Uffe Birkedals barndomserindringer
Forside ] Op ]


Uffe Birkedals barndomserindringer
 

Barneminder fra det gamle Ryslinge ved Uffe Birkedal.
Trykt i Ryslingeårbogen l9l7

 

Ja, nu hviler de sikkert alle på Kærregori, alle de, som i min tidlige barndom, i årene om l860, stod i deres kraftigste alder. På enkelte undtagelser nær også den yngre slægt fra hine fjerne dage. Hvor tiden dog går!
Det var i enhver henseende et andet Ryslinge, mit barneøje så, end det nuværende. Ingen jernbaner i hele Fyn. Diligencerne med de røde kuske og det blanke truttende messinghorn rumlede frem og tilbage mellem købstæderne. Den nærmeste diligencestation var Ringe, men vi fik kun 2 - to - gange om ugen post, og da over Sehested-Julernes Ravnholt. Til Odense, Nyborg og Svendborg måtte der langsommeligt ages. En byrejse var for os præstegårdsbørn noget af en verdensbegivenhed.
Ryslinge by i denne længst forgangne tid var, synes mig, meget smukkere end nu. Lad mig med præstegården som udgangspunkt søge at optrække grundlinierne i det gamle billede af landsbyen,
" hvor det høres trindt, når barnet græder,
og inddysses blidt ved vuggesang."

Præstegårdens størrelse er endnu efter mer end et halvt århundrede nogenlunde som det var den gang. Allerede da var den gamle ladebygning, der udgjorde gårdens sønderlænge, nedreven. En større lade opførtes øst for forpagterboligen langs havens sydrand. Da hørte der store, ypperligt drevne jorder, nu længst bortsolgte, til præstegården, hvis avlsbrug gjaldt for mønstergyldigt.
Fyens Stiftstidende indeholdt jævnlig meddelelse derom. Den alleryderste, sydligste mark bar det mærkelige navn "Lunget". Den gamle forpagterbolig med konfirmandstuen, - i sin tid Kolds første højskolesal  og med præstegårdsungdommens skolestue længst mod nord - er nu erstattet med en ny, der er bygget sammen med en kostald efter nutidens fordringer. Det meste af Vesterhuset står endnu - den gang hestestald. Om det nu bruges dertil ved jeg ikke. Muren var ud imod gårdspladsen dækket af et tæt tæppe slyngroser. Haven har endnu sine høje. På den mod nord, omgivet af store, gamle bøgetræer, stod en bænk, og der er flere af mine søstre blevet forlovede, og der skar vi alle vore navne ind. Noget gamle ar i barken vidner endnu derom. "Mamre Lund", der dannes af nogle prægtige kastanietræer, er der endnu længst nede mod øst. I sommer sad jeg der en stund og drømte mig tilbage til de gamle, gamle dage, da fader om sommereftermiddage tit lå der med sin pibe under de skyggefulde trækroner. Ved højtidelige lejligheder hængtes oliepapirslamper op mellem det grønne løv i smukke,  milde aftener. Det var for os børn som et glimt af eventyret. Den forandring ved haven, som falder mig mest i øjnene, når jeg nu og da gæster min fødestavn, er, at den rad høje popler, som indenfor et gammelt frønnet stakit afgrænsede den ud mod indkørselen, for mange år siden er hugget om. I den vestligste hjørnepoppel havde jeg indrettet mit lille "Hlidskjalf", et udkigssted, hvortil jeg kunne klavre op og læse i Robinson Cruso og Ingemanns romaner. Med erindringens øje og øre ser og hører jeg endnu de nikkende og susende   poppelkroner, hvorover skyerne sejlede.
Sagtens lyder det, især i selveste Ryslingebogen , helt kættersk, når jeg vover at sige, at det lille "Ringerhus", hvor Lars Sadelmager og siden Hans Jørgen Tømrer boede, "stod" langt bedre til kirken og præstegården end højskolen nu gør det med sin hovedbygning og de senere tilbygninger. På min væg har jeg hængende en tro genpart af et maleri fra denne så at sige forhistoriske tid.Tit dvæler mit øje derved. "Ringerhuset" lå der så ydmygt under kirkens værn og værge  og gjorde slet ingen fordringer. Stundom tog ringeren os drenge , - min etår ældre broder Torvald og mig - op ad sneglegangen i kirketårnet, når solen ringedes ned. Dette tårn stod for os og et løndomsfuldt skær. Især mindes jeg da i novemberdagene l863 landesorgen drønede ud og lød fra kirketårn til kirketårn med klagerøst for den døde folkekære konge. Dæmpet lød det fra Ringe, Gislev og Ellested over til os. Stod vi børn på Grønningen mellem dammen og kirkemuren, der, hvor de unge karle søndag eftermiddag tit slog et slag kegler, da var det som om det gennem den dybe rungen deroppe, hvor den svingende klokke sås gennem lydhullerne, uafladeligt forkyndtes: "Kong -en-er-død!"  Kong-en-er-død!". Dammen eller gadekæret med de svømmende ænder og ællinger og køer og heste ved vandingsstedet -- tit sad jeg selv foran karlen på hesten - er uudsletteligt prentet ind i mit erindringsbillede af den fredmilde, gammeldags landsby, der nu er helt forandret - ikke forandret til det bedre, som vi aldrende mennesker jo gerne synes det med vor naturlige forkærlighed for "barnelivets favre dage". Dammen syntes mig den gang også langt større -sikkert et synsbedrag af de gamle øjne.
Lige ret vest for præstegårdshaven lå "Hospitalet", som det kaldtes med et kønnere navn end" Fattighuset." Nu er det forlængst forsvundet og har givet plads til anlægget med Frederik VII.s mindesten. At det er en forskønnelse kan jeg ikke nægte.- Hvor indkørslen til præstegården svinger af fra Nyborg-Odensevejen, der jo går midt gennem byen, lå den ene af de to bysmedier. Her svang den enøjede Niels Smed - en glødende jernsplint havde blindet ham på det ene øje - sin forhammer, så det hørtes viden om, og gnisterne sprudede. Hvor levende fornemmer jeg ikke endnu de fleste gårde og huse fra min tid, selv om mange ny er kommet til. Men om stationen og vest på er stationsbyen, hin udvækst på så mangen smuk gammel landsby, skudt op. !Ak, hvor forandret!" sukker det ganske særligt stærkt i mig, når jeg på mine gamle dage er gået eller kørt ad den kant. Hvor er "Hvivskræderens" hus, hvor er Hans Albrekts hus i lavningen på hjørnet af Ryslinge-Lørupvejen, og hvor er så mange andre gamle kære småhuse fra de tider ud efter Tøjstrupkanten!
Ja, det gamle Ryslinge er uigenkaldeligt sunken i jorden og med de den slægt, som da stod for styret.
"Mit hjærtes hjem herneden"! sådan kalder H.C.Andersen hele sit danske fædreland, og sådan kalder jeg, indenfor fædrelandets grænser, præstegården i Ryslinge, hvor jeg er født og båret og vokset op til 13årsalderen og holdt til i hele min ungdom. Jo ældre jeg bliver, des mere kalder jeg det "mit hjertes hjem", som det senere Ryslingehjem ikke kan veje op imod. Tit nynner jeg ved mig selv på et vers af sangen om:"Det gamle Hus", der vemodigt sender sin blålige røg til farvel, da dets gamle beboere drager bort. Min svoger Morten Bredsdorff indførte den sang, som så mange andre, i præstehjemmet i Ryslinge, og spillede på klaveret dertil:
"Huset ligner en strengeleg,
der en sjæl kan få ved at røres.
Stuerne taler, den stille væg
giver genlyd af livet, der føres.
Og var det fyldigt og rigt og smukt,
kan som fra skælvende strenge
mindet derom, skønt døren er lukt,
genlyde længe."

Og det gamle hus er altid min fødestavn i hjertet af den skønne danske ø.
Lad mig da efter evne fremdrage mine tidligste barndomsminder.
Det første indtryk, en gæst måtte få ved at træde ind under præstegårdens tag for henved seksti år siden, var indtrykket af børn i overmål. Vi var hele elleve, lige fra min ældste, tyveårige søster, til min treårige yngste søster. Otte piger og tre drenge! En af Budstikkebojsens døtre, et da halvvoksent pigebarn (vistnok den senere fru Nanna Jensen), havde nogle år tidligere været i besøg hos Ryslingepræsten, hendes faders hjertensven. Hun skrev da hjem, at aldrig havde hun set mage til "englemand, englekone og englebørn". I sandhedens medfør må jeg dog tage et stærkt forbehold med hensyn til englebørnene. Det var ikke altid , at lutter englelighed  rådede blandt den store flok, hvoraf kun de to ældste var voksne. Men i hvert fald med englekone har det sin rigtighed. Min moder forstod både at tage del i vor leg og at jævne trætterne, om ikke på anden måde så ved at brede sin kjole ud efter danserindeskik og med dansetrin gå imellem os, idet hun sang:
Enighed og kærlighed
det er den største herlighed.

Da stilledes de oprørte bølger. Det var til hende, vi altid kom med vore små sorger og fandt altid forståelse og hjælp. Til fader faldt det os, sandt at sige, aldrig ind at gå i sådanne anledninger. Hvor meget der end var ham givet, så var dog barnekærlighedens kostelige gave nægtet ham med naturbegavelsen til at omgås børn. Dertil kom hans sygelighed i disse år. Tre gange havde han ved baderejser søgt lægedom, i Tyskland, Svejts og Norge, men forgæves. Han var nervøs og pirrelig, og den store, støjende børneflok måtte af moder idelig påmindes om at lægge en dæmper på sin livlighed. Jeg, at vor huslæge Gandil, i Ringe, gav ham det råd at tage rideture på en from pasgænger, og jeg kan mindes ham siddende sammensunken på hesteryggen, i ridebukser med sorte trådomspundne knapper. Dog, heller ikke det hjalp, intet hjalp.- På  billedet her sidder han ellers rank nok, men det billede - netop fra den her omhandlende tid - har også sin egen historie. Grundtvigs disciple kaldtes den gang - før navnet gled over på Indremissions folk "de hellige", tit med tillægget "Hængehoveder". Da fader nu lod sig fotografere ved et besøg i København, ville han dog vise, at det passede ikke på ham. Derfor sidder han så kækt, næsten udfordrende. Trods sygeligheden fornægtede hans medfødte munterhed sig ikke. Det skulle da være, at sygdommen, en stærk svimmelhed, ytrede sig i et overmål af kådhed, - "det dybe tungsinds ellevilde datter", som han selv kalder det i sin "Livsførelse", der just udkom i disse år. Han kunne også blive meget hæftig, når han mødte en tankegang, der var hans modsat. Men i en vise , vistnok af Fr. Barfod, hans svoger, på hans 50årsdag, hedder det derom ganske rigtigt:

Sandt nok, den kære trinde præstemand
kan blive ivrig i kalotten.
For tunge glemmer han at holde tand,
- tys, ellers går der ild i totten.
Men hvad gør det? Præstinden er så mild,
som præsten præker går det dog ej til" o.s.v.

Han kunne vel ikke lege med os eller tage os på skødet, men han kunne more sig over de pudsigheder, som barnelivet  jo altid er så rigt på, og det hjalp os over mangen betænkelig stilling.
En skønne midsommerdag i jordbærtiden spadserede han i havens øverste del, der ved en bøgehæk var skilt fra den nederste. Han hørte da tre af sine håbefulde poder tale hinsides hækken, midt inde i jordbærstykket, som var strengelig forbuden grund. Det var os to drenge og vor omtrent jævnaldrende søster Laura. Han kiggede gennem hækken, og der sad vi røde om munden og mætte, - og med en efter syndefaldet for sent vågnet samvittighed. Han hørte da Laura sige:"Hør Torvald og Uffe, det var synd, - men lad os nu bede bordbøn, så gør det måske ikke så meget." Hvorpå vi alle tre med andægtig anger foldede hænderne og hun bad for, den almindelige bordbøn, som fader næsten hver dag bad efter middagsmåltidet:

Fader , tak for dagligt brød,
tak for sjæleføde o.s.v.

Dette var mere end en streng fader kunne stå for. Han kom nok frem bag bøgehækken til vor forfærdelse, men hans skænd var usædvanlige korte og blide, uden tvivl fordi han knap kunne holde alvoren. Først længe efter, da vi var ældre og forstandigere (håber jeg) mindede han os om denne halvforglemte historie og lo så tårene trillede ham ned ad kinderne. Et slags vidnesbyrd om bordbønnens velsignelse kunne det jo også nok kaldes.- Endnu et par historier af lignende slags. Torvald var lidt vel livlig i skolen, der - som før sagt - holdtes i forpagterboligens nordligste stue.Lærerinden, Frk. Holm, sagde da en dag, da det gik rent overstregen, at hun ville "tale med Torvalds fader". Den, der blev hed om ørerne, var mester Torvald, ti at dette ikke ville gå af uden en skarp irettesættelse og et par "flade" kunne han jo let regne ud. Da fandt han i sin hjerteangst på råd. Såsnart skolen var endt og mens lærerinden "nettede sig" til middagsbordet, benede han over til sit ( og mit) lille kammer og hentede fra vaskebordsskuffen sin største skat, en af de gamle firskillinger, pakkede den ind i et stykke hvidt papir og skrev, med sin store klodsede barneskrift:"4 skilling, for nåde!" og kom så igen ind i skolestuen med grædende tårer og tilbød frk. Holm denne dyrebare offergave. Hun havde svært ved at bevare sin højtidelige strenge mine, idet hun bestemt afviste tilbudet, og hun talte også ganske rigtigt "med Torvalds fader" om hans noget for livlige søn, men i den tanke, at der ingen værre straf ville følge efter. Og det slog til. "4 skilling for nåde!" smeltede ganske faderhjertet og blev et slagord længe efter, når der var noget i vejen. Torvald havde fået forkert fat på læsekunsten og var næsten helt voksen før han kunne læse ganske flydende op af en bog. Ved vennemødet l863 sagde fader til Grundtvig:"Jeg har en søn, som er den bedste grundtvigianer." "Hvordan det?" spurgte Grundtvig. "Jo, han er tolv år og kan endnu ikke læse indenad." "Men Gud bevares!" lød Grundtvigs svar.- Tilsidst denne lille oplevelse. I tiden mellem de to krige, hvori min broders og mine drengeår faldt, var luften derhjemme fyldt med en danskhed, som fandt sit udtryk både i tale og sang.
Jeg husker fader stående på trappen til stuedøren ud mod gården og tale til det indkaldte mandskab fra sognet. Og jeg husker begyndelseslinjerne af en sang, som den gang var på alles læber:

Nu skal vi nok atter tyskeren slås,
han skal ikke gøre os bange.

Hvad under da, om vi drenge så rødt. En dag greb folkeånden os så stærkt, at vi med vore barnesabler - min hed naturligvis Skræp - gik tappert løs på hvidkålshovederne i haven ret udenfor køkkenvinduerne, og havde allerede nedlagt de allerfleste, da pigerne inde i køkkenet fik øje på vor bersærkergang, slog vinduerne op og udstødte det urgamle kvindelige fynske nationalråb, der er lige skikket til at udtrykke den højeste grad af beundring, sorg og harme:"Hianne dou, hianne dou!" Moder kom nu til inde fra dagligstuen og var færdig at græde over sine dejlige myrdede hvidkålshoveder.  Og fader hørte larmen i sit studerekammer  og åbenbarede sig på havestuedørens trappe-"Hvad er dog dette for et spektakel?" Da sank vort krigerske mod til nulpunktet og derunder. Det gik op for os, at stundom kan også tapperhed være mindre vel anbragt. Vi gav os, rent ud sagt, til at tudbrøle. Men da fader af vor bodfærdige stammende bekendelse forstod, at Holger Danske ganske øjensynligt havde gæstet hans drenge, fik vi glat væk tilgivelse, kun med den tilføjende -der stod endnu vel en snes hvidkålshoveder uskadte - at "efter en så stor sejr måtte vi vise højmodighed mod de overvundne og ikke hengive os til en lav hævn over de værgeløse!" Hvorpå han med en høj latter forsvandt. Således reddedes de tilbageblevne og vi slap med skrækken.
Hvor voldsomt tyskerhadet da var kan måske bedst måles ved de samtaler, der førtes i borgestuen og hos forpagterens om aftenen efter endt arbejde. Det drøftedes nemlig som et åbent spørgsmål, "om også tyskere kunne blive salige". Det indrømmedes, at "for eksempel" Luther og Melankton nok   "ville komme i himlen", men den almindelige mening var, at ellers blev det nok ikke mange!
Der levedes et tarveligt og nøjsomt liv i Ryslinge præstegård. Om morgenen fik vi børn vort øllebrød med skummet mælk, om aftenen mælkebrød, med rigtige store rugbrødshumpler i begge retter. Grød, kål med flæsk, gule ærter, sødsuppe, spegeflæsk  og klipfisk forekom  meget hyppigt på de Ryslingepræstefolks bord. I sin "Livsførelse" klager præsten rigtignok i søvbryllupsdigtet til moder, der har "hekset 14 nisser op af tue", over at disse samme nisser, tværtimod naturens noksom bekendte orden, er sådanne,

som ej lider grød, men som spiser alt mit brød.

Og at min broder Torvald nærede grødafsky, er sikkert nok. I sin utålmodighed herover ville fader en gang ved middagsbordet made ham med egen hånd, men det blev til et mindre heldigt optrin, da grøden tværtimod gik den forkerte vej. Siden fik han lov at undvære. Jeg for min del har alle dage været et stort grødhoved. Om søndagen vankede der gerne kødsuppe med boller og oksesteg eller kalvesteg. Der plejede at være fuldt op af gæster, tit langvejs fra.De blev så bedt til middag og moder måtte have dygtigt  i gryden og stegeovnen sådanne dage og var dog tit nødt til i al løndom at spæde suppen op med vand og hviske til fader om ikke at forlange en portion til, - hvad han så gerne kundgjorde for gæsterne til almindelig morskab Ved søndagens middagsbord slog han ret gækken løs, ja til overmål, så der var dem, der både forundredes og forargedes over, at prædikanten, der nys havde svunget sig højt op på åndens vinger, nu straks efter kunne give sig hen i en så løssluppen munterhed. Dog, dette stemmede godt nok med hans natur. Når sjælens fjeder havde været spændt stærkt op til den ene side, trængte han til at stemme den ned til den anden side og give den naturlige menneskelighed, hvad der tilkom den, - og det rigeligt. "Lad os dog nu være Mennesker!" var et ord, som tit lød fra hans mund. Tarveligheden og nøjsomheden ytrede sig også i vor påklædning.De mindre arvede efterhånden , gerne med blandede følelser, de størres aflagte klæder til de var tyndslidte. Kun med fodtøj herskede der en vis luksus. Til daglig gik vi drenge ganske vist med træsko ude, om vinteren  i sneføre med "Norstøvler" (træsko med skafter), men til pænt brug gik vi med rigtigt læderfodtøj De 11x2 større og mindre fødder kunne jo nok slide en hel del alligevel. Når da fader gyste ved at se skomagerens "Nytårsvers", så langt som et ondt år, plejede moder at sige:"hellere, lille fa'r må skomageren end doktoren få de penge". Hun var ens storartet husholder og fik altid begge ender til at mødes år for år.'
Julen var i Ryslinge Præstegård tror jeg nok at turde sige, omgivet af en ganske særlig stråleglans, der ikke er blegnet hen i årenes lange løb, men endnu skinner i vintermørket overalt,  hvor vi søskende har haft hjemme, fra Trondhjemsfjord til Kongeåen. Efter skikken i min faders barndomshjem på Møn var vi alle tidligt oppe julemorgen og sang salmer i krybberummet. Den almenmenneskelige juleglæde var her gennemstrømmet  af forældrenes, min faders stærke og fuldblodige, min moders dybe og inderlige barnetro.
Af andre årligt genkommende fester, træder faders fødselsdag dem 7. decbr., især frem i erindringen. Da var der altid mange gæster, og der sattes alle herligheders herlighed, rødvin og kransekage, rødvin og kransekage frem på bordet, også krumkager, der bares om i det fint forsølvede skjold, der  nu står på mit bord, hvori skikkelser af Dantes "Guddommelige Komedie" er fremstillet i relief. På sin fremtiende årsdag (tror jeg nok det var) fik fader af menigheden  et prægtigt mahognibogskab i gotisk stil. Også det hører til mine arvestykker fra det gamle hjem. Med bogskabet fulgte den ypperlige Walchudgave af Luthers samlede skrifter, i gammeldags bind, og på et indhæftet velinblad forrest stod med forgyldte bogstaver en tilegnelse til fødselsdagsbarnet som "sandhedens uforfærdede talsmand". Jens Schjørring, da friskolelærer i nabobyen Sødinge, havde skrevet en sang, hvis første vers lød:

"Mens Grundtvig om nordiske kæmper sang
og så' dem i ånden at segne,
mens krigsluren lød over Danvevang
for femti år siden at regne,
da så' han lyset for første gang,
den gæve Ryslinge præstemand."

Ved sølvbrylluppet 4. april l862, var den store lade, der nogle år efter kom til at tjene som frimenighedens første forsamlingssted, omdannet til en festsal ved hjælp af udspændte rapssejl, der dækkede tværbjælkerne foroven og væggene, mens lergulvet var belagt med brædder. Ved de lange borde, fyrretræsplanker, der hvilede på bukke, var der plads til den hele store skare gæster, der var kommet fra nær og fjern. Også til denne fest slog Schjørring harpen. Et af versene lød:

"Broder, det var rette sted,
da til borgergade
Herren styred dine fjed,
det blev ej til skade."

Også Grundtvig havde sendt en sang, hvoraf jeg husker det ene vers:

"Se, hvor de flyve
vævre i vang,
år fem og tyve
alle med sang.
Ej nænned kærligheds Gud at adskille
ville og mille,
samled til sølvbryllup dem."

Den ypperste af de mange smukke sølvbryllupsgaver var et nyt klaver til afløsning af det gamle, som moder havde medbragt til sit første hjem (i Ringkøbing). Trods sine spinkle toner havde dette gamle instrument en klang for mig, som intet anden siden, heller ikke sølvbryllupsklaveret  fra "Hornung & Møller". Efter som mine søstre voksede til blev det jo dem, der spillede, men jeg kan endnu se moder sidde ved sit pigeklaver og synge aftensang, mens fader lå på den gamle, hårde sofa med det sort- og rødstribede hvergarnsbetræk. Også den sofa hørte med til de unge kateketfolks bohave i ungdomshjemmet i den vestjyske fjordby. Både den førnævnte lærerinde, frk. Tora Holm, og min moders søsterdatter, frk. Weldingh, sang og spillede smukt. Fader havde megen musikalsk sans og en smuk, kraftig, men uskolet stemme.
Men den, der ledede tonestrømmen ind i mit hjem og derfra videre, var min senere svoger Morten Bredsdorff.Sang og klaverspil var hans særlige, og store , nådegaven en slægtarv på mødrene side. Hans moder var Chr.Winthers sammenbragte søster, der en overgang var genstand for digterens forlibelse ("Når pisken den knalder" er skrevet til hende). "Hun kunne synge", sagde sønnen om hende, og det betød en del i hans mund. Da nu Bredsdorff kom til Ryslinge, tog sangen fart, fængede, om jeg så må sige, hos store og små i præstens hus, gik derfra ud over sognet og gennem kirken trindt om på egnen, ja på hele Fyn med de mange sognebåndsløsere til Ryslingepræsten. Han bragte en rigdom med sig af danske og norske tonedigteres ypperste melodier, til Grundtvigs salmer især. Men også folkeviserne klang fra hans mund, når han, gerne henimod aften, satte sig ved klaveret. Det var som et foryngelsens bad for os alle, mest vel nok for fader, når "Morten" spillede Beethoven og Mozart. Vi lærte Barnekows, Hartmanns, Lindemanns og vore andre nordiske Tonekunsteres ypperste Melodier fra hans Læber. Han ejede en på en Gang mandig, malmfuld og blød, hjertegribende stemme. Endnu lyder for mit indre øre hans røst, når han sang: "Skøn Havmand", "Samson", "Bergliot"  og så mange andre skønne kvad, kirkelige og verdslige. Ingemanns Holger-Danske-sange elskede fader at lytte til, og når Holger kvad om sin hjemfart fra Avalon:
"Jeg sejled til fædrenelandet,"
rejste fader sig gerne halvt op fra sofaen, hvor han lå og røg sin aftenpibe, og istemmede med høj røst den linje. Det samme hændte også, når vi børn tit i tusmørket sang Grundtvigs mindekvad om Willemos og kom til verset:
"Sælsomt i hans ånd det lød:
hører du, det drønner?
Danemark er stedt i nød,
kalder sine sønner!"

Fra Morten Bredsdorffs indtog i præstegårdem tog også, som alt berørt, kirkesangen et stærkt opsving. Den menighed, der samledes om prædikestolen i Ryslinge kirke, hvade nok før kunnet synge, men den stakkels forfaldne "degn", Petersen (om ham siden mere), havde ikke kunnet virke ansporende. Winther, den ældre - den nuværende førstelærer W.s fader - var en meget dygtig mand, med forståelse af kirkesangens betydning og en god musikalsk uddannelse, og da nu Bredsdorff  ikke længe efter kom til Ryslinge, kunde det blive til noget. De arbejdede godt sammen. I Ryslinge kirke lød en så smuk og fuldtonende kirkesang, som det i de tider var sjældent at høre i en landsbykirke.
Ja, Morten Bredsdorff! lad mig nævne det første vers af Grundtvigs Ansgarssang, som jeg gik ud fra i mit mindeord over ham, da han 80 år gammel lukkede sine øjne på sønnens højskole:
"Han var ingen mægtig ånd,
Markevangelisten,
dog et redskab i Guds hånd, ret en hjertekristen,
sund i troen, mild og øm
i sin dåd og i sin drøm,
barnlig,gudhengiven."

Det tør nok siges, at han i sin vennekreds - og derfra atter viden om i landet - sang kærlighed ind både til Guds rige og til fædrelandet. Det kendes overalt, hvor han har været lærer og præst. Gennem valgmenigheden - også sognemenigheden for den sags skyld - står højskoleungdommen i Ryslinge i gæld til ham, mer end vel de fleste af dem ved. Derfor denne minderune i "Ryslingebogen".
At en stærk åndelig påvirkning  udgik fra et barndomshjem som mit til den ungdom, der voksede op deri, siger sig selv. - måske næsten  for stærk, men derved var intet at gøre.
Hver morgen holdt fader andagt. Når han var stået op, lidt før moder, og havde fået sin stærke kaffe med de tynde rugbrødsstykker med tykt smør på, kom mor ind. Var der ingen anden i dagligstuen, satte han sig i sin kurvestol ved sofaen og de to begyndte at synge. Det hørtes i hele huset og alle, som var oppe, kom hurtigt ind og sang med. Det var et meget begrænset antal salmer, fader i mine tidligste barneår brugte ved morgensangen , tiest "Herrens røst, som aldrig brister", "Den signede dag", "Op min sjæl, ti sol er oppe", "Sin vogn gør han af skyer blå" og "Hvor salig er den lille flok". Så læste han det stykke af sin "Daglig husandagt", der hørte til dagen, fremsagde trosbekendelsen og sluttede med Fadervor. Som sidste salme istemte han altid:"Alt står i Guds faderhånd".
En åndspåvirkning af en anden art var den, der strømmede gennem præstegårdshjemmet ved vore digtere. Også her var Bredsdorff en herlig mand, da han læste gerne og godt højt for os alle. Det var især af Oehlenschlæger og den netop da fremdukkende unge norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, hvis fjeldfriske bondefortællinger  med de indlagte sange fortryllede os. Forøvrigt læste vi børn selv meget. Jeg begyndte allerede i 6 års alderen på min Ingemann. Fader fortalte mig, at bedst som jeg en gang i denne meget ungdommelige alder sad fordybet i denne læsning, så' jeg op og udbrød:"Gid jeg dog havde alle mine eksaminer". Det morede ham meget. Nordens digterkonge, i hvis hus fader havde haft som et andet hjem i sin ungdom, var og blev hans beundrede skjald. Hvor lyste hans øjne, når han undertiden anførte hele stykker af "Aksel og Valborg" eller "Hakon Jarl". Han følte poesiens brede vingeslag suse over sig, når han fremsagde et som Hakons farvel til livet:
"Op vil jeg stige på det største fjeld
og skue sidste gang ud over Norge,
henover riget, som har hyldet mig,
og derpå faldet roligt i mit sværd.
Da skal den vilde storm på sine vinger
rask hæve Hakons ånd til sejerfader,
og sol skal finde heltens lig på fjeldet
og sige:høj i døden som i livet."

Med Hauch, Paludan-Muller og Christian Winther stiftede vi børn også tidlig bekendtskab, for ikke at tale om H.C.Andersen.
Folkemøderne i præstegårdsskoven  sommersøndagenes eftermiddag tegner sig for mig som et "levende billede" i en biograf. - den løvklædte talerstol, de vajende danebrogsflag, forsamlingen med "Bojsens blå" i hænderne syngende af fuldt bryst fædrelandssange og folkeviser, og fader på talerstolen,  hvorfra de første ord gerne lød:Danske mænd og kvinder", det er et minde, som kalder både på smilet og tåren- Hvor barnligt og trosyldigt, friskt  og frejdigt artede livet hos menigmand sig dog ikke den gang! - ja - den gang!.
Også præstegårdshaven fortjener at mindes.
Hvor lystige lege har den ikke set på sin store plæne med de mange æbletræer lige vest for stuehuset."To mand frem for en enke", "Katten og musen", ringspil o.s.v. Vi helt små legede tit røvere eller vi udklædte os som Karl af Rise, Drost Peder og liden Kirsten og gav hele scener af de ingemannske romaner.
Endnu må jeg nævne omgangskredsen. Den var stor og blandet, men med det fællespræg, som de dages grundtvigianisme med sin sammensmeltning af kristeligt og folkeligt satte derpå. Af præstevenner nævner jeg "lille Kofoed", præsten i Sønder Nærå, hvis hustru Minona var min moders søsterdatter. Han var ingen stor taler, men kunne i ordsprogelig  form sige ypperlige ting på sin prædikestol. Selveste Kold fra Dalum højskole søgte nu og da hans kirke. Kofoed havde en snurrig måde at nyse på, et gennemtrængende "tju", som aldrig undlod at vække munterhed selv i den alvorligste konventsforhandling. Så var der Ludvig Helveg, præsten i Odense, der i sin hospitalskirke havde samlet en Vartovmenighed på Fyn. Til hans ydre ejendommeligheder hørte det lyse hår, hvori han ideligt purrede op, og den mærkelige hæse stemme, som gamle tante Jane, asylmoderen i Odense - faders længst afdøde broders enke - sagde, hun ikke for alt i verden ville undvære. Mange andre af hans menighed sagde det samme. Skelleuppræsten Mau hørte i de år til kredsen. Også han havde en mærkelig stemme, der i bevægede  øjeblikke slog over i Fistel. Fra Skalkendrup kom den høje, statelige Kiesby. Mads Melby fra Asperup - man kunne slet ikke tænke sig, at han kunne hedde andet end Mads - var alles yndling. En hedningekristen af det reneste vand, kaldte fader ham. Han havde særligt "kastet elsk" (som nordmændene siger) på den grundtvigske tanke om folkeengle og menighedsengle,  og talte og skrev måske lidt vel meget derom. Vennerne plejede spøgende at spørge ham, om han da også mente, der var herredsengle, engle for hvert herred (ingenlunde af forveksle med herredsfogder eller herredsprovster.)Tolstrup fra Nyborg med den dejlige messesang (siden i Roskilde) mindes jeg også at have set i præstegården og hørt messe i kirken.
Der var fremdeles Jens Sofus Brandt fra Ollerup med den myndige, karakterfulde personlighed. Fra en mynsterianer  udviklede han sig til en grundtvigdiscipel blandt de ypperste på Fyn. Så var der Falck fra Vindinge, letbevægelig, tungsindig, snar til tårer, og Trojel fra Rynkeby og Revninge med den ulykkelige kærlighed til Johannes's åbenbaring, bibelens  dunkleste  skrift, der blev om muligt, endnu dunklere ved Trojels fortolkning:"Johannes den gudlærdes syner". Jens Schjørring fra Sødinge, fri- og højskolelærer, ordineret til præst, hørte til de nærmeste  og kæreste husvenner og var fader i hans svaghedsår til stor hjælp. Også han var meget musikalsk, men hans instrument var fløjten. Når han spillede rankede han sig og bøjede hovedet lidt tilbage. Hulningen mellem skuldrene trådte da stærkt frem.. "Schjørrings fløjteryg", sagde moder. Jeg ser den endnu ganske tydeligt. Kand. Kristian Køster var en kort tid vor huslærer. Han hjalp Schjørring med den lille karlehøjskole i Sødinge. Køster kunne ypperligt med børn og med ældre og gamle folk, "men", sagde fader,"han har sprungen ungdommen over", og vist er det, at han forstod  ikke at være ung med sine jævnaldrende. Han skrev, da han var fyldt en snes år, en sang, som begyndte med linjen:"Man arges som man ældes," et velkendt gammelt ordsprog, der just ikke er
opmuntrende at at møde som en erfaringssandhed hos den grønne ungdom. Han prædikede undertiden i kirken, og der var værd at høre, men fader sagde engang, da Køster havde holdt en sjælden dyb og tankerig  prædiken: "Enten er det ikke hans eget, men lånt, og så bliver han til ingenting, eller også er det hans eget og selverfaret, og så bliver han ikke gammel". Det var hans eget og han blev ikke gammel, det slog til.
Han blev Grundtvigs kapellan, men døde i sin kraftigste, første manddomsalder, angrebet af hjerneblødning. Da jeg som ganske ungt menneske - det var i l870 - året før jeg blev student, gik hen og besøgte ham, kendte han mig ikke, mindedes ikke mit slægtnavn, men sad og stirrede sløvt hen for sig. Fru Kamilla så på ham og mig med tårer i øjnene, og jeg gik straks, tung om hjertet, ti jeg havde, trods hans jævnlige hidsighed som lærer, holdt meget af ham. Af lægfolk, som færdedes i Ryslinge præstegård, må jeg nævne auditør Bjerre med hustru fra Nyborg. Han havde under store anfægtelser fundet hjælp og vejledning hos fader og var ham altid dybt taknemlig. Fra garnisonen i Nyborg kom kaptajn Winsløw, der siden faldt på Dybbøl. Jeg var ude i Nyborg netop den dag, han begravedes, og jeg erindrer det stærke indtryk, det gjorde på mig, da militærmusikkens sørgeklang før begravelsen afløstes af muntre, frejdige toner efter at højtideligheden var endt.--
Blandt de kvindelige husvenner må især nævnes fru Marie Seidelin fra Ringe apotek, gennem mange år sine forældres  trofaste veninde til sin død. Hendes to plejedøtre, Kristine og Betty, var jævnaldrende med os yngste Birkedaler og blev vore legekammerater.
Mange nordmænd fandt vej ned til den fynske præstegård. Mine to ældste søstre blev forlovede med hver sin norske teologiske kandidat Simon Hartmann og Albert Lange, og brødre og søstre af dem fulgte  lejlighedsvis med. Men den nordmand, jeg bedst erindrer, er den nylig i en meget høj alder afdøde højskolemand  Olav Arvesen, en ren kæmpeskikkelse at se på. Ved et politisk møde i Odense, hvor helstatsmændene og de ejderdanske holdt drabelig holmgang, kom fader tilstede som ejderdanskernes talsmand. Ophidselsen var stor, og fader var jo ikke den mand, der sparede på krudtet, være sig i alvor eller gammen. Han gjorde sig lystig over helstatspartiet. Opbragt derover afbrød gamle stiftsprovst Damgaard, hvis fag absolut ikke var vittighed:"Ja , at sige Vittigheder er ingen sag!" Pastor Helvegs mærkelige, hæse røst lød da med et vist betydeligt eftertryk nede fra salen:"Sig en!" - men den gode stiftsprovst kunne ikke for sin død opdrive en i det særlige øjeblik eller nogen sinde senere. Moder, som frygtede, at fader skulle lide legemlig overlast, havde bedet (uden faders vidende) vor håndfaste kusk Hans Nielsen og Olav Arvesen om at tage stilling på hver side af talerstolen. Hans politiske modstandere råbte i deres harme over faders skarpe udtalelser:"Smid Birkedals kusk ud!" Hans Nielsen der ved Isted havde brugt sig som den bedste, satte hænderne i siden og sagde på sit gode syngende fynske mål: "I la'r mig vel stå, I la'r mig vel stå!" Og da nu Arvesen samtidig rettede sig op i sin fulde højde og åbenbart i givet tilfælde var parat til at vise, at han stammede fra Kæmpers fødeland, fik den frittalende ryslingepræst lov til at tale ud i fred. Det var ikke frit for, at han med sin to våbendragere, en ved hver side, mindede om det danske rigsvåben, hvor vildmændene  gaderer skjoldet. Glad var moder, da han i god behold var kommen tilbage.

 
   

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk