Fru Kirstine Rasmussen, Egebjerg
Forside ] Op ]

 
Fru Kirstine Rasmussen, Egebjerg

 De fattige

 
Fru Kirstine Rasmussen, Egebjerg, Kirkeby sogn, gift med savværksarbejder Ferdinand Rasmussen fortæller [Udskrift af båndoptagelse i Dansk Dialektforskningsinstitut]
 
Jeg begynder for halvfjerds år tilbage og så fremefter. Jeg er født her i huset 1890. De fattige gik ud for at tigge, de kom til påske, pinse og jul og bad om æg og flæsk og lidt mel og hvad forskelligt de kunne få. Og det fik de i en pose og en kurv, og det blev blandet sammen det hele. De kom også ind i sådanne små huse som her og fik forskelligt. Og somme af dem havde 7 à 8 børn med dem, og de var klædt fattigt på. Det kan jeg da huske endnu. Der har ligget flere huse om ad i Egebjerg med sådan fattige folk, hvor  vi kom, ved at jeg var barn. Vi gik ned til fattighuset, der gik vi ned både til jul og til påske. Pinse kan jeg ikke huske, om vi kom. Men jul og påske, da ved jeg, at da kom vi altid derned. Bedstemor havde pakket sin kurv med flæsk fra vi havde slagtet gris, og hun havde bagt et rugbrød og et gammeldags hvedebrød og bar med ned til dem. Og så havde hun en spand mælk med for vi har haft landbrug her til. Og de græd, når hun kom ind. Der boede seks familier i fattighuset, og de havde kun hver en lille stue, hvor der lige kunne stå et bord og en stol. Og der var stengulv og deres seng, ikke andet. Mange af dem drak. Jeg ved en gammel kone, der bandt skrubber [ skrupper ], som de kaldte det. Hun gik ud i skovene om sommeren og plukkede lyng, som hun bandt skrubber af, og sommetider forærede hun os sådan en skrubbe. Hun drak, jeg kan huske, at hun lå henne i grøften i solen, og hugorme og snoge kravlede der. Jeg kan huske, at bedstemor sagde: "Skal vi dog ikke vække hende, det er dog forfærdeligt, hvis hun bliver bidt". Men vi lod hende som regel ligge, og passerede videre.
Der var mange i fattighuset, og bedstemor gik også ind til mændene, de havde det jo ligeså fattigt. Frøs det gjorde de jo også. Om vinteren, til jul, skulle vi forære dem tre sække tørv, gårdmændene skulle levere nogle flere. Hvad var tre sække tørv, hvis det var hård vinter? Det var hårdt at sidde på et stengulv, utætte vinduer og tøj havde de jo heller ikke så meget af, uden hvad de fik forærende. Sommetider kunne de dog træffe at få lidt tøj, hvis en mand eller kone var død. Men ellers var de fattigt klædt, og det var mange heromkring, der var fattigt klædt dengang.
I fattighuset boede der  6 familier/personer, 3 foran og 3 bagved, og de havde kun en halvdør og så kunne de lige gå ind på det her stengulv og sætte dem. Den gamle kone [med skrubberne] drak brændevin, og de skråede også. De stod stille, fortalte min bedstemor. Så sagde jeg: "Hvad står de stille og rager efter?" "De skal have en skrå", sagde hun. "Åh, de spiser da ikke skrå ligesom bedstefar?" "Jo, det gør de da", sagde hun. Det kunne jeg jo ikke forstå, da jeg var barn, at de spiste skrå. Men sådan var der jo så mange af den slags.
De var fattige mange steder rundt omkring. Nu mine bedsteforældre. Jeg vil ikke sige, de var fattige, for de fødte dem jo altid en gris op, og vi har altid levet ordentligt, sådan, men penge, det kendte de ikke. De havde en lille trækasse, og hvis der var 7 eller 8 kroner i, så havde de mange penge. Huset her har været fæstehus under Hvidkilde, og en gang hver termin gik vi ned og betalte 65 øre for at bo her. Men de var alligevel ikke så velhavende. Vi gik da ud for at samle brænde, og bedstemor og bedstefar, de huggede brænden til hakkebrænde. Hakkebrænden og så noget tørv, andet havde de ikke at fyre med. Det var meget udrøjt, sådan noget hakkebrænde. Der var ikke noget, der hed kløvet brænde dengang. Det var det, der faldt til bunds i skoven, det gik vi til Skjoldemose og bad den gamle baron om, vi måtte få lov til at samle noget af. Det var ikke alle, der fik lov til det, f.eks. hvis de vidste, det var nogen, der rapsede, så kunne de ikke få lov. Bedstefar ryddede stabber på Skjoldemose og lavede istand. Dem var de glade ved, men det var heller ikke uden gran. Det lavede et grusomt svineri i komfur og alle vide vegne, men det tog de jo ikke så nøje dengang.
Bedstefar gik op på en gård og her huggede han risbrænde. Han fik 2 øre for hver knippe. Han kunne sommetider nå at hugge 50 knipper, det var en stor dagleje. Han gik også ud for at tærske om vinteren med plejl, den hænger på vores loft endnu. Men det var jo også kun 50 øre eller 75 øre om dagen, så penge var der jo ikke meget af. Mange fik oven i, et rugbrød eller et stykke flæsk med hjem fra gården, men det ved jeg aldrig af, at bedstefar har fået. Gik de på høstarbejde,  var det kun for høstgildet, de fik ingen penge. De fik deres gode kost men ikke penge. De fik et  høstgilde, hvor vi allesammen kom med og fik, hvad vi kunne spise og drikke. Men andet var der ikke. Og som barn ligesådan, hvis jeg blev sendt til købmand og havde to kroner med, så var kurven så fuld, at der var til hele ugen. Så fik vi sådan et lille kræmmerhus brystsukker for der var jo ikke noget der hed, at vi skulle have penge med til slik. Ikke engang nogen af vores børn har fået penge med til slik. Hver fredag aften da købte manden for 10 øre, som de måtte dele. Det er nu 55 år siden.
Folkene i fattighuset kom omkring fra sognene, det var folk, som var slået ud på en eller anden måde. En hed Asvæveren, han gik altid barbenet, både vinter og sommer, han trak sommetider kreaturer for nogen, så fik han en lille lommeskilling. Han fik måske også en gang at drikke for det. De drak næsten allesammen i fattighuset. Jeg tjente som 15-årig i en gård ved siden af, da drak de allesammen. Hvor de fik pengene fra til at drikke, ved jeg ikke, men dengang kostede brændevinen heller ikke så meget. En gammel kone gik på vejen og strikkede altid. Jeg tror nok, hun strikkede for en familie med 14 børn, jeg mener også at hun sommetider havde været ude for at give en hjælpende hånd med at vaske et eller andet steds.
Det var nærmest enlige i fattighuset, enten mand eller kone. Jeg kan ikke erindre, at de har været to. Så det har nok været, når de blev ene. En af beboerne i fattighuset blev røgforgiftet. Det var om vinteren, så han kunne ikke blive begravet før efter otte dage, fordi det blev sådan en snestorm, og dengang kunne de jo ikke få vejene ryddede. Han blev begravet på kommunens vegne lige indenfor kirkegårdsdiget. På graven blev aldrig plantet noget. Jeg ved min bedstemor har fortalt, at folk, som havde taget deres eget liv, ikke måtte komme ind af kirkeflagerne, de skulle bæres over stengærdet, hvor de så blev begravet lige indenfor som en hund. Om præsten var med ved disse begravelser ved jeg ikke, men kisten kom ikke ind i kirken. Hvem der havde en 7-8 børn var meget fattige, de havde sommetider alle de her børn med dem på række, når de kom, og de havde næsten ikke tøj på, inden det så var vinter eller sommer.
Skærslibere var der temmelig nogen af. Jeg kan huske, når de kom ind og ville slibe en kniv eller saks. Så sagde bedstemor gerne: "Nej den sliber vi selv eller også bærer vi den om til smeden, for I ødelægger den bare". Sommetider spurgte de så, om de måtte få en skilling i stedet eller et stykke mad. "Nej, penge har vi ikke nogen af", sagde hun, "men I må få et stykke mad". Og jeg kan huske, at hun altid skar dem et stykke mad, det fik de. Brødet det bagte hun selv. Den gamle ovn blev først brækket ned, ved vi kom. Hun bagte rugbrød, sigtebrød og hvedebrød.

I 1914 tjente jeg i en gammel gård i Snarup hos et par gamle folk. Han hed Rasmus Rasmussen. De havde en søn, der var fodermester, der var over tredive, en datter på alder med mig, og to sønner til, som var lidt ældre end mig, og så havde de en tjenestedreng. En skrædder, træskomand og skomager, de kom, når vi havde travlt enten i høsten eller i høet. Ja også når vi skulle ud og grave tørv og stable tørv. Det skulle vi jo også, de havde jo tørvemose. Der var pigerne også med. Konen var 68 år og at hun kunne overkomme alt det arbejde. Vi piger tænkte sommetider, når vi gik ud i marken, bare det var os, der skulle være hjemme, for det var jo varmt ... De havde fået en selvbinder, det var vist en af de første selvbindere der omkring, men det var jo alligevel sådan, at der skulle høstes uden om marken med le og bindes op, og også rives fra marken. Hele marken skulle rives over med en trærive og det til hænderne sad i fraser?, men det var der jo ikke noget at gøre ved. I den yderste skår kunne der være mange tidsler, og når vi så siden skulle hjem og malke, det gjorde ondt. [De fik mange tidsler i hænderne, år de bandt kornet op]. Konen stod op om morgenen og hun kaldte på os, så kogte hun øllebrød, så satte hun vand på til at vaske spande i og til at vaske op i. Hun satte flere store gryder vand på. Så begyndte hun at skære de her store rundtenom rugbrød. 16 brød bagte vi hvergang vi bagte. Hen i høsten kunne brødene være lidt tørre og der kunne være en mugplet......

   
   
   
 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk