Overtro om kvæg
Forside ] Op ]

 
Sagn og overtro om kvæg

 

[Just Mathias Thiele: Danmarks Folke Sagn Tredie Bind. 1968.]

 

Ved midnatstid julenat rejser alt kvæget sig i stalden.
Sexti Aspach, Diss, de variis superstitonibus, Hafniæ 1797
J. Laur. Wolffs Diar. 246
Rasks Moerskabslæsn. 1840, nr. 51

Hver julenat taler kreaturerne med hinanden
Grundtvigs danske Minder I, 14

På Island taler kreaturerne med hinanden nytårsnat.
K. Maurer, Isländ. Volkssagen der Gegenwart, Leipz. 1860, 170
Leoprechting, Aus d. Lechrain, 208.

Tidligere har det på Valborg dag været skik i Jylland, at bonden tidligt om morgenen signede sit hus og hjem og alt, hvad der var hans, med en formular, der i lighed med mange andre signeformularer er en ejendommelig blanding af kristendom og hedenskab.
Før solen stod op tog han en flyverøn (et skud af rønnen, der af en fugl er sået i et andet træ, hvori den er vokset frem) i hånden og stillede sig med den ved sit gårdsled med ansigtet vendt mod øst og han messede da som så:
"Hjælpe Gud til et godt år, en god dag og en god time, i Jesu navn, amen!
Men nu beder jeg for mit bo og min bolig det hellige fredsens bud. Hjælp mig, Gud Fader! Hjælp mig, Guds søn! Hjælp mig, Gud den Helligånd! Amen!
Nu beder jeg for min tyr og mine stude, for mine køer og mine kalve, for mine heste og mine føl, for mine får og lam, for mine bukke og mine geder, for mine svin og mine grise, for min orne og for min galt, for mine gæslinger og mine kyllinger, for mine bier og mine duer, for min komælk og min fåremælk, for mit smør og min ost, min brygning og bagning, for mit øl og for mit brændevin.
For alt dette beder jeg det hellige fredsens bud i dette år og fremdels, mens verden står.
Jeg byder alle jætter og alle troldfolk, som er i denne by, i dette og i det land, ved den tornebusk, hvormed jøderne pinte den Herre Jesum Kristum ! Jeg sætter jern for deres "skud", for deres hjerterødder, samt de ni stærke eder, både for og bag! Jeg sætter alle troldfolk og alle jætter hen i den fandens basun, som er både i syd og nord, i øst og vest, som er i denne by, i dette sogn, i dette land - dem sætter jeg fanden i vold i dette år og siden, mens verden står, i navn ... etc."

En lignende formular, som brugtes af almuen på Island, meddeles i K. Maurer, Isländ. Volkssagen der Gegenwart, leipz. 1860,, 209.

Når mælken bliver siet efter malkningen, må ingen fremmed komme ind i køkkenet; derfor lukker man gerne døren, mens det står på. Sker det alligevel, må man skynde sig bort med mælken, for at den ikke skal blive forgjort.
Man må passe på, at mælken ikke kommer i kog på ilden, for hvis det sker, bliver koen syg i yveret. Men sker det alligevel, kaster man et par korn salt på ilden.
Paludan, Beskr. over Møen II, 270
Finn Magnussen, To Unders. 183.

Hvis man vil give en fattig noget mælk ved døren, kommer man først lidt salt deri, for selv om det er en heks, der får mælken, kan hun da ikke gøre koen skade.
S. Grundtvig, Gamle danske Minder III, 85.

Hvis man vil have god fløde på mælken, er det gavnligt at lægge tre Zebedæi-sten mellem mælkekarrene.

Når der skal kærnes smør, slår husmoderen kors over kærnen imod alskens uvæsen. Og hvis det lader til, at der alligevel er noget i vejen, så har hun nogle pinde af hyld eller flyverøn parat, som hun lægger over kors og stikker ind i kærnen.

På Island plejer man at tegne et kors i smørret for at godtgøre, at det ikke er kærnet af forhekset (stjålet) mælk.
K. Maurer, Isländ. Volkssagen.

Det skal også være et godt middel mod forhekselse af mælken at tage tre rugkærner af et og samme aks og stikke dem ind under et bånd på kærnen.

Hvis kærningen kommer i ulave, ved at onde folk er kommet ind i utide, og fløden ikke vil sætte smør, tager man tre byg korn, tre rugkorn og tre saltkorn og kommer det hele i fløden så hjælper det.
Landt, Beskr. over Ærø, 288.

Når man afviser en fattig ved døren, som beder om kærnemælk, får man ikke held med smørret.

Når fløden, der skal kærnes, ikke vil give smør, trods alle forholdsregler, er den forhekset, og så hælder man den i et potte, lukker alle husets døre, varmer ovnen op og sætter potten på ilden. Når fløden så kommer i kog vil heksen vise sig ved døren, i reglen i skikkelse af en gammel kone, der vil ind for at afværge, at fløden koger på ilden, for hvis det sker, bliver hun ligesom skoldet i ansigtet. Men når man da holder hende ude og fløden er kogt, så kan kærne i fred for hende.
Werlauffs Antegn. 1835, 261
Brasch, Vemmetoftes Hist. 136.

I Jylland hedder det, at når onde mennesker har forgjort en ko, så den malker blod, skal man tage ni slags træ og lave et blus deraf. På denne ild sætter man da en potte, som der aldrig før har været noget i, og i denne potte hælder man noget af koens mæk, efter at alle døre er lukket og alle huller er stoppet til, så ingen kan se derind. Når mælken kommer i kog, vil den rette person straks indfinde sig for at komme ind. Men så velter man potten med mælken om i ilden, og den, som står udenfor vild a blive skoldet over hele legemet, og forhekselsen vil da være hævet.
Om ild af ni slags træ i Norge, Sverige, Skotland, Tyskland og selv i Indien, se Finn Magnussen, To Undersøgelser, 160, 176, 177, 179, 180, 182, 183 og 202.
Om betydningen af tallet 9 i Oldtiden, se sammes Eddalære III, 208.
På Island ni slags træbark som et middel imod rosen, ibid. III, 213.
Hytter i Indien, bygget af ni slags træ, se ibid. III, 216.

Når en hingst en torsdag morgen, endnu før solen er stået op, kommer til at puste ned i en mælkespand, så kan den mælk, der bliver malket i denne spand, ikke blive forhekset.

Grimm, Deutsche Mythol. II, 624.

Der findes en sygdom, der rammer kvæget, når ilden på gården bliver for gammel. Denne sygdom kaldes derfor ilden og viser sig derved, at dyrets kød bliver ildrødt. Derfor må man nu og da lade ilden på skorstenen gå ud, så der kan komme "ny ild" i gårde.

I Finn Magnussens To Undersøgelser, 190 og 195, omtales en sådan fornyelse af køkkenilden hos perserne, grækerne og i det gamle Norden.
Grimm, Deutsche Mythol. I, 572.
Schindler, Der Aberglaube des Mittelalters, Bresl, 1858, 179.
Mannhardt, Die Gøtterwelt I, 195, Ibid. 198.

Når noget af kvæget var sygt, har man i gamle dage i Jylland haft for skik at helbrede det ved at sætte et udøbt barn op på dets ryg.
Dette blev forbudt af Christian den Fjerde ved en forordning af 8. Oktober 1645.
Hübertz, Aktstykker fra Aarhuus II, 111.
Grimm, Deutsche Mythol. II, 624.

Når et af bondens husdyr var sygt og mentes at være forhekset, tilkaldte man før i tiden en klog kone. Hun tog da en træsko, som en af karlene havde båret på sin højre fod, og i denne træsko lagde hun gløder og strøede aske på dem. Så mumlede hun nogle ord, mens hun bar træskoen tre gange avet omkring dyret og tre gange avet om dets krop, hvorved den onde ånd blev fordrevet.
Junge, Den Nordsjæll. Landalmue, 217.

Man kan sikre sig imod sygdom blandt kvæget ved at begrave en levende hugorm under dørtrinet til stalden.

Hvis der kom sygdom blandt en mands kreaturer, uden at han kendte årsagen, brugte han i gamle dage det middel at begrave et af dem levende i stalden.

Grimm, Deutsche Mythol. II, 1095.

Når et høved bliver sygt, brugte man også før i tiden at lade en klog kone læse over det og "måle" det, hvortil en sådan kvinde da benyttede mandens halsklud og to "afbrudte strås tykker".

Junge, Den Nordsjæll. Landalmue, 233.

Kvæg, der er købt og bringes hjem, skal første gang føres baglæns ind i stalden, så løber det ikke bort fra sin ejer.
"Käuft man ein Rind, muss man es rückwärts in den Stall ziehen, so kann es nicht behext werden."
Kuhn, Märkische Sagen, 380.
Die Vokssagen der Altmark, 79.

I Jylland er det i gamle dage sket, at man lokkede andres kreaturer over til sig ved at lave et vendekors over dem, man ville tilegne sig.
I Hübertz`Aktstykker fra Aarhuus III, 162, meddeles der en retssag imod en kvinde, Lucie fra Nimtofte på Ryomsgårds gods, som havde lavet et "vendekors" over et lam, der tilhørte en anden kvinde.

Når en ko har kælvet første gang og skal føres ud på græs, sætter bonden en kniv i stalddøren, for at koen ikke skal blive forhekset.
Andre siger: Når koen skal kælve, sætter man en kniv eller et andet skærestål over stalddøren eller over koens bås.
Samme skik i Norge.
P. Hansen, Archiv for Skolevæsenet II, 388.

Når koen har kælvet, lægger man en kniv eller en nøgle i det vand, den skal drikke af, og det samme gør man ved den spand, som man lader kalven drikke af.

For at en kalv ikke skal dø, skærer man en spån af en hjørnestolpe i kalvehuset og brænder den til kul, hvilket da blandes i den mælk, man giver kalven.

Viser den nyfødte kalv tegn på svageliged, skærer man det ene øre af den og lader det bløde ned i mælken, som den skal drikke, og man lægger også det afskårne øre i mælken.

Når en kvie skal malkes første gang, skal man malke den gennem et sakseøje ned i et æg med huller i. Denne mælk skal man derpå lade kvien selv drikke, så vil den siden malke godt til smør.

Når et høved bliver taget ind på stald om efteråret må der ikke stå nogen gryder, potter eller pander på ilden. Derfor siges man også besked i køkkenet, når kvæget kommer.
Hübertz, Beskr. over Ærø, 284.

Den, der skal give kvæget og småkreaturerne foder julemorgen, må ikke være fastende ved dette arbejde. Derfor tager karlen gerne æbleskiver med sig fra juleaftensbordet.

Hver juleaften må man gnide kvæget på tænderne med sod og salt, for at troldene ikke skal gøre det fortræd.
S. Grundtvig, Gamle danske Minder I, 14.

Den pige,der malker, må ikke smække med fingrene, når hun har malket, for troldene hører det og gør yveret ømt.

Når en ko ikke giver mælk, er det ofte fordi en heks allerede har malket den, og heksen bærer sig ad på følgende måde: Først stikker hun fire gafler godt fast i bordpladens underside, derefter sætter hun sig på en trebenet skammel under bordet og trækker skiftevis i gaflerne, som om hun malkede, idet hun hele tiden siger:
Fire hængendes
på fire gængendes,
det gør "klængendes" (?).
At hun virkelig bærer sig sådan ad med det, kan man overbevise sig om ved at kigge ind til hende gennem sin højre arm, idet man dog må sørge for, at man ikke har mere end ét øje på ruden.
På Island laver heksene til samme brug noget, som de kalder "tilberi". Hertil må de først hente et ribben ude på kirkegården; dette bliver omviklet med stjålen uld. Når dette er ordnet, går heksen til alters, men hun beholder altervinen i munden, indtil hun uden for kirken kan spytte den ud på sin "tilberi", som derpå bliver sendt ud for at malke andres kreaturer.
K. Maurer, Isländ. Volkssagen, 93.

Når heksene på Bornholm stjæler sig til at malke godtfolks køer, betjener de sig af en slags harer, som de sender ud at malke dem. Disse harer, som kaldes smørbarrer, fremstiller heksene af et gammel kosteskaft og tre jerntænder af en harve, der fungerer som ben under smørbarren.
Skougaard, Bornholms Beskr. 111..

 
Landmandsblade nr. 19. Den 7. maj 1904, side 265
  
Gammel folketro om kvæget
Den gamle folketro beskæftiger sig især med kvæget, thi blandt alle de dyr, landmanden har taget i sin tjeneste, er intet i den grad udsat for efterstræbelser af ildesindede og troldkyndige mennesker, som netop kvæget. Ikke blot, at sygdom og sot kan falde på det. Ulykken kan komme, fortæller de gamle, på mange hånde måder, såsom at man ikke kan få smør af fløden, sundom, at køerne malkes af hekse. Således fortælles, at hekse kan malke køerne milevidt fra under en hyldebusk. -  Som middel derimod skal man tage hvidløg, dild, mel og honning , skære eller støde urterne fint, blande honningen og melet deri og give køerne dette at æde. Dette middel er befunden at have virkning.
(Efter folkemunde ved J.)
 

Meddeler: Hans Andersen, fhv. hmd. og fisker 88 år, boende i Skårupøre og født sammesteds. Optegnet 1924 af Johs. M. Jensen. [Dansk Folkemindesamling]

 

Der var en  fæl heks, som man kaldte Kanuten. Hun var fra Thurø, men tjente på Hesselagergård som mejeripige. Der satte hun knappenåle i ledpælene, så at naboerne ikke fik mælk af deres køer, førend bønderne fik det råd at give hende et nakkedrag, så at hendes næse skulle springe op at bløde og blodet faldt på hendes forklæde; så var hendes magt forbi. Rådet udførtes og hjalp. En anden gang (H.A.s hustru Stine kunne ikke huske, hvor det var) havde hun ligeledes lavet kunster "knikser" med folks køer. Da lykkedes det folkene på en eller anden måde at "give hende et knæk", så at hun brød lårbenet og siden haltede. Så havde hun da det for sine kunster, fordi hun ikke kunne lade andres køer være.
På Thurø boede en tømrer, der hed Niels Bjerg og arbejdede på Julius Jensens byggeplads lige over for Bregninge skov. (Han havde en broder Lars på Langeland, Bjerglars (laus) kaldet, der havde ord for at "kunne lidt".) Han plejede at sætte sine sejl ind hos H.A.s hustru Stines forældre, og der kunne man aldrig få noget kreatur til at leve. Man flyttede så køerne fra stalden over i loen, hvor de stod og frøs om vinteren, indtil H.A. fik dem til at sætte dem tilbage igen. Da var der intet i vejen. H.A.s svigerfader turde heller aldrig tage imod æbler af Niels Bjerg. Der kunne nemt følge ondt med (jfr. Anders Nielsen, der af samme grund kastede æblet fra sig). H.A.s svigerfader blev for resten noget ræd på sine gamle dage. Han, der ellers aldrig havde været bange af sig, turde således aldrig sætte sin fod i en jolle, og han døde til sidst af Skræk over et tordenskrald.
Om folketroen i Skårupøre er altså følgende at bemærke: Saltet binder heksen; knappenåle i ledpælene for at malke andre folks mælk - knappenåle i dørtærskelen for at holde heksene ude. Æbler af en heks`s eller heksemesters hånd er farlige.

Køer skulle have kloverne (stålbøjler om halsen) på første dag de var ude. Men det var kun den gamle Niels Hansen i en af de nærmeste gårde, der overholdt denne skik. Ellers havde H.A. aldrig set nogen gøre det.

 
Kreaturernes røgt og pleje
Fortalt af gårdejer Johannes Foged, Pavegyden, Lunde sogn
 

Meget af min viden går tilbage til  Gamle Rasmus. Han passede køerne på Fogedgården, Rårud, Kirkeby sogn. De havde 2 piger, så han behøvede ikke at tage sig af malkningen, men der var jo enkelte af hans yndlingskøer, der var ret højt oppe [højtydende køer], dem betroede han os ikke. Fra ham fik jeg meget af min visdom.  Jeg var selv interesseret i køerne, så jeg gik selvfølgelig meget nede ved ham.  En syg ko fik en halv flaske brændevin, om den var blandet op med vand, ved jeg ikke. I mange tilfælde tror jeg også det er godt. Om foråret, når køerne skulle ud på græs, så havde han en kniv, den blev lukket op, og den blev lagt, hvor køerne skulle ud, men selvfølgelig med et bræt over. Køerne skulle gå over stål. Og det troede jeg da på, at det var nødvendigt. Jeg har dog aldrig selv praktiseret det.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk