Johannes Clausens virksomhed på Fyn
Forside ] Op ]


Fra Johannes Clausens virksomhed på Fyn
 
 Af sognepræst J. Chr. Clausen
 Den 20. april 1932 er det 100 år siden, min fader, præsten Johannes Clausen, fødtes i Adslev præstegård mellem Århus og Skanderborg. Det er ikke hensigten i den anledning med disse linier at give en levnedsskildring af ham, men kun at meddele enkelte træk af den del af hans liv og gerning, som faldt her på Fyn.
Min fader begyndte sin præstegerning i 1858 som kapellan hos sognepræst Francke i Stenmagle og Stenlille på Sjælland og var her, sammen med sin ven fra ungdommen og indtil døden, Vilhelm Beck, med til at stifte "Den indre Mission".
Men da pastor Francke i 1863 tog sin afsked, ophørte også min faders præstegerning der, og han, der i 1858 var bleven gift med Birgitte Sophie Magdalene Petersen, flyttede derfor med sin familie til Vejlby ved Middelfart, hvor hans fader, Nicolai Edinger Balle Clausen, den gang var sognepræst, dels for at hjælpe sin fader i embedet, dels som rejsepræst for "Den indre Mission" I Vejlby og egnen der omkring vaktes der i de tider et ret stærkt åndeligt liv, og det er vistnok rigtigt, at min fader fik lov at være et af redskaberne til denne vækkelse.
I 1864 var han feltpræst, først ved general Hegermann-Lindencrones afdeling, der trak sig tilbage op gennem Jylland, og han kom her i berøring med den daværende kronprins (Frederik VIII). Senere forflyttedes han til Als og oplevede den sidste sørgelige del af krigen, tabet af Als, en begivenhed, som gjorde et mægtigt indtryk på ham, og som utvivlsomt var en af årsagerne til den stærke nationalfølelse, som prægede hele hans liv og gerning.
Han fulgte med tropperne til Fyn og fortsatte nu sin gerning som feltpræst ved at prædike og virke for de langs Lillebælt indkvarterede soldater. Som vidnesbyrd om, at denne gerning ikke har været uden frugt, må jeg nævne, at jeg igennem årene har truffet adskillige, både gamle soldater og andre, som med tak mindes denne hans gerning, der for dem fik gennemgribende betydning.
Da Vilhelm Birkedal i 1865 var bleven afskediget som sognepræst i Ryslinge, blev min fader opfordret til at søge dette embede, og da han var bleven kaldet dertil, var det ikke uden ængstelse, at han begyndte den del af sin præstegerning, der for ham blev det rigeste afsnit af hans liv, åndelig talt. Men en trofast vennekreds i Vejlby fulgte ham med deres forbøn, og var der end mange af beboerne i Ryslinge, der så på ham med alt andet end milde blikke, mødte han dog også straks mennesker, der tog imod ham med venlighed, hvilket bl.a. viste sig derved, at de med deres vogne mødte i Odense for at hente deres nye præsts flyttegods. Og forbindelsen med vennerne i Vejlby blev ikke afbrudt. Som et vidnesbyrd derom fik mine forældre et af de første år i Ryslinge besøg af Per Underlig fra Vejlby, en from gammel mand, vel noget af en særling, som kom vandrende på sine træsko, ved to stokke fra Vejlby til Ryslinge. Han talte ofte på rim, og min moder har fortalt mig, at da han en gang besøgte hende i Vejlby, hvor hun boede med sine to små børn, tog han den yngste op på sine arme og bad en bøn til Gud for den lille Jens Christian.
De første år i Ryslinge var vanskelige på grund af det spændte forhold mellem sognemenigheden og Birkedals menighed, men senere udjævnedes dette, således at de to åndsbårne mænd kunne virke side om side fælles om det største: Kærligheden til Guds rige og fædrelandet. Første gang de mødtes i fællesskab og samarbejde, var ved afsløringen den 5. juni 1871 af mindesmærket i Ryslinge by for Kong Frederik VII. De talte begge ved afsløringen og senere ved festmåltidet på højskolen, og ved et møde i Torpegårds Skov noget senere udjævnedes forholdet mellem dem helt.
Den 1. oktober 1866 begyndte Ryslinge Folkehøjskole sin virksomhed med et beskedent antal elever. Der var endnu ingen særlig skolebygning; men som den, der havde oprettet skolen, gav min fader lokale dertil i den (nu ombyggede) østlige sidebygning til præstegården. Senere rejstes den bygning, som står endnu, med facade ud mod kirkepladsen, efter den tids forhold en ret anselig bygning, men beskeden i forhold til de store og monumentale bygninger, som nu giver plads for en af landets betydeligste folkehøjskoler. - Særlig i de første år, men iøvrigt så længe min fader var i Ryslinge, holdt han foredrag på højskolen og underviste særskilt flere af eleverne, der senere drog ud som missionærer eller præster for de danske i Nordamerika. Blandt dem skal særlig nævnes Mads Christian Jensen, en gårdmandssøn fra Sødinge, han blev teologisk kandidat og blev antaget som missionær i Santhalistan, Udsendelsesmødet afholdtes i Ryslinge præstegård, ved hvilken lejlighed santalmissionens leder, Børresen, talte. M.C: Jensen måtte efter nogle års virksomhed i Santhalistan af helbredshensyn opgive missionsgerningen, han var nogle år sognepræst i Fjelsted og Harndrup, men udtrådte af folkekirken og gik over til den katolske kirke. Af de elever, der blev præster i Nordamerika, skal jeg nævne Lillesø og Rasmus Andersen, sidstnævnte var i en lang årrække præst for en lille dansk menighed i Brooklyn i New York og sømandspræst.
Mellem præstegården og højskolen har fra hine dage og indtil nu bestået et venligt forhold.
Et stærkt åndeligt liv rørte sig i disse tider i Ryslinge. Langvejs fra kom folk dertil, man kunne sige: i to strømme, til valgmenighedskirken og sognekirken. Omtrent hver søndag var præstegårdens ret anselige gårdsplads fyldt af de kirkesøgendes køretøjer, og til fods kom folk i skarer ofte milevidt fra. En gammel smed fra Slæbæk i Kirkeby sogn har fortalt mig, at de fra den egn søndag morgen kunne samles 20-30 i tal for at vandre den 2-3 mil lange vej til Ryslinge, nogle til Clausen, nogle til Birkedal, men i fælles følge. Da jeg en gang for nogle år siden havde prædiket i Ulbølle, kom en ældre mand hen for at hilse på mig som Johannes Clausens søn, og han fortalte mig, at han ofte på sin fod havde vandret fra Ulbølle Strandhuse til Ryslinge og hjem igen på en søndag for at høre min fader, ialt omtrent 8 mil for at gå i kirke. Det var den gang.
Men denne tilslutning langvejs fra medførte også, at min fader i sin lille beskedne enspændervogn kørte ud og holdt forsamlinger, snart i gårde og hsue, snart under åben himmel på en gårdsplads, ofte med en vogn som talerstol, eller i have og skov. Også på herregårde lukkedes der op for disse møder, således på Sandholt, hvor frk. Nicoline Sperling gav sin store riddersal til mødesal. Endnu lever der mennesker, som med tak mindes forsamlingerne hos Mads Bebe i Søfælde, Nikoline i Espe, Jørgen Hansen i Ferritslev, i Gestelev, Vantinge, Heden og andre steder.
Ikke alle steder blev der set med velvilje på dette åndelige røre, der jo også medførte, at folk løste sognebånd til min fader. Den daværende besidder af Ravnholt var således misfornøjet med, at hans folk gik i kirke i Ryslinge, ja, han forbød dem det endog en tid. Dette medførte et ret spændt forhold mellem kammerherren på Ravnholt og sognepræsten i Ryslinge. Jeg mindes således, at min fader fortalte, at han en dag på vejen i nærheden af Ravnholt mødte kammerherren, som var til hest; vejen var ret smal, og da kammerherren, som havde et stift ben, red ud midt ad vejen, måtte min fader holde helt ud til grøftekanten for at undgå at støde på. Senere hen udjævnedes dog dette forhold til venskabelig og gensidig forståelse.
Til friskolerne stod min fader i et meget venligt forhold, væsentligst fordi der her taltes til børnene om Guds rige på en måde, der tiltalte min fader mere end det åndløse remseri, der i de tider var så almindeligt i folkeskolen. Dette venlige forhold vedligeholdtes, så længe han levede, og det arbejde, han senere hen fik begyndt i Vonsild med de unge, særlig de unge sønderjyder, har sikkert sit udspring fra det åndelige liv, han mødte i friskolekredse.
I forbindelse med hans kærlighed til ungdommen må også nævnes, at han fik oprettet et børnehjem på præstegårdsjorden i Ryslinge.
Også til skyttesagen, denne gode danske ungdomssag, stod han i et venligt forhold, han talte således ved den første skyttefest i Kværndrup, den 24. september 1866.
Hans kærlighed til folk og fædreland gav sig også udslag i hans arbejde for at få rejst mindesmærker for gode danske mænd og historiske begivenheder. Foruden at han vistnok var ophavsmand til, at midnestenen i Ryslinge blev rejst, skal jeg nævne, at det var på hans initiativ, at der blev rejst en mindesten for N.M. Petersen i Sanderum, for sproggranskeren Rasmus Rask i Brændekilde, for Hans Tavsen ved Antvorskov, for Carl Ploug ved Koldinghus, for oberst Læssøe lige syd for Kolding. Talerstolen på Skamlingsbanken med navnene på ordførerne der og endelig stenen ved vejkrydset i Nørre Snede til minde om kampen der den 9. juni 1849.
Fra min faders præstetid i Nørre Lyndelse og Højby, hvortil han blev kaldet i efteråret 1877, må jeg særlig nævne hans store arbejde for forsvarssagen, der lagde beslag på hans tid og kræfter uden dog i nogen måde at svække hans egentlige præstegerning. Mange af hans sognebåndsløsere fra Ryslinge fulgte ham til Nr. Lyndelse, og hans forkyndelse samlede også her fulde kirker. Men ofte længtes han tilbage til det kære Ryslinge, en længsel han bevarede ogse de andre steder, hvor han kom hen, og som hans ønske om at blive begravet i Ryslinge er et udtryk for.
Det var i de bevægede politiske tider, han var præst i Nr. Lyndelse og hans kærlighed til og arbejde for forsvarssagen bragte ham derfor til tider i ret nær forbindelse med det politiske liv. Han var således en gang ved folketingsvalget i Verninge talende stiller for oberst Vaupell, der blev opstillet med udpræget forsvarsprogram mod kredsens folketingsmand, Harald Holm. Jeg mindes, at min fader efter at have holdt sin stillertale forlod valgstedet - valpladsen - sammen me digteren Chr. Richardt, den gang præst i Ørsted, som hørte til valgkredsen; de gik over og satte sig på skrænten ved kirken, hvorfra de i det fjerne kunne høre skrålet på valgstedet - bølgerne gik jo højt i de tider, men jeg mindes dog intet, som kunne vidne om, at det politiske fremkaldte et uvenligt forhold mellem min fader og hans osgnefolk.
Kun i 7 år varede hans gerning i Nørre Lyndelse og Højby. De to andre steder - Slagelse og Vonsild -, hvor den sidste del af hans livsgerning faldt, ligger jo uden for Fyns grænser og derfor uden for det, der var hensigten med disse få træk fra Johannes Clausens liv.
Den 21. marts 1908 døde han i sit hjem i Vonsild ret pludselig af et hjertestop. Han blev begravet på Ryslinge kirkegård, og ved siden af ham hviler nu hans kærlige og trofaste hustru, der overlevede ham i 21 år.
 

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk