Grundtvig som folkelig og kirkelig vækker
Forside ] Op ]

 
Grundtvig som folkelig og kirkelig vækker
 
Vort folk - i det nittende århundrede. Udgivet af Vilh. Østergaard.Kbh. l901

N.F.S.Grundtvig -som folkelig og kirkelig vækker -af Morten Pontoppidan.

 

I foråret 1811 kom en ung mand vandrende gennem en skov i Sydsjælland. Ved skovkanten, hvor udsigten åbnede sig mod Udby kirke, satte han sig på en mosgroet sten og faldt i tanker.
Det var Grundtvig, der skulle ud at være kapellan hos sin gamle far. Ved pinsetid var han blevet ordineret , var derefter brudt op fra sin kandidatbolig på Valkendorfs Kollegium og var draget af sted til fods, dels for at nyde vårens skønhed, dels fordi den stille ensomhed under fodvandringen passede til hans højtidelige stemning, stærkt grebet af ordinationshandlingen, som han var, og opfyldt af stærke forudfølelser af, hvad han skulle udrette i den gerning, han nu gik ud til

"Da hastede jeg ud fra akselstad,
jeg takkede, jeg higede, jeg bad".

hedder det i et rimbrev, "Farvel til Sibbern", han kort efter skrev i Udby, og hvor han fortæller vennen om sin stemning under denne forårsvandring. Der meddeler han da også, hvorledes hans lykkelige stemning skiftede, da han nærmede sig de gamle kendte egne.

"Da gjordes det mig trangere om hjerte
ved mindet om den galde barnetid,
ved mindet om de sidste tiders smerte,
ved tanken om den store, tunge tid,
som jeg fra nu for Gud begynde skulle".

Da var det, han måtte sig på en sten ved skovens udgang og se at komme til rette med sine tanker.
En anfægtelse har det været, der i dette øjeblik kom over den unge mand, en efterdønning af de stærke storme, der havde oprevet ham i den sidste tid- ligesom når en rekonvalescent får en mindelse af den feber, der i det væsentlige har forladt ham.
Med den sjælelige krise, Grundtvig nys havde gennemgået, var det spørgsmål nøje sammenvævet, hvad han skulle vælge som sin livsvej.
Han havde stridt imod at blive præst. Hans drømme stilede mod noget mere glimrende end det at gå ud på landet og begrave sig i en stille virksomhed. Han ville studere oldkyndighed og historie og opnå et professorat, - i hvert fald ville han blive i hovedstaden og hævde sin plads i den lærde republik. Han havde så småt begyndt at vinde navn som digter og havde venskabsforbindelser blandt den tids unge litterære foregangsmænd. Hans gamle far havde kaldt på ham - men kaldt forgæves.
Så var det imidlertid sket med ham, dette mærkelige, der, som han selv siger, efter den tids tankegang "kunne i det højeste finde sted i København hos en hernhutisk kandidat Maalø og den gamle hernhut Gerhard Segeberg, afsat præst fra Norge, eller hos den norske bygdeprædikant Hans Hauge, som den gang alt imellem stilledes i de lærde efterretningers gabestok, men som dog virkelig fandt sted hos den unge, nordiske digter og oldgransker på Valkendorfs Kollegium i efteråret l8l0".
Dette ganske ukøbenhavnske, ulitterære, uvidenskabelige, der var sket med Grundtvig, var, at han havde omvendt sig - ligefrem omvendt sig, under anger og bod, omvendt sig til den gamle kristendom, almuens kristendom, gamle Malenes kristendom.
Gamle Malene - ja hun hørte med til den barndomsverden, der nu åbnede sine arme mod Grundtvig og hilste ham velkommen  tilbage, da han på hin forårsdag kom vandrende gennem skoven. Hun var en stakkels vanfør tjenestepige, der havde haft hjemme i præstegården, da Grundtvig var lille. Han har fortalt om, hvorledes det havde sat sig fast i hans erindring, at hun en dag sad ved sit arbejde og - uden at agte på drengen, der gik og legede på gulvet - sukkede ud af sin sjæl og sagde:

O Jesus, for din pine
og din uskyldige død,'
forlad mig synderne dine,
frels mig fra den evige død.

Grundtvig siger, at tit og ofte, hele livet igennem , når han digtede salmer, gjorde det sig gældende for ham, at de skule passe for gamle Malene eller, da hun forlængst var død og borte, for sådanne enfoldige fromme sjæle som hun.
Ja, det skulle vise sig, at de barndomsindtryk, Grundtvig havde fået af denne art, i virkeligheden sad godt fast. Men en tid havde de rigtignok været ganske trængte tilbage. Som stor dreng og i studenterårene havde Grundtvigs åndelige tilstand været temmelig søvnig. Og i de første kandidatår, da der kom fart i ham, var det den oldnordiske begejstring, der ganske fyldte ham. Det, der da stod for hans sjæl, var ikke noget i lighed med gamle Malene. Det var ikke gamle koner, der gik i kirke med hænderne foldede om salmebogen  og lommetørklædet og satte sig stille i kirkestolene og sang om roserne, der vokse i dale. Nej, det var valkyrierne - Gunn og Hild og Gøndul og Skødul, alle Herjans møer - der satte afsted på flyvende heste hen over hans hoved med hærskrig i dundrende kor.
I det hele taget - det var ikke den virkelige, eksisterende danske folkealmue, Grundtvig på det tidspunkt  havde tanke for, men det var hint strålende kæmpefolk, som den oehlenschlægerske poesi havde ladet fremstå af de gamle kæmpehøje - havde skabt af runestene og smuldrende bene. Grundtvig var ganske revet hen af Oehlenschlægers Vaulundur  og Hakon. Hvad han i disse første ungdomsår havde at sige om det virkelige danske folk, kommer frem i hans debutarbejde "Maskeradeballet i Danmark", skrevet i vinteren efter Københavns bombardement og flådens tab. Grundtvig, der da  var huslærer på Langeland, hørte om , at man i hovedstaden, i stedet for at klæde sig i sæk og ask, morede sig som sædvanlig; ja selv på Langeland blev der den vinter foranstaltet en maskerade. Så kom den ungdommelig-profetiske harme over Grundtvig, og han skildrede i "Maskeradeballet" et syn, d han havde haft: Danske mænd og kvinder af alle stænder danser rundt i en balsal til melodien "Fryd dig over livet"". Men se, lysenes lue flyder over i blålige flammer, raslende åbnes døren, og ind træder Danmark i en døende gubbes skikkelse, ledsaget af fortidens helte, der træder i gulvet , så jorden gungrer. De tænder Danmarks dødningebål midt i salen, går rundt om det og kvæder, at de vil rejse en høj over liget - ikke af jord eller muld, men "af skarlagen rød og af frådsernes kød", og på højen skal der rejses en bautasten

"af dødningeben,
af hormændsben,
af horkvindeben,
af niddingeben".

Igennem disse talende strofer lyder den unge Grundtvigs dom over samtiden - en harmfuld forkastelsesdom. Havde han på den tid haft en verdensstyrende magt, ville han uden tvivl have sendt en syndflod over landet, og et spørgsmål kunne det være, om der var fundet otte retfærdige  til at befolke en ark.
Og det var den samme Grundtvig, der siden blev berømt for sin gode tro til det danske folk i almindelighed og den danske almue i særdeleshed.
Det kom med hans omvendelse. Den førte ham ikke blot fra verden til Kristus, men tillige fra den lærde republik til det menige folk, fra Einherier og valkyrier til de gamle fromme mænd og koner i Udby.
Det var en stor overgang, men den blev foretaget med brændende hu."Da hastede jeg ud fra akselstad", hedder det i rimbrevet. Og disse ord i forbindelse med de følgende om, hvorledes han "takkede og higede og bad", giver os karakteren af hans sjæls bevægelse - viser os ham som den, der nu glædede sig ved at kunne lægge hele det afsnit af sit liv bag sig, afsnittet på Valkendorfs Kollegium. Når rimbrevet har fået navnet "Farvel til Sibbern", kunne det for den sags skyld lige så godt have været kaldt "Farvel til skønåndernes kreds", "Farvel til de filosofisk-æstetiske tilværelse", "Farvel til studerekammerlivet, til professor drømmene, til den forhåbede ansete stilling i Nordens Athen."
Sibbern repræsenterede just den tilværelse, Grundtvig havde brudt med. Få uger efter, at Grundtvig var præsteviet, disputerede Sibbern for den filosofiske doktorgrad og tiltrådte derefter en studierejse i udlandet. Med hentydning dertil hedder det i rimbrevet:

"Vi grubled begge over livets gåde,
men om dens løsning vi forligtes ej;
derfor og nu vi på adskillig vej
udhigede fra akselstadens volde:
Du higed ud så fjernt i folkevrimmel,
jeg higed hjem til fødeegnens himmel,
til faderhusets kære, stille krog;
thi jeg har fundet i den ene bog,
hvad i dig selv og i de mange bøger
hos fjerne folk og vise mand du søger."

Det er tydeligt , at den higen og hasten ud fra akselstad, der var kommen over Grundtvig, havde noget ved sig af en verdensflugt. I visse måder minder Grundtvigs udvandring fra København i foråret l811 om den unge Luthers given sig i kloster. Så meget er vist, at det var en vældig overgang for Grundtvig, og det er ikke til at undres over, at hans takkende, higende og bedende stemning under fodvandringen øjeblikkelig kunne slå om, - at han på en gang kunne blive trang om hjertet ved tanken om, hvad han gik ind til.
Så sad han da, overvældet af en sådan stemning, på den mosgroede sten i skovens udkant. Og uvilkårlig greb han efter et nyt testamente, han førte med sig, slog det op og læste, hvad hans øje traf på. Det var 1.kor. 15,55 ff.: "Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Men Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud være tak, som giver og sejr formedelst vor Herre Jesus Kristus. Derfor, mine kære brødre, bliver faste, urokkelige, frugtbare, altid i Herrens gerning, vidende, at eders arbejde er ikke forfængeligt i Herren."
Disse ord faldt på Grundtvigs sjæl som dug på en syg blomst; han rejste sig og gik med løftet hoved frem mod det sted, hvor

"Kirketårnet løfted sig deroppe
på Grinebakken mellem asketoppe."

Et par år efter sad Grundtvig atter i København - men som en, der var og blev åndelig udvandret. I de toneangivende intelligenskredse derinde blev han aldrig optaget, og i begyndelsen af tyverne gik den vittighed om ham: Nu vil jo Grundtvig vandre ud med Sakse under den ene arm og snorre under den anden.
Så meget vidste man om den ensomme mand, at han sad og fordanskede Sakses og Snorres krøniker. Han havde udgivet nogle prøver af oversættelsen, men kritikken havde fundet meget at udsætte på hans sprog. Da svarede Grundtvig, at den kritik, han ville ænse, var ikke de københavnske litteraters, men karlenes og pigernes ude i borgestuerne på landet. For dem havde han skrevet og gjort det hele så bredt sjællandsk, som det på nogen måde var ham  muligt. Lige til kådhed og overgivenhed boltrer Grundtvig sig i  kraftige ord og vendinger fra almuens daglige tale. Hans sprog havde taget træsko på. Det er trumf på trumf i borgestuebordet side op og side ned.
Men desuagtet - eller vel netop derfor - gjorde disse oversættelser af Sakse og Snorre aldrig ret lykke hos almuen, fik i det hele taget ikke en betydning, der blot nogenlunde svarede til Grundtvigs forventninger og til det store arbejde, der var nedlagt i dem. Grundtvig havde tænkt sig, at hans Sakse og Snorre skulle blive rigtige folkebøger, som man havde liggende på loftshylden ved siden af de gamle postiller, og som ville blive slugte af den opvoksende ungdom og vække hos denne en hidtil ukendt fædrelandsfølelse og historisk sans.
Ingemanns historiske romaner kom siden til virkelig at udrette noget af det, Grundtvig havde tænkt sig at udrette med Sakse og Snorre. Og Grundtvig glædede sig derover uden misundelse. Han tænkte vel, at tiden kom en gang, da hans krøniker ville blive tagne i brug.
Sker dette ikke, - bliver Grundtvigs Sakse og Snorre aldrig udbredte folkebøger - og for øjeblikket (C.l901) er der jo ingen synderlig udsigt dertil -, da er det syvårige arbejde med dem alligevel ikke spildt. Thi - ganske bortset fra den utvivlsomme betydning, disse bøger under alle omstændigheder har haft og vil beholde - arbejdet med dem er først og fremmest at betragte som et betydningsfuldt stykke selvudviklingsarbejde. Gennem disse syv år har Grundtvig stadig landalmuen for sig som sit usynlige publikum. Altid på ny er han beskæftiget med at genkalde sig i sin erindring, hvordan Per og Hans, Maren og Sidse taler. Hver gang han griber pennen, sætter han sig, åndeligt, hen til dem på bænken. Alt det blæk, han udgyder, er ligesom blod, han blander med dem. Hele de to tykke bind er som et kærlighedsbrev til den danske almue.
Men hvad ville nu de gamle mænd og koner i Udby sige til disse krøniker? Det var jo ikke gudelighed , men gammelt hedenskab. Gamle Malene, om hun havde levet endnu, hvorledes ville hun have stillet sig overfor åndelige frembringelser af den art?
Ja, det ville jo nu komme an på. Grundtvig og landalmuen havde fundet hinanden i det gudelige - i det temmelig snævert gudelige. Og efterhånden ville det vise sig, om almuen kunne holde Grundtvig fast i det snæversynede, dystre, forsamlingsagtige, eller om Grundtvig kunne få den gudelige almue med sig ind i det folkelige, frejdige, frisindede.
Fra begyndelsen, da Grundtvig havde foretaget sin udvandring fra akselstad, var han blevet som barn igen overfor de gamle kristelige traditioner og synsmåder. Da gjaldt det for ham:Før lavest på skamle i løn hos de gamle, end højst i de selvkloges lag". Og ved "de gamle" forstod han her de ydmyge, fromme, gammeldags troende. På skamlen ved deres fødder sad han og skrev sin første Verdenskrønike, den af l8l2, hvori han dømte alle den nyere tids åndelige storheder og bevægelser uden videre efter deres forhold til Biblens lære. Og det blev unægtelig ofte en lidt bornert bedømmelse - som om han så alle fænomenerne gennem de gamle koners bibelbriller. De var jo ved den ti, han skrev i rimbrevet til Sibbern:
"
"Jeg har fundet i den ene bog,
hvad i dig selv og i de mange bøger
hos fjerne folk og vise mand du søger."

Grundtvig har, til at begynde med, været inde på det trangt-bibelske, det pinligt.gudelige. Men de måtte snart vise sig, at han var for rig og mangfoldig en natur til at lade sig holde i spændetrøje. Ikke for intet havde han i sin ungdom lyttet til "Valkyriesangens dundrende kor" - fået et pust fra Nordens ånd, den ånd, om hvilken han siger, at den

"slår løs sit fæste,
ungdomsstærk med stor attrå,
alle klinter vil den gæste,
mod hvis bryst slår bølgen blå."

Ikke i længden kunne han sige, som han sagde til Sibbern:Rejs du ud og søg visdom hos fjerne folk, i fremmede lande; jeg har nok i "Faderhusets kære, stille krog". Han selv måtte "slå løs sit fæste", udvikle sig, frigøre sig. Og hans frigørelse blev da med det samme i virkeligheden den danske folkealmues frigørelse. Til båndet holdt mellem ham og den. Ligesom i kæmpevisen Sivard Snarensvend lader sig binde til egen, men derefter river den op med rode og tager den med sig på sin frihedsgang, således fik Grundtvigs åndelige frigørelse en afgørende betydning for de lag i det danske folk, han havde sluttet fostbroderskab med. Og det var da især de på gammel-lutherske, tildels pietistiske overleveringer levende almuesfolk på landet, de, der afgav stoffet til de gudelige forsamlinger. Dem og især deres børn førte Grundtvig gennem det spor, han selv havde sat, ind på mere åbne og sollyse baner.
Udenlandsrejser har altid vist sig som et probat middel til at befri ånden for skimmel. Også Grundtvig fik - endnu i rette tid, 46 år gammel - lejlighed til at lufte sig på tre Englandsrejser, han med kongelig understøttelse foretog i årene l829-31 for at opsøge og undersøge gamle angelsaksiske håndskrifter. Hans støven i bibliotekerne blev ikke uden frugt. Men meget vigtigere var det, at han bragte frisk pust med sig hjem fra det land, der allerede længe havde været en hjemstavn for borgerlig frihed, medens vi endnu levede  i den tidsalder, da Københavns portnøgler hver aften toges i forvaring af landsfaderen.
Det første, Grundtvig måtte lægge mærke til hos englænderne, var deres selvtillid. Allerede under overfarten hørte han en engelsk herre ved middagsbordet i kahytten med stor sikkerhed udtale det som en selvfølgelig sag, at engelske kartofler måtte være de bedste i verden. Her som så ofte senere følte Grundtvig sig slået af modsætningen til den tilbøjelighed, vi danske har til at tro på det udenlandske som noget fortrinligt og overlegent. Vi må skyde hjertet op i livet, tænkte Grundtvig,  og begynde at tro på det danske som det mageløse.
Det andet, han måtte beundre hos englænderne, var deres handlekraft. Det var folk, der kunne sætte foretagender i gang. Og var disse foretagender  end ikke altid lige ideelle, så blev der dog i hvert fald sat kræfter i bevægelse. Det lærte Grundtvig i England, at det første er, at der bliver gjort noget, i anden række kommer det spørgsmål, om det er det bedste og fuldkomneste, der bliver gjort. I Danmark sad folk og tog sig i agt, at de ikke skulle komme til at gøre noget galt. Hører man om en mand, siger Grundtvig, at han er bleven afsat fra sin bestilling, udbryder man:Men hvad har da manden gjort? Han må have indladt sig på den forsyndelse at gøre noget. Havde han holdt sig til den gyldne regel intet at gøre, ville han have beholdt sit embede. Sarkasmen er ikke uberettiget. Det er virkelig betegnende for os danske, at på vort sprog talemåden "hvad har jeg gjort?" er ensbetydende med "hvad synd har jeg begået?"
Naturligvis, den, der tager fat og skrider til handling, udsætter sig for fejlgreb, som undgås af den, der bliver siddende og betænker sig. Men, siger Grundtvig, jeg lærte i England at foragte den ting, af lutter dydige bevæggrunde intet at gøre. Det gik op for ham, at  "den, der ikke kan løfte Mjølner, skal ikke rose sig af, at han aldrig svang den til upligt." Vi danske, tænkte han, skal ikke være så glade over vor skikkelighed; men vi skal se at få spændt styrkebæltet om os og løfte Mjølner, svinge Mjølner, udfolde vor handlekraft, spytte i næverne og tage fat.
Men Grundtvig kunne jo ikke undgå at lægge mærke til,  i hvor høj grad englændernes handlekraft stod i forbindelse med deres borgerlige frihed. Det var umuligt at vente stor dådskraft udfoldet af et folk, der, som det danske, ikke havde sin egen portnøgle, ikke kunne gå ud og ind på eget ansvar, men, både åndeligt og materielt, stod under landsfaderens formynderskab.I Frederik den Sjettes Danmark skulle al ting reguleres, beskæres, indstudses som i en have med klippede hækker. Af frygt for vild vækst hæmmedes al kraftig vækst. Men denne ensformighed måtte brydes, kræfternes frihed måtte proklameres derhjemme.
Derfor ser vi også, at da Grundtvig efter sin hjemkomst fra den tredje og sidste Englandsrejse udgav sin "Nordens mytologi" (1832), satte han foran et rimbrev til nordiske pårørende, hvori det hedder:

"Sønner og døtre af Nordens ånd,
kæmpevækkeren sejertryg,
som lagde Fenrisulv i bånd,
pløjede Midgårdsormens ryg,
red over Ginnunggab i spring,
kørte med Thurs og Trold i ring..
ja, I sønner af kæmpeæt,
lad os forstå vor fordel ret!
Slagne vi er over hver sin læst,
frihed er, hvad der os tjener bedst...
frihed lad være fort løsen i Nord,
frihed for Loke, såvel som for Thor..
frihed for alt, hvad der stammer fra ånd,
som ikke ændres, men arges ved bånd!"

Hovedsagen for Grundtvig er den personlige frihed, den,. vi hver for sig trænger til, fordi vi ikke alle er slåede over den samme læst. Hver fugl må synge med sit næb, fart i arbejdet. Den frihed må vi have, som er en betingelse for, at de kræfter, vi sidder inde med, kan komme til udfoldelse.
Om det dertil er nødvendigt, at vi får en lovgivende rigsdag, det tvivler Grundtvig meget på. Ja, han frygter netop for, at man ad den vej skal komme under et flertalsregimente, der er mere hindrende for den personlige frihed, end den kongelige enevælde behøver at være. Den stærke kongehånd kan ikke alene bruges til at tvinge, men også til at løse bånd, modvirke den ene klasses tvang over den anden. Den stærke kongehånd kan være det kraftige initiativ. Man havde set noget deraf, da Stavnsbåndet løstes og landboforholdene ordnedes. Kun trænger kongemagten til det korrektiv, der ligger i, at folket får både frihed og lejlighed til at udtale sig om landets sager. Altså "kongehånd og folkestemme, begge stærke, begge fri", det var efter Grundtvigs mening det danske politiske ideal, som han fandt så temmelig virkeliggjort, da enevoldskongen havde indført de rådgivende stænderforsamlinger, og han kunne aldeles ikke samstemme i de misfornøjedes råb på en konstitution.
Alligevel, da konstitutionen kom, var Grundtvig ikke sådan en doktrinær stivstikker, at han bandlyste sig selv til at sidde som gnaven tilskuer. Han stillede sig i l848 som kandidat til den grundlovgivende rigsforsamling, og valgkredsen, hvor han først forsøgte sig, var Nyboder, hvis jævne og karakteristisk danske befolkning han nok kunne have lyst til at repræsentere. Det faldt sikkert i god jord hos disse brave vælgere, da Grundtvig indledede et vælgermøde med at bede dem værsgod hænge hattene på de knager, de var gjorte til. Imidlertid - med en søofficer til modkandidat lykkedes det ikke for Grundtvig at blive valgt i Nyboder. Men da der snart efter blev omvalg i Præstøkredsen, stillede Grundtvig sig her og valgtes.
Den grundlov, han således kom med til at lave, blev ikke nær så dansk, som han havde ønsket og håbet.Han gav derfor ikke møde, da loven tilsidst blev forelagt til samlet vedtagelse. Han ville ikke stemme for en grundlov med et så udenlandsk tilsnit, en, der var beregnet på "et mistænksomt, stridbart og stundesløst folk", men slet ikke passede for "et godmodigt og fredeligt folk som det danske."
Imidlertid - i den ene form eller den anden - borgerlig frihed havde vi fået, og nu gjaldt det om at bruge den. Og at det danske folk brugte sin frihed, ville, efter Grundtvigs tankegang, sige det samme, som at det gav sig til at være rigtig dansk - ikke generede sig for at følge sin danske natur, ikke længer lod sig imponere til at efterabe fremmed levevis og fremmede indretninger.
Kongen har sagt - således forestiller Grundtvig sig i en bekendt vise fra trediverne indførelsen af de rådgivende stænder - kongen har sagt:Kom hid,I gode Dannemænd, og sig os, hvad jer fattes! Og så svares der, at

"hvad os fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske."

Og med hentydning til en tale af Lavrids Skau hedder det videre, at en lille fugl har allerede sunget derom på Skamlingsbanke og sagt, hvad vi alle vil gentage: at

"vi føre løver i vort skjold
at hjerter trindt omsatte;
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte."

Altså, lad os tage mod til os, bruge vor frihed og sætte det ægte danske i højsædet overalt, i omgangslivet, i litteraturen, i kirken, i skolen, i alle borgerlige indretninger.
I l839 var Grundtvig med til at stifte "Danske  Samfund", der fik aflæggere rundt om i landet og i København fortsatte sin tilværelse  omtrent et halvt århundrede år. Det blev vel nærmest en foredragsforening; men det var ikke, hvad Grundtvig fra først af havde tænkt sig. Nej - har jeg hørt gamle Sieg fried Ley,en af medstifterne, fortælle, - Grundtvig sagde: Vi skal have et stort, bredt bord, som vi kan sidde om, og som man kan trumfe i! Der var altså tænkt nærmest på sel skabelige sammenkomster , hvor man tvang frit  underholdt sig med hinanden om fædrelandske og folkelige sager, og hvor hver gav sit besyv med, som han kunne bedst.Og så skulle man naturligvis synge. Sangen blev den form for selskabelig hed, der lykkedes bedst. Og så skulle man naturligvis synge. Sangen blev den form for selskabe lighed, der lykkedes bedst.     Danske Samfunds visebog, der begyndte som et lille tyndt hæfte, voksede, hver gang den påny tryktes op, og blev til Boisens i sin tid så bekendte blå sangbog, der atter kan betragtes som stammoderen til  højskolesangbøgerne, Morten Eskesens sangbog og det anselige tal af andre større og mindre folkelige visebøger, der indtil den seneste tid har set lyset, og som tilsammen er bleven udbredte i mangfoldige tusinder af eksemplarer. Broderparten af indholdet var af Grundtvig. Og på disse sanges vinger fløj hans ånd ud over folket, vidt og bredt, især efter at de folkelige højskoler havde begyndt at samle landbefolkningens ungdom og lære den mange gode ting, men frem for alt lære den at synge.
De folkelige højskoler betegner højdepunktet af det fra Grundtvig udgående folkevækkende arbejde. Men højskolerne vil få deres særlige omtale i nærværende værk.

Den Grundtvig, der i l811 tyer hjem til Udby som til et kloster, og som året efter i Verdenskrøniken med Biblen i hånd holder dommedag over samtidens åndelige rørelser, synes ikke så ganske let at kunne falde sammen med ham, der 20 år senere kommer hjem fra England og forkynder "Frihed for Loke så vel som for Thor", - ham , der endnu senere skriver grundlovsviser med strofer som denne:

Danmarks hjerte alle dage
slår for frihed, liv og fred.
Lad i deres ben det knage,
som ej trives kan derved.

Der er en afstand mellem disse åndelige tilstande. Der går i Grundtvigs sind hele livet igennem to strømninger, som det ikke altid har været så let for ham selv at få forligt med hinanden. Spændingen imellem dem har forårsaget en gæring, der stundom har været nær ved at sprænge karret. Man kan iagttage tidspunkter i hans liv, hvor der er foregået et strømskifte, idet de kristelige interesser har givet plads for de nordisk-folkelige eller omvendt. Men alt som han bliver ældre, mærkes det mere og mere, at de stridige modsætninger har slået sig sammen, forligt sig med hinanden, optaget hinanden i sig. Det nordiske hos Grundtvig bliver efterhånden mere sagtmodigt, det kristelige bliver mere kækt, og tilsidst står gamle Grundtvig, der som en type på en ejendommelig human og frisindet kristelighed, en type, der tegner sig ind i folkets bevidsthed og bidrager væsentlig til, at vi her til lands har undgået og forhåbentlig i fremtiden skal undgå det altfor dybe svælg, der ellers ofte i vor tid danner sig mellem kristendom på den ene, frisind og fremskridt på den anden side.

Vi begyndte med at iagttage den unge, 27årige Grundtvig, der kom vandrende under lysegrønne bøge. Vi vil nu opsøge ham på en anden spadseregang mange år senere.Det er en adstadig ældre herre, allerede grå i lokkerne, vi nu ser komme gående i dybe, men ikke videre glade tanker gennem Kongens Have. Træerne er nøgne og bare, det er midvinter, den sidste dag i året l838. Grundtvig har just været oppe at tale med biskop Mynster, det vil sige oppe at storme porten til det, der for ham var det forjættede land.en ordentlig præste virksomhed i den danske kirke. Han er nu fem og halvtreds og har hidtil ikke opnået en position indenfor præstestanden. De gejstlige virksomheder, han har haft, har kun været foreløbige og - af forskellige grunde - snart afbrudte. Nu har han i syv år prædiket fra søndag til søndag i Frederikskirken på Christianshavn, for hvem der ville høre ham. Autoriteterne har overladt ham denne ellers ubenyttede kirke, aldeles ikke fordi man ønskede at støtte og anerkende hans virksomhed, men fordi man antog, han ville gøre mindre fortræd på denne måde, end når han holdt sine prædikener på et pakhusloft, og det havde han været lige ved at skulle begynde på. Grundtvig foretrak for sit vedkommende også langt kirken for pakhusloftet, og han prædikede glad i syv år, skønt en del trykket af næringssorg, da han havde kone og børn, og stillingen var jo aldeles ulønnet. En fast kreds af tilhørere, mest småfolk, samledes efterhånden om hans prædikestol. Men en rigtig menighed kunne det ikke blive til; thi det var forbudt Grundtvig at tage sine tilhørere til alters ligesom også at konfirmere deres børn. Og dette gjorde stillingen uudholdelig i længden. Grundtvig kunne ikke nøjes med at stå som prædikant. Han havde i sig en med årene voksende trang til at blive menighedsfader, til at opfostre et åndeligt afkom, til - som han selv udtrykker sig - at udklække et kuld Guds herligheds pris. Det råbte i ham - med Rachels ord -: Giv mig børn, eller jeg dør! Og derfor måtte han have lov at holde altergang og konfirmation. Kravet blev tilspidset, da hans egne sønner nåede konfirmationsalderen. Og da var det, Grundtvig indgav allerunderdanigst ansøgning om, at den nævnte tilladelse måtte gives ham.
Det var denne ansøgning, han havde været oppe at tale med Mynster om, vel vidende, at biskoppens anbefaling eller ikke-anbefaling ville have en afgørende betydning.
Når han gik derhen Nytårsaftens dag, har det rimeligvis været af trang til en lille håbets stråle at holde nytår på. For Grundtvig var - som det lader til - årsskiftet altid haft noget meget betydningsfuldt ved sig, noget, der virkede stærkt på hans stemningsliv. Et af hans stærkest bevægede digte hedder som bekendt, Nytårsmorgen og er et vældigt udtryk for den håbets opbølgen, han altid påny oplevede gennem sit lange, kæmpende liv, og som han især ved årsskifternes synes at have fornummet eller i hvert fald have trængt til at fornemme.
Nu ved dette årsskifte, var det nær ved at stå stille for ham. Men hvis Mynster ville hjælpe, skulle der endda blive udvej. Mynster og Grundtvig havde jo for så vidt fælles sag, som de hver for sig havde forkyndt den gamle rationalisme krig. Ganske vist var det ikke blevet til noget egentligt kampfællesskab, således som Grundtvig havde ønsket og håbet. Da Grundtvig i l825, som residerende kapellan ved Vor Frelsers kirke, udsendte sit Kirkens Genmæle mod professor H.N.Clausen, havde Mynster , som da var præst ved Frue kirke, offentlig taget afstand fra ham. Han fandt Grundtvigs angreb på Clausen altfor personligt og i det hele taget for voldsomt og ubesindigt. Og denne holdning fra Mynsters side havde medvirket til, at Grundtvig var bleven træt af stillingen som præst i hovedstaden og havde nedlagt sit embede ved Frelsers kirke efter kun at have beklædt det i fire år
Alligevel, nu da Mynster var bleven biskop, mente Grundtvig, det skulle vise sig, at det fælles blod, der var i dem, hvor tyndt det end var, dog var tykkere end vand. Og han indfandt sig altså hos ham for "både så klart og så indtrængende som muligt at forestille ham denne hjertesag " angående den vånde, han og hans kristelige venner var stedt i, så længe retten til altergang og konfirmation var nægtet.
Men det hjalp ikke. "Jeg fandt ham", skriver Grundtvig, "ikke blot så ubøjelig, men så bitter og fjendtlig, at jeg efter en timelang samtale i sofaen måtte gå bort med en hånlig afvisning, og, jeg nægter det ikke, i en oprørt stemning, som jeg frit gav luft."
Hvad nu det "bitre", "fjendtlige" og "hånlige" angår, da kræver billighed, at læseren drages til mindes, at fremstillingen hidrører fra den ene part i sagen. Men med "ubøjeligheden" har det i hvert fald haft sin rigtighed. Mynster har ikke kunnet gå ind på en sådan uregelmæssighed, som det ville være at gøre Grundtvig til en slags frimenigheds præst i hovedstaden. Uden tvivl har Grundtvig forestillet ham, at hvis man nægtede ham en sådan stilling, ville det være det samme som i det hele taget at spærre vejen for ham til virksomhed i den danske kirke. Og Mynster har ladet ham forstå, at i så fald måtte den danske kirke altså undvære ham og ville kunne det uden føleligt savn.
Der står de overfor hinanden, de to nogenlunde jævnaldrende mænd, den ene på toppunktet af magt og anseelse, indehaver af landets højeste gejstlige embede, den anden endnu ikke nået længere end til at være den besværlige mand, det urolige hoved, overfor hvem det gælder at rejse den embedsmæssige stejlhed, som han kan løbe panden imod.
Grundtvig giver sin "oprørte stemning frit luft", men må derefter forføje sig ned af trappen.
Sandsynligvis har han været lidt hed i kinderne og ikke villet komme således hjem til sin kone; nok er det, at han "for at tilbagevinde ligevægten gik om ad volden og gennem Kongens Have."
Det var ham, der havde tænkt, at han skulle komme hjem med en lille håbets stråle at holde nyår på.
Ja- strålen kom virkelig. Thi da han gik gennem Kongens Have, kvidrede gråspurvene der så livligt i den smukke vinterdag, at Grundtvig måtte lægge mærke til dertil. Og så begyndte noget at kvidre med inde i hans bryst. "Det faldt mig ind," skriver han, "hvad salmisten synger om den Gud, som under både spurv og svale en rede ved sit alter til at udruge sine spæde, og da gik jeg rolig hjem og satte mine tanker på rim, som det ventelig endnu kan ses i en af de første kirketidender for l839".
Det digt, her hentydes til, er et af de smukkeste, Grundtvig har skrevet, og kan fortjene her at anføres i fyldigt uddrag. Det begynder:
 

Hvad kvidrer I om, I spurve grå,
så sent i Kongens Have?
Vil I for min vånde bod mig spå,
en skat i nytårsgave,
en svalerede, et spurveskjul,
hvor unger mine kan lege jul
og fjedres til at flyve?

Mig sidder en lille fugl i barm,
som kvidrer om det samme,
ja synger det ud med tone varm,
så hjertet står i flamme,
og hviske venlig:syng højt i kor!
Den syngemester, i himlen bor,
dit nyn har sat på noder.

Den rede til små, det spurveskjul
ved altret for den gode
jeg ønsked mig alt så mangen jul
og håbed vel til mode;
men klogskab siger:det får du ej,
for kæmper spærrer den kirkevej,
som fri er af Guds nåde.

Men klogskab! du glemmer, Herrens ånd
en friheds ven i nøden,
og glemmer, Gud Faders højre hånd
er stærkere end døden;
hans øjne funkle; hvorhen de se,
der smelte kæmper som voks og sne,
og så gør kongens hjerte....

Thi trodser jeg klogskabs bitre smil
og nattesyn som uglen,
jeg venter på kirkemarkens Nil
og priser hjertefuglen
og takker eder, I spurve grå,
som hjalp med kvidder den lille på
sin gamle nytårstone.

Velkommen igen du Nytårsdag,
med guld og grønne skove;
jeg duen alt ser på kirketag,
som holder tro og love;
med den der kommer fra himlens drot
en kærlig hilsen, et budskab godt,
en himmelsk nytårsgave....

Således hilste Grundtvig året l839. Og i dette samme år fik han virkelig sit savn stillet, idet han blev kaldet til præst ved Vartov, og det så rimeligt, at han kunne forberede og konfirmere sine to ældste sønner til Mikkelsdag.
Her havde Grundtvig nu fået ikke blot en prædikestol, men også et alter, hvorom han kunne samle sine kristelige venner, og det gjorde han gennem 33 år. Endnu dagen før han, 89 år gammel, lukkede sine øjne (september l872) holdt han både prædiken og altergang i Vartov.
Den lille hospitalskirke omme i Løngangsstræde vandt igennem disse år en kirkehistorisk navnkundighed, den næppe havde drømt om. Nogen stads var der ikke ved samme kirke. En nogenlunde stor, firkantet sal med fladt loft. For den ene ende et alter med en prædikestol oven over på altertavlens plads. Langs de tre andre vægge et pulpitur midtvejs oppe, som tog en god del af lyset fra de store vinduer, og lyset var i forvejen sparsomt nok på grund af de høje genbohuse i den smalle gade. Men lidt mørkt i en kirke skader ikke;man  dæmper jo ellers lyset ved malede ruder, en foranstaltning, der i Vartov var ganske overflødig. Var pladsen snæver, og blev den det mere og mere, alt som der i årenes løb strømmede flere og flere til den lille kirke, så medførte det den fordel, at man kom hinanden nærmere. Kunne det end hænde, at se, der under altergangen lå på knæfaldet, blev trådte på benene af dem, der trængtes bagved, så var der dog ingen fare for, at højtidelighedsfølelsen skulle forsvinde, når den gamle stod for alteret i messedragt, og, vendt mod menigheden, med kalken i hånd udtalte ordene:drikker alle heraf! med sin dybe stemme.
Netop det værdigt og venligt indbydende var det, der gav Grundtvigs præsteskikkelse sit præg. Og dette kom da mindst lige så meget il sin ret i hans skriftetaler som i hans prædikener. I Vartov var der - i det mindste i de senere år - altergang hver søndag, og menighedens hele faste stok overværede ikke blot selve altergangen, men gav også møde til skrifte talen før gudstjenestens begyndelse for at høre den gamle præst med en næsten moderlig ømhed tiltale kommunikanterne og opfordre dem til frimodigt at komme fra øster og vester og sidde til bords med Abraham og Isak i Himmeriges rige.
Da folk kom i Vartov kirke juledag l845, fik de ved indgangen udlevere et lille hæfte med nogle julesalmer. Og ved den dags gudstjeneste brugtes for første gang "Et barn er født i Betlehem". Denne julesalme var af Grundtvig. Den var ingen årsunge, men havde sine 25 år på bagen, trykt fra først af i" Kjøbenhavns Skilderi "l820. Grundtvig havde i det hele taget i årenes løb forfattet adskillige sager af lignende art. I Rahbeks " Sandsigeren " havde allerede l8l0  stået en sang om de hellige tre konger, " Dejlig er den Himmel blå ". Men i kirkerne - hvad skulle man dog med de grundtvigske poesier der? Da der l826 i alle landet kirker holdtes tusindårsfest til minde om Ansgar, havde Grundtvig dristet sig til at udgive et hæfte " Danske Højtidssalmer til Tusindårsfesten ", hvori fandtes " Den signede dag med fryd vi ser" og " Tusind år stod Kristi kirke ": men det blev ikke tilladt at bruge disse salmer ved selve den kirke (Vor Frelsers), hvor Grundtvig på den tid var ansat. I l842 var Grundtvigs aktier som salmedigter dog således stegne, at Mynster optog en salme af ham i et tillæg til " evangelisk-kristelig salmebog", han i det år fik approberet, Men han havde rigtignok, som Grundtvig (med hentydning til melodiangivelsen ) bemærkede, skrevet oven over:Herre, jeg har handlet ilde. Og da Københavns præstekonvent ved samme tid nedsatte en komite til udarbejdelse af en helt ny salmebog, som kunne foreslås indført, fik Mynster konventet til at forkaste dets egen komites arbejde, hvor der var optaget adskillige af Grundtvigs salmer.
Det så ud, som om den danske kirkes dør vedblivende skulle være spærret for den grundtvigske salmesang.
Da var det, Grundtvig tænkte: Lad os prøve! og lod uden videre trykke det lille hæfte, der blev brugt ved gudstjenesten i Vartov l845.
Gamle Vartovgængere mindes den juledag som et stort øjeblik. Thi da var det, den siden så berømte vartovske salmesang havde sin egentlige fødselstime. Da der ikke blev gjort indsigelse, gik Grundtvig videre og føjede ved de næste fester ny salmer til, således at hæftet efterhånden blev tykkere og tykkere , ja blev en hel salmebog, som under navnet " Festsalmer " af den stille magt blev approberet som salmebog for Vartov menighed.
Nu endelig gik de grundtvigske salmer røst og klang. Havde de længe måttet stå tålmodig ventende i "Sand sigeren " og " Kjøbenhavns Skilderi " og " Kirketidende", og jeg ved ikke hvor, så slog de nu med vingerne som befriede fugle. Og det har uden tvivl været glad bevægede stunder for den gamle præst og skjald, når han efter prædikenen sad i sin lænestol ved sakristiets åbne dør og lyttede til bruset af de mange stemmer, der sang hans " Ære være Gud i det høje" eller " Af Guds nåde til Guds evig glade vi skal være".

Vartovmenigheden med gamle Grundtvig i sin midte blev moderskødet for et lignende lyst farvet og glad bevæget menighedsliv rundt om i landet. Salmerne fra Vartov, forkyndelsesmåden, hele ånden fra Vartov fandt vej ud til landbefolkningen gennem præster, der havde siddet ved Grundtvigs fødder, og som nu stræbte, hvor de kom hen, at indføre i de gamle kolde sognekirker noget af den livets varme, de i fulde drag havde inddrukket som deltagere i Grundtvigs gudstjeneste.
Ja, dygtigt koldt var der blevet i kirkerne i det rationalistiske tidsrum. En trang til at få optøet de forfrosne sjæle havde på forskellige egne af landet ført til gudelige forsamlinger, hvor lægfolk sædvanlig førte ordet, og hvor andagten selvfølgelig ofte kunne antage et noget overspændt og sygeligt præg. Det var da af overordentlig betydning for det åndelige livs udvikling hos landalmuen, at grundtvigske præster trådte i et venligt og forstående forhold til denne udbredte og stærke bevægelse, vandt indflydelse på den og fik held til for en stor del at lede strømmen i et lysere og sundere leje.
Den, som knyttede forbindelsen mellem grundtvigianismen og forsamlingsbevægelsen, var frem for alle den lærde magister Jacob Christian Lindberg, den samme, som havde været Grundtvigs ihærdige og uforfærdede våbendrager i den litterære fejde mod rationalismen, den, der i l825 var bleven indledet på en så voldsom og personlig måde i Grundtvigs side i denne kamp havde kostet ham ikke blot hans adjunkstilling ved Metropolitanskolen, men tillige hele den akademiske fremtid, der havde smilet ham i møde. Mere og mere viede Lindberg sine kræfter til forsvaret for den dammeldags lutherdom, idet han følte sin kamp tillige som en kamp for det menige folks kirkelige ret. Og da de fromme almuesfolk i Jylland og Fyn begyndte at holde deres forsamlinger under øvrighedens modstand og under spot fra alle sider, rakte Lindberg dem broderhånd, ja begyndte selv (omkring ved l830) at holde gudelige forsamlinger hjemme hos sig i "Lille Rolighed" på Kalkbrænderiet.
Grundtvig holdt ikke af disse stueforsamlinger; han frygtede for den åndelig lumre luft, der derved ofte opstår. Da han dog tilsidst følte, at han ikke kunne lade Lindberg og hans lille kreds i stikken, besluttede han sig til selv at tage forsamlingssagen i sin hånd. Og da var det, han - som før omtalt - lejede et pakhuslokale og tænkte der at indrette prædikestol og bænke, men fik så i stedet Frederikskirken overladt.
Ved samme tid begyndte en anden af Grundtvigs venner, Peter Andreas Fenger (død l878 som sognepræst ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn), at vække opmærksomhed ved at slutte sig til de hellige i Slagelseegnen, hvor han fra l827 sad som sognepræst i Slotsbjergby. Da han i fasten l833 skulle prædike i Slagelse under en vakance, benyttede han lejligheden til et skarpt udfald mod rationalisterne. Og da han bagefter lod prædikenen trykke, kom han i en heftig litterær fejde med præsten Bastholm i Slagelse om det spørgsmål, hvorvidt det er troen eller gerningerne, det kommer an på i salighedens sag.
Nu fik de hellige tillid til Fenger, og han blev en af hovedlederne for den forsamlingsbevægelse, der just i de år var kommen i gang i det sydvestlige Sjælland, og som skaffede denne egn tilnavnet" det hellige land ".Lensgreve F.A. Holstein til Holsteinsborg, der havde kaldsret til flere af præstekaldene der, sørgede for at hidskaffe sådanne præster, der kunne slutte sig til forsamlingsbevægelsen. Således fik det hellige land sine tolv apostle, der samledes i et konvent, hvis ledende ånd var den livlige Johannes Ferdinand Fenger, en noget yngre broder til P.A.Fenger, der i l833 var bleven præst i Lynge. Det går ikke an at kalde " det sydvestsjællandske broderkonvent" uden videre et grundtvigiansk konvent, men det grundtvigianske element var dog det overvejende. Et af medlemmerne var præsten i Pederborg ved Sorø, P.Chr. Kierkegaard, den senere biskop i Ålborg. Denne overordentlig begavede mand havde, da han disputerede for den teologiske licentiatgrad, vist sig sp påvirket af Grundtvig, at hans afhandling kun med nød og næppe var bleven antaget. Som landsbypræst lykkedes det ham ikke at vinde stor tilslutning hos befolkningen i sognene; men fra Sorø kom mange ud ud at høre ham. Og det siger sig selv, at hans bidrag  til forhandlingerne i broderkonventet var højt skattet af præstebrødrene.
Til broderkonventet hørte også Frederik Engelhart Boisen, der i sin ungdom havde været en stadig tilhører ved Grundtvigs prædikener  i Frederikskirken,  og som i l837 blev præst i Skørpinge på Holsteinborgegnen. Han blev en tid rigtig de helliges præst; de strømmede til hans kirke og fyldte hans præstegård.Men under et besøg hos Grundtvig fik han øjnene op for, hvorledes han aflfor meget havde ladet sig henrive af forsamlingsbevægelsen, og begyndte nu at sætte sine tilhørere alvorligt i rette for det meget udvortes væsen ved deres gudelighed. F.Boisen er en af dem, der har bidraget mest til at udbrede den grundtvigske tankegang hos landbefolkningen, dels ved at holde forsamlinger rundt i landet, og dels ved det lille fjortendagsblad " Budstikken, et folkeskrift til oplysning og opbyggelse", som han begyndte at udgive l852 og først standsede l879, tre år før hans død.
I fyrrerne bredte forsamlingsbevægelsen sig til det sydøstlige Sjælland. Der sad Peter Rørdam (død l883 som præst i Kongens Lyngby), der i l841 var bleven sognepræst i Mern ved Præstø. Som grundtvigianer af det reneste vand kunne han ikke bekvemme sig til at deltage i de gudelige forsamlinger. Men hans friske og livlige og tillige så alvorlige forkyndelse i Mern kirke trak også forsamlingsfolkene til. Og efterhånden fandt mange af dem vej til hans folkelige møder og lærte at synge viser om Thor og Holger Danske.
P.Rørdam er typen på den jævne, folkelige, grundtvigske landsbypræst, der ikke bryder sig om at opretholde en særlig gejstlig værdighed, men nøjes med den naturlige værdighed, han har fået desto mere af.
Rørdam havde fået mod til at have sit eget fri, naturlige væsen ved at se på Gunni Busck, ligeledes en af Grundtvigs  præstevenner, død l869 som præst i Brøndby vester. Busck var just ikke en af de grundtvigske mænd, der vandt stor popularitet. Trods al sin nidkærhed slog han aldrig ret an som præst. Men han fortjener at nævnes, dels fordi han rent personlig var Grundtvig en så god og trofast ven - da han havde arvet en formue, bad han om lov til at komme Grundtvig til hjælp i hans trange kår, især for at han kunne arbejde på sit " Sangværk" - og dels for den indflydelse, han kom til at øve Peter Rørdam.
Rørdam var i l825 som ung student hjemme i Ondløse præstegård på Holbækegnen, da han en dag traf sammen med den 8 år ældre Busck, der just var bleven præst i Stiftsbjergby der i nabolaget.
"Det var sommer", hedder det i Rørdams ligtale over Busck, " en dejlig sommerdag, den første gang jeg så Busck, og det var på en banke i Skamstrup præstegårds have, med udsigt over mark og skov. Busck var den gang nylig bleven præst i Bjergby. Hans gang var rask, hans bevægelser hurtige; han lignede syntes mig, mere en krigsmand end en præst. Hans tale var så fri og så frisk; det var, som havde han selv talt med Vorherre, som om han selv hørte og så Vorherre; thi det var Vorherre, han talte om. Og jeg sagde til mig selv: " Den mand taler ikke ud af en bog; ordet kommer ud af en kilde, som er inden i ham; hvad han taler om, har han oplevet." Og hans tale var tillige så kærlig; thi skønt jeg kunne mærke, han var af en anden mening end de fleste præster på den tid, der var intet hårdt, ondskabsfuldt eller spottende, hverken i røsten eller i ordene. Og jeg sagde til mig selv: " Den mand er bestemt et godt mennekse, ærlig, kærlig og trofast; tilllige er han glad og fornøjelig; thi han bragte liv i det hele selskab, fordi han førte sommeren med sig. Og jeg sagde til mig selv: Det var dejligt, om du med kunne blive både gudfrygtig og glad."
Ved en anden lejlighed kom P.Rørdam i en tale ind på dette om, hvad Busck havde været for ham, og her hed det da igen: " Busck var så gudfrygtig og så glad, og jeg tænkte: Gid du en gang kunne blive så gudfrygtig og glad som Busck."
"Gudfrygtig og glad," "gudfrygtig og frisk naturlig," det var en sammensætning, man ikke var fortrolig med i forsamlingskredsene, og i det hele taget ikke mange steder. Der blev de grundtvigske præsters opgave at vise vej til en forening af disse ellers ofte så vidt adskilte elementer.
I året l839 fik den grundvigske præstekreds i Sydvestsjælland besøg af en ung kateket fra Ringkøbing, Vilhelm Birkedal, der hørte til Mynsters disciple, men ovre på Ringkøbingegnen havde lært en grundtvigsk præst (Hasselfeldt i Vellinge) at kende, og nu havde fået lyst til at komme i forbindelse med nogle flere af den slags folk. Birkedal blev grundtvigianer med liv og sjæl og blev måske den, der i Jylland og især senere på Fyn mest sejrrigt rejste og bar frem den grundtvigske fane. Birkedal var taleren blandt de grundtvigske præster. Han var både fantasiens flugt og følelsens glød og - ikke at forglemme - en kraftig sølvklar stemme. Her var magten til at rive en forsamling hen. Og så var Birkedal oven i købet i det sjældne tilfælde foruden at være en ægte taler tillige at kunne skrive. Hans postil " Synd og nåde" blev en meget udbredt og med rette skattet opbyggelsesbog.
At en mand med en sådan evne og kraft til at gøre sig gældende skulle holde sig indenfor et sogns afstukne grænser, det ville være det samme som at sætte en hvalfisk i en snæver fjord og forlange, at den skulle blive der. Birkedal, der l849 var bleven præst i Ryslinge i det sydlige Fyn, fik et par år efter opfordring fra en mand i Stige, Lumby sogn, ved Odense fjord, om at komme derhen og holde forsamling og værne sognet mod baptisterne, der var begyndt at trænge ind. Sådan at drage ud og værne landet, det var just noget, der lå for Birkedal. Han og en anden præst, magister Viborg, gjorde sig rede til at drage til Stige, men skrev dog først til stedets sognepræst, provst Hald, og udbad sig tilladelse til at holde forsamlingen i kirken. Provst Hald påskønnede i sin svarskrivelse deres " kærlige omhu for kirken og for hans menighed i særdeleshed," men kunne dog ike gå ind på at overlade dem kirken og fandt det i det hele ønskeligt a" virke ene og uforstyrret i sin menighed" - bad dem altså om at blive borte. De to præster lod sig dog ikke således afvise; forsamlingen blev holdt i Mads Andersens gård. Nu indgav sognepræsten en klage til biskoppen, og denne forlangte, at de to præster skullle love aldrig at bære sig således ad mere. Men at afgive et sådant løfte, svarede Birkedal, "det gør jeg for min part aldrig". Skal en præst ikke have lov til at tale, hvor han føler sig opfordret, "da farvel med al åndelig frihed i Danmark." Nu gik sagen til ministeriet, og de to præster fik en - iøvrigt ret blid - tilrettevisning, men indskærpelse af, at det ikke kan anses for stemmende med kirkens orden, "at mænd, der selv har modtaget beskikkelse som sognepræster, optræder i et sogn og en menighed, der er betroet til en anden præsts virksomhed, ved uden dennes samtykke eller imod hans ønske at indbyde til og afholde offentlige forsamlinger i kirkelige eller religiøse anliggender."
Nu udsendte Birkedal og Viborg et skrift, hvor de fremlagde " Stigesagen."s akter og indankede det spørgsmål:"Skal præsten være sognepave eller menigheds tjener?" for offentlighedens domstol.Sagen havde vakt opmærksomhed og blev nu en del diskuteret. Og da der i l854 blev nedsat en kirkekommission, udtalte denne sig for præstens ret til at føre ordet også udenfor sit sogns grænser, ligesom den også anbefalede, at sognebeboerne skulle have ret til ikke blot at gå i kirke hos en anden præst end deres egen, men også at lade sig betjene med kirkelige handlinger af den fremmede præst, de valgte og kunne formå dertil. I overensstemmelse hermed udkom l855 loven om sognebåndets løsning, der medførte, at de livlige grundtvigske præster hist og her nu fik øget deres menigheder med et velgørende element af sådanne, som frit sluttede sig til, drevet af åndelig slægtskabsfølelse. Gudstjenesten hos de grundtvigske præster fik derved en forøget lighed med gudstjenesten i Vartov, hvor jo tilslutningen så godt som udelukkende - når man ser bort fra hospitalets medlemmer - beroede på åndelig samstemning.
Rigtige gudstjenester efter Vartov-mønsteret fik man dog på landet først, da i l868 valgmenighedsloven kom til som en udvidelse af loven om sognebåndsløsning.
Det var Birkedal, som var foranledningen. Hvalen sprællede så stærkt i sognenettet, at det måtte revne. Det gik således til.
I sommeren l864 skete det, at Birkedal, der var kommen hjem til Ryslinge efter at have deltaget i Rigsrådets samling som medlem af folketinget, bad for kongen fra sin prædikestol i de ord: Gud give kongen et dansk hjerte! og så faldt det ham ind at tilføje: om det er muligt! Nogle soldater af sognets indkvartering , der havde været i kirke, meldte dette til deres kaptajn, som meldte det videre, og der blev indledet en undersøgelse. Uvejret ville dog være drevet over, dersom Birkedal ikke i en rigsrådstale i september l865 havde skammet ministeriet Bluhme ud og talt om, at det bedste råd, man kunne give kongen, var, at han skulle nedlægge regeringen til fordel for Karl den Femtende af Sverige-Norge. Nu fik han sin afsked.
Men han og den menighed, der havde været samlet om ham, blev enige om, at de ikke således ville skilles. De anerkendte ikke regeringens afgørelse som en kirkelig afgørelse. Nej, det var blot den borgerlige magt, der her havde villet adskille, hvad en højere magt havde sammenføjet.Denne borgerlige magt kunne tvinge Birkedal til at forlade prædikestolen i Ryslinge sognekirke og rykke ud af præstegården, men den kunne ikke skille denne kristne præst fra denne kristne menighed. I Boltinggårds Lade slog mand en prædikestol op og indrettede et alter, og her holdt nu Vilhelm Birkedal guds tjeneste for dem, der ville deltage, og det blev en stor skare. Der var liv og begejstring over sammen komsterne, og skulle det blive således ved, kunne det gerne gribe videre om sig med fri gudstjenester og føre til udtrædelser af folke kirken rundt omkring. For at fore bygge dette - for at holde Birkedal og grundt vigianerne  i det hele taget inde i folkekirken, indbragtes (v. S. Høgsbro) l866 i rigsdagen et lov forslag om valgmenig heders oprettelse.Det vedtoges i folketinget, men forkastedes i landstinget. Næste år tog ministeriet Frijs sagen i sin hånd for at gennemføre den. Med det for øje blev P.Chr. Kierkegaard udnævnt til kultusminister. Men inden sagen var behandlet til ende i rigsdagen, trak han sig tilbage, påvirket bla. af en kraftig protest mod loven fra samtlige biskopper. Aleth Hansen afløste ham. Og nu , i l868 gik loven igennem, men i landstinget kun fordi konsejlspræsidenten gjorde dens vedtagelse til et  kabinetsspørgsmål.
I kraft af loven om valgmenigheder kunne nu den om Birkedal samlede menighed, der imidlertid havde fået sig opført en kirke i Ryslinge, optages som anerkendt led i folkekirken. I kraft af samme lov kunne for fremtiden 20 familier, boende inden for en omkreds med en mils radius, slutte sig sammen, bygge sig en kirke eller et bedehus og vælge sig en præst, som ville få kongelig udnævnelse, selvfølgelig mod ganske at undergive sig den folkekirkelige  orden og de for andre præster gældende regler om lære og ritus. Til en sådan valgmenighedspræst kunne enhver løse sognebånd , uden hensyn til afstand.
I henhold til denne lov, der senere har fået nogle ændringer, som yderligere letter valgmenigheders dannelse, har der efterhånden dannet sig omtrent en snes valgmenigheder rundt i landets forskellige egne. De har været hovedarnesteder for det grundtvigske kirkeliv. Der har man kunnet få den kraftige, livlige salmesang at høre, som oprindelig kun kendtes i Vartov.
Som vidnesbyrd om, hvorledes denne salmesang kunne virke, skal her anføres en ytring af en lægmand, afdøde mejeriforpagter A.Burchardi ; han sagde ved en fest på 25årsdagen efter valgmenighedskirkens indvielse i Ryslinge:"Jeg hørte den gang til Vilh. Becks folk, men besluttede dog med nogle andre at rejse over til indvielsen af denne ny kirke, da jeg nok ville vide, hvad det var. - Så begyndte de at synge. Jeg troede, vi kunne synge i Becks kirke,men jeg måtte nu sige til mig selv, at jeg aldrig havde hørt sang før. Sangen blev ved at gå i mig; Boisen talte - jeg hørte ikke et ord af, hvad han sagde; så kom De, pastor Birkedal; jeg hørte ikke et ord af, hvad de sagde - kun sangen gik i mig. Da kom der en underlig hæs røst op på prædikestolen og sagde: Her er godt at være! Den hørte jeg, vel netop fordi dens klang skurrede imod sangen, og jeg sagde til mig selv:Ja, her er godt at være; her vil vi bo og bygge!"
Den grundtvigske bevægelse bredte sig mere og mere. Og det blev forundt ham, der havde rejst bevægelsen, at blive gammel nok til at opleve dens sejrrige fremtrængen. Vi har set, at han endnu, da han nærmede sig de 60, var den forholdsvis ensomme mand; men da han blev 70 og 80, begyndte det for alvor at svare igen ude fra folket på alt det, han havde råbt. Hans fødselsdag, den 8de september, blev tilsidst en festlig samlingsdag for hans tilhængere. Fra hele landet kom de i store skarer til hovedstaden og holdt vennemøde. Her kom de grundtvigske præster, ældre og yngre; her kom folk som Peter Larsen Skræppenborg, gårdmand og lægprædikant, i sin tid en af bærerne af forsamlingsbevægelsen i Jylland og Fyn, men for længe siden inddraget i de trofaste grundtvigianeres rækker. Her kom grundtvigske bønderfolk af et yngre kuld, folkehøj skolens førstegrøde. Her kom i det mindste en gang enke dronning Caroline Amalie. Her kom norske præster og høj skolemænd. Og midt iblandt dem sad gamle Grundtvig som patriark, omgivet af kærlighed og ærbødighed. Naturligvis var de ord, han nu talte , i tilhørernes øren en slags orakelsprog. Naturligvis kunne det hele let få et lille anstrøg af en forening til indbyrdes hyldest og gensidig beundring. Men en god ånd var der ikke desto mindre over disse møder, der tildels havde karakteren af selskabelige sammenkomster, hvor man øvedes i, men tilsidesættelse af stands- og klasseadskillelser, at omgås jævnt og folkeligt med hinanden. Med følelsen af at have modtaget både kristelig og folkelig opbyggelse vente deltagerne hjem, hver til sin egn. Og længe varede det ikke, før man rundt i landet begyndte at holde vennemøder i det små, hvor man drev på den damme kriste-folkelige opbyggelse, og hvor man rent selskabeligt levede sig sammen og kendtes ved hinanden som udgørende en kreds af livsfolket i Danmark.
Denne væren et hjerte og en sjæl kunne ikke være bestemt til at vare evig. Da Bjørnstjerne Bjørnson, den gang grundtvigianer, på det vennemøde, der holdtes lige efter Grundtvigs død, i september l872, anførte til anvendelse for lejligheden et par verslinier af ham selv, den unge høvdings ord ved den gamle høvdings fald: "Men før det kvælder, vi sejl må hejse, ej døde hefte på livets rejse", - da Bjørnson i det hele taget ved samme lejlighed begyndte at kaste brandfarlige emner ind i forhandlingerne, da sporedes det allerede, at vennemødernes guldalder var forbi, og at grundtvigianerne både i kirkelig og folkelig henseende gik en spaltningens tid i møde.
Alligevel svandt fællesskabsfølelsen  ikke hurtigt og vel aldrig ganske. Og valget af Grundtvigs efterfølger ved Vartov gjorde, at gudstjenesten i denne kirke kunne vedblive indtil videre at beholde karakteren af hovedarnestedet for det grundtvigske kirkeliv. C.J.Brandt havde, da han kaldtes til Vartov, i tolv år siddet som præst i Rønnebæk ved Næstved. Der havde han samlet mange om sin prædikestol. Og når han deltog i de grundtvigske vennemøder og der tog ordet, havde man måttet lægge mærke til hans statelige person, hans værdige fremtræden, hans af fin samg beherskede, poetisk-fyndige og tillige hjertevindende udtryksmåde. Det er ikke til at undres over, at Grundtvigs venner i hovedstaden netop ønskede Brandt til den gamles afløser. Hans store repræsentative evner og hans greb på at mægle og styre til rette måtte gøre ham egnet til stillingen derinde ved hovedkvarteret. Og han var da en mand, man kunne vise københavnerne. Der var ikke noget hos Brandt af landsbypræsten. Og han havde et navn i den lærde verden som udgiver af gammel dansk litteratur, som forfatter af sproghistoriske arbejder, især dog som gransker af den danske salmedigtnings historie. Tilmed var Brandt et stykke af en skønånd, havde f.eks. i sine legender leveet poesier af virkeligt og blivende værd. Hvad der dog især måtte komme i betragtning, var, at Brandt havde været en tapper forkæmper for Grundtvigs tanker, især i Dansk Kirketidende, hvis udgivelse han havde begyndt l845 sammen med R.T. Fenger (yngste broder til førnævnte Fengere, død l889 som præst i Hvedstrup),  og at han under sin virksomhed på landet havde vist sig som en alvorlig præst og virkningsfuld prædikant.
Brandt modtog da fra Grundtvigs efterladte menighedskreds en opfordring til at søge embedet ved Vartov, fulgte opfordringen og fik embedet. Der er ingen tvivl om, at han jo under sin femtenårige virksomhed (død l889) på forskellig måde vandt nyt land for grundtvigianismen i hovedstaden.
Brandt var en skikkelse, der ville have prydet Frue Kirkes kor og prædikestol. Men han har sikkert følt sig allerbedst tilpas i den lille fattige Vartov kirke, der endnu på hans tid var stor nok tik at rumme stadens grundtvigske kirkegængere, d.v.s. når man stoppede sig rigtig tæt sammen, både på stå- og siddepladser.
Den lille kirke i Løngangsstræde er og bliver en helligdom for mange, især af den ældre slægt. Når de besøger den, mindes de den gamle og fornemmer det, som hviskede hans ånd fra alter og prædikestol - ja fra alle kroge.

   
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk