Om Indre Mission i Stenstrup, Lunde og Kirkeby sogne
Forside ] Op ]


Om Indre Mission i Stenstrup, Lunde og Kirkeby sogne.
Fra gamle helligkilder. Om den gudelige vækkelse og den senere Indre Mission i Lunde, Stenstrup og Kirkeby sogne.
Svendborg Avis  15. september 1930


Af Jens Therkelsen


Hører vi eller læser om præsterne i det 18. århundrede og et stykke ind i det 19. århundrede, får vi indtryk af, at de var ivrige oplysningsfolk på mange områder. De var tit dygtige i det praktiske liv og fremhjalp meget i tiden. Derimod havde de ikke megen forbindelse med det religiøse liv, som dog levedes spredt blandt jævne mennesker. Derfor søgte disse gudelige vakte eller hellige sammen til fælles opbyggelse, læste prædikener af gamle postiller og sang Brorsons salmer. Så mærkelig det end kan lyde nu, voldte dette tit sammenstød med præsterne, som vel intet kunne bringe, men som i deres rettroenhed ikke ønskede, at der levedes et samfundsliv som det de bestaltede embedsmænd var udenfor.

Også på disse egne var der sådant røre, og der skete en vis forfølgelse af de vakte, også fra befolkningens side. Det at bryde laget og gå egne, sære veje, følte mange af de andre var ubehageligt. Det gav ligesom en utryghed det at vide, at disse mennesker levede ud af og på noget helt andet. Holder vi os til præsterne i Stenstrup-Lunde pastorat i de tider og fremefter, træffer vi Lars Rasmussen Fog som præst fra 1792 til 1817. Han afløstes af sin svigersøn, Peder Tommerup, som var sjællænder. Han havde været præst på Drejø og ægtede enken i det kald, en datter af Lars Rasmussen Fog.
Om Tommerup står der skrevet, at han udmærkede sig ikke så meget ved gejstlig dygtighed og kraft som ved sin hjertensgodhed og kærlighed og ved sit muntre, godmodige væsen. Om hans formand, Lars Rasmussen Fog hedder det: Han var ikke blot en dygtig og kraftig mand i sin embedsgerning, men også en verdslig klog mand, der på flere måder gavnede kaldet, navnlig i udskiftningstiden. Han var barnefødt i Stenstrup, hvor faderen Rasmus Davidsen Fog, var præst før ham.
Fra 1836-1889 var den dygtige, meget myndige provst Rasmussen i embedet.





Provst Rasmussen

 

Han var en meget selvfølende embedsmand med en ikke ringe rådelyst, også i de verdslige sager. Han stod de vakte fjernt, men var en klog, dygtig og rettænkende mand. Han havde flere kapellaner; fra 1871-73 L. Prip, 1873-77 Carl Moe, 1877-83 P.C.L. Harboe, 1883-88 G.A. Olsen, 1888-89 P. Nielsen.
Pastor Moe, den senere kendte missionspræst fra Harboøre og Skanderup, var kun 25 år, da han var i Stenstrup-Lunde. Han skriver om forholdene: "Men noget åndeligt liv var der hverken i præstegården eller i sognet.




Stenstrup præstegård

Noget stort savn, følte jeg dog ikke, da jeg ikke var vant til andet, og heller ikke havde ret meget selv, men jeg undrede mig dog over det liv, der levedes, og følte mig til tider trykket deraf. Der taltes aldrig om kristendom. Præsterne i omegnen fra Fåborg til Svendborg holdt jævnlig konventer skiftevis i deres hjem. Der blev holdt en prædiken, for hvilken den fungerende præst ved middagsbordet uvægerligt blev takket, "fordi han havde opbygget os". Siden var der en forhandling om et teologisk emne eller om præstens embedshandlinger; men aldrig taltes der om Guds rige, hverken om den indre eller ydre mission eller om den åndelige tilstand i sognene, hvor der i virkeligheden var uhyre dødt. Selskabsliv med proprietærer og baroner florerede. Hovedsagen var et veldækket bord og når maden var spist og nogle skåltaler holdt, tilbragtes resten af aftenen ved kortbordene. Ingensinde hørte jeg nogen tale om alvorlige ting; det hele var tomt og kedsommeligt. Der var kun nogle ganske få troende mennesker blandt de mindrestillede - ellers rugede døden i sandhed over Stenstrup og Lunde sogne - og over hele Sydfyn, og det gør den vel for størstedelen endnu [Carl Moe: Oplevelser. 1926]

Dette var Carl Moes syn på forholdene. Han gik meget rundt til syge og fattige, og der var ganske godt kirkebesøg, vel nok som følge deraf. Han holdt også bibellæsning og foredrag om Hedningemissionen. Han skriver:
"I juni 1877 holdt jeg min afskedsprædiken.  Om min gerning har båret nogen frugt, ved jeg ikke - den var i al fald ikke synlig. Skilsmissen fra præstegården og sognene var uden tårer, men en stor opmuntring for mig, var det, at da jeg kom ud af kirken, mødte en troende kone mig og trykkede mig i hånden og sagde: "Ja, ja, pastor Moe, blev De nu ved at prædike, hvor De kommer hen, som De har prædiket her, så skal Gud nok være med Dem".

Fra 1889 afløstes provst Rasmussen af  pastor Mohr, som ingen særlig forbindelse havde med de vakte i egnen. Den kom først med pastor Høyrup, som fik embedet 1912.

Medens præsterne passede embederne, gik livet sine egne veje. Den mand, som begyndte vækkelsen på disse egne, var Jørgen Rasmussen i Rårud. Han fødtes 1785 i et hus, som dengang lå i Lundegårdens toft overfor Lunde kirkegård. Et æbletræ står endnu som en sidste rest af dets have. I 1814 flyttede han til Rårud til den ejendom, A.S. Hansen nu har. Hvor og hvornår han er blevet vakt, vides ikke. Men han var det i 1814 og begyndte at holde møder derude. Og der samledes mange - men endnu flere var forbitrede derover og søgte at forstyrre de hellige. De larmede udenfor huset og kastede sten på dørene og slog ruderne ind - men inden for følte man samfundslivet stærkere, og ordene i de gamle postiller fik ved de ydre forfølgelser ligesom mere vægt. De gamle postiller opbevares endnu, bl.a.
Gylden Skatkiste - for Guds børn, hvis liggendefæ er i Himlen - bestående af udvalgte sprog af den hellige skrift, samt hosfølgende anmærkninger og rim for hver dag i året, skrevet af C.H. v. Bogatzky (Halle 1746) med forfatterens fortale, om bogens rette brug og nytte og for dens velsignede nyttes skyld, oversat af det tyske, i det danske sprog efter det 22. tyske oplag - samt et anhang, kaldet livets strømme, bestående af 26 besynderlige anmærkninger, udgivet af Peder Larsen.

Ligeledes læstes i Luthers huspostil og salmerne var Brorsons.

Hos Hans Nielsen, skomager i Rårud, samledes man senere til møder ligeså længe, han levede.




Skomager Hans Nielsen, Rårud, Kirkeby sogn

Hans fader, Niels Rasmussen var broder til Jørgen Rasmussen, der døde 1873, 88 år gammel.
Hans Nielsen var levende med i denne vækkelse og i hans hus kom alle de lægprædikanter og kolportører, som nu begyndte at rejse rundt til alle de små, spredte kredse. Den første af disse, som der fortælles om, var en bonde fra Vejlby ved Middelfart ved navn Anders Larsen (navn og hjemsted er noget usikkert). Han kom altid ridende og levede af sin egen pung. Han "tog ikke penge for at udbrede Guds rige". Han kom også til Tåsinge og spurgte der om der var nogen hellige. Man svarede ham: "Nej, på Tåsinge er der ingen tosser". "Jo, I kan tro, at der er hellige", svarede han dem, "ellers var denne skønne ø ikke bleven bevaret. Og det er alle jeres børn. De er hellige". Han var en meget ejendommelig mand, der stod og snakkede så jævnt, ligesom om han talte for sig selv. Men hans ord havde stor vægt blandt de vakte.
Senere kom Lille Ole. Han var fra Nørre Lyndelse og blev kendt af alle de hellige på Fyn. Han var kun lille og meget uanselig, og gamle Kristine Ladefoged i Stenstrup fortæller, at når han kom op på talerstolen, sagde folk: "Jamen hvad kan det blive til - hvad kan han dog sige". Men der blev altid lydt, når han talte. Han var særdeles klog, og der samledes store skarer for at høre ham ved skovmøderne. Han var en af begynderne. Vilhelm Beck skriver om ham: "Han indeholdt en meget livlig ånd, en god, sund forstand, som opfattede med stor klarhed, hvad han tog fat på, og han indeholdt en ydmyg sjæl, som jo er en begyndelse til al rigdom. Ved siden deraf indeholdt han en for en lægmand aldeles usædvanlig kristelig og kirkelig kundskab, hvormed han mangen gang gjorde os præster til skamme. Han var en discipel af Luther helt og fuldt".
Døde 10. marts 1881. Han omtales ganske overordentlig hjerteligt af alle de gamle på egnen.

Et af de andre steder, hvor der holdtes forsamling var hos Niels Clausen i Slæbæk
Han boede på den gård, som Rasmus Ottesen nu har. Han kørte for så mange, som kunne være på vognen, til Ryslinge, for at høre Johannes Clausen. Alle de unge måtte gå derhen. Clausen holdt møde to gange om søndagen een gang hver måned, og der samledes en mængde mennesker fra hele Sydfyn.
Blandt dem, der rejste rundt, var gårdmand Christian Madsen fra Årslev. Han kom jævnlig kørende rundt i kredsene.
Anders Engholm var smedesvend hos Mads Henriksen i Stenstrup; han besøgte alle syge og sorgfulde og kaldtes Vorherres Anders. Han holdt sig til det gamle og kunne ikke lide, at missionærerne tog penge for deres arbejde. Han blev senere maskinfabrikant og en velhavende mand.
Hos sognefoged Hans Nielsen i Egebjerg, svigerfader til Jørgen Pedersen, holdtes møde en tid, men de sluttede sig snart til den grundtvigske retning.
Rasmus Allested fra Egebjerg Bakker døde som en meget gammel mand. Han levede inderligt med de gammeltroende.
Hos Anders Jensen, vejmand i Bobjerg, der boede i Rønnebo op for Øksenhave, samledes man tit. Her kom Peder Jensens kone fra Øksenhave og Mads Markvardsens kone. De sluttede sig også helt til de gammeltroende. I Hønsehaven hos Jens Nyholm, Hegnsøgård, og hos H.P. Nyholm, Nyholmsminde, var der møder, men de sluttede sig helt til Brandt i Ollerup




Pastor Brandt, Ollerup

Denne kom sammen med Birkedal og Rasmus Pedersen fra Vejstrup meget på disse egne. Også på Langkildegården afholdt de møder. I Pavegyden boede der flere af de vakte. Jørgen Pedersen (Bibel) var kolportør. Han var glad ved de forskellige retninger, og en god mand. Der var stadigvæk forsamlinger i hans hjem.
Hos den gamle Rasmus Larsen og senere sønnen Lars Rasmussen på den gård, der nu hedder Jørgensborg var der forsamling fra gammel tid. De var stilfærdige, fromme mennesker - i mange forhold overtroiske. Hos naboen Mads Markvardsen mødtes man senere. Rødmesmeden og Lars Bødkers i Lunde var tit med til møderne. Ligeledes Hans Nielsen (Smed) og Niels Hansen (Juel) i Slæbæk.

Hos Kristine og Mads Christensen i Ladefogedgården har der fra gammel tid været et godt sted for indre missionsbevægelsen. Kristine Ladefoged, der endnu lever 87 år gammel, fortæller levende og glad om den herlige gamle tid, da vennerne samledes fra hele egnen. Hun er født, hvor Jens Christensen nu bor på Hundtofte Mark. Faderen hed Anders Christensen. Fra dette hjem fik hun stor åndelig arv, og om hendes moders liv er der skrevet i "Bedstemoders Historie" af frk. Vormark.
Det gik her - blandt de gamle vakte på samme måde, som andre steder, at der kom et vejskel.
De mødte det grundtvigske og den Indre Mission. På egnen her gik langt den største flok med de grundtvigske ledere. I friskolerne i Lunde og Egebjerg fik de støttepunker, og præsterne Rasmus Pedersen, Birkedal og Brandt var betydelige mænd, og de var ansete og kærkomne gæster ved møderne hos de gammeltroende.
Men medens en stor part fulgte disse, så var der også mange af de gamle, som blev stående. De ville ikke ind i det ny med retningerne, og de holdt ved de gamle stier. Det blev derfor kun mindre og nu svagere kredse, som sluttede sig til den ny Indre Mission.
Et af de steder, hvor denne fik fodfæste, var ude på Bækgården hos Mads Chr. Larsen.
Han er født i Kragegård i Vester Åby. Kristoffer Rasmussen fra Ryslinge var da ejer af Bækgården, men han døde, og Mads Chr. Larsen ægtede enken og overtog gården. Han var vakt fra Vester Åby, hvor der var en stærk kreds. Lærer Andersen og Hans David, der hørte til hans bedste venner. Der blev tit holdt møder på Bækgård, hvor Lille Ole, Jens Holt fra Taulov, Søren Beck og mange flere kom. Præsterne Wøldicke og Jespersen var der også tit. Der samledes en stor kreds derude. Man besluttede så for 40 år siden [1890] at opføre et missionshus i Løgeskov. Dette var Mads Chr. Larsen oprindelig imod. "Vi åbner vort hjem", sagde han, men da det ikke kunne blive anderledes, var han en af dem, der gjorde mest arbejde derfor sammen med lærerne Møller Frederiksen og dennes svoger, lærer Nielsen. Der samledes mange til møderne derude.

Pastor Høyrup som blev præst i Stenstrup-Lunde i 1912, sluttede sig til disse kredse, og han har siden været den mand, der samlede dem.




Pastor Høyrup

Pastor Høyrup udtaler, at det er kun små kredse, der samles her endnu. De gamle kærnetropper fra den gudelige bevægelse var enten døde eller gamle mennesker, da han kom her. Og Indre Mission har i det hele haft vanskeligt ved at slå igennem i Sydfyn. I Vester Åby lever der en stor kreds. "Jeg kom fra Jylland, hvor vi samledes i store skarer - 1000 der for hvert 100, vi når her. Det påvirker vort syn på bevægelsens størrelse", udtaler pastor Høyrup, "men vi har flere små kredse, hvor der leves samfundsliv. Og vi har særlig på disse egne, en mængde mennesker, som står venlige og hjælpsomme overfor Indre Mission, selvom vi ikke kan sige, at de knytter sig helt dertil".
Nu er der kommet yngre til i de forskellige kredse. Enkelte af de gamle lever endnu fra en tid, hvor livet vel var stærkere og varmere. De har minderne derom, som de glædes ved i deres livsaften.

En egns liv gennem 100 år går ad mange veje.  Ny stier trædes til gamle kilder - og så kommer der tider, hvor der gås andre veje og efter andre mål. Der er fra de gamle tid til nu store forskelle, og der er vandret ad mange veje. Her er peget på lidt af det og sagt lidt om dem, som søgte de gamle kilder - fandt dem og glædedes med hinanden derover.

 

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk