Høsten i det gamle bondesamfund
Forside ] Op ]

 
Høsten i det gamle bondesamfund

 
Rughøst på Midtfyn ca 1930
 
Høsten på Nørremosegård i Trunderup hos rigsdagsmand Jens Jensen
Af Sara Højvang, Ryslinge
 

[Her er benyttet Sara Højvangs originale optegnelser fra Landsarkivet i Odense. Optegnelserne er på et tidspunkt angiveligt bearbejdet og udgivet af højskoleforstander Holger Begtrup]

                                                                                              Højvang d. 21. marts 1928
Hr. forstander Begtrup.
Ja De har ret i det er et betydeligt arbejde De har gjort, og jeg skylder Dem en stor tak derfor, det er kendeligt at det har været under en kyndig hånd, og det glæder mig at det ikke har trættet Dem at have med det at gøre, det er mere end jeg kunne vente; De fleste af de udeladelser De har gjort, er jeg godt tilfreds med, jeg ville vist blive flov om jeg havde fået dem at se på tryk, hvad jeg også stundom er blevet ved at tænke på, at De har læst dem, men forstander Begtrup, må jeg så også få lov at sige, at der er nogle få småstykke, der er udeladt, som jeg ville sætte stor pris på at få med, om det kunne lade sig gøre, jeg skrev jo til Dem for ikke sålænge siden, om det træk om faster Anne ikke kunne komme med, da jeg synes det er så kønt, og hvorved, vi også ser lige ind i hjertet på nok et grundtvigsk hjem, hele min fortale dertil kan jo udelades, eller forkortes såmeget De vil, men ikke så gerne Henrik Nordtorps kønne vidnesbyrd om hende, at han ingen kendte, der kunne glæde sig så inderlig over, at det gik andre mennesker vel som gamle Anne. Sådan er der mange lignende træk i faders familie, der var så forskellig fra moders, hvad der også er tilkendegivet, så er der misvæksten, statsbankerotten, har far lidt under hele sin opvækst og ungdomstid, men misvæksten, havde han oplevet, så han aldrig kunne tåle at tale derom, jeg har kun hørt den ene gang som jeg har beskrevet det, og det sikkert denne oplevelse, der havde sin store del i, at han var så nervøs og stundom noget urimelig i høstens tid, hvad der ellers slet ikke lå til ham, og i henhold hertil var det jeg skrev, det lille ordskifte imellem ham og mor, da han ville have hende med i marken, men hun svarede, at idag ville hun helst gå alen. Og da dette gælder Gamle grundtvigske hjem", har det så ikke lidt interesse, at når mor var i København var hun altid med, ude at besøge Grundtvig og at fru Grundtvig også engang har rejst over at besøge mor hjemme på Nørremosegård, jeg kan ikke mindes, at mor har fortalt andet derom, end det jeg har beskrevet, at de fulgtes ad ud at se Enkedronningens børneasyl. Jeg tror nu at disse småtræk vil være af god virkning i stykket. Men jeg forstår godt, at skal det tages med vil det atter give Dem lidt ekstraarbejde, og vil derfor tilføje, tag det hensyn dertil De vil og kan, blot ikke blive ærgerlig på mig, så skal jeg nok være godt tilfreds med udfaldet......
                                                                                     Sara Pedersen Højvang
 

Ja vi holdt meget af far [rigsdagsmand Jens Jensen], men der var dog en tid på året, vi syntes og synes endnu, når jeg tænker tilbage derpå, at da var han sommetider ved at gå udenfor rimelighedens grænser; det var i høstens tid, men jeg har jo også angivet, hvad jeg tror der var grunden dertil, hans oplevelse med misvæksten og hovarbejdet. Når karlene om morgenen gik ud at høste, lagde de det ud på skår, mens duggen tørrede af, gjorde vi så vort sædvanlige morgenarbejde hjemme før vi skulle ud at binde korn op.
Sidst i sødskendeflokken var vi 4 piger, hvoraf Kirsten og mig var de ældste, da vi var nået såvidt så vi kunne gøre pigearbejdet, skulle vi også binde kornet op, da vi havde fortsat, med det en uges tid, var hænderne fulde af revner og tidselstik, og da jeg en morgen i kælderen havde vasket oste i saltlage, var alle revner ophovnede så det kneb lidt, inden vi kunne komme igang i kornet. Far og de to mindre søskende trillede kornet sammen i neg; nu råbte han hen til os, om vi ikke snart kunne få lidt mere fart på, jo vi skulle nok gøre vort bedste, men det gjorde så ondt i hænderne, ja det kan jo ikke nytte at stille her med jomfruhænder, siger han så. Jeg bød ham nu hen at se på disse hænder, som godt kunne have stået sin prøve, selv overfor den gamle professor, der ikke kunne forstå, at digterne kunne lovprise, den lille hvide hånd, dette sygelighedens og uvirksomhedens sikre kendetegn. Nu fortsatte far sit arbejde uden at sige mere til os om den ting, og snart var vi alle godt igang med kornet.

Høstferierne i skolen, rettede sig altid efter, når høsten begyndte, for at vi kunne komme hjem og hjælpe til med hvad vi kunne, arbejdet blev os så tildelt efter vor alder og kræfter; jeg mindes således en dag, jeg kunne vel have været en 10 à 11 år og skulle så have noget af det letteste. Sålænge far kunne, rakte han altid selv kornet op i vognen på marken; der skulle passes på, sagde han, at der blev handlet forsigtig med negene, og at der ikke blev trådt på aksene, så ikke kornet faldt af og blev liggende på jorden, og det tænker de unge knægte jo ikke på. Jeg var så med for at rive op efter vognen, det var det sidste korn, vi kørte ind den dag, og da skulle vi altid, gå efter det sidste læs, og rive de strå op, som var tabt, under indkørslen, eller var blevet hængende i buskene der var kørt forbi. Han gik ved den ene side af vejen, jeg ved den anden; jeg husker ikke ret hvad det var jeg havde sagt, men det må have været noget i retning af, at dette kom der ikke meget ud af. Børn kan jo undertiden være så forunderlig kloge, men jeg blev meget opmærksom, da svaret kom, "Ja, det kan gerne være min pige, men jeg har nu oplevet noget i andre ikke har, og som jeg vil håbe I heller aldrig skal komme til". Jeg så han var bevæget og det var han ikke kunne få mere frem dengang; og jeg turde ikke spørge, vi talte ellers så frit med ham, men vi havde stor ærbødighed for ham, jeg blev forundret, hvad gik der dog af den ellers så livsglade mand; men jeg var ialfald færdig med at spille vigtig og fortsatte nu i stilhed vort arbejde, med at rive strå op, da vi havde gået lidt blev han stående og siger så: "Ja, jeg skal sige dig, jeg har oplevet et år da vi næsten ingen høst fik; og vi kunne ikke fodre kreaturerne over, vi kunne høre at hestene stod og bankede i spiltovet af sult, og vi kunne ikke give dem nok at stille den på, vi trak det ud sålænge vi turde, men vi måtte slå nogle af dem ned, for at bjerge nogen af dem over, og det var ikke alene de gamle heste, men jeg har også været med til at slå fire års heste ned". Så sagde han ikke mere men jeg forstod, at da havde de været i den bitre nød, først opleve af deres kære og uundværlige dyr sultede uden at der var muligt at komme dem til hjælp, og så måtte til at dræbe nogen af dem, og hvordan havde de fået jorden passet året efter, da der skulle fire heste til at trække den gammeldags hjulplov af træ. "Vi fik aldrig at vide, hvordan de selv havde bjerget føden, mælk kunne der ikke have været under disse forhold, og kartoffeldyrkningen havde kun været i sin begyndelse
..................
Og så var der en ting til, far havde oplevet, han havde ikke en men flere gange gået på hovmarken, og hjulpet til at høste og bjerge herremandens korn og hø, og tænkt på, at nu lå deres eget hjemme og blev mere eller mindre ødelagt, og som de havde så hårdt brug for; det kunne let enten blive for vådt eller for tørt, og når far var på hove med heste vogn og den stærkeste karl og pige , så var det kun skravlet hjemmet, måske en dreng og en lillepige, og så havde de nok med at passe kreaturerne. Når de kom hjem fra Egeskov om aftenen kunne de sommetider bjerge et læs korn eller to, men hverken folk eller heste kunne udholde stort mere, da de næste morgen skulle møde på hovmarken igen, sålænge der var  brug for dem. Når der ikke stod for meget på spil hjemme, var de ellers ikke så forknyt, og far  kunne fortælle livligt og morsomt, om kappestriden om hvem, der kunne blive først færdig med sin rode. Hoveriarbejdet var nemlig inddelt i roder, til hver rode hørte 8 helgårde à 100 tdr. land hver, eller dobbelt såmange halvgårde. Der var nu al den kraftigste ungdom fra hele det store sogn samlede, og der kunne falde mange muntre bemærkninger, og djærve fyndord, imellem den muntre ungdom. Herskabet på Egeskov var ikke af de strenge. Og forvalter Vogensen var tit bønderne behjælpelig med at få ordnet da de var ved at løskøbe dem fra hoveriet, og siden da med at de kunne få lidt materiale til hjælp når de skulle bygge; og da de købte gårdene til ejendom. Han havde stor indflydelse hos herskabet, og det glædede ham meget, når bønderne opnåede ?, økonomisk fremgang.
.............
Det er sandsynligt, at de foran beskrevne oplevelser kan have haft nogen skyld i, at far, næsten var overdreven påpasselig med at få korn og hø bjerget, lige på det allerbedste tidspunkt, så det hverken fik for vådt eller for tørt, og at han kunne være meget ængstlig når det enten kunne falde i med tørke i voksetiden, eller regnperiode i høsttiden synes jeg vi nok kan forstå. Der var mor mere rolig, hun var jo også opvokset i et velhavende hjem, hvor hun blev mere religiøst påvirket. Når far i en tørkeperiode kunne opfordre hende til at gå med en omgang og se på kornet, kunne hun svare, ja jeg vil gerne en tur at se kornet, men idag tror jeg nok jeg helst vil gå alene; han forstod godt hvad hun mente, han havde jo tilbøjelighed til at se, at nu begyndte kornet at tabe, og mor ville helst se på de gode agre, glæde sig derved og takke derfor. Han forstod godt vinket, og gav sig nu god tid til at stoppe og tænde sin pibe, imens det velbekendte lune smil bredte sig over hans ansigt, han fik hende nok med alligevel, når han indrettede sine sager derefter, for de to kunne nu nok have glæde af at følges ad, selv om de kunne se forskelligt på småting; i det store og væsentlige var de jo enige.
Engang det var faldet i med regnvejr om høsten og far var lidt urolig for kornet, så kunne hun sige, ja men vor Herre har dog altid hjulpet, og det gør han også nok denne gang, det er da ikke ødelagt endnu, ja det er sandt nok, kunne han svare, men vi skal da passe godt på tiden og se at få det ind såsnart vi kan, og der havde de jo ret begge to.

  
Beskrivelse af en travl høstdag, der henimod aften blev afbrudt af regnvejr.
 
Af Hans Frederik Larsen, Rødme, Stenstrup sogn
Ryslinge højskole 1869. Fra hans stilebog:
 
[Beskrivelsen gælder høsten hos faderen, lefabrikant Lars Madsen, Rødme]
 Det var mandagen den 12 august vi havde belavet os på at gøre et rigtig glimmer-høsteslag [?] på høstageren. På grund af de foregående dages meget gunstige vejr, tilligemed at afvigte dag var søndag, var der en stor del korn, som udkrævede arbejde, både med at meje, opbinde og indkøre.
Om morgenen tidlig var vi da så heldige at have fået nogle folk samlet fra byen, som tillige blev forstærket med vor egen styrke, thi værkstedet måtte vi naturligvis forlade på sådan tid.
Den dejlige morgenstund fremkaldte jo de gladeste forhåbninger til det forestående store arbejde. Det første, man greb fat i var naturligvis frokosten; efter at den var nydt, skulle man begynde på det egentlige arbejde. Hvad det skulle være var man ikke så tvivlrådig om, thi den afvigte nats stærke dug forhindrede i at opbinde og indkøre til solen havde aftørret kornet.  Vi begyndte med at  hugge ned af kornet, indtil klokken var 9, hvorpå vi tog os en lille styrkning. Indtil middag skulle det nu gå løs med at binde det korn, der allerede i en af de foregående dage var nedhugget. Solen stod endnu klar på himlen, så den tillige med det strenge arbejde, fik svedehullerne åbnede tilgavns og undertiden, når man tillige fik tørret de svendende pander, måtte have en lille forfriskning. Imidlertid blev det middag, og man var da heller ikke utilfreds med det endte arbejde. Endnu efter middag var vejret tilfredsstillende, så man nok turde tage sig en lille slummer. Imidlertid blev kaffen istand, og så blev man, bedre belavet på en rigtig eftermiddagstur.
Det var da indkørselen, der skulle gå for sig, mandskabet blev da inddelt således, at der var det behørige mandskab både i lade og på mark til at betjene 2 vogne.
Indtil klokken var 3 gik dette foretagende i fuld gang, men så begyndte også vore fremtidige forhåbninger om den dag at tabe sig, og de omtalte forfriskninger måtte man nu lade fare for det første, det gjaldt blot om at stræbe det bedste man kunne, thi nu kunne man se, at der blev svært god tid til det andet, solens brændende stråler blev nu bortjaget af skyer, der medførte adskillige tordendrøn; regnen indfandt sig omsider også, dog til klokken var 5 blev man uhindret ved, men så var vi også ved slutningen af vort høstarbejde den dag.
Regnen drev os nu i hus, og der havde vi jo også et rigtigt foretagende, nemlig mellemmaden, som nu var bleven os ret tjenlig. Efter at den var spist, var man endda ikke færdig for den dag, thi suppegryden var jo snart ikog, derfor blev der nu et mellemrum, som man skulle forslå med adskilligt, hvad man kunne finde på, deriblandt tog piben første plads, den som tillige med samtaler og disputeringer angående dagens begivenheder blev da denne aftens underholdning, indtil man skulle have suppen, som så sluttede denne dags begivenheder.
      H.F. Larsen
Afskrift 26.5. 1991 ved Bernhard Nielsen, Nr. Søby
 
Høsten på Bjergegården i Vester Skerninge
 
Stil fra Ollerup Folkehøjskole ca. 1898 skrevet af Maren Pedersen, Bjergegården i Vester Skerninge
 
Høstens tid er meget morsom trods det svære arbejde, der kræves. Den dag vi får ophøstet hjemme, er næsten en højtidsdag for os, og vi er tidligere oppe end ellers. Efter at karlene har røgtet deres morgenarbejde og slebet deres leer, og vi piger har malket køerne, tappet gammelt øl i dunken er og blevet klædt i hvid trøje og hvidt forklæde, spiser vi alle davre og drikker kaffe. Fader havde lovet at køre et læs halm ud i marken til at binde havren med, og derfor kom vi kørende med ham, det var jo ikke det bedste sæde, man kunne få, men det var da alle dage bedre end at gå. Den første times tid var der ikke så varmt, men op på dagen kom varmen og tilligemed tørsten. Vi måtte flittig hen til dunken for at drikke, men jo mere vi drak, des mer tørstede vi.
Hjemme havde moder travlt med at smøre mellemmad, bage æbleskiver og lave middagsmad. Da fader havde bragt mellemmaden ud til os, slæbte vi en del neg sammen for at kunne sidde på dem medens vi spiste.
Der blev slet ingen hensyn taget til, at det ikke er sundt at spise tit, thi en god times tid efter vi har spist mellemmaden, samles vi igen for at spise æbleskiver og drikke en rød snaps. Kl. 12 gik vi hjem for at spise til middag og sove lidt. Vi piger hjalp hinanden med at vaske op for hurtigere at blive færdig til at sove lidt. Det var svært at komme på benene igen, da der blev kaldt på os, men da vi havde drukket kaffe og spist kage til, var vi igen godt tilpas og tilfreds med at tage fat på arbejdet. En timestid derefter skulle vi have æbleskiver igen, men denne gang kunne vi ikke spise, derimod blev vi enige om at gemme dem til mellemmaden. Da vi skulle spise mellemmad, opdager vi til vor store forskrækkelse, at alle æbleskiverne er borte og kun den tomme tallerkken er tilbage, og nu fortrød vi, at vi ikke havde spist dem noget før. Senere fik vi opklaret, at det var vor nabos hund, der havde været spå spil. Karlene, som stykkede den sidste plet korn ud, blev færdig kl. 6, og dem fik vi nu overtalt til at hjælpe os med at binde det sidste op. Da vi var helt færdige, gik vi op på det højeste punkt i marken og råbbte 3 gange hurra, for at naboerne skulle vide, at vi havde ophøstet. Dernæst gik vi hjem under sangen: Husker du i høst.
HJemme i gården blev vi stående, idet karlene begyndte at  stryge og slå på leen, det var et tegn på, at kålen skulle af nu, hvis vi ingen æbleskiver kunne få, men moder, der nok ville skåne kålen, kom et øjeblik efter ud med æbleskiver og en flaske ribsvin. Den gamle skik på vores egn at danse om aftenen, er gået af mode. Efter at vi havde spist suppe til aftensmad, gik vi ud i haven og satte os i lysthuset, hvor vi blev trakteret med kaffe og punch, og hvor vi underholdt hinanden med leg og spøg, indtil de fremmede høstfolk gik hjem og vi skulle i seng.
 
Høstskikke i Egense sogn
 
Meddeler , husmand i Fiskop Niels Sørensen Jensen, 62 år, født i Fiskop. Optegnet af sønnen, stud. theol. Johs. M. Jensen, l924. -Egense sogn.
 
Høst.
Her paa Egnen var det Ræven, der skulde fanges, naar sidste Skaar huggedes.
Bandt Høstpigen sidste Neg, fik hun altid Nej, naar hun friede. Det samme fik Karlene, sagdes der. Man kappedes for at blive fri for at binde sidste Neg. Karlen var Fader til det, Pigen Fader? til det sagde man.
Det sidste Neg kaldtes Bælskvotten (bæl'sgvoddi), den, der bandt det, kaldtes Dratten (draddi), altsaa begge Hankøn). Der blev bunden to Baand om det; det gjaldt for to og sattes ene for Enden af et Andensted (en dobbelt Negrække). Ellers knytter der sig ingen særlig Skik til det.
Hvi nogle Straa stod saaledes, at man ikke kunde komme til dem med Leen, eller de paa en eller anden Maade blev staaende, sagde man!Aa, lad de staa til Tyren". Den stod inde næsten hele Sommeren, men fik efter Høst Lov til at løbe ud med Aag paa).
Paa Nye Træer skulde det sidste Æble blive siddende ( eller den sidste Pære), ellers vilde Træet ikke komme til at bære godt. Det skulde ikke sidde til nogen (noget ) bestemt.- Man maa heller ikke tælle Frugterne paa et Træ, saa bliver de ikke siddende, til de er modne.
Hestene pyntes (paa Herregaardene) med Løv og Blomster, naar det sidste Læs køres ind. Karlen pyntedes ogsaa i Knaphul og Hue med Blomster af Pigerne, der kørte med ham hjem. Ellers var der ikke rigtig noget Held ved det. De andre Karle kørte ogsaa med, saafremt der var Plads paa Læsset.
Naar man kom hjem efter at have ophøstet, gik man hen til Kaalen, hvor man gav sig til at hvæsse Leen, alt, hvad man kunde, indtil Kvinderne kom ud med Drikke, Æbleskiver eller andre Forfriskninger og sagde:"Tøv lidt, I maa ikke hugge Kaalen!" - Paa Herregaardene truede de med at sælge det sidste Læs, saafremt de ikke fik Høstgilde. Paa Bøndergaardene tog man det mere, som man kunde faa det.
Naar der var indavlet, holdtes det lille Høstgilde. Man fik Kaffe, varmt Øl og Nadver, snakkede sammen en Times Tid eller saa og fik saa Punsj, hvorefter man gik hjem. Det rigtige Høstgilde holdtes naar Aftenerne længedes og der blev Maane. Alle, der havde hjulpen til, selv nok saa lidt, bødes med,ligesaa Høstfolkenes Koner. Man fik først Æbleskiver (eller  Julekage) og en sød Taar (Kirksebærvin) lidt senere Suppe og Kød, og ovenpaa Kage (Æblekage eller Lagkage) Ud på Aftenen Kaffe, og før man skiltes, Punsj eller Te og Smørrebrød.
For at værne Sæden mod Rotter og mUs kunde man enten sætte en Kongelysplante i et Hjørne, eller ogsaa bar man sig ad paa følgende Maade: Naar man kom med det første Læs til en Lade (hver Kornsort er jo for det meste i sin Lade), kastede man tre Neg, af den, der satte, mumlede noget, medens han satte de tre Neg i et Hjørne af Laden med Toppen nedad. Derefter gav han et Vink, og nu begyndte man at sætte Korn rigtig. Under hele første Læs, tav man stille. Saaledes gjorde man ved hver Lade.
 
Høst på Skjoldemose gods, Stenstrup sogn
 
 Meddeler fru Henningsen, Erika Moelgren og Kr. Jakobsen, henholdsvis 70, 30 og 50 år, boende i Sørup, født henholdsvis på Strynø, i Sørup og Egebjerg, optegnet 1925 af Johs. Martin Jensen. Dansk Folkemindesamlings arkiv.
 
Høst. På Skjoldemose: Kr. Jakobsen havde i sine unge dage tjent på Skjoldemose. Der gik det meget festligt til, når man kørte sidste læs ind. Alle høstfolkene skulle være med på det sidste læs, og karlen sad med en strådukke, der var lavet over et skelet, dannet af et par stænger, og klædt ud med en piges tøj. "Hurra! Her kommer vi med den gamle!", råbte de, mens karlen løftede dukken i vejret, og under lystighed og gammen (der var vist også musik med) gik det fra Skovsgård gennem Stågerup, over Skjoldemose Løkker til Skjoldemose, hvor man kørte tre gange rundt i gården og hver gang råbte hurra, når man var ud for baronen, der stod på hovedtrappen sammen med forvalteren.
På Strynø kørte den, der var først færdig om høsten, omkring til de andre; hest og vogn var da pyntede - Også der lavede de en dukke, "den gamle", og man satte den i dens "Andested", som blev sidst færdig med at indavle.
Kr. Jacobsen Sørup: Man lagde noget (Kr. Jac. vidste ikke, hvad) under hæsset. SÅ gik der ikke rotter eller mus i kornet. Han kendte også skikken "hvætte for kål" (Så kom gårdens kvinder ud med æbleskiver og brændevin til høstfolkene), der var bondeskik, mens det ovenfor nævnte festlige indtog med sidste læs var herregårdssædvane. Sidste læs kaldtes Tæven. Også stråene til tyren kendte han.
 
Høstskikke på Tåsinge
 

Simon (Lykke) Andersen, kaldet Lykke, husmand, 72 år boende i Bjernemark, født i Lundby, tjent i Lundby, Bjerreby, Stjoul, Vårø og Helluf, Optegnet 1924 af Johs. Martin Jensen.

 
Høst. S.L. vidste ikke, hvilket dyr, der skulle fanges, når sidste skår hugges. Dersom høstpigen bandt sidste neg, ville hun få en enkemand ("så får du den gamle", sagde man). Intet navn eller særlig skik knyttet til sidste neg. Strådukke kendes ikke. Man lod (som på Fyn) ikke med vilje noget uhøstet. Blev alligevel et par strå stående, kunne tyren have det. [Ny skrift] Hestene skulle pyntes, når man kørte sidste læs ind, ellers avlede man ingenting næste år. [Ny skrift sluttter her]
L.L. kendte ikke til, at sidste æble lades uplukket.
Hestene pyntes, når sidste læs køres ind. S.L. kendte intet navn på sidste læs. Som på Fyn klappede man for kålen (strøg leer på skrømt o.s.v.) når man havde ophøstet. Det havde S.L. været med til flere gange. Sidste gang var i Vårø præstegård (den ligger på sin jord, men er nu flyttet nærmere Bjerreby, til hvis kirke den hører). Fruen kom ud og kaldte dem ind, og så stod der en gang at drikke til dem.
Man holdt dels private høstgilder, hvor alle, der havde hjulpet til ved høsten, var med, dels høstgilde (med dans) for hele byen i en dansestue eller - bod (sådanne holdt private, og der var vel mindst 4-5 af dem på hele Tåsinge)
 

Birkholm

 
Dansk Folkemindesamling
Birkholm pr. Marstal 17.1. 1931. Emmy Nielsen
 
Hr. Dr. Ussing
I henhold til at de i efteråret besøgte øen Birkholm og jeg da lovede dem engang ved lejlighed at nedskrive forskellige småting angående sæder og skikke her på øen, skal jeg tillade mig at fremsende nedenstående, idet jeg håber at de vil undskylde mig det har varet så længe.
Øen Birkholm er beliggende i det fynske øhav mellem Tåsinge og Ærø, den har for tiden 68 indbyggere, der ernærer sig dels som landbrugere og dels som fiskere. Øen hører i kommunalt henseende under Drejø sogn men landbrugerne ejer ikke jorden selv, idet øen hører under grevskabet Tranekær- Langeland og de således med hensyn til denne er fæstebønder endnu, men bygninger og besætninger er deres egne.
Hvorlænge øen har været beboet, vides ikke med bestemthed - men den var ialtfald beboet på Christian 3. tid da den blev lagt ind under Drejø sogn. Man antager, at de første indbyggere var et par bønderkalre, der fra Tranekær gods flygtede fra en ond ridefoged, eller måske forvistes til denne lille lave ø, hvor de så delte jorden og stiftede familie, sikkert er det ialtfald at de gamle Birkholmere i lange tider søgte Humble kirke på Langeland, til trods for at der er en meget lang vej til Ristinge den nærmeste landingsplads for Humble. Endnu i dag kan påvises, hvilken stolerækker der var bestemte for Birkholmerne i Humble kirke.

Den sidste læs
En smuk skik som endnu bevares, og vist er enestående for Birkholm er det sidste læs. Det sidste læs af årets høst afhentedes altid i det yderste hjørne af marken. Alle høstfolkene sætter sig op - ligeledes alle øens mindre børn. Husbonden sætter sig agter på læsset udfolder Dannebrog på et forkeskaft og under sang kører så karlen så læsset omkring på øen - alle vegne hvor det kom forbi, trakterede konerne med en lille rød snaps (frugtvin eller saft) og når læsset under det vajende Dannebrog køres ind i den gård, hvor det hører hjemme råbes der hurra af børn og gamle og så trakterer husmoderen med æbleskiver og øl med lidt godt i. Enhver gårdmand havde som regel både en husmand og en kone til hjælp i høsten. En husmand fik i høsten som løn 2 tønder rug - en kone 1 tønde rug - tillige fik begge 1 skæppe byg til gryn, et sigtebrød, 1 ost og et par pund smør. Den stadige sejlads har også medført ejendommelige skikke på denne ø. Når en lille verdensborger er ventet at se dagens lys, bliver der tilsagt fire mænd, "en manestid før" til at holde dem klar til hurtig sejlads - den vordende faders jolle ligger så sejlklar med åretolde, årer, sejl og andet tilbehør - og med ganske kort varsel går de fire mænd - enten det er nat eller dag storm eller stille om bord og kan i forbavsende kort tid hente jordemoderen på Strynø der ligger ca. en mil fra Birkholm. En sådan tur kan ved nattetide eller ofte i uvejr med truende isdannelser være meget vanskelig og udmattende, derfor er disse fire mænd - den dag barnet bliver døbt - selvskrevne faddere til barnet og som sådanne  hædersgæster ved barselgildet.
(Skikken hersker forøvrigt den dag i dag).
Al kirkefærd har i de sidste hundrede år foregået til Drejø i noget meget store joller - der kunne tage op til 20 personer med stabilt vejrlig.Birkholm havde sådanne to brede joller der førte store smakker "jagten" og "Tranekær" (begge Birkholmsjoller endte forresten på Skarø med indlagt petroleumsmotor som fiskerbåde.)
En slags dispensationer med hensyn til ydelsen af tiende til præsten herskede engang i ældre tid for bønderne her den ordning at i stedet for korn eller penge fik disse lov til at levere visse pund ål, disse indfangedes på flere forskellige måder men en af disse var at to mand gik ud i en jolle ved aftenstide, den ene oplyste havbunden ved at blusse med halm, medens den anden med en lyster stangede ålene. Senere stangedes der ål ved hjælp af tranlampers blus, atter senere Carbid og nu petroleum. Birkholmerne er et lykkeligt lille samfund, tilfredse med deres kår, hjælpsomme mod hverandre og enige når det gælder deres øes anliggende. De er livlige og interesserede mennesker med et letbevægeligt sind, en præst fra Drejø kaldte dem engang for Drejø sogns franskmænd, hvilket er meget karakteristisk. Fælles for dem alle gamle som unge er den kærlighed hvormed de altid har set op til øens ejere - Greverne på Tranekær
Greverne har også kun gjort Birkholmerne godt, og der har altid hersket det mest ideelle forhold dem imellem. For en del år tilbage kom den gamle greve altid på en dertil bestemt dag herover med et stort jagtselskab, der gør jagt på øens harer, øens beboere var da klappere og den dag var deres største festdag, der var gerne damer med jagtselskabet og grevinden talte med, og tog sig af øens børn, der alle elskede hende. Især hver jul sålænge grevinden boede på Tranekær, kom der en stor tønde frugt til deling mellem hendes børn på Birkholm. I gammel tid var der en stor tromme på øen, den var stationeret hos oldermanden, der måtte tromme, når øens folk skulle sammenkaldes til gilder, rådslagning og lignende. Også når der var havis måtte der trommes om natten og det skiftedes man til, denne trommen skulle dels være til vejledning for vejfarende på isen og dels for at minde ugerningsmænd om at man på øen var vågne og helst måtte holde sig borte.
........

 

Høsten. Gamle skikke, benævnelser og overtro om høsten på øerne Tåsinge, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm.

 
Optegnelser af Thorvald Hansen. Udarbejdet af Henrik Ussing i "Mellem Sydfynske Sunde"
Afskrift ved Edvard Broholm, Skarø
 

Langt den største betydning havde kornhøsten, og der var til den knyttet megen tro mange skikke og forskellige slags festlighed.
Blev der tilfældigt nogle strå stående til sidst, når man høstede, sagde de på Tåsinge, alt "det kunne tyren have" Men der var også dem, der med vilje efterlod nogle strå med aks i et hjørne af marken; det hed: "Pas nu, at lade noget stå til tyren".
På Tåsinge søgte høstfolkene at blive fri for at binde det sidste neg; den, der gjorde det "fik enken" eller "Enkemanden" eller "den gamle" hvad de unge jo helst ville undgå.
På Strynø skulle alle deltage i kappestriden om at blive først færdig med opbindingen, og det var meget spændende; for den, der blev sidst, "skulle have en over 60 år". - Den, der på Drejø bandt sidste neg, skulle hele året være den gamle".
På Skarø "fik hun en gammel mand".
Når høstkarlene var færdige med at skære kornet drog de hjem til gården for "at vætte for kål" eller "klappe for kål". De stillede sig op ude i haven og slog på lebladet med strygeremmen og truede med at hugge kålen om, hvis de ikke fik punsj eller andet skænk. Så skulle "vor mor" jo snart være der med en drik og en lækker bid.
Om aftenen vankede der en god ophøstningsnare (nadver). Dette var skikke og talemåder, der var fælles for alle øerne; men der kunne også være sæd og tro, der var særegen for hvert enkelt lille samfund.
I høsten kappedes gårdene på Strynø om at blive først færdig med afmejningen; thi hvem af naboerne, der blev sidst, skulle "have Tæven til hjælper"
Tæven var en stor kludedukke, man satte hos sidste mand. At få den anbragt i en kramme (d.v.s. kornhob) i naboens mark var ikke nemt; thi ingen måtte se hvorfra den var kommen, og det var heller ikke alle, der tog det som en spøg. Ofte var der påskrifter på tæven som: "Må jeg have lov at hjælpe?" "Jeg kommer, da jeg ser, I tiltrænger min hjælp".
Næste år skulle modtageren nok passe på ikke at komme bagefter og så se sit snit til at tilbagelevere Tæven med en tak for sidst.
Det sidste høstlæs der medst bestod af rivning kaldtes Atlæs. På det sad under hjemkørselen alle, der havde hjulpet til med høsten; hestene var pyntede, for ellers avlede man intet næste år.
Man havde flag med på vognen og under hurraråb og sang gik det hjem i galop. Det brugtes også, at den, der var først færdig med høsten, kørte omkring til de andre med pyntede heste og vogn. Også ved denne lejlighed kunne der laves en dukke, "den gamle" som man satte i dens kramested, som blev sidst færdig med at indavle.
Den aften, man havde fået det sidste korn i hus, samledes alle medhjælperne til en lille festlighed med varm aftenspise. På Tåsinge var hestene for det sidste læs, der kørtes ind pyntede. Når høsten var i hus, holdt man Skurgilde; skur er et ord der er beslægtet mod at skære (kornet)
Omkring 1880 var disse gilder meget bekostelige og tidsspildende, da man samledes dertil både fra ens egen igen fra by og fra andre byer og dansede til langt ud på natten. Senere kom kun familien og de mennesker, der havde hjulpet med høstens bjergning. Man spiste en bedre aftensmad og derefter svang man  sig i den pyntede lo til tonerne fra en violin eller en harmonika.
Man kunne også holde høstgilde med dans for hvis byen i en dansestue eller dansebed; der var mindst 4-5 af den slags steder på Tåsinge, hvor en mand holdt beværtning og offentlig bal.

Høsten
Drejø og muligvis også Skarø.

På Drejø lod man altid kornet modne godt; thi des lettere var det at aftærske med plejlen. Men da kornet så let faldt af under høstarbejdet, bandt man gerne op, mens duggene lå eller når duggen faldt. Derfor blev det det ofte så mørkt, at de arbejdende ikke kunne se hverandre. Når man havde bundet to neg, tog man et særlig langt halmbånd og bandt dem sammen med; det kaldte man en Kjære.
Man kørte også altid kornet ind ved aftenstid og om morgenen før duggen tørrede. Det sidste læs kørte de ind under hurra og i galop; det kaldtes Lygtelæsset. Derefter spiste man indhøstningsnare.
Der blev på Drejø holdt høstgilde af karlene i ungdomslavet, hvortil selvfølgelig pigerne blev indbudt. Dette gilde holdtes hvert år skiftevis rundt om på gårdene. Der blev danset i loen, der var smykket med grønt. Og mikkelsaften holdt gårdmændene hver i sit hjem høstgilde for alle dem, der havde hjulpet på gården i høsten. Pastor Tommerup kalder høstgildet Skuringsgildet eller skuregilde og omtaler det som et traktement, efterat kornet er bragt i hus.
Sidst i oktober holdt ungdomslavet på Drejø en novemberfest for dem, der til fardag skulle flytte fra øen.
Mortensaften holdtes altid lidt tidlig fri på Drejø, Skarø og Strynø. Man spiste mortensnare altid stegt fjerkræ. Høne, and eller gås.

Strynø
Byggen blev på Strynø sat i stak ved gården. Den dag, da bygstakken var sat, blev der holdt Stakkegilde, og til det mødte alle de, der havde arbejdet på gården i høsten, ja i det hele taget i årets løb, samt alle gode venner og bekendte. Konerne kom om eftermiddagen for at hjælpe husmoderen med tillavningen af maden. Der var i dagens anledning både brygget, bagt og slagtet. Der blev kogt kløsesuppe på høns og lavet anden god mad. Juleaften og stakkegildeaftenen måtte intet savnes.
Ved den tid, bordet kunne være dækket, indfandt de mandlige gæster sig, vaksede, men ellers i dagligtøjet. Kun mændene spiste i stuen. Kvinder og børn i køkkenet, og her holdt de til hele aftenen. Når maden var fortæret, kom hos mandfolkene tabkaskassen på bordet, piberne tændtes, en bolle punsj blev bragt ind og aftenen gik med snak, fortælling og sang.
Ville ungdommen på Strynø holde bal lånte de storstuen hos en gårdmand. Når de unge karle kom stod ungdosmformanden med en brændevinsflaske og en stor øreløs kop. I bunden lade de nogle rosiner og skænkede derpå koppen fuld af brændevin. Hver karl var da nødt til at drikke koppen ud; thi det gjaldt om at nå ned og få fat i rosinerne, som måtte spises, for fik man ikke dem med, "fik man en dårlig aften".
       Edvard Broholm

Høsten Birkholm
På Birkholm afhentedes det sidste læs af årets høst altid i det yderste hjørne af marken; alle høstfolkene sætter sig op og ligeså alle øens børn. Husbonden sætter sig after på læsset og udfolder Dannebrog på et forkeskaft, - man ser tydeligt, at man er hos en landbrugsbefolkning, der er vant til at færdes til søs! Under sang fra alle på vognen kører nu karlen læsset omkring på øen. Alle steder, hvor de kommer forbi, skænker konerne en lille rød snaps (frugtvin eller saft) til hver af de kørende. Og når læsset under det vajende flag kører ind i den gård hvor det hører hjemme, giver husmoderen æbleskiver og øl. Enhver gårdmand havde gerne en husmand eller en kone til hjælp i høsten. En husmand fik i høstløn 2 tdr. rug. En kone fik 1 td. rug. Desuden fik begge 1 skæppe byg til gryn, 1 sigtebrød, 1 ost og et par pund smør.
Den sidste mejedag i marken fik man æbleskiver, men hændte det at gårdmandskonerne ikke kom med dem, tog man hver sin le, gik hjem og stillede sig foran bryggersdøren og sagde "Skal vi stryge for kålen", så kom æbleskiverne.

Enken kaldte min far det neg der blev tilovers når vi satte kornnegene sammen i krammesteder, men det var måske ikke en skik, men kun hans eget påhit.
      Edvard H. Broholm
       Skarø

  
Optegnelser om høsten i Øster Skerninge
 
Fra Dansk Folkemindesamling har vi nogle optegnelser fra 1943 om høsten. Den første fortæller er Karen Petersen, født 1864 i Øster Skerninge, hvor hun havde været bosat hele livet. Karen Petersen fortæller:
 

Til rughøsten skulle den ene pige overgå den anden med at pynte sig med pæn, ren kjole, hvidt forklæde, hvidt liv og hatten med pænt bånd. Ligeså karlene, der kom og skulle være med, med rene, hvide skjorter. Tøjet blev hurtigt kulsort af rugen, men vi vaskede det, så det snart der var lejlighed til det, og altid om søndagen.
Den dag, der blev indhøstet rug, fik vi til middag kl. 12 grød eller vælling og klipfisk. Til aften fik vi desuden varmeøl med sukker og et lille glas rom i, og ved klokken 7-8 aften dejlig kødbollesuppe og peberodskød.
Når rugen var kommet godt ind, sagde vi altid, og sikken glæde der var: "Det var dog godt, at rugen kom godt i hus, nu har vi et helt år at få godt brød i".
Måltiderne i høsten var: Davre kl. 5½ eller tiest kl. 6 Frokost kl. 9, middag kl. 12, kaffe lidt før 2. Kl. 4 eftermiddagsmellemmad. Kl. ca. 8 grød med mælk eller nykogt byggrød. Dagligt i høsten fik vi desuden 2 gange om eftermiddagen dels mellem 2 og 4 og dels mellem 4 og fyraften røde snapser, der var lavet af brændevin med solbær - eller anden god saft og sukker i. Til alle måltider fik hver mand en snaps - drengen ingen. Om aftenen vandt vi piger kornt til kl. 7-17½. Derefter var vi ude og malke hver 6 køer, give kalve og se efter hønsene.
Når vi kom til hjørnet på en mark, hed det sig: "Nu må vi se at få hugget ræven ud". Når de havde afmejet gik alle mejerne og opbinderne hjem ved døren og strøg leerne. Konen kom da ud med æbleskiver og snaps, ellers huggede de kålen om.
Ingen var for at binde sidste neg på en mark, for hun blev drillet: "Hun skal ha den gamle", drillede man, og det var der ingen der brød sig om.
Dette sidste læs og hestene for dette pyntedes med blomster, georginerne var gerne sprunget ud. Læsset måtte ikke være så stort, alle skulle op at køre. Vi kom gerne hjem med det ved 4tiden, kørte rundt i gården med det og fik æbleskiver.
En tid efter høst var der høstgilde. I reglen var der 20-30 med, og de mødte i tidligste tid kl.4 eftermiddag, senere først kl. 6 og fik suppe, peberrodskød og æblekage, hvorefter dansen tog sin begyndelsen til harmonikaspil. Ud på aftenen opvartedes med kaffe og mest franskbrød med godt smør og fersk kød og rullepølse samt øl og snaps.

Den 92 årige Anne Nielsens beretning om høsten optegnet i 1943. Anne Nielsen havde boet i Øster Skerninge fra 9 års alderen og var enke efter en træskomand:

I 18 år boede vi til leje i et hus ved en gård i Sømarken. Min mand var træskomand, og både han og jeg hjalp til i høsten på gården, der var på 80 tønder land. Af tjenestefolk var der 2 karle og en dreng samt 2 piger.
Det var festligt når vi kvinder gik der hele dage og bandt op efter jern, og i høstens tid dansede vi ofte om aftenen til harmonikaspil. Ingen måtte den gang hedde sig at være trætte.
 Når vi skulle meje det sidste skår på en mark, sagde man: "Nu skal vi ha hugget ræven ud". Når vi var helt færdige med at meje, gik alle mejerne hjem ved døren og vættede deres leer. Konen kom så ud med æbleskiver og brændevin samt gammelt øl på runde lejler.
Hestene for det sidste læs blev pyntet med korn, rønnebær og blomster. Alle skulle op at køre, og børnene kom ud i marken og sad time efter time for at komme til at køre hjem på det sidste læs. Om aftenen, når der var indhøstet, havde vi det lille høstgilde: vi fik bedre aftensmad, punch og æbleskiver og dansede til harmonika.
Senere på efteråret var det rigtige høstgilde for alle gårdens folk, og alle, der havde været med at høste. Vi fik aftensmad: suppe og steg samt punch og kaffe ud af aftenen og dansede og morede os.

 
Fra mejetøj til mejetærsker
Optegnelser af Jørgen Hansen, Søstok, Fjellerup
 
 [Byhornet. årgang 1983, nr. 1]
 
 Vi der i dag er ved at nærme os de fire snese år, har oplevet en enestående udvikling på næsten alle områder. Så kan der være delte meninger om al denne udviklings værdi. Jeg mindes ældre folk har sagt: "Nej, må vi så bede om den gamle høstform. I gammel tid var der feststemning over høsten". Og det er også sandt. I gammel tid fik skolebørnene ikke sommerferie, de fik høstferie. Og kom høsten sent, så indrettede skolerne ferien efter høstens komme. Dette var meget naturligt, for der var brug for alle hænder når høsten skulle bjerges på gammeldags vis. Den gang regnede man i vor skolelovgivning med at børnene var en nødvendig arbejdskraftreserve. Den vestjyske skoleordning med mange flere skoletimer om vinteren end om sommeren var også en hensyntagen til dette forhold. Min egen kone fortæller, at hun gik i skole en dag om ugen den sidste sommer hun gik i skole. I Vestjylland var der derfor noget der hed vinterlærerinder, som kun havde arbejde om vinteren.
 Mekaniseringen kom selvfølgelig først til herregårdene. Senere til bøndergårdene, der afhængig af de forskellige bønders mere eller mindre fremdrift eller tilsvarende træghed. Min far hørte efter min mening til de træge. Men lad os se på en af de gamle festlige høstdage. For det er jo sandt, at det var en festdag, nå rugen skulle høstes. Dengang var rugen altid først moden. Og hvis det var muligt, skulle den helst af på een dag. Der blev gjort de nødvendige forberedelser. Leerne blev slebet eller haret. Far harede dog ikke sin le, men sleb den på vor store slibesten, hvor det var mit job at levere den menneskelige drivkraft. Min far fortalte, at det egentlig var bedst at hare sin le, fordi at den kunne hvæsses skarp længere tid efter haring end efter slibning. En haring krævede et harested, en art ambolt og en helt bestemt størrelse hammer og sidst, men ikke mindst: et sikkert håndelag hos manden med hammeren. Når leen så var haret eller slebet, så var en stryge god til at skærpe leen mange gange i løbet af en dags tid. Her omkring hed en stryge en vætte. I Jylland hed den en jøllestryge. En jølle er et navn for en høle. Min gamle højskolekammerat Thorvald Henningsens far og siden hans bror havde en lille hjemmeindustri ved at fabrikere vætter. Vore mejetøjer her var Ellerup stager. De var helt af træ, korte og lette. De to håndtag, knagene, var anbragt i forskellig højde, så vi kunne have hænderne i samme højde. Krogene, der fangede kornet, var af træ og var indstillelige.
 Min mor og søster havde høstforklæder. Det var en hvid kittel med lange ærmer og som blev knappet i ryggen. Min mor havde også en såkaldt flagrehat. Det var en art kyse med stivere i, så hatten blev som en art persienne for solen. Dengang var det ikke fint at være solbrændt.
 Min far havde ca. 1½ tdr. land i en plet, et skifte. Der blev regnet med at en høstkarl skulle kunne høste 1 td. land pr. dag. Men det var nok forudsat, at det var godt at høste. Og før der blev anvendt kunstgødning var afgrøderne meget mindre. Far ville gerne holde på den gamle skik med at slå rugen af på en dag. SÅ fik han som regel fat i en mand til rughøsten. Han gik over på savværket og spurgte Ovesen, om han kunne leje en af hans folk. Og det kunne som regel lade sig gøre. I mange år kom en mindre mand, som hed Kristoffer Jørgensen. Han var oprindelig tømrer og havde bygget sig et hus med kælder under  hele huset. Der bor i dag pejsefabrikant Leif Mølbæk. Far var glad for denne mand, fordi han høstede godt og så var ikke nogen egentlig bryder, og det var min far heller ikke, så de passede godt sammen. Hvis vejret var godt nåede disse to altid hele pletten. Der blev altid hugget ind på rugen, derfor skulle der bindes op med det samme. Kvinderne og de store børn var opbindere. Det var også en god dags arbejde at binde op efter en høstkarl en hel dag.
 På de større gårde talte man om, hvor mange jern man kunne sætte på en mark i høstens tid. Et jern var en høstkarl med opbinderske. Sammensætningen blev som regel overladt til en noget ældre mand. Jeg mindes min bedstefar, Lars Træskomand fra Kullerup, "Søstok"s tidligere ejer, Lars Jørgensen og Jens Hvenegaard og sidst men ikke mindst vor gamle hyggelige landpost, Karl Gustav Hansen. Han var en gårdmandssøn fra Ellested og han var vor nærmeste nabo eller vel rettere genbo, idet der er vejen imellem. Han kom altid og hjalp til i høsten. Og kneb det kom hans kone også og gav en hånd med.
 Når vi om efteråret handlede kartofler, så kunne Karl Post være smålig, men når han havde hjulpet ved høsten, så kunne han til gengæld være storsindet. Jeg mindes året 1952, da vi havde fået det gamle stråtag udskiftet med den nye trempel og eternitpladetaget, da havde både Karl og hans kone hjulpet os meget med høsten, og da jeg ville betale for deres hjælp, sagde Karl Post: "Nej tak, det skal vi ikke have noget for, du har haft udgifter nok i sommer". Og det var jo sandt. Men efter dette er det vel nok et spørgsmål, hvem der var den smålige, det var vel nok mig selv. Karl Post var fra den tid, da høsten var en sag for hele det danske folk. Jeg tror, at det for ham var en samvittighedssag. Og den indstilling havde mange dengang.
 Byggen var altid senere moden end rugen, og det var kun rugen der pr. tradition helst skulle af på en dag. Vårsæden blev som regel lagt på skår. Det skifte, som havde udlæg, var det en stor fordel at kunne få vejret før det blev bundet op. Før opbindingen blev skårene trillede med en trærive med kort hoved og lange tænder. Når skårene var trillede, blev de bundet med tyskerbånd eller langhalmsbånd. Et tyskerbånd fik vi når vi tog en lok fra neget og delte den i to lige store dele og lavede en tyskerlås i topenden, så blev håndlåsen ved roden. Jeg mærker, at det er svært at beskrive et tyskerbånd, men det var hurtigt gjort, når man havde øvelsen. Min far ville helst have, at vi brugte langhalmsbånd, fordi han var bange for at vi ellers rev kernerne af kornlokken. Vi delte en kærre langhalm i to dokker, og tog sådan en dokke med os fra neg til neg. Redehalm kunne også bruges. Det var plejltærsket rughalm, som ikke var lavet i langhalm. Selve høstningen kunne der ikke så godt jages af sted med, anderledes var det med opbindingen. Jeg mindes engang min søster og jeg bandt hele den nederste plet op på en eftermiddag. Negene var trillede, så det var bare med at tage fat, og det gjorde vi. Det var svært for mig at holde trit med min søster, men jeg opdagede, at hvis jeg sagde noget, som hun kom til at le af, så vandt jeg ind på hende. Latteren opløser den sammenbidte energi.
 Endnu et par hedengangne naboer kommer i min erindring. Det er den gamle træskomand Kristen Pedersen. Han ville gerne med en lille tur hvert år. SÅ tog han med hele Søstokfamilien en ur i mosen. Mor havde forskellige forfriskninger med, så der  blev en lille sommerudflugt ud af det, men der blev også altid en plet sat på roden igen. Far og Kristen Pedersen passede godt sammen, de jog ikke tempoet op, men lavede et pænt stykke arbejde.
 Der var også en yngre nabo, brøndgraver Niels Christian Madsen. Han boede i det hvide hus, hvor siden Karl Post kom til at bo. Han lånte vor nye fine charabanc med de to fede heste og kørte på besøg hos sin svigermor i Kattekilde. Det gjorde han en dags høstarbejde for. Og det var noget der blev kendt, når Niels Christian kom. Han er den bedste høstkarl jeg kan mindes. Han tog en stor bred skår, han lagde skåret pænt og satte en meget kort stub. Og det var noget min far var meget glad for. Det var om at få halmen med, der var ikke så meget af den. Når de startede, gik min far foran, men efter det første skår sagde brøndgraveren: "Ja, du kunne jo også lige lade mig komme foran en gang, Hans Peder". Og så gled brøndgraveren og det gentog sig flere gange i løbet af dagen. Og det er bemærkelsesværdigt med hvilken takt han kunne klare denne løben foran min far.
 Når der var blevet ophøstet, så var traditionen at høstkarlene gik hjem og "hvæssede for kålen?" Og så måtte madmor helst være vaks ved havelågen med en snaps for at redde sin kål.
 I min tidligste ungdom blev stubjorden revet med håndrive. Min far foretrak håndrivningen fordi at med den kunne man bedre få alle aksene med, hvorimod han mente, at en hesterive tog forskelligt skidt med og lod aksene ligge. En slem oplevelse havde min far da han første gang lånte Niels Andersens hesterive og satte en af sine egne unge heste for. Hesten blev skrækslagen ved rivens raslen og løb løbsk og løb hjem og ind ad gadeporten, hvor den splittede riven ad. Denne løbskkørsel var årsag til, at vi måtte rive med hånden en del år endnu. Min bedstefar i Kullerup lavede sig en stor menneskerive, som ikke skulle bruges på samme måde som almindelige håndriver, men trækkes og løftes når den var fuld. Tænderne var store søm (spiger).
 Hvis vejret var godt var kornet tjenligt til indkørsel 8 à 10 dage efter at det var høstet. Indkørsel var ikke så ensidigt et arbejde som høstarbejdet. Fra jeg var dreng var det altid min far der læssede. Dengang havde vi ikke lad på høstvognen, men min far vendte tåen opad på det første lag og tåen ned på de øvrige lag. Der fremkom en såkaldt tå når negene havde taget form af deres plads i åndstedet. Var avlen stor, så kunne det ske, at vi måtte sætte hæs, og der satte min far også tåen opefter så længe hæsset skulle tages ud, og når indtagningen kom skulle tåen stadigvæk nedad. Når vi kørte fra mosen havde vi altid læssetræ på læsset. En pudsighed husker jeg fra indavlingen af mosekornet. Købmand Aamann havde en foxterrier, der hed Fuks. Når Fuks så at vi kørte i mosen efter korn, så løb den med os for at fange de mus, der som regel havde taget bolig i åndstederne. Fuks var en meget dygtig rotte- og mosehund. Det var kun i høsten at Fuks tog med os i mosen, aldrig ved roeavlen.
 Her hos os gik vi direkte fra mejetøjet til selvbinderen. Der var ellers et par mellemstadier. Nogle slåmaskiner fik påsat aflæggerapparater, der bestod af et sæt vinger, der førte kornet tilbage mod et fangagreat, der blev holdt i stilling ved en forbindelse til kuskens ene fod, således at han slap, når neget var passende stort og tippede det bag af. På denne  høstmåde skulle der bindes op med det samme.
 Aflæggerapparat har vi aldrig haft. Nogle enkelte år har vi høstet rugen med slåmaskine. I sådanne tilfælde fik vi al halmen med, men der var en udpræget tilbøjelighed til at negene blev længere end Vorherre havde skabt dem. Var rugen pæn har vi før revet langhalm af det meste. SÅ lang tid vi havde stråtag var der altid brug for langhalm. Vi har dog også før solgt langhalm til Raahauge på Sofienlund. Han skulle levere langhalm til nogle af Måreskovhusene. Langhalmsfremstilling gik i min tidligste barndom med håndkraft som alt andet dengang. Når rugen var plejltærsket blev den taget op i dokker og man rystede det spegede halm fra. Dokken blev stødt op mod gulvet og en bræddebeslået væg, hvorefter manden tog dokken mellem benene og pillede med fingrene resten af det spegede strå fra og to eller tre dokker blev bundet sammen til en kær. Langhalm skulle bindes meget stramt for at kunne holde transport.
 Vor gode nabo, Niels Andersen, lavede sig en langhalmsmaskine. Det var en stor cylinder med en gennemgående aksel af jern, ellers var resten af træ. Dog var selvfølgelig de mange pigge af jern. Piggene var bagudbøjede. Bøjningen var nødvendig for at man kunne holde fast på de bundter vi holdt på tromlen. Lokken kunne godt blive ren for kerner og speget halm, men det frarevne spegehalm måtte over tærskemaskinen for at blive renset for kerner. Riven gik ved et snoretræk fra hesteomgangen, hvor en hest havde let ved at klare trækkraften. Jeg vil anslå farten til 600 omdrejninger pr. minut. Den gennemgående træaksel lå i trælejer. Når vi stillede op, så lagde vi en god tyk flæskesvær i bunden af lejerne, så var riven selvsmørende.
 En rigtig aflæggerhøstmaskine havde vor nabo, Niels Andersen. På en sådan var der et bord bag knivarmen, som opfangede det høstede korn. Bordet var som en kvartcirkel. På aflæggerne var der vinger, som svingede ned og trak kornet ud til siden, så der kunne høstes uden at der blev bundet op med det samme. Vingernes mærkelige fart blev styret af en oval krans, som var støbt sådan, at den vinge, som havde slæbt hoben ud, svingede op og var i beredskab medens de øvrige foretog samme operation. Niels Andersens søn, Jens Andersen, har oplyst til mig, at vingernes antal var 3. Andre har sagt 4 eller 5. Der blev vist aldrig mange af disse aflæggere. Det var ofte farligt at køre med disse maskiner, fordi mange heste blev sky for vingernes mærkelige flagren. Niels Andersens aflægger kunne også bruges til slåmaskine, når aflæggerapparatet blev afmonteret.
 Det var et af de helt store fremskridt, da selvbinderen kom frem. Det var selvfølgelig herregårdene, der fik dem først. Mig bekendt kom de første selvbindere fra USA, Milwauke, Mc.Cormick, Deering osv. Efterhånden som herregårdene fik udskiftet til nye maskiner, så kom de brugte istandsatte bindere ud til de mindre landbrug. Det var sommeren 1932 vi fik en brugt selvbinder her.
 Når kornet var indavlet gik vi i gang med efterårsarbejdet og tærskede kun til dagen og vejen, som det hedder, så det var kun de færreste, der havde optærsket til jul, men gerne til Kjørmes den 2. februar. Byg kunne sidde ret længe uden synderlig museskade, men ikke havre.
 Da far kom hertil i 1897 var her kun en plejl. Dengang kunne man leje en daglejer for en krone pr. dag. Man kunne også  leje en håndtærskemaskine, som to mænd kunne trække ved to håndsving. Disse håndtærskemaskiner gik på kuglelejer eller grifler, så de var lette at trække og få farten op på de nødvendige 1200 omdrejninger. Men når der kom korn i kneb det at holde omdrejningstallet. Min mor blev ekspert i at få et tyndt lag igennem. Hun kunne også spinde, og det var nok noget med at trække kornet tyndt ud, som når hun spandt uld. Når der var sat til foran håndtærskeren kunne to mænd hjælpes ad med at ryste dyngen fri for korn og få halmen bundet, enten med knudebånd eller halmlunter. Småhalmen blev taget fra med en trærive, ført af en let og øvet hånd. Det der blev tilbage blev skubbet hen i en krog for senere at blive renset på en rensemaskine. Før i tiden blev en sådan dynge renset ved at blive kastet mod en åbentstående luge, så avnerne fløj tilbage mod manden, der kastede. Derved kunne også fås rent korn. De første rensemaskiner blev derfor også kaldt kastemaskiner, selv om kornet her ikke blev kastet.
 Min far lejede en mand, der hed Ove Rasmussen, som boede i det gamle børnehjem. Ove Rasmussen sagde til min far: "Dette her er noget slavearbejde, og du har jo to store heste henne i stalden, som er ved at slå huset ned af mangel på andet arbejde. Du må have dig en hestetrukken tærskemaskine". Så anskaffede far sig en lille hesteomgang, der hed Pony, og en tilsvarende lille tærskemaskine. Det kneb at hesteomgangen kunne være mellem laden og vejen. Der måtte fyldes en hel del teglværksaske i grøften for at hesten kunne komme til at gå rundt. Når der kom køretøjer forbi, kom de meget nær hesteomgangen og denne trafik påvirkede hesten oftest i oplivende retning. Det var ellers et ret tungt og ensformigt arbejde både for hest og hestedriver. Så når der var gået en lille stund, var det bare med at drive på, så tærskemaskinen kunne holde de nødvendige 1200 omdrejninger pr. minut. Fra håndtærskemaskinen var min mor vant til at lægge jævnt i og det var også nødvendigt ved den lille ponymaskine. Gik det for småt bankede far på lemmen, så måtte den brune have et lille ekstra rap. Hesten var bundet ved grimen til en stang, der udgik fra det store drivhjuls akse. Når der var sat i gang var det bare med at drive på. Men starten var ret vanskelig. Det var et meget dødt træk indtil farten kom op i en jævn skridtgang. Derfor var min far altid ude at starte. Når der var startet var det drengearbejde at drive hest. Det her omhandlede tærskesæt havde vi til 1911. Da blev her bygget nyt stuehus og vi flyttede tærskeriet til et nyt sted i det gamle stuehus, hvor der havde været køkken, spisekammer og soveværelse. Det nye tærskesæt var meget stort. Navnlig hesteomgangen var af svær kaliber, men nu var der plads i den gamle have. Ved den tid var der en del større gårde, der gik over til petroleumsmotorer. Den nye hesteomgang havde før trukket et selvrensende tærskeværk ved fire heste for to bomme. Vi savede den ene bort og satte vore to heste for den ene bom. Vi fik en stor tærskemaskine med en blå halmryster foran. SÅ nu var det kun at binde halmen og rense ud under rysteren. Den rystede godt rent, men der faldt en uhyggelig masse underud af den blå ryster.
 I 1922 kom elektriciteten hertil og vi fik en 5-hestes elektromotor til afløsning for den store hesteomgang. Ved den tid var der mange der fik kværne. Det mente mange kunne spare på møllerregningerne. Far købte også en mindre kværn, som hed Agriko. Den brugte vi så længe vi havde besætningen. Det var en  maskinhandler Larsen, som tilbød min far at ombytte den blå halmryster med en gul, som havde et stort sorteresold for neden. Larsen mente, at det kunne være hans firma ligegyldigt, om der stod en blå brugt halmryster, eller der stod en gul halmryster på deres brugtmaskinelager. Og det var et godt bytte.
 I 1911 fik vi også hakkelsesmaskinen flyttet fra hestefodergangen, hvor den blev trukket med håndkraft, over bag tærskemaskinen, så vi også fik hestekraft at skære hestenes hakkelse med. Så måtte hakkelsen til gengæld bæres i sække fra loen over i hestefodergangen.
 Den 5 hk. motor kunne lige til nød trække tærskeværket med rysteren, men det blev varm. Det gjorde den også da vi udskiftede den store tærskemaskine med et lille snildt Vester Åby enkeltrenseværk. Årstallet husker jeg ikke, men det har været omkring 1926. Maskinhandleren fik en god kælvekvie for det lille snilde værk. Nu kunne vi endelig hænge en sæk for en tud og bære det færdige korn på loftet. Det kneb dog en del med at kornet kunne blive helt rent med den ene gang rensning på træsoldet under rysteren. Det hjalp da vi fik et oversold med nedstansede huller. Så blev stubbene rystet helt bagud.
 Det var også en stor lettelse at få hakkelsen skåret, først med hestekraft og siden med elektricitet. Da hakkelsesmaskinen stod i hestefodergangen blev den som nævnt trukket med håndkraft, og det foregik på den måde, at der var en træstang med en jernpig fastgjort i svinghjulets ene eger. I den anden ende var stangen fastgjort i et svært bræt på endevæggen. Så var bevægelsen stor ved hjulet og gik ned til intet ved væggen. Forrest ved hjulet måtte stå en solid mand eller kvinde. Næst efter kunne stå børn afpasset efter størrelse, så den mindste stod helt nede ved væggen. Et håndsving, som ved et vinkeltræk også trak på hovedakselen blev betjent af den mand som passede ilægningen. Og det var altid min far. For at resultatet kunne blive godt, så var det vigtigt, at der blev lagt rigtigt i maskinen. I bunden lagde min far et lag mosehø. Enghø var det for fordringsfuldt at kalde vort mosehø. Det var væsentligt padderokker, men var det bjerget godt, var det som om at hestene godt kunne lide dette krydrede hø. Og i bunden af hakkelsesmaskinen blev det fint og kort. Maskinen blev forhindret i at savle. Ovenpå høet blev lagt havreneg, som blev rystet godt ud og til sidst et tyndt lag halm. Hvis der alt dette til trods kom lange strå i hakkelsen, så pillede vi dem omhyggeligt af og smed dem på hestenes lejer. Jeg mindes som barn hvorledes vi før julen fik skåret en meget stor dynge hakkelse, så der var nok til alle juledagene, og det var mindst en uge. Dette arbejde hørte med til en vel forberedt jul.
 Her på Søstok kørte vi med Vester Åby Enkeltrenseren til omkring 1944. Det år havde vi avlet noget meget lang og sej havre, som viste sig at være næsten umulig at få igennem den forholdsvis lille cylinder på Vester Åby værket. Så måtte vi anskaffe os et noget større tærskeværk. Vi fik byttet Vester Åby værket med et lidt brugt Ringsted værk. Dette værk var omtrent ens med de anerkendte Hillerød værker. Ringstedværket havde kørner og dobbelt renseri samt avnblæser. Ved samme lejlighed måtte vi udskifte den 5 hestes elektromotor med en 10 hestes Thrige-Titan motor. Kristian Larsen lavede os en Langeskov halmpresser, som fungerer godt. Laurids Sommer lavede en kornsilo af træ, fordi jeg ikke længere kunne udholde at bære  kornet på stuehusloftet fordi jeg havde fået slidgigt. Laurits Sommer og smed Bonven lavede en kopelevator, som trak kornet op i siloen samtidig med at det kom fra tærskeværket. En del år fik vi optærsket samtidig med indavlingen. Tærskeværket satte de enkelte ting på plads, så det var lettere at få avlen igennem tærskeværket end at sætte den i laden.
 Men ret hurtigt slog mejetærskeren igennem. Og en mejetærsker har jeg aldrig ejet, så den vil jeg gå let hen over. Mejetærskeren er jo også i gang alle steder i vort lille land. Og mon ikke det bliver svært at komme videre end til dem. Efterhånden som daglønnen steg blev det nødvendigt med mejetærskerne. Skulle høsten foregå som i min barndom, så kunne kornprisen ikke betale selve arbejdet.
   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk