Landsbyorganisationen
Forside ] Op ]

 
Landsbyorganisation

[Lotte Dombernowsky: "Slagsmaale ere nu om Stunder langt sjældnere...". Landbohistorisk Selskab]
 

Fra Stoense på Langeland har vi byloven eller gildesskråen, som den selv kaldte sig, bevaret i en redaktion fra det tidlige 1700-tal. Den skulle oplæses for laugets medlemmer en gang årligt, nemlig 1. maj. Den havde gyldighed ved at være blevet underskrevet af de lokale autoriteter, hvilke var greven af Langeland og et par andre godsejere samt præst og degn i Stoense, der alle forud havde undersøgt om den stred imod rigsloven (Danske Lov) eller i øvrigt med sine bestemmelser stødte an mod gode sæder.
Gennem Stoense bylovs ialt 52 artikler kommer temmelig meget af normer for adfærd i landsbysamfundet frem. En rigdom af detaljer og en nærgåenhed overlader ikke meget af dagliglivet til tilfældighederne, men der er også levn fra en ældre tidsalder, som ikke var i kraft  omkring 1800. Eksempelvis er det lidet sandsynligt, at der, som loven påbyder, blev holdt andagt i alle husstande to gange daglig under klokkeringning.
Landsbyvedtægter er ofte uklare i henseende til spørgsmålet om, hvilke sociale grupper de egentlig omfattede og forpligtede. Undertiden forstås, at vedtægten kun var gårdmændenes sag; i andre tilfælde fremgår det, at de husmænd, der havde jord i brug var koblet til, - visse steder talte man om, at husmændene hørte til Platlauget. Som oftest var forholdet det, at folk udenfor gårdmændenes kreds var underkastet en række af lovens påbud og måtte tage en del af dens forpligtelser, skønt de alligevel ikke havde fuld adgang til at nyde alle dens friheder og fordele.
I tilfældet med Stoense leverede kun byens 17 gårdmænd underskrifter til den, selv om "enhver husmand og gårdmand" med kone, børn og tjenestefolk var underkastet en række af bestemmelserne.
Byvedtægterne illustrerer, hvordan den almindelige struktur i det traditionsbundne landsbysamfund var præget af en række "forsikringsordninger". De gjaldt tilværelsens vigtigste områder: nabohjælp til drift af gård og jord under sygdom, hjælp til genopbygning efter ildebrand, retsbeskyttelse og retshjælp, fattighjælp og begravelseshjælp. Der var også indbyggede "morskabsforsikringer", lauget kunne altid give garanti for et minimum af selskabelighed året igennem.
Bylove blev underkastet revisioner, når tiderne krævede det, og muligvis skete det hyppigere, end de få bevarede versioner giver indtryk af.
Som et eksempel kan Kværndrup bylov fremhæves. Den version, der er kendt, blev nedfældet på papiret i 1706 og til daglig opbevaret i byens skrin.

Der er ingen grund til at forestille sig, at mændene i Kværndrup først i 1706 havde nået et stade, der bød dem at have en skriftlig udgave af deres vedtægter, der eksisterede en skreven lov adskillige generationer forud.
I 1706 blev vedtægten nedskrevet nok en gang,, for det første fordi den trængte til en modernisering, for det andet fordi den  lokale godsejer og præsten blandede sig og ville have indflydelse på indholdet, og endelig for det tredie fordi den gamle lov var så medtaget af tidens tand, at den ikke længere kunne hænge sammen.
Hr. Peder Claudianus var på dette tidspunkt Kværndrups præst. Han ville have, at hver dag skulle begyndes kristeligt med bøn i kirken - i vinterhalvåret klokken 8 og om sommeren klokken 6, og på den måde modtog byloven en pietistisk indsprøjtning.
Det er et spørgsmål, om det skete så godvilligt, for forholdet mellem menighed og præst var i almindelighed ikke ligefrem gnidningsløst.
Nogle år tidligere havde præsten for eksempel ført proces mod bønderne, da man ikke kunne blive enige om, hvor mange høveder han måtte holde på byens fællesgræsning. Bønderne vandt den sag. Det hed, at præstens krav forholdt sig ganske urimeligt til de rettigheder, hans formænd i kaldet havde haft. Før det kom dertil, havde Claudianus dog nået at give rigeligt udtryk for, at han fandt sine sognebørn tåbelige. De holdt sammenrendt på stævnet mindst en gang om ugen, - det rene tidsspilde, fastslog han, især når de mødtes blot for at diskutere byens græsningsbestemmelser, som var fastlagt ved dom for 100 år siden, så "efter den vide de alle udenad, hvad de årligen skal græsse.
I 1706 kunne hans embeds-autoritet imidlertid godt give ham medbestemmelse på den ny bylov. Men der kom også til at stå i den, at lauget forbeholdt sig ret til senere at ændre noget, "efter tidens, lejlighedens og byens tilstand, såvel hver mands nytte og tarv kan forefalde".

Ændringer ville dog ikke kunne foretages uden samtykke fra ejeren af det meste af Kværndrup by, Niels Kragh til Egeskovgård; i 1706 lod han sin befuldmægtigede, Matz Rasch approbere og sætte segl under byloven.
Meget begrænsede menigmands frie udfoldelse; det var omstændigheder på forskellige niveauer. I første omgang gjorde de sanktionssystemer, der var indbygget i bylovene, det nødvendigt at folk dæmpede eventuelle lyster til spontan udfoldelse, -man holdt hinanden i skak indbyrdes eller i en slags social balance.
Den næste begrænsning kom i skikkelse af et lokalt godsherskab, hvis stedfortrædende funktionærer optrådte i rollen som kontrollerende myndigheder. Uden om de lag befandt sig endelig de statslige myndigheder.
Landalmuens kommunikation med de offentlige myndigheder, begrænsede sig i almindelighed til kontakt med sognepræsten, skoleholderen eller degnen, medens retsbetjentene og amtmanden var noget længere ude i periferien. Billedet stemmer alligevel kun delvis overens med de faktiske forhold. Landsbysamfundet som sådant kunne nemlig ikke håndtere et hvilket som helst problem alene ved hjælp af de færdselsregler, der var nedlagt i byvedtægten. I flere spørgsmåæ var det afgørende at holde kontakt med udenbys folk, hvad de utallige vangelag og markfællesskaber mellem flere byer eksempelvis var et udtryk for.
 
I Kværndrups byskrin lå derfor ikke kun byloven, men også en stak dokumenter, der var aftaler, overenskomster "foreninger", domme o.s.v. som var groet ud af indbyggernes samkvem med den omgivende verden.
I første halvdel af 1700-tallet havde man blandt andet på et tidspunkt indgået forening med daværende sognepræst om leje af præstegårdens avling og græsning. Græsningsreglerne blev nøje fastlagt fra det ene år til det andet i overensstemmelse med omdriften i byens marker, men engang opstod der uenighed med præsten om fortolkning af nogle punkter. Parterne d.v.s. bylaug og præst bragte spørgsmålet for herredstinget, men mang gjorde det i enighed og "i kærlighed".
Senere byttede samme præst sig to agre til i Kværndrups såkaldte Albjergsmark og overdrog til gengæld noget af præstegårdens jord til bymændene. Direkte impliceret i dette mageskifte var kun 5 af gårdmændene, men det kom alligevel til at berøre de andre i de år, hvor ALbjergsmarken skulle bruges til kobed, og også i den tid, hvor ævret blev opgivet.
Mageskiftet bevirkede altså, at præsten skriftligt måtte give forsikring til det samlede bylaug, hvor det det blandt andet hed, at han hermed gav afkald på halvandet høveds græsning, for at "fyldestgøre hele Kværndrup by for den afgang, de udi deres græsning dermed lider". Dokumentet blev skrevet under i præstegården og lagt i byens skrin, uden man fandt det nødvendigt at lade det tinglyse.
Visse anliggender med nabobyerne måtte som sagt også konkretiseres og fastholdes. Der blev holdt møder mellem byens mænd og mændene fra Trunderup for at få stadfæstet en aftale om hegnet og vagtholdet i den såkaldte Vestermark. Først samledes man i nabobyen, Trunderup og vedtog, at første år skulle Kværndrup- mændene "tage leddet ved landevejen mellem Odense og Svendborg, mednes Trunderup mændene tager leddet ved Spangebro.. og bliver så ved at skifte hvert andet år, og gærderne at være i fuld stand, og lovlig gærdet til sankt Laursdag. Samme dag møder to af hver by for at gå med gærder dér imellem samme marker, - og at mødes ved Spangebro klokken fem slet, - og så lader de hverandre vide, hvornår de er færdige at slå i avret. Da tager hver sin vagt, når de lader dem vide til byerne, når de er færdige, og så at vogte til 29. oktober".
Denne "akkord" havde flere andre punkter, men hovedsagen er, at den blev betragtet som overordentlig betydningsfuld. På Trunderup - mødet blev den nedfældet skriftligt, men man havde ikke stemplet papir ved hånden, hvorfor det blot skulle være en interimistisk foranstaltning. Alligevel udfærdigede man den i to eksemplarer, så der var til hvert bylaug. Fire Kværndrupmænd skrev under på Trunderups eksemplar på bylaugets vegne, og fire Trunderup- mænd underskrev Kværndrupeksemplaret. Yderligere forsynedes dokumenterne med vitterlighedsvidners underskrifter.
Så snart man var kommet over nytåret, lod man dokumenterne "lægge i rette" på Sunds-Gudme herredsting, fik indholdet overført til stemplet papir og fik det tinglæst. Endelig begærede begge bylaug "tingsvidne in duplo udstedt til en  stedsevarende efterlevelse af begge byers beboere". Efter ordinær retspraksis bekræftede også otte stokkemænd samme dag i tinghuset, at aftalen var lovligt tinglæst. Kort sagt, det kan ikke påstås, man tog overfladisk på denne type anliggender.

På trods af landsbyvedtægternes som oftest yderst detaljerede bestemmelser om forholdsregler imod løsgående kreaturer, var det i praksis temmelig vanskeligt at forhindre kvæget i at gå, hvor det ikke måtte. Man havde vedtægtens bødesystem, ifølge hvilket der skulle erlægges mulkter af den mand, der havde fået sine kreaturer "optaget" af naboen. Den ene bys kvæg kunne i almindelighed også komme til at genere den andens, og bønderne i Kværndrup og Trunderup havde derfor også en kontrakt om dette spørgsmål, der naturligvis var underskrevet af de respektive oldermænd og stolsbrødre.
Godsherskabernes kvægflokke kunne ligeså vel som bøndernes forvilde sig ind på forbudte områder, men godsejere nedlod sig næppe uden videre at underkaste sig bøndernes mulktsystemer. Fæsteren Niels Knudsen under Nordskov havde det uheld, at hans svin brød ind på hovedgårdens mark, og kammerherre Lüttichau lod dem optage og indlemme i hans egen besætning indtil videre. Niels Knudsen indfandt sig dog meget frejdigt og tog sine dyr hjem med den besked til røgteren, at han ikke just nu havde penge hos sig, men at godskassen nok snarest skulle få 1 mark pr. sving, som den gængse takst var.

En sådan selvbestaltethed gjorde imidlertid kammerherren rigtig vred, og han indstævnede bonden med påstand om, at han skulle betale en bøde på 5 rigsdaler til fattigkassen og desuden 25 rigsdaler til godsets kasse for optagelsen. Men hvis Niels Knudsen herefter et helt år formåede at holde sine kreaturer borte fra Nordskovs enemærker, kunne han til sin tid få de 25 rigsdaler tilbage, erklærede Lüttichau.
Hans betingelser forekom noget urimelige; Knudsens jorder stødte lige op til Lüttichaus, og fra godsets side ville man ikke kunne garantere, at Nordskovs egne kreaturer forblev der, hvor de burde være. De havde for eksempel mange gange tidligere været på færde på den gale side af skellet og trampet omkring i Knudsens rugmark, og der havde ikke været tale om, at Lüttichau ved de lejligheder havde tilbudt at betale så meget som en skilling for deres optagelse.

Efter nogen forhandling mødtes man dog i den aftale, at Lüttichau trak kravet om de 25 rigsdaler tilbage, og Niels Knudsen slap, lettet over at kunne "leve i god forståelse med ham" ved at betale 5 rigsdaler til fattigkassen.
Ved siden af landsbyvedtægterne var det altså nødvendigt med en række andre overenskomster af hensyn til lokalsamfundets funktionsevne, og der skabtes alle tænkelige typer. Gårdmændene i Heden havde en ordning med Vantinge-bønderne, hvorefter de sidste betalte lauget i Heden 10 mark om året, fordi man herfra sørgede for vogtningen af et vigtigt fælles led.
Møllere og smede havde kontrakter med de forskellige bylaug om omfanget af deres tjenester og indholdet i deres arbejder for byen året igennem. Ofte var de på fast løn og lejede eller  fæstede noget jord af byen. Mændene i Nørre Broby aflønnede deres smed med et bestemt årligt kvantum af kornvarer.  Gårdmændene i Vester Skerninge havde kontrakt med nogle bønder i Vester Åby, hvorefter de sidste skulle forrette Vester Skerninge-mændenes hovtærskning på Nakkebølle Hovedgård, og nogle gårdmænd i Snarup havde kontrakt med en del af byens udflyttere om at forrette deres hovningspligter i en vis periode; endelig var der Ellerup-bønderne, som kontraktligt havde forpligtet sig til at græsse skovfogdens kreaturer.
Meget traditionel var smedens ordning med bylauget. Efter at en kontrakt var blevet holdt gennem 17 år, kom smeden i Vejrup til sidst på kant med bønderne. Han anlagde erstatningssag for tabt arbejdsfortjeneste, fordi de "uden lovlig opsigelse havde forladt hans smedie". Bønderne blev repræsenteret af forvalteren fra Østrupgård, og han hævdede, at smeden tidligere ikke havde taget det så tungt, hvor folk fik deres arbejder gjort, og flere og flere havde efterhånden søgt anden smed; nu var det for sent at gøre indsigelse. 

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk