Niels Rasmussen Søkilde
Forside ] Op ]

 
Hoveriets ophør

Niels Rasmussen Søkilde:
Holstenshus og Nakkebølle med
tilliggende Sogne og øer ..1875
  
I Aaret l791 satte adskillige Bestemmelser ligesom en Grænse for overdrevent Hoveri, idet Herremænd og Bønder overalt i Landet bleve opfordrede til at oprette frivillige Foreninger for at bestemmme Hoveriet; og hvor saadant ikke kunde ske, maatte Enighed tilvejebringes ved Kommissærer. Men disse Plakater og Bestemmelser havde ingen egentlig Indflydelse paa Holstenshus, thi Gehejmeraaden havde givet sit Ord paa, at Bønderne ikke skulde faa Aarsag til Klage over udvidet Hoveri, og det holdt han trolig. Under hele Slutningsperioden af Hoveriet var det egentlig ingen trykkende Byrde; det var en indlevet Skik, der ikke mødte Modstand og Uvillie. Det var tværtimod en Fryd for Ungdommen, ligesom det var en Kraftprøve,  der udførtes med Lyst og Munterhed, næsten altid omkap med hinanden. Der er senere sagt, at Hoveriet i sine sidste Tider skabte en lige saa rask og vakker Arbejdsklasse, som det for et Hundredaar siden under Ridefogdens Pisk skabte en doven og drikfældig Bondestand; thi Fortiden krævede Arbejdet udført, og, naar dette var endt, havde Hovfolket Frihed til at more sig, synge, danse og lege, eller hvad man helst syntes om, den øvrige Del af Dagen. Man morede sig altsaa; thi man havde hverken Stavnsbaandets vilkaarlige Udskrivning, Ridefogdens Pisk, eller Træhesten at frygte, og for den legemlige Revselse var Bonden og hans hustru sikkret ifølge Forord af 25de Marts l791. Dermed vilde vi dog paa ingen Maade have Hoveriet forsvaret, thi i statsøkonomisk Henseende var det naturligvis aldeles forkasteligt, og desuden medførte det visselig mange moralske Ulemper. -Stavnsbaandet  var allerede ophævet ved den mindeværdige Forordning af 20de Juni l788, hvorover hele den danske Bondestand og enhver ædel Mand i Danmark jublede; og Folkets Begejstring satte et Par Aar senere Frihedsstøtten udenfor Kjøbenhavns Vesterport. Det er den første af Kjøbenhavns Mærkværdigheder, der falder danske Mænd i Øjnene, naar man ad Jernvejen kommer ind til Danmarks Hovedstad, og den er vel "det skjønneste Mindesmærke noget Land kan opvise."
Paa Baroniet Holstenshus afsluttedes i Aaret l792 en frivillig Hoveriforening, hvorefter der hvert Aar skulde brydes et Læg til Boghvede af Gaardens 416 Td. L. Og før dette Læg brødes, skulde alle hoverigjørende Bønder kaste Lod om de afsatte Lodder, som de saa beholdt til Dyrkning uforandret, naar Marken var under Drift. Til Rug skulde pløjes en Gang, til Byg, Havre og Boghvede to Gange. Desuden maatte Bønderne harve og tromle samt samle og bortkjøre Sten. Manden eller en dulig Karl skulde saa sine Lodder, men i Reglen udtog man nogle af de bedste Karle til Sædemænd. I Høstens Tid maatte enhver hjemavle sine Sædlodder, efter at have passet Kornet, til det blev tørt. Hjemkørselen i Laden maatte ske efter Ladefogdens Bud og Ordre, men Bonden maatte selv medbringe de fornødne Folk. Naar alt tilbørlig var udført, var Dagen aftjent. Udkjørsel af Gjødning saa sel som Høsletten, Høets Behandling og Hjemkørsel udførtes efter Tilsigelse.
Hegnet om Hovedgaardens Marker og Skove var allerede for  mange Aar siden afpælet til hver enkelt Mand. Der var 10.536 Favne dobbelte, 1673 Favne enkelte Stengjærder. 4.527 F. Risgjærder, hvortil Gjærselen udvistes af Skovene og 86 F. Stængegjærder. Paa lige Maade oprensedes alle Vandgrøfter: 1229 Favne paa 1 Alen, 4245 F. paa 2 Al. og 45 Favne paa 4 Alens Bredde. Naar disse vare oprensede, bleve de synede af hele Hovlaget. Tærskningen udførtes ligeledes efter Omgang af de 39 hoverigjørende Bønder, Kastningen af dertil tilsagte Karle, og til Rensningen afgaves hver Vinter 12 Bud fra hver Gaard. Det var i Regelen Pigernes Bestilling at rense Korn, og det kunde enhver dygtig Pige, men saa var det jo det værste, at de fire Tønder Korn, som var Udbyttet af Dagens Arbejde, skulde bæres op paa Loftet. Dog kunde Pigerne i Regelen slippe for dette, thi de fleste af dem havde en eller anden god Ven blandt Karlene i Laden, som løb op med en Tønde ad Gangen, medens Pigerne  lagde ud eller bandt Foder for ham i Stedet.
Til at rense Enge og at strø Muldskud afgaves hvert Foraar 2 Bud, men for ingen af disse Arbejder gaves Billetter, hvad derimod var Tilfældet for Tørveskæring, Tørvenes Pasning , Skovning, Oprensning af Vandsteder, Flytning af Hø og Halm, Tang og Materialer til Borge- og Ladegaardens Vedligeholdelse, Udførelse af Haandlangerarbejde, Opbrydning af Sten o.s.v. Til et Læs Korn eller Fødevarer regnede man 2 Td. Smør = 50 Oste= 4 Td. Rug eller Byg = 5 Td. Havre. Af hver Gaard skulde aarlig præsteres for Billetter 40 Spænd- og 52 Gangdage, men senere nedsattes dette Antal til 34 Spænd- og 50 Gangdage. Foruden Hoveriet paalaa det fremdeles Bønderne at vedligeholde Kirken, Veje og Broer.
Ladefogden var den, der havde Kommandoen og Opsynet over Arbejdet ved Hoveriet, hvorfor Bønderne i Regelen fandt deres Regning ved jævnlig at traktere ham med Brændevin og gammelt Øl, indtil han var ude af Stand til at se nogen Brøst ved Arbejdet. Brændevinen havde gjort Alt godt. Saa kom der en ny Ladefoged, som var lidt kræsen ved Bøndernes Brændevin, var en overmodig Krabat, der ikke huede Hovbønderne og forlangte alt efter en ny Skik. Paa den store Dag i Slet, Aarets vigitgste Hovdag, kom det til et voldsomt Sammenstød. Han forlangte ifølge Reglementet, at Høet skulle rives op af alle Grøfter og bæres ud fra ethvert Sted, hvor der enten var Skygge eller Fugtighed, noget man ikke havde kjendt. Pigerne svore paa, at det ikke skulde ske, medens Ladefogden bandte og skjældte og svingede sin Stok; men Karlene toge Pigernes Parti, og Ladefogden maatte høre nogle drøje Sandheder, saa han fandt det raadeligst at vende Næsen hjemad.
Da saa Bønderne om Foraaret fik deres Gjærdegilde, ved hvilket Herremanden gav Brændevin og Bønderne gammelt Øl og Most, maatte Ladefogden efter gammel Sædvane med; og nu havde Byens Karle slaaet sig sammen om at drikke ham under Bordet. Han var en Elsker af varm Most, og han drak med god Villie. Siden kom den ene Karl frem efter den anden, sang Skaaler til hasn Ære, og han maatte naturligvis drikke, og han drak, til han faldt om paa Stedet. I S>vinestien havde man en Griseso med smaa Grise. Her bar man Ladefogden ud og lagde ham i Soens varme Leje, hvor Grisene søgte hen for at patte deres nye Selskabsbroder,til stor Morskab for hele Ungdommen. Efter den Dag blev Ladefogden overmaade flink, men varm Most drak han aldrig mere.
Ved Hoveriet maatte Pigerne saavel som Mænd og Karle  gjøre Tjeneste. Det var alene i Gjærdetiden, og naar man skovede Brænde, at Pigerne vare fri. Gjærderne især om Dyrehaverne , maaatte være faste og gode; de bleve eftersynede ved et almindeligt Syn, og for hvert et Hul og for hver en Stavre, der stod ovenfor, maatte man give nogle Skilling i Mulkt til fælles Fortæring ved Gjærdegildet. Om Vinteren maatte hver Mand møde efter Tilsigelse for at kjøre Gjødning. Piger og Karle læssede paa; Mændene og Drengene kjørte bort, for at sætte Gjødningen i en Dynge i Marken, hvilken man længere hen i Foraaret atter maatte sprede. Tørvegravningen varede gjerne sex Dage hvert Foraar, og baade Karl og Pige maatte møde; men saa fik man almindeligvis sin Dagsplet tilmaalt, som man gjærne blev færdig med til hen over Middag, og den øvrige Del af Dagen havde man til at more sig i. Her kunde man lege, springe buk, trække Tov, synge og spøge. Naar saa Tørven var gravet, gav Godsejerne Penge til Tørvegildet, 12 skl. til hver. Den Pige, som ikke yndede Brændevin, kunde faa sine 12 skl. til Naale, men de fleste toge deres Taar med. Det var nu engang en Modesag, og for Moden maatte man bøje sig.
Slaatiden var den interessanteste og villeste Tid. At slaa i Stensmarken var en hel Højtid. Her maatte de unge Knøse bruge deres Kræfter, om de kunde bestaa Prøven og blive Karle. Det var en stor Fordel at blive "Karl" , thi saa maatte man tage Korn paa Stænget (Slyden)  og i Laden, naar man kom til Hove. Prøven faldt gjærne tilfredsstillende ud, thi den bedste Le var ikke for god. De gamle "Sørensmedleer" eller Kejleholmeleer) maatte frem  paa en saadan Dag Man siger om disse Leer, at de vare farlige Vaaben, thi skar man sig paa en saadan Bulbider, kunde Saaret ikke mere læges. Paa den store Dag i Slet begyndte man kl- 1 om Morgenen, og efter 8-9 Timers anstrængende Arbejde var man gjerne færdig. Derefter gik man hjem og hvilede sig for at være des stærkere ved Slaagildet den kommende Aften. Ved dette Gilde bleve de unge Knøse, der havde slaaet med og bestaaet Prøven, indviede til Karle. I hver By var en Rodekarl, der gik foran det Aar; det var hans Hverv at indvie de unge Karle, der til Indledning maatte drikke i Pægl Brændevin og et Krus gammelt Øl. Efter at Rodekarlen havde drukket den unge Karl til, fremsagde han følgende Indvielsesord:
"Her er en ung Karl, som skal lyses ind i vort Lag,
Han har slaaet hos os idag,
Han har slaaet sin Skaar, han kan væ' bekjendt,
Han maa følge os paa Ager og i Eng,
I Lo og i Lad', i Mark og i By,
Men Rakker og Kjæltringer skal han sky og fly."
I Høsttiden maatte alle Mand være paa Pletten for paa Ladefogdens Signal at hugge løs; og nu blev der Kraft paa- Enhver vilde være først med sin Lod. Ved Indkjørselen fik ingen Lov til at komme ind ad Leddet, før Ladefogden havde givet Ordre, men naar denne var given, kjørte man, som man var gale. Det var dog under en vedtagen Mulkt forbudt at kjøre uden om hverandre. Væltede en Vogn med Læs, da havde den Mand tabt, og ham ventede man ikke efter. Karlen kjørte sædvanlig Kornet ind i Laden, medens den anden Karl var tilstede her for at tage imod det; Mand og Pige vare i Marken. Var Vejret gunstigt, kunde man i ALmindelighed hjemkjøre hver Sædlod i mindre end en Dag, og blev man klar paa Herregaarden til hen ad Kl. 3-4, maatte man i strygende Fart hjem for at begynde paa sit eget.  Og ved dette holdt man ofte ud til over Midnat.
Ved Pløjningen gjaldt det om at komme først i Marken. Længe før Dag begyndte man paa dette Arbejde. Om man ved Furingen kjørte noget ud og ind, havde intet at sige. En lille Tøs paa otte ni Aar var god nok til at drive Plov, og mangen Gang ogsaa god nok til at drive Harve.
Det var især de store, ægte Bondevenner, Brødrene Reventlow, Bernstorff, Colbjørnsen og dem, der stode om Tronen i Frederik den Sjettes unge Dage, som gave Stødet til, at Hoveriet mere og mere gik tilbage, til hvad det i sin Oprindelse havde været: et let overkommeligt Arbejde, der udførtes med Lyst og Munterhed af den lykkelige og tilfredse Fæstebonde, indtil det omsider aldeles ophævedes. Paa Baroniet Brahetrolleborg var Hoveriet allerede ophævet omtrent samtidig med l788. Paa Baroniet Holstenshus var der samtidig tænkt paa en lignende Afløsning, som vi i det foregaaaende have set, maatte strande paa Bøndernes Mistroiskhed og Uvillie mod alt nyt, især naar det gjaldt om at komme af med Penge; og Hoverie i sin milde Form vedblev at bestaa indtil den nuværende Besidder overtog Baroniets Styrelse. Ved en Forening af 22de Aug. l826 blev det pligtige Naturalhoveri til Hovedgaarden Holstenshus ophævet fra nævnte Aars 1ste Novbr. imod et fastsat aarligt Vederag, at svare dels i Korn dels i Penge. Holstenshus er saaledes  blandt de første Godser, der gav Afkald paa denne forældede Indretning, og det er værd at lægge Mærke til, at det var en af de første Reformer, den nuværende (1875) ædle Besidder iværksatte paa sin Faders Vegne paa det under hans Administration betroede Gods, hvis lykkelige Beboere nu efter et halvt hundrede Aars Forløb tiljuble den ædle Besidder deres Taknemmelighed. Der blev alene forbeholdt nogle faa Kjørselsægter aarlig, hvilke for de under Dirnisse, Katterø og Pejrup Byer henhørende  33 Hovningsbønder bestemtes til 2 Langægter, hver paa 4 Mil, og 4 Udskibningsægter til Faaborg. For de 12 Hovningsbønder i Vesteraaby,  der forrettede mindre Hovning, regnedes 2 Udskibningsægter til Faaborg aarlig. Vederlaget for hver af de 33 førstnævnte Bønder ansatttes til 3½ Td. Rug, 3½ Td. Byg og 14 Rdl. i Penge. Og for hver af de 12 Bønder i Vesteraaby 2½ Td. Rug, 2½ Td. Byg og 10 Rdl. i Penge.
Fra 1ste Maj l844 ophævedes ogsaa disse Kjørsler, saaledes at hver af de 33 Fæstere gav et aarligt Vederlag af 4 Skp. Rug og 4 Skp. Byg, men hver af de 12 gav 2 Skp. Rug og 2 Skp. Byg. Dog blev der taget det Forbehold, at Bønderne ligesom hidtil uden Godtgjørelse maatte afgive Kjørsel af Vejenes Vedligeholdesel samt Arbejde i Tilfælde af Ildebrand  ved Hovedgaarden eller Bøndergodset. Men denne Bestemmelse gjaldt mere som en frivillig Forening end som en indgaaet Forpligtelse, og dengang man opførte en ny Hovedbygning ved Holstenshus, var hele Omegnen rede ved Kjørsel, Haandlangerarbejde og anden  hjælp.
 

Agerbrugets fremgang, p.l08ff.

 

Agerbrugets Fremgang, der navnlig ved Gehejmeraad Holstens og Grev Ludvig Reventlows Bestræbelser var kommen godt i Gang før Krigen, blev imidlertid standset. De mange Ufredsaar (fra l807-l8l4) virkede dog saaledes, at Landet saa at sige i det hele sank ned i Armod og Usselhed. Statsbankerotten l8l3 bevirkede en Forstyrrelse i alle Forhold, saa enhver virkelig Forbedring maatte længe lade vente paa sig. Først i Trediverne begyndte enkelte fremragende Bønder at følge Herregaardenes Exempel med Mærgling og Brak. Dog var Helbrak endnu sjælden. Paa de fleste Steder havde man brudt overtvært med den gamle Dyrkningsmaade, at saa Byg Aaret før Rug, men nu dyrkede man især paa de lettere Jorder Boghvede og Kartofler i den saakaldte Brakmark. Paa Høbbet dyrkede man saaledes hvert Aar store Arealer med Kartofler, og det var mere eller mindre Tilfældet overalt  i Svendborg Amt.Kartoffeldyrkningen  havde dog allerede tabt sig en Del inden Sygdommens Fremkomst l846.
Først fra l830 kan man regne, at Svingploven , som man dengang kaldte "Tohesteploven" eller "den engelske Plov",har faaet nogen Udbredelse paa denne Egn; men der fandtes endog Hjulplove i Brug efter l840. For Hjulploven maatte der spændes flere Heste; derfor kaldte man Svingploven for Tohesteploven. Omtrent samtidig med Svingploven kom et andet Redskab i Brug, nemlig Extirpatoren, der dog atter snart gik af Mode, men fremtraadte  omtrent l845-46 i en forbedret Skikkelse under Navn af den svenske Harve, der snart fik en hurtig Udbredelse i Fyn og fra l850 at regne er det vigtigste Agerdyrkningsredskab næst ploven.
De lette Ploves Indførsel gjorde Mirakelvirkninger ved Agerbruget. Mærglingen udførtes næsten overalt paa denne vor Egn i Tidsrummet fra l826 til l848. Før var der meget faa Bønder, der vilde tro paa dens Virkning; efter l848 var der ikke mere Tvivl tilstede. Kjendsgerningerne talte for Sagen. Under Krigen l848-50 standsede  alle saadanne Arbejder, men, hvem der ej var færdig forinden, begyndte trøstig igjen i Foraaret l851.De stedse stigende Priser virkede til, at Mærglingen  blev almindelig næsten paa enhver Jordlod.
Endnu kjendte man kun faa Agerbrugsmaskiner blandt Bønderne. Paa Herregaardene havde man derimod længe haft baade Tærske-,Hakkelse- og Rensemaskiner, men Bønderne hjalp sig igjennem med de gamle Skjærekister, Sold og Standharper. Vi havde en dygtig Solsætter i Øxenhaven, hvor hans Sønner endnu drive Forretningen. Sold og Sigter fra Øxenhaven ere vidt og bredt fordelagtig bekjendte. Paa Bjørnø lavede man før og efter l848 et Slags fortrinlige Rensemaskiner, og senere  bliver lignende - af mere eller mindre heldig Konstruktion - almindelige næsten i enhver Bondegaard; thi nu fandt man det yderst kjedeligt  at rense det meget Korn med Sold, tilmed da Folk kom mere og mere af Vane med de rette Haandgreb ved Kornrensningen. Nu have Kastemaskinerne i de senere Aar slaaet baade Sold og Rensemaskinerne  i de senere Aar slaaet baade Sold og Rensemaskinerne af Marken, og her paa Egnen laver J. Nielsen i Vesteraaby en fortrinlig Sort i tre Størrelser, der mange Gange  have vundet Præmier.
Hakkelsesmaskiner til Haandkraft begyndte saa smaat at komme i Brug under Krigen 1848-50; men man maatte hente dem i Odense, indtil man et par Aar senere begyndte at lave dem baade i Svendborg og Faaborg. Og da Støberierne i sidstnævnte By udviklede sig, sysselsatte Fabrikationen af Hakkelsesmaskiner  mange Arbejdere. I Tidsrummet l854-l860 blev saa at sige enhver Gaardmand forsynet med en saadan. Ved samme Tid begyndte man at anskaffe sig Tærskemaskiner til Hestekraft, med hvilke man senere forenede Hakkelse- og mange Steder Knusemaskiner eller Skraamøller. I de to sidste Aar har en Damptærskemaskine været i Gang dels i Faaborg og dels paa Omegnens Herregaarde
Omtrent ved l852 begyndte  man enkelte famlende Forsøg med Afsivning (Draining), men Rørene maatte endnu tildels hentes fra Teglværkerne ved Flensborg Fjord. Da man senere lærte at lave Rør ved Egnens Teglværker,  varede det ikke længe, inden Afsivningen blev ligesaa almindelig, som Mærglingen tidligere havde været.
 Vi skulle til denne korte Oversigt over Agerbrugets  Udvikling i den nyeste Tid endnu føje, at en af Landets dygtigste Landmænd,  Hr. Forpagter Mackeprang paa Nakkebølle, i hele denne Udviklingstid har været knyttet til Egnen, og at han, ligesom Faderen før ham, ikke alene maa betragtes som, der har gaaet forud for de fleste andre, men ogsaa har givet mangen en fordomsfri  Gaardmand og mindre Jordbruger i Omegnen nyttige Vink og Vejledning. Hr. Mackeprang har en Række af Aar haft Forpagtningen af Baroniets Hovedgaarde, Holstenshus, Nakkebølle og Bjørnmosegård, og han har ikke alene vundet sig et Navn som dygtig praktisk Landmand, men ogsaa som en i enhver Henseende human og imødekommende Arbejdsgiver. 

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk