Møllebygger Niels Hansens erindringer
Forside ] Op ] Møllebygger Niels Hansens erindringer ]

 
Møllebygger Niels Hansens erindringer Side 2

[Fra side 14]   Det gamle Ferritslev.
Når man kommer ad landevejen fra Rolfsted op ad bakken ved Lundsbjerg, ligger Ladefogedgården til venstre for Vejen. Der boede Rasmus Knudsens enke 1793.
1-19.36.1) (Den gård kaldes i 1600 tallet "Ferritslev Vestergård" og beboedes 1688-1708 af Hans Lauritzen gift med Margrethe Andersen.
Johan Rasmussen, gift første gang med Margrethe Lauritzdatter, født 1675, død 1733. Gift anden gang med Anna Maria Hansdatter, født 1705, død 1748.
Hans Hansen Ladefoged, født 1692, død 1759. Gift med Karen Madsdatter, født 1703, død 1771. Fæster gården d. 16. april 1737. De var "Mesters" tipoldeforældre, idet Anders Hansen i Funkegården var deres søn, som var far til Niels Andersen i Funkegården. Hans Hansens datter Johanne Hansdatter var gift med næste fæster:
Rasmus Knudsen, født 1719, død 1792. Søn af Knud Hansen, Eskildstrup, søn af "den sorte skriver", Hans Rasmussen, Rolfstedgård, Mesters Tip-tip-tip-tip oldefar. D.A.)
Hans Rasmussen Ladefoged, født 1759, fæster gården 1791.
Rasmus Hansen Ladefoged, gift med Karen Hansdatter. Købte gården af Sehestedt Juel, Ravnholt d. 16. oktober 1862.
Mads Rasmussen Ladefoged, gift med Luise, overtog gården d. 11 august 1886.
Axel Claudius Rasmussen Ladefoged overtog gården d. 16. marts 1922.
[Jeg har tilladt mig at indføje flere beboernavne ved denne gård, som jo er en af Mesters slægtsgårde]

2-20-37 Den næste gårdmand var Rasmus Hansen i "Kærgården". Han var den sidste mand i gården, der er afbrudt. Forrige fæster var Hans Rasmussen.

3-21-38. Rasmus Olufsen Munk.
Den gård lå mellem "Kærgården" og den plads, hvor nu brugsforeningen ligger ("Ole Torbøl" Rasmussen i Torbøllegården, som Mester fortæller om er en søn derfra. Hans kone , den gode "Birthe Oles" var en datter af Mads Povlsen i Lørup, Ryslinge sogn. Søn af Povl Madsen og Birthe Cathrine Michelsdatter i Ryslinge. Søn af Mads Nielsen og Karen Povlsdatter i Ryslinge.
Rasmus Olufsen var søn af Mads Nielsens datter, Maren Madsdatter og Oluf Hansen Munk, søn af Hans Hansen Munk, født 1659, død 1750, gift med Maren Rasmusdatter, født 1663, død 1721. De var fæstere i samme gård under Tøjstrup. D.A.)

4-22-39. Niels Rasmussen, født 1754, gift med Anna Rasmusdatter.
Denne gård er forsvunden, den lå lige overfor stævnet; den mand, der boede der i min barndom hed Rasmus Rasmussen; han var med imod Kosakkerne i Itzehoe tilligemed Jørgen Væver i Rolfsted. De var 13 mænd, som gik til Rendsborg den nat. Gården blev udflyttet 1866 af sønnen Anders Rasmussen.

5-23. Anders Nielsen Kallehauge, født 1725, død 1794. Gift med Karen Rasmusdatter. (Unge Rasmus Rasmussen, født 1772, gift  første gang med enken Karen Rasmusdatter. Gift anden gang med Maren Hansdatter. Nyborg kirkes gods. D.A.)

6-24. Anders Nielsen, født  1741. Gift første gang med Kirsten Hansdatter, født 1719, død 1782. Gift anden gang med Anna Rasmusdatter, født 1758.

7-25. Niels Hansen Frisch, gift med Karen Jørgensdatter fra Kappendrup. Hun var moster til Mesters far, Hans Andersen. Det var hende, der blev gift med Mads Andersen, der flyttede gården ud på marken og kaldte "Skovgård"; han solgte den til Thyge Hansen 1846 - Mester svigerfar - og rejste til Sønderjylland. Den hørte til Tøjstrup gods, da den lå, hvor telefoncentralen nu ligger.

8-26-40. Funkegården.
Rasmus Thomassøn.
1693. Rasmus Espersen, død 1744. Gift med Maren Rasmusdatter.
1719. Espen Rasmussen, født 1694, død 1762.
1739. Unge Hans Hansen Lindholm, født 1706, død 1772. Gift med Kirsten Rasmusdatter, født 1706, død 1776.
1769. Niels Hansen Lindholm. Gift med Margrethe Hansdatter, født 1739 Han måtte gå fra gården på grund af gæld og svagelighed. Den overtoges 1777 af Anders Hansen Ladefoged, født 1741, død 1820. Søn af Hans Hansen Ladefoged.
A.H. Gift med Anna Nielsdatter, født 1746 i Havndrup. Datter af Niels Christensen og Karen Hansdatter; død i Funkegården 1839.
1812. Niels Andersen, født 1779, død 1843. Gift med Barbara Salomonsdatter, født 1784, død 1868. Forældre til Inger Nielsdatter, gift med Hans Andersen. Mesters forældre.
Hans Nielsen (sidste fæster af gården), gift med Kirsten Jørgensdatter. Hans Nielsen og broderen Salomon Nielsen delte fæstet og købte siden hver sin part. Hans Nielsen delte sin gård.

9-27-41 Hans Knudsen, født 1747. Gift første gang med Anna Knudsdatter, født 1753, død 1790. Gift anden gang med Johanne Rasmusdatter, født 1764.
Rasmus Hansen (på Banken) efter ham blev gården delt.

10-28-47. 1731. Søfren Madsen, født 1691, død 1759. Gift med Giertrud Rasmusdatter, født 1704, død 1768.
1759. Mads Søfrensen, født 1732. Gift med Margrete Rasmusdatter, født 1725, død 1787.
1792. Søren Madsen, født 1766. Gift første gang med Sidsel Knudsdatter, født 1763, død 1798. Gift anden gang med Johanne Rasmusdatter, født 1773. De havde en søn, Knud Sørensen, der var gift med en halvsøster til Mesters far, Anne Jørgensdatter. De boede i Bitorup [Biskoptårup?] og havde en datter, Sidsel Knudsdatter, der holdt Mester over dåben.
Hans Sørensen, født 1794, gift med Johanne Marie Rasmusdatter, født i Fraugde Kærby.
Kirsten Hansdatter, gift med Rasmus Hieresen.
Søren Madsen var den eneste, der ved udskiftningen førte klage, over at hans jord lå for langt fra gården.

11-29-42. 1793. Hans Hansen, født 1729, død 1810. Gift med Maren Nielsdatter, født 1725, død 1806.
1798. Rasmus Hansen, født 1763, død 1828. Gift med Maren Rasmusdatter, født 1769, død 1844.
1728. Maren Rasmusdatter, født 1800. Gift første gang med Niels Clausen, født 1799, død 1834. Gift anden gang med Peder Rasmussen, født 1800, død 1867, gift anden gang med Karen Nielsdatter.
Den sidste gårdmand på den linie var ikke født i gården, men i Fraugde Kærby. Han var gift to gange; den sidste gang med min moster Karen. Nogle år efter at manden var død, delte hun gården mellem tre sønner og en datter, som blev gift og boede i det gamle hjem, og hos hendes boede moster Karen, til hun døde. Sønnen Hans Pedersen fik hovedlodden af jorden til venstre for landevejen efter Ellinge. Kristian Pedersen fik 10 tdr. land, som grænser op til. Den lod købte jeg af ham og byggede på. Han rejste til Amerika med kone og børn. Nu har min søn Hans Lykkegård vort gamle hjem.
Moster Karens ældste søn, Rasmus Pedersen, fik den jord på den anden side vejen og byggede overfor os. Han fik tuberkulose og måtte sælge, og købte et hus ved Lodskov, hvor han efterkommere lever endnu.

12-30-43. 1793. Rasmus Rasmussen, født 1761, gift med Kirsten Hansdatter, født 1761.
Jørgen Rasmussen, gift med Anne Ovesdatter. Denne mand kendte jeg godt; jeg har tjent hos ham. Han havde en smuk familie; der var 8 børn, men flere af dem døde ret unge af Tuberkulose. Gården blev spoleret, da herremanden tog 30 tdr. land at plante skov på. Der er dog 30 tdr. land samlet endnu, som der er bygget en gård på af sønnen Ove Jørgensen. Nu bor hans datter og Karl Mortensen der.

13-31. 1793. Rasmus Hansen, født 1754, død 1801. Gift første gang med Anna Hansdatter, født 1769, død 1791. Gift anden gang med Ellen Hansdatter. Denne gård er udflyttet. Tvevadgården.
Enken Ellen Hansdatter, gift anden gang med Christen Tygesen, født 1770 (søn af Tyge Jørgensen i Præstegården), han giftede sig anden gang med Anne Madsdatter, født 1779.

14-32-48. Frederik Jørgensen, født 1676, død 1754. Gift første gang med Kirsten Nielsdatter, født 1663, død 1736. Gift anden gang med Anna Jensdatter.
1754. Oluf Hansen, født 1729, død 1779. Gift første gang med enken Anna Jensdatter. Gift anden gang med Dorthe Andersdatter, født 1753, død 1795. Gift anden gang med Peder Knudsen, født 1757, død d. 17. juni 1812. Gift anden gang med Anne Andersdatter (A. Nielsens datter, Hudevad). Gift tredie gang med Maren Hansdatter, født 1768. Gift anden gang med Ole Rasmussen, søn af Rasmus Olufsen i Ferritslev nr. 21. Ole Rasmussen var gift anden gang med Birthe Cathrine Madsdatter, født 1796 i Ryslinge sogn.
Mester gentager mange gange, hvordan hans mor roste "Ole Torbøl og Birthe Oles", Rønninge Søegård.

15-33-44 "Assessorgården".
Herredsfogden Jens Pedersen Galt, død 1694.
1698. Jørgen Rasmussen, født 1668, død 1710. Gift med  Lisbeth Søfrensdatter, født 1693, død 1755.
1710. Peder Pedersen, født i Ejby 1682, død 1712. Gift med enken Lisbet Søfrensdatter.
1712. Rasmus Nielsen, født 1688, død 1764. Gift første gang med Lisbeth Søfrensdatter. Gift anden gang med Anna Hansdatter, født 1743, død 1788, gift anden gang med
1764 Jørgen Christensen, født 1740, død 1798, gift anden gang med Mette Kirstine Jørgensdatter, født i Kappendrupgård. Gift anden gang med
1798 Anders Jensen, født i Rønninge.
1847. Hans Andersen, født 1806, død 1876. Gift med Inger Nielsdatter, født 1809, død 1889 (Mesters forældre)
1876. Knud Hansen, født 1851, død 1935. Gift med Maren Pedersen, født 1861, død 1931.
Rasmus Nielsen stod fadder til Jørgen Christensen, hans sidste kones anden mand fra Præstegården.

16-34. Ferritslevgård.
Der kan vi tilbage til 1552 tælle 12 ejere og 16 forpagter og fæstere. Ved udskiftningen boede min oldefar der.
Salomon Svendsen, født 1741. Gift første gang med Ingeborg Dorthea Christiansdatter Breom, datter af Christian Ulrich Breom og Hedevig Rebecca Pedersdatter Bast. Gift anden gang med Inger Hansdatter, født 1753 på Stubbendrupgård, datter af Hans Hansen og Kirsten Jørgensdatter, Stubbendrupgård.De, der foretog udskiftningen, var landinspektør Berg og en degn fra Gudme, der hed Thornfeldt; de boede på Ferritslevgård under udskiftningen. Da de skulle til at begynde, kom Salomon Svendsen og lagde en opslagen bibel foran dem med disse ord: "I Herrer gøre nu, hvad Ret er". Jo, de gjorde, hvad ret var; de tog det bedste af vor "lille Krog" og lagde ind til Ferritslevgård. Dengang tog de kun en lille del; nu har de taget alt. Den næste fæster var Hans Salomonsen, gift første gang med Anna Rasmusdatter, datter af Rasmus Hansen. Gift anden gang med Inger Ovesdatter, datter af Ove Jensen Smed og Ingeborg Dorthea Salomonsdatter. Sidste fæster på Ferritslevgård var sønnen af Hans Salomonsens sidste ægteskab: Jens Hansen, gift med Anne Jørgensdatter. Så blev gården forpagtet ud til en præstesøn fra Herrested, forpagter Crone.
Ferritslevgård har jeg altid været meget optaget af; min tanke har altid kredset om den og de eventyr, min moder har fortalt derfra. Det var de første eventyr, jeg kunne fatte.

17-35-45. Den gamle Præstegård.
1662. Niels Rasmussen, død 1697.
Før 1686 Rasmus Nielsen, født 1651, død 1720. Gift første gang med Maren Johansdatter, født 1637, død 1715. Gift anden gang med Karen Christensdatter, født 1678, død 1738. Gift anden gang med
1720 Peder Hansen, født 1694 i Rolfstedgård (Hans Hansen og Karen Pedersdatter).
1725. Christen Jørgensen, født 1701, død 1767. Gift første gang med enken Karen Christensdatter. Gift anden gang med Maren Jensdatter.
1767. Thyge Jørgensen, født 1745. Gift første gang med Kirsten Christensdatter, født 1749. Gift anden gang med Karen. En søn, Jørgen Thygesen fik den nyoprettede Kalvehavegård. En anden søn fæstede Tvevadgården, da han giftede sig med enken,  Ellen Hansdatter. En tredie søn fæstede fødegården: Knud Thygesen, gift anden gang med Kirsten Andersdatter, (søster til Mester far). Gift anden gang med Jørgen Hansen, født i Trunderup.
De flyttede gården ud på marken, "Lodskovgård". Den sidste af slægten, der ejede denne gård, var sønnen, Hans Jørgensen, som døde barnløs. Nu har jeg fortalt om gårdene, som de lå i min barndom.

Huse i Ferritslev.
Det var otte huse, som ikke er nævnt ved udskiftningen; men de var der "Guldsmeden", den gamle Gjørtlers ligger der endnu ved den såkaldte "Lille Anders`s toft".
Et har ligget der, hvor brugsforeningen nu er; jeg mener, det var degnebolig i den katolske tid.
Hvor vejen går fra efter Nyborg, lå et hus, hvor byens væver boede, og den vej kaldtes aldrig andet end Vævergyden.
Så lå der et skrås overfor smedjen; det har oprindeligt haft jord, som blev lagt til Ferritslevgård, da fæsteren døde. Der har været kro før, men da der var for mange, som søgte dertil, nedlagde etatsråd Smidt på Hellerup den omkring 1780, og det hjalp på mændenes ædruelighed der i byen. Jeg har set i kirkebogen at kromanden og krokonen tit har været med i stadsen ved bryllup og barnedåb.
Ved siden af guldsmedens lå et hus, som havde jord i Tyvekrogen; det blev senere flyttet derud. Et hus, som havde fire tdr. land, lå ved Sønderskov. Ved centralen ligger et hus, som har jord ned til Funkebækken. Det har også haft jord i Tyvekrogen; det havde de huse, der lå spredt i byen, det var godt nok til husmændene dengang.
Der har også ligget et, hvor apoteket ligger; det blev flyttet ud ved Sønderskov.
Og så var der det, som lå for enden af Ferritslevgårds mark og havde 3-4 tdr. land. Det er brækket ned og jorden inddraget.
Da Salomon Svendsens datter, Kirsten skulle giftes, fik hun og hendes tilkommende mand, murermester Jørgen Madsen noget jord, og han byggede en smuk bolig, som de kaldte Ferritslevhus.
Ja, så var der også huset på Bylods Agre, som skafferens far byggede, men som han ikke kunne klare, hvorfor byen gav ham lov at bygge i Egebjerg - den gamle grusgrav.
De boliger som her er nævnt - gårde og huse - er, hvad, der før hørte til det gamle Ferritslev. Om byen har været større før "Den sorte Død" ved vi ikke, heller ikke om den har bortrevet mange mennesker her på egnen. Det er ikke utænkeligt, at den nordre bæk har været sejlbar tilbage i tiden; det var jo kun små både, man brugte i gammel tid. At det er en tidligt beboet egn er sikkert nok, skønt den ligger langt inde i landet.
Der har været dårlig forbindelse mellem byerne; vi kan tydeligt se på markerne, hvor der har været fyldt sten på ved overgangene. Over Bækstrupåen var der vist en træbro, men det var nok i nyere tid den kom.
Når de ældre i en gård døde eller gik på aftægt, var det gerne den ældste søn, der fik gården i fæste; men det hændte også, at det var en datter, der undertiden fik en mand længere væk fra, dog som regel fra samme gods. Jeg kan se i kirkebogen,  at det er de samme slægter, der igen. Stammen blev i gården.
Bønderne i gamle dage har haft det strengt med hoveri for herremanden og pasning af deres egne gårde. 1791 fik de en ny kontrakt, som gav mere lempelige vilkår, men det såmænd strengt nok alligevel, hvad der kan ses af kontrakten. Vi kan nok se, det var ikke godt at være fæstebonde. Hvert 10. neg de avlede på jorden, skulle de aflevere til herskabet, før de måtte køre noget ind selv; det gjaldt til 1826, da det blev afløst af det, der kaldes tiende. Før den tid skulle hver mand sende bud til herskabet, når kornet var tjenligt at køre ind, og der måtte intet røres, før herremanden havde fået sit taget ud og kørt bort. Det gjaldt , da min fader og moder blev født 1807 og 1811.
Der er en fuldkommen beskrivelse fra den tid - ca. 1825 , så man kan se, hvad hver enkelt bonde i sognet har avlet. Der er kun to gårde i Ferritslev, der har avlet 5 fold. Herskabet vidste fra år til år, hvad de havde fået i tiende af hver enkelt bonde.
Da Hellerup havde købt tiendekornet fra Rønninge blev Tiendegyden over Rolfstedmarkerne lavet. De Rønninge mænd var kun pligtige at køre en mil med det, og så blev der lavet en kortere vej. Mændene i Rønninge ville ikke lave vej igennem skoven. Vejen lå ubenyttet i mange år og blev delvis tilgroet, hvorfor den fik navnet "Grønne Gyde" Nu er man enedes om at tage hver sin part, og der er bygget langs med den.- Der var jo ikke landevej før 1835, så vejen gik længere nede, hvor markvejen "Skindergyden" nu går, det var vel der, Skinderen - rakkeren - boede, og op til "Gildehøj", den vestligste af de store grusbanker; den ligger i skellet mellem Ferritslev og Rolfsted. Vi drenge talte tit om, når vi gik fra skole, at den rigtige vej egentlig gik over degnens mark efter "Gildes Høj" og lange Høj. "Gildes Høj" tilhører Rolfsted og gjorde det før udskiftningen. Den har uden tvivl fået sit navn, fordi gildelauget har holdt til der. Den ligger ved en slugt eller dalsænkning, der på gammel dansk hedder "Gild", men den var laugshøj eller mødested.
De fleste af de store sten, der er tildannet til bygning af "Tllebroen", er taget fra en stendysse, som hører Kappendrupgården til, men tidligere har tilhørt Rolfstedgård.
Rolfsted kirke, som Ferritslev kirke siden Reformationen har hørt til, er som bekendt af tilhuggede kampesten og opført i det tolvte århundrede. Tårnet er bygget senere; man kan se, at nogle af grundstene er taget ud og brugt til tårnet. At Rolfsted, Ellinge og Ferritslev kirker skulle være bygget af sten fra Tvevad slot, ville pastor Helms ikke høre noget om; han sagde, at kirkerne var ældre end slottet. Der har måske nok været bjælkeloft i kirkerne til at begynde med, og at hvælvingerne er bygget af sten fra Tvevad. Ellinge kirke har været bygget om flere gange, og Rolfsted kirke er der også kludret en del med. I det sydøstlige hjørne står en pille, hvori sidder et par sten, som er tillagt stor betydning. Jeg tror nu, det er et par meget gamle gravsten, der har ligget over et par folk fra Rolfstedgård, der i sin tid har været en stor befæstet gård. Dyrlæge P. Jensen i Kværndrup sagde, at der oprindelig har været et eller andet mærke på de katolske kirker, men hvad de betød, vidste han ikke. Jeg har fundet sådan nogle mærker på enkelte kirker, men intet på Rolfsted kirke, skønt jeg har undersøgt hver en sten, der er synlig i  den. At de to ansigter er af den slags, tror jeg ikke. Og hvorfor har man dog slået den sten i to stykker og oven i købet vendt den ene forkert?
På grundstenen i den store smukke kirke i Assens findes en blomst. På tårnet af Tved kirke er også en figur, som jeg dog ikke kan se, hvad er......
Jeg ville nu gerne have, at de to sten med billerne i Rolfsted skulle træde frem for de andre grundsten; det ville slet ikke være så bekosteligt. SÅ kan man jo tro, hvad man vil, om deres oprindelige formål; der er ingen navne at se på dem. Der er ikke noget i stykker ved at fremhæve dem; det har kostet meget arbejde at fremstille dem. Der går i hundredvis af mennesker forbi uden at se dem. Det er også mærkeligt, at i en eneste af grundstenene i tårnet er lavet en særlig udhugning i den vestre kant; hvad  mon grunden er til det? Der er kun et af de oprindelige vinduer tilbage; det er tilmuret på den østre side af våbenhuset tæt under taget. Det kan tyde på, at der har været bræddeloft før hvælvingerne. Alt tyder på, at tårnet er bygget til senere, for man kan se, at de sten, der oprindeligt har siddet i gavlen på kirken, er flyttet ud i tårnet. Biskop Jacob Madsen har lavet en pennetegning af kirken; efter den skal våbenhuset i hans tid have stået ved den nordre side af kirken; men det er muligt, han har taget fejl. Biskop Madsens visitatsbog er god at få forstand af;

Nu vil jeg fortælle, hvordan der så ud i en almindelig bondegård i min barndom. I dagligstuen var der et bord med egetræsbordplade. For enden af dette en bænk med panel i ryggen og et omhæng, der i reglen endte i et "hoved". Langs med vinduerne ud mod gården var en lang bænk. På den sad folkene i følgeorden: forkarlen øverst, dernæst andenkarlen, så drengen og husmanden. Manden i gården sad altid for enden af bordet. Der var nogle stole til gamle folk, nogle halmsæder, andre med polstring.
I storstuen var gulvet enkelte steder af ler, men ellers bræddegulv. Der stod et par dragkister med et eller andet på, en seng , et klædeskab og nogle klædekister. Sengen var som regel en himmelseng med forhæng omkring lavet af hjemmespundet hørgarn og vævet i striber; det var ganske nydeligt lavet. Himlen over sengen brugtes som gemmested for mange ting. Sovekammeret var udstyret med nogle stole, et bord og en skammel. Sengene var altid alkovesenge. I den alkove,, hvor manden og konen sov hang pengeskabet altid over hovedet på de sovende. I dagligstuen var der dog de fleste steder bræddegulv. Under loftet var der gerne tre "Hyldefjælle", som man anbragte forskellige sager på, blandt andet mælkefade.
I forstuen var der undertiden kampestensgulv, men ellers klodsgulv eller brændte sten. Om der var vinduer med blysprosser i alle gårdene, er jeg ikke klar over; det var der i mit hjem: I sådan en bondegård var der en vis fortrolighed mellem husbondsfolkene og folkene i gården; det var der forøvrigt også med dyrene. I mange gårde holdtes der gæs; alle havde en gåsebænk; det var en lukket bænk med skodder foran til at trække op, når liggegåsen skulle ud og æde; midt i skodden var lavet et hjerteformet hul, så gåsen kunne følge med i, hvad der foregik i stuen. Hun kunne så dejlige sidde og nappe os i læggene, når vi spiste. Som dreng var jeg umådelig bange for en gase; der var de drenge, der var så dristige, at de turde tage  en gase om halsen og køre rundt med den; det har jeg aldrig vovet.- Gåsebænken var dog tildels flyttet ud i bryggerset i min drengetid; jeg mindes ikke at have set dem med mere end tre rum; vi har aldrig haft gæs hjemme. Til Mortensdag skulle vi godt nok levere en gås til herremanden, men den købte vi for 2 kroner; den skulle ikke være fedet. De år, jeg var på Langeland, skulle Kvindebjerggård levere gæs til Tranekær; de skulle veje 12 pund, når vi afleverede dem. der var fem at køre.
Jeg har et gammelt pengeskab stående på en dragkiste for enden af min seng; det er af eg og har været i min fødegård i ca. 200 år; det har hængt i fars og mors alkove. Der står R.N.S. og Ane Hansdatter 1766 - på det. På sølvskeen som Inger Aagaard har, står der 1761.
Nu har jeg nedskrevet det, jeg mener, kan interessere de gamle familier i Ferritslev at vide, og jeg har givet så mange oplysninger om byens beboere, at der kan gås videre ved hjælp af kirkebøgerne, hvis der er nogen af familien, der vil gå videre med udredningen.
Der er ikke så mange tilbage, der kender til det, jeg er vel snart den eneste, der kender det gamle.
I disse dage er der stort dyrskue i Odense med mange præmiedyr, som ejerne har stamtavle på. Jeg kunne have lyst at vide, hvormange der kender deres bedstemor. Det er en stor fejl, mener jeg, at folk ikke agter deres familie. Måske synes de, jeg er forkert på det. Jeg har dog glædet mig ved at opfriske gamle minder om familie og venner, som har levet her, det er, som om jeg har levet sammen med dem igen.
Min fætter Hans Pedersen og har været naboer i over 40 år, og der har aldrig været et ondt ord mellem os. Det er med tårer i øjnene, jeg tænker på ham; det var også svært at sige farvel til hans familie, da jeg rejste fra mit hjem, han var død et par år før. Vi har gået i skole samen og været soldat sammen. Han var regnet for byens dygtigste karl; hans billede skal nu have lov at hænge, så længe jeg lever.
Når moder hørte om mennesker, spurgte hun først om familien om, hvordan faderens og moderens karakter var i andet og tredie slægtled; det var på den måde, vi skulle lære folk at kende, sagde hun. Hun kendte slægterne langt omkring og vidste, om de var af god eller dårlig familie.
I ved nok, at den første bog, der blev trykt på dansk var "Den danske Rimkrønike". Der står foran i den: "-at skrive fædrenes gerninger alle; ere de onde, man må dem fly, ere de gode dem gør påny og aldrig frafalde". - Det er det, vi skal, enten vi er mand eller kvinde. De gamle havde deres måde at se tingene på, og den var ikke fejl. Mor havde sin; hun spurgte efter familiens egenskaber og ikke efter penge eller andet jordisk gods.

Moder.
Min moders morfar hed Salomon Svendsen; han var født i Lindshuset ved Hellerup å. Det er det, der senere blev kaldt Ernsthuset, efter hans broder, Ernst Svendsen, som boede der i mange år. Sagnet fortæller, at faderen Svend Rasmussen, var indvandret fra Sverige; hans kone hed Barbara Pedersdatter. Moder sagde, at der var 9 børn, og at de måtte ud at tjene, såsnart de kunne knappe deres bukser. Hvor de er blevet af, ved jeg ikke, men en af dem blev gårdmand i Havndrup; hans  underskrift findes på en kontrakt mellem herskab og bønder 1792. En kom vist til Såderup eller Refsvindinge. Alle var de berømte for deres styrke.
Salomon Svendsen har, da han var en gammel mand og moder en lille pige fortalt, at han som dreng kom til Herrested at tjene; hos hvem vidste moder ikke, men kosten var sløj, og han fik ikke nok at spise ved bordet, så han spiste noget af det brød, han skulle give hundene. Om morgenen fik folkene en spegesild til deling. Forkarlen og førpigen fik de to bedste stykker, lillepigen fik hovedet og Salomon "rumpi". Han kom så til Ferritslev, hvor han tjente hos Hans Hansen Ladefoged, og der blev han konfirmeret. Senere tjente han i Ås mølle, hvor han var berømt for sin store styrke; han var 3 tønder hvedemel op ad Æble bakke. En tid i hans ungdom "gik han ugedage" på Hellerup. Moder har altid fremhævet Salomon Svendsen som et dydsmønster. På Ferritslevgård boede en mand, der hed Christian Ulrich Breom, han var vist kommen fra Fåborg. Hans kone hed Hedevig Rebecca Pedersdatter Bast. De havde flere børn, men kun en datter, Ingeborg Dorthea Christiansdatter Breom, blev her på egnen; hun blev gift med Salomon Svendsen 1770. De fik en søn, som hed Christian Ulrich Salomonsen, og en datter, der hed Rebecca. 1778 døde Ingeborg Dorthea, og det var et frygtelig slag for Salomon. Hun var sådan en dejlig kone, og moder sagde tit, at han aldrig kunne blive træt af at fortælle om, hvor god og hvor køn hun var. Han blev gift anden gang med Inger Hansdatter fra Stubbendrupgård, men Ingeborg Dorthea var og blev vist den bedste for ham. For Inger gjaldt det gamle ordsprog vistnok, at gifter man sig med en enkemand, får man den døde kone med i huset. Den første datter, Inger fik, kom til at hedde Ingeborg Dorthea. Den næste hed Kirsten efter mormoderen på Stubbendrupgård, og den tredie hed Barbara efter farmoderen. Og så var der en, der hed Dorthea Marie. Den ældste søn hed Hans efter morfaderen, og tre andre hed Christoffer, Jakob og Peder.
Barbara blev gift med en mand, der hed Niels Andersen, søn af Anders Hansen, kaldet Anders Ladefoged, som boede i "Funkegården", der lå ved Funkebækken. Han var søn af Hans Hansen Ladefoged og Karen Madsdatter; hans kone, Anna Nielsdatter, var fra Havndrup og var datter gårdmand Niels Christensen og Karen Hansdatter. Der var 8 søskende i mors hjem; hendes ældste søster hed Anne; hun blev gift med Niels Madsen i Ryslinge. Tre uger efter deres bryllup var han sammen med nogle karle ved at grave en mergelgrav, og en aften, da han og en af de andre ville prøve kræfter, faldt de begge i mergelgraven, og Niels Madsen druknede. Anne fik en søn, Niels Nielsen i Ryslinge.
Broderen, Anders Nielsen, var møller og byggede Tarup Vejrmølle. Han var ikke stærk og måtte gå fra den, da møllefriheden endnu ikke var kommen. Hans enke kendte jeg godt. Kirsten Nielsdatter blev gift med en enkemand henne i Birkum. Nu skal jeg fortælle, hvordan det gik til at fri dengang; jeg har det fra hendes datter, som igen har det fra moderen.
Peder Jacobsen i Birkum var blevet enkemand og havde nogle drenge; hvormange der var, ved jeg ikke, jeg har aldrig kendt dem. Han havde fået spørgedom på, at der var en pige at få henne i Ferritslev. Han tog sine bedre klæder på og gik over til Niels Andersen. Der traf han den rigtige. Niels Andersen så på manden, og da han havde snakket med ham en tid, syntes han  godt om ham. Datteren blev kaldt ind at tale med ham under fire øjne. "Hvad synes du om partiet?" spurgte faderen. "Ja, hvad siger du, far?" "Jo - jeg synes, du skal tage ham". Hun var kun 17 år. "Ja, når du siger det, far, må det vel være det rigtige". Og så sagde hun ja. - Der var ingen orden i huset, da hun kom derover, og hun måtte tage sit eget tøj i stykker og sy om til drengene, så de kunne blive klædt ordentlig på. De havde dog en gård. Hun fik selv fire børn.
Kristen Nielsen var møllersvend. Han havde en kæreste fra Freltofte, en gårdmandsdatter. De fik en datter sammen, som blev en meget dygtig kvinde; hun blev gift med en gårdmand i Tarup og havde en flok dygtige børn. Kæresten Karen Jørgensdatter, lod ofte Kristen vide, at han var fra et fattigt hjem, og tilsidst gik han fra hende. Han blev gift med en Maren Rasmusdatter og fik en gård i Hjallese. De fik nogle børn, men hele den familie er uddød af tuberkulose.
Karen Nielsdatter ville mor Barbara egentlig have gift med en velhavende karl, men hun var vist gode venner med gårdmand Peder Rasmussen, som var enkemand, og da den anden var stærkt på tale, gik Karen en dag hen og bad om at tale med Peder Rasmussen. Da han kom ind, og hun havde fortalt ham, hvordan sagerne stod, sagde han:"Og hvad siger du så til det, lille Karen?" "Jeg er kommen for at høre, hvad I siger", svarede hun. Peder Rasmussen gik med hende hjem, og så blev det spørgsmål ordnet.
Salomon Nielsen fik det halve af jorden, der hørte til Funkegården; det var det, der kaldtes "Højagre". Han byggede en ny gård derude og kaldte den "Højagergård".
Hans Nielsen, som moderen kaldte "Askefis", fordi han var den yngste, fik hjemmet og resten af jorden; de to brødre blev gift med to døtre af gårdmand Jørgen Rasmussen og Anne Ovesdatter; de hed Anne og Kirsten Jørgensdatter. Moder sagde altid om Hans, at han var Askefisen og fik lov til at gøre, hvad han ville. Han var jo den yngste og skulle have gården, men herremanden kunne ikke lide det, for Hans gjorde for lidt ved det; derfor fik han og Salomon lov til at dele jorden. Salomon var en dygtig agerdyrker. Det var aldrig sket på godset før, at en gård blev delt. Året efter blev faders fødegård delt. Gårdene havde på den tid samme størrelse, som de havde haft i 2-3 hundrede år; det var ikke til at skille dem ad i fællesskabets tid. Da de i 1864 blev udbudt til selveje, var der frit spillerum. Nu er det, som Hans Nielsen fik, delt i fire parter.
Anne i Ryslinge talte moder vist sjældent med; det var jo også så langt herfra. Jeg kan ikke mindes, at hun har besøgt hende; men jeg tror, at hun havde en vis indflydelse på moder. Hos morbror Anders har jeg kun været en gang. Der var en søn, Mads Ferdinand, og en, der hed Niels; han rejste til Amerika. Så var der en datter, som hed Kirsten, hun tjente her i byen, og en, som fik fødehjemmet i Tarup; hun har en søn, der er uddeler i Birkum brugsforening, og en boede i Odense. Kirsten Nielsdatter havde en søn, der hed Jacob Pedersen. Han boede tilsidst i Gudme; han var en umådelig dygtig og retskaffen mand. Hendes anden søn, Niels, kom til Vissenbjergegnen; hos ham døde moderen og blev begravet på Vissenbjerg kirkegård. En datter, Stine, blev gift med Peder Madsen i Rønninge Maegård. De flyttede senere til Gudme.
Karen Nielsdatter, som blev gift med Peder Rasmussen, kunne moder jo nok have lejlighed til at føre omgang med, men  jeg tot, at moster Karen var en kone, der havde omgang med "de store" i moders øjne, og så holdt hun sig tilbage. Moder var også sådan stillet, at hun skulle passe på at få det til at slå til.
Moder var aldrig rigtig fortrolig med andre af sine søskende end broderen Kristen; ham så hun meget op til. Det var aldrig at mærke på ham, at han var blevet en rig mand; han var kristen, hvor han så end var. Han var venstremand og var med at danne Venstrepartiet i 1872 [?]. Det var der kun få gårdmænd i Hjallese - foruden ham -, der var dengang. Nu er det ikke noget særligt at være venstremand; det er bare at holde Fyns Tidende,- og de slår jo Fædrelandet. Nej, da var det noget andet, da jeg var soldat i Nyborg. Da var morbror Kristen også med. Han holdt også omgang med Klaus Berntsen og Jørgen Pedersen. Moder var ikke meget politisk påvirket. Kvinderne havde jo ikke valgret, men mere at tage vare på dengang.
Det var lidt om moders søskende.
Moder er født 1811 i Funkegården; det var vanskelige år for bønderne, og de havde det vist temmelig småt. Det var en ret stor gård, og moder sagde, at de holdt ladefoged - forkarl kaldes det nu -, men det var der flere, der gjorde dengang. Landbruget blev drevet på gammeldags maner; rug et år, byg et år, havre 2 år og hvile i 4 år.
I krigens tid var det galt med arbejdskraften, da hoveriet jo skulle passes, så kvinderne måtte tit gøre karlearbejdet. Engang, Niels Andersen syntes, det hele så fortvivlet ud, sagde Barbara, at han skulle bare passe sit, så kunne hun godt være ladefoged. Mormor var en meget dygtig kone. Moder fortalte, at et par dage efter at hun var født, stod mormor ude i gården og slog møg på, da de så en kone komme med barselmad til hende; så skyndte hun sig ind   ad bryggersdøren og fik sig vasket og klædt om, så hun kunne tage imod den fremmede kone.
Af kornet skulle herremanden have hvert tiende neg, som ladefogden fra Hellerup skulle komme og tage ud, før de måtte køre ind selv. 1825 var der misvækst, og de måtte blande vikker i rugen for at få nok til brød. Der blev kun avlet 60 tønder korn på mormors gård det år, så der var ikke noget at rutte med. Man agtede kornet højt og sagde, at Vorherres ansigt stod tegnet på enden af hver rugkerne. - Det var som sagt småt nok på Funkegården, og flere børn var der, så da moder var to år, kom hun op til bedsteforældrene på Ferritslevgård; det var måske nok, fordi hun hed Inger ligesom hendes mormor. På Ferritslevgård havde de det godt, der gjorde de ikke hoveri.
Hele tiden, mens mor var en lille pige, sov hun hos sin morfar om natten. Om aftenen lå han og fortalte hende mangt og meget; især fortalte han om sin første kone, Ingeborg Dorthea, hvor smuk og god hun var. Det blev hun aldrig træt af at høre.
Mens mor var hos sin morfar, var hun tit med ham i marken; hun drev hestene, medens han styrede ploven. Hun gik da med bare fødder, og når Salomon Svendsen ordnede ploven, satte hun sig ned og trak kjolen hen over fødderne.
Mor var på Ferritslevgård, til hun var 20 år; der havde hun det godt, men hun måtte bestille noget. Hendes mormor var kendt for sin dygtighed; hun har vist kunnet noget af hvert. Hun blev kaldt Kloge Inger.
Moder gik til præst hos pastor Bendze i Rønninge, hvis fader også var præst i Rønninge Rolfsted, før ham. Han fortalte, at når de gik til præst, stod han i døren og rakte højre  hånds bagside frem, som de skulle kysse til afsked, når de gik. Hun sagde, at hun var lige ved at kaste op, når hun skulle kysse ham. Han var ellers en flink mand, men han, som løste ham af, var en strenge karl; han holdt dem så sildig, at de gik vild ude i Kallehaveskoven, når de gik hjem. Det var gamle pastor Benzes søn, der blev præst i Søllinge 1812. Året efter brændte præstegården og degneboligen, hvorved kirkebøgerne gik tabt. Han gik så fra gård til gård og hus til hus for at samle oplysninger om sognets folk. Han var så flink mod "de hellige"; dem var der mange, der var hårde imod. Moder har aldrig nævnt noget om det; de har vist ikke tænkt så meget på den slags i Hans Salomonsens tid. Efter de få gange, jeg har set Hans Salomonsen, har jeg fået det indtryk, at han ikke interesserede sig så meget for den slags; han var en gammel affældig mand, da jeg kendte ham. Jeg har indtryk af, at tonen deroppe i hans tid var som i Salomon Svendsens. Moder var jo hos sin morbroder til hun var 20 år. Da fik hun "den smitsomme syge", det var Tyfus. Den havde været på en gård, hvor der var død to i første omgang. Der skulle være bryllup på gården, og lægen havde givet sin tilladelse dertil, da han mente, at smittefaren var ovre. Det var i den gård, som lå længst mod Ellinge i den tid. Nu blev det særlig galt med dem, der havde danset meget, og det havde moder gjort; og hun fik det at mærke, hun måtte ligge i sengen i 20 uger, og hendes hår, der var så langt, at hun kunne sidde på det, faldt af. Det kom igen, men blev aldrig mere så kraftigt. Jeg har hørt senere af en ældre mand, at der døde to af bryllupsgæsterne; men lægen sagde, det var fordi, de lod sig årelade: Den gård stod som en skræk for mig i mange år. Da sygdommen kom der igen, blev der malet et sort kors på porten som tegn på, at ingen måtte komme der. Drengen, der passede køerne skulle skrå hele dagen og bade så ofte, han kunne nå det.
 Morbror Kristen var hjemme dengang, de andre søskende havde hun ikke været så meget sammen med, som ønskeligt var; da hendes bedsteforældre døde, blev hun jo hos sin morbroder oppe på "gården". - Der var en anden og bedre tone i  hendes eget hjem; hendes far var vist en stilfærdig mand, og hendes mor var en alvorlig kone, men meget overtroisk.
En mand ved navn Lystrup gik omkring på Fyn og overnattede engang hos mormor og morfar. Det kom så på tale, at de havde en kvie, der var komme på tværs i båsen tre torsdage i træk, så den ikke kunne få sig rigtig vendt igen. Det var jo meget mystisk og hemmelighedsfuldt. Men hvem var skyld i det? Det var en gåde.- "Det er nemt at få at vide", sagde Lystrup. "Når I slagter en kalv, skal I tage leveren af den, gennemprikke den med en nål og hænge den til røgning i skorstenen; så skal det nok vise sig, hvem der har gjort det." De slukkede lyset og gik i seng; men mormor kunne ikke glemme Lystrups råd. Han lå ved den anden side af skillevæggen og mormor sagde til ham: "Hvi vover I at bespotte den helligånd!" Da Lystrup var rejst, og mormor og morfar slagtede en ko, tog hun leveren, gennemprikkede den og hængte den i røg. Da mormor gik til alters søndagen efter, mødte hun smedekonen på kirkegulvet; hun så ud, som om hun var overprikket med nåle i ansigtet, og nu vidste mormor, hvem der havde forgjort hendes kvie. - Ja, sådan noget troede man på dengang.
Da mor var blevet rask, kom hun ud at tjene i Torbøllegården hos en mand, der i daglig tale hed "Ole Torbøl", og  hans kone Birthe Oles". Ole Torbøl havde været gift med enken efter "store Peder Knudsen", som havde bygget Torbøllegården. Han var bedre stillet end de andre gårdmænd, da han var fri for hoveri; han sagde engang til nogle mænd: "Hvad kan I gøre? Jeg kan klæde mine børn i silke; men hvad kan I?" Han havde boet i den gård, som lå overfor Egebjerg grusgrav. Ole Torbøls første kone var død, og nu skal jeg fortælle, hvordan og Birthe fik hinanden.
En dag gik Ole og arbejdede ude i loen, da en ung pige opsøgte ham. "Hvad vil du, min lille pige?" spurgte han. "Ja - jeg har tænkt, jeg vil fri til dig," svarede hun.- "Nå, - jamen så må vi da hellere gå indenfor og snakke om det." Det gjorde de; de blev enige, og de blev mand og kone der i gården. Birthe var fra Lørup. Moder tjente hos dem i 6 år, og hun har altid rost dem og sagt, at der ikke var mage til mennesker. De havde to børn, en datter, Maren, der blev gift med den ældste af Jørgen Rasmussens sønner i Ferritslev, Rasmus Jørgensen, og en søn, Rasmus Olesen, der døde som ungkarl hos søsteren i Tarup. Jeg kan huske, at mor var nede at se, hvordan de boede; hun var meget begejstret for, hvad de avlede.
Efter at moder havde tjent de 6 år i Torbølle, kom hun ned til degnens i Rolfsted; han hed Lars Mogensen og var seminarist fra Skårup. Han kom til Rolfsted i 1812, hvor han var både degn og kirkesanger, men synge har han aldrig kunnet. Der blev indrettet en stol i kirken, hvor han skulle stå og synge for, men det blev det nu ikke bedre af. Han havde haft kopper, så det var et slemt ansigt, han havde. Ham har både far og mor og vi børn gået i skole hos. Han var slem til at prygle børnene; det var degnene dengang, men han var den værste. Da jeg gik i skole, var han ikke så slem endda, men når de gamle talte om Lars Mogensen, var de ikke billige. Folk turde ikke klage til Hellerup, da degnen var broder eller svoger til forvalteren der. Et par stykker har han slået forstanden fra.
En dreng fra Kappendrup var ikke at formå til at gå i skole, så lagde faderen en snor om ham og trak af sted med ham, men da de kom op i nærheden af Rolfsted smøgede drengen snoren af sig og løb hjem. Mogensen brugte også som straf at sætte børnene ind i skorstenen. Engang havde han glemt en dreng derinde og var gået i marken efter skoletid. Da han kom hjem, spadserede drengen oppe på rygningen af skolen; da blev han hed om ørerne og råbte: "Pas på, lille Rasmus; nu skal jeg hente en stige!" - "Det behøves ikke, jeg kan komme ned." - Men Mogensen hentede stigen og fik Rasmus ned.
Der var også engang, at degnen blev så rasende, at han tog Peder Rasmussens stedsøn, Klaus Nielsen, og dunkede hans hoved ind mod væggen, alt imens han brugte de forfærdeligste skældsord. På hjemvejen blev Klaus syg; de andre drenge hjalp ham, og han kom i seng, da han kom hjem. Han døde om natten. Næste morgen sad børnene ganske roligt inde i skolen, da Mogensen kom derind. "Jeg synes, I er så stille, lille børn," sagde han, men ingen svarede. Så spurgte han: "Hvor er Klaus?" Ingen svarede. Han råbte arrigt en gang til: "Hvor er Klaus?" Da sagde en af de store drenge: "Klaus er død." Mogensen blev ganske bleg og sagde: "Er han død? - Er Klaus død? - Nu kan I godt gå hjem for i dag, lille børn." - Det var Maren Kristians broder, og hun har fortalt det. Det var i 1843, og når der ikke blev klaget på rette sted, ser man, hvor megen magt herremanden havde over fæstebonden.
Moder kom altså ned at tjene hos Mogensen og Bine, og hun var der i tre år. Der var nok at tage vare på, da der var en lille gårds avling til degneboligen, der var to heste. - Da degnen følte sig hævet over bondestanden, skulle de have ekstra forplejning og spiste ikke sammen med folkene. De havde ingen hverdagskarl, men kun en husmand fire dage om ugen; det var Peder Andersens, skafferens fader fra Ferritslev. - Moder skulle varetage klokkeringningen hver morgen og aften og ved gudstjenesten på helligdagene. Jeg spurgte hende engang om, hvordan hun bar sig ad om søndagen, når der skulle ringes med to klokker. "Jeg bad en af kirkegængerne om at ringe med den ene klokke, når der skulle ringes sammen, og det blev mig aldrig nægtet," svarede hun.
Engang ville jeg også vide, om det var sandt, at hun skulle give kirkelammet mælk, men det skulle hun ikke, og hun havde heller aldrig set det.- Der var engang en, der gik fra skolen ud til Torbøllegården, da gik der et hvidt spøgelse efter barnet hele tiden; det skulle have været kirkelammet, der var på færde. Det kunne jo også være, at barnet havde set syner ved højlys dag, fordi det var sygt. Moder har som sagt aldrig set noget.
Fader talte aldrig om Mogensen. Moder havde let ved at klare sig; hun havde let ved at lære udenad og var sikker til at regne. At en pige kunne overkomme alt det arbejde lyder næsten utroligt. Når degnen var færdig i skolen, gik han gerne en tur i marken for at se, hvad der var lavet. Mor har aldrig klaget over at tjene hos degnens; men ville man byde en pige at arbejde sådan i dag, ville hun sikkert rende af pladsen den første dag. - Da Mogensen blev gammel, fik han en medhjælper, der hed Zyrak Jørgensen; han duede i grunden slet ikke til at være lærer; men han fik kaldet efter Mogensen. Det var vist i 1865, Mogensen døde. Jeg var med til at grave hans grav - jeg var kommen til Rolfsted at tjene. Mogensen var i sine sidste år kommen til at bo i Herrested, hvor hans søn var lærer, og denne ville have ham begravet i Rolfsted i det ene hjørne ind mod kirken. Jeg var mest bange for, at vi skulle have gravet kirken omkuld; jorden var så løs, at jeg var bange for, at det hele skulle ramle sammen. Der var vist ikke et eneste af hans skolebørn med til hans begravelse.
Efter de tre år i degneboligen kom moder op på Ferritslevgård hos sin morbroder, Hans Salomonsen igen, hvor hun blev "førpige" -storpige.- Der gjorde hun også meget arbejde. Jeg ved, hun var stærk. Hun kunne selv tage deres rugmelssæk og tømme deigtruget, og den indeholdt dog 14 skæpper rugmel; det var selvfølgelig uden møllerens told. Sækkene dengang var lange og smalle, så stærk var hun. Hvor længe hun var der, ved jeg ikke; det var vist ikke så rart et sted at tjene, efter hvad jeg har kunnet skønne. Det var bedre i Salomon Svendsens og Breoms tid; da var tonen anderledes. Det var vist meget brugt at bande i de tider, men det gjorde moder ikke; jeg har kun hørt hende sige "sgu" en gang, men da var hun også vred. Hun slog straks sig selv på munden og sagde: "Gud forlade mig min synd."
 Da moder holdt op at tjene hos degnens, kom hun hjem at være en tid, der var hun sammen med sin broder Kristen, han var den broder, hun havde mest med at gøre; de var også mest jævnaldrende. Jeg kunne nok se på Kristen, at det gik ham meget nær, engang mor var syg. Nu er Kristen, hans børn og børnebørn  i Hjallese alle døde. De var rige folk, de mest velstillede i familien. Datteren Karen var jeg med til at jorde i efteråret; hun  kom ned i sin faders grav, det er over 60 år siden han døde.
Der var en del spøgeri på Ferritslevgård. Nede bagved lå et agerskifte, som Hans Salomonsen havde brudt op og lagt ind under gården. På det agerskifte stod en "manepæl", som hans fader ikke kunne lide, han ville tage op, men han gjorde det alligevel, og resultatet var, at der kom en stor bremse op af hulet, hvor pælen havde stået. Fra den dag optrådte der et gråt føl på Ferritslevgård såvel ved dag som ved nat. Det passede sig selv, men kom nogen uforvarende til at røre det eller støde til det, gav det en underlig lyd fra sig. Mor tjente der sammen med en ung pige, der hed Kirsten Skovskrædders. Når moder og Kesten i den tidlige morgenstund kom ud for at malke, hændte det tit, at de mente, de havde sat sig under en ko, men så var det, "det grå føl". En morgen gav Kesten det et rap og sagde: "Er det dig, din Fanden?" Det slog op med bagbenene og gav et hyl fra sig; det lød, som om det grinede ad hende. En anden gang - jeg ved ikke, om det var Hans Salomonsen eller hans fader, der mødte det ude mellem køerne, men han udbrød: "Uh! føj, er du der nu igen?" Så gav føllet sig til at hyle, så alle køerne blev bange, brød gennem hegnet og løb ind i skoven. På den måde lavede det løjer tidligt og sildigt. Så fik de det råd, at de skulle ride det over "Tillebroen" (Tilje-Fjælle), der fører over åen til Havndrup, det var lige ved gårdens mark. Hans Salomon sprang så op på føllet engang og red det over åen, og de så det aldrig siden. At der senere er lagt til, at Hans Salomonsen blev lam på det ben, han kastede over føllet passer ikke. Det var, hvad min moder fortalte.
På Ferritslevgård går storstuen tværs igennem hele huset, det vil sige i stuehusets bredde. For enden er der to gæstekamre; det ene har fra ældgammel tid hedt Fjællegulvkammeret og det andet lergulvkammeret, - det ene var med brædde - det andet med lergulv.
Moders ældste morbroder, Christian Ulrich Salomonsen, kunne moder aldrig blive træt af at rose; han var sådan et dejligt menneske og den klogeste af dem alle. Han kunne mere end sit fadervor, men han gjorde kun godt, aldrig skade. Han havde sin visdom fra en bog, han havde fået af en klog kone, der boede i Assessorstedet i Røjrup. Hun vækkede sin mand en nat og sagde: "Der er nogen ude i haven, der vil tage vores bier, men de skal få lov til at blive der til i morgen." De sad godt nok på havegærdet med bierne næste morgen, da hun og manden kom derud. Af hende lærte Christian Ulrich en hel del klogskab.
Engang han lå i fjællegulvkammeret, blev der pludselig lyst om natten. En mand stod midt i stuen med et lys, og en anden mand stod med en kasse fuld af penge. De satte sig ved et bord i hjørnet af kammeret og begyndte at tælle pengene. Christian Ulrich lå og så på deres tællen penge og ville se, hvor de gemte dem, for dem ville han gerne have nogle af, når det blev dag. Men lige som han tænkte det, kom han med lyset hen til sengen og så på ham, så han blev bange og krøb ned under dynen. Da han senere vovede at se op, var der mørkt i stuen.-
Der var i min barndom nogle, der rejste rundt og solgte kobberkedler; de havde deres bestemte steder at bo; de var vist  pæne folk; de blev kaldt "keddelførere". De have deres faste tilholdssted på Ferritslevgård, når de var her. Engang, de lå i fjællegulvkammeret, så de det samme syn, som Chr. Ulrich; så turde de ikke bo der mere, men flyttede til Sødinge. Den historie hørte jeg som dreng, men ikke af moder.
I 1801 - tror jeg, det var - red Christian Ulrich som ordonnans mellem Odense og Nyborg, men måtte overnatte i Langeskov kro. 14. dage før - eller så - havde kromanden, som hed Lærche, hængt sig i det værelse, Christian Ulrich kom til at ligge i. Han vågnede ud på natten, ved at en mand gik frem og tilbage på gulvet og vred sine hænder. Tilsidst kom skikkelsen hen til ham og tog på ham med sine kolde hænder; så blev han bange og trak dynen op over hovedet.
Moder fortalte også følgende:
Hun havde en søster, som var syg, og dengang var der ikke læger sådan i hvert et hjørne som nu; de måtte da køre hende til Bovense, hvor Christian Ulrich nu boede. Han spurgte dem ud og ville også have at vide, hvor den syge havde færdedes i den sidste tid. Ja, hun havde da blandt andet været i Revninge. "Ja, den by er jeg ikke dristig ved," sagde han. Der boede nemlig en gårdmand nede ved kirken, der hed Iver, og han gjorde fortræd, så den by skulle man vogte sig for. Det er nemlig sådan, at enten bruger man sin viden på en god måde - eller også på en ond. Nå, Christian Ulrich beholdt den syge og sagde: "Du kan komme efter din søster om otte dage." Det gjorde de. Hun var ikke rask endnu, men dog så "villen", at hun stod udenfor porten og tog imod dem. "Ja, I kan komme om otte dage igen," sagde hun; det gjorde de, og da var hun rask.
Den morbroder havde moder en voldsom respekt for; ikke for hans kunster, men han havde ualmindelige evner til at sætte arme og ben i lave, når folk var  kommen galt af sted. Han sad ikke og brødres med det som andre, men lirkede det lige så stille i lave. Moder har været hos ham flere gange. Jeg har aldrig hørt, hun har omtalt andre så rosende.
Han samlede også urter og lavede medicin til både dyr og mennesker, til udvortes brug såvel som indvortes brug. Hver St. Hansaften gik han på sine ben fra Bovense til Ferritslev. I Funkegården hos hans søster Barbara - min mormor - havde de nogle gamle pile, der var en del "flyvegrønt" i toppen på; det havde en vis evne til at kurere sår med, når det var vokset i andre træer. Det kom han og skar af, men hvordan han tilberedte det, ved jeg ikke.
Flyverøn kaldtes den Røn, som gror i toppen af gamle træer, der er så møre og svampede i toppen, at de kan holde på fugtigheden. Det, der så vokser frem af frø og bær, fuglene taber, kaldes flyvegrønt. Sådan noget, mente man i gamle dage, har helbredende virkning. Hvem ved ....
Christian Ulrich kendte også sin begrænsning og ville ikke have med det at gøre, han ikke kendte.
En mand fra Bovense kom en aften i en forrygende snestorm og bad ham om at gå med hjem til hans syge kone. Christian Ulrich var straks villig, men da han så, hvor alvorligt det var fat med konen, sagde han, at han ville køre til Nyborg efter lægen. Det var imidlertid et sådant føre, at hverken vogn eller almindelig kane kunne benyttes, så han tog skovslæden. Da han kom ud til lægen, ville denne meget nødig ud i det herrens vejr, men Christian Ulrich sagde, at det var absolut nødvendigt. Doktoren fik så pelsen på og en fodpose frem. Men da han  så, at det var en skovslæde med kun en hest for, nægtede han pure at tage med. Christian Ulrich blev vred og skældte ud og sagde, at han skulle med, såsandt som han hed Christian Ulrich Salomonsen. Doktoren rankede sig og sagde, at han ikke ville med, såsandt som han var Dr. Salicat.
"Ja, om du så er satan til kat, så skal du med!" råbte Christian Ulrich og tog ham i sine arme, bar ham ud og plantede ham i slæden og kørte til Bovense, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Konen blev rask, og doktoren nægtede aldrig mere at køre med Christian Ulrich, der kørte ud efter ham i  tilfælde, han ikke selv kunne klare.
I skovene omkring Hellerup og Ferritslevgård sås også et andet spøgelse. Der havde engang været en meget ond ridefoged på Hellerup, som altid pinte bønderne, og tilsidst dræbte han en bonde. Til straf gik han igen efter døden. Man så ham ride rundt på markerne og i skovene om natten, indtil han mødte en stærk bonde, der rev ham af hesten og gav ham en dragt prygl.
Der var også en grå og en hvid jomfru, der gik igen oppe på gården, men de gjorde ingen fortræd. Jeg tror nok, at moder mente, at det var noget snak.
Ferritslev har jeg altid været meget optaget af; mine tanker har ofte kredset om den og de eventyr, min moder fortalte derfra. Det var de første eventyr, jeg kunne fatte.
Tilsidst kom moder op at tjene i Smedestedet hos sin moster, Ingeborg Dorthea Salomonsdatter, som var gift med smeden Ove Jensen - hendes anden mand. Der syntes moder ikke så godt om at være; manden og en søn handlede med heste og køer, og de brugte kneb med hestene; de borede i tænderne, og de holdt med dem ned i bækken, for at deres hævede ben kunne svinde. Det gik da også galt med den ældste søn, Salomon Ovesen, der lå i København for at modtage og sælge kvæget, som de drev hele den lange vej fra Fyn og derover. Han solgte en hel ladning kvæg og stak af med pengene. Han var skrevet for dem, og faderen, der var fæster, kunne man ikke kræve for dem. Jeg har forgæves søgt Salomon Ovesen og hans familie senere. Han var herhjemme nogle dage efter 1864, han var da hos en hestehandler, der hed Ole Vollesen og boede i en kro, der ligger ved den nuværende grænse. Salomon Ovesens kone var der nede fra "det tyske".
Mor brød sig ikke meget om at være der. Hun fortalte, at da landevejen blev ført igennem til Svendborg, boede vejpikeuren hos Ove Smeds, hvor han havde en stue med polstrede møbler og sofa og god forplejning. Mor sagde, at landevejen skulle have gået længere ind i banken, som hørte til smedestedet - hvor savværket nu ligger -, men det gode værelse med sofaen har nok gjort sit til, at vejen blev, hvor den var; den blev oven i købet forsynet med sten, der blev taget fra den hundredårige stenmur, der stod mellem kirken og vejen. Den var der ingen, der kunne forsvare. Smedens var de sidste , mor tjente hos.

Nu vil jeg fortælle om min fader og hans forgængere i den gård, hvor han er født. Ved den sydvestlige side af vejen, der går gennem byen, var der kun to gårde: præstegården og min fødegård; alle de andre lå på den anden side af vejen. Fader fortalte, at der havde boet en herredsfoged i vor gård. Jeg troede, det var noget snak; men nu ved jeg, at det er rigtigt. Ved at sammenligne dens byggemåde med de andre gårdes, viser  det sig, at den er bygget helt anderledes. Da farfader, Anders Jensen, kom til gården 1791, havde den 18 gavle. Jeg mindes, at da jeg som trettenårs dreng var med til at bryde den gamle gård ned i 1863, var mange af løsholterne sømmet til. Farfar havde bygget de huse sammen, der var. Laden var højst 30 alen lang, den var bygget "på smøg", som de sagde, altså således at den hældede over ende. Bygningerne lå på en overflade, der skrånede ned mod engen. "Gårdet" - gårdspladsen - lå i en firkant med møddingsplads midt i som i alle de andre gårde i landsbyen. Det var en stor begivenhed i min barndom, når vi skulle have pølen øst tom, før vi skulle køre gødning på brakmarken; pølrenden gik ud under havreladen.
Stuehuset var meget gammelt og havde måske været bygget af herredsfogden, måske af en mand, der har boet der før ham, men at det ikke var bygget til en almindelig bonde var let at se. Stolperne var 5 alen lange; tagværket var så stejlt, at vi vanskeligt som drenge kunne gå på det. Den nordre side var tækket om, og far sagde, at det gamle tag havde ligget i 70 år. Bjælkerne i stuerne var meget svære og fuldkantede; under enden af hver bjælke var anbragt en fint lavet knægt, fastgjort til stolpen og bjælken, der gik igennem stolpen med en tap, som det var brug dengang. I stuehuset havde der været vinduer med blysprosser; de stod på loftet, da jeg var barn, et enkelt var sat i ude i bryggerset; glasset i ruderne var grønt. Blyet har jeg pillet af rammerne og haft mange glade timer med at smelte om og om igen.
Af gamle ting i gården var der en lampe, der hang over dagligstuebordet; den blev kun brugt ved særlige lejligheder; den hang i en krog, som var ca. en alen lang. Når den var ude af brug, blev den hængt op i en krog i selve bjælken. Den var meget rusten, ja omtrent ædt op af rust. Den var til to lys og helt kunstnerisk lavet af firkantet smedejern, der var snoet. Den blev solgt sammen med et århundredgammelt bord til en opkøber af den slags for nogle få kroner og står nok på et eller andet museum.. Bordet var forlængst kasseret som dagligstuebord og brugtes i køkkenet. Bordbenene var på en tykkelse af omkring 5 tommer med fodtrin imellem. Bordpladen af et lignende bord er endnu på et bord hos min broder Knud i Sødinge, det hele var af eg.
Så vidt jeg forstod, har der været lergulve i stuerne i gammel tid. Fader lod lægge bræddegulv i dagligstue og sovekammer. I storstuen - 4 fag - var der lergulv til 1857, da Hans Snedker i Kragelund lagde bræddegulv. I forstuen var og blev kun kampestensgulv; der var to trappetrin op til den af kamp, det ene var een stor hugget sten, der vist nok stammer fra den gamle kirke. Stuehuset havde vistnok været tre fag længere.
I Rolfsted kirkebog står følgende:
1755 trolovedes enkemand Rasmus Nielsen af Ferritslev og pigen Anna Hansdatter.
En gammel sølvske, som er i familiens eje, bærer navnene Rasmus Nielsen og Anna Hansdatter, men neden under er tilføjet Jørgen Kristensen.
I kirkebogen står:
"1764 trolovedes ungkarl Jørgen Kristensen og Anna Hansdatter, der var enke efter Rasmus Nielsen."
Jørgen Kristensen har altså ladet sit navn sætte på sølvskeerne, han fik med konen. Han var født i nabogården, den gamle præstegård. Hans fader hed Kristen Jørgensen.
Jørgen Kristensens faddere 1739 er: Rasmus Nielsen (hvis enke han blev gift med). Rasmus Pedersen, Peder Smed, Hans Ibsen, Hans Ladefogeds kone og Hans Hansen.
Jørgen Kristensen og Anna Hansdatter havde flere børn sammen. Anna begravedes 12. december 1788. Han var da en ældre mand på ca. 50 år; men nu giftede han sig med den syttenårige Mette Kirstine fra Skovballegården i Kappendrup. De havde to børn sammen; jeg har kendt dem begge. Datteren hed Anne efter Anna Hansdatter; hun blev gift med Knud Sørensen, en søn af gmd. Søren Hansen af Ferritslev, der havde en fæstegård under Nyborg kirke; de kom til Bistorup at bo. Det andet barn var en søn, der hed Jørgen; han fik en lille gård i Kellerup, hvor slægten lever endnu. Hans ældste søn hed Kristen og var soldat i Nyborg 1873; hans kone hed Karen. Vi kom kun til Kellerup nogle få gange, mens farbror Jørgen Levede. Den eneste gang, jeg mindes, var den tørre sommer 1868, da sønderjyderne var her ovre til det store to dages vennemøde i Boltinggårds skov. Vi havde to boende; fader kørte for dem, og vi havde køretøjet inde hos farbror Jørgen.
1792 døde Jørgen Kristensen i Ferritslev. Da Mette Kirstine nu var blevet enke, havde familien straks udset en ny mand til hende, men farmor sagde: "Nej, sidste gang bestemte I, hvem jeg skulle have; denne gang vil jeg selv råde." Og så giftede hun sig med Anders Jensen fra Rønninge; han var fra en af de magre gårde derovre, men de var selvejere; det hjalp nu vist ikke på indtægterne, men de var fri for hoveri, og det var jo en lettelse. Anders Jensen kunne lidt af hvert, også spille violin. Han havde ligget som soldat i København i sine unge dage. Der lå en gammel salmebog hjemme på hylden over vinduerne; fader sagde, at den havde hans fader købt i København, mens han var soldat. Min broder Anders lod den indbinde, og den er vist endnu på Rolfstedgård.
Disse to "Mette Jørgens", som hun altid blev kaldt efter sin første mand, og Anders Jensen, var min fader, Hans Andersens forældre. De havde fire børn sammen: Jens Andersen, der fik en hedelod på Tarup Hede, hvor han byggede et hus og dyrkede jorden op. Han var vist gift med en kusine fra Havndrup. De havde en datter, der døde som ung pige. Sålænge farbror Jens Levede, pløjede far for ham; det fik han 10 kroner for om året. Så var der faster Kirsten; hun blev gift med en enkemand, Knud Thygesen, der var fæster af præstegården. Han var søn af Kirsten Kristensdatter, der var født der i gården og søster til Jørgen Kristensen. Underligt er det, som folk kan skifte mening. Faster Kirstens moder, min farmoder, som jeg lige har omtalt, blev som syttenårig gift med en 50 årig enkemand imod sin vilje. Jeg har tjent hos en kone i Rolfsted, der hed Karen og var datter af Knud Thygesen i første ægteskab; hun fortalte, at når de kom på besøg i min fødegård, og farmor viste kisteklæderne frem, var der iblandt de andre herligheder en fin rød kjole, og så sagde hun: "Ja, her er så den røde kjole. Den fik jeg for at tage op og gifte mig med den gamle mand. -Hijae, ijae, det var en dyr kjole."
Nu var farmor blevet en gammel kone, så skulle hun have sin datter i brødet. Knud Thygesen var ikke efter datidens moral noget dydsmønster; han havde lokket sin pige. I vore dage var der måske blevet set igennem fingre med det, og det vat blevet "et hændeligt uheld".
Så sad farmor tilbage med to ældre børn, min fader, der  var hen mod de 40, og datteren Karen, som var blevet en gammel jomfru.
Hvordan faders barndom er gået, ved jeg ikke; han har jo haft sine søskende at lege med, men der har vist ikke været megen tid til leg, da de skulle arbejde allesammen for at få udkommet. Fader fortalte, at der lå så meget gammelt beslag hjemme på loftet; det stammede fra spaniolernes tid. De stod og smedede i den store stue. Farfar gik ned til Hellerup og sagde til herskabet, at han ikke ville indestå for, at de ikke brændte det hele af Der var jo ingen assurance at få, hvis det brændte. Der lå oppe på loftet en hel stabel af spaniolernes efterladenskaber. Det er egentlig en skam, at det ikke blev gemt; det kunne være artigt at have det nu; det var godt lavet. Far sagde efter farmor, at de kom med padder og frøer, de havde fanget, og ville have farmor til at tilberede dem; men det ville farmor ikke. "For mig da gut", sagde de.
Så kom statsbankerotten i 1814, da var fader syv år. Det var slemt for mange. Alt blev betalt med papir, som intet var værd. Farfar havde været fæster under Hellerup det meste af 20 år; det var et selvstændigt gods dengang. Hun, der ejede det, Lucie Charlotte, født grevinde af Scheel, var en meget flink dame, men hun kunne ikke klare det, hvor god hun end var, og Hellerup gik fallit 1827 og kom ind under Kronen. Man sagde, at bønderne havde det godt i de år, det var under Kronen; det varede til 1838, da blev Hellerup købt af Sehestedt Juel på Ravnholt og gjorde til stamgods. I den tid kunne bønderne have købt deres gårde til selveje for få penge, men der var ikke ret mange, der turde vove det; de vidste ikke, hvor de skulle få pengene fra, der var ingen mellem folk i de tider, det blev først bedre sidst i trediverne.
Fader gik hjemme og passede gården for sin fader og moder og fik kun føden og klæderne derfor; vi må huske på, at det var smalhals hos bønderne i de tider. Hoveriarbejdet på Hellerup skulle gøres; det var ganske vist begrænset ved akkorden 1792, men det var alligevel mange arbejdsdage, herremanden kunne forlange; prøv at se i kontrakten. De havde to slags dage, gangdage og spanddage. En gangdag var en arbejdsdag for en mand eller kvinde; en spanddag gjaldt en karls arbejde med to heste og en vogn. Det var såmænd ikke pløjning og høst og hvad dermed fulgte, der tog tiden. En gård kunne komme til at levere 50 spanddage og 300 gangdage om året. Dengang brugte de ottemarksdrift: rug, byg, to gange havre og 4 års hvile. Et godt bevis på, hvor småt kornet har været, har vi i de gamle mejeredskaber, der lå hjemme på loftet i min barndom; der var tre kroge på hvert. - I præstegården avlede de kun få fold. Jeg har gennemgået listen over gårdenes avl her i sognet for 182526, da hvert tiende neg blev ombyttet med kerne; der ser jeg, at det kun er enkelte gårde i sognet, der har avlet 5 fold, de fleste fra 2½ til 4 fold. Der må have fulgt nogle sølle år efter statsbankerotten 1813-14, vist også med misvækst. Fader talte om, at de måtte bryde stråtag af husene for at få halm til køerne; det var i 1832.
Det var først, da de fik lært at mergle, der blev avlet ordentligt. Det var i fyrrerne, der tog sin begyndelse her i sognet. I faders fødegård begyndte merglingen først efter Treårskrigen. De var arme fæstebønder her i byen, om nogen var det.
Fader har i sine tidlige år hjulpet sin far i marken; det  var langt ud til "enden", som det hed, hvor Hans Thygesens gård ligger. Det var en meget dårlig vej ud af Lodskovgyden, og så havde de det fordømte hoveri. Jørgen måtte tidligt ud at tjene; han var i Skellerup præstegård hos pastor Olivarius i år og dag. Jens blev fritaget for soldatertjeneste som Gammelmandssøn. Fader blev heller ikke soldat, da der var noget galt med tæerne, så han ikke kunne tåle at gå med støvler. - Jens tjente forresten også hos præsten i Rønninge. Jeg husker, han har fortalt, der var en derovre, som gik igen; han skulle manes ned ovre i Vesterskoven, og det skulle præsten gøre. Kusken kørte for ham, men pludselig gav han ordre til, at han skulle standse og tage det ene hjul af vognen; så måtte spøgelset gå under den ene akselende og bære den ud i skoven, hvor præsten manede det ned. Manepælen stod der i mange år.
Det var altid fader, der måtte gå farfar til hånde. Jeg kan aldrig mindes, at han har sagt et ufordelagtigt ord om sin far eller sine søstre; de er vist altid kommen godt ud af det med hinanden. Når jeg tænker på, hvor tit fader og hans fader med deres piger har måttet passere Lodskovgyden med dens skrækkelige føre, må jeg beundre dem; de skulle jo den vej ud til "Enden", hvor de 30 tønder land lå. Al mælken skulle pigerne bære på hovedet hjem, alt imens de flittigt brugte hænderne at strikke med - både frem og tilbage. Det var jo ikke de store kvanta mælk, de havde dengang, men det var dog en byrde. Jeg mindes også, at fader talte om, at en af dem blev "sprængt" eller blev skæv i ryggen af at bære mælken så langt; det var vist hans halvsøster. At bære mælkebøtterne på hovedet var meget almindeligt, da jeg var barn; der var ikke ret mange, der havde mælkevogne at trille den hjem på morgen, middag og aften; nej, værsåartig, mælken på hovedet med en krans mellem dette og bøtten og så bindehosen mellem fingrene.
En gang om året blev mælken leveret til præsten, som den var. Da mødte alle pigerne med hver sin bøtte på hovedet og den ene krans finere end den anden, der kunne sige sparto til naboens. Smeden, degnen og jordemoderen fik også mælk båret til huse på samme måde. Pigerne blev ranke i ryggen af dette arbejde; det var også langt at gå fra Ferritslev til Rønninge og Tarup med mælken på hovedet. - Dengang blev der gjort meget for en dråbe mælk; fattige koner gik helt fra Kappendrup til Ferritslev for at hente en skål mælk. Da var tiden ikke så kostbar, og så fik vi oven i købet en historie. Nu er det at tigge om mælk da heldigvis ovre, det var en forfærdelig løben om med spande; men det satte mejerierne så en stopper for. Moder og faster Kirsten har givet mange spande mælk; ja det har faster Karen Også, men der var så langt ud til "Enden", og vejen var så snavset.
Ferritsleverne har i det hele taget været gode til at give væk, når de havde noget til overs. Det var jo ikke så meget, de havde, men de var gode til at dele med andre.
Jeg byggede en mølle i Hersnap for mange år siden. Da smeden i en naboby fik at vide, at han, der skulle bygge møllen, var fra Ferritslev, skulle jeg endelig komme og besøge ham. Han havde været nabo til mine forældre, og hvor han dog roste Ferritsleverne for deres offervillighed; det har jeg aldrig hørt mage til. Det var det bedste sted, han havde været som svend.
Morbror Hans Nielsen satte han særlig højt; han var nu også en flink mand. Selv mig kunne han huske, skønt jeg kun  havde været en lille purk. - Jeg kunne huske, at fader havde sagt, han ikke var så dygtig en svend, som hans forgænger; men han var nu også den dygtigste, jeg har kendt. Han hed Johan; han endte som et noget forfaldent vrag. Dengang fik smedene mere at drikke end godt var; der var mange, der blev forfaldne til mere end een snaps.
En anden mand, jeg traf på samme tur havde en "Slof?" fra Ferritslev under krigen 1850. Han var en herlig mand og hed Salomon NIelsen; det var jo min morbroder. At han havde været et udmærket kammerat, tvivlede jeg ikke om, men at hele byen skulle være, som han udtrykte sig, lyder næsten utroligt; men det gør jo bedre i ørerne at høre en landsmand rost end høre ham lastet.
Når de i min barndom gik fra Kappendrup til Ferritslev efter mælk, var det måske også tegn på, at de var gode til at dele med andre. Jeg tror ikke, at huskonerne fra Ferritslev har hentet mælk i Kappendrup.
Far gik som sagt hjemme altid. Mor sagde, at han havde 4 rigsdaler, da de blev gift; det var kun lidt for en, der var 40 år, men efter de indtægter, de havde, kunne de ikke komme til velstand. De fleste ungkarle havde dog, når de var i den alder, en pibe med sølvbeslag og et lommeur, men far havde ingen af delene og har aldrig haft det. Hvornår han blev kæreste med moder, ved jeg ikke, men de var nærmeste nabobørn, idet farfars jord gik lige ind til Ferritslevgårds mark. Min broder Anders var omkring en halv snes år, da de blev gift i 1847. Han har været her på gården, fra han var lille, og han har fortalt om, hvordan farmor opdrog ham. Af nogle skolekammerater havde han lært en del eder, og en dag, da han udfoldede sin lærdom hjemme, tog farmor ham med ind i et andet kammer og gav ham et lag klø af et ris og sagde, at nu kunne han vel lade være med det herefter, og Anders sagde, at han bandede kun den ene gang.- Jeg anfører det som et eksempel på, hvordan de tog det den gang. Forøvrigt bandede far og mor aldrig.
Fader måtte hele skærsilden igennem med alt besværet i den gamle gård. Anders Jensen var død, og Mette Jørgens var blevet gammel, og ingen penge var der til ny indfæstning, men så kom forløsningen. Nede i Bækstrupgård havde de en avlskarl fra Trunderup i Kværndrup sogn, der hed Peder Hansen; han havde pengene. Han friede til faster Karen og fik ja. Så blev gården hjemme delt. Peder Hansen og faster Karen fik de 30 tdr. land, der ligger ude i "Enden" ved Lodskov. Det hedder nu "Anhøj". De holdt bryllup og byggede en ny gård. De havde fået lov af herskabet at dele den gamle gård; det var samme år, Funkegården blev delt - noget hidtil uhørt. Nu var hoveriet ophørt, og så kunne det være det samme.
Peder Hansen fik de 30 tønder land -noget af Fyns bedste jord-, og far beholdt 16 tønder land til den gamle gård, og Peder Hansen hjalp ham med indfæstningen, så han og moder blev gift. Arbejdsmodet og evnen til at tage fat manglede de ikke.
Peder Hansen byggede en helt ny gård på én sommer. De stod hjemme og lavede alt tømmerarbejdet; det har været en streng tid for moder at have alle de folk på kost, men hun var jo i sine gode år.- Stuehuset af Peder Hansens står endnu; det er noget skævt, men det er muret i to stens tykkelse; dengang var der ingen, der murede i kalk.
Den gamle gård var meget brøstfældig. Den ene lade, som var over 200 år gammel, var en åsbygning, men åsen var falden  ned, da de fik det i 1847. Den var vist blevet bygget i herredsfogdens tid, og han døde jo i 1694. Stuehuset var vist også fra hans tid, men nu var det noget elendigt gammelt kram. Løsholter og fodskeder var flere steder sømmet til, men det skulle jo holde, til de fik råd til at gøre noget ved det, og der gik hele 14 år, før det skete. Havde det været nu, havde de nok ikke ventet så længe.
Så lånte de af Rasmus Knudsen Ladefoged til at bygge for; det blev taget i to tempi, det første i 1863, det andet 1864. De var de sidste, der fik tømmer og sten frit; så kom loven af 1866, og den benyttede herremanden på Ravnholt sig af; han udbød sine fæsteres gårde til ejendom i efteråret 1864. Der var enkelte, der købte, men de fleste turde ikke, før krigen var forbi 1864. Far og mor kunne ikke købe, så deres, såvel som Rasmus Maegaards, der var bygget på det halve af Ferritslevgårds jord 1862, hørte nu under Ferritslevgård -Hellerup. Herremanden fik lov til fra stammen på Hellerup at nedlægge hver niende gård; derfor blev der så meget nedlagt på RavnholtHellerup gods. Vi kunne ellers have fået vores at købe for 3.000 rigsdaler. Det var ikke dyrt dengang, men far og mor var gamle, det blev der taget hensyn til. Peder Rasmussen var lige så gammel som fader, men han havde en ung kone; han fik sin gård for 16.000 kroner. Det var den bedste gård i byen. Peder Rasmussen levede til 1867, fader til 1877. Vi havde kun 16 tdr. land; Peder Rasmussen havde 50 tdr. land af den bedste jord, der kan fås.- Der er ikke noget at gøre ved det nu, men det har alligevel gnavet mig og mine brødre, at vi skulle rejse fra vort barndomshjem på den måde. Jeg har altid været radikal, og det bliver jeg, sålænge jeg lever. Endnu kan jeg gå på den plads, hvor jeg har tilbragt min dejligste tid, og hvor min fader og moder har levet deres herligste år.
Maren Kristians sagde, da Kristian Væver blev begravet, at først kom Knud, så løb han over til det gamle hjem; så kom jeg og løb også derover. Det var da gået over i Kronens eje, eller rettere i herremandens kløer. Det pinte moder mange gange, at de skyldte Rasmus Ladefoged de 100 kroner, det var dog hendes familie, og der var vist ingen papirer på dem; men hun kunne ikke lide den "lånje" penge. Hvornår de blev tilbagebetalte, hørte jeg aldrig noget til, da jeg kom ud at tjene i nogle år. Moder sagde gerne: "Det er en fjer at låne, men en sten at bære tilbage". Nu siger man: "Hvad der skal til, det skal til": Da far og mor blev gift, måtte de først gøre det gamle stuehus i stand efter fattig evne. De brækkede et par fag ned og byggede en ny gavl op samt lavede en ny ovn. Moder forstod at lave brød, hvis nogen forstod det; der var ikke en kone i hele byen, der kunne lave sådan et brød. Da jeg var barn, var det skik, at kornet kom i ovnen og blev gennemtørret en gang eller to; så blev det renset i et sold og kom i melsækken, til det skulle til mølle. Det var nu også meget bedre brød, vi fik dengang, når rugkærnerne var så knastørre, når de blev malet; de blev skåret i små skarpe stykker. Hvedemel skulle være fint, men rugmel skulle være skarpt at tage i. Mølleren ville ikke gerne male det til rugmel, før næringsfriheden kom 1857, så fik piben en anden lyd; mange havde håndkværne. Da de i tredserne begyndte at sende den rå rug til mølle, var moder ikke tilfreds med det brød, de fik af den. I fyrrerne var det blevet bedre med rugen; der var dog nogle, der blandede bygmel i, men det brød kunne moder ikke  spise. Hun sagde altid: "Blot jeg har noget godt brød og en god drik øl, så har jeg, hvad der behøves": Hun havde også en god rullepølse, men skafferen, der ellers ikke var nogen kostforagter, sagde, at vi aldrig havde en rullepølse, der var værd at spise; dermed mente han, den var for fed. - Der var aldrig andet at slagte om efteråret end en bede, et lam og en forårsgris, heller ikke efter at Anders var kommen hjem og havde en mand på værkstedet (han var hjulmand). Der er aldrig solgt en gris ud af gården i faders tid. Han rejste til Odense og købte en pattegris om foråret; den havde et stort rum at gå i, men det var ikke brolagt, så når den blev større, måtte den havde en ring i næsen; det var et helt arbejde. Grisen måtte først gennes op i en krog, og så skulle en RIng, der var snoet af dobbelt ståltråd, sættes igennem trynen; det var nødvendigt, for at den ikke skulle rode det hele op. Det var et stort arbejde med sådan en gris, men den havde moder ikke med at gøre. Om sommeren havde hun sit arbejde med fire køer; de var altid inde om natten og om middagen, når det var tiden, de ville bisse; der var ikke så store plotter at joske i. Dengang kendte de ikke at koble køerne, men gik og trak to i et langt tøjr; det var først mange år efter, vi lærte den kunst af jyderne; det kunne have sparet moder mange fjed og megen ærgrelse.
Da Peder Hansen byggede, kom hans broder, Jørgen Hansen fra Trunderup for at hjælpe til. Min faster KIrsten ovre i præstegården var blevet enke efter Knud Thygesen, og det varede ikke længe, inden de to blev forlovet.
Af de 16 tdr. land, mine forældre havde, var de tre-fire skov og eng. De var henviste til at holde to heste; det havde de også altid. Moder var ualmindelig dygtig; det arbejde, hun har udført, er ikke småting, hun spildte ikke tiden med at sladre eller gå i byen. Hun havde tjent, lige fra hun var barn, til hun blev gift. De fik lært at bestille noget i de tider. Da måtte pigerne med ved det grovere arbejde i gård og i mark.
Fader spildte heller ikke sin tid med at gå i byen; han gik aldrig nogen steder da han var meget tunghør og ikke kunne følge med i samtalerne. Han læste meget i nogle bøger, der var oversatte fra tysk, skrevet af en der hed Bernstein; dem havde han megen fornøjelse af. Hver søndag læste han en prædiken af Møller for moder. Hvor den bog er kommen fra, ved jeg ikke, men han læste den godt; han var inderlig bevæget, når der var noget, der rørte ham. Sjældent har jeg hørt nogen læse en prædiken så godt. I forrige århundrede var den bog meget brugt; man træffer den af og til i gamle bogsamlinger; jeg tror, den har været farfars. Der lå nogle religiøse bøger på hylden ud til gården, blandt andre en, der hed "Den bedste Kæde"; der var flere, men de var så medtaget af røg, at de næsten ikke var til at læse. Der må have boet nogen i gården, der satte pris på den slags læsning; men det var ikke noget for os drenge. Fader byttede med faster Kirsten engang, hun fik Møllers, og han fik Martin Müllers prædikener, men dem brød han sig ikke om, så de byttede snart tilbage igen. Skafferen fik Møllers efter faders død, men han havde bestemt, at jeg skulle arve dem, og nu er de i mit eje, men jeg har såmænd aldrig læst dem; nu kan vi få prædikener nok. Det var kendt, at det var forbudt at læse Møllers prædikener for 100 år siden; det var dog luthersk læsning. SÅdan har tiderne skiftet. For 100 år siden kunne det ikke tillades, at man sang en af Grundtvigs salmer, da skulle  man synge i "Evangelisk Kristelig Salmebog", og jeg husker et vers, jeg lærte udenad:
O, gode Gud, jeg takker dig,
en kærlig moder gav du mig,
en god og trofast fader.
Jeg kender ikke livets vej,
men deres råd og lærdom ej
på vejen mig forlader.
Er det ikke smukt? Det er den eneste af dem, jeg kan udenad. Jo, tiderne skifter; nu er der næppe nogen, der synger det vers. Det var egentlig sådan noget, vi lærte i gamle Mogensens tid. 1857 var Konventssalmebogen dog indført. Der var nogen, der sagde til Grundtvig, at der kun var medtaget en af hasn salmer. "Ja", sagde han, "og så har de skrevet ovenover: Herre, jeg har handlet ilde-". Det var jo melodien.

   
Møllebygger Niels Hansens erindringer Side 3  
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk