Landbrugets vilkår i Vester Skerninge 1830-50
Forside ] Op ]

 
Landbrugets vilkår i Vester Skerninge fra 1830-50

Af kurvemager Søren Nielsen

 

Stillingen for bondestanden var elendig i årene fra 1809-30.
Men så begyndte opgangen og i de følgende 20 år gik det stadig fremad. I de år blev størstedelen af sognets jord merglet og et bedre sædskifte bl.a. med raps, og der begyndtes med kløver i udlægsmarken. Så voksede der snart ypperlige afgrøder på de veldrevne gårde og gav derved betingelser for en større besætning. Det var dog navnlig kornsalget der forøgedes i disse år, og da samtidig priserne steg blev det efterhånden gode tider for bønderne, tilmed da jorden i mange år gav gode afgrøder uden andet gødningsstof end staldgødning.

Folkelønnen var endnu kun lille og daglønnen - 24 skilling indtil 2 mark og kosten - stod jo ikke i rimeligt forhold til kornpriserne. Desuden var skatterne små i sammenligning med vor tid.

Disse år gav sig også udslag i bedre bygninger og bedre redskaber og vogne, dog var fjedervogne i 50erne temmelig sjældne. På enkelte fremskredne gårde var der begyndt at komme tærskeværker, men de fleste steder plejltærskedes der, og der var da som oftest en fast daglejer, der hjalp karlen med det arbejde.

Klædedragten endnu de fleste steder: vadmel for mænd og hvergarn for kvinder. Der var dengang en større fåreavl, og ulden blev som regel kartet og spundet af husets egne kvinder. Hørdyrkning var almindelig og den proces hørren måtte gennemgå fra frøets såning med lugning, ruskning, frøets afrivning, hørstråets skørning ved rødning i kær eller ved dugbredning - for derefter at brydes, skættes og hegles, udførtes som regel af husets egne folk.
I de senere år fremstod der dog hørberedere, som skættede og heglede omkring i gårdene.
Ligesom ulden blev også hørren de fleste steder spundet af husets egne kvinder - husmoder og tjenestepiger. Det spundne garn kom derefter til væveren, hvor det blev forfærdiget til dynevår, vadmel, hvergarn og lærred, hvorefter skrædere og syersker drog omkring i husene og syede de forskellige klædningsstykker.

Belysningen var i almindelighed tællelys støbt i hjemmet af okse og lammetalg.

Tjenestefolkene fik som regel foruden pengeløn, vadmel, lærred og uld.

Husmændene med jord klarede sig også tålelig godt, da de fleste af dem havde andet erhverv ved siden af, som tømrer, murer, skomager, væver, smed, træskomand, skræder, fisker osv men for den egentlige arbejderklasse var det sløje tider. Daglønnen kunne ikke række langt, men mælk fik man som regel gratis og det var ikke så sjældent at en arbejdsmand fik et brød med hjem om aftenen, når han gik fra arbejde. Efterhånden som dyrtiden kom, enedes de fleste gårdmænd her i sognet om, enten at sælge et vist kvantum korn for halv pris til arbejderfamilierne eller også at give hver nogle skæpper rug eller byg til gratis uddeling. Der fortælles at ved et møde desangående beklagede en af gårdmændene sig over, at han havde haft en dårlig høst det år, så han kunne ikke undvære noget, men Mads Pedersen, Rønnekærsgård, der altid var blandt de første til at tegne bidrag, foreslog da, at man skulle hjælpe den nævnte mand med nogle skæpper korn også. Manden blev beskæmmet og opgav sin modstand.
Om høsten samledes der aks, såsnart kornet var af marken, så familier med større børn kunne samle korn til at opføde en gris med, ligesom de selv havde fødekorn - rug og hvede - til et længere tidsrum.

 
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk