Om teglværkspioneren Niels Ditlev Fromm i Slæbæk
Forside ] Op ]

 
Optegnelser om teglværkspioneren i Slæbæk

Niels Ditlev Fromm og hans slægt

[Christine Rasmussens slægtsbog Fåborg byhistoriske Arkiv.]
 

Min mors slægt stammer fra Sønderjylland, idet min bedstefar Niels Ditlev Fromm var fra Nordborg, søn af en feldbereder. Det er blevet mig fortalt at bedstefar var søn af en vognmand, men senere har jeg set hans dåbsattest, hvoraf det fremgår, at faderen var feldbereder. Ihvertfald kørte han i "Eigt" under krigene og forsvandt, sammen med heste og vogn. Han kom aldrig tilbage og det mentes, han var taget af tyskerne. Bedstefar havde 2 søskende, en broder der hed Nicolaj Fromm, jeg ved ikke hvad han var, har kun set ham, når han besøgte Slæbæk teglværk i ferien - og en søster gift med snedkermester Bleshøj, formand for Den danske Forening i Nordborg. Der var kun en datter i dette ægteskab; Ida Bleshøj meget køn, og den eneste gang jeg har set hende, under et besøg hos mine bedsteforældre, iført lyseblå silkekjole. Hun forblev ugift og jeg har senere erfaret at hun havde en urmagerforretning i Nordborg.
Frommerne var høje, lyse mennesker med markerede træk. Bedstefar og hans bror blev kaldt "de kønne møllere", rimeligvis har de lært mølleriet, og der blev, da bedstefar opførte Slæbæk teglværk, også bygget en mølle, hvor alt kornet der brugtes blev malet. Bedstefar blev dog som ung teglværksmand, idet han var forvalter ved Egernsund - vistnok tilhørende en fru Hejde.
Min bedstemor var født Lehmann og var fra Sundeved, hendes far troede jeg var skibstømrer, men ved senere udnersøgelser fremgår det, at han var sømand. Om han førte eget skib ved jeg ikke, heller ikke om de boede i Rinkenæs, hvor oldemor boede som enke; men jeg formoder at deres 4 børn, 3 døtre og en søn har gået i skole i Flensborg. Min bedstemor har ofte fortalt mig, at hun havde fået en god "lærdom", som hun udtryke sig - de 3 døtre hed: Anna, Christine og Marie, den sidste blev min bedstemor. Om Anna blev fortalt om hendes forfængelighed, der ytrede sig allerede i barnealderen, når hun tvang søstrene til at gå tilbage, når de var på vej til skolen, for at hente hende et rent forklæde, hun ville hver dag have nyt på, ligesom hun også fik naboens søn til at bringe en ny hat med hjem; han har rimeligvis sejlet. Hun ønskede også at hun hver dag kunne trække i en ny silkekjole. Jeg mindes at jeg som barn aldrig har set hende derhjemme i Slæbæk, iført andet end silke og med guldkæde om halsen. Søsteren Christine Lehmann husker jeg som en lille lidt ? dame, med flot holdning, og ligesom søsteren i silke, når de ferierede hos mine bedsteforældre. Deres broder kaptajn Lehmann havde ønsket at blive begravet på en nærmere bestemt ø i Middelhavet, og det skete.
Om ham ved jeg kun lidt, men det blev sagt at en af hans sønner blev dansk konsul i Flensborg. Et par andre var skibskaptajner og besøgte mine forældre, når de med deres skibe lå i Odense havn. Anna Lehmann gik det således, at en nabo en dag kom ind med en avis, hvori stod en annonce angående en familie Kornerup i Roskilde, der søgte en ung pige i datterens sted. "Det er en stilling for Dem, jomfru Lehmann", sagde han. Hun søgte pladsen og fik den - og blev forlovet og gift med sønnen. De fik gården Louisesborg mellem Køge og Ringsted. Kornerup var meget rig; men også meget gerrig! Det fortaltes, at han sov med pengene under hovedpuden, og lod sin kone betale barberregningen osv. Tante fik husholdsningspenge og alt hvad hun skulle bruge af sin svigermor, sålænge hun levede.
Kornerup mindes jeg som en høj mand, skeløjet og så stammede han, vi lo altid ad ham når han omtaltes derhjemme. Han besøgte hver sommer mine bedsteforældre og da også mine forældre. Han holdt af at overraske og kom gerne uanmeldt. Rejsen foregik med skib til Svendborg, hvorfra han så spadserede 1 mil til Slæbæk teglværk iført træsko - for at spare på støvlerne - og udstyret med vadsæk i hånden. Pludselig stod han så i køkkenet til bedstemors store overraskelse, mens han udbrød: "Her kommer jeg." Når han så var faldet lidt til ro, sagde han til bedstemor: "Åh, lille svigerinde, kan du ikke sende lidt til Anna", hvorpå Bedstemor svarede: "Er du nu rejst, Kornerup, uden at give Anna husholdningspenge". Der blev så pakket en kasse, indeholdende brød, smør, pølse og andre gode sager. -Tantes svigermor var på det tidspunkt død, så tante ligefrem sultede. Helt uvittig var Kornerup ikke, han sagde således til far, der var teglmester og som sådan opholdt sig ved ovnene i sommertiden. "Her er Fanden lyneme varmt sådan mellem 12 og 2, hr. brandinspektør." - Christine Lehmann kom i huset hos søsteren og forestod husholdningen, mens de ejede gården. Da denne blev solgt og familien flyttede til Ringsted tog hun plads som husbestyrerinde hos en velhavende mand i Næstved, som hun, senere blev forlovet med, men hun døde af nyrebtændelse og vatersot før hun nåede at blive gift. -
Marie Lehmann blev gift Fromm og det blev altså mine bedsteforældre. De boede ved Egernsund, hvor min bedstefar var forvalter på et af de mange teglværker, der ligger dernede, vistnok hos en fru Hejde.
Der blev min mor født og vistnok også hendes 2 ældste søskende. Mor blev døbt i Broager kirke og holdt over dåben af fru Hejde. Da mor var 5 år flyttede bedstefar med hele familien til et teglværk i Brændeskov. Om fru Hejde også havde part i det, ved jeg ikke. Mor mindedes ofte at de kom i land ved Bøjden, der dengang var overfartssted til Sønderjylland. Det har nok ikke været noget imponerende hjem de flyttede til, idet bedstemor har fortalt, at da hun så det, satte hun sig ned, foldede sine hænder og udbrød: "Herre, giv mig et nøjsomt sind."
De har dog nok, efterhånden fået det godt og mor talte altid med glæde om det og skoven, som hun elskede. En ret god skole var der vist også; og desuden fik hun privat undervisning i sprog. Bedsteforældrene talte jo dansk og tysk lige godt, og ville også deres børn skulle kunne det. Mor var dygtig i regning, og har fortalt, at da hun var færdig med de bøger, der brugtes i skolen, regnede hun efter dem, der brugtes på seminariet.
Brændeskov hører såvidt jeg ved under Gudbjerg sogn, ihvertfald har mor fortalt om de slemme ture, hun om vinteren havde, når hun skulle til konfirmationsforberedelse i Gudbjerg, og tit måtte hun vist køres dertil, når der var megen sne. Da hun var 16 år kom hun i huset hos pastor Bentsen i Gudbjerg. Præstefamilien var barnløs, men havde en adoptivdatter til hvem der blev holdt lærerinde. Hver aften blev der spillet whist af faren, datteren, lærerinden og mor, der var så blegsottig i de år, så hun måtte sove ½ time hver aften før hun satte sig til spillebordet.
Pastor Bentsen var af de gammeldags præster og ikke helt almindelig, han bandede, idet han sagde "Gu dødeme" til hver sætning. Han havde ligtaler og brudevielser til forskellige priser, efter som de passede. Disse taler lå på hans skrivebord, så mor når hun tørrede støv af, lærte dem udenad for så senere at holde dem for køkkenpersonalet. Penge havde han ikke mange af, men fik vist mest naturalier for sine kirkelige handlinger. Og han kunne godt henstille til sine konfirmander, at de kom med en gås, en snes æg eller lignende. Det var vist meningen, at mor skulle have noget vederlag for at være i præstegården, men når præsten udbetalte lønninger sagde han til mor: "Du kan gå hjem til din far og få penge."
Om hun nogensinde fik noget af præsten ved jeg ikke, men der var noget om at en sofa, der fandtes hjemme, stammede fra præstegården. Onkel Nicolaj - mors ældste bror - opholdt sig i præstegården hos pastor Bentsens mens han gik til konfirmationsforberedelse. Præsten og onkel Nicolaj var lige ivrige jægere, og det fortaltes, at da de gik, på jagt efter en hare ude i kålhaven, råbte onkel Nicolaj til præsten: "Skyd, skyd for satan!"
Da konfirmationsdagen oprandt kom forældrene med konfirmationstøjet, men det viste sig da, at støvlerne var for små, så drengen måtte stå med bare ben i støvlerne. En historie de tit morede sig over derhjemme.
Pastor Bentsen kaldte altid mor for Cilla, og når hun havde været i kirke og det f.eks. var regnvejr, kunne han sige til hende: "Kom du her Cilla", og så gik de to under præstens paraply gennem præstegårdshaven hjem. Mor følte sig lidt flov, når hendes kammerater stod og iagttog dem.

Bedstefar må jo have fået forretningen i gang, da han nogle år senere købte Møllemosen i Slæbæk, Kirkeby sogn, af 6 gårdmænd, der ejede dette areal, og hvor der var udmærket ler, især til røde sten som jo er højest i pris. Der blev opført teglværk med 2 højovne, 1 kalkværk og naturligvis stuebygning. Dertil flyttede familien, der nu havde 5 børn - 3 døtre og 2 sønner. Min mor Cecilie Fromm var den ældste, dernæst Christine Fromm, Nicolaj, Anna og Hans Fromm.
Christine døde på sin 19 års fødselsdag af tyfus. De to yngste gik i Kirkeby skole, det var vist en mådelig undervisning de fik der; men har så måttet tilegne sig kundskaber på anden måde, ved privatundervisning på højskoler og lignende.
Der var liv og lyst på sådan eet teglværk, der spændte over et stort areal. Det var før dampmaskinernes tid, så al fabrikation af, såvel mursten, tagsten og rør, foregik med håndkraft - af ærøboere og senere Lippe Detmoldere, der var særlig dygtige til dette arbejde, der kun foregik om sommeren. Disse folk havde deres egen bolig på teglværket og det var en stor fornøjelse at se dem lave mad - koge suppe og lignende i fritiden. Ærøboerne fik jo fra familien sendt flæsk, fedt og smør, så de selv kunne klare husholdningen.
Håndstrøgne sten skulle have en efterbehandling, der kaldtes at skære sten og foretoges af skolebørn, der havde fri hveranden dag. Endnu i min barndom foregik teglværksarbejdet på ovennævnte måde og var mig en stor fornøjelse at overvære.

Familien Kornerup havde to børn, en søn, der nok ikke var videre begavet, og en nydelig datter. De blev meget forfinet opdraget, og måtte når de kom på besøg hos mine bedsteforældre, ikke som mine mors søskende, lege med simple folks børn. Det gik dem desværre meget sørgeligt her i livet. Datteren Anna Kornerup forelskede sig i en mand, som forældrene ikke kunne lide, og som vist, efter hvad der senere hændte, heller ikke var videre sympatisk. Kornerup viste ham døren, men han greb Kornerup i halsen, som for at kvæle ham. Og overfor bebrejdelser svarede han kun, at han var jurist og nok vidste hvor vidt han kunne gå. Men en dag - eller nat måske - kastede Anna Kornerup sit sengetøj ud af vinduet, sprang ned og flygtede bort. Forældrene så hende ikke mere. Året efter kom der brev, at hvis de ville se deres datter mere, måtte de møde ved et nærmere bestemt kapel i København, hvorfra hun sammen med sit lille barn skulle begraves. Kornerup tog derind, men turde ikke se hende. Hun havde i det år boet hos en enlig dame - talte aldrig, kun ja og nej! Derimod skrev hun en hel del breve til sine forældre, hvem hun tryglede om tilgivelse. Disse breve lovede manden at bringe i postkassen, hvad han ikke gjorde; men var ubarmhjertig nok til at sende efter hendes død.
Sønnen, Hans Kornerup, var landmand, blev gift med en mejerske, på forældrenes gård, der bildte ham ind, at hun skulle have et barn med ham, de fik da også en datter. Som landmand har han nok ikke været videre bevendt; thi tante, der nu var enke, satte dem stadig i ny virksomhed. Til sidst fandt hans kone på at tage et plejebarn, for at få penge. Det var han meget ked af, og en dag, da hun var fraværende, kvalte han barnet i vuggen. Til trods for sin ringe begavelse og hele mentale indstilling, fik han en hård straf, vistnok livsvarigt fængsel, men blev benådet efter års forløb. Under retssagen blev det konstateret, at han aldrig kunne sætte børn i verden, og da tante sagde til profesoren "Ja, men han har jo da en datter", svarede han: "Spørg den kælling hvem der er far til hende".
Efter de tragedier, har jeg kun set tante som den personificerede sorg, og da jeg en gang besøgte hende i Roskilde, sagde hun: "Jeg kan ikke græde mere, tårekilden er udrundet." - Hun var blind de sidst år, hun levede.

Min fars slægt.
Om den ved jeg kun lidt! jeg har aldrig set ham, idet han døde 13 dage efter brylluppet. Han var søn af en gårdmand Anders Hansen i Ollerup. Begge forældre døde samtidig af tyfus og børnene  - 6 - tror jeg der var, tog familien sig af og min far Christen Andersen, der var 12 år gl. blev opdraget hos en barnløs moster, gift med en gårdmand i Gudbjerg. Det er rimeligvis fra sit ophold i Gudbjerg præstegård, min mor har lært ham at kende, da hun har fortalt, at hun blev forlovet, da hun var 16 år. Min far skal have været i besiddelse af megen humor, og mor sagde, han kunne få en død til at le. Det må have ligget til slægten, thi de få af dem, jeg har kendt, havde det samme lune. En enkelt, en gammel mand, var kendt for, til gilderne at kunne fortælle eventyr og historier som han vist tildels selv lavede.
Mor vedligeholdt ikke forbindelsen med min fars slægt; men de mødtes af og til i Svendborg, og ved en eller anden lejlighed ytredes ønsket om at lære mig at kende; jeg tog da ned til Ollerup, hvor de boede, og var gæst hos min fars kusine, der havde arvet slægtsgården. Hun var enke og havde to voksne børn - prægtige mennesker - begge forlovede. Datteren Stine Madsen med en ung, nydelig gårdmand fra Øster Skerninge, og sønnen, Morten Madsen med sognefogedens datter. Han har nu fædrenegården, der ligger overfor præstegården, hvis jorder han har forpagtet.
Søsteren Stine Madsen havde den sorg at miste sin kæreste 3 uger før  brylluppet; hun giftede sig aldrig, skønt der var tale om et parti med Kristensen Randers. Da jeg en gang sagde til hende, at jeg havde hørt noget derom, svarede hun mig: "Du kan selv tage ham". Jeg var 15 år da jeg besøgte familien den halve snes dage, og vi kom til at synes godt om hinanden. Foruden dem, der ejede slægtsgården, og hvor en ugift søster af min far boede, var en anden af hans søstre - faster Karen - bosiddende i Ollerup. Hun var anden gang gift og havde en stor gård, der lå længere nede i byen. Hendes første mand hed Anders Møller og i det ægteskab var der 3 børn - 2 sønner og en datter. Hendes anden mand hed Lars Rasmussen, og i det ægteskab var en datter. Disse 4 børn lærte jeg også at kende og blev gode venner med. Gården lå ved landevejen Fåborg-Svendborg, og haven gik ned til Ollerup sø. Der havde de en båd, hvori fætrene galant gav mig roture. - Der lå tuberkulose til slægten, således døde min ældste kusine ganske ung af tuberkulose i ryggen, ligesom også min faster døde af denne sygdom.
Min far havde fra sit 17 år en sygdom, der periodisk ytrede sig med stærke smerter i den ene side, han kunne, har mor fortalt, lægge sig på en grøftekant og vride sig af smerter, når de gik tur. Han gennemgik en kur på Frederiks Hospital i København, ligesom han søgte tyske professorer; men intet hjalp. Det hed sig, at det var en svulst i leveren. Mine forældre var forlovede i 6 år og bedstefar byggede hus til dem i Tved, det var fæste under Broholm. Mor havde, efter sit ophold i Gudbjerg præstegård, lært mejeri på denne gård og når vi børn senere sad i mørkningen, ved ilden i kakkelovnen, fortalte mor os om sine oplevelser i de unge år, og da også fra Broholm, hvor hun havde set kammerherre Sehested stående så ? rasende som en gal tyr, med blodskudte øjne og fråde om munden, skælde sine arbejdere ud. Det hed sig også at han hvert år måtte gøre tjeneste i Slaveriet, fordi han havde "slået en mand".
Efter sin læretid tog moder plads som mejerske på gården Helgenæs ved Nakskov, der ejedes af en proprietær Svendsen. Og tit fortalte hun os om hvorledes hun der en lillejuleaften oplevede en orkan, der var så voldsom, at der væltede 40 gamle træer i alléen, der førte op til gården, og hvorledes alle jorder, der hørte ind under den var oversvømmede, således at der hele vinteren måtte køres tang bort fra disse. Under orkanen gik vandet op i de omliggende huse, så beboerne måtte flytte op på gården, hvor alle var optaget af at få sølvtøj og værdigenstande i sikkerhed.
Under sit ophold på Helgenæs fik mor telegram om at komme hjem, da min far var blevet meget syg. De holdt bryllup og flyttede ind i det færdige hus, men straks efter brylluppet fik min far et nyt anfald af sin sygdom, og 13 dage senere døde han. Det var en stor sorg, som mor aldrig kom over, uagtet hun, efter sin slægts ønske giftede sig for at beholde hjemmet og vel også for at jeg skulle have en far, - og han blev mig en god far, omend han ikke altid forstod mig; men han var en gudfrygtig og retfærdig mand.
Efter 6 års forløb kom der i ægteskabet et barn, en lille dødfødt pige, og året efter blev min søster Marie født. 7 år efter hende kom Thora. Der var altså kun os 3 søstre.
Far var teglmester hos sin svigerfar Fromm og boede hos helt og holdent der i de 9 mdr. af året - det var trist for mor at bo alene den lange tid med os børn og en pige, til med da hun var bange for storm, torden og skarnsfolk, der passerede landevejen ved nattetide, og det har tit undret mig, hvorfor det ikke blev ordnet, således at de kunne få et andet hjem, nærmere ved teglværket. -Far fik fast gage, men efter 12-14 års forløb flyttede han til et af de andre Stenstrup teglværker som han forpagtede - senere lærte han på Falster at brænde ringovne, der var noget nyt og ukendt, og var en tid teglmester på et andet teglværk i Stenstrup, der netop indførte denne forbedring. Men så døde bedstefar og far tog straks ned til Kirkeby og passede teglværket for bedstemor, indtil han nogle år senere købte det og familien flyttede dertil, og boede sammen med bedstemor. Min onkel Nicolaj From blev gift med sognefogedens datter i Egebjerg, og fik med hende gården. En søster til hende var gift med friskolelærer Jørgen Pedersen - kendt for skyttesagen sammen med Klaus Berntsen.
Min onkel Hans From lærte gartneri på Hvidkilde, hvor han også traf sin tilkommende hustru, der var kammerjomfru hos baronessen. De blev gift og fik gartneri i Vejle, men senere da børnene allerede var store, rejste hele familien til Amerika, hvor min onkel såvidt jeg ved, passede nogle klubbaner og offentlige anlæg i byen Detroit. De havde flinke børn og en af sønnerne Erik From, der var udlært som isenkræmmer fik en stor forretning med elektriske artikler og radio i flere filialer omkring i byen. Han blev gift med en sagførerdatter derovre, og de besøgte os i Fåborg for år siden, da de i bil var på vej til Paris. Fruen skulle se Europa. En kusine til mig - Marie From er massøse og hun og en anden bror var med i Frankrig under forrige verdenskrig.
Det er såvidt jeg ved, gået min okels børn godt allesammen, de er flinke og arbejdsomme.

Min tante Anna From lærte møllebygger Andersen at kende, da der blev opført en mølle til teglværket. Han blev hendes skæbne. Han opførte en maskinfabrik på en grund, bedstefar overlod ham, og der tjente han en startkapital på 70.000 kr. til den senere maskinfabrik Svendborg, hvortil min tante sammen med ham flyttede nogle år senere - for som de udtrykte sig, at forene virksomheden med et hjem for de unge, der arbejdede der, eller som skulle uddanne sig praktisk, før de tog de forskellige eksamener, som ingeniører, konstruktører o.l. Det skulle ledes i højskolens ånd med morgenandagt o.s.v. Det gik godt i flere år på denne noget ualmindelige måde, men så kom socialismen og forbød mesteren at have sine folk boende og på kost! - Så blev fabriken solgt og omdannet til aktieselskab, hvorefter fabrikant Andersen trak sig tilbage med en betydelig formue, bosatte sig i København, hvor han opførte flere villaer og yderligere udvidede sin kapital, der efter ham og min tantes død skulle anvendes til 1 à 2 kirker på Frederiksberg. Det blev dog - på grund af en sagførers bedrageri kun til 1 nemlig den nuværende Lindevangskirke. Det hele var jo en smuk tanke, men Andersen var jo en særling og dette at de to mennesker ikke blev gift, blev jo ikke altid så overbærende bedømt.

   
   
 
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk