Den fynske husmandsbevægelse
Forside ] Op ]

 
Den fynske husmandsbevægelse

P.V.Jeppesen: Husmandsbevægelsens Historie gennem 25 Aar.. Slagelse 1927.
  

Indledning

  

Medens de åndelige nydannelser i vort folk - både på kirkens, skolens og andre områder - ofte har haft deres første udspring på Fyn, synes de politiske og økonomiske rørelser først at have åbenbaret sig i andre landsdele. Det kan måske forklares, som det stundom er gjort, ud fra dette, at fynboerne er i besiddelse af en livligere fantasi end de andre landsdeles befolkning, hvorimod både sjællændere og jyder i højere grad skulle være udrustede med tænkeevne og dømmekraft og altså være mere forstandsmæssigt beregnende. Måske det dog snarere hænger sammen med de livsvilkår og samfundstilstande, hvorunder folket har levet i de forskellige landsdele.
Gennem århundreder var Fyn et udpræget herregårdsland og bønderne var nådigherrernes tjenere. Der var i adelsvældens dage kun grumme lidt selvejergods på Fyn, og heller ikke Kronen havde synderlig store besiddelser på den rige ø, i alt fald ikke i de senere århundreder.
Som følge af disse forhold blev afhængigheden vel nok større blandt fynboerne og deres trang til selvhævdelse mindre end hos de andre landsdeles befolkning. Og i disse forhold må man vistnok søge den væsentligste årsag til den politiske veghed og blødhed, som man i nyere tid har beskyldt fynboerne for at lide under. Naturligvis kan også landets yppige og blide natur have bidraget sit til at skabe et mere vegt sind og en frodigere fantasi. Et sind, i hvilket det var lettere at finde ørenlyd for  religiøs og æstetisk tale end for krav om økonomisk og politisk selvhævdelse.
I alt fald er det en kendsgerning, at det var sjællandske bønder og almuesfolk, der ude i landet tog de første tag for den politiske og økonomiske frigørelse fra herremandsvældet, og at det var jyske bønder, der senere førte an i andelsbevægelsen og de organisationsdannelser, hvorigennem de danske gårdmænd vandt deres økonomiske frihed.

Også husmandsbevægelsen fandt sine pionerer på Sjælland og i Jylland før den fandt dem på Fyn, og organisationsarbejdet var i fuld gang i begge de større landsdele, før den første husmandsforening i 1901 blev oprettet på Fyn.

Men før husmandsbevægelsen fandt sin faste form i en selvstændig og målbevidst organisation, var der dog også på Fyn gode kræfter i bevægelsen for at hjælpe den store husmandsstand frem til bedre livsvilkår.
Allerede i slutningen af tresserne af forrige århundrede begyndte således Fyens Stifts patriotiske Selskab at interessere sig levende for spørgsmålet om en bedring i husmændenes kår.
Den dygtige og stærkt interesserede godsejer N.E. Hofman Bang, Hofmannsgave, indledede ved et møde i selskabet den 17. september 1868 en diskussion om "den hensigtsmæssigste måde at fremhjælpe husmandsklassen" Forhandlingerne førte til nedsættelse af et udvalg på tre medlemmer, der skulle "tage sagen under nøjere overvejelse og fremkomme med forslag". Allerede i næste  møde, den 28. december s.å. forelå udvalgets betænkning, som det vedtoges at lade trykke og uddele blandt medlemmerne. Selskabet bifaldt det i betænkningen indeholdte forslag om indbydelse til en præmiekonkurrence, sigtende på at fremskaffe "en vejledning for husmænd", i hvilket øjemed der bevilgedes 200 rdl. Endvidere vedtoges det at yde et efter omstændighederne afpasset beløb til præmier for dygtige husmænd. Den 2. april blev der behandlet en del indkomne "Manuscripter" vedrørende prisopgaven, men da ingen af disse fandtes præmieværdige, besluttedes det at udskrive en ny konkurrence. Udfaldet af denne refereredes på et møde den 23. september 1872, hvor det i protokollen bemærkedes, at "der var indkommet 10 manuscripter, men ingen af dem havde løst opgaven tilfredsstillende." Mødet sluttede sig imidlertid til udvalgets indstilling om, "at forfatterne af de to bedste skrifter tilkendes hver 100 rdl., ikke som præmie, men som hjælp til trykning." Disse to besvarelser havde henholdsvis følgende mottoer: "Et broderligt ord til småfolk" og "Lær den ubemidlede at hjælpe sig selv, og du har ydet ham den bedste hjælp". Om en tredje besvarelse med motto:" Hjælp dig selv, så hjælper Gud dig" udtaler udvalget, at "det er et så smukt og velskrevet fragment, at, dersom en fuldstændig vejledning havde været af samme godhed, ville det upåtvivlelig have taget den fulde præmie."

I 1871 indkom der ansøgninger fra 48 husmænd om "Præmiebelønning for god og mønsterværdig drift af deres jordlodder", og af disse fik 32 anerkendelse. Ialt blev  der i det år uddelt 326 rdl. og et sølvbæger. Det sidste tilfaldt husfæster Johan Nielsen i Sødinge, der tillige fik højeste præmiebeløb 21 rdl. Næste år blev der uddelt 50 præmier for ypperlig dyrkning af jordlodder, og senere blev denne form for støtte til husmandsbrugenes opkomst ved bidrag fra staten og det Classenske Fideikommis yderligere udviklet.

Forsøget på at skaffe husmændene en god håndbog til vejledning i deres bedrift lykkedes ikke for Patriotisk Selskab. Men udelukket er det vel ikke, at selskabets bestræbelser er blevet kendt videreom, og at de har været med til at tilskynde forstander Anders Jørgensen, Høng højskole, til en del år efter at udgive den "Husmandsbog", der i firserne og halvfemserne blev en god hjælp for mange husmænd, og gennem hvilken han kom i forbindelse med mange dygtige husmænd rundt om i landet. Gennem disse forbindelser skabtes mulighed for tilrettelæggelsen af de husmandsrejser, Anders Jørgensen blev grundlægger af, og som mest af alt bidrog til at bane vejen for den organiserede husmandsbevægelse.
Også på Fyn var husmandsrejserne i sidste tiår af forrige århundrede blevet almindelige. Gennem landboforeningernes husmandsudvalg fordeltes et betydeligt statstilskud til disse rejser, og mange husmænd fik på sådanne ture øjnene åbne ikke blot for deres egne brugs fordele og mangler, men også for deres stands styrke og betydning. Og de dygtigste og mest selvbevidste fik navnlig øjnene åbne for, at de i forholdet til staten var  under formynderskab af landboforeningerne, af hvilke de sjældent selv var medlemmer, og i hvis bestyrelser de aldrig fik sæde, selv om de var medlemmer.
Derfor affødte husmandsrejserne i mange husmænds sind ganske naturligt kravet om en helt ny organisationsdannelse - en organisation, der udelukkende skulle tage sig af småbrugerens interesser og give ham den plads i samfundet, han i kraft af sit arbejde og sin stands talrighed havde krav på.
Og denne organisation fandt sin form i husmandsforeningerne.  

  

Fyns Husmandsforening

  

I foråret 1901 stiftedes den første husmandsforening på Fyn. Det var i Vissenbjerg sogn - det fynske sogn, der i alt fald den gang havde det største indbyggerantal. Vissenbjerg sogn hørte tidligere til det kongelige ryttergods på Fyn, og der fandtes i sognet i de senere århundreder ingen egentlige herregårde, men derimod adskillige store bøndergårde. Fra gammel tid fandtes der i sognet en mængde småfolk, dels husmænd, dels folk i jordløse huse. I tidligere tid har der i Vissenbjerg sogn været drevet adskillig hjemmeindustri, både ler - og træindustri. Navnlig pottemagerarbejde optog ikke så få familier.
Fra 1895 boede i stationsbyen Skalbjerg i den sydlige del af Vissenbjerg sogn en husmand ved navn Jens Hansen.

Han fødtes den 15. januar 1852 i Vester Hæsinge sogn i Svendborg amt og blev indtil femårs alderen opdraget hos bedsteforældrene i et nabosogn. Siden kom han til sine forældre i Fåborg og  flyttede i tiårsalderen med disse til Vester Åby. Allerede som tolvårs dreng kom han i tjeneste på herregården Nakkebølle, og i fire år lærte han her herregårdslivet at kende. Derefter tjente han i nogle år i bøndergårde og kom så atter til Nakkebølle og blev der denne gang i fem år. Efter at have været soldat kom han til Møen, hvor han giftede sig og ernærede sig ved forskelligt arbejde. 43 år gammel flyttede han så til Skalbjerg, hvor han havde købt et hus med tre tønder land.

Allerede efter et par års forløb begyndte han at tale med sine standsfæller om den dæmrende husmandsbevægelse. Men selv om man efter de foran omtalte forhold i sognet skulle mene, at stedet måtte afgive god jordbund for en sådan bevægelse, mødte Jens Hansen i begyndelsen kun ringe forståelse. Alligevel opgav han ikke ævret, og endelig i foråret 1901 dristede han sig til sammen med et par andre husmænd at indbyde til et møde på Vissenbjerg kro med det formål for øje at få dannet en husmandsforening. Mødet afholdtes den 8. april, fem dage efter det folketingsvalg, der gav demokratiet i Danmark den største parlamentariske repræsentation, det nogensinde har haft i det danske folketing, og som endelig banede vej for et venstreministerium. Muligvis har valgets udfald bidraget til at øge de Vissenbjerg husmænds mod. I alt fald kom der en del til stede på kroen, og efter at Jens Hansen havde gjort rede for, hvad hensigten med mødet var, vedtoges det at oprette en "Fyns Husmandsforening". Der  indmeldte sig straks 32 medlemmer, og der blev udformet nogle kortfattede lovbestemmelser. Foreningens formål skulle være at samle husmændene til varetagelse af deres rettigheder og til dygtiggørelse i deres arbejde, men forøvrigt var- efter hvad Jens Hansen selv har udtalt - bevægelsen så ny og lidt udformet, at nogen rigtig klarhed over foreningens virkemåde havde man ikke. Imidlertid håbede man ved at komme i føling med husmandsorganisationer i andre egne af landet at nå frem til en sådan klarhed, at der kunne påbegyndes en kraftig agitation for at samle hele husmandsstanden landet over.
I sommeren 1901 var Jens Hansen på husmandsrejse på Sjælland og talte ved møder i Landsgrav, i Høng og i Slagelse samt ved afslutningen i Hillerød.
Også i Jylland tog han del i agitationen for oprettelse af husmandsforeninger. Således startede han en forening i Løsning ved Horsens og talte ved møder i Skive, Vestervig, Fåre, Bonnet, Horsens, Kolding, Jerlev og Lilballe.
På Fyn faldt det derimod vanskeligt for Jens Hansen at få agitationsarbejdet i gang. Profeter er jo sjældent agtede i deres fædreland. Dog lykkedes det ham at få oprettet en afdeling i Nørre Broby sogn i tilslutning til Fyns Husmandsforening, men ellers opnåede denne kun at få lokal betydning i Vissenbjerg sogn.
Men allerede i det følgende år skød husmandsbevægelsen på Fyn en ny blomst ved oprettelsen af De fynske Husmænds Landboforening", og det blev denne forening, der kom til at føre an i den fynske bevægelse. Andre mænd rykkede frem og overtog førerskabet, og foreningen i Vissenbjerg  gik efter kort tids forløb ind i den ny organisation. Jens Hansen opnåede således kun at blive en af husmandsbevægelsens pionerer, men derfor havde hans arbejde ikke været forgæves.

De fynske Husmænds Landboforening.

Selv om det ikke lykkedes at få organisationsarbejdet indenfor husmandsbevægelsen i rigtig gænge på Fyn, så hurtigt som i de andre landsdele, er dermed ikke sagt, at bevægelsen ikke gav sig udslag også blandt fynboerne. Adskillige vågne husmænd gjorde hver for sig et forberedende arbejde i årene 1900 til 1902. Blandt dem, der var med i dette forberedende arbejde, kan nævnes Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev, Frederik Hansen, Korup, Simon Nielsen, Hjallese, og Lars Hansen, Anderup. Det blev den sidstnævnte, der tog initiativet til at få dannet en virkelig fynsk husmandsforening - det vil sige: en organisation , der omspændte hele landsdelen.

Lars Hansen fødtes 1857 i Lunde sogn på Nordfyn. Godt tredive år gammel købte han en lille ejendom på tre tønder land i Anderup i Lumby sogn og begyndte straks at drive denne som kombineret husmands- og havebrug. I Lumby sogn var der den gang og er endnu en stor mængde sådanne mindre brug, hvor en større eller mindre del af jorden anvendes til dyrkning af havesager, der i almindelighed afsættes på Odense torv.
Sammen med sine standsfæller begyndte Lars Hansen tidligt at drøfte husmændenes kår. Han læste adskilligt, var med på flere husmandsrejser og  skrev undertiden i Fyns Tidende. Og da husmandsbevægelsen omkring århundredskiftet tog fastere form, var han en af dem, der flittigt søgte oplysning om bevægelsens gang, og ofte overvejede han, hvorledes det bedst lod sig gøre at få en fynsk organisation stillet på benene.
I sommeren 1901 fik han flere tilskyndelser til at gå i lag med et sådant organisationsarbejde. Han så, at den måde, hvorpå landboforeningerne forvaltede de midler, der på finansloven bevilgedes til husmandsbrugets fremme, ikke altid var heldig. Han så også, at husmændene gennemgående var for medtagne af det daglige slid til enkeltvis rigtig at kunne sig gældende. Og endnu mindre kunne de gøre sig gældende som stand. Der burde da efter hans mening dannes en særlig landboforening for husmændene, en faglig organisation, indenfor hvilken husmændene selv varetog deres interesser og selv forvaltede de midler, statsmagten stillede til rådighed for husmandsbruget. Og en sådan organisation skulle gennem en målbevidst agitation søge at vække husmændene til forståelse af deres personlige ansvar og der borgerlige ret.
Lars Hansen talte med en del af sine venner og standsfæller om tanken, og i løbet af efteråret modnedes den til udførelse. Sammen med fem andre husmænd dannede han et foreløbigt udvalg., der kunne forberede sagen og sammenkalde til et konstituerende møde.
De fem var: Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev (senere landstingsmand), Simon Nielsen, Hjallese, Jens P. Jensen, Villestofte, Niels P.  Hansen, Næsbyhovedbroby, og Frederik Hansen, Korup.
I løbet af november måned 1901 udsendte dette udvalg rundt til en større kreds af fynske husmænd en sålydende skrivelse:

Fortroligt.
De fleste, der læser dagbladene, vil have lagt mærke til, at der flere steder i landet er røre mellem husmændene, og dette røre har givet sig udslag i dannelsen af husmandsforeninger. Bevægelsen har artet sig noget forskelligt på de forskellige egne, men et er kendeligt alle steder: Husmændene føler trang til samling og ordnet samarbejde.
For at imødekomme denne trang, som vi ved også er tilstede på Fyn, er undertegnede sammentrådt i et udvalg, og efter moden overvejelse har vi besluttet os til at indbyde til et offentligt møde i.... den ...
Vi føler os naturligvis ikke kaldede til at udforme et program i det enkelte for en mulig husmandsforening, men skal dog her fremsætte nogle tanker om denne sag.
Det er uomtvisteligt, at der i de sidste årtier er foregået en indgående forandring med den del af vort landbrug, der kaldes husmandsbruget. Tidligere var husmændene de dårligste landbrugere; de gik på dagleje hos gårdmændene og passede deres egen jord dårligt. Men forholdet er anderledes nu. Ved hjælp af støtte fra stat, landboforeninger og enkeltmand og ved ihærdigt arbejde af husmanden selv er husmandsbruget nu i stor udstrækning hævet fra sit tidligere lave stade. Ved omhyggelig dyrkning af jorden og ved udstrakt brug af en mængde bierhverv, naturligt sammenhængende med  almindeligt agerbrug, har mangen en husmand vist, at det lader sig gøre at skaffe sig arbejde og løn på egen jord, selv om den kun er en lille plet af vort fædreland. Derved har husbruget udviklet sig til et særligt slags landbrug, der ikke kan sidestilles med gårdbruget; husbruget har sine særlige former og stiller sine særlige krav til den, der arbejder med det.
Vi mener derfor, at tiden er kommen, da det vil være naturligt, at husmændene slutter sig sammen i en særlig forening, for gennem organiseret arbejde at søge husmandsbruget fremmet. Vi følger derved kun det spor, der er fulgt af mange andre erhverv i landet.
Vi er ikke blinde for, at der i de alt bestående landboforeninger er gjort meget for husmandsbruget, og det er vi taknemlige for og håber på vedblivende velvilje og hjælp fra de forskellige sider, hvorfra den hidtil er ydet os, og på fremtidigt samarbejde. Men det kan ikke undgå at vække opmærksomhed, at de bestående landboforeninger kun i meget ringe grad har formået at samle husmændene, og i endnu ringere grad har havt brug for dem ved ordning og styrelse af foreningens arbejde.
Derfor vil vi være med til at gøre et forsøg på at arbejde selvstændigt.
Husmændene stiller sig ikke derved i modsætning til nogen, men kun ved siden af. Og det må vel glæde andre samfundslag, om så stor en del af folket, som husmændene er, vågner til selvbevidsthed og målbevidst arbejde.
For også i den retning er der noget at oprette. Man kan ikke godt lukke øjet for, at husmanden mere end godt er  har gået i ledebånd. Uselvstændighed svækker energi og personlighed og derigennem handlekraften, så et selvstændigt arbejdsområde, hvor husmænd både leder og ledes, vil være et fremskridt.
Da husmandsbevægelsen også har frembragt foreninger med politisk anstrøg, kan det være på sin plads at tilføje, at vi tænker kun på en forening med rent økonomisk formål. Hvor meget eller hvor lidet arbejdet for dette formål kan komme til at have berøringspunkter med det politiske, vil tiden vise.
Vi vil slutte med at sige til husmændene: Giv talrigt møde ved mødet i ... Det er eders sag, der skal frem, og eders eget vel, der skal arbejdes for. Lad os mødes for at hjælpes ad og tale med hinanden. Når vi løfter i flok, må vi kunne løfte denne sag op over misforståelse og forsagthed.

De pågældende, som skrivelsen sendtes til, anmodedes om - hvis de kunne tiltræde dens indhold - at sætte deres navne under som medindbydere til det konstituerende møde.

Endelig den 6. januar 1902 bragte bladene under overskriften "Husmandssagen" det foranstående opråb til fynske husmænd, underskrevet med ialt 29 navne. Det stiftende møde var fastsat til mandag den 20. januar.
På denne dag samledes da i Fyns forsamlingshus over 600 mindre jordbrugere og enkelte andre, der interesserede sig for den ny bevægelse.
Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev bød velkommen, og husmand M.Pedersen Tange, Palleshave, overtog ordstyrerhvervet.
Det blev et både fyldigt og interessant møde-
 Første taler var Hans Jørgen Nielsen.
Han talte om betydningen af, at husmændene blev vågne og fik sans for samfundets ve og vel.
Ifølge et af dagbladenes referater udtalte han blandt andet:
..Der er mange, der ser på denne bevægelse mellem husmændene med mistro; de aner en klassekamp bagved. Dertil vil jeg sige, at klassekampen vil i hvert fald ikke komme fra husmændene. Hvis der i flugt med den hidtil foregåede frisindede udvikling arbejdes videre på en ligestilling af alle landets borgere, da er der ingen fare for en klassekamp. Men hvis man vil holde på en vis ulighed, en skyden i baggrunden, kan der være fare. Men da vil skylden være deres, der vil rejse eller vedligeholde skel.
Friskolelærer P. Pedersen, Søllinge, troede egentlig, at husmændene nok kunne have fået mere indflydelse i landboforeningerne, hvis de i større tal havde meldt sig ind i disse. Men når de ikke ville dette, så han ikke noget galt i, at de dannede deres egen landboforening; men den burde ikke være politisk.
Den sidste officielle taler var husmand Lars Hansen. Han gjorde rede for det tilrettelæggende arbejde, der var udført, og søgte så i et kort foredrag at vise det formålstjenlige i bevægelsen.
-De bestående landboforeninger har kun formået at tage de få og bedst stillede husmænd med; men de mange, de, der trænger mest til støtte, er blevet tilbage og er blevet endnu mere fortrykte. Blandt disse husmænd har bevægelsen særlig sin opgave. Ved sammenslutning har byarbejderne opnået  bedre livsvilkår. I den forening, vi søger dannet, stiller vi os ikke i modsætning til andre samfundsklasser, men ved siden af disse. Til lønarbejderne i by og på land vil vi sige, at vi ønsker, der mellem dem og os må bestå et godt kammeratskab.

Efter de indledende foredrag udspandt der sig en længere forhandling , hvori deltog forstander Jørgen Petersen, Dalum, husmand Simon Nielsen, Hjallese, folketingsmand Mads Larsen, Hessum, husmand Fr. Hansen, Korup og folketingsmand Slengerik.

Af diskussionen fremgik det, at der hos enkelte var en vis ængstelse for, at foreningen skulle få en politisk karakter. Og det er naturligvis forståeligt, eftersom der blandt de tilstedeværende rådede ret forskellige politiske anskuelser. Men fra alle sider var man enig om, at organisationen burde dannes, og at den skulle have karakter af en upolitisk landboforening for husmænd. Hvorledes den så senere kunne udvikle sig, måtte tiden vise.
Efter 2½ times forhandling kunne man da skride til at afholde den konstituerende generalforsamling.
Her vedtoges det at kalde den ny organisation "De fynske Husmænds Landboforening".
Derefter vedtoges de af det forberedende udvalg udarbejdede love, hvis første paragraf lød:
"Foreningen vil arbejde for fremskridt på husmandsbrugets område og varetage husmandsstandens interesser. Til fremme af dette formål vil foreningen søge støtte i samvirke med andre landboforeninger".
Til den første bestyrelse  valgtes:
Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev,
Lars Hansen,
Niels Mouritsen, Ørridslev Skov
M.P. Tange,
Fr. Hansen, Korup
Jens P. Pedersen, Korup
Simon Nielsen, Hjallese,
P. Pedersen, Søllinge
og N.P. Nielsen, Lille Viby.
Bestyrelsen valgte Hans Jørgen Nielsen til foreningens første formand.
Dagen efter det stiftende møde skrev Fyns Venstreblad:
Man må indrømme, at mødet var godt forberedt og tilrettelagt og dygtigt ledet. Derfor nåede man også så forholdsvis meget, og fra i går kan man trygt sige, at husmandsbevægelsen på Fyn er skabt og ført ind i et spor, hvorfra den vil gå sin stille , men sikre sejrsgang og vokse sig stærk.
Bladets spådom gik i det væsentlige i opfyldelse. Den ny forening voksede sig stærkere og stærkere fra år til år; men helt stille blev sejrsgangen ikke. Iblandt de fynske husmænd var der ret stærke politiske modsætninger, og skønt man ved bestyrelsesvalget havde søgt at give de forskellige politiske afskygninger en nogenlunde ligelig repræsentation, fremkom der ret snart gnidninger inden for bestyrelsen. Men husmandsbevægelsen var i sig selv en så naturlig nydannelse, at den organisation, den skabte, sejrrigt overlevede alle brydninger og forholdsvis hurtigt kom over sine børnesygdomme.
.....

I et afsnit om kredsinddeling hed det i de vedtagne love:
"Efter bestyrelsens skøn inddeles foreningen i kredse, der tæller mindst 15 medlemmer. Dog skal der så vidt muligt arbejdes hen til, at der bliver en kreds i hver kommune. For hver kreds vælges en formand. Valget, der gælder for 1 år, finder sted på foreningens generalforsamling efter indstilling af medlemmerne i vedkommende kreds. Kredsformændene er landboforeningens tillidsmænd. Det påhviler dem at modtage indmeldelse af medlemmer og at opkræve kredsens medlemsbidrag, ligesom de i enhver henseende må virke for foreningens fremgang. Bestyrelsen skal senest 14 dage før generalforsamlingen tilsende kredsformændene det kommende års budget og arbejdsplan. Ved generalforsamlingen kan stilles ændringer til bestyrelsens forslag. Forud for hver generalforsamling vælger kredsene delegerede til generalforsamlingen, således at kredse med under 30 medlemmer vælger 1, under 45 vælger 2 o.s.v."

I disse bestemmelser er adgangen holdt åben for en naturlig decentralisation af foreningens virksomhed. Formålet måtte blive at få oprettet så mange lokale foreninger som muligt og efterhånden at give disse et vidtstrakt selvstyre inden for en samvirksomhed.
Bestyrelsen henvendte sig derfor til mænd rundt om i sognene med opfordring til at virke for tilgang og oprettelse af kredse, og flere af bestyrelsens medlemmer stillede sig til rådighed som talere ved afholdelse af møder.
Men midlerne, man havde at arbejde med, var små. Det ses bedst af det første budget, som vedtoges på en ekstraordinær generalforsamling i Odense den 26. maj 1902. I følge dette skulle der til  trykning af landbrugsskrifter anvendes 100 kr, til foredrag 300 kr., til ordning af korte husmandsrejser 50 kr., og til forarbejder for et medlemsblad 50 kr., Endelig bevilgedes der 50 kr., som løn til formanden og 50 kr. til sekretæren.
Trods de små midler arbejdede bestyrelsen med godt humør, og den fynske presse - der f.eks. slet ikke havde omtalt oprettelsen af Fyns Husmandsforening i foråret 1901 - begyndte nu at skænke husmandsbevægelsen større opmærksomhed. Der fremkom nu ret jævnligt i bladene dels redaktionelle, dels indsendte artikler, der agiterede for bevægelsen, og de små meddelelser ude omkring fra sognene, der fortalte om arbejdets gang, blev flere og flere.
I efteråret 1902 kom der for alvor gang i agitationen, og på den første ordinære generalforsamling den 16. marts 1903 kunne kassereren Lars Hansen, Anderup oplyse, at organisationen da talte 1500 medlemmer i 75 kredse.
Den udstrakte kredsdannelse skabte ganske naturligt et ønske om ændringer i organisationens love, og generalforsamlingen vedtog derfor visse ændrede bestemmelser, af hvilke den mest betydningsfulde var den, at fremtidig skulle kredsformændene vælges på kredsenes generalforsamlinger, ligesom de skulle være selvskrevne som delegerede til hovedforeningens generalforsamlinger. Dermed var decentralisationen fuldbyrdet, og opbygningen kunne nu på organisk vis foregå ude fra sognene til samarbejdet i den fælles organisation.
Den sag, der på den første generalforsamling stærkest  optog sindene, var et forslag fra formanden, landstingsmand H.J. Nielsen, om, at "De fynske Husmænds Landboforening" skulle indmelde sig i "De samvirkende Landboforeninger i Fyns Stift".
Da formanden på grund af sygdom var forhindret i at være til stede, forelagde M.P. Tange forslaget, om hvilket han udtalte, at formanden lagde stærk vægt på at få det vedtaget, for at husmændenes landboforening derigennem kunne få indflydelse på statstilskuddets fordeling, hvorefter også han anbefalede forslaget til vedtagelse.
Også friskolelærer P. Petersen, Søllinge, var tilhænger af det foreslåede samarbejde med landboforeningerne. Husmandsforeningen burde ikke være en fagforening, men den burde arbejde på, at det gode forhold mellem gårdmænd og husmænd vedblivende kunne bestå.
Fra anden side frarådedes det imidlertid meget stærkt at gå ind i landboforeningernes sammenslutning.
Simon Nielsen, Hjallese ville gerne arbejde i god forståelse med landboforeningerne, men han fandt det urigtigt at gå ind  i deres samvirksomhed, når man ikke var tilfreds med dennes vedtægter. Det var langt naturligere at få et samarbejde i gang med de andre husmandsforeninger i Danmark.
Gartner Julius Eriksen, Stige, udtalte, at husmandsbevægelsen nu var ved at vokse sig stærk ved egen hjælp, og ad den vej burde der fortsættes.
Skarpest kom modviljen mod forslaget frem fra P. Hansen, Faurskov, der udtalte, at han ville betragte forslagets vedtagelse som en  falliterklæring fra husmændenes side.Flere medlemmer talte i samme retning, og ved afstemningen blev forslaget forkastet med 38 stemmer mod 30. Derefter stillede Julius Eriksen følgende forslag:
"Bestyrelsen opfordres til at henvende sig til regering og rigsdag med anmodning om, at statstilskuddet til husmandsbrugets fremme overlades til husmandsforeningerne til uddeling og administration."

Dette forslag vedtoges enstemmigt.
Spørgsmålet om fordelingen af statens tilskud til husmandsbrugets fremme blev den sag, der i de nærmest følgende år stærkest optog sindene, og under de gentagne behandlinger - både i bestyrelsesmøder og på generalforsamlinger - viste det sig, at de politiske grundlinjer også gjorde sig gældende inden for den ny bevægelse.`Der var inden for bestyrelsen en mere moderat fløj og en mere radikal fløj. I og for sig var alle bevægelsens tilhængere enige om, at de måtte være husmændene selv, der egentlig burde have både retten til og ansvaret for de offentlige midlers fordeling. Men de mere moderate og forsigtige naturer ønskede at nå dette resultat på en lempelig og om nødvendigt mere langsom måde, hvorimod de mere radikalt anlagte krævede reformen gennemført hurtigt og til bunds.
Af lederne hørte Lars Hansen, Anderup, og P. Pedersen, Søllinge, til dem, der var mest betænkelige ved en stærk og pågående agitation. Navnlig den sidste var - som det også tidligere er omtalt- af den anskuelse, at husmændene skulle søge at  bevare et godt forhold til og et nært samarbejde med landboforeningerne. Igennem adskillige år havde han ad den vej søgt at arbejde for husmandsbrugets ophjælpning, og navnlig for havebrugets udvikling havde hans arbejde været af ikke ringe betydning.
Også foreningens første formand, H.J. Nielsen, Ferritslev var mest tilbøjelig til at foretrække en stilfærdig fremgangsmåde. Han var selv husmandssøn fra Gestelev sogn i Midtfyn. Som ung kom han et par år på Askov højskole og blev derefter lærer ved Mellerup højskole i Randers amt. Senere købte han et mindre landbrug i Ferritslev i Østfyn og kom derefter til at tage mere del i det offentlige liv. Et par gange var han kandidat ve folketingsvalg uden dog at opnå noget mandat; men ved aldnstingsvalget i september 1902 blev han indvalgt i landstinget.
I nær tilslutning til H.J. Nielsen stod M.P. Tange. Denne, der var født i Jylland, var efter sit giftermål blevet  bosiddende i Gestelev sogn og blev snart en af husmændenes talsmænd.Også han kastede sig ind i den politiske kamp og var i 1903 Venstrereformpartiets kandidat i Nyborgkredsen. Først adskillige år senere lykkedes det ham dog at få sæde i folketinget, først som repræsentant or Holbækkredsen, derefter for Fåborg-Ærøkredsen og senere Bjerrekredsen.
Den mere radikale fløj for bevægelsen var for en væsentlig del yngre mænd, der enten sluttede sig til Socialdemokratiet eller var påvirkede af de radikale anskuelser, der var begyndt at komme til orde i det af  folketingsmand Slengerik redigerede Fyns Venstreblad. Blandt socialdemokraterne var de to mest fremtrædende hønseriejer Simon Nielsen, Hjallese og husmand Fr. Hansen, Korup. Den sidstnævnte, der senere blev kreditforeningsrepræsentant og fik bopæl i Tarup ved Odense, var navnlig i bevægelsens første år en meget energisk talsmand for husmændenes krav og blev også af Socialdemokratiet benyttet en del som politisk agitator.
Blandt ikkesocialdemokraterne var i de første gartner Julius Eriksen, Stige og husmand Emil Rasmussen, Rue, to af de mest betydende.. De opnåede da også begge senere at nå frem til foreningens formandsplads.

Det var i marts, at generalforsamlingen havde vedtaget Julius Eriksens resolution angående en henvendelse til regering og rigsdag om administration af statstilskuddet, og i et bestyrelsesmøde den 11. april valgtes et 3mands udvalg til at søge denne sag ordnet. Udvalget kom imidlertid hurtig til den erkendelse, at sagens ordning nok ikke ville blive så ligetil, og i et nyt bestyrelsesmøde i maj s.å., vedtoges det, at udvalget skulle træde i forbindelse med alndets øvrige husmandsforeninger angående en fælles indstilling til ministeriet om de bevillinger, der ydes husmandsforeningerne.
Denne forbindelse kom i stand ved et møde i Ringsted den 18. august samme år. I dette deltog delegerede fra organisationerne i Jylland, Fyn, Bornholm og Sjælland, og foruden at enes om et andragende til ministeriet angående statstilskuddets  administration, vedtog man yderligere at søge skabt en fast sammenslutning mellem alle landets husmandsorganisationer.
Denne plan kom derefter til behandling på en ekstraordinær generalforsamling i den fynske organisation den 28. september samme år. Der stilledes her forslag om, at foreningen skulle indmelde sig i en samvirksomhed, som i form af et forretningsudvalg skulle dannes af repræsentanter af de oven for nævnte organisationer. Forslaget tiltrådtes, og det fremkaldte ingen opposition.
Med denne sammenslutning var spørgsmålet om statstilskuddenes administration løftet ud af den provinsielle atmosfære. Det var nu et landsanliggende, men ikke desto mindre vedblev det at være genstand for debat ved adskillige bestyrelsesmøder og generalforsamlinger i den fynske organisation.
Også på generalforsamlingen den 28. september førtes en forhandling herom, og den sluttede med vedtagelsen af følgende resolution:

"Husmandforeningerne udtaler ønsket om, at statens bevillinger til husmandsbrugets fremme efterhånden overdrages til husmandsforeningerne at administrere."

Af andre politiske spørgsmål var på denne generalforsamling til forhandling "Ændringer i Husmandsloven" (Lov om Jord til Landarbejdere) og "Ændringer i Tyendeloven".

Efter en længere forhandling om den første af disse sager vedtoges enstemmigt følgende resolution:

"Idet man samtidig understreger betydningen af den samfundsopgave, der ligger i, at adgangen til at få jord at dyrke gøres så let og billig som mulift for alle, der har lyst og evne til at drive jordbrug, selv om de kun er i besiddelse af ringe kapital, og i så store lodder, som de kan dyrke ved egen hjælp og uden at være tvungent til at søge arbejde uden for hjemmet, beslutter "De fynske Husmænds Landboforening" at udtale ønsket om: at Loven om Jord til Landarbejdere revideres således, at Maksimum for Jordloddernes låneværdi forhøjes til 6000 kr.
Den samlede Sum, som Ejendommen derefter vil komme til at stå køberen i, må kun undtagelsesvis, hvor egnens jordpriser er særlig høje, overstige nævnte 6000 kr.

at Bestemmelsen om nogenlunde gode Vejforbindelser til sådanne Huse yderligere skærpes.

at der i Loven indføres en Bestemmelse om, at der kan anvendes Ekspropriation på sådanne Steder, hvor Jord til Huslodder ellers ikke kan fås;

at Kommissionen bemyndiges til at nægte Udlæggelse af sådan Jord til Husmandsbrug, som er for dårlig dertil.

at Folk med små Jordarealer kan komme ind under Lovens Bestemmelser og

at Loven atter skal revideres om 5 År."

Den anden sag om Tyendeloven affødte kun en kortere forhandling, hvorefter man vedtog følgende resolution:

"Husmandsforeningerne udtaler Ønsket om, at Tyendeloven revideres således, at Tyendet i retslig Henseende ligestilles med alle andre Borgere i Samfundet."

Foruden med disse spørgsmål, der ikke affødte nogen partipolitisk rivning, beskæftigede den nævnte generalforsamling sig med forskellige praktiske og administrative spørgsmål. Bl.a. drøftede man spørgsmålet om at få fhv. lærer Stenbæk ansat som konsulent i fjerkræavl - en sag, der kort og godt gik i orden- samt spørgsmålet om at få bladet "Husmanden" gjort til medlemsblad. Denne tanke blev der i den følgende tid arbejdet en del med inden for bestyrelsen, men planen strandede på manglende tilslutning.
Imidlertid kom foreningen til at stå over for sit første formandsskifte. På et bestyrelsesmøde i oktober 1903 meddelte Hans Jørgen Nielsen, at han på grund af helbredshensyn måtte bede sig fritaget for formandshvervet, og M.P. Tange valgtes da midlertidig til at varetage  formandshvervet. Efter generalforsamlingen i marts 1904 - der havde et yderst fredeligt forløb - blev Tange på et bestyrelsesmøde den 2. april valgt til formand.
Som tidligere omtalt stod H.J. Nielsen og Tange både politisk og på anden vis hinanden nær, og man kunne have ventet, at der nu ville være blevet mere ro i foreningen, så man uden større opgør kunne have vokset sig frem til mere faste former for arbejdet.Efter dannelsen af den fælles samvirksomhed for hele landet var der grund til at formode, at bevægelsens politiske retning ville aflejre sig så at sige af sig selv, så foreningens udadvendte arbejde efterhånden ville finde sin naturlige form uden hensyn til medlemmernes partipolitiske standpunkt
Det skete imidlertid ikke. Det skyldtes vel nok især dette, at årene efter systemskiftet i politisk henseende var en urolig og om man vil, en utålmodig tid. Men når uroen blev større blandt de fynske husmænd end andet steds i landet, hænger det utvivlsomt også sammen med, at modsætningerne inden for Venstrepartiet - mellem moderate og radikale tilbøjeligheder - var mere udprægede på Fyn end de fleste andre steder.
Og disse modsætninger lykkedes det ikke Tange at forlige.
Af foreningens forhandlingsprotokol fremgår det, at der i løbet af efteråret 1904 er opstået uenighed om forskellige spørgsmål inden for bestyrelsen. Et af stridsspørgsmålene var dette, om bestyrelsesmøderne skulle være offentlige eller ikke. Af mere dybtgående art var dog uenigheden om, hvad man skulle foretage sig for at få administrationen af statens bevillinger til husmandbrugets fremme overført til husmandsforeningerne.
Det lykkedes ikke inden for bestyrelsen at få denne uenighed bilagt, og da striden fulgtes med stor interesse ude i kredsene, blev generalforsamlingen i foråret 1905 imødeset med megen spænding.
Få måneder i forvejen var der som bekendt sket en sprængning af det regerende Venstrereformparti, og ministeriet Deuntzer var gået af. Disse begivenheder bidrog vel også nok deres til, at sindene var så stærkt præget af uro.
Generalforsamlingen afholdtes den 29. amj på Fyns Forsamlingshus.
Det vedtoges her at optage forhandlinger med de sjællandske husmandsforeninger om at gøre  bladet "Husmanden" til fast medlemsblad.
Derefter kom det egentlige stridspunkt om statsbidragets administration til behandling.
Formanden stillede forslag til en resolution, der opfordrede bestyrelsen til at arbejde videre for husmændenes krav, og som samtidig stærkt understregede foreningens økonomiske og upolitiske karakter.
Denne resolution tilfredsstillede imidlertid ikke generalforsamlingen, og med 69 stemmer mod 64 vedtoges et af Simon Nielsen, Hjallese, stillet forslag, der lød således:

"Generalforsamlingen udtaler Ønsket om, at Administrationen af Statstilskuddet til Husmandsbrugets Fremme overlades til "De fynske Husmænds Landboforening" og pålægger påny Bestyrelsen at indsende Andragende til Regering og Rigsdag."

På grundlag af den skete vedtagelse opfordredes bestyrelsen til at gå, og der valgtes derefter en ny bestyrelse, bestående af Niels P. Nielsen, Viby, Julius Eriksen, Stige, Emil Rasmussen, Rue, Fr. Hansen, Korup, Niels Olsen, Vesterskov, H.J. Hansen, Tommerup, Hans Hansen, Frørup, Kr. Knudsen, Årslev, og Jørgen Nielsen, Hjorslev. Den nyvalgte bestyrelse udpegede gartner Julius Eriksen, Stige, til formand.

Julius Eriksen sluttede sig til det nystiftede radikale Venstre, og i det år, han beklædte formandsstillingen, førtes organisationen over i mere radikal retning og kom samtidig i nøjere kontakt med organisationerne i de andre landsdele. Derover glemtes imidlertid ikke arbejdet indadtil. Der blev udfoldet et betydeligt agitationsarbejde og iværksat forskellige praktiske foranstaltninger til husmandsbrugets fremme. Det var også i denne tid,at de fynske husmænd kom med i arbejdet for oprettelsen af en "Forening til Opkøb og Udstykning af større Landejendomme" - en forening, der dog først i 1913 kom til også at omfatte Fyn.
Det mere radikale præg i foreningens ledelse gav sig ikke blot udtryk i, at man i Julius Eriksens formandsperiode sluttede sig til kravet i den såkaldte Køgeresolution om "lige skat på lige jord",men også deri, at man ved bestyrelsens møder drøftede dagens politiske spørgsmål og tog stilling dertil. Man formulerede sine krav i form af henvendelser til regering og rigsdag angående de love og foranstaltninger, der havde særlig betydning for husmandsbruget -f.eks. skattelovene, Lov om Udstykning og om ulykkesforsikring -, men udtalte sig også om mere almindelige love, som Lov om Alderdomsunderstøttelse.
Denne noget mere politiske karakter i foreningens arbejde tiltalte imidlertid ikke alle medlemmerne, og skønt foreningen stadig gik godt fremad i medlemstal, vedblev der at nogen indre uro. Denne kom dog ikke til udbrud i Julius Eriksens formandstid.
Efter generalforsamlingen i maj 1906 overtog senere folketingsmand, husmand Emil Rasmussen, Rue, hvervet som formand. Og allerede i det følgende efterår blev der af 57 medlemmer stillet krav om afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling for at få foreningens stilling klarlagt.
Denne generalforsamling blev afholdt den 19. november, og her forelagde kredsformanden for Gislev, Mads Nielsen, som ordfører for de 57 medlemmer et forslag til en resolution, der i tre punkter udtalte:.

at de fynske Husmænds Landboforening har som Hovedopgave at arbejde for landøkonomiske Fremskridt i Husmandsbruget, og Ledelsen af Foreningens Virksomhed må være i Overensstemmelse hermed;

at Bladet "Husmanden" ikke er Foreningens Organ, og at Foreningen som Følge deraf ikke har noget Ansvar for de Artikler, der er fremkomne eller vil fremkomme i Bladet, og

at Foreningen er upolitisk, og det må være Bestyrelsens Opgave at lede Foreningens Arbejde således, at den kan huse alle politiske Afskygninger inden for sine Rammer.

Hertil stillede Bestyrelsen et ændringsforslag, der gik ud på, at første og andet punkt udgik, og at det tredie punkt ændredes således:

"Generalforsamlingen udtaler, at den fremdeles ønsker Foreningens Arbejde ledet i samme Spor som hidtil, og således at Foreningen fremdeles kan være så rummelig, at der bliver Plads for Medlemmer af alle politiske Partier indenfor dens Rammer."

Bestyrelsens ændringsforslag blev vedtaget med 152 stemmer mod 26, og dermed bortfaldt den af de 57 medlemmer stillede resolution.
Da bestyrelsen således så sig i overensstemmelse med det store flertal inden for  foreningen, gik den trøstigt i gang med sine opgaver, og de følgende år blev på mange måder vigtige og betydningsfulde for bevægelsens udvikling.
Talrige praktiske foranstaltninger blev iværksat. Man oprettede forevisningshaver og regnskabskursus; man søgte at gøre husmandsrejserne mere udbyttebringende ved forevisninger og afholdelse af faglige og sociale foredrag; man støttede udviklingen af kaninavl og ansatte konsulenter, der kunne være til hjælp og tjeneste for medlemmerne.
Og man løste den opgave, der blev bevægelsens største mærkesag i de første 25 år: Man oprettede Fyns Stifts Husmandssskole. Om denne berettes der i et særligt kapitel.

De samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift

Efter at samarbejdet mellem organisationerne i de forskellige landsdele efterhånden havde antaget fastere former, fremstod ret naturligt inden for ledelsen af "De fynske Husmænds Landboforening" ønsket om at give den fynske organisation et nyt navn i overensstemmelse med navnene på de andre landsdeles foreninger. Og efter afstemningen på generalforsamlingen i november 1906 mente bestyrelsen at kunne gå ud fra, at der næppe ville rejse modstand herimod. Ved denne afstemning var det fastslået, at det store flertal af foreningens medlemmer billigede den retningslinje for husmandsbevægelsen, hvorefter der var arbejdet inden for ledelsen, og kravet om, at den fynske organisation skulle have en  fra de andre landsdeles foreninger forskellige karakter ville næppe mere blive rejst. På generalforsamlingen i 1907 stilledes der da forslag om, at foreningens navn forandredes til "De samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift", og forslaget blev vedtaget.
En af de opgaver, foreningen under sit nye navn først fik at arbejde med, var spørgsmålet om ansættelse af konsulenter. Som tidligere omtalt havde fhv. lærer Stenbæk fået ansættelse som foreningens konsulent i fjerkræavl allerede i 1903. Men da han i 1906 blev antaget som konsulent for Foreningen Danmark Fjerkræavl, ophævedes hans stilling inden for husmandsorganisationen.
Man gik da i gang med at drøfte mulighederne af at få ansat en konsulent i "Husmandsbruget og dets Bierhverv", altså en mand, som heltud kunne være til foreningens tjeneste og rådighed. I forstanderen for Skårup Landbrugsskole, landbrugskandidat Chr. Søndergård, mente man at have en mand, der var egnet til stillingen, og man indledede forhandlinger med ham. Men ret sanrt førte samarbejdet med Søndergård til, at han blev udset til forstander for den ny husmandsskole, og nogen rigtig form fik konsulentarbejdet først efter denne skoles oprettelse, da et par af skolens lærere overtog hvervet som konsulenter i planteavl og husdyrbrug. Siden har samvirksomheden også fået konsulenter i havebrug og fjerkræavl, og denne konsulentvirksomhed har i høj grad bidraget til udvikling af husmandsbrugenes rentabilitet.
 Der blev i Emil Rasmussens formandstid arbejdet både godt og dygtigt til sagens fremme. Der blev taget mange nye opgaver op, og der blev agiteret energisk for at vække husmændene til forståelse af sammenholdets betydning. Man så da også foreningens vokse stærkt fra år til år, og ved udgangen af året 1911 talte samvirksomheden 126 kredse med tilsammen 4491 medlemmer. Det var omtrent det dobbelte af det antal medlemmer., foreningen talte, da Emil Rasmussen blev formand.
Men trods denne fremgang var der dog visse medlemmer inden for bestyrelsen, der ikke var tilfredse med udviklingen. Og i året 1910 var der et af disse medlemmer Hans J. Hansen, Tommerup - der fandt anledning til i et odenseansk dagblad at rette temmelig graverende beskyldninger mod formanden. Den øvrige bestyrelse afviste disse beskyldninger som ugrundede, og på sendemandsmødet den 26. maj 1911 udtalte forsamlingen så godt som enstemmigt sin misbilligelse af den måde, hvorpå der var rejst kritik mod foreningens formand.
For imidlertid at skaffe den fornødne arbejdsro inden for samvirksomheden enedes man om på samme måde at vælge en helt ny bestyrelse.
Efter mødet valgte denne husmand Johannes Hansen, Sødinge, til formand, og han stod derefter i spidsen for samvirksomhedens ledelse, indtil sygdom i efteråret 1918 tvang ham til at nedlægge sit mandat.
De syv år, i hvilke Johannes Hansen ledede organisationen, blev på mange måder en rig udviklingsperiode for denne. Det var i den første del af denne periode, at landsstævnerne organiseredes. Og selv om verdenskrigen i de  sidste fire år af Johannes Hansens formandstid på mange måder lagde et tryk over husmændenes tilværelse og levevilkår, voksede organisationen dog fra år til år, således at den den 1. april 1918 talte ikke mindre end 137 kredse med tilsammen ca 7500 medlemmer.

Foreningens bestyrelse arbejdede i disse år ivrigt for at konsolidere husmandsskolen. Ligeledes støttede man bestræbelserne for gennem planteavlsudstillinger at øge forståelsen af de forskellige erhvervsgrenes betydning. Husmandsudstillingerne havde man allerede begyndt på i Emil Rasmussens formandstid. Den første blev afholdt i Ejby i Vestfyns Husmandsforening i efteråret 1908. Om denne hedder det i beretningen for 1908-09:

"Denne udstilling var det, den skulle være: et tro billede af Vestfyns landbrugskultur. Vestfyns Husmandsforening har ære af denne vellykkede udstilling, der var den første inden for husmandsforeningerne og kan tjene som mønster for de kommende."

I de følgende år blev der jævnlig afholdt sådanne udstillinger i forskellige egne og med støtte - både direkte og indirekte - fra samvirksomheden.
I 1913 kom fynboerne med i udstykningsforeningen, som derefter fik navnet "Foreningen til Opkøb og Udstykning af større Ejendomme i Sjællands og Fyns Stift". Selv om denne forening ikke just er et led i selve husmandsorganisationens arbejde, har den dog haft en ikke ringe betydning for husmandsbevægelsen, og det er de ledende mænd inden for  denne, der også har været ledende i udstykningsforeningen.
Et arbejde der også i disse år vandt fast form, var indkøb og forhandling af landbrugsmaskiner og redskaber, passende for det mindre landbrug. Et særligt udvalg leder denne virksomhed, der i årenes løb er blevet meget omfattende.
At man inden for den fynske husmandsbevægelse i de vanskelige krigsår også ofte drøftede mere almindelige politiske spørgsmål siger sig selv. Navnlig i krigens første år led det mindre landbrug hårdt under krigens tryk. Men det skal siges til de danske husmænds ros, at de ømmede sig mindre under trykket end adskillige andre samfundslag, der ikke led så meget.
Den fynske samvirksomheds forhandlingsprotokol fra hine år er da heller ikke nogen klagebog. Dens beretning om et takketelegram til præsident Wilson for hans fredsarbejde lige så vel som dens referat om forhandlingerne angående dyrtidslovene viser billedet af en stand, der er vågen over for vanskelighederne, men en stand, som trods alt ejer ungdommens tro på fremtiden.

Da Johannes Hansen i december 1918 på grund af sygdom måtte anmode om fritagelse for formandshvervet, overtog kassereren, P. Mathiesen, Asperup, foreløbig samvirksomhedens ledelse og efter det følgende sendemandsmøde i maj 1919 valgtes han til formand.

P. Mathiesen beklædte kun formandshvervet et år, idet han allerede i 1920 på grund af alder trak sig tilbage. I hans formandstid skete der  det, at der foetoges en omordning af samvirksomhedens indre organisation. Der oprettedes to nye hovedkredse, således at herefter blev 11 hovedkredse, og hovedbestyrelsens medlemsantal blev ligeledes 11.
Blev Peder Mathiesens virksomhed som formand således hverken langvarig eller af dybtgående betydning, havde hans arbejde inden for den fynske husmandsbevægelse dog sat sine kendelige spor. Ikke blot havde han i 10 år sæde i samvirksomhedens bestyrelse og fik derigennem rig lejlighed til at lade sin erfaring og indsigt komme standsfællerne til gode. Men avnlig for bevægelsens trivsel på Vestfyn har han haft stor betydning, og når Vestfyns Hovedkreds altid har været den i tal stærkeste, skyldes det sikkert i høj grad hans energiske og målbevidste agitation.
Ved et bestyrelsesmøde den 7. juni 1920 blev samvirksomhedens daværende sekretær, husmand Hans Larsen Skov, Farstrup, valgt til formand.
Straks i sommeren 1920 blev der efter Nordslesvigs genforening med Danmark indledet samkvem og samarbejde med den sønderjyske husmænd, af hvilke adskillige gæstede Fyn. Ligeledes blev der i dette og det følgende år udvekslet besøg mellem fynske og norske husmænd, særlig efter tilskyndelse af konsulent Munkegaard.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk