Den røde ko
Forside ] Op ]

 
De folk, der gjorde Fyn til den ydende landsdel

[Kapitel i jubilæumsskriftet:Den røde Ko. 1978.]

 

Interessen for avl med RDM koncentrerede sig tidligt omkring Ryslinge, Ringe, Rudme og de nærmestliggende egne. Andre steder på Fyn kunne man også hævde sig, men det var typisk, at det var i landmandskredse, der havde nær kontakt til de nævnte midtfynske lokaliteter. De var vant til at komme sammen, deres "rygrad" var højskolen og valgmenigheden, friskolen og de foreninger, som var knyttet dertil. For de familier, som færdedes i de kredse, betød det et brud med den traditionelle tankegang. De løftede sig og opfyldtes af tro, mod og entusiasme til fremtiden. At de følte sig noget værd som mennesker betød, at de turde eksperimentere og også evnede at se længere ud.
Sådan karakteriserer tidl. folketingsmand, gdr. Niels Eriksen, de mænd, han var selv blandt dem - der ydede en så fremragende avlsindsats for Rød dansk Malkerace og gjorde Fyn til den ydende landsdel i hele arbejdet.
-Jo ældre jeg bliver, des mere tænker jeg over noget så simpelt som efterårsmøderne på Ryslinge Højskole. De varede i 4 dage, der var talere udefra og musik om aftenen. Der var et publikum, som havde lært at lytte, de praktiserede et samvirke om tingene, som var udgangspunkt for deres daglige arbejde. Selvfølgelig blev der talt om andet end åndelige meriter. Der blev nok også talt om kvæg. I den kreds var man ærlige over for hinanden, man hjalp hinanden, ja hele miljøet var præget af åbenhed, og kendte mere end hinandens stamtavler. Jeg vil dog sige, fortæller Niels Eriksen videre, at der ikke var tale  om nogen mereværdsfølelse i forhold til andre, for i modsætning til andre områder i samfundslivet blev der ikke inden for den kreds skelnet mellem brugsstørrelser. Det var den fælles kulturelle baggrund, der talte, men man skiltede ikke med det. Jeg mener absolut ikke det var sådan, at man blev missionsk på en grundtvigsk måde, man så ikke ned på eller kritiserede andre.

Prægede en hel egn - Jeg ved da godt, at mange tog avlsarbejdet alvorligt, men det var samtidig på disse egne, man forstod at have et afslappet forhold til det. Vel kunne det være svært, for det var jo økonomi involveret i foretagendet. At det gik godt i mange år viste sig jo ved, at bønderne her omkring var mere velhavende end andre steder og kom godt gennem kriseårene i 1930érne. De havde det avlsarbejde at takke for, at køerne gav mere mælk, og at de kunne sælge avlsdyr med stor fortjeneste. Det var også sådan, at gik det mindre godt, tog man humørfyldt på det, og så ville man i øvrigt aldrig erkende et nederlag - det kom først meget senere - og da var man tvungent til det. Der var nogle, som mente, tilbagegangen også skyldtes den åbenhed, som kom til at præge samfundet og dermed den kreds, jeg har talt om, men det mener jeg nu ikke. Der skete en udvikling, som man ikke kunne sidde overhørig, der kom nye avlsmetoder til bl.a. den kunstige sædoverføring, så det kunne ikke fortsætte på samme måde.
Jeg skal ikke vurdere de personer, som efterhånden kom til at præge avlsarbejdet og øve deres indflydelse , siger  Niels Eriksen, men to, professor L. Hansen Larsen og naturligvis konsulent A. Wullf Pedersen, havde tit ærinde på disse kanter. De to personligheder var faktisk lige dygtige. Konsulent Wullf Pedersen hvis indssats på Fyn var af en enorm betydning, så tidligt konkurrencen fra den mindre jerseyko og ønskede en knap så stor ko, mens Hansen Larsen stilede efter den store ko. Jeg havde skam mit besvær med at begå mig mellem de to, ler Niels Eriksen, men jeg kunne give dem begge ret i, at det var harmoniske køer, vi skulle have- som fx som nr. 63 på Kørbitzdal. Den mener jegg, var Hansen Larsens type, men da han også ville have nogle ordentlige skinker på køerne, syntes jeg, han gik vel langt over i den anden grøft. Jeg mener selv, at den røde ko en overgang var ved at blive for lille og fin. Der var uenighed landsdelene imellem om, hvordan typekoen skulle se ud, og den uenighed ødelagde nok en hel del. Her på egnen kom vi fx helt ud af billedet som avlscentrum.
-Hvis jeg skal nævne den person, som har betydet mest for den røde avl i det hele taget, må det blive den navnkundige Fr. Hansen, Damgård, Ryslinge. Han var en særlig type, foregangsmand, en glad og mild mand. Han regnede ikke med mål og vægt, men med synet. Han ville have en stor og kraftig ko med det, man talte om dengang som store mælkeårer under bugen og med malkepræg. Fr. Hansen formåede at skabe interesse om avlen og gjorde ellers lige, hvad der passede ham på sin egen muntre og blide fynske facon. Han regnede ikke med noget uden for Ryslinge, mindes Niels Eriksen. Der var en gang tale om at købe en tyr på Ørnsvig i  Jylland, men Fr. Hansen svarede på fynsk: "Aller, aller, hvis I vil ø'lægge vore køer på Fyn, skal I den lille ravlemig bare køve tyre i Jylland og på Sjælland" Den handel blev heller ikke til noget.
-Vi har meget at takke Fr. Hansen, og også hans bror Kr. Hansen, Højagergård for, Fr. Hansen forstod at avle på det rigtige, og han havde også det held, at han fik hundyr i lange baner og dermed  dyr nok til at foretage den nødvendige sortering.
Han blev første gang rigtig samtaleemne i 1907 ved det store jubilæumsskue i Fåborg for Svendborg Amts Landøkonomiske Selskab. Folk flokkedes om ham og beundrede hans fire flotte køer. Dertil var Fr. Hansens kommentar, at han lige sså godt kunne være kommet med 12, for han havde dem lige så gode hjemme i stalden, og det var faktisk rigtigt, siger Niels Eriksen.
En ting kunne Fr. Hansen gøre - og mange gjorde det med ham - han tog en ugentlig fridag, og den gik med toget til marked i Odense, hvor han kunne gå rundt og snakke med folk og se sig om. Han handlede ikke på markedet, måske havde han en udsætterko nu og da, men det var ikke hans ærinde. Han skulle blot træffe kollegerne og have sig en snak og skete det, at han ikke kunne komme af sted, havde det været en spildt uge.
Den lille ting fortæller noget om Fr. Hansen, men den fortæller også om andre vilkår for kvægbrugeren og kvægavleren end dem, vi kender i dag. De ændrede arbejdsvilkår og betingelser for såvel landbrug som kvægbrug må vi tage som en udfordring, og selv om jeg nu nyder tilværelsen som pensionist på min fødegård i  Sødinge, følger jeg udviklingen nøje. Det er min overbevisning at Landsforeningen for RDM har taget handsken op, siger Niels Eriksen.

Det var på Fyn, de forstod sig på avl
Opdraget af de gamle, de ledende kvægavlere på Midtfyn, hvorfra stort set alt det bedste avlsmateriale af den røde ko blev spredt ud over hele landet, ung i disse kæmpers storhedstid og dog gammel nok til at høste af deres og også af egne fremragende evner og dispositioner må forhenværende gdr. Niels Eriksen, Kørbitzdal, stå som eksponent for den generation, som nåede hele spektret rundt. Han var selv en dygtig avler, men han var også med til at skubbe til en udvikling, som satte mange års avlsmetoder i baggrunden og ændrede vilkårene for det at drive avl. Dette, kombineret med vanskelighederne med at skaffe tilstrækkelig kvalificeret medhjælp og generationsskiftet på Kørbitzdal i 1972, var baggrunden for den auktion en forårsdag i Ringe, som gjorde gården, hvorfra der i 65 år var drevet avl med røde køer, kvægløs. Nu har sønnen, Knud, en SPF-besætning med 150 søer.

Det var her det begyndte
Grunden til den gode besætning på Kørbitzdal blev lagt af Niels Eriksens mor på forældrenes første gård i SØdinge længe før århundredskiftet. Det var hende, der begyndte at veje mælken og af og til at få taget fedtprøver på mejeriet udfra den betragtning, at man lige så godt kunne avle på de køer, der gav meget og fed  mælk. Hendes optegnelser går tilbage til 1888, mens den egentlige stambog blev ført fra 1901. Den allerede dengang gode besætning blev bragt med til Kørbitzdal, som forældrene købte i 1907, og herfra var det, et bemærkelsesværdigt avlsarbejde udfoldedes. Det var på en egn, der var gennemsyret af en entusiasme for avl med den røde race, og det var ikke tilfældigt, at det var på disse egne, Ryslinge, Ringe, Brangstrup, Rudme, at man havde et godt greb om avlsarbejdet. Det var også her, man i de rige år havde en levende højskole- og kirkebevægelse, som var en åndelig ballast for det praktiske arbejde med kvægavlen. Man sagde, at det nok ikke alene var hoveder, man talte om og tænkte på i valgmenighedskredse - det var også høveder.

Ko nr. 63
Niels Eriksen overtog Kørbitzdal i 1927 og kom tidligt med i bestyrelsen for kvægavlsforeningen i Brangstrup, og selv om man konkurrerede med de to nærliggende foreninger i Ryslinge og Rudme, havde man det alligevel godt med hinanden. Senere blev foreningerne også lagt sammen. I sin egen besætning havde Niels Eriksen brugt Højager-tyren, og foreningen købte så tyren Eske Brangstrup, der blev den betydeligste tyr foreningen har haft. Der var dog modstand, da den skulle købes i Revninge, men handelen blev gennemført. Niels Eriksen havde selv brugt tyren Leif Damgård fra Fr. Hansen, og med den som morfader og Eske Brangstrup som fader blev den navnkundige ko nr. 63 lagt til hos NIels Eriksen. Om nr. 63 siger Niels Eriksen, at det indtil for få år siden  var den kønneste røde ko, der er set. En ryg så lige som en snor havde hun, og bred og stærk var hun med en efter den tid stor ydelse på over 300 kg smør. En bror til nr. 63 - stadig med Eske Brangstrup som fader - var tyren Eske 51, der igen blev fader til Eske Hougård, der var den første tyr, der blev undfanget ved kunstig sædoverføring. Den fik guldmedalje ved den store landbrugsudstilling på Bellahøj i 1938.

Karlby Eske købt tilbage
Skønt Niels Eriksen forudså at praktiseringen af den kunstige sædoverføring ville udhule en stor del af den forretningsmæssige side af avlsarbejdet, var han selv med til at skubbe til udviklingen. I Ringe boede den fremragende dyrlæge Ramvad, der drog i felten for udryddelsen af kalvekastning og kvægtuberkulose. Han ville ikke, som professorerne på Landbohøjskolen vaccinere for disse sygdomme, men have sat dyrene ud, da han mente, vaccination ville være en udsættelse ikke en udryddelse af disse sygdomme. Det var også dyrlæge Ramvad, der eksperimenterede, i starten dog uden held, med kunstig sædoverføring på nogle dyr på Kørbitzdal. Bedre gik det, da han allierede sig med en dyrlægekollega i Middelfart. Niels Eriksen havde fået færten af de første vellykkede eksperimenter, og det fik ham til at drage til Jylland, hvortil han tidligere havde solgt tyren Karlby Eske. Nu ville han have fat i den tyr igen. Der blev handlet, og de fik deres penge, men hvad de har tænkt, da jeg kom med mit ønske, er ikke let at vide, siger Niels Eriksen. Det, jeg ville med Karlby Eske, var at  sælge sæd efter den, og det lykkedes da også til en pris af et par hundreder kroner pr. levendefødt kalv. Flere og flere fik lyst til at bruge kunstig sædoverføring, skønt der også var modstandere. Det var slet ikke et ualmindeligt standpunkt, at var der besvær med fødslen eller på anden måde noget galt, ja så var det på grund af den kunstige sædoverføring.
Tyren Eske 51 er den dyreste, der er solgt fra Kørbitzdal og jeg mener også, det var en af de bedste i landet, siger NIels Eriksen. Da den var kalv, blev den solgt til Næsgård Agerbrugsskole. Moderen var nr. 51, en Højager og faderen Karlby Eske. Den handel var de ikke helt tilfredse med på Falster, for tyren virkede ikke. Nå, jeg jeg tog derover, og tyren så virkelig godt ud, men der var ikke andet for, end jeg måtte tage tyren med hjem og betale pengene tilbage. Da den havde været herhjemme et par dage var der ikke noget i vejen. Eske 51 blev fader til en fløjsamling i 1938 og virkede tre år på Kørbitzdal til hans afkom voksede op.

Den første Kørbitz-tyr
Hvordan børnene i kvægavlerhjem i bogstaveligste forstand blev taget ved hånden og oplært, giver Niels Eriksen med sin egen historie om salget af den første tyr fra Kørbitzdal i 1908 et eksempel på. Det var før, han var begyndt på skolegangen.
Gennem forskellige kontakter var der etableret forbindelse med en russisk baron i omegnen af Randstaterne. Han skulle på besøg i Danmark og var interesseret i Rød dansk Malkerace. Han kom  og så en ung tyr på Kørbitzdal og en  pris på 2000 kr. leveret i Frihavnen i København var salgsbetingelserne. Et lille selskab med NIels Eriksen og hans fader- samt tyren - kom til København, men netop som tyren skulle hejses om bord på skibet til Riga, kom baronen farende. Han havde desværre brugt alle sine penge til sølvtøj, silke og andre ting, som han ikke kunne stå for. Det kan nok være, der blev forfærdelse og forhandlinger på kajen efter. Man blev imidlertid enige om, at efter den lange rejse var der ikke andet at gøre end at få tyren af sted. Baronen lovede højtideligt at sende penge , så snart han kom hjem. Det var et slukøret selskab, der troppede op, da min mor spændt ventede os på trappen derhjemme, og tilfreds var hun vist ikke, men alt endte godt. Pengene kom og tyren artede sig vel, fik jeg senere opsporet, da jeg i mellemkrigsårene fik lejlighed til at oplede efterkommere af den. Siden er der jo solgt meget rødt kvæg til Rusland. Ja, det var nogle år sådan, ler Niels Eriksen, at russerne ville købe alt, blot der stod Eriksen på stamtavlen.

Der fås ikke bedre kød
-Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg selv kunne holde op som kvægavler, jeg, der hver aften inden sengetid gik op og ned langs rækkerne og vurderede, hvad jeg skulle gøre med den ene og den anden af køerne. Så må jeg svare, at det ville være uærligt af mig andet end at indrømme, at jeg også ville have med noget at gøre, der var forretning i, og det var sket, da jeg solgte besætningen. Avlsdyr betales jo i dag i samme antal kr. som dengang, og så har jeg i øvrigt nok fået min part af gevinsten. Det gode  er der i hvert fald at sige om sædoverføringen, at den har givet muligheder for de mange, og den fordel skal ikke drages i tvivl. Nu synes jeg også, at vi nogenlunde har fået den ko, som vi kunne ønske os. Den røde race tabte jo terræn mod slutningen af 1960érne, og det, mener jeg, var fordi , vi ikke udadtil var dygtige nok til at fortælle, at vi i den røde ko ikke alene havde en god malkeko, men også en god kødko. I dag siges det jo fra sagkyndig side, at intet kan hamle op med et stykke kød fra en vellagret velmodnet rød dansk ko.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk