak, og når en mand havde hældt sin mælk i spanden, måltes dens mængde ved at stikke pinden deri og se på hakkene, hvor meget der var. Matematisk nøjagtigt var det jo ikke, og det gik heller ikke ret længe. Det næste skridt i udviklingen her på egnen skete på Bytoftegård i Røjrup, hvor de fik en ROskildecentrifuge; det gik også nogle år.
Efter at mejerist Niels Hansen nogle år havde købt smør i løs vægt hos folk her på egnen, pakket det og sendt det bort - det gik meget godt, - fik han også mod på fællesmejeri og fik nogle mænd til at garantere for et lån, så han fik det i gang. I løbet af nogle år havde andelstanken slået an, og man begyndte at forhandle. I Rolfsted gærede det også; man forhandlede med de ledende mænd i Rolfsted/Kappendrup og Hudevad, men der var ikke noget at gøre, Rolfsted skulle være midtpunktet, og desuden lå Ferritslev i så spredt orden, at det slet ikke kunne betale sig at være sammen med dem, da mælkekørslen ville blive for dyr. Jeg ville have mejeriet lagt på degnejorden mellem ROlfsted og Ferritslev med afløb til åen, men det måtte opgives. SÅ begyndte underhandlingen med Havndrup, der ligger lige så spredt som Ferritslev. Havndrupperne ville jo gerne have mejeriet så nær som muligt. Ferritslevgård ligger midt mellem de to byer, men det er stamgods, så der kunne ikke fåes byggeplads. På den anden side af Havndrupåen ville Ferritsleverne ikke være med til at bygge, og så enedes man om at lægge mejeriet, hvor det ligger den dag i dag, og det er gået godt indtil dato. Jeg lavede et overslag til mejeriet på 12000 kroner. Det kostede 13000 kr.; vi måtte tage det, Niels Hansen havde, til en forholdsvis høj pris. På mejeribrugets område er alt gammeldags på få år; alt er da også blevet fornyet i de år, det har stået. Det var såmænd et besværligt arbejde at få det sat i scene; og alle de penge 13000 kroner! så meget som en statshusmand låner i dag. Ellinge byggede deres mejeri samme år; i år er det kasseret og et nyt byggeri 1929-30.
Så var jeg færdig med min virksomhed med at bygge kærner; sådan kan det gå. Niels Hansen havde lært mejerifaget og begyndte med smørpakning her. Han gav sig også til at være købmand, men måtte lade den forretning gå, da der kom brugsforening, og så begyndte han på fællesmejeri i samme gård. Niels Hansen blev bestyrer på andelsmejeriet og var her i mange år.
Nå, jeg blev så henvist til at lave noget andet. Jeg havde lavet en enkelt vindmotor til landbrug, men havde ikke været særlig begejstret for den slags, da jeg mente, de havde for lange stille tider. Petroleumsmotorerne var endnu i deres begyndelse. Den første, jeg så, var i København 1888 udstillet af Burmeister & Wain; det var en meget stor. Der gik nogle år, før de blev lavet, så bønderne kunne bruge dem. De første kom  fra England, men det varede ikke længe, før danskerne fortrængte de fremmede. Jeg blev dog ved at sælge vindmotorer til husbrug, også til afvanding af side arealer.
I en del år lavede jeg møllerne med rundt vindfang; det begyndte jeg med 1886. Der blev spurgt engang i "Vort Landbrug": "Hvad er bedst til landbruget, enten runde eller firearmede vindfang?" Jeg svarede omgående, at det fladefang på et rundt gav ikke så meget arbejde pr. kvadratfod som et firearmet.
Ikke så længe efter var der et svar på samme spørgsmål fra en møllebygger i Jylland; det lød på, at han kunne skaffe attest på, at de runde trak bedre end de firearmede, og jeg måtte tie, da jeg ingen beviser kunne køre op med. Jeg gav mig så til at lave runde; der var også noget med brandskatten. De runde vindfang kaldte man vindmotorer, de firearmede møller, som der skulle betales brandskat af, når vindfanget var over 12 alen, og de skulle være 50 alen fra anden mands grund. Vindmotorer var ikke nævnt i loven; det kunne blive et retsspørgsmål. Forøvrigt noget komplet sludder! Jeg lavede så runde vindfang i flere år, men ingen firearmede.
Professor la COur i Askov havde i halvfemserne taget spørgsmålet op om vindens værdi som trækkraft. Da jeg var på Askov Højskole fra 1881-83 om vinteren, var la Cour svært optaget af det spørgsmål. Han var dog ikke mere inde i sagen dengang, end at han mente, at et 10 a 12 alens vindfang trak lige så meget som et 24 alens, hvad jeg ikke ville tro. I halvfemserne fik han bevilling på penge fra staten til at bygge en mølle at gøre forsøg med. Der blev tegnet og bygget en mølle i nærheden af hans hjem i Askov. Den blev bygget af møllebygger Sørensen, Skanderborg. Den havde 6 arme med klapper, regulerende vindfang efter form, som Sørensen mente skulle være bedst; men han måtte senere lave den om til firearmet. Han indbød møllebyggere til at komme og se den, da den var færdig. Det var nu flest møllere, som var der; vi var kun tre møllebyggere. De var meget tvivlende, men turde ikke sige noget til den lærde professor la Cour; de bare rystede på hovedet.
Da Sørensen lavede møllen om, rådførte han sig med møllebygger Kristensen i Ribe, som sagde: "Ja, en firearmet! Det ved da Gud og hver mand, at den kan trække". Og så blev den firearmet. Den er nu brudt ned, og en ny er bygget.
I sommeren 1900 var der landmandsforsamling i Odense, og professor la Cour var der at se på møllerne; han kom selvfølgelig også, hvor jeg var, og så på Sørensens møller.. Han havde da fået sin lavet om; men først lavede han en lille til prøve nede ved sit hjem, og den gav 118 grammeter for 6 meter vindhastighed; det var betydeligt mere, end den skulle give. Det var et glimrende resultat, da den efter hans måling kun skulle give 64 grammeter; det var omtrent det dobbelte, den gav. Jeg har nu altid ment, det var en fejl måling; dens omdrejningspunkt lå et forkert sted på hans sejl; de lukkede af for tidligt. Sørensen blev fornærmet, og jeg har aldrig set ham hos la Cour siden.
Senere indbød Sørensen en del møllebyggere til sin virksomhed, hvor der skulle gøres forsøg med målinger og dit og dat; men det blev udsat på grund af isvanskeligheder på ubestemt tid, og det blev aldrig til noget.
Professor la COur havde sidst i halvfemserne gjort en del forsøg, dels med møller, der var tilsendt ham til afprøvning  fra møllebyggere og opfindere, og dels forskellige former for vindfang, som han selv havde lavet. Resultatet af de forsøg var, at den form for vindfang, som møllebyggere ad erfaringens vej var kommet til, var så fuldkommen, den kunne blive; altså med fire arme og den smig på hækkeri, som jeg har lært for over 50 år siden. Møllebyggerne var nået det resultat uden beregning; de vidste, at når de lavede det sådan, blev det godt. Der blev også holdt strengt af mesteren over formen på hækkeri; den tegnede han selv. De vidste, det skulle være sådan; men hvorfor.
Ja, i min barndom var der mange, der dyrkede ærter. Skulle man have ærter hos en anden mand, skulle man helst have jord med fra den mark, hvor de var avlet; man såede jorden, hvor ærterne skulle såes, for at de kunne blive gode. For en del år siden var det meget almidneligt at køre jord fra en mark, hvor der havde været avlet god lucerne, til en anden, hvor der skulle såes ny lucerne. Nu er det afløst af Nitragin, som fås i handelen. De gamle vidste ikke, hvad årsagen var, men de kendte resultaterne. Et gammelt ordsprog siger: "Al jord er god, når den kommer op at age".
Spørg en smed, der svejser et stykke jern, hvorfor han strør sand på det, og han vil svare, at det er for at holde det rent. Det er rigtigt svaret; men at Kiselen forbinder sig med jernilten, har han ingen viden om. På de måde lever vi mere eller mindre uvidende. Vi ved, at når vi laver det sådan, bliver det godt; laver vi det på en anden måde, bliver det dårligt.
Professor la Cour var meget forbavset over, at der var nået så gode resultater ad erfaringens vej. Han kunne nu påvise, hvorfor man netop skulle bygge således. Frugterne af hans forsøg er nedlagt i hans bog "Forsøgsmøllen".
Han gjorde en del forsøg med at skille vand i ilt og brint og bruge det som lys, men det gav intet nævneværdigt resultat. Han gjorde også en del forsøg med at udnytte vinden som trækkraft til dynamoer; det kneb med at få møllerne til at trække dynamoerne med jævn gang, men han hittede på Krotostaten, som også kunne bruges, men den er vist nu forladt alle vegne; den gamle kugleregulator har forspringet endnu. Til vindkraften har vi nu dynamoer, der fortærer det selv, som møllen laver for meget. Nu har vi også vindfangene lavet således, at de vanskeligt overstiger den hastighed, de er bygget til. Hvad der mangler nu er blæst og så en akkumulator, der er billig, holdbar og ikke så sammensat. Der fables stadig om nye opfindelser, men endnu er der intet kommet i de sidste 50 år på det område, jeg regner for noget. Når der kan blive lavet en fremgang der, som på de elektriske lamper fra kultrådslamperne, hvor de brugte 3 Watt pr. normallys, og til halvwattslamperne, kan man vente sig noget udbytte af vinden; men heller ikke før.
Professor la COur har såmænd haft kvaler nok med den vindkraft; jeg har haft en del med ham at gøre i den tid. Han var et så nobelt menneske, så ædel og uegennyttig, så jeg aldrig har truffet hans lige. Hans fejl var, at han troede folk for godt.
Den første mølle, han fik lavet til elektricitet, var til kammerherre Sehestedt Juel på Ravnholt. Den blev bygget af et firma i Kolding. De kendte ikke til vindmøllebyggeri; resultatet faldt elendigt ud, la Cour var helt ulykkelig over det.  Koldingfirmaet skulle indestå for møllen i to år; der var imidlertid noget i vejen stadigvæk. Professor la Cour var i lag med mig; hvad kunne der være i vejen? Jeg kunne jo ikke kassere de andres arbejde. Koldingenserne havde sat penge nok til på det første år; jeg mente, det kunne gå et år til. "Hvad er der i vejen?" "Jeg mener, at vindfanget skal tages ned og laves om, men det er jo for meget forlangt, at de i Kolding skal gøre det gratis". Kort og godt: Enden blev, at vi lavede vindfanget om, så det kom til at gå betydeligt bedre. Jeg vil dog sige, at det ikke var Koldingfirmaets skyld, at vindfanget var dårligt; de ahvde ikke lavet det selv, men haft en - forresten dygtig - møllebygger til at lave det.
Det skete en tid efter, at vi havde lavet møllen i stand, at jeg traf kammerherre Sehestedt Juel på Storebæltsfærgen, og vi kom til at tale om møllen. Kammerherren sagde: "Jeg forstår ikke, at professor la Cour tager sådanne folk, der, som De siger, ikke forstår sig på møllebyggeri, til at bygge møllen". "Jo", sagde jeg, "det forstår jeg godt. Når de siger: "de kan bygge en mølle, så tror han dem på deres ord". "Ja", sagde kammerherren, "han har det ligesom min skovrider. De tror folk for godt; det må man ikke i denne verden".
Måske troede la COur folk for godt; det er da bedre end at tro dem for slet. Jeg har aldrig hørt nogen udsætte noget på ham, hvad der sikkert heller ingensinde har været grund til.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk