Det fynske kvæg
Forside ] Op ]

 
Det fynske kvæg

Det røde fynske kvæg.
 

A. Svendsen: Kvægavl og Kvægopdræt. København 1906.

For et par menneskealdre siden beskrives det fynske kvæg som en temmelig broget blanding, og det så vel med hensyn til bygning, farve og øvrige udseende som med hensyn til herkomst. I Svendborg amt skal således på dette tidspunkt have været både holstensk, jysk, engelsk og tyrolsk kvæg, og der fandtes næppe nogen hverken større eller mindre gård, hvis kvægbesætning frembød en sådan ensartethed, at navnet stamme kunne finde grundet anvendelse. Særlig synes det såkaldte holstenske kvæg at have været en del udbredt i Sydfyn. Herved skal dog rimeligvis kun forstås slesvigsk kvæg, men på grund af holstenernes fremragende stilling som landmænd kom alt, hvad der hidrørte fra hertugdømmerne, i de tider til at gå under holstensk navn. Disse holstenske køer omtales som "små , tyndmusklede dyr med smalt bryst, smalt kryds, skarp ryg, indknebne lår og ildestillede ben; men trods denne slette bygning var de ret gode malkere. - Forholdene i Odense amt var i det hele næppe meget forskellige fra, hvad her er nævnt om Svendborg amt.
Den almindeligste farve var allerede den gang den røde, men den oprindelige fynske kvægrace var af en mere blegrød eller snarere mere gulrød farve end den, som nu er almindelig for det fynske kvæg. Dog var den sorte farve heller ikke sjælden. Den brogede lød var temmelig hyppigt, navnlig det rødbrogede, og især nævnes som hyppigt det såkaldte "ryggede", det vil sige, en bred, hvid rygstribe med takkede indskæringer eller  med en række hvide pletter i grundfarven på hver side af rygstriben. På Sjælland kaldte man dette lød "draget" - formodentlig fordi dette aftegn langs ryggen ikke var uden lighed med middelalderens billeder af drager. Aftegn på hovedet, bugen og benene var også temmelig hyppige.

I sin almindelighed kan det fynske kvægs bygning på den tid beskrives omtrent således: Brystet noget smalt og af mindre god dybde, ryggen lang, ofte opadkrummet, flanken hul, bugen stor og ikke sjældent hængende, krydset knoklet og tilspidset og tillige temmelig afskydende, lemmerne ikke grove, men stillingen stærkt kohaset, manken høj og skarp, boven løs og mager, halsen ret fin, hovedet ligeledes ret fint, men noget langt, hornene ofte svære, temmelig lange og mere rejste end hos nutidens kvæg. Huden var ikke sjælden noget tyk, men kunne være ret blød, hårlaget langt og tæt.Yveret skal have været forholdsvis godt udviklet, og den fynske ko havde i det hele præg af at være en virkelig malkeko, men den var lille og bar mærker af et dårligt opdræt og knap ernæring. Hvor fodring og pleje var bedre, viste koen en mere regelret bygning og var et triveligere dyr, men på den anden side var der heller ikke få eksempler på, at manglerne kunne være endnu større end fremhævet i denne beskrivelse.

 
 
Moderne Anglerko
 
Indførelsen af slesvigsk kvæg til Fyn skal være af meget gammel dato; man mener endogså, at der allerede i midten af det 18 hundredår fandt en sådan sted i ikke ringe omfang til Sydfyn, men det var dog rimeligvis først i  40érne, at denne indførsel begyndte at påvirke det fynske kvæg i kendelig grad. Så vidt man kan skønne, er det især Anglerkvæg, der er indført til Sydfyn, medens det nordslesvigske kvæg fortrinsvis fandt vej til Nordfyn. Man fulgte på Fyn den samme fremgangsmåde, som er bleven almindelig brugt, når man vil omplante en fremmed race, idet man dels indkøbte drægtige køer og kvier, dels tyre. I begyndelsen var det særlig indkøb af kvier, man havde opmærksomheden henvendt på, og senere, da begreberne om avlens grundsætninger havde begyndt at klare sig, stræbte man efter at få indført virkelige stamdyr, så vel køer som tyre. Det var særlig til de større gårde, denne indførsel fandt sted.
Foruden ad denne ligefrem planlagte vej er der særlig af Ballumkvæg og nordslesvigsk kvæg overført mange dyr på mere tilfældig måde, idet handelen på København med lødekøer fra Vest- og Nordslesvig stadig - før jernbanernes tid - gik over Fyn. Det hændte da ikke sjældent, at fynske landmænd købte nogle af disse køer, som var bestemt for det københavnske kvægmarked, ligesom det heller ikke sjældent kunne hænde, at en ko kælvede på rejsen over Fyn, og at kalven da blev tilbage og blev brugt til tillæg, hvis den var faldet efter en god ko. Som eksempel i denne retning kan nævnes, at ejeren af hovedgården Hindemae (mellem Odense og Nyborg) i slutningen af 40érne eller begyndelsen af 50érne grundlagde en stamme af Ballumkvæg ved stadig at udsøge de bedste køer af de drifter, der på den tid kom gennem Fyn for at føres til København. Denne såkaldte  Hindemae-race skal have bestået af store, smukke, mørkerøde køer, som efter datidens forhold ansås for en særlig fortrinlig stamme, og hvorfra udgik en del tillægskalve til omegnens mindre landbrugere.
Men selv om denne indførsel af slesvigsk kvæg har haft en ikke ringe indflydelse på det fynske kvægs udvikling, så har dig den stærkere fodring og en bedre pleje øvet endnu større indflydelse. Så længe kvægets ventefoder kun bestod af hø og halm, og opmærksomheden for dets pleje over måde ringe, var frugterne af indførselen af bedre tillægsdyr kun lidet kendelige. Dette fremgår særlig deraf, at det især var i 40érne og 50érne, at indførselen foregik livligst, medens det først var i 60érne og 70érne, at fremgangen blev rigtig synlig. Udviklingen kan altså  ikke siges at være skredet frem i samme grad, som tallet af indførte dyr voksede; der måtte en bedre ernæring og en bedre pleje til, før der kom fart i tingene. Et andet vidnesbyrd om fodringens og plejens overvejende indflydelse har man i den kendsgerning, at kvæghold som er af helt forskellig oprindelse, dog i løbet af 20-30 år er kommet til at stå på omtrent samme udviklingstrin. Der kan påvises eksempler på, at besætninger, som væsentlig er grundlagte på indførte Anglerkøer, i årenes løb har udviklet sig til at kunne stå mål i størrelse og omsætningsevne med besætninger, som oprindelig stammer fra indførte Ballumkøer; ligeledes er der besætninger af ublandet fynsk afstamning, som ikke står tilbage for dem, der er dannet væsentlig ved indførsel af slesvigsk kvæg. Den gode  pleje og kraftigere ernæring sammen med den fuldstændig ensartede brug har øvet så mægtige indvirkninger, at disse næsten helt har udvisket den forskel i bygning og præg, som oprindelig kendetegnede de forskellige slags kvæg, hvorfra de pågældende besætninger er udgåede.
Det nuværende fynske kvæg er som malkekvæg betragtet af anselig størrelse. En vægt af 1000 pd. for en fuldvoksen ko er ret almindelig, og særlig kraftigt udviklede køer når op til 1200 pd., og endog derover. Den fynske ko er i regelen af god dybde og bredde, og selv om ryggen hyppigt er noget lang, er den dog gerne lige og ret kraftig; flanken er ikke meget hul, krydset af jævn god bredde og ofte af smuk, firkantet form, lemmernes stilling temmelig regelmæssig. Hovedet af ædlere præg end hos det oprindelige fynske kvæg og hornene finere og kortere med mere fremadvisende retning; ligeledes er huden bleven finere og blødere, hårlaget kortere og smukkere. Farven er bleven dybere rød; den blegrøde eller gulrøde farve er sjældnere, og aftegn i løddet forsvinder også mere og mere; dog forekommer hvide skjolde på yveret ikke sjældent. Fremgangen i mælkeredskabernes udvikling er måske endda mere fremtrædende end fremgangen i en kraftigere og mere harmonisk bygning. I meget stort tal møder de fynske køer nu frem med fortrinligt yver, tykke, bugtede mælkeårer og store mælkehuller, ligesom der også er foregået en betydelig udvikling af spejlet, så vel med hensyn til størrelse som til regelmæssig form.
At der er stor forskel på det  fynske kvægs udvikling, både når man sammenligner de forskellige egnes kvæg, og når man sammenligner de enkelte besætninger, er en selvfølge. Ikke alene forskellen i jordbundens frugtbarhed øver i denne henseende sin indflydelse, men endnu mere forskellen i plejen af opdrættet, i køernes fodring og pleje, i kvægbrugernes dygtighed osv. Et af de mest oplysende vidnesbyrd herom er de særlige fortrinlige besætninger, der kan siges at have fået præg af virkelige stammer, og som derved har vundet krav på så almindelig opmærksomhed, at en beskrivelse af deres dannelse og udvikling samt deres betydning for kvægavlen i videre kredse må betragtes som hørende med under en beskrivelse af det danske kvægbrugs nuværende tilstand.
De mest kendte fynske stammer vil derfor blive omtalt i det følgende og beskrivelsen af de enkelte stammer ledsaget af billeder for bedre at oplyse deres ejendommeligheder i henseende til form og præg.
 
Holev-stammen
  
 
Jens Hansen
  
Denne stamme er dannet af afdøde gårdejer Jens Hansen i Holev ved Marslev st. og ejes nu af dennes søn, Vilhelm Jensen, som i 1900 overtog sin fædernegård. Holevstammen tiltrak sig almindelig opmærksomhed allerede i 1878, idet en samling på 5 køer og 1 tyr blev tilkendt kongepræmie ved Landmandsforsamlingen i Svendborg, og denne anerkendelse blev tillagt forøget vægt derved, at Holevsamlingen ved denne lejlighed gik foran samlingen fra Ourupgård, en samling, som var udvalgt af en af de allerbedste stammer af rødt dansk kvæg.
Allerede som ganske ung  gårdbestyrer havde Jens Hansen en levende interesse for kvægholdet, men det var dog først, efter at han i 1852 var bleven ejer af sine bedsteforældres gård i Holev, at han for alvor tog fat på at få dannet en virkelig stamme af rødt malkekvæg. At Jens Hansen har hørt til Opdrætterne af første rang, fremgår ikke blot deraf, at hans besætning i årenes løb vandt et sådant ry, at man fra forskellige egne af landet søgte tillægsdyr hos ham, men endnu mere af den måde, hvorpå han gik frem ved stammens dannelse. De egentlige stamdyr skaffede han sig nemlig ved indkøb, og indskrænkede sig ikke til at købe en enkelt sådant og derefter, ved at bruge dette dyrs afkom, lidt efter lidt nå at få dannet en stamme, men han fornyede flere gange disse indkøb. Derved blev der mulighed for hurtigere at nå målet, men derved blev sagen også adskilligt vanskeligere at gennemføre, end hvor man bruger den langsommere fremgangsmåde: at bygge videre på grundlag af et enkelt stamdyr. Forudsætningen for, at man ved at gå den kortere vej ikke forfejler målet, er imidlertid et sikkert blik for, hvilke egenskaber der kræves, for at et dyr kan være skikket til at indgå som stamdyr i besætningen. Dette sikre blik har Jens Hansen åbenbart i en sjælden grad været i besiddelse af; derom vidner den mærkelige ensartethed i form og præg, som tidligt udmærkede Holevstammen.
Af egentlige stamkøer er benyttet følgende 4:
1. Koen Tyskeren, købt i 1852, en smuk, mørkerød, slesvigsk ko. Afkommet efter denne stamko er i de senere år helt udgået af besætningen. Det er dels  kastning og dels overløbning, som har været årsag hertil. At der også har været fortrinligt afkom efter "Tyskeren", kan skønnes deraf, at tyren i den samling, der tog kongepræmie 1878 var af "Tysker"-slægten.
2. Odense-koen blev købt 1861 på Odense marked. Det var en smuk, mørkerød ko af omtrent 1000 pd. levende vægt og en god malker. Dens afstamning ukendt. Afkommet efter "Odensekoen" har gennemgående været fortrinligt, og det er også af denne slægt, der nu udgør hovedstyrken af besætningen. Blandt de særlige fortrinlige køer, som hører til denne slægt, kan nævnes Kresten I og Poul II, der findes afbildede på side 50 og 51. Den første er noget uregelmæssig i bygningen, men har været en udmærket malker, idet den som gennemsnit for 17 år har givet 8300 pd. Den anden er smukkere af form og har også givet et meget godt udbytte, men har dog kun nåt 7396 pd. som gennemsnit for 11 år.
Fra Odensekoens slægt er udgået flere gode foreningstyre, deriblandt de på side 48 og 49 afbilede Kresten III og Rynkeby I

3. Stamkoen fra 1862 blev ligeledes købt på Odense marked, og om dens afstamning var intet oplyst. Den har dog spillet en underordnet rolle i sammenligning med Odensekoen.

4. Stamkoen Smeden. er købt som kalv i 1868 af smeden i Holev og var tillagt på en udmærket slesvigsk ko.
Af tyre som har øvet særlig indflydelse ved stammens dannelse, kan nævnes Kerteminde og Rønninge , begge af slesvigsk afstamning, samt Kertinge af "Hindemaeracen". Dog har der  også været benyttet en tyr ved navn Garibaldi (fader til koen Poul II), som på fæderneside stammede fra Gunderslevholm.
1894 indkøbtes tyren Landbo Holev (to måneder gl.) opdrættet af sognefoged S. Pedersen, Snesere ved Præstø. Den beskrives i 1899 som en middelstor, særdeles harmonisk bygget tyr med fortrinligt kryds og malkepræg. Ved statskuerne i Odense fik den anden præmie 1897 og 98 samt første præmie 1899, 1900 og 1901. Denne tyr er af Tjustrup-Eskildstrup stamme og er en sønnesøn af tyren Tjustrup B, hvis fader, Nordenås var af ren Gunderslevholmstamme. Der er således på ny bragt Gunderslevholmblod ind i Holevstammen og, som det synes, med held, idet det i avlscenterudvalgets beretning hedder, at bygningsformen er mest harmonisk hos de yngre køer, hvoraf 3 er døtre af Landbo Holev. Endvidere hedder det, at ungkvæget er vel udviklet og godt præget, særlig er afkommet efter Landbo Holev meget lovende.
Holevstammen må altså nærmest betragtes som udgået fra den nordslesvigske race eller måske rettere fra Balumracen. Den omstændighed, at der har været brugt en række indkøbte dyr som stamdyr, må altså ikke opfattes som udtryk for, at Holevstammen skulle være fremgået som frugt af krydsning. Det er højst sandsynligt, at der har været meget god overensstemmelse mellem de dyr, der har været brugt ved stammens grundlæggelse, og det både med hensyn til form og anlæg; men dette er atter et vidnesbyrd om, at stammens grundlægger til gavns har forstået den kunst, ved hvert nyt indkøb af tillægsdyr just at vælge det, der passede  nøje i, hvad udviklingen allerede havde frembragt.
Holevkoen beskrives i 1886 af statskonsulent A. Appel som "en temmelig stor og stærkt bygget ko med stærkt udviklede mælkeredskaber; den har et ædelt præg, men ikke den finhed, som er egen for Anglerkvæget. Uden at være grov gør den et solidt indtryk og kan omsætte et stort foder med fordel. Løddet rent rødt, nærmest mørkerødt, med en egen farvetone, uden mørkere hoved eller lemmer, meget fast og så kontant, at dyr af Holevstammen i andre kvæghold vil kunne udpeges alene efter dette".
I avlscenterudvalgets beretning 1899 hedder det om besætningen i Holev, "at den har et ejendommeligt stammepræg. Ensartetheden er ret tilfredsstillende. Det er gennemgående middelstore, kraftige køer med et godt, solidt malkepræg ... Hovedet er i almindelighed noget langt. Hornstillingen variabel (vekslende), særlig blandt de ældre køer; boven løs, manken undertiden noget høj, brystet meget godt, ribbensbygningen god, ryggen kraftig, hos enkelte lidt kødfuld, lyskedybden meget tilfredsstillende, krydset vel udviklet, som oftest vel formet og vel båret, ikkle særlig fint, undertiden lidt hoftet og afskydende, lemmerne ret fine, den kohasede stilling og de stærkt bøjede haseled mindre fremtrædende end tidligere; huden lidt forskellig, hyppigst løs og blød, spejlet godt, yveret vel udviklet, på de ældre køer noget hængende, på de yngre vel formet; pattestillingen god, enkelte har grove patter; mælkeårerne som regel stærkt udviklede og mælkehullerne almindelige; løddet mørkerødt uden aftegn,  dog findes lidt hvidt på yveret hos et par stykker."
Mælkeudbyttet har efter gennemsnittet af prøvemalkningerne stillet sig således:
1878... 6337 pd
1879... 6336 pd.
1880... 7212 pd.
1881... 6498 pd.
1882... 6696 pd.
1883... 6285 pd
1884... 7539 pd.
1885....7651 pd.
1886... 6776 pd.
1887... 7750 pd.
1888... 7340 pd.
1889... 6292 pd.
1890... 6425 pd.
1891... 6927 pd.
1892... 7405 pd.
1893... 6905 pd.
1894... 6973 pd.
1895... 6765 pd.
1896... 6596 pd. 3.48%
1897... 6811 pd. 3.27%
1898... 6909 pd. 3.27%
1899... 6574 pd. 3.31%
1900... 6938 pd. 3.52%
1901... 7413 pd. 3.52%
1902... 6585 pd. 3.63%
1903... 7559 pd. 3.64%
1904... 7928 pd. 3.64%
1905 .. 7907 pd. 3.56%

For de første 8 år er opgørelsen foretaget således, at kun fuldt udviklede køer, som har fået mindst 3 kalve, er medregnet; for de sidste 20 år er yngre køer og kvier medregnet.
Vinterfodret har i de sidste år bestået af 8-9 pd. kraftfoder, hvoraf 2/3 oljekager og 1/3 blandsæd, 6070 pd. roer, 4 pd. hø og 7 pd. halm. Om sommeren er der, efter at den bedste græstid er omme givet tilskud af 3-5 pd. kraftfoder. Grønfoderet har været vikkehavre og majs.
Foruden kongepræmien i Svendborg 1878 er besætningen i Holev tilkendt følgende præmier for
samlinger af køer:
4 ærespræmier,
 16 førstepræmier
10 andenpræmier
1 trediepræmie (Randers 1894)
kronprinspræmie i Odense 1900
anden præmie for familiegruppe, Odense 1900

For samlinger af ungkvæg:
6 førstepræmier
7 andenpræmier
3 trediepræmier

For tyre:
1 ærespræmie
7 førstepræmier
7 andenpræmier
2 trediepræmier
3 fjerdepræmier

Hele kvægholdet
Førstepræmie 1885
Førstepræmie 1891

Og i 1899 anerkendt som avlscenter. Ved den toårige kappestrid (konkurrence) mellem hele kvæghold i 190305 fik besætningen 2den anerkendelse. I beskrivelsen hedder det, at "køerne er meget typiske, ret ensartede, finknoklede, af jævn god dybde og bredde. De har tillige et ædelt præg og gode malkeorganer."
Tyre af Holevstammen har især vundet indgang i Københavns amts kvægavlsforeningern (Ishøj, Gundsømagle, Skensved, Sonnerup, Skovholm o.fl.st.) og har her øvet en meget betydelig indflydelse. Endvidere findes der Holevtyre i Holbæk og Sorø amter, på Fyn og i det sydøstlige Jylland. Der er solgt i alt 66 tyre over 1 år.
Af kendte besætninger, som væsentlig er dannet på grundlag af tillægsdyr fra Holev, må særlig nævnes:
Grd. H.P. Hansens stamme i Mullerup ved Kerteminde samt stammerne hos gårdejerne P. Hansen og Chr. Larsen i Ishøj på Sjælland.
 
Ryslingestammen

Denne stammes dannelse kan forfølges tilbage til begyndelsen af 40-erne, og til forskel fra Holevstammen er det her et enkelt fortrinligt dyr, hvorfra stammen er udgået. På det anførte tidspunkt kom ikke sjældent drifter af slesvigsk kvæg gennem Ryslinge, når de var på rejse over Fyn for at føres til København. En stor mørkerød ko af en sådan drift kælvede i Ryslinge og fødte en kviekalv, som smed Lars Jakobsen der i byen fik til tillæg. Denne kalv udviklede sig til at blive byens største og smukkeste ko, og den blev senere  moder til en tyrekalv, avlet ved en tyr, som skønnes at have været af delvis slesvigsk afstamning. Denne tyrekalv blev tillagt af gårdejer, senere landstingsmand  Christian Rasmussen i Ryslinge; den vokste stærkt til og blev i forhold til de små, spinkle, fynske køer, som besætningen den gang bestod af, af meget betydelig størrelse. Efter denne tyr - som allerede solgtes til slagtning, da den var 3 år gammel - faldt en kviekalv, der som ko fik navnet "Store Spættede." Den beskrives som en stor, dyb ko med noget uregelmæssig ryg, af rød farve, men med små hvide pletter henad ryggen, lidt hvidt i lyskerne og ned ad benene; den var en fortrinlig malker. Denne ko må betragtes som den egentlige stammoder til den nuværende Ryslingestamme. En datter af "Store Spættede", som blev kaldt "Unge Spættede", var også en fortrinlig ko og smukkere af ryg og kryds end moderen; den vandt anerkendelse ved Svendborg Amts landøkonomiske Selskabs dyrskue i 1858.  "Unge Spættede" blev moder  til "Den Stjærnede", som var af lysere farve end moder og bedstemoder og havde en hvid stjerne i panden. Det var en meget god ko med fortrinlig bygning og med moderens gode dybde og bredde. Fra denne ko nedstammer besætningerne hos Chr. Rasmussens fire sønner: Forpagter R. Christiansen, Brænderupgård; gårdejer Jørgen Christiansen, Birkelund; gårdejer Hans F. Christiansen, Ryslinge, og gårdejer L. Christiansen, Vindinge Søgård. En indkøbt Anglertyr blev i nogle år brugt til køer i Chr. Rasmussens besætning, men afkommet efter denne blev for småt og fattedes den gode dybde og bredde, som udmærkede de køer, der stammede fra "Store Spættede".
Der er ellers stadig brugt tyre af egen stamme, når undtages, at der i begyndelsen af 60-erne blev benyttet en præmietyr, som tilhørte gårdejer A. Madsen i Ryslinge, og som var faldet efter en såkaldt Anglertyr i Ellerup. Efter meddelelse fra forpagter R. Christiansen anses det dog for mest sandsynligt, at denne Anglertyr har været af Ballumrace, og i så fald bliver det så meget lettere forklarligt, at den kunne øve indvirkning på stammens dannelse, idet dens anlæg og bygning da må have svaret temmelig godt til de egenskaber, der var gået iarv fra "Store Spættede", som rimeligvis har været af delvis Ballumrace. Fra det her nævnte tidspunkt skal Ryslingestammen være vedligeholdt i sig selv og uden nogen indblanding af fremmed blod.
Ryslingekoen beskrives i 1886 af A. Appel som "en ko af middelstørrelse (måske lidt over) med fortrinlig kropbygning, god dybde både for og  bag, krydset temmelig langt og fladt med god bredde. Dette flade, noget lange kryds er meget karakteristisk som stammemærke. Lemmerne stærke og noget brede. Mælkeorganerne vel udviklede, gennemgående store mælkeårer og et rummeligt yver; ret godt spejl, men hårklædningen dog noget grov på yver og spejl. Hovedet er det mindst tiltalende, det er ikke frit for at være lidt flovt. Hornene temmelig korte og fine, men stærkt sænkede, hvilken stilling det måske skyldes, at hovedet tillige synes noget langt. Løddet meget konstant og betegnende, lyserødt nærmest, med mørkere hoved og lemmer og med mørkere stjerner i den lysere grundfarve."
Stammen har ord for at være kærnesund, og lungetuberkulose skal være ukendt i de besætninger, som er udgået fra den. En betydelig nedarvningsevne udmærker Ryslingestammen, hvilket ikke alene giver sig sig til kende i ensartethed i bygning og præg, men særlig træder frem i løddet, idet "Store Spættede"s hvide pletter endnu af og til dukker frem særlig i lyskerne, på lårerne og under bugen.
Brænderupgårds besætning er 1899 anerkendt som avlscenter, og avlscenterudvalget fremhæver i sin beskrivelse af besætningen den påfaldende ensartethed "selv om nogle af individerne skiller sig fra den almindelige type. Det er gennemgående vel voksne, lavbenede,, udprægede køer med gode malketegn, bygningen løs og åben og knokkelsystemet ret fint. Hovedet er ret fint, hornstillingen gennemgående god, halsen ret fin, boven løs, brystet særdeles vel udviklet med god ribbensbygning, ryggen tør,  på mange individer meget smuk, på enkelte noget uregelmæssig, bugen vel formet og lyskedybden god; krydset er i almindelighed lige, særdeles vel udviklet og vel formet, lårene gode, lemmerne meget vel stillede, yveret vel udviklet og som regel vel formet; pattestillingen er i almindelighed tilfredsstillende og patteformen også, men denne lader dog på flere individer noget tilbage at ønske, navnlig træffes af og til grove patter; mælkeårerne er på flere individer fortrinlige, men gennemgående er så vel årer som navnlig mælkehuller mindre udviklede, end mælkeudbyttet lader formode; spejlet er gennemgående godt, på adskillige individer mindre fremtrædende på den af den lyse farve; huden er i almindelighed noget svær og ikke særlig blød; løddet er mellemrødt, for øvrigt mere variabelt efter årstiderne end almindeligt, aftegn meget sjældne. 6 køer af slesvigsk afstamning har lys mule."
Ved kappestriden i 1903-05 fik Brænderupgårds besætning 1ste anerkendelse. Den bestod af da 50 køer og 32 yngre hundyr. Heraf var på møderneside 36 af ren Ryslingeafstamning og 31 stammede fra 3 i årene 1885 og 1888 indkøbte slesvigske køer. Afstamningen var ukendt for 5 stammødre. På fæderneside var det så godt som udelukkende tyre af Ryslingeafstamning, der har været benyttet. Tyren Taurus, født 1894, og som gjorde tjeneste endnu i 1905, har øvet en meget betydelig indflydelse, idet den var fader til 28 køer og 24 unge dyr i den daværende besætning på Brænderupgård. Denne tyr er 5 gange tilkendt 1ste klasses afkomspræmie.
Brænderupgårds besætning er tilkendt en række præmier for  samlinger af malkekvæg.
(Som de væsentligste anføres)
Sølvmedaille ved verdensudstilligen i Paris 1878
4de præmie ved Landmandsforsamlingen i Svendborg 1878.
4. præmie ved den nordiske udstilling i Kbh. 1888.
2den præmie ved Landmandsforsamlingen i Odense 1900.
Endvidere et stort antal præmier ved stedlige skuer.
For smørkøer: tre præmier ved Landmandsforsamlingen i Odense 1900 samt 3die pr. for en kofamilie og 4de pr. for en tyrefamilie ved samme skue.

Mælkeudbyttet har været:
Gennemsnit for 20 år 6021 pd. (1879-1898)
Tallene for de første 13 år gælder kun køer over 4 år; for de sidste 7 år er kvierne medregnet.
I de to år under den sidste konkurrence var mælkeudbyttet som gennemsnit for hele besætningen:
1903-04 7201 pd. pr. ko
1904-05 7163 pd. pr. ko

Vinterfodret bestod i disse to år gennemsnitlig af 6-7 pd kraftfoder, 40-56 pd. roer, 3 pd. hø og 5-6 pd. halm. Om sommeren blev givet 1½-2 pd. kraftfoder som tilskud til græs og grønfoder.
Af avlsdyr har forpagter R. Christiansen siden 1867 solgt i alt 187 tyre, deraf 57 til foreninger, 132 kvier eller kviekalve samt mange tyrekalve og omtrent 90 køer.
Besætningen hos gårdejer J. Christiansen, Birkelund i Sødinge fik i 1899 følgende beskrivelse af avlscenterudvalget: "Besætningen er et ensartet. Det er gennemgående vel byggede, dybe og brede, lavstammede køer med til dels gode mælkeorganer og mellemrødt lød med gul grundtone. Aftegn er meget sjældne. I  almindelighed er hovedet noget grovt, hornene vel stillede, undertiden noget svære, halsen ret fin, boven løs, brystet rummeligt, men ribbensbygningen hyppig noget tæt, på enkelte individer dog åben, bugen vel formet, lyskedybden meget god, krydset bredt og lige, vel formet, nogenlunde tørt og nogenlunde finknoklet, lårerne kraftige med fyldigt mellemkødsparti, lemmerne ret fine og særlig vel stillede, yveret vel udviklet og på et par undtagelser nær vel formet med vel dannede og vel stillede patter, mælkeårer og mælkehuller mindre fremtrædende, end mælkeudbyttet lader formode, spejlet meget variabelt, hyppigst godt, undertiden ligefrem dårligt, huden noget svær, ikke særlig løs og blød".
Mælkeudbyttet har for årene 1883-98 været i gennemsnit 6420 pd.
Besætningen hos gårdejer Hans F. Christiansen i Ryslinge, der ligeledes er af ren Ryslingestamme, har som gennemsnit for årene 1885-97 ydet 6106 pd. mælk.
Den fjerde besætning af Ryslingestammen tilhører gårdejer L. Christiansen, Viding Søgård (tidligere Ærenlund i Ryslinge), Mælkeudbyttet opgives som gennemsnit for 17 år til 6338 pd.
I mange år indtog Ryslingestammen stadig den mest fremragende stilling på dyrskuerne i Svendborg Amtrs landøkonomiske Selskab. I midten af 80érne blev således ved et af disse dyrskuer uddelt 6 præmier for samlinger af malkekvæg og heraf tilfaldt 1,2,3 og 5 præmie brødrene Christiansen. I de senere år er der dog flere besætninger i Svendborg  amt, som kan udstillet samlinger, der er Ryslingestammen jævnbyrdig, men stammen hævder fremdeles en fremskudt stilling på de fynske dyrskuer og har i løbet af de sidste 35 år taget et meget stort antal præmier. Stammen indtog også en meget smuk stilling  ved Landmandsforsamlingen i Odense 1900, særlig beæstningen på Brænderupgård.

Marslevstammen
Den besætning, der i almindelighed går under dette navn, tilhører gårdejer Hans Erik Clausen i Marslev. Den er grundlagt af Claus Eriksen (H.E. Clausens fader) ved indkøb af 3 slesvigske køer af Ballumrace. Den første af disse stamkøer blev købt i Borreby mølle ved Odense i begyndelsen af 50érne og var efter temmelig pålidelig oplysninger født af en vestslesvigsk ko, som havde kælvet på rejsen over Fyn til København. Det var en stor, bred og dyb ko af mellemrød farve med bredt kryds, vel stillede ben, stort, vel formet yver, store, bugtede mælkeårer og godt spejl. Det gik imidlertid kun småt fremad med at få dannet stamme af denne ko's afkom, idet den, så vidt det mindes, kun en gang fødte kviekalv, og tyrene blev på den tid ikke tillagt stort værd for dannelsen af en kvægstamme,  hvorfor de i regelen blev solgt, når de var 2-3 år gamle, uden hensyn til, hvad værd de mulig kunne have haft som tillægsdyr. Den nævnte  kviekalv blev lagt til og kom til at ligne moderen meget, men den blev lidt lysere af farve, og det samme var tilfældet med dens afkom.
Den anden stamko blev i 1862 købt på hovedgården Juulskov ved Nyborg og fik efter denne gård navnet Julskov. Denne ko var tillagt på Hindemae, hvor der, som allerede omtalt var  en besætning af Ballumkvæg. "Julskov" var ved indkøbet 4 år gammel og beskrives som en stor, bred og kraftig ko med særdeles gode malketegn og af et fortrinligt præg. Efter denne stamko lykkedes det kun at få 1 kviekalv, der som ko fik navnet Trolle. Denne var en første klasses malkeko og blev 1874 ved dyrskuet i Odense tilkendt 1. præmie i afdelingen "enkelte køer". Som bevis for dens store malkeevne anføres, at da den i en alder af 14 år kort efter kælvningen solgtes til en brændevinsbrænder i Odense og altså rimeligvis er bleven fodret stærkt for at fedes, samtidig med at den gav mælk - vedblev den at malke stærkt uafbrudt i 2 år, og endnu da den afgik til slagtning, gav den 28 pd mælk daglig. Efter disse to køer, "Julskov" og "Trolle", faldt mest tyrekalve, hvoraf de fleste blev lagt til, men de blev ligeledes solgt i en ung alder, hvorfor heller ingen af disse tyre blev fremstillede ved dyrskuerne; dog antages det, at tyrene ved de fra deres mødre nedarvede egenskaber har øvet ikke ringe indflydelse på stammens dannelse og udvikling.
Den tredje stamko købtes i 60érne hos husmand Claus Andersen på Marslev mark. Den var den gang i en alder af 89 år og beskrives som en middelstor ko af god bredde og dybde, men med lidt tagformet kryds; yveret var stort og velformet , mælkeårerne store. Efter denne ko, som også stammede fra besætningen på Hindemae, og som fik navnet Claus, faldt Bødkerkoen, en meget stærkt malkende ko, men den var mindre end moderen og havde et noget afskydende kryds. Den måtte på grund af yverbetændelse udsættes i en yngre alder, men efterlod en  datter ("Claus II"), der senere gjorde tjeneste som stamko i besætningen.
På samme tid indkøbtes en tyrekalv fra gården Rikkesminde ved Odense, som var tillagt på en i Angel indkøbt kvie. Det blev en stor bred og kraftig tyr med godt malkepræg, men af mindre regelmæssig bygning. Efter denne tyr, som blev brugt i 2 år, faldt mange fortrinlige køer, der i modsætning til de fleste Anglere blev meget store, brede, dybe og kraftige køer med godt malkepræg, og afkommet efter alle 3 stamkøer blev ved denne tyr meget ensartet. Som vidnesbyrd herom kan anføres, at i årene 1882-88 opnåede H.E. Clausen 7 gange 1. præmie for samlinger af malkekvæg, og i næsten alle disse samlinger var afkom efter alle 3 stamkøer.
Af det her meddelte vil fremgå, at Marslevstammen lige som Holevstammen væsentlig er dannet på grundlag af køer af Ballumrace. Dog synes det, at indblandingen af Anglerblod har været af ikke ringe betydning for Marslevstammen. Den gamle fynske race har været næsten uden indflydelse på denne stamme.
Besætningen hos H.E. Clausen består af omtrent 20 køer, mælkeudbyttet opgives som gennemsnit for flere år til noget over 7000 pd.
Der fodres efter kælvningen med 7-9 pd. kraftfoder og 60 pd. roer efter de enkelte køers malkeevne; de gammelmalkende køer får 30 pd. roer og lidtt kraftfoder; derimod gives der sjældent hø til malkekøerne. De første 2-3 uger, køerne er på græs, kommer de stadig ind om natten, og de vedbliver i denne tid at få kraftfoder som tilskud til græsset. I den bedste græstid hører dette tilskud op, men gives igen  senere, når græsset bliver knappere, eller køerne staldfodres. Om efteråret får de bedste malkere tilskud af kraftfoder.
Marslevstammen har i en lang årrække indtaget en fremragende plads på de fynske dyrskuer. Allerede i 1866 fik H.E. Clausen præmie for køer ved dyrskuerne i Odense og Kerteminde. 1868 blev en samling køer tilkendt 3. præmie, og fra dette tidspunkt indtil 1890 er der for samlinger af køer fra denne besætning faldet 14 præmier, hvoraf 8 første pr. og 4 anden pr. En samling på 5 køer og 1 tyr fik femte præmie ved den nordiske udstilling i København 1888. For samlinger af ungkvæg så vel som for tyre er der tilfaldet besætningen flere præmier. Ved præmieringen af hele kvæghold i 1887 blev den tilkendt første præmie.
H.E. Clausens besætning er i 1899 anerkendt som avlscenter og får af avlscenterudvalget følgende beskrivelse:" Beæstningen gør et meget tiltalende indtryk. Køerne er gennemgående middelstore; bygningen er åben, malkepræget stærkt fremtrædende, ensartetheden tilfredsstillende. Hovedet er gennemgående velformet og smukt markeret, øjnene store og fremtrædende, hornene ret fine, hornstillingen noget variabel, halsen fin, boven løs og markeret, men manken skarp; brystet vel udviklet, ribbensbygningen meget god, ryggen ret kraftig, smukt markeret, lænden undertiden noget indstukken, bugen vel formet og lyskedybden god; krydset er som regel vel båret og vel formet, tørt og fint, korsbenskammen undertiden vel høj; lemmerne fine og vel stillede, en enkelt er dog kohaset; huden løs og blød, spejlet stort og klart,  i almindelighed regelmæssigt; yveret vel udviklet og særdeles velformet, patterne regelmæssige og meget vel stillede, mælkeårer og mælkehuller klare og godt udviklede; løddet gennemgående smukt mørkerødt uden aftegn, dog er 2 køer hvide under bugen, og en enkelt ko har lidt hvidt på yveret"
Besætningen deltog i kappestriden 1903-05 og blev tildelt 3. anerkendelse.
Ved Landmandsforsamlingen i Odense fik 2 yngre Marslevtyre 1. og 3. pr., 2 samlinger køer fik 2. og 5. pr. og 2 samlinger ungkvæg 2 og 3. præmie. I tidsrummet 1868-1905 er der tilkendt besætningen 25 præmier for samlinger af malkekvæg og 19 præmier for samlinger af ungkvæg.
Af avlsdyr er der solgt mange, og flere af disse har øvet betydelig indflydelse. I årene 1898-1905 solgtes således 51 tyre i alderen over 1 år; endvidere 9 kvier samt en del kalve og kælvekøer.

Hellerupstammen
hører til de yngre fynske kvægstammer, som er dannet på grundlag af tillægsdyr fra ældre, kendte stammer. Den har hjemme på hovedgården Hellerup ved Nyborg. Da forpagter Kattrup 1878 overtog Hellerup, bestod besætningen af 110 køer foruden ungkvæg, formentlig af fynsk og nordslesvigsk race. De fleste af køerne var røde, men der fandtes også nogle brogede. Om dyrenes afstamning vidstes intet. I de første år indkøbtes en del fynske køer og kvier af de bedste, der fremkom på markederne, og på samme tid lykkedes det at komme i besiddelse af en særdeles god, præmieret tyr af Ryslingestammen, men den  kom kun til at gøre tjeneste 1 år i besætningen, da den på grund af uheld måtte udsættes. Såvel efter denne tyr som efter end anden fynsk tyr, men af ukendt afstamning faldt der en del godt afkom, hvoriblandt enkelte køer, som i flere år gjorde tjeneste som stamkøer i besætningen. I året 1882 indkøbtes den senere meget omtalte tyr Max I. Denne tyr var født 1878 og opdrættet hos gdr. Lars Hansen, Palleshave ved Ringe. I en alder af omtrent 1 år solgtes den til grd. Niels Eriksen i Sanderum ved Odense, hvor den blev brugt til 1882, da den solgtes til forpagter Kattrup, Hellerup.På fæderneside er "Max I" af nordslesvigsk afstamning; på møderneside har den derimod sin rod i Ryslingestammen, idet dens mormoder var købt som kalv hos Chr. Rasmussen i Ryslinge. Valget af "Max" som stamholder viste sig meget heldigt. Dens fremragende egenskaber var størrelse i forbindelse med ret fin og meget harmonisk bygning samt en ualmindelig nedarvningsevne. Dens vægt var i almindelig foderstand 1800 pd. - 1883 tilkendtes den 3. præmie ved Landmandsforsamlingen i Ålborg og 1884 ærespræmie ved Fyns Stifts patriotiske Selskabs dyrskue. I den fynske stambog beskrives "Max I" som "en meget anselig, smuk, dyb tyr, som i forbindelse med en kraftig bygning havde et fremtrædende malkepræg". Denne tyr brugtes i besætningen på Hellerup fra 1882 til 1888, da den i en alder af 10 år blev udsat, men endnu sund og kraftig.
At der i besætningen på Hellerup har været en så god og hurtig fremgang, skyldes dog ikke denne tyr alene, men må ligeså meget tilskrives de  gode hundyr, der er skaffet til veje fra de bedste fynske stammer. Der er således fra Holevstammen indkøbt 2 hundyr, fra Ryslingestammen 5 og fra Marslevstammen 4; desuden er der fra kendte gode besætninger i BrændekildeVæde og Ladby købt henholdsvis 10 og 14 - dels køer, dels kvier og kviekalve. Efter køer fra alle disse stammer er der faldet præmiedyr i besætningen. Størst indflydelse har stamkoen nr. 59 haft, idet denne ko ved "Max I" blev moder til tyren Stamfaderen , der i mange år var besætningens egentlige stamholder. Denne ko købtes i 14 års alderen af L. Nielsen, Brændekilde-Væde, og blev på Hellerup moder til 2 tyrekalve og 3 kviekalve.Den udsattes først, da den var 19 år gl. og var da endnu livskraftig og havde fortrinlige tænder. Foruden "Nr. 59" kan af de indkøbte stamkøer fremhæves Nr. 41, som ligeledes var af L. Nielsens stamme i Brændekilde-Væde. Den blev købt som kalv og blev moder til adskillige præmiedyr, deriblandt en tyr, som i sommeren 1891 fik 1. pr. i en samling ungkvæg, og som en tid brugtes i besætningen ved siden af dens fader tyren "Stamfaderen". Som en tredje stamko kan nævnes Nr. 120, købt som kvie hos H.E. Clausen i Marslev. Denne ko er stammoder til flere af besætningens bedste hundyr.
Ved præmieringen af hele kvæghold i 1894-96 fik besætningen 1ste anerkendelse, og i beretningens oplyses, at den på dette tidspunkt bestod af 126 køer, 10 drægtige kvier, 93 stk. ungkvæg og kalve samt tyrene "Stamfaderen" og "Valdemar Hellerup".
I 1899 blev besætningen på  Hellerup anerkendt som avlscenter og får ved denne lejlighed følgende beskrivelse: "Når man betragter besætningens eksteriør, da er ensartetheden fremtrædende, når hensyn tages til det korte åremål, i hvilket der er arbejdet på stammens dannelse. Den forskellige oprindelse på mødernes side er ikke ganske udvisket.- Gennemgående er det vel voksne, dybe, brede og vel formede dyr med godt malkepræg og meget gode malketegn. Hovedet er noget langt, ikke særlig fint, hornene ofte noget svære, men som regel vel stillede, de yngre køer har et noget ædlere hoved og finere horn end de ældre, halsen er ret fin, boven løs, brystet rummeligt med vel formet, kraftig, ret fin og ret tør ryg, ribbensbygningen meget god, bugen vel dannet med særdeles god lyskedybde, krydset bredt, vel formet og som regel vel båret, ret fint og ret tørt, lårene er med få undtagelser kraftige uden at være kødfulde, lemmerne meget vel stillede og forholdsvis fine som knokkelsystemer i det hele taget, yveret er som regel vel udviklet og vel dannet, patternes form og stillign, der gennemgående er god, lader dog noget tilbage at ønske på adskillige individer, mælkeårer og mælkehuller er som regel godt udviklede, spejlet er noget variabelt i form og finhed, gennemgående meget godt, huden er ualmindelig blød, særlig er yverskindet af en påfaldende elasticitet og hyppigt meget folderigt i mellemkødet, løddet er mellemrødt, 6 køer har lys mule, aftegn er sjældne og findes ikke udenfor bugen.- De yngre køer står fuldt på højde med de ældre."
Mælkeudbyttet har som gennemsnit for hele besætningen været for 4 år 5957 pd. 3.38% fedt.
Der er tilkendt besætningen på Hellerup et meget stort antal præmier ved fynske dyrskuer, men det var dog først i 1894, at denne besætning tiltrak sig almindelig opmærksomhed, idet en smuk samling på 5 køer og en tyr vandt kongepræmien ved Landmandsforsamlingen i Randers. Ved Landmandsforsamlingen i Odense 1900 fik en samling fra Hellerup atter kongepræmien.
Hellerupstammens dannelse er et meget oplysende eksempel på, hvorledes der i den nyere tid er mulighed for i løbet af en forholdsvis kort årrække at få dannet virkelige stammer, når man blot ikke forsømmer at hente sit grundlag fra sådanne kvæghold, hvor mange års kyndigt udvalg har fæstnet nedarvningsevnen i en sådan grad, at grundlaget straks kan være sikert at bygge videre på.
Der er udgået mange tillægsdyr fra Hellerup, og stammen er siden 1894 ret kommen i ry; men den betydelige forskel, der i enkelte tilfælde har vist sig mellem tyre af Hellerupstammen, som endog har været helbrødre, synes dog at vidne om, at stammen ikke er så sikker i sin nedarvningsevne, som ældre stammer kan være.

 
Bellingestammen
 
 
Rød dansk malkeko af Bellingestammen
  

som tilhører Knud Pedersens enke i Bellinge ved Odense, er ligesom stammen på Hellerup for en væsentlig del dannet ved tyren Max I, idet denne tyr, medens den ejedes af gårdejer N. Eriksen, Sanderum, også blev brugt til besætningens i Bellinge.
Af stamkøer nævnes særlig Johanne Skov, der i modten af 70érne købtes hos grd. Jørgen  Skov i Allested ved Odense. Den beskrives som en lille, mørkerød ko med lidt hvidt på yveret, meget smuk, og harmonisk bygget, fin og ædel, med udmærket malkepræg og fortrinlige malketegn. Moderen til denne ko antages at stamme fra en indkøbt Anglerko. - Som stamko nævnes endvidere Store Johanne, født på gården i slutningens af 70érne. På fæderneside havde den sin rod i den gamle besætning på stedet, medens dens morfader var købt som kalv hos Jens Hansen i Holev. Det var en stor, mørkerød, meget udpræget malkeko uden aftegn med bredt, lige kryds, vel formet yver, vel dannede patter og stort spejl.
Avlscenterudvalget giver i 1902 følgende beskrivelse af Bellingekøerne. "Besætningen er i det hele meget tiltalende og ensartet. Køerne er gennemgående middel store, flere endog særdeles vel voksne. Bygninge harmonisk, malkepræget fremtrædene og ædelt. Hovedet er tiltalende,  hornstillingen variabel, ret ofte noget hængende, øjet stort og smukt, boven løs og tør, ryggen lige, vel dannet og fint markeret, brystet vel udviklet, bugen meget vel formet med almindelig lyskedybde, krydset særdeles vel båret, som regel vel udviklet og tørt, nogle har dog vel høj halerod, lemmerne fine og vel stillede, huden løs og blød, spejlet stort og regelmæssigt, klart og fremtrædende, yveret særdeles vel udviklet, vel formet, blødt med fin behåring og vel stillede patter; mælkeårerne og mælkehullerne gennemgående gode, på de ældre individer ualmindelig gode, løddet for det største antal individers vedkommende dybt rødt, nogle ganske enkelte lidt hvidt på yveret."
 Beretningen om denne besætning slutter me følgende linier: "Avlscenterudvalget var enigt om at indstille besætningen til Avlscenterpræmie. Den solide afstamning, besætninges ensartethed, det meget gode udbytte og den fortrinlige ledelse danner grundlaget for denne dom."
Mælkeudbyttet er usædvanligt højt og opgives således. Gennemsnit for 11 år 8638 pd.

Ved kappestriden mellem hele mælkeribesætninger fik Bellingestammen sølvmedaille i 1891 og 1. præmie 1896. En samling på5 køer og 1 tyr fik 2. præmie ved Landmandsforsamlingen i Randers 1894, og ved Landmandsforsamlingen i Odense 1900 blev der tilkendt besætningen i Bellinge en mængde præmier, nemlig: 1. pr. og ærespr., samt 2. pr. og 5. pr. for 3 samlinger malkekøer, 3. pr. for 2 samlinger ungkvlg, 3.pr. for en 4 års tyr, 2. pr. for en 2 års tyr og 1. og 2. pr. for 2 yngre tyre. Endvidere to 2. pr., to 3. pr. og en 4. pr. for smørkøer samt 3. og 5. for familiesamlinger. Ved Fællesskuerne i Odense er der tilkendt besætningen flere 1. præmier både for samlinger af malkekøer og ungkvæg. Ved præmieringen af hele kvæghold 1903-04 fik dn 1. anerkendelse.
Af avlsdyr er der i årenes løb solgt 56 tyre, 45 kvier, 20 kalve samt nogle køer.

 
Lombjærgestammen
 
 
Fløjte-Emils tegning
 
ejes af gårdejer Kristoffer Ovesen, Lombjærge ved Ringe. Stamkøerne er oprindelig hentet fra gårdejer Mads Nørregaards besætning på Dalsgård i RYslinge, hvilken besætning nærmest var af nordslesvigsk afstamning. Tyrene har været af desvis Ryslingeafstamning.
Besætningen blev i 1901 tilkendt avlscenterpræmie og fik da følgende beskrivelse: "Hvad besætningens eksteriør angård, er ensartetheden fremtrædende. Gennemgående er det middelstore , dybe og brede, harmonisk byggede køer med godt præg og meget gode mælkeorganer. Hoved, horn og hals er ret fine, boven løs, bryst og bug særdeles rummelige, lyskedybden god, ryggen som regel kraftig, undertiden lidt kødfuld, krydset vel båret, bredt og fladt, lemmerne meget vel stillede, men ikke særlig fine. Huden forskellig, hos enkelte løs og blød, hos andre lidt grov. Løddet overvejende mellemrødt, spejlet gennemgående bredt og godt, yveret vel ansat, meget vel udviklet og vel formet, med ret god pattestilling, mælkeårerne og mælkehullerne gode på de fleste, på flere særdeles gode."
Mælkeudbyttet var som gennemsnit for hele besætningen 1899-1900 8004 pd. 3.52% fedt og 1900-1901.. 8040 pd. 3.41% fedt.
Ved præmieringen af hele kvæghold i 1903-05 fik besætningen fra Lombjærge 1. anerkendelse. Mælkeudbyttet var da: 1903-1904.. 7800 pd;
        1904-1905.. 8308 pd.

For samlinger af malkekvæg har Lombjærgestammen ved fynske dyrskuer fået: 4 ærespræmier, 2 førstepræmier, 1 andenpr. 2 tredjepræmier og 3 fjerde-præmier samt en femte-præmie ved Landmandsforsamlingen i Odense.
Endskønt stammen hører til de yngre malkestammer på Fyn er der dog af avlsdyr allerede solgt 24 tyre over 1 år, nogle tyrekalve, ca. 50 kviekalve samt en del køer og kvier.

 

Brøndstrupstammen
som har hjemme i BareBrøndstrup ved Kappendrup og ejes af gårdejer Lars Christensen, er grundlagt dels ved en enkelt stamko fra Holev, dels ved stamkøer fra Marslev, Bellinge og Mullerup. Af tyre er det især et par Helleruptyre, der har haft indflydelse på den nuværende besætning.
1902 fik besætningen i BareBrøndstrup 1. klasses opmuntringspræmie og beskrives da på følgende måde af avlscenterudvalget:         "Gennemgående er køerne vel voksne og vel byggede med meget godt malkepræg, enkelte dog lidt tætte med noget fyldigt mellemkødsparti. Hovedet er finknoklet og tiltalende, halsen let, boven løs, hyppig med skarp manke, brystet efter alderen vel udviklet, ryglinien lige og markeret, på enkelte er ryggen dog lidt fyldig, ribbensbygningen gennemgående åben, ligeledes flanken; lyskedybden og bugfylden god, krydset noget forskelligt, i almindelighed lige og vel dannet, hos enkelte lidt tagdannet bag til eller lidt smalt over omdrejerne; lemmerne vel stillede, huden mellemfin og blød eller ret blød, yveret vel udviklet, som regel lidt fremskudt, pattestillingen gennemgående god, patterne hyppigst vel dannede, mælkeårerne og mælkehullerne efter alderen ret godt udviklede, spejlet som regel højt, men ikke særlig bredt, løddet overvejende mellemrødt uden aftegn, kvierne efter 1. og 2. kalv - ialt 14 individer - der præsenteredes ved avlscenterudvalgets eftersyn, betegner afgjort en fremgang i besætningens kvalitet."
Mælkeudbyttet har ikke været særlig højt, når undtages de  to sidste år. Det opgives for hele besætningen for årene 1895-1901 og 1903-05 således:
1894-95.. 5073 pd. 3.19%
1895-96.. 5994 pd. 3.18%
1896-97.. 6401 pd. 3.08%
1897-98.. 6504 pd. 3.25%
1898-99.. 7329 pd. 3.36%
1899-00.. 6124 pd. 3.48%
1900-01.. 6850 pd. 3.32%
1903-04.. 7950 pd. 3.39%
1904-05.. 8447 pd. 3.38%

Hele besætningen er præmieret i 1887, 1891, 1894-96 og 1903-05. For samlinger af malkekvæg 23 præmier, deraf 2 ærespræmier og 9 førstepræmier ved fynske dyrskuer, 4 pr. ved Landmandsforsamlingen i København 1888, 5 pr. ved Landmandsforsamlingen i Randers 1894 og 2. pr. i Malmø 1896. For samlinger af ungkvæg har besætningen ligeledes opnåt et stort antal præmier.
Af avlsdyr er der solgt 66 tyre, 22 kvier samt nogle køer og kalve.

Mullerupstammen

er nærmest af Holevafstamning. Den tilhører grd. H.P. Hansen, Mullerup ved Ullerslev. Avlscenterudvalget tilkendte denne besætning 1. klasses opmuntringspræmie i 1902, og i beskrivelsen af køerne hedder det, at de er vel voksne og kraftige med vel udviklede regelmæssige yvere, vel udviklede mælkeårer og ret gode mælkehuller, meget godt spejl, blød, lidt svær hud.
Ved bedømmelsen i 1903-05, hvor besætningen i Mullerup fik 1. anerkendelse, fremhæves det ensartede i bygning og præg, og køerne roses for deres gode malketegn.
Mælkeudbyttet er særdeles godt og opgives som gennemsnit:
 1899-1900 8531 pd. 3.14%
1900-1901 8804 pd. 3.23%
1903-1904 7852 pd.
1904-1905 9318 pd.

Da Mullerupstammen hører til de yngre fynske stammer, kan den ikke endnu have afgivet mange avlsdyr, men der opgives dog at være solgt 22 tyre, hvoraf de 10 til kvægavlsforeninger.

Sanderumstammen
hos grd. Niels Eriksen i Sanderum ved Odense hører helt og fuldt til Max-stammerne, idet MaxI - som foran omtalt - ejedes af N. Eriksen fra 1879 til 1882, da den solgtes til Hellerup. Besætningen blev tilkendt 2. anerkendelse i 1894-96. Mælkeudbyttet 6881 pd. som gennemsnit for de nævnte 2 år. En samling køer fik 5 pr. ved Landmandsforsamlingen i Odense.
Grd. Niels Madsens stamme i Heden ved Ringe har haft godt navn langt tilbage i tiden; det samme gælder stammerne hos grd. Lars Nielsen, Brændekilde-Væde, og grd. Niels Andersen i Ladby.

    
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk