Gadelege omkring 1880
Forside ] Op ]

 
Lidt om gadelege i Uggerslev omkring 1880

Af gårdejer Chr. Nielsen

 

Når det milde vejr ved majdagstid indbød til friluftsophold om aftenen, begyndte ungdommen i min barndomsby, Ugerslev på Nordfyn, at samles for at "lege på gade". Dengang fik man ikke så tidlig fyraften som nu; først omkring ved kl 8 var man færdig med aftenarbejdet og skulle så ind og have nadver - nåre, som det udtales på Sletten -; derefter samledes så karlene uden for "gyderne", sådan kaldtes indkørselen til gårdene, som alle lå lidt tilbage fra gaden. Oftest samledes de ved sognefogden, fordi der her var et vejkryds, som var velegnet til det meget yndede keglespil.
Det var for karlenes vedkommende mest keglespillet, man morede sig med. Keglerne var for det meste lavede af piletræ, omkring ved en alen høje. Nikongen et kvarter højere end de øvrige og forsynet med et hoved med en dusk hestehår i toppen, som han jo gerne tabte i sommerens løb. Til kastetræ brugtes et stykke træ, ca en alen langt og 4 tommer tykt, og med et skaft på en alens længde anbragt vinkelret på midten. Dette kastetræ kunne have forskellige benævnelser på de forskellige egne, her kaldtes det en pindkløve, i Sønderse en bossel.
Der var forskellige regler for spil, det mest brugte var med etkastes mål, det vil sige så langt fra keglerne, at der kunne kastes til dem med et kast. Keglerne var opstillet med en afstand af pindkløvens længde mellem hver, og målet var ud for et hjørne.
Der spilledes med "12 i potte". Så taltes der fra 12 nedad. Kunne man stikke kongen alene ud af kredsen, gjaldt han 12, altså hvis han røg helt uden for kredsen, uden at der faldt andre; faldt han alene inden for kredsen, gjaldt han 9; men faldt han sammen med andre, gjaldt han kun 2. De andre kegler gjaldt hver 1. Spillet gik således til. Når en havde "fået sin potte ud", altså slået så mange kegler, at det tilsammen blev 12, skulle han slå for den, der havde mindst tilbage; hvis denne havde 5 tilbage, og han slog 5 kegler, havde han vundet 5 øre fra ham, men hvis der sloges for mange, gik det hele på hans egen "potte" igen. For forståelsens skyld anføres et eksempel: Niels, Jens og Søren spiller; hver har "12 i potte"; det begyndes der altid med. Niels slår i første kast Kongen og 5 andre, tilsammen 7, har altså 5 tilbage af sin "potte"; Jens stikker Kongen alene helt uden for kredsen, har derved "potte" og skal altså slå fra en af de andre i næste omgang. Søren slår kun 4 uden om Kongen, har så 8 tilbage. Niels slår nu 3, har nu 2 til rest. Nu kommer Jens, som jo har "potte"; han skal slå fra den, der har mindst, altså fra Niels; han må jo så kun slå 2; men av! der røg skam 3, så nu har han selv 3 i sin "potte" igen, så det gik ikke ud over Nielses toøre denne gang. Havde han derimod slået 1 eller 2, havde han vundet 1 eller 2 øre fra Niels. Sådan går spillet videre, til alle har "potte", og gevinst og tab gøres op. En uheldig spiller kunne en aften tabe et halvt hundrede øre.
Et andet spil kaldtes "potte". Så blev Kongen stillet på bageste hjørne og gjaldt 12, både når han faldt alene og sammen med andre; men hvis der kun faldt menige kegler, som gjaldt 1 hver, blev det lagt til "potten". Dette var jo et højere spil, hvor en karl med sikker hånd og øje rigtig kunne tampe de andre; men denne måde at spille på brugtes ikke meget, de mindre sikre gik ikke med til det ret mange gange.
Til det førstnævnte spil brugtes det også at spille med "tokastes" mål og bagslag, altså så langt fra keglerne, at der kunne kastes til dem i to kast. Hvis man slog nogle i andet kast, havde man lov at stille sig, hvor man ville, for at slå "bagslaget"; men hvis man ingen kegler slog i andet kast, havde man intet "bagslag".
Foruden keglespil kunne man også more sig med at trække stok, tages hånd, brydes eller løfte hinanden op, enten ved at tage om kroppen eller om benene.
Trække stok gik for sig på den måde, at to satte sig ned på jorden med fødderne mod hinanden og benene strakte, armene frem, så de begge kunne tage om en stok, som holdtes lige over fødderne, og så forsøge at trække modparten fra jorden; ruske måtte de ikke, heller ikke bøje knæene. Det kunne give ømme rygge, når to jævnbyrdige kom sammen.
Når man skulle tages hånd, skulle to tage hinanden i hånden, således at håndfladerne holdtes lodret, og så ved et fast tryk dreje modpartens hånd om i vandret stilling.
Brydning foretoges med over- og undertag, altså den ene arm over skulderen, den anden under. At "spænde ben" ansås for usselt; ingen ville brydes med en, der ville spænde ben.
At løfte en mand op på sin hære (hærde, skulder) var også meget yndet, det kunne også give anledning til megen morskab ved de pudsige stillinger, der kunne forekomme ved denne idræt. Den bestod nemlig i, at den,d er skulle løftes op, måtte gøre sig ganske slatten, når man tog om ham, ligegyldig hvor, undtagen hovedet, som man ikke måtte røre med hænderne; selv en tynd splejs, som ikke vejede stor, kunne det have sine store besværligheder at få op, når han forstod at gøre sig rigtig løs i leddene.
At rejse en op foregik sådan: En karl lagde sig på ryggen, så lang han var, og skulle holde sig stiv og ubevægelig, en anden tog med begge hænder ned om hans frakke og skulle så rejse ham op i stående stilling, men måtte kun bruge hænderne. Man kunne også stille sig tværs over den liggendes ben, tage med begge arme ned omkring benene, lægge albuerne mod sine egne knæ og så ved at sætte sig tilbage prøve at rejse den liggende op.
Pigerne kom knap så meget på gaden som karlene. De havde deres egen samlingsplads, som regel i en elmehave ved vor gård, imellem gården og gaden. Det var nogle store gamle træer. Imellem et par store lige i udkanten var der bunden en gynge op, hvori der toges mange gyngeture. Mest sad dog pigerne på nogle bænke henne i gyden og syslede med deres håndarbejde, og når så karlene til tider blev kede af keglespillet, kom de hen til pigerne; der blev så sunget viser og fortalt historier, leget "to mand frem for en enke", også kaldet "Tullihut" , vel fordi enken tit råbte: "Tullihut, lange Maren, kom igen, stombe Karen!"
Til andre tider blev der danset. Den sang til dansen, jeg bedst husker fra den tid, vil jeg skrive op, somd en står i min erindring:

Munken går i enge de lange sommerdage,
hvad gør han der så længe, åja, åja, åja.
Han plukker af de roser og af de røde bær, ja bær,
han plukker krusemynter alt til sin hjertenskær.
Og munken breder ud sin kappe så blå,
han byder skøn jomfru at danse derpå.
Og se nu, hvor lystig de danse de to,
som om de har stjålen både strømper og sko.
Og skoven var grøn, og pigen var skøn,
om fyrretyve uger der har kun en søn,
og han skal have tresindstyve kroner i løn,
og det er da nok for sådan en bjøn.

En anden sang, som også brugtes meget, var denne:
Der brænder en ild, den brænder for dig,
den brænder i tusinde flammer.
Tag mig ved hånd, sving du mig om,
jeg vilså gerne dånjse

Ja, jeg har hørt, der sku være leg, og det sku vær i javten,
og jeg vil nok så gæne med, men det sku gå lidt savte.
Og jeg ve dånjse med Mari og så med Oles søster
og så med lille Johann-Kjestin, så længe som hun løster.

Hvis der så mellem karlene var en, der kunne spille på harmonika, så kunne der blive mere fart i bentøjet, end når der skulle synges. Så smed karlene trøjen, hvad de også så tit gjorde ved keglespillet, og så gik dansen lystig på grønsværet, selv om det gik med træsko; det kunne jo også hænde, at de blev smidt.
Til disse forskellige adspredelser var vi større børn interesserede tilskuere, og at de gentages i vore lege, er jo en selvfølge.

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk