Grønvald Nielsens erindringer
Forside ] Op ]

 
Minder fra min barndom og ungdom

Grønvald Nielsen:[.Kbh. 1923]

 

En solvarm dag i året 1862, da klodsemagerens Anton og jeg stod og formede noget blødt sand ude i møllegården kom mor og fortalte, at nu havde far købt Egebjerg mølle, en mil fra Svendborg. "Det var", sagde hun "en stor hollandsk vindmølle , ikke tækket ovenfor svikstillingen som Krumstrup mølle, men grundmuret lige op til hatten. Og så er der en ejendom på 10 tdr. ld. Nu skal far bruge mange penge, og Du kommer til at slå din sparegris i stykker for at hjælpe ham. Det vil han blive meget glad ved." Vi fulgtes så ind og slagtede grisen med det samme. Den indeholdt 36 kroner, givet mig af møllegæsterne, og jeg var ikke blot glad ved at give far disse penge, men også stolt over at kunne være med i dette ny og eventyrlige.
Nogle dage senere landede vi efter en prægtig to mils køretur gennem landsbyerne Kværndrup, Dongshøjrup, Kirkeby og Egebjerg i vort nye hjem.
Den første, som hilste på os, da vi nåede op på Egebjerg banker, var møllens tidligere ejer. Han var ikke ædru og snakkede meget op om, hvorledes man havde mistænkt ham for selv at have afbrændt sin første mølle.
Peder Kristensen kunne have været en holden mand. Han havde ikke blot ejet den store Egebjerg mølle og megen jord, men dertil en del rede penge. Ad drikkeriets vej satte han det hele overstyr og måtte krybe ind i et par usselige stuer, ikke langt fra sit gamle hjem. Om ham og hans hustru sagde da ofte folk, når de gik forbi:"Ja, de to derinde har kendt bedre dage".
Peder Kristensen bad mine  forældre om lov til at blive gående der i sin gamle ejendom som daglejer, og det ville de ikke nægte ham. Men en aften fyldte han mit barnesind med uhygge. Omegnens gårdmænd havde kørt en del træ hjem til far fra Skjoldemose skov, og nu blev de opvartet med et glas punch. Også Peder Kristensen fik et glas; men han tog det med højre hånd og slyngede dets indhold imod stuens yderste krog, idet han med stor styrke sagde: Nej, Niels Møller, nu drikker jeg aldrig spiritus mere. Hvis nogen af jer ser det, da vil jeg ønske, at jeg måtte komme til helvede og brænde til evig tid!" Der blev så underlig stille i stuen, for alle følte, at han kunne ikke holde sit løfte. Da jeg nogle dage senere så ham fuld påny, begyndte min fantasi at arbejde med helvede og den evige ild. Jeg var så bange for, at jeg skulle ende i de forfærdelige kvaler. Ja af dyrekøbte erfaring ved jeg, hvorledes helvedsfrygten kan pine og knuge, og den fik ofte næring. Der havde for kort tid siden været et svirelag i Egebjerg by. En af deltagerne, som man kaldte "Skærelosi", fordi han, når han begyndte at arbejde, gerne sagde:"Nu skal hun skære los!" hvilket betyder, at nu skal arbejdet gå med fart, døde natten efter. Der fortaltes, at svirebrødrene havde hældt tobakssovs i halsen på ham og så kørt ham ind i en vognport, hvor man fandt ham død morgenen efter.Folk troede, og de fortalte mig det, at man på jordefærdsdagen hørte kirkeklokken sige: "Ham tog fanden! Ham- tog- fanden;" Siden den dag lyttede jeg altid, når der var jordefærd i egnen, til kirkeklokkerne for at  høre, hvor vedkommende gik hen. Var det et gudfrygtigt menneske, som døde, kunne man tydeligt høre klokkerne synge:"Ham -tog- Herren"" eller "Hende - tog - Herren!" Da således en elskelig lille pige på min alder døde, var det ikke til at tage fejl af, at klokkerne nynnede: "Hende- tog - Herren!"
Vort ny hjem var forfærdelig forsømt. Mor kørte flere hjulbørfulde snavs ud, før hun fandt flisegulvet. Far klagede over, at der groede for meget græs på møllevejen, hvilket jeg ikke uden mors hjælp kunne forstå betydningen af. Dog varede det ikke længe, før der blev hyggeligt i de små stuer og i haven.
Dette hjem var mærkeligt nok bygget sammen med et hus, hvis ejermand, Christian Jancke, havde en 3-4 tdr. land jord, som lå ved siden af vore 10 tdr. land. Man kan på billedet skimte to vinduer af hans stuehus. Denne mand og hans hustru, Stine blev snart mine gode venner. Han var drejer og jeg fik tit lov til at træde drejeladet for ham. Stine havde altid gammel ost, og når jeg havde fået smør på en tyk rundenom hjemme hos mor, så løb jeg over gårdspladsen til Stine for at få gammel ost som pålæg. Jeg var aller gladest, når ormene kunne løfte sig fra brødet. Christian Jancke fik, alt som tiden skred, mere og mere lyst til at arbejde med sin husmandslod. Han skabte ligefrem et mønsterbrug. Jeg har aldrig set en jordlod i bedre orden. Den pengepræmie og udmærkelse, som Svendborg amts Landøkonomiske Selskab ydede ham, var såre velfortjent. De to rare naboer, hos hvem jeg har oplevet mange frydefulde timer, er nu døde; men datteren, som den gang tjente på  den store gård, Bejerholm, i Vester Skerninge, hvortil hun enkelte gange tog mig med, lever. Hendes datter har været min elev her på Vestbirk højskole. Jeg var så glad den dag, hun blev indmeldt; der knyttedes en forbindelse med kære, svundne dage.
Nu skulle jeg have møllen efterset. Alt var større her end på Krumstrup mølle. Svikstillingen sad højere. Der var overalt mere plads. Og hvilken glimrende udsigt til alle sider! Smukkest over Sydfyn med sine skove, søer, levende hegn, møller og kirker. Der sås Bregninge kirke på Tåsinge, Ærø med de gule rapsmarker, Skarø, Drejø, Avernakø og Lyø. Ja, i klart vejr kunne vi se Lysabild kirke ovre på Als. Havet lå som en yndig ramme om dette lune, frugtbare Sydfyn. Havet med de mange hvide sejl!
Det varede ikke ret længe, før møllen fik søgning. Herregårdene Skjoldemose og Løjtved lod male hos os; men der måtte også sættes en møllevogn i gang. Det havde vi været fri for på Krumstrup og derved sparet 10-1200 kroner årlig.
Det er vel nok et udslag af fynboernes rige fantasi, at folk i disse egne bærer så mange øgenavne, eller som man siger i Egebjerg: vedernavne. Der var en baron, en greve, to præster, en pave, en heks, en trold, en brandhage o.s.v. Da en husmand, som sjældent vaskede sig - "man bliver jo beskidt lige straks igen", sagde han en søndag mødte til gudstjeneste med nogle bygstrå i håret, kom han for fremtiden til at hedde "Niels Bygfoder", og navnet gik i arv til en stor flok børn. En enke, der var lidt udenfor bondestanden, hed stadig "Madammen", og Rasmus, hendes  gårdbestyrer, slap aldrig af med navnet "Rasmus Madame". Med hensyn til de navne, forældrene gav deres børn ved dåben fik fantasien også fri tøjler. En pige på min alder, hvis fader som soldat havde stået under den modige, talentfulde og kundskabsrige oberst Trepka, blev døbt: Trepkatrine. En af vore nærmeste naboer var husmanden Jens Nielsen. Hans kone hed Birthe. At hun blev kaldt Birthe Jensen, var jo ikke så forunderligt; men manden hed altid Jens Birthe, og deres eneste barn , sønnen Niels, bar hele livet igennem på navnet Niels Birthe. Med fars hånd i min gæstede jeg ret snart deres mærkelige bopæl. Både stue- og ladehusets vægge var dannet af utilhugne kampesten og spækket med grålér. Frammersdøren og de små vinduer var malet med en skrigende blå farve. Taget bestod af rør fra en nærliggende mose,og sorte græstørv gjorde det af for rygningstræer lige som i Vestjylland. Rundt om haven med de snorlige gange og gamle frugttræer bugtede sig et højt stengærde. En grotte af det samme uforgængelige stof som husets vægge gjorde tjeneste som lysthus; vedbenden slyngede sine hårede stængler op gennem fugerne og bredte mørkegrønne blade ud over de grå kampesten.
Stuehusets indre havde et meget gammeldags præg, gulvene var i alle værelser kampestensbrolægning, "stadsstuen",- eller som man spøgende siger i Egebjergegnen: "væsgostuen" - ikke undtagen. I dagligstuen stod sibøtter på hylder oppe under det tilrøgede loft. Med kridt var der tegnet på frammersdøren datoerne, når køerne skulle kælve. Der brugtes nemlig ingen almanak i dette hus, ikke just på  grund af ukyndighed i læsning, fader og søn havde gennemlæst biblen i fællesskab og sunget et par af evangelierne til egen melodi, som lavedes med det samme; men Jens Birthe hadede unyttige udgifter.
Langs vinduerne havde gåsebænken sin plads. Det hændte ikke så sjældent, når man blev bedt om at sidde ned på denne stuens eneste siddeplads, at benene på en mindre behagelig måde blev mindet om de fornærmede indbyggeres vrede, idet disse rakte hovederne ud af den hjerteformigt udskårne åbning i lugen og nappede. Da denne stue tillige var familiens soveværelse, fandtes der en to-etages indklædt seng, hvis laveste parti ægteparret benyttede; det øverste var forbeholdt sønnen. Inden for døren hang et gammeldags bornholmsk urværk; hver time åbnede et en lilleluge, og en metalfugl kom frem for at forkynde med  hæse kuk-kuk, hvormange klokken var. På et gammelt egetræsbord med korsben lå gerne syv slags brød: hvedebrød, eftermelsbrød, sigtebrød, kryderbrød, søsterkage og to slags rugbrød. Birthe Jens havde nemlig opdaget, at manden bedst tålte det grove; derfor sigtede hun rugmelet og bagte af skallerne til ham, medens hun og sønnen nød de finere dele. Hvis nabokonerne bebrejdede hende, at hun skød sin mand af, svarede hun altid meget ivrigt: "nej, han kan smæj rejtnok et tåle det fine"! Når jeg kom der i besøg, blev jeg som oftest opvartet med klejner, som hun havde stående i et fad inde under sengen ved siden af møblet.

Jens var bange for, at ploven skulle gå for dybt ned i jorden. "Der er ikke noget godt  at hente der nede", sagde han Sønnen kom aldrig i skole, men klarede sig ved de årlige eksaminer. Han blev senere elev på Anton Nielsens højskole i Vester Skerninge, hvor han i førstningen måtte døje en del drillerier! men ANton Nielsen tog sig af ham, han gjorde udmærket fremgang og var sikkert endt som landbrugsminister, hvis døden ikke havde taget ham i en ung alder.

Ti minutters gang fra møllen ligger Bavnehøj, og der var stor festlighed hvert år St. Hans aften. Børn og unge mennesker kom her for at tænde blus. Nogle medførte halmknipper, andre gamle tjæretønder. Vi drenge samlede risbrænde fra de nærmeste gærder, og når de fik en bunke sanket sammen, stak vi ild i den og morede os med at løbe der hen over, så det knitrede og bragede. Hver gang vi sådan "løb i gennem", lød der et rungende hurraråb fra de andre. Så havde vi også travlt med at tælle de blus, der kunne ses. Når blusningen var forbi, blev der leget, muntert lød sangene:

"Så væve vi vadmel,
så slå vi det sammen!
Væve vadmel, slå det sammen,
lade skytterne gå."

eller:

"Der brænder en ild,
den brænder for Dig,
den brænder med tusinde flammer!
Tag mig med hånd,
sving Du mig om,
jeg vil så gerne danse."

Man gik parvis rundt i en kreds, hvor tyven stod i midten og sang:

"Tyv og tyv så skal du hedde,
 for Du stjal min lille ven!
men jeg har det håb tillige:
snart jeg får mig én igen!
Trala la.

Til en leg, som brugtes meget, blev der sunget:

"Der vandrer to gutter i skoven!
Trala la
Den ene har jeg troloven!
Tra la.

Du loved mig hundrede daler,
Du ejer vist knap en daler.

En kurv jeg vil Dig skænke!
En anden vil jeg betænke!

Min hånd jeg Dig vil give!
Tra la
Du skal min kærest blive!
Tra la.

"Det haster ikke med at komme hjem denne aften". sagde de unge, "natten er vor egen, og det er dog kun St. Hans aften én gang om året".
Når et stærkt tordenvejr trak hen over mit hjem der oppe på "De fynske alper", så samledes naboerne i mine forældres små stuer, og der sad de tavse, side om side, nogle på sengekanten, andre på stole, indtil uvejret var forbi. Alles tanker var vistnok præget a angsten for døden. Grænsen mellem liv og død flyttede så underlig nær, mens de vældige naturkræfter havde ordet. Så kom det nationale uvejr og førte dem sammen. Den dag, da vi hjemme modtog budskabet om Frederik den Syvendes død, står så mærkelig levende i min erindring. Far standsede vejrmøllen, tog sejlene af vingerne og satte dem i saks, som vi møllere siger. Det var noget, som ellers kun blev gjort Juledag, Påskedag og Pinsedag. Han stod længe oppe på svikstillingen med sin søn ved hånden og så over imod  Als. Ved aftensbordet sagde han: "Nu vil det snart bryde løs". Så kom krigen. Fra vor dagligstue kunne vi i mørke aftener se granatilden i vest, og vi hørte tit kanonerne dundre. Med krigens rædsel på nært hold sad folk og så hen til hinanden. En aften fortalte Christian Janche, at han om eftermiddagen havde talt 22 dampere i farten Fåborg-Svendborg. Alle troede, at nu gik tyskerne i land på Fyn, og om få dage ville vort hjem være ødelagt. Da rejste mor sig. Hun gik hen og lagde sin hånd på fars skulder og sagde med en mild men dog myndig stemme: "Med Guds hjælp, Niels, skal det nok blive godt igen for Danmark!" Aldrig har nogen tale om vort fædreland gjort et dybere indtryk på mig end denne. Jeg tror at det var den, som stærkere end noget andet førte mig ind i folkehøjskolens arbejde.

En anden følge af disse oplevelser var den, at jeg aldrig i ungdommens dage tvivlede på, at hvis Danmark kaldte på sine sønner til forsvar og kamp, da ville jeg frivillig møde under fanen. Jeg ville gøre det samme som P. Jerndorff, Jens Nørregård, Christopher Bruun og mange andre gjorde i krigen 1864.
Skytteforeningerne , der skød frem efter den ulykkelige krig, var far en modstander af. Kaptajn Edvard Nielsen kom to gange i besøg hos os for at omvende far; men dette lykkedes ikke. Far var her - ligesom når man tiggede ham for at lade sig fotografere - stejl og stædig. En egenskab, som mine nærmeste påstår skal være gået i arv.
Derimod var far en begejstret tilhænger af friskolesagen. 8 år gammel blev jeg sat i Egebjerg friskole, som mine forældre nogle år i forvejen  havde været med til at rejse. Far havde den gang henvendt sig til en gårdmand for at købe en lille byggeplads, men manden ville ikke sælge. Da sagde far meget hvast til ham. "Å, hvis det var til en gæstgiver eller købmand, så solgte du nok!" Fra den dag af lod gårdmanden sit korn male på en anden mølle; men da en årrække var gået, solgte han jordstykket til en købmand. Far gik da til ham og sagde: "Nu da min spådom er gået i opfyldelse, må Du såmænd hellere lade male hos mig igen." Og således blev det.

Friskolen holdtes i en lille , uanselig stråtækket bygning med små vinduer og skæve stolper, omgivet af valnødde, kastanje- og asketræer. Der var lavt til loftet; men hvor blev verden stor og vidunderlig, når vi hørte om det dejlige, men tabte Paradis, om jødefolkets store mænd, Vorherres vandring på jorden, om Frode Fredegod, Thorvald Vidførle, Holger Danske og alle historiens levende skikkelser. Her fødtes mine første drømme om fremtiden. I de to første skoleår havde jeg sønderjyden Nikolaj Dam til lærer. Hans brystsyge trolovede, Sanne, opholdt sig i den tid hos mine forældre. Hun lærte mor at tilberede to sønderjyske retter, nemlig æggemælk og tyske klumper. Jeg kan ikke mindes ret meget om Dam. Dog står morgentimerne , hvori han fortalte bibelshistorie for os, i glans for mig endnu. Han var en højvokset og alvorsfuld skikkelse. SÅ afløstes han af Jørgen Pedersen, som underviste mig i 4 år.
Vore forældre kunne fortælle om, at de sommetider græd, når de skulle i skole. Lærer Halvorsen i Ryslinge havde slået mor så hårdt i en  hovedregningstime, at hun i nogle dage måtte holde sengen, og morfar fandt det nødvendigt at gå op og slå i bordet for hr. Halvorsen, og true ham med, hvis sligt blev gentaget, at tage til Odense og gå op til sin fætter, biskop Faber, med en skarp klage, hvilket hjalp så godt, at mor aldrig siden modtog nogen håndsrækning.

Fra min skolegang hos Jørgen Pedersen mindes jeg kun to sørgmodige dage. Da lå sneen så højt, at mor fandt det uforsvarligt at sende mig afsted. De to dage sad jeg hjemme og græd.
Det glædesblus som Grundtvig og Kold tændte i den fri skole her i Danmark, har vist intet sted blusset klarer end i Egebjerg friskole. Der mødtes vi dag efter dag med ham, som ved sin ejendommelige personlighed holdt os i ærefrygt, lydighed og glæde. Vi elskede Jørgen Pedersen! Hans tålmod, ordenssans, arbejdsevne og forståelse af barnesindet; først og sidst hans hengivelse i sit livs store ansvarsfulde gerning lå altsammen over os som en jernvilje, der ikke kuede men ildnede op og æggede til arbejde. Ingen af mine læremestre har som han vakt min videbegærlighed, forsynet mig med "åndeligt gribetøj" - for at bruge Kolds udtryk. Her er et lille eksempel blandt mangfoldige. Der var i egnen en bondekone, som man fortalte om havde været ond mod en gammel blind svigermor, ofte narret hende ved måltiderne, givet  hende ringere mad end tjenestefolkene, bænket hende ved et lille bord i en ensom krog, medens gæsterne sad sammen og spiste ved det lange bord. Så mistede hun i en sygdom selv synet, og en  aften, da Jørgen Pedersen var i besøg hos mine forældre, drøftedes alt dette i enkeltheder. Da sagde han flere gange meget bestemt: "Nemesis!" Jeg turde den aften ikke spørge ham ud, men senere fik jeg besked. Konen fik sin straf, hvor hun havde øvet sin brøde. Det hvormed man synder, dermed straffes man også. Han hjalp mig med at finde bøger, som kunne kaste lys over emnet: græsk mytologi, Goldschmidts og Linnés værker m.m. Nu er der ikke så få, der gerne vil høre mig tale om Nemesiskræfterne i tilværelsen, i det tyske folks skæbne f.e. Jørgen Pedersen slog mig i gang. Hans er æren.-

Lad mig også nævne, at han kunne fremsige en salme som "Nu rinder solen op i Østerlide", sange som "Underlige aftenlufte" og "Der var en tid, da jeg var meget lille", på en sådan måde , at vi gik hjem og lærte dem. Ramseriet var naturligvis bandlyst, men vi lærte at synge uden en bog en mængde salmer og danske sange. Samlede det op med hjertet, som englænderne siger. Det er ingen overdrivelse, når jeg hævder, at Jørgen Pedersen var en mester i fortællingens kunst. Og hvor var de timer frugtbare, da han gik frem og tilbage mellem de lange skoleborde og ledede en samtale med os; han søgte som med et falkeblik ind til forståelsen af vore evner, anlæg og tilbøjeligheder. Ja, også overhøring blev brugt. Vi skulle lære endda ikke så lidt hjemme; men det skulle være sager, som kunne tåle det, geografi f.e.; aldrig gudsforholdet, som ødelægges ved grov berøring ligesom sommerfuglens vinger.

 Disse timer krydredes tit ved en frugtbargørende latter. Således havde han en gang, vistnok efter læsningen af Bjørnsons Arne funden på, at vi skulle fortælle ham om vore drømme. Min kammerat,  Jørgen, som i henhold til sin noget svære krop altid hed Tykke Jørgen, ligesom den snævre gyde, hvor hans lille hjem lå, kaldtes Tarmen, fik en dag ordet og fortalte, at han havde drømt om natten, at han var kommen op i Himlen, hvor der omkring et langt bord sad mange flere mennesker, end der var i hele Egebjerg by. Vorherre sad selv for bordenden: men nu rejste han sig og sagde : "Velkommen Tykke Jørgen. Vær så god at komme hen til bordet og få dig en kop thevand!". Så gik der i det samme hul på Himlen, fordi jeg var for tung, og så faldt jeg lige ned i Tarmen."

Jørgen Pedersen lærte os ret at kunne høre men glemte derfor ikke, at vi skulle opøves i at læse godt indenad i en bog. Det kom ham her til hjælp, at han var en udmærket oplæser. Vi fulgte med opmærksomhed ikke blot fortællinger, historiske romaner og islandske sagaer, men også rejseskildringer fra månedsskriftet "Fra alle lande". I reglen fik vi en sådan times oplæsning hver skoledag. Ofte tiggede vi ham om at blive ved så længe, at mørket faldt på, og vore forældre måtte ud for at lede efter os. Hvor var det lykkelige dage; Da lukkedes porten op til bøgernes eventyrland, hvor rige og fattige kan glæde sig lige meget, hvor det dufter som fra Edens have, og hvor kundskabstræets frugt ikke er forbudt, men smager lifligt og virker nærende.
Som en fuldtro discipel af  Kold byggede Jørgen Pedersen skolearbejdet på det jævne; men hans personligheds formende og skabende kraft lagde værdighed der over. Børn opsnapper så meget. Vi vidste godt, at hans løn i mange år var mindre end en tjenestekarls. Han klagede aldrig, knyttede ingen næve imod samfundet. Nej , der var stil og festglæde over hans tarvelige ydre kår. Han havde jo naturens daglig ny herligheder ganske gratis. Man behøvede da heller ikke at have penge på lommen for hver søndag at kunne gå op til Kirkeby kirke og give sig hen i menighedens liv. Der blev også altid råd til at være med ved de møder, hvor ånderne krydser klinge for livets sag på jorden, og hvor hjerterne opvarmes til virksomhed og dåd.
Hvor der skulle agiteres med mundlæderet blev han tit hjemme hos sin elskelige hustru, Karen, og hans spydighed imod dem, der bare kan snakke, var skåret ganske godt til, og da kunne hans jyske latter være smittende og uforglemmelig. Når kampen stod lidenskabeligt om friskole eller statsskole, sagde han ofte ligesom Termansen: "Der kommer ikke nær så meget ud af at strides om, hvad der er det bedste som af at kappes om at vise, hvem der kan gøre det bedste." Få lærer gjorde det bedre end han. Han agiterede med sin personlighed på en sådan måde, at vi hans lærlinge kom til at hungre og tørste efter kundskab, stemning, livsvisdom. Vi har aldrig - end ikke i vore dårligste tider - nogensinde kunnet ryste ham af os.
Straks efter, at jeg var bleven konfirmeret, samlede Jørgen Pedersen i sit hjem de drenge og piger fra Egebjerg friskole, som det forår havde  stået på kirkegulvet, og han holdt ved denne lejlighed følgende lille tale til os: "Nu skal jo de fleste af jer forlade hjemmet, og alle er I færdige med skolegangen her hos mig. Glem nu aldrig det gamle ord: Slet selskab fordærver gode sæder! Det er naturligt, at I vil søge fornøjelser, morskab. Det vil ungdom altid; men følger I mit råd, så skal I kun danse og spille kort med de unge, der løser alvorlige opgaver i fællesskab, f.eks. i aftenskolen, på gymnastikpladsen eller i skytteforeningen. Hold jer altid borte fra drikkelag og al offentlig dans i Svendborg og i omegnens kroer; thi der samles nemlig alle de tarveligste mandfolkedriverter, og sødt forvirrede kvindfolk kommer myldrende fra 11 kirkesogne. En sund ungdom må være aristokratisk. Den må holde sig for god til at deltage i gadetrækket om natten, hvor der undervises af landets dårligste lærere med snavsede ord, som man så er pint til at huske i al fremtid, hvor gerne man end vil glemme dem, og hvor kærlighedens pletfri klædebon, ungdommens kosteligste klenodie, så ofte tilsmudses.
Se på Svendborg amt Skytteforening! På dens store årlige festdag, som altid er en hverdag, danser de unge 34 timer en sommereftermiddag, så det er en fryd at se derpå. Uden alvor i sindet kan den unge slet ikke more sig. Hans og hendes samvittighed må være ramt af Sokrates ord: En del dårlig nydelse i dag skaber hundrede dele smerte i fremtiden, hvorimod en del forsagelse for det godes skyld i dag giver hundrede dele glæde i fremtiden. Det vil gøre mig så ondt, om I piger og drenge, som jeg nu  har undervist i 7 år, skulle findes blandt dem, hvis lømmelalder aldrig hører op, som drikker, danser, sjover på gaden om natten, bander, spytter i bue og sjældent læser i andre bøger end Jacob Holmblads fedtede almanak. Husk Bjørnsons ord, at den ungdom, som mætter sit mod i det vilde jag, kender sig mindre dag for dag.
Skulle I imidlertid rode Eder ind i noget, som I ikke synes, at I kan finde ud af igen, så ved I jo, hvor Eders gamle lærer bor!"
Jørgen Pedersen var ikke en pædagogisk håndværker som med opøvet færdighed kan proppe kundskaber på tomme flasker. Nej han var kunstner, håndterede børn og ungdom som vådt ler i opdragelsens atelier. En utrættelig forkynder  om den livets herlighed, som han troende, villende, elskende havde lagt ind til sit varme hjerte.
Vokset op mellem jævne slidere kom han i sit skolesyn tidlig til at sætte virkeligheden højt over alle teorier. Den gode danske, kristne moder foran professoren. Hjemlivet højere end skolen. Mennesket langt foran samfundet og staten. Hjertet over forstanden. Samvittigheden foran videnskaben. Sådan omtrent var hos ham den pædagogiske rangforordning.
Jørgen Pedersen blev aldrig sentimental. Dertil havde han for dybt og klart et hjerte. Sommetider forekommer han mig størst der, hvor han med myndig røst og fast hånd skred ind for at fri unge mennesker ud af dårlig slægtsarv eller tåbelige omgivelsers fristelser. Han ville ind til samvittigheden og kunne det ikke nås på anden måde, så tog han os på tomandshånd. Dette holdt vi ikke af! Men ret længe var vi  ikke bænket i det spartansk udstyrede værelse, før der lige som dalede virkehøjtid ned over vort splittede sind. Vi var jo i hans lønkammer. Her udførte han daglig sin energiske forberedelse. Herfra var de mange bønner - også for os - steget op til Gud.
Når han opdagede, at nu kneb det for os med at holde fantasien ren, så skrev han ikke i bladene om den fra fædrene vanslægtede ungdom eller om vor tid som den værste af alle tider. Ej heller rejste han rundt til møder og appellerede til selvgodheden ved at tømme en skarnbøtte fra hovedstadens mørke gyder. Nej, han forberedte sig; tænkte tilbage på sit eget ungdomsliv, da han havde det ligesom os; han vidste, at navne forandres i tidens løb, men tingen er dog den samme. SÅ gik han fra bønnen i lønkamret ind til os i aftenskolen og læste "En glad gut" på en sådan måde og med kloge tydninger, at det blev for os den bedste hjælp til sejr i den strid, som alle unge kender.
Endnu efter de mange års forløb har jeg svært ved at styre mine følelser, når jeg tænker tilbage på de unge mennesker, hvis liv Jørgen Pedersen simpelthen reddede fra undergang. Han tog os fast i hånden og ledte os hen til livets friske kilder i kristenlivet, historien og poesien. Og hvad han gav, det holdt så godt, alt som årene skred. Derfor vokser hans personlighed for os, jo længere vi lever.

Fra den lille friskole i Egebjerg så vi børn vore forældre lide og bringe ofre, og dette fik en ikke ringe betydning for os. Den kostede dem penge, og egnens flertal gjorde nar ad den; men med  meningsfæller havde de rige sammenkomster. Der gjaldt intet hensyn til gård eller hus, fin eller grov. De holdt sammen, trods al menneskelig skrøbelighed om deres store opgave: børnenes fremtid.

Jeg ser endnu så tydeligt Rasmus Jeppesens kone fra Rødme, Rasmus Hansens kone , Egebjerg, og min moder sidde ved et lille bord hjemme i vort sovekammer drøftende i timevis emnet: statsskole - friskole. Sommetider talte de også sammen om hædersmanden Niels Hansen fra Langhøjs mølle, som på sit dødsleje 1865 spurgte pastor Brandt fra Ollerup om, hvordan han bedst skulle anvende sine penge. Præsten rådede ham til at støtte de tre friskoler i Egebjerg, Lunde og Brudager [Kilen friskole], som hans brødre havde været med til at rejse. Han oprettede så med slægtens glade samtykke et legat på 10-1200 kroner for hver af de tre friskoler. Han fik sit hvilested på Kirkeby kirkegård, nær mine forældres grave. Hver gang jeg gæster dette sted, standser jeg også ved hans mindesten og læser indskriften:

Fra svaged legem en barnesjæl smiled,
mod saligheds hjem han i troen iled;
men først blev givet ham skønt at vinde
hos små og store et elsket minde.

Min bedste kammerat i skoledagene var den nuværende redaktør i Svendborg, Hans Rasmussen Egebjerg. Men førend jeg dvæler ved vort forhold, må jeg kortelig sige lidt om hans hjem. Faderen, Rasmus Hansen, var født i Egebjerg den 20. februar 1820, og han døde i sin fødegård [Egebjerggård] 28.  april 1896. Han voksede op i et arbejdsomt og tarveligt hjem i en trang tid; men han forstod bedre end de fleste at lade sig løfte af tidens bedste tanker. Hårdt måtte han arbejde hjemme og på Hvidkilde hovmarker. Fødegården var nemlig fæste under Baroniet Lehn. Frihedsbevægelsen greb ham stærkt; men det mærkedes ikke så meget i hans tale; thi han var alle dage en stilfærdig natur, en mand af få ord og med et dybt og ærligt hjerte. Ord og følelser hos ham spirede i det stille og voksede op som trofast handling, pligtopfyldende virksomhed. Hans forældre ville have lejet en stillingsmand for ham, da treårskrigen kom; men derom ville han ikke høre tale, han ville med i kampen for sit land.
Som menig ved 5te forstærkningsbataillon deltog han i felttogene 1848-50 , var med både i Fredericia-      slaget 6. juli 1849 under Rye og i Istedslaget 25. juli 1850. Her blev han hårdt såret i den ene albue og skulder. Han lå længe i smerter på lazarettet. Alle hans kompagnikammerater udpegede ham som den, der virkelig havde fortjent et hæderstegn, og kong Frederik den Syvende kom da selv ind på sygestuen og overrakte ham Dannebrogskorset. Han har skreven en fængslende dagbog fra krigsårene: "En menigmands erindringer." Den er et udmærket bidrag til forståelse af stemninger og tilstande i Danmark i de dage.
Fædrenegården blev købt til selvejendom 1859, og Rasmus Hansen overtog den. Samme år holdt han bryllup med en datter af den for sin dygtighed over hele Fyn kendte Rødmesmed. Hun hed Anne Larsen og var en from, ejegod og  evnerig kvinde. De fik et meget lykkeligt hjem. Gården ombyggedes fuldstændig. Rasmus Hansen strøg og brændte selv alle mursten til gården og teglsten til stuehuset, forarbejdede også selv alle vinduer og døre samt udførte det allermeste snedkerarbejde.
Der var i det hele taget meget lidt i denne gård, som han ikke selv havde været mand for. Fra hans hånd stammede billedrammer, bogskab og øvrige møbler inde i stuerne, værktøj og maskiner ude. Han var snedker, sadelmager, drejer og bogbinder. I en stor have, som han fik fredet op om den ny gård, blev der i et hjørne lagt en smedje med støberi. Her gjorde han de nydeligste kaneklokker færdige, ikke at tale om flere snese høvlejern.
Altid var Rasmus Hansen selv foran i det strengeste arbejde, enten det så gjaldt om at grave drænsgrøfter, læsse mergel eller høste den svære rug. Det kunne vel gøre lidt ondt i den stive arm en gang imellem; men viden om vidste man, at der skulle en god èn til at sætte ham. Han havde en indgroet ulyst til offentlig fremtræden, men kunne dog ikke altid blive fri; han var således i en årrække sognerådsformand i de to kommuner Ollerup og Kirkeby. Han troede på og elskede folkefriheden i Danmark.

Nærmest ved selvarbejde var han bleven en af vore bedst oplyste bondemænd. Ikke mange steder så man et så vel forsynet bogskab som hos Anne og Rasmus Hansen. Jeg mindes deres fortrolighed f.eks. Bjørnsons skrifter. De ville, som man kan tænke, gerne give deres børn en god oplysning, og som oprigtige kristne frastødtes de af ramseriet i  den offentlige skole,, denne åndsmekanik der på de tider lænkebandt så megen religiøs kraft og virkede søvndyssende i stedet for opildnende. De greb da friskolebevægelsen med stor varme.
Når man havde den fåmælte Rasmus Hansen på tomandshånd kunne man godt få ham til at fortælle fængslende træk af det selvoplevede. Det var ved en sådan lejlighed, at jeg en gang spurgte ham: "Hvad var det egentlig, som drev dig til at gå med i kampen for vor land?" "Ja", svarede han stilfærdigt, medens et lunt smil spillede om munden, "jeg havde jo læst Ingemanns historiske romaner." Dette svar dukker tit op i min erindring, og der viser sig da altid et billede af en stræbsom og helt igennem ægte personlighed, hvis ærlige hjerte gav genklang af de bedste toner, som lød i Danmark i den tid, da han færdedes iblandt os.
Hustruen, Anne, havde en vistnok sjælden evne til at kunne forme, hvad hun ville sige til os børn, på en sådan måde, at vi ikke så let kunne glemme det. Ved et af mine første besøg i dette hjem sagde hun til mig: "Ja, Du har et par gode forældre, men det skønner Du vel sagtens ikke på?" og så stod hun lidt og så smilende på mig. Jeg ser og hører hende endnu , og årene har uddybet for mig den vemodige sandhed, som lå i hendes ord.
Ved et andet besøg kom hun mig særlig venligt i møde og sagde: "Jeg er altid glad, når Du kommer her ud for at lege med børnene. De er så gode, når Du er her; her kommer andre, som gør dem ville og uartige." Jeg inkasserede dette som en ros og ønskede tit, at det altid måtte passe. Den dag idag beder den kærlige og kloge  moder mig igennem minderne om at leve livet sådan, at det kan blive en appel til det gode hos dem, som omgiver mig.
Sønnen, Hans, født 31. maj 1860, og jeg arbejdede sammen i skolen, vi søgte sammen om søndagen for at lege så tit, som vi kunne få vore forældres tilladelse. Jeg kunne blive næsten syg af længsel, når det søndag eftermiddag varede lidt længere end sædvanligt, inden han kom.
Vi anlagde en vandmølle ved kildevældet på mine forældres jord, byggede også en vejrmølle, som kunne hejse små sække fyldt med grus ivejret. Vi lavede sabler til at fælde tidsler og nælder med. Det legede vi var tyskere, som faldt for vor sværd. Bismarck og grev Moltke var blandt de faldne. Vi opsøgte fuglereder, plukkede vilde jordbær, hindbær og brombær, svømmede i mergelgrave, fangede gedder i tørvemosen og gæstede på lange fodture min slægt i Ryslingeegnen og hans i Lunde og Brudager. Var vinteren streng, sad vi inde og tegnede. Vi lærte at prente de forskellige alfabeter romersk, gotisk og fraktur udenad, og vi skrev naturligvis digte og fortællinger i massevis. Vi holdt sammen, når vi syntes, at Jørgen Pedersen var uretfærdig imod os. Således hændte det en dag, at vor kammerat, Jeppe, udsatte en præmie på to mark til den, der turde vove at åbne døren ind til lærerens værelse og se, om han var derinde, samt 8 øre til den, der turde gå med. Jeg vovede forsøget, og Kristjan Pedersen - nu gårdmand i Egense ved Svendborg - gik med mig. Værelset var tomt.
Jørgen Pedersen havde forladt det for at spise til middag  hos sognefogden, så vore penge var let tjente og gik derfor let igen. Vi bød en bunke kammerater med over til høkerens, hvor hele beløbet omsattes i brystsukker og lakrids. Det var livsfølelse, så det forslog noget, at ligge i grøften og sætte disse herligheder inden for vesten. Men ak, efter den søde klø kommer den sure svie. Jeppe, som pengene stammede fra, skulle bruge dem til indkøb for sine forældre; han gav sig nu til at brøle, sagen blev indanket for Jørgen Pedersen, som af sin egen pung betalte ham beløbet og dømte os to andre til at komme til ham med pengene, så snart det var os muligt. Jeg syntes og mener endnu, at dommen var rasende uretfærdig og Hans stemte i med; han hjalp mig også med at samle ben på markerne, indtil vi fik et lispund, som kunne sælges til sønderjyden Jes Jessen ved apoteket i Svendborg og indbringe den sum, som Jørgen Pedersen havde tilgode. Når vi efter mange års forløb fortalte den gamle dette, lo han, så tårerne stod ham i øjnene.
Vi to kammerater betroede hinanden vore drømme om fremtiden, vore stolte planer og vore tidligt opdukkede kærlighedslængsler. Vi har i ungdommens dage skrevet meget lange breve til hinanden, sommetider på flere store ark, og de varme bånd blev bundet stærkere, alt som årene gik.

Det bragede stærkest, når vi talte om politik. På det område var vi tit uenige og kunne dænge hinanden til med mange skarpe ord. Især har det ikke skortet fra min side. I Londons parker og Paris` restauranter har min heftige natur og mine slidte nerver målt ham skæppen fuld.  Men vort venskab holdt indtil denne stund, og jeg er glad ved, at jeg af mit fulde hjerte kunne telegrafere til ham, da Folkebladet fyldte 25 år. "Tak for bladet fra første nummer indtil nu. Enig eller uenig - altid til selvprøvelse , fordi din og din hustrus fædrelandskærlighed er så varm og ægte!"
.................
I 10års alderen sendtes jeg af mor første gang til torvet i Svendborg for at sælge smør og æg, og i flere år udførte jeg dette hverv hver anden eller tredje lørdag. Der er en mil at gå, og vejen er usædvanlig smuk, først ad en sti gennem bøgeskoven Fuglehaven  [Folehaven]; dernæst over Hvidkilde marker og ad en vej langs den med højt stendige og stakit indhegnede dyrehave, hvor firben, snoge og hugorme boltrede sig på varme sommerdage. Udsigten over Sydfyn er glimrende. Hvis jeg virkelig ejer en lille gnist af poesiens hellige ild, så står jeg i gæld herfor til denne min hjemegns herlige natur. "Her må jo alle mennesker blive digtere!" sagde Peter Bojsen, da han en gang var med på tur i egnen. Af og til afbrødes naturstilheden ved, at en lille fugl fløj op fra sit usete hjem og svang sig mod Himlen med en kvidrende glad morgensang.

Den sidste halve mil er landevej. Nu er dette torvedagsliv forsvunden; men den gang var der stor handel; madammerne kom og stak deres, ofte snavsede, tommelfingre ned i smørret for at få lidt på neglen, som de kunne smage.  Når jeg fik udsolgt, så havde jeg lov til at anvende 4 skilling - 8 øre - og gik da ind til bager Hansen, hvor man for dette beløb  kunne købe en meget stor bakkelse, overstrøet med hvidt sukker. At sidde inde i hans lille butik og fortære sådan en bakkelse, det var en nydelse, som aldrig noget festmåltid senere har kunnet stå mål med.
En sådan lørdag, efter endt torvetid, skulle politikeren I.A. Hansen holde møde her. Hjemmefra havde jeg tilladelse til at blive og overvære mødet. Han havde tre modstandere, som havde forberedt sig på at bekæmpe ham og delt arbejdet imellem sig. Det var en byfoged, en oberst og en præst. Under deres foredrag sad I.A. Hansen hele tiden oppe på tribunen og smilte, som om dette ikke kom ham ved, skønt det forekom mig, at de næsten knuste ham. Han noterede enkelte af deres udtalelser i en lille bog. Da de var færdige, tog han fat, og under forsamlingens bifald trak han dem til vands, én for én. Jeg fulgte hans tale med den største forundring.

Fra den dag af forstod jeg bedre, hvorfor Høgsbros "Dansk Folketidende" stadig med opmærksomhed læstes i mit hjem, og jeg lyttede mere efter, når far, som den frittalende venstremand han var, drøftede offentlige sager med møllegæsterne, en enkelt gang så kraftigt, at han mistede søgningen fra en af de nærliggende herregårde.

Der var på den tid i Svendborg en købmand, som tjente sig rig ved en ganske enestående evne til at snakke med folk. Hans varer var dårligere end de andre købmænds, priserne lige så høje, ofte højere; men i mundlæder var han de andres mester, og han holdt altid den slags butikssvende, der lige som han selv i veltalende ord kunne udtrykke  deres levende interesse for nogle tusinde kunders koner, børn, høveder og daglige forhold samt sende en bunke hilsener med vognene ud på landet til en mængde mennesker, som de ikke ville have interesseret sig mere for end byfogdens kat - hvis de ikke havde drevet handel. Så hændte det en dag, da jeg var færdig på torvet, at jeg kom ind i en restauration, hvor der var klublokale. Uset af den før nævnte købmand kom jeg her til at høre ham give en ung slægtning undervisning i handelspraksis. "Du behøver ikke at holde så gode varer," sagde han, "når bare Du kan vrøvle med  bønderne altid og om alt, hvad der kan optage dem. Så har du jo Fanden gale mig lov til bag efter ved din aftentoddy at grine dem et langt stykke!" Disse ord bragte mit blod i kog. Jeg var jo bondefødt. Harmen dirrede i mit sind. Det var dog vistnok værd at sætte noget ind på et oplysningsarbejde blandt sine standsfæller således, at der kunne komme en tid, hvor de ikke længere lod sig narre af en glatkæmmet rosinpillers besnakkelse, men fik lært at skelne lidt klarere mellem ægte og uægte værdier i verden.
...............

Senere gik glansen af disse markeder (Egeskov marked), og den ungdom, jeg sluttede mig til, samledes i stedet for ved den årlige fest, som Svendborg amts Skytteforening holdt i landsbyen Kværndrup nær ved Egeskov.
Formanden, kaptajn Edvard Nielsen udtalte ved den første fest her ønsket om, at folk nu i fremtiden måtte kunne sige til hinanden: "Ses vi ikke før, så ses vi da ved Egeskov skyttefest!" Det var ved samme lejlighed, at gamle  Albrekt fra Lombjerge kravlede op på talerstolen og holdt et lille foredrag, som slog stærkt an blandt os børn. Han stod med sin store "12 kanders hat" i hånden, og så råbte han med vældig røst: "Kongen er født 1818.Det er gamle Albrekt også. Kongen er gift. Det er Albrekt også. Kongen har flere børn. Det har Albrekt også. Men gamle Albrekt har ét i vente. Det har kongen pinedød ikke!" Længere kom han ikke, for nu trak man ham ned fra tribunen. Vi drenge fulgte ham under hurraråb hen til Kværndrup kro.
......

I umindelige tider havde sognepræsten været selvskreven formand i sognerådet; men nu var den gode pastor Jens Sofus Brandt i Ollerup bleven træt og fik far til at indtage sin plads. Derved kom jeg én og anden gang til Ollerup præstegård, skønt jeg havde så stærkt som nogen bondebarnets rædsel for at komme ind i stuerne til "de fornemme" Fruen kom med en kurv æbler og bød mig et; undselig tog jeg et af de aller mindste. "Vær nu bare ærlig," sagde hun, "Du vil såmænd helst have et af de største," og nu tog hun et sådant og gav mig i hånden. Jeg syntes, hun var storartet, og hendes beskyldning for undselighed gik jeg så hjem på Egebjerg banker og gennemtænkte nærmere. Med sønnerne Aleksander og Morten Brandt samt børnene fra Bejerholm deltog jeg i adskillige lege i den 10 td. land store dejlige præstegårdshave.

På denne tid begyndte forsamlingerne i Egebjerg. Pastor Brandt og andre ordførere kom til mit hjem, til Rasmus Hansens, Knud Jensens, Sognefogdens o.fl. hjem for at holde foredrag. Vore stuer var gerne ved sådanne lejligheder tæt pakkede. Indgangspenge betaltes ikke, talerne fik ingen rejsegodtgørelse; men de samlede en trofast kreds omkring sig til disse kristelige eller folkelige foredrag. Der var en fællesskabets glæde udbredt over sammenkomsterne, som det er velgørende at mindes.
..................
Far havde mange bryderier med sognets sager, og- ligesom sin søn - han tog sig ikke altid i agt for de små ærgerrigheder, som har velgerninger at hævne. Jeg mindes, hvorledes han en søndag formiddag, siddende ved sit arbejdsbord, havde tårer i øjnene. Mor kom da og ville vide, hvad han fejlede. Ja, det var jo beskyldningen imod ham, at han af egennyttige grunde og af hensyn til møllevognen havde sat sognets forsømte vejvæsen i stand. Mor sagde da:"Er det da værd at bryde dig om Niels, når du gør, hvad der er ret!" Disse ord hjalp ham over den tunge stemning.
Der var i mine forældres samliv et mørkt punkt at komme over, følgerne af en snublen på livsvejen, før kristendommen fik rigtig tag i deres hjerter. Men de stred redelig. De græd sammen og de bad sammen. Sådan noget opsnapper et barn jo - gudskelov - op på sin måde. En søndag spændte de, efter mors forslag, hestene for vognen og kørte to mil hen til en familie, der ligesom de selv var bleven kristelig vakt ved Vilhelm Birkedals forkyndelse, og med disse mennesker sad de og samtalede i flere timer, hvilket havde til følge, at de kom glade, trøstede og foryngede tilbage til hjemmet hen ad aften.  Dagen sluttede med den langelandske bondepige Martha Clausens salme: "Så vil vi nu sige hverandre farve." Linjerne i Grundtvigs salme:

"Så frydelig der til evig tid
med venner i lys vi tale,"

har i mit hjerte mange gange fået større dybde og klarhed gennem dette barndomsminde

Mine forældre tog mig med til Ryslinge den 8. august 1866, da Nazarethkirken blev indviet. Laden på Boltinggård, som hidtil havde været brugt til gudstjeneste skulle nu sættes til med korn, så det var i rette tid, at menighedens samlingsplads var bleven færdig. Man havde fået rejst kirke og præstebolig midt i Ryslinge sogn uden nogen licitation; man bar sig ad, som da Dannevirke byggedes. Hver mand kørte sit læs. Aldrig er en kirke rejst hurtigere og billigere end denne.
Folk strømmede til fra alle kanter, trods dårligt vejr med hvasse byger og kun få solglimt ind imellem. Der var langt over 400 mennesker inde i kirken, og flere endnu stod udenfor. Lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg råbte med skarp stemme: "Slå alle ruder ud, Jeg betaler!" Det er den eneste tale, som jeg hørte denne mærkelige mand holde. Ruderne blev knust i de 8 vinduer, for at skarerne udenfor kunne høre. Så lød salmen: "Foragter ej de ringe dage" som en mægtig brusen gennem kirken: Jeg har aldrig senere, ikke engang i Vartov, hørt mage til salmesang. Den har tonet i min sjæls mindehaller mange gange nu i 57 år. Billedet af dagen står så levende. Hvor kunne disse mennesker dog høre. Hvilken forunderlig stilhed. Hvilken glæde i ansigterne. Vilhelm  Birkedal hilste på far og mig. Jeg var, mens han talte, kravlet op i en stol, som jeg ikke vidste var forbeholdt ham og blev skamfuld og ulykkelig, da han kom og sagde: "Må jeg så sidde der igen, lille ven?"
Jeg tænkte som så, at her ville jeg altid gå i kirke, og i mange år kom jeg der da også meget ofte. Det er umuligt at kunne glemme, hvor gribende Birkedal søndag efter søndag kunne fremsige Grundtvigs vers:

Hver gang en ærlig sjæl på jord
vil sine hænder folde
i Jesu navn, men bønnens ord
vil dø på læber kolde;
forbarm Dig over støvets kår,
vis Du på alt kan bøde
og hvisk til os dit Fadervor,
så vore tunger gløde.

Jeg hørte hans billedrige forkyndelse, hans varme vidnesbyrd. Det var også gennem disse prædikener, at jeg første gang blev mindet om H.C. Andersen og Øhlenschlæger og fik lyst til at læse deres digterværker.
Her var altid højtid, fest, glædesstemning, musik i hjerterne. Hvor har disse søndage efterladt mange rige minder. Hvor ofte sagde jeg ikke til mig selv, når gudstjenesten var endt:"Ja, hvad Du end kommer til at arbejde med i verden, dette vidunderlige  skal Du altid være trofast imod;" Løftet blev ikke altid holdt - så havde jeg været lykkeligere nu, end jeg er - men alligevel gav søndagene vækstmuligheder. Når stemningens Nilflod glider tilbage til sit gamle flodleje, har den jo dog frugtbargjort hjertets jord.
En lang tid i min barndom voldte det mig tankebryderier, at far som  møller arbejdede om helligdagene, når det da blæste, og samtidig lærte jeg budet: kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Men så var det en søndag i Nazarethkirken, at menigheden sang med en egen inderlighed Grundtvigs søndagshymne.

Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde;
op han idag lukked Himmerigs port,
så skal hver Søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds ord,
nådig fra Himlen Guds ånd nedfor,
véd I nu, hvorfor det kimer."

Da faldt der et mildt klart lys hen over mine forældres færden. Derfor elsker jeg denne salme. Igennem den blev budet til "sang i mit udlændingshus" - for at bruge Davids ord i den salme 119 salme, vers 54.
Det var ikke så underligt, at når mor kom hjem fra kirkefærden her, sagde hun stille og højtidsfuldt til dem, der ikke havde kunnet komme med: "Herrens velsignelse være hos Jer!" og så rejste alle sig op.
Med kirkekampen i Ryslinge var den tid forbi, som min farfar Peder Pedersen i Lørup, Birkedals ven og ivrige tilhænger spøgefuldt karakteriserede ved at sige, at alle mennesker i Ryslinge sogn mente det samme, og det kunne de sagtens, for de mente i virkeligheden ingen verdens ting. Nu begyndte de at mene noget. Der gik en bragende kampfølge gennem min egen familie, som jeg ofte i taknemlighed mindes, når nogen istemmer Hostrups:

Lad det bryde, lad det gære,
stem ej strømmen, tål dens  brag,
den skal bære
grøde til en sommerdag.

Men nu var der noget, som jeg i barndoms- og ungdomsårene ikke for alt i verden kunne begribe. Lige i nærheden af Nazarethkirken boede en mand, som aldrig nogensinde satte sin fod i kirken. Langvejs fra kom folk i store skarer forbi hans hus om søndagen, når de drog til kirke. Han gik da i reglen og sled ude på marken. End ikke nysgerrighed kunne bringe ham til en eneste gang at gå ind i kirken. Hvordan kunne det dog være? Så lige op ad og dog ganske udenfor det hele?

Den første 5. junifest, som var jeg med til, holdtes ved herregården Holstenshus 1867. Hovedtaleren den dag sammenlignede grundloven med et træ i haven, bestemt til under en kyndig gartners hånd at vokse op, så det kunne komme til at brede sine skyggende grene ud over markerne. Og det kendte vi jo nok, sagde han, at sådan et træ måtte af med alle vilde skud. Det måtte beskæres i tide; derfor mødte gartneren med sav og kniv 1866 og fjernede alt det uheldige fra træet! Da disse ord udtaltes, hørtes der en stærk hyssen fra den store forsamling af fynske bønder. Far, som goldt min hånd i sin, hyssede med af al kraft. De mente åbenbart, at gartneren havde taget fejl og bortskåret en af de grene, der tegnede bedst.
Da foredragene var holdt, vandrede vi rundt i den store smukke have og kom da også ind i en grotte, hvor en billedstøtte stod opstillet i baggrunden. Da jeg så den, blev jeg ganske forfærdet og ilte ud igen på havens gange. Jeg havde nemlig den foregående nat drømt, at et  menneske forfulgte mig hjemme på Egebjerg banker, helt ind i vor have, men det lykkedes mig at komme op i et åbentstående sovekammervindue, hvor jeg holdt i vinduesstolpen og sparkede så voldsomt ud efter forfølgeren, så at han ikke kunne komme ind, og på dette tidspunkt af kampen vågnede jeg; men jeg kunne blive ved at se forfølgerens skikkelse, og hvor mærkeligt - her nede i grotten stod han for mig, i de mindste enkeltheder svarende til mit tydelige indre billede. Da jeg fortalte mine forældre det, sagde far: "Ja, der sker så meget her i verden, som ingen kan forklare."
Far døde kort tid efter. Han faldt ned ude i laden en dag, da jeg hjalp ham med at få fat i noget langhalm. Vi havde tækkemænd. Faldet var hverken dybt eller hårdt; men han døde alligevel 14 dage derefter. Han havde i længere tid anet, at døden ville komme. Møllen forpagtede han ud til Lars SImonsen fra Fåborg, thi han troede, at den ville blive for vanskelig for mor at drive, når hun kom til at sidde enke. En ondsindet hest blev solgt af samme grund.
Mens far lå syg, havde vi læger både fra Svendborg og København. Præsterne Brandt fra Ollerup og Birkedal fra Ryslinge opholdt sig længe hos os hjemme i denne strenge tid. Det var to mænd, som ikke spildte deres tid med snak om vejr og vind og torvepriser; men de havde så vist aldrig travlt, når der kaldtes på dem under alvorlige livsforhold.
En mængde mennesker fulgte far til graven på Kirkeby kirkegård. Bedstefar var også med,og jeg tænkte, at det var da underligt, at han skulle overleve sin søn.
 Efter indbydelse af frimenigheden i Ryslinge, blev der 1868 i Boltinggård skov holdt en såkaldt vennemøde. Oven på de stærke bølgeslag omkring Vilhelm Birkedals færd ville man drøfte den kirkelige stilling her i landet og samtidig støtte sønderjyske venner, som i et antal af over 200 var kommen til stede.
Ved denne herlige fest 17. og 18. juni slog en stor og lyttende forsamling kreds om så udmærkede ordførere som C. Hostrup, Vilhelm Birkedal, Poulsen fra Bovlund, Klaus Berntsen, dr. Ludvig Helveg, H. Svejstrup, Svendsen fra Jellinge, Jens Sofus Brandt fra Ollerup o.fl.
Den taler, som jeg bedst kan mindes, og som stærkest greb mig, var den unge Klaus Berntsen.  Hertil bidrog måske den omstændighed, at farfar for ikke ret længe siden havde givet tilladelse til, at han måtte blive gift med faster Lone, hvad han tidligere ret stærkt havde været imod. Jeg mindes den gamle, ejendommelige bondemand med sin høje "12 kanders hat" på hovedet stående under et stort bøgetræ, mens Klaus Berntsen talte. Tårerne randt ned ad hans kinder, og da taleren sluttede, sagde farfar til mig: "Klaus vil nok blive god ved Lone, ikke sandt Grønvald?" "Jo, det kan I stole på Farfar." "Ja, Gud ske lov!" Så kom der en ældre sønderjyde, som tog ham under armen og førte ham med sig.
Klaus Berntsen talte om kærligheden til fædrelandet, og han knyttede talen til en fortælling om, at der i en af de fynske præstegårde i sommerferien havde været så mange feriegæster, især mange studenter. Præsten og fruen var dybt rørt over, at disse unge mennesker viste dem så  megen opmærksomhed; men hemmeligheden var den, at præstefolkene havde 6 smukke, voksne døtre. En dag legede de unge panteleg i haven, og da panterne skulle indløses, fik en af studenterne øje på en ældre husmandskone, der med sin lille dreng sankede aks på marken udenfor haven. Han fik da det kåde indfald at byde konen og drengen ind i haven, og så fik den fattige dreng og konen lov til at lege med, og da drengens pant indløstes, skulle han sige, hvilken af de mange damer, han her så, der var den smukkeste. Præstedøtrene sad spændte på, hvilken af dem, han ville foretrække, men de undrede sig såre, da drengen rejste sig og uden at tænke på dem gik hen og faldt sin fattige moder om halsen, idet han udbrød:" Mor hun er den kønneste!"

Det var en tekst, som Klaus Berntsen forstod at håndtere. Han ville sige ligesådan om sin egen mor, der her var tilstede. Men vi har alle en fælles fattig mor, Danmark. Denne vor mor er fattig, fordi hun er frarøvet store dele af sin ejendom og mange af sine børn; men alle vil vi sige: Danmark, vor mor, er den smukkeste af alle. Hende vil vi ære, elske og hylde i et: "Leve, gamle Danmark!"
Det var en tale, som ikke blot faldt ved mig som 11årig tilhører; men efter 30 års forløb kunne P. Skou, Bukshave gengive den næsten ordret.
Da Berntsen kom ned af talerstolen, sagde hans gamle lærer fra Sødinge højskole, pastor Schjørring, til ham: "Hvad tror De, Deres kæreste siger til den tale?", hvortil Berntsen svarede:"Jeg tror, hun siger, at hun vil stræbe efter at ligne min mor."
Til festen havde Hostrup  skrevet sangen:

Danmark delt ved hav forinden,
kløvet nu tilsidst af fjenden!
Om du plyndres,
ej Du søndres,
båndet er dit modersmål."

Den blev sunget med kraft og varme. Sønderjyderne havde tårefyldte øjne, og de var overbeviste om, at de ville blive talt dansk i Himmeriges rige! Med Hostrup havde de jo lige sunget om, at det danske sprog var det hjerteligste blandt alle jordens tungemål:

Hjertesprog blandt tungens vrimmel!
Hjemmets bud fra jord til himmel!
Flyv Du kække,
bring fra begge
danske hjerter håb og trøst!"

De var også fuldt sikre på, at vi nok skulle få Sønderjylland og den i 1866 tabte valgret vundet tilbage og at dette ville ske samtidig!
Her var mange mennesker, kommen fra egne både syd og nord for grænsen, der tog den store folkesorg på rette måde, gik til  Gud med den og blev fremsynet som sagatidens kvinder på Island og profeterne i det gamle Israel. Jeg kan ikke være taknemlig nok for, at det faldt i min lod som barn at se dem løfte en lille flig af det tæppe, som skjuler fremtiden. De så jo ikke fejl.

Året efter fejrede faster Lone og Klaus Berntsen deres bryllup på hendes 22-årige fødselsdag, 31. juli 1869. Der blev rejst telt i bedstefars have. Blandt de mange bryllupsgæster var pastor Birkedal med familie. Han havde døbt og konfirmeret bruden. Taler og sange slag i  slag naturligvis. I mit minde hviler der en såre smuk glædesstemning over denne dag, og jeg var ganske fortryllet, da bruden kom og takkede mig for gaven. "Du kunne ikke have glædet os med noget bedre." Det var Grundtvigs:"  Kristenhedens syvstjerne;" men jeg var alt for undselig til at få hende fortalt, at jeg slet ikke selv havde funden på dette valg. Det havde mor ordnet for mig.

Kort tid efter giftede mor sig. Det var med Lars Johansen fra Lørup Hede, som hun havde kendt fra barndommens og ungdommens dage, og nok en gang overrakt en kurv. Hvis han har lovet hende og sig selv at være god ved sin stedsøn, så kan ingen mand bedre holde et givet løfte, end han gjorde det. Han var mig en god stedfar. Dog var vi enige om min lille fædrenearv. Han ville, at den skulle stå urørt i sparekassebogen, indtil jeg fik mig et hjem. Jeg ville have den omsat i bøger, kundskaber og rejser. Men vi skød aldrig med skarpt, og sejren var for mig ret let at vinde, thi mor stod på min side.

Pastor Brandt i Ollerup konfirmerede mig. To gange ugentlig, et år igennem, gik vi til forberedelse hos ham. Der er ½ mil fra mit hjem til præstegården; men nede på Ollerup Skovmark gik jeg hver gang ind hos Hans Markvardsens og fik sønnen Rasmus med. En morgen, da jeg kom inden for døren, sad konen på en stol og hulkede. "Hvad er der dog i vejen, Karen Margrethe?" spurgte jeg. "Å", svarede hun, "jeg er sikker på, at vor datter ovre i San Francisko er død i nat. Hvor er det dog tungt."  "Ja, men det kan Du jo ikke vide." "Jo, det er sådan," svarede hun vemodigt. Fem uger senere , kom der et brev, som fortalte, at datteren netop døde den nat, som moderen havde nævnt.

Den første dag forskrækkede Brandt mig. Da han havde indskrevet mit navn, spurgte han nemlig om, hvilken dato jeg var født, og jeg svarede, at det vidste jeg ikke! Lillejuleaften havde nemlig ingen dato i samtalerne hjemme. "Nå, men hvad hedder så din mor?" fortsatte han. Heller ikke dette vidste jeg. Hende kaldte jeg jo altid mor, og først lidt efter lidt gik det op for mig, at andre mennesker sagde Christiane. Med et fint smil og en stemme, som han førsøgte at gøre skarp, udbrød han: "Du kan vist ikke blive konfirmeret, når Du hverken ved, hvad dag Du er født eller kender din mors navn!"

Nogle dage senere besøgte han Egebjerg friskole og ville straks i lag med mig. "Nå, Du møllertamp, kan Du noget danmarkshistorie?", begyndte han. "Ja, lidt kan jeg nok." "Vil Du så fortælle mig om Frode Fredegod?" Nu tog jeg fat. Det var et kært emne, som jeg kendte ud og ind. Han lyttede efter og sagde, da jeg standsede: "Jeg kommer sandelig til at konfirmere Dig alligevel!" Og så blev jeg konfirmeret på Frode Fredegod.
Vi lærte intet udenad hos Brandt. Han var helt anderledes gennemført den fri skoles mand end Vilhelm Birkedal. Hver dag nævnte han en salme, som han bad os om at læse så godt, at vi kunne synge den uden bog, og vi konfirmander betragtede det som en æressag altid at kunne sin salme. Han var en stor  mester til at fortælle bibelshistorie; men somme tider førte han os ind i sidegader, hvor vi umuligt kunne forstå ham. Da således Pio og Geleff kom frem i det offentlige liv, fik vi en forelæsning om "Internationale", som vi ikke begreb andet af, end at det var noget, som præsten var meget bange for.
Han kunne også til tider såre os. Således indflettede han en gang en bemærkning om, at bønderbørns ansigter var så træede og stive, så man ikke kunne se, hvad de følte og tænkte; det kunne man derimod, hvis børnene kom fra de dannede klasser. Han på- stod også, at bønderne havde ingen natursans, de kunne slet ikke fryde sig over naturens skønheder. Der var et og andet i bondelivet, som han aldrig lærte at forstå; men han var en betydelig personlighed, en redelig kraft, kemisk ren for alle blødsødne følelser; men med et stort og varmt hjerte for det himmelske og jordiske fædreland, i hvis tjeneste han gav sit liv hen. Hans skikkelse står med usædvanlig klare omrids i min erindring. Konfirmationsdagen syntes jeg var så vemodig. Gav jeg dog ikke Gud et løfte, som jeg ikke kunne holde? Men når Brandt ud fra sit hjertes fulde inderlighed oppe foran alteret udtalte det ønske, at vi børn måtte blive bestandige i vor tro, vor sjæl til salighed, ja så kom dagen alligevel i fremtiden til at stå med kirkens højtid over sig.

Sidste gang jeg hilste på ham i den kære, gamle Ollerup præstegård, var han fuldstændig blind; men i hans tale lå endnu det brede danske lune som en yndig ramme om livets alvorstræk. "Kan Du ryge cigarer?"  spurgte han, da vi fra den store have var kommen ind i dagligstuen. "Jo, det kan jeg nok." "Ja, det bør en ung mand altid kunne. Har Du tændstikker?" Også herpå svarede jeg ja. "Og Du har vel en kniv i lommen?" "Nej, ikke for tiden." "Ja, se det er jo en mangel ved din opdragelse." Så gled han ind i betragtninger over, hvor kraftigt Gladstone i England kunne tale på sine gamle dage. "Jeg kan jo ligefrem ikke stå mig for ham!" Vi talte meget om svundne tider. Der lå, syntes jeg, en himmelsk glans over de ædle træk. Da jeg skulle gå, rejste han sig og lagde sin hånd på min skulder. Hans gamle øjne var fyldt med tårer. "Ja," sagde han, "i min alder kommer man sommetider til at tænke på, når en ven går ud af stuen, at her på jorden ses vi måske ikke mere. Sådanne tanker har jeg også nu, da Du må gå." Så lyste han Herrens velsignelse over mig og gjorde denne korte stund til en af de rigeste i mit liv.

Allerede i barndommens dage dukkede tanken om at blive højskolelærer op i mit sind. I Egebjerg friskole blev der ofte kastet en dragende glans over højskolens arbejde. Jørgen Pedersen var Kolds elev, og min gode stedfar havde ligeledes været på Dalum højskole. Men mine skoleplaner krydsedes dog ofte af andre fremtidsdrømme. En tid tænkte jeg på at gå den militære vej. Det gjorde mange drenge og unge mennesker i den nærmeste tid efter 1864.
En søndag efter gudstjenesten i Kirkeby kirke, gik jeg ud til maskinbygger Christian Andersen på Slæbæk Teglværk og bad ham om at hjælpe mig  frem i verden til en lignende gerning som hans, hvilket dog den kloge mand i løbet af to timer fik mig snakket fra.
Der var noget feberagtigt i min søgen efter et bestemt livsmål. Et foredrag af Jørgen Pedersen ved de unges aftenskole bragte ligevægt i min urolige sjæl. Han talte over ordsproget :"Lykken er en himlens gave. "I den rationalistiske tid", sagde han, "levede man i den tro, at enhver er sin egen lykkes smed; men nu har vi lært, at lykken kommer fra Gud som en velsignet gave. Også den lykke, at det enkelte menneske kan få klarhed over, hvad der er hans eller hendes kald her i livet. Vi får kun fasthed og sikkerhed i vor gerning, når vi modtager den som en gave. Ingen kan jage sin egen lykke op. Men kommer vi kun så vidt, at vi kan bede Gud om at vise os vejen, tage vort kald fra hans hånd, så giv bare tid. Den, der tror, haster ikke. Den stund skal nok komme, da gerningen kommer til at ligge således, at vi slet ikke kan tage fejl; thi Gud har selv sagt: Leder, så skal I finde! Beder, så skal I få"
Der er sagtens en og anden blandt alle I unge som endnu ikke rigtig ved, hvad I skal være i fremtiden. Det skal være mit råd til jer: Stil Eder på barnestade og bed Gud om at give Eder lykke til at finde, hvad I søger. Fra ham kommer lykken, I formår ikke selv at skabe den."

Jeg gav mig helt hen i tro på min gamle lærer vidnesbyrd, og det har jeg indtil denne dag ikke fortrudt. Hans ord var som et fredens solskin hen over mine ubestemte længsler. På en lille bænk oppe i De fynske Alper, sad jeg ofte i den tid, og i ensomme timer sendte jeg  brændende bønner op til Gud om at hjælpe mig til klarhed. Mine lærlinge erindrer vist, at jeg ofte citerede Oehlenschlægers vers:

Jeg kender vel de rustne søm,
som holde bænkens planker,
der havde jeg en ungdomsdrøm
og mine første tanker.

Nu ved de hvorfor.-
Mine forældre holdt på, at jeg ikke måtte blive højskoleelev før det 17-18 år, og jeg skulle selv tjene pengene sammen til udgifterne. Det var meget fornuftigt tænkt. Et år tjente jeg på Egebjerg mølle og fik mere i løn, end nogen gårdmand ville give. Mølleren Rasmus Andersen, og husstyreren Karen, som senere blev hans hustru, var til at begynde med lidt ængstelige ved den unge læsehest; men det gik langt bedre, end de havde turdet tro, så jeg fik mere i løn, end der var lovet mig.
De var hæderlige og nøjsomme mennesker, og de havde åbne ører for den tids bedste ord i hjem, skole og kirke. Om sommeren kørte jeg møllevognen gennem landsbyerne Egebjerg, Kirkeby, Dongshøjrup, Rårud, Slæbæk, Rødme, Stenstrup, Hundtofte med den vidtstrakte tørvemose, samt til Ollerup Skovmark og til herregårdene Skjoldemose og Løjtved. Jeg kom ind i alle hjem, så og hørte meget, som har været mig til hjælp siden, når jeg skulle bedømme jævne folks sjælelige liv. Jeg husker, hvorledes en bondekone i Rødme karakteriserede grundtvigianismen ved at sige til mig:"Ja, Du er vel grunvianer, ligesom dine forældre, og I kan jo sagtens, for I tror jo, at vi kan danse og drikke og more os lige så towle (tåbeligt),  som vi vil, for det er jo tidsnok at omvende sig efter vor død."
Om vinteren var jeg møllersvend og nød den ære at blive sendt til Hvidkilde mølle hos hr. Corfixen for at lære at hugge den ny fransksigtes stene.
Børge Kristensen fra Ollerup skovmark var min jævnaldrende kammerat på møllen. Vi var begge en tid hengivne til kortspil - spillede især "mis" - men blev enige om at bryde over tvært der med, fordi det gik ud over vor læsning. Vi udførte i fællesskab adskillige gavtyvestreger. En af møllegæsterne sagde altid nej, når vi efter den tids skik bød ham en snaps. Derimod satte han brændevinsflasken for munden og tog nogle dybe slurke, når vi ikke var til stede. Men da vi en dag så ham komme gående op ad møllebakken, satte vi en flaske fed maskinolie på brændevinsflaskens plads, og så borede vi et par små glughuller i loftet - de findes der endnu [1923]- hvorigennem vi kunne se ham sluge et betydeligt kvantum olie. Da hviskede Børge til mig: "Nu behøver han ikke amerikansk olie for det første." Der kom også af og til en tyvagtig gæst, og da han en dag var ene på det nederste loft, fyldte han begge sine jakkelommer med flormel. Vi havde imidlertid opdaget dette gennem hullerne, og da vi kom ned ad trappen til ham, råbte Børge: "God dag, gamle ven!" og slog begge sine hænder så hårdt ind på hans lommer, at melet dampede ham op i ansigtet. Han blev ganske forfjamsket og løb hjem uden at sige far vel.
En anden gæst havde ofte en stor puddelhund med sig. Vi kunne da finde på at hejse  den, ligesom møllesækkene, op gennem lugerne til det højere liggende loft, medens den gøede af alle kræfter - og sprang så ud på sin ejermand, som måtte udløse den der oppe.
Fra november indtil jul stod møllen aldrig stille; vi skiftedes da til at våge således, at den ene af os sov fra kl. 6 efter middag til kl. 1 nat, den anden fra kl. 1 nat til henad kl. 8 morgen.

Vor møllerkusk Niels Andersen, ejede en stor, hvid puddelhund, som i lang tid fulgte ham, når han kørte rundt i egnen; men så solgte han den til en mand, hvis hjem lå ½ mils vej fra møllen. Da skete det, at Niels Andersen kom ulykkelig af dage. I en agestol, der ved reb var bunden fast til hattehjulet sad han udvendig på møllehatten. Det var den dag blikstille, og ingen havde tænkt på at lægge pressen på hjulet. Men så kom der pludselig lidt vind og slog møllen i gang. Han blev trukken ind mellem to hjul og døde straks. Da han lå lig, kom hunden en dag gående. Den havde i sit ny hjem, hvor de talte om dette, kunnet høre på toneklangen, at noget sørgeligt måtte være hændt dens tidligere ejer. Den gik søgende rundt alle steder stadig klagende og ville intet æde af det, som sattes hen til den. En gang imellem så den op på os, som ville den bede os om hjælp.
Den følgende sommer arbejdede jeg for dagleje hjemme samt hos gårdmændene Jens Larsen og Jens Knudsen. Jeg foretrak de to sidstnævnte, fordi der hos dem blev holdt op præcis kl 7½ aften; hjemme derimod smølede vi, så længe vi kunne se en flue på en væg, og fik lidt mindre bestilt. Jens Larsen og hans gode hustru,  Karen, var begge udgået fra hjem, som i nogen grad sluttede sig til Indre Mission. Der læste jeg ivrigt Indre Missions Tidende. En afhandling, skrevet af pastor Ipsen i Nordby på Fanø, om at søge Herren, medens han findes, kalde på ham den stund, han er nær, optog især mine tanker, navnlig fordi jeg syntes, at denne omvendelsesskribent ikke rigtig magtede at sige mig, hvor jeg da skulle søge Herren. Det gjorde dog min egen præst, J.S. Brandt i Ollerup, ganske anderledes tydeligt, når han talte til os om dåben, nadveren, fadervor og den hellige skrift. En aften, da Karen og jeg talte sammen derom, sagde hun: "Ja, dersom jeg var vokset op i et hjem som dit, så var jeg nok bleven grundtvigsk; men sådan noget hørte vi slet ikke i Hundtofte. Mine forældre sluttede sig til "Missionen", og så voksede jeg jo ind i den." Hvor der den sidste sætning god. En professor i sjælelære kan næppe sige den bedre. Hun var en from og god kvinde. Hendes skønne død som en inderlig overbevist kristen gjorde et dybt indtryk på mig.

Jens Knudsen i Egebjerg er af min egen slægt. Hans fader var min moders morbroder. Jeg var med i Trunderup den dag, da Jens Knudsen holdt bryllup med Mine Lundsgårds. Vielsen fandt sted i Kværndrup kirke, og alle vi, som var med, skulle efter gammel fynsk skik spasere par efter par, ind i kirken. Jeg fik folketingsmand Jens Jensens datter, Sara, under armen; men, ak, ak! under opmarchen til den meget højtliggende kirke kom jeg klodsmajor til at træde hendes kjole i stykker; en skærende lyd forkyndte det store ulykkestilfælde, og knappenålene måtte frem. Vi kom sidst ind i kirken, og jeg følte, at hendes tilgivelse næppe var ægte. Hun tilgav mig vist ikke, før hun nogen tid efter blev gift med min yngste farbroder.
Om aftenen var der dans i Gamle Lundsgård, og da jeg ingen mester er i tersikores kunst, sad jeg med lidt triste tanker henne i et hjørne og beundrede de andre, som havde så let ved at svinge sig i dansen.
I Mines og Jens Knudsens smukke hjem traf jeg en og anden gang sammen med digteren Mads Hansen og dennes gode ven, Peder R. Møller. For Mads Hansen nærede jeg en stille beundring. Jeg havde set ham første gang på faders mark oppe i De fynske Alper. Han var bondeklædt, havde et svært, blondt hår og et kraftigt, lyst skæg, der dækkede underansigtet og nåede ned på brystet. Øjnene var store og blegblå. I Egebjerg blev denne vor første bondedigters sange: "Jeg er en simpel bondemand", "I vor barndom vi hørte kartovernes brag", "Til våben brødre tag bøssen fat", "Vi har sagt det så tit, og du ved det så godt", "Fo`ajle di små blomster" o.s.v. nynnet ind i os, efterhånden som han digtede dem.

Også i en anden henseende følte jeg mig i taknemmelighedsgæld til Mads Hansen. Det var ham, som fik Folkelig læseforening, oprettet i Sydfyn. Den omfattende flere  sogne og havde udlån i fire skoler, hvor han påvirkede lærerne meget energisk. Han førte ad denne vej mange videbegærlige unge hen til fædrelandets bogskatte, og det er alle dage en fortjenstfuld gerning. "Man ser længere fra Parnasset end fra tronen," sagde grækerne.  Ære og tak til dem, der i hine opvågningsår tog os ved hånden og førte os ind i den danske bogverdens herligste egne. Det var i hine dage lidt af en dåd!
Det undrede mig meget at høre Mads Hansen i Jens Knudsens stue, omgiven af en lille vennekreds, forsvare vort politiske Højre. Men nu kan jeg nok se årsagen til, at han ivrede så stærkt imod Det forenede Venstre, og "talmajestæten", som man den gang kaldte demokratiet. I hans fødeby Hundstrup havde flertallet stadig modarbejdet det, som han elskede, og da kirkekampen kom frem i Ryslinge, tre mil fra hans hjem, fulgte han denne med levende deltagelse. Men var ikke netop flertallet imod friheden?  Både blandt biskopper, præster og lægfolk. I Ollerup kirke, hvor han var en stadig gæst, hørte han ofte pastor Brandt tale mod den store, døde mængde- "verden!" og der sang man jo:

Hvor salig er den lille flok,
som Jesus kendes ved.

Det kunne dog virkelig ikke gå an at give alle jætterne valgret; thi så ville det jo blive disse og ikke aserne, som kom til at råde i skole, kirke og alle vegne.
Han sang:

Vi lever, så længe vi ejer Nordens ånd,
så længe blodet strømmer fra hjerte til hånd,
så længe som vi ånder i toner og ord
og nyder af frugten fra asernes bord.

Ordkampene var ofte skarpe; men jeg har aldrig hørt denne ædle mand såre nogen modstanders hjerte. Han var som Andr. Dolleris skriver:

 Sanger i kofte, riddersmand i stræben
ædel og ren i lykke som i savn.
Hans digtersind ejede langt fra en urkraft som Blichers. Hans tonrer var ikke stærke, men fine og yndefulde. Ingen fugl i den danske abildgård har kvidret med renere næb.

1874 var jeg med til et grundtvigsk vennemøde  i Odense. Forsamlingen blev her så stor, at den måtte deles i to således, at den ene del brugte Pantheons sal, medens den anden holdt til ude i haven. Det er nok det største kirkelige møde ,der nogensinde har været holdt i Danmark. Der var mødt 5-6000 mennesker fra alle egne af landet. Hovedårsagen her til var den skarpe politiske strid mellem Grundtvigs venner. Den første aften holdt Budstikke-Bojsen en munter tale, der greb mig og to jævnaldrende venner stærkere end noget andet. Han fortalte et norsk eventyr om Tobaksgutten og gav det en ypperlig udlægning, som endte med en direkte henvendelse til os unge: "Er der en sag eller et menneske, som I kommer til at holde rigtig meget af, så vær trofaste" Det er det største , et menneske kan drive det til; men det er samtidig noget, som alle kan nå, uanset evner og rigdom. Det er indgangsdøren til livets herlighed!".
Hans stemningsrige tale skabte  musik  i vore hjerter. Jeg foreslog mine to gode venner, at vi skulle lade være med at gå i seng den nat. Vi fulgtes ad ud forbi Kolds skole. Hvor langt vi kom, husker jeg ikke; men vi vendte først tilbage til Flakhaven ved St. Knuds kirke, da fuglene oven på den lyse nat begyndte at lade høre fra sig.
 Denne fodtur i to gode venners selskab, ovenpå  Bojsens poetisk gribende vidnesbyrd, står med lyse, varmende træk i mindet. En åbenbarelse af ungdomsvenskabets herlighed! Vi sagde ikke ret meget til hinanden men følte en stille glæde ved at være sammen, poesiens kilder rislede på bunden af vor sjæl. Ubevidst havde vi et indtryk af, hvad livet dog egentlig er for en mægtig bevægelse.

I vinteren 1875-76 blev jeg elev på Vejstrup højskole, hvor jeg kom i gode hænder. Morten Eskesen havde den gang lige sunget om Vejstrup:

Herlige Vejstrup med dit Brejdablik,
over bøg og bølgetop, blide kår du fik.

I ydre henseende var kårene dog ikke altid så blide. Skolens forstander, Jens Lund, var en riddersmand uden frygt og dadel. For at være tro mod sig selv kunne han udtale kætterier, hvorved elevtallet sank fra 78 til 30 i løbet af et år. Han står for mig i dette tilbageblik som en af de fineste karakterer blandt de danske højskolemænd, som jeg har kendt. Chr. Richardts ord i Tornerose "Kæmp for alt, hvad du har kært", har fået plads under Jens Lunds billede og kan ikke anvendes noget bedre sted,
Da han blev 70 år, sendte jeg ham følgende telegrafiske hilsen:

Du kære ven og lærer, som fylder støvets år,
tak for hvad du gav mig i ungdommens vår.
Gud signe din aftenstund ved Vejstrup skønne strand,
du gode , stærke, fromme, hårdt prøvede mand!

 Den rigt begavede husfrue, Sofie Laurent Lund, havde en sjælden evne til at vejlede unge gærende kræfter, og da hendes mand en aften fortalte hende, at jeg i en alenlang stil havde nedskrevet mine planer om at blive højskolelærer og bedt ham om hjælp, sendte hun straks bud efter mig. Vi førte den aften en samtale, som fik livskilderne i mit sind til at sprudle. Det blev med det samme bestemt, at jeg næste vinter skulle vende tilbage til skolen som elev og hjælpelærer i dansk og regning, læse om sommeren i Egebjerg friskole og så senere ty til den udvidede højskole i Askov.

Hver gang jeg fortæller mine lærlinge om Kamma Rahbek og Bakkehuset, tænker jeg på dette hjem.Sofie Lund kunne vist nok tegne lige så godt som Kamma. Hun var vel ikke så fortrolig med fremmed litteratur som denne; men jeg er nær ved at tro, at hun kunne vise unge mennesker flere kostbare perler i den danske. Jeg har smukke minder fra lærer N.K. Andersens undervisning og fra hyppige besøg i hans hjem, hvor eleverne altid tyede ind, noget oftere end til forstanderens. Vi var to lærlinge, som af Andersen fik privat undervisning i matematik, og hen i marts måned holdt vi en lille festlighed i den anledning, hvortil jeg havde skrevet en sang på 11 vers. Den gik på tonen: Kong Kristjan stod ved højen mast". Første vers lød sådan:

Vi synge vil vor glæde ud!
Hvad glæde da?
Jo, Adolph Steens de store bud,
som kosted møje, slid og slud,
 er løst, hurra!
Men bi kun lidt, på hylden hist:
Jeg ser hans algebra, ja vist,
hu ha! hu ha!..

Om søndagen tyede jeg ind til valgmenighedspræst Rasmus Petersens inderlige forkyndelse. Jeg kom ofte i enkefru Laurents smukke hjem i højskolens have. Hun havde stået familien Ingemann og mange af Guldalderens store skikkelser nær, og hun kunne fremstille det selvoplevede med en mærkelig poetisk kraft. Datteren, Louise Laurent, fredede om hende og behandlede stamgæsterne på en så hjertevindende måde, at vi nok skal mindes det alle dage.

I fritiden søgte jeg jævnlig hen til de stærke bondeslægter i egnen, som tidligt vågnede op til kristelig og folkelig alvor samt til stor borgerlig dygtighed. I en af disse familier, gårdejer Peder Rasmussen på Oure Mark, traf jeg den jævnaldrende ungersvend Jens Johansen, som senere blev min trofaste og forstående ven, så længe han levede.

.....................

Den følgende sommer læste jeg hos Jørgen Pedersen samt hjalp til med undervisningen i hans skole. Jeg var også i fire uger farbror Pers gæst ude i Bred, Vissenbjerg sogn, hvor han ejede en gård. Fra Stiftsbiblioteket i Odense hentede jeg bøger, som så blev pløjet i den store stadsstue, der stod til mine rådighed. Så tog jeg høstarbejde og tjente så meget at det vel gik an under stor sparsommelighed at vove sig ud på en tur til København.
Jeg gik på min fod gennem Fyn  og Sjælland, tog i kvarter hos gamle Vejstrupelever så meget som muligt, overnattede også hos en mig ganske ukendt aftægtsmand, der boede lige ved landevejen. Han var ikke det mindste bange, sov trygt i sin alkoveseng, medens jeg brugte en gammel sofa. Vi vågnede begge meget tidligt. Han lavede kaffe og blev så oplivet af samtalen, så jeg ikke kunne få ham til at modtage nogen betaling.
Jeg dvælede ved de historiske minderige steder i Sorø, Ringsted og Roskilde. I hovedstaden fik jeg også fri søvn. Det var hos en stud theol Nielsen, som også stillede en slags sofa til min rådighed. Han gav mig også mange gode vink med hensyn til samlingerne og museerne. Mange, mange år derefter traf vi sammen ved et efterårsmøde. Han har antaget sin fødebys navn: Munkebo. Hvor var det hyggeligt at sidde og samtale med pastor Munkebo om de gamle dage! Hans hjælpsomhed imod mig var fint papir fra først til sidst.

På det kongelige teater blev jeg meget grebet af Ambrosius. Jeg besøgte naturligvis Oehlenschlägers grav, Søndermarken, Frederiksberg Have og Dyrehaven.
På en bænk i botanisk have traf jeg første gang lærer Hedeager fra Løvel ved Viborg. Vi havde begge to proviant med hjemmefra, thi vore forhold bød os at være sparsommelige. Da der alle vegne var mange mennesker, tyede vi ind i denne have for at kunne holde måltid i ro. Samtalen kom let igang. Da jeg fortalte Hedeager, at Birkedal havde døbt mig, tog han fat. Han havde mange gange vandret på sin fod 5 à 6 mil for at høre Birkedal, medens denne var præst i  Sønder Omme, og han tegnede disse søndage med jævne, inderlige ord. De lå og lyste i hans hjerte med en forunderlig skønhed.
Så slog vi to os sammen. Han førte mig sammen med digteren Hostrup og en kreds på 20-30 stk. en aften i Tivoli. Det var såre festligt. En anden aften drak vi the sammen med præsten Thomas Rørdam og denne familie. Også denne aften er der glans over.
For min videre uddannelses skyld ville jeg gerne have soldatertjenesten tilendebragt så hurtigt som muligt og gik derfor på session om efteråret, hvor jeg blev udskreven til infanterist. Vinteren derpå var jeg, efter før nævnte aftale med fru Lund og Jens Lund og hjælpelærer på Vejstrup højskole. Jeg forberedte mig i 4 uger på mit første foredrag, der handlede om "Jordens indre varme". Det varede kun godt et kvarter. Jens Johansen, der sammen med brødrene Steffen og Hans var bleven elever, sagde, at da jeg sluttede, var det med et bønligt blik ud i rummet, om der dog ikke skulle findes lidt mere. Men der kom ikke mere. Lagerloftet var tømt, og humøret nede under nulpunktet.

En dag travede jeg til Svendborg for at høre N.J. Termansen tale i Dansk Samfund. Mødet holdtes i en købmands baggårdsbygning, et stygt men stort rum, som aldeles fyldtes med tilhørere. De allerfleste var landboere og kun en halv snes stykker fra selve Svendborg by.
Til venstre for gårdspladsen have det dagblad, som vi læste hjemme Svendborg Avis, sit kontor. Her gik jeg ind for at betale en lille regning til skolen. En fattig  mand ude fra Øster Skerninge kom der ind samtidig: "Hvad vil De, min gode mand?" spurgte redaktøren. "Ja, " lød svaret. " der er en fyr ude i vor egn, som har brækket sin arm. En krone kan vel ikke være for meget for nærmere oplysning herom?" "Det vil jeg ikke give", svarede redaktøren. "Vi har fået så mange brækkede arme og ben i de sidste dage. Nej havde det endda været en brækket hals!"

Jeg faldt i forundring ved at høre Termansen begynde sit foredrag med at nævne Søren Kierkegård som emne. Om ham havde vi næsten intet hørt på højskolen. Datidens højskolelærere kunne ikke lide ham. Han havde jo sagt: "mig tykkes, at Grundtvig er et vrøvl" og så meget andet slemt. Endvidere fandt de, at han var for svær at forstå. Det spillede jo også noget ind, at de havde ikke læst ham!
Nu kom denne jyske bondemand og gik lige løs på Sørens skrifter. De vanskeligste sætninger hos ham blev omsmeltet til en så kernedansk tale, at den kunne indsuges af alle, både unge og gamle. Hvilken omfattende viden! Hvilket herredømme over emnet! Et sted i foredraget gengav han store partier af Den bekymrede lilje, som jeg kendte fra Bojsens danske læsebog i Egebjerg friskole, hvor liljen var aftegnet liggende på vejen, medens den lille fugl flyver videre. Vi havde grædt over liljens skæbne og lovet en gang at slå den lille fugl ihjel med sten. Ak - vi har ikke fået den dræbt endnu.
Hvis det en og anden gang er lykkedes for mig som ungdomslærer at hente åndelig næringsværdi til mine lærlinge fra Søren Kirkegårds  storladne værker, så skyldes det i høj grad Niels Jokum Termansen. Han der jo var grundtvigsk højskolemand, fik døren lukket op på rette måde for os unge ind til vor navnkundige tænkers rige verden.

Termansen blev den dag - og for resten så længe han levede - mit ideal af en foredragsholder.

Soldaterliv

Ved en lille afskedsfest i mit hjem, før jeg den 25. april skulle melde mig som soldat i Nyborg, opførte Hans Egebjerg, vor kammerat Lars Hjulmand fra Rødme og jeg tre små skuespil. Det første var en dramatisering af skoleløjerne i Ingemanns levnedsbog, som Hans og jeg havde formet i fællessakb. Lars spillede hørerens "hr. Høffdings, rolle. Mathis og Rosenkilde udførte vi andre to. Stykket morede især Jørgen Pedersen meget. Han lo meget stærkt hele tiden. Dernæst spillede Hans og jeg"En nat i Roskilde". Mor, som aldrig havde været på teater, før, tillod sig at bemærke midt handlingen: "Men Grønvald, pas dog på din fars hat!" Alle 26 tilskuere hørte hendes formaning. Jeg blev meget vred på hende; men kunne jo ikke tiltale hende og inden stykket var spillet til ende, havde jeg ikke blot tilgivet hende men også lagt mærke til, at hun på sin måde havde været med til at sætte feststemningen i vejret.

Det tredje stykke var mit eget fabrikat og handlede om en sydfynsk skolelærer, som der gik så mange historie om blandt befolkningen. Det er ikke til mere.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk