Husfliden på Fyn
Forside ] Op ]

 
N.C. Rom: Den danske Husflid, dens Betydning og dens Tilstand i Fortid og Nutid

Andet Oplag. Kjøbenhavn. N.C.Roms Forlagsforretning. 1898.
 

Fyn.

Den påstand, at husfliden holder sig til de ufrugtbare egne og kun trives der, holder ikke stik; thi ellers ville vi blive lige så hurtigt færdige med husflidens beskrivelse på Fyn som på Lolland, da Fyn også er en af Danmarks frugtbareste og rigeste øer.
Fyn er tværtimod berømt for sin husflid, ligesom der vist kun er få steder i landet, hvor der er gjort mere til husflidens fremme både af regeringen og af private, end netop på Fyn.
Der gives næppe nogen mere vindskibelig landalmue end den fynske, og alle indsamlede efterretninger samstemmer i, at kvindekønnet på Fyn udmærker sig ved sin husflid, siger amtsbeskrivelsen over Svendborg amt (18137). Blandt de højere klasser, siger den videre, eller blandt folk uden for bondestanden og i købstæderne er husfliden langt fra så udbredt som blandt bondestanden. I det mindste tages personlig ikke så meget del i forfærdigelsen af hjemmegjorte tøjer. Mange tro vel endog, at det ikke kan betale sig at tilvirke meget tøj, især til gangklæder, og sælge derfor ulden og købe fremmede stoffer, ja fremføre en hel del for at undskylde deres uvirksomhed. "Men tingen er nok denne, at vore kære døtre have mere lyst til at pynte sig, læse romaner og gå i selskab end til at karte, spinde, vinde osv. Hvilket der betaler sig bedst, vil imidlertid mangen husfaders pung kunne opklare. At dog husfliden ikke er helt borte blandt højere stænder, beviser høravlens udstrækning på større gårde. Kun at man selv lagde lidt mere hånd på værket".
 Den fynske husflid tilvirker især hør- og blårlærred, dynevår, vadmel, groft klæde og hvergarn. Varerne er i regelen meget stærke, da der ikke spares på råemner. De fynske bondekoner forstå ofte at forfærdige deres hvergarn med megen smag og efter de smukkeste mønstre, de kunne overkomme. Anvendelsen af tvist til rending i stedet for hørgarn bliver almindelig ligesom til islæt på hørgarns rending til fint linned, som den fynske bondekone i det hele sætter megen pris på. Intetsteds i Danmark er bønderne nemlig renligere med deres klædedragt eller omhyggeligere for at holde den bødet og net. Et vidnesbyrd om den rette kvindelige husflids indvirken på renligheden og velværet ser man deri, at man altid ser den fynske høstarbejder i rent hvidt linned, samt i at husdyrsygdomme som fnat og utøj er meget sjældne og yderst ilde ansete. Man træffer i almindelighed en sans for orden og renlighed, som være enhver påfaldende, der sammenligner fynboer med jyden og til dels med de øvrige øboere. Hvor den fynske bonde ser sig i stand til at forene det skønne med det nyttige, gør han det gerne såvel i agerbruget som med hensyn til boliger og klædedragt. Medens fynboen således både sætter en ære i en ren påklædning og i at bære klæder, der er tilvirkede i hans eget hus - hvilket især gælder for det sydlige Fyn - så have de fynske bondekoner sikkert langt rigeligere forsynede klædeskabe og linnedkister end nogen anden egns beboere. På en ø som Fyn, hvor den kvindelige husflid således indtager en fremragende plads, og hvor bondekonen sætter sin ære og sin stolthed ikke alene i at have et rent hjem, men i at kunne forevise for den fremmede sine skabe og kister fyldte med rigeligt og blændende hvidt linned,  ikke alene til husets brug, men også til sønnernes og døtrenes udstyr, så at der hvert år bliver henlagt linned til fremtidigt brug for børnene, der kan man nok tænke, at høravlen må være af mere end almindelig vigtighed, ikke fordi den anses for mere fordelagtig end sædavl, men fordi den danner den første nødvendige led i en husflid, der er bleven en husnødvendighed. Vel kan måske mangen en gårdmand mene, at det ikke kan betale sig at avle hør, at man hellere måtte sælge en td. byg eller halvanden og så købe det lispund hør, som man kunne avlet på samme plet jord, hvorved man blev fri for megen ulejlighed, som hørdyrkningen medfører; men selv om "Fa`r nu kunne mene det, så vil "Moèr" dog altid mene det modsatte, og - så får man dog lige godt sit stykke hør, som om der fandtes en måske ubevidst men levende følelse af, at den dejlige hørplante holder fliden til huse og giver et sikkert bidrag til fremme af renlighed og velvære, hygge og nethed i hjemmet. Når familie og venner gæste hinanden, er derfor det lille hørstykke vist den af gårdens marker, som bliver set med mest interesse, ligesom den sikkert er den plet, der er plejet med størst omhu.
 Høravlens størrelse sammenholdt med den indførte hørs mængde, afgiver derfor en god målestok for den kvindelige husflids omfang.Hvor meget hør der avles, er imidlertid vanskeligt at bedømme. Efter løst overslag antages det i Odense Amts Beskrivelse, at der såedes en skæppe hørfrø for hver tønde hartkorn i amtet, og at der efter hver skæppe udsæd avles 3 lpd. skættet hør, hvilket for Odense amt bliver 84.000 lpd. hør. Denne angivelse er sikkert meget for høj, hvilket stemmer med en kyndig bondes bemærkning om, at der i gennemsnit næppe sås mere end 1 skp. hørfrø for hver 12 skpr. hartkorn. Efter det statistiske tabelværks opgivelse var der i 1837 i Odense amt sået næsten 2200 tdr. hørfrø, som gav 18.400 lpd. uheglet hør (kun lidt over 1 lpd. for hver skp. udsæd). Efter al sandsynlighed er imidlertid denne angivelse for lav. Efter tabelværket tilsåedes i nævnte år 3600 tdr. land med hørfrø, der gav 34.000 lpd uheglet hør; men da man med bestemthed tør anse tabelværkets angivelse af udbyttet for temmelig lavt, kommer man uden tvivl sandheden nærmest ved at antage, at Fyn i det hele på den tid avlede mindst halvtredsindstyve tusinde lpd. hør, der på en del vævning nær forarbejdedes udelukkende ved husflid og efter et løst skøn kunne antages at levere over 1½ million alen lærred. Denne betydelige høravl afgiver et glædeligt vidnesbyrd om, at de bestræbelser, der, som vi senere skulle se, er udfoldede for at fremme høravlen til husflidens opmuntring, have båret gode frugter. Den tidligere aftagende indførsel viser det samme. Fra 1824-30 indklareredes ved Odense toldsted i gennemsnit 2400 lpd hør årlig, medens der 10 år senere fra 1834-38 kun indførtes 270 lpd årlig.
Da en lønnende høravl er betinget af godt, indført frø idet som bekendt hørren udarter, bliver kort og grenet, når det hjemmeavlede frø stadigt sås på ny - så havde man tidligt opmærksomheden henvendt på at udbrede brugen af det fortrinlige rigaiske frø; thi vel var dette i handelen, men i reglen forfalsket med det langt billigere indenlandske frø. Dertil kom, at bønderne tidligere nødigt betalte høj pris for nyt hørfrø, så længe de ikke havde lært dets store fortrin at kende fremfor det hjemmeavlede. Fyens Stifts patriotiske Selskab, der, som vi senere ville se, har gjort meget for husflidens fremme på Fyn, begyndte 1825 med at anskaffe 20 tdr. ægte  rigaisk hørfrø til salg og fordeling blandt landmændene og vedblev hermed, idet der årligt anskaffedes en større og større mængde, indtil man i 1839-40 årligt indforskrev 100 tdr.
Næst godt frø er god behandling af hørren en hovedsag med hensyn til udbyttets godhed; også i denne retning er der gjort særdeles meget for Fyn, hvilket derfra har haft tydelig indvirkning på de øvrige landsdele, så at Fyn er blevet til hørdyrkerens og hørsvingerens lærehjem, som vi senere skulle se.
En følge af den veludviklede hørdyrkning er, at der i tidens løb er blevet anvendt mere og mere omhu både på spindingen af garnet og på vævningen, så at der årligt i mange år er blevet tilvirket mange tusinde alen fint drejl og damask. Medens der i mange andre egne tidligere lød klager over, at slette vævere kvalte enhver bestræbelse for at frembringe finere og bedre tøjer, så har den kvindelige husflid på Fyn, hvor man ikke vævede i huset, i menneskealdre kunne støtte sig til en mængde meget duelige vævere. Et stort væveri, som grev Joh. L. Reventlow anlagde ved Brahetrolleborg, og som længere hen vil blive omtalt nærmere, samt et andet lignende, som naboen grev E.J. Schaffalitzky anlagde ved Brobygård 1811, kan betragtes som fortrinlige planteskoler for gode vævere på Fyn.
Medens omegnen af Middelfart samt Odense herred tidligere har stået tilbage for det øvrige af øen med hensyn til den kvindelige husflids omfang og godhed, så har den del af Fyn, som benævnes Sletten, altid udmærket sig ved den store mængde lærred, vadmel, dynevår og hvergarn, som der forfærdiges i hvert hus og på hver gård. Tidligere havde denne betydelige husflidsvirksomhed et langt større omfang end nu om stunder. Det var nærmest beboerne af Lunde, Skam og Skovby herreder, som især gjorde sig en indtægt ved denne husflid. På markederne i Odense afsattes da tøjerne til købmænd og prangere fra København, Lolland og Jylland. Slettens husflid er som sagt i tilbagegang, uden at årsagerne bestemt kunne påvises; dog turde fabrikkernes fremvækst i forbindelse med det nutildags mere lønnende agerbrug her som så mange andre steder være nærmest årsag til handelshusflidens tilbagegang.
De godser, som især udmærkede sig ved denne husflid, var Einsiedelsborg, Gyldensten, Hofmansgave, Nislevgård, Østrupgård, Dallund og Margård. Her skaffedes skatterne i regelen til veje ved husfliden, og væven ansås for en nødvendighed for at kunne bestå. Hen imod markedstid gik den tidlig og silde for at få tøjet færdigt, og det var ikke sjældent, at en husmand kunne bringe 1-200 alen tøj til markedet. Men så vævede kvinderne på Sletten så at sige hele sommeren, og henad markedstid hjalp husmændene deres koner dermed, alt hvad de kunne. For et pastorat anføres, at der for en 50-60 år siden solgtes omtrent 8000 alen hjemmelavet tøj årligt, hvorfor pastoratet tog omtrent 2000 rd. ind. Nu er denne afsætning aftaget; medens man tidligere kunne se Nørregade i Odense fuld af folk, faldbydende tøjer, ser man nu kun få. I en beretning fra Odense store fastemarked hedder det således i Fyens Stiftstidende (1870=:
"Af husflidsgenstande var tilført meget lidet, og synes denne industri at forsvinde mere og mere."
 Hvorledes Slettens ejendommelige husflid fra først af har udviklet sig, derom har jeg ikke kunnet finde mindste oplysning, men den har bestået i henved 150 år. Allerede 1750 omtales en betydelig husflid i Agenæs. Fra 1781 indtil 1790  fandtes på Einsiedelsborg gods, hvortil Korup gods dengang hørte, mellem 170 og 180 væverstole, og 1782 uddelte grev Moltke 16 tdr. hørfrø til beboerne af dette gods og 50 rd. i præmie for tilvirkning af uldne og linnede tøjer.
Foruden de uldne og linnede tøjer, som i ethvert hus forfærdiges både til eget brug og til salg, laves der også en mængde uldne dynevår, især på grevskabet Roepstorff. I Agenæs og Tørresø byer forfærdiges især mange, hvortil brugtes en del kalkuld; dvs uld, som af garverne skrabes af de købte skind og sælges for en ringe pris. Til dynevårene toges tidligere rendegarnet af det simpleste blårgarn, og islætten af kalkuldgarn med undtagelse af tøjets kanter og farvede striber. Vævningen var så løs, at den knap kunne holde fjerene, så at såvel vårene som andre uldtøjer som oftest var slette, men de kunne ikke blive bedre, så længe der ikke gjordes mere forskel på prisen for slette og gode varer.Våret til en dyne kunne ofte gøres færdigt på en dag; men da der kun brugtes 9-10 alen tøj dertil, så blev de også meget små og smalle. Sådanne dynevår betaltes for 60-70 år tilbage med fra 18 til 20 skilling. Kalkulden skrabedes sammen fra alle købstæderne og betaltes med 14-16 sk. pundet. Råemnet til et sådant dynevår kunne ikke regnes højere end 2½ pd uld og 2 1/4 pd blår til 1 mk. pundet, ialt 5 mk. Regner man arbejdslønnen (for spind) til 2 mk., bliver hele udlægget 7 mk. Fortjenesten blev altså 11-13 mk. for hvert vår, hvilket ikke var ubetydeligt for sådant slet arbejde. Dette var ingenlunde heldigt for husflidens rette fremgang, da afsætningen opmuntrede til at levere varerne så slette som muligt, når de blot så nogenlunde godt ud, og dette har uden tvivl haft en uheldig tilbagevirkning på beskaffenheden af de tøjer, der tilvirkedes til eget brug. Det sædvanlige antal dynevår, en kone tidligere kunne afsætte på et marked, var mellem 10 og 20.
Forarbejdelsen af kalkuld fandt nærmest kun sted på Einsiedelsborg, Fyns nordligste pynt, medens der i nabosognene vævedes meget gode dynevår, som betaltes med 5-6 rd., men ikke gav så megen fortjeneste som de slette.
Væveriet på Sletten har uden tvivl været til megen gavn i fortiden, navnlig da agerbruget stod tilbage og knap var i stand til at føde sin mand, da en sådan syssel altid gav en nyttig anvendelse af tiden og en sikker om end lille indtægt. Erfaring fra Sletten viste også, at husmænd, som holdt et par døtre hjemme, endog i dyre år kunne oplægge ej ubetydeligt alene ved deres husflid, hvorimod selv dygtige gårdmænd, der vare komne til Sletten fra andre egne, og hvis koner ikke vare vante til husflidsvævning, år for år gik tilbage. Men på den anden side har en sådan vidt dreven husflid også mange mindre heldige virkninger. Forfatteren af Odense Amts Beskrivelse, J.A. Hofman Bang som selv nøje kendte Slettens husflid, ytrer herom følgende (1843):
"Efter min overbevisning har husfliden på Sletten ofte ej været til den nytte, som man i almindelighed tillægger den; thi
1. Den afholder ofte kvindekønnet fra at passe sine børn og sit hus så omhyggeligt, som det var at ønske, og det er vist, at renlighed og orden i bøndernes boliger står tilbage på Sletten for andre egne af Fyn.
2. Kvinderne bliver tillige forvænte ved at sidde ved væven, hvilket er et mageligt arbejde, og hvor de, efter en husmands udtryk, kunne tage sig en lille blund. Det er af denne grund  højst vanskeligt på Sletten at få kvindehjælp til markarbejder, da de hellere sidde ved væven, end de gå, endogså på deres egen lod, for f.eks at luge hørren.
3. Det forekommer mig også, at der, hvor gårdmanden og husmanden selv sætter sig til væven, forlader han ofte sin jord, stolende på den indtægt, husfliden skulle give. Disse omstændigheder og det på Sletten (1843) almindelige hoveri er sikkert årsagen til, at de herlige jorder, som her findes, ofte blive så slet behandlede, og at velstanden endnu er noget tilbage. Havde husfliden virkelig været så gavnlig, hvorfor er Slettens beboere da ej langt forud i velstand for Fyns øvrige bønder, hvor disse leve i samme forhold, da dog husfliden er dreven i så mange år, som man mener, til fordel for egnen? Er Slettens beboere komne sig i de sidste åringer, da er dette sandsynligvis ikke husflidens, men den bedre agerdyrknings skyld. Man mener i almindelighed, at det er det samme, om en god dagleje vindes ved væven eller ved markarbejde; dette er sikkert en meget falsk beregning; thi den dagløn, som væven giver, nytter kun en enkelt, nemlig væveren alene, hvorimod det arbejde, som anvendes på marken, ej alene giver den samme dagleje, men tillige for jordbrugeren udbringer den rente, som arbejdet må afkaste, ifald det skal betale sig at anvende sådant på jorden. 1 rd. i arbejdsløn således anvendt på jorden giver måske 2 rd. igen og denne fordel går på Sletten tabt, hvor mand og kone slå væven i stedet for at bruge spaden på jordlodden.Foruden at kvinderne ved væven forsømme hus og børn, forsømme de også dyrkningen af haven og deres kreaturers omhyggelige pleje. Jeg tror derfor, at man nu må ønske husfliden indskrænket til nyttig anvendelse af de lange vinteraftener for i disse at forarbejde hør og uld til vævning, medens man burde overlade denne til faste vævere af husmænd uden jord; thi disse ville da kunne forfærdige bedre og værdifuldere tøjer. Det bemærkes endnu, at vævningen ingenlunde er nogen sund syssel. Melankoli og utilfredshed samt brystsyge er ofte følgen, hvorpå Sletten kan vise mange eksempler. Husfliden, som den nu drives, har desuden stærke mangler. Fornemmelig behandles hørren ofte alt for uhensigtmæssigt med slet rødning, tørring og brydning. Dernæst anvende bønderkonerne ej flid nok med at spinde hørren fint, og vævningen sker heller ikke med den fornødne omhu, så at varerne på grund af deres simple beskaffenhed kun nå små priser, skønt der sættes dobbelt så mange materialer i dem, som der burde være; der gøres ej heller på markederne forskel nok mellem gode og slette varer, hvorpå kalkuldsdynerne afgive eksempel. Der er imidlertid dog i de senere år gjort betydelige skridt til at afhjælpe disse mangler og til at befordre sansen for bedre beredning af hør og uld, bedre spinding og vævning".
 Så vidt jeg kan skønne, er den kvindelige husflid på Sletten nu så temmelig rykket tilbage inden de rette grænser, så at agerbruget og huslivet er kommet mere til sin ret i vore dage end tidligere. Angående en for vidt dreven husflids skadelige følger samstemmer forøvrigt forfatteren af Svendborg Amts Beskrivelse (1837) for det sydlige Fyns vedkommende, når han siger, at "husfliden er i ønskelig gang blandt bondestanden i det sydlige Fyn. At forlange samme synderligt udvidet ville være at drage bonden fra sine egentlige sysler. Bevis herpå afgiver Hammerum herred i Jylland og Sletten i Fyn. Aldrig vil husfliden som levevej kunne kappes med velindrettede fabrikker,  der uden tvivl kunne trives lige så godt her som i andre lande, og tidligt eller sildigt ville derfor hine egne tabe den indtægt, deres husflid endnu bringer dem. At opmuntre til at drive husfliden i Fyn ud over, hvad kvindekønnet i de lange aftener kan finde tilstrækkelig beskæftigelse ved, ville derved kun lede på afveje, som det kunne falde tungt nok igen at måtte forlade. Den bedste opmuntring, husfliden kan have, nemlig kvindekønnets lyst til arbejde, nyder Fyn allerede i høj grad, og de mange gode vævere understøtte samme endnu mere". Den kvindelige husflids fremgang skulle altså gå mere i retning af finhed og godhed end i mængde, og det er også netop denne vej, de fleste foranstaltninger til husflidens udvikling er slåede ind på.
Men når man betragter Slettens husflid og bestræbelserne for dens forædling, så kommer tanken uvilkårlig til at dvæle ved Lumby sogn, hvor den dådkraftige olding amtsprovst Lütken i mange år indtil sin død 1844 virkede kraftigere end nogen anden samtidig i Fyn til husflidens fremgang i skønhed og godhed. Lumby sogn indtog vel også i sin tid den første plads i denne henseende.
For at tilvejebringe godt garn som første grundlag for en god tøjtilvirkning, navnlig for lærredets vedkommende, oprettedes ved provstens foranstaltning 3 spindeskoler på Sletten, hvortil 1832 anvistes 164 rd. til anskaffelsen af rokke og andet tilbehør, navnlig talhasper, som holdt 86 tommer i omkreds; 120 omdrejninger udgjorde da en bestemt garnlængde, som kaldtes et "knæk", der betaltes almindelige spindersker med 1 sk., men børn med 1½ sk. i spindeløn. Disse spindeskoler havde straks megen indflydelse på spindets godhed. Allerede året efter kunne det berettes, at hørren nu udspandtes til en langt større finhed end tidligere, og at flere husmænd spandt om kap med deres koner i deres fritimer (!) Der gaves spindersker, som leverede 39-42 ja 62 "knæk" garn (næsten 2 1/4 mils længde) af et pd. hjemmeavlet hør. Dette havde atter indflydelse på linnedsvævningen, som 1835 sagdes at være "blevet så fortrinlig,a t der endog fra Sjælland og Norge sendtes garn til Sletten for at væves". Den i Lumby anlagte spindeskole bestod i 3 år og havde en i Køng oplært spinderske til lærerinde. Eleverne herfra have siden udbredt en bedre spindemåde i videre kreds, og en mindre spindeskole fortsatte hermed senere i Stige, hvor både drenge og piger oplærtes således, at børn på 10-12 år kom til at spinde bedre end mangen gammel øvet spinderske.
 Al vævning i Lumby sogn besørgedes af faste vævere, og ingen af gårdmændene eller de jordbrugende husmænd havde væve, således som ellers var tilfældet på Sletten. I året 1831 sørgede amtsprovsten for, at der blev anskaffet en damaskvæv til sognet, og afsætningen af damaskdrejl er siden den tid tiltaget betydeligt, da bønderne også lod væve damaskdrejl til deres døtres udstyr, så at væverne 1844 næppe kunne overkomme så meget arbejde af denne slags, som der tilbød sig, skønt der dengang fandtes 6 damaskmaskiner i sognet, nemlig 3 store såkaldte "400-maskiner" og 3 små "100-maskiner" Benævnelser, som havde hensyn til antallet af hullerne i maskinen. Det "kongelige Commerce-Collegium" havde tillige til husflidsvævningens fremme ladet forfærdige en "slåmaskine" til damaskmønster, som henstod til låns hos en af væverne. 2 store og 3 små damaskvæve findes endnu i gang i sognet i vor tid.
I året 1825 blev der for Odense amt oprettet en Lærredshalle, hvor husflidslærredet kunne blive undersøgt og stemplet efter godheden og finheden og modtage præmie derfor. Da man havde vanskelighed ved at få plads til de derhen hørende apparater, tilbød amtsprovst Lütken at tage derimod, så at hallebordet og de øvrige redskaber i mange år henstod i Lumby præstegård. Lærredshallen lærte væverne at give rendingen det rette forhold til islætten og at vælge de bedste ritter, ligesom den lærte husmødrene at sætte bedre pris på fin hør og uld og på bedre forarbejdning i det hele. Jeg skal senere under eet nærmere afhandle halleanstalternes virksomhed på de forskellige steder og deres betydning for husfliden, og vi ville længere hen høre mere om provstens nidkære virksomhed for husflidens fremme, når jeg kommer til at omtale Fyens Stifts patriotiske Selskab.
På alle de fynske herregårde såvel som på de mindre avlsgårde og i præstegårde tilvirkes årlig en betydelig mængde tøjer, og hørrens spinding afgiver ligesom i bøndergårdene en nyttig beskæftigelse i de lange vinteraftener, især for de mange mejeripiger. De gårde, som have den største høravl, have i regelen også den bedste husflid, således på Hollufgård i Fraugde sogn, hvor man tidligere såede indtil 4 tdr. land alene med hør, som for størstedelens spandtes og forarbejdedes på gården selv.
Foruden en del større gårde, der nævnes i amtsbeskrivelsen over Odense amt, hvor der tilvirkedes henimod og over 1000 alen tøj årligt, anføres gården Hofmansgave, som i mange år havde en fast væver på gården, der dog ej kunne overkomme at væve alt, hvad der blev spundet på denne. Flere fattige på godset beskæftiges ofte med grovere spind, og i det trange år 1831 købtes en del hør for derved at give de fattige, som ville arbejde fortjeneste. Der betaltes samme år 108 rd. i spindeløn og omtrent lige så meget i væveløn, og 1800 alen tøjer tilvejebragtes ved husflid. Nogle optegnelser fra samme gård ville ikke være uden interesse og tilføjes her.
  
I 12 år fra 1829-40 blev der spundet 6100 pd. garn af alle arter, hvoraf vævedes 14.280 alen tøjer i dynevår, drejl, hvergarn, hør- og blårlærred, tvisttøjer osv.
  
Vævelønnen udgjorde...........................760 rd
En vævers kost i 12 år............................600 -
Samme fast løn i et år............................. 40
      Ialt.....1400 rd.
Til 1 alen fint hørlærred 4½kv. bredde brugtes 1/3 pd. hør
-   1  -   groft   -               5    - indtil   1/4 -    -
-   1  -   fint blårlærred 3   -               1/3  -   -
-   1  -   groft   -    4½-5½   -     -        1/2  -   -
Vævelønnen var i huset fra 2-5 sk. alen.
Til 1 alen tøj af tvist og hør 5½ kv. br. 1/8 pd. af hver, ¼ pd
-   1  - tøj af tvist og kamuld 6½kv 1/9pd tvist,¼ pd. uld
-   1  - vadmel 7 à 7½ kv br. fra ½ til 1/5 pd. uld
-   1  - fine uldtøjer 6 kv. 2/7 pd. uld
-   1  - hvergarns 6½ kv. 1/7 pd. hør ½ pd. uld.
-   1  - tvisttøjer 4 kv. br. 1/8 -1/4 pd.
  

Væveløn for 1 alen damask-drejl 16 kv. br. var i Lumby 10 mk. Ved stampning og presning svandt 1 alen vadmel omtrent en femtedel i længde og lige så meget i bredde. Til 1 alen hjemmegjort klæde brugtes omtrent 1½ pd. uld.
En gammel fynsk skik er de såkaldte kartegilder (der, som vi have set, have været brugte på Samsø, ligesom det også er en jysk skik). Når en eller anden husmoder var bleven tilbage med sin uld, så indbød hun en del af byens unge piger, som alle mødte med deres karter. Efter at have spist til aften gav man sig i lag med arbejdet under megen munterhed og spøg. En giver en historie til bedste, en anden en sang. Senere hen på aftenen kunne så nogle af byens karle komme ind i stuen for at kyse kartepiger, hvilket skete ved enten at komme forklædte ind i stuen eller ved at knalde en bøsse af uden for vinduerne. Når pigerne havde forvundet skrækken, blev der gerne en jagt på ugerningsmændene, som til sidst blev trukne frem, og under megen spøg og latter, hvortil husmoderen gerne føjede et krus gammeltøl og en tallerken æbleskiver, kunne aftenen og stundom lidt af natten med glide hen, inden man begav sig til hjemmet. Disse kartegilder begynde dog meget at tabe sig og høre i vore dage til sjældenhederne.
Skønt jeg ikke har omtalt strikning som en af de fynske kvinders håndarbejder, så må man dog ikke deraf slutte, at fynboerne indføre deres strømper. Tværtimod forstår den fynske bondepige i regelen at bruge de fem pinde til nytte og husbehov. Ligesom i mange egne af Sjælland og Lolland kan man som oftest se den fynske bondepige med strikkestrømpen i hånden, når hun går til og fra malkning; man ser hende da gå med en stor mælkebøtte eller spand, anbragt på en krans oven på hovedet, medens fingrene muntert bruge pindene.
 Medens den kvindelige husflid på Fyn intet lader tilbage at ønske, så står det ikke så vel til med den mandlige, om end denne synes at stå en del højere end på Sjælland og Lolland - men hertil behøves uheldigvis ikke meget. Vinteraftenerne benyttes ikke af mandkønnet i almindelighed til nyttig gerning. Der findes dog langt flere hæderlige undtagelser her end på Sjælland og Lolland, så at ganske vist mangen husbond har kunnet glæde sig ved den fynske bondekarls husflid, dog tidligere i langt højere grad end i vore dage. Som eksempel kan jeg anføre en karl Jørgen Pedersen, som indtil 1835, da Landhusholdningsselskabet skænkede ham sit 6. sølvbæger, havde tjent i 12 år på Kærbyholm i Indslev sogn. Han havde i den tid vist en ualmindelig sans for aftentimernes nyttig anvendelse om vinteren. Det var især rebslagning, snedker- og drejerarbejde, han forstod at udføre på en måde, der vidnede om den duelighed, han selv havde erhvervet sig i disse arbejdsfag. Men således nyttede mangen tjenestekarl tidligere vinteraftenerne til at gøre smukke træskeer, trække børster, sy på det søndrede seletøj, pløkke træsko osv., ja, der var og er endnu dem, som selv forsålede deres støvler. En gammel fynbo har fortalt mig, hvorledes de unge karle i hans ungdom for over 60 år siden nyttede søndagsfriheden til at lave mejetøjer, river osv., hvilke de ville anse det for en skam at skulle købe af fremmede. (Det er nemlig, i det mindste på det sydlige Fyn, skik er karlene selv holde sig med le og høsttøj, river, plejle osv. men ikke med spade eller sådanne redskaber.) Hver karl lavede en høstrive hvert forår til sin høstpige og satte en ære i, at hendes blev den smukkeste, så at der ofte var en munter kappestrid om at gøre det snildeste og netteste arbejde. Nu er det ikke således. Efter meddelelse fra flere steder, navnlig fra Svendborgegnen, er karlenes arbejde nu om stunder om vinteraftener så godt som intet; medens for en menneskealder siden  mange karle lavede næsten alt deres værktøj selv i deres fritid, så købe de det nu hellere af håndværkerne og "arbejde blot på mundbiddet af deres pibe i fritiden". Sine steder omtales der, at medens husbonden selv er ret nævenyttig, står ungdommen tilbage og hendorsker 4-5 timer i de lange aftener med piben i munden. En meddeler bemærker i sådan anledning helt pudsigt i Odense Amts Beskrivelse, at tobakken lader til at være et virksomt middel til at fremme lediggang og uvirksomhed, og "dersom man kunne lære kvindfolkene at ryge tobak, hvilket vel ej var umuligt, da ville rokke og hasper og alle husflidens øvrige redskaber snart vige pladsen for piber, fyrtøjer og tobakspunge".
At den fynske karl altid har haft ord for at have "godt skaftede hænder" såvel som for at udføre sit arbejde villigt og omhyggeligt, har jeg i ældre og yngre skrifter oftere truffet vidnesbyrd om. Således skriver kammerherre Schumacher fra Bejerholm 1814 i nogle husflidsbemærkninger fra Svendborg Amt (Efterretninger om indenl. kunstfl. II. bd.): "Hvad arbejdsfliden blandt mandkønnet på Fyn angår, så er jeg overbevist om, at den ville vise sig på en lige så fordelagtig måde som iblandt kvindekønnet, når blot lejlighed gaves for det unge mandkøn af bondestanden i ungdommen at lære håndarbejde; men denne lejlighed fattes ganske. På gårde, hvor der gives huggehus med drejebænk, høvlebænk og værktøj, ville karlene vinterdage og søndage, når de ikke arbejde i marken, stedse sysle i huggehuset med alle slags arbejder. Jeg har selv på nogle år et ungt menneske af bondestanden hos mig, som jeg, da han fattes kræfter til markarbejde, lærte de første håndgreb i drejning, hvori han så selv har uddannet sig ved egen flid, så at han forfærdiger fløjter, klarinetter og lignende instrumenter af træ og ben, udarbejder klapperne og fjedrene selv osv. gaves der altså den mandlige ungdom på landet lejlighed til, f.eks. i industriskoler, at lære nyttigt håndarbejde, ville man inden få år her i landet se, ligesom man nu finder det i Sachsen, Bøhmen, Gotha, Schwaben og Schweiz, at der ville findes hele landsbyer, hvor der i den ene forfærdiges knive, gafler, sakse osv., i den anden tintøj, spænder, knapper osv., i den tredie drejede sager, dukketøj og æsker, i andre træure, lommeure osv". Det sidste stykke er ret i hin tidsalders ånd, såvel som når forfatteren derefter udbryder: "Hvilken tilvækst til arbejdsfliden, sand menneskelyksalighed osv. osv. ville da ikke fremblomstre!" uden at tænke på, hvad agerbruget da ville blive til, og uden at tænke på, at husfliden er en herlig veninde, men en grumme streng madmoder, hvilket hine nævnte, stakkels forsultne landskaber til fulde vidne om.
Dog det var over den mandlige husflids tilstand på Fyn, at jeg skulle søge at give et overblik på dette sted, og ikke over den tyske fabriksdrift. Når jeg da sammenfatter alle ældre og yngre beretninger, så synes deraf at fremgå, at medens der ganske vist arbejdes mere af karlene om vinteren nu en forhen, så er den egentlige husflid med forskellig aftensyssel næppe i fremgang, om end de derom modtagne beretninger fra Fyn er meget modsigende, grundet på, at meddelelerne have set sagen på forskellig måde. Medens således fra flere steder nævnes stilstand og tilbagegang, anføres fra andre sider det modsatte, uden at man deraf egentlig tør slutte, at husfliden selv er bedre end forhen. Fra Vester Skerninge sogn ved Svendborg  anføres således, at i selve sognet og i nærmeste omegn findes ikke synderlig husflid, dog det går snarere fremad end tilbage, især fordi interessen i den senere tid er vakt for noget højere, end hvad man kalder tidsfordriv; der dannes læseforeninger, holdes aftenmøder og aftenskoler. Fra Fangel ved Odense, fra Ringe sogn, Ryslinge o.fl. st. berettes, at der kun findes meget lidt aftenflid, som tager af, men det er glædeligt, at tiden alligevel nyttes på bedre måde end tidligere, hvad der her som andre steder skyldes det liv og røre, som udbredes gennem højskoler og aftenskoler. Fra Søllinge sogn siges, at tilstanden er bleven bedre, så at karlene i deres fritid ikke komme så meget sammen for at drikke, spille osv., som de forhen have gjort; men de sysle heller ikke så meget med den egentlige husflid, hvad dog meget skyldes det udviklede agerbrug, der lægger mere beslag på tid og kræfter en forhen. Fra Sønderbroby ved Odense berettes, at det er temmelig almindeligt, at karlene henad foråret stå i huggehuset, dog mest om dagen, og lave avlsredskaber af træ; om aftenen og i anden fritid findes ingen syssel. Fra Næsby ved Odense meldes: ingen husflid blandt karlene; men enkelte husmænd have drevet det temmelig vidt i kurvefletning og småt træarbejde, navnlig avlsredskaber, som de afsætte med god fordel både til bønderne og til Odense.
Blandt de eksempler på nærsom husflid, som er mig meddelte, skal jeg anføre adskillige. I Egense sogn ved Svendborg skal en karl ved navn Jørgen Christensen have tjent gode penge ved at lave mejetøjer til salg. En anden mand i samme sogn, Johannes Jørgensen, var med i krigen 1848-50 og blev efter hjemkomsten så svag, at han ikke kunne forsørge kone og børn ved daglejerarbejde, så at han måtte ty til fattigvæsenet. Men nu har han lagt sig efter at flette kurve, og ved dette arbejde kan han næsten ernære sin familie.
Når andet arbejde hviler, finder mangen mand hist og her, både gårdmænd og husmænd, fornøjelse i at lave kurve, solde o.m.a. og der gives vel endog dem, der have så stor lyst til sådan håndgerning, at de selv forfærdige en stor del af, hvad der behøves til gårdens brug. For over 50 år siden døde der en gårdmand i Måre, Herrested sogn, som selv havde gjort sine vogne med fading og betrukne læderstole. Han havde selv lagt loft i sit stuehus, forfærdiget fyldingsdøre, stole med læderbetræk, rensemaskiner osv.
Blandt vindskibelige husmænd nævnes en fattig indsidder Rasmus Andersen Glue på Sødringe Mark i Ringe sogn [må være Sødinge Mark i Ringe sogn], som har opdraget 11 børn og arbejdet sig op til at være en velstående mand, alene ved forfærdigelsen af lestryger, hvormed han forsyner en stor del af Fyn, medens en del går både til Jylland og Sjælland, da de er af en udmærket godhed.
I en beretning fra Odenseegnen bemærkes, at endskønt husfliden ikke er meget udviklet på denne egn, så er den dog i de senere år hos de mere ubemidlede klasser gået betydeligt fremad, så at det håbes, at lysten til at ligge på løjbænken mere og mere må forsvinde. I bøndergårde lave drengene ofte mange koste om vinteraftener, for det meste af pileris, og nytte dem til staldenes og gårdens (gårets) rengøring. En egen art husflid er forarbejdelsen af piske, som mange husmænd lave i de lange aftener. De forfærdige dem i almindelighed af ask, når dette haves, ellers af piletræ. En tynd træstok udskæres  således, at den bliver dannet som et ris, hvorpå de tynde træstrimler rundes og snos således sammen, at snoningen ikke går op igen. Der haves mangen gang ret god fortjeneste ved dette arbejde. En anden beskæftigelse er imidlertid mere udbredt, nemlig sivfletning og kurvebinding af halm. Af siv forfærdiges nærmest måtter, og de, som eje sivkær, give gerne husmændene lov at skære sivene frit. Foruden kurve laves mange bikuber af halm, og de er mangen gang særdeles smukt bundne. Fletning af kurve og sivarbejder, især stavpuder af siv, var tidligere meget brugt i det nordlige Fyn. På Einsiedelsborg fandtes især mange sivarbejdere, og i forrige århundrede, da der fandtes en større overflødighed på siv end nu, skaffede dette arbejde en temmelig god indtægt for beboerne i Agenæs og Tørresø. Foruden en del træskomænd gives der også husmænd, som ved at lave river, skovle og desl fortjene mangen lille skilling. Sådanne genstande sælges i regelen i købstæderne, og de arbejdsredskaber, som gartnerne i byerne bruge, er som oftest lavede på landet.

I JOrdløse, Vester Hæsinge, Sandholt-Lyndelse og Håstrup sogne i Fåborgegnen er forfærdigelsen af træskeer et almindeligt husflidsarbejde, hvorved bønderkarle, husmænd og indsiddere tjene ret godt. Skeerne sælges til dels til skippere, som føre dem til København og handlende, der bære dem om til salg på Sjælland.
Flere steder fandtes små pottemagerier, der vel nærmest dreves som husflid. I Vissenbjerg sogn havde tidligere en snes fattige familier beskæftigelse med at brænde sorte, flade kar i små jordovne. Bønderne brugte dem under navn af skalgryder til mælkekar. 1838 forfærdigedes det betydelige antal 22.200 til en værdi af 430 rdl. Denne syssel var dog langt fra at bringe udøverne velstand, hvilket karrenes ringe værdi noksom antyder, hvorfor de fleste af de familier, der gav sig af dermed, var i stor armod. I Lumby sogn fandtes udmærkede stenhuggere, som havde megen afsætning på vandtruge af sten, der var meget søgte.
Efter gamle papirer og protokoller, som have været væsentlige kilder til skriftet Gamle og ny minder om Brahetrolleborg og Omegn, har jeg ved forfatterens velvilje set mig i stand til at give følgende oplysninger om de til husfliden hørende forhold på det sydlige Fyn, lige fra begyndelsen af forrige hundredår.
Det var skik her, som vel og de fleste steder på Fyn, at kvinderne næsten udelukkende lavede de til husets brug nødvendige klædningsstykker, såvel mands- og kvinde- gangklæder som sengklæder og linned. Man brugte i det hele taget mere de uldne klæder i hine tider end i vore dage, fordi man dengang lagde mere vind på fåreavlen end på hørdyrkningen.
I forrige og næstforrige hundredår var klædedragten ikke så afvekslende efter modens luner som nu om stunder. Mandens klæder var næsten ene af vadmel, der for størstedelen ikke bares med anden farve end uldens egen. Af denne grund fandt man i de fleste fåreflokke en stor del grå og sorte får; dog brugte man også jævnligen de hvide vadmelskofter, og det endog til "hæv". Hvad der nu engang var hvidt og skulle være hvidt, måtte jo jævnlig vaskes, når det blev snavset, og dette gentagne arbejde gav omsider anledning til at farve mandfolkenes klæder, kofter og knæbukser. Derimod har det ellers for længst været  skik at farve kvindernes klædningsstykker, af hvilke især skørterne, der næsten altid var af vadmel, prangede med de mest forskellige farver. I gamle skifteprotokoller vil man finde optegnede både gule, grønne, violette, blå, brune og sorte vadmelsskørter. Men enhver af disse farver forstod husmoderen at fremstille selv i regelen af markens urter, mos, bark og andre let overkommelige råstoffer, uden at der dengang var tanke om at søge købstadens farveri. Langt ind i indeværende hundredår talte Fåborg by kun en eneste farver, hvis forretning for de meste indskrænkede sig til herregårdene og dem uden for bondestanden, som ikke forstod at farve selv.
Vel har denne egn ikke, som f.eks på Sletten, haft for skik at regne væven med til husets tilbehør, men det har dog også her været tilfældet, at bønderpiger have fået så megen øvelse i vævning, at en sådan pige kunne væve sin husmoders lærred og vadmel. Ligeledes har det i ældre tider været brug selv at stampe eller valke det hjemmelavede hvergarn.
[Dette har i fordums tider været almindeligt over hele Norden, så at stampning i gamle dage var en husflidssyssel meget længere ned i tiden end f.eks. maling af brødkornet på håndkværn var det. ( På Lolland males endnu ofte gryn og især malt, ja for ikke langt tilbage maledes også til nød brødkorn på håndkværn, som endnu findes på mange gårde, men kun til brug i nødsfald).]
Alt det spundne uldgarn blev dog ikke vævet i hin tid; en meget stor del deraf blev bundet eller strikket til lange strømper, trøjer, handsker, huer og andet lignende, hvortil den ofte lange vej til marken for at malke gav god anledning og tid.
Baroniet Brahetrolleborg kom år 1777 under den ædle grev Joh. Ludvig Reventlows styrelse, og som han i så mange forskellige retninger blev en reformator ikke blot for den kreds, hvor han virkede - da han især ved skolevæsenets ordning blev et lysende eksempel for hele landet - således blev han også i husflidens interesse en sand reformator for Baroniet Brahetrolleborg.
Det første grundlag for en tilfredsstillende kvindelig husflid er en god høravl og en rigtig behandlignsmåde for dens videre forarbejdning. I denne retning stod i hin tid alle egne langt tilbage; den indenlandske hør var kort, grenet og slet, behandlingen ved rødning, bragning og skætning var dårlig og uhensigtsmæssig, så at den indvundne hør kun var i stand til at afgive lidt og slet lærred. Det blev nu fra gården Lykkenssæde ved Trolleborg, at den for husfliden så vigtige fuldkomne behandling ved hørrens avl og forædling har udbredt sig omkring i hele landet.
En mand ved navn Henning Schroll havde nemlig i forrige århundrede opholdt sig en halv snes år som simpel arbejder ved høravlen i de egne af Tyskland, Holland og Flandern, hvor hørdyrkningen og Linnedindustrien ret havde hjemme. Senere rejste han nogen tid i Skotland for at undersøge de der brugelige brage- og skættemøller. Ved sin hjemkomst ansøgte han det daværende "Kgl. Commerce-Collegium" om et lidet forskud til at aflægge en prøve på den hollandske eller flanderske måde at behandle hørren på. Grev Schimmelmann tog sig især af ansøgeren og udvirkede, at det begærede blev Schroll tilstået. Prøven fandt sted i året 1791 på Brahetrolleborg under grev J.L. Reventlows tilsyn, og udfaldet viste, da høravlen kunne drives  til samme fuldkommenhed her i landet som i udlandet og drives med fordel. Dette blev af "Com. Collegiet" forestillet kongen, som bevilligede et rentefrit lån af 6000 rd. d. kt. til indkøbet af en gård og oprettelsen af et institut eller en læreanstalt, hvori der skulle gives unge mennesker undervisning i hollændernes eller flamlændernes måde at behandle hørren på samt i den engelske fabriksmæssige heglemåde. På nævnte kollegiums foranstaltning blev kort efter af assesor Rafn udgivet en fortrinlig anvisning til at behandle hørren efter Schrolls metode. To arvefæstegårde, Lykkenssæde og den største del af Bækkelund, blev indkøbte, og under den førstnævnte gårds navn blev læreanstalten Lykkenssæde grundlagt. Schroll havde ret til selv at vælge sine lærlinge, der var i lære i 4 år eller noget længere, dersom de kun var 16-18 år ved optagelsen. I læretiden fik de en årlig løn, som kollegiet udredede. Foruden alt, hvad der hørte til hørrens behandling, blev der også om aftenen givet undervisning i skrivning osv. De lærlinge, som forlod anstalten med bevis for duelighed, skænkedes der ifølge kgl. resolution af 5. marts 1800 hver 100 rdl. til anskaffelsen af redskaber og sædefrø. Desuden fik de håb oom 20-30 rd. mere, såfremt de senere dyrkede 1 td. land med hør efter den lærte fremgangsmåde til vejledning for beboerne i deres hjem. Senere fik de udlærte lærlinge ifølge kgl. resolution af 21. aug. 1816 fritagelse for værnepligten, "så længe udskrivningen til den stående hær kan bestrides med 22årige reserve og lærlingerne bevise for sessionen, at de fortsætte høravlen efter den meddelte undervisning i det mindste på 1 td. land". Dette institut havde i en lang årrække særdels gavnlig indflydelse på høravlen. 1832 fandtes 14 elever på gården, og henimod 100 var allerede spredte derfra over hele landet, så at næppe nogen regeringsforanstaltning til husflidens fremme i forbindelse med ivrige private bestræbelser synligere har båret gode frugter end Schrolls anstalt. Schroll døde den 17. januar 1833 i sit 73. år, siden 1809 hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn for sin ufortrødne virksomhed, hvilken ikke var ringe, da man de fleste år dyrkede hør på et fladerum af 20-30 tdr. land, og der på anstalten de første 32 år (1792-1824) avledes og berededes over ti tusinde lpd. hør. Fra 1857 fortsattes han værk af sønnen Gustav Schroll indtil 1848, ja om end i mindre omfang indtil hans død oktober 1863.
Men ikke alene for hørrens dyrkning og rigtige behandling blev der båret omsorg på Brahetrolleborg. Omtrent samtidig med oprettelsen af den for landets husflid så velgørende hørberedningsanstalt blev der opført en stort drejls- og damaskvæveri i Spangen ved Brahetrolleborg, ligesom der blev oprettet flere spindeskoler trindt omkring på baroniet. En stor del af den på Lykkenssæde avlede og tilberedte fortrinlige hør blev videre forarbejdet i disse velordnede spindeskoler eller hos de af egnens kvinder, der kunne og ville påtage sig at spinde fint og stærkt garn. Som et grademål for garnets finhed brugtes de tidligere omtalte talhasper eller knækhasper, og efter den derved fundne finhed samt efter styrke og godhed betaltes spindelønnen. Af spindeskolerne i og for sig var et fortrinligt middel til at udbrede praktisk øvelse i denne for enhver kvinde så vigtige syssel, er indlysende, men det er klart, at kappelysten og arbejdsdueligheden endnu fandt en ypperlig spore deri, at spindet blev betalt efter finhed og godhed. Det fineste og bedste hørgarn brugte man til drejl, medens det  ringere anvendtes til lærred og andet linned.
Damask- og drejlsvæveriets første bestyrer var en jyde ved navn Thorning, som i flere år havde uddannet sig i England. Senere styredes værket af islænderen Gudmund Thorsen, som efter dets ophævelse fortsatte drejls- og damaskvæveriet for egen regning på et mindre værksted i nærheden, og dette værksteds drift fortsattes videre af Hans Madsen, der allerede omtrent 1829 modtog Landhusholdningsselskabets prisbelønning på 54 rd. Han havde til en tid fuldt op af arbejde for mange herskaber, og hans tegninger og mønstre søgtes af mangen drejlsvæver.
 Hvad der er meddelt om damask- og drejlsvæveriet såvel som om hørberedningsanstalten, hører på en måde mere til industriens end til husflidens historie, men det kan ikke forbigås, når Trolleborgegnens husflid skal beskrives; thi fra disse indretninger såvel som fra de dermed i forbindelse stående håndgerningsskoler stammer den kvindelige husflids blomstrende liv på egnen, skønt hine indretninger for længst er ophævede i deres oprindelige skikkelse. At den kvindelige husflid bestandig er gået fremad på egnen, skyldes dog også for den del andre tidsforandringer, hvorved husfliden fik friere luft. I ældre tider måtte pigerne være med både til at drive plov, læsse gødning og til mangfoldig arbejder, der nu udelukkende udføres af mandfolkene. I hoveriets tider måtte pigerne endog udrette en meget stor del af arbejdet på herregårdene. Stavnsbåndets ophævelse 1788 bevirkede et mere fremadskridende liv, og den kvindelige husflid har stedse siden den tid udviklet sig frit; det snurrende rokkehjul og de skrabende karter ville vise dette ved at hilse den fremmede, som træder ind i bondestuen, efter at aftensæderne er begyndte. Disse begyndte efter gammel skik ved Mikkelsdag og ende ved påsketid. Men foruden aftenen i denne tid benyttes også hver time på dagen, som bliver tilovers fra kreaturernes røgt med malkning osv., fra brygning, bagning, vask og andre huslige arbejder, til at bruge spinderokken, haspen eller karterne. Det har indtil de senere år været skik, at kvinderne selv skagede (skættede) den bragede hør, men det begynder nu at blive mere almindeligt at benytte maskiner dertil, ligesom at heglingen også nu for det meste udføres af mere øvede hænder. Når det således også bliver mere almindeligt at lade uld karte på maskine, så kulle man næsten anse det for et bevis på, at husfliden var i aftagende; men det er ingenlunde tilfældet. At en del af kvindekønnets arbejder udføres på maskiner, har netop til følge, at der vindes mere tid og måske anvendes mere flid på spinderokken, hvorved altså husflidsfrembringelserne forøges. De mange vævere på denne egn, hvoraf de allerfleste er overlæssede med arbejde, må også være et bevis på husflidens gode standpunkt. Dette bekræftes, når man betragter beboernes klædedragt. På markeder f.eks. i Odense vil man mest finde købstadsklædte bønderpiger, medens man på sydfynske markeder som i Fåborg vil se de allerfleste klædte i de for landbostanden langt klædeligere hvergarnskjoler, fordi Trolleborgegnens, Fåborgegnens og de omliggende småøers befolkning vedbliver at klæde sig i hjemmegjort tøj. Den omstændighed, at flere farvere nu kunne leve i Fåborg mod forhen trods udbredelsen af hjemmefarvning ved pakfarver, vidner om uldtøjernes tiltagende tilvirkning. At linnedvirkningen heller ikke aftager, ser man af, at høravlen på egnen er i tiltagende. De fleste bønder have nemlig 2-4 skpr. land besået med hørfrø årlig.
En væsentlig årsag til at holde den kvindelige husflid i det rette spor er den måde, hvorpå tjenestepigerne på denne egn lønnes. En pige, som tjener for fuld løn, får årlig 16-18 rd. i penge, lærred til to særke, hvergarn til en kjole og et forklæde, ½ skp. hørfrø sået og et får med dets grøde i græs og foder året rundt (1870). Pigen har på denne måde fuldt op af arbejde i sin fritid med at karte og spinde, så at det ene stykke tøj kan bringes til væveren efter det andet.
Om end den mandlige husflid ikke kan skildres med så levende farver som den kvindelige, så er det dog en kendsgerning, at den heller ikke står på det laveste standpunkt i forhold til andre egne. I Trolleborg sogn findes ingen større samlede byer, efterdi en udmærket udskiftning og deraf følgende udflytning af gårdene fandt sted 1788. Af denne grund ser man yderst sjældent den mandlige ungdom drive om på gaden søndag eftermiddag, hvilket så ofte er tilfældet i større landsbyer. Skønt der jævnligt føres klager over, at karlene i vore dage mindre end i forrige tider ynde arbejde på huggehuset i deres fritid såvel som om vinteraftenerne, og findes eksempler på fingernemhed i denne retning, som overgå fortidens. Endnu laver man på de allerfleste steder selv lede, harver, skovle, grebe, høsttøj, river og mange andre redskaber. Medens den mandlige ungdom ikke øver så megen husflid nu som i forrige tider, så er lediggangen næppe så stor på denne egn, som man skulle tro, da de så meget flittigere benytte et sognebibliotek, som oprettedes 1842 og nu tæller 70 medlemmer, for størstedelen blandt den mandlige ungdom. Endvidere finder en lille bogsamling for skolebørn i Gærup adgang til henved 40 huse, så at denne "husflid for ånden" ikke har så få dyrkere i Brahetrolleborg sogn. At denne dog også kan forenes med husflid med hånden, derom vidner det, at en af de flinkeste og mest belæste gårdmænd i sognet, Niels Rasmussen Søkilde, om vinteren gerne sysler med at lave mange arbejder både ved høvlebænk og drejelad, hvoraf sofa, stole og borde osv. pryde hans stue. Det turde næsten også anføres som et husflidsarbejde, at denne mand i sin fritid fra landbrugsarbejdet endda har haft lejlighed og dygtighed til at samle og skrive en bog, som er udkommen under navn af "Gamle og ny Minder fra Brahetrolleborg og Omegn", hvilket vidner om, at åndens uddannelse ikke er forsømt over håndens
Af ældre nu afdøde mænd, der ret kunne betegnes som mønstre på husflid, nævnes: Peter Ladefoged i Gærup, der lavede mejetøj og stole, samt Jørgen Hugger i Nybo, der ligeledes uden for sit øvrige arbejde tjente sig mangen en håndskilling. En enke, Maren Amme, sad for en del år tilbage med flere ukonfirmerede sønner, der erhvervede sig en betydelig færdighed i kurvefletning, hvorved de for en del ernærede deres moder. En af dem har senere valgt kurvemageriet til levevej. En halt krøbling i Gærup erhvervede sig for en del sit underhold ved at strikke.
 Poul Hansen på Hågerup Mark laver om vinteren udmærkede kornskuffer og truge, der søges af kornhandlerne både i Fåborg, Svendborg og Odense.
Hans Andersen og hans sønner i Øksenhaven, Vester Åby sogn, lave udmærket smukke sold både af skind og af skinner; 1832 tildeltes han en understøttelse af det kgl Landhusholdningsselskab til bedriftens udvidelse. I selskabets efterretninger fra nævnte år siges nemlig, at han med held  havde lagt sig efter at forfærdige forskellige slags sold, dels af skind og spån til kornrensning, dels hørfrøsold m.v. af pergament, hvilket han selv beredede. Til Lykkenssæde afsatte han en del hørfrøsold, som efter hr. Schrolls vidnesbyrd var lige så gode som de hollandske og til meget bedre køb.
Ruskning af hvener, der tørres og bindes til koste, giver en ikke ubetydelig bifortjeneste for mangen en indsidderfamilie, ligesom ruskning af "geld" (en slags fin lyng, der vokser på Fagsted Tørvelung), der bindes til karskrupper og små koste. Kurvefletning og forfærdigelsen af bikuber og lignende arbejder sysselsætte også adskillige om vinteraftener. I de udstrakte skove plukkes hindbær, blåbær, brombær og tyttebær, der sælges på herregårde og bøndergårde og betales godt. Opsamling af aks, bog og agern er også en beskæftigelse, der sysselsætter enkelte gamle og fattige mænd og koner samt børn til forskellige tider af året.
I en beretning om husfliden fra Horneegnen i det sydvestlige hjørne af Fyn siges ligesom fra de fleste steder, at tidsforholdene have medført en tilbagegang for den mandlige husflid. Tidligere lavedes  der på egnen mange ting i huset, f.eks. stole; til en sådan snittedes de enkelte stykker med en spånkniv, man borede huller med et naver og samlede stolen med pinde. Sædet blev flettet på en simpel måde af simer eller snoede halmbånd. Bagstykket blev prydet med udridsning eller udskæring af forskellige figurer, og så var stolen så meget pæn. Der lever gamle mænd i Horne, som i deres ungdom have lavet mange sådanne stole; men da disse i vore dage skulle være finere, af nettere og omhyggeligere arbejde, så forslår husfliden ikke til at være stolemager længere.
Tidligere spandt, snoede og sammenlagde man, ligesom det også brugtes i Trolleborgegnen, alt det reb, man selv brugte, hvilket arbejde nu er helt forsvundet og næppe kommer tilbage som husflid. Mandfolkene brugte også forhen at sno hestehår sammen for deraf at lave seletøj. At det her på egnen er gået tilbage med aftenfliden, forhindrer dog ikke, at man om aftenen mange steder kan have lidt arbejde for med at reparere gammelt seletøj, grimer, fodtøj o. lign. Men især lægger læsning meget beslag på aftentimerne, hvortil de mange sognebiblioteker i egnen giver den bedste adgang. Foruden, som før nævnt, Brahetrolleborg, Skerninge- og Hundstrup-egnen o.fl.st., hvor der findes liv og læselyst blandt beboerne, navnlig blandt ungdommen, og hvor både læseforeninger og tidsskrifter bidrage meget til at kaste aftendorskheden på døren. I Horne findes en fortrinlig og vel vedligeholdt bogsamling i sognebiblioteket, som stiftedes 1838 og nu indeholder over 1400 bognumre. Bøgerne benyttes meget flittigt, og det hører nu til sjældenhederne at komme ind i en gård eller et hus, hvori man ikke finder en og anden nyttig bog. Desuden finder mangen aften nyttig anvendelse på anden måde om vinteren. 3 aftener om ugen undervises således de unge i Horne Organistskole, fornemmelig i dansk og sang; en aften samles de unge skytter sammesteds for at gennemgå forberedende øvelser. I Horne Drengeskole holdes foredrag en aften om ugen over en eller anden nyttig genstand. I Bjerne skole holdes aftenskole 2 gange om ugen med undervisning i skrivning og regning. Disse aftenmøder benyttes med megen lyst af den voksne ungdom.
 Der synes i det hele at røre sig et sundt og kraftigt samfundsliv i Horneegnen; herom turde følgende række foreninger  vidne:
1. Horne-Kirkeballe Kreaturforsikring, stiftet 1814.
2. Horne Sognebibliotek, stiftet 1838.
3. Horne Sanforening, stiftet 1845.
4. Horne Sangforenings Syge-Hjælpekasse af 1863.
5. Horne Håndværker-Sygekasse
6. Horne Sogns Forening til Husflidens Fremme.
7. Horne Skytteforening.
8. og 9. To Brugsforeninger, stiftede på aktier.

 Efter samstemmende beretninger var sjælen i disse eller i de fleste af disse foreninger lærer Kistrup, som har styret de to første siden 1843-44 og stiftet og styret i det mindste de to næste. Hr. Kistrup stod også som en lige så retsindig som virksom mand i høj agtelse hos sognets beboere; derom vidnede den værdifulde sølvgave han modtog senere, da han holdt 25 års jubelfest som lærer i Horne.
Jeg har ikke villet undlade at nævne disse foreninger for at vise, at der kan udrettes såre meget på et enkelt sted til fremme for alt godt og smukt, når blot den rette endrægtighed og samfundsånd er til stede, og der findes mænd, som formå at lede i en sund og god retning. Man ser, at Horne sogn ikke mangler nogen af delene. Andre steder kan der have været fremskridt i andre retninger, f.eks. med at lægge vind på fin, købstadagtig klædedragt og levemåde -jeg vil blot pege på en linje længere fremme, der viser, at her "gå både mænd og kvinder med hjemmegjorte klæder", og dernæst pege på sangforeningen, på læseforeningen, på skytteforeningen osv. - her er den rette stilstand og den rette fremgang.
Om nu end flere af disse foreninger just ikke ligge så fjernt fra disse blades hovedindhold: fritidens rette brug, så skal jeg selvfølgelig kun dvæle nærmere ved den af foreningerne, som ligger nærmest: husflidsforeningen, da den utvivlsomt fortjener efterligning mangt et sted, hvor jordbunden kunne være frugtbar for lignende. Fra 12 mænd i Horne sogn udgik i 1866 følgende opfordring:
"Da man i en række af år lidt efter lidt har tabt en del af det gode, som vore forfædre næsten alle have været i besiddelse af, nemlig færdighed i at forarbejde de redskaber, som er nødvendige til vort arbejdes udførelse, såvel som i at reparere dem - så at kun enkelte af ungdommen nu er i stand til at gøre det nødvendigste, medens de fleste kun kunne gøre såre lidet og simpelt håndarbejde og må gå til fremmede for at få gjort det for penge, som de kunne spare - så have undertegnede fundet det godt og hensigtsmæssigt at oprette en forening til husflids fremme for tjenestefolk, som tjene fast og ikke er øvede i noget håndværk, således at de kunne erholde en lille præmie for deres arbejde, når det dertil kendes gyldigt, og at vi ældre bidrage til disse præmiers anskaffelse ved frivillige bidrag i penge for på den måde at vække lysten hos de unge til at anvende deres fritid i hjemmet til gavnlig syssel, til nytte for dem selv og andre. Da dette, som de fleste ville indrømme, er et gode, forventer man villig deltagelse og beder en hver mand om at opmuntre sine folk til at gå ind på sagen".            Den forventede tilslutning udeblev ikke, og et møde blev afholdt i Horne Organistskole, hvor der valgtesen bestyrelse og et bedømmelsesudvalg, hver på fem medlemmer. Til formand valgtes lærer Kistrup og til formand for bedømmelsen gårdmand  Jørgen J. Krog i Bjerne, som fra først af havde undfanget tanken om foreningen og må betragtes som dens stifter. En opfordring til de unge om at indlevere husflidsarbejder til en udstilling blev oplæst ved de forskellige lav i sognet og ved kirkestævne.
Den første udstilling fandt sted i Organistskolen (et stort rummeligt lokale) d. 13. oktober 1867, og lignende udstillinger er der siden afholdt hvert år (1868,69 og 70), hvilke have været besøgt af en stor mængde af sognets beboere, der have omfattet sagen med megen interesse; men sognets tjenestekarle have heller ikke stukket hænderne i lommerne, idet 88 udstillere (en del have udstillet hvert år) have modtaget præmier for følgende henved 100 forskellige slags redskaber og arbejder i 200 stykker eller eksemplarer:
Et sybord, en violin, en lænestol, et barberfoderal, 9 mejetøjer, 4 stole, 2 kardæsker, 2 boresving, 1 klovsav, 1 hjulbørhjul, 1 høbåre, 3 tærskeler, 4 knipler, 4 hjulbøre, 7 høvlestokke, 1 stregmål, 1 greb, 10 skovle, en kagerulle, 4 slåstager, 3 skagefødder, 6 skætteler, 11 river, 7 skuffer, 4 hamler, 1 børste, 1 rulle, 5 forskellige harver, 1 træbakke, 8 hørbrydere, 2 blokke, 1 lysestage, 3 vindepinde, 4 skeer, 1 sækkevogn, 1 fugleskræmsel, 2 hasper, 1 slibebræt, 1 smørebuk, 2 kurve, 2 truge, 2 skamler, 2 ostepresser, 1 høvlebænk, et bord, 4 lede, 2 skruer, 3 skruer, 1 valkespil, 2 trisseblokke, 1 mangletøj, 1 værktøjskab, 2 sæt knyttestokke, 2 sæt høsthaver, en skæppe, en spand, 3 øser, 4 garnvinder, 3 harvekroge, 1 naverskaft, en skruestik, en tostol, 2 vinkler, 1 snorten, 2 bøtteræk, 1 gærkrans, 1 tromle, 2 tækkestole, 1 snitteskammel, 2 håndsave, 1 svejfsav, 1 tobakskasse, 2 urteskåle, 1 væveskytte, 1 stige, 1 karstol, 1 lysebuk, 1 syskrue, 4 bordukker, 1 malkestol, 1 par klaptræer, 4 kratter (river til at optage sæd med efter leen), 1 tenholder, 1 strygebænk og 1 plov.
Som man ser, var det en samling, der vidner om, at ungdommen endnu ikke savner arbejdslyst eller arbejdsevne, blot der bliver gjort lidt for at bringe den fordagen.
I 1871 var der uddelt 88 præmier til et samlet beløb af over 100 rd., og foreningen ejede en kassebeholdning af henved 50 rd. De flinkeste karle, som hvert år have vist det bedste arbejde frem, have fået duelighedsbevis fra foreningen.
 Der mangler i Horne heller ikke lidt husflid og bisyssel blandt husmændene. Nogle aldrende mænd sno simer, andre forarbejde madæsker, skeer, fiskeredskaber både til åle- og torskefangst. Blandt sådanne flittige mænd kan nævnes et par, som nu er døde, nemlig Niels Havemand og Peder Madsen, begge af Bjerne, som, når de ikke havde andet arbejde, altid stod i huggehuset og lempede mejetøj, river stole og andet sådant, som de til en og anden tid solgte og tjente lidt skillinger ved. Desuden kunne anføres en par andre mænd i Horne. Indsidder Rasmus Pedersen har en god bifortjeneste ved at slibe barberknive, en forretning, han er meget snild til. Om sommeren arbejder han hos en tømmermand men er et geni til alle slags håndarbejder. En anden mand, Jørgen Hansen Urmager, lever af at reparere ure og barbere.
Den kvindelige husflid er omtrent som i Brahetrolleborgegnen, når man lægger til, at der næsten i hver gård i sognet findes en væv, som om vinteren enten bruges af en datter eller af en tjenestepige, der har lært at væve vadmel, dynevår og  lærred. Desuden væves en del drejl og finere vævning hos håndværkere i sognet. Med hensyn til hjemmevævning er Horne sogn mærkeligt nok enestående i egnen, hvor der ellers ikke findes væve som husgeråd. 1839 fandtes der i Horne sogn alene 82 husflidsvæve foruden 37 væve, som var i gang hos vævere i sognet. Man kan nok tænke sig, at husene her på det sydvestlige hjørne af Fyn må være udmærket godt forsynede med både uldent og linned, da der så godt som intet sælges, men heller ikke købes meget, idet både mænd og kvinder gå med hjemmegjorte klæder.
Inden vi forlader Horne, må jeg dog nævne en mand, der står i høj agtelse for sin sjældne duelighed, nemlig den bekendte urmager og mekanikus Lars Jørgensen i Horne, da hele hans virksomhed kan siges at være udrundet af husflid. Hans fader var en jordløs husmand i denne by og hjalp til at ernære sig ved lidt gørtlerarbejde, hvilket han lærte sønnen, som kun var 17 år gammel, da han blev faderløs. For nogenlunde at kunne ernære sin moder og 3 søskende forsøgte han på at forfærdige ure, og efter at have overvundet mange vanskeligheder -han skulle jo lære sig selv alt! - opnåede han omsider at kunne forfærdige ikke alene stueure, men også fortrinlige tårnure. Allerede 1837 omtales Jørgensen som en selvtænkende og opfindsom mekaniker, der støber kanebjælder og klokker, laver platinafyrtøjer såvel som stueure og tårnure, og det ikke alene ganske almindelige; der nævnes således et stueur, der kunne gå året rundt og endda en måned i tilgift uden at trækkes op, ligesom et pendul, han havde opfundet, blev anset værdigt til at finde plads på Kunstudstillingen i København. Også adre mekaniske småting syslede han stundom med; således nævnes en model til en vogn, som ved hjælp af et svinghjul og en skrue uden ende kunne bringe de kørende frem ved håndkraft. Urmageriet var dog hans hovedsyssel, og han har gennem en lang årrække forfærdiget en mængde værker, hvoriblandt henved en snes tårnure. På udstillingen 1869 i København havde han således udstillet et fortrinligt tårnur bestemt for en kirke eller en herregård. Det var et 8-dagesværk, der kunne gå under optrækningen, slog time- og kvarterslag og viste på 4 skiver. Konstruktionen var efter hans egen opfindelse ligesom gangen. Der var nemlig anbragt to bevægelige arme, som hævedes af et ganghjul og ved deres tyngde virkede på pendulet, på hvilket hjulenes gang derfor ingen indflydelse  havde. Det er nu 80 år siden, at denne mand begyndte sin virksomhed, ved hvilken han har understøttet sin trængende familie meget og ved sin flid og vindskibelighed endda har vundet sig velstand. Han har i flere år lavet og afsat en stor mængde kornvægte og andre mekaniske arbejder. For en tid havde han patent på en egen gang ved stueure, hvorve de gik lysløst. 1856 tilstod Fyens Stifts patriotiske Selskab ham 50 rd, for at hans søn kunne forlænge sit ophold i Genf til videre uddannelse som urmager og mekaniker. Denne var senere bosat i Frydensborg ved Trolleborg og forfærdigede i forening med faderen et stort tårnur til 800 rd til det ny tårn på Brahetrolleborg kirke.
Jørgensens smukke bedrift bringer min tanke på en anden smuk virksomhed, der er begyndt på Fyns land, nemlig orgelbyggeri. Møller Demant, ejer af Dalum Mølle ved Christiansdal, beskæftigede sig fra 1826 med at bygge orgeler og drev det så vidt i denne ejendommelig husflid ved siden af sit møllebrug, at han i sin tid blev anset for Danmarks dygtigste orgelbygger.  Fra 1824-43 havde han bygget 8 helt ny orgeler foruden at have repareret en mængde gamle værker og støbt 5-6000 ny piber. Om fabrikationen efter 1843 har jeg ingen underretning, men det er jo en bekendt sag, at det demantske orgelbyggeri er det første og største i Danmark, hvorimod mindre bekendt, at det er udrundet af fynsk husflid.
Jeg har allerede nævnt, at der vel få steder er gjort mere for husflidens fremme end på Fyn, og har også lejlighedsvis anført et og andet om private og offentlige bestræbelser. Blandt disse må ikke glemmes et selskab, som blandt sine formål ved stiftelsen satte husfliden øverst og i mange år efter bedste evne støttede denne. Det var Fyens Stifts patriotiske Selskab i Fyens Stiftstidende af 18. januar 1810 findes en opfordring til at stifte en sådan forening, undertegnet af stiftamtmand, grev C. Moltke, amtmand over Svendborg amt, kammerherre Schumacher, biskop, dr. Hansen, oberstløjtnant Heide og proprietær Mourier til Hindemae. Den lange indbydelse er en varm fædrelandskærlig genklang af tidsalderens tanker: at være sig selv nok, at udvikle vort eget og undvære det fremmede, hvilket dengang ansås for den største stasklogskab. Det hedder blandt andet: "Den danske regering har visseligen virket meget såvel til landøkonomiens som til manufakturens og fabriksvæsenets opkosmt. Der er skrevet nok og givet store opmuntringer og understøttelser i sådan hensigt; dog fulgte ikke deraf, hvad man var berettiget til at vente. Endnu indføres i Danmark en alt for stor mængde manufakturvarer, dels luksus (overflødigheds) dels fornødenhedensartikler, hvilket landet for størstedelen burde og kunne frembringe. SÅledes skal af lærreder alene indføres for 2 millioner rigsdaler årlig. Af alle slags papirer indføres en stor mængde, medens kludene hos os kastes ubenyttede bort. Sytråd hente vi udenlands fra, da vor egen virkelig er ubrugelig. Af garver, beredet og lakeret læder få vi en stor mængde indført, medens vi have den bedste lejlighed til slige fabrikker hos os selv. Lim føres ind, medens tarme af fisk og horn af kræ kastes ubenyttet bort, hvorfor her også gives så få kammagere og slette kamme. Danmark burde ikke alene kunne forsyne sig selv med børstenbinderabrjede, men burde endog kunne udføre denne artikel, i det sted sligt indføres fra Danzig. Svinebørsterne bruges i det højeste hos os til at indflette i tøjr, de fleste kastes bort osv.. Den mængde lærreds-, linned- og hjemmegjorte tøjers fabrikation blandt Slettens beboere, hvor næsten ethvert hus er en fabrik og ejer sine væve, er et frydefuldt syn; som følge heraf sporer man mere udbredt høravl, så snart man træder ind i disse herreder; men hvor meget vundet, om denne fabriksflid fandt sted i den hele proviens!"
Dette får være nok for at vise den ånd og tanke, som fostrede selskaber, der stiftedes endelig den 12. april 1810, medens lovene vedtoges den 11. juni. Blandt de enkeltheder, som skulle være genstand for selskabets virksomhed, nævnes først: husflidens forøgelse og udvidelse ved præmier og industriskoler, ligesom også udbredelse og understøttelse af egentlig kunstflid - hvorved forstodes den højere husflid, håndværk og industri, indbefattet manufakturer, fabrikker, kunster og håndværker. Dette sidste formål ville man opnå ved at opmuntre børn til at lægge sig efter håndgerning ved forskud, pengelån, rejseunderstøttelser, præmier og agtelsestegn.
Blandt de præmier, som selskabet udsætter første gang,  1811, skal her nævnes nogle.
"Vore lange vintermorgener og aftener er meget for lange til ganske at hendrives i ledighed, og dog forretter mandkønet blandt almuen aldeles intet på de fleste præste- og herregårde. At dette for største delen er husbondens egen skyld, kan vel ej nægtes, eftersom man finder adskillige steder her i provinsen, hvor mandkønnet tilbørlig sysselsættes i vinteraftenerne, men på den anden side er det også vist, at vore landsbykarle og drenge er højst ubehændige fremfor de norske og de fleste jyske karle og drenge. Det ville uden tvivl være til megen nytte, når den mandlige ungdom fra skolerne af blev bibragt en eller anden færdighed i at bruge tællekniven, som den norske bonde, til at udskære træ, i at spinde hampereb, i at flette foderkurve og andet simpelt kurvemagerarbejde, i at sy og forfærdige seletøj til dagligt brug, i at flette sold af bast, læder eller ståltråd, i at karte osv. Selskabet udsætter til den ende en præmie på 50 rd. og seks præmier hver på 20 rd. for de skolelærere og andre, der bevise at have udbredt slige færdigheder."
I overensstemmelse med ovenstående udsattes der også 14 præmier, to på 20 rd., to på 15 rd, to på 10 rd., og otte på 5 rd. for tjenestekarle, som uden for deres egentlige arbejder syslede med de nævnte idrætter.
"Selskabet udsætter tre præmier, hver på 10 rd., for det dog i nogen kvantitet vel forfærdigede legetøj af tin, pap, træ osv. og desuden en hovedpræmie fra 10-40 rd. for den, hvis arbejder tilkendes fortrinet iblandt alle samæskende."
Den første tjenestekarl, der tilkendtes præmie, var amtsprovst Lütkens karl, Rasmus Christensen, og det for en virksomhed, der nu ser noget løjerlig ud, nemlig for i sin fritid at have beskæftiget sig flittiggt med håndarbejde, siær med at forfærdige ligkister af strå. (På grund af krigen havde man nemlig ondt ved at få fjælle, og det var derfor dengang temmelig almindeligt at begrave de døde i stråkister.)
Bestræbelserne for at opmuntre dansk husflid og kunstflid blev ikke stående ved præmiers udsættelse. År 1811 åbnedes en butik i fattiggården i Odense med udsalg af indenlandske frembringelser for at skaffe disse afsætning. Det første år blev der indsendt varer til et beløb af over 12.000 rd., hvoraf det halve blev solgt. 1813 flyttedes butikken til Klubgården. Butikken foranledigede anlæget af en stråhattefabrik og en knivfabrik og havde afsætning til omegnens beboere samt gennemrejsende fremmede, der købte et og andet til erindring om besøget i Odense. Omsætningen synes at have været ret god; 1814 var der indleveret varer for 71.000 rd. og solgt for 35.000. De tre første år afholdt selskabet udgifterne ved butikken -475 rd. i 1813 -men senere blev det bestemt, at der skulle svares 1% i afgift af varerne; dog måtte selskabet ideligt spæde til. Afsætningen blev stadig tyndere og tyndere, og 1827 blev det bestemt at ophøre med udsalget.
Angående præmieæskningen for husflid kan anføres forskellige eksempler fra de nærmest følgende år. Pigen Anna, husmand H. Larsens sygelige datter i Skårup, tildeltes en præmie på 10 rd. for "meget skønne kurve", og "kunstkomiteen" (det udvalg i selskabet, som bedømte husflids- og kunstflidssagerne) fik tilladelse til at anvende indtil 50 rd. til anskaffelsen af forbedrede redskaber, der skulle skænkes hende, ligesom selskabet udsatte en præmie på 20 rd. for "hvert barn af den  ringere arbejdende klasse", som hun oplærte i sin kunst, og som derpå aflagde fyldestgørende prøver.
En seminarist i Skårup havde lært skolelærer Holck i Hesselager og dennes elever at flette kurve og sy hatte. Skolebørnenes fremgang var ved eksamen i april 1812 så stor, at de foruden små skovle, plove, vogne osv. havde lavet 24 hatte, 3 vidjekurve og 2 halmkurve. Blandt disse børn udmærkede sig især den 12årige Maren Jensdatter. Hock udbad sig ingen anden belønning, end at nævnte pige på selskabets bekostning måtte nyde undervisning i at forfærdige fine spån- og stråhatte. Samtidigt havde bøssemager Delcomyns kone søgt om rejseundersøttelse for at lære den hattefabrikation at kende, som var begyndt ved Hammel på Frijsenborg gods i Jylland, hvor en stråfletningsanstalt var sat i gang. Selskabet besluttede at give hende 300 rd., hvilke hun måtte beholde som præmie, når det efter 2 års forløb fandtes, at hendes fabrik havde gjort god fremgang i Odense; endvider  bestemtes at komiteen måtte anvende andre 300 rd. for ved hendes tilbagekomst at forskaffe hende de fornødne råemner og maskiner, mod at hun tog den nævnte lille pige fra Hesselager samt nogle af fattigvæsenets børn i sin fabrik.
Lignende meddelelser som Holcks indgav lærer Frederiksen i Tranekær om, at hans elever undervistes af ham selv og andre i håndgerning, strikning, spinding, i at binde bikuber, flette skinner til soldebunde, sno reb osv. Grev Ahlefeldt Laurvigen havde derhos sendt en pige til skolelærer Andersen i Nøbbet på Lolland for hos ham at lære at fletning af strå. En døvstum karl i Sandholt-Lyndelse belønnedes med 30 rd. for en mængde arbejder, som han havde udført i sin fritid, og tjeneren [Det synes dengang at have været ligesom en modesag, at herskabstjenere anvendte deres fritid til nyttigt håndarbejde. Den gamle tjener Tommerup på Trolleborg, der for mange år siden er afgået ved døden, tjente mangen en skilling ved paparbejde og ved at lave blæk.] hos kammerherren Bille Brahe, som havde forsynet butikken med for 200 rd. paparbejde, belønnedes af selskabet med en foræring af redskaber til paparbejde til et beløb af 60 rd. En anden flittig tjener omtales også i selskabets beretninger, idet kammerherre, grev Holck Winterfeldt 1813 meddeler, at hans tjener Frederik Nielsen tilbringer alle sine fritimer med nyttig syssel. Han har som alle grevens folk årlig besået et stykke jord med hørfrø; den derefter avlede hør har han, efter den på gården ansatte hørsvingers anvisning, tilberedt og spundet. Han havde således en vinter spundet til 30 alen lærred og desuden strikket sig en nattrøje og fire par strømper.
Men denne tjener havde da også en herre, som kunne foregå sine undergivne med det bedste eksempel i husflid, da han selv gik ganske op deri som vist kun få. I et brev af 1815 siger kammerherre, grev Holck Winterfeldt til Fjellebro således (Efterr. om indenl. kunstfl. II):
"Alt hvad der kan gøres i huset, forfærdige vi selv, jeg, som fusker og bønhas i flere professioner, gør om vinteraftener med mine karle under min direktion truge af alle dimensioner, skeer, børster og kardæsker, fejekoste, bakkker til folkene at spise af, knive af gamle, fordærvede file, som min smed opsmeder, og jeg sliber og tildanner, kakkelovnspustere, rokke, hasper og garnvinder, kort alskens ting; plove og harver og alt sligt forfærdige vi selv, og tiden løber, så at jeg ofte tror,  at klokken er 7, når den er 10. Mit hjem er mit paradis, og jeg savner aldrig stædernes forlystelser; mine bøger og mit værktøj er mig nok". Desuden blev sædekornet læst (pillet rent) om aftenen, så at det sjældent blev sået så rent som der, og at den kvindelige husflid ikke blev forsømt, kan man vide deraf, at der i 4 år på Fjellebro var avlet hør og hamp deraf på gården tilberedt tøjer til en værdi af 28.000 rd. dansk kurant.
 1814 og de følgende år blev selskabets opmærksomhed mere henvendt på skolelærerne, gennem hvem man tænkte at påvirke ungdommen og befolkningen i forskellige uden for den egentlige skolegerning liggende områder. SÅledes foreslog amtsprovst Lütken den 15. april 1815 at lade en seminarist oplære i den finere stråfletning. Grev Ahlefeldt Laurvigen tilbød at give en sådan 50 rd., når han efter læretiden igen ville lære fra sig på Langeland og Fyn. Samme år bevilligedes 100 rd til understøttelse for nogle seminaristers oplærelse i den finere kurvefletning, og 50 rd. stilledes til provst Lütkens rådighed for dermed at opmuntre de lærere og lærerinder, som gav bønderbørn undervisning i nyttig håndgerning. 1816 gav provsten en beretning om, hvilken fremgang håndgerning havde i provstiets skoler. Det hedder i denne, at drengene lavede forskelligt træarbejde, såsom river, grebe, kasser, kurve osv.; på enkelte steder, som i Verninge havde de også begyndt med at strikke. Pigerne var så ivrige, "at de under hele undervisningen ikke lagde strikketøjet af hænderne". På hans forslag bestemtes det næste år at anvende 400 rd. til håndgerningens fremme i landsbyskolen. I 1830 kunne provsten meddele selskabet, at håndgerning øvedes i 30 skoler i Odense amt. Fra Svendborg amt kunne amtsprovst Wedel året forud forevise "såre fyldestgørende" prøver på kurvefletning og paparbejde af sine seminarister.
I årene 1820-30 hensygnede selskabet og virkede kun lidt ved at indkøbe hørfrø "fra Østersøen", som atter solgtes i små partier, samt ved at anskaffe 6 rokke til at ophjælpe spinderiet på Sletten. Præmierne til skolelærerne og skolebørnene blev årligt mindre, indtil den hele sum i året 1830 kun var 20 rd. Der var især tre lærere, som gjorde sig fortjente, nemlig Rasmussen i Assens, Frederiksen i Tranekær og Holck i Hesselager; de to sidstnævnte tilstilledes hver som anerkendelse et sølvbæger til 50 rd. værdi, og Rasmussen tilstodes 60 rd. til at gøre en rejse til Odense for yderligere at uddanne sig i kurvefabrikationen. Han havde allerede 1820 anlagt en industriskole i Assens, hvorpå han havde anvendt ikke liden opofrelse både i kræfter og penge. I denne skole forfærdigedes hegler, fuglebure osv., men senere især "Nürnbergervarer", teskrin, tobaksdåser og spyttebakker. Senere oprettede han et værksted for rensemaskiner, som dengang begyndte at få indpas og at drive al uren sæd til dørs; 1823 havde han afsat 40 stykker, men det synes, som om han da til dels har forladt denne virksomhed for med sin utrættelige virkelyst at kaste sig over en anden beskæftigelse, idet han 1824 oprettede en kartefabrik, som han, så vidt hans ringe kår tillod det, stræbte at give den største fuldkommenhed ved anskaffelsen af nyopfundne maskiner og værktøj. I den første halve snes år leverede denne fabrik 40.000 par karter, der fandt villig afsætning. Ved siden deraf blev der endda i hans industrianstalt forfærdiget en del kornrensningsmaskiner, ståltrådsvævning, messingtvist osv. Han nød flere gange selskabets opmuntring ved understøttelse og anbefaling, som han også syntes at fortjene, da han gav mange fattige god beskæftigelse og fortjeneste. Således havde i vinteren 1832-33 ikke mindre end 70 børn og "husarme" fundet arbejde og brød i hans fabrik. 1833 udbetaltes ham 100 rd. sedler til dennes udvidelse fra det kgl. Landhusholdningsselskab. Den sidste efterretning, jeg har kunnet finde om ham, er, at han 1837 modtog et sølvbæger til en værdi af 30 rd. fra Fyens Stifts patriotiske Selskab som anerkendelse af hans utrættelige virksomhed.
I øvrigt virkede selskabet også i dette tidsrum ved at give opmuntrende understøttelse til forskellige flittige personer, for at de skulle vedblive med deres håndgerningsarbejder. 1821 fik således en blind mand 10 rd 1823 fik pigen Gertrud Jensdatter af Dreslette sogne "en egedragkiste med skilter og passende indskrift til 25 rd." for udmærket husflid, og husmand Mads Johansen i Båring 20 rd. for skoarbejde. 1824 tilstodes pigen Cecilia Hansdatter i Birkende 5 rd. for benklædestrikning, og man lovede hende fra 3-8 rd. for hvert bondefruentimmer, som hun bevislig oplærte i sin idræt. 1826 fik indsidder Rasmus Larsen 5 rd. for kurvefletning, 1827 modtog en blind pige opmuntring for strikning, og 1829 tilkendtes husmand Knud Nielsen Rytter et sølvbæger til 10 rd. for udmærket husflid.
I trediverne førte selskabet en sygelige tilværelse og havde nærmest sin opmærksomhed henvendt på høravlens fremme. Det indforskrev årligt hørfrø fra Riga ved den danske konsul i denne by, hr. Fenger. Den mængde, som indførtes, blev stedse større, indtil 50 tdr., og blev enten solgt eller lånt ud. Rentekammeret understøttede disse indkøb ved at tilskyde et pengebeløb. I 1840 blev der forskrevet 1 4/5 td af en egen art hørfrø fra Amerika, hvilket til ingen nytte kostede selskabet 90 rd. Ligeledes havde man opmærksomheden henvendt på udbredelsen af gode hørbrydningsmaskiner. 1835 blev efter Lütkens forslag oprettet en spinde-, sy- og tegneskole i Stige - som tidligere omtalt - hvortil lovedes 50 rd. tilskud årlig, uden at det lod til, at skolen trivedes. Nogle år senere virkede selskabet for uldkæmning, og lærer Holm i Stige sendtes til Fredericia med en mand for at få lært uldkæmning, hvortil senere blev givet ham kamme. Fra samme tid og nu og da indtil 1860 uddeltes også understøttelse og opmuntringsbidrag til landsbyvævere, som ville uddanne sig videre i deres håndværk og anskaffe bedre væve.
I de sidste 60 år har selskabet mere og mere udviklet sig i samme retning som landets øvrige landboforeninger og i regelen kun virket til husflidens fremme ved at støtte høravlens opkomst. Om amn vel end ikke i nutiden kan pege på noget bestemt resultat, som er vundet og bevaret ved selskabets virksomhed, så ville det være meget kortsynet dømt, om man derfor antog, at al den omtanke, den sum af varm, god vilje og rede penge, som stedse i en lang årrække har været rede til at fremme en god sag, skulle have være frugtesløs. Jeg er overbevist om, at havde de andre provinser haft et lignende patriotisk selskab, der med forstand kunde samle mænd med varm følelse og god vilje til fremme for husflidssagen, med fornødne pengemidler til at frugtbargøre jordbunden og værne om væksten, hvor de gode eksempler fremspirede - da skulle det i mangen en egn have set lysteligere ud med husfliden og med fattigtilstanden, end det nu gør. Om end resultatet derfor stundom skuffede  forventningerne, og den hjælpende hånd ofte greb fejl for Fyens Stifts patriotiske Selskab, skal dets virken dog mindes med agtelse og tak.
Blandt bestræbelserne til nyttig håndgernings fremme på Fyn skal jeg sidst omtalte en virksom lille anstalt, der har gjort megen nytte, nemlig Snitteskolen i Odense.
For børnenes vedkommende medfører fritiden i købstaden, som tidligere nævnt, ofte større ulemper end på landet, hvor barnet om dagen i regelen må tage hånd i med til så mangen en lille syssel, og dette gælder måske mest arbejderklassens børn, som i forældrenes fraværelse ved arbejdet ofte er henvist til at tumle om på gaden i fritiden, hvorved gadedrengene snart er færdig til liden både for forældrene såvel som for barnet selv. Som et forsøg på at danne en modvægt til de uheldige følger af skolebørnenes ørkesløshed uden for skoletiden og af lignende grunde, som jeg har nævnt tidligere ved omtalen af håndgerningsskoler i købstæderne med hensyn til deres gavnlighed, stiftede et antal af private mænd i september 1863 en såkaldet snitteskole, hvortil valgtes en bestyrelse, som udvirkede, at denne undervisningsanstalt sikredes noget ved årlig at tilstås 200 rd fra kommunen og fra Fyens Stifts Sparekasse, imod at den til gengæld gav 40 børn af byens offentlige skoler fri undervisning 6 timer ugentlig i 9 måneder.
.....................................................

  

De sydfynske Øer

  
Når jeg skal omtale de syd for Fyn liggende øer, da er det med hensyn til de tre største ikke for at meddele videre om husflidens tilstand nu om stunder - da jeg gentagende ad flere veje trods al anvendt umage forgæves har søgt at erholde underretninger fra Langeland, Thorseng og Ærø, men kun for at meddele nogle enkelte notitser om adskillige tidligere forhold.
På Tåsinge er der enkelte steder tidligere gjort en del til husflidens fremme i lighed med samtidige bestræbelser flere steder på Fyn.
En mindre forening, som også arbejdede for husflidens fremme, stiftedes på øen 1812 af pastor Møller under navn af Bjerreby SOgns Industriselskab. Skønt medlemmerne intet bidrag gav, fandt dog stifteren i begyndelsen mange hindringer for selskabets virksomhed, navnlig ved medlemmernes og sognemændenes lunkenhed og trevenhed. Tiden var dengang langt fra moden til nogen samdrægtig selvhjælp blandt landbostanden. Stifteren indskrænkede sig derfor i nogle år til nærmest at påvirke den opvoksende skoleungdom ved at opmuntre børnene til at udføre håndgerningsarbejde hjemme, hvilket han glædede dem ved at lade sig forevise i skolen, og ved at uddele småbelønninger til de flinkeste. Fyens Stifts patriotiske Selskab gav således engang 20 rd. til dette øjemed og en anden gang 100 rd til industriselskabet. Efterhånden kom også aftenlæsning i gang i sognets forskellige byer, hvorved erholdtes lejlighed til at opmuntre den voksne mandlige ungdom til husflid, især til aftentimernes nyttige anvendelse. Først 1835, da øens daværende besidder, generalløjtnant Juel, påtog sig formandsposten, vandt selskabet fasthed og udvidede sin virksomhed i flere retninger til have- og landvæsenets fremme. For at befordre de unge karles aftenflid om vinteren, hvilken hidtil var gået trevent, gav formanden nogle sommerfester på Valdemarslot for dem, der om vinteren havde udmærket sig ved sædelighed og aftenflid, og  hvortil de virksomste mænd i sogneselskabet også blev indbudne. Dette opmuntringsmiddel virkede tilsyneladende udmærket. Intet blev nu lettere end at bevæge de unge karle til at lægge seig efter et eller andet aftenarbejde og til ved aflæsningen at forevise prøver deraf, hvorom vidnesbyrd blev indført i en protokol. For de flittigste og til håndgerning flinkeste børn i skolerne, både piger og drenge, havde pastor Møller tidligere foranstaltet en årlig vindskibelighedsfest i præstegården. I året 1816 var der således indbudt 53 skolebørn, som ved sidste eksamen havde fået karaktererne meget godt og udmærket for indsutri, og 4 præmier uddeltes. Børnenes industri kan ikke have været ubetydelig, da der efter en beretning (i Efterr. om indenl. Kunstfl.) af generalløjtnant Juel fra efteråret 1815 siges, at i de sidste vintermåneder beløb det af skolepigerne i Bjerreby Sogn foreviste og optegnede spind sig til over 10 skippunds vægt, hvilket tal rigtignok syne slidt mistænkelig højt, så at det optegnede spind næppe har været opført til for lille vægt, dersom der ikke foreligger en trykfejl. Da general Juel døde og en smitsom feber nogle år efter hærgede øen, ophørte selskabets virksomhed ganske.
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk